22.s.e.trin.A 2017 Matt 18,23-35 Salmer: 753-523-522 885-845-598 Det er sagt så klogt: Den som ikke kan tilgive andre, brænder den bro ned, som han selv skal gå over. Det er rigtigt. Vi er klart afhængige af, at andre er villige til at tilgive os. Vi kan ikke -med hånden på hjertetpåstå, at vi aldrig gør noget forkert. Derfor er vi afhængige af andres overbærenhed og tilgivelse. Og det er det klare argument for, at vi også skal tilgive andre. Man kan ikke kræve noget af andre, som man ikke selv vil give. Men det er ikke let. Hvis vi er ærlige, så ved vi godt, hvor svært det er. Peter kommer til Jesus med problemet sat på spidsen. Hvor mange gange er det rimeligt, at man skal tilgive sit medmenneske? 7 gange er det ikke passende? Der må vel også være en grænse. Hvad betyder min tilgivelse egentlig, når man blot gør det forkerte den ene gang efter den anden? Skal man ikke også kunne forlange en vis form for alvor her? Bliver en uendelig eftergivenhed ikke blot et bekvemt alibi til at gøre det 1
forkerte igen og igen? Jeg synes Peter netop er den her ærlige sjæl. Han er netop kun et menneske. Han ved, at én ting er at sige: jeg tilgiver dig, -noget andet er det at tilgive af hjertet. Og er der ikke forskel på synd, forskel på onde gerninger? Er der ikke nogle ugerninger, som man på en måde ikke kan forlange at man skal tilgive? Det er svært. Frygteligt svært. Det har været fremme i pressen, at børn, der har oplevet, at på trods af deres far har forgrebet sig på dem, - stadig kan de tvinges til at have samvær med deres far. Børn, som har oplevet noget af det værste, man kan tænke sig, pædofili fra den allernærmeste, -at det barn kan tvinges til at skulle besøge sin far i fængslet og derved skal have samvær med den, der har forvoldt noget så unævneligt ondt. Det gør ondt i mit inderste væsen at tænke på det. Hvad kan det ikke gøre ved sådanne børn? Men på den anden side: er pædofili sat udenfor tilgivelsens mulighed, og hvis nu faren virkelig af hjertet angrer bitterligt og vil gøre alt for at rette op på det forfærdelige. Bør han så ikke 2
have muligheden for at få tilgivelse og en ny chance? Det er noget, der trækker i hver sin retning, synes man. Der er dog et aspekt her, som vi ikke kan komme udenom. En ting er at tilgive, en anden ting er at glemme. En ting er at tilgive, en anden ting er de langtidsvirkninger, som den onde gerning kan ha. Der er tillidsbrud, der er så store, at de ikke kan glemmes. Som en elsket kop der går i stykker, og som man møjsommeligt limer sammen. Den kan godt bruges, men sporene af bruddet kan ikke fjernes. Det kan ses, -det kan mærkes og koppen er ikke så stærk som førhen. Jeg kan ikke sætte mig ind i, hvordan det må være at opleve et overgreb fra en forælder. Men jeg har ofte hørt om det, og også i mindre målestok oplevet hvordan børn bliver i den grad svigtet af deres allernærmeste, -af dem, som skulle være der frem for andre, som skulle give deres børn den kærligste opvækst og så i stedet gør det stik modsatte. Jeg kan ikke forestille mig det, -for så skal man tror jeg- 3
opleve det på sin egen krop. Jeg har haft en god og tryg opvækst. Men selvom jeg heldigvis på den måde ikke kan forestille mig disse overgrebs indvirkning på et barns liv, så kan jeg levende forestille mig, at det ikke er noget, man kan glemme. Man kan måske med tiden forsone sig med det skete. Måske kan man nå dertil, at man giver tilgivelsen. Men glemme -det kan man ikke. Der er ar på sjælen, der er brud, der ikke kan skjules, og tilliden, der blev brudt så voldsomt, bliver aldrig så stærk, som den var før. Og én ting synes sikkert: man bør ikke tvinge de sårede sjæle at have samkvem med dem, der har gjort dem så meget ondt. Sådan tror jeg vi i bund og grund alle sammen føler det, -også på trods af at vi vil mene, at tilgivelsen skal være gældende, og at der altid skal gives en ny chance til ethvert menneske. På den baggrund må jeg sige: jeg kan godt li Peters spørgsmål. Han er den ægte, -den der søger mod sandheden og den, der udfordrer sin tro og afdækker sin tvivl. Derfor er Peter så god for alle vi andre her så 4
mange år efter. Han er det sande menneske, der åbner mange døre for os med et svageligt sind. Men hvad svarer Jesus så: ikke syv gange, -men 77 gange, eller sagt med andre ord: hver gang, -hver gang skal vi tilgi, vi må ikke sætte et øvre mål. Vi må ikke nægte nogen vores tilgivelse, for så brænder vi den bro ned, vi selv skal gå over. Og så -som illustration fortæller Jesus lignelsen om den gældbundne tjener. Den tjener, der får eftergivet et kæmpegæld hos kongen, men så lige efter nægter at eftergive en klatgæld i forhold til en kollega. Det er klart, at der er tale om en komplet ryggesløs person her, og hans inderlige bøn om eftergivelse hos kongen, det er blot en facade. Han bliver lettet over at slippe så billigt, men den gode gerning mod ham får ingen betydning i hans inderste sjæl. Moralen er selvfølgelig den indlysende, at vi skal tilgive vores medmennesker, fordi vi i så rigt mål, ja grænseløst bliver tilgivet af Gud. Men det er den umiddelbare pointe i historien. Der er dog også en anden pointe at tage med i 5
