BILAG 1 Metode til opgørelse af de økonomiske basisbalancer

BILAG 1 Metode til opgørelse af de økonomiske basisbalancer Der findes ikke én entydigt korrekt måde at opgøre kommunernes økonomiske grundvilkår på. Dette bilag beskriver den metode, som KREVI har fundet er den bedste praktisk anvendelige. En kommunes økonomiske grundvilkår afhænger af to forhold: Hvor stort presset er på de kommunale ydelser (og dermed de kommunale udgifter), samt hvor gode kommunens finansieringsmuligheder er. KREVIs mål for økonomiske grundvilkår, den økonomiske basisbalance, opgøres som forholdet mellem disse to størrelser udgiftspresset og finansieringsmulighederne: Økonomisk basisbalance = Finansieringsmuligheder - Udgiftspres Udgiftspresset defineres som de udgifter, kommunen må afholde, hvis den skal levere en gennemsnitlig service (med gennemsnitlig effektivitet og gennemsnitlig brugerbetaling), mens finansieringsmulighederne defineres som de indtægter, kommunen vil have ved et gennemsnitligt beskatningsniveau. Valget af ordene muligheder og pres skyldes, at der er tale om to objektive størrelser, som kommunerne ikke umiddelbart kan påvirke via aktive udgifts- eller indtægtsdispositioner. Den økonomiske basisbalance måler dermed for de enkelte kommuner, hvilket overskud eller underskud kommunerne ville have, hvis de tilbød et gennemsnitligt serviceniveau, var gennemsnitligt effektive og opkrævede en gennemsnitlig skatteprocent. Hvis finansieringsmulighederne overstiger udgiftspresset, har kommunen basisoverskud. Det betyder, at kommunen vil have overskud ved et gennemsnitligt service- og beskatnings- og effektivitetsniveau. Omvendt er der basisunderskud, hvis udgiftspresset overstiger finansieringsmulighederne. Altså underskud ved gennemsnitlig service, beskatning og effektivitet. Principperne i beregningen lægger definitorisk til grund, at kommunerne under ét er i balance, dvs. at de samlede kommunale indtægter svarer til de samlede kommunale udgifter. Dermed modsvares det samlede basisunderskud for ugunstigt stillede kommuner netop af basisoverskuddet i de gunstigt stillede kommuner. Et eventuelt basisunderskud må imødegås via lavere service, højere effektivitet eller højere beskatningsniveau end landsgennemsnittet, hvis kommunen skal undgå gældsætning. Omvendt giver et basisoverskud mulighed for højere service, lavere effektivitet eller lavere beskatningsniveau end landsgennemsnittet. 1 Beregning af finansieringsmuligheder Når der ses bort fra midlertidige finansieringskilder, f.eks. lånoptagelse, afhænger en kommunes finansieringsmuligheder af to forhold: De samlede indtægter fra statstilskud og udligning Det samlede kommunale beskatningsgrundlag, dvs. omfanget af de værdier, hvorpå der kan udskrives lokal skat. 1.1 Opgørelse af indtægter fra statstilskud og udligning De samlede indtægter fra tilskud og udligning opgøres som kommunernes bogførte indtægter på nedenstående funktioner. Der er med andre ord tale om de afregnede tilskuds- og udligningsbeløb for hvert enkelt år i den analyserede periode. Beløbene er trukket fra Danmarks Statistik. Bilag til rapporten Nogle er mere lige end andre, September 2007. www.krevi.dk 1

7.80 / 8.80 Udligning og generelle tilskud 7.81 / 8.81 Udligning og tilskud vedrørende udlændinge 7.85 / 8.85 Sektorspecifikke udligningsordninger 7.86 / 8.86 Særlige tilskud 7.87 / 8.87 Udligning af købsmoms Med ovenstående kontomæssige afgrænsning er alle tilskuds- og udligningsordninger medregnet på finansieringssiden i den økonomiske basisbalance, herunder særtilskud til vanskeligt stillede kommuner. Dog er den særlige grundtakstrefusion i perioden 2002-2006 ikke medregnet, selv om den teknisk blev konteret under funktion 7.86 særlige tilskud. Grundtakstrefusionen (herunder tilskuddet vedr. børn og unge i særlige tilbud) er i stedet behandlet som almindelig social refusion, dvs. fratrukket i opgørelsen af de sociale nettoudgifter på udgiftssiden i basisbalancen (se nedenfor). Korrektionen påvirker ikke den enkelte kommunes basisbalance, men alene fordelingen mellem basisbalancens delelementer. 