Susanne Carstensen, cand.mag. audiologopædi, Center for Tegnsprog, UCC og Jesper Dammeyer, ph.d., cand.psych.aut., Center for Tegnsprog, UCC og Institut for Psykologi, KU Visuelle kommunikationsformer under udvikling og forandring Tegnsprog og tegn anvendes af forskellige grupper af personer og på forskellige måder. Artiklen giver et rids af, hvordan tegnsprog, tegn og andre visuelle kommunikationsformer er blevet anvendt gennem historien til personer med høretab. Artiklen diskuterer forskellige specialpædagogiske forståelser af visuel kommunikation og de uenigheder, der har været gennem tiden: Skal døve børn bruge tegn, og hvordan skal de gøre det? Et andet emne, som artiklen berører, er, hvordan visuel kommunikation de seneste årtier er blevet udbredt som kommunikationspædagogisk metode blandt forskellige handicapgrupper (tegn til tale) og præverbale småbørn (babytegn). Døveskolen og tegnsproget I 1807 opretter læge Peter Atke Castberg den første døveskole i Danmark. Før han gjorde det, havde han efter tysk forbillede med smertefulde elektriske behandlinger forsøgt at helbrede døvhed hos nogle af sine patienter dog uden held. Castberg fattede dog interesse for, hvordan man kunne hjælpe døve. Han foretog en studierejse rundt i Europa for at se på, hvordan undervisningen af døve foregik i andre lande. På studierejsen stiftede han bekendtskab med to forskellige metoder til at undervise døve, den tyske og den franske. Den tyske metode blev også kaldt oralmetoden eller talemetoden. Målet var, at eleverne skulle blive så gode til at tale og mundaflæse, at de kunne begå sig sammen med hørende. Tegn indgik ikke som del af denne metode. Den franske metode, også kaldet tegnmetoden, så Castberg praktiseret på døveskolen i Paris, der som den første døveskole i verden blev oprettet i 1770 af Abbé de l Epée. L Epée var af den overbevisning, at undervisning af døve skulle foregå på døves naturlige sprog, tegnsprog. Efter hjemkomsten var Castberg overbevist om, at tegnmetoden var at foretrække, 23
1871 tegnet HVID. Fra De Døvstum mes Haand alphabet samt et Udvalg af deres lettere Tegn sammenstillet, tegnet, graveret og udgivet af En Forening af Dövstumme. København, Th. Michaelsen. 24 og tegnsproget blev derfor grundlaget for undervisningen af døve i Danmark. Castbergs brug af tegnsprog og viden om sproget beskrives af nogle af hans samtidige som: Castberg var en levende lærer, der talte tegnsprog som en døvstum og forstod dem til punkt og prikke, ikke blot når de døvstumme Tegnsproget blev derfor grundlaget for undervisningen af døve i Danmark.. talte med ham, men også deres indbyrdes samtale (Holm, 1983, s. 11). Døveskolen i København var en kostskole og gav derfor rig mulighed for, at tegnsproget kunne udvikle sig, som sprog gør, når dets brugere er samlet. Døveskolen gav også mulighed for, at voksne døve, der var ansat på skolen, kunne fungere som rollemodeller for eleverne. 90-95 % af alle døve børn har hørende forældre, så skolen var dengang for langt de flestes vedkommende den første mulighed for dels at møde jævnaldrende døve og dels møde voksne døve og dermed få et indblik i, hvordan et liv som døv kunne forme sig (Holm, 1983). Målet Billlede 14a med døveskolen var at uddanne eleverne, så de kunne klare sig i et erhverv. De typiske erhverv i de første mange år af døveskolens virke, var de såkaldte s-fag: skomagere, skrædder og snedker for drengenes vedkommende og syning for pigernes (Holm, 1983). Fra 1807 og frem til 1880 bruges tegnsprog både til undervisning og til kommunikation generelt på døveskolen. Men derefter skiftede holdningen til tegnsproget. Den internationale døvelærerkongres i Milano i 1880 står som den historiske begivenhed, hvor