SKAT PÅ INDKOMST ER FALDET SIDEN

i:\marts-2001\skat-a-03-01.doc Af Martin Hornstrup Marts 2001 RESUMÈ SKAT PÅ INDKOMST ER FALDET SIDEN 1986 Det bliver ofte fremført i skattedebatten, at flere og flere betaler mellem- og topskat. Det er også korrekt sammenlignet med starten af 90'erne. Den nærliggende konklusion er dernæst, at det må betyde, at indkomstskatten er steget. Det er til gengæld ikke korrekt. Der er flere årsager til, at flere og flere betaler mellem- og topskat. For det første sker der et skifte på arbejdsmarkedet fra ufaglærte jobs til mere vidensintensive jobs, og det er med til at øge andelen af lønmodtagere med høj løn. For det andet er grænsen for mellemskat blev reduceret i forbindelse med skattereformen i 1993, hvilket har betydet, at flere kommer til at betale mellemskat. Endvidere vil regulering af bundfradraget for mellem- og topskat i en højkonjunktur ske i et langsommere tempo end lønudviklingen. For det tredje er fradragsmulighederne i mellem- og topskat reduceret, hvilket isoleret betyder, at flere personer skal betale mellem- og topskat. Det er jo netop de reducerede fradragsværdier, der har været med til at finansiere lavere skatter. Men blot fordi man betaler mellem- eller topskat betyder det ikke, at indkomstskatten nødvendigvis er steget. Man glemmer en meget væsentlig pointe, nemlig at marginalskatterne er faldet ganske markant. F.eks. er mellemste marginalskat i dag på niveau med den laveste marginalskat, som den var i perioden 1987-1993. Det man kan konkludere er, at der er sket et skifte i skattesystemet som har tilgodeset personer med få eller ingen fradrag og har betydet en øget skattebyrde for folk med store fradrag. Ser man på skattebyrden for den samme husstandstype fra 1986 og frem til i dag, er der sket et klart fald i indkomstskatten. Det fremgår af beregninger på husstandstyper fra Økonomiministeriets lovmodel. Gennemsnitsskatten for samme familietyper fra 1986 til i dag er generelt faldet. Reduktionen i rentefradraget og et markant fald i renten siden 1986 betyder dog, at boligejere betaler mere i skat. Men da renten er faldet så markant, er den øgede skattebyrde blot blevet modsvaret af lavere renteudgifter, og de samlede omkostninger til skat og renter er faldet.

2 SKAT PÅ INDKOMST ER FALDET SIDEN 1986 Det bliver ofte fremført i skattedebatten, at flere og flere betaler mellem- og topskat. Det er også korrekt sammenlignet med starten af 90'erne. Den nærliggende konklusion er dernæst, at det må betyde, at indkomstskatten er steget. Dette er til gengæld ikke korrekt. Dette notat vil se på, hvorfor flere og flere betaler mellem- og topskat. Samtidig udregner vi, hvad folk rent faktisk betaler i skat og viser, at indkomstskatten er faldende 1. Flere betaler mellem- og topskat I dag er der mange flere, som betaler mellem- og topskat. Der er flere årsager hertil. Uddannelsesniveauet i det danske samfund ændrer sig med tiden. I 1986 var der godt 10 pct. af de 20-66 årige, som havde en mellemlang eller lang videregående uddannelse. I 1999 var det godt 14 pct. (af de 20-69 årige). Tilsvarende er der færre uden kompetencegivende uddannelse. I 1986 var der 53 pct. uden kompetencegivende uddannelse. Dette var faldet til godt 42 pct. i 1999. Selvfølgelig har man oplevet, at mange job, der tidligere ikke krævede nogen uddannelse, i dag kræver en eller anden form for uddannelse. Men der er i høj grad også tale om, at jobs, der kræver højt uddannelsesniveau, er stigende og disse job har en højere løn. Der sker med andre ord et skifte fra ufaglærte jobs til mere vidensintensive jobs, og det er med til at øge andelen af lønmodtagere med høj løn. Grænsen for mellemskat blev reduceret i forbindelse med skattereformen i 1993, hvilket har betydet, at flere kommer til at betale mellemskat. Endvidere er regulering af bundfradraget for mellem- og topskat sket i et langsommere tempo end lønudviklingen. Reguleringen af bundgrænser for mellem- og topskat følger reguleringsprocenten. Den udregnes på baggrund af lønudviklingen to år tidligere. Derfor kan der i en højkonjunktur med høje lønstigninger ske det, at reguleringsprocenten ikke følger med lønstigninger og dermed vil flere lønmodtagere kunne overskride grænsen for mellem- og topskat. Fradragsmulighederne i mellem- og topskat var meget mere gunstige tidligere. Helt frem til 1998 kunne man fratrække renteudgifter i mellemskatten. Det er ikke længere muligt og vil betyde, at flere kommer til at betale mellemskat. For topskattens vedkommende er der nu ikke længere noget bundfradrag for positiv nettokapitalindkomst (som der var i perioden 1994 til 1998) ligesom indskud på 1 Formålet med dette notat har alene været at se på udviklingen i indkomstskatten. Perioden siden 1986 har budt på grønne afgifter o.l. som isoleret har været med til at øge skattebyrden. Effekten af disse afgifter er ikke behandlet i dette notat.

