Tanken om, at der kunne være behov

Transkript

1 66 Kopiering ikke tilladt Munksgaard Danmark 19. årgang nr. 2 maj 2005 KLINISK SYGEPLEJE WHIPLASH Jette Lauritzen Whiplash den usynlige lidelse A disease such as whiplash presents a large number of complex social problems. With the help of medical anthropology it is possible to look at whiplash as a multifaceted concept influenced by the social and cultural norms in Western society. In this way whiplash can be considered to be a socially negotiable illness instead of an untreatable disease. Keywords: whiplash, conception of chronic whiplash syndrome, illness, medical anthropology Tanken om, at der kunne være behov for en teoretisk antropologisk undersøgelse af begrebet kronisk whiplash på dansk piskesmæld opstod, da jeg som sygeplejerske og sundhedsantropologistuderende havde en samtale med en whiplash-ramt person. I løbet af samtalen fortalte personen, at det værste var at blive mødt med sætningen: Du ser ikke syg ud. Den kom hver gang i forskellige varianter. Det medførte altid, at personen følte sig tvunget til at forklare og forsvare sin sygdom både over for lægfolk og sundhedsprofessionelle. Som klinisk sygeplejerske er der stor sandsynlighed for, at man i sundhedsvæsenet møder personer med whiplash. Hvert år skades omkring danskere efter whiplash, og heraf bliver 300 permanent invalideret. Disse kronisk whiplash-ramte personer ender ofte som socialt og økonomisk marginaliserede handicappede på revalidering eller førtidspension (1). Set fra et antropologisk perspektiv betyder en kronisk sygdom, at der opstår en trussel mod den kropslige integritet og personens selvidentitet. Den person, der før befandt sig så vel, må redefinere sig som patient og derfra gendanne en ny identitet (2). Da whiplash-skaden og dens symptomer er usynlige for omgivelserne, bliver den ramte person særligt belastet. Således indvirker lidelsen ikke kun på personens sociale identitet og sociale relationer, men også på forholdet til sundhedsvæsenet og de offentlige myndigheder. Whiplash en lidelse? Begrebet whiplash blev første gang anvendt i 1928 af den amerikanske læge Harald Crowe. Siden da har whiplash været en sygdom på fremmarch, især i industrialiserede vestlige lande. Derfor vil kliniske sygeplejersker i stigende grad møde kronisk whiplash-ramte personer i sundhedsvæsenet. Da det overvejende er personer i den erhvervsaktive alder, der rammes, vil kravene til information om whiplash være udtalte (3). Derfor må kliniske sygeplejersker erhverve sig en bred viden om selve lidelsen, samt om hvilke samfundsmæssige normer der kan influere på personers oplevelse af at lide af kronisk whiplash. Whiplash er betegnelsen for en kraftig fremadbøjning og bagudbøjning af nakken, sædvanligvis ved påkørsel bagfra. Lige efter ulykkestilfældet klager patienterne typisk over nakkesmerter, stivheds-

2 fornemmelse i nakken, hovedpine, synsforstyrrelser, svimmelhed, muskelsvaghed og føleforstyrrelser. Disse symptomer ses i de første dage efter ulykken og aftager i de fleste tilfælde med tiden. Begrebet whiplash anvendes ofte af både lægfolk og sundhedsprofessionelle på en måde, der antyder, at der skulle være tale om en entydig sygdom. Dog hævder lægevidenskaben, at whiplash ikke kan klassificeres som en sygdom, idet der intet abnormt kan påvises på røntgenbilleder, scanning eller i blodprøver. Whiplash indgår dog i WHO s klassifikationsliste ICIDH-2, International Classification of Impairment, Disability and Handicaps med diagnosekoden S3.14 distorsio columnae cervicalis synonymt med forstuvning af halsrygsøjlen (1). Helbredelsesraten efter en whiplashskade viser, at de fleste personer kommer sig inden for de første to-tre måneder efter ulykkestilfældet. Fortsætter symptomerne ud over seks måneder, betegnes tilstanden kronisk whiplash-syndrom whiplash associated disorders forkortet WAD (3). Listen over symptomerne hos de kronisk whiplash-ramte er lang, men fælles for symptombilledet