dette skete. I Milano blev man enige om, at tegnsprog fremover ikke længere skulle bruges i undervisningen af døve på døveskolerne. Et af hovedmålene for døveundervisningen skulle være, at eleverne blev så gode til at tale og mundaflæse som muligt, så de kunne klare sig i det hørende samfund, de var en del af. Fra det tidspunkt anvendte lærerne næsten udelukkende talesprog i undervisningen af døve i Danmark, som det også var tilfældet i en lang række andre lande. I 1903 indførte man dog brugen af mundhåndsystem (MHS) i døveundervisningen i Danmark. MHS er et system, hvor man med 15 håndstillinger viser konsonanternes artikulationssted og -måde. MHS anvendes samtidig med, at der tales dansk (se nedenfor). Selvom tegnsprog ikke blev brugt som undervisningssprog, blev det naturligvis brugt som kommunikationsmiddel døve og døve/hørende imellem. I hele perioden lever tegnsproget et noget skjult liv for omverdenen, og mange hørende professionelle opfatter tegnsprog udelukkende som et hjælpemiddel til at lære dansk. Tegnsproget
Billlede 14a Specialpædagogik 5 2011 blev formentlig ikke betragtet som et egentligt sprog, da den viden endnu ikke fandtes (Holm, 1983). I perioden frem til ca. 1980 blev tegnsprog ikke brugt som undervisningssprog i døveskolerne. Brug af tegnsprog før 1807? Der findes nogle beretninger om, hvordan døve levede før opstarten af døveskoler forskellige steder i verden. Bl.a. findes der kilder fra Spanien, der fortæller om munken, Pedro Ponce de Leon, der med succes underviste døve børn fra adelsfamilier. Hans hovedformål var at lære børnene at tale, hvilket var forudsætningen for, at de kunne genvinde deres borgerrettigheder og dermed få lov til at skrive testamente og derved sikre familiens værdier. Ponce de Leon levede fra 1520 til 1584. Man formoder, at tegnsprog altid har eksisteret som naturligt opståede sprog døve imellem (Schick m.fl., 2005). Fra USA findes beretninger tilbage fra 1700-tallet om familier med døve medlemmer. Familier, hvor der var døve i flere på hinanden følgende generationer. Fælles for beretningerne er, at der i disse familier har været brugt tegnsprog, og at hørende familiemedlemmer har fungeret som tolke. Det er tegnsproget brugt i disse familier, der blev grundlaget for amerikansk tegnsprog. Tegnsprog er altså naturlige sprog opstået og udviklet af døve i deres kommunikation med hinanden (Widell, 1988; Jones, 1996). Center for Tegnsprog Døves Center for Totalkommunikation i dag Center for Tegnsprog, UCC etableres i 1972. Grunden til at man ikke på dette tidspunkt navngav centret efter et af dets hovedarbejdsområder, nemlig tegnsprog, skal formentlig findes Billede 14b i ovennævnte holdning til tegnsprog. Begrebet Totalkommunikation var udtryk for en holdning om, at kommunikation er det vigtigste, måden, man kommunikerer på, er mindre vigtig. Tegnsprog bliver nævnt sammen med Tegnsprog Er et naturligt visuelt-gesturalt sprog opstået og udviklet blandt døve igennem århundreder. Tegnsprogsgrammatik adskiller sig fra dansk grammatik. Bl.a. bruges rummet foran taleren til at skabe grammatiske sammenhænge. I tegnsprog findes et rigt og kompliceret bøjningsmønster, hvor tegnets grundbetydning udvides ved ændringer i bl.a. bevægelse, mimik og placering af tegnet (Riise, 1990, Billede 14c Carstensen & Nielsen, 1997). 1907 tegnet HVID. Fra Jørgensen, J. De døvstummes Haandalfabet og 280 af de almindeligste Tegn. København. 25
