DANSK SØMAGT I ET STRATEGISK PERSPEKTIV Af Kontreadmiral Nils Wang Artiklen er skrevet med afsæt i den tale, som forfatteren holdt ved åbningen af konferencen Seapower.dk., som Søe-Lieutenant-Selskabet afholdt den 23. marts 2015 på Søværnets Officersskole. Afsnittet vedr. kongerigets nordlige del er hentet fra forfatterens kapitel i Ræson s nye bog Hvor står Danmark nu?. Kontreadmiral Nils Wang er medlem af den ekspertfølgegruppe, som ambassadør Peter Taksøe-Jensen har udpeget i forbindelse med den udenrigspolitiske udredning. I perioden 2005-2010 var Nils Wang Chef for Søværnets Operative Kommando og har siden været Chef for Forsvarsakademiet. Indledning Lad mig starte med at kippe med flaget for den konference - Seapower.dk som Søe-Lieutenant- Selskabet afholdt i marts sidste år. Det var en stor ære at få lov til at perspektivere konferencen, og det var meget opløftende at konstatere, at emnet kunne samle så stor interesse. Det vidner også om, at Selskabet, trods dets betydelige alder, stadig sætter sit præg på dagsordenen. Sidst, men ikke mindst var det dejligt, at Selskabet havde valgt at gennemføre konferencen i rammen af Søværnets Officersskole, idet Selskabets formål at forbinde krigeren med videnskaben jo præcist er det, som al officersuddannelse handler om. Uden at vide det sørgede den russiske ambassadør i København, Mikhail Vanin tillige for at skabe en helt særlig aktualitet omkring konferencen. Få dage forinden lod han i et læserbrev i Jyllands Posten den danske befolkning vide, at danske krigsskibe vil blive mål for russiske atommissiler,
hvis Danmark udruster sine fregatter til at indgå i NATO s missilforsvar. Det siger nok først og fremmest noget om Ruslands frygt for, at dette forsvar på sigt vil reducere effekten af Ruslands arsenal af ballistiske missiler, og at det dermed kan sætte gang i et våbenkapløb med Vesten en disciplin, som Rusland har dårlige erfaringer med. Men det siger også noget om, hvor stor politisk betydning strategiske våbensystemer kan have også for små nationer som Danmark. Prioritering er et af de hyppigst anvendte udtryk i den aktuelle politiske debat om statens indretning og den tilknyttede økonomi - også når det drejer sig om den udenrigs- og sikkerhedspolitiske diskussion. Senest har ambassadør Peter Taksøe-Jensen i et interview til dagbladet Politiken udtrykt håb om, at hans udredning kan føre til en mere interessedrevet dansk udenrigspolitik, hvor danske interesser kan blive identificeret og prioriteret og hvor man i højere grad end hidtil samtænker alle statens instrumenter og prioriterer dem indbyrdes. Det vil være naivt at tro, at Forsvaret vil være det eneste område, som går fri af dette prioriteringsmantra, og der er derfor god grund til at forberede sig på, at også det kommende forsvarsforlig selv ved en mindre stigning i budgetrammen - vil nødvendiggøre en prioritering, der skal afspejle det udenrigs- og sikkerhedspolitiske fokus. Sammenholder man dette med en støttestruktur, der i indeværende forlig har holdt for med besparelser på 30%, er det meget vanskeligt at forestille sig et kommende forsvarsforlig med en uændret operativ struktur. Diskussionen om forsvarets indretning springer ofte den indledende rammesættende analyse over og går direkte til det, vi alle kan forholde os til, nemlig antallet af skibe, fly og kampvogne. Sagen er imidlertid, at der ikke findes noget objektivt rigtigt svar på, hvor stort Forsvaret skal være. Selv NATO s regnemetoder for, hvornår et Forsvar er tilstrækkeligt, nuancerer ikke i alle tilfælde, hvad et lands forsvar reelt kan præstere. Der er således medlemsnationer, der fuldt ud lever op til målsætningen om, at bruge 2% af BNP på Forsvaret uden at bidrage væsentligt til Alliancens operative indsættelser. Det kan enten skyldes manglende vilje til bruge militæret med robuste mandater eller manglende evne til at deployere og indsætte styrkerne. Et oplæg til prioriteringsdiskussionen kunne således hensigtsmæssigt starte et andet sted, nemlig med de strategiske rammevilkår, der kendetegner dansk forsvar og bruge det som filter, når mulighederne for at få mest muligt udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitisk effekt for pengene skal identificeres.
