Marie Starke Bachelorprojekt IVA, Maj Abstract

Transkript

1 Abstract This analysis examines how Danish politicians communicate on the social media platforms Facebook and Twitter. My focus is to explore whether this communication is primarily classical political or has a more social conversational character. To analyze this I advance characteristics of the social conversation using Stig Hjarvards theory on the social society (det selskabelige samfund) and his theory on mediatization of society. I use Erving Goffman s theory on social interaction as theatrical performances and Joshua Meyrowitz theory on how electronic media affect social behavior to understand Hjarvards perception of human interaction. My overall research method is document analysis and more specifically I use content analysis as my primary tool. I advance my content categories for this content analysis by comparing the characteristics of classical political communication and the characteristics of the social conversation. I analyze 352 Tweets and Facebook statuses to explore the character of them. My analysis finds that about 43 % of the tweets/statuses have classical political communication character and about 57 % of them have more of a social conversation character. Thus my conclusion is not unambiguous: Social media has to some extend socialized political communication, however classical political communication still has quite a presence in the social media use of Danish politicians. This result is similar to that of several other analysis of politicians use of Twitter and Facebook and verifies Hjarvards theory claiming that political communication has become more social. 1

2 Indholdsfortegnelse Indledning s.1 Hvordan er opgave opbygget s.1 Valg af teori og medier s.1 Problemformulering s.2 Hypotese s.2 Hvad er Facebook og Twitter s.3 Definition af sociale medier s.3 Hvad er Facebook s.3 Hvad er Twitter s.3 Politikerne og de sociale medier s.3 Danske undersøgelser s.4 Udenlandske undersøgelser s.5 Goffmans teori om interaktion s.6 Medieudviklingen og ændringer i interaktionen s.8 Meyrowitz og de elektroniske medier s.8 De sociale roller og medierne s.9 Det medialiserede samfund s.10 Definition af begrebet medialisering s.11 Medieinstitutionen og dennes logik s.11 Den medialiserede politik s.13 Politikken medialisering s.13 Selskabelighed s.14 Hvordan er selskabelighed blevet normen i samfundet s.14 Definition af selskabelighed s.15 Den selskabelige samtale s.16 Karakteristika ved den selskabelig samtale s.16 Politikerens selskabeliggørelse s.16 2

3 Den klassisk politiske kommunikation s.17 Den ideelle demokratiske samtale s.17 Den reelle demokratiske samtale s.17 Karakteristika ved den klassiske politiske samtale s.18 Metode s.18 Dokumentanalyse s.18 Indholdsanalyse s.20 Hvordan bruger jeg indholdsanalysen s.23 Analysekategorier s.24 Empiri s.25 Udvalgskriterier s.26 De 8 politikere s.26 Indsamling af empirien s.27 Optælling s.27 Resultater s.28 Overordnet fordeling i analysekategorierne s.31 Metodeovervejelser s.31 Validitet s.32 Reliabilitet s.34 Ekshaustivitet s.34 Eksklusivitet s.35 Diskussion s.35 Konklusion s.40 Litteraturliste s.41 3

4 Indledning Medierne er overalt i vores samfund og optager en stor del af vores vågne tid enten som arbejdsredskab, til kommunikation, til underholdning eller til medieret socialt samvær. Mediernes allestedsnærværelse påvirker også den politiske kommunikation i vores samfund. Ifølge den danske medieteoretiker, Stig Hjarvard, kommunikerer hele vores samfund i stigende grad selskabeligt, også den politiske kommunikation er ifølge Hjarvard blevet mere selskabelig (Hjarvard,2005 og 2008). I denne opgave vil jeg undersøge, om dette er rigtigt - er den politiske kommunikation blevet selskabelig? Hvordan er opgaven opbygget For at undersøge dette, starter jeg med at se på Erving Goffmans teori om interaktion, som teateroptræden (Goffman,1959). Derefter undersøger jeg mediernes påvirkning af interaktionen ved hjælp af Joshua Meyrowitz teori om de elektroniske mediers betydning for social interaktion (Meyrowitz,1985) og Stig Hjarvards teori om medialiseringen af samfundet (Hjarvard,2005og2008). Udfra Hjarvards teori (Hjarvard,2008 og 2005) undersøger jeg også, hvordan medialiseringen har påvirket den politiske institution. Herefter bruger jeg Hjarvards teori om det selskabelige samfund (Hjarvard,2005) til at opstille nogle karakteristika ved det selskabelige samfund, den selskabelige samtale, og til at se på politikerens selskabeliggørelse. Udfra karakteristikaene ved den selskabelige samtale, sammen med karakteristika ved klassisk politisk kommunikation, udarbejder jeg 8 analysekategorier, som jeg bruger til at lave en indholdsanalyse af otte danske politikeres brug af Facebook og Twitter. Efter en præsentation af resultaterne af min indholdsanalyse diskuterer jeg min undersøgelses validitet og reliabilitet, samt, hvordan politikerne bruger Twitter og Facebook til at kommunikere på. Valg af teori og medier Stig Hjarvard tager i sine bøger Det selskabelige samfund. Essays om medier mellem mennesker (Hjarvard,2005) og En verden af medier. Medialisering af politik, sprog, religion og leg (Hjarvard,2008), udgangspunkt i empiriske undersøgelser omkring 4

5 forandringer i vores samfund indenfor forskellige områder, herunder også det politiske, hvilket er mit undersøgelsesområde. Samtidig beskriver Hjarvard nogle karakteristika af det, han kalder det selskabelige samfund og den selskabelige måde at være sammen og kommunikere på. Disse karakteristika har jeg kunnet bruge til at udarbejde analysekategorier, som jeg har brugt til at lave en indholdsanalyse. Hjarvard bruger Erving Goffmans og Joshua Meyrowitz (Goffman,1959 og Meyrowitz,1985) teorier til at undersøge, forstå og forklare, hvordan menneskelig interaktion fungerer, og til at undersøge hvordan medierne er med til at ændre vores normer for adfærd, kommunikation og samvær. Derfor har jeg ønsket at undersøge dybere, hvad Goffman og Meyrowitz skriver i deres bøger The presentation of self in everyday life (Goffmann,1959) og No sense of place The impact of electronic media om social behavior (Meyrowitz,1985). De sociale medier og måden disse bliver brugt på har længe interesseret mig, og jeg har tidligere skrevet opgave omkring de almindelige borgeres brug af Facebook. Derfor valgte jeg at indsamle min empiri fra Facebook, og for ikke kun at have Facebook som kilde, også at indsamle tweets fra Twitter. Samtidig tænkte jeg, at det ville være forholdsvis overkommeligt at indsamle politikernes kommunikation fra Facebook og Twitter, da deres profiler og konti er offentlige, og jeg ville kunne nå at indsamle en pæn mængde af deres indlæg i den tidsperiode, jeg havde til rådighed til min opgave. Problemformulering Når danske politikere kommunikerer på de sociale medier Facebook og Twitter, er deres kommunikation så primært klassisk politisk kommunikation eller er den primært selskabelig samtale? Hypotese Min hypotese er givet ud fra min teori - vi kommunikerer i samfundet mere selskabeligt, også den politiske kommunikation er blevet mere selskabelig (Hjarvard,2005og2010). Det er derfor min hypotese, at politikerne på Facebook og Twitter kommunikerer selskabeligt. 5

