C. Høringstema: Samfundets styring 7. høringsindlæg: Dekan Tage Bild: Samfundets styring af universiteterne: Der er stor konkurrence om at definere de samfundsinteresser, som universiteterne skal varetage, og de krav den globale udvikling stiller om fornyelse og omfunktionering. Debatten om universiteternes formål er både interessant og nødvendig. Den skal jeg imidlertid ikke blande mig i lige nu. Foreløbig kan man vist roligt sige at debatten ikke har ført til nogen større klarhed. Den tegner et broget billede med delvis modstridende krav og forventninger. Det eneste der på forunderlig vis har kunnet samle en ret bred politisk enighed er, at universiteternes styreform skal ændres. Den hyppigst nævnte organisationsmodel er den gammelkendte hierarkiske model med bestyrelse, ansat direktør og mellemledere, som alle kender fra industrien. Hvorfor netop den model ud af flere mulige skulle være den bedste, er der ikke argumenteret for! Ledelsesdiskussionen synes i virkeligheden at handle om, at man ikke rigtig ved hvad man vil med universiteterne. Det er da at gribe ledelsesspørgsmålet an på en bagvendt måde, som et rationalt politisk system burde skamme sig over! Udgangspunktet må være de mål, man vil nå. Vi har en universitetslov. Her har folketinget allerede defineret samfundsinteressen - og det er hvad universiteterne har haft at holde sig til. Ifølge loven har vi tre kerneopgaver: forskning, undervisning og formidling. Vi skal værne om forskningsfriheden og selv træffe "afgørelse om den forskning, der skal drives". Undervisningen er forskningsbaseret og den vigtigste formidling sker via de højtuddannede kandidater, der spredes ud til alle dele af samfundet. Halveringstiden på viden falder hele tiden. Om 10 år vil vi skulle undervise i store stofområder, der ikke er kendt endnu. Men ambitionen om grundig indsigt i videnskabelig metode og grundvidenskabelige problemer tillader os at udsende kandidater, der selv har lært at lære - at følge med og forny sig - så de ikke skal sendes på efteruddannelse hvert andet øjeblik. Formidling sker selvfølgelig også gennem bøger og tidsskrifter - og internationalt har dansk forskning placeret sig på en måde, som vi kun kan være stolte af. På visse områder ligger vi endda i front. Hvis man vil ændre universiteternes styreform, må man først og fremmest dømme den nuværende ledelse i forhold til de tre kerneopgaver. Men en sådan argumentation er det svært at finde i det mangelfulde beslutningsgrundlag. Det gælder også Forskningskommissionen. Ved siden af universitetslovens klare formålsparagraffer er der åbenbart et sæt andre målsætninger, vi skal dømmes på. Men hvad er det så for nogle? Udviklingskontrakten og især flerårsaftalen med fokuspunkterne, der førte til et tillæg til udviklingskontrakten, viser at man ikke mere finder universitetslovens formål tilstrækkelig dækkende. I flerårsaftalen blev der formuleret en række mål, der kan betragtes som et politisk tillæg til universitetsloven. Herefter fik vi at vide at vi 1
nu ville få ro i fire år, og så skulle indsatsen vurderes. Det har vi sat alle kræfter ind på. Men allerede nu - inden første års afrapportering - mener man at kunne afgøre at den valgte ledelse ikke har været effektiv nok, hvorfor vi må have noget andet. Heller ikke flerårsaftalen synes altså at indgå i beslutningsgrundlaget. Måske er kritikken motiveret i formål, man nødigt vil tale klart om. Bevillingerne taler her sit eget sprog. Når vi (som påvist i Forskningskommissionens betænkning) i perioden 1985-99 har skullet undervise 58 % flere kandidatstuderende med et antal lærere, der kun er vokset 9 %, så kan det forstås som et signal om, at vi forventes at omstille os til en masseuddannelse hjulpet på vej af lavere krav til kandidatuddannelserne. Jamen, hvis det er en politisk målsætning, så lad os få det at vide. Snakken om nyttig forskning, der kan spændes for velfærdsstatens og erhvervslivets interesser og føre til hurtige patenter og kommerciel udvikling, tyder også om en dagsorden, der ligger uden for universitetsloven. Hvis man synes at Danmark er for lille til at have råd til førsteklasses universiteter med fri grundforskning, men må koncentrere de sparsomme ressourcer om mere kortsigtet erhvervsskoling baseret på program- og målforskning, så sig det åbent. Så ved vi i det mindste hvor vi står. De løbende nedskæringer siden 1998 læser jeg som et budskab om, at vi må vænne os til at hente en større del af vore bevillinger gennem kontrakter med offentlige myndigheder og erhvervslivet. Hvis det er signalet, så sig det klart. Som valgt leder på universitetet føler jeg mig svigtet af politikerne. Vi er blevet placeret i et uklart farvand med et modstridende politisk signalsystem. Da politikerne ikke har påtaget sig ansvaret for åbent at melde ud, hvad man vil med