Grundtvigsk Forums mundtlige årsberetning 2015 Til indledning i denne mundtlige beretning for Grundtvigsk Forum vil jeg sige noget om et ganske lille upåagtet, men aldeles uundværligt ord. Det er ordet og som almindeligvis er helt overset. Det viser sig derved, at vi ikke tænker over det, men bare bruger det hele tiden. På en måde kan man sige, at vi ustandseligt lever, bor og forstår i et og Det gør vi fordi, ordet og på en helt enkel og selvfølgelige facon afslører forbindelser mellem mennesker og samtidig er det også med ordet og, at vi selv kan forbinde og sætte forskellige ting sammen, der ellers godt kunne stå hver for sig. Vi sammenstiller ord, fordi selv de mest enkle ting, indgår i en sammensat verden. Ordet og ændrer simpelthen det, som vi siger fra at være en remse til at få indhold af den sammenhæng, som ordet og sætter det, vi siger, ind i. For godt et år siden hørte jeg en skæv bemærkning om ordet og Eller det begyndte selvfølgelig i samtalen ikke med ordet og Men det kræver lidt forklaring. Vi var nogen, sådan som det ofte sker i disse tider, der sukkede over bureaukrati, central styring, endeløse evalueringer og kravet om dokumentation. En i selskabet gav sig til at fortælle en historie fra Københavns Universitet i 70 erne. Udgangspunktet for historien er den sætning, der står udskåret på græsk på talerstolen i festsalen på Københavns Universitet.: I ånd og sandhed Ordene er hentet fra Johannesevangeliet. Det hører med til fortællingen, at teologi, jura og samfundsvidenskab i mange år har haft en fælles administration. I 1970 blev samfundsvidenskab skilt ud fra jura og blev et selvstændigt fakultet. Hidtil havde teologi og jura delt administration og man havde en stor selvbevidsthed i de to gamle embedsmandsuddannelser. Efter sigende, bekræftede man gensidigt at kunne dække universitetets valgsprog på talerstolen: Teologiens sigte er at kunne udtale sig i spørgsmål af ånd, og juraen at kunne dømme ud fra, hvad der kan føres bevis for som sandt. Men hvad så med det samfundsvidenskabelige fakultet? Målt på talerstolens højtidelige inskription var der et vittigt hoved, som tildelte ordet og til det samfundsvidenskabelige fakultet. Så latterligt og letbenet, kunne man sige målt på juraens fornemme og samfundskonstituerende funktion. Af lov skal land bygges, og når der dømmes skal dommeren som symbolet på en retfærdig dom, holde vægtskolen med bind for øjnene, for på den måde at bestræbe sig på at dømme retfærdigt og sandt. Og teologien skal med uddannelse af præster til menigheden, medvirke til at forkynde kristendom og knytte mennesker sammen i et levende og åndeligt fællesskab, så ordet har frit løb. Det er anderledes prosaisk, som samfundsvidenskaberne, at måtte gå for at være markeret af ordet og. Der er imidlertid en pointe i det og som har noget med forståelsen af det grundtvigske DNA i det danske samfund at gøre. Det grundtvigske aftryk, eller grundtvigianismen om man vil, kan ses i forholdet mellem stat og civilsamfund og i en kirke, organiseret i menigheder. Når det fortsat giver så god mening at tale om folkelighed, så er det fordi, det er folkeligheden, de forskellige kulturelle fællesskaber, fx forældresamarbejde om en skole, men også i foreninger og i det næringsdrivende erhvervsliv, der forbinder stat og civilsamfund. Helt parallelt med folkeligheden, er det kristeligheden, der forbinder menighederne i kirken. Det viser sig i en veludbygget samfundsmæssig forståelse for, at de opgaver, der hører til i vores liv med hinanden, godt kan løses under udfoldelse af både frihed og fantasi, hvad enten det er den borgerlige frihed, der er
