Påskedag: Matt. 28.1-8. Hogager/Borbjerg 200414. Salmer: 408, 218, 236 / 230, 224v5-6, 234. Ps.118.19-29; 1.Pet.1.3-9.... Himmelske Far, tak for Påskemorgens store glæde, at livet har sejret, og vi hører til i det levende håb. Amen. 1 Dette hellige evangelium skriver... Lagde I mærke til læsningen fra alteret? Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde! Sådan indleder Peter det første af sine breve til de kristne menigheder i Lilleasien: med at fortælle det allervigtigste i troen, selve grundlaget for deres nye liv som kristne! Han takker Gud! For med Jesu opstandelse fra de døde har Gud genfødt os til et levende håb! Dét er det allervigtigste; dét er grundlaget for kristendommen: at Jesus er opstået! Hvor der er liv, er der håb, siger vi. Og det havde disciplene og kvinderne i høj grad oplevet: Da Jesus var død, var der ikke længere noget håb! Han, de havde fulgt og haft tillid til, var ikke mere, og med ham var deres håb og fremtid lagt i graven. Der var ikke noget tilbage!
2 Tidligt søndag morgen var et par af kvinderne gået ud for at se til graven, sådan som man kan gå på kirkegården med sin sorg og smerte i forsøg på at forstå, at det virkelig er sket, og med trangen til at gøre noget, dér, hvor der ikke er noget at gøre Da, pludselig, kom der et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne: Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå! Hvor deres håb og fremtid var lagt i graven med Jesu døde krop, der var der nu ingenting. Han er her ikke; kom og se stedet, hvor han lå! I den ældste skildring af Påskemorgen, står der, at kvinderne flygtede fra graven rædselsslagne, og de turde ikke sige til nogen, hvad de havde oplevet. For det var for meget! Mere, end noget menneske kan tro eller forstå! For når der ikke længere er liv, er der heller ikke længere noget håb; sådan véd vi, at det er! Men Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Da jeg skrev prædiken, kom jeg til at tænke på: Hvad var englens opgave egentlig? Var det at gøre Jesus levende? Det tror jeg ikke, der
3 var brug for en engel til. Hvis Gud er Gud, så kan Gud skabe liv bare ved sin tanke. Hvad var englens opgave så? At flytte stenen, så Jesus kunne komme ud? Det tror jeg heller ikke, der var brug for en engel til. Den ældste skildring, som jeg fortalte om før, fortæller også bare, at stenen var væltet fra, da kvinderne kom derud. Og mon ikke, den opstandne kunnet være kommet ud under alle omstændigheder uanset sten eller gravsegl? Men stenen skulle væk, for at de kunne se, at graven var tom. Og englen viste kvinderne stedet, hvor han havde ligget, og at Jesus ikke længere var der. Og englen trøster dem og siger, at de ikke skal være bange. Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt! Englene i NT møder altid mennesker med hilsenen Frygt ikke! og så formidler de det, som ingen kan forventes bare at kunne tro på. For i sagens natur sprænger Guds indgriben altid menneskers erfaring og forventning. Her er meget mere, end det, vi kan sige os selv. Og så har englen en opgave mere. Den sender kvinderne tilbage med den store nyhed: Skynd jer hen og fortæl hans disciple, at Jesus er opstået fra de døde! Og han går i forvejen for jer hjem til Galilæa. Dér skal I se ham! Dvs. da kvinderne kommer tilbage til disciplene og de er jo stadig i chok og dyb sorg, for de véd endnu ikke noget om opstandelsen; det er stadig tidligt søndag morgen, - men da kvin-
4 derne kommer, så er det ikke kun deres egen øjenvidneskildring: at de havde mærket rystelser i jorden, og stenen var væltet fra, og de ikke kunne finde Jesu lig. Nej, da de kommer tilbage til disciplene, kan de fortælle om englen og den besked, de har fået. Vi skal hilse og sige, at Jesus er opstået fra de døde. Han lever, og vi skal se ham igen! Men hvad så med disciplene? De reagerer, som vi nok også ville gøre: de er skeptiske og afvisende og tror, at det rabler for kvinderne! Det lød for dem som løs snak, og de troede ikke på dem! Det fortæller Lukas, og dermed får han sagt, at det ikke var spor lettere for dem at forstå eller tro det dengang, end det er for os, der hører beretningen i dag. Jesu opstandelse er ikke opstået i disciplenes fantasi; det kom i den grad bag på dem, og de kunne ikke tro, at kvinderne talte sandt. Påsken og Jesu opstandelse handler om, at vores grænse ikke er Guds grænse! Skaberen er ikke begrænset at naturens love! Mørket er ikke mørke for dig! sådan står der i en af salmerne i GT. Lægger jeg mig i dødsriget, er du dér (det er Langfredag); og låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor havet ender, så leder din hånd mig også dér, din højre hånd holder mig fast. Det er det håb og den længsel og den tro, der bliver foldet ud for øjnene af kvinderne på kirkegården Påskemorgen langt ud over alt, hvad de og noget andet menneske havde fantasi til at forestille sig!
5 Med Jesu opstandelse fra de døde har Gud genfødt os til et levende håb! For hvor der er liv, er der håb! Jesu opstandelse fra de døde betyder, at døden ikke længere har det sidste ord over os. De ord siges, når vi bærer børnene til dåben, som løftet om, at det liv, der er liv på forgængelighedens og dødens vilkår, også er liv på håbets vilkår det levende håb ved Jesu opstandelse. Og de samme ord siges, når vi bæres den sidste gang, som løftet om, at det levende håb også rækker ind i dødens mørke og favner os og bærer os til opstandelsen i Guds rige. Frygt ikke! Jesus er opstået fra de døde! Og han går i forvejen for dig gennem dit liv og gennem din død, og til sin tid kalder han dig ud af dødens mørke til en Påskemorgenrødes opstandelse. Dér skal vi se ham! Glædelig Påske! Amen!