Arbejdsrettet rehabilitering i teori og praksis

Transkript

1 Arbejdsrettet rehabilitering i teori og praksis Maj 2015

2 Indhold Mere af det gode... 2 Arbejdsmarkedsudvalgets værdigrundlag... 3 En tværsektoriel indsats der virker... 4 Arbejdsrettet rehabilitering... 4 Rette indsats til rette borger på rette tidspunkt... 5 Model for sagsforløbet... 6 Hovedprocesserne i Hjørringmetoden... 8 Systematisk screening af risiko for længerevarende offentlig forsørgelse... 8 Analyse af begrænsning i funktionsevne og efterfølgende konference i tværfagligt team... 8 Rehabiliteringsteam og ressourceforløb vs. tværfagligt team og udviklingsforløb... 9 Indsatsplan og udviklingsforløb... 9 Indsatskataloget og de 8 indsatsspor Progressionsmåling måling af fremskridt og evt. justering af indsatser Gennemgående elementer i Hjørringmetoden Empowerment ICF klassifikationssystemet og Funktionsevnediagnostik En gennemgående koordinerende sagsbehandler og tværfagligt samarbejde Relationel koordinering IT-understøttelse af Hjørringmetoden RehApplications

3 Mere af det gode Når forandringens vinde blæser, er der nogle der bygger læhegn, andre bygger vindmøller. (kinesisk ordsprog). I løbet af de seneste år, er der sket store ændringer på beskæftigelsesområdet. Der har været omfattende reformer af bl.a. førtidspension, fleksjob, kontanthjælp og sygedagpenge, og de seneste ændringer er stadig ikke fuldt ud implementeret. Som ansat i en politisk styret arbejdsmarkedsforvaltning manøvrerer man således i en forandringspræget hverdag, hvor nye værdier og metoder hele tiden springer frem. Den helt store udfordring bliver derfor at lære at bygge vindmøller, når forandringens vinde blæser, eller lidt mere konkret formuleret, at udnytte og videreudvikle forandringerne, frem for at forsøge at krybe i skjul bag et skrøbeligt læhegn. I Hjørring kommune har vi besluttet os for at bygge vindmøller, hvilket har ført til udviklingen af Hjørringmetoden. Hjørringmetoden er skabt med udgangspunkt i to sammenfaldende værdisæt, nemlig intentionerne bag de seneste års reformer og Arbejdsmarkedsudvalgets værdigrundlag. Reformen af førtidspension og fleksjob var den første i rækken, og den indeholdt grundstenene til de efterfølgende reformer. Hovedtankerne bag reformen er følgende: - Flest muligt skal have tilknytning til arbejdsmarkedet og færrest muligt skal ende på passiv, varig forsørgelse. Det betyder ligeledes, at alle borgere skal have en indsats og ingen må gå passivt. - Alle borgere skal have en gennemgående og koordinerende sagsbehandler. - Borgeren skal sættes i centrum og opleve ejerskab og indflydelse i egen sag. - Adgangen til førtidspension begrænses. I stedet er der indført regler om tildeling af ressourceforløb til mange af de borgere, som tidligere ville være blevet tildelt en pension. - Borgerne skal tilbydes en helhedsorienteret, sammenhængende og individuelt tilrettelagt indsats. - Der skal være en højere grad af tværfagligt samarbejde, samt koordinerede og tværfaglige indsatser, herunder en kombination af sociale, sundhedsmæssige og beskæftigelsesrettede indsatser. Vurderingen af indsatsbehov sker via et tværfagligt rehabiliteringsteam, hvor fagpersoner fra de nævnte områder er repræsenteret. Hjørringmetoden kan anskues som en videreudvikling af tankerne bag disse reformer, hvor vi låner det bedste fra reformerne for at gøre mere af det gode. Vi har videreudviklet tankerne bag rehabiliteringsteamet med indførelse af en ny form for tværfagligt team og anvendelse af tværfaglig udredning i alle sager, hvor der er risiko for længerevarende offentlig forsørgelse. Den tværfaglige udredning sker således ikke kun i de sager, der ifølge lovgivningen skal behandles i rehabiliteringsteamet. I Hjørring Kommune har vi således udvidet rehabiliteringstankegangen til en langt større målgruppe, ligesom den koordinerende rolle og det tværfaglige samarbejde er udbredt til alle de sagsbehandlere, som arbejder med de kontanthjælps- og sygedagpengemodtagere, der er omfattet af Hjørringmetoden. For at kunne give den enkelte borger denne særlige indsats, har et enigt Byråd valgt at investere 125 millioner kroner ekstra i arbejdsrettet rehabiliteringsindsats. Målet er at skære et år af den gennemsnitlige varighed af offentlig forsørgelse. Størsteparten af ressourcerne går til ansættelse 2

