Identitetsdannelse i feltet Gellerup/Tovshøj

Identitetsdannelse i feltet Gellerup/Tovshøj Peter Sabroe Seminariet Mikkel Fløjstrup Petersen 116147 08F2 PS08FBACH-23 Vejleder: Susanne Minds Tegn: 80900 1

Indholdsfortegnelse 1. Indledning..3 2. Problemformulering.....3 3. Emneafgrænsning....4 IIff 4. Metodeafsnit 4.1. Videnskabelig baggrund for metoden.4-6 4.2 Interviewguide.. 4.2.1. Tematisering..6-7 4.2.2. Design.. 7 4.2.3. Beskrivelse af interview.. 8 4.2.4. Transskribering. 8-9 4.2.5. Analysemetode....9-10 4.2.6. Verificering... 10 4.2.7. Rapportering...10 5. Identitet 5.1. Kulturbegrebet..12-13 5.2. Etnisk identitet..13-14 5.3. Narrativ Historiefortælling 14-16 5.4. Den narrative/ Den anerkendende tilgang 17-18 6. Analyse af Feltet 6.1. Beskrivelse..18-19 6.2. Kapital, habitus og doxa 19-20 6.3. Kultur som kløft eller springbræt.. 20-22 6.4. Når historien hæmmer udviklingen 22-25 6.5 Når etnisk identitet smelter sammen.25-27 7. Vurdering/pædagogens rolle 7.1. Dannelsen af relation.. 7.1.1. Nedbrydning af barrierer.27-29 7.1.2 Emulsionsmodellen.28-30 7.2. At tilpasse pædagogikken.. 7.2.1. Doxa beskrivelse..30-31 7.2.2. Pædagogiske værktøjer og virkemidler 31.34 8. Konklusion.34 9. Perspektivering..35 10. Litteraturliste. 36 11. Bilag..37-39 2

1:Indledning Igennem projektet vil jeg prøve at be- og afkræfte forudindtagede stigma og stereotyper, som kan forekomme i forbindelse med etnicitet i dagens Danmark. Jeg vil bruge video mediet til at belyse kulturelle ligheder og forskelligheder blandt børn og unge med anden etnisk baggrund. Forløbet vil i den første fase bestå af en data indsamlingsfase, hvor jeg vil udføre kvalitative interviews med børn og unge i Gellerup. Dette data materiale skal tilvejebringe et nuanceret billede af, hvordan børn og unge i Gellerup færder sig i forskellige arenaer, samt et indblik i, hvordan man bedst muligt kan arbejde med brugerne i disse arenaer. Denne empiri betragtes som en basis for at kunne diskutere og analysere ud fra eksisterende teoretiske metodisk pædagogik. Jeg vil igennem opgaven forholde mig kritisk til en anden teori, som er relevant for mit emne og bruge dette til at genere nogle værktøjer, som kan bruges i praksis. Meningen med dette projekt er at udvikle nye tilgange og måder at arbejde på, primært i områderne Gellerup/Tovshøj. Projektet skal derudover skabe en måde for fælles pædagogiske tiltag med fokus på udvikling af samfundsmæssige og kulturelle ressourcer. I arbejdet med at lære dem at mestre deres egen tilværelse og kunne fungere i forskellige arenaer af deres dagligdag. 2. Problemstilling Hvilke pædagogiske problemstillinger kan forekomme, som hæmmer og fremmer arbejdet med børn og unge med anden etnisk baggrund og hvilke former for værktøjer kan implementeres i forståelsen af deres kultur og identitet, for at skabe processer, som kan udvikle deres ressourcer i et socialt felt? 3:Emneafgrænsning 3

Jeg vil igennem to kvalitative interviews og en analyse af feltet Gellerup/Tovshøj bruge Bourdieus principper som en måde at anskue et samfund, og de individer som befinder sig og agerer i feltet. Arbejdet med børn og unge med anden etnisk baggrund involverer et kig på deres identitet som individ, og den måde de marginaliserer sig samfundet. Jeg ville bruge en narrativ indgangsvinkel til at give et indblik i, hvilke historier de fortæller om sig selv, og hvilke historier der bliver fortalt om dem. Analysen vil samle ovenstående indtryk og metoder i et samlet perspektiv. Jeg vil forsøge at klargøre, hvor udviklingspotentialet ligger, og hvilke tiltag der kan bruges i arbejdet med at nå et konkret pædagogisk mål. 4: Metodeafsnit 4.1. Videnskabelig baggrund for metoden Metoden i projektet bygger på Pierre Bourdieus termer: Felt, kapital, habitus. Meningen med at bruge disse termer er at kunne stille skarpt på de problemstillinger, som jeg vil belyse i mine empiriske undersøgelser. Bourdieu omtaler mennesker som agenter, hver agent er en agerende organisme, som danner feltet fællesskaber i et givent felt. I datalogi sprog betyder det en mekanisk organisme, som bevæger sig i takt med, hvilke koder man skriver i et program. Det ville være lettere, hvis det var så simpelt, men i Bourdieus værker betyder agent et individ, som søger relationel stimulering og socialisering. For at kunne gå dybere ned i, hvad agenter er, skal man forklare ressourcer/kompetencer for det enkelte individ. Dette kaldes kapital, og kan anskues på som en kompliceret måleenhed for en enkelt persons kompetencer indenfor forskellige områder. Når man taler kapital, skal man bruge en værdi. Værdien er det der afgør agentens eller det unikke kompetencesæt. Det kan bruges til at forstå meningen med agentens valg i en specifik situation ud fra et kig på det enkelte individs kapitalværdi. Det er netop afdækning af kapitalværdien, der er det centrale element i forbindelse med at forstå underliggende logik, og de valg som de enkelte agenter træffer (Bourdieu:1994/2001:163) Det unikke ved Bourdieus terminologi består i, at hvert separat emne ikke kan stå alene. Hvert element har en værdi hos Bourdieu, som samler det til en fælles forståelse af en eller flere aktører i et felt. 4