6 Hvad er Facebook og Twitter Definition af sociale medier Sociale medier er teknologier, hvis primære indhold er brugergenereret. Deres formål er interaktion, dvs. det er medier til kommunikation og deling af information både fagligt og privat (Informationsordbogen,2013ogGhttp://da.wikipedia.org/wiki/Sociale_medier). Hvad er Facebook Facebook er et socialt netværksmedie, hvor brugerne deler information via profilsider. Udover profilsiderne består Facebook også af en masse andre sider med alt fra virksomheders reklamer til lukkede private grupper. Der kan på alle siderne uploades links, billeder og videoer m.m. Det er muligt for politikere at oprette særlige politikerprofilsider (informationsordbogen.dk og facebook.com). Hvad er Twitter Twitter er et socialt netværksmedie med mikroblogging=tweets. Indholdet består af brugernes oprettede konti, hvorfra de tweeter. Brugerne kan skrive sine egen tweets, retweete andre brugerws tweets, og kommentere hinandens tweet. Hver tweet kan maximalt være på 140 tegn, og det er muligt at uploade billeder og videoer samt indsætte links i tweetene (Informationsordbogen,2013 og Twitter.com/about,2013). Politikerne og de sociale medier Politikerne bruger i stigende grad de sociale medier til at komme i kontakt med potentielle vælgere (Golbeck,Grimes&Rogers,2010; Johannesen,2013; Lind&Johansen,2013; Schmidt,2012). Hvis man ser på den forskning, der er lavet omkring politikernes brug af Facebook og Twitter, er deres fokus mest på, om politikerne bruger medier, om de kan finde ud af at bruge dem, hvor meget de bruger dem, om det flytter stemmer, og hvordan det påvirker dem, der følger dem 6

7 (Worth,2013; Wiliams&Gulati,2007; Andersen&Madaglia,2009; Vergeer,Hermans&Sams,2011; Pettersson&Karlström,2011). De undersøgelser, der ser på, hvordan politikerne bruger Facebook og Twitter, viser, at de i vid udstrækning bruger dem som endnu en kanal til formidling af velkendt politisk materiale (Bronstein,2013;Golbeck,Grimes&Rogers,2010;Sæbø,2011;Suminas,2011;Schmidt,201 2;Worth,2013;Lind&Johannesen,2013), dog er der en vis forskel på de danske og udenlandske undersøgelser. Danske undersøgelser Ugebrevet A4 har i 2012 lavet en undersøgelse af danske politikeres popularitet på Facebook ved at undersøge, hvor mange følgere de har, hvor mange likes og kommentarer de får, og hvem der har de mest aktive følgere (Schmidt,2012). Ud fra denne undersøgelse konkluderer Ugebrevet A4 s journalist Jakob Bang Schmidt, at politikerne bruger Facebook både til personlig og politisk kommunikation (Schmidt,2012). Dansk Journalistforbund (DJ) har også lavet en undersøgelse, men af politikernes brug af både Facebook og Twitter (Lind og Johannesen,2013). Undersøgelsen blev lavet i december 2012 og viser, at de danske Folketingspolitikere i stor udstrækning bruger disse sociale medier til at kommunikere med befolkningen, og at de netop bruger disse medier for at kunne kommunikere til befolkningen udenom journalisterne. Politikerne svarer også, at Twitter og Facebook er vigtige for deres politiske kommunikation, at de er bevidste om, hvad de skriver på dem, og at det i stor udstrækning ER politikerne selv, der skriver deres facebookopdateringer og tweets. 80% af dem, der har en twitterkonto svarer, at de bruger den til at komme i kontakt med journalister, hvilket i dansk kontekst giver god mening, da det primært er journalister og medieinstitutioner, sammen med politikerne, der bruger Twitter (Lind og Johannesensen,2013). Politikerne har i DJ s undersøgelse også svaret, at de bruger Facebook og Twitter til at få politisk input fra og debattere politik med vælgerne (Lind og Johannesen,2013). Dette kan være sandt for de danske politikere, men i så fald er de anderledes i deres brug af disse medier end deres udenlandske kolleger (se afsnittet Udenlandske undersøgelser nedenfor). I de udenlandske undersøgelser bruger politikerne kun Twitter til at diskutere politik, og 7

8 dette gør de primært med andre politikere (Bronstein,2013; Golbeck,Grimes&Rogers,2010; Sæbø,2011; Suminas,2011). Jeg har også fundet en undersøgelse af de danske Folketingspolitikeres brug af Twitter fra januar 2013 på en engelsksproget blog, hvis indehaver hedder Jon Worth (Worth,2013). Worth undersøger, hvor aktive de forskellige politikere er ved at undersøge, om de debatterer og besvarer spørgsmål. Worth konkluderer, at selv de mest aktive danske politikere er langt bagefter de af deres europæiske kollegaer, der er bedst til at bruge Twitter. De danske politikere følger for få (de fleste under 100), og har dermed ikke forstået, at Twitter er et to-vejs-kommunikationsmedie. De mangler engagement, og der mangler indhold både i form af tweets, og indhold om dem selv. De er også for dårlige til at udforme deres twitterkonti med vellignende billeder og tekst, der beskriver, hvem de er etc. (Worth,2013). Udenlandske undersøgelser Ifølge de udenlandske undersøgelser, jeg har fundet, er en stor del af indholdet på politikernes sider på Facebook formidling af klassik politisk materiale. Derudover er der en stor del opfordringer til at deltage i politiske aktiviteter og støtte politikerens kampagne økonomisk. Der bliver formidlet billeder og videoer på profilerne, men der bliver enten ikke formidlet personlig information eller den personlige information, er meget kontrolleret. Selv når der bliver formidlet personlig information, får man ikke noget at vide om den private person bag politikeren (Bronstein,2013; Suminas,2011). Det bør dog nok her tilføjes, at de undersøgelser, jeg har kunnet finde og få adgang til, om hvordan politikerne bruger Facebook, bygger på facebookaktiviteter op til et præsidentvalg i USA og et i Litauen. De amerikanske præsidentkandidaters facebookprofiler, kan man let forestille sig, er meget kontrollerede i forhold til danske Folketingsmedlemmers profilsider. Al den personlige information, der blev lagt ud på deres profiler, blev brugt som en del af kandidaternes profilering af sig selv. På Facebook bliver der især kommunikeret til det følelsesmæssige hos politikernes følgere (patoskommunikation) eller ved at fremstille politikeren som en troværdig person (etoskommunikation). Der er kun en meget lille procentdel af kommunikationen, 8