Geo-strategi Ser vi på den geo-strategiske betydning af den sydlige del af Kongeriget, har vi et godt udgangspunkt, fordi Danmark har en ganske central geo-strategisk placering. Den kendsgerning, at landet ligger som indgangsportalen til Baltikum, betyder, at vi fremdeles har muligheden for at kontrollere adgangsvejene til Østersøen, som vi ultimativt kan lukke, hvis vi i øvrigt har de rigtige midler til det. Denne kendsgerning har gjort, at Danmark historisk set på forskellig vis har været en strategisk skakbrik, der har haft en betydelig større værdi for skiftende stormagter, end vores størrelse og militære styrke har berettiget. Det gjorde sig gældende på godt og ondt under Napoleonskrigene, og det var en i høj grad gældende, da vi var frontlinjestat under den kolde krig. Efter Murens fald og udvidelsen af NATO har fronten bevæget sig mod øst til Baltikum, hvilket har forbedret Danmarks position væsentligt, i og med at Danmark er blevet trukket i dybden af NATOs geo-strategiske rum. Danmarks hurtige anerkendelse af de tre baltiske stater og vores tilskyndelser til, at de blev medlemmer af NATO har således også i dette perspektiv været ganske fornuftigt. Fra at være dem, der i tilfælde af konflikt skulle forstærkes af andre alliancepartnere, er vi nu i en situation, hvor vi i givet fald skal kunne forstærke andre, hvilket i øvrigt taler for at fastholde Forsvarets nuværende evne til at deployere hurtigt. Men også i et evt. nyt vedvarende spændingsscenarie mellem Rusland og Vesten - med de baltiske lande i front - vil strædekontrol og danske basefaciliteter kunne blive vigtige strategiske komponenter for NATO og USA. Vender vi blikket mod Kongerigets nordlige del, er Grønland helt centralt placeret i både en historisk sikkerhedspolitisk kontekst og i forhold til den geo-strategiske rolle, som den arktiske region har fået over de seneste 10 år. Grønlands betydning for USA blev første gang åbenbar, da daværende statsminister Hans Hedtoft undlod at kæmpe hårdt for etableringen af et Nordisk Forsvarsforbund. Årsagen var, at USA ønskede en tæt sikkerhedspolitisk tilknytning til Danmark på grund af USA's afhængighed af basefaciliteter på Grønland, og at Danmark - i lighed med Norge - fandt en amerikansk sikkerhedsgaranti attraktiv.
Det var således Grønlands sikkerhedspolitiske betydning for USA, der gjorde, at Danmark blev ét af de oprindelige medlemmer af NATO i 1949. Grønlands strategiske rolle i forhold til USA har udviklet sig i takt med den teknologiske udvikling, og det har ind imellem været et meget kontroversielt samarbejde, der har stillet spørgsmål ved noget så fundmentalt som Danmarks atomvåbenpolitik. I dag er det ikke mindst radaren på Thule basen, der - som en meget vigtig og integreret del af det amerikanske ballistiske missilforsvarssystem - medfører, at Grønland i Pentagon-briefinger betegnes som en del af den nære amerikanske sikkerhedssfære. Det er en udbredt nyere opfattelse, at Danmarks særlige relation til USA ikke mindst skyldes de sidste 15 års krigsindsatser, og at det er den primære årsag til, at danske ministre jævnligt inviteres til kaffe i det Hvide Hus. Der er ingen tvivl om, at krigsdeltagelsen har gjort indtryk i Washington, men konstanten i den ligning, der udregner Danmarks betydning for USA, er Grønland. Så i en amerikansk optik betyder et stabilt og fremtidssikret dansk Rigsfællesskab formentlig mere end selv det mest potente danske militære bidrag. Danmark er i et forsvarspolitisk perspektiv begunstiget af, at Grønland er under både den amerikanske og NATO s sikkerhedsparaply, både i fredstid og i tilfælde af at Arktis udvikler sig i retning af spænding og konflikt. Grønland har så stor sikkerhedspolitisk betydning for USA, at krænkelser af Kongerigets suverænitet vil blive opfattet som en provokation rettet mod USA, hvilket i sig selv har en voldsom præventiv effekt. Kombineres det med de ekstreme klimatiske forhold, den enorme geografiske udstrækning og manglen på enhver form for infrastruktur i størstedelen af landet, får man det bedst tænkelige forsvar mod ubudne gæster serveret på et sølvfad. Det bør Danmark udnytte, så vi bruger