Morsø Kommunalbestyrelse Jernbanevej 7 7900 Nykøbing M 3. maj 2010 Støtte til befordring af gymnasie- og EUC-elever. Statsforvaltningen har undersøgt spørgsmålet om lovligheden af en beslutning i Morsø Kommunalbestyrelse om at yde støtte til befordring af gymnasiue- og EUC-elever. Kortfattet gengivelse af udtalelsen: STATSFORVALTNINGEN NORDJYLLAND AALBORGHUS SLOT SLOTSPLADSEN 1 9000 AALBORG JOURNAL NR.: 2010-613/402 SAGSBEHANDLER: JLINO D IREKTE TELEFON: 7256 8740 Statsforvaltningen finder ikke, at Morsø Kommunalbestyrelse havde hjemmel til den trufne beslutning for så vidt den angik støtte til befordring af gymnasie- og EUC-elever fra andre kommuner Statsforvaltningen skal på denne baggrund anmode Morsø Kommunalbestyrelse om at oplyse, hvad den kommunale myndighed agter at foretage i anledning af ovenstående. Vedlagt følger en sagsfremstilling og en nærmere redegørelse for udtalelsen. Med Venlig hilsen TELEFON: 7256 8700 TELEFAX: 9631 0020 GIRO: 3001 5557410 EAN- NR. 5798000362345 SE- NR. 29 37 62 98 nordjylland@statsforvaltning.dk www.statsforvaltning.dk Åbningstider: Mandag- onsdag 10-14 Torsdag 10-16 Fredag 10-12 Anette Ravnholt Kontorchef Jette S. Linnemann Souschef
Sagsfremstilling: Den 22. februar 2010 vedtog Morsø Kommunalbestyrelse at yde tilskud til dækning af egenbetaling ved dokumenteret udgift til befordring med offentlige befordringsmidler til gymnasieelever og EUC-elever. I sagsbeskrivelsen var bl.a. anført følgende: Sagsresumé der stilles forslag om, at Morsø Kommune støtter tilgangen til ungdomsuddannelserne på Mors ved at dække elevernes dokumenterede egenudgift til befordring med offentlig befordring. Sagsbeskrivelse Morsø Gymnasium og EUC Nordvest har rettet henvendelse til kommunen om muligheden for at støtte elever fra andre kommuners deltagelse i undervisning på skolerne i Nykøbing. Eleverne modtager støtte til befordring fra SU-styrelsen til denne befordringsudgift, men der er en månedlig egenbetaling på 320 kr. i 10 måneder. Den maksimale udgift til denne støtte kan opgøres således: Gymnasiet: 52 elever 167.000 kr. EUC: 37 elever 118.000 kr. I alt pr. år ved uændret elevtal 285.000 kr. Begge skoler har undersøgt muligheden for at yde denne støtte, men har fået oplyst, at det ikke ville kunne godkendes af revisionen. Det er juridisk konsulents opfattelse, at det vil være lovligt at kommunen yder en sådan støtte jf. vedlagte notat. Kommunens formål med at yde en sådan støtte skulle være at sikre grundlaget for de to skolers fortsatte virksomhed på Mors, idet begge skoler har en kritisk størrelse, som ved bortfald af elever fra specielt Salling vil være truet på muligheden for at kunne fortsætte virksomheden. For skolerne betyder de pågældende elever følgende taxametertilskud fra staten: Gymnasiet 52 elever a 70.000 kr. EUC 37 elever a 56.000 kr. I alt pr. år 3.640.000 kr. 2.072.000 kr. 5.712.000 kr, d.v.s. tilskud der i givet fald ikke længere kommer til omsætning på Mors. SIDE 2
Det er anslået, at en reduktion i elevtal af ovennævnte størrelse vil medføre en reduktion i lærerstaben på omkring 7 stillinger, d.v.s. et mindsket skattegrundlag (hvis de alle bor på Mors på omkring 3,2 mill kr., samt et mindsket bloktilskud (hvis alle bor på Mors) på omkring 280.000 kr... Den kommunale myndighed har ved brev af 23. marts 2010 til statsforvaltningen bl.a. anført følgende: Det er korrekt at Morsø Kommunalbestyrelse den 22. februar har besluttet at støtte tilgangen til ungdomsuddannelserne på Mors ved at dække dokumenterede egenudgifter til befordring med offentlig transport for elever fra andre kommuner. Baggrunden for beslutningen er - at ligestille eleverne fra andre kommuner med Morsø Kommunes egne elever, der har gratis befordring med offentlig transport det har alle borgere. - At sikre grundlaget for de to skolers fortsatte virksomhed på Mors, idet begge skoler har en kritisk størrelse, som ved bortfald af elever fra specielt Salling vil være truet på eksistensen. Nærmere redegørelse for udtalelsen: Indledningsvist bemærkes, at det tilsyn, som udøves