Virkning af saltværn, hævet vejrabat og afstand til vejkant

Virkning af saltværn, hævet vejrabat og afstand til vejkant Af Lars Bo Pedersen, Skov & Landskab, KVL og Jens Jacob Knudsen, Vej og Park, Københavns Kommune Vejsalt forbedrer fremkommeligheden på det danske vejnet, men det er også velkendt at forbruget af vejsalt fører en række miljømæssige og æstetiske problemer med sig, bl.a. ved at skade træer og andre planter samt jorden som vækstmiljø. Et forskningsprojekt har samlet erfaringer fra 2 vejstrækninger i Københavns Kommune. Formålet med nærværende projekt var at afdække effekterne af udkørt vejsalt på Lyngbyvejen og Nørre Allé på de tilstødende midter- og siderabatanlæg. Disse veje blev valgt dels fordi de repræsenterede veje med megen trafik og dels fordi vejene, som vigtige indfaldsveje, har stor betydning for hvorledes Københavns kommune præsenterer sig. I projektet ønskede vi specifikt at belyse betydningen af hævede plantebede, men også hvad afstanden til vejkanten betød og hvorledes forskellige opstillinger af saltværn virkede. I Københavns Kommunes vintertjeneste benyttes vejsalt (NaCl) til glatførebekæmpelse. Sådan har det været siden 1970èrne, men Københavns Kommune har også et mål om at glatførebekæmpelsen skal være så skånsom som muligt overfor miljøet. Som et led i glatførebekæmpelsen og optimeringen af vækstbetingelserne for gadetræer iværksatte Københavns Kommune i 1999 et vejsaltprojekt over 3 år sammen med Skov & Landskab. Fra tidligere undersøgelser har det stået klart, at afstanden til vejkanten i almindelige rabatter har stor betydning for hvor meget vejsalt, der af den ene eller anden grund uhensigtsmæssigt havner der. Plantning af et træ blot et par meter længere væk fra vejkanten kan have stor betydning for træets trivsel og overlevelseschance. Det er også kendt, at saltværns effekt afhænger af saltværnstypen og af de konkrete lokalitetsmæssige forhold. Navnlig keglebeskyttelsen synes at være håbløs, idet denne beskyttelsestype i stedet for at beskytte træet snarere leder salt direkte ned i rodsystemet. Nørre Allé Lyngbyvejen Fælledpark Friluftsbad Midterrabat Siderabat Midterrabat 2000/2001 164 99-3 - 2001/2002 126 170 132 1 ) 3 2 2002/2003 131 415 36 2 ) 10 2 Gns. 140 228-5 2 1). Lav rabat. 2) Ombygget hævet rabat. Tabel 1. Tilførsel af vejsalt (Na+Cl) i nedbør (+sprøjt) til arealer uden saltværn på Nørre Allé, Lyngbyvejen og referencearealer i Fælledparken (g/m 2 ). (Måleperioden ca. 1 dec. til 1 juni). Instrumenter og målinger Der er i projektet benyttet en række instrumenter til at belyse denne vejsaltsproblematik. Der har bl.a. været opstillet en række nedbørstragte tværs over rabatterne til at indsamle prøver af nedbør og sprøjt fra vejbanerne. Desuden har der været monteret jordvandssonder i jorden, som i vinterperioden løbende har indsamlet jordvæske fra rabatjordene. I jorden har der også været nedsat TDR-stænger og temperatursonder for at følge henholdsvis jordfugtigheden og jordtemperaturen. Disse målinger har hjulpet med til at tolke effekterne af vejsaltet på rabatterne. Lokaliteterne På Nørre Allé var både midterrabatten og siderabatten inddraget i undersøgelsen. Midterrabatten har i hele forsøgsperioden været en hævet rabattype med et oprundet profil (Se foto 1). Siderabatten har derimod været en normal siderabat med forholdsvis store plantekummer etableret med en hævet granitstenskant. Siderabatten har til tider været udsat for indløb af sne og sjap fra en bagvedliggende cykelsti. 24 24 Stads- og havneingeniøren 1 2006

