Netværksanbringelser. Hvordan øges antallet af netværksanbringelser?

Netværksanbringelser Hvordan øges antallet af netværksanbringelser?

NETVÆRKSANBRINGELSER Hvordan øges antallet af netværksanbringelser? Afsluttende rapport Konsulent Bent Berthold Schultz Bent.schultz@ps.rm.dk Studentermedhjælper Søren Lund Jensen soeren.jensen1@stab.rm.dk METODECENTRET Center for Innovation & Metodeudvikling Olof Palmes Allé 17 8200 Aarhus N Telefon 7841 4034

Forord 1 Resume 2 Baggrunden for afdækningen 4 Hvad er netværksanbringelser og hvorfor vælge dem? 5 Hvem anbringes i netværket? 6 Hvad ved vi om netværksplejefamilierne? 7 Hvad ved vi om de børn der anbringes i netværkene? 8 Adfærdsmæssig udvikling, uddannelse og erhvervsliv 9 Fysisk og mentalt helbred 9 Stabilitet og netværk forbundet med slægtspleje 10 Sammenfatning 11 Udbredelse af netværksanbringelser 12 Variation i kommunerne 13 Case udvælgelse 17 Valg af kommuner 18 Udvælgelse af informanter 19 Hvordan arbejdes der i de to kommuner? 20 Casebeskrivelse Randers Kommune 20 Casefremstilling København 22 Centrale temaer i arbejdet med netværksinddragelse og netværksanbringelser 28 Inddragelse og aktivering af netværk 28 Metodemæssigt udgangspunkt 33 Sagsbehandlernes vurdering af netværksplejeforældrenes egnethed 37 Grunde til at vælge netværket på trods af behov for lempelse af krav 40 Den formelle godkendelse 41 Hvordan rustes netværksplejeforældrene til den formelle rolle? 43 Hvilke tiltag støtter netværksplejefamilierne efter godkendelsen og hvordan gennemføres de? 44 Anbefalinger til hvordan andelen af netværksanbringelser kan øges 47 Litteraturliste 50

1 Forord I sommeren 2012 blev Metodecentret af DASSOS bedt om at, over en toårig periode, at understøtte det kommunale og regionale arbejde med at udvikle og undersøge nye omkostningseffektive metoder på det specialiserede socialområde. I den forbindelse blev der peget på en række metoder eller indsatser, som blev anset som værende omkostningseffektive, men hvor der stadig var og er brug for mere detaljeret viden om, hvordan metoderne eller indsatserne anvendes mest hensigtsmæssigt og viden om, hvordan man som kommune eller region vil kunne komme i gang med at anvende metoden eller indsatsen. En af disse metoder eller indsatser er brugen af slægts og netværksanbringelser i stedet for brugen af traditionelle (professionelle) plejefamilier eller anbringelse på institutioner. I en rapport fra 2009 konkluderer Campbell (Winokur et al. 2009), at børn anbragt i slægts og netværksanbringelser udvikler en mere hensigtsmæssig adfærd, har et større psykisk velvære og anbringelserne er mere stabile, sammenlignet med børn anbragt i traditionelle plejefamilier og indsatsen blev i 2009 fremhævet af Rambøll som særdeles omkostningseffektiv (Rambøll 2012). Dette til trods, er der er en begrænset viden om, hvordan arbejdet med at øge andelen af slægts og netværksanbringelser organiseres mest hensigtsmæssigt i de enkelte kommuner og hvilke metoder eller arbejdsgange, der bidrager hertil. Derfor har Metodecentret gennemført en undersøgelse af den eksisterende praksis i to af de kommuner, som har øget deres anvendelse af denne anbringelsesform mest, med henblik på at udlede en række faglige anbefalinger ift., hvad der udgør en god praksis. Det er vores håb at undersøgelsen kan inspirere til at arbejde målrettet med at øge andelen af netværksanbringelser både i de to kommuner og i landets øvrige kommuner og dermed være med til at kvalificere kommunernes indsats for anbragte børn og unge. Metodecentret takker København og Randers kommune for at stille deres medarbejdere til rådighed i forbindelse med undersøgelsens gennemførelse og udarbejdelse af rapporten. Også en tak til Programleder for Børn og Unge ved KORA Jill Mehlbye for gode og konstruktive kommentarer til et rapportudkast. Metodecentret November 2014

2 Resume Med afsæt i undersøgelsens belysning af udvalgte dele af praksis i arbejdet med at øge andelen af netværksanbringelser i hhv. Randers og Københavns Kommune, opstilles nedenfor en række generelle anbefalinger til kommuner, der ønsker at øge andelen af netværksanbringelser. Anbefalingerne har udelukkende fokus på, hvordan antallet (og dermed andelen) af netværksplejeanbringelser kan øges gennem en bevidst systematisk praksis. Konkret anbefales kommuner, der ønsker at øge andelen af netværksanbringelser: 1. At der løbende er stort ledelsesmæssigt fokus på arbejdet med at øge andelen af netværksanbringelser Alle målrettede organisatoriske forandringstiltag kræver, at der er ledelsesmæssig opbakning til deres gennemførelse. Når der er tale om, at hele afdelinger systematisk skal ændre praksis og ændre deres holdninger til og brug af foranstaltningstyper, afhænger succes af, at beslutningen støttes fuldt ud af ledelsen (i den pågældende forvaltning eller familieafdeling), hvad enten den selv har truffet beslutningen eller ej. Fælles for praksis i de to kommuner er, at der er truffet en ledelsesmæssig beslutning om at andelen af netværksanbringelser skal øges, og der er iværksat et arbejde, der skulle tilvejebringe viden om, hvordan dette kunne realiseres; hvilke metoder kunne i praksis anvendes til at øge andelen af netværksanbringelser. Efterfølgende har der løbende været ledelsesmæssigt fokus på at sikre at de valgte metoder til stadighed bliver brugt. 2. At der udvælges et begrænset antal socialfaglige metoder, der skal anvendes i kommunen til at arbejde systematisk med inddragelse og ansvarliggørelse af netværket I forbindelse med alle forandringstiltag, er det vigtigt, at der er etableret en rimelig sikker sammenhæng mellem den iværksatte praksis og de effekter eller resultater, der ønskes. I forhold til at arbejde med at øge andelen af netværksanbringelser, er det derfor vigtigt at påpege, at der findes en række velbeskrevne metoder, der har vist sig at være virksomme til formålet. Ved at vælge relativt få metoder øges muligheden for en større ensartethed i sagsbehandlingen ligeledes. I forlængelse af den tidligere beskrivelse af hhv. ICS og SoS bør det dog overvejes om ICS i sig selv sikrer en tilstrækkelig grad af samarbejde og et eventuelt partnerskab med familien om at inddrage netværket i en løsning herunder en anbringelse i netværket. Her fremhæver netværkskonsulenterne bl.a. SoS som en metode, der kan være med at tilvejebringe et sådant samarbejde.