med til at danne tankegangen til fælles bedste, eller det er den kristelige frihed, der danner hjertet. Det er blevet meget almindeligt at bruge ordet konkret i modsætning til abstrakt. Vi taler om det konkrete fællesskab eller om den konkrete menighed. Men Grundtvig digtede om liv, og om den levende ånd. Med henvisning til inskriptionen på talerstolen kan man sige, at Grundtvig gjorde opmærksom på betydningen af sammensætningen af liv og sandhed, ved i sine sange og salmer altid at sætte liv og levende foran. Er det så bare grundtvigsk bragesnak? Nej! Liv og det levende betyder, at livets mangfoldighed i de kulturelle sammenhænge er altings prøvesten. Vi kan ikke nøjes med at tale om ånd og sandhed, vi må interessere os for, hvordan det forbindes med det levende samfundsliv, hvad enten det er i kirken, skolen eller i de forskellige kulturelle fællesskaber. Sidste år ved årsmødet i Vingsted afrundede Niels Henrik Arendt sine indledende betragtninger med et billede, som stadig gælder for arbejdet i år, som han det meste af tiden stod i spidsen for som formand: I Grundtvigsk Forum vender vi 'ansigtet til musikken', dvs. vi forholder os til den virkelighed, som nu engang foreligger her [..], politisk, samfundsmæssigt, kirkeligt. Ikke på forhånd afvisende, snarere nysgerrigt, på udkig efter ånden i det, der foregår. I det følgende vil jeg knytte kommentarer til den skriftlige beretning og fortrinsvis forholde mig til Styrelsens arbejde, som det er organiseret i hovedudvalg med hver sit område: kirke, skole og samfund og kultur. Hertil kommer en række samarbejdsudvalg: Sydslesvig, Skærum Mølle og Liselund udvalg. Velvidende at Grundtvigsk Forum også omfatter arbejdet rundt om i kredsene. Forbindelseslinjerne mellem kredse og styrelse er båret af en nysgerrig, kritisk og konstruktiv interesse for vores samfund og hvor det er på vej hen. Jeg bilder mig ind, at de arrangementer og diskussioner, som bliver ført rundt omkring finder sted, i et krydsfelt mellem den folkelige frihed og den kristne frihed. Netop derfor er de livsvigtige og ikke lige gyldige. Jes Fabricius kalder i bogen Grundtvigianismen i det 20. århundrede betydningen af navnet Grundtvig for en erindringspolitisk slagmark. Det forpligter. Kultur og samfund I det samfunds- og kulturpolitiske udvalg er aktivitetsniveauet højt, og det har en retning. Folkeoplysning er noget, der sker i mødet og i samtalen mellem mennesker. Senest har der for andet år i træk været besøg af en gruppe lærere fra Rusland. Da de kom hjem, skrev de en tak hvor de konstaterede, at det var nyt og brugbart for Rusland: I har en stor frihed, demokrati og kan vælge mellem mange forskellige slags skoler, der er tillid mellem folk, og så mange er aktive borgere. Skolerne skal ikke kun lære eleverne fag, men også danne dem til et samfundsliv det er helt modsat i Rusland. De skrev, at de havde fået inspiration til at åbne deres skoler regelmæssigt for folkelige debatter og samtaler for at være med til at skabe demokrati. Og de har ønsker om et samarbejde med skoler i Danmark. Der bliver fortsat lavet samtalekort til samtaledagen i år om tillid og til sommer i forbindelse med kirkedagene i København: om eksistens.