4 af varme hænder i alle de involverede forvaltninger, men også til udvikling af nye og forbedrede indsatser. Arbejdsmarkedsudvalgets værdigrundlag Som nævnt tager Hjørringmetoden også udgangspunkt i Arbejdsmarkedsudvalgets værdigrundlag, hvor følgende værdier vurderes særligt relevante for den arbejdsrettede rehabiliteringsindsats for borgere med risiko for langvarig offentlig forsørgelse: Meningsgivende indsats: Med en meningsgivende indsats menes, at den beskæftigelsesrettede indsats skal give mening for både den enkelte borger, for arbejdspladsen, for kommunen og for samfundet. Der er tale om en af grundværdierne i forhold til Hjørringmetoden. Værdighed og selvhjulpenhed: Det vil sige, at borgeren mødes med respekt, tillid og åbenhed. Borgeren skal inddrages tidligt og aktivt, med henblik på at fastholde medansvar i eget forløb. Disse værdier er tænkt ind i de konkrete elementer i Hjørringmetoden og sikres desuden med en empowerment-orienteret tilgang. Individet og det hele menneske: Ifølge Arbejdsmarkedsudvalget indebærer denne værdi, at indsatser på arbejdsmarkedsområdet skal tage udgangspunkt i det enkelte individs ressourcer og behov, samt sikre tværfaglighed og en helhedsorienteret indsats. Denne centrale værdi kommer til udtryk i Hjørringmetoden ved en høj grad af tværfaglighed og dermed helhedssyn, samt at vi ønsker at sætte borgeren i centrum og således fokusere på det enkelte menneske og dettes oplevelse af egen situation, frem for primært at fokusere på en evt. diagnose. Understøtte et rummeligt arbejdsmarked: Med understøttelse af et rummeligt arbejdsmarked menes inklusion af borgere med nedsat funktionsevne ved udviklingen af det rummelige arbejdsmarked. Denne værdi er ligeledes central i Hjørringmetoden, da et rummeligt arbejdsmarked er en af forudsætningerne for, at vi kan lykkes med investeringen. Derudover beskriver Arbejdsmarkedsudvalget andre værdier, som knytter sig til uddannelse og erhvervslivet. Idet der i Hjørringmetoden altid arbejdes hen imod et overordnet beskæftigelsesmål, er det vigtigt også at have disse værdier i fokus, selvom man arbejder med en borger, der i starten af processen kan synes langt fra arbejdsmarkedet. Der er tale om følgende værdier: Uddannelsesvalg og kompetenceudvikling: Arbejdsmarkedsudvalget præciserer, at borgerne skal vejledes individuelt om uddannelsesvalg og kompetenceudvikling. Vækst og jobskabelse: Med denne værdi menes, at de konkrete arbejdsmarkedspolitiske indsatser skal understøtte vækst og jobskabelse gennem udnyttelse af kommunens erhvervsmæssige 3

5 styrkepositioner. Service til virksomhederne: Denne værdi indebærer et tæt samarbejde mellem Jobcentrets Virksomhedsservice og virksomhederne i kommunen. En tværsektoriel indsats der virker For at kunne leve op til de krav som følger med reformerne og de politiske beslutninger, er det nødvendigt at vi gør en ekstra indsats en indsats der virker. Forudsætningerne for at dette kan lade sig gøre er, at vi arbejder struktureret, systematisk og metodisk i højere grad end det tidligere har været tilfældet, samt arbejder med en it-arkitektur, der understøtter dette. Derudover er det nødvendigt at der etableres et konstruktivt samarbejde forvaltningerne imellem, da der ikke blot er tale om en metode der omfatter Arbejdsmarkedsforvaltningen, men en bred kommunal indsats, der involverer alle de kommunale aktører, der yder en indsats i forhold til en ledig eller sygemeldt borger. For at sikre, at vi lykkes med investeringen i arbejdsrettet rehabilitering og samtidig formår at leve op til værdierne i Arbejdsmarkedsudvalgets værdigrundlag, har vi udviklet en særlig Hjørring Metode for arbejdsrettet rehabilitering. Arbejdsrettet rehabilitering At rehabilitering anvendes og defineres som arbejdsmarkedsrettet er relativt nyt. Rehabilitering af borgere med helbredsmæssige problemstillinger blev traditionelt set anskuet som en indsats, der først skulle igangsættes efter den primære behandling og genoptræning var afsluttet, og der var tale om et observeret handicap. Den arbejdsmæssige dimension blev anskuet som noget sekundært, hvis overhovedet der var tale om et arbejdsmarkedsrettet fokus. Hjørring Kommune har valgt at tage udgangspunkt i Jørgen Kilsgaard og Merete Labriolas definition af arbejdsrettet rehabilitering: Arbejdsrettet rehabilitering er en tidsafgrænset, planlagt proces med klare mål og virkemidler, hvor flere aktører samarbejder om at give nødvendig assistance til en borgers egen indsats for at opnå bedst mulig funktionsevne, selvstændighed og deltagelse i arbejdslivet og samfundet (Lisbeth Kern-Hansen, Randi Lund Jepsen & Søren Hald (red.): Lærebog i Arbejdsmiljø, Munksgaard, København Kapitel 13: Jørgen Kilsgaard og Merete Labriola: Arbejdsrettet Rehabilitering fra teori til praksis) Der er således tale om en indsats, hvor borgeren er i centrum, og hvor der arbejdes hen imod klart definerede mål, med det overordnede formål, at støtte borgeren i at komme (tilbage) på arbejdsmarkedet. Derudover nævnes det, at flere aktører samarbejder i en proces, hvilket vil sige, at der er tale om tværfagligt samarbejde, der vurderes som den form, der egner sig bedst til at koordinere komplekse opgaver. 4

