Steen Bonde: Ud af skammen Som jeg beskrev i kapitlet Skam, er både skyld og skam særdeles relevante størrelser i forbindelse med at have en kronisk sygdom eller et handicap. Selvom begreberne er almenmenneskelige, giver situationen med sygdom og handicap grobund for særlige skyld- og skamfølelser, som kan være problematiske at håndtere og være direkte ødelæggende for ens muligheder for at relatere socialt. Jeg beskrev endvidere i mit kapitel, at de eksistentielle begreber skyld og skam handler om henholdsvis dét, vi gør, og dét, vi er, og at vores identitet hovedsageligt er forankret i disse ting. Skammen er altså i særlig grad med til at præge min væren og mit væsen. Egentlig skyld kan jeg bekende og dermed blive tilgivet. Men det er langt sværere at komme skammen, især den kroniske skam, til livs. Hvad kan jeg gøre med den? I dette kapitel kommer jeg ud fra et eksistentielt og teologisk-kristent perspektiv med nogle bud på, hvad vi kan gøre ved skammen, og hvordan vi om muligt kan komme helt ud af den, for så vidt den er livsnedbrydende. Som præst er jeg sjælesørger, så jeg bruger begreber fra troens verden for kristendommen har efter min overbevisning noget at tilbyde, som kan mildne skammens nedbrydende virkning og bidrage med nyt selvværd til den, der har behov for det. Det er ikke sikkert, du deler min tro, men du kan måske oversætte meningen til dit eget sprog eller lære mit. Gud er for mig en realitet, hvem, hvad og hvordan Gud så end er. Det vigtige er, at Gud kommer os i møde og også er et terapeutisk begreb. I en terapeutisk sammenhæng kan gudsbegrebet være helende og virkningsfuldt. Det kommer jeg tilbage til. Det kan også være nedbrydende og forgifte ens selvbillede og identitet, hvis man har et gudsbillede, der ikke levner plads til fejl, mangler, vrede, synd, skam, skyld og lignende. Hvis den gud, man har et billede af, ikke kan gøre andet med ens menneskelige svagheder end at straffe dem, er det nedbrydende. Min Gud må have nogle muligheder for at gøre noget mere konstruktivt ved mig og mine svagheder. Den teologiske og sjælesørgeriske vej Kronisk skam er psykologisk set noget, der grundlægges i de tidligste barndomsår, fortrinsvis ved omsorgssvigt og manglende spejling i moderens eller andre omsorgspersoners blikke, hvor barnet normalt møder det åbne ansigt, det kærligt modtagende blik og den accepterende holdning. Selve skamfølelsen dukker først op senere, efterhånden som vores relationer til andre mennesker udfoldes og vores identitet udvikles. Eksistentielt-religiøst set er der efter min mening kun én vej at gå, hvis 1
vi ønsker at reducere vores skamfølelse og lære at leve godt eller bedre med den. Den vej hedder selvindsigt, åbenhed og accept. De tre forstærker indbyrdes hinanden og fører til en dynamisk proces, der efterhånden helt eller delvist befrier os fra skammen. Det, vi erkender gennem selvindsigten, lægger vi åbent frem i mødet med et andet menneske, vi har tillid til, og det andet menneskes accept af os giver os muligheden for selvaccept, som igen giver os mod til at få større selvindsigt og så fremdeles. Selvindsigten kommer af modet til at se sig selv i spejlet og erkende, hvad det er, vi ser. Af og til får vi fat i et lille hjørne af nogle dybe sammenhænge, som gennem forskellige processer bliver til selvindsigt. Kunsten er, at vi ikke bruger selvindsigten til at dunke os selv i hovedet med og gøre os endnu mindre end før, men bruger den som en anledning til at komme ud af den skam, som indsigten har blotlagt. Det fører os videre til åbenhedens styrke. Åbenheden er helt afgørende. Jeg tror, at den dybeste længsel i ethvert menneske er at blive elsket som den, man er. Dvs. at blive elsket