3 kapitalpension nu er skattepligtigt i topskatten. Disse ændringer vil isoleret føre til, at der er flere, som betaler topskat. Figur 1 viser hvor mange procent af skatteyderne, der betaler mellem- og topskat. Det er antal personer, der ses på. Figuren siger altså ikke noget om, hvor meget de enkelte betaler i skat. På figuren kan man tydeligt se den ændring, som skete fra 1993 til 1994 for mellemskattens vedkommende. Andelen, der betaler mellemskat, steg fra 30-35 pct. til knap 45 pct. Men det øgede bundfradrag for mellemskatten, som blev indført i forbindelse med pinsepakken, slår igennem fra og med 1999. Der er altså færre, som betaler mellemskat, sammenlignet med midt i 90'erne. I 2001 er der 43,5 pct. af skatteyderne, der betaler mellemskat. Topskattens andel har ligeledes været stigende. Hvor andelen i slutningen af 80'erne og starten af 90'erne lå omkring 12-13 pct., er andelen, som betaler topskat i 2001, oppe på 20 pct. Det er i høj grad effekten af, at man har fjernet bundfradraget for kapitalindkomst i topskatten samt at man har gjort kapitalpension skattepligtig i topskatten. Figur 1. Antal skatteydere, der betaler mellemste og højeste marginalskat, 1988-2001 50 45 mellemste marginalskat Højeste marginalskat Procent 40 35 30 25 20 15 10 5 0 1988 1989 1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 Note: Tal frem til 1998 er fundet i Danmarks Statistiks publikation "Skatter og Afgifter". Tal for 2001 er fra Skatteministeriet. Det har desværre ikke været muligt at få tal for 1999 og 2000. Kilde: Danmarks Statistik og Skatteministeriet.

4 Sammenlignet med 80'erne er der flere, som betaler top- og mellemskat. Det kan man ikke komme uden om. Det fejlræsonnement, som mange umiddelbart kommer frem til, er, at så er indkomstskatten også steget i perioden. Det er ikke korrekt. Det, man kan konkludere, er, at der er sket et skifte i skattesystemet, som har tilgodeset personer med få eller ingen fradrag og har været en byrde for folk med store fradrag. Man skal også huske på, at renten er faldet markant siden 1986. En del af den øgede skattebyrde, som skyldes lavere renteudgifter og dermed mindre renter at trække fra i skat, er modsvaret af netop lavere renteudgifter. Blot fordi man betaler mellem- eller topskat betyder det ikke, at indkomstskatten nødvendigvis er steget. Man glemmer en meget væsentlig pointe, nemlig at marginalskatterne er faldet ganske markant. Specielt den mellemste marginalskat. Dette fremgår af figur 2, der viser marginalskattene fra 1986 og frem til 2002. Den højeste marginalskat er faldet med knap 10 pct. point fra 1986 til i dag. Den mellemste marginalskat er faldet med hele 12,7 pct. point og den laveste marginalskat er faldet med 3,8 pct. point. Den mellemste marginalskat er i dag på niveau med den laveste marginalskat i perioden 87-93. Figur 2. Marginalskatter, 1986-2002 75 70 Højeste Mellemste Laveste 65 Procent 60 55 50 45 40 1986 1987 1988 1989 1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 Note: Mellemste marginalskat var før 1993 inklusiv den såkaldte 6 % skat. Højeste marginalskat var inklusiv 12% skatten. Alle marginalskatter siden 1994 er inkl. AM-bidrag og fra 1998 SP-bidrag. Kilde: Skatteministeriet og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