er store individuelle variationer i symptomerne samt en høj sværhedsgrad ved at forklare de kroniske symptomer ud fra den oprindelige skade (4). Det kan hævdes, at der er et modsætningsfyldt forhold på spil for personer, der rammes af whiplash. Enten forsvinder nakkesmerterne i løbet af de første par måneder, eller også vil de sætte sig som en livslang kronisk lidelse. Det er uklart, hvorfor denne lidelse hos nogle personer forsvinder, mens den hos andre bliver kronisk og ændrer hele personens selvopfattelse, identitet og hidtidige livsførelse (5). En undersøgelse blandt medlemmerne i patientforeningen Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede (PTU) viser, at der er en sammenhæng mellem omgivelsernes negative reaktion og personens oplevelser af at blive fastholdt i et mønster af smerter og lidelser, som bevirker, at sygerollen ikke kan lægges væk. Internationale undersøgelser har vist, at whiplash ikke udvikler sig til en kronisk tilstand i lande som fx Litauen og Singapore, hvor der ikke er fastlagte holdninger til sygdommen. Befolkningen i disse lande er ikke informeret om, at følgerne af en whiplash-skade kan være kroniske (1). I de vestlige lande eksisterer der en ofte forvirrende mængde af oplysninger om whiplash. Man kan spørge sig selv, om det er en konsekvens af, at der i disse lande benyttes en whiplash-klassifikation. Det kan diskuteres, om informationerne influerer på den skadelidte person og således medvirker til, at personen påtager sig sygerollen som kronisk whiplash-ramt. Følgelig kan det hævdes, at der kan være en sammenhæng mellem informationsniveau, sygdomsklassifikation og samfundstilhørsforhold. Kontakten med hverdagslivet Hver dag gør man de samme ting, udfører de samme vaner og ritualer. Således er hverdagen en samling gentagelser, der sørger for, at dagene ligner hinanden. Det er den måde, hvorpå vi alle holder fast i vores liv (6). Det kan hævdes, at det almindelige hverdagsliv ikke levner plads for den whiplash-ramte person. Der ligger i samfundet et krav til individet om ikke at blive svagelig pga. sygdom, men deltage aktivt i produktion og udvikling. Whiplash-ramte personer lever i en verden, hvor konstant aktivitet er normen. Krav til karriere og forpligtelser over for samfund, familie og venner presser sig konstant på. Arbejde er i dag med til at definere, hvem man er. Oplevelsen af arbejdsmæssig succes er forbundet med følelsen af, at man har formået at forvalte sit liv godt. Derfor må en whiplash-ramte person ofte underspille sin invaliditet for at bevare en vis kontakt med den såkaldt raske verden. For ikke at blive afvist kan den ramte person kun tilkendegive at have det fint. Personen får ikke mulighed for at fortælle, hvordan det virkelig står 67 KLINISK SYGEPLEJE 19. årgang nr. 2 maj 2005 Kopiering ikke tilladt Munksgaard Danmark

3 68 til, men må bære sin lidelse i det private og alene. På den måde sker der ifølge antropologen Norma Ware en slags silencing af talen omkring sygdommen (7). Smerteoplevelsen er så subjektiv og privat, at andre kan have svært ved at forstå og acceptere sygdommen og smerterne, fordi de ikke forstår baggrunden for tilstanden. Dermed kan der opstå ændringer i den ramte persons identitet, da lidelsen kan optage stadig mere plads i selvforståelsen og derved tære på de psykiske kræfter (8). Identitet er ens forståelse af, hvem man selv og andre er, samt andres opfattelse af en som person. Således handler identitet om betydning og dannes på grundlag af personens evner til at udnytte sine kulturelle ressourcer (9). Et manglende arbejdsliv kan derfor medfører, at det er svært for den kronisk whiplash-ramte person at oprette og dyrke sociale relationer med andre. Ofte skabes relationer og venskaber gennem arbejdspladsen. Personen kan blive henvist til et meget begrænset og måske ensomt liv. For at undgå det må den ramte person være stærk nok til at redefinere sin identitet, hvor sygdommen ikke spiller en dominerende