6 Der er endvidere tale om en afgrænset indsats, samtidig med at der gives den nødvendige indsats. Det betyder, at indsatsen er behovsstyret, men at den ikke gives længere end nødvendigt. Dette vil blive uddybet i afsnittet om Rette indsats til rette borger til rette tid. Endelig er funktionsevnebegrebet centralt i definitionen af arbejdsrettet rehabilitering. Gennem hele indsatsen fokuseres på borgerens oplevede funktionsevnebegrænsninger og dermed de individuelle konsekvenser af en eventuel diagnose, frem for diagnosen i sig selv. Dette kan i høj grad siges at understøtte intentionen om hele tiden at have borgeren og dennes egne oplevelser i centrum. I Hjørring Kommune har vi valgt at arbejde med arbejdsrettet rehabilitering i alle nye sygedagpenge- og kontanthjælpssager, hvor der vurderes at være en risiko for længerevarende offentlig forsørgelse. Det er i denne forbindelse essentielt at spotte disse borgere så tidligt som muligt, hvorfor alle nye borgere gennemgår en systematisk screening af risiko for længerevarende offentlig forsørgelse. For at kvalificere denne screening, samarbejder borgerens sagsbehandler som har til opgave at koordinere alle indsatser i sagen med andre faggrupper om at foretage en funktionsevneanalyse af borgeren. Dette gøres via monofaglige udredninger ved forskellige fagpersoner, efterfulgt af en tværfaglig konference, hvor det besluttes hvilke indsatser borgeren skal have. Indsatserne er således besluttet ud fra en bred, tværfaglig helhedsvurdering og tager udgangspunkt i den enkelte borgers funktionsevnebegrænsninger. Når en indsats er i værksat foretages der progressionsmåling, for at sikre fremskridt og give mulighed for eventuel justering i indsatser, såfremt der ikke er progression. Således sikres det, at borgeren i den arbejdsrettede rehabiliteringsproces, som vi har navngivet udviklingsforløb, får en indsats der virker. Rette indsats til rette borger på rette tidspunkt Det allervæsentligste når der skal vælges en indsats er, at sikre rette indsats til rette borger på rette tidspunkt, hvilket er blevet Hjørringmetodens motto. Med rette indsats menes, at alle borgere i målgruppen tilbydes en særlig indsats via et udviklingsforløb. Der er tale om en tilstrækkelig og nødvendig indsats. Det er her vigtigt at huske, at der er tale om arbejdsrettet rehabilitering, hvilket vil sige en indsats, der netop er tilstrækkelig for at en borger kan komme ind på eller vende tilbage til arbejdsmarkedet. Indsatsen er med andre ord behovsstyret, men den gives ikke længere end nødvendigt. Hjørringmetoden understøtter således ikke tanken om, at man skal være 100 % rask for at kunne arbejde, jf. forskellen mellem arbejdsevne og funktionsevne. Med rette borger menes nye modtagere af kontanthjælp og sygedagpenge, der sandsynligvis ender på langvarig offentlig forsørgelse, hvis vi ikke gør en særlig indsats. For at sikre, at der er tale om den rette borger, screenes alle nye kontanthjælps- og sygedagpengemodtagere for risiko for længerevarende offentlig forsørgelse. Resultatet af screeningen og de øvrige oplysninger om borgeren anvendes i en samlet risikovurdering. Med rette tidspunkt menes først og fremmest en tidlig indsats. Der er tale om en indsats, der iværksættes med det samme i forhold til alle nye borgere i målgruppen. Det bidrager bl.a. til at fastholde og styrke motivationen og selvtilliden hos de ledige og sygemeldte borgere. 5

7 For at sikre rette indsats til rette borger på rette tidspunkt, er det essentielt at de koordinerende sagsbehandlere har den nødvendige tid og støtte til at være i stand til at udføre deres opgaver i den arbejdsrettede rehabiliteringsindsats. Investeringen i tilførsel af flere varme hænder sikrer, at der er mere tid til den enkelte borger. Hjørring Kommune har nu et af de laveste antal sager per sagsbehandler på kontanthjælps- og sygedagpengeområdet. Det sikrer, at den koordinerende sagsbehandler har den nødvendige tid til at udfolde sine socialfaglige kompetencer, så der foretages kvalificerede vurderinger i hver enkelt sag. Model for sagsforløbet Den model for arbejdsrettet rehabilitering, som vi har valgt at anvende i Hjørring Kommune ser således ud: Det er vigtigt at pointere, at der er tale om en dynamisk model, hvor måling af progression gennem hele sagsforløbet danner grundlag for en evt. revurdering af de igangsatte indsatser. Der er således tale om en form for double loop learning der sikrer, at indsatserne løbes tilpasses den enkelte borger. Indsatserne ifølge Hjørringmetoden fortsætter, indtil beskæftigelsesmålet er nået. Den arbejdsrettede rehabiliteringsproces tager udgangspunkt i R.L. Franche og N. Krauses teori om Readiness for Return to Work. Grundholdningen bag teorien er, at det kun er borgeren selv, der kan træffe det valg, der i sidste ende fører til at vedkommende kommer ind på- eller vender tilbage til arbejdsmarkedet. 6