5 Faldende gennemsnitsskat Marginalskatten er selvfølgelig interessant i sig selv. Men man kan ikke bruge marginalskatten alene til at forklare skattebyrden. Det er mere relevant at se på gennemsnitsskatten. I figur 3 er vist gennemsnitskatten i 1986 og i 2002 målt i 2001-priser. Figuren viser med al tydelighed, at skat på indkomst er faldet ganske pænt - specielt for de højeste indkomster. For indkomster på over 300.000 kr. er gennemsnitsskatten faldet med op til 10 pct. point siden 1986. Figur 3. Gennemsnitsskatten i 1986 og 2002 70 60 Gennemsnitsskat 1986 Procent 50 40 30 Gennemsnitsskat 2002 20 10 0 0 50000 100000 150000 200000 250000 300000 350000 400000 Bruttoindkomst i 2001 priser 450000 500000 550000 600000 Kilde: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Skat for samme familietype fra 1986 til i dag I det følgende vil der blive gennemgået udviklingen i gennemsnitsskatten for forskellige familietyper med udgangspunkt i Økonomiministeriets lovmodel. Lovmodellens familietyper er det bedste grundlag, man har for at følge en familietypes indkomst og skatteforhold gennem tiden. Det er vigtigt at være opmærksom på, at det ikke er den samme familie, man følger gennem tiden, men samme familietype. Udviklingen afspejler derfor situationen for samme familietype med samme typer af udgifter, hvis de levede i 2001 frem for 1986. De 3 familier er et LO-par med et barn, et Tjenestemandspar med et barn og et funktionærpar med et barn. Se endvidere boks 1 for uddybende forklaring på familietyperne. Disse familier er selvfølgelig ikke repræsentative for hele befolkningen, men de viser med ganske god tydelighed, hvordan indkomstskatten påvirker en familie, når man tager højde for velstandsstigningen, der giver sig udslag i reallønsfremgang samt udviklingen i skattesystemet.

6 Boks 1. Forklaring til familetypeberegningerne Familietyper LO-parfamilien består af en faglært mandlig LO-arbejder og en ufaglært kvindelig LO-arbejder. Deres samlede familieindkomst er 485.810 kr. i 2001 (ekskl. atp). Tjenestemandsparret består af 2 tjenestemænd (m/k) (familieindkomst i 2001 på 519.170 kr. ekskl. atp). Funktionærparret består af 2 funktionærer i industrien (familieindkomst i 2001 på 718.451 kr. ekskl. atp). For familier i ejerbolig følger ejendomsværdien de almindelige vurderinger. I 2001 var ejendomsværdien på 1.411.572 kr. Det er samme hus, som de 3 familier bor i. Renteudgifterne for boligejere er udregnet som et simpelt gennemsnit af dette års udgifter til prioritetsrenter for et hus, som er købt i hvert af de 10 foregående år. Det er altså gennemsnittet af det 10. års renteudgifter for et hus købt 10 år tilbage plus det 9. års renteudgifter for et hus købt 9 år tilbage osv. De 3 familietyper har derudover en mindre post med renteudgifter i forbindelse med et forbrugslån. Det er antaget i Lovmodellem, at familier i ejerbolig har større træk på kassekreditten (højere renteudgifter) end familier uden ejerbolig. Denne forskel bevirker, at beregningerne af skattebesparelser er undervurderet for familier i ejerbolig sammenlignet med familier i lejebolig. Vi har ikke forsøgt at korrigere for denne forskel. Alle 3 familietyper har et barn - men det spiller ikke ind på skatteberegningerne. Gennemsnitsskat Gennemsnitsskatten er udregnet som samlede indkomstskatter (Indkomstskat, AM-bidrag og SPbidrag) divideret med bruttoindkomst efter ATP/AUD. For boligejere er der ligeledes inkluderet ejendomsværdiskatten fra og med 2000. Hvis vi i første omgang ser bort fra effekten af bolig, så viser figur 4 gennemsnitsskatten for de 3 parfamilier fra 1986 til 2001. Som det fremgår af figur 4, så er indkomstskatten faldet specielt fra 1993 og frem til 2001. En LO parfamilie betalte i 1986 41,5 pct. af deres indkomst i skat. I 1993 var det 41,4 pct. og i 2001 betaler de kun 38,4 pct. Det er et fald på 3,2 pct. point, som udelukkende skyldes reduktion i skatten fra 1993 og frem til i dag. En tjenestemands parfamilie betale 43,7 pct. i skat i 1986, 44 pct. i 1993 og i dag vil samme familietype skulle betale 40,3 pct. i skat. Et fald på 3,5 pct. point.