Emnet for de alternative åbningstaler, som hvert år bliver holdt under overskriften Det lange lys på Danmark, i den store sal i september forud for Folketingets åbning, var i år tillid. Debatten på dagen kom aktuelt til at handle om, hvad der sker i vores samfund i Danmark, efter, at der er kommet flygtninge over grænsen til Europa i et tal, som vi ikke har set siden 2. verdenskrig. Det rykker ved holdningerne, og gør modsætninger og meningsforskelle dybere, fordi der er meget på spil. Situationen er alvorlig for de mennesker, der er på flugt fra krig, og der står også noget på spil i de samfund, som flygtningene kommer til. Dilemmaerne står i kø, og bliver trukket skarpt op, når lovgivning og legitimitet mangler, og der er en stor politisk uenighed, men det er jo et tegn på, at sagen ikke er til at komme uden om. I forhold til flygtningene tog Grundtvigsk Forum i Holstebro allerede i foråret kontakt til det lokale flygtningecenter og inviterede til et sangarrangement ud fra den overvejelse, at i et grundtvigsk perspektiv, så må flygtninge og folkeoplysning hænge sammen. Også fra Holstebro har der i forbindelse med et demokratiprojekt for unge været en gruppe fra Holstebro på Vartov. De unge besøgte en række forskellige ungdomsmiljøer i København. Hele formålet er at få indsigt i, hvordan unge selv kan blive aktive og tage ansvar i sit eget lokale område. I forbindelse med årets Vartovsamtaler har debatten gået på forholdet mellem demokrati, dannelse og digitalisering. Statens digitaliseringsstrategi kommer vi til at høre meget mere til. Digitaliseringen vil komme til at omfatte alle institutioner og indgå over alt, hvor vi som borgere har kontakt med kommune og stat. I forbindelse med Vartovsamtalen kom der en ny ide på bedding, om at der kunne være behov for at oprette en højskole, der kombinerer digitalisering med de grundtvigske værdier for samspil mellem borgere og staten. Af andre aktiviteter vil jeg nævne Sydslesvigudvalget, som har arrangeret en tur til Wittenberg, som man kan melde sig til. Der er kurser på Liselund og på Skærum Mølle der er et rigt udbud i kredsenes programmer, og der bliver i gruppearbejdet før frokost god mulighed, for at give hinanden ideer om arbejdet lokalt. Kirke Ved sidste årsmøde blev tanken om folkekirkemødet præsenteret på årsmødet. Siden har kirkepolitisk udvalg arbejdet med ideen. Landsforeningen af Menighedsråd synes også om den, og har påtaget sig at være hovedansvarlige for mødets gennemførelse. Således kommer mødet til at finde sted under Kirkedagene i København næste år, som har fået navnet: Himmelske dage. Grundtvigsk Forum har repræsentanter i det udvalg, der skal arrangere mødet. At mødes og tale sammen om kristendommens betydning for menneskeliv og samfund får nogle til at se det store synodespøgelse, men jeg vil citere Niels Henrik Arendt i hans bog Sangen fra de varme lande fra 2005, som han skrev efter en rejse i Indien. Jeg har arbejdet i folkekirken i over 30 år. Jeg ved mig inderligt solidarisk med den på trods af alle dens iøjnefaldende svagheder. [ ] Folkekirkens store svaghed er dens forsagthed. Den er privilegeret på mange måder, ikke mindst ved at have utallige berøringsflader befolkningen. Jeg er overbevist om, at der er en sammenhæng imellem folkekirkens svigtende evne til at udfordre sine egne medlemmer og dens usikkerhed i forhold til det ikke-kristne. Vidste vi med større sikkerhed,
hvorfor, med hvad og hvordan vi skulle indlade os med de ikke-kristne, ville vi også tale med mindre uld i munden til de døbte danskere. Og omvendt, kan vi ikke tale enkelt til en kristen om, hvad Jesus betyder, hvordan skal vi så kunne gøre det til en hindu! (s. 11-12) Nogen vil nok hævde, at udviklingen af en sådan samtale ikke behøver et folkekirkemøde, men behovet er ikke at få et styringsorgan. Det er fra Grundtvigsk Forums side slet ikke det, det handler om. Målet er, at kirken stadig udvikler sine kontaktflader, og hele tiden er optaget af at forblive en del af civilsamfundet, og dermed en del af det almindelige folkelige liv. I den sammenhæng skal nævnes Grundtvigsk Forums og den tidligere akademileder Birgitte Stoklund Larsens involvering i et projekt med flere samarbejdspartnere om Kirken på landet. På landet er det så oplagt, at kirken er en del af det omgivende samfund og ikke som en sportsklub. Det går ikke at beklage sig over traditionstabet og så redde det kirkelige ved at trække sig tilbage. Det er helt åbenlyst, at det