Afsavn - en direkte metode til måling af fattigdom

Afsavn - en direkte metode til måling af fattigdom Afsavnsmetoden udmærker sig ved at måle de faktiske leveforhold. Andelen, der pga. økonomien må undvære et antal nødvendige goder, er fattig. Potentielle problemer er metodens absolutte tilgang samt manglende fokus på fattigdommens bredde og dybde. Finn Kenneth Hansen Forskningsleder CASA - Center for Alternativ Samfundsanalyse M. Azhar Hussain Forskningsadjunkt Økonomisk Institut, Københavns Universitet 1. Indledning Den norske fattigdomsforsker Stein Ringen fremhævede for en række år siden det forhold, at definerer man fattigdom direkte, det vil sige ud fra personers og familiers faktiske levevis, så må man også måle omfanget af fattige direkte, det vil sige ud fra indikatorer, som afspejler folks faktiske levevis. Definerer man fattige indirekte, ud fra en bestemt indkomstgrænse, så må man måle omfanget af fattige indirekte, nemlig ud fra indkomstens størrelse. I relation til denne konstatering påpegede Stein Ringen den manglende overensstemmelse i mange fattigdomsundersøgelser mellem på den ene side definition af fattigdom og på den anden side opgørelsen af fattigdommens omfang (Ringen, 1988). Et konkret eksempel er i EU, hvor man definerer fattigdom ud fra den engelske fattigdomsforsker Peter Townsends direkte definition af fattige, men anvender indirekte metoder i form af indkomstopgørelser og 60 %-grænsen til at bestemme omfanget af fattige. Den samme problemstilling går igen i mange lande. Også i Danmark, hvor der synes at være enighed om en fattigdomsforståelse, som meget er i overensstemmelse med Townsends definition (Sørensen, 2009), men hvor de dominerende opgørelser er baseret på 50 %-grænsen (se fx DØR, 2006; Finansministeriet, 2004; AE-Rådet, 2008). Man kan sige, at en del af problemstillingen hænger sammen med det forhold, at der ikke tidligere har foreligget data for mere direkte opgørelser. Dette holder imidlertid ikke (helt) i dag. Der er sket en udvikling i opgørelsen af mere direkte metoder altså hvor man ser på folk faktiske handlinger og aktiviteter i forhold til fx deres økonomiske situation. I den danske debat har der været en kritik af fattigdomsopgørelser baseret på 50 %- og 60 %-grænsen. Bl.a. har nogle meningsdannere været kritiske overfor opgørelser alene baseret på folks økonomiske forhold, og relative betragtninger. Denne kritik har den danske regering sammen med andre EU-lande fremført i forbindelse med fastlæggelse af EUs strategi frem mod år 2020. En kritik der har medført, at fattigdom i EU ud over at blive opgjort ud fra 60 %-indkomstgrænsen nu også vil blive opgjort ud fra andelen med materielle afsavn og andelen af husstande uden arbejde. Der synes at være en bevægelse hen imod at belyse folks faktiske situation. Det vil sige, hvad de af økonomiske grunde har måttet undlade af almindelige og nødvendige indkøb, handlinger og aktiviteter i dagligdagen. I det følgende vil vi gennemgå afsavnsbegrebet mere præcist, dets oprindelse, anvendelse og udbredelse og pege på nogle af de metodiske problemer i forbindelse med opgørelse af afsavn. 