universiteterne, er vi sat i en situation, hvor vi forventes at overkomme det hele: Både at fastholde det klassiske universitet, som det er beskrevet i universitetsloven, og samtidig honorere en række nye krav om markedsstyret uddannelsesprofil, samarbejde med erhvervslivet, efteruddannelse, "nyttig forskning" og andre ting - oven i købet med vigende bevillinger. Vi skal selv prioritere, hedder det. Men i mange tilfælde oplever jeg, at vi befinder os i en catch- 22 -situation - uanset hvordan vi vælger at prioritere kan vi blive skydeskive for kritik. Forsøger vi at honorere undervisningsministeriets krav om øget optag, får vi evalueringsinstituttet på nakken, fordi vi udtynder forskningsdækningen. Hvis vi så prioriterer undervisningen ved at øge de faste læreres undervisningstid, får vi på puklen af de internationale forskningsevalueringer som udelukkende fokuserer på om forskningen kan leve op til et internationalt niveau. Hvis vi forsøger at finansiere startomkostningerne til udvikling af nye masteruddannelser eller forskerskoler ved at trække ressourcer ud af de ordinære uddannelser, så er det også forkert. Man kan altid finde krav og forventninger, hvor vi ikke slår til. 2
Generelt synes jeg at politikerne bygger på et meget svagt beslutningsgrundlag, når der stilles forslag om en ændret ledelse. Det lægger op til en blind hovsaløsning. Som antydet er det ikke nok at se på universitetsledelserne isoleret. De eksterne vilkår for ledelse bør medtænkes før man dømmer. For at stille ledelsesdiskussionen på benene foreslår jeg følgende: 1. Lad os starte med en uafhængig - gerne international - evaluering af den måde den politiske overbygnings bevillingssystem og delvis modstridende forventninger danner de ydre vilkår for vores ledelse. En sådan evaluering kan måske også klargøre, hvilke valg politikerne nødvendigvis må foretage for at opnå konsekvens i systemet. 2. Samtidig skal vi have en grundig politisk debat, der kan afklare formålet med universiteterne og de samfundsinteresser, vi forventes at honorere. 3. Først da er der klart beslutningsgrundlag for hvilken styreform, der er mest hensigtsmæssig - og hvilken fleksibilitet der kan gives. 8. høringsindlæg Rektorkollegiets formand Henrik Toft Jensen: Samfundets styring af universiteterne Når samfundets styring af universiteterne er til debat, er det vigtigt ind imellem at træde lidt tilbage og se på, hvad det er, vi ønsker at opnå og at sikre også på det lidt længere sigt. I vores iver efter at finde hurtige løsninger på aktuelle problemer på universiteterne glemmer vi af og til nogle af de mere fundamentale værdier som universiteternes autonomi og frihed. Disse værdier er og bør imidlertid være et centralt tema i universitetsdebatten. Universitetsautonomi indeholder en række vigtige delelementer, som forskningsfrihed, frihed til at ytre sig og frihed til at prioritere også på tværs af de fremherskende strømninger. Universiteternes autonomi og frihed er imidlertid ikke en ret til at være sig selv nok og til at isolere sig fra samfundet. Universiteternes autonomi skal ses i sammenhæng med ansvarlighed. Ansvarlighed over for samfund, over for universitetets mange partnere og interessenter, virksomheder, organisationer, institutioner, græsrødder m.v. Det er en forudsætning for universiteternes uafhængighed, at der er dialog med partnere og interessenter - en dialog, der sikrer, at partnernes behov kendes på universitetet, men det er vel at mærke ikke det samme som at sige, at alle partnernes og interessenternes dagsaktuelle behov kan og bør tilgodeses. Universiteterne skal selvfølgelig være nyttige og opleves som nyttige af samfund, partnere og interessenter. Dette er en forudsætning for legitimeringen af samfundets finansiering af universiteterne. Forudsætningen for, at universiteterne kan give ordentlige og mere langtidsholdbare svar på interessenternes og partnernes ønsker og spørgsmål, er en vis uafhængighed 3
og frihed af interessenter og partnere. Hvis ikke uafhængigheden er tilstede, får interessenterne og partnerne jo bare de svar, de beder om, men det kan jo være, at det er dem, man er gladest for. Når diskussionen om bestyrelser på universiteter og universiteters autonomi føres i Europa fremhæves det ofte, at virksomheder meget gerne samarbejder med universiteter, men er forsigtige med at samarbejde med andre virksomheder. Derfor er det ikke i virksomhedernes interesse at få ændret universiteter til virksomheder. Uafhængigheden af særinteresser er nødvendige for at sikre langsigtet og uafhængig vidensudvikling. Politiske og erhvervsmæssige interesser har en tendens til at være kortsigtede. Kun ved at sikre uafhængighed af aktuelle ønsker og behov kan man sikre plads til den kritik og de alternativer, der kan bane vejen for løsninger, der tjener samfundet bedst på langt