8 Der er tale om en kompleks, socialpsykologisk proces, som illustreres ved en 5-trinsmodel af forskellige parathedsstadier, som en borger gennemgår i løbet af en sygemeldingsperiode. Teorien er således udviklet til brug for sygemeldte borgere. Vi har valgt at udfolde den til også at omfatte kontanthjælpsmodtagere med problemer ud over ledighed, idet vi anskuer stadierne som noget alment menneskeligt og ikke afhængige af specifikt offentligt forsørgelsesgrundlag. De 5 stadier som borgeren gennemgår, er ifølge Franche og Krause følgende: 1) Ikke-parat-stadiet 2) Overvejelses-stadiet 3) Beslutnings-stadiet 4) Handlings-stadiet 5) Vedligeholdelses-stadiet Centralt for forståelsen af teorien er, at bevægelse fra et stadie til et andet ikke er noget, der sker tilfældigt og pludseligt, men derimod er en proces, der foregår gradvist og involverer forskellige påvirkninger, udefra såvel som indefra. Den væsentligste faktor i forhold til bevægelse fra et trin til et andet, er borgerens grad af selfefficacy. Begrebet self-efficacy er vanskeligt at oversætte til dansk, men vil direkte oversat betyde selv-virkningsfuldhed. I Franche og Krauses model beskrives self-efficacy som en persons tro på sig selv i forskellige situationer i relation til at vende tilbage til arbejdsmarkedet, herunder at vende tilbage til fysisk aktivitet. Denne vurdering kan være både bevidst eller ubevidst og er afhængig af mange forskellige faktorer. Nogle af de faktorer, der kan spille ind er fx aktuelle symptomer, oplevelse af funktionsniveau, tidligere erfaringer med sygemeldinger, men også omgivelsesmæssige faktorer som fx familie og venners holdninger og forholdet til arbejdspladsen. Der er således tale om en kompleks sammensætning af faktorer, der kan have en indflydelse på, om en borger føler sig parat til at vende tilbage til arbejdsmarkedet. 7

9 Hovedprocesserne i Hjørringmetoden Jævnfør ovenstående model for sagsforløbet, indeholder Hjørringmetoden forskellige processer, som beskrives detaljeret i arbejdsgangsbeskrivelserne. Hovedprocesserne er følgende: Systematisk screening af risiko for længerevarende offentlig forsørgelse Risikoscreeningen foretages ved hjælp af et særligt udviklet spørgeskema (WDSQ-24), som er målrettet til hhv. kontanthjælpsmodtagere og sygedagpengemodtagere. Spørgeskemaet er testet og videreudviklet i samarbejde mellem KIApro ApS og Hjørring Kommune. Spørgeskemaet udfyldes af borgeren selv, og det er således borgerens oplevelse af egen situation, som skemaet afspejler. Det er i tråd med intentionen om at borgeren altid skal være i centrum. Når skemaet er udfyldt, analyseres det i et it-baseret triageringsredskab, som fordeler sagerne, efter graden af risiko for længerevarende offentlig forsørgelse, henholdsvis lav risiko, moderat risiko og høj risiko. Resultaterne af spørgeskemaet uddybes ved den første samtale med borgeren, hvorefter den koordinerende sagsbehandler foretager en samlet socialfaglig risikovurdering. Spørgeskemaet anvendes således som et redskab, der støtter den koordinerende sagsbehandler og kvalificerer de socialfaglige vurderinger yderligere. Det bidrager til at sikre en høj faglig kvalitet. Analyse af begrænsning i funktionsevne og efterfølgende konference i tværfagligt team Det har ofte været et problem, at udredningsopgaver trækkes i langdrag, fordi man som sagsbehandler er tvunget til at afvente forskellige dokumenter med sundhedsfaglige vurderinger, inden der kan tages stilling til indsats for den pågældende borger. Denne ventetid forsøger vi at undgå ved at alle sager, hvor der vurderes at være en moderat eller høj risiko for længerevarende offentlig forsørgelse, visiteres til tværfaglig udredning ved et tværfagligt team, direkte efter første samtale med den koordinerende sagsbehandler. Når en sag henvises til det tværfaglige team, indkaldes borgeren til en samtale ved teammedlemmerne, som er hhv. en fysioterapeut, en psykolog og en sygeplejerske. Borgeren taler med de forskellige fagpersoner på skift samme dag og er således i én til én dialog med alle teammedlemmer. Efter hver samtale udarbejder teammedlemmerne hver et monofagligt notat. For at understøtte fagligheden i disse analyser anvendes ICF og funktionsevnediagnosticering. Efterfølgende afholdes en tværfaglig konference med deltagelse af teammedlemmerne og den koordinerende sagsbehandler. På det tidspunkt, hvor medarbejderne har gennemført træning i metoden og deres indbyrdes roller, skal borgeren også selv deltage i konferencen. Under konferencen drøftes resultatet af de monofaglige udredninger, og det overordnede beskæftigelsesmål formuleres i samarbejde, ud fra hvilket der udarbejdes et udkast til en indsatsplan. På denne måde sikres det, at der arbejdes mod et fælles mål, samt foretages en hurtig udredning og igangsættelse af relevante indsatser i alle sager. 8

