Den fantastiske fortælling

Den fantastiske fortælling - med udgangspunkt i tekster af H. C. Andersen, Karen Blixen og Villy Sørensen Af Anna Schmidt Institut for Nordisk Filologi, Dansk (grundfag 2. år), Litteraturhistorie II, 25 normalsider, vejleder: Vibeke A. Pedersen August 2003 Karakter: 9 Den fantastiske fortælling 1

Indholdsfortegnelse 1. Indledning... s. 1 2. Den fantastiske fortælling... s. 2 3. H. C. Andersen og den fantastiske fortælling... s. 3 3.1. Forfatteren H. C. Andersen (1805-1875)... s. 3 3.2. Romantisme... s. 4 3.3. Analyse af udvalgte tekster af H. C. Andersen... s. 5 3.3.1. To verdener mødes... s. 5 3.3.2. Den splittede kunstner og splittelsen mellem det gode og det onde... s. 6 3.3.3. Den mytiske tendens... s. 8 3.3.4. Fortælleren i stilen... s. 9 4. Karen Blixen og den fantastiske fortælling... s.10 4.1. Forfatteren Karen Blixen (1885-1962)... s.10 4.2. Eksistentialisme... s.11 4.3. Analyse af udvalgte tekster af Karen Blixen... s.11 4.3.1. Det overnaturlige... s.11 4.3.2. Dobbeltgængermotivet og kunstnerens splittelse... s.13 4.3.3. Myten... s.14 4.3.4. Den kinesiske æske - fortællestil og fortællerrolle... s.15 2

5. Villy Sørensen og den fantastiske fortælling... s.17 5.1. Forfatteren Villy Sørensen (1929-2001)...... s.17 5.2. Modernisme... s.17 5.3. Analyse af udvalgte tekster af Villy Sørensen... s.18 5.3.1. Illusionen... s.18 5.3.2. Splittelsen... s.19 5.3.3. Myten og den kunstneriske erkendelse... s.20 5.3.4. Det sproglige spil... s.22 6. En linie i de fantastiske fortællinger... s.23 6.1. Den fantastiske fortællings gennembrud... s.23 6.2. De fantastiske træk hos H. C. Andersen, Karen Blixen og Villy Sørensen... s.23 6.3. Det guddommelige og det pyskologiske perspektiv... s.25 6.4. Den fantastiske fortælling frem mod i dag... s.26 7. Konklusion... s.27 Litteraturliste + billedliste Den fantastiske fortælling - med udgangspunkt i tekster af H. C. Andersen, Karen Blixen og Villy Sørensen 1. Indledning. Den fantastiske fortælling får i Danmark sit egentlige gennembrud i første halvdel af 1800-tallet, hvor navnligt H. C. Andersens tekster rummer træk, der gør det nærliggende at placere dem inden for den fantastiske litteratur. En del af disse træk tages siden hen op af 3

bl.a. Karen Blixen og Villy Sørensen. I denne opgave fokuseres der primært på tekster af disse tre forfattere, H. C. Andersen, Karen Blixen og Villy Sørensen, men også tekster af andre forfattere berøres i mindre omfang. Gennem en analyse af tekster af de tre forfattere, hvor der fokuseres på de fantastiske kendetegn, trækkes en linie i den fantastiske fortællings historie, og udviklingen af den fantastiske fortælling belyses. Formålet med opgaven er at påvise, at de analyserede tekster af de tre forfattere kan klassificeres som fantastiske fortællinger: Hvilke kendetegn ved den fantastiske fortælling inddrages, og hvorledes inddrages de? Endvidere er formålet med opgaven at belyse ligheder og forskelle imellem teksterne af de tre forfattere set i biografisk såvel som samtidsorienteret perspektiv. Opgaven indledes med et redegørende afsnit, hvor der kigges på den fantastiske fortællings opståen og på genredefinitioner af den fantastiske fortælling. I analyseafsnittet analyseres først tekster af H. C. Andersen, dernæst tekster af Karen Blixen og til sidst tekster af Villy Sørensen. 1 Disse tre analyseafsnit indeholder udover analysen indledningsvis en kort redegørelse for forfatterens liv samt en kort redegørelse for den litterære periode, indenfor hvilken forfatteren kan placeres. Efterfølgende opsummeres og sammenlignes de tre analysedele, og der trækkes en linie i de fantastiske fortællinger. Samme afsnit indeholder også en perspektivering, hvor der inddrages andre tekster med relevans for den fantastiske fortælling. Afslutningsvis følger en konklusion, hvor jeg opsummerer og rekflekterer over de væsentlige punkter i opgaven. 2. Den fantastiske fortælling. Den fantastiske fortællings opståen kan ses som en reaktion mod 1700-tallets rationalisme. Det meste af 1700-tallet havde nemlig været præget af et rationelt og praktisk syn på tilværelsen og af rationalismens ideal - den gode borger, der gør nytte til fælles gavn. I modsætning til dette sættes der i romantikken fokus på følelsen og fantasien. Det er dog først nogle år senere - i romantismen - at den fantastiske fortælling får sit egentlige gennembrud med en forfatter som H. C. Andersen, som til en vis grad fjerner sig fra den 1 Det skal nævnes, at mængden af sekundær litteratur om forfatterskaberne er meget omfattende. De analyse- og fortolkningsmuligheder, som er inddraget i denne opgave, er udvalgt i overensstemmelse med min egen holdning og med henblik på relevans for mit formål med opgaven. 4