7 Figur 4. Gennemsnitsskat for parfamilier, ekskl. bolig, 1986-2001 50.0 48.0 Funktionærpar Tjenestemandspar LO-par 46.0 44.0 42.0 40.0 38.0 36.0 1986 1987 1988 1989 1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 Note: Se boks 1. Kilde: Økonomiministeriets Lovmodel og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Indkomstskat for boligejere For boligejere spiller såvel renteudgifter og rentefradrag samt ejendomsværdiskatten (lejeværdi af egen bolig) ind på skatten. Det er entydigt, at renteudgifterne er faldet og rentefradrag ligeså, hvilket giver øget skat. Spørgsmålet er mere vanskeligt med lejeværdi af egen bolig. I perioden fra 1987 til 1994 er ejendomsværdien faldet, hvilket også har betydet faldende lejeværdi af egen bolig (samtidig med at satserne for lejeværdi af egen bolig faldt). Men fra 1994 og frem til 2001 er ejendomsværdien steget ganske markant. Spørgsmålet er, om det øger gennemsnitsskatten. Ser man i første omgang på boligejere, som ikke har prioritetsgæld, altså familier der har betalt deres lån ud, viser figur 5, at de ligeledes har haft faldende gennemsnitsskat. En LO-parfamilie i ejerbolig, som ikke har prioritetsgæld, betalte 43,9 pct. i skat i 1986 og 40,5 pct. i 2001. Det giver et samlet fald på 3,3 pct. point. Igen er det specielt fra 1993 og frem, at skatten er faldet. Skatten for boligejere uden renteudgifter er faldet en smule mere end for familier uden ejerbolig, når man ser på hele perioden fra 1986 til 2001. Det gælder for alle 3 familietyper. Det betyder altså, at skatten af ejendomsværdi er lavere i dag end i 1986, målt som procent af indkomsten.

8 Figur 5. Gennemsnitsskat for parfamilier i ejerbolig uden gæld i huset, 1986-2001 52.0 50.0 Funktionærpar Tjenestemandspar LO-par 48.0 46.0 44.0 42.0 40.0 38.0 1986 1987 1988 1989 1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 Note: Se boks 1. Kilde: Økonomiministeriets Lovmodel og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Boligejere har stigende skat som følge af lavere rentefradrag og lavere renteudgifter Inkluderer man renteudgifter af realkreditgælden i boligen, er gennemsnitskatten steget. Den stiger af 2 grunde. For det første er rentefradraget reduceret, hvilket betyder, at skatten stiger. For det andet er renten og dermed renteudgiften faldet markant, hvilket giver et endnu mindre rentefradrag og dermed højere skat. Derfor fortæller man ikke hele sandheden ved blot at betragte gennemsnitsskatten for familier i ejerbolig alene, når renten ændrer sig. Det er væsentligt at se på både skat og renteudgifter samlet. I figur 6 er vist gennemsnitsskatten og renteudgifter i procent af lønindkomsten for en LO-parfamilie med renteudgifter i forbindelse med et boliglån. Gennemsnitsskatten for LO-parfamilien er steget fra 29 pct. til 36 pct., mens renteudgifter er faldet fra knap 25 pct. til godt 13 pct. Alt i alt er skat og renteudgifter faldet fra knap 54 pct. til godt 49 pct. Et fald på 4,6 pct. point.

9 Figur 6. Skat og renteudgifter for et LO-par i ejerbolig, 1986-2001 60 55 50 45 40 Skat og renteudgifter Gennemsnitsskat Renteudgifter Procent 35 30 25 20 15 10 1986 1987 1988 1989 1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 Note: Skat er inkl. indkomstskat og ejendomsværdiskat og skattefradrag af renteudgifter. Faldende rente vil medføre stigende huspriser. Det tager Lovmodellens beregninger også højde for. Ejendomsværdien er steget fra 800.152 kr. i 1994 til 1.411.572 kr. i 2001 (årets priser). Se endvidere boks 1. Kilde: Økonomiministeriets Lovmodel og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd For de 3 forskellige familietyper i ejerbolig fra Økonomiministeriets Lovmodel er der tale om, at summen af skat og renter er faldende i perioden, jf. figur 7. Det forklarer også den meget store indkomstfremgang i perioden fra 1988 til 1998 for boligejere. Dvs. ikke nok med, at realindkomsten har været stigende, så har specielt faldet i renteudgifter betydet, at den reale indkomstfremgang efter skat og boligudgifter har været meget høj. Den faldende rente har været den væsentligste årsag til, at man uden større problemer har kunnet ændre skattesystemet, så fradragsmuligheden i dag er reduceret markant sammenlignet med 1986 samtidig med, at indkomstskatten er reduceret.

10 Figur 7. Skat og renteudgifter for parfamilier i ejerbolig, 1986-2001 60.0 58.0 Funktionærpar, 1 barn Tjenestem.par, 1 barn L0-par, 1 barn 56.0 54.0 52.0 50.0 48.0 46.0 1986 1987 1988 1989 1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 Note: Se boks 1. Kilde: Økonomiministeriets lovmodel og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Det fremgår ligeledes af figur 7, at pinsepakken samt de stigende ejendomsværdier har spillet ind fra 1998 til 2001, hvor skat og renteudgifter er steget tilsammen med ca. 0,7 pct. Skattestigningen for boligejere skyldes alene rentefradragets faldende værdi Tabel 1 viser hvor meget, skatten har ændret sig fra 1986 til 2001 for de enkelte familier. En LOparfamilie betaler i alt 3,2 pct. point mindre i indkomstskat end i 1986. Hvis de har en ejerbolig, betaler de 3,3 pct. point mindre i skat - som følge af lavere ejendomsværdibeskatning - sammenlignet med 1986. En familie med ejerbolig, som ikke har nogen gæld i huset, har altså oplevet et større fald i skatten fra 1986 til i dag sammenlignet med en familie i lejebolig. Det er værd at bemærke, at den mest velhavende familie, funktionærparret, har hele 3,6 pct. point mindre i skat og ejendomsværdibeskatning sammenlignet med et fald på 3 pct. point alene for indkomstskat. Det skyldes primært et markant fald i skat af ejerbolig fra 1986 til 1987 som følge af, at kapitalindkomst beskattes mere lempeligt fra og med 1987. Det er kun for boligejere med renteudgifter, at skatten er steget i hele perioden. Tabel 1 viser, at det faldende rentefradrag kombineret med lavere rente og dermed lavere renteudgifter har medført en isoleret skattestigning på 9-10 pct. point. For LO-parfamilien i ejerbolig og med boliglån svarer den

11 kombinerede effekt af fald i renteudgift og faldende rentefradrag til en stigning i gennemsnitsskatten på 10,2 pct. point. Indkomstskat og lejeværdibeskatning er faldet i perioden, så alt i alt er den samlede effekt en stigning i gennemsnitsskatten på 6,8 pct. point. Skatten er steget for boligejere, men det hører som sagt med til historien, at renten ligeledes er faldet, hvilket i høj grad modsvarer den højere skat. I tabel 1 kan man ligeledes se den samlede effekt af lavere rente for de 3 familietyper. LO-parfamilien sparer rentebetalinger, hvad der svarer til et fald i gennemsnitsskatten på 11,4 pct. point. I alt betyder det færre omkostninger til skat og rente på i alt 4,6 pct. point af indkomsten. Tjenestemandsparret i ejerbolig og med prioritetsrenter har et fald i udgifter på 5,2 pct. point af indkomsten, og funktionærparret har et fald i udgifter på 4,1 pct. point af indkomsten. Tabel 1. Samlet ændring i gennemsnitsskatten og indkomst efter skat og renter fra 1986 til 2001 LO-par Tjenestemandspar Funktionærpar pct. point Skatteeffekt fra ren indkomstskat -3.2-3.5-3.0 Skatteeffekt fra lejeværdi og ejendomsværdibeskatning -0.2-0.2-0.6 Skatteeffekt fra Indkomst og ejendomsværdi -3.3-3.6-3.6 Skatteeffekt fra rentefradrag og rentefald 10.2 9.3 9.0 Skatteeffekt fra indkomst, ejendomsværdi og renter 6.8 5.6 5.4 Effekt af lavere rente -11.4-10.8-9.6 Samlet skatteeffekt og effekt af lavere rente -4.6-5.2-4.1 Kilde: Økonomiministeriets lovmodel og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. År til år ændringer i skatten Tabel 1 viser kun den samlede effekt fra 1986 til 2001. Men udviklingen har været præget af den generelle økonomiske udvikling de enkelte år og af de enkelte skattereformer. Det giver derfor et mere retvisende billede at se på udviklingen hvert år. Figur 8 viser den årlige ændring i gennemsnitsskatten som følge af påvirkning af indkomst og påvirkningen af ejendomsværdiskat. Der er altså ikke taget skatteeffekten af faldende rentefradrag og faldende renteudgifter til boliglånet med. Figuren viser, at skatten på indkomst specielt er faldet i forbindelse med indførslen af 1993 skattereformen, hvor skatten faldt med 1,1 pct. point alene som følge af lavere indkomstskat. I samme år faldt skatten som følge af lavere lejeværdi med knap 0,7 pct. point. Ligeledes er der et markant fald i skatten som følge af lavere indkomstskat i 1998 og fra og med Pinsepakkens indførsel i 1999 og frem. I disse 4 år er skatten faldet med 1,7 pct. point for LO-parfamilien alene som følge af lavere indkomstskat. Hvis LO-parfamilien var boligejer ville denne skattelettelse

12 være reduceret en smule som følge af stigende ejendomsværdier, der har medført stigende lejeværdi/ejendomsværdiskat. I samme periode (fra 1998 og frem) er skatten steget med 0,6 pct. point som følge af stigende lejeværdi/ejendomsværdiskat, hvis LO-parret boede i ejerbolig. Figur 8. Den årlige ændring i skatten som følge af indkomst og ejendomsværdiskat for en LOparfamilie, ændring i procent point, 1986 til 2001 0.8 0.6 0.4 Påvirkning fra indkomst Påvirkning fra ejendomsværdi 0.2 procent point 0.0-0.2-0.4-0.6-0.8-1.0-1.2 1987 1988 1989 1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 Note: De årlige ændringer er udregnet som ændringen i procent point af gennemsnitsskatten som følge af ændring i hhv. indkomstskat og lejeværdi/ejendomsværdiskat. Hvis man lægger de enkelte årlige ændringer sammen, får man resultatet fra tabel 1. Se endvidere boks 1. Kilde: Økonomiministeriets Lovmodel og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. De fleste boligejere har renteudgifter af boliglån. Som vist i tabel 1 er skatten steget markant som følge af lavere rentefradrag og lavere rente. Figur 9 viser, hvordan de årlige ændringer i gennemsnitskatten har været for en LO-parfamilie i ejerbolig. De årlige ændringer i gennemsnitskatten er altså inklusiv indkomstskatter, lejeværdi og rentefradrag. Figur 9 viser, at på nær 1989, 1994 og 1998 er gennemsnitsskatten steget for boligejere med renteudgifter. Det hører dog med til historien, at renteudgifterne er faldet hvert år på nær 2001. De faldende renter har mere end modvirket de stigende skatter, og som kurven angiver i figur 9, så har den samlede effekt af skat og renteudgifter været konstant faldende fra 1988 og frem til 1998. Dette konstante fald gælder også for tjenestemandsparret og funktionærparret i ejerbolig.

13 Figur 9. Den samlede årlige ændring i skat og i renteudgifter for en LO-parfamilie i ejerbolig, ændring i procent point, 1986 til 2001 2.0 1.5 1.0 Skat Renter Skat og renteudgifter 0.5 procent point 0.0-0.5-1.0-1.5-2.0-2.5 1987 1988 1989 1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 Note: Se figur 7 og boks 1. Kilde: Økonomiministeriets Lovmodel og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.