Viljen til egen udvikling

Tegningen er venligst doneret af en borger i socialpsykiatrien i Hjørring Viljen til egen udvikling en fremtid med uanede muligheder Professionshøjskolen University College Nordjylland Bachelorprojekt 2013 Vejleder: Holger Kjærgaard Antal anslag: 59.947 Thomas Holm HS09025 Opgaven er udarbejdet uden uretmæssig hjælp

Indholdsfortegnelse Indholdsfortegnelse...1 Indledning...2 Metode...3 Del 1...4 Væksthuset...4 KRAM...5 Psykomotorisk træning i behandlingen af indlagte psykiatriske patienter...5 Fysisk inaktivitet, konsekvenser og sammenhænge...6 Bourdieu...7 Felt...7 Symbolsk kapital...7 Habitus...8 Selvet som fremadrettet-fortidsbestemt-nutidighed...10 Fortidsbestemthed...10 Nutidighed...11 Fremadrettethed...11 Motivation...12 Formålet med motivation i socialpsykiatrien...12 Manifest og latent motiverede borgere...13 Den manifest motiverede borger...13 Den latent motiverede borger...14 Indsats i forhold til den latent motiverede borger...14 Kontaktrebus...16 Delkonklusion...16 Del 2...17 Pædagogens opgave og rolle...17 Grundlag for motivationsrelationen...17 Motivationsrelation...19 Sikkerhedsregler i motivationsarbejdet...21 Motivationsteknikker og metoder...21 Konfrontation...21 Den følelsesmæssige indgangsvinkel...22 Den personlige indgangsvinkel...22 Løsning af kontaktrebusser...23 Tilpasningsholdning...23 Verbalisering...24 Hjælpeløshed...24 Kritik af motivationarbejde, fra teori til praksis...25 Konklusion...26 Litteraturliste...29 1

Indledning Da mine overvejelser om emne til dette bachelorprojekt begyndte, slog det mig straks, at jeg nu havde en oplagt mulighed for at koble mit job og min uddannelse sammen. Her var muligheden for at gå i dybden med en problematik, som jeg dagligt støder ind i på mit job som omsorgsmedhjælper på det socialpsykiatriske botilbud Væksthuset. Problemstillingen som jeg ofte ser i mit arbejde er, at nogle af vore borgere er energiforladte og trætte. Det typiske billede er, at de enten ikke orker eller ikke har lyst til at deltage i praktiske og sociale aktiviteter, specielt hvis det foregår et andet sted end på Væksthuset. Det resulterer i, at borgerne ofte isolerer sig og frasiger sig de sociale tilbud og aktiviteter, som vi som personale tilbyder dem. Dette ser jeg som et problem af flere årsager. Der er megen forskning der viser, at bevægelse og socialisering er gavnligt både for krop og sjæl. Samtidig er Væksthuset et midlertidigt udviklings- eller udslusningstilbud, så vi kan ikke acceptere at vore borgere isolerer sig, for på denne måde får de ikke mulighed for at udvikle sig. Derfor er det mit mål med dette bachelorprojekt at finde teorier og metoder, der dels kan hjælpe mig til at forstå denne modløshed og manglende motivation hos borgeren, samt hvordan jeg som pædagog kan være med til at bryde denne tendens. Ovenstående har ledt mig frem til følgende problemformulering: Hvordan kan jeg som pædagog være med til at styrke viljen til egen udvikling hos unge borgere i socialpsykiatrien? 2

Metode Jeg har skrevet denne opgave ud fra den socialkonstruktivistiske videnskabsteori. De teoretikere og metoder jeg har valgt stemmer ikke nødvendigvis overens med min videnskabsteoretiske overbevisning, men det gør dem ikke mindre relevante. Først vil jeg præsentere evidensen som er grundlaget for dette projekt. Jeg præsenterer min arbejdsplads, som igennem hele projektet vil levere praksisfortællinger til projektet. Herefter fremviser jeg min evidens for, at bevægelse har en gavnlig effekt både som forebyggende og behandlende middel. Min evidens består af tre forskningsprojekter. Det første forskningsprojekt er KRAM, som står for kost, alkohol, rygning og motion. Det andet er en rapport om Psykomotorisk træning i behandlingen af indlagte psykiatriske patienter. Den tredje er en rapport fra Motions og ernæringsrådet omkring konsekvenserne og sammenhænge af fysisk inaktivitet. Efter evidensgrundlaget vil jeg begynde min analyse i et forsøg på at forstå, hvad der gør borgeren til den, vedkommende er i dag, og hvorfor det kan være svært at forstå dennes handlinger. Til dette vil jeg benytte Bourdieus teorier om felt, kapital og habitus. Dernæst vil jeg søge at forstå de valg som borgeren træffer. Til dette vil jeg bruge Jan Tønnesvangs model: Selvet som fremadrettet-fortidsbestemt-nutidighed. Herefter vil jeg undersøge begrebet motivation, og hvordan jeg kan bruge motivationen til min målgruppe. Til dette vil jeg benytte Per Revstedts motivationsteorier. Jeg vil dele borgerne i socialpsykiatrien op i to enheder; de manifest motiverede og de latent motiverede. Herefter vil jeg uddybe, hvilken forskel det gør i det pædagogiske arbejde, om man arbejder med en latent eller manifest motiveret borger. Efterfølgende vil jeg fokusere på den latent motiverede borger, og hvad der får denne til at være latent motiveret i stedet for manifest. Dernæst vil jeg undersøge Revstedts begreb kontaktrebus, både med henblik på ordets betydning, og hvordan begrebet bliver brugt i hverdagen. Afslutningsvis vil jeg lave en delkonklusion, som vil danne baggrund for opgavens næste del, som omhandler pædagogens rolle. I pædagogens opgave og rolle vil jeg først beskrive de rammer, jeg oplever indenfor socialpsykiatrien, og hvordan den påvirker nogle af de involverede parter. 3