tidlige romantik. (Fischer Hansen, Anker Jørgensen, Michelsen, Sørensen og Tonnesen (red.), 1981, s. 257). Den fantastiske fortælling har rødder i både eventyret og myten. Thomas Bredsdorff definerer i "Sære fortællere" den fantastiske fortælling som genre således: "Hvis den fantastiske fortælling er en genre, så er den i hvert fald som sådan meget rummelig. Den rummer rene eventyr (...) og legender (...). Den omfatter fortællinger der som "Købmanden" (af Villy Sørensen) på det nærmeste er romaner i miniformat (...). Det afgørende er at de alle har en række stiltendenser fælles (...)." (Bredsdorff, 1967/1968, s. 94, min tilføjelse i parentes). Det er således vanskeligt at definere den fantastiske fortælling som en selvstændig genre, men de fantastiske fortællinger rummer visse fællestræk, som i det følgende vil blive gennemgået. Udgangspunktet for denne opgave er denne brede definition af den fantastiske fortælling, som altså både inkluderer eventyr, legender og "mini-romaner" som "Købmanden". Der skelnes således i denne opgave ikke så skarpt mellem f.eks. eventyr og fantastisk fortælling eller allegori og fantastisk fortælling, som f.eks. Finn Barlby gør i "Det dobbelte liv". (Barlby, 1993/1994, s. 69). 2 Tzvetan Todorov har i bogen "Den fantastiske litteratur" defineret den fantastiske fortælling som en selvstændig genre, men som tilgrænsende til bl.a. allegorien. Det fantastiske defineres af Todorov som "...den tøven, et menneske, der kun kender naturlovene, fornemmer, stillet over for en tilsyneladende overnaturlig hændelse." (Todorov, 1970, s. 28). Læserens tøven og usikkerhed overfor de fantastiske elementer i teksten opstår ofte i forbindelse med illusions- og drømmeantydninger, hvor læseren bliver usikker på, om der er tale om virkelighed eller drøm. Dette træk ved de fantastiske fortællinger inddrages i denne opgave sammen med de nedenfor opstillede kendetegn, som tager udgangspunkt i Bredsdorffs definition. I de fantastiske fortællinger gennemføres sammenstødet mellem to verdener - mellem et ikke-fantastisk og et fantastisk univers. Det fantastiske inddrages ofte i form af illusions- og drømmeantydninger (som Todorov er inde på). Splittelsen er et gennemgående træk ved de fantastiske fortællinger, som ofte udtrykkes ved at belyse indre forhold i kunstneren. I nogle af fortællingerne gøres indre 2 Jeg har således valgt at inddrage f.eks. "Den lille Havfrue", selvom bl.a. Finn Barlby i "Det dobbelte liv" (s. 69), placerer "Den lille Havfrue" under den selvstændige genre allegori. Imidlertid indeholder "Den lille Havfrue" efter min mening adskillige fantastiske træk som ikke nødvendigvis udelukker de allegoriske træk eller omvendt, hvorfor den er medtaget i denne opgave. 5

tilstande i personerne anskuelige i ydre situationer, f.eks. kan splittelsen vise sig i form af en fysisk dobbeltgænger. (Bredsdorff, 1967/1968, s. 91+97). Kendetegnende for de fantastiske fortællinger er også fortællingernes trækken på de gamle myter. De fantastiske fortællinger udelader ofte overflødige realistiske detaljer, ligesom de gamle myter gør det. Den mytiske tendens er, som Thomas Bredsdorff skriver i "Sære fortællere": "...tendensen til i en given menneskelig situation at se det grundlæggende og fremstille det i håndgribelige billeder som lægger vægt på dette, snart med forlæg i en gammel myte, snart uden, men så som de gamle myter: enkelt og konkret." (Bredsdorff, 1967/1968, s. 95). Karakteristisk for den fantastiske fortælling er desuden dobbeltheden i sproget, mellem det der siges på overfladen og en underliggende pointe. Desuden er fortællerens tilstedeværelse ofte synlig i de fantastiske fortællinger. (Bredsdorff, 1967/1968, s. 90-94). 3. H. C. Andersen og den fantastiske fortælling. 3.1. Forfatteren H. C. Andersen (1805-1875). H. C. Andersen vokser op i et proletarmiljø i Odense som søn af en skomager. Efter sin konfirmation i 1819 rejser han til København for at prøve lykken som skuespiller, danser og sanger, men uden held. P.g.a. manglende skolekundskaber sættes han ved hjælp af kongelig understøttelse i latinskole fra 1822-28. I begyndelsen af 1830'erne kommer hans produktivitet som forfatter for alvor i gang, og omkring århundredets midte er han kendt i både Danmark og Europa. H. C. Andersens forfatterskab spreder sig over mange genrer, bl.a. eventyrgenren. I alt har H. C. Andersen udgivet 156 eventyr (fra 1835-1870). Karakteristisk for eventyrene er den ironiske spænding mellem fortællestilens appel til et barnligt publikum og de tolkningsmuligheder, som åbner sig for den voksne. Et centralt tema er splittelsen - en splittelse, som H. C. Andersen selv oplevede mellem sin proletariske baggrund og dannelseskulturen i den samfundsmæssige elite, som han endte med at tilhøre. (Fischer Hansen m.fl., (red.), 1981, s. 10-12). 3.2. Romantisme. 6

Begrebet romantisme betegner den senere romantik fra ca. 1820 til 1850. Romantismen er kendetegnet ved en mere distanceret intellektuel holdning og en mere kompliceret psykologi end den, som optræder i den tidlige romantik. Personerne i romantismens værker reflekterer over sine egne følelser, og det er ofte splittede mennesker, som skildres, fremfor det hele menneske som i romantikken. Af romantismens centrale skikkelser kan udover H. C. Andersen bl.a. nævnes filosoffen Søren Kierkegaard. 3 Det interessante viser sig som et gennemgående træk i romantismens litteratur. J. L. Heiberg 4 opridser i en anmeldelse forskellen på den ældre romantiks persontegning og den nye. Mens den ældre persontegning beskæftiger sig med det umiddelbart synlige og overfladiske indhold, forudsætter den moderne persontegning, at der under overfladen ligger noget andet, som er fortiet. Fascinationskraften som udgår fra dette fortiede, kalder Heiberg for det interessante (Lundbo Levy, Mortensen og Nielsen, 1994, s. 138-139). Denne dobbelthed illustreres ofte ved, at to separate figurer sammenholdes til en siamesisk enhed. Dette er f.eks. tilfældet i R. L. Stevensons 5 kendte historie om Dr. Jekyll og Mr. Hyde, hvor skiftevis englen og djævlen behersker det fælles legeme. Set i større perspektiv er romantismen udtryk for en begyndende skepsis over for romantikkens tro på en højere guddommelig verdensorden. Holdningen er dog stadig noget uafklaret hos romantismens forfattere (bl.a. hos H. C. Andersen), og det er først efter 1870 med naturalismens gennembrud, at en egentlig politisk og samfundskritisk digtning opstår. (Fischer Hansen m.fl., (red.), 1981, s. 259-260). 3.3. Analyse af udvalgte tekster af H. C. Andersen. I de følgende afsnit analyseres med henblik på de fantastiske træk historierne "Den lille Havfrue", 1837 ("H. C. Andersens Eventyr", 1919, bind I), "Sneedronningen", 1845 og "Skyggen", 1847 ("H. C. Andersens Eventyr", 1919, bind II). I mindre omfang inddrages også "Springfyrene", 1845 ("H. C. Andersens Eventyr", 1919, bind II). 3 Søren Kierkegaard (1813-1855): Dansk filosof og forfatter. Centralt for Kierkegaard står spørgsmålet om menneskets sande eksistens. 4 Johan Ludvig Heiberg (1791-1860): Dansk forfatter og toneangivende i det københavnske borgerskab. 5 Robert Louis Stevenson (1850-1894): Skotsk forfatter. Har bl.a. skrevet "The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde", 1886 (på dansk "Dr. Jekyll og Mr. Hyde", 1889). 7