uden at man skal forstille sig, bære maske eller tilsløre sig. At være elsket med de mange facetter, vi har eller rettere har fået indsigt i, betyder nemlig også, at vi må vise ansigt og tale ærligt. Det betyder ikke nødvendigvis at sige alt, men det, vi siger, skal være ærligt. Det er sårbart, for vi ved ikke, hvordan den anden eller de andre vil tage imod det. Det kan misbruges, hvis jeg viser noget, der plejer at være skjult. Tænk blot på de mange mennesker for det meste kendte der i diverse såkaldte biografier er blevet hængt ud i offentligheden af deres tidligere ægtefæller. Vi kan blive udsat for mobning, drillerier, udstødelse osv., hvis vi åbner os, og kan vi endnu ikke klare denne åbenhed, så må vi være tålmodige i vores fremrykning. Derfor kan vi ikke uden videre åbne os og vise ansigt. Vil vi åbne os, kan det være en god ide at gå forsigtigt til værks: tage ét skridt ad gangen, standse op og mærke, om det nu også kan gå an at tage det næste skridt. Det er selvindsigt. Det er som at gå i en mose, hvor man hele tiden må være opmærksom på, hvor man går. For menneskers kærlighed er aldrig helt betingelsesløs. Der er ganske enkelt ikke et eneste menneske, der kan elske betingelsesløst, og der er ikke et eneste menneske, der kan være alt for et andet. Men har vi gennem vores åbenhed mødt et andet menneske, der kan rumme os, er vejen banet for, at vi også kan rumme og acceptere os selv. Det vil dog uvægerligt ske, at vi bliver skuffet over det andet menneske, netop for intet menneske kan være alt for os og ikke kan elske os betingelsesløst, og da gælder det om 2
ikke at miste den nyvundne selvaccept, og det gælder om ikke at afvise det gode, vi har fået af det andet menneske. Accepten er ikke nødvendigvis en accept af det, vi måtte have gjort eller oplevet, men accept af selve skammen og af mig selv som det menneske, jeg er. Det er det samme for dem, der står den skamfulde nær. De må acceptere den andens skam og den anden, som han eller hun er og har det. Man skal altså ikke sige, at der ikke er noget at skamme sig over, men tage udgangspunkt i den kendsgerning, at den anden rent faktisk skammer sig. I det følgende vil jeg skitsere en eksistentiel-religiøs måde at arbejde med selvindsigten, åbenheden og accepten på. Det sker gennem tre trin, der kan medføre en større frihed fra skam. Det første trin er at relatere til Gud som den, der elsker og accepterer os betingelsesløst. Relationen til Gud sker i det lukkede og trygge rum. Derfor må man tage det næste trin, nemlig at relatere til andre, så de lukkede rum åbner sig og bliver mere offentlige. Det sidste trin går ud på, at relationen til andre skal modnes og udvikles til et ligeværdigt forhold, før man kan frigøre sig helt fra skammen. Det første trin: at relatere til Gud Her kommer det kristne evangelium ind i billedet. For hos Gud har vi den, der elsker os ubetinget. Gud kan blive vred, men det er en kærlighedens vrede. Hos Gud har vi den eneste, der kan være alt for os. Hos Gud finder vi den eneste, der kan bære hele vores ynkelighed og hele vores styrke. Hos Gud har vi den eneste, der kan tåle at se, hvem vi virkelig er. Det kan vi ikke engang selv. Vi kan bruge et billede fra apostelen Paulus, som i sit Andet Brev til Korintherne i kapitel 3, vers 12-18 skriver: Et sådant håb [håbet om herlighed] har vi og går derfor åbent til værks og gør ikke som Moses, der lagde et slør over sit ansigt, for at Israels børn ikke skulle se, at det, der forsvandt, hørte op. Dog forhærdedes deres tanker, for indtil den dag i dag bliver det samme slør ved med at ligge over oplæsningen af den gamle pagt uden at tages bort, for det fjernes først i Kristus. Ja, lige til i dag ligger der et slør over deres hjerte, når Moses læses op. Men hver gang én vender om til Herren, tages sløret bort Herren er Ånden, og hvor Herrens ånd er, dér er der frihed. Og alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den Herre, som Ånden er. 3