rolle. Antropologen Deborah Lupton hævder, at mange kroniske patienter omtaler deres sygdom som den eller det i stedet for at referere til min eller jeg, hvilket tyder på, at de ikke anser sygdommen som en del af dem selv, men som et fænomen adskilt fra dem selv (2). Dermed må accepten af sygdommen som værende en del af personen indgå som et vigtigt led i udviklingen af en ny identitet. Det kan dog diskuteres, om den kroniske whiplash-ramte person vil være i stand til at fastholde og udvikle en ny identitet, der afviger fra den fremherskende medicinske diagnostiske klassifikationstilgang. Spørgsmålet er, om personen kan glemme smerterne og lidelserne, eller om behovet for hjælp fra den medicinske verden er så stort, at det kan siges at dominere identitetsdannelsen. Kopiering ikke tilladt Munksgaard Danmark 19. årgang nr. 2 maj 2005 KLINISK SYGEPLEJE Økonomisk marginalisering kontra samfundets interesser Whiplash har store personlige og økonomiske omkostninger for den kronisk ramte person, især for kvinderne. Af uforklarlige årsager har kvinder mellem år halvanden gang større risiko for at udvikle whiplash end mænd (10-11). Sygerollen medfører ofte en følelse af afmagt og passivitet. Da kvinderollen i det traditionelle vestlige kulturelle system fortsat hyppigt er behæftet med samme kvaliteter som sygerollen, forstærkes passiviteten og afmagten yderligere (12). Således rammes især kvinderne hårdt, når den økonomiske begrænsning, som en sygdom medfører, øger marginaliseringen. Afhængigheden af familiens og ægtefællens indtægter øges. Samtidig opleves det hyppigt som en svær kamp at få tilkendt førtidspension eller revalidering. Muligheden for at fastholde eller skaffe sig et arbejde forringes. Sidst, men ikke mindst slår marginaliseringen igennem i forhold til samfundet, der er gearet til økonomisk overskud og forbrug (2). I Danmark eksisterer to patientforeninger PTU og Whiplashforeningen der begge repræsenterer de whiplash-ramte personer. Foreningerne hævder, at whiplash er en sygdom næsten et handicap. De kæmper for at opnå en samfundsmæssig og lægelig anerkendelse samt rehabilitering og erstatning for tabt arbejdsevne fra forsikringsselskaberne (13-14). Whiplash-skader kostede i 2003 det danske samfund 607 mio. kr. og forsikringsselskaberne 800 mio. kr. (13). Således synes det ikke at være i samfundets eller forsikringsbranchens økonomiske interesse at anse whiplash som en sygdom, idet udgifterne i så tilfælde formodes at blive højere (14).

4 De medicinsk antropologiske begreber illness og disease Set ud fra et medicinsk antropologisk perspektiv dækker det medicinske system både det etablerede behandlingssystem og alle de aktiviteter og forestillinger, befolkningen har i forbindelse med sundhed, sygdom og behandling. Således bliver menneskers forståelse af sygdom, lidelse og sundhed noget dynamisk og foranderligt. Forståelsen ændres i forhold til bl.a. personlige erfaringer, mediernes indflydelse, tilbud om og reklamer for alternative behandlingsformer samt personlige konklusioner efter samtale med familie og venner. De forskellige oplysninger sammenfattes i en forklaring på sygdommen, samtidig med at lægen fortsat konsulteres, for at man også får hans eller hendes mening. Dermed kan det hævdes, at det, der tæller som sygdom, er determineret af de opfattelser og erfaringer, som bæreren af sygdommen besidder (2, 15). Forestillinger om sundhed og sygdom er ifølge antropologen Arthur Kleinman kulturelt formet og har forskellig betydning, alt efter hvilken sammenhæng fænomenet optræder i. Således vil både ansatte i sundhedsvæsenet og kronisk whiplash-ramte personer i deres indbyrdes møde indordne sig under kulturelt bestemte adfærdsroller og mønstre, der er præget af deres opfattelse af sygdommen. Kleinman skelner i sygdomsbegrebet mellem illness og disease samt sickness som overordnede begreber der i analytiske sammenhænge indebærer refleksion over, hvordan sociale forhold, økonomisk