af statsforvaltningen i henhold til den kommunale styrelseslovs 47, stk. 1, er et retligt tilsyn. Statsforvaltningen fører således tilsyn med, at kommunerne overholder den lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder, herunder kommunale forskrifter, der er udstedt i medfør af denne lovgivning, jf. lov om kommunernes styrelse 48, stk. 1. Statsforvaltningen kan således ikke tage stilling til, om kommunernes sagsbehandling er rimelig eller hensigtsmæssig, eller til spørgsmål vedrørende skønsudøvelse, så længe skønnet udøves indenfor de rammer, der er fastsat i lovgivningen. Statsforvaltningen kan heller ikke tage stilling til, om kommunernes sagsbehandling er i overensstemmelse med god forvaltningsskik. 2, 4, 6 og 7 i lov om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v. har følgende ordlyd, jf. lovbekendtgørelse nr. 170 af 24. februar 2009: 2. Uddannelsessøgende og deltagere har efter ansøgning ret til rabat ved køb af abonnementskort til befordring med bus, tog og metro i den offentlige servicetrafik, når de gennemgår uddannelse eller deltager i undervisningsforløb i medfør af SIDE 3
1) lov om uddannelsen til studentereksamen (stx) (gymnasieloven), 2) lov om uddannelsen til højere forberedelseseksamen (hfloven), 3) lov om uddannelsen til højere handelseksamen (hhx) og højere teknisk eksamen (htx), 4) lov om erhvervsuddannelser, 5) lov om erhvervsgrunduddannelse m.v., 6) lov om fodterapeuter, 7) lov om produktionsskoler, 8) lov om almen voksenuddannelse og om anerkendelse af realkompetence i forhold til fag i almen voksenuddannelse, i hfuddannelsen og i uddannelsen til studentereksamen (avuloven) eller 9) lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne. Stk. 2. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om, at andre end de uddannelsessøgende og deltagere, der er nævnt i stk. 1, har ret til rabat. Stk. 3. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om, at anden persontrafik samt anden offentlig servicetrafik og befordring til og fra udlandet er omfattet af stk. 1. 4. Det er en betingelse for at få rabat, at den uddannelsessøgende og deltageren 1) ikke samtidig er indskrevet som studerende ved en videregående uddannelsesinstitution, 2) ikke samtidig kan få befordringsgodtgørelse el.lign. i henhold til andre regler, 3) ikke modtager løn fra praktikvirksomheden i skoleperioden, 4) ikke er i lønnet praktik og 5) er studieaktiv. Stk. 2. Uddannelsesstedet træffer afgørelse om, hvorvidt den uddannelsessøgende eller deltageren er studieaktiv. Stk. 3. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om betingelserne i stk. 1. 6. På grundlag af styrelsens afgørelse giver de befordringsansvarlige rabat til den daglige befordring mellem uddannelsessted og bopæl. Rabatten udgør udgiften til billigste offentlige befordring med fradrag af det beløb, som den uddannelsessøgende eller deltageren selv skal betale ifølge Stk. 2. Undervisningsministeren 7. kan fastsætte regler om en øvre og nedre grænse for rabat. 7. Den uddannelsessøgende og deltageren skal selv betale et egenbetalingsbeløb på 9,50 kr. for hver dag, abonnementskortet er gyldigt. Ved beregningen af rabatten kan et månedskort betragtes som et abonnementskort på 30 dage. Stk. 2. Egenbetalingen på 9,50 kr. reguleres én gang årligt på et tidspunkt fastsat af undervisningsministeren. Egenbetalingen ved befordringsgodtgørelse efter 9 og 9 a reguleres dog én gang årligt den 1. januar. SIDE 4
Stk. 3. Egenbetalingen reguleres efter udviklingen i indeks for bustransport fra Danmarks Statistiks forbrugerprisindeks med ændringen i indekset fra august 2 år før til august året før. Reguleringen sker på grundlag af den på reguleringstidspunktet gældende beløbsgrænse. Det regulerede beløb afrundes til nærmeste ørebeløb. Kommunal virksomhed kræver lovhjemmel. Denne hjemmel kan typisk findes i lov eller regler udstedt med hjemmel i lov. Hjemmelen kan dog endvidere findes i kommunalfuldmagtsreglerne. Udgangspunktet er, at ensidige ydelser til enkeltpersoner, bortset fra rene bagateller, kræver