Paulus opstiller her forholdet mellem den gamle lov og evangeliet. Den gamle lov siger, hvordan vi skal opføre os. Den er altså som al lov et forsøg på at adfærdsregulere vores handlinger. Den taler om det, vi bør, og det, vi ikke bør. Den forholder sig til vores gøren. Når vi gør noget, vi ikke bør, overtræder vi loven. Vores handlinger skjuler ofte vores væsen, altså det, der har med vores væren og identitet at gøre. Det er det, Jesus så ofte anfægter ved farisæerne og de skriftkloge. De er kalkede grave, siger han, dvs. udenpå ser de fine, hvide og rene ud, men indeni er de fulde af død og forrådnelse det er det, som Paulus her kalder for hjertets forhærdelse. Vores handlinger kan skjule dem, vi er. Det er, som vi så, den ene af de strategier, vi kan anvende, når vi har noget at skjule, som vi ikke vil være ved (se omtalen af skammens kompas i kapitlet Skam ). Når noget skjules, fordi vi ikke vil være ved det, så er det, fordi vi skammer os over det. Der kan selvfølgelig være andre grunde til at skjule noget, f.eks. hensyn til andre, men det er ikke det, der er tale om her. Moses havde mødt Gud ansigt til ansigt ganske vist i mulmet, der indhyllede bjerget. Det gjorde, at hans ansigt lyste som en afglans af den herlighed, han havde set. Men glansen svandt bort, forklarer Paulus, og Moses stod tilbage med ti bud på to tavler. Det, som Paulus her vil sige, er, at buddene ikke kan forvandle noget som helst. De kan kun forandre vores adfærd, hvis de kan få os til at gøre, hvad de byder os: slå ikke ihjel, lyv ikke, begær ikke din næstes ejendom, begær ikke din næstes hustru osv. Vi kan altså tilsløre, hvem vi er, ved at gøre det, som loven byder os at gøre. Der ligger et slør over loven, dvs. den tilslører både, hvordan Gud og vi selv er. Sløret kan ikke fjernes ved loven, skriver Paulus. Men ved omvendelse til Herren tages sløret bort. Omvendelse er et herligt ord, men det opfattes ofte negativt. For mange leder det tanken hen på at tage afstand fra noget, vi har gjort, og på at vende sig fra synden og skylden. Det får os måske til at tænke på at blive bedre mennesker, angre i sæk og aske, offentligt bekende fejltagelser og lignende. Men det er lovens Gud, som tilslører sig og os. Jeg vil gerne tegne et andet billede. Når vi går ud og målrettet forfølger et mål, så går vi gerne den lige vej og snyder os selv for de oplevelser og erfaringer, der ligger i de andre retninger. At omvende sig betyder at fjerne skyklapperne og åbne horisonten, så vi tager bestik af, hvilke andre retninger vi kunne gå i. Alle de tanker og følelser, der præger os i hverdagen, som ofte har noget at gøre med at holde sammen på hverdagen og på os selv, kunne sættes i et andet perspektiv, hvis vi så os lidt omkring til alle sider. Ordet omvendelse betyder at fatte et andet sind. Det har altså noget at gøre med at ændre det sindelag, vi har, at lade andre indtryk og impulser fylde vores sind, så vi måske ser lidt mere klart, hvad livet drejer sig om. Men det har først og fremmest at gøre med at vende sig mod Gud, altså at 4