10 Den koordinerende sagsbehandler kan evt. supplere teamets forslag med rådgivning fra fagligheder udenfor det tværfaglige team, ligesom der kan være tilfælde, hvor sagen skal drøftes med en leder, eller på møde i rehabiliteringsteamet, inden der kan lægges en endelig indsatsplan. Den koordinerende sagsbehandler udarbejder indsatsplanen i tæt samarbejde med borgeren. Det er desuden den koordinerende sagsbehandlers ansvar at aftale planens iværksættelse med borger og alle involverede udfører-enheder. Rehabiliteringsteam og ressourceforløb vs. tværfagligt team og udviklingsforløb Når en sag med moderat eller høj risiko for længerevarende offentlig forsørgelse henvises til det tværfaglige team, er der i nogle tilfælde tale om sager, der efterfølgende skal behandles i rehabiliteringsteamet som følge af krav i lovgivningen. Det er derfor vigtigt at kunne skelne mellem de to teams. Rehabiliteringsteamet er lovbestemt og behandler alle sager om fleksjob, ressourceforløb og førtidspension, samt jobafklaringsforløb og sygedagpengesager i kategori 3. Deltagerne i rehabiliteringsteamet har forinden mødet læst udvalgte sagsakter. Rehabiliteringsteamet behandler en sag indenfor en tidsramme på en time. Rehabiliteringsteamet er sammensat af obligatoriske repræsentanter fra Arbejdsmarkedsforvaltningen (sagsbehandler, koordinerende sagsbehandler, mødeleder og sekretær), socialområdet (myndighedskontor for handicap og misbrug) og sundhedsområdet (Sundhedscentret), uddannelsesområdet (UU-Hjørring) og en læge fra regionen. Derudover deltager repræsentanter fra Det specialiserede område og Ydelseskontoret ad hoc. Det tværfaglige team er en lokal konstruktion, der behandler alle udviklingsforløb, hvilket vil sige alle nye sager, hvor der er en vurderet moderat eller høj risiko for længerevarende offentlig forsørgelse. Der er jf. ovenstående beskrivelse af teammedlemmernes samtaler med borgeren, tale om en mere dybdegående udredningsproces, der dog indeholder færre forskellige fagligheder. Den efterfølgende indsats kaldes et udviklingsforløb og kan i forhold til indhold og koordination sammenlignes med et ressourceforløb. Indsatsplan og udviklingsforløb Den tværfaglige konference anvendes til i fællesskab at identificere de elementer, der bidrager mest til borgerens funktionsevnebegrænsning. Derved øges muligheden for at kunne vælge de rette indsatser til borgeren. Dette gøres som nævnt med udgangspunkt i ICFklassifikationssystemet. Herefter knyttes en indsats med et klart defineret indsatsmål til hver identificeret funktionsevnebegrænsning. Det er vigtigt at indsatsmålene er konkrete og således tydelige for både borger og udfører, således de ikke er i tvivl om, hvad indsatsen skal indeholde, for at målet kan nås. På denne måde sikres det, at borgeren kan se en mening med indsatsen, og således opnå ejerskab, hvilket kan styrke samarbejdet mellem borger og udfører. Derudover medfører en konkret beskrivelse, at indsatsmålene bliver målbare, hvilket er nødvendigt for, at der kan foretages progressionsmåling i alle udviklingsforløb. 9

11 Alle indsatser bygger således på en systematisk identifikation af årsager til borgerens funktionsevnebegrænsning, efterfulgt af en prioriteret og progressiv rehabiliteringsindsats i direkte forlængelse heraf. Der er ofte tale om flere parallelle, tværfaglige indsatser i flere forskellige forvaltninger. Dette kræver en høj grad af koordination og overblik, hvilket der er taget højde for med udvidelsen af den koordinerende funktion til at omfatte alle de sagsbehandlere, der er ansvarlige for udviklingsforløbene. Indholdet i udviklingsforløbene kan variere i forhold til indhold, omfang og intensitet. Indsatskataloget og de 8 indsatsspor For lettere at kunne vælge den rette indsats til den rette borger, har vi udarbejdet et indsatskatalog. Indsatskataloget er opbygget efter ICF klassifikationssystemet og det beskriver indsatser på tværs af forvaltningerne. Der linkes til indsatskataloget i RehApplications hvor det er relevant. På den måde vil det være nemt at danne sig et overblik over, hvilke muligheder man har for at anvende indsatser, der passer til den enkelte borgers behov. Indsatserne er systematiseret i forhold til otte definerede indsatsspor. Denne struktur understøtter den koordinerende sagsbehandler i forhold til valg af rette indsats til rette borger. Der er tale om følgende otte indsatsspor: 1. Borgere med overvejende fysiske lidelser (lidelser i bevægeapparatet og organer) 2. Borgere med overvejende lettere psykiske lidelser (stress, angst, lettere depression mv.) 3. Borgere med overvejende psykisk sygdom (bipolar sindslidelse, skizofreni mv.) 4. Borgere med overvejende udviklingsforstyrrelse og/eller kognitive vanskeligheder 5. Borgere med overvejende sociale problemer 6. Borgere med overvejende misbrugsproblemer 7. Borgere med overvejende livsstilsproblemer 8. Borgere med overvejende diffuse/uafklarede lidelser Progressionsmåling måling af fremskridt og evt. justering af indsatser Et andet centralt element ved Hjørringmetoden, er måling af progression i forhold til hver enkelt indsats, der iværksættes for en borger. Metoden er udviklet af KIApro med inspiration fra Patient-Specific Functional Scale (PSFS), Canadian Occupational Performance Measure (COPM) og Goal Attainment Scale (GAS), men anvender ICF som referenceramme for målfastsættelse. 10