lovhjemmel medmindre der blot er tale om en følgevirkning af en aktivitet der skal varetage fællesskabets behov. Der ses ikke være lovhjemmel til, at den kommunale myndighed generelt betaler befordring for gymnasieelever eller elever på ungdomsuddannelser. Der findes hjemmel til, at de kommunale myndigheder y- der støtte til f.eks. gymnasier, se hertil bl.a. lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. (senest lovbekendtgørelse nr. 937 af 22. september 2008) 32. Der ses imidlertid ikke at være lovhjemmel til en indirekte støtte som den foreliggende. Indenrigsministeriet har tidligere i en skrivelse af 13. oktober 1987 til en kommunalbestyrelse vedrørende tilskud til private gymnasier udtalt: Udtalt, at der ikke efter gældende lovgivning kan ydes primærkommunale tilskud til private gymnasier. Da der i den foreliggende sag var indgået aftale mellem en kommune og et privat gymnasium om tilskud til gymnasiedriften, kunne tilsynsmyndigheden efter Indenrigsministeriets opfattelse i henhold til styrelseslovens 61 alene pålægge kommunalbestyrelsen om nødvendigt ved anvendelse af tvangsbøder at opsige den indgående aftale med det i aftalen fastsatte varsel. Styrelseslovens 61 indeholder derimod ikke hjemmel til, at tilsynsmyndigheden kan afgøre spørgsmålet om den omhandlede aftales gyldighed i forholdet mellem kommunen og det private gymnasium. Indenrigsministeriet har i brev af 22. december 1987 til en kommunalbestyrelse bl.a. anført følgende: Spørgsmålet om rækkevidden af bestemmelsen i 16 i lov om folkehøjskoler, husholdningsskoler og efterskoler blev på baggrund af en forespørgsel fra en kommune taget op til drøftelse mellem Indenrigsministeriet og Kulturministeriet, Direktoratet for Folkeoplysning, Frie Grundskoler m.v. Direktoratet meddelte SIDE 5
i den forbindelse, at man på baggrund af tidligere gældende loves bestemmelser om elevstøtte er af den opfattelse, at lovens 16 giver hjemmel for kommunerne til at udbetale støtte til elever ved skolerne under hensyn til elevernes økonomiske forhold. Indenrigs- og Sundhedsministeriet har endvidere den 4. februar 2003 i et brev til et byråd anført følgende: I en sag vedrørende en kommunes engagement i opførelsen af en bygning (uddannelseshus) med henblik på udlejning til en række uddannelsesinstitutioner udtalt, at det er nødvendigt at vurdere lovligheden heraf i forhold til hver enkelt uddannelsesinstitution, som skal anvende bygningen. På den baggrund tog Indenrigs- og Sundhedsministeriet stilling til, om kommunen lovligt kunne opføre uddannelseshuset med henblik på udlejning til et handelsgymnasium, et pædagogseminarium, som var et statsgodkendt privat seminarium, og en sygeplejeskole. A) Handelsgymnasium Generelt udtalt, at spørgsmålet om, hvorvidt kommuner kan yde anlægstilskud til erhvervsskoler, er reguleret i lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse. Lovens 16 indebærer bl.a., at kommuner kan yde anlægstilskud i form af en grund eller bygning til institutioner for erhvervsrettet uddannelse. Under henvisning hertil var det Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at kommuner tillige kan opføre lokaler med henblik på udlejning til institutioner for erhvervsrettet uddannelse, herunder et handelsgymnasium. Det var en betingelse, at kommunen ikke gennem fastsættelse af lejens størrelse indirekte ydede driftstilskud til handelsgymnasiet, idet 16 i lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse udelukker, at der gennem fastsættelse af lejens størrelse indirekte ydes driftstilskud til et handelsgymnasium. U nder hensyn til, at en kommune som udgangspunkt ikke uden lovhjemmel må drive erhvervsvirksomhed, herunder udlejningsvirk-somhed, var det en yderligere betingelse, at kommunen ikke opkrævede større beløb af handelsgymnasiet end nødvendigt til dækning af omkostningerne dvs. ikke udlejer med henblik på fortjeneste. B) Pædagogseminarium Generelt udtalt, at spørgsmålet om, hvorvidt en kommune kan yde anlægstilskud til private seminarier, ikke er reguleret i den skrevne lovgivning. Dette spørgsmål må derfor afgøres efter de almindelige kommunalretlige grundsætninger om kommunernes opgavevaretagelse de såkaldte kommunalfuldmagtsregler. SIDE 6