3 3. At der udpeges ambassadører, der har en særlig rolle og et særligt ansvar for, at der arbejdes systematisk med alle sager I begge kommuner har der været personer, der sikrer en vis ensartethed og en systematisk brug af de valgte metoder. I Randers har teamlederne sikret, at ICS (og derunder afdækningen af barnet sociale relationer) blev anvendt efter hensigten, og i København har netværkskonsulenterne både arbejdet på at opnå et kendskab til alle indkomne sager i Børnefamilecenter København, og på at sikre, at de valgte metoder blev anvendt i alle sager, hvor det kunne være relevant. På den måde har disse medarbejdere fungeret som en slags forandringsagenter, der hele tiden har skullet holde gryden i kog. 4. At der tages hensyn til at arbejdet med at inddrage og ansvarliggøre netværket er ressourcekrævende I begge kommuner ses brugen af netværksanbringelser både som en faglig fornuftig og omkostningseffektiv foranstaltning. Der er også i begge kommuner en erkendelse af, at sagsbehandlernes arbejde med at inddrage de udsatte familiers netværk, kræver ekstra tid og en særlig indsats. I Randers kommune fortæller sagsbehandlerne, at det kan være en udfordring at finde tiden til at samle familierne og deres netværk til de nødvendige møder og at samle op på møderne. I København fortæller ledelsen, at man har arbejdet med at sikre sagsbehandlerne de nødvendige rammer; dels ved at lade netværkskonsulenten hjælpe sagsbehandleren med at facilitere møderne, være mødestyrer og bagefter med at følge op dels ved at sagsbehandlerne har færre sager. 5. At der løbende kommunikeres om erfaringer med indsatser og metoder på den ene side og resultater og målsætninger på den anden side I begge kommuner fortæller samtlige interviewede medarbejdere, at både den ønskede effekt (flere netværksanbringelser), de valgte metoder (hhv. Integrated Children's System og Signs of Safety) opleves både som relevante og praktisk anvendelige ift. at nå den ønskede effekt og som en forbedring af praksis i forhold til, hvad man gjorde tidligere. Samtidig understreger de interviewede medarbejdere, at metoderne i sig selv ikke ændrer praksis fra første dag af. Brugen af metoderne kræver fortrolighed med dem og med det at anbringe i netværket, med de lempelser i krav til netværksplejeforældrene, der ofte sker. Denne usikkerhed i opstartsperioden blandt sagsbehandlerne skal, for at sikre at det fortsat arbejdes på at foranstalte netværksanbringelser, imødekommes fra ledelsens side med mulighed for sparring og samme grad af risikovillighed og holdes op mod de lokale målsætninger, der er opstillet på området.

4 Baggrunden for afdækningen Der er gennem de seneste år kommet en fornyet interesse for at anvende udsatte børn og unges familie og netværk som plejefamilier, når forældrene ikke længere kan varetage barnets tarv. Denne udvikling skal ses i lyset af, at netværksanbringelser tidligere blev anset som en uhensigtsmæssig løsning på børnenes og familiernes problemer. I takt med, at flere kilder konkluderer, at slægts og netværksanbringelser er en mere omkostningseffektiv 1 løsning end traditionelle anbringelser, og en Campbell rapport fra 2009 (Winokur et al. 2009) konkluderede, at børn anbragt i slægts og netværksanbringelser udvikler en mere hensigtsmæssig adfærd, har et større psykisk velvære og anbringelserne er mere stabile, sammenlignet med børn anbragt i traditionelle plejefamilier, har mange af landets kommuner besluttet at øge antallet af netværksanbringelser. Med anbringelsesreformen fra 2006 blev der sat fokus på både at inddrage udsatte børn og unge i deres egen sag som centrale aktører og vurdere deres netværk for ressourcer, der kan bidrage til at støtte dem og kontinuiteten i deres anbringelse. Det blev både vurderet, at netværksanbringelser (inden for slægten) havde en række fordele frem for anbringelser i traditionelle plejefamilier (se afsnittet om effekterne ved netværksanbringelser) og indarbejdet i serviceloven, at: Det skal i forbindelse med anbringelse af et barn eller en ung altid, jf. servicelovens 68 b, overvejes om det vil være mest hensigtsmæssigt for barnet at blive anbragt hos en plejefamilie, herunder en netværksplejefamilie (Socialministeriet 2011; pkt. 526). På trods af ovennævnte resultater og lovmæssige fokus er der dog en meget begrænset viden om, hvordan den kommunale indsats omkring slægts og netværksanbringelser organiseres og gennemføres mest hensigtsmæssigt i de enkelte kommuner eller hvilke socialfaglige metoder, der bidrager til at etablere og vedligeholde slægts og netværksanbringelser. Derfor gennemfører Metodecentret en udredning af den eksisterende praksis i to af de kommuner, som anvender denne anbringelsesform mest, og har oplevet stor fremgang inden for brugen af netværksanbringelser den seneste årrække, med henblik på at udlede en række faglige anbefalinger ift. god praksis og dermed være med til at kvalificere kommunernes indsats for anbragte børn og unge. 1 At netværksanbringelser er mere omkostningseffektive skyldes i høj grad den ændrede vederlagsordning, som blev indført i 2006 jf. faktaboksen på næste side.