9 der er baseret på logisk argumentation byggende på fakta (logoskommunikation) (Bronstein,2013). Så selvom størstedelen af kommunikationen på politikernes facebookprofiler henviser til almindeligt/klassisk politisk materiale, er kommunikationsformen i skrivestilen og ordvalget bygget op omkring følelser og personlig troværdighed. På Twitter er størstedelen af politikernes aktiviteter også formidling af velkendt politisk materiale gennem links til andre kilder (aviser, tv-indslag etc.) eller til egne blogs eller debatindlæg, samt tweets med klassiske politiske holdningsudmeldinger. Det politiske indhold på Twitter er suppleret med aktivitetsinformationer om, hvad politikerne fortager sig som politikere, f.eks. er til diskussion i parlamentet eller stemme om x. På Twitter er en del af både den politiske og personlige information også at skrive, hvor politikerne fysisk befinder sig i parlamentet, hjemme, på besøg et sted. Der er en lille procentdel af tweetene, der er opfordringer til at gøre noget aktivt (f.eks. underskriftsindsamlinger), og en lille del personlige meddelelser, der dog heller ikke på Twitter bliver rigtig private. Personlige holdninger eller opførsel, der på nogen måde kunne støde nogen eller opfattes som kontroversielt, er udelukket (Sæbø,2011). Der forgår på Twitter også diskussion, men mest mellem de politiske aktører, og sjældent mellem de politiske aktører og andre brugere af tjenesten. (Golbeck,Grimes&Rogers,2010; Sæbø,2011) Goffmans teori om interaktion I sin bog The presentation of self in everyday life (Goffman,1959) fremlægger Goffman sin teori om vores interaktion som teateroptræden. Goffman beskriver vores ageren i livets forskellige situationer, som foregik de på og bag ved en scene, hvilket han benævner frontstage og backstage. Frontstage er der, hvor vi viser en bestemt rolle for andre, og backstage er der, hvor vi øver os på denne rolle. Front- og backstage er relative i forhold til hinanden. Altså en situation, der er backstage til én frontstage, kan være frontstage til en tredje situation, som så her er backstage. Et vigtigt begreb i Goffmans teori er situationsdefinition. Dette betyder, at hver situation har en bestemt definition med tilhørende bestemt opførsel. For at definere en 9

10 situation bruger vi rekvisitter, som er genstande til situationens fysiske scenografi, og vores personlig front. Den personlige front bruger vi til at vise, hvem vi er, og hvad vores status generelt i samfundet er, samt hvilken rolle vi vil acceptere i den givne situation. Hver situation, hver scene, har sin tilhørende sociale rolle, og hver person har flere sociale roller, som vi spiller alt efter hvilken scene, vi befinder os på. Vi kan have rollen som den, der er på scenen frontstage, vi kan være publikum dem som kun iagttager en bestemt scene, eller vi kan have en rolle som en, der er skjult for scenen - backstage. Rollerne på de forskellige frontstages er de formelle roller, som vi bruger vores forskellige backstages til at øve os på. Rollen som publikum har også en bestemt tilhørende optræden, og disse roller minder derfor om rollerne på frontstage, de er bare mindre aktive. Rollerne backstage er de mindst formelle, men der kan stadig være bestemte forventninger til vores optræden også backstage f.eks. forventninger om afslappet og ikke kontrolleret opførsel eller fortrolighed. De sociale roller er ikke nogen vi påtager os oven på vores egentlige selv, men er forskellige dele eller udgaver af os selv. Det er vigtigt for os at opretholde en enstemmighed om, hvad situationsdefinitionen er, og vi har en masse redskaber til at hjælpe os med at håndtere optræden, der ikke passer til situationsdefinitionen, f.eks. latter, irettesættelse, ignorering og kritik. Og hvis det er os selv, der med vores optræden agerer på en måde, som ikke er passende for situationen, reagerer vi ofte med kraftige følelsesmæssige reaktioner som f.eks. at rødme, blive nervøs, føle os pinligt til mode eller ydmyget. Vi viser, hvem vi er, og hvilken rolle vi vil acceptere at spille i en situation ved at give og afgive indtryk. De indtryk vi giver, er dem vi kan kontrollere, primært verbale ytringer. De indtryk vi afgiver, er dem vi ikke kan kontrollere, i hvert fald ikke 100%, så skal man være en meget dygtig skuespiller. Disse indtryk, vi afgiver, er f.eks. vores kropssprog og ansigtsmimik. (Hele afsnittet: Goffman,1959) 10

11 Medieudvikling og ændringer i interaktionen Meyrowitz og de elektroniske medier Meyrowitz arbejder videre med Goffmans teatermetaforik, og argumenterer i sin bog No sense of place (Meyrowitz,1985) for, at de elektroniske medier har været med til at ændre vores omgangsformer gennem en omorganisering af de sociale rammer, der er tilgængelige i samfundet. Meyrowitz opfatter medierne selv, som en bestemt type sociale rammer, der kan inkludere eller ekskludere, forene eller opdele mennesker på forskellige måder. Tidligere, før de elektroniske mediers fremkomst, var der et sammenfald mellem et fysisk sted og dets tilhørende sociale ramme og korrekte opførsel. Det var kun de personer, der havde fysisk adgang til de forskellige steder, der kendte det specifikke steds tilhørende og passende opførsel. Med de elektroniske medier, især fjernsynet, bliver disse eksklusionsrammer brudt ned, og alle får (åbenlyst) kendskab til opførsel og omgangsform, der før var forbeholdt forskellige grupperinger i samfundet f.eks. aldersopdelt adfærd, kønsroller, etniske og statusmæssige forskelle etc. Grunden til, at de sociale scener og tilhørende passende opførsel ændrer sig med de elektroniske medier er, at det ikke er stedet, der bestemmer, hvad der er passende opførsel i en bestemt social situation, men andre menneskers adgang til at iagttage information om situationen og aktørernes opførsel i denne. It is not the physical settings itself that determines the nature of the interaction, but the patterns of information flow. (Meyrowitz,1989,s36). En situations definition er afhængig ikke af det/et fysisk(e) sted, men af hvem der har adgang til information om situationen, ligesom også en persons sociale status er afhængig af, hvem og måske især hvor mange, der har adgang til informationer om en. Mange former for informationskontrol er med til højne en persons sociale status, og Meyrowitz skriver, at autoritet er afhængig af evner og muligheder for at kontrollere informationer. Ved det fysiske ansigt-til-ansigt møde er der et forholdsvis begrænset antal aktører, og evt. publikummer, der har adgang til information om situationen. Med de elektroniske medier kan der være mange forskellige publikummer på engang, samtidig med at eksponeringen er vedvarende. Når man hele tiden kan iagttages, og når det er andre (og flere) mennesker end før, der kan iagttage en situation, så kan en før 11