På Lyngbyvejen (100 m nord for Vibenhus runddel) var det kun midterrabatten der blev undersøgt, men midterrabatten ændrede profil fra i 2001/2002 at været en normal lav midterrabat til i 2002/2003 til at være en stærkt forhøjet midterrabat med et oprundet profil. Se foto 2 og skitse 1. Buskadset i Fælledparken og friluftsbadet tæt ved Nørre Allé blev i det meste af forsøgsperioden anvendt som referencearealer. Hvad betød rabattypen? Tilførslen af vejsalt fordelte sig meget forskelligt i de tre vintersæsoner. Vintersæsonerne 2001/2002 og 2002/2003 karakteriseredes begge af to (dec./jan. og feb.) saltningsperioder med stor spredning til rabatarealerne, afbrudt af perioder med en meget begrænset spredning. Situationen i 2000/2001 var mest kritisk, fordi en meget sen og betydelig spredning af salt foregik i slutningen af marts, hvor træerne allerede havde en betydelig rodaktivitet. Normalt fører en sen spredning også til en større risiko for at vejsaltet ikke når at blive udvasket fra jordsøjlen, inden den egentlige vækstsæson for alvor starter. Den årlige tilførsel af vejsalt til rabatterne varierede i de tre vintersæsoner (tabel 1). Klart den største tilførsel foregik til siderabatten i 2002/2003, men denne meget store tilførsel var tydeligt forbundet med ét enkelt tilfælde med snerydning på den bagvedliggende cykelsti. Dette er naturligvis en risiko, der må tages højde for ved siderabatter, men lades dette»uheld«ude af betragtning, så har der ikke været den store forskel på salttilførslen til Nørre Allé s midter- og siderabat. Disse tal tyder således Foto 1. Forsøgslokaliteten på Nørre Allé anno 2000. Bemærk det hævede midterprofil. Det oprundede profil havde en maksimal højde på 0,60 m og en bredde på 4,00 m. ikke på at salttilførslen på den hævede midterrabat på Nørre Allé er mindre end på siderabatten, men tallene siger på den anden side heller intet om hvad tilførslen ville havde været, hvis rabatten havde været i normal højde. På Lyngbyvejen har forskellene også været store imellem vintersæsonerne, men her var forskellen relateret til ombygningen af rabatten. Det tegner derfor til, at den hævede rabat her yder en væsentlig bedre beskyttelse mod salttilførslen end den tidligere lavere og»normale«rabat. På Nørre Allé øgedes saltbelastningen fra 2001/2002 til 2002/2003 med ca. 3 %. Antages denne udvikling også at gælde for Lyngbyvejen, kan reduktionen i saltbelastning, der skyldes etableringen af den høje rabat, beregnes til lidt under 80 %. I forhold til Friluftsbadet, er salttilførslen på midter- og siderabatten på Nørre Allé henholdsvis 75 og 110 gange så stor. På Lyngbyvejen er salttilførslen i 2002/2003»kun«18 gange så stor. Selv buskadset langs Nørre Allé påvirkes af vejsaltningen med tilførsler, der er 2,5 gange højere end i friluftsbadet. Salttilførslerne skal ses på baggrund af årlige saltdoseringer på 1-2 kg vejsalt pr. m 2 vej (se foto 3 og 4) og årlige havsalttilførsler på Østsjælland på 2-3 g/m 2. På denne baggrund er målingerne selv i buskadset (5 g/m 2 i et halvt år) og i friluftsbadet (2 g/m 2 i et halvt år) forhøjede i forhold til det naturlige niveau. Vejsalt skader vej- og gadetræerne primært gennem rodoptagelse. Derfor er det vigtigt, at fokusere på koncentra- Foto 2. Den oprundede midterrabat på Lyngbyvejen efter anlæg, forår 2004. Det oprundede profil havde en maksimal højde på 0,8 m og en bredde på 6,7 m. Figur 1. Gennemsnitlige saltkoncentrationerne (mg/l) i jordvæsken på Nørre Allé, Lyngbyvejen og Fælledparken. Uden saltværn. På Lyngbyvejen blev midterrabatten efter sæsonen 2001/02 ombygget til en hævet midterrabat med et oprundet profil. 25 Stads- og havneingeniøren 1 2006 25

Figur 2. Årlig tilførsel og gennemsnitlige saltkoncentrationer (Na + Cl) i en»normal«ikke hævet midterrabat på en Ravsnæsvej i Birkerød. Fra en undersøgelse (1997-2000) i Frederiksborg Amt med fokus på saltværn og afstand til vejkant nerne i jordvæsken efter bygningen af den hævede midterrabat (figur 1). Selvom trafikken og saltspredningen ikke er helt ens på de to veje, så peger de meget lavere koncentrationer i den nye hævede midterrabat på Lyngbyvejen på, at rabatkonstruktionen her er væsentlig mere effektiv overfor forøgede saltkoncentrationer i jordvæsken end konstruktionen på Nørre Allé. Hvad betød afstanden til vejkanten? Hvor langt der er fra et givent punkt i en rabat til vejkanten betyder overordentligt meget for saltmængden og koncentrationen i jordvæsken. Dette forhold viste sig særlig tydeligt i en tidligere tionen af salt i jordvæsken, når træernes stresssituation skal bedømmes. Det er derfor