5 Hvad er netværksanbringelser og hvorfor vælge dem? Når man vælger at anbringe børn eller unge i netværket, sker det som udgangspunkt ud fra en betragtning om, at den relation, der eksisterer mellem barnet eller den unge og netværksfamilien, indebærer en vis tilknytning mellem dem. Netop tilknytningsteorien og forskningen heri viser, hvordan den følelsesmæssige tilknytning til få nære omsorgspersoner danner grundlaget for barnets sociale og følelsesmæssige udvikling og for en sund personlighed (Winokur et al. 2009). Netværksfamiliens kærlighed til barnet beskrives på tværs af lande som deres vigtigste kompetence, og barnets tilknytning til familien beskrives som det, der kan skabe et rigtig godt anbringelsesforløb (Mehlbye et. al 2011). Ofte sker netværksanbringelser også på familiens eget initiativ og det vurderes at børnene ofte bor (i kortere eller længere perioder) hos netværksplejeforældrene inden kommunen beslutter, at barnet skal anbringes uden for hjemmet (Andersen, et al 2013). Ræsonnementet er, at ved at anbringe barnet eller den unge hos personer, til hvem der eksisterer en grad af tilknytning, er der mulighed for at understøtte barnets eller den unges udvikling. Samtidig vedbliver børnene med at indgå i kendte sociale sammenhænge. Netop det, at anbringelsen bygger på de følelsesmæssige relationer gør, at netværksanbringelserne ifølge vejledningen til Serviceloven, er den anbringelsesform, der bedst lever op til lovens formål om at sidestille udsatte børn med jævnaldrene og sikre, at de opnår samme muligheder for personlig udfoldelse, udvikling og sundhed (Andersen, et al 2013). Honorering af netværksplejefamilier: I vejledningen om netværksanbringelser og aflastning fra Københavns Kommune fremgår, at En netværksplejefamilie modtager ikke vederlag, men får dækket de omkostninger, der er forbundet med at have barnet eller den unge boende, jf. de særlige godtgørelsesregler for netværksplejefamilier i Servicelovens 142, stk. 9. Det er endvidere, i særlige tilfælde, muligt for kommunen i en periode at godtgøre tabt arbejdsfortjeneste til netværksplejefamilier. Her er det værd at bemærke at denne praksis blev indført i 2006 og at netværksplejefamilie indtil da modtog vederlag på linje med almindelige plejefamilier, og at dette stadig er praksis i både Norge og Sverige. Set i lyset af at en institutionsplads kan koste over 1 million kr. årligt, og familiepleje over 400.000 kr. (Andersen et al 2013 s. 127) er netværkspleje i sig selv markant billigere.

6 Hvem anbringes i netværket? I Socialministeriets beskrivelse af, hvem der kan anbringes i en netværksanbringelse, står at målgruppen for netværksplejefamilier er børn og unge, der ellers ville være blevet anbragt i plejefamilie, hvilket udelukker børn med omfattende støtte eller behandlingsbehov, således at børnene efter normal praksis skulle anbringes på specialinstitution eller i et særligt opholdssted. I praksis betyder det, at de fleste børn, der anbringes i netværket, anbringes grundet forældrenes personlige eller sociale problemer i form af eksempelvis psykiske problemer eller misbrugsproblemer. Enkelte kommuner angiver også grunde som forældres kriminalitet, livstruende sygdom, dødsfald eller at barnet har svært ved at begå sig i sociale sammenhænge, til at barnet anbringes i netværket (Mehlbye et. al 2011). Ved at sammenligne anbringelsesårsagerne for børn i slægtspleje og i almindelig familiepleje finder SFI, at der: (...) overordnet set er en lavere problemophobning i familierne til børn anbragt i slægten. Børn anbragt i slægten har således sjældnere oplevet et voldsomt konfliktniveau eller decideret vold mellem forældrene, ligesom de sjældnere har oplevet fysisk mishandling, grove omsorgssvigt og fraværende forældre (Knudsen 2009 s. 49), men at der ikke kan peges på en entydig forklaring på, hvorfor det er sådan: Undersøgelsen kan derimod ikke afklare, i hvor høj grad det skyldes, at den kommunale forvaltning ikke finder, at personer fra barnets slægt er i stand til at imødekomme de meget belastede børns og unges behov, eller i hvor høj grad det skyldes, at børnenes slægtninge i mindre grad ønsker at blive plejefamilier for de mere belastede børn og unge, men begge forklaringer er plausible. (Knudsen 2009)

7 Hvad ved vi om netværksplejefamilierne? Socialministeriets beskrivelse angiver også, hvilke krav der stilles til familien. Netværksfamilien skal have de fornødne ressourcer til at give det konkrete barn den støtte og omsorg, som barnet har behov for, evt. suppleret med den nødvendige professionelle behandling udefra. Netværksfamilien skal ikke, som almindelige plejefamilier godkendes generelt, men kun i forhold til det enkelte barn. Det afgørende for, om der i en konkret situation kan vælges en netværksanbringelse, er barnets bedste. Valget af anbringelsen skal ske ud fra undersøgelsen og handleplanen efter 50 og 140 sammen med en konkret vurdering af, hvorvidt der i barnets eller den unges netværk findes personer, som har ressourcer til at imødekomme barnets eller den unges behov, og hvor der eksisterer en relation til barnet. Men hvem er de så, netværksplejefamilierne, og hvordan er deres relation til barnet eller den unge? I deres kortlægning fra 2009 undersøger SFI en række faktorer ved slægtsplejeforældre (slægtskab med barnet, plejeforældrenes alder, etniske oprindelse, civilstand, uddannelse, beskæftigelse, boligforhold og økonomi) og sammenholder dem med plejeforældre i almindelig familiepleje. Denne kortlægning bekræfter den eksisterende viden i forhold til at flest børn anbringes i moderens slægt, og at mormor og morfar er de hyppigst forekommende slægtsplejeforældre. Ligeledes bekræftes en tendens til (...) at slægtsplejeforældre har færre ressourcer end traditionelle plejeforældre. Slægtsplejeforældrene er således oftere enlige, har oftere kun gennemført en kort skoleuddannelse (maks. 8 år), er oftere enten førtidspensionister, revalidender eller folkepensionister og ejer sjældnere deres egen bolig ( ), at slægtsplejefamiliernes økonomiske situation er ringere end de traditionelle plejefamiliers. (Knudsen 2009 s. 62). På denne baggrund konkluderes det, at det er nødvendigt at have blik for at netværksplejefamilierne kan have brug for støtte til at udfylde forpligtigelserne som plejefamilier. Da kortlægningen omhandler slægtsplejeforældre, ved vi ikke hvordan netværksplejeforældre udenfor slægten ser ud som gruppe og om de på ovennævnte områder mest ligner slægtsplejeforældrene eller plejeforældrene i almindelig familiepleje.