12 passende opførsel blive upassende, og en ny og nu passende opførsel udvikles. Samtidig sker der også gennem de elektroniske medier en kombination af før adskilte situationer. Alt dette medfører nye definitioner af situationer, ny passende opførsel og nye sociale roller. Sammensmeltningen af sociale scener og udvidelsen af hvem, der kan iagttage en social situation, samt kendskabet til adfærd inden for alle grupperinger i samfundet, nedbryder de sociale grænser. I stedet for de klart afgrænsede front- og backstages opstår der en ny scene, middle region, som indeholder elementer fra både front- og backstage. Dette sker fordi aktørerne nu er mere på og mangler backstagetid. Det er for udmattende at opretholde de tidligere frontstageroller uden tid og rum til at slappe af og øve sig, så grænserne for den enkeltes passende opførsel bliver løsnet op og kanterne bliver slebet af de gamle sociale frontstageroller, og der opstår nye normer for opførsel. Meyrowitz mener, at den nye middle regions opførsel har en tendens til at indeholde flere elementer fra den tidligere backstageopførsel end fra frontstageopførselen. Dette er fordi vores tidligere backstageopførsel indeholder elementer, vi ikke kan undgå, så som kropslige behov og følelsesmæssige reaktioner. Fordi vi stadig har brug for privathed og et sted at slappe af og øve os på vores roller, opstår der i stedet for den Goffmanske backstage, en deep backstage, der er kendetegnet ved en ekstrem backstageopførsel. Samtidig opstår der en forward frontstage, der bliver brugt ved særlig ceremonielle lejligheder, som f.eks. bal hos dronningen eller den årlige åbning af Folketinget. (Hele afsnittet: Meyrowitz,1989) De sociale roller og medierne I vores optræden på de forskellige sociale scener, vil vi gerne opretholde vores rolle/ansigt udadtil, hvilket vi kan gøre på mange forskellige måder, og medierne udvider disse muligheder. Der er ofte ikke total overensstemmelse mellem det indtryk, vi ønsker at give, og så det indtryk vi rent faktisk afgiver, og her kan medierne hjælpe os med at styre de indtryk, andre får af os. Medierne giver os øget mulighed for at styre situationsdefinitionen og vores egen rolle og eksponering i de sociale situationer. En aktør kan optræde på flere scener på en gang, via medierne være frontstage og backstage samtidig, og dermed indtage forskellige sociale roller på samme tid. Samtidig 12

13 er medierne konstrueret på en måde, så man kan lade noget glide i baggrunden, mens man fokuserer på noget andet. Hjarvard pointerer, at medierne muliggør aktørens optimering af den sociale interaktion til egen fordel, fordi medierne aflaster aktøren ved at muliggøre stor kontakt med lille indsats, og giver aktøren større kontrol over de informationer, han videregiver, og dermed øget kontrol over egen tilgængelighed og det selvbillede, der videregives. Vores medievalg signalerer i sig selv en bestemt situationsdefinition, da hvert medie har sine særlige karakteristika og interaktions- og samværsmuligheder. På den måde kan vi også bruge bestemte medier til at understøtte bestemte sociale situationer. (Meyrowitz,1985;Hjarvard,2008,s.23-8og40-4) Det medialiserede samfund I det medialiserede samfund har medierne stor indflydelse, medierne er alle vegne og samfundets institutioner og kultur har ændret karakter, funktion og struktur pga. af medierne. Medierne er præget af modsatrettede tendenser som øget globalisering, nationalisering, lokalisering og individualisering. Medialisering gør, at hvad vi opfatter som virkeligt udvides og differentieres. Kommunikation mellem mennesker er blevet ændret fra i stor udstrækning at have forudsat ansigt-til-ansigt fysisk møde mellem dem, der ønskede at kommunikere, til gennem de audiovisuelle medier, og i dag de digitale medier, at have rykket kommunikationen væk fra nødvendigheden af samtidighed i tid og rum. Adgangen til verdenen er blevet lettere og kommunikation over store afstande er blevet hurtig. Dette gør verden både større og mindre større ved at man får adgang til mange forskellige mennesker, samfund og kulturer, men samtidig mindre fordi man bliver bekendt med og hjemmevandt med denne mangfoldighed. Medierne skaber en global verden, et fællesskab og en offentlighed, hvor vi kan kommunikere med hinanden, men medierne placerer sig også imellem os, der kommunikerer, og strukturerer den måde, hvorpå vi kan kommunikere. Hjarvard forklarer ved hjælp af Winfried Schulz begreber, hvordan medierne har ændret vores kommunikation og interaktion. Ved at UDVIDE tid og rum SUBSTITUERER medierne interaktion, der tidligere krævede fysisk ansigt-til-ansigt møde. SAMMENSMELTNINGEN af ansigt- 13

14 til-ansigt aktiviteter og medierede aktiviteter påvirker hverdagslivet, samfundets aktører og institutioner, som alle TILPASSER sig mediernes krav. (Hjarvard,2008,s.13-16,21-2,27,39-40og57). Definition af begrebet medialisering Medialiseringen er: den længerevarende proces, hvorigennem institutioner og interaktionsmåder ændres i kultur og samfund som følge af mediernes øgede betydning. (Hjarvard,2008,s.30) Hjarvard bruger begrebet medialisering til at beskrive en specifik samfundsmæssig og kulturel proces, hvori medierne er blevet en selvstændig institution i samfundet, og samtidig udgør et forbindelsesled mellem samfundets aktører og øvrige institutioner ved at facilitere disses kommunikation og interaktion med sig selv og hinanden. Medierne er både en selvstændig institution og inden i alle de øvrige institutioner i samfundet. (Hjarvard,2008,s.27-8) Hjarvard mener, at medialiseringen af samfundet tidsmæssigt startede i den sidste del af det 20. århundrede, og da medierne har været med til at skabe en øget mental og kommunikativ mobilitet i samfundet, kan man opfatte medialiseringen som en kraft eller bevægelse i samfundet på linje med urbaniseringen og industrialiseringen. (Hjarvard,2008,s.29og49) Hjarvard understreger, at medialiseringsbegrebet er et IKKE-normativt begreb, forstået på den måde, at det må afgøres konkret gennem analyse af hvert delområde i samfundet, om medialiseringen har positive eller negative konsekvenser inden for hvert af de enkelte områder. (Hjarvard,2008,s.29-30). Medieinstitutionen og dennes logik Mediernes udvikling til en selvstændig institution har baggrund i arbejdsdelingen i 14