andre visuelle kommunikationsformer, f.eks. gestus, mimik, pantomime, MHS og håndalfabet (Hansen & Holm, 1974). Håndalfabet Består af 29 forskellige håndstillinger, et for hvert bogstav. Håndalfabet indgår som en del af tegnsprog, tegnstøttet kommunikation og tegn til tale, hvor det anvendes til f.eks. at stave personnavne. I dansk tegnsprog ses tillige en række tegn, der er afledt fra håndalfabet. Det gælder f.eks. for tegnet JA, som siges med håndformen for bogstavet J (Carstensen & Nielsen, 1997). Tegnstøttet kommunikation (TSK) Visuel kommunikationsform, hvor man, samtidig med at man taler dansk, sætter tegn på nogle af ordene. Ud over at bruge tegn anvendes også andre elementer fra tegnsprog f.eks. mimik, bøjning/ modifikation af tegn og gestus. Formålet er, at tegnene skal lette mundaflæsningen. Analyser af dansk viser, at kun ca. en tredjedel af de danske sproglyde kan mundaflæses. Så hvis ikke man hører tilstrækkeligt godt, har man brug for hjælp til at aflæse de sidste to tredjedele af det sagte (Carstensen & Nielsen, 1997). Tegnstøttet kommunikation anvendes typisk af døvblevne og svært hørehæmmede. MHS (mundhåndsystem) Består af 15 forskellige håndstillinger, der repræsenterer de danske sproglyde. Som det gør sig gældende for tegnstøttet kommunikation, så er formålet med mundhåndsystem at gøre de to tredjedele af talesprogets lyde, der ikke kan mundaflæses, tilgængelige for aflæseren. MHS fungerer for nogle som deres primære kommunikationsform, men indgår også som delelementer i dansk tegnsprog (Birch-Rasmussen, 1994, Carstensen & Nielsen, 1997). Tegn til tale Denne kommunikationsform ligner tegnstøttet kommunikation meget. Dog er brugergruppen en anden, nemlig hørende sproghandicappede, f.eks. personer med Downs syndrom eller cerebral parese, der har brug for visuel støtte i deres kommunikation, enten fordi de ikke motorisk er i stand til at artikulere, så andre kan forstå deres tale, og/eller fordi tegnene støtter dem i forståelsen af talesprog (Riise, 1990) (se også teksten nedenfor). Fart på forskningen i tegnsprog fra 1970 erne Helt ind til 1960 erne havde man ingen egentlig forskningsbaseret empirisk viden om tegnsprog. Det man gjorde og mente var baseret på teoretisk/filosofisk argumentation (Schick 26
Billede 14b Specialpædagogik 5 2011 m.fl., 2005), f.eks. en fejlagtig teori om, at tegnsprog ikke kunne føre til abstrakt tænkning. I midten af 70 erne begyndte man for alvor i Danmark at undersøge og beskrive tegnsprog, og man fandt i lighed med andre tegnsprog ud af, at også dansk tegnsprog er et sprog med grammatiske regler etc. svarende til de regler, der gælder for orale sprog (Engberg-Pedersen, Hansen & Sørensen, 1981). I slutningen af 70 erne udkommer Dansk Tegn Ordbog, også kaldet den røde ordbog, og nogle år senere udkommer den første bog om dansk tegnsprogsgrammatik (Engberg- Pedersen, Hansen & Sørensen, 1981). I 1995 udkommer en mere omfattende grammatik over dansk tegnsprog (Engberg-Pedersen, 1998). Gennem 80 erne, 90 erne og 00 erne fortsatte beskrivelsen af og egentlig forskning i dansk tegnsprog. Bl.a. forsvarede Elisabeth Engberg-Pedersen i 1993 sin doktorafhandling: Space in Danish Sign Language. The Semantics and Morphosyntax of the Use of Space in a Visual Language (Engberg-Pedersen, 1993). I 2008 lancerede Center for Tegnsprog i samarbejde med Danske Døves Landsforbund den elektroniske ordbog: Ordbog over dansk tegnsprog. Ordbogen kan ses på www.tegnsprog.dk. I samme periode blev forståelsen af tegnsproget som en væsentlig del af døves kultur også styrket. Tegnsproget var ikke blot et kommunikationsmiddel, men også en væsentlig del af det Gennem 80 erne, 90 erne og 00 erne fortsatte beskrivelsen af og egentlig forskning i dansk tegnsprog. at have døv identitet. Tegnsproget er også kulturbærende. Tegnsprogstolkning I 1970 erne blev de første kurser for tegnsprogstolke afholdt, ligesom de første tegnsprogskurser for forældre til døve børn. Først i 1986 blev den første egentlige