1.2 Opgørelse af indtægter fra lokale skatter Opgørelsen af de kommunale beskatningsgrundlag tager udgangspunkt i de beskatningsgrundlag, som har ligget til grund for den endelige udligning, dvs. der er for hvert år taget højde for, om den enkelte kommune har valgt selvbudgettering eller statsgaranti. For 2005 er dog anvendt de statsgaranterede beskatningsgrundlag for alle kommuner, da de endelige beskatningsgrundlag ikke forelå på analysetidspunktet. Udligningens beskatningsgrundlag er et sammenvejet udtryk for de værdier, kommunerne kan udskrive indkomstskat, grundskyld og ejendomsværdiskat på. Det nødvendige datagrundlag er stillet til rådighed af Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Omregningen fra beskatningsgrundlag til indtægter er sket ved at gange beskatningsgrundlaget med en beregnet gennemsnitlig beskatningsprocent. Den samme procent er altså anvendt for samtlige kommuner. Den gennemsnitlige beskatningsprocent er beregnet som den beskatningsprocent, der på landsplan sikrer balance mellem kommunernes indtægter og udgifter. Tre kommunale skattekilder indgår ikke i udligningen i den analyserede periode og dermed heller ikke i de anvendte beskatningsgrundlag. Det drejer sig om de kommunale andele af selskabsskatter og pensionsafgifter samt indtægter fra kommunal dækningsafgift. Alle tre skattekilder bør principielt medregnes i kommunernes finansieringsmuligheder, men af praktiske årsager medregnes alene indtægterne fra selskabsskat. Udeladelsen af pensionsafgifter og dækningsafgifter udgør ikke noget stort problem for analysen, da de to skattekilder fylder meget lidt i den samlede kommunale finansiering, og da de relevante udskrivningsgrundlag må formodes at have en tæt sammenhæng med udskrivningsgrundlagene vedrørende grundskyld, ejendomsværdiskat, selskabsskat og personlige indkomster. Kommunernes andel af selskabsskatten er fastsat ved lov, og de faktiske bogførte indtægter er derfor anvendt direkte i opgørelsen af finansieringsmuligheder. De bogførte indtægter er trukket fra Danmarks Statistik (funktion 7.92 / 8.92). 1.3 Sammenfattende om opgørelsen af finansieringsmuligheder Kommunernes finansieringsmuligheder er opgjort i følgende trin: 1. Opgørelse af regnskabsindtægter fra tilskud og udligning 2. Opgørelse af regnskabsindtægter fra selskabsskat 3. Beregning af den gennemsnitlige skatteprocent, som sikrer balance mellem udgifter og indtægter på landsplan: 2

De kommunale nettodrifts- og anlægsudgifter, fratrukket de samlede kommunale indtægter fra tilskud, udligning og selskabsskat, divideres med det samlede kommunale beskatningsgrundlag (som opgjort i den kommunale udligning). 4. Kommunernes beskatningsgrundlag omregnes til indtægter ved at gange med den gennemsnitlige skatteprocent. 5. Den enkelte kommunes finansieringsmulighed opgøres som summen af 1, 2 og 4 2 Beregning af udgiftspres Opgørelsen af kommunernes udgiftspres er mindre entydig end opgørelsen af finansieringsmulighederne. Kommunernes faktiske udgifter kan ikke bruges ukritisk, da de dækker over såvel forskelle i udgiftspres som forskelle i effektivitet og serviceniveau. I den kommunale udligning estimerer man derfor udgiftspresset via en række sociale, strukturelle og aldersmæssige kriterier, som antages at påvirke kommunernes udgifter ved et gennemsnitligt serviceniveau. Den konkrete sammensætning af udgiftskriterier i udligningen er til dels udtryk for politiske valg, hvilket taler imod at anvende den officielle definition af udgiftsbehovet. Et andet argument imod anvendelse af den officielle definition er, at denne ændres væsentligt undervejs i den analyserede periode, i forbindelse med udligningsreformen i 1996. KREVI har i stedet anvendt en tilgang svarende til den, som Finansieringsudvalget anvendte i sin betænkning nr. 1437 fra 2004. Tilgangen indebærer, at en kommunes udgiftspres opgøres som summen af: 1. Et socialt udgiftspres, og 2. Et aldersbetinget udgiftspres. Det sociale udgiftspres estimeres ved anvendelse af de faktiske sociale regnskabsudgifter (trukket fra Danmarks Statistik), hvorimod udgiftspresset på alle øvrige udgiftsområder