15 samfundet og differentieringen af de forskellige livsområder. Tidligere var medierne lagt ind under de andre institutioner i samfundet, f.eks. de politiske partier eller kunsten, men fra 1980 erne begynder en udvikling med monopolbruddet på tv, deregulering af telesektoren og fremkomsten af nye medier som mobiltelefonen og internettet, hvor medierne udvikler sig til en egentlig selvstændig samfundsinstitution. Medierne er som institution i dag både en selvstændig institution og integreret i andre samfundsinstitutioner. Den selvstændige medieinstitution agerer i et markedsorienteret og konkurrencepræget miljø, hvorved konkurrence- og markedslogik får øget betydning hos medierne. Medierne kommercialiseres og medieprodukterne bliver til varer. Medieinstitutionens oprindelige mål om oplysning, diskussion og dannelse bliver skubbet i baggrunden til fordel for en hurtig tilfredsstillelse af publikum, der skal sikre og øge afsætningen af medieprodukterne. Der kommer øget fokus på differentiering i forhold til målgrupper, samt at servicere et publikum i stedet for som tidligere, at oplyse borgerne. Men da medierne stadig varetager offentlighedens kommunikationsopgave, er de ikke udelukkende en konkurrerende, vareproducerende institution, der er styret af kommercielle hensyn, medierne er også stadig styret af hensynet til almenheden, upartiskhed og uafhængighed fra politiske og kommercielle interesser samt kravet om objektivitet. Som selvstændig institution har medierne udviklet deres egne normer, regler og love deres egen logik som f.eks. kan være rammer, genreformater, tekniske muligheder og markedshensyn. Medierne råder som institution over nogle ressourcer, som de kan fordele til andre institutioner, og især synlighedsressourcen, som medieinstitutionen kontrollerer, altså adgang til det offentlige rum, er interessant for politikerne, men også for de andre institutioner i samfundet. Mediernes dominerende rolle i det offentlige rum gør, at de andre institutioner i samfundet er meget påvirkede af medieinstitutionen og oplever, at hvis de vil have adgang til offentligheden, må de underlægge deres egen institutionelle logik mediernes logik. Medierne og deres måde at se verdenen på gennemsyrer altså det medialiserede samfund. (Hjarvard,2008,s.14-6,23,29,34-8,47-9og65) 15

16 Den medialiserede politik Politikken som institution består af Folketinget, partierne, politikerne, valg, folkeafstemninger m.m., og danner ramme om den offentlige diskussion og fælles beslutninger om samfundets normer, samfundets fælles handlinger og om brug af samfundets ressourcer. Politikken er ligesom alle andre institutioner i samfundet blevet medialiseret, hvormed den politiske institution i øget grad er blevet afhængig af medierne og underlagt mediernes logik. Denne proces er dobbelt ligesom den overordnede medialisering af samfundet. Medierne er både inden i den politiske institution og faciliterer institutionens interne og eksterne kommunikation, samtidig er medierne den selvstændige institution, der sikrer kommunikationen i det offentlige rum, hvori de politiske aktører og den politiske institution som helhed, skal opnår legitimitet. (Hjarvard,2008,s.32og65) Politikkens medialisering Hjarvard beskriver medialiseringen af politikken som et historisk forløb. Udviklingen starter med radioens fremkomst i 1920 erne og tv ets fra 1950 erne, hvor medlemstallene i de politiske partier falder og medierne begynder at blive der, hvor befolkningen får viden om de politiske forhold i samfundet. I denne periode beskriver Hjarvard mediernes behandling af politikken som formidlende. Fra 1960 erne sker der et skift, hvor journalismen bliver til et selvstændigt fag og en profession, og medierne begynder at undersøge politikken kritisk. Journalisterne får en central rolle i formidlingen af politikken, som kritiske udspørgere. Det er i denne periode at politikerne begynder at opleve nødvendigheden af at spille på mediernes præmisser, når de vil have opmærksomhed, men i denne periode er det kun formidlingen af politikken, der bliver underlagt mediernes logik. Udformning af politikken og udøvelsen af den politiske magt foregår stadig på den politiske institutions egne præmisser. Den periode, der starter fra slutningen af 1980 erne, kalder Hjarvard for Den medialiserede politik. Denne periode er præget af ændringer i selve mediesystemet, det differentieres og kommercialiseres, og hensynet til almenheden træder i baggrunden. Publikum bliver forbrugere, der skal serviceres, i stedet for borgere, der skal betjenes og oplyses. 16

17 Hjarvard skriver, at det centrale kendetegn ved den periode, hvor politikken medialiseres: er mediernes etablering som en opinionsindustri. Herved forstås, at mediernes bidrag til meningsdannelsen industrialiseres som følge af professionalisering, kommercialisering, masseproduktion, øget arbejdsdeling, teknologisk innovation m.m. (Hjarvard,2010,s.68) Politikken begynder nu at blive kraftigt præget af mediernes logik og ikke kun i formidlingen af politikken, men også i tilrettelæggelsen af kampagnestrategier og i udformningen af politikken og de budskaber, der formidles. Der kæmpes nu også mellem valgene om at sætte den politiske dagsorden i medierne. Der er øget fokus på opinionsdannelse i medierne og kommunikationen med borgerne bliver et strategisk medieanliggende som i private virksomheder politikken skal afsættes til borgerne og sikre politikeren valg/genvalg. (Hjarvard,2008,s.65-70) Selskabelighed Hvordan er selskabelighed blevet normen i samfundet? Ifølge Meyrowitz har de elektroniske medier bidraget til at ændre forholdet mellem front- og backstage, og altså mellem, hvad der er offentligt og hvad der er privat, og der er opstået en ny scene middle region hvor opførsel, der før hørte til på henholdsvis frontstage eller backstage, sammenblandes. Dette er sket, fordi de elektroniske medier rykkede ved de sociale grænser i vores samfund og fordi offentligheden rykkede ind i vores private stuer. De personlige træk og private egenskaber ved menneskene i medierne blev synlige for os, hvorved der kræves en anden opførsel, end ved anden offentlig optræden. Opførslen på denne nye middle region er den type omgangsform, som Hjarvard kalder selskabelighed (Meyrowitz,1985 og Hjarvard,2005,s.27,37-40). Gennem medierne bliver denne selskabelighed også udbredt til hele samfundet, og dermed til social sammenhæng, der ikke tidligere havde selskabelighed og selskabelig 17