3.3.1. To verdener mødes: Som nævnt i afsnit 2 forekommer der i de fantastiske fortællinger ofte et sammenstød mellem to verdener, således også i H. C. Andersens. Han mente ikke, at tingene omkring ham kunne deles op i naturlige og overnaturlige, og derfor lod han ofte i sine fortællinger det naturlige og overnaturlige mødes. Ifølge Paul V. Rubow hørte H. C. Andersen "...til de Sjæle for hvilke Modsætningen mellem Miraklet og Tingenes naturlige Sammenhæng er uantagelig..." (Rubow, 1943, s. 91). Dertil kom, at H. C. Andersen gennem sit bekendtskabs- og lærlingeforhold til samtidens største videnskabsmand H. C. Ørsted 6 mødte en filosofi, som opfatter modsætningen mellem virkeligheden og miraklet, mellem ånden og naturen, som en illusion. (Rubow, 1943, s. 89). "Skyggen" handler om den lærde mand og hans skygge. En dag selvstændiggøres skyggen, men vender senere tilbage til den lærde mand. Herefter bliver den lærde mand sin egen skygges skygge, og historien ender med, at den lærde mand henrettes af skyggen, som vinder prinsessen og hele kongeriget. I "Skyggen" er grænsen mellem det fantastiske og det ikke-fantastiske nedbrudt: "De indledende beskrivelser af den lærdes logi i det solhede Syden, (...) fører fra starten af læseren ind i et fantastisk univers, hvor alt bliver tvetydigt, hvor alt kan forstås på mere end én måde..." (Johansen, 1986, s. 34). P.g.a. illusionsantydninger kommer læseren ofte i tvivl om, hvad han/hun skal mene om de fænomener, der skildres, og der opbygges derved en tøven hos læseren, f.eks.: "En Nat vaagnede den Fremmede, (...) og han syntes at der kom en forunderlig Glands fra Gjenboens Altan, (...) og midt imellem Blomsterne stod en slank, yndig Jomfru, (...) i eet Spring var han paa Gulvet, (...) men Jomfruen var borte, Glandsen var borte..." (Andersen, 1919, s. 253, bind II). Via illusionsantydninger som denne nedbrydes skellet mellem det fantastiske og det ikke-fantastiske univers. "Den lille Havfrue" handler om havfruens stræben efter jordisk kærlighed og om ønsket om at vinde en udødelig sjæl. I "Den lille Havfrue", hvor havfruen i sit ønske om at vinde prinsens kærlighed afgiver sin havfruehale til fordel for et liv på smertende ben i menneskenes verden, findes også sammenstødet mellem forskellige verdener, men her foregår sammenstødet via en allegori. Havfrueverdenen er nemlig en allegori på menneskeverdenen - den er et abstrakt billede på virkeligheden. Der tages således i havfrueverdenen udgangspunkt i virkeligheden, hvilket i sig selv ikke peger hen imod det 6 Hans Christian Ørsted (1777-1851): Dansk fysiker. 8

fantastiske, men i modsætning til menneskenes verden forekommer der i havfrueverdenen ikke-naturlige og usandsynlige fænomener, som f.eks. heksen og havfruerne. De to verdener er forbundet via den lille havfrue, som har adgang til begge verdener. 3.3.2. Den splittede kunstner og splittelsen mellem det gode og det onde: I "Skyggen" kan hovedpersonen, den lærde mand og hans skygge, opfattes som to forskellige sider af én person. Splittelsen viser sig, da skyggen en dag forlader den lærde mand og selvstændiggøres. (Andersen, 1919, s. 254, bind II). Konflikten mellem den lærde mand og skyggen kan ses som udtryk for et sammenstød mellem en idealistisk, vertikal embedsmandskultur (den lærde mand) og en ny på individuelt profitjageri baseret samfundsform (skyggen og prinsessen). (Johansen, 1986, s. 32). 7 På den ene side må skyggen afvise den lærde mand, fordi den lærde står i vejen for profitmaksimeringen (skyggen forlader den lærde), men på den anden side har skyggen brug for den lærde mand, fordi den lærde udgør betingelsen for hans opstigning til samfundets top (skyggen kommer tilbage til den lærde). (Johansen, 1986, s. 33-38). I "Skyggen" henviser den lærde mand og skyggen til to forskellige kunstnertyper, henholdsvis det poetiske geni og den, der praktisk udnytter digterevnen, hvilket bl.a. kan ses på skyggens fine klæder. Skyggen, som forstår at udnytte poesien økonomisk, er den, der når længst. Hermed siger H. C. Andersen indirekte, at det ikke nødvendigvis er den dygtigste digter og den reneste poesi, som vinder størst anerkendelse hos publikum - tværtimod. Den lærde mand, som jo er det poetiske geni, forstår ikke at udnytte sit talent i praksis og ender derfor med at være underlagt sin egen skygge og dør. (Leffers, 1994, s. 73-76). Denne holdning skal ses på baggrund af H. C. Andersens samtid, hvor flere afgørende nyorienteringer er på vej over hele Europa. En af disse er de borgerlige handelsprincipper, der presser på som gryende kapitalisme. Det er bl.a. denne nye samfundsform, som H. C. Andersen kommenterer i "Skyggen". Som Finn Barlby skriver, slutter fortællingen med det uudtalte råb: "'Idealisten er død! Sælgeren leve!'" Dertil kommer, at der som følge af opfindelsen af papirmaskinen (1799) kommer store mængder litteratur til Danmark, som er fremstillet med større blik for salgbarhed end for kunstnerisk kvalitet. (Barlby, 1993/1994, s. 8-9). "Den lille Havfrue" handler om kunstnerens (havfruens) dragning mod at udnytte sit talent, tjene et højere formål og dermed følge det, som fornemmes som en indre 7 Oprindeligt nævnt af Peer E. Sørensen, "H. C. Andersen & Herskabet", 1973, GMT, s. 158-160. 9