8 Hvad ved vi om de børn der anbringes i netværkene? Hvor ovenstående afsnit giver en række generelle beskrivelser af, hvad der kendetegner anbringelserne og hvor man anbringes, har dette afsnit til formål at belyse, hvordan det går med børn anbragt i slægtsanbringelser set i forhold til traditionel familiepleje. Afsnittet tager indledningsvist udgangspunkt i en international metaundersøgelse fra 2009 (Winokur et al. 2009), for at give en kort gennemgang af de effekter, der forbindes med disse anbringelsesformer. Resultaterne uddybes og suppleres løbende gennem undersøgelser fra Skandinavien, herunder primært SFI rapporten Effekter af slægtspleje fra 2011 (Knudsen & Egelund 2011). En væsentlig pointe i forhold til nedenstående metaundersøgelse er dels at undersøgelserne stort set udelukkende ser på slægtsanbringelser og ikke netværksanbringelser og dels, at de forskellige studier som refereres til, hovedsageligt anvender forskellige betegnelser for, hvad der karakteriseres som slægtspleje, og hvad der karakteriseres som traditionel familiepleje. Eksempelvis er det kun familiemedlemmer, der betegnes som slægt i Campbell rapporten (Winokur et al. 2009), hvorimod SFI undersøgelsen (2011) anvender en bredere terminologi, idet de inkluderer stedforældre og eks stedforældre (Winokur et al. 2009: 8; Knudsen & Egelund 2011: 16). Cambell rapporten Kinship Care for the Safety, Permanency, and Well being of Children Removed from the Home for Maltreatment (Winokur et al. 2009) er en metaundersøgelse af effekten ved slægtsanbringelse set i forhold til anbringelse i traditionel familiepleje, og tager udgangspunkt i 62 undersøgelser, hvoraf de 57 stammer fra USA, og de resterende fem er fra henholdsvis Norge, Sverige, Israel, Holland og Australien. På trods af rapportens omfang, konkluderes det, at der er store problemer forbundet med undersøgelsernes design og metode, særligt i forhold til at finde sammenlignelige børn i hhv. slægtsanbringelse og traditionel familiepleje. I rapporten stilles der derfor, på baggrund af manglende udredelser af plejebørnenes adfærdsmæssige udgangspunkt ved anbringelsens opstart, spørgsmål ved, hvorvidt de to undersøgte grupper af plejebørn reelt er sammenlignelige. Undersøgelsens design og metodemæssige svagheder har således betydning i forhold til validiteten af resultaterne, der gengives nedenstående (Winokur et al. 2009: 34). I undersøgelsen måles effekterne ved slægtsanbringelse, i sammenligning med traditionel familiepleje, ved hjælp af en række parametre, der i nedenstående gennemgås enkeltvis. Inden for hvert af disse parametre vil metaundersøgelsens resultater blive uddybet og suppleret af resultater fra skandinaviske undersøgelser.

9 Adfærdsmæssig udvikling, uddannelse og erhvervsliv I forhold til den adfærdsmæssige udvikling viser Campbell rapporten, at plejebørn i slægtspleje havde en lavere grad af både indadvendte og udadvendte adfærdsmæssige problemer set i forhold til plejebørn i traditionel familiepleje. Plejebørn i slægtspleje havde desuden en afrapporteret, højere grad af kompetence i forhold til at tilpasse deres adfærd til deres omgivelser (Winokur et al. 2009: 27). I forbindelse med uddannelse og erhvervsliv viser Campbell undersøgelsen ingen forskelle blandt de to undersøgte grupper (Winokur et al. 2009: 37). SFI rapporten (2011) viser yderligere, at der ingen forskelle er mellem, hvor godt de to typer familiepleje klarer sig i forhold til at fastholde plejebørnene i ordinær uddannelse og beskæftigelse. Inddrages de særligt støttede uddannelsesforløb og beskæftigelsestilbud, viser SFIrapporten (2011), at traditionelle plejefamilier er bedre i stand til at fastholde de svageste plejebørn i uddannelse og beskæftigelse. Således viser undersøgelsen, at de svageste plejebørn anbragt i slægtspleje i ringere grad bibeholdes i uddannelsessystemet (Knudsen & Egelund 2011: 10 11, 129 130). Dette stemmer desuden overens med, at metaundersøgelsen viste, at traditionelle plejefamilier var bedre til at drage fordel af de muligheder, der er i det offentlige system, hvilket også kom til udtryk ved, at børn og unge i traditionel familiepleje var mere tilbøjelige til at modtage professionel hjælp mod psykisk sygdom end plejebørn i slægtspleje (Winokur et al. 2009: 29 30). Fysisk og mentalt helbred I forhold til at forebygge eller forbedre det generelle fysiske helbred viser Campbellrapporten ingen signifikante forskelle blandt plejebørn anbragt i de to plejeformer, der her sammenlignes, hvilket også gør sig gældende i den danske forskning (Winokur et al. 2009: 10; Knudsen & Egelund 2011: 10, 128). I forhold til psykisk helbred, viser metaundersøgelsen dog, at sandsynligheden for at opleve psykisk sygdom er 2,2 gange større for plejebørn anbragt i traditionel familiepleje i forhold til slægtsplejeanbragte. Yderligere var sandsynligheden for, at plejebørn i slægtspleje havde et positivt følelsesmæssigt helbred 1,9 gange større end hos plejebørn anbragt i traditionel familiepleje. SFIrapporten (2011) viser i overensstemmelse hermed, at børn anbragt i traditionel familiepleje oftere har psykiske problemer, samt at det oftere bliver påpeget at de har koncentrationsbesvær i skolen, omend sidstnævnte betragtning ikke er signifikant (Knudsen & Egelund 2011: 129). Udfordringerne med at sammenligne de to grupper gør sig i særlig grad gældende i forhold til dette aspekt, da der ikke eksisterer undersøgelser, der tager højde for, hvorvidt psykiske diagnoser fastslået inden anbringelsen har haft indflydelse på valg af anbringelsesformen til det enkelte plejebarn (Knudsen & Egelund 2011: 128). Særligt på skandinavisk grund er dette relevant, da en skandinavisk undersøgelse beskriver, hvorledes kommunerne i langt højere grad benytter sig af traditionel familiepleje i forbindelse med behandlingskrævende plejebørn med psykiatriske diagnoser (Mehlbye et al. 2011: 24). Således er sammenligningsgrundlaget, og derfor også effektmålingen, mellem disse grupper særligt problematisk på dette felt.