18 opførsel som norm, hvilket betyder, at aktører og institutioner bliver tvunget til at ændre adfærd og iscenesætte sig selv anderledes og mindre formelt end de plejer. Den selskabelige omgangsform bliver altså også norm for omgang med personer, der før var præget af andre og mere formelle normer for omgang f.eks. arbejdskolleger eller kontakt med offentlige myndigheder. Pga. disse ændringer i normer for samvær og kommunikation, kan man ifølge Hjarvard tale om, at samfundet bliver selskabeliggjort = det selskabelige samfund (Hjarvard,2005). Hjarvard pointerer, at det ikke betyder, at alle områder i samfundet er blevet selskabelige, blot at antallet af områder, der er det, er stigende. Med Meyrowitz begreb der eksisterer stadig en deep backstage, hvor vi kan trække os tilbage og være helt private og en forward frontstage til meget officielle og formelle situationer, som f.eks. statsbesøg og kongelig nytårskur (Meyrowitz,1985). Definition af selskabelighed Selskabelighed er aktiviteter og samvær, der har en legende karakter og er formålsløs, forstået på den måde at samværet, samtalen og hyggen er de primære formål. De sociale roller og hierarkier har ingen betydning og alle deltager på lige fod. Den personlige kommunikations normer, med f.eks. uformelt sprogbrug, er dem, der gælder, og det karakteristiske for selskabeligheden er, at den er halvt offentlig/halvt privat, den befinder sig i middle region. Karakteristika ved selskabeligheden er: Formålsløs, uforpligtende, uformel, leg, snak, underholdning, samvær, kontakt, impulsivitet, hygge Hjarvard påpeger, at der findes forskellige former for selskabelighed, og at der er mange selskabelige situationer, hvor nogen er mere lige end andre f.eks. har mere ansvar for situationen eller mere ret til at tale. Samtidig er der også geografiske og sociale forskelle på selskabelighed og medierne fremmer forskellige former for selskabelighed, alt efter hvilket segment de henvender sig til. (Hjarvard,2005,s.11-14) 18

19 Den selskabelige samtale Den selskabelige samtale har kun selve samtalen og lysten til kommunikation som formål. Den opstår spontant, er ustruktureret og den foregår afslappet. Deltagerne er høflige, og hvis der opstår diskussioner, skal disse være underholdende for tilhørerne. (Hjarvard,2005,s.12og37). Karakteristika ved den selskabelige samtale Snak, afslappethed, høflighed, uformel sprogbrug, legende karakter, formålsløs, underholdende, samvær, kontakt, impulsivitet, alle deltagere er i princippet lige, spontanitet, ustruktureret, diskussioner skal være underholdende for tilhørerne (medlæserne). (Hjarvard,2005,s.11-4og37) Politikerens selskabeliggørelse Radio og tv ændrede den politiske kommunikationssituation ved at bringe politikerne, der optræder frontstage, ind i vælgernes backstage - dagligstuen. Her kunne de nu høre eller/og se politikerne, hvormed kriterierne for, hvordan politikerne kunne kommunikere blev ændret. I radio og tv optræder man på middle region, og der skal man ikke tale til, men samtale med vælgerne, og man skal optræde afslappet og høfligt. Politikerne bliver her ikke kun vurderet på deres politiske saglighed og evne til argumentation, men også på deres personlige egenskaber så som lyden af deres stemme, evt. nervøsitet, deres fysiske udseende, påklædning, ansigtsmimik og gestik. Samtidig bliver deres budskaber og talestil vurderet anderledes end tidligere, fordi vælgerne nu befinder sig afslappet på deres backstage, hvor de ikke så let lader sig rive med af stærke formuleringer, følelser etc. Den selskabelige samtales normer, bliver de vigtigste parametre for en positiv vurdering af både politikeren som person og hans politiske budskaber. De fremstår gennem radio og tv som personer som dig og mig, og der skabes en fortrolighed med disse personer, hvilket nedbryder den autoritet, de tidligere havde i kraft af deres embede som f.eks. Folketingsmedlem eller minister. Det politiske rum er rykket halvvejs ind i intimsfæren, og vi er kommet i øjenhøjde med politikerne og føler 19

20 os ligeværdige med dem. (Hjarvard,2005,s.9-13,37og57) Den klassiske politiske kommunikation Den ideelle demokratiske samtale For at finde karakteristika for den ideelle demokratiske samtale har jeg set på Kirsten Drotners omtale af Jürgen Habermas teori i sin bog Mediehistorier (Drotner,2011). Habermas deler samfundet op i fire delområder: den intime og den sociale sfære, den kulturelle og den politiske offentlighed. De fire delområder af samfundet har hver deres funktion, og det interessante her er den politiske offentlighed, som er det område, hvor den offentlige debat foregår. Den politiske offentlighed skal facilitere diskussionen om de almene fælles interesser for samfundet, være forum for den politiske og offentlige meningsdannelse. De emner, der tages op i offentligheden, skal altså altid have det almene og principielle i fokus, og målet er, at der opnås en forståelse af, hvad der er det fælles bedste for samfundet. Denne offentlige debat skal være herredømmefri, og faktuelle og sande argumenter skal være det, der vægter i debatten. Ifølge Habermas skal medierne være omdrejningspunkt for den offentlige debat, og de må ikke sammenblande emner fra de fire delområder. Habermas opfatter medierne som hævet over de fire delområder i samfundet, og skal samtidig være forbindelsesled imellem dem. (Drotner,2011,s.78-84) Den reelle demokratiske samtale? Hjarvard nævner i sine bøger (Hjarvard,2005og2008,) og i en artikel (Hjarvard,1997) en teoretiker, Michael Schudson, som skelner mellem to slags samtaler, en problemløsende/demokratisk samtale og så den selskabelige (Schudson,1997). Det karakteristiske ved Schudsons demokratiske samtale er, at denne er regelstyret og forpligtende, den foregår offentligt og kan være ubehagelig at deltage i, den er anstrengende at følge, indebærer risici for at deltagerne kan tabe ansigt, og er rettet mod (stats-)borgerne (i modsætning til f.eks. et underholdningspublikum eller forbrugere). 20