2. Townsends afsavnsbegreb Inspirationen til de almindelige og nødvendige handlinger og aktiviteter er hentet fra den engelske fattigdomsforsker Peter Townsend. Det centrale begreb i hans fattigdomsforståelse er begrebet deprivation, dvs. på dansk at lide afsavn (Townsend, 1979). Afsavn vil sige, at man må undlade eller er udelukket fra at foretage normale handlinger eller aktiviteter eller opnå goder (i overensstemmelse med den almene livsstil), man har behov for, fordi man ikke har de tilstrækkelige økonomiske ressourcer. Afsavn kan både være af materiel og social karakter og kan i princippet være lige alvorlige. Men forskellige former for afsavn kan være og opleves som mere eller mindre alvorlige for forskellige personer. At lide afsavn er noget relativt og betyder, at de manifesterer sig på forskellig måde til forskellig tid og forskelligt i forskellige samfund. Townsends synspunkt er, at mennesker er sociale væsener, der ikke blot skal sikres et antal kalorier, tøj nok til ikke at fryse og tag over hovedet for at fungere i et samfund. Menneskelige behov er ikke alene fysiske behov (mad, tøj og bolig), men i høj grad også sociale behov (Townsend, 1979). Ved at lægge vægt på, at mennesket er et socialt væsen, der forventes at leve op til mange forskellige roller, understreger Townsend, at forståelsen af fattigdom ikke alene kan baseres på, at mennesket har objektivt givne behov, men at disse behov er samfundsmæssigt betingede og dermed også foranderlige. Townsend hævder, at målingen af den almene livsstil kan ske objektivt. Tankegangen er, at det er empirisk muligt at indfange den almene livsstil, det vil sige, hvilke typer af forbrug, sociale aktiviteter og handlinger mv. som indgår i den almene livsstil. Når dette er sket, kan man indkredse hvilke personer og familier, som lider afsavn, dvs. er udelukket fra deltagelse i aktiviteter og handlinger, som indgår i den almene livsstil. 26

Det kan man gøre, som Mack & Lansley (1985) gjorde, ved at spørge befolkningen om, hvad de opfatter som nødvendigt forbrug og almene og nødvendige handlinger og aktiviteter. Når man på den måde har konstateret, hvad befolkningen opfatter som nødvendigheder, kan man kortlægge i hvilken udstrækning personer og familier har måttet undlade at købe eller deltage i aktiviteter af økonomiske grunde. Med en sådan kortlægning af de enkelte personers og familiers afsavnssituation er problemerne imidlertid ikke løst. Spørgsmålet er for det første, hvilke og hvor omfattende afsavn, den enkelte person/familie skal have, før der ligefrem er tale om fattigdom. For det andet skal det afgøres, om de manglende aktiviteter, indkøb m.v. som den enkelte rapporterer om overhovedet af den enkelte selv opfattes som afsavn? Det sidste berører et omdiskuteret emne i fattigdomsforskningen, nemlig hvad der er påtvungne afsavn, og hvad er et helt frit valg af en levevis forskellig fra og mere spartansk end den gængse. 3. Er afsavnene relevante i forhold til befolkningens behov? De to sociologer Mack og Lansley påpegede ligesom Peter Townsend, at der ikke blot var brug for videnskabelige undersøgelser omkring afsavn blandt de dårligt stillede, men påpegede også det demokratiske element ved afsavnsundersøgelser. I stedet for at det er eksperter, der udvælger indikatorerne for afsavn, så kunne man i stedet spørge befolkningen direkte om, hvad de synes, der er nødvendigt, og hvad de synes, der er nødvendige handlinger og aktiviteter. Som omtalt anvendte de selv denne fremgangsmåde ved deres undersøgelse af fattigdom i England (Mack & Lansley, 1985). Det var bl.a. disse undersøgelser, der lå til grund for udvælgelse af aktiviteter og handlinger ved den første danske afsavnsundersøgelse (1990-undersøgelsen) og den opfølgende undersøgelse i 2000 i forbindelse med den tredje levekårsundersøgelse (SFI, 2000). Den første undersøgelse bygger på opgørelsen af 21 forskellige aktiviteter, indkøb og handlinger for personer og familier og 6 aktiviteter og handlinger relateret til børn. I den opfølgende undersøgelse tog man udgangspunkt i de