tolkeuddannelse på Handelshøjskolen i København etableret. I starten var tolkeuddannelsen 2-årig, men i 1996 ændredes den til en 3½-årig uddannelse. Fra 2012 er målet, at tolkeuddannelsen skal være en professionsbacheloruddannelse på Center for Tegnsprog, UCC. Tolkedisciplinerne på uddannelsen har fra 1996 været tolkning mellem dansk og tegnsprog, mellem tegnsprog og dansk, mellem dansk og tegnstøttet kommunikation samt en introduktion til tolkning for tegnsprogede døvblindblevne. Billede 14c Billede 14d 1967 tegnet HVID. Fra Danske Døves Landsf or bund. Håndbog i Tegn sprog. København. 27
1979 tegnet HVID. Fra Danske Døves Landsforbund. Dansk Tegn Ordbog. København. Gennem 1990 erne og 00 erne blev der etableret bedre og bedre muligheder for, at døve kunne få tolk betalt af det offentlige til f.eks. uddannelse, Faget tegnsprog blev indført på lige fod med faget dansk. Billede 14b sociale arrangementer, kurser og møder på jobbet, behandlinger på hospitalet og ved kontakt til retsvæsnet (se www.cfd.dk, tolke). Danske Døves Landsforbund (DDL) har fortsat kampen for at få ret til tolk i så mange af livets situationer som muligt som en af sine mærkesager (www.deaf.dk). Tosproget døveundervisning I 1982 startede man forsøg med tosproget undervisning (dvs. dansk og tegnsprog) mere systematisk på Skolen på Kastelsvej (døveskolen i København). Dette var en direkte konsekvens af den øgede bevidsthed og viden, der var omkring tegnsprog. Man vidste på det tidspunkt, Billede at tegnsprog 14c er et sprog, og at det derfor naturligvis kan fungere ikke bare som kommunikationsmiddel, men også som undervisningssprog. Det døve barn tilegner sig bedst faglige færdigheder, også dansk skriftsprog, gennem tegnsproget, barnets modersmål. Faget tegnsprog blev indført på lige fod med faget dansk. I faget tegnsprog blev eleverne undervist i tegnsprogsgrammatik etc., svarende til undervisningen i faget dansk (Lewis, Madsen & Ravn, 1992). Faget tegnsprog på skoler for døve børn fik i 1991 sin egen undervisningsvejledning (Undervisningsministeriet, 1991). Tegnsprog har efterfølgende haft en central placering på skoler, der underviser børn med store høretab. Dog er der sket mange ændringer de seneste år, idet langt de fleste, der er født døve eller svært hørehæmmede, får et cochlear implantat (CI) (se den første artikel i dette temanummer). Fremkomsten af CI har betydet, at undervisningen har fået fokus på tilegnelse af dansk tale, og brugen af tegnsproget frarådes af flere. Egentligt tegnsprog bliver derfor mindre og mindre dominerende som sprogform og mere danskprægede former, som tegn til tale og tegnstøttet kommunikation vinder indpas der, hvor der stadig bruges tegn i undervisningen af børn med hørehandicap. Tegn til tale som pædagogisk hjælpemiddel fra 1970 erne og fremefter I starten af 70 erne begynder pædagoger at bruge tegn som støtte i kommunikationen med hørende med sproglige vanskeligheder. Det kunne f.eks. være personer med Downs Syndrom eller 28
generelle hjerneskader, hvor forskning har fundet, at brug af tegn til tale støtter barnets kommunikative udvikling (Riise, 1990). Man lånte altså tegn fra dansk tegnsprog og brugte dem samtidig med, at man talte dansk med det formål at styrke kommunikationen da 1) to modaliteter (dansk og tegn) gør kommunikationen mere tydelig og 2) tegn kan motorisk være nemmere at udføre end artikulation af ord. I dag anvendes tegn til tale i mange familier med handicappede børn uden verbalt sprog, og der en udbredt bevidshed i de specialpædagogiske fagmiljøer om, at tegn til tale kan forbedre kommunikationen og barnets udvikling betydeligt. Det bedste udbytte ved tegn til tale opnås, hvis man formår at anvende udvalgte