betragtning. Da kongen får fortalt om tjenerens hårde sind, kalder han ham til sig og trækker sin eftergivelse tilbage, og som der står: Og hans herre blev vred og overlod ham til bødlerne, indtil han fik betalt alt, hvad han skyldte. Godt nok eftergiver kongen ham den kæmpestore gæld, men da han indser at hele forudsætningen for eftergivelsen er falsk, så trækkes eftergivelsen tilbage. Og når kongen i lignelsen er et billede på Gud, så handler det om, at Gud tilgiver os fuldt ud, uden grænser og uden ende. Og i Guds øjne er ingen synd for stor til, at den ikke kan tilgives. Men der skal være en mening med det så at sige. Det skal betyde noget. Det skal få en betydning i vores forhold til vores medmennesker. Ja, og en forudsætning, -et reelt grundlag for tilgivelsen det er dog, at vi angrer, at vi af hjertet fortryder, og at vi stræber efter ikke at gøre det forkerte igen og igen. Hvis tilgivelsen blot bliver et alibi til at gøre det forkerte igen og igen. Hvis vi slet ikke reflekterer over vores synders 6
forladelse, så bliver tilgivelsen på en måde ligegyldig, uden betydning, uden værdi. Peter og vi andre får at vide, at vi skal tilgi vores medmennesker uden grænser, fordi vi selv tilgi s af Gud uden grænser, men af historien kan vi også forstå at netop tilgivelsen er en gave, vi modtager, en dyrebar, ja livsvigtig gave, men den skal tages imod og æres netop som en dyrebar gave. Og gør vi som den gældbundne tjener, der bare siger tak for eftergivelsen af den kæmpestore gæld, men ikke ser det andet end som en bekvem udgang på et problem, og ikke en start på et nyt liv, -ja så tager vi reelt ikke tilgivelsen til hjertet. Man kan ikke sige, at Gud vil nægte os tilgivelse. Som den evigt kærlige far, han er, så vil han aldrig sige nej til en bøn om tilgivelse. Og det skal vi være evigt taknemmelige for. Men på den anden side: vi ringeagter selv tilgivelsen, hvis vi ikke tager imod den med alvor og lader den være virksom i vores liv. Nåden er din dagligdag, hverdagen, det nære 7
Mennesker at leve med, nåden er: at være. Sang vi sammen i Johannes Møllehaves smukke og enkle sang om nåden. Nåden fra Gud der er ny hver morgen. Den nåde der gør, at vi ikke skal gå under i fortvivlelse og skam og frygt for Gud. Nåden er, at det mørke, det onde, synden slettes ud. Ja, virkelig slettes, som om det aldrig var sket. For det kan Gud, og sådan har han valgt at være overfor os. Den evigt elskende Gud. Den altid eftergivende kærlige Gud. Det er en kæmpe befrielse, at Guds nåde er ny hver morgen, og at vi hver dag gives en ny chance, en ren tavle. Vi behøver ikke at frygte for, at Gud vil straffe os, når vi gør noget forkert, når vi synder imod hans bud om kærlighed. Med Guds grænseløse nåde forstummer hver tanke: hvad har jeg gjort siden det skulle gå mig så galt, hvorfor straffer Gud mig med den sygdom, - med den ulykke, med den sorg? Sådan er det ikke. Sådan hænger det ikke sammen. Gud vil os alt godt. Hans nåde er ny hver morgen, som Møllehave udtrykker det: 8
Nåden er et ord fra Gud over alle dage Nåden er, når alt er tabt, at få alt tilbage. Og nåden er at være, -nåden er at leve kærligheden ud, og nåden er at få styrken til at række nåden videre. Ikke syv gange, kære Peter, -men 77 gange, formaner Jesus, og Peter har nok sukket og i sit inderste tænkt: jamen det kan jeg slet ikke leve op til, og hvordan skal jeg glemme alt det, min bror gør imod mig. Jeg er da kun et menneske. Jesus kender hver tanke, og han kender Peter og dermed også os bedre, end vi kender os selv, og han ved, at det er svært. Og vi kan som mennesker heller ikke løbe fra, at vi ikke kan glemme de store svigt, både dem vi selv forvolder og dem, vi må opleve på egen krop. Der er ar på sjælen, der ikke forsvinder. Der er tillidsbrud, der er så dybe, at vi ikke kan gøre dem til intet i vores inderste tanker. Vel, det er forkert, men vi er skabte mennesker, og ikke skaberen selv. Vores nåde er ikke Guds nåde. Vores kærlighed og tilgivelse er ikke som Guds. Men det forstår Gud også, og det må vi så også 9
forsone os med og da gøre det så godt og så langt vi overhovedet kan og finde fred i det. Amen 10