afsavnsindikatorer, som blev benyttet ved første indsamling. Af ressourcemæssige grunde blev der dog foretaget enkelte spørgsmålsændringer, men stort set blev de samme indikatorer opretholdt dog uden at medtage indikatorer for specifikke børnerelaterede afsavn i familierne. Undersøgelsen indeholder 14 aktiviteter og handlinger. Ved ingen af disse store afsavnsundersøgelser blev der spurgt til befolkningens synspunkter om, hvad der er nødvendigheder og behov. Det er først med Københavner-undersøgelsen (Københavns Kommune, 2008), at borgerne bliver spurgt om, i hvilket omfang de synes, at der er tale om nødvendige goder eller nødvendige aktiviteter. Undersøgelsen omfatter kun den københavnske befolkning, og der kan derfor være en skævhed i forhold til hele den danske befolkning. I undersøgelsen af Konsekvenser af at have de laveste ydelser som forsørgelsesgrundlag har man spurgt til forskellige nødvendigheder (Hansen & Hussain, 2009). Resultaterne er vist i figur 1 for beskæftigede personer og for personer, der har fået nedsat deres kontanthjælp. Der er aktiviteter, som næsten hele befolkningen er enige om er nødvendige. Dvs. andelen, der svarer bekræftende på om et gode er nødvendigt, er høj og ret sammenfaldende for de to præsenterede typer af forsørgelsesgrundlag. Det drejer sig om, at kunne betale husleje, have telefon/mobiltelefon, købe medicin, gå til tandlæge, have tv i hjemmet samt give gaver til fødselsdage. Alle disse aktiviteter mener over 80 pct. af de beskæftigede og personer med nedsat kontanthjælp er nødvendigheder. For beskæftigede er de resterende præsenterede aktiviteter, undtagen at holde årlig ferie uden for hjemmet og gå i byen med venner en aften, også klare nødvendigheder med en tilslutning over 80 pct. Folk med nedsat ydelse vurderer også i høj grad de andre aktiviteter som nødvendige, men i nogen mindre grad end blandt de beskæftigede. En årsag til forskellen kan være, at personer med nedsat ydelse må prioritere benhårdt i hverdagen og måske efterhånden har tilpasset sig et så lavt forbrugsniveau (coping), at deres præferencestruktur gradvist har ændret sig. 4. Afsavn og fattigdom Selv om Townsend lægger vægt på en kortlægning af afsavn, betoner han dog, at det at lide afsavn langt fra er det samme som at være fattig. Der vil helt naturligt være personer eller familier, som ikke lever i overensstemmelse med den almene livsstil, hvorfor der vil forekomme afvigelser fra den almene livsstil, som ikke har sammenhæng med manglende ressourcer. Townsend mener derimod, at hvis den samme person eller familie simultant oplever en række afsavn på flere forskellige områder, grundet manglende ressourcer, vil der være tale om fattigdom. Fattigdom i Townsend's fortolkning er således en konsekvens af multiple deprivation eller flere samtidigt indtrufne afsavn (Townsend, 1987). Sammenhængen mellem manglende ressourcer - økonomiske såvel som ikke-økonomiske og oplevelsen af flere afsavn er helt grundlæggende i Townsends forståelse af fattigdom. Han arbejdede faktisk med den hypotese, at sammenhængen mellem afsavn og økonomiske ressourcer ville være sådan, at jo mindre indkomst, jo flere afsavn, men at der ved en bestemt lav indkomstgrænse ville indfinde sig en ophobning af afsavn. Det vil være omkring dette punkt, at der er tale om en monetær fattigdomsgrænse. Empiriske undersøgelser viser, at der er en rimelig klar sammenhæng mellem antallet af afsavn og personernes og familiernes økonomiske formåen. Men en aftagende sammenhæng uden at man imidlertid kan 27