som et netværk af objektive relationer mellem forskellige positioner. Positionerne er objektivt defineret i kraft af deres eksistens og de bindinger, de påtvinger de aktører og institutioner, der udfylder positionerne, i kraft af deres øjeblikkelige og potentielle placering i relation til fordelingen af forskellige former for magt (eller kapital) (Bourdieu,:1992/2002:84-85). Feltet kan ses som et netværk af aktører, som agerer i en eller flere kulturer. Det kan betragtes som en måde at anskue et enkelt individ som en aktiv agerende aktør. Kulturel kapital kan være essentielt for adgang til et felt. Kulturelt kapital eller symbolsk kapital kan give adgang til et felt, via de kompetencer og viden, man har om et givent felt. I Gellerup/Tovshøj sætter man stor pris på det kulturelle og sociale kapital. Det er. at man kender mennesker i området, og er accepteret af menigheden i lokalområdet. Med dette mener jeg ikke, at kulturel og social kapital har direkte at gøre med religionen, som praktiseres i området, men derimod dem som formår at bringe folk sammen i forlængelse af den. Søren Gytz Fremhæver i sin tekst om Bourdieu et relevant spørgsmål: Hvis man er medlem af en herskende klasse og ikke har penge, hvad har man så? (Søren Gytz 2000 s.143) Dette spørgsmål er meget relevant i forhold til måde den sociale kapital i Gellerup udspiller sig i dagligdagen. Det store spørgsmål ligger måske nærmere i, hvordan kan man implementerer denne kapital hos børn og unge, og hvilke underliggende kapitaler skal der arbejdes med for at opnå en høj kulturel kapital? Der kan tales om, at den kulturelle kapital handler i høj grad om, hvordan folk er forskellige og ulige, men virkeligheden ligger i, hvordan kapitalerne er sammensat i forhold til hinanden(søren Gytz 2000). Uligheden imellem de kapitaler som enkelte individer besidder, er fokuspunktet i min empiriske metode. Hvilke kapitaler bliver der lagt vægt på i de tidlige år hos drenge med anden etnisk baggrund, og hvor kommer de fra: Hjemmet, omgangskreds, miljø? Hvordan ser børnene deres egen habitus, og hvilke kapitaler kan de bidrage med i relation og i fællesskabet generelt? Dette vil blive baggrunden for min metode med et senere kig på udviklingspotentiale. En agent eller gruppe af agenter rummer forskellige ressourcer eller kompetencer, som af deres sociale omgivelser anses som betydningsbærende og værdifulde (Gytz 2000 s.146) Det bliver anset som deres symbolske kapital og konstituerer deres habitus i et givent felt. Dette kaldes i Bourdieus optik for praksis. Denne praksis skal være omdrejningspunkt for et nærmere kig på børn med anden etnisk baggrunds habituelle kapitaler, som skal indhentes via to interviews med 5

to drenge, som på overfladen besidder nogle forskellige kapitaler, men fælles for dem begge er, at de har adgang til feltet via de kapitaler. 4.2. Interviewguide Indledning: Metoden i dette interview bygger på Kvales måde at anskue det på. Jeg vil igennem beskrivelse give et billede af, hvilke metoder jeg vil bruge til at udføre interviews ud fra Kvales syn, og forklare de problemstillinger som jeg vil have fokus på. Igennem forløbet ville jeg foretage to interviews, som skal kunne beskrive identiteten hos børn med anden etnisk baggrund. 4.2.1 Tematisering Jeg vil udføre to kvantitative interviews, denne metode skulle være med til at konkludere og teste hypoteser (Kvale 1996) Hypotesen for de to interviews er, at børn med anden etnisk baggrund er meget forskellige identitetsmæssigt, og derfor kræver en individuel pædagogisk tilgang. For at kunne forstå og arbejde udviklende og støttende med disse individer vil jeg strukturerer interviews, efter at finde ud nogle ting om personen og derigennem teste og validerer min problemstilling. Den kvalitative metode kan bruges til at afdække problematikker, fænomener i et felt. Dette interview metode giver adgang til nogle muligheder, som den kvantitative metode ikke tillader i samme udstrækning. Man kan sige, at det er fleksibiliteten og den øgede mulighed for at genere specifik viden indenfor et felt. Dybden i denne metode giver ud fra mit synspunkt en mere interessant interaktion med personen, samt at kunne afdække nogle latente holdninger og motiver igennem interviewet, som man ikke havde regnet med. Ifølge Kvale (1996) får man efter hans opfattelse ikke den rigtige fortolkning af det fænomen, men derimod en fortolkning, og den bidrager til en mosaik af flere forskellige fortolkninger, der har samme værdi. I det kvalitative har jeg valgt en model som Det halvstrukturede livsverdens interview. Det indebærer, at man sender interview personen ud på en rejse i deres livsverden, med et start spørgsmål, som præsenterer emnet grundigt og ligger op til, at informanten skal udlægge dele af deres livsverden og identitet for intervieweren. Meningen med denne form er at kunne give den person man interviewer et mere frit spillerum til at kunne fortælle de ting som han/hun finder relevant indenfor det emne, man har sat op. De positive muligheder i sådanne interview er at kunne se deres verden ud fra deres optik, og igennem interviewet lære om personens verden og måde at agere i den på. Det giver samtidig en basis for udvikling, fordi man gennemgår en proces, hvor man også kommer til at forstå sin egen identitet, og den verden man lever i. 6

Man er nødsaget til at forholde sig til de faldgrupper, som en sådan metode kan indebære. I et så åbent forum er det nødvendigt for interview personen at kunne bære interviewet. I emnebeskrivelsen skal man derfor kunne være præcis og grundig i forklaringen, og interview personens rolle i samtalen. Denne metode bibringer også, at det er nødvendigt at have en vis fortrolighed med den, man interviewer. Man kan skal derfor forsøge at skabe en relationel tillid til den anden part, for at kunne afdække nogle af de latente fænomener indenfor den problemstilling, man har valgt. Det pædagogiske element i metoden, består i, at få et indblik ind i en brugers verden og få en unik mulighed for et øjeblik, at se verdenen igennem en anden persons øjne. Et unikt stilbillede og nogle historier som kun kan opnås igennem den frihed, som denne metode indeholder. Det giver en form for billet til en rejse igennem et felt, kultur og en identitet, som er unik for lige præcis den person som interviewes. Det kan også bruges i det daglige som en pædagogisk metode til at skabe relation til brugere, pga. den forståelse, man får for en anden person. 4.2.2. Design Hele interviewet er designet som en narrativ praksis, hvor der i hele processen sættes et fokus på det at fortælle historier. Historier er valgt af interview personen, Det skal beskrive, den verden som personen færdes i, og de mennesker som er med i de historier, dvs. familiemedlemmer, venner, sportrænere og andre fagpersoner, som spiller en aktiv rolle i deres tilværelse. Det eneste som ikke er frit i interviewet er de emner, som selve interviewet skal portrættere. Emnet bliver fastlagt på forhånd af intervieweren og skal virke som en ramme, hvori historierne skal iscenesættes. Selve den fysiske ramme for interviewet skal betragtes som et afslappet miljø, som giver en basis for en form for atmosfære af ro og tryghed. Det er vigtigt, hvis sådan et interview skal have en virkning, at man overvejer det miljø, som man afholder interviewet i. Personen skal kunne føle sig tilpas i situationen. Man skal derigennem bygge den tillid som afgør succesraten for interviewet og om de historier, som fortælles kan bruges til at beskrive et habitus hos en barn med anden etnisk baggrund. Processen skal ind og kigge på identiteten hos drenge med anden etnisk baggrund og forsøge at afklare forskelle og ligheder på de opfattelser, som samfundet har af dem. Hvilke nogle historier fortæller de om deres baggrund, og hvordan ser de på deres eget liv i et samfund, som man ikke altid forstår. Hvordan hjælper menneskerne omkring dem med at mestre deres tilværelse, og hvilke ressourcer og kompetencer besidder man, som en ung dreng der bor i Gellerup. Målet med de to interviews er at kunne skabe en analyse igennem Bourdieus optik og ud fra hans termer. Jeg ville kigge igennem interview perioden på det felt, som drengene befinder sig i og de doxaer som kan spille i denne færden. Jeg vil samtidig prøve at skabet et billede af deres identitet som aktører i det felt, som hedder Gellerup/Tovshøj. 4.2.3. Beskrivelse af interview 7