sigt. Koncentrerer man sig altid om at løse aktuelle problemer, er man hele tiden bagud. Formålet med universitetets virke er frembringelse og formidling af viden. Universitetsledelsen må have universitetet og dets formål i centrum og skal ikke først og fremmest tjene andre kortsigtede interesser. Al erfaring viser, at prioritering af universitetets egne opgaver på langt sigt giver den bedste kvalitet og tjener samfundet bedst, naturligvis under forudsætning af, at universitetet lever op til sit overordnede samfundsmæssige ansvar. Derfor er dialogen mellem universiteter, interessenterne og partnerne vigtig. Herved sker der naturligvis både en direkte og indirekte påvirkning af universiteternes udvikling. Universiteterne er jo til for at tjene samfundet ikke alene på det overordnede idé- og vidensudviklingsplan, men også som leverandører af direkte input til vidensudvikling og økonomisk vækst samt af løsninger på aktuelle problemstillinger. Det er påvist - senest i Forskningskommissionens betænkning - at universiteterne har meget stor betydning for velstand og velfærd. Det gælder tydeligvis for de større opfindelser og udviklingsprojekter som Giga. Men hertil kommer, at universiteternes stabile leverancer af kandidater og forskningsresultater er meget vigtige bidrag til velstand og velfærd. På grund af omfanget af denne aktivitet, sluger den de fleste forsknings- og udannelsesbevillinger. I Danmark modtages universiteternes stabile leverancer normalt med selvfølgelighedens tavshed. Der er imidlertid grund til at påpege, at indsatsen ikke er en selvfølgelighed, men et udtryk for det store engagement, der er i universitetsverdenen. Aktiviteter og engagement forudsætter efter min opfattelse autonomi og tillid. Når samfundets mere direkte styring af universiteterne er på dagsordenen, kan det være fornuftigt at opdele styringen i, hvad jeg i dag har valgt at kalde styringsmåden og styringsformen. Styringsmåden dækker forhold som: 1. Valgt eller udpeget ledelse 2. Demokratisk eller kollegialt styre over for bestyrelser med eksternt flertal. 4
Jeg finder, at uanset hvordan man griber det an, vil samfundets direkte styring af universiteter alt andet lige være større, når der er en udpeget rektor og en bestyrelse med eksternt flertal, og man må så vælge, hvad man ønsker. Ord som politisk udpegning lyder smukt i nogle øren vederstyggeligt i andres. Det vigtigste er efter min mening, at anvende de rette ord. Styringsmåder er i øvrigt blevet belyst af Mogens Niss og Peter Lodz, så jeg vil ikke bruge den knappe tid til at gentage universiteternes holdning. Styringsformerne er en anden og vigtig side af samfundets styring af universiteterne. (Else Sommer har gennemgået de økonomiske styreformer, som ligger i bevillingssystemerne). Det er vigtigt at understrege og fastholde, at universiteterne får bevillinger som bevillingsbegrundelser og ikke som bevillingsforudsætninger. Selv med Rigsrevisionens seneste pres i retning af at ændre begrundelser til forudsætninger er det vigtigt at fastholde, at der er tale om bevillingsbegrundelser. Dette forudsætter imidlertid, at vi meget nøje beskriver, hvad resultatet af bevillingerne blev i form af uddannelse, forskning og service til samfundet. Det forudsætter omvendt ikke, at vi nøje beskriver, hvordan resultatet blev skabt. Her bør universiteterne have frihed til at gå egne veje. Universiteter bør forpligte sig til at foretage strategisk planlægning. Derfor bør der gives mulighed for at disponere mere langsigtet. Universiteterne bør have adgang til strategiske midler, som universiteterne frit kan anvende til langsigtede satsninger og prioriteringer. Rektorkollegiet har peget på UMTS licenspengene, som kunne være baggrund for en fond eller en strategisk pulje ved hvert universitet, så der sikres mulighed for strategiske satsninger, der ikke er afhængig af de årlige konjunkturer og finanslovsforhandlinger. Ved siden af de økonomiske styreformer er der en række andre former for samfundets styring af universiteterne. I flæng kan nævnes bekendtgørelsesstyring, evalueringsstyring, styring via udviklingskontrakter og krav om bestemte typer af lanlægning. Disse styringsredskaber er udtryk for samfundets tætte styring af universiteterne. Jeg vil afslutningsvis igen understrege, at nemme, hurtige og kortsigtede løsninger på komplicerede problemer meget vel kan resultere i, at vi taber nogle af de grundlæggende kvaliteter og værdier ved universiteterne på gulvet. Autonomi og ansvarlighed samt dialog med interessenter er blandt de grundlæggende kvaliteter. Derfor vil jeg vil ydmygt bede om, at de mange initiativer, der er i gang på universiteterne, herunder forskellige justeringer og ændringer af universiteternes styre ikke sættes i stå med hurtige indgreb, der præsenterer løsningen, før problemet er beskrevet. 5