Figur 1: Andelen, der svarer ja til, at forskellige goder, handlinger og aktiviteter opfattes som nødvendigheder. Pct. Gå i byen ved venner en aften Holde ferie uden for hjemmet én gang om året Være medlem af en a-kasse Dyrke fritidsinteresser Have internet i hjemmet Have computer, playstation m.v. Invitere gæster hjem Spise tre måltider mad om dagen Spise frisk frugt og grøntsager dagligt Foretage reprarationer i boligen/erstatte udstyr i hjemmet Besøge famile og venner Have ulykkes- og indboforsikring Købe nyt fodtøj, tøj og overtøj, når det er nødvendigt Give gaver til fødselsdag Have tv i hjemmet Gå til tandlæge Købe medicin ordineret af lægen Eje telefon/mobiltelefon Kunne betale husleje, lån til bolig, el, gas, vand m.v. til tiden 0 20 40 60 80 100 Beskæftiget Nedsat kontanthjælp Kilde: Data fra forskningsprojektet Konsekvenser af at have de laveste sociale ydelser som forsørgelsesgrundlag. aflæse et bestemt indkomstniveau, hvor afsavnene hober sig op. Der synes således ikke at være noget empirisk grundlag for at kunne udpege en bestemt indkomstgrænse, hvor afsavnene hober sig op, når vi ser generelt på familiernes økonomiske situation. I den forbindelse er det imidlertid værd at se nærmere på resultaterne fra undersøgelsen Konsekvenser af at have de laveste sociale ydelser som forsørgelsesgrundlag. I lighed med Townsends opfattelse fremgår det af undersøgelsen, at der er markant forskel mellem personer og familier på de laveste ydelser, og på den anden side personer og familier på almindelig kontanthjælp eller dagpenge og personer og familier i beskæftigelse. Andelen, som har afsavn, er markant større blandt personer og familier på de laveste sociale ydelser. Forskelle som alene kan forklares ved de laveste ydelser, som altså ligger et pænt stykke under kontanthjælps- og dagpengeniveauet (Hansen & Hussain, 2009). I undersøgelser, hvor afsavn ligger til grund for fattigdomsopgørelser, er det almindeligt, at man fastsætter et fattigdomsmål ud fra antallet af afsavn. Enten et vilkårligt bestemt antal afsavn i forhold til det samlede antal afsavn i undersøgelsen (Mack & Lansley, 1985; Eurostat, 2010), eller afsavn dækkende flere afsavnsaspekter (Hansen, 1990). Figur 2: Andel med afsavn for udvalgte aktiviteter og handlinger, som stort set alle opfatter som nødvendigheder. Pct. Give gaver til fødselsdag Have tv i hjemmet Gå til tandlæge Købe medicin ordineret af lægen Eje telefon/mobiltelefon Kunne betale husleje, lån til bolig, el, gas, vand m.v. til tiden 0 10 20 30 40 50 60 70 Beskæftiget Nedsat kontanthjælp Kilde: Data fra forskningsprojektet om de laveste sociale ydelser som forsørgelsesgrundlag. 28

5. Faktiske afsavn blandt forsørgelsesgrupper i Danmark I undersøgelsen om Konsekvenser af at have de laveste sociale ydelser som forsørgelsesgrundlag er interviewpersonerne også blevet spurgt ind til, om de så havde afsavn mht. de forskellige aktiviteter og handlinger mv. De skulle således besvare spørgsmålet har du eller andre i din husstand inden for det sidste år, af økonomiske grunde, måttet undlade at gøre nogen af disse ting?. Undersøgelsen viser, jf. figur 2, at de beskæftigede stort set er friholdt for afsavn, idet kun to pct. af de beskæftigede er ramte, undtagen mht. tandlægebesøg, hvor seks pct. er ramte. Blandt personer med nedsat kontanthjælp har derimod mellem 10 pct. (eje TV) og 66 pct. (tandlægebesøg) afsavn mht. de her aktiviteter, som der er meget bred konsensus om er nødvendigheder. Figur 3: Fordelingen af antal afsavn blandt forskellige forsørgelsesgrupper. Pct. 100 90 80 70 60 50 40 30 20 10 0 Introyd./ Nedsat kt.hjælp Kontanthjælp Arbejdsløse Beskæftigede starthj. Ingen afsavn Et