Dette afsnit skal beskrive, hvordan udførelsen af interviewet kommer til at se ud, og hvordan jeg vil forklare interviewpersonen om emnet, og de ting som kommer til at ske i løbet af processen. Jeg vil efter hver kategori beskrivelse fortælle en historie om mig selv for at vise, hvad jeg mener, men også for at skabe en relation, hvor vi kan dele nogle lidt mere personlige historier. Det skal kunne bibringe en mere personlig tilgang til processen og en dybere forståelse af hver kategori. Emnebeskrivelse: Vi kommer til at snakke om, hvad du laver til daglig. Hvilke nogle mennesker er vigtige for dig, og hvad gør dem specielle for dit liv? Du skal prøve at fortælle mig nogle historier om dig, din familie og de venner, som du har. Hvad er din favorit ting at lave sammen med din familie? Hvad kan du godt lide at lave sammen med dine venner? Hvilke nogle mennesker er de vigtigste for dig? Jeg har lavet et skema som jeg sidder med igennem interviewet som er delt op i 4 emner. Det første hedder jeg. Der skal man bare starte med at sige Jeg og så noget du kan lide eller noget du er god til, eller nogle ting som du godt kan lide at lave. Det næste emne hedder familie : Der skal du prøve at fortælle nogle historier om nogle af de medlemmer, som betyder mest for dig og måske en sjov oplevelse, du har haft med dem. Det tredje emne handler om dine venner, der skal du prøve at fortælle, hvad du laver sammen med dem, og hvilke ting i godt at kan lide at snakke om. Den sidste handler om alle de mennesker du har noget at gøre med, din træner, pædagog, lærer osv. Når vi så er færdige, får vi lidt af det mad, jeg har med, og snakker om, hvordan det er gået. 4.2.4. Transskribering når tale skal omsættes til tekst, skal man være opmærksom på, at der altid finder en fortolkning sted (Kvale 2004). Jeg ville bruge båndoptager til indsamlingen af empirien. Denne metode skal kunne give en konstant opmærksomhed på det, personen ytrer i processen. Når transskriberings processen bliver udført af en enkelt person vil der altid være mulighed for fejlkilder. I det mere frie interview kan der forekomme uoverensstemmelser imellem den hørte sætning og forståelsen af denne Jeg vil derfor være opmærksom på, at jeg medtager de ytringer som jeg forstår bedst og kan overføres til at skabe en forståelig og validerende tilgang til det transskriberede materiale. Det ville være målet igennem denne fase er at kunne udlede nogle konkrete opmærksomheder som kan bidrage til besvarelsen af min problemstilling. Man skal derfor gøre opmærksom på interviewpersonernes lave sproglighed. I transskriberingsfasen kan der forekomme nogle barrierer som kan gøre det svært at transskribere direkte tale. Man kan sige at man skal forsøge at forstå 8

budskab og mening i den måde man hører det i rå materiale og derudfra skabe nogle sætninger som skal give en forståelse af interviewpersonenerne. Meningen med dette er ikke at nedværdige eller dømme den måde interviewpersoner taler frit i interviewprocessen Transskriptionen bliver derved en fortolkningsmæssig konstruktion som er et nyttigt redskab til det givne formål (Ibid). Som hovedmål skal processen kunne skabe en dybere forståelse af interviewpersonerne og ud dragelsen af elementer, som ikke har relevans indenfor emnet. Jeg vil derfor undlade at medtage inkriminerende- familiære- og religiøse perspektiver som ikke skal bruges til at validere mit budskab og besvarelse af problemstillingen. 4.2.5. Analysemetode Processen som jeg vil implementere, skal være med til at komprimere den datamængde som bliver indsamlet på baggrund af interviews. Kvale kalder denne proces for meningskondensering(kvale 2004). Denne metode skal bidrage til, at komprimere mængden af empirien og forme et fælles budskab. Det skal også være med til at give et overblik over store mængde data, som skal kunne sættes i en sammenhæng, som kan være brugbart i forhold til min problemstilling. Den skal også præsentere en måde som fordrer en tilgang til analyseren og give et mere komplet syn på børn og unge med anden etnisk baggrund. Jeg har valgt med fokus på at skabe de mest givende resultater, og at dele de svar som jeg udleder fra interviews op i emner. Emnerne skal bruges som byggesten til at kunne analysere, og bruge det på en mere direkte måde i min praksis pædagogiske afsnit. Jeg har valgt at fokusere på disse fire emner. Identitet/kompetencer, doxa, kultur og historier. Identitet/kompetencer: Den skal bidrage til at kunne få et indblik i personens identitet, og de kompetencer som personen besidder i feltet. Doxa: Skal kunne give et blik på de problemstillinger, som interview personen oplever som svære, samtidig vil dette emne være basis for skabelse af praksis pædagogik, hvor der kan gives nogle bud på, hvordan man kan arbejde og støtte brugeren i at gøre op med disse problemstillinger. Kultur: Skal kunne give et blik på, hvilke forskelle og ligheder kulturen indbringer i hverdagen hos brugerne, og skal dermed kunne give nogle perspektiver, som kan bruges til at analysere og underbygge de analytiske aspekter, som jeg vil fremlægge senere i opgaven. Historier: Skal virke som et metode til at forstå det felt, som de to interviewpersoner deler og skaber en dybere forståelse af dem som agerende individer. 9