se i Guds retning og efter alt det, der hører Gud til i den horisont, der åbner sig for os, når vi begynder at se os omkring til alle sider. Vi kan også sige, at omvendelse betyder at vende sig fra lovens vej til evangeliets vej, hvor lovens vej har at gøre med vores handlinger og evangeliets vej har at gøre med vores væren. Når vi bliver konfronteret med vores eget liv i mødet med Gud og Guds horisont, åbner der sig helt nye muligheder, og med de nye muligheder sker der også en afsløring af det, der har været. Nye muligheder klinger positivt, mens afsløring er et ord, der måske ikke behager os så meget. En afsløring er jo at blive blottet, og det føles sjældent godt i hvert fald ikke i første gang. Nu er det vigtigt, at det ikke er en blottelse eller afsløring i forhold til hvem som helst; det ville være for sårbart. Nej, det er en afsløring i forhold til Gud. Det kan virke lidt skræmmende, men ved nærmere eftertanke er det måske det, vi allermest længes efter: at finde den frihed, hvor vi kan være afslørede som dem, vi er, med alt, hvad der er og dog elsket. For der er frihed i at kunne være den, man er, lige nu og her og med alt det, man så gerne vil skjule for andre og måske også for sig selv. Der er en frihed i at være den, man er, især hvis man bliver mødt med Guds ubetingede kærlighed og accept. At være elsket på trods af alt det, man søger at skjule og ikke kan lide ved sig selv dét tror jeg er menneskets dybeste længsel. Og det forudsætter, at vi tager sløret af, at vi af-sløres, for ellers kan den, der skal elske mig, jo ikke se, hvem jeg er, og hvem det er, han eller hun skal elske. Sådan er det at se Gud. Først gør det ondt. Bagefter er det langt bedre og meget forløsende. Det, der gør ondt, er, at vi ikke blot kommer til at vise os, som vi er, for Gud, men at Gud eller Guds Ånd er et spejl, som Paulus taler om det. Vi skuer Guds herlighed med utilsløret ansigt i et spejl, nemlig den herlighed, som Guds Ånd har givet vores ansigt. Det er jo os selv, vi ser i spejlet. Det er et billede på, at når Gud kan se og elske os, som vi er, har vi også mulighed for at se os selv i øjnene uden at sænke blikket. Hvis vi vil slippe ud af skammens trykkende åg, skal vi med andre ord kunne se os selv i spejlet. Vi skal endda kunne glæde os over den, vi ser i spejlet, elske os selv med det hele, fordi Gud elsker os med det hele. Vi skal altså ikke gøre det for at slippe af med skammen, skylden eller synden; for så ville vi jo ikke længere være dem, vi er. Det er for at se os selv med hele vores liv, vores gode og dårlige sider, vores smukke og grimme måder at være på, vores fejl og mangler, vores kommen til kort, vores triumfer og nederlag, ja det hele, at vi skal vende om, lade os afsløre, se os selv i spejlet og sige: et elsket menneske! Det er her, at den forvandling, som Paulus taler om, kan ske. 5
Den sker ikke efter vores egne ønsker eller idealbilleder. Men den sker i mødet med det moderlige, anerkendende, accepterende, kærlige blik, som Gud ser os med. Vi kan med andre ord sige, at evangeliet set fra denne vinkel handler om at få det blik, vi ikke fik i tilstrækkelig grad som helt små, og gennem dette genvinde noget af den værdighed og stolthed, åbenhed og tillid, som vi kom til verden med. Det er kun det første skridt, som nogen endda må springe over. Man må springe det over, hvis man ikke kan slippe den dømmende Gud, som hele tiden holder øje med ens mindste bevægelser og er klar til at slå ned på ens mindste fejl. Det er lovens Gud. Eller man må springe det over, hvis man overhovedet ikke kan forholde sig til Gud. Endelig er der den mulighed, som måske nok er den mest almindelige, at vi må bevæge os mellem relationen til Gud og relationen til andre mennesker, hvor gode erfaringer fra den ene relation kan overføres til den anden relation, således at det første trin vekselvirker med det næste trin. Det næste trin: at relatere åbent til andre mennesker Evangelisten Lukas fortæller i kapitel 8, vers 42-48 om en kvinde, der lider af kroniske blødninger: Men der var en kvinde, som i tolv år havde lidt af blødninger, og