afsavn 2-4 afsavn 5-9 afsavn 10-19 afsavn Kilde: Data fra forskningsprojektet om Konsekvenser af at have de laveste sociale ydelser som forsørgelsesgrundlag. Selvom separate analyser af de enkelte afsavn giver et mere nuanceret indtryk af tilstanden hos undergrupper af befolkningen, kan det til gengæld stille store krav til fremstillingsformen, idet mange dimensioner kan gøre det vanskeligere at få et samlet hurtigt overblik over resultaterne, hvorfor alternative (supplerende) mål kan være ønskelige. Et simpelt, men ikke uproblematisk samlet mål for afsavnene, er antallet af afsavn i familien. I figur 3 er medtaget samtlige nitten afsavn behandlet i undersøgelsen Konsekvenser af at have de laveste sociale ydelser som forsørgelsesgrundlag. Selvom det handler om afsavn, er der også vigtig information forbundet med at vide, hvor mange der så ikke er afsavnsramte. Her tegner der sig et meget systematisk billede af, at sandsynligheden for afsavnsfrihed er klart korreleret med forsørgelsesgrundlaget. Mens knapt 80 pct. af de beskæftigede ikke har oplevet afsavn inden for det sidste år, så gælder det kun højest seks pct. af personer på de laveste sociale ydelser. Personer, der modtager almindelig kontanthjælp er nede på knapt 20 pct., mens dagpengemodtagere trods alt er oppe på halvdelen. Omvendt var omkring 1/3 af personer på de laveste sociale ydelser ramt af mindst 10 ud af 19 mulige afsavn, mens den tilsvarende andel er forsvindende lille for de beskæftigede (1 pct.). Fordelingen af afsavn kan yderligere sammenfattes i et enkelt summarisk mål for afsavnsomfanget, nemlig det gennemsnitlige antal afsavn. Med udgangspunkt i figuren kan det opgøres, at de hårdest ramte (naturligvis) også har fleste afsavn. Folk på de laveste ydelser har omkring 8 afsavn i gennemsnit, almindelige kontanthjælpsmodtagere har 5 afsavn, mens dagpengemodtagere og beskæftigede er nede på hhv 2 1/2 og under et afsavn i løbet af året op til interviewtidspunktet. 6. Materielle afsavn i EU-landene I EU sammenhæng er der i en årrække blevet arbejdet med udvikling af en afgrænsning af fattige ud fra en afsavnstilgang. Det vil sige afsavn i betydningen, at man af økonomiske grunde har måttet undlade nødvendige aktiviteter og handlinger. Der er tale om en supplerende opgørelse af fattigdom baseret på afsavnsindikatorer. Materielle afsavn defineres som (Eurostat, 2005): the enforced lack of a combination of items depicting material living conditions, such as housing conditions, possession of durables and capacity to afford basic requirements. Vanskelighederne med en afsavnstilgang er at analysere sig frem til goder, aktiviteter og handlinger, som er lige nødvendige i alle EU-lande. For at kunne afspejle fattigdom på tværs af EU-landene kan man sige, at der skal være tale om goder, aktiviteter og handlinger, som er almindelige og udbredte for hovedparten af befolkningerne i EU og i de fleste af EU-medlemslandene. er sammenlignelige landene imellem og have samme værdi i de fleste lande, og de skal ikke kun relatere sig til en national kontekst. er sammenlignelige over tid. afspejler ændringer i levevilkårene for befolkningerne. I udviklingsarbejdet med indikatorer for materielle afsavn er der blevet arbejdet med flere forskellige dimensioner. Der er i den sammenhæng peget på tre overordnede dimensioner. En dimension som afspejler økonomisk knaphed, som betyder, at man må undlade nødvendigheder. En anden dimension som afspejler økonomisk påtvungen mangel på varige forbrugsgoder, og en tredje dimension omfattende boligen og boligforholdene. Derimod indgår der ikke indikatorer, som afspejler dimensioner som sociale aktiviteter som fx, at invitere gæster hjem, besøge familie/venner, give gaver til fødselsdage eller dimensioner af sundhedsmæssig karakter som fx, at gå til tandlæge eller købe nødvendig medicin. 29