Emnerne bliver derefter konkretiseret indenfor nogle forskellige arenaer: Jeg, familie, venner og autoriteter. Dette skal ses som en måde at inddele de indtryk, så man optager i forskellige arenaer af tilværelsen. Der kan forekomme forskelle på, hvordan man opfatter sig selv indenfor forskellige arenaer, og hver af dem kan bidrage til en dybere forståelse af personen. Samlingen af disse emner skal kunne bidrage til et multikulturelt syn på de interviewpersoner, som empirien er dannet ud fra. 4.2.6. Verificering Ved verificering fastslås generaliserbarhed, reliabiliteten og validiteten af interviewresultaterne (Kvale 2004). Resultaterne af de interviews som er blevet lavet, skal verificeres igennem denne optik som fremlægges igennem analysen, derefter skal den diskuteres, og man kan udlade tematik, som skaber en forundring, hvorpå man biddrager med egen opfattelse til at verificere sin egen professionelle optik. Det kan forekomme igennem elementer og modeller, som kan bruges til at arbejde med problemstillinger, viden og det felt, som målet for empirien skal kunne beskrive. Det skal virke som en måde at kombinere egne indtryk med de empiriske fund, samt at kunne medtage den teoretiske årvågenhed indenfor emnet. Til en samlet forståelse af den problemstilling og derigennem at kunne give et kvalificeret svar på, hvordan man implementerer pædagogiske processer ind i arbejdet med børn og unge med anden etnisk baggrund. De interviews man foretager, skal gerne afspejle de fænomener som projektet omhandler (I.bid) 4.2.7. Rapportering Forud for disse interviews, har jeg haft samtaler med interviewpersonernes forældre og aftalt, hvilken information der må medtages fra de interviews som laves. Basis for at kunne udføre personlige interviews indebærer, at man medtager en del diskretion efter både børnenes og forældrenes ønsker. Den medbragte information er derfor også blevet censureret og komprimeret efter relevans og ikke at bruge det mere sensitive materiale i opgaven. Efterfølgende skal denne opgave bruges til fremtidig arbejde med brugergruppen, som er repræsenteret, samt som et pædagogisk middel til forståelse i det felt, hvor interviewpersonerne befinder. Opgaven skal kun bruges af professionelle pædagoger, som har arbejdsområde indenfor dette felt. 10

5:Identitet I dette afsnit ville jeg sætte fokus på børn med anden etnisk baggrund og den måde de opbygger en identitet, i det felt de befinder sig i. Jeg vil forsøge at afklare nogle perspektiver ud fra en narrativ tilgang, samt kulturel en mere kulturel vinkel som skal skabe en forståelse af hvordan historier påvirker individets habitus i et felt. Ved identitet mener jeg interaktionen mellem et menneskes selvopfattelse og andres opfattelse af personen¹ Nelson 2002 s.23 Når man taler identitet blandt børn og unge med anden etnisk baggrund, skal man overveje hvilke former for historier, der bliver om dem i samfundsmæssig aspekt, samt hvilke historier de fortæller om sig selv. I samfundet findes der forskellige historier om mennesker, som bliver positioneret ud fra deres klasse, område og samfundssyn. De historier som bliver fortalt omkring en gruppe mennesker i specifikke miljøer kaldes master fortællinger. Det kan ses som nogle historier, som bliver fortalt om et samfund af samfundets borgere. Det er helhedsperspektiver af folkegrupper, kulturer og miljøer set ud fra en fælles opfattelse af, hvordan man oplever en arena i samfundet. For at kunne give et indblik i et individ eller en gruppes identitet, er det nødvendigt at kigge på kulturen, som danner rammen for hvert individs fortællinger i et givent felt. Kulturbegrebet er stadig et nøglebegreb, som ikke blot kan erstattes af andre begreber, fordi det fokuserer på den evne mennesker har til at skabe betydning og give disse betydninger en såvel objektiv, som subjektiv form, som transcenderer det enkelte individ i tid og rum. (Gilliam 2006 s.55) 11

5.1 Kulturbegrebet Laura Gilliam taler igennem nogle teorier, som oprindeligt er udviklet af Frederik Barth, om kultur ud fra distinkte former: Objektiv og subjektiv. Den objektive: Det handler basisk om den kulturelle produktion, som sker i forskellige sociale systemer: Felter, fællesskaber, institutioner. Nogle af disse systemer repræsenterer miljøer, hvor kultur produceres, samt forskellige kulturer i forhold til det rum og tid som individer agerer i. I disse fællesskaber implementeres forskellige kapitaler, som konstruerer kulturelle adgangskrav til feltet. På et institutionsniveau kan man tale om udviklingen af en subkultur som igennem kapitaler som: Kulturelle institutioner, verdener og felter, til politiske systemer, sociale institutioner, sprog, praksisser og ritualer som så igen danner grundlag for fælles erfaringer (Gilliam 2006,s.56 Jenkins 1996) I denne sammenhæng handler det om de fællesskaber, som skabes i blandt børn og unge med anden etnisk baggrund. De grupper man positionerer sig med i henhold til den subkultur, som man er en del af. I disse kulturer udspringer der fælles erfaringer og historier, som danner et bånd og en ramme imellem agenterne. Problemstillingen ligger i, hvordan hver agent agerer i de forskellige subkulturer, hvor de færdes i dagligdagen. Kan man som individ differentierer imellem de subkulturer, og har man de habituelle erfaringer, som giver mulighed for deltagelse i kulturene? Den Subjektive Den kan defineres på denne måde: Den individuelle konstruktion af virkeligheden og dispositioner for handling indlejret i habitus gennem positionerede erfaringer med kulturelle former i forskellige felter og disse praksisfællesskaber (Gilliam 2006 s57) Erfaringer ses som et centralt begreb i den subjektive form, det beskriver som vores indlejrede identitet i de forskellige sociale arenaer, som et menneske befinder sig i. Gilliam taler i forlængelse af Amit talai om nødvendigheden af en multikulturel identitet som et adgangskrav for at kunne agere i flere systemer eller kulturer i blandt etniske minoriteter. Det er nødvendigt at kunne fungere i forskellige kontekster og sammenhænge, som børn og unge deltager i. Gilliam kalder det 12