med stor bekymring, at denne undersøgelse også har vist, at saltkoncentrationerne generelt stiger hen imod sommerperioden, hvor træernes vækst for alvor går i gang. Årsagen er den øgede fordampning der fjerner vandet og lader saltet tilbage, men også at saltet kun delvist vaskes ud af rabatjordene før vækstperioden starter. Dette efterlader ingen tvivl: Sommerperioden er perioden hvor stress fra vejsalt er størst. Statistisk set var der ingen forskel på saltkoncentrationen i jordvæsken på midter- og siderabatten på Nørre Allé. Saltkoncentrationerne i Nørre Allés rabatter var derimod begge meget højere end i Fælledparken. På Lyngbyvejen mere end halveredes saltkoncentratioundersøgelse på Ravnsnæsvej i Birkerød (Figur 2). På midterrabatten på Nørre Allé faldt tilførslen af salt over de tre år i gennemsnit fra 158 g/m 2 en meter fra vejkanten til 105 g/m 2 to meter fra vejkanten centralt i rabatten. På siderabatten var de tilsvarende gennemsnitlige salttilførsler næsten ens som følge af det førnævnte ene uheld, hvor store mængder sne og sjap med salt blev ryddet fra den bagvedliggende cykelsti ind i siderabatten. Uden dette uheld var der også et klart fald i salttilførslen på siderabatten væk fra kørebanen. På Nørre Allé var salttilførslerne en smule mindre 1 m fra kørebanen og en smule større 2 m fra kørebanen end på Ravnsnæsvej (figur 2). Forskellen skyldes nok en kombination af forskelle i rabatopbygning og mængden af den spredte vejsalt. På Ravnsnæsvej er midterrabatten lav, men til gengæld meget bred. Faktisk er der fra»2 m punktet næsten 5 m over til den modsatte side af rabatten. Midterrabatten på Nørre Allé er derimod helt symmetrisk, hvorfor der her kan forventes større mængder tilført salt fra begge vejbaner. Måske er spredningen af vejsalt også større på den meget mere befærdede Nørre Allé, og under alle omstændigheder er potentialet, for at sprøjt fra vejen når ind i tilstødende rabatter større her end på Ravnsnæsvej. Det er nærliggende at tolke hævningen af Nørre Allés midterrabat som årsagen til den klart mindre salttilførsel tæt ved midterrabattens vejkant end på Ravnsnæsvej. På Nørre Allés midterrabat var gennemsnitskoncentrationen af vejsalt i jordvæsken 1 og 2 m fra vejkanten henholdsvis 562 og 192 mg/l. Dette svarer i Figur 3. Tilførsel af vejsalt (Na + Cl) og koncentration af vejsalt i jordvæsken i midterrabatten på Lyngbyvejen i vinteren 2002/2003. Figur 4. Virkning af saltværn på Nørre Allé. A. Tilførsel af vejsalt (Na+Cl) til side- og midterrabat med og uden saltværn. B. Koncentration af vejsalt (Na+Cl) i jordvæsken i side- og midterrabat med og uden saltværn. Kort saltværn strækker sig 3m på hver side af træerne, mens langt saltværn er et saltværn, der er ikke er brudt mellem træerne. 26 26 Stads- og havneingeniøren 1 2006

Skitse 1. Tværsnit af midterrabat på Lyngbyvejen. niveau godt til resultaterne fra Ravnsnæsvej. Årsagen til at Nørre Allé med en mindre salttilførsel kan fremvise højere koncentrationer i jordvæsken må alene tillægges en langt større fordampning, som følge af at den hævede midterrabat er varmere og er mere udsat for blæst end den normale midterrabat på Ravnsnæsvej På Lyngbyvejen faldt tilførsel og koncentration også generelt fra vejkant mod centrum af rabatten (figur 3), men i modsætning til Ravnsnæsvej og Nørre Allé var der en markant stigning centralt i midterrabatten. Det er kendt at træer effektivt filtrerer luften for støv, partikler og vand og ved nærmere eftersyn blev det konstateret, at måleren centralt i midterrabatten var placeres lige i træets dryplinien (dette er også et eksempel på at bytræers filtrering af luften, som i mange tilfælde anføres som positivt, i virkeligheden slet ikke er en fjernelse af urenheder, men som her blot en viderekanalisering til jorden med mulighed for opståen af andre typer skader). Væk fra 27 Stads- og havneingeniøren 1 2006 27

