Hvordan klæder KADK fremtidens arkitekter på til at møde bygherrerne og byggebranchen?

Transkript

1 Philip de Langes Allé 10 Tlf København K Fax Danmark info@kadk.dk 25. september 2013 Hvordan klæder KADK fremtidens arkitekter på til at møde bygherrerne og byggebranchen? Tale v. Lene Dammand Lund, rektor for KADK Tak for invitationen, og for det gode spørgsmål: Hvordan klæder KADK fremtidens arkitekter på til at møde jer og byggebranchen i det hele taget? Hvis jeg skulle svare ultrakort, så ville svaret være, at vi bestræber os på at uddanne kandidater, som er det, der på engelsk hedder T-shaped. Omsat til byggebranchen og til et svar på det konkrete spørgsmål, betyder det, at vi bestræber os på at uddanne til noget ingen andre i branchen kan - og samtidig klæde arkitekterne på til samarbejde. Den lodrette streg i T et repræsenterer den dybe faglighed, og den vandrette streg repræsenterer evnen til at få den til at spille sammen med andre vel og mærke på en måde, så der ikke bliver tale om en forhandling, der ender i laveste fællesnævner. Eller endnu værre: med at den stærkeste part med de bedste argumenter ender med at få indflydelse på noget, som andre faktisk har en dybere indsigt i. Som i alle andre brancher oplever man i byggebranchen en stigende grad af specialisering. Det er godt, for i et globalt marked er vi alle sammen nødt til at befinde os på højeste niveau, hvad angår kvalitet og effektivitet. Og når vi er et lille land med begrænsede ressourcer, så er det vejen frem at gå i dybden og dygtiggøre sig inden for afgrænsede felter - og dernæst udveksle viden og skabe synergi. Som branche har vi udfordringer i både de lodrette og vandrette T-streger. Men samlet set er det især de vandrette, der kniber med. Projekteringslederens arbejde går fx med at passe tidsplaner og budgetter og diskutere ansvar, ikke med at facilitere en proces, hvor de forskellige kompetencer udnyttes optimalt. Det kunne jeg tale længe om, men i dag handler det om arkitekterne. Hvad er det særligt, som arkitekter kan? Hvad er deres lodrette streg? Jeg vil spare jer for en lang liste af abstrakte læringsmål fra KADK, og i stedet give jer et eksempel: Forestil jer den situation at I som bygherrer har truffet en beslutning om at skulle flytte et nyt domicil. Hvis I ringer til en entreprenør og beder ham om at levere de nye lokaler, vil han se på, hvad der har virket for nogle af hans andre kunder og hvad hans folk har erfaring med at bygge. Så vil han levere et solidt hus, måske sågar til tiden, hvis ikke han går konkurs i mellemtiden. Hans succeskriterium vil være at økonomien holder, og at de byggetekniske 1/5

2 løsninger er i orden. Entreprenøren vil kun bruge få ressourcer på at afdække, hvilken løsning, der er den rette og i stedet lægge sin energi i at optimere den valgte løsning. Hvis man beder en arkitekt om at hjælpe med flytteopgaven, griber han den fundamentalt anderledes an. Han stiller bygherren og sig selv en masse spørgsmål, der vedrører selve målet: Hvad går bygherren og drømmer om, og hvilke udfordringer ser han forude? Er der en bedre løsning end at fortsætte med at gøre, som man gør i dag? Hvordan får bygherren et hus, der afspejler hans fremtidige behov, og udtrykker de værdier han står for, og de særlige aktiviteter han har? Og hvordan kan denne enkelte bygherres bygning medvirke til at skabe værdier der rækker ud over selve bygningen, for eksempel i en bymæssig kontekst? Billedlig talt, så er det klart for entreprenøren, hvilket bjerg han skal bestige og han kan derfor bruge alle kræfter på at træne præcis de rette benmuskler og optimere udstyret, så han kommer hurtigt og sikkert frem. Der er selvfølgelig ikke to ture op af bjerget der er ens, for han må altid kæmpe mod skiftende vejr, sygdom, konflikter, osv. Men med tiden vil han blive bedre til det han gør, og komme hurtigere frem. Effektiviteten stiger og det er både godt og nødvendigt. For arkitekten handler det ikke kun om at komme hurtigt og sikkert op af bjerget, men nok så meget om at sikre, at det er det rigtige bjerg, han klatrer op ad. Det kan nemlig hurtigt vise sig at være så som så med effektiviteten, hvis man er spænet op af det forkerte bjerg. Nogen må blive ved med at stille spørgsmålet: Hvad det er for et bjerg, vi skal op ad? Og nogen må gå ud i vildnæsset uden en forudbestemt plan og søge nye bjerge. Engang imellem skal der oven i købet laves et nyt bjerg og det er nødt til at være meget attraktivt, for ellers bliver folk bare ved med at betræde de gamle stier. Med professor Kreiners ord kommer vi ikke uden om, at nogen skal være gode til at tage højde for den operationelle usikkerhed og at andre skal tage højde for den kontekstuelle usikkerhed, altså spørgsmålet om relevans. Arkitekter er professionelle mennesker, som i dag kan styre store projekter og overholde både tid og økonomi, stik mod hvad fordommene tilsiger. Men det vil aldrig være det primære succeskriterium for en arkitekt at have succes med tid og økonomi. Det primære succeskriterium ligger i at sikre, at det er det rigtige, der bliver bygget. Hvad der er det rigtige er jo i høj grad et subjektivt forhold, som kan være yderst svært at bevise i nogen videnskabelig forstand. Derfor er undervisningen på KADK ikke - som på universiteterne - udelukkende forskningsbaseret. Vi står på tre ben: forskning, kunstnerisk udvikling og praksis. 2/5