subjektive for det erfaringsbaserede habitus, som er med til at afgøre hvilken position, som man sætter sig selv i via individets erfaringer og den relative position i feltet. Individuelle forståelser af kulturelle processer indlejres i kroppen via de erfaringer, og de positioner som vi placerer os i. Det er afhængigt af, hvordan vi filtrerer de erfaringer, som vi oplever igennem positionen i feltet, og den habituelle investering af kapitaler, som konstruerer kulturen. Dvs. at vi investerer vores identitet i de fællesskaber, som vi er en del af, samtidig med at vi erfaringsmæssigt oplever de forskellige kulturer igennem det enkelte menneskes optik. Agenter optræder derfor meget forskelligt i forskellige subkulturer. Kombinationen af alle de erfaringer som børn og unge med meget forskellige etniske baggrunde investerer i feltet, giver en fælles kultur eller fordrer en sub- multikultur, hvor mennesker ikke er bevidste om, hvad det kulturelle kodeks indeholder, og hvilke erfaringer som er adgangsgivende for deltagelse. Etniske minoriteter bibringer nogle forskellige ressourcer til feltet. Hvordan kan man gennemskue, hvem der bibringer noget ressource givende til et fællesskab igennem kapital investering, og hvilke individ fordrer nedbrud eller hæmmer fællesskabet og individernes udvikling? (Gilliam 2006) 5.2 Etnisk Identitet Kulturen er repræsentation og fællesskabet er forestillet (Gilliam 2006 s60) Benedict Andersen taler i sin bog om Imagined communities (Andersen 1983 s.15) Det handler om, hvordan man opfatter kultur i et samfund. Han skønner, at hvert medlem af et samfund kender ikke alle de andre medlemmer, men derimod kun nogle få grupper af mennesker. På baggrund af dette mener han ikke, at det er muligt at agere som et fællesskab, når der findes meget forskellige mennesker, som man ikke passer ind i en normalitet af, hvad man kalder fællesskab. Kulturelle identiteter afspejler ikke nødvendigvis at have det samme: Fællesskab, kultur og historie. Personer identificerer sig med grupper af mennesker, som de føler et fællesskab med. Man bliver draget af genkendelighed med lignede identiteter. Etnicitet og de forskelle, der konstruerer den etniske identitet, skabes i grænsedragningen til de andre, i dikotomier, der definerer en gruppes særegenhed (ibid. s60) Etnicitet ses i denne sammenhæng som dikotomier eller en todeling. Dvs. at etnificationen skinner mest igennem i forskellen mellem dem og andre. Etniske identiteter i fællesskaber menes at forsøge at skabe fælleshed i form af sociale kodekser, som adskiller dem fra andre grupper af mennesker i 13

samfundet. De kan også indeholde meget internaliserede værdier: Kulturelle, etiske og moralske. Det kan fordre en eksklusionsproces, som adskiller eller separerer dem fra et større socialt domæne, fordi de mener, at denne relation som de oplever i et givent fællesskab, er nok til skabelsen af et kulturelt fællesskab. Dette kan medføre en problematisk tendens og kan forårsage en kløft imellem dem og andre, idet de snakker om andre mennesker uden for fællesskabet som anderledes og fremmede. Etnisk identitet synes så at blive så stærk, fordi ideen om etnicitet- at den etniske gruppe deler kultur- udvider ens indlejrede kulturelle former til at gælde for kollektivet som præsenteres som et folk med denne fælles oprindelse (Ibid. s.62) 5.3 Narrativ historiefortælling For at kunne sætte sig ind i, hvordan det narrative har effekt på individer og grupper, skal man starte med at rejse det spørgsmål: Hvad er en historie? Historier Hilde Lindemann Nelson ser historier ud fra hvilke egenskaber, en historie besidder. De kan være fremstillende i kraft af den måde, den enkelte person opstiller de erfaringer, som han/hun har haft. De er selektive på den måde, at de ytres fra et menneske eller fortælles om en person. De fortolker mennesker og handlinger igennem den måde de kanaliseres på. De forbinder folk til hinanden i relationer og bruges til at gøre fælles for mennesker imellem. Byggestenene for historier består af menneskers handlinger, de er med til at fremstille den måde, man ser en person eller et fællesskab på. Det mennesker erfarer igennem livet, og de relationer og interaktioner som de fortolkes igennem. Historier bliver støbt ud fra handlinger, som mennesker erfarer i deres dagligdag, og hver historie har en symbolsk værdi for en eller flere aktører. Det kan sættes op i modsætning til et fotografi, som fremstiller et stilbillede af en specifik tid eller øjeblik. En historie ses som repræsentation af en mængde hændelser i en tidsperiode. Man kan derfor sige, at det narrative element involverer et tidsforløb, som har en unik kronologisk rækkefølge. For at kunne skabe en 14

helhedsforståelse af historiens relevans, skal man kunne skelne imellem en krønike og en historie. En Krønike er ting som sker i målt tidsfrekvens. En historie kan indeholde nogle flere sekvenser, som skaber et bredere billede igennem tid. Den kan indeholde Flashbacks og flashforwards, eller en hurtige skift imellem de to (Nelson 2002 s31) Den selektive del af historien består i måden, den bliver fortalt på. Opbygningen skal modsat en krønike have en: Start, midte og afslutning (Hayden White 1973 s5). Det selektive består i, at denne 3 delings struktur er nødvendig for skabelsen af en historie, men indholdet bestemmes af fortælleren. (Nelson 2002) Historier har meget forskellige karakterer og kan udformes på uendelig mange måder. Det essentielle i en historie er forløbet, budskabet og indholdet. Historier fortæller meget om, hvem man er som mennesker, og de kontekster som man er del af. Vores identiteter formes delvis af, hvad vores handlinger siger om os, men om vi bliver set som den slags mennesker, der generelt regnes for at være moralsk ansvarlige for, hvad vi gør, eller som kompetente til at løse bestemte opgaver, har lige så meget at gøre med normerne hos de mennesker, der bedømmer vore handlinger, som med vores evne til at forstå og handle i overensstemmelse med disse normer (Nelson 2002 s112) Den narrative identiet repræsenterer ikke kun de historier, som vi fortæller om os selv, men også i høj grad de historier, som bliver fortalt om os. Dette bringer det spørgsmål: Hvilke historier bliver fortalt om etniske minoriteter som samfund og af individerne i det samfund? Kan de historier som bliver fortalt om dem påvirke deres selvopfattelse af deres identitet, og i sidste ende gøre, at de optager samfundets historier, og tager dem til sig, og positionerer sig ud fra dem. Modhistorier og masterfortællinger Når man taler om historier på et narrativt plan set i forhold til det enkelte individ, er det ligeså vigtigt, eller måske endda mere relevant at snakke om hvilke historier som kommer i konflikt med de fortællinger som man fortæller om sig selv. Modhistorier er fortællinger som beskriver et individ, det er med til at konstruerer identiteten hos en person. Historierne bliver primært fortalt af: 15