Herefter vil jeg undersøge grundlaget for motivationsrelationen ved hjælp af Revstedts motivationsteorier. I forlængelse følger motivationsrelationen, der også er en del af Revstedts teorier. Jeg vil undersøge, hvad der skal til for at skabe en motivationsrelation til borgeren. Efterfølgende vil jeg vurdere nogle sikkerhedsregler indenfor motivationsarbejdet af Revstedt. Dernæst vil jeg gå i dybden med en måde at bryde den latent motiverede og destruktive borgers levemønster og kontaktrebus ved hjælp af en teknik der hedder konfrontationen af Revstedt. I forlængelse af ovenstående vil jeg vurdere, hvordan jeg kan bryde nogle af de kontaktrebusser, jeg møder i hverdagen ved hjælp af Revstedt. Afslutningsvis vil jeg konkludere min opgave, for at sammenfatte svaret på min problemformulering. Del 1 Det er vigtigt for mig, i projektets begyndelse at pointere at jeg, på trods af den bevægelsesfaglige evidens, ikke blot søger metoder til at få beboerne på Væksthuset til at bevæge sig mere. Det jeg søger er metoder til at øge viljen til egen udvikling hos beboerne i alle livets aspekter. Væksthuset Jeg vil igennem opgaven referere til mit job via praksisfortællinger og oplevelser, som jeg anvender som eksempler i forbindelse med den teori og de metoder, jeg omtaler i opgaven. Derfor vil jeg kort beskrive, hvad mit arbejde går ud på, og hvilken type institution Væksthuset er. Grundet min tavshedspligt vil hverken botilbuddets eller borgernes rigtige navne være nævnt. Jeg vil i stedet bruge aliasser i eksemplerne. Væksthuset er et midlertidigt socialpsykiatrisk botilbud under 107 i Serviceloven. Målgruppen for Væksthuset er unge mellem 18 og 35 år med en sindslidelse. Vores primære formål er via tryghed, støtte og læring at udvikle borgeren, så denne får øget livskvalitet og på et tidspunkt kan flytte ud i egen bolig eller andet botilbud. Vi er et frivilligt tilbud, hvilket vil sige at borgerne selv vælger, at de vil bo på Væksthuset. Borgerne som flytter ind på Væksthuset kommer typisk som hjemmeboende fra egen familie eller fra en indlæggelse på en psykiatrisk afdeling. Det skal nævnes, 4

at alle borgerne på Væksthuset har en diagnose. Disse diagnoser har jeg valgt at se bort fra i dette projekt, da mit udgangspunkt er, at se personen frem for diagnosen. Jeg har arbejdet i Væksthuset i ca. tre år, hvor jeg i de første to år var tilkaldevikar, mens jeg i det sidste år har været fastansat. Jeg arbejder primært om aftenen, natten og i weekenden. Jeg vil i projektets begyndelse præsentere evidensbaserede forskningsprojekter, som viser den positive virkning, bevægelse har på både det fysiske aspekt, -for at undgå livsstilssygdomme, og for den gavnlige virkning på det psykiske aspekt, -at få symptomer til at forsvinde momentvis eller permanent. Mit fokus på det fysiske aspekt tager udgangspunkt i rapporten om KRAM, som jeg vil præsentere her. KRAM Undersøgelsen KRAM blev foretaget i 2007-2008 af Statens Institut For Folkesundhed (Statens Institut For Folkesundhed, 2012, Motion). Undersøgelsen blev til en rapport, der både belyser et øjebliksbillede af danskernes bevægelsesniveau, men som samtidig også belyser, hvad der skal til, for at opnå et sundere liv. Rapporten indeholder anbefalinger om både kost, rygning, alkohol og motion. Anbefalingen om 30 minutters moderat bevægelse om dagen blev etableret med KRAM rapporten. Ud over KRAM undersøgelsen, som har særligt fokus på den fysiske effekt af bevægelse, vil jeg også præcisere min evidens om bevægelsens positive effekt på den psykiske del samt, hvilken konsekvens fysisk inaktivitet kan have ved hjælp af de to forskningsprojekter: Psykomotorisk træning i behandlingen af indlagte psykiatriske patienter af Sundhedsstyrelsen og Fysisk inaktivitet, konsekvenser og sammenhænge af Motions og Ernæringsrådet. Psykomotorisk træning i behandlingen af indlagte psykiatriske patienter Sundhedsstyrelsen har udgivet dette undervisningsmateriale omkring fysisk aktivitet i psykiatrien. (Sundhedsstyrelsen, 2012, Fysisk aktivitet i psykiatrien). Tidligere i historien, før indførelsen af antipsykotisk og antidepressiv medicin, var der flere eksempler på, at fysisk aktivitet var en stor del af behandlingen af psykiatriske patienter. I dag er en indlæggelse typisk præget af et energifald hos den indlagte, hvilket ikke er gavnligt for patienten. Dette forskningsprojekt gik ud på at undersøge, hvorvidt patienter med psykiske lidelser som skizofreni eller lignende i dag ville have gavn af 5

fysisk aktivitet. Planen var, at indføre obligatorisk psykomotorisk træning på lige fod med medicinering og samtaleterapi. Patienterne blev delt i to grupper. Kun den ene gruppe fik den obligatoriske træning. Resultaterne fra forskningsprojektet var ikke til at tage fejl af. Undervejs i projektet beretter patienterne, at de oplever at deres angst og hallucinationer ikke indfinder sig før 1-24 timer efter den psykomotoriske træning. Det vil sige, at de i en periode er helt frie for den angst og de hallucinationer, de normalt kæmper med hele tiden. Patienterne blev derudover mere udadvendte, fik større selvtillid og selvfølelse samt mere energi til de daglige opgaver. Et af de vigtige argumenter for at sikre det positive resultat var fra både patienterne og personalet, at træningen skulle være obligatorisk. De to ovennævnte rapporter fremlægger således bevis for, at bevægelse gavner både vores fysiske og psykiske sundhedstilstand. Den sidste rapport viser ligeledes, hvilke sammenhænge og konsekvenser fysisk inaktivitet kan have. Fysisk inaktivitet, konsekvenser og sammenhænge Motions og ernæringsrådet udarbejdede i 2007 en rapport om sammenhænge og konsekvenser af fysisk inaktivitet (Motions og ernæringsrådet 2012, Psykiske lidelser). Motion- og ernæringsrådet konkluderer i denne rapport, at fysisk inaktivitet kan være direkte årsag til flere livsstilssygdomme som for eksempel diabetes, svær overvægt, hjerte-kar-sygdomme og knogleskørhed. Motion og ernæringsrådet konkluderer i samme rapport, at fysisk inaktivitet kan fremme depression. Rapporten viser endvidere at fysisk aktivitet kan hæmme depressioner. Ligeledes fortæller rapporten at der er flere studier, der peger på, at fysisk aktivitet kan være en erstatning for noget af den medicinske behandling for skizofreni. Ifølge de tre ovenstående afsnit kan jeg nu konstatere, at bevægelse er gavnligt for mennesket på mange forskellige områder. Der foreligger således klare beviser for, at bevægelse både har en sundhedsmæssig effekt og en klar effekt på den psykiske tilstand både som forebyggende og som en behandlende del. Her spørger jeg mig selv: hvordan kan det være, at kun to ud af syv unge borgere på Væksthuset laver regelmæssig fysisk aktivitet? Og hvordan kan det være at de unge ikke tager ansvar for egen udvikling og bevæger sig noget mere? Jeg vil starte med at søge svaret hos Bourdieu. 6