3 Netop i disse måneder er vi i gang med den største omstrukturering i arkitektskolens 260- årige historie. Omstruktureringen handler bl.a. om at få disse tre ben til at spille sammen. Det har vi en særlig forpligtigelse til, som kunstnerisk uddannelse. Selv om arkitektur aldrig bliver 100 % evidensbaseret, så ville det være dumt at starte forfra på enhver opgave. På KADK har vi meget dygtige forskere. For eksempel har professor Mette Ramsgaard Thomsen som en af de første syv forskere i Danmark modtaget Det Frie Forskningsråds Sapere Aude-Topforskerbevilling. Vi er meget interesserede i at indgå i forskningssamarbejder med jer. Der skal kritisk masse til og vi har i Danmark mange små virksomheder og engangsbygherrer. Lad os løfte forskningsopgaverne i fællesskab. Vi kan alle hente megen nyttig viden ad den vej, men vi vil selvfølgelig aldrig kunne hente en hel flytteproces eller den færdige formgivning i forskningsresultaterne. Dertil ville situationen være for kompleks. Hvis de, som skal arbejde i de nye rammer, ikke oplever og sanser dem som rigtige, så må teorierne pakke sammen. Dette velbehag, denne lyst til at indtage de nye lokaler finder vi ikke kun i tilgængelig viden. Vi ved først hvad vi vil have, når vi ser, hvad vi kan få. Valgene kan være dybt irrationelle og lystbetonede, og løsningerne forandrer sig i takt med at brugerne gør det. Alvar Aalto har formuleret det på denne måde. Arkitektonisk planlægning opererer med utallige elementer som indbyrdes er i strid med hinanden. Det er sociale, humanistiske, økonomiske, tekniske problemer, der indvirker på både individet og gruppen, på både menneskemasserne og de enkelte individers muligheder og interne friktioner. Og dette bliver til en tung byrde, som ikke kan klares på rationel eller mekanisk vis. Mængden af forskellige krav og delproblemer udgør en forhindring, som den arkitektoniske ide må forcere. Da gør jeg blandt andet instinktivt følgende. Jeg glemmer hele problemlabyrinten for en tid, indtil arbejdets atmosfære og de forskellige krav har bundfældet sig i min underbevidsthed. På denne måde kommer jeg efterhånden frem til hovedideen, en slags universalsubstans, ved hvis hjælp de talrige delproblemer kan bringes i harmoni. Alvar Aalto beskriver her hvordan et stort komplekst sæt af viden og krav osv. sorteres i vores underbevidsthed og udkrystalliseres som svar. Forskning bringer denne viden op i stor højde inden underbevidstheden og for arkitektens vedkommende den tavse viden - færdiggør arbejdet i den konkrete løsning. Forskningen er altså ikke en motorvej der fører os direkte til den rigtige løsning. Det er ikke en proces, hvor man opstiller nogle teoretiske regler og hvis blot man følger dem, så kommer der et godt og forventeligt resultat ud af det. I hvert fald ikke når det er arkitektur, design og konservering, det handler om. 3/5