træet ville tilførslen nok snarere have fulgt tendensen fra de andre målepunkter med en betydeligt lavere værdi i nærheden af 20-25 g/m 2. Under alle omstændigheder synes tilførslen at være klart reduceret, når der sammenlignes med både Ravnsnæsvej og Nørre Allé. Koncentrationerne i jordvæsken (figur 3) har heller ikke et helt så regelret forløb som dem på Ravnsnæsvej (figur 2). Årsagen hertil består formodentlig i en ujævn saltnedsivning i jorden og horisontal afstrømning i det oprundede rabatprofil i en ny rabatjord, der endnu ikke havde sat sig. Sikkert er det dog, at den hævede rabattype på Lyngbyvejen fremviser koncentrationer i jordvæsken, der er meget lavere end både på Ravnsnæsvej og Nørre Allé, et forhold som den noget mere sandede jord på Lyngbyvejen også har fremmet. Overordnet set hersker der ikke tvivl om at afstanden til vejkanten betyder overordentlig meget for tilførslen af vejsalt og koncentrationen af vejsalt i jordvæsken i rabatter, men tilsyneladende kan hævede rabatter alt afhængig af konstruktionen bidrage væsentligt til at reducere den negative påvirkning af vejsalt. Hvad betød saltværnene? Saltværn reducerer tilførslen af vejsalt til både midterrabatter og siderabatter. Omtrent 2/3 af det vejsalt, der tilføres Nørre Allé s midterrabat, opfanges af saltværnene (figur 4). Umiddelbart ser det ud som om, at saltværnene har større virkning i siderabatten, men en Figur 5. Middelkoncentrationen af vejsalt (Na +Cl) (mg/l) i jordvæsken i vinteren 1999/2000 på Kongevejen i Holte. stor del af salttilførslen stammer fra det omtalte uheld med snerydning bagfra på cykelstien. Saltværnene reducerer helt tilsvarende saltkoncentrationerne i rabatterne med omtrent 2/3. Derimod synes virkningen af at lave fortsættelige saltværn (lang i figur 4) til at overse. Der synes absolut ikke at være nogen gavnlig effekt heraf sålænge de»korte«saltværn er så lange som på Nørre Allé (går 3 m ud på hver side af træet). I en lignende undersøgelse på Kongevejen i Holte (figur 5) blev der også konstateret en god effekt af opstilling af saltværn. Her reducerede en opstilling af halmmåtter parallelt med vejen saltkoncentrationerne i jorden med næsten 70 %, mens en opstilling på alle fire sider af vejtræerne reducerede saltkoncentrationerne med næsten 80 %. Halmmåtter opstillet foran træerne i en vinkel på rabatten ud mod vejen øgede derimod saltkoncentrationerne til over det dobbelte, formodentlig fordi salt blev kanaliseret direkte ned i jorden og ikke ud mod vejbanen. Denne undersøgelse understregede samtidig at kegler af halm bundet op om træernes stamme heller ikke ydede nogen som helst beskyttelse af træerne (ikke vist). Tværtimod blev det opfangede salt ledt direkte ned til rodsystemet. Konklusion Vejsalt er kun en af mange stressfaktorer, der påvirker vej- og gadetræers vækst og udseende i negativ retning. De andre ved vi ikke så meget om, men de omfatter bl.a. dårlig ernæringstilstand, som følge af alt for højt ph i rabatjordene og stress fra forvitring af flyveaske i vejbelægningen. Vejsalt kender vi, takket været tidligere projekter og nærværende projekt, en del til. Sålænge der saltes vil gade- og vejtræernes trivsel altid være truet. Det kan dog lade sig gøre at beskytte træerne mod de værste stresssituationer. Dette kan lade sig gøre ved at plante på strategisk valgte steder, hvor saltet kun i ringe omfang når hen, men det er også hensigtsmæssigt at plante så langt væk fra vejkanten som muligt. Saltværn opsat rigtigt virker effektivt. Det er dog ikke bare i driftsituationen at stress fra vejsalt kan mindskes. Denne undersøgelse har tydeligt vist, at konstruktion af hævede midterrabatter har en god positiv effekt på at mindske påvirkningen fra vejsalt. Men undersøgelsen peger også på, at måden det hævede bed konstrueres på, kan have stor betydning på den enkelte lokalitet. Man skal også være opmærksom på, at jordtemperaturen i vækstperioden kan være højere i hævede midterrabatter end i normale midterrabatter. Dette kan øge risikoen for udtørring og for forhøjede saltkoncentrationer i jordvæsken. Dosering af vejsalt. På foto til venstre er benyttet 1 kg vejsalt pr. m 2, og på foto til højre er benyttet 2 kg vejsalt pr. m 2. 28 28 Stads- og havneingeniøren 1 2006