Bourdieu Bourdieus teorier, er så vidt jeg har undersøgt, ikke udviklet med fokus på socialpsykiatrien. Men jeg vurderer, at flere af hans begreber er velegnede til at belyse, hvad der gør os til forskellige mennesker og til at anskueliggøre, hvordan uenigheder og misforståelser opstår på baggrund af disse forskelligheder. Af Bourdieus mange teorier har jeg valgt de følgende tre begreber: Felt, kapital og habitus (Olsen og Pedersen 2007). Felt Et felt er det rum, hvor agenten / borgeren agerer i. Der er felter overalt, hvor vi befinder os. Som menneske bevæger vi os rundt mellem mange forskellige felter i vores hverdag. Felter er skabt af grupperinger af mennesker, der deler lignende holdninger og værdier, der omhandler grunden til de er samlet. For eksempel har vi som personale på Væksthuset, et felt, hvor vi har fælles normer og værdier, som vi arbejder ud fra. Vi har valgt dette felt, fordi vi i de fleste tilfælde deler samme værdier og holdninger omkring vores arbejde og til, hvordan Væksthuset skal udvikle sig fremadrettet. Et andet eksempel på et felt kunne være borgernes felt på Væksthuset. På baggrund af det sammensatte felt i den enkelte boform, er det min opgave som pædagog, i samarbejde med mine kollegaer i vores felt, at vurdere, hvilke metoder og værktøjer, vi skal anvende i vores pædagogiske arbejde i et forsøg på at udvikle den enkelte borger. Symbolsk kapital De symbolske kapitaler er med til at udgøre habitus. Bourdieu taler om tre kapitaler, der udgør begrebet symbolsk kapital; de kulturelle-, de sociale - og de økonomiske kapitaler. At have symbolsk kapital betyder, at man har nogle kompetencer og ressourcer, der af sine omgivelser anses for at være af værdi og betydning. Jeg vil kort redegøre for de tre former for kapital. Den kulturelle kapital er den kapital, en kultur vægter højt, og som gives et ikke-økonomisk betinget marked for (Olsen og Pedersen, 2007, side 143). Den kulturelle kapital kan for eksempel være institutionaliseret i form af uddannelse eller et dannet sprog eller i konkret form - for eksempel kunst, bøger eller computerspil. Den økonomiske kapital repræsenterer velstand og materiel rigdom (Olsen og Pedersen 2007). 7

Social kapital er det at have de rigtige forbindelser, og indflydelse via medlemskab af for eksempel foreninger, netværk og brugen af forretningsforbindelser. (Olsen og Pedersen 2007) Det at have social kapital ser jeg også som det at se værdien i fællesskabet. At man ser det sociale fællesskab som noget givende. Af de tre ovenstående kapitaler vurderer jeg den kulturelle og den sociale kapital, som de mest bærende på Væksthuset. De selv samme kapitaler udspiller sig i meget forskellig form, om man har fokus på personalet eller beboerne. Hos de fleste af beboerne ser jeg computerspil, som en meget stærk kulturel kapital, hvorimod musik, mode og kunst er de stærkeste kulturelle kapitaler hos personalet. Ligeså i den sociale kapital oplever jeg udfordringer i spørgsmålet om, hvad der kvalificerer sig som social kontakt. Som følge af isolation har nogle af borgerne den overbevisning, at de er tilpas sociale gennem computerspillet og ikke har behov for sport, klubber eller lignende for at få deres sociale behov stillet. Der er vi personaler af en anden opfattelse. Habitus Habitus er lagrede erfaringer, som vi gør os gennem livet. Det betyder, at de erfaringer vi har gjort os i vores omverden gør, at vi kan fungere i vores omverden. Jeg vil i det følgende analysere Bourdieus tre begreber; felt, habitus og kapital, i forhold til Væksthuset. Vi har to overordnede felter i Væksthuset. De ansattes felt og borgernes felt. Agenterne i disse to felter har også forskellige kapitaler og habitus. I de ansattes felt vurderer jeg den mest betydningsfulde kapital for at være den sociale kapital. Trods vores forskellighed i personalegruppen, både aldersmæssigt, uddannelsesmæssigt og kønsmæssigt, lægger vi stor værdi i det at have noget sammen med andre mennesker. I borgernes felt oplever jeg ikke den samme værdi i at være sammen og have noget sammen med andre mennesker. Den er til stede men ikke i samme omfang som hos personalet. Derimod ser jeg en stærk kulturel kapital hos borgerne. De har hver især deres interesser, som de hver især tillægger stor værdi. Computerspil, bøger og tv-serier er nogle af de interesser, vore borgere har. Som jeg nævnte før, vurderer jeg, at den første udfordring ligger her, - nemlig i at vore værdier er vidt forskellige. Denne udfordring kommer blandt andet til udtryk ved, at nogle af borgerne vægter det at spille computer til langt ud på natten højere end at 8

komme op fra morgenstunden og få ordnet sine rengøringspligter og være sammen med personalet samt de øvrige borgere i huset. Den næste udfordring oplever jeg i forskellene mellem personalets og borgerens habitus. Her vil jeg komme med en observation fra min hverdag på Væksthuset: Peter bor på Væksthuset. Han er blevet mobbet kraftigt det meste af hans barndom, fordi han var anderledes end de andre børn. Han har ofte prøvet at stå i gymnastiksalen, da han gik i skole, og blive drillet og mobbet. Dette ligger dybt i hans habitus. Når vi som personale tilbyder sociale sportsaktiviteter, siger han blankt nej, da han kan huske, hvad der skete for ham sidst han var i en lignende situation. Man kan sige, at hvis borgerens habitus sender faresignaler om, at han sikkert bliver mobbet igen, hvis han tager med til nogle af de sociale sportsaktiviteter, vi tilbyder, så vil han ikke med. Som eksemplet viser, har Peter og pædagogen to vidt forskellige associationer til emnet sport og bevægelse. Hvis ikke pædagogen har kendskab til Peters habitus om de dårlige erfaringer med sportsaktiviteter, kan pædagogen misforstå grundlaget for, hvorfor Peter siger nej. Jeg oplever også en stor forskel i, hvilken værdi borgerne og personalet på Væksthuset tillægger undersøgelser og rapporter. Hos borgerne hersker der en vis form for skepsis, når jeg præsenterer evidens, som for eksempel Motions- og ernæringsrådets konklusioner omkring inaktivitet, og hvilken gavnlig virkning fysisk aktivitet kan have for behandlingen af deres psykiske lidelse. Jeg vil ikke gå nærmere i dybden med denne skepsis, men blot gøre opmærksom på, at jeg oplever, at flere af borgerne har noget i deres habitus, der gør, at de er skeptiske overfor de fakta, vi som fagpersoner præsenterer om behandlingen af deres psykiske lidelse. Denne skepsis kan, som eksemplet med Peter, forklares med tidligere ubehagelig oplevelser eller et tidligere negativt møde med en professionel om netop dette emne. Jeg vil nu fortsætte min søgen efter forståelse af borgerens valg, ved hjælp af Jan Tønnesvangs model om selvet som fremadrettet-fortidsbestemt-nutidighed (Tønnesvang 2009, side 20). 9