10 Stabilitet og netværk forbundet med slægtspleje I forhold til stabilitet i anbringelsen viser metaundersøgelsen, at sandsynligheden for at opleve tre eller flere forskellige anbringelsessteder er 2,6 gange større for plejebørn i traditionel familiepleje i forhold til slægtsplejeanbragte. Resultatet er således med til at understøtte en lang række andre undersøgelser i, at slægtsanbringelser generelt er præget af færre uplanlagte sammenbrud, og således i højere grad kan være med til at skabe kontinuitet i dagligdagen (Winokur et al. 2009: 27; Mehlbye et al. 2011: 46; Linderoth 2006: 151). Ny, dansk forskning peger dog på, at netværkspleje generelt kun har en begrænset betydning i forhold til anbringelsessammenbrud, og det derfor er kvaliteten af relationen mellem barnet og slægten, der er afgørende for stabiliteten af anbringelsen (Andersen & Fallesen 2013: 141 142). Måden hvorpå barnet anbringes er desuden mindre indgribende for slægtsanbragte, i og med at plejebarnet bibeholdes i kendt miljø, der tilmed ofte befinder sig i samme sociale lag, som barnet er vant til og kan begå sig i. En anden vigtig pointe er, at plejebørn i slægtspleje føler sig tilvalgt af familien, der ligeledes føler sig tilknyttet til plejebarnet. Endelig er det relevant, at plejebørn i slægtspleje betegner det, at bo hos et familiemedlem, som normalt og derfor i lavere grad føler sig stigmatiseret set i forhold til børn anbragt i traditionel familiepleje (Knudsen 2009: 155; Knudsen & Egelund 2011: 127; Egelund et. Al. 2010: 12; Laigaard 2008: 15, 46; Mehlbye 2005:e). SFI rapporten (2011) viser i overensstemmelse med Campbellrapporten, at slægtsanbringelser er meget stabile, men viser samtidig, at det samme gør sig gældende for almindelig familiepleje, omend det påpeges, at de korteste anbringelser muligvis ikke indgår i undersøgelsen, hvilket skaber en vis usikkerhed ift. resultatet (Knudsen & Egelund 2011: 10). I forhold til plejebarnets netværk viser SFI rapporten (2011), at børn og unge i slægtspleje har et stærkere netværk både under og efter anbringelsen, og derfor har flere ressourcer at trække på når de efter endt anbringelse, påbegynder et selvstændigt voksenliv. Således har børn anbragt i slægtspleje oftere kontakt til mindst én af deres biologiske forældre mindst én gang om måneden samtidig med, at færre af plejebørnene ingen kontakt har til deres forældre, hvilket er en tendens der tidligere er påpeget på området (se eksempelvis Holtan 2005: 204). Yderligere ser disse plejebørn mere til den resterende del af familien og har desuden oftere en tættere relation til deres tidligere eller nuværende plejeforældre (Knudsen & Egelund 2011: 9 10). På trods af at plejebørn anbragt i slægtspleje i højere grad føler sig som en integreret del af den tidligere eller nuværende plejefamilie, oplever plejebørn i denne anbringelsesform flere konflikter med plejeforældrene end plejebørn i traditionel familiepleje (Knudsen & Egelund 2011: 11). I relation til dette kan det nævnes, at en norsk undersøgelse (Holtan 2004) påpegede, at selvom det fælles netværk mellem plejeforældre og biologiske forældre kan være en gevinst for plejebarnet, så kan det modsatte ligeledes gøre sig gældende, idet der i højere grad kan opstå splid, konflikter og jalousi internt i familien (Mehlbye et al. 2011: 47).

11 Endeligt viser Campbell rapporten, at børn og unge i traditionel familiepleje generelt er mere tilbøjelige til at blive adopteret, men konkluderer samtidig også, at sandsynligheden for at blive adopteret af en slægtning er størst for plejebørn i slægtspleje (Winokur et al. 2009: 28). Sammenfatning Opsummerende kan det konkluderes, at plejebørn anbragt i slægtspleje trives bedre, da de oplever en bedre adfærdsmæssig udvikling og har et bedre psykisk helbred i og med, at de er mindre aggressive over for omverdenen og samtidig trækker sig mindre ind i sig selv, sammenlignet med plejebørn i traditionel familiepleje. Yderligere tyder meget på, at slægtsanbringelse er med til at sikre plejebørnene en mere stabil anbringelse, der fører til mere kontinuitet og færre sammenbrud sammenlignet med traditionel familiepleje samtidig med, at slægtsanbringelse i højere grad er med til at sikre plejebarnet et bredere netværk. Traditionel familiepleje er dog bedre til at drage fordel af offentlige tilbud såsom terapi og særligt tilrettelagt undervisning. Hvorvidt der med sikkerhed er tale om en decideret effekt ved anbringelsesformen, eller der i højere grad er tale om to grupper, der er forskellige ved udgangspunktet, er det ikke muligt entydigt at konkludere på baggrund af ovenstående. Dog peger mange faktorer, både ovenstående resultaterne og relevant teori omhandlende, hvad der er vigtigt i børns opvækst (se eksempelvis Mead 2005) i retning af, at anbringelse i slægtspleje må anses som en rigtig fornuftig løsning for rigtig mange plejebørn samtidig med, at der i hovedreglen er tale om en billigere løsning end traditionel familiepleje eller institutionel anbringelse.

12 Udbredelse af netværksanbringelser I dette afsnit vil vi belyse udbredelsen af netværksanbringelser i Danmark og undersøge variationen mellem kommunerne i brugen af denne anbringelsesform. I analysen behandler vi netværksanbringelser som samlebetegnelse for henholdsvis anbringelser inden for og uden for den anbragtes slægt. Nedenstående figur 1 viser udviklingen i antallet af netværksanbringelser i alle landets kommuner og hvor stor en andel af alle anbringelser, der udgøres af netværksanbringelser. Som det fremgår, var der i slutningen af 2007 577 anbragte børn og unge i netværksanbringelser. Dette tal stiger i de følgende år og udgjorde i slutningen af 2012 836 anbringelser. Det svarer til en stigning på 45 pct. Fig. 1: Antal anbragte ultimo året 900 800 700 600 500 400 300 200 100 8,0 7,0 6,0 5,0 4,0 3,0 2,0 1,0 Procent 0 2007 2008 2009 2010 2011 2012 0,0 Netværksanbringelser i alt Andel netværksanbragte af alle anbringelser Samtidig ses det også, at netværksanbringelser udgør en stigende andel blandt de anbragte børn og unge. Hvor 4,6 pct. af alle anbragte børn i 2007 var anbragt i netværket, var andelen i 2012 steget til 7 pct. Stigningen i andelen af netværksanbringelser skyldes både at denne anbringelsesform anvendes mere og mere, men også at det samlede anbringelsestal i perioden falder med 5 pct. fra 12.655 anbragt ultimo 2007 til 12.025 ultimo 2012. Det er i den sammenhæng også værd at bemærke, at antallet af anbringelser i almindelige eller professionelle plejefamilier stiger med 10 pct. i perioden fra 5.424 i 2007 til

13 5.959 i 2012. Der er således tale om en tydelig tendens, hvor de forskellige former for plejefamilier anvendes i stigende grad i forhold til andre anbringelsesformer, primært socialpædagogiske opholdssteder og døgninstitutioner. Målgruppen for netværksplejefamilier er børn og unge, der ellers ville være blevet anbragt i plejefamilie (Bressendorff & Larsen 2011). I det følgende vil vi derfor undersøge, hvor stor en andel af plejefamilieanbringelserne, der foregår i netværket. Nedenstående figur 2 viser, hvordan denne andel har udviklet sig på landsplan i perioden 2007 2012. Fig. 2: 14,0 12,0 10,0 Procent 8,0 6,0 4,0 2,0 0,0 2007 2008 2009 2010 2011 2012 Andel netværksanbragte af alle i familiepleje Som det fremgår, er andelen af netværksanbringelser af alle plejefamilieanbringelser steget fra 9,6 pct. i 2007 til 12,3 pct. i 2012. Det svarer til en stigning på 28 pct. Variation i kommunerne I det følgende ser vi på, hvordan anvendelsen af netværksanbringelser ser ud på tværs af kommunerne. Nedenstående figur 3 viser andelen af netværksanbringelser af alle familieplejeanbringelser i kommunerne, opgjort ultimo 2012.