krise eller politisk undertrykkelse kan have betydning for udvikling af sygdomme. Illness altså lidelse betegner den personlige oplevelse, fortolkning og formidling af sygdommen til omgivelserne samt den måde, hvorpå familier og samfundsgrupper lærer at opfatte, fortolke, kommunikere om og reagere i forhold til sygdom. Disease altså sygdom i medicinsk forstand betegner den teoretiske fortolkning og klassificering, således at begrebet ofte relateres til de objektive, målbare fysiske og psykiske forandringer, hvor de målbare ændringer i kropsfunktionerne kan klassificeres inden for det lægevidenskabelige diagnosesystem. Således kan begrebet disease ses som sammenhængende med tænkemåden i den biomedicinske sygdomsmodel (16-18). Derfor kan det hævdes, at sygdomsramte personer lider af illness, men at sundhedsprofessionelle diagnosticerer og behandler disease (19). Whiplash-ramte personer kan således have en fundamental anden forklaring på deres sygdom end den, lægerne giver for samme symptomer. Dermed kan der opstå uoverensstemmelser, misforståelser og konfliktsituationer mellem de sundhedsprofessionelle og den ramte person. Whiplash og sundhedssektoren Det er i dag forbeholdt læger at stille diagnosen whiplash. Diagnosen udgør hyppigt et vendepunkt for den whiplashramte person, der således får sat navn på sine symptomer. Dermed er sygdommen klassificeret og kan fungere som dokumentation over for familie, venner og offentlige myndigheder. Det er et bevis på, at symptomerne ikke er indbildte. Samtidig er diagnosen eftertragtet, da den åbner for muligheden for at modtage velfærdsydelser (1). Ud fra et antropologisk perspektiv fremtræder den vestlige medicin primært som en analytisk enhed med sin vægtning af de fysiske aspekter ved sygdom på bekostning af forståelsen af det hele menneske eller den naturlige kulturelle og sociale sammenhæng, som dette menneske sygt eller sundt indgår i (17). Sygdom opfattes i dag som en trussel mod rationaliteten i samfundet. Den truer både de samfundsmæssige forpligtelser, det sociale liv og underminerer en persons følelse af selvkontrol. Af den grund 69 KLINISK SYGEPLEJE 19. årgang nr. 2 maj 2005 Kopiering ikke tilladt Munksgaard Danmark

5 70 har lægevidenskaben fået pålagt det samfundsmæssige privilegium at være den afgørende faktor i diagnosticering, behandling og klassificering af sygdomme. Lægerne har således magt til at certificere, om en person er i stand til at arbejde eller er syg og ikke er i stand dertil. Derfor kan det hævdes, at læge-patientinteraktionen underbygger definitionen af sundhed som evnen til at arbejde, for the healthy person is the person who produces (2, s. 116). Det medfører således ikke en positiv social status at ligge træt og syg i sengen, hverken kulturelt, socialt eller individuelt. Både de ramte personer og behandlerne er underlagt et kulturelt system, der har det raske som norm, og hvor sygdom er synonymt med behandling. Derfor kan det være svært at håndtere og klassificere ubehandlelige kronisk whiplash-ramte personer i sundhedsvæsenet og samfundet (8). Trods diagnosen må personen forsætte med at leve med sine kroniske lidelser. For lidelsen er altid knyttet til mennesket. Kronisk lidelse er aldrig uden konsekvenser. Tabet af tiltroen til kroppens formåen kan medfører en tro på, at det værste altid vil ske, hvilket kan medføre demoralisering og håbløshed (20). For mennesker med kroniske lidelser bliver sygdomsoplevelsen så altoverskyggende, at alle indtryk filtreres gennem de kropslige lidelser og giver livet en ny form for betydning (21). Følgelig må whiplash have en anden betydning for den, der har lidelsen, og denne betydning kan måske ikke sprogligt formidles til omgivelserne. Forsøg på at undersøge psykologiske, sociale og kulturelle faktorers indflydelse på sygdomsprocessen er stadig stort set fraværende på trods af, at mange sundhedsprofessionelle har viden om, at den biomedicinske tilgang hyppigt kommer til kort