Selvet som fremadrettet-fortidsbestemt-nutidighed Ifølge Tønnesvang har alle mennesker en fortidsbestemthed, en nutidighed og en fremadrettethed. De arbejder alle tre sammen for at skabe det menneske, som vi er i dag. De tre begreber vil jeg nu uddybe med borgeren som eksempel. Fortidsbestemthed Borgeren er fortidsbestemt i den forstand, at han har erfaringer, som han har med sig fra tidligere. De kan både være positive og negative for hans videre udvikling. Har en borger for eksempel oplevet at blive mobbet kraftigt gennem det meste sin ungdom, vil han have en dårlig erfaring med social kontakt. 10

Nutidighed Nutidigheden er et øjebliksbillede af borgeren, som han er i nuet. Hvordan er hans selvværd? Er han åben eller lukket i sociale relationer? Hvis vi tager Peter fra det ovennævnte eksempel, så påvirker hans fortidsbestemthed ham i hans nutidighed. Hans selvværd vil typisk være i bund på grund af mobberiet. Ligeledes vil han være meget lukket overfor nye relationer. Han vil formentlig hellere afvise nye relationer end at tage dem ind og risikere at blive såret, som han har prøvet så ofte tidligere. Fremadrettethed Borgerens fremadrettethed er hans forventninger til fremtiden. Hvilke forhåbninger har han til hans liv fremover? Igen vil både fortidsbestemtheden og nutidigheden spille ind. I eksemplet om Peter, vil hans forventninger til fremtiden være negative. Han frygter at blive svigtet eller såret igen og derfor indebærer hans ønsker for fremtiden typisk ikke noget ønske om omfattende sociale kontakter med andre mennesker. Jeg vurderer Tønnesvangs model, som et redskab der kan sammenlignes med Bourdieus begreb habitus. Habitus rummer både det fortidsbestemte og det nutidige. Og selvom vore håb og ønsker om fremtiden er præget af vores habitus, vurderer jeg Tønnesvangs model, som værende et mere konkret pædagogisk arbejdsredskab, da den er delt op i før-, nu- og fremtid. Modellen fungerer som et godt analyseredskab, der blandt andet kan belyse, hvorfor borgeren handler, som han gør. Modellen er velegnet som analyseredskab til hverdagens observationer. For eksempel i observationen fra før med Peter, i et forsøg på at forstå Peters situation og handlinger. I det følgende vil jeg analysere eksemplet om Peter med udgangspunkt i Tønnesvangs model. I Peters fortidsbestemthed finder vi den massive mobning, som Peter har været udsat for i forbindelse med idræt i skolen. Ud fra den har Peter udviklet en strategi, der hedder ingen idræt. Han vil hellere undvære idrætten, frem for risikoen for at blive udsat for den mobning, han kender til fra tidligere. Det er hans nutidighed der udvikler denne strategi. Hans fremadrettethed, også påvirket af de dårlige erfaringer fra hans fortidsbestemthed, og hans strategier i hans nutidighed har opsat en frygt omkring idræt og et håb og en glæde i forhold til individuelle aktiviteter. 11

Indtil videre har jeg undersøgt, hvordan pædagogen kan forsøge at forstå den unge borger i socialpsykiatrien. Nu er det tid til gå skridtet videre og finde ud af, hvordan jeg kan bruge den viden jeg har fået omkring borgerens fortidsbestemthed, nutidighed samt fremadrettethed. Jeg har valgt at gå i dybden med motivationsarbejde for at opnå en viden og få nogle redskaber, som kan være medvirkende til at skabe udvikling hos borgeren. Motivation Motivation defineres som en menneskelig stræben efter at leve så meningsfuldt og selvrealiseret som muligt. Denne stræben er udtryk for menneskets inderste natur: at være konstruktiv, målrettet, social og aktiv (Revstedt, 2004, s. 40) Jeg ser motivation som en hovedfaktor til egen udvikling både hos borgeren og hos mig som fagperson. Samtidig med at motivationsarbejdet skal være med til at skabe udvikling hos borgeren, skal jeg som pædagog også gennemgå en udvikling for at kunne anvende motivationsarbejdet. Jeg har anvendt Per Revstedts tilgang og teori om motivation, da jeg vurderer, at den er optimal for arbejdet med unge borgere i socialpsykiatrien. Formålet med motivation i socialpsykiatrien På Væksthuset modtager vi typisk borgere, der kommer lige fra en psykiatrisk afdeling eller direkte fra forældrene. Flere af dem vi modtager virker til at være fuldstændig frataget ethvert initiativ. Initiativet er således lagt helt over i hænderne på personalet. Så hvordan får jeg som pædagog givet ansvaret og initiativet tilbage til borgeren? Den søgen ser jeg som værende et af hovedformålene med motivationsarbejdet i socialpsykiatrien. Her ser jeg ikke succeskriteriet, som at skulle ændre borgerens fysiske fremtræden her og nu. Derimod ser jeg succesen i at styrke borgerens positive kerne, så borgeren bliver mindre destruktiv. Borgeren kan sagtens være i færd med at udvikle sin positive kerne men stadig have en meget destruktiv adfærd. Det, ikke at forvente store synlige ændringer hos en destruktiv borger, ser jeg også som en stor del af motivationsarbejdet i socialpsykiatrien. Hvordan man kan styrke den positive kerne, vender jeg tilbage til senere i projektet. Resultatet af en stærk positiv kerne vil være, at borgeren selv ser de konstruktive handlemuligheder, som han har. Hvis pædagogen derimod kun fokuserer på at ændre den 12