14 Fig. 3: Der er store forskelle mellem kommunerne i forhold til, hvor meget netværksanbringelser anvendes. Således udgør netværksanbringelser i 12 kommuner mere end 20 pct. af alle plejefamilieanbringelser, mens andelen i 15 af kommunerne er på mellem 15 og 20 pct. I 31 kommuner er andelen mellem 5 og 10 pct. og endelig har 14 kommuner en andel på mindre end 5 pct. Yderligere har vi også set på, om der er strukturelle forklaringer på kommunernes variation i anvendelsen af netværksanbringelser. Det er der imidlertid ikke noget, som tyder på. Små kommuner anvender ikke generelt denne anbringelsesform mere eller mindre end store kommuner, og heller ikke kommuner med høje udgifter til udsatte børn og unge adskiller sig tilsyneladende fra kommuner med lavere udgifter på dette punkt. 2 Heller ikke kommuner med høj anvendelse af almindelige eller professionelle plejefamilier bruger netværksanbringelser mere end andre kommuner. Faktisk er der blandt de kommuner, der anvender traditionelle plejefamilier meget en tendens til, at netværksanbringelser fylder relativt mindre i andelen af plejefamilieanbringelser. Det indikerer, at der ikke nødvendigvis er nogen sammenhæng mellem at øge andelen af plejefamilieanbringelser og øge andelen af netværksanbringelser. 2 Udgifterne er opgjort i baggrund af kommunernes regnskaber for 2012 på konto 5.28.20 24.

15 Heller ikke kommunernes socioøkonomiske forhold synes at have nogen selvstændig betydning for anvendelsen af netværksanbringelser. 3 Alt i alt synes der således ikke at være åbenlyse strukturelle forklaringer på, hvorfor nogle kommuner anvender netværksanbringelser mere end andre. Det tyder således på, at anvendelsen af denne anbringelsesform i høj grad er udtryk for en konkret prioritering i den enkelte kommune. Der er også store forskelle mellem kommunerne i, hvordan anvendelsen af netværksanbringelser har udviklet sig i de senere år. Som tidligere nævnt er antallet af netværksanbringelser steget på landsplan med 2,7 procentpoint, men dette tal dækker over store kommunale variationer. Figur 4 viser udviklingen i andelen af netværksanbringelser af alle anbringelser i familiepleje fra 2007 til 2012, målt i procentpoint. To tredjedele af kommunerne har i denne periode øget netværksanbringelsernes andel af kommunens familieplejeanbringelser, mens andelen er faldet i en tredjedel af kommunerne. Samtidig er der klare forskelle kommunerne imellem i forhold til, hvor store stigninger eller fald, der ses i den enkelte kommune. Fig. 4: 3 Målt ved hjælp af det socioøkonomiske indeks (www.noegletal.dk)

16 Heller ikke denne udvikling kan umiddelbart forklares af de tidligere nævnte strukturelle forklaringer og det synes således i højere grad at være udtryk for lokale prioriteringer og målsætninger i kommunerne. Det betyder også, at der mange steder vil være muligheder for at øge andelen af netværksanbringelser i den enkelte kommune.

17 Case udvælgelse For at kunne belyse god praksis i forhold til at understøtte etableringen af netværksanbringelser på et område, hvor praksis ikke er særlig velbeskrevet, har vi fundet frem til to kommuner, der både anvender netværksanbringelser meget og har oplevet en stor stigning i brugen af netværksanbringelser den seneste årrække samt har arbejdet eksplicit med at opnå dette på strategisk niveau. Undersøgelsen har til formål at vise, hvordan der konkret arbejdes med inddrage relevante personer fra de anbringelsestruede børn og unges netværk og finde frem til evt. potentielle netværksplejeforældre for derved at øge antallet af netværksanbringelser. Derudover undersøges, hvordan kommunerne gennemfører hhv. den formelle godkendelse af netværksplejeforældrene og det efterfølgende arbejde med at understøtte netværksplejeforældrene og det anbragte barn, når anbringelsen er etableret. Vi undersøger hvilke metoder og arbejdsgange, der opleves som fremmende for, at der bliver etableret flere og bedre netværksanbringelser af hhv. kommunale ledere, sagsbehandlere og netværksplejeforældrene. Det er dog vigtigt at understrege, at vi i denne undersøgelse ikke systematisk undersøger kvaliteten af de netværksanbringelser, der er etableret i de to udvalgte kommuner. Undersøgelsen sker på baggrund af de to case kommuner København og Randers, og de følgende afsnit har til formål at beskrive, hvorfor netop disse er udvalgt, hvordan undersøgelsen er foretaget samt beskrive, hvad disse valg betyder for undersøgelsens anvendelse og begrænsninger. For at kunne belyse, hvorledes arbejdet med at øge antallet af netværksanbringelser gennem en strategisk satsning ser ud i de udvalgte kommuner, har vi lavet en undersøgelse af udbredelsen af netværksanbringelser i de danske kommuner der beskriver hvorledes denne har udviklet sig over tid. Denne danner baggrund for rapportens metodiske overvejelser og giver dels mulighed for at identificere de kommuner, der både har øget deres antal af netværksanbringelser, og som har opnået en høj forekomst af netværksanbringelser dels et overblik over, hvordan praksis ser ud på landsplan. Endelig har vi undersøgt om der er andre faktorer, der kan være med til at forklare variationen i anvendelsen af netværksanbringelser. Nedenstående tabel viser de kommuner som har haft de største stigninger (i pct.) OG som har mindst 10 anbringelser i 2012 for at udelukke de kommuner, hvor stigningen kan tilskrives en tilfældighed.