21 Den demokratiske samtale foregår ikke nødvendigvis mellem ligeværdige aktører, samt har et klart formål og et pres for at løse samfundets problemer. Det sidste er dog et ideal, som ofte overskygges af et andet formål, nemlig at ændre på magtbalancen mellem debattørerne. (Hjarvard,2005,s.42-3;Hjarvard,2008,s.106-7;Hjarvard,1999,45) Når man ser på karakteristikaene for Habermas ideelle demokratiske samtale og Schudsons måske mere reelle, så bliver det klart, at kravene til den demokratiske samtale også går på indholdet i samtalen, ikke kun på den måde, der samtales, som karakteristikaene for den selskabelige samtale primært handler om. Karakteristika ved den klassiske politiske samtale Offentlig, forpligtende, saglige/faglige argumenter, rettet mod (stats-)borgere, ikke ligeværdige deltagere, kan være ubehagelig at deltage i, risiko for at deltagerne taber ansigt, skal omhandle emner af principiel karakter og almen interesse, må ikke sammenblande emner fra de fire områder i samfundet, har et klart formål og der er pres på for at finde frem til løsninger, der er til samfundets bedste. Eller har det formål at ændre på magtbalancen mellem debattørerne. Metode Min undersøgelsesmetode er dokumentanalyse, og min analysemetode er kvalitativ indholdsanalyse. Dokumentanalyse Dokumentanalyse definerer Kennet Lynggaard i Svend Brinkmann og Lene Tanggaards bog Kvalitative Metoder (Brinkmann&Tanggaard,2010,s ), som en empirisk analyse anvendt på et nærmere afgrænset sæt af dokumenter (Brinkmann &Tanggaard,2010,s.137). Lynggaard definerer et dokument som sprog, som er fikseret i tekst og tid (Brinkmann&Tanggaard,2010,s.138). Det særlige ved dokumenter som empirisk grundlag for en undersøgelse er, at dokumenterne normalt er produceret med et andet formål end undersøgelsen, hvor f.eks. et interview bliver skabt i 21

22 forbindelse med undersøgelsen. Dvs. at den, der analyserer dokumenterne, ikke har været med til at producere dem (Brinkmann&Tanggaard,2010,s.140). Dokumenterne til dokumentanalysen vil næsten altid skulle indsamles over en tidsperiode, som både kan være enten kort eller lang, og hvilken type af dokumenter, man skal indsamle til sin dokumentanalyse, afhænger af ens undersøgelsesspørgsmål. Nogle gange vil undersøgelsens spørgsmål klart definere hvilke dokumenter, man skal indsamle, men oftest vil man skulle opstille klare og eksplicitte kriterier for ens analysedokumenter, da der ofte er mange forskellige kilder og mange mulige dokumenttyper, man kan bruge til at besvare undersøgelsens spørgsmål (Brinkmann&Tanggaard,2010,s.140-3). I forhold til min undersøgelse er det relevant, at Lynggaard skriver, at dokumentkriterierne kan bestå af en specifikation af en publikation og en given tidsperiode (Brikmann&Tanggaard,2010,s.143). Mine publikationer er de sociale medier Facebook og Twitter og noget bestemt indhold i disse, nemlig de otte politikeres opdateringer og tweets. Min tidsperiode er uge 15 for Dan Jørgensens vedkommende uge 16 (se afsnittet Empiri ) Hvordan man konkret udfører sin analyse af dokumenterne afhænger igen af undersøgelsens spørgsmål. Dokumentanalysemetoden kan være både analytisk-induktiv og hypotetisk-deduktiv. Ved den første undersøger man dokumenterne, og opstiller ud fra disse variabler og indikatorer, som bruges til at besvare undersøgelsens spørgsmål med, hvis dette da ikke bliver revideret på baggrund af den viden, man har fået fra sin undersøgelse af dokumenterne. Den anden tilgang, den hypotetisk-deduktive, er den, der er relevant i forhold til min undersøgelse. Her opstiller man ud fra sin teori en hypotese, som man så undersøger holdbarheden af. Min hypotese er givet ud fra min teori - vi kommunikerer i samfundet mere selskabeligt, også den politiske kommunikation er blevet mere selskabelig (Hjarvard,2005og2008). Min konkrete hypotese er, at den politiske kommunikation er blevet selskabeliggjort, og at politikerne på Facebook og Twitter derfor kommunikerer selskabeligt. Det er dette, jeg vil undersøge holdbarheden af. Til en dokumentanalyse skal man operationalisere teorien ved ud fra denne klart at definere variabler og indikatorer, som bruges til analysen (Brinkmann &Tanggaard,2010,s.144). Dette har jeg gjort ved ud fra min teori at opstille karakteristika af det selskabelige samfund og den selskabelige samtale, og ved hjælp af 22

23 disse karakteristika at udarbejde nogle analysekategorier (se afsnittet Analysekategorier ) Lynggaard foreslår, at man lader ens metodiske overvejelser om dokumentmaterialets kvalitet tage udgangspunkt i fire kategorier. Autenticitet, troværdighed, repræsentativitet og mening. Med autenticitet mener han, om oprindelse og afsender af dokumenterne kan identificeres. Troværdighed handler om usikkerhed og skævheder, altså på hvilken måde valget af dokumenttype påvirker ens analyse - er f.eks. alle relevante dokumenter fundet og medtaget i undersøgelsen? Trækker den/de valgte kilde(r) og/eller tidsperioden i en bestemt retning i forhold til ens konklusion? Repræsentativitet handler om, om ens dokumenter er et gennemsnitligt og typisk dokument i forhold til det, der undersøges. Lynggaard påpeger her, at ens undersøgelsesdokumenter oftest er ufuldkomne. Mening omhandler klarhed i forhold til dokumenternes mening/betydning er dokumenterne hele og er der sproglig klarhed? Disse overvejelser ser jeg på i min diskussion af min undersøgelse i afsnittet Metodeovervejelser. (Brinkmann&Tanggaard,2010,s.147-9). Indholdsanalyse I Ole R. Holstis bog Content analysis for the social sciences and humanities (Holsti,1969) beskriver han i kapital 2 Content analysis research design (Holsti,1969,s.24-41) elementerne i en indholdsanalyse, og indholdsanalysens undersøgelsesdesign. Holsti tager udgangspunkt i det klassiske kommunikationsspørgsmål: Who says what, to whom, how and with what effect og tilføjer et why kommunikationen foregår (formålet med kommunikationen). Holsti definerer indholdsanalyse således: Content analysis is any technique for making inferences by objectively and systematically identifying specified characteristics of messages. (Holsti,1969,s.25) Ved en indholdsanalyse tager man altså udgangspunkt i meddelelser, som kan være tekst eller andre afgrænsede enheder, der indeholder meningsfulde udtryk for andre end 23