selv om hun havde brugt alt, hvad hun ejede, på læger, kunne hun ikke helbredes af nogen. Hun nærmede sig Jesus bagfra og rørte ved kvasten på hans kappe, og straks ophørte hendes blødninger. Jesus sagde: Hvem var det, der rørte ved mig? Da ingen ville være ved det, sagde Peter: Mester, folk trænges jo om dig, og de skubber. Men Jesus sagde: Der var en, som rørte ved mig, for jeg mærkede, at der udgik en kraft fra mig. Da kvinden så, at det ikke var forblevet ubemærket, kom hun skælvende frem, og hun faldt ned for ham og fortalte i hele folkets påhør, hvorfor hun havde rørt ved ham, og hvordan hun straks var blevet helbredt. Han sagde til hende: Datter, din tro har frelst dig. Gå bort med fred! Denne kvinde har helt naturligt opsøgt enhver, som kunne tænkes at kunne gøre noget ved hendes sygdom. Hun har brugt hele sin formue på det og er nu helt fallit. Hun har sikkert fået mange gode råd af læger og kvaksalvere kostplaner, motionsplaner, præparater til at indtage og andre til at gnide ind i huden, religiøse råd om at gå til præsterne og lade sig rense, bade sig i forskellige floder eller urtebade. Men intet af dette har hjulpet. Hun er uren. Det var man dengang, hvis man blødte, og det var skamfuldt. Hun var endvidere fattig, og det var skamfuldt. Hun kunne ikke helbredes, og det mente man var, fordi hun sikkert havde begået en utilgivelig synd hvilket ligeledes var skamfuldt. 6
Kvinden nærmer sig bagfra og vil blot røre ved Jesus. Også det tyder på, at hun er fuld af skam, for hun vil gøre det ubemærket. Men Jesus mærker det og vil vide, hvem der har rørt ved ham. Kvinden vil dog ikke give sig til kende også dét er et tegn på, at hun skammer sig. Hun bruger skamkompasset, som jeg beskrev i mit første kapitel i denne bog, og flygter mod nord, dvs. trækker sig tilbage og isolerer sig. Efter et stykke tid, da Jesus bliver ved med at søge i skaren, giver hun sig alligevel til kende. Det kan være, det er ved at blive for pinligt, at alle er under mistanke. Kvinden er blevet helbredt eller med Jesu ord derfor: frelst. Der er i kristendommen en tydelig sammentænkning af begreberne frelse og helbredelse, som begge har rod i det græske ord sotería og begge peger hen på Guds rige. Udsagnet om kvinden kunne man derfor lige så godt oversætte Din tro har helbredt dig. Vi har ikke alle de samme evner for at helbrede andre mennesker, som Jesus havde. Men vi har alle muligheden for at frelse vores medmennesker. Kvinden var frelst eller helbredt fra sin sygdom, men det lader til, at frelsen handler om mere end det. I forlængelse af den græske dobbelthed omkring ordene frelse/helbredelse er frelse dermed et holistisk begreb; det vil sige, at det omfatter hele mennesket. Ud over sin fysiske sygdom blev hun også helbredt for sin psykiske eller eksistentielle sygdom og fik lov til at blive et helt eller helet menneske. Hvordan? Hun blev set på med accept af et andet menneske, der var helt klar over, at helbredelsen af hendes fysiske sygdom kun var en del af hendes problem. Jesus søgte hendes blik, søgte den kontakt, der opstår, når to mennesker mødes ansigt til ansigt i afgørende øjeblikke. Og hun blev formodentlig også set af hele skaren, der stod omkring hende og Jesus. Hun havde erkendt sin sygdom, men ikke sin skam. Det var sygdommen, hun ville helbredes fra, men der var også noget andet, hun ikke havde erkendt, og som indskrænkede hendes livsudfoldelse. Åbenhed, selvindsigt og accept er den egentlige vej ud af skammen. Det fandt hun i mødet med Jesus og formodentlig også i mødet med de andre, der stod omkring ham. Har man erkendt, at man er ramt af skam, er det af afgørende betydning at blive mødt og set af andre. Det kan man gøre ved, at