destruktive borgers ydre adfærd, risikerer pædagogen at blive udbrændt, da det ofte er en meget lang proces at ændre en destruktiv borger til at være konstruktiv. Denne proces starter med at definere hvilken type borger, vi har med at gøre. Manifest og latent motiverede borgere Følgende afsnit er baseret på Revstedt (2004, s. 44-48) Et led i motivationsarbejdet er ifølge Revstedt at finde ud af, om man har med en manifest eller en latent motiveret borger at gøre. Grunden til dette er, at der er stor forskel på, hvordan man som pædagog skal gribe en manifest og en latent motiveret borger an. I tråd med Revstedts teori bruger jeg ordene latent og manifest frem for motiveret og umotiveret. Det har jeg valgt, da jeg i dette projekt, blandt andet, søger at være opmærksom på de konstruktioner, vi skaber om hinanden og betydningen af disse konstruktioner. I denne forbindelse er ordene manifest og latent motiveret langt mere positivt ladet end umotiveret og motiveret. Specielt ordet umotiveret giver et billede af en borger, der ikke har motivation i sig. Dette mener jeg ikke er tilfældet. Derfor vil jeg fortsætte med at anvende termerne latent motiveret og manifest motiveret. Mine tanker om forskellen mellem en manifest motiveret og en latent motiveret borger og hvad det betyder for pædagogen er som følgende: Den manifest motiverede borger Den manifest motiverede borger opfatter jeg som samarbejdende. Han møder til tiden og overholder de rammer, han i samspil med pædagogen har lagt. Da rammerne bliver overholdt, opstår der et gensidigt tillidsforhold mellem borgeren og pædagogen. Borgeren indser også, at han er forpligtet til at være en aktiv medspiller for at få løst de udfordringer, han har i sit liv. Dette indser han blandt andet, fordi hans positive kerne er så stærk, at han træffer konstruktive valg i stedet for destruktive. Det at borgeren træffer de konstruktive valg, sammenlagt med hans stærke positive kerne gør ham til en manifest motiveret borger. Pædagogen som er i kontakt med en manifest motiveret borger modtager en masse positiv feedback fra borgeren i form af det gensidige tillidsforhold og samarbejdsviljen, som borgeren udviser. Borgeren viser en synlig positiv udvikling, hvilket styrker pædagogen i dennes arbejde. 13

Den latent motiverede borger Den latent motiverede borgere gør det modsatte af, hvad den manifest motiverede borger gør. Borgeren erkender ikke, at han er forpligtet til at gøre en indsats for, at der sker positive fremskridt i hans liv. Han overholder ikke de rammer, der er for motivationsarbejdet, og udadtil virker han slet ikke interesseret i at få hjælp. Borgeren ser ikke sig selv som en del af problemet og kan være meget afvisende over for pædagogen og dennes tiltag. Bare det at få kontakt til borgeren kan være en udfordring, og hvis eller når man opnår denne kontakt, er den negativ og afvisende. For pædagogen vil det føles som om, der ikke sker udvikling, og at arbejdet med borgeren kan virke nyttesløst. Den latent motiverede borger er, som jeg nævnte før, ikke uden motivation. Hans destruktive kræfter er blot stærkere end de konstruktive. Det gør, at de destruktive kræfter hæmmer borgerens syn på hvilke valg, han har. Man kan sige, at han har et destruktivt tunnelsyn, som gør, at han kun ser et lille udsnit af de valgmuligheder, han har. Og netop denne følelse af nytteløshed overfor den latent motiverede borger, samt at borgeren ikke er i stand til at se de konstruktive valgmuligheder, han har, gør det relevant og interessant at arbejde videre med. Indsats i forhold til den latent motiverede borger I følgende afsnit vil jeg ved hjælp af Revstedts teorier (2004, s. 44-48), fokusere på den latent motiverede borger og give min vurdering af hvilke årsager, der kan ligge til grund for, hvorfor denne borger reagerer, som han gør og søge at forstå hvilke mekanismer der styrer ham i hans valg. Den latent motiverede borger gør ofte det, at han udsender negative signaler, som hjælper ham med at dække over en psykisk smerte, han har i sig. Denne psykiske smerte stammer fra miljøet, som borgeren er vokset op i. På et tidspunkt eller i en periode af hans liv, har borgeren oplevet svigt eller overgreb, som populært sagt har givet ham ar på sjælen psykisk smerte. Denne psykiske smerte har været for stor til, at borgeren har kunnet håndtere den konstruktivt. Derfor vælger han at håndtere smerten destruktivt. Måden som han kan håndtere denne psykiske smerte destruktivt på er at han gemmer smerten væk. Hans handlinger vil fra nu af primært være 14

drevet af, at dække over den psykiske smerte han har, så den forbliver gemt væk, hvilket resulterer i, at han ikke skal forholde sig til den. De destruktive valg, som borgeren bruger til at dække over sin psykiske smerte er forskellige fra menneske til menneske. Den hændelse eller den række af hændelser der har nedslidt borgerens positive kerne er også med til at forme borgerens destruktive adfærd. Et eksempel kan være en ung borger, der er vokset op i en voldelig familie. Denne unge borger har oplevelser fra sin opvækst der har gjort, at hans positive kerne er så nedslidt, at han ikke er i stand til at håndtere sin stærke psykiske smerte konstruktivt. Derfor kan han gemme smerten væk bag en række destruktive handlinger, som gør, at han ikke behøver at håndtere sin psykiske smerte. En destruktiv handling i dette eksempel kunne være, at den unge borger anlægger sig en aggressiv og udad reagerende adfærd, som han håber vil skræmme dem væk, der prøver at få åbnet op og bearbejdet hans smerte. Et eksempel på en borger, der udviser destruktiv adfærd fra Væksthuset, er beboeren Lars. Lars har boet på Væksthuset i lidt over et år. Lars har tidligere været positiv i forhold til at få sig et arbejde, men han gør intet for det selv. Lars kontaktperson Per tolker, at Lars er klar til at få et arbejde, grundet Lars positive holdning til emnet. Per mener blot, at Lars bare skal have et lille skub, så Per har fundet et arbejde til Lars. Det drejer sig om 2 timers let arbejde hver torsdag. Det har Per vurderet, at Lars skulle være i stand til. De første to torsdage går fint, men derefter begynder Lars at få sværere og sværere ved at stå op, da han sidder og spiller computer det meste af natten. Dette bevirker, at Lars efter 3 uger slet ikke kommer på arbejde mere. Han ringer ofte i stedet i sidste øjeblik og melder sig syg. Otte uger efter at Lars begyndte på arbejdet er der status, og arbejdspladsen ophæver aftalen med Lars. Jeg tolker eksemplet som, at Lars i virkeligheden slet ikke er interesseret i at få et arbejde. Lars destruktivitet viser sig i form af, at han taler Per efter munden, når emnet falder på, om Lars skal have et arbejde. Men hvorfor afviser Lars ikke bare Pers forslag om, at han skal have et arbejde? Svaret på dette til jeg at søge, ved at anskue begrebet kontaktrebus. 15