over for den kronisk whiplash-ramte (22). Diagnosen whiplash kan være en styrke, men spørgsmålet er, om det kun opleves positivt at få en sygdomsdiagnose, der ikke er fuldt anerkendt af hverken sundhedsprofessionelle eller lægfolk i al almindelighed er det virkelig en diagnose, en person ønsker sat på sig selv? Kopiering ikke tilladt Munksgaard Danmark 19. årgang nr. 2 maj 2005 KLINISK SYGEPLEJE Sygerollens rettigheder, pligter og gensidighed En manglende anerkendelse af whiplash som sygdom kan få den ramte person til at føle sig og anses af andre som en slags kriminel, der ikke vil opfylde samfundsmæssige forpligtelser (23). Der er ofte en forhandling i gang om, hvorvidt whiplash-tilstanden accepteres som sygdom nok til, at den ramte kan opnå rettigheder som syg. Antropologisk set er et menneske, der er syg, altid syg i samspil med andre, da de samfundsmæssige kulturelle og sociale normer definerer, hvornår en person kan anses for at være sund eller syg. Følgelig definerer samfundets normer reglerne om, hvorledes roller skal udfyldes, opretholdes og vedligeholdes (19). Sygerollen karakteriseres hyppigt som en relation mellem to forhold, nemlig pligter i form af at blive rask og rettigheder, der indebærer en fritagelse fra det daglige arbejde og accept af en nedsat ydeevne. Forholdet mellem pligter og rettigheder lægger op til, at tiden som syg må være begrænset, for at det sociale netværk og samfundet kan acceptere sygerollen. Samtidig er accepten forbundet med et samfundsmæssigt krav om behandling. Der er således tale om en gensidighed mellem samfundet og det syge individ. Det kan hævdes, at en syg person i denne tilstand presses af samfundet, myndighederne og arbejdsgiverne, andre mennesker og sig selv til at blive rask. Men hvis gensidigheden ikke opfyldes, dvs. hvis en person ikke bliver rask, rammes denne person hyppigt af sanktioner fra samfundets side. Den kronisk whiplash-ramte person kan sjældent opfylde den krævede gensidighed. De samfundsmæssige pligter som det at blive rask eller det at kræve sin ret er næsten umulige at opfylde og opnå. Endvidere eksisterer og tilbydes der ofte ikke anden behandling end smertelindring til den ramte person. Følgelig kan der fra omgivelsernes side opstå en stigmatisering i form af mistænkeliggørelse som simulant, hvilket kan medføre skæve socia-

6 le relationer (8, 15, 24). Stigmatiseringen kan ikke alene komme fra det omgivende samfund, men også fra den syge selv, der er en del af samfundet, og som lever efter gældende normer og regler. Sociologen Erving Goffman hævder, at en usynlig stigmatisering kan medføre en internalisering i en spoiled identity, hvilket er en følelse af nedværdigelse, underlegenhed og skamfuldhed samt af at være anderledes end raske mennesker (24). Således øges egen skyldfølelse over manglende evne til at efterkomme samfundsmæssige forpligtelser. At være sund og rask forbindes ofte med succes og begrebet det gode liv. Derfor kan en kronisk sygdom give patienten følelsen af ikke længere at leve det gode liv, der ofte fremhæves som efterstræbelsesværdigt (25). Dog kan en kronisk tilstand bevirke, at personen begynder at gennemtænke, hvad det gode liv er eller kunne være. Dermed udløses der måske faktorer, som kan medføre større personlig udvikling i en positiv retning (6). Således kan den whiplash-ramte person måske finde et kvalitativt bedre liv trods lidelserne i hverdagen. Det kan hævdes, at en kronisk lidelse som whiplash, der medfører funktionsnedsættelse, vil være et alvorligt handicap i en persons liv. Lidelsen medfører en begrænsning eller måske et tab af tidligere muligheder for at deltage i samfundet på lige vilkår med andre. Handicap defineres af WHO som a disadvantage for a given individual, resulting from an impairment as a disability, that limits or prevents the fulfilment of a role that is normal for that person (26, s. 29). Følgelig kan et handicap anses for at være et socialt produkt af det diagnostiske