Venner, familie, fodboldtræneren, pædagogen og læreren. Det kaldes modhistorier, fordi det bliver fortalt om et individ af andre end en selv. Det betyder nødvendigvis ikke noget negativt, men man kan snarere sige objektiv set, samlingen af disse historier kan der findes nogle fællestræk dvs. at der forekommer nogle fælles historier som bliver fortalt af mennesker som har en betydning for individets udvikling. Modhistorier er i stand til at reidentificere mennesker, hvis identiteter har lidt skade af undertrykkelse, er at hævde, at fortællinger udfører et moralsk arbejde (Nelson 2002, s.64) Disse historier kan være med til at beskrive identiteten hos en person. Det kan have en positiv tilgang at have disse historier om et individ. Positive modhistorier kan virke anerkendende og udviklende i arbejdet med enkelt individer og grupper. Rent pædagogisk er det vigtigt at kunne arbejde med denne form på et udviklende plan, derfor skal man finde det potentiale denne form har. Hilde Lindemann Nelson fremlægger via Alistair Macintyre og Martha Nussbaum, nødvendigheden af historier: (Nelson 2002, Macintyre 1990, Nussbaum 1990) 1) Lære om vores pligter 2) Styre moralske gode gerninger 3) Motivere moralske gode handlinger 4) Retfærdigøre handlinger på et moralsk grundlag 5) Udvikle vores moralske sensibilitet 6) Fremme vores moralske erkendelse 7) Gøre handlinger eller personer moralske forståelige, genopfinde os som bedre mennesker 5.4 Den narrative/anerkendende tilgang. Set i lyset af denne metode, vil jeg på et individ plan tale om denne model set i forhold til Axel Honneths syn på anerkendelse 16

alle former for social interaktion rummer gensidige moralske krav, og at sociale forhold er anerkendelsesforhold (Honneth 2004, s.61-63). For at se disse to modeller i sammenspil, og hvordan de begge kan bidrage til at hjælpe individet med at skabe en positiv selvfølelse igennem den narrative og den anerkendende tilgang. Man kan forklare de to tilgange igennem dette praktiske pædagogiske eksempel: En dreng med anden etnisk baggrund som befinder sig en institution, hvor hoveddelen af børnene er etnisk danske. Han kommer oprindeligt fra Gellerup, men går i skole i Viby. Hver dag bliver han kørt frem og tilbage i taxa. De andre børn i institutionen hvor han går, fortæller historier om de ting han gør, men ikke hvordan han er. Han kommer til tider i fysiske episoder med andre børn fra klubben, det resulterer tit i, at pædagogerne ligger mere mærke til ham, end andre børn. Pædagogerne er bevidste, om at han er der fysisk, men har et noget socialt ståsted i fællesskabet. Honneth bruger en term, som han kalder usynlighed, Det dækker over det at have en objektiv fysisk tilstedeværelse, men ikke at have nogen plads i det sociale hierarki (Honneth 2004). Ovenstående eksempel er med til at beskrive denne usynlighed, som han taler om kombineret med de modhistorier, som bliver fortalt om drengen i hverdagen. Anerkendelse kan bruges i denne narrative tilgang som en katalysator for udvikling hos et individ. Begrebet anerkendelse anvendes hos Hegel til at kendetegne de sociale mønstre af en gensidig bekræftelse, som udgør nødvendige forudsætninger for en menneskelig bevidsthed om frihed, for autonomi og for identitetsdannelse (Honneth2001, s. 11). Anerkendelse kan også ses som en måde at implementere den narrative indgangsvinkel ind i det pædagogiske fællesskab. Bekræftelse i et fællesskab i anerkendende og narrativ optik kan hjælpe individet til at forstå sin egen position i fællesskabet bedre, via de historier som bliver fortalt i dagligdagen om personen. Det kræver derfor også, at disse historier leveres med et blik på den måde Honneth anskuer anerkendelse i pædagogiske fællesskaber og forhold til identitetsdannelse og udvikling. I de videre afsnit vil jeg prøve at opsætte denne forståelse på empirisk indsamlet materiale og andre relevante pædagogiske teknikker for at skabe en helhedsforståelse af individets søgen frem imod social accept, og en position i fællesskabet som giver mulighed for udvikling. 17

I solidaritetens sfære er der tale om både noget emotionelt og noget kognitivt i anerkendelsen. Mødes vi med denne form for anerkendelse, udvikler vi selvværdsættelse.(britta Nørgaard om Axel Honneth teorier s. 64 2005) Identiteten hos et andet menneske er unikt og skal beskyttes, udvikles, støttes i de processer som han/hun er en del af. Et hvert individ bibringer noget til et fællesskab, og det er op til de professionelle som varetager individets velbefindende at støtte brugeren i at finde den rigtige position, som giver belæg for den udvikling, som brugeren har brug for. Individets søgen imod den gode historie og de fortællinger som personen kan identificere sig med, kan være med til at skabe en individuel og social identitet. Det kræver også, at man forstår individet, og hvad der på et givent tidspunkt skal til for at udnytte barnets potentiale og ressourcer. 6: Analyse af feltet Selve det analytiske element i denne opgave består at få en større forståelse for børn og unge med anden etnisk baggrund. Jeg kommer til at kombinere det empiri, som jeg har indsamlet i to interviews, med den teori som er beskrevet i de tidligere afsnit. De to interviews er henholdsvis af to drenge på 12 og 13 år. Drengen på 12, har en kurdisk baggrund og jeg vil henvise til ham som Mustafa. Den anden dreng har en tyrkisk baggrund og jeg har valgt at kalde ham Mahmoud. 6.1. Beskrivelse For at kunne sætte sig ind det felt, som analysen tager udgangspunkt i, skal man først forstå det område. Gellerup er som område meget forskellig fra andre dele af Århus. Der bor 7200 mennesker i Gellerup og deraf er ca. 50 % under 18 år. Imellem 70-80 % lever på overførselsindkomster. Det er primært mennesker med anden etnisk baggrund, som har bosat sig i området(se bilag 3). Den store koncentration af mennesker med meget forskellige etniske baggrunde kræver en speciel indsats fra fagfolk, som arbejder i området.(gellerup.nu) I feltet er der mennesker fra 37 forskellige lande, som skal leve sammen. Det er vigtigt med de ca. 3600 unge under 18 år, at de har nogle steder, hvor de kan aktiveres og kultiveres i sammenspil med andre. 18