Kontaktrebus Dette afsnit vil være baseret på viden fra Revstedt (2004, side 57-58). Som nænt før, vil man i arbejdet med en borger, der er latent motiveret ofte møde borgerens destruktivitet. Borgeren kan blive aggressiv og afvisende, eller som i eksemplet ovenfor bliver borgeren en medløber uden at have redskaberne til at gennemføre. Det er det, som Revstedt kalder for en kontaktrebus. En kontraktrebus er dobbelttydig, da den både yder borgeren en vis beskyttelse mod at mærke den psykiske smerte samtidig med, er den også et råb om hjælp. Revstedt beskriver det som en fremstrakt hånd svøbt i pigtråd. En kontaktrebus fra en borger er et tydeligt tegn på destruktivitet. Man kan kalde det borgerens test af pædagogen. Hvis pædagogen kan se igennem destruktiviteten og se råbet om hjælp, vil borgerens positive kerne efter noget tid blive styrket, og borgeren vil åbne sig op og se flere af de konstruktive handlemuligheder han har. For at kunne se igennem borgerens destruktivitet, vurderer jeg, at relationen til borgeren er altafgørende. Jeg vil i afsnittet pædagogens opgave og rolle arbejde videre med, hvordan disse kontaktrebusser kan se ud, og hvordan man som pædagog kan se igennem dem for at styrke borgerens egen udvikling. Delkonklusion I første del skulle jeg finde ud af, hvad der skulle til for at kunne styrke borgerens vilje til egen udvikling. Her stod det klart, at det var essentielt at have en forståelse for, hvem borgeren er, og hvad der har gjort ham til den, han er i dag. Metoder til dette fandt jeg i bourdieus teorier om felt, kapital og habitus samt Tønnesvangs teori om selvet som fremadrettethed, fortidsbestemthed og nutidighed. Herefter brugte jeg Per Revstedts motivationsteorier til at finde ud af, hvordan jeg kunne styrke borgernes vilje til egen udvikling. Først skulle jeg finde frem til hvilken type borger, jeg havde med at gøre. Dette var vigtigt, da der er forskel i tilgangen til manifest eller latent motiverede borgere. Jeg udvalgte den latent motiverede borger, da denne form mindede mig mest om de borgere jeg arbejder med på Væksthuset. Ved hjælp af Revstedts teorier om den latente borger har jeg også fået indblik i, hvad det er, der gør at den latente borger træffer nogle meget destruktive valg. Og hvordan han ligeledes kan være destruktivt i kontakten med mig som pædagog. Den destruktivitet kan jeg med mit kendskab til borgeren afkode og se, hvad der virkelig ligger bag kontaktrebussen. At have den viden om hvad der ligger bag den destruktive kontakt, ser jeg som et af de vigtigste punkter i at kunne bidrage til viljen til egen udvikling. Har man ikke en god relation og kontakt til borgeren, har man ingen chance for at kunne styrke borgerens egen udvikling. 16

Del 2 Pædagogens opgave og rolle Som jeg har skrevet i afsnittet Formålet med motivation er det ikke realistisk, at jeg som pædagog kan forvente store synlige resultater i nær fremtid efter, at jeg bliver tilknyttet en borger med en destruktiv adfærd. Jeg skal som pædagog være i stand til at håndtere samvær med borgeren næsten uanset, hvordan borgeren agerer overfor mig. Alt det han gør, er blot en metode for borgeren til at undersøge, hvorvidt jeg er en, han kan stole på. Jeg skal se mig selv som et vedholdende tilbud som borgeren kan benytte sig af, når han er klar til det. Hvis jeg derimod får indledt en relation til borgeren og får løst nogle af dennes kontaktrebusser, så er jeg godt på vej. I opgavens 2. del vil jeg undersøge, hvordan jeg som pædagog kan støtte den unge borger hen imod øget vilje til egen udvikling. Dette vil jeg gøre på baggrund af den viden, jeg har gjort mig i opgavens 1. del samt ny viden omkring relations og motivationsarbejde. Grundlag for motivationsrelationen Følgende afsnit er baseret på Revstedt (2004, side 19-40) I dette afsnit vil jeg fokusere på, hvordan jeg som pædagog kan arbejde med latent motiverede borgere. Jeg har søgt svaret i bogen Motivationsarbejde af Per Revstedt. I bogen er det nævnt fire punkter, som er essentielle for, at pædagogen kan opretholde sit engagement til borgeren: 1. Revstedt taler om et positivt menneskesyn, som han forklarer som en medfødt positiv kerne hos alle mennesker. Hvis en borger har en destruktiv adfærd, betyder det blot, at borgeren kun ser destruktive valgmuligheder. Borgeren mangler kontakt til sin positive kerne for på den måde at opdage de mere konstruktive valgmuligheder han også har. Det vurderer jeg som, at borgeren ikke er offer for sin egen destruktivitet. Det betyder i mit tilfælde, at pædagogen skal se igennem borgerens handlinger og ikke lade sig blænde af borgerens destruktivitet. 17

2. Der findes ingen håbløse tilfælde. Ved at tro på den positive kerne i alle mennesker, vil der ikke eksistere håbløse tilfælde. Alle har muligheden for at gennemgå en positiv, konstruktiv udvikling uden undtagelse. 3. Der findes ingen håbløse situationer. Man skal se mulighederne og ressourcerne borgeren har frem for begrænsningerne. 4. Motivationsarbejderen bærer hovedansvaret for borgerens motivation. Når man arbejder med en destruktiv borger, skal pædagogen bære initiativet og engagementet for dem begge indtil, at borgeren er klar til at få initiativet og ansvaret igen. Dog er man ikke uden ansvar som borger. Jeg støtter mig op ad Revstedt i at alle mennesker har altid et valg. Spørgsmålet er blot, om de kan se de valgmuligheder, de har. Her er det vores opgave som pædagoger at præsentere disse valgmuligheder, som borgeren ikke havde set før. Hvis borgeren ser, at han selv kan vælge at ændre sin situation, vil det muligvis højne motivationen og viljen til egen udvikling. En vigtig pointe er, at selvom pædagogen har hovedansvaret for borgerens motivation, betyder det ikke, at pædagogen bærer skylden, hvis borgeren forbliver destruktiv. Min vurdering af ovenstående er, at tanken om den positive kerne er altafgørende for pædagogens egen motivation og engagement overfor borgeren. Det er således vigtigt, at pædagogen aldrig lader sig begrænse af den destruktive borgers negativitet men derimod bliver ved med at søge borgerens muligheder og anskueliggøre disse for borgeren. Det er samtidig vigtigt ikke at gøre borgeren til et offer. Borgeren skal se, at han har et ansvar for sit livsforløb, og at det kræver et hårdt stykke arbejde borgerens side, hvis han ønsker at ændre sit liv. 18