klassifikationssystem. Handicappet kan hævdes at stå i skarp kontrast til det i samfundet bestående ideal om et normalt aktivitetsniveau og evne til at opfylde sin rolle i det sociale liv (6, 25). Et handicap med formel status i form af en kronisk sygdom med en klassificeret diagnose kan hævdes at give lovning på et fuldgyldigt medlemskab af samfundet. Dog kan den kroniske sygdom og de dermed forbundne handicap give personen en uformel status som en, der ikke kan få de rettigheder og opfylde de pligter, der er forbundet med et fuldgyldigt medlemskab af samfundet (27). Således kan et handicap i form af kroniske smerter indvirke på den whiplash-ramte persons selvopfattelse både psykisk og fysisk. Hverdagslivet kan medføre ændringer for den ramte person i form af begrænsninger i formåen og autonomi. Følelsen af tab i forbindelse med at måtte opgive selv udseendet af en vis selvstændighed, kontrol over kroppen og tro på kroppens formåen samt sin hidtidige rolle i familien og vennekredsen kan være stor. Kravene til den kroniske sygerolle er så implicitte i den vestlige kultur, at der ikke gives informationer om, hvorledes rollen skal udfyldes. Dermed er personen overladt til sig selv og skal selv dels definere sin rolle, dels sørge for, at rollen accepteres af omgivelserne. Af den grund kan der ske en stadig forskydning mellem personens selvopfattelse, fysiske formåen, kropslige image og omgivelserne. Den kronisk whiplash-ramte kan føle sig tvunget til at redefinere sig selv som person (6, 20, 28). Da personen i princippet ikke kan blive helbredt, tilbydes der ofte fra samfundets side rehabilitering eller førtidspension. Der ligger i rehabilitering et underliggende ideal om tabte evner, der genvindes. Personen får ret og pligt til igen at opfylde sine sociale forpligtelser og deltage som fuldgyldigt medlem af samfundet (25). Da den kroniske whiplash-ramte persons lidelse netop er kronisk, kan man spørge sig selv, om det er et realistisk mål. Sandsynligheden for, at kliniske sygeplejersker møder whiplash-ramte personer i sundhedsvæsenet, er stor. I mødet kan der let opstå misforståelser, da den ramte person taler om sin illness, mens sundhedsprofessionelle behandler en disease. Medicinsk antropologi kan medvirke til, at man opnår erkendelse af, at der er 71 KLINISK SYGEPLEJE 19. årgang nr. 2 maj 2005 Kopiering ikke tilladt Munksgaard Danmark

7 72 mange samfundsnormer og -værdier involveret, når den sygerolle, som den kroniske whiplash-ramte person får tildelt og må udfylde, skal belyses. Den antropologiske tilgang kan benyttes, da den rummer et bredt kendskab til forskellige måder at se og indrette det sociale liv på. Sygdomsdiagnosen whiplash udgør en skillelinje i den ramte persons liv. Der er en forklaring på symptomerne. Dog er den menneskelige lidelse i den ramte persons liv mere end det, der umiddelbart kan observeres. Derfor er det vanskeligt at finde generelle løsninger, som det ofte er normen i sundhedsvæsenet, for disse personers problemer i deres levede liv, der ganske naturligt er under konstant forandring. En kronisk whiplash-ramt person har en kronisk tilstand, der medfører flere sociale, interaktionelle og eksistentielle problemer end en akut opstået sygdom, netop fordi den kroniske tilstand formodentligt vil være til stede resten af personens liv. Den kroniske sygerolle medfører, at den ramte person må danne sig en ny identitet. Identitetsdannelsen vanskeliggøres af, at whiplash er en usynlig lidelse. Således kan der opstå tvivl hos befolkningen og sundhedsprofessionelle om rigtigheden af sygdommen. Følgelig oplever den ramte person hyppigt en stigmatisering, der kan medfører lavt selvværd og negativ social identifikation. Det kan være med til at undergrave følelsen af at være en fuldgyldig samfundsborger. Derfor må den kronisk whiplash-ramte person hyppigt kæmpe alene for at skabe ændringer i samfundet, i omgivelserne og hos sig selv også for at sætningen: Du ser jo ikke syg ud