6.2. Kapital, habitus og doxa: Det er essentielt for at kunne forstå menneskerne, som bor i området, at have blik for de potentielle kompetencer og ressourcer, som giver adgang til feltet. I Bourdieus tankegang, skal mennesker socialiseres i fællesskabet, og den tanke giver meningen i feltet. Når man bor mange forskellige nationaliteter sammen, kræves der en høj kulturel og social kapital til at give mulighed for adgang til feltet og for at blive en aktiv aktør i det sociale liv i feltet. Kulturel kapital handler i denne sammenhæng, om hvordan man forstår og agerer i forhold til andre mennesker med andre etniske baggrunde. En form for forståelse som man bedst kan opnå i relation til andre. Kulturel kapital kan virke flertydig, når så mange nationer med forskellige kulturelle baggrunde lever på samme sted. Hvordan kan man så definere den kulturelle kapital som er indlejret i børn og unge i Gellerup? Det findes der ikke kun et svar på. En hver person har en mængde kulturel kapital indlejret i deres habitus. Det handler ikke om mængden af den kulturelle kapital, men derimod om man forstår hvert individ igennem denne kapital. I forståelsen af en kultur eller etnicitet skal man fokusere på at skabe relation til personen og derigennem kunne forstå deres kultur. Man kan snakke om, at den vennekreds man er en del af fra barnsben, er med til at konstruere værdi fordelingen af et individ, som en del af en subkultur i et felt. Mahmoud snakker om i sit interview, at han har haft de sammen venner lige siden børnehaven og de er stadig sammen. Så man kan sige, at visse kapitaler som den sociale og kulturelle kan blive udviklet og stimuleret i mindre subkulturer i feltet. Hver subkultur har nogle adgangskrav, som kan være nødvendige for potentielle aktører til at få adgang. Det handler ikke kun om at vide noget om det sociale kodeks, men snarere at man har nogle lignende kapitaler, som passer med den gruppe, man er en del af. Det er virkeligheden for mange børn og unge i Gellerup, at mange ikke har bæredygtige familierelationer. Ud fra Mahmoud og Mustafa synspunkt betyder familie noget meget forskelligt. Mustafa har en kurdisk baggrund, hvor hans far ikke er til stede, og ikke deltager i familien. Det er primært hans storebror, som agerer som familiens leder. Det er en tung byrde for en ung dreng på 15 år. Det kan ses som en tung byrde at skulle optage det ansvar og opdrage på hans tre år yngre bror. Hans sociale og kulturelle stimulering sker i den subkultur, som han er del af, og i vennekredsen og de autoriteter som han møder i sit nærmiljø. I dette tilfælde spiller nærmiljøet en stor rolle i dannelsen af hans kompetencer, De er med til at konstruere hans identitet som individ. 19

Det lægger meget ansvar på de professionelle, som varetager hans velbefindende og udvikling. Spørgsmålet ligger så i, om de mennesker som han omgås kan give ham de stimuli, som kræves for at han kan mestre sin tilværelse? (se bilag 1) For at kunne vise forskelligheden og særpræget multikultur, som findes i Gellerup, vil jeg beskrive den anden interview person og den historie som han har. Mahmoud er af tyrkisk herkomst. Han har en stor familie med forældre og 3 små søskende. Hans familie betyder rigtig meget for ham, og de er en stor del af hans dagligdag. Han beskriver hans forældre som sværere at gøre tilfredse. De har nogle meget specifikke forventninger til hans fremtid. Som den eneste tyrkiske dreng på hans klassetrin, har han det svært i skolen og han oplever ikke altid, at han bliver behandlet godt af sine klassekammerater. Hans største ressource er hans sproglige kapital, han er meget velformuleret og bruger denne kapital til at danne netværk og venskaber. Det kan samtidig, hvis han møder nogle børn og unge med mindre sproglige kompetencer, resulterer i, at (hans egne ord) De tror jeg spiller smart, når jeg snakker til dem. Denne opfattelse af hans måde at bruge sproget på,kan give unødvendige kontroverser og fysiske sammenstød, som hindrer hans udvikling af hans andre kapitaler. Det er derfor et doxa i hans udviklingsproces, hvordan man forebygger disse hændelser og hjælper ham til at kunne fungere sammen med resten af aktørerne i feltet. Jeg vil tage udgangspunkt i, hvordan man kan hjælpe de drenge med at udnytte deres potentiale og udvikle deres ressourcer og kompetencer i skabelsen af en identitet, både social og som individ. Jeg vil igennem de næste afsnit præsentere nogle metoder, man kan anskue teorien i opgaven og set i teoretikeren optik, forklare nogle muligheder, som drengene har for at skabe udvikling deres tilværelse. 6.3. Kultur som kløft eller springbræt: Som Laura Gilliam omtaler qua Bourdieu, handler denne kultur om, at man er en del af, hvordan man positionerer sig i forhold til de andre aktører. De mener at den sociale sfære er konstant forhandling i forhold til positioner for aktørernes sociale ståsted. De positioner man placerer sig i, og de erfaringer som man har, er med til at konstituere denne position. Ud fra subjektive kulturmodeller, snakkes der om, at individer deler nogle kulturelle praksisser: Erfaringer, ritualer og samfundssyn. Det er med til at skabe fælles erfaringer og specifikt syn på feltet som en helhed. Opdelingen i feltet er splittet af mange subkulturer, som bibringer noget forskelligt til det sociale og kulturelle miljø. Alle disse subkulturer kan ses i den helhed, at de skal kunne fungere sammen i et 20