grammatiske elementer fra tegnsprog sammen med talesprog, f.eks. bevidst brug af mimik, visse tegnmodifikationer og brug af tegnrummet (Carstensen & Nielsen, 1997). Da pædagoger startede med at bruge tegn som et led i en specialpædagogisk indsats, var holdningen ofte, at man ikke skulle bruge for mange tegn sammen med talesproget, fordi man havde med så sproghandicappede børn at gøre, at de ikke kunne kapere mange tegn. Holdningen har ændret sig gennem tiden, så man i dag arbejder hen imod at gøre også denne kommunikationsform så visuel som muligt for at give brugerne af tegn til tale så rig og nuanceret en kommunikation som overhovedet muligt. Dog skal man hele tiden holde sig barnets motoriske formåen for øje. Der er mange eksempler på, at børn aflæser og forstår mange tegn, men selv kun er i stand til at producere nogle få tegn, eller at tegnene f.eks. pga. barnets spasticitet ikke udføres særlig korrekt eller præcist (Riise, 1990). Tegn til tale skal være visuel kommunikation, og ikke bare tegn der vises som pictogrammer for barnet. Døvblevnes brug af tegn Døvblevne har i Danmark haft en lang tradition for at bruge MHS som deres foretrukne kommunikationsmiddel. Undervisningen Det bedste udbytte ved tegn til tale opnås, hvis man formår at anvende udvalgte grammatiske elementer fra tegnsprog sammen med talesprog. foregik for en stor dels vedkommende på det tidligere Landshøreinstitut i Fredericia, hvor døvblevne og deres pårørende fra hele landet boede op til flere måneder, indtil systemet var indøvet og fungerede som kommunikationsmiddel. Landshøreinstituttet blev nedlagt i 1991. I løbet af 90 erne tog flere og flere døvblevne tegn til sig i form af tegnstøttet kommunikation (TSK), som beskrevet ovenfor. Babytegn En forholdsvis ny måde at bruge tegn på er babytegn. Oprindeligt er det et amerikansk fænomen, men er inden for de sidste ca. fem år dukket op i Danmark. Babytegn går ud på, at man samtidig med, at man taler, bruger tegn sammen med nogle få af ordene (Mangobaby, 2008). Målet med at anvende tegn er at starte en tidlig og sikker kommunikation, tidli 29
Billede 14d 2008 tegnet HVID. Fra Center for Tegnsprog. Ordbog over Dansk Tegnsprog. Tilgængelig på: www. tegnsprog. dk. Ordbogen er udarbejdet 2003-2008 på Center for Tegnsprog og Tegnstøttet Kommunikation KC i samarbejde med Danske Døves Landsforbund. Billede 14e gere end talesproget tillader det, idet motorikken i arme/hænder er tidligere udviklet end den mundmotoriske ved artikulation. Brugen af babytegn gør, at kommunikationen forbedres og mængden af frustration derved reduceres. Der er undersøgelser, der peger på, at det, at barnet har en tidligere fungerende kommunikation, har en positiv påvirkning på barnets kognitive og sociale udvikling (Acredolo og Goodwyn, 2002). Babytegn bliver brugt i flere danske vuggestuer. I fremtiden vil der stadig være brug for pædagogiske tilbud til børn med høretab som i en eller anden udtrækning gør brug af visuel kommunikation. Bliver der brug for tegn i fremtiden? Med udbredelsen af CI og den positive effekt CI har for taleudvikling, vil gruppen af velfungerende tegnsprogbrugere, som er med til at udvikle sproget, med stor sandsynlighed forsvinde med de generationer, som lever i dag. Alligevel vil der med stor sandsynlighed stadig være brug for tegn i specialpædagogikken i fremtiden. En ikke uvæsentlig del af børn med høretab har også andre funktionsnedsættelser (Dammeyer, 2010), og en del af dem vil have sproglige udfordringer trods CI. Udfordringer, der kræver en målrettet indsats for, at børnene kan sikres en velfungerende kommunikation med deres omgivelser. For nogle af disse børn vil tegn være en af mulighederne. I fremtiden vil der stadig