4 Finanskrisen til trods, befinder vi os i toppen af Maslows behovspyramide og med nogle store globale udfordringer. Der er krav om en anden form for værdiskabelse end den, der blot handler om at skære ind til benet, og generelt er produkterne blevet mere komplekse. Her kommer kunsten ind i billedet. Vi må prøve os frem til, hvilke former og materialer, der virker. Vi må bringe os selv, vores æstetiske præferencer og personlige formeksperimenter i spil. Og vi må lade os inspirere af andres personlige afprøvninger. Det er og bliver en personlig proces at skabe kunst. Det kan ikke udelukkes at der kan samarbejdes om det, men det kan heller ikke garanteres. En del af arkitektstudiet består af noget der - set udefra - kan forekomme som formålsløse eksperimenter med former, materialer, osv. Æstetisk sans får man ikke ind under huden ved at læse en bog, og det tager tid at oparbejde den. Denne del af arkitektens arbejde er trængt. Finanskrisen fjerner ikke behovet for oplevelser og relevans, men den betyder at det bliver legitimt at træffe beslutninger udelukkende på grundlag af budgetter og datoer. Det er et kæmpe problem, som jeg frygter, er kommet for at blive. Hvad gør vi på KADK i den forbindelse? Mange mener at vi skal give de studerende noget mere eksakt viden. Det gør vi til dels nu, i den nye struktur. De omstrukturereringer, vi er i færd med, vil føre til flere specialer på kandidatniveau. Vi målretter altså i højere grad de studerendes kompetencer og dermed styrker vi deres evne til at tale med andre faggrupper. Noget af dette er kompetencer man først får, når man er færdig. Det kræver erfaring i praksis. En stor del af vores kandidater er dog i praktik ½ år på kandidatdelen. Her vil vi gerne i dialog med aftagerne om, hvad de laver det halve år. Ofte sker der desværre det, at aftagerne sætter de studerende til at lave det, de i forvejen er gode til, så de på den måde bliver billig arbejdskraft. Det ville styrke uddannelsen langt mere hvis de studerende fik lov til at øve sig i discipliner, der styrkede den vandrette streg i T et det interdisciplinære. Hvis I har lyst til at hjælpe os med det, er en fremstrakt hånd mere end velkommen. Kompetencen til interdisciplinært samarbejde, skal selvfølgelig også trænes i løbet af studierne. Nu er det sådan, at KADK er en fusion af tre skoler. Det synes de fleste i dag er en gave. Den store omstrukturering, som på et overordnet niveau ligner universiteternes struktur, vil sikre, at det bliver meget nemmere for studerende at samarbejde, ikke blot med studerende fra de to andre skoler, men også fra andre relevante uddannelsesinstitutioner. Helt konkret har vi etableret et samarbejde med CBS, som vi håber på fører til en kandidatuddannelse, der skal huse studerende både fra KADK og CBS. Som med de T- formede kompetencer er princippet, at vi ikke udvander arkitektuddannelsen når vi giver de studerende forretningsforståelse, men at vi gennem fælles uddannelsesforløb får spidskompetencer inden for arkitektur, konservering og design til at spille sammen med 4/5

5 spidskompetencer inden for forretningsforståelse. Arkitektstuderende skal opøve deres kunstneriske færdigheder kontinuerligt gennem studiet, men vi kan sagtens sætte denne læringsproces ind i en sammenhæng, hvor man samtidig inspireres af andre og hvor øvelserne er rettet mod emner, der har en samfundsmæssig relevans. Det er ikke alle der er enige i, at det er en god idé med T-formede kompetencer. Nogen vil hellere blive i deres egen faglige silo. Meninger brydes på KADK i øjeblikket. Det er et godt tegn, for hvis man tager princippet om T-formede kompetencer alvorligt, så må og skal det være til evig diskussion, hvordan vægten mellem det lodrette og det vandrette skal fordeles. Det T-formede samarbejde kræver at der er andre med samme facon. Ligesom vi tager på os at lære de studerende at der er andre fagligheder med andre succeskriterier, for eksempel tid og økonomi, så er det også nødvendigt at andre fagligheder erkender den værdi, der ligger i at koble arkitekternes helhedstænkning og evne til at omsætte værdier til form sammen med andre typer af viden. Knækker vi denne nød, så står vi stærkt. Så får bygherren både et hus, der holder tid og økonomi, og et hus som udtrykker de værdier han har, og som giver positive oplevelser til brugerne mange år frem i tiden. 5/5