I opgørelserne fra Eurostat (EUs statistiske kontor) er der primært lagt vægt på indikatorer som nødvendigheder og varige forbrugsgoder. I den seneste opgørelse fra Eurostat indgår 5 indikatorer på nødvendighed fx varme boligen op, have råd til en uges ferie, have råd til at få et måltid mad med kød, kylling eller fisk hver anden dag og 4 indikatorer på varige forbrugsgoder, fx have farve-tv, have telefon, have personlig bil. Materielle afsavn som et supplerende mål for fattigdom er defineret som en situation, hvor man ikke har tilstrækkelige ressourcer til at kunne efterkomme eller have råd til mindst tre af de ni medtagne forhold. Med den foretagne afgrænsning og definition på materielle afsavn, viser det sig, at 17 pct. af alle EU-borgere i de 27 medlemslande i 2007 er i en situation, som kan karakteriseres som en materiel afsavnssituation. 7. Fordele og ulemper ved afsavnstilgangen til fattigdom Afsavnstilgangen til fattigdom har den fordel, at den belyser den faktiske levevis for dem, som har vanskeligheder ved at klare sig i samfundet, og at der i betragtningen er en sammenhæng mellem den direkte definition af fattigdom og måling af fattigdom. Rækken af indikatorer afspejler en almindelig levevis normer, sædvaner og aktiviteter som befolkningen betragter som almindelige aktiviteter og adfærd. I dansk sammenhæng vil eksempelvis stort set alle mene, at det er en menneskeret i det danske samfund, at enhver bør have økonomiske ressourcer til at kunne invitere gæster hjem, give gaver til fødselsdag, købe nødvendig medicin, og gå til tandlæge. Undersøgelser viser, at der er en klar sammenhæng mellem afsavn og personernes og familiernes økonomiske formåen. Men der er ikke tale om en entydig sammenhæng. Der er personer og familier med relativt høje indkomster, som rapporterer, at de har afsavn, ligesom der er personer og familier med lave indkomster, som ikke lider afsavn. På den måde er afsavnene ikke alene udtryk for en situation, hvor folk af økonomiske grunde må undlade at foretage aktiviteter eller føler sig økonomisk presset til at undvære disse aktiviteter, men også udtryk for forskelle i levevis. Når personer og familier med lave indkomster ikke rapporterer om afsavn kan det hænge sammen med det forhold at de for at kunne fastholde deres leveniveau har optaget lån og dermed gældsat sig. Det kan derfor være vigtigt i en belysning af afsavn, at have oplysninger om folks gældssituation, når man ser på deres økonomiske formåen. Fortløbende opgørelser af befolkningens afsavn, vil sammenkædet med opgørelser af personernes og familiernes økonomiske situation, kunne give et billede af udviklingen i den relative fattigdom i Danmark. Det vil klart være et mere nuanceret mål og give et klarere billede af, hvem der har vanskeligheder ved at klare sig i samfundet end alene opgørelser af, hvem i befolkningen, der har lave indkomster. Der er imidlertid også problemer forbundet med at anvende afsavnsbegrebet. I det følgende gennemgås nogle mere eller mindre alvorlige anker. Risiko for absolut mål Hvis sammensætningen af afsavn ikke løbende reguleres risikerer man, at det relative element i afsavnsmålet forsvinder. Den reale købekraft er steget over en lang årrække, hvilket giver folk råd til at købe bedre og flere varer. Afsavnsundersøgelserne bør tage højde herfor. Hvor det for eksempel indtil for 10 