estimeres ved anvendelse af de alderskriterier, som indgår i udligningen. Alderskriteriernes indbyrdes vægtning er ikke på samme måde som de sociale kriterier påvirket af politiske valg, men afspejler den relative udgiftstyngde af de forskellige kommunale opgaveområder. En begrænsning ved den foreslåede metode er, at den sociale del af udgiftspresset til dels kan afspejle variationer mellem kommunerne i effektivitet og serviceniveau. De sociale udgiftsområder er ganske vist typisk de mest lovregulerede og indeholder derfor mindre rum for servicevariationer end områder som f.eks. børnepasning og ældrepleje, men også på de sociale områder er der plads til variationer i effektivitet og serviceniveau. Til trods herfor finder KREVI, at de faktiske sociale udgifter er den bedste indikator for socialt udgiftspres blandt de praktisk mulige alternativer. 2.1 Opgørelse af socialt udgiftspres Afgrænsningen af sociale udgiftsområder tager udgangspunkt i den gældende afgrænsning af sociale overførsler. Udover kommunernes nettodriftsudgifter til sociale overførsler medregnes desuden kommunale nettodriftsudgifter til udsatte grupper, børn og unge såvel som voksne. Disse udgifter var i perioden 2002-2006 omfattet af den såkaldte grundtakstfinansiering. I udgiftsopgørelsen er som nævnt fratrukket indtægterne fra den særlige statsrefusion, der var en del af grundtakstmodellen, selv om disse teknisk blev konteret under generelle tilskud. KREVIs indholdsmæssige afgrænsning af de sociale udgifter svarer i store træk til Finansieringsudvalgets smalle afgrænsning i udvalgets rapport om et nyt tilskuds- og udligningssystem fra december 2005 3

I opgørelsen af de sociale udgifter er der taget højde for konteringsændringer i perioden 1990-2005, så der uanset konteringsteknik anvendes den samme indholdsmæssige afgrænsning i alle år. Konsistensen over tid er blandt andet sikret via systematisk gennemlæsning af Indenrigs- og Sundhedsministeriets orienteringsskrivelser om ændringer i den kommunale kontoplan. Desuden er der skelet til kontomæssige afgrænsninger i Indenrigs- og Sundhedsministeriets kommunale nøgletal, der går tilbage til 1993 og dermed også må tage højde for effekten af konteringsændringer. Den eksakte kontomæssige afgrænsning af de sociale udgifter fremgår nedenfor, fordelt på overordnede udgiftsgrupper. Beskæftigelse 3.45 Erhvervsgrunduddannelser 3.77 Daghøjskoler 5.01 Kontanthjælp 5.04 Kontanthjælp vedr. visse grupper af flygtninge (alene 1992-2005) 5.05 Aktiverede kontanthjælpsmodtagere (alene 1994-2005) 5.38 Beskyttet beskæftigelse (alene 2002-2005) 5.39 Aktivitets- og samværstilbud (alene 2002-2005) 5.40 Revalidering, beskyttet beskæftigelse, aktivitets- og samværstilbud 5.41 Løntilskud mv. til personer i fleksjob og skånejob (alene 1997-2005) 5.41 Beskyttede virksomheder (alene 1990-1994) 5.71 Sygedagpenge 5.73 Dagpenge ved graviditet, barsel og adoption (alene 1990 og 1991) 5.73 Kontanthjælp i form af passive ydelser (alene 2005) 5.95 Jobtræningsordningen (alene 1994-2005) 5.96 Puljejob- og servicejob (alene 1996-2005) 5.96 Arbejdstilbudsordningen (alene 1990-1993) 5.97 Arbejdsformidling 5.98 Beskæftigelsesordninger Førtidspension 5.68 Førtidspension med 50 pct. refusion 5.69 Førtidspension med 35 pct. refusion Boligstøtte 5.94 Driftssikring af boligbyggeri m.v. 5.91 Boligsikring 5.92 Boligydelse til pensionister Udsatte børn og unge 3.07 Undervisning af børn med vidtgående handicap 3.11 Specialpædagogisk bistand til børn og voksne 5.20 Plejefamilier og opholdssteder for børn og unge 5.21 Forbyggende foranstaltninger for børn og unge (alene 1993-2005) 5.22 Institutioner for børn og unge med sociale adfærdsproblemer (alene 1990-94) 5.23 Døgninstitutioner for børn og unge 5.24 Sikrede døgninstitutioner for børn og unge (alene 2002-2005) Udsatte voksne 5.03 Hjælpemidler og omsorgsarbejde (alene 1990-1998) 5.33 Døgninstitutioner for personer med vidtgående handicap (alene 1990-1994) 5.39 Særlige plejehjem (alene 1990-1994) 5.42 Botilbud mv. til personer med særlige sociale problemer 5.43 Hjælpemiddelcentraler (alene 1990-1994) 5.43 Bofællesskab og væresteder for personer med sociale vanskeligheder (alene 1995-1998) 4