12 Progressionsmålingen inddrager både udførers og borgers egen vurdering af progression. Målingen foretages ved at udfører, i samarbejde med borgeren definerer nogle konkrete og målbare progressionsmål og dertilhørende progressionsspørgsmål. Progressionsspørgsmålene stilles til borgeren, når der skal foretages progressionsmåling, hvorefter borgerens svar suppleres med udførers vurdering. Progressionsmålene er tæt knyttet til indsatsmålet for den pågældende indsats. Den koordinerende sagsbehandler anvender resultatet af progressionsmålingen til en vurdering af, om indsatsen skal justeres. Derudover foretager den koordinerende sagsbehandler en samlet vurdering af status i forhold til det overordnede beskæftigelsesmål. Progressionsmålingen er således et redskab, der anvendes til at vurdere, om der sker en bevægelse hen imod de konkrete mål, og at vurdere om indsatserne virker. Samtidig sikres, at den koordinerende sagsbehandler hele tiden holder fokus på beskæftigelsesmål og indsatsmål og bevarer overblikket. 11

13 Gennemgående elementer i Hjørringmetoden Ud over hovedprocesserne, indeholder Hjørringmetoden også følgende gennemgående elementer, som er gennemgående i alle processerne. Empowerment Jævnfør Arbejdsmarkedsudvalgets værdi Værdighed og Selvhjulpenhed ønsker vi at sikre værdighed, medansvar og selvhjulpenhed hos alle borgere i Hjørring Kommune. Vi har derfor valgt en empowerment-orienteret tilgang og tager udgangspunkt i Marselisborgs definition af begrebet. Marselisborg beskriver en empowerment-orienteret beskæftigelsesindsats som ( )en indsats, der i højere grad tager udgangspunkt i borgeren frem for i systemet. Empowerment handler om at sætte borgerens ønsker, problem-definitioner og ressourcer i centrum, således at borgerne ikke passiviseres og klientgøres. (Marselisborg 2014: Empowerment i samtalen målrettet puljen til udvikling af den koordinerende sagsbehandler. Tilbud. Empowermentundervisning til de koordinerende sagsbehandlere ). Borgeren og dennes oplevelse af egen situation sættes således i centrum. Et af redskaberne til at understøtte dette, er funktionsevnediagnostikken, som er baseret på borgerens egen oplevelse af funktionsnedsættelse. Vi ønsker at anvende empowerment som et redskab til at ansvarliggøre borgeren, således at denne opnår en tro på, at han/hun - med den rette hjælp - kan selv. Dette betyder ikke, at alt ansvar lægges over på borgeren, men handler derimod om at skabe de rette rammer til, at borgeren oplever at få styrket sin egen handlekraft, hvilket i sidste ende kan føre til en forhøjet livskvalitet og bedre levevilkår. Når man som medarbejder i Hjørring Kommune er i kontakt med en borger, handler det derfor om, at sætte nogle rammer og støtte op om borgeren på en måde, der gør det muligt for vedkommende selv at tage ansvar og opnå ejerskab i forhold til en konkret indsats. Derudover vil et fokus på borgerens egen oplevelse af parathed for forandring (Jævnfør Franche og Krauses teori), være med til at sikre, at man som medarbejder møder borgerne, der hvor de er og sikrer, at der vælges en indsats, som borgeren er i stand til at tage imod. En forudsætning for empowerment er anerkendende aktiv lytning, men også at man som medarbejder formår at styre samtalens retning og hele tiden reflekterer over, hvor samtalen er på vej hen. Empowerment er således både en overordnet og gennemgående tilgang til samarbejdet med borgerne, og en konkret teknik til anvendelse i samtalerne. Vores samarbejdspartner Marselisborg arbejder i denne forbindelse med en samtalemodel kaldet Samtalens Pejlemærker. ICF klassifikationssystemet og Funktionsevnediagnostik ICF står for International Classification of Functioning, Disability and Health, og er udarbejdet af WHO (World Health Organization). I Sundhedsstyrelsens oversættelse står ICF for International klassifikation af funktionsevne, funktionsevnenedsættelse og helbredstilstand. Med ICF er der 12