nødvendighed, og samtidig det, der holder kunstneren tilbage - i havfruens tilfælde det faktum, at hun er havfrue og ikke menneske. Kunstnerens splittelse er udtryk for H. C. Andersens egen splittelse. Efter han var blevet en kendt forfatter satte hans succes ham i permanent konflikt mellem hans proletariske baggrund og dannelseskulturen i den samfundsmæssige elite, som han endte med at tilhøre. Denne konflikt kan illustreres ved et eksempel fra "Skyggen". Om skyggen lyder det: "...jo Skyggen var overordentlig godt klædt paa, og det var just det, som gjorde, at den var ganske et Menneske." (Andersen, 1919, s. 258, bind II). Her antyder fortælleren, at han deler skyggens opfattelse af, at de gode borgeres menneskelighed er ren facade. Men samtidig kommer det frem, at fortælleren selv har lighedspunkter med den selviscenesættende skygge, som nok henter sig levebrød hos de gode borgere, men som samtidig føler sig fremmed blandt dem og foragter dem i det skjulte. På den måde kan fortællingen læses som "...et karikeret, men også ironisk-dæmoniseret selvportræt af en eventyrdigter, som havde gjort sig fri af sit oprindelige sociale miljø og nu færdedes i de dannede kredse uden at føle sig hjemme dér." (Lundbo Levy m.fl., 1994, s. 147). Historien "Sneedronningen" handler også om splittelse - mellem godt og ondt. I historien følger vi den lille pige Gerdas rejse til snedronningens slot, hvor drengen Kay befinder sig efter at have fået et glaskorn fra troldspejlet i øjet. Efter at Kay har fået glaskornet i øjet begynder det onde at træde tydeligt frem: "Det var just saadant et af disse Glaskorn, der sprang fra Speilet, Troldspeilet, vi huske det nok, det fæle Glas, som gjorde at alt Stort og Godt, der afspeilede sig deri, blev Smaat og Hæsligt..." (Andersen, 1919, s. 90, bind II). Kay overvinder dog splittelsen mellem det gode og det onde ved at blive elsket af Gerda: "...da græd den lille Gerda hede Taarer, de faldt paa hans Bryst, de trængte ind i hans Hjerte, de optøede Iisklumpen og fortærede den lille Speilstump derinde..." (Andersen, 1919, s. 129, bind II). Det er dog ikke kun Gerdas kærlighed, der hjælper Kay, men også erkendelsen af Guds almagt for deraf bliver man et frit menneske: Hvis man kan lægge ordet "Evigheden" med "Forstands-Iisspillet", så bliver man sin "egen Herre". (Andersen, 1919, s. 128, bind II). (Bredsdorff, 1967/1968, s. 42). 3.3.3. Den mytiske tendens: H. C. Andersen tager i flere af sine tekster udgangspunkt i de gamle myter. "Skyggen" trækker på myten om Faust. Faust-myten handler om faldet fra det hele menneske til det spaltede menneske. Faldet skyldes trangen til erkendelse. 10

Erkendelsestrangen ender dog i det absurde, fordi det faustiske menneske står alene overfor massen og herved er ude af stand til at etablere fælles menneskelige værdier. (Pedersen, 2000, s. 28). Ved at sammenligne "Skyggen" af H. C. Andersen og Goethes 8 "Faust" kan flere paralleller drages. Den væsentligste parallel er skyggemotivet, som kan uddrages "...ved hjælp af en sammenligning mellem fristelsesscenen i begyndelsen af eventyret og scenen foran porten i 'Faust' (1. del), hvor Faust siger: 'Ak, tvende sjæle huses i mit bryst...'." (Nyborg, 1962, s. 211). I "Faust" indgår altså ligesom i "Skyggen" splittelsen, som et centralt tema. I "Den lille Havfrue" skildres som i "Skyggen" faldet fra det hele menneske - her via syndefaldsmyten. Syndefaldsmyten handler om, hvordan kundskaben om at være et jeg straks fører til en konflikt med Gud, og medfører et fald fra uskyldheden frem mod splittelsen. (Pedersen, 2000, s. 15). I "Den lille Havfrue" skaber havfruens forvandling fra havfrue til menneske allusioner til Eva i paradiset: "...hun (havfruen) slog sine (øjne) ned og saae, at hendes Fiskehale var borte, og at hun havde de nydeligste smaa, hvide Been, nogen lille Pige kunde have, men hun var ganske nøgen..." (Andersen, 1919, s. 130, bind I, mine tilføjelser i parentes). Her opdager havfruen sin egen nøgenhed på samme måde, som Eva opdager sin efter at have overtrådt Guds bud i paradisets have. (Dahlerup, 1995, s. 22). Hermed udtrykkes en af tekstens pointer, nemlig den, at gode handlinger og uskyld befinder sig på et højere niveau end den jordiske kærlighed. Havfruen stræber efter den jordiske kærlighed, men mister derved sin uskyld. I nogle af sine tekster udtrykker H. C. Andersen en forestilling om, at forsynet hjælper den udvalgte. Dog er troen på forsynet afdæmpet i f.eks. "Den lille Havfrue". (Rubow, 1943, s. 95). Havfruen er nemlig afhængig af menneskenes kærlighed: "'Havfruen har ingen udødelig Sjæl, kan aldrig faae den, uden hun vinder et Menneskes Kjærlighed!'" (Andersen, 1919, s. 139-140, bind I). Hun har dog mulighed for at komme i Guds rige om tre hundrede år, men også dette er usikkert: "'Usynligt svæve vi ind i Menneskenes Huse, (...) og for hver Dag vi finde et godt Barn, (...) forkorter Gud vor Prøvetid. (...) men see vi et uartigt og ondt Barn, da maae vi græde Sorgens Graad, og hver Taare lægger en Dag til vor Prøvetid!'" (Andersen, 1919, s. 140-141, bind I). 8 Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832): Tysk digter. Har bl.a. skrevet "Faust" (1. del 1808 og 2. del 1833 - på dansk 1. og 2. del 1847). 11