Motivationsrelation I resten af opgaven vil jeg gå i dybden med emner, som jeg vurderer vil være relevante i pædagogens motivationsarbejde. Den første er motivationsrelationen, den anden er sikkerhedsregler i motivationsarbejdet, og den tredje er motivationsteknikker og -metoder. Disse tre emner er uløseligt forbundet. Man kan ikke bruge motivationsteknikkerne uden at have relationen til borgeren. Desuden kan teknikkerne hjælpe pædagogen til at få en bedre relation til borgeren. Under hele forløbet er det vigtigt at have fokus på visse sikkerhedsregler, så man ikke ødelægger mere, end man reparerer. Jeg vil starte med motivationsrelationen. Følgende afsnit er baseret på Revstedt (2004, side 99-109). Revstedt nævner seks følelsesmæssige indstillinger, som borgerens positive kerne har brug for, for at udvikle sig. De seks følelsesmæssige indstillinger er: Engagement, håb, tiltro, respekt, forståelse og ærlighed. Jeg vil kort gennemgå de seks indstillinger: Engagement er når pædagogen er omsorgsfuld over for borgeren. Borgeren skal mærke, at denne har en betydning for pædagogen. For at udvise ægte engagement skal der være kongruens i, hvad man siger og gør som pædagog. Kongruens kræver, at engagementet ikke er påtaget eller falsk. Pædagogen udviser blandt andet engagement, når han er interesseret og undrende for eksempel i forhold til borgerens interesser, holdninger og værdier. Håb er noget, som mange latent motiverede borgere ikke har. Derfor er det pædagogens opgave at vise borgeren, at der er håb forude. Det håb som pædagogen skal vise skal være af en realistisk karakter, så man som pædagog ikke lover mere, end der er muligt. For eksempel skal man ikke love en ordblind, at han kommer til at læse lange svære bøger men derimod, at han muligvis kommer til at kunne læse godt nok til at få sig et arbejde. Tiltro dækker over pædagogens tro på, at der er noget godt - altså en positiv kerne i borgeren. Pædagogen bør have tiltro til, at borgeren har evner, han blot ikke udnytter til fulde. Pædagogen viser borgeren, at han har tillid til borgerens evner, så borgeren eventuelt selv begynder at have en tro på egne evner. 19

Respekt er noget, som pædagogen viser overfor borgeren, som det menneske han er. Her er det vigtigt at skille borgeren og hans handlinger af - altså eksternalisering. Mange af de personer man møder i socialpsykiatrien har oplevet eller gjort overgreb, som kan være umulige at acceptere som pædagog. Men det er heller ikke nødvendigt at acceptere disse handlinger, såfremt man formår at skelne borgeren fra sine handlinger. Det handler om at se igennem den destruktive adfærd og rebusser for at finde borgerens ægte jeg. Forståelse er kort sagt, at man tilkendegiver overfor borgeren, at man ser ham bag alle hans rebusser og destruktive adfærd. Det gælder om at vise borgeren, at selvom han bliver ved med at tage stoffer eller være voldelig overfor kæresten, så ser pædagogen den frustration eller hjælpeløshed, der ligger bag disse handlinger. Ærlighed handler om ægthed fra pædagogens side. I arbejdet med borgere med psykiske lidelser som for eksempel skizofreni, hvor borgeren ofte er meget mistænksom, er det yderst vigtigt, at man som pædagog er ærlig. Det betyder dog ikke, at pædagogen skal dele alt med borgeren. Man skal kun dele det, der vil gøre nytte i situationen. Eksempel: I forhold til de seks følelsesmæssige indstillinger vil jeg komme med et eksempel fra Væksthuset, hvor ærligheden har været i centrum. Vi har et journalsystem, hvor vi skriver relevante oplevelser ned om beboerne. Det er sket et par gange, at nogle borgere er blevet meget stødt over at læse, hvilke oplysninger personalet har valgt at dele om borgerne. Det har været eksempler på, at borgeren troede, at en pågældende oplevelse kun var en oplevelse, der var imellem borgeren og medarbejderen. I denne situation kunne noget tyde på, at medarbejderen ikke havde været åben eller ærlig overfor borgeren om, hvorvidt oplevelsen blev delt med andre end de to. Episoder som disse har stor betydning for relationen mellem borgeren og den professionelle. Jeg kan konkludere, at relationen mellem borgeren og pædagogen er yderst vigtig i motivationsarbejdet og generelt i det socialpsykiatriske område. Som jeg oplever det, er det relationen, der er fundamentet i arbejdet med psykisk syge. En god relation skaber mulighed for videre udvikling sammen med borgeren. Ligeså kan en mislykket relationsdannelse føre til fiasko. 20

Når den positive relationen er skabt, er det tid til at vurdere grundlaget for det videre motivationsarbejde. Til det vil jeg bruge Revstedts motivationsteknikker og metoder. I det følgende afsnit har jeg således valgt at fokusere på tre emner: Sikkerhedsregler i motivationsarbejdet, konfrontationen og løsning af kontaktrebusser. Sikkerhedsregler i motivationsarbejdet Følgende afsnit er baseret på Revstedt (2004, side 147-151) I dette afsnit om sikkerhedsregler skal jeg som pædagog være bekendt med, om det er en manifest eller latent motiveret borger, jeg arbejder med. Det skal jeg, fordi der er stor forskel på, hvordan en manifest og latent motiveret borger reagerer, og hvor langt jeg kan gå med en dybdegående konfrontation. Ved manifest motiverede borgere vil borgeren selv kunne vurdere, hvornår det er tid til at lægge låg på sig selv, inden konfrontationen bliver for hård for borgeren at håndtere. Ved en latent motiveret borger er det anderledes. Den latent motiverede borger har ikke samme kontrol over, hvornår konfrontationen bliver for voldsom. Derfor er det pædagogen, der bærer den største del af ansvaret for, at han ikke går for langt. Med at gå for langt, menes der, at man åbner op for en så stor psykisk smerte, at borgeren efter konfrontationen skal overdøve denne smerte med noget andet, da han ikke kan håndtere den konstruktivt alene. Det kan for eksempel være selvskadende adfærd som cutting, indtagelse af stoffer eller lignende, og derved forværres borgerens situation i sidste ende. Som et led i at forebygge en forværring af borgerens situation er det vigtigt at have fokus på relationen til borgeren. Borgeren må ikke være i tvivl om, at pædagogen vil ham det bedste. Motivationsteknikker og metoder Efter at have undersøgt motivationsrelationen, og de sikkerhedsregler der er forbundet med motivationsarbejdet, er jeg nu klar til at undersøge de motivationsteknikker og metoder. Jeg starter med konfrontationen. Konfrontation Følgende afsnit er baseret på Revstedt (2004, side 140-147) Konfrontationen består af et hovedformål og to indgangsvinkler, som man kan anvende på borgeren. Hovedformålet med konfrontationen er at se igennem borgerens kontaktrebus. Se hvad 21