18 Kommuner med den største stigning i andelen af netværksanbringelser af alle plejefamilieanbringelser og mindst end 10 netværksanbringelser i 2012 2007 2008 2009 2010 2011 2012 Stigning i % 2007 2012 Fredericia 2,3 5,4 5,1 7,8 10,1 11,5 406,2 Vejle 5,5 5,9 5,5 13,7 14,6 14,6 165,7 Randers 4,7 5,5 9,0 10,2 11,9 12,3 163,6 København 12,6 16,8 19,1 22,1 24,2 26,4 110,4 Hele landet 9,6 10,4 10,9 11,5 12,2 12,3 28,0 Valg af kommuner Det første udvælgelseskriterium der blev opstillet var, at undersøgelsens to casekommuner skulle have oplevet en betragtelig stigning i andelen af netværksanbringelser siden anbringelsesreformens indtræden i 2006. Det var desuden vigtigt, at de to kommuner også havde oplevet en betragtelig stigning i det faktiske antal netværksanbringelser således, at det ikke var tilstrækkeligt at have oplevet en stigning fra fx to til fire årlige netværksanbringelser. Dette havde dels at gøre med, at kommunen i forbindelse med få anbringelser kun har begrænsede erfaringer med anbringelsesformen på trods af en andelsmæssig høj stigning. Det havde dog også at gøre med at sikre, at stigningen ikke var sket på baggrund af tilfældigheder. For at efterstræbe sidstnævnte pointe opsattes yderligere et udvælgelseskriterium med udgangspunkt i, at de udvalgte kommuner skulle have et eksplicit strategisk fokus på netværksanbringelsesformen. Med udgangspunkt i ovenstående blev Københavns Kommune indledningsvist valgt som den første casekommune, da kommunen i sin strategi for børne og ungeområdet har et ønske om at øge andelen af netværksanbringelser (Københavns Kommune 2010). Københavns Kommune har fra 2007 til 2012 oplevet en andelsmæssig stigning fra 12,6 % til 26,4 % netværksanbringelser af alle plejefamilieanbringelser, og har således gennem hele perioden ligget over landsgennemsnittet samtidig med, at det er den kommune, der har foretaget flest netværksanbringelser på landsplan. Yderligere har der siden 2007 eksisteret et Videnscenter for Familiepleje i Københavns Kommune, der forsker og metodeudvikler inden for familiepleje og anbringelsesområdet, indeholdende området for netværksanbringelser. Formålet med Videnscentret er, igennem produktion og formidling af viden om god praksis, at styrke kvaliteten i anbringelser af børn og unge. Således udvalgtes Københavns kommune dels på baggrund af den andels og antalsmæssige stigning af netværksanbringelser fra 2007 2012, dels fordi der gennem længere tid er arbejdet med at udvikle og styrke anbringelsesformen i almindelighed og i Københavns Kommune i særdeleshed.

19 Da Københavns Kommune på mange måder adskiller sig fra resten af landet qua dens størrelse og længerevarende, særskilte fokus på netværksanbringelsesformen, var det vigtigt at finde en kommune, som andre kommuner i højere grad kunne sammenligne sig med. I sidste ende blev Randers Kommune valgt, men kommunerne Fredericia og Vejle kunne i princippet være valgt ud fra samme kriterier omhandlende stigning i antal og andel netværksanbragte. Randers har fra 2007 2012 oplevet en stigning i netværksanbringelser fra 4,7 % til 12,3 % netværksanbringelser af alle plejefamilieanbringelser og er således gået fra andelsmæssigt at ligge langt under landsgennemsnittet til at befinde sig på landsgennemsnittet. I relation til dette har Randers Kommune i perioden efter 2007, med udgangspunkt i relativt få netværksanbringelser i årene forinden, nedsat en arbejdsgruppe til at finde og fremme anvendelsen af systematiske metoder i forbindelse med netværksanbringelser (Randers Kommune 2009). Udvælgelse af informanter For at afdække den kommunale praksis på netværksanbringelsesområdet besluttes det efter indledende samtaler med de to case kommuner, at der skulle afholdes fokusgruppeinterviews med henholdsvis: Udvalgte ledere i børne og ungeforvaltningen, familieplejekonsulenter, der godkender kommunernes plejeforældre, netværkskonsulenter/socialrådgivere, der finder potentielle netværksplejeforældre og understøtter anbringelserne. Derudover besluttedes det, at der skulle gennemføres to interviews med netværksplejeforældre fra hver af de to kommuner. Udvælgelsen af ovenstående informanter skulle dels være med til at sikre, at hele processen fra det strategiske fokus på at øge andelen af netværksanbringelser til udførsel af de planlagte handlinger og modtagelsen af de udsatte børn og deres familier blev afdækket i undersøgelsen og samtidig belyse, hvordan målsætningen fra ledere til socialrådgivere og fra socialrådgivere til netværksplejefamilier blev modtaget. Vi valgte ikke at interviewe nogen af de anbragte børn ud fra en vurdering af, at det vil være begrænset, hvad de ville kunne bidrage med ift. den kommunale praksis med at inddrage netværket og med at støtte op om netværksplejeforældrene.

20 Hvordan arbejdes der i de to kommuner? Casebeskrivelse Randers Kommune Randers kommune har haft en støt stigning i udviklingen i andelen af netværksanbringelser i perioden fra 2007 til 2012. Fra kun at have en halv så stor andel som landsgennemsnittet i 2007 ligger Randers i 2012 lige på landsgennemsnittet (der er steget fra 9,6 til 12,9). I Randers Kommune, har man ligesom i mange andre kommuner øget fokus på netværksanbringelser i tiden efter anbringelsesreformen fra 2006. Ledelsen i familieafdelingen nedsatte i 2009 en arbejdsgruppe, der skulle finde metoder, der kunne anvendes i arbejdet med at inddrage de udsatte familiers netværk. Herudover blev fokus på netværket en del af praksis i forbindelse med, at man implementerede den socialfaglige metode Integrated Children s System (ICS) i det daglige arbejde. ICS og anvendelsen heraf uddybes nedenfor. I Randers Kommune er organiseringen omkring netværksanbringelser overordnet set den samme som i forbindelse med anbringelser i traditionelle plejefamilier forstået på den måde, at det er de samme tre enheder, der tager sig af sagerne. De fem enheder består af henholdsvis en modtagelse, en undersøgelsesgruppe og tre familieteams. I de tilfælde, hvor der bliver peget på en netværksanbringelse tilkaldes yderligere en instans i form af familieplejekonsulenter, der har til formål at godkende anbringelsen og derfor også netværksplejefamilien. De fem enheder (modtagelsen, undersøgelsesteamet og de tre familieteam) er alle placeret i samme hus, sammen med familieplejekonsulenterne. Randers Kommune har gennemgået en række omlægninger inden for familieafdelingen siden 2009, senest i april 2013, og igen i januar 2014, hvorfor den praksis, der på undersøgelsestidspunktet fandt sted i forbindelse med netværksanbringelser i Randers Kommune er ændret i siden.