være brug for pædagogiske tilbud til børn med høretab som i en eller anden udtrækning gør brug af visuel kommunikation. Totalkommunikation, der som tidligere nævnt var et begreb, der blev brugt i starten af 70 erne og var udtryk for en holdning om, at kommunikation er det vigtigste måden, man kommunikerer på, er mindre vigtig, er et perspektiv, som det er vigtigt ikke forsvinder helt i alle tilfælde. I specialpædagogikken vil der altid være brug for visuelle kommunikationsformer. Der må derfor fortsat tilegnes mere viden om dette område til gavn for mange forskellige grupper af mennesker med kommunikationshandicap. For langt de fleste vedkommende sættes der lighedstegn mellem tegn og handicap. Kan tegnene fjernes, kan handicappet måske ikke fjernes, men det kan i hvert fald gøres mindre synligt. Der skal stadig arbejdes med holdningerne til brugen af visuelle kommunikationsformer. En anden 30
udfordring er, at det kræver en indsats at fastholde et godt niveau i brugen af visuelle kommunikationsformer. Fra flere af de institutioner, hvor Center for Tegnsprog underviser i tegn til tale, fortæller de ofte, at det er svært at huske tegnene og opretholde standarden. Dette til trods for at de selvsamme professionelle giver udtryk for, at tegn til tale er en værdifuld kommunikationsform for mange handicappede uden verbalt sprog. Det må være det enkelte menneskes kommunikationsbehov, der er afgørende, ikke om det er besværligt eller ser afvigende ud for kommunikationspartneren. Referencer Acredolo, L. & Goodwyn, S. (2002). Babytegn. København: Liva. Birch-Rasmussen, S. (1994). Lærebog i mundhåndsystem. København: Døves Center for Total Kommunikation. Carstensen, S. & Nielsen, J. P. N. (1997). Godt begyndt. København: Center for Tegnsprog Tegnstøttet Kommunikation KC. Dammeyer, J. (2010). Psychosocial development in a Danish population of children with cochlear implants and deaf and hard of hearing children. Journal of Deaf Studies and Deaf Education. 15(1), 50-58. Plum, O. M., Søndergaard, L., Artmann, D., Sørensen, R. K., Hagedorn-Olsen, O. & Pedersen, A. (1979). Dansk Tegn ordbog. København: Døves Center for Totalkommunikation. Engberg-Pedersen, E., Hansen, B. & Sørensen, R. K. (1981). Døves tegnsprog. Træk af dansk tegnsprogs grammatik. København: Arkona. Engberg-Pedersen, E. (1993). Space in Danish Sign Language. The Semantics and Morphosyntax of the Use of Space in a Visual Language. Hamburg: Signum Verlag. Engberg-Pedersen, E. (1998). Lærebog i tegnsprogs grammatik. København: Center for Tegnsprog og Tegnstøttet Kommunikation KC. Hansen, B. & Holm, A. (1974). Totalkommunikation. København: Døves Center for Totalkommunikation. Holm, A. (1983). Døveundervisningen i Danmark 1807-1982. København: Døve forsorgens Historiske Selskab. Jones, T. W. (1996). America s First Multi- Generation Deaf Families (A Genealogical Perspective). Deaf American Monographs 46, 49 54. Lewis, W., Madsen, J. & Ravn, T. (1992). To-sproget døveundervisning. Bind 1-4. Aalborg: Døveskolernes Materiale laboratorium. Riise, M.(red.) (1990). Total kommunikation/ tegn til tale. København: Døves Center for Total Kommunikation. Mangobaby (2008). Tal med Tegn (Dvd). København: Mangobaby. Schick, B., Marschark, M. & Spencer, P. E. (2005). Understanding Sign Language Development of Deaf Children. In: Brenda, S. et al. (eds.) (2005), Advances in the Sign- Language Development of Deaf Children, (pp. 3-19). New York: Oxford University Press. Undervisningsministeriet (1991). Tegnsprog. Undervisningsvejledning for folkeskolen. København: Undervisningsministeriet. Widell, J. (1988). Den Danske Døvekultur. København: Danske Døves Landsforbund. suca@ucc.dk jesper.dammeyer@psy.ku.dk 31