år siden var normalt at spørge ind til om husholdningen havde fastnet telefon, er det i dag normalt at spørge ind til om den enkelte voksne har en mobiltelefon. Inden længe vil spørgsmålet sikkert omhandle, hvor mange i husholdningen, der har mobiltelefon, børn inklusive. Opgørelsesmetode Et andet mere principielt problem har at gøre med, at afsavnsmålene ikke indfanger vigtige elementer af fattigdom, nemlig dets dybde og bredde. Når fattige defineres som personer med fx mindst tre ud af ni mulige, er det ikke muligt at skelne mellem fattige med flere end de tre afsavn. Det er heller ikke muligt at se en udvikling for en gruppe med et antal afsavn over en defineret mindstegrænse et år eller flere efter, så længe antallet af afsavn overstiger denne mindstegrænse. Afsavnsmålene tager oftest heller ikke højde for dybden af hver enkelt afsavn. Et eksempel på det er restance mht. diverse forbrugsregninger. Der er her forskel på, om man en gang i løbet af året ikke har kunnet betale sin elregning, eller man ikke har kunnet betale den i seks måneder eller tolv måneder. Det uanset om man klart ville bedømme tolv rykkere fra elselskabet som alvorligere end en enkelt rykker, som man oven i købet måske har taget højde for i budgetlægningen. Traditionelt har der ikke været meget diskussion af den type problemer i forbindelse med opgørelser af afsavn, mens denne type måleproblemer er diskuteret intenst i forbindelse med monetære opgørelser (Foster et al., 1984), dog uden at det har givet sig udslag i hyppige offentliggørelser af supplerende fattigdomsmål i tillæg til andelen af personer under en given fattigdomsgrænse. Alkire og Foster (2009) har forsøgt at råde bod på de nævnte problemer omkring dybden af afsavn mv. De identificerer først de fattige som de, som har mindst k ud af d mulige afsavn. Herudaf kan man beregne andelen af fattige baseret på antal afsavn (head count), H. Dernæst beregnes dybden af afsavn som det totale antal afsavn blandt de afsavnsramte delt med antal mulige afsavn, A (average deprivation). Det multidimensionelle afsavnsindeks kan da beregnes som M 0 =H A. M 0 er både følsom over for udbredelsen af afsavn via H og dybden af afsavnene via A. Det multidimensionelle mål præsenteres også i en mere generaliseret version M. Her adresseres tillige dybden af individuelle afsavn via et cut off z mht. de enkelte afsavn (fx bagud med elregning), som er en grænse, der angiver om man kan karakteriseres som afsavnsramt i den givne dimension, fx (mindst) to rykkere for elregning i løbet af et år. Dybden af enkelte afsavn opgøres som gabet mellem niveauet i en dimension (y ij ) sammenholdt med grænsen for, om man er afsavnsramt 30

i dimension j, z j. Afsavnsgabet er således (z j -y ij )/z j. er eksponenten til afsavnsgabet og udtrykker graden af afsavnsaversion. M har flere gode egenskaber og opfylder herunder fx kravet om fattigdomsfokus og afsavnsfokus. Afsavnsmålet er også dekomponerbart, således at bidragene fra undergrupper af befolkningen kan kvantificeres. Selvom Alkire og Fosters målemetoder er fri for mange af de mangler, der normalt er til stede ved opgørelser af afsavn, så har målet også sine problemer. Bl.a. er vægtningen af de enkelte afsavnsdimensioner afgørende for målets udvikling over tid (Hussain, 2010). Men denne skavank er dog ingenlunde unik for afsavnsmål, men genfindes fx også i monetære mål, hvor ændringer fra år til år og ranking af lande er påvirket af, om en 50 %- eller 60 %- grænse anvendes. 