går ikke på landet, men den går heller ikke i byen. Det faldende dåbstal løser vi ikke ved at klage over, at tiden er ussel. Grundtvig skelnede mellem folk og kirke, men han adskilte dem ikke. Det gjorde Hal Koch, hvis Grundtvigforedrag vi i samarbejde med en række institutioner fejrer 75 året for i disse måneder. Så hvordan vi vil integrere det folkelige og det kirkelige i Grundtvigsk Forum, vil give anledning til livlige debatter, for det er et meget afgørende spørgsmål. Vi kan pege på sammenhængen historisk, men vi skal svare på: Hvad er sammenhængen i dag. Det handler ikke om struktur. Det handler om, hvorfor kristendom og tro som en fri sag er væsentlig. Grundtvig sagde: Kristendom er bedst, men troen er fri. Og han tilføjede: staten kommer ikke min tro ved, der lige så lidt kan give den til en anden, som tage den fra mig. I dette citat har vi det igen: forholdet mellem stat og civilsamfund. Folkekirkens ve og vel ligger Grundtvigsk Forum på sinde, mere bureaukratisering er der ikke behov for. Det faste forhold mellem stat og folkekirke er en formel ramme, folkekirkemødet skal være et sted for den brede samtale om folkekirken og om hvorfor kristendom er vigtig. Og lad mig en sidste gang citere Niels Henrik Arendt i sit argument for, hvorfor vi må komme ud af skabet og tale mere om kristendom: Og endelig kan den offentligt vedståede og forfægtede tro fastholde en nøgternhed overfor den grasserende overtro, som lever højt på, at religion og trospørgsmål ikke skal stå til regnskab i en offentlig diskurs. Den forfægtede og vedståede tro der er plads til både et langt og et kort øhhh i den samtale. Der er ikke behov for hastige standretter eller et møde, der giver sig af med at definere, hvad der er folkekirkens centrale lære. Men en samtale om hvad kristendommens mysterium betyder. Skolen Og så til skoleområdet. Skolereformen har bragt dannelsesspørgsmålet tilbage på dagsordenen. Der er gode takter i ideerne om den åbne skole, og viljen til at skolen skal være en del af det omliggende samfund. Men der er også dele af skolereformen, som har betydet sammenlægning af skoler på forskellige adresser under en ledelse, som i nogle kommuner er placeret centralt et sted
langt fra den enkelte skole. Inde i skolerne undervises der efter mål. Jeg synes, at det burde være omvendt. Det ville give mening, hvis ministeriet satte nogle mål for undervisningen, og at man så lod skolens ledelse lokalt stå for styringen. Ombytningen mellem mål og styring viser, at der på skoleområdet er gået ged i den rette forståelse af forholdet mellem stat og civilsamfund. Vi er vidne til, at ministre og embedsmænd vil fjernstyre skolen helt ned i skolens hverdag og bestemme hvor mange minutter, eleverne skal bevæge sig. Hvis man i stedet opstillede mål for en varieret skole, så ville skolerne blive bedre, hvis man lokalt selv styrede, hvordan disse mål skulle udmøntes. Grundtvigsk Forum har taget initiativ til en række konferencer, hvis mål det er at få parterne til at tale sammen. Overskriften har været og er fortsat: Er skolen stadig folkets skole? Vi ser på forholdet mellem dannelse og instrumentalisering af undervisningen. Det er bekymrende, når fx en børnelæge melder sig i den offentlige debat og informerer om, at flere børn bliver stressede af at gå i skole. Det er det lille ord og som nogen steder er kommet i klemme. Det sammensatte liv er ikke til at komme uden om, når vi taler om skolen. Til sidst skal lyde en stor tak til alle medarbejderne på Vartov. Der bliver knoklet i køkkenet, på den renoverede sekretariatsgang og på biblioteket. I foråret fik akademileder og redaktør Birgitte Stoklund Larsen et nyt arbejde som generaldirektør for Bibelselskabet. Lars Sandbeck er for tiden redaktør og bistår også med referatet i dag. Forandringerne - også med det uventede formandsskifte - har Joachim Juul Vædele taget hånd om med stor omhyggelighed sammen med de øvrige medarbejdere. Det skal I have stor tak for. Senere i dag vil I komme til at møde vores nye redaktør og akademileder, Ingrid Ank. Hun vil få lejlighed til at præsentere sig selv under stemmeoptællingen. Grundtvig og grundtvigianisme i det 21. århundrede vil i den kommende tid være en arbejdstitel i Styrelsen. Vi vil gerne samarbejde med Grundtvig Centeret, så vi kan få bredt kendskabet til Grundtvig ud. Projektet skal styrke samarbejdet og forbindelseslinjerne mellem Vartov, Styrelse, kredse, medlemmer og det omgivende samfund. Kirsten M. Andersen