21 I Randers Kommune starter en sag i modtagelsen, da det er her man som borger, skole eller lignende kan henvende sig vedrørende et barn eller en familie, og det er således også modtagelsen, der modtager underretninger. Når en sag er registreret, er det modtagelsesenhedens ansvar at vurdere, hvad der videre skal ske med sagen. En af beslutningerne, der træffes i modtagelsen er, hvor vidt et barn har brug for støtte efter servicelovens 52. For at opfylde kravene om støtte skal der som udgangspunkt foretages en undersøgelse, der skal afklare om der er behov for støtte, og i så fald hvilken type støtte der skal foranstaltes. I de tilfælde, hvor det besluttes, at et barn skal have særlig støtte, skal der foretages en børnefaglig undersøgelse, der skal afklare, hvilken type støtte barnet har behov for. Efterfølgende bliver sagen sendt videre til en medarbejder i undersøgelsesenheden. Når sagen modtages i undersøgelsesenheden, bliver der foretaget en børnefaglig undersøgelse efter servicelovens 50. Igennem undersøgelsen belyses det hvilke problematikker, der er omkring barnet, om barnet har udækkede behov og hvorvidt familieafdelingen i Randers Kommune skal tilbyde støtte, og i så fald hvilken type det drejer sig om. På baggrund af undersøgelsen udarbejdes en rapport, der beskriver undersøgelsens fund samt en beskrivelse af, hvilken type støtte der påtænkes, såsom anbringelse, aflastning eller lignende. Denne rapport sendes til godkendelse for faktuelle fejl hos familien, og barnet selv i tilfælde af, at barnet er 15 år eller ældre og diskuteret under et partsmøde, hvor familien udtrykker deres holdning til den foreslåede foranstaltning. Efterfølgende sendes sagen til teamlederen, der tager den med, og på baggrund af barnets skoledistrikt beslutter hvilket af de tre familieteam, der skal overtage sagen. I sager, hvor der foreslås mere indgribende foranstaltninger som netværksanbringelse eller anden form for anbringelse, drøftes sagen i et visitationsudvalg, hvor teamlederen drøfter sagen med repræsentanten for de foreslåede foranstaltninger for at sikre den mest hensigtsmæssige støtte til barnet og familien. Når familieteamet herefter overtager sagen, er deres primære opgave at lave en foranstaltning, lave handleplaner og følge op på dem. Hvis det på baggrund af rapporten besluttes, at barnet skal anbringes, foretages en vurdering af, hvor vidt der eksisterer personer i netværket, der har ressourcer, der kunne være relevante i den sammenhæng. Fremgår der ikke noget relevant netværk i 50 undersøgelsen, hænder det, at familieteamet tager kontakt til familien for at bekræfte, at dette er tilfældet. I de tilfælde, hvor det vurderes, at en given person i netværket potentielt kunne være et kvalificeret bud på en netværksplejefamilie, tager familieteamet kontakt til familien for at drøfte om familien har interesse i at være netværksplejefamilie for barnet. Hvis familien er interesseret i at blive netværksplejefamilie, afholdes et for visitationsmøde, hvor teamlederen fremlægger den samlede sag for børnefamiliechefen og distriktslederen, der tager endeligt stilling til, om det er den type støtte, der skal ydes. Efterfølgende tages der kontakt til familieplejekonsulenterne, der skal foretage den endelige godkendelse af hvorvidt familien opfylder de krav, der stilles til en netværksplejefamilie. I den forbindelse skal

22 familien sende en formel ansøgning om at blive netværksplejefamilie, hvilket er med til at sikre, at de gennemtænker situationen og forpligter sig til deres valg. Når plejefamilien er blevet godkendt, er det desuden familieteamene, der står for at lave opfølgninger i forhold til barnet og have kontakt til de biologiske forældre. Familieplejekonsulenternes afgørelse af hvorvidt netværksfamilien kan godkendes sker efter tre besøg hos familien, der som udgangspunkt skal gennemføres i løbet af en måned. Første besøg fokuserer på at gøre familien opmærksom på de problematikker, der typisk kan opstå som netværksfamilie. Andet besøg sker typisk to uger efter, så familien har tid til at bestemme sig for, om de stadig ønsker at være netværksplejefamilie for barnet, på trods af de forandringer, der givet vis vil ske i deres familie og med deres relation til barnet. Under andet besøg fokuseres der på det specifikke barn, og de problemstillinger, der måtte være i forhold til ham eller hende. Under tredje besøg er familiens rådgiver fra familieteamet også tilstedeværende, og der samles op på de foregående besøg og familiens tanker og bekymringer om, at plejebarnet flytter ind, drøftes. I tilfælde af, at familien har et barn, er det også her, at der bliver talt med ham eller hende. Når familieplejekonsulenterne har godkendt familien, har de efterfølgende et tilsyn i forhold til om familien stadig opfylder betingelserne for at være netværksplejefamilie, hvorefter deres arbejde og ansvar for netværksplejefamilien ophører. Familieplejekonsulenterne har både i forbindelse med godkendelsen og tilsynet mulighed for at bevilge, at netværksplejefamilien kan få råd, vejledning og supervision gennem Familiehuset i Randers, da disse ikke er placeret i Familieafdelingen i Randers. I Randers Kommune nedsatte man en arbejdsgruppe i 2010, der skulle anbefale en række socialfaglige metoder, der skal anvendes i arbejdet med familierne for at sikre en ensartethed i arbejdet med familierne og samtidig styrke opsporingen og aktiveringen af et eventuelt netværk i familien. Før nogen af de anbefalede metoder for alvor blev afprøvet, implementerede kommunen Integrated Children s System (ICS). ICS er en systematik med redskaber til udarbejdelse af børnefaglige undersøgelser, handleplaner og opfølgning, og hvor det eksplicit ligger i metoden, at man spørger ind til netværket, men ikke at man systematisk inddrager netværket (Socialstyrelsen). I forbindelse med implementeringen af ICS blev personalet undervist i metoden, hvorefter den blev taget i brug. For at sikre at metoden anvendes korrekt, og undersøgelsesenheden får undersøgt familiens netværk, vurderes dette af i familieafdelingens visitationsudvalgs gennemgang af sagen. På trods af der har været indført metoder med et mere eksplicit fokus på at inddrage netværket, har der enkelte gange været afholdt kurser i anvendelsen af familierådslagning og netværksmøder for familieafdelingens medarbejdere. Casefremstilling København Københavns kommune har i dag en meget høj andel af netværksanbringelser, og den har været støt stigende siden 2007. Interviewpersonerne forklarer denne udvikling som et resultat af flere faktorer, der tilsammen har understøttet både ledelse og medarbejdere i at tænke netværket som en ressource i anbringelsessager.