socialt system. Kulturer som er dannet af forskellige former for ritualer som kan være inspireret af: Religion, nationalitet og interesser og køn. Det vigtige er at forstå ved dette, at de subjektive kulturelle sammensætninger ikke kun baseres på erfaringer, men af en kombination af mange elementer. Som individ i dette felt skal man kunne optage et multikulturelt syn i den sociale verden. Det objektive og det subjektive syn giver et billede at et komplekst system, hvor man skal fungerer i mange forskellige systemer på samme tid. Som i overskriften skal man prøve at finde frem til, om alle de forskellige subkulturer er en styrke for et individ at kunne færdes i, eller om det hæmmer agenterne i deres udvikling? I forhold til det objektive syn på kultur, afhænger stabiliteten og udviklingen i feltet af, hvilke kapitaler som der er fokus på i udviklingen af den givne subkultur. Kapitalerne konstruerer styrken af den individuelle subkultur. I et udviklingsperspektiv kan der tales om det Erfaringsbaserede habitus, det kan være en måde at udvikle subkulturelle sammensætninger af identiteter i en social proces. Denne sociale proces kan involvere forskellige muligheder for udvikling. Det kan bestå i at skabe nye erfaringer i en gruppe proces, hvor man ser en gruppe med nogle fælles kapitaler og lignende habituelle erfaringer. Disse erfaringer kan udvikles i feltet med tiltag, som udvider og fornyer de erfaringer, som de allerede har. Endvidere at sætte en gruppe i nogle nye sammenhænge og tiltag som kan give dem fælles erfaringer i feltet og iscenesætte implementeringen af nye kapitaler i forhold til gruppens identitet og deres syn og opfattelse af andre kulturer. Det kan også være en aktiv del af at skabe et mere differentieret menneskesyn i forhold til andre nærliggende kulturer, men også kulturer som findes udenfor deres eget felt. Gruppeprocessen kan være en måde at implementere nye kultursyn, men det kan samtidig bruges på et innovativt niveau i forhold til enkelte individer. På et individ plan handler det først og fremmest om at kunne anskue individets ressourcer og potentiale, samt at kunne forstå den enkeltes måde at se verden på. Der starter udviklingsarbejdet med den subjektive kulturform, hvor det er vigtigt at kunne afklare positionen for individet, og hvordan deres habitus har indvirkning på deres sociale placering og deres ageren i forhold til den måde, man positionerer sig på. Denne forståelse om et individ kan give nogle lysglimt af deres optik og bruges aktivt i videre i udviklingen af kapitaler og afhjælpe potentielle doxaer, som kan forekomme. I denne måde at se individet på handler det om åbenhed og relation. Det skal opnås for at kunne få det unikke indblik i andre individers optik og deres livsverden. En stor del af arbejdet med børn og unge med anden etnisk baggrund handler om forebyggelse af doxaer, som kan forekomme i deres identitetsdannelse og i de sociale processer som 21

de deltager i. Årsagen til at den unikke indsigt i individet er nødvendig, består i en dybere forståelse af individets ageren og kunne forudsige eventuelle problemstillinger i de processer, de indgår i. Endvidere at kun hjælpe dem med at kunne skabe holdbare relationelle og identitetsudbyggende processer i feltet. I forhold til overskriften handler kultur om den tilgang som man har til de processer, som man skal deltage i. Det kan virke som et springbræt, hvis man anskuer multikultur som en styrke. Det skal ses som en ressource hos børn og unge med anden etnisk baggrund. Disse højnede kulturelle kompetencer, at leve i multietnisk samfund, skal kunne give dem muligheder for udvikling i andre relaterede kapitaler og virke som en byggesten for udvikling. 6.4. Når historien hæmmer udviklingen En historie kan fortælles på mange forskellige måder, qua Hilde Lindemann Nelson, handler det om: Konteksten de bliver fortalt i og den måde man konstruerer indhold og budskab på. En historie kan påvirke positivt og negativt på samfund, grupper og individer. Laura Gilliam udtrykker den problematik, som jeg vil fremhæve i titlen på hendes bog fra 2009 (De umulige børn og det ordenlige menneske). Selve titlen beskriver noget om, hvordan børn og unge med anden etnisk baggrund opfattes af verden omkring dem, og derigennem hvordan de opfatter sig selv som individer. Masterfortællinger kan beskrive: Samfund, grupper og systemer i felt. Spørgsmålet ligger i, hvordan historierne bliver fortalt, og hvordan indholdet påvirker de mennesker, som de fortæller om. Hvilken effekt har en masterfortælling om en befolkningsgruppe eller subkultur. Et eksempel kunne være Indvandre drenge laver kun ballade. Når man portrætterer drenge med anden etnisk baggrund er det ofte negativt ladet budskaber på de historier der fortælles. Hvordan påvirker disse historier disse drenges mulighed for udvikling af identitet? Nelson fremhæver vigtigheden af positive historier, som noget der er med til at gøre handlinger moralsk forståelige, og det kan gøre en til et bedre menneske. Hvad nu hvis de historier er med til at give en opfattelse af sig selv som et dårligt menneske og negativ agerende individ? Hvis individet er konstruereret ud fra de historier, der fortælles om det, hvordan kan man så undgå at tage ejerskab overfor de negative masterfortællinger som fortælles om grupper, samfund og de mennesker som de består af. 22

Det skal selvfølgelig ikke ses som en udelukkende samfundsmæssig problemstilling. Det skal ses som en måde nogle folk optager disse historier på. Masterfortællinger kan have en indvirkning på mennesker, og det kan være med til at styre deres moralske kompas i forhold til det de ser om sig selv, og hvordan de oplever verdenen. Problematikken ligger i når disse historier hæmmer dannelsen og opfattelsen af dem som mennesker. I et identitets perspektiv skal man kunne navigere udenom disse historier, samt se det som noget, der er nødvendigt at gøre op med. Jeg vil komme mere ind på implementeringen af nye historier i praksis perspektiv senere i opgaven, hvor fokus vil være på, hvilke tiltag som implementeres for at undgå at tage ejerskab overfor disse historier. Jeg vil fremhæve et citat fra empirien, som Mahmoud udtalte under interviewet Jeg synes ikke folk lytter til mig, når jeg siger noget i skolen. De går bare videre til den næste (bilag 2). Dette eksempel beskriver blandt andet, hvordan individuelle historier kan påvirke identitets dannelse i sociale processer. I denne sammenhæng beskriver han en skole situation, hvor han ikke føler, at han bliver hørt. Denne følelse kan være skadeligt for hans videre udvikling. Denne historie giver et indblik i hans opfattelse af skolen, og lærerens opfattelse af ham. Det kan være svært at validere, når man ikke har observeret ham i skole regi, men med udgangspunkt i selve historien, kan den have negative følger for hans udvikling. Denne følelse af ligegyldighed fra autoriteter, som udfylder en stor del af hans hverdag, kan med tiden give ham et negativt syn på autoriteter, hvis denne opfattelse ikke ændres. Hvordan kan man gøre op med den opfattelse og forsøge at fortælle nogle nye historier. Sådanne historier kan defineres som negativt dannende i et identitetsperspektiv. Hvem kan fortælle andre historier om ham i skoleregi hans nærmiljø? For at ændre denne opfattelse skal der fortælles nogle andre historier, som sætter ham i et positivt og aktivt lærende lys i det felt som skolen repræsenterer. Det er derfor nødvendigt at han hører historier fra lærer, pædagoger og klassekammerater som har nogle modhistorier, som tilfører et andet billede af ham som individ, og fremlægger nogle af de ressourcer, som han besidder. Mustafa beskriver oplevelsen af skolen på denne måde: Jeg forstår tit ikke, hvad lærerne siger. De snakker rigtig hurtigt. Jeg kender ingen i skolen (bilag 1). 23