5.45 Behandling af stofmisbrugere 5.46 Rådgivning og rådgivningsinstitutioner 5.50 Botilbud til længerevarende ophold for udvikl.hæmmede, fysisk handicappede mv. 5.51 Amtskommunale botilbud til midlertidigt ophold for udvikl.hæmmede, fysisk handicappede mv. 5.52 Kommunale botilbud til midlertidigt ophold for personer med særlige behov 5.53 Kontaktperson- og ledsagerordninger (alene 1996-2005) 5.54 Hjælpemidler, forbrugsgoder, boligindretning, befordring og pasning af døende (alene 1998-2005) 5.55 Botilbud til længerevarende ophold for sindslidende (alene 2000-2005) 5.56 Amtskommunale botilbud til midlertidige ophold for sindslidende (alene 2000-2005) Øvrige sociale udgifter 5.08 Støtte til frivilligt socialt arbejde (alene 1998-2005) 5.09 Beboerrådgivning (alene 1994-2005) 5.60 Introduktionsprogram mv. (alene 1999-2005) 5.61 Aktiverede udlændinge der modtager introduktionsydelse (alene 1999-2005) 5.65 Repatriering (alene 2000-2005) 5.67 Personlige tillæg mv. (alene 1991-2005) 5.99 Øvrige sociale formål (alene 1991-2005) Når der alene medregnes driftsudgifter og ikke anlægsudgifter - under de sociale udgifter, skyldes det, at anlægsudgifterne kan svinge tilfældigt fra år til år og dermed give tilfældige udsving i den enkelte kommunes basisbalance. Udeladelsen af anlægsudgifter har ikke den store praktiske betydning, da kommunernes anlægsudgifter på de sociale funktioner er ganske små i den analyserede periode. Det skyldes, at der ikke skal afholdes anlægsudgifter i tilknytning til sociale overførsler, samt at amterne havde det primære forsyningsansvar vedrørende tilbud til udsatte grupper i den analyserede periode. 2.2 Opgørelse af aldersbetinget udgiftspres Ved opgørelsen af det aldersbetingede udgiftspres fordeles de samlede kommunale nettodrifts- og -anlægsudgifter uden for den sociale afgrænsning ud på kommuner efter deres andele af de alderskriterier, som anvendes i udligningen. Herved undgås, at forskelle i serviceniveauer og effektivitet påvirker opgørelsen. Metoden medfører, at kommuner med relativt mange børn og ældre opgøres til at have et relativt stort udgiftspres, da det især er disse aldersgrupper, som de udgiftstunge kommunale kerneopgaver retter sig mod (dagpasning, folkeskole, ældrepleje). Data for kommunernes værdier på alderskriterierne og kriteriernes indbyrdes vægtning i de enkelte år er stillet til rådighed af Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Kriterieværdierne og de indbyrdes vægte indgår i basisbalancen for det år, hvor de har været anvendt i udligningen. Den indbyrdes vægtning af kriterierne varierer fra år til år med den kommunale udgiftssammensætning. I sammenvægtningen til et samlet mål for kommunernes aldersstruktur er alene medtaget de rene alderskriterier, der måler antallet af indbyggere i forskellige aldersgrupper. Det vil sige, at udgiftskriterier, der i den formelle præsentation af udligningssystemet har været opført under det aldersbetingede udgiftsbehov, men som reelt har haft en anden karakter, ikke er medregnet i sammenvægtningen. Det gælder f.eks. kriterierne vedrørende boligstøtte og erhvervsbetinget førtidspension. Fremgangsmåden for beregning af det aldersbetingede udgiftspres indebærer, at kommunernes udgiftspres i første omgang opgøres i et landsgennemsnitligt pris- og lønniveau. For at nå et retvisende udtryk for kommunernes reelle udgiftspres bør der 5

ideelt set omregnes til det lokale pris- og lønniveau, så der tages højde for, at nogle kommuner grundet regionale pris- og lønvariationer skal betale mere end andre for de samme input til serviceproduktionen (medarbejdere, varer og tjenesteydelser). Alene for løndelen foreligger en anvendelig regional statistik, nemlig tjenestemandssystemets stedtillægssatser. Der kan stilles spørgsmålstegn ved statistikkens præcision, men KREVI har vurderet, at en korrektion med udgangspunkt i stedtillægssatser er bedre end slet ingen korrektion. I Finansieringsudvalgets betænkning 1437 fra 2004 er stedtillægssatserne pr. 1. oktober 