Skildringen af det hele menneskes fald i form af Faust- og syndefaldsmyten kan hos H. C. Andersen ses som udtryk for overgangen mellem romantikken og romantismen. Som det tidligere blev nævnt, er det jo netop karakteristisk for romantismens værker, at personerne heri skildres som spaltede til forskel fra romantikkens, som skildres som hele. 3.3.4. Fortælleren i stilen: H. C. Andersen er i særlig høj grad kendt for sin sprogbrug. Et kendetegnende træk ved hans sprog er sammenhængen mellem velkendte vendinger og fysisk virkelighed. F.eks. lyder det om springgåsen i historien "Springfyrene", hvor loppen, græshoppen og springgåsen (som i øvrigt kan tale) konkurrerer om hvem, der kan springe højst: "Den har Been i Panden!" (Andersen, 1919, s. 188, bind II), hvilket betyder det samme som at have ben i næsen. Den overførte betydning af vendingen "ben i panden" er her således forbundet med det fysiske udgangspunkt, nemlig det, at springgåsen har mange ben. (Bredsdorff, 1967/1968, s. 39). Det barnlige publikum opfatter sandsynligvis talemåden ("ben i panden") som noget i forvejen bekendt, og således appellerer teksten i hvert fald på overfladen til den barnlige læser. Til gengæld forstår barnet muligvis ikke sammenhængen mellem talemåden og det fysiske udgangspunkt. Dette er således et eksempel på den ironiske spænding mellem fortællestilens appel til barnet og de tolkningsmuligheder, som åbner sig for den voksne. Dette træk var på H. C. Andersens tid noget nyt og banebrydende i Danmark. Som så meget andet nyt og ukendt blev dette sproglige træk kritiseret af samtiden, idet denne stil ikke blev accepteret af den akademiske tradition. Til gengæld er det i høj grad denne sproglige stil, som har vundet stor anerkendelse i eftertiden. Det karakteristiske ved mange af H. C. Andersens historier og ved de fantastiske fortællinger er, at der ikke gøres noget forsøg på at skjule fortællerens stemme. Om H. C. Andersens fortæller skriver Paul V. Rubow: "En første Forudsætning for at Eventyret skulde sejre i den Form Andersen ønskede at give det, var Valget af en Eventyrfortæller." (Rubow, 1943, s. 187). H. C. Andersen selv har formuleret følgende om fortælleren i sine historier: "'Man skulde i Stilen høre Fortælleren, Sproget maatte derfor nærme sig det mundtlige Foredrag'." (Bredsdorff, 1967/1968, s. 93). 9 Et godt eksempel kan findes i "Sneedronningen", hvor læseren tydeligt kan høre fortælleren. Her lyder det indledningsvis: "See saa! nu begynde vi. Naar vi ere ved Enden af Historien, veed vi mere, end vi nu vide, 9 Oprindeligt nævnt af H. C. Andersen, 1863. 12

for det var en ond Trold; det var een af de allerværste, det var 'Dævelen'. Een Dag var han i et rigtigt godt Humeur..." (Andersen, 1919, s. 83, bind II). Ved at bruge ord som du og vi (sidstnævnte i ovenstående eksempel) etablerer H. C. Andersen et direkte forhold til sin læser, hvilket er et gennemgående træk ved mange af hans historier. 4. Karen Blixen og den fantastiske fortælling. 4.1. Forfatteren Karen Blixen (1885-1962). Karen Blixen vokser op som datter af forfatteren og politikeren Vilhelm Dinesen. Efter faderens selvmord i 1895 præges Karen Blixens opvækst af moderens familie, som af Karen Blixen opleves som moralsk og livsfjendsk. I 1913 gifter hun sig i Nairobi med sin fætter. Sammen driver de i de følgende år en kaffefarm i Afrika. Efter ægteskabets opløsning i 1922 bliver Karen Blixen i Afrika og vender først tilbage til Danmark i 1932. Karen Blixens egentlige debut som forfatter får hun under synonymet Isak Dinesen med samlingen "Seven Gothic Tales" (1934, på dansk "Syv fantastiske Fortællinger" 1935), som gør hende berømt i USA og England. Af efterfølgende værker kan bl.a. nævnes "Vinter-eventyr" som udkommer i 1942. Karakteristisk for Karen Blixens forfatterskab er bl.a. de samtalende jeg-fortællere, som beretter fortællingerne, og den ofte bevidst gammeldags fortællestil med henvisninger til Bibelen og den litterære tradition. Fortællingerne skildrer ofte et menneske, som står overfor et afgørende valg i livet. Beslutningsprocesserne i forbindelse hermed aktiverer fællesmenneskelige kræfter, som Karen Blixen beskriver i myter og symboler. Karen Blixens kunst rummer et oprør mod borgerlighed og konvention og er samtidig udtryk for et kvindeoprør. (Fischer Hansen m.fl., (red.), 1981, s. 23-25). 4.2. Eksistentialisme. På flere punkter adskiller Karen Blixen sig fra sine medforfattere i samtiden. Mange litteraturhistorikere har således placeret hende inden for forskellige perioder. I "Litteraturhistorier" af Jette Lundbo Levy m.fl. placeres Karen Blixen blandt surrealisterne og som moderne med den begrundelse, at man kan opfatte hendes fortællinger som et kulturrevolutionært projekt. (Lundbo Levy m.fl., 1994, s. 352). Jeg har i denne opgave imidlertid valgt at placere hende inden for den eksistentialistiske retning, vel vidende at hendes tekster kun indeholder en del af de eksistentialistiske træk. Men som jeg vil komme 13