vores begrænsede konventionelle militære ressourcer steder, hvor der eksisterer reelle trusler, der kan true Kongerigets sikkerhed, eller hvor væsentlige danske interesser kræver dansk militær tilstedeværelse. I Arktis bør vi i stedet fokusere på en effektiv overvågning og udførelsen af de kystvagtsfunktioner, vi som kyststat er forpligtet til, og som vi som initiativtager til Ilulissat Deklarationen vil blive holdt op på af omverdenen. Strategiske kapaciteter Danmarks geografiske mulighed for at kontrollere adgangsvejene til og fra Østersøen forudsætter imidlertid, at vi besidder et effektivt minevåben. Det var rygraden i den sømilitære del af de danske forsvarsplaner under den Kolde Krig, og det er et våbensystem, der i sin natur er strategisk. Med de seneste 25 års fokus på internationale operationer har dette våben af gode grunde ikke haft den store opmærksomhed. Med den igangværende udvikling i forholdet mellem Rusland og Vesten, er USA og NATO i færd med en række initiativer, der alle har til formål at opbygge en konventionel militær afskrækkelseskapacitet, som skal sikre NATO s territoriale integritet i Østersøregionen. Danmark bidrager allerede til dette på forskellig vis med operative kapaciteter, men vi kan også vælge at udnytte vores mulighed for at spille aktivt på vores geografiske placering. Det vil kræve en reaktivering af minevåbnet, hvor vi dels sikrer en økonomisk forsvarlig minimumsbeholdning af
moderne miner, dels sørger for den nødvendige vidensforankring inden det sidste personel i Søværnet med forstand på denne disciplin går på pension. Blot en enkelt øvelse om året, hvor vi igen øver minelægning i tilknytning til de danske stræder, vil være et unikt strategisk bidrag til alliancens regionale afskrækkelse, og det vil uden tvivl gøre stort indtryk på Rusland. Hvem ved, måske kunne det udløse endnu en kronik fra den russiske ambassadør. Beslutningen om, at Danmark har til hensigt at opgradere de nye fregatter på sensorsiden, så de kan indgå i NATO s missilforsvar, blev meldt ud af daværende Statsminister Helle Thorning-Schmidt på NATO-topmødet i Wales. Det understreger i sig selv kapacitetens strategiske karakter. Udmeldingen fra den russiske ambassadør om, at et sådan skridt vil gøre fregatterne til mål for russiske atomvåben, er ligeledes en illustration af, hvordan en sådan opgradering i givet fald ophøjer en konventionel fregat til noget andet og større. NATO råder samlet set over omkring 200 konventionelle fregatter/destroyere inklusive de tre danske. Til gengæld findes der lige nu kun fire krigsskibe i Europa, som har ballistisk missilforsvarskapacitet (BMD), og de er alle fire amerikanske, baseret i Rota i Spanien. Der er aktuelt tre europæiske lande Holland, Tyskland og Danmark der har givet relativt håndfaste løfter til USA og NATO om at etablere maritim BMD kapacitet, hvilket sammen med de fire amerikanske enheder vil bringe det samlede antal fregatter/destroyere med BMD kapacitet i Europa op på 12-14. En sådan opgradering vil med andre ord forvandle en konventionel dansk fregat fra at være 1 ud af 200 til derudover at være 1 ud af kun 12 enheder i Europa med denne kapacitet. Det vil medføre, at der i situationsrummet i det Hvide Hus er et dansk flag på den oversigt over strategiske kapaciteter, der viser Præsidenten, hvor hangarskibe, atombevæbnede ubåde og missilforsvarsenheder befinder sig i verden.
Afslutning Lad mig slutte denne strategiske perspektivering af dansk sømagt af med endnu engang at kvittere for, at Søe-Lieutenant-Selskabet har taget initiativet til en konference om sømagt. Den rummer potentialet til at blive en årlig tilbagevendende begivenhed, som Søværnets Officersskole uanset hvor den fysisk måtte befinde sig gerne ligger lokaler til. Sidst men ikke mindst er der grund til at rose arrangørerne for at inddrage Danmarks Rederiforening i programmet. Som en af verdens største søfartsnationer er der selvsagt også en ubrydelig strategisk forbindelse mellem den handelsflåde, der årligt bidrager med godt 200 mia. kr. til landets valutaindtjening, og det Søværn, der sikrer Danmarks interesser fra havet med magt om nødvendigt.