1999 omregnet til samlede lønindeks for de forskellige stedtillægsområder. Disse lønindeks danner grundlag for lønkorrektionen i hele perioden. I korrektionen er det antaget, at lønudgifter udgør 70 pct. af de aldersbetingede udgifter, og at denne andel har været stabil i den analyserede periode. Korrektionen for regionale lønforskelle medfører typisk en opjustering af udgiftsbehovet i hovedstadsområdet og en nedjustering af udgiftsbehovet i provinsen. Kommunerne i de dyreste stedtillægsområder får opjusteret deres samlede aldersbetingede udgiftsbehov med 2,1 pct. som følge af lønkorrektionen, mens kommunerne i de billigste områder får nedjusteret deres aldersbetingede udgiftsbehov med 1,4 pct. De øvrige stedtillægsområder ligger mellem disse to ekstremer. 2.3 Sammenfattende om opgørelsen af udgiftspres Kommunernes udgiftspres er opgjort i følgende trin: 1. Opgørelse af det sociale udgiftspres ved anvendelse af de faktiske sociale regnskabsudgifter (drift). 2. Opgørelse af aldersbetinget udgiftspres i gennemsnitligt pris- og lønniveau. De samlede kommunale nettodrifts- og anlægsudgifter fratrækkes de sociale driftsudgifter og fordeles på kommuner efter andel af de alderskriterier, som indgår i udligningen. 3. Beregning af det aldersbetingede udgiftspres i lokalt lønniveau med anvendelse af tjenestemandssystemets stedtillægssatser og under antagelse af en lønandel på 70 pct. 4. Den enkelte kommunes samlede udgiftspres opgøres som summen af 1 og 3. 3 Særlige problemstillinger vedrørende København, Frederiksberg og Bornholm København, Frederiksberg og Bornholm (fra 2003) udgør en særlig udfordring, idet kommunerne varetager såvel primærkommunale som amtkommunale opgaver. Det komplicerer opgørelsen af kommunernes finansieringsmuligheder og udgiftspres. På finansieringssiden består udfordringen i, at de tre kommuners samlede tilskuds- og udligningsbeløb skal renses for den amtskommunale del. Indenrigs- og Sundhedsministeriet har tilvejebragt det nødvendige talmateriale. På udgiftssiden er der udfordringer i forhold til såvel det sociale som det aldersbetingede udgiftspres. Opgørelsen af de sociale regnskabsudgifter kompliceres af, at både kommuner og amter konterede på en række af de sociale udgiftsfunktioner i perioden 1990-2005. For de tre kommuner kan man derfor på disse funktioner ikke umiddelbart adskille den primærkommunale del fra den amtskommunale. I stedet er den primærkommunale del skønnet for hver enkelt udgiftsfunktion på baggrund af forholdet mellem de primærkommunale og de amtskommunale udgifter i andre amter. For København og Frederiksberg anvendes forholdet i de tre hovedstadsamter (København, Frederiksborg og Roskilde), mens beregningen for Bornholm baseres på udgiftsforholdet i samtlige amter, da Bornholm ikke har et klart regionalt tilhørsforhold. Grundet den særlige opgørelsesmetode er de sociale udgifter for de tre kommuner behæftet med en vis usikkerhed. Usikkerhedens omfang kan vurderes ved at se på de 6

sociale udgifter på Bornholm før 2003. Her kan de samlede primærkommunale udgifter således estimeres med den beskrevne metode og sammenlignes med de faktiske primærkommunale udgifter i de 5 bornholmske kommuner. Testen viser, at de estimerede udgifter ligger meget tæt på de faktiske. I den 13-årige periode fra 1990 til 2002 er den maksimale afvigelse mellem estimerede og faktiske sociale udgifter 1,6 pct. I mange år er den væsentligt mindre, og afvigelserne har vel at mærke ingen systematisk retning. Som beskrevet i afsnit 2.3 ovenfor består første trin i beregningen af de aldersbetingede udgiftspres i, at de sociale driftsudgifter trækkes fra de samlede primærkommunale nettodrifts- og anlægsudgifter på landsplan. Også i opgørelsen af de samlede nettodrifts- og anlægsudgifter skal den primærkommunale del for København, Frederiksberg og Bornholm estimeres. KREVI har i hele perioden medregnet 60 pct. af udgifterne i de tre kommuner som primærkommunale, svarende til tilgangen i udligningssystemet. Eventuelle fejlskøn vil kunne påvirke basisbalancerne for alle landets kommuner, men kun helt marginalt. 7