8. Afslutning Selvom det sidste punktum bestemt ikke er sat med den større udbredelse af anvendelsen af afsavn til måling af fattigdom, så er det positivt, at der efterhånden er en erkendelse af, at fattigdom er en flerdimensional størrelse. Det nødvendiggør tilsvarende flere angrebsvinkler, når fattigdommens skal opgøres, og derfor er det utilstrækkeligt alene at basere sig på endimensionale opgørelser fx alene baseret på monetære mål. Det supplerende mål er så her valgt at være afsavn, idet man derved ser på de faktiske leveforhold som familierne oplever. På den anden side har afsavnstilgangen også sine begrænsninger, hvilket betyder, at der må udvises forsigtighed ved anvendelsen, herunder ved fastsættelse af grænser for afsavn, sammenligning af afsavn over tid og ved internationale sammenligninger. Men så meget desto glædeligere er det derfor, at der efterhånden også er fremkommet teoretisk velforankrede opgørelsesmetoder, som kan bruges ved analysen af befolkningens fattigdom. Metoderne er dog endnu så nye, at de ikke har fundet den store anvendelse i praksis hverken inden eller uden for forskningsverdenen. Litteratur Alkire, S. og J. Foster, 2009: Counting and Multidimensional Poverty Measurement. OPHI working paper no. 32, Oxford Poverty & Human Development Initiaitve. University of Oxford. Det økonomiske Råd, 2006: Dansk Økonomi. Efterår 2006. Konjunkturvurdering. Fattigdom i Danmark. København. Eurostat, 2005: Material deprivation in the EU. European Communities. Eurostat, 2009: What can be learned from deprivation in EU?. Eurostat, 2010: Combating Poverty and Social Exclusion. A statistical portrait of the European Union 2010. Eurostat. EU-Commission, 2009: Annual Monitoring Report 2009. Finansministeriet, 2004: Fordeling og incitamenter 2004. Foster, J. E., J. Greer, og E. Thorbecke, 1984: A Class of Decomposable Poverty Measures, Econometrica, 52(3):761 766. Hansen, Finn Kenneth, 1989: Materielle og sociale afsavn i den danske befolkning. SFI Hansen, Finn Kenneth, 2010: Fattigdom I EU-landene og dansk fattigdom I europæisk perspektiv. CASA 2010 Hansen, Finn Kenneth og Henning Hansen (2004). At eksistere eller at leve. Fattigdom og lave indkomster i Danmark hvordan måler man fattigdom?. CASA. Hansen, Finn Kenneth, Henning Hansen og M. Azhar Hussain (2009): Personer og familier med de laveste ydelser som forsørgelsesgrundlag en registerundersøgelse. Forskningsprojektet: Konsekvenser af at have de laveste sociale ydelser som forsørgelsesgrundlag. Københavns Universitet, Roskilde Universitet, CASA og Aalborg Universitet. Hansen, F. K. og M. Azhar Hussain (2009): Konsekvenser af de laveste sociale ydelser forsørgelsesgrundlag og afsavn. Forskningsprojekt; Konsekvenser af at have de laveste sociale ydelser som forsørgelsesgrundlag. Københavns Universitet, Roskilde Universitet, CASA og Aalborg Universitet. Hussain, MA (2010): Multiple Deprivation: Sensitivity to Cuttoff Points and Weighting Schemes. Økonomisk Institut, Københavns Universitet. Working Paper (forthcoming). Københavns Kommune (2008): Analyse af levevilkår og fattigdom i Københavns Kommune. Københavns Kommune, Socialforvaltningen, Projektkontoret. OECD, 2008: Growing Unequal? Income distribution and Poverty in OECD Countries. Larsen, Jørgen Elm (2004): Fattigdom og social eksklusion, Tendenser i Danmark over et kvart århundrede. Socialforskningsinstituttet Rapport no. 04:27: København. Mack, J. og Lansley, S., 1985: Poor Britain. George Allen og Unvin, London. Townsend, Peter, 1979: Poverty in the United Kingdom. A survey of Household resources and standards of Living. Penquin Books. Middlesex. Townsend, Peter, 1987: Deprivation. Journal of Social Policy. Volume 16, part 2. 31