der virkelig foregår inde bag borgerens destruktive ydre. De to indgangsvinkler til konfrontationen er enten at fokusere på borgerens følelsesmæssige situation eller at fokusere på borgerens personlige situation. Den følelsesmæssige situation har fokus på, om borgeren bag rebussen er angst, ked af det eller lignende. Den personlige indgangsvinkel har fokus på borgerens værdier, normer og meninger, -hvad borgerens mening er om sin egen situation, familie, politik eller de øvrige beboere på bostedet. Den følelsesmæssige indgangsvinkel Den følelsesmæssige indgangsvinkel er et redskab som pædagogen kan benytte sig af i sit arbejde med borgeren. Her kan pædagogen anvende hypoteser eller forestillinger om, hvad der foregår bag rebussen. Pædagogen skal bruge sin viden om borgeren og dennes situation til at danne et billede af borgeren bag rebussen. Det er dette billede som pædagogen skal bruge i sit arbejde på at løse kontaktrebussen. Den personlige indgangsvinkel Her gælder det for pædagogen om at bryde borgerens tankemønster. Borgeren skal forstyrres tilpas til, at han ikke længere hænger fast i hans sædvanlige meninger og holdninger. For at gøre dette kan pædagogen udfordre borgerens meninger ved at spørge ind til dem og måske indtage de modsatte holdninger for at skabe en diskussion. Pædagogen kan også forstyrre borgeren ved at stille kritiske spørgsmål til borgerens holdninger til for eksempel racisme, syn på kvinder, eller om man kun kan bruge Kærgården eller gammeldags kærnet smør. Man kan sige, at det for pædagogen gælder om at fremlægge borgeren hullerne i borgerens egen logik. Her vil jeg endnu engang understøtte min teori med et praksiseksempel. Vi har en beboer på Væksthuset, som er meget træt af sin manglende energi. Hun har ikke energi til de daglige pligter og slet ikke til længere gåture eller motion generelt. Jeg har snakket med hende om, at hvis hun begynder at motionere jævnligt, vil hun formentlig få mere energi, fordi kroppen reagerer på den belastning, man udsætter den for. Hendes svar på dette er, at det har hun slet ikke energi til. Her oplever jeg en borger, som det ikke lykkedes mig at forstyrre nok. Jeg formår ikke at bryde hendes sædvanlige mønster, så hun kan se mulighederne i at træne hendes krop til at indeholde mere energi. I stedet bliver hun i sit sædvanlige spor, hvor hun ikke har energi til noget som helst. 22

Min konklusion indtil videre er, at der også ligger en uløst rebus i det, hun fortæller mig. Det er ikke lykkedes mig at afkode den og finde ud af, hvad der egentlig ligger bag endnu. Dette bringer mig videre til afsnittet om løsning af kontaktrebusser. Løsning af kontaktrebusser Dette afsnit er baseret på Revstedt (2004, side 151-188) Kontaktrebusser findes i ufatteligt mange afskygninger. Faktisk er der sjældent to borgere, der har ens rebusser. Borgeren kan være aggressiv, afvisende, håbløs, tavs eller en på anden måde udtrykke sig i en kontaktrebus. Det gør det til et meget svært felt at manøvrere i og stiller store krav til pædagogens faglighed og kendskab til borgeren. Jeg har tidligere i projektet beskrevet kontaktrebusser som et redskab for borgeren til at skjule den psykiske smerte, som han bærer rundt på. Samtidig er rebussen et råb om hjælp, og det er dette råb om hjælp, jeg vil forsøge at finde frem til her. De rebusser jeg vil arbejde med er nogle, som jeg oplever i mit arbejde i Væksthuset. Rebusserne er som følger: Tilpasningsholdning, verbalisering samt hjælpeløshed. Tilpasningsholdning Tilpasningsholdning er hvor borgeren tilsyneladende retter sig efter de mål og forventninger, pædagogen har til ham. Denne holdning kan skyldes, at borgeren er bleven institutionaliseret. Han har været tilpas længe i institutionsregi til, at han har fundet ud af, hvad pædagogerne gerne vil høre. Man kan typisk kende borgere med en tilpasningsholdning ved, at de siger alle de rigtige ting, men han er stadig destruktiv i og med, at det intet har at gøre med hans egne behov. En borger som benytter sig af tilpasningsholdningen har typisk også lavt selvværd. Her bliver det pædagogens opgave at overveje, om det ville være sandsynligt, at borgeren har udviklet sig selv så hurtigt og massivt, som det lader til. Virker det ikke sandsynligt, ville jeg vælge konfrontationsteknikken på det personlige plan. Her vil jeg forstyrre borgeren ved at stille anderledes spørgsmål, end jeg plejer og være mere undersøgende på hans holdninger og meninger. Dette vil tvinge borgeren ud i at tænke anderledes og måske fremprovokere borgeren bag ved tilpasningsholdningen i små bidder. 23

Verbalisering Verbalisering er når borgeren jævnligt forsøger at diskutere med pædagogen. Diskussionen handler dog aldrig om følelsesmæssige emner. Borgeren vil typisk lede efter fejl og mangler i pædagogens argumentation og vende dem imod pædagogen. Ofte diskuteres der om emner, der slet ikke interesserer borgeren. Der diskuteres blot for diskussionens skyld. Borgeren bruger diskussionen som skjold. Ved at finde rettelser og fejl ved pædagogens udtalelser, gør borgeren to ting. Den ene er, at han forsøger at tale om alt andet end hans egne følelser, da de er forbundet med en stærk psykisk smerte. Det andet er, at han tester pædagogen for at se, om han er en, man kan regne med, eller om han bare bliver træt af at diskutere og opgiver borgeren. Når jeg er i en samtale med borgeren, som er ved at udvikle sig til en diskussion, vil min opgave være straks at dreje samtalen, således at den i stedet får en følelsesmæssig indgangsvinkel. Jeg vil udtrykke mine følelser om hans situation igennem de seks følelsesindstillinger og derved forstyrre ham til at tænke anderledes. Et eksempel kunne være, at jeg bruger følelsesindstillingen ærlighed og fortælle ham, at det gør mig irriteret og ked af det, at han hele tiden retter på mig. Og om ikke han ville blive ked af det, hvis jeg gik og rettede på ham hele tiden. Hjælpeløshed Hjælpeløshed er en rebus, der kommer til udtryk i, at borgeren ikke kan foretage sig ret meget alene. Han nedvurderer sig selv så meget, at han ikke selv mener at være i stand til at tage ansvar. Borgeren har typisk oplevet at fejle og at blive straffet for det i form af mobning eller mishandling. Borgeren vil forsøge at lægge ansvaret fra sig, så pædagogen kan samle det op. I situationer som disse vil min opgave blive at konfrontere borgeren med den personlige indgangsvinkel og finde frem til modsigelser i borgerens argumentation til, hvorfor han ikke kan det, han siger, han ikke kan. Jeg vil fokusere på én situation af gangen og derved fastholde og forstyrre borgeren. Dette vil formentlig gøre det klart, om borgeren bruger rebusser, eller om borgeren faktisk ikke er i stand til at gøre noget som helst. Samtidig vil jeg vurdere, hvilke krav jeg kan stille til borgeren. For eksempel om han kan gå ud med skraldespanden alene, selvom der er mørkt. Disse krav vil jeg fremlægge for borgeren og fastholde dem. 24