ind på i analyseafsnittet, fokuserer hun i sine tekster på identitetsspørgsmål og på dét, at træde ud af den rolle man spiller for i stedet at være sig selv. Eksistentialismen er en filosofisk retning, der går tilbage til Kierkegaard, og den er senere blevet videreudviklet af bl.a. Friedrich Nietzsche. 10 I Danmark får eksistentialismen især stor betydning for litteraturen i de første årtier efter 2. verdenskrig, og dens påvirkning kan bl.a. ses hos en forfatter som Villy Sørensen (hovedafsnit 5). Udgangspunktet for eksistentialismen er opfattelsen af, at mennesket har en bevidsthed om sig selv og er i stand til at foretage valg. På trods af dette lader mennesket sig alligevel styre af omstændighederne og drukner spørgsmålet om meningen med tilværelsen i optagethed af daglige gøremål. Mennesket bliver derved fremmed for sig selv. For at mennesket kan blive sig selv, kræver det, at mennesket træffer et valg om at overtage ansvaret for sit liv og at vedkende sig, hvem det er. Dette valg udebliver dog ofte, fordi friheden til at vælge skaber angst. (Fischer Hansen m.fl., (red.), 1981, s. 204-205). 4.3. Analyse af udvalgte tekster af Karen Blixen. Med fokus på kendetegnene ved den fantastiske fortælling analyseres på de følgende sider tre af Karen Blixens fortællinger: "Aben" og "Drømmerne" ("Syv fantastiske Fortællinger", 1935) og "Skibsdrengens fortælling" ("Vinter-eventyr", 1942). 4.3.1. Det overnaturlige: Ligesom i "Skyggen" er skellet mellem det fantastiske og det ikke-fantastiske nedbrudt i "Aben". I historien besøger Boris sin tante (og hendes abe) på klosteret, efter at han har rodet sig ud i en formentlig homoseksuel affære. Her beder han hende om ægteskabsråd, hvorefter tanten (priorinden) foreslår nabodatteren Athene som hustru. Hun er dog ikke helt indforstået med ægteskabsplanerne. Det overnaturlige inddrages flere steder i teksten. Et tydeligt eksempel forekommer i slutningen: "...ved højlys Dag og for deres Øjne, indtraadte et Hamskifte, en stor Metamorphose. Den gamle Dame, hvem de nylig havde talt med, blev spjættende og forpustet tvunget i Gulvet, knust og forvandlet. Hvor hun havde ligget, sad nu en Abe og krøb pibende sammen..." (Blixen, 1935, s. 132-133). Med bl.a. denne hændelse overskrides grænsen til det fantastiske univers. 10 Friedrich Wilhelm Nietzsche (1844-1900): Tysk filosof. Centralt for Nietzsche står "Guds død". Kristendommen har mistet sin troværdighed, og de hidtil højeste værdier er herved blevet udhulet. 14

I Karen Blixens fortællinger skabes ofte spændingen mellem det ubevidste og det bevidste, mellem drøm og virkelighed, hvilket hænger sammen med hendes opvækst i et miljø præget af en streng moralistisk kristendom, som hun vendte sig imod. Det, hun hørte gennem religionen, svarede ikke til det hun oplevede i livet (f.eks. farens selvmord), og som følge heraf blev interessen for det ubevidste og det usynlige næret. (Henriksen, 1992, s. 53-54). Således er tingene i historien "Drømmerne" heller ikke, som de umiddelbart tager sig ud. Fortællingen handler om operasangerinden Pellegrina, som efter en brand mister sin stemme, hvorefter hun kaster sig ud i skiftende identiteter. I de forskellige identiteter møder hun forskellige mænd, som først i slutningen, hvor Pellegrina dør, møder hinanden og derved får kendskab til hendes skiftende identiteter. I historiens indledning antydes forholdet mellem illusion og virkelighed: "Denne stille Nat var forvirrende, svimlende og farlig i sin dybe Fred og Ro, (...) som om der ved Trolddom var vendt op og ned paa selve dens Sjæl, (...) Men Maaneskinnet paa Søen var saa blændende klart, at det saa ud, som alt Lys i Verden udstraalede fra Havet, for at genspejles i Himmelrummet." (Blixen, 1935, s. 257). I beskrivelsen står himmel og hav i ét, og de faste strukturer inden for det vi normalt betegner som virkelighed er ophævet. (Johansen, 1986, s. 90). I "Skibsdrengens fortælling" redder skibsdrengen Simon i fortællingens begyndelse en falk. Senere hen stikker han i selvforsvar en mand ned, hvorefter han flygter. Han bliver herefter reddet fra sine forfølgere af en gammel lappekone, Sunniva.. Sunnivas overmenneskelige egenskaber antydes, idet hun siger til skibsdrengen: "'Men du husker da i hvert Fald den Falk, som sad fast i Taklegarnet i et af Faldene paa din Bark (...). Den Falk var mig. Vi Lapper flyver ofte saadan for at se os om i Verden'." (Blixen, 1942, s. 14). Sunniva er altså på sin vis karakteriseret ved sin allestedsnærværelse og antydningen af hendes flyveevne peger i retning af det fantastiske. (Johansen, 1986, s. 98). 4.3.2. Dobbeltgængermotivet og kunstnerens splittelse: Ligesom hos H. C. Andersen er splittelsen i Karen Blixens fortællinger et centralt tema, og splittelsen markeres ofte i form af en dobbeltgænger. I fortællingen "Aben" er priorinden og aben hinandens dobbeltgænger. Dobbeltgængermotivet påpeges direkte i fortællingen, da greven taler om kærlighedens gudinde (Blixen, 1935, s. 106), som forestiller: " set forfra, af Ansigt og Statur en skøn Kvinde; men når man vender hende om, paa Bagsiden en grinende Abe." (Brix, 1949, s. 56). I slutscenen forvandles aben til priorinden og omvendt. I følgende uddrag sker også en forvandling: "Pludselig rejste 15