man finder et eller flere mennesker, man kan åbne sig for og finde accept hos. Det er sårbart, for intet menneske kan elske os helt ubetinget, men det er den eneste vej. Det kan ske ved langsomt at åbne sig og langsomt erfare accept; ved at fortælle andre om ens liv uden at analysere det eller undskylde det. Det kan for så vidt godt være en professionel hjælper, altså en terapeut, psykolog, coach eller præst, men det er bedst, hvis man ikke skal købe sig til hjælpen. Når man åbner sig for en professionel, sker det i et lukket rum, som i første omgang kan 7
være trygt og godt, og det kan også være et nødvendigt første skridt. Men som jeg tidligere har pointeret, er skam en socialt betinget følelse, så åbenheden i det lukkede terapeutiske eller sjælesørgeriske rum må følges op af åbenhed i de mere åbne sociale rum. De enkelte trin er de samme, uanset hvem man åbner sig over for, nemlig selvindsigt, åbenhed og accept. Det sidste trin: at slippe sine hjælpere Her kan vi knytte an til ovenstående beretning fra Lukasevangeliet. Gå bort i fred!, siger Jesus. Jesus kaldte mange disciple. På et tidspunkt var der 70. Han kaldte også andre, som måtte gå bedrøvede bort, fordi de ikke ville give slip på det, der bandt dem. Andre blev skuffede over hans budskab og gerninger og forlod ham. Men dem, han hjalp, kaldte han ikke som disciple. De blev sendt bort med fred eller en formaning eller et ord at tænke over. Jeg tror, det var, fordi Jesus vidste, at den, der er blevet hjulpet, må forlade sin hjælper for at finde sin egen vej og for ikke at blive knyttet af taknemmelighed til den, der har hjulpet en. Det skridt kan vi kun tage alene, selv om det også har at gøre med relationer. Det er nemlig at frigøre sig fra den relation eller de relationer, vi er blevet afhængige af, og i stedet finde ind til vores eget selv. Det er et nødvendigt skridt, som svarer til barnets løsrivelse fra forældrene på vejen mod selvstændighed og modenhed. Løsrivelsen afbryder ikke relationen, men ændrer den på en måde, så det nu bliver to ligeværdige mennesker, der relaterer til hinanden. Det indebærer også, at vi selv bliver mere robuste, mindre afhængige af andre og mere ligeværdige. Vi kan herefter modtage kritik og acceptere vores egne og andres grænser og begrænsninger. Og vi kan frem for alt lære at acceptere vores egne fejl, vores utilstrækkelighed og vores mørke sider, selv om det kan gøre ondt. Og så er vi godt på vej ud af skammen. Selvindsigt, åbenhed og accept sådan! Hvis vi vil arbejde på at slippe ud af den usunde, kroniske skams greb, så må vi først og fremmest acceptere den, hvis det er muligt. Dette kapitel har præsenteret nogle teologiske redskaber, der måske kan hjælpe på vejen til at kunne acceptere og tåle at leve med skammen eller komme helt ud af den. Tager vi udgangspunkt i Guds accept, har vi efter min mening det bedste grundlag for at finde ind til en selvaccept, hvis vi altså har et gudsbillede, der kan rumme os, som vi er. Så kan vi lære at acceptere os selv og være dem, vi inderst inde er: med alle fejl og ubrugte evner, med al 8
skyld og alle ønsker om at gøre godt igen, med al skam og glæde over os selv, med vores kommen til kort og vores succeser, ligesom vi kan acceptere os selv med al vores angst og vores længsler, med vores egoisme og selvopofrelse, med afmagt og magt, med smerte og det, der er helet, og med vores fald og evne til at rejse os op igen, når vi er blevet blæst omkuld. Og så lige en sidste ting: at acceptere noget er ikke det samme som at det skal forblive som det er i al fremtid. Accepten er blot forudsætningen for og det første skridt på en vej, som fører mod forandring. Jeg vil ønske dig Guds fred på din vej. 9