En kommune kan efter disse grundsætninger som udgangspunkt kun gennemføre foranstaltninger, der er begrundet i almene interesser hos kommunens egne borgere (det såkaldte lokalitetsprincip). Dette udgangspunkt indebærer, at en kommune ikke uden lovhjemmel kan gennemføre foranstaltninger eller yde støtte til foranstaltninger, som udelukkende eller i det væsentligste er af interesse for borgere i andre kommuner, i amter eller i landet som sådant. De opgaver, som kommuner efter lovgivningen skal varetage i forbindelse med uddannelse af pædagoger, og det behov, som kommuner har for at ansætte pædagoger med henblik på at varetage kommunernes lovpligtige opgaver i især folkeskolen, indebærer, at kommuner har en almindelig interesse i pædagogseminarier, herunder også statsgodkendte private seminarier. Det må dog på baggrund af lokalitetsprincippet antages, at en kommunes adgang til at yde anlægstilskud til et statsgodkendt privat seminarium forudsætter, at der i øvrigt foreligger en særlig interesse for kommunen i det pågældende seminarium. En sådan særlig interesse anses bl.a. at foreligge, hvor institutionen først og fremmest tænkes anvendt af kommunens egne borgere. Kommunens interesse i en hensigtsmæssig placering af seminariet, herunder eksempelvis kommunens ønske om at få seminariet placeret i samme bygning som andre uddannelsesinstitutioner, kan endvidere tale for, at kommunen lovligt kan yde et anlægstilskud til det pågældende seminarium. I den samlede afvejning af hensyn bør der ligeledes indgå, om det kommunale tilskud står i et passende forhold til den kommunale interesse i seminariet. Det kan ikke på forhånd mere præcist fastlægges, hvor stort det kommunale engagement kan være i forhold til de samlede udgifter, og der må derfor foretages en konkret afvejning i det enkelte tilfælde. En kommune vil således lovligt kunne yde anlægstilskud til et privat seminarium, såfremt den har en særlig kommunal interesse heri. Efter ministeriets opfattelse må det indebære, at en kommune tillige kan opføre en bygning med henblik på udlejning til det pågældende seminarium, såfremt kommunen har en særlig kommunal interesse heri. Under hensyn til, at en kommune som udgangspunkt ikke uden lovhjemmel må drive erhvervsvirksomhed, herunder udlejningsvirksomhed, er det imidlertid en betingelse, at kommunen ikke opkræver større beløb af seminariet end nødvendigt til dækning af omkostningerne dvs. ikke udlejer med henblik på fortjeneste. SIDE 7
I den konkrete sag var det Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at der forelå en særlig kommunal interesse, der kunne begrunde, at kommunen ville kunne yde et anlægstilskud til det pågældende pædagogseminarium. Ministeriet lagde i den forbindelse vægt på det oplyste om, at uddannelsesniveauet i den nordlige del af det amt, hvor kommunen lå, var lavere end gennemsnittet for amtet som helhed, at mulighederne for at frekventere videregående uddannelser i den nordlige del af amtet var begrænsede, samt at der var behov for at give de eksisterende uddannelser i området plads og mulighed for at give de studerende bedre rammer. Ministeriet lagde endvidere vægt på, at kommunen havde en særlig interesse i, at der blev etableret en afdeling af pædagogseminariet i kommunen, idet der tidligere var mangel på uddannede pædagoger med den konsekvens, at det gentagne gange havde været nødvendigt at ansætte ikke-uddannet personale i stedet for. Endelig lagde ministeriet vægt på, at seminariet i udstrakt grad blev anvendt af kommunen i forbindelse med efter- og vide-reuddannelse inden for børne- og ungeområdet, samt at en stor del af seminariets elever i øvrigt kom fra kommunen. Det indebar efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at kommunen endvidere lovligt med hjemmel i kommunalfuldmagtsreglerne ville kunne opføre lokaler i det planlagte uddannelseshus med henblik på efterfølgende udlejning