Priorinden sig op og ilede hen til Vinduet, som agtede hun at styrte sig ud af det. (...) Hun var helt forvandlet (...). Hun gik saa let, at det virkelig tog sig ud, som om hun havde kastet en svær Byrde ud af Vinduet og nu kom svævende imod ham en Tomme over Gulvet." (Blixen, 1935, s. 113). I uddraget styrter priorinden sig ud af vinduet, og den priorinde, der kommer tilbage til Boris, er i virkeligheden aben. Den der arrangerer "Forførelsessouper" er således aben, som nu går sansernes eller lystens vej med de to unge. (Juhl og Jørgensen, 1981, s. 49). Aben er således i historien et symbol på den menneskelige drift, som imidlertid ikke er erkendt og forstået af de tre hovedpersoner (priorinden, Boris og Athene). Hos priorinden er seksualiteten fortrængt, hos Boris har seksualiteten udviklet sig i homoseksuel retning, og Athenes problem består i hendes uvidenhed om seksualitet. (Johansen, 1986, s. 84). Aben repræsenterer udover driften den afrikanske kultur, en virkelighed, som endnu ikke er underlagt den vestlige verdens rationalitet og effektivitetsprincipper. Aben ender dog med at tilslutte sig den vestlige verdens "rene fornuft", som filosoffen Kant repræsenterer, idet den springer op på hans piedestal (Blixen, 1935, s. 133). Abens tilslutning til fornuften kan varsle om en begyndende "vestliggørelse" af den afrikanske kultur. Kultursammenstød skildres i mange af Karen Blixens fortællinger og var noget, hun oplevede i sit eget liv. Hun voksede op i et vestligt aristokratisk miljø og mødte senere under opholdet i Afrika et helt andet mere oprindeligt og ikke så modsætningsfyldt miljø. Himmelsk og jordisk kærlighed var dér ifølge Karen Blixens opfattelse ikke modsætninger som hos de kristne europæere. (Henriksen, 1992, s. 54-55). I "Drømmerne" er Pellegrina splittet mellem at være kunstner (operasangerinde) og kvinde: "'Den store Operasangerinde døde. (...) Men Kvinden blev ved at leve i disse tretten Aar'." (Blixen, 1935, s. 309). Jøden Marcus kan opfattes som en udspaltning af operasangerinden, idet han omtales som hendes skygge (Blixen, 1935, s. 271). (Juhl og Jørgensen, 1981, s. 153). Forholdet mellem Pellegrina og Marcus kan opfattes som udtryk for en alliance mellem kunstnerevnen og pengemagten, hvilket svarer til forholdet mellem den lærde og skyggen i H. C. Andersens "Skyggen". Kunstneren behøver pengemagten til at udfolde sine kunstneriske evner på samme måde som pengemagten behøver det kunstneriske talent. Det er ofte blevet påpeget, at Pellegrina afspejler Karen Blixens egen person som kvinde og kunstner. Sammenhængen mellem Pellegrina og Karen Blixen beskrives da også af hende selv: "'Dét at hun (Pellegrina) mister sin Stemme, svarer til at jeg mistede Farmen og Afrika'." (Bjørnvig, 1992, s. 44, min tilføjelse i parentes). 16

I "Skibsdrengens fortælling" indgår splittelsen ikke på samme måde som i "Aben" og "Drømmerne". Her repræsenterer Simon tværtimod en idealtilstand. I "Skibsdrengens fortælling" er forbindelsen mellem dyre- og menneskeverdenen knyttet til "...en Følelse af Fællesskab, en dyb Erkendelse af alt levendes Samhørighed..." (Blixen, 1942, s. 5). Skibsdrengen i denne fortælling handler ud fra det inderste og dybeste i sig selv, og han belønnes derfor; han reddes således af dén han først har hjulpet, nemlig falken/lappekvinden. Den position, at være sig selv i sin fulde ret som menneske, bliver dog kun få beskåret, og som oftest er personerne i Karen Blixens fortællinger splittede. 4.3.3. Myten: Tendensen mod myten er et karakteristisk træk ved de fantastiske fortællinger. I Karen Blixens fortællinger indgår da også en stor mængde af myte-, sagn- og legendestof. I "Drømmerne" kan Pellegrina f.eks. opfattes som Faust. Som tidligere nævnt omhandler myten om Faust faldet fra det hele til det spaltede menneske. Og Pellegrina er jo i "Drømmerne" netop spaltet mellem at være kvinde og kunstner og mellem de tre forskellige roller, som hun får tildelt af sine mandlige omgivelser. Pellegrinas splittelse hænger sammen med Karen Blixens opfattelse af kvinden som produkt af sin omverden. Karen Blixen udtrykker et opgør med de borgerligt-moralske rammer, hvormed man omkring århundredeskiftet i det bedre borgerskab stækkede kvinder, og med den totale tavshed omkring det seksuelle, som gjorde det svært for unge kvinder at opdage og acceptere deres egne drifter. Omverdenen opfattes som en tvang, en begrænsning af kvindens jeg, som forhindrer hende i at tilfredsstille sin lyst. (Juhl og Jørgensen, 1981, s. 65). Branden betegner faldet fra det hele til det spaltede menneske og henviser til syndefaldsmyten, hvilket symboliseres af slangearet på Pellegrinas hals. Efter branden har hun flere forskellige roller: Luder (Olalla - Lincoln), mor (Madame Lola - Pilot) og madonna (Madame Rosalba - baronen), men hun er aldrig blot kvinde. Hun skal derimod passe ind i bestemte kvinderoller, som alle tjener til at formulere mandens identitet og ikke kvindens. (Juhl og Jørgensen, 1981, s. 153). I en historie som "Aben" inddrages i stort omfang den græske mytologi: "'Aben' er nok den fortælling, hvor slægtsskabet med den græske mytiske verden er tydeligst..." (Juhl og Jørgensen, 1981, s. 44). F.eks. henviser Athene i historien til Pallas Athene, krigsgudinden fra den græske mytologi. Om Athene lyder det: "Athene var en kraftig, ung Kvinde paa 18 Aar, seks Fod høj og tilsvarende bred, (...). Alligevel var hun saa ren og 17

klar i Huden, at hun ligefrem lyste op i Hallen, (...). Hendes klare Øjne havde en mørkere Ring omkring Iris - et Par Øjne for en Ørn eller for en ung Løvinde..." (Blixen, 1935, s. 105). Athene er parat til at slås for sin jomfruelighed med næb og klør og er i forbindelse med voldtægtsscenen tæt på at slå Boris ihjel (Blixen, 1935, s. 126). Athene er nemlig fortsat i barnets, pigens, rolle som Artemis (den kyske jagtgudinde) helt op i den unge kvindes alder, fordi hendes omverden ikke har givet hende mulighed for at forstå sig selv som kvinde. Athenes far, greven, hentyder også til den græske mytologi. Han kan opfattes som en imponerende Zeus (Blixen, 1935, s. 100) og med Diana-statuer og sfinxer i parken er omgivelserne lagt. (Juhl og Jørgensen, 1981, s. 44-47). 4.3.4. Den kinesiske æske - fortællestil og fortællerrolle: Det er karakteristisk for Karen Blixen, at en stor del af hendes fortællinger foregår i 1830'erne og 1870'erne, nogle endnu tidligere. I dybdestrukturen udtrykkes dog en moderne bevidsthed om frihed, identitet og eksistensvilkår. (Rostbøll, 1996, s. 11). Karen Blixen modtog fra sin mors familie en moralsk-kristelig påvirkning, hvor religion og moral var smeltet sammen til ét. De absolutte dyder var her bl.a. seksuel renfærdighed og kærlighed til familien og fædrelandet. (Westenholz, 1982, s. 62). I sit forfatterskab tager Karen Blixen afstand til disse dyder, f.eks. ved at beskæftige sig med kvindens seksualitet (som i "Aben" og "Drømmerne"). For at overvinde tabuforestillinger i sin egen tid beskriver Karen Blixen en tilsyneladende harmonisk verden, som opretholder moralen. Der skabes således en spænding mellem den harmoniske og anstændige form og de seksuelle temaer i indholdet. Valget af fortælleform sætter desuden forfatterskabet "...i litteraturhistorisk sammenhæng med myter, eventyr, gotiske fortællinger og (...) Bibelen, Koranen og græske gudesagn." (Rostbøll, 1996, s. 12). At leve i overensstemmelse med Guds plan var i morens familie ensbetydende med at yde sit bedste i livet under de givne vilkår i det miljø, man var født i. Som udtryk for dette forhold beskrives personerne i Karen Blixens fortællinger ofte som marionetter, f.eks. i "Aben", hvor Boris ser sig selv "...som en Sprællemand, i hvis Snore den ubønhørlige gamle Dame og den ubønhørlige unge Dame skiftevis trak." (Blixen, 1935, s. 113). Personerne kan således opfattes som brikker i et spil, som kun kan optræde inden for spillets rammer. Karen Blixen opfatter derimod Guds plan som en søgen efter dét miljø, hvor ens personlighed bedst kan udfolde sig uanset herkomst. Mennesket er her frit og er kun ansvarligt for sin egen instinktive fornemmelse af, hvad der er rigtigt og forkert. (Westenholz, 1982, s. 62-70). 18