14 udviklet en forståelsesramme og et standardiseret sprog til at beskrive helbred, funktionsevne og kontekst, der kan anvendes tværfagligt, tværsektorielt og på tværs af nationer. Det hænder ofte, at én borger bliver sygemeldt og en anden med samme diagnose ikke gør, hvilket underbygger, at sygemelding afhænger af mere end blot diagnose. Der er i stedet tale om en vifte af faktorer der spiller ind, indenfor fx arbejdsmiljøet på den pågældende borgers arbejdsplads, borgerens miljø, men også mere individnære faktorer som fx arbejdsidentitet og livsstil. Der er derfor brug for et fælles sprog og begrebssystem som matcher denne forståelse. Indenfor ICF-klassifikationssystemet, anerkendes det, at den helbredsmæssige komponent sjældent kan stå alene. En diagnose er altså ikke blot en diagnose, men påvirker personer individuelt på en lang række af områder, som fx evnen til at fungere i privat- og arbejdslivet, herunder at udføre de påkrævede aktiviteter indenfor disse rammer. Ved anvendelse af ICF som fælles sprog, skabes en fælles forståelsesramme og et standardiseret sprog til at beskrive helbred, funktionsevne og kontekst, der kan anvendes både tværfagligt og tværsektorielt (fx mellem de forskellige forvaltninger). Dette fører til, at den koordinerende sagsbehandler støttes i at anvende et helhedssyn, samt i at se den enkelte borger som unik. Derudover styrkes samarbejdet og den fælles forståelse mellem de forskellige fagligheder, hvilket i sidste ende vil styrke kvaliteten af den indsats, som borgeren får. Det er vigtigt for forståelsen af sammenhængen mellem funktions- og arbejdsevne, at funktionsevnebegrebet anskues som et overbegreb for arbejdsevnen. Dette betyder blandt andet, at man som borger godt kan være funktionsevnebegrænset uden at have begrænsninger i sin arbejdsevne, da arbejdsevnebegrænsningerne vurderes i forhold til den enkelte borgers specifikke kontekst. Man kan således godt være kørestolsbruger, men ikke være begrænset i sin arbejdsevne, så længe man arbejder i en funktion, hvor man ikke skal bruge sine ben. Funktionsevnebegrebet er således bestemt af et komplekst samspil mellem helbredstilstand, kropsligt funktionsniveau, eventuelle begrænsninger i daglige aktiviteter, og/eller i deltagelse i arbejdslivet og i samfundet, samt omgivelsesmæssige- og personlige faktorer. Konkret er der tale om følgende elementer, som er skitseret i denne figur: 13

15 Hvis man tager udgangspunkt i denne figur og anvender diagnoserne depression (F-313), angst (F-411) og nakkesmerter som eksempler, vil funktionsevnebegrænsningerne fx være nedsat energi og handlekraft, søvnmangel, samt nedsat evne til organisering og planlægning. Ser man på elementet aktivitet, vil det formentlig være aktiviteter knyttet til varetagelse af egen sundhed, man er begrænset på, herunder både fysisk og mental hygiejne. Under deltagelse kan begrænsningerne fx komme til udtryk i form af manglende evne til at benytte offentlig transport, samt manglende evne til at deltage i sociale sammenhænge med flere personer til stede. Disse elementer er dog ikke nok til at man kan danne sig et samlet billede af denne persons funktionsevnebegrænsning og dermed arbejdsevnebegrænsning, da det også er væsentligt at se på omgivelserne, samt personlige faktorer. Har man fx en familie, der bakker op om at man skal have en førtidspension frem for et arbejde, eller har man selv en nedsat mestringsevne i forhold til forandringer, kan dette også have væsentlige konsekvenser for funktions- og arbejdsevnen. Andre personlige faktorer, som fx lavt uddannelsesniveau, kan også spille ind. En gennemgående koordinerende sagsbehandler og tværfagligt samarbejde På kontanthjælps- og sygedagpengeområdet opleves det ofte, at borgerne har problemstillinger, der indeholder både fysiologiske, psykologiske, sociale og arbejdsrettede komponenter. At give den enkelte borger den optimale, individuelt tilpassede støtte til at komme på arbejdsmarkedet kan derfor være en vanskelig opgave. Som det fremgår af ovenstående beskrivelse af den tværfaglige udredning, som et centralt element i den arbejdsrettede rehabiliteringsindsats, er der ofte behov for inddragelse af mange aktører med forskellige fagligheder og kompetencer. Der er to forskellige overordnede metoder til at samarbejde med andre fagligheder, hhv. flerfagligt samarbejde og tværfagligt samarbejde. Begge metoder kommer i spil i Hjørringmetoden, hvor forholdet mellem behov for tværfagligt og flerfagligt samarbejde afhænger af den enkelte sag. Hovedreglen er, at jo mere kompleks en sag der er tale om, jo større er behovet for en tværfaglig indsats frem for en flerfaglig. En sekventiel flerfaglig indsats foregår ved at borgeren deltager i én indsats ad gangen, hvor der visiteres til en efterfølgende indsats, når første indsats er afsluttet. En sekventiel flerfaglig indsats kan være relevant i sager, hvor der enten er tale om en lav risiko for længerevarende offentlig forsørgelse eller visse sager, hvor der er tale om en moderat risiko. En tværfaglig indsats vil oftest høre til i de mest komplekse sager (moderat og høj risiko for længerevarende offentlig forsørgelse), og hvor kompleksiteten lægger op til flere samtidige parallelindsatser, hvor der er behov for inddragelse af flere forskellige fagligheder. 14