24 den, der har produceret dem. Disse meningsholdige enheder skal kunne inddeles systematisk i indholdskategorier, som er baseret på eksplicitte retningslinjer. En indholdsanalyse kan bruges til at undersøge flere forskellige ting f.eks. hvem der er forfatteren til en tekst eller tendenser eller mønstre i tekstdokumenter (Stemler,2001s.1-2 og Krippendorff,2004,s.18-19) Holsti skriver i sin tekst, at man kan designe indholdsanalysen med tre forskellige formål for øje. Man kan ønske at finde frem til: 1: Tekstens karakteristika 2: Årsagerne til at der kommunikeres 3: Effekten af kommunikationen (Holsti,1969,s.24-6) Alt efter hvad man ønsker at undersøge, skal man stille forskellige spørgsmål til ens indsamlede meddelelser. Holsti opstiller et skema, hvori han inddeler undersøgelsesdesignet horisontalt i 5 kategorier og vertikalt i tre kategorier. De sidste er de tre ovenfornævnte formål, der også er indholdet i den første horisontale kategori Purpose. De 4 andre horisontale kategorier er: Branch of semiotics, Type of comparison, Question og Research problem, som vertikalt er fyldt med forskellige specifikke undersøgelseselementer. (Holsti,1969s.26-37) 24

25 (Holsti,1969,s.26) Alt efter hvilket spørgsmål, man ønsker at besvare med sin undersøgelse, hvilke(n) dele i den klassiske kommunikationsproces, man ønsker at se på, er der altså forskellige kendetegn, man skal se efter/undersøge ved ens data. Når man bruger indholdsanalyse som undersøgelsesmetode, pointerer Holsti, at det er vigtigt, at man klart beskriver sin dataindsamlingsmetode, samt hvilke dataenheder og analysekategorier man vil bruge, samt hvordan man vil sammenligne kategorierne, og hvilke slutninger man ønsker at kunne drage ud fra ens data (Holsti,1969,s.25-7). Der er flere forskellige måder at definere ens dataenheder på. Man kan bruge naturligt afgrænsede enheder, som f.eks. en avisartikel eller et tweet. Man kan bruge en syntaktisk metode, hvor man bruger enheder skabt af forfatteren. Man kan definere enhederne efter, hvordan de referer til f.eks. personer eller steder. Eller man kan inddele enheder efter, hvordan de omtaler bestemte begivenheder. Der er to måder at etablere 25

26 analysekategorierne på. Enten ved forud for ens undersøgelse at gennemgå et udsnit af dataene, og så definere indikatorer og analysekategorier ud fra disse (den analytiskinduktive metode omtalt i afsnittet Dokumentanalyse), eller man kan opstille indikatorer og analysekategorier ud fra en teori (den hypotetisk-deduktive metode også omtalt i afsnittet Dokumentanalyse). Analysekategorierne skal opfylde kravet om ekshaustivitet og være gensidigt udelukkende, så ingen dataenheder falder imellem kategorierne. Indholdsanalysens reliabilitet afhænger af, hvor godt man får beskrevet analysekategorierne, så de er ekshaustive og eksklusive. Der er to måder at måle en indholdsanalyses reliabilitet på. For det første ved at undersøge om den samme person placerer de samme dataenheder i de samme analysekategorier gentagne gange. For det andet ved at undersøge om forskellige personer placerer de samme dataenheder i de samme analysekategorier. (Stemler,2011) Validiteten af indholdsanalysen undersøges ved at undersøge, om de konklusioner, der drages af den, er i overensstemmelse med andre uafhængige observationer. Om de kan holde til at blive testet i forhold til andre beviser uafhængige af undersøgelsen og i forhold til andre teorier end den brugte. Eller alternativt, om de kan bruges til at understøtte succesfulde handlinger (Krippendorf,2004,s ). Validitet kan også undersøges ved at se på, om de dataenheder man har indsamlet, rent faktisk kan bruges til at besvare ens undersøgelsesspørgsmål, altså til at be- eller afkræfte ens hypotese(r) (Harboe,2010,s.89-91). Hvordan bruger jeg indholdsanalysen Mine indholdskategorier er mine analysekategorier (se afsnittet Analysekategorier ), og de er baseret på eksplicitte retningslinjer i form af de opstillede karakteristika for den selskabelige samtale og for den klassiske politiske kommunikation. Mit formål med indholdsanalysen (Holstis Purpose kategorien) er at undersøge det, Holsti kalder tekstens karakteristika (formål 1) er opdateringerne og tweetene selskabelige? Den måde, jeg undersøger karakteristikaene på, er ved hjælp af spørgsmålene: Hvad bliver sagt? ( Question kategorien), altså at undersøge trends inden for politisk kommunikation ( Research problem kategorien) på sociale medier. Hvordan det 26

27 bliver sagt ( Question kategorien), hvilke overtalelsesmetoder bliver brugt, og hvilken skrivestil/sproglig stil bruges der ( Reseach problem kategorien). Den måde, jeg laver min sammenligning på ( Type of comparisons kategorien), er ved overordnet at sammenligne hvordan facebookopdateringerne og tweetene fordeler sig i de to overordnede analysekategorier selskabelig samtale vs. klassisk politisk kommunikation. Spørgsmålet til Hvem ( Question kategorien) er givet i selve undersøgelsesdesignet (krav om at politikernes facebookprofiler og twitterkonti er offentlige, se afsnittet Empiri ), men svaret er meget bredt, og det er svært at karakterisere modtagerne ( Research problem kategorien ), da det er hele offentligheden, altså potentielt alle der kan læse dansk. Jeg har ud fra min teori opstillet nogle sproglige og indholdsmæssige karakteristika ( Branch of semiotics kategorien) af den selskabelige samtale og af den klassiske politiske kommunikation (Se afsnittene Den selskabelige samtale og Den klassisk politiske kommunikation ). Mine dataenheder er naturligt afgrænsede, da opdateringerne og tweetene har en afgrænset størrelse. Den slutning, jeg ønsker at kunne drage af min undersøgelse, er en be- eller afkræfte af min hypotese (Min indsamlingsmetode beskriver jeg i afsnittet Empiri ). Analysekategorier Mine 2 overordnede analysekategorier er den selskabelige samtale og den klassiske politiske kommunikation. Disse to underopdeler jeg i 4 kategorier: Politisk indhold, politisk indhold men formidlet selskabeligt, personligt indhold og privat indhold. Disse 4 bliver videre underopdelt i 1 politisk kategori, 2 kategorier med politisk indhold men selskabeligt skrevet eller formidlet, 4 typer personlige kategorier og 1 privat kategori. Klassisk politisk kommunikation Den politiske kategori 1: Fagligt/sagligt argumenterende tweets og facebookopdateringer. Udtrykker meninger/holdninger, links til andet politisk fagligt/sagligt materiale. 27