Karen Blixens fortællinger bærer ofte tydeligt præg af at være fortalte, og i historierne indgår ofte en lang række af indlejrede fortællere, som f.eks. i "Drømmerne". Der er dels den overordnede fortæller, som bl.a. giver indledningsbeskrivelsen af månen og havet, og som refererer eventyrfortælleren Miras og englænderen Lincolns samtale. På næste niveau forekommer Mira og Lincoln som fortællere, og på tredje niveau refererer Lincoln Pilots, baronens og jødens fortællinger. (Jørgensen, 1999, s. 19). Via Karen Blixens fortællere gennemspilles en række mulige fortolkninger af livet, som tilsammen udgør et kinesisk æske-system, der bevæger sig mod det uendelige. Spørgsmålet "hvem er jeg?" står centralt i hendes fortællinger. Dette identitetsspørgsmål knytter sig til det enkelte subjekts problemer med at orientere sig i en moderne kompleks og foranderlig livssammenhæng. Karen Blixen nærmer sig svaret ved at fortælle, at vi altid allerede er indføjet i en fortælling - i første omgang en familiemytologi - og at dét, det gælder om, er at forstå, hvordan vi er placeret i de forskellige fortællinger. Svaret findes imidlertid ikke i subjektiviteten, men uden for subjektet, i et større mønster, som fortællingen netop står som skaber af. (Engberg, 2000, s. 100). Med denne fokuseren på eksistens og identitet indskriver Karen Blixen sig inden for den eksistentialistiske retning. Eksistensproblemet er jo netop centralt i "Drømmerne", hvor Lincoln spørger Pellegrina: "'Hvem er Du?'" (Blixen, 1935, s. 307). Spørgsmålet udløser Pellegrinas flyveforsøg og er således indirekte grunden til hendes død. Hele hendes eksistens er netop bestemt ud fra hendes forskellige identiteter, og da disse bliver afsløret og forbundet med hinanden, falder hendes eksistensgrundlag bort. 5. Villy Sørensen og den fantastiske fortælling. 5.1. Forfatteren Villy Sørensen (1929-2001). Villy Sørensen vokser op i et småborgerhjem i Valby. Efter studentereksamen påbegynder han filosofistudiet på Københavns Universitet, men tager ingen eksamen og lever herefter som forfatter. Med sine moderne eventyr og fantastiske fortællinger har Villy Sørensen skabt noget af det væsentligste i 1950'ernes og 60'ernes danske prosa. Han har desuden som essayist i høj grad været med til at præge tidens åndsliv og debat, bl.a. som medredaktør af tidsskriftet "Vindrosen" fra 1959-63. 19

Villy Sørensens forfatterskab kan inddeles i kunst, filosofi og samtidskritik. Fælles for de tre udtryksformer er den samme erkendelse og bestræbelse: at lade mennesket komme til en så sand forståelse af sig selv, at det kan leve frit. Forfatterskabet omfatter bl.a. bøgerne: "Sære historier" (1953), "Ufarlige historier" (1955) og "Formynderfortællinger" (1964). Villy Sørensen er bl.a. blevet tildelt: Kritikerprisen, Det Danske Akademis pris og Nordisk Råds Litteraturpris. (Fischer Hansen m.fl., (red.), 1981, s. 167-170). 5.2. Modernisme. Udover at indskrive sig inden for den litterære periode eksistentialismen (afsnit 4.2.) er Villy Sørensens tekster også præget af modernistiske tendenser. Modernismen kan deles op i flere faser, men overordnet set præger modernismen især 50'ernes og 60'ernes litteratur. Modernismen kan historisk set føres tilbage til symbolismen. Efter 50'ernes og 60'ernes stærke præg af modernistiske tendenser genoptages retningen i 1980'erne af postmodernisterne. For modernisterne består verden ikke længere af romantisk kærlighed eller naturidyl. Den virkelighed, der omgiver efterkrigsmennesket, er præget af storbyer, teknologi og naturvidenskab. Når det drejer sig om mennesket, sker der en forskydning til de biologiske processer og ubevidst psykologiske mekanismer. Det er de uerkendte og fortrængte områder hos mennesket, som interesserer modernisten. Virkeligheden opleves som splittet og mennesket som fremmedgjort. Disse vilkår fortrænges dog ikke, men fastholdes i en konfrontation med virkeligheden. Modernisten prøver ikke at hele den splittede virkelighed, men erkender dens ufuldkommenhed og prøver at forstå den ud fra denne opfattelse. (Fischer Hansen m.fl., (red.), 1981, s. 242-243). 5.3. Analyse af udvalgte tekster af Villy Sørensen. På de følgende sider vil jeg gennem en analyse kigge nærmere på de fantastiske træk i Villy Sørensens historier. I analysen inddrages følgende tekster: "Tigrene" ("Sære historier", 1953), "Købmanden" ("Ufarlige historier", 1955) og "En glashistorie" ("Formynderfortællinger", 1964). 5.3.1. Illusionen: 20