16 Forskellene er vist i dette skema: Overordnet set er der således ofte tale om en proces, hvor mange forskellige fagligheder skal bidrage og samarbejde. Derfor er det essentielt at man hver især ved, hvem der gør hvad hvornår, så man ikke tror, at alle andre gør arbejdet og har overblikket. Koordinering af indsatserne har derfor stor betydning. Ud fra Hjørringmetoden vil alle borgere, der deltager i et udviklingsforløb, opleve at have én gennemgående sagsbehandler, som er ansvarlig for koordineringen af de indsatser, man som borger deltager i. Dette letter ikke blot samarbejdet med borgeren, men gør det ligeledes lettere at sammensætte den rette indsats til den rette borger, eftersom der er en ansvarlig tovholder, der altid vil have et overblik over de igangsatte indsatser. Vi har valgt at anvende begrebet koordinerende sagsbehandler. Ud fra lovgivningen er det de sagsbehandlere, som arbejder med borgere i ressourceforløb, der betegnes som koordinerende. Med Hjørringmetoden udvides begrebet til også at dække over alle de sagsbehandlere, som arbejder med borgere, der er omfattet af metoden, dvs. borgere der vurderes i risiko for at ende på længerevarende offentlig forsørgelse, hvis ikke de tildeles en særlig indsats. Den teori der arbejdes ud fra, kaldes relationel koordinering. 15

17 Relationel koordinering Relationel koordinering er en evidensbaseret teori om samarbejde mellem fagprofessionelle og effekterne på kvalitet, effektivitet og arbejdsglæde. Teorien er udviklet af professor Jody Hoffer Gittell og er valgt til at understøtte Hjørringmetoden, da den vurderes særligt velegnet til at understøtte en tværgående proces med en høj grad af gensidig afhængighed mellem professionelle funktioner, på tværs af ansvarsområder, samt tværgående arbejdsprocesser med høj grad af uforudsigelighed og tidspres. Dette er tilfældet i det rehabiliterende arbejde med sygemeldte og arbejdsledige borgere i Hjørring Kommune. Teorien omhandler i korte træk hvordan fælles sprog, fælles mål, viden og gensidig respekt kan føre til bedre kvalitet og effekt for de borgere, der arbejdes med. Jody H. Gittell har bl.a. foretaget en undersøgelse af indlagte patienter på et hospital, som viser at fælles mål, vidensdeling og gensidig respekt blandt hospitalspersonalet, fører til en højere funktionsevne hos patienterne og dermed også kortere indlæggelsestider. En anden undersøgelse, som Jody H. Gittell har foretaget af samarbejdet i forskellige luftfartselskaber, viser ligeledes, at et fælles mål, fælles sprog og gensidig respekt fører til det bedst fungerende samarbejde. En vigtig pointe i denne forbindelse er, at det kan have fatale konsekvenser, hvis ikke samarbejdet fungerer, når det handler om et fly der skal lette, hvilket også i mindre omfang kan være tilfældet indenfor andre arbejdsområder. Vi tror således på, at faktorer som fælles sprog (ICF klassifikationssystemet), vidensdeling (via tværfaglige konferencer, det tværfaglige samarbejde og understøttet af en fælles IT-platform), klart definerede fælles mål for den enkelte borger og gensidig respekt bidrager til, at vi lykkes med investeringen i arbejdsrettet rehabilitering. IT-understøttelse af Hjørringmetoden RehApplications Med Hjørringmetoden stilles der store krav til tværfaglighed, effektivitet og overblik, herunder at de forskellige aktører kan følge sagen, på tværs af forvaltningerne. Disse krav udfordrer den traditionelle it-arkitektur, hvor IT-løsninger sjældent går på tværs af de forskellige forvaltninger, og derfor ikke understøtter et tværsektorielt samarbejde. Hjørring Kommune ønsker derfor at anvende en række sammenhængende webapplikationer ved navn RehApplications (RehApp ). Applikationerne er udviklet af KIApro i samarbejde med Hjørring Kommune og opbygget efter ICF og funktionsevnemetoden, samt skræddersyet til at understøtte de øvrige hovedprocesser i Hjørringmetoden, som er: Systematisk risikovurdering ved hjælp af spørgeskemaanalyse (herunder web-baseret triagerings/analyseredskab). Fastsættelse af indsatsmål og succeskriterier, samt monitorering af progression i form af en web-baseret applikation. 16

18 Derudover indeholder RehApp en række applikationer, der understøtter tidsregistrering af fagprocesser og udtræk af strukturerede faglige data indsamlet på tværs af flere aktører igennem et udviklingsforløb. Endelig er RehApp udviklet til at kunne indsamle udvalgte data i en fælles database, hvilket gør dataudtræk og dermed løbende evaluering af den samlede indsats lettere og mere overskueligt. RehApp understøtter således Hjørring Kommunes ønske om løbende at kunne måle effekten af de indsatser vi iværksætter, for således at kunne udføre evidensbaserede indsatser på beskæftigelsesområdet. Yderligere oplysninger: Seniorkonsulent Torben Birkeholm Mail: torben.birkeholm@hjoerring.dk Mobil: