Bygherrerapport RSM 10.001, Brejninggård I. Figur 1: Luftfoto af undersøgelserne ved Brejninggård 07/07 2008. Udarbejdet af Esben Schlosser Mauritsen, Ringkøbing-Skjern Museum 2008
Bygherrerapport RESUME: Denne bygherrerapport skal i kort form præsentere resultaterne af Ringkøbing-Skjern Museums arkæologisk undersøgelse på Brejninggårds avlsgård 23/6-5/8 2008. Ved undersøgelsen fremkom og dokumenteredes velbevarede syldstensfundamenter fra avlsgårdens øst- og sydlænge. Indhold Baggrund og begrundelse for udgravningen s. 3 Undersøgelsens hovedresultater - oversigt over de arkæologiske fund s. 5 Hvor er fundene, opmålingerne og øvrige oplysninger nu? s. 10 Litteratur s. 10 2
Baggrund og begrundelse for udgravningen Kort fortalt er Brejninggård en smuk gammel herregård beliggende syd for Spjald, ikke fjernt fra Brejning Kirke. I middelalderen hørte godset Brejninggård under Ribe Bispestol. Det omtales første gang i 1457 som værende forlenet til væbneren Las Rød (Norn 1963:68). I dag består herregården af en delvist rekonstrueret firlænget hovedbygning omgivet af voldgrav. Østfløjen udmærker sig arkitektonisk ved en renæssance terrakottadekoration. Hovedbygningen anslås at være opført i tiden efter ca. 1575 (Norn 1963:537). På denne tid tilhørte Brejninggodset den navnkundige Hans Lange (1542-1606). Hans Lange er efter al sandsynlighed også bygherren bag den store ladebygning som lå øst for hovedbygningen, som menes at være opført 1584 (Norn 1963:539). Sophus Müller skriver 1883 i sin berejsningstekst om Brejninggård følgende om ladebygningen: Den store Bindingsværks Ladebygning med dens mægtige Egetømmer maa være samtidig med Hovedbygningen, idet ogsaa her Skrammernes og Langernes Vaaben ere anbragt i Plader af brændt Ler.. Laden har udgjort østlængen i Brejninggårds trelængede avlsgård, som stod intakt frem til begyndelsen af 1900-tallet. Den ældste beskrivelse af avlsgårdens udseende finder vi i udskiftningskortet fra 1791. Figur 2: Brejninggård, som det tager sig ud på Original 2-kortet. Bygningerne er overført fra udskiftningskortet fra 1791. Copyright Kort & Matrikelstyrelsen. På Brejninggård Efterskole, som i dag har til huse på den gamle herregård Brejninggård, var der opstået behov for en ny springsal sydvest for den eksisterende sportshal. Ved hjælp af kortet fra 1791 stod det klart, at byggeriet af den nye springsal ville komme til at berøre det sydøstlige hjørne af avlsgården, dvs. både den store lade fra 1500-tallet samt den sydlige staldlænge som minimum kan føres tilbage til 1791. Nærheden til herregården og placeringen af salen over en del af den nu nedrevne avlsgård, var årsag til at Ringkøbing-Skjern Museum i foråret 2008 gennemførte en egenbetalt forundersøgelse af byggefeltet. Herved fremkom velbevarede syldstensfundamenter fra såvel den gamle herregårdslade, samt den sydlige staldlænge i avlsgården. Da det blev vurderet at byggeriet uvægerligt ville ødelægge disse fortidsminder og eventuelle ukendte anlægsspor fra herregårdens historie nedenunder, stillede Kulturarvsstyrelsen krav om en arkæologisk undersøgelse betalt af bygherre, Brejninggaard Efterskole, Brejningaardsvej 12, 6971 Spjald. 3
RSM j.nr. 10.001 Figur 3: Tuschtegning af den store lade i avlsgården ved Brejninggård. Ca. 1870, kunstner ubekendt. Figur 4: Foto taget vistnok 1909. Det undersøgte område ligger omkring gavlene af de to bygninger som ses i baggrunden. 4
Undersøgelsens hovedresultater I nærværende afsnit skal gives en kort gennemgang og præsentation af undersøgelsens hovedresultater: Ved undersøgelsen lykkedes det at lokalisere og dokumentere en stor del af ladens fundament (Fundament 3). Fundamentet må beskrives som særdeles kraftigt bestående af flere skifter af kampesten. Der er utvivlsomt tale om fundamentet fra den historisk kendte store ladebygning i Brejninggårds avlsgård. I nedrivningslagene over fundamentet fandtes flere ganske unge genstande, bl.a. ledningsrester, parfumeflasker porcelæn etc. Der fandtes også ildsvedne tagsten, som må stamme fra den brand, der hærgede laden omkring 1930. Området har inden anlæggelsen af fundamentet været særdeles vandlidende, da de nederste lag over undergrunden nærmest havde tørvekarakter. Undersøgelsen har vist, at det var nødvendigt at køre et lag sandet ler ud over arealet inden man kunne lægge de første sten. Desuden har det været nødvendigt at fundere ladens sydøstlige hjørne ekstra solidt. Figur 5: Oversigtsplan over størstedelen af det undersøgte område samt hovedelementerne omtalt i denne sammenhæng. Gavludvidelserne på den store lade, som angives på den ældste optegnelse af avlsgården fra 1791, er tilsyneladende senere tilføjelser. Fundamentet er i hvert fald af en anden karakter, både hvad angår materialevalg og konstruktion. Stenene i Fundament 4 er gennemgående mindre end det var tilfældet for den store lades fundament. Fundamentet består nederst af to rækker sten hvorimellem der er opfyldt med murbrokker. På denne stensko er lagt endnu en enkelt stenrække, hvorpå bygningens fodrem har hvilet. 5
Figur 6: Hjørnet af fundamentet til den store lade. Set fra øst. Sydlængen har kunnet påvises i to faser, hvoraf den yngste er identisk med avlsgårdens sidste kostald. Staldens fundament har i begge faser været af en ganske let karakter, sammenlignet med den store lades. Det ældste fundament har bestået af en enkelt syldstensrække som hviler på en stensko af mindre marksten. Den yngre og sidste fase har ganske enkelt bestået af en syldstenrække anlagt direkte på den udjævnede byggeflade. Langs med sydmuren af det ældste fundaments bygning har der været anlagt en sirlig pikstensbrolægning i tagdryppet. Brolægningen var i udgravningsfeltet bevaret i en længde på ca. 9 m. Den angiver således fundamentets udstrækning, selv hvor syldstenene nu er fjernet. Fra staldenes indre opbygning og funktion fandtes flere spor, som dog alle knyttes til den yngre fase. Det drejer sig bl.a. om murstensopbyggede opsamlingskasser til ajl, som optrådte flere steder i staldens længderetning. I den østligste del af stalden, nær gavlen af Fundament 2 fandtes en rektangulær nedgravning (A123). Nedgravningen var ca. 20 cm dyb, og hele bunden var omhyggeligt brolagt med marksten og knækkede mursten. Sidstnævnte var af moderne udformning, hvilket antagelig knytter anlægget til staldlængens sidste fase. Siderne i nedgravningen var foret med tynde fyrretræsbrædder. Anlægget var aldeles opfyldt med usædvanligt stift ler. A123 må have tjent til opbevaring af denne ler, hvis formål er undertegnede ubekendt. Landbrugskyndige historikere vil måske vide svaret. 6
Figur 7: Arkæologistuderende Liv Stidsing og Sara Gjerlevsen, Aarhus Universitet under udgravningen af rektangulær kule, A123. Der gjordes ingen iagttagelser eller fandtes ingen fund, som direkte kan datere den store lades opførelsestidspunkt. Det gælder også for de andre fundamenters vedkommende. Men da der ikke fandtes nogen ældre faser af ladebygningen på stedet må den hidtidige datering til 1500-tallets slutning fortsat stå til troende. Fundamentet har tilsyneladende været i brug fra ladens tidligst kendte opførelsestidspunkt og frem til den nedrives i begyndelsen af 1930erne. Der er dog enkelte fund omkring fundamentet som peger bagud i tid: Det drejer sig om en pakning af teglbrokker omkring fundamentets sten. De knuste munkesten og tagpander stammer antagelig fra en nedreven bygning. Men da murbrokkerne kan være bragt til stedet som byggemateriale på linje med fundamentets andre sten, kan de ikke føres som bevis for en ældre teglstensbygning på stedet. Mere udsagnsværdi har muligvis en række bevarede bygningsdele af træ, som også fandtes ved udgravningen. Det drejer sig blandt andet om en svær egetræsbjælke og et defekt skråbånd fra en tagkonstruktion, også i egetræ. Genstandene lå i og på det gamle muldlag under den ældste opfyldning på byggepladsen. I modsætning til de genanvendte murbrokker har træsagerne ikke fundet nogen anvendelse i byggeriet. Det giver derfor heller ingen mening, at de skulle være ført til andetstedsfra. Det er mere sandsynligt at de stammer fra en nedrevet bygning nær ved byggepladsen. Genstande af egetræ med mere end 50 bevarede årringe kan dateres ved hjælp af dendrokronologi. Der er tale om en metode, hvor man gennem måling af en serie årringes individuelle tykkelse kan fastslå egetræets vækstperiode. Er den yderste del af egetræet kaldet splintvedet bevaret kan man datere fældningstidspunktet inden for et halvt år. Målingerne på Brejninggård-genstandenes alder er endnu ikke foretaget, da det forudsætter at træet er tørret. Når resultaterne foreligger, vil dateringerne sandsynligvis kunne afgøre hvornår den nedrevne bygning hvori de indgik, blev opført. De kan således ikke give os året for Brejninggårdladens opførelse. I stedet kan de gives os en før-end -datering af laden. I forhold til den nuværende viden om laden burde dateringerne ligge et stykke før 1500-tallets slutning. 7
Figur 8: Det fundne skråbånd, med endnu isiddende dyvel. Fotostokken er 40 cm lang. Skulle de imidlertid være yngre en formodet, vil det rejse helt nye spørgsmål. Under og omkring de fundne fundamenter fandtes endelig også en række arkæologiske spor som ikke direkte relaterer til avlsgårdens bygninger. Der er bl.a. tale om forskellige grøfter, af hvilke mindst en enkelt overlejres af fundamenterne. Deres funktion har muligvis været at afvande den senere byggeplads. Der fandtes også hjulspor, som var eroderet ned i undergrunden. Hjulsporet lå under både Fundament 4 og Fundament 1. Hjulsporet må derfor være af en vis ælde. Da sporet synes af føre hen til det lavtliggende sydøsthjørne af den store lade, er de muligt at sporet er opstået i forbindelse med den utvivlsomt omfattende transport af jord og sten til byggepladsen. Endelig fandtes sporene af Brejninggårds gamle kålgård eller køkkenhave, om man vil. Umiddelbart bag den store lade fandtes en række parallelle render, som må være opstået i forbindelse med dyrkningen af grøntsager. Opfyldningen forud for byggeriet bestod som nævnt af sandet undergrundsler. Leret har ikke umiddelbart været anvendeligt til dyrkningen af grøntsager, så ved anlæggelsen af køkkenhaven har man gravet de omtalte render og derefter fyldt dem med muld og måske kompost. Kålgården bag laden finder man optegnet på udskiftningskortet fra 1791. Sidst bør det også nævnes at området bag bygningerne også har været benyttet til nedkuling af dyr, både enkeltvis og i to store gruber. De fundne knogler repræsenterer sandsynligvis både syge individer samt større mængder slagteaffald. 8
Figur 9: De mørke render stammer fra Brejninggårds gamle kålgård bag den store lade. Det er særdeles sjældent at vi har mulighed for at foretage arkæologiske undersøgelser så tæt på en af de gamle herregårde. Det er med den foreliggende undersøgelse lykkedes at dokumentere væsentlige detaljer omkring avlsgårdens konstruktionshistorie. De indvundne oplysninger vil blive gemt for eftertiden og vil kunne indgå i fremtidig forskning omkring Brejninggårds herregårdslandskab. Et at de umiddelbare resultater som undersøgelsen har givet er, at adelsmanden Hans Lange tilsyneladende opfører avlsgården på hidtil ubebyggede arealer. Der blev således hverken fundet middelalderlige anlægsspor eller så meget som et enkelt stykke middelalderligt keramik. Det betyder muligvis at man bør hæve blikket og søge Brejninggårds middelalderlige forgænger andetsteds, muligvis et sted mellem den nuværende herregård og Brejning kirke. Ringkøbing-Skjern Museum ønsker at takke Brejninggaard Efterskole for et godt samarbejde i forbindelse med undersøgelsen. Vi vil også takke for de mange oplysninger, fotos etc. om Brejninggård som skolen beredvilligt har delt med museet. 01.10.08 Esben Schlosser Mauritsen museumsinspektør, cand. mag. 9
Hvor er fundene, opmålingerne og øvrige oplysninger nu? En kopi af den foreliggende bygherrerapport samt en mere uddybende, faglig rapport opbevares på Ringkøbing-Skjern Museum, Kulturarvsstyrelsen samt Nationalmuseet. Alle hjemtagne genstande, alle opmålingsplaner, fotos, beskrivelser, notater samt korrespondance opbevares i Ringkøbing-Skjern Museums arkiv over arkæologiske undersøgelser under j.nr. RSM 10.001. Digitale data opbevares på museets IT-system. Udgravningens resultater og de arkæologiske genstande indgår i forskningen og formidlingen af vor fælles fortid, og bliver så vidt muligt brugt i nye udstillinger og til levendegørelse. Ringkøbing-Skjern Museum har en lang og bred tradition for at formidle aktuelle udgravningsresultater. Litteratur Norn, Otto 1963: Brejninggaard. I: A. Roussel (red.): Danske Slotte og Herregårde, Ringkøbing Amt, s. 537-542. 10
Tidstavle SKALK 2006 11