ikke forbliver en fast del af samtalen om whiplash. Kopiering ikke tilladt Munksgaard Danmark 19. årgang nr. 2 maj 2005 KLINISK SYGEPLEJE Anæstesisygeplejerske, SD, MSA-studerende Jette Lauritzen Høegh Guldbergsgade 6A, Århus C jettelauritzen@hotmail.com LITTERATUR 01. Sundhedsstyrelsen. Redegørelse om whiplash Publ2000/whiplash/clean.html 02. Lupton D. Medicine as culture. Illness, disease and the body in Western societies. London: Sage Publications; Kasch H. Pain, tenderness and mobility in neck and head following whiplash injury. A one-year prospective study. Århus: University of Aarhus; Nielsen HM. Piskesmæld, kronisk træthedssyndrom og fibromyalgi en biopsykosocial analyse af de nye medicinsk uforklarlige lidelser. Århus: Aarhus Universitet; Barnsley L, Lord SM, Wallis BJ, Bogduk N. The prevalence of chronic cervical zygapophyseal joint pain after whiplash. Spine 1995; 20 (1): Andersen S. Sundhed sidder mellem ørerne. Det at leve med en kronisk sygdom. Hornslet: Hornslet Bogtrykkeri; Ware N. Toward a model of social course in chronic illness: The example of chronic fatigue syndrome. Culture, Medicine and Psychiatry 1999; 23 (3): Elverdam B. Det er min mands drøm, så hvorfor fa en skal han opgive det på grund af mig? Et blik på hverdagslivet med de nye sygdomme. I: Andersen JH, Elverdam B, Hilden J, Nielsen CV, eds. De nye sygdomme en debatbog. København: Den Almindelige Danske Lægeforening; Pedersen P. A case of identity: Multiple personality disorder. I: Driessen H, Otto T, eds. Medical anthropology. Contremporary theory and method. New York: Praeger; Skovron ML. Epidemiology of whiplash. I: Gunzberg R, Szpalski M, eds. Whiplash injuries: Current concepts in prevention, diagnosis and treatment of the cervical whiplash syndrome. Philadelphia: Lippincott-Raven Publisher; Larsen LB, Holm R. Længerevarende nakkesmerter efter færdselsuheld i bil. Ugeskr Læger 2000; 162 (2):

8 12. Hastrup K. Patientoplevelser. En beretning om mødet med den hvidkitlede teknologi. I: Elsass P, Hastrup K, (eds.) Sygdomsbilleder. Medicinsk antropologi og psykologi. København: Nordisk Forlag; PTU Landsforeningen for Polio-, Trafikog Ulykkesskadede. Whiplash/piskesmæld doc20.html 14. Whiplashforeningen. Whiplash guiden for dig med piskesmæld udgave whiplashguide.htm 15. Ramhøj P. Medicinske systemer i en antropologisk forståelsesramme. I: Ramhøj P, (ed.) Kultur sygdom og sundhed. København: DISS; Kleinman A. Patients and healers in the context of culture. London: University of California Press; Hounsgaard L. Potentiel sygdom sætter spor. Århus: Aarhus Universitet; Steffen V, Samuelsen H. Fra sygdom til sundhed anvendt medicinsk antropologi i Danmark. Socialmedicinsk Tidskrift 1992; 69 (9-10): Hahn R. Sickness and healing. London: Yale University Press; Kleinman A. The personal and social meanings of illness. I: Kleinman A, (ed.) The illness narratives. Suffering, healing and the human condition. New York: The Perseus Books Group; Sachs L. Sygdom som ubalance. Mennesket og samfundet i grænselandet mellem sundhed og sygdom. København: Forlaget Fremad; Zachariae B. Evnen til selvregulering: Sundhed i et bio-psyko-socialt perspektiv. I: Hansen HP, Ramhøj P, eds. Tværvidenskabelige perspektiver på sundhed og sygdom. København: Akademisk Forlag; Janzen J. The social fabric of health: An introduction to medical anthropology. Boston: McGracHill; Goffman E. Stigma. København: Nordisk Forlag; Ingstad B, Whyte SR. Disability and culture. London: University of California Press; WHO World Health Organization. International classification of impairments, disabilities and handicaps. Geneva: World Health Organization; Jenkins R. Disability and social stratification. Brit J Sociology 1991; 42 (4): Turner B. Disability and the sociology of the body. I: Albrecht G, Seelman KD, Bury M. Handbook of disability studies. London: Sage Publications; KLINISK SYGEPLEJE 19. årgang nr. 2 maj 2005 Kopiering ikke tilladt Munksgaard Danmark