til pædagogseminariet. C) Sygeplejeskole I den konkrete sag var der tale om, at amtskommunen skulle yde et anlægstilskud til opførelsen af uddannelseshuset, der svarede til anlægsudgiften til den del af projektet, der vedrørte sygeplejeskolen. Der var således ikke tale om, at kommunen ydede anlægstilskud til sygeplejeskolen, uanset at kommunen skulle stå som ejer af den del af uddannelseshuset, der efter lejeaftale mellem kommunen og amtskommunen skulle anvendes af sygeplejeskolen. Generelt udtalt, at såfremt en kommune yder tilskud til en institution, der tillige varetager aktiviteter, som kommunen ikke kan støtte, er det efter kommunalfuldmagtsreglerne en betingelse for lovligheden af støtten, at kommunen sikrer sig, at denne alene går til de aktiviteter, som kommunen kan støtte. Såfremt institutionen alene varetager kommunale og amtskommunale opgaver, er der dog ikke grundlag for at antage, at et kommunalt anlægstilskud er ulovligt, såfremt der består et rimeligt forhold mellem det kommunale anlægstilskuds andel af de samlede anlægsudgifter og de kommunale opgavers andel af institutionens samlede opgaver. Det samme gælder for et amtskommunalt tilskud. I den konkrete sag var det ministeriets opfattelse, at kommu- SIDE 8
nen lovligt kunne engagere sig i etablering af uddannelseshuset, idet der bestod et rimeligt forhold mellem det kommunale engagement og kommunens andel af uddannelseshuset. Spørgsmålet om støtten skal afgøres efter de almindelige kommunalretlige grundsætninger om kommuners opgavevaretagelse, de såkaldte kommunalfuldmagtsregler. Efter kommunalfuldmagtsreglerne antages der at gælde et almennyttekriterium. Dette kriterium indebærer, at en kommunal myndighed som udgangspunkt, kun kan gennemføre foranstaltninger, som har sammenhæng med de kommunale fællesskabs behov, og som kommer en bredere kreds af kommunens borgere til gode. Heraf følger, at en kommune normalt ikke uden lovhjemmel kan gennemføre foranstaltninger, der udelukkende eller i det væsentligste er motiveret i varetagelse af individuelle interesser hos enkeltpersoner eller grupper af enkeltpersoner. Hvor der i øvrigt er et lovligt kommunalt formål, indebærer den omstændighed, at virkningen af en kommunale disposition er til fordel for en enkelt person, ikke i sig selv, at den pågældende disposition bliver ulovlig. Det er endvidere lovligt, at foranstaltningen ikke kommer alle kommunens borgere til gode, såfremt der er tale om en sagligt afgrænset kreds af kommunens borgere. Morsø Kommunalbestyrelse har som begrundelse for den ydede støtte anført, at den kommunale myndighed vil sikre grundlaget for to skolers fortsatte virksomhed på Mors, idet begge skoler har en kritisk størrelse, som ved bortfald af elever fra specielt Salling vil være truet på eksistensen. Statsforvaltningen finder, at en kommunalbestyrelse, har en interesse i er bevarer ungdomsuddannelser i en kommune, dels af beskæftigelsesmæssige hensyn, men også af hensyn til mulighederne for unge i kommunen. Statsforvaltningen finder imidlertid ikke, at Morsø Kommunalbestyrelse har påpeget en kommunal interesse i det foreliggende tilfælde, der rækker ud over den almene interesse, enhver kommunal myndighed vil have i at bevare eller sikre ungdomsuddannelser i kommunen. Som begrundelse for den ydede støtte har Morsø kommunalbestyrelse endvidere anført, at de ønsker at ligestille eleverne fra andre kommuner med Morsø Kommunes egne elever, der har gratis befordring med offentlig transport det har alle borgere. Indenrigsministeriet har i et brev af 23. februar 1999 til en borger bl.a. anført følgende: SIDE 9
Udtalt, at spørgsmålet om, hvorvidt et fælleskommunalt trafikselskab lovligt kan yde befordringsrabat til pensionister, ikke er reguleret i den skrevne lovgivning. Spørgsmålet skal derfor afgøres efter almindelige kommunalretlige grundsætninger om kommuners opgavevaretagelse, der også antages at gælde for fælleskommunale trafikselskaber. Efter de nævnte grundsætninger antages en kommunes adgang til uden lovhjemmel at gennemføre foranstaltninger blandt andet at være afgrænset af, hvad der traditionelt er betegnet som et almennyttekriterium. Dette kriterium indebærer, at en kommune som udgangspunkt kun kan gennemføre foranstaltninger, der kommer en bredere kreds af kommunens borgere til gode. Dette udgangspunkt indebærer, at en kommune normalt ikke uden lovhjemmel kan gennemføre foranstaltninger, der udelukkende eller i det væsentligste er motiveret i varetagelse af individuelle interesser hos enkeltpersoner. Det omtalte almennyttekriterium er imidlertid ikke udtryk for en særlig præcis afgrænsning af et fælleskommunalt trafikselskabs kompetence, og Indenrigsministeriet fandt derfor ikke, at kriteriet gav et klart grundlag for at udtale, i hvilken udstrækning et fælleskommunalt trafikselskab lovligt kunne yde befordringsrabat til pensionister. Ministeriet fandt dog, at kriteriet kunne medvirke til en afgrænsning af, hvilke kommunale hensyn der i en samlet afvejning af interesser kunne begrunde, at et fælleskommunalt trafikselskab lovligt kunne yde et tilskud, som det i den konkrete sag omhandlede. Endvidere udtalt, at det er antaget i de kommunale tilsynsmyndigheders praksis, at et fælleskommunalt trafikselskab ikke uden lovhjemmel kan tildele ydelser til enkeltpersoner, der er afgrænset efter økonomiske eller andre sociale kriterier. Derimod er det anerkendt, at trafikøkonomiske og politiske hensyn kan føre til, at et fælleskommunalt trafikselskab ved særordninger forsøger at inddrage en vis kundekreds for derved at opnå en bedre udnyttelse af det fælleskommunale trafikselskabs ressourcer. Det er således ikke ualmindeligt, at fælleskommunale trafik- selskaber har rabatordninger baseret på alderskriterier. I den konkrete sag lagde Indenrigsministeriet til grund, at den omhandlede rabatordning var begrundet i trafikpolitiske hensyn. Indenrigsministeriet fandt på denne baggrund, at rabatordningen ikke var ulovlig. Med hensyn til et spørgsmål om, hvorvidt det var lovligt, at trafikselskabets rabatordning forudsatte, at den pågældende pensionist indkøbte et årskort, bemærket, at der ikke er fastsat regler om befordringsrabat til pensionister og dermed heller SIDE 10
ikke regler for den nærmere udformning af en sådan rabatordning. Endvidere udtalt, at en kommune ikke antages at være forpligtet til at stille ydelser, der varetages på ulovbestemt grundlag, til rådighed for andre end kommunens borgere. Baggrunden herfor er, at kommunale ydelser som udgangspunkt skal komme det kommunale fællesskab til gode, hverken hele landet eller enkelte indbyggere, medmindre andet er fastsat i lovgivningen. En kommune er på den anden side ikke afskåret fra også at lade borgere, der ikke er bosat i kommunen, benytte f.eks. en rabatordning. Indenrigsministeriet fandt på den baggrund, at en kommune, der vælger også at stille en ordning med befordringsrabat til rådighed for andre end kommunens borgere som en mindre indgribende foranstaltning end helt at udelukke borgere fra andre kommuner vil kunne have en rabatordning, som vil være mere fordelagtig for borgere med bopæl i kommunen end borgere med bopæl uden for kommunen. I den konkrete sag udtalt, at trafikselskabets rabatordning for pensionister efter Indenrigsministeriets opfattelse ikke var ulovlig, selvom den ikke var fordelagtig, såfremt man kun anvendte trafikselskabets ydelser i kortere perioder. Statsforvaltningen er af den opfattelse, at den kommunal myndighed kan tilbyde borgere gratis offentlig transport i kommunen. Dette gælder også for borgere, der ikke bor i kommunen, men hvor disse benytter den gratis befordring i den pågældende kommune. Statsforvaltningen finder imidlertid ikke, at en kommunal myndighed kan yde støtte til borgere bosat udenfor kommunen i form af gratis befordring i andre kommuner. Statsforvaltningen finder herefter ikke, at Morsø Kommunalbestyrelse havde hjemmel til den trufne beslutning. Statsforvaltningen skal på denne baggrund anmode Morsø Kommunalbestyrelse om at oplyse, hvad den kommunale myndighed agter at foretage i anledning af ovenstående. SIDE 11