1 Prædiken til 26. dec. kl. 10.00 2014-2. juledag 122 Den yndigste rose 129 julebudet til dem, der bygge - Hartmann 105 Venner sagde Guds engel blidt 131 - Blåt vældes lys frem - Haumann 439 O, du Guds lam Nadververs 102 v. 2 af Et lident barn 119 Julen har bragt Når vi kommer til 2. juledagen, til alle de her tekster, der kradser, niver og næsten river os til blods, så kan jeg have det sådan, skønt jeg efterhånden må være klar over, hvad der kommer, at jeg mærker en modstand i mig over at måtte høre om al den ondskab og grusomhed og hårdhed her i julen, hvor det er glæden og freden, der er budskabet. Fred til mennesker med Guds velbehag Men når jeg er kommet mig over det - og det gør jeg altid - så mærker jeg lettelsen. Det er også befriende, at vi i dag får nogle tekster, så vi kan være til, også hvis vi ikke er fyldt af freden og glæden, som julen forkynder, og vores jul ikke har været den, vi længtes efter og drømte om, det er en befrielse, at livet må
2 være til i al sin brogethed, og at verden males med alle dens farve og ikke kun med de lyse. Uden 2. juledag kunne julen nemt blive for sød og komme til at mangle dybde og alvor og tyngde og plads til at være til med alt, hvad der er os. - Kan hænde det er forsynets nåde, at Stefans helgendag ligger midt i vores jul, for hvis vi skulle begynde forfra med at udvælge teksterne til i dag, så havde vi måske valgt nogen, der var mere glatte og venlig og ikke risikerede at støde. Selv om dagens læsninger er barske. De fortæller jo, som vi hørte, at Ordet om Guds kærlighed, der blev kød og blod i Jesus, vækker modstand, når det bliver forkyndt. Nogen gange voldsom modstand. - Det er ikke noget nyt, men de senere år er vi blevet meget opmærksomme på, at kristenforfølgelse ikke kun fandtes på Stefanus tid, men er grusom virkelighed for mange kristne i verden. Sådan har vi det ikke her, vores kirke ligger i læsiden, på en solbeskinnet plads, og selv om der er såvel
3 berettiget som helt urimelig kritisk af vores kirke, så er forfølgelse ikke noget, vi kender til. Uanset alle røster om, at kirken taber terræn i samfundet, er kirken ualmindelig privilegeret her hos os. Og i stedet for at være på vagt i forhold til de områder, hvor vi oplever, at kirken overses eller bevidst presses ud, skal vi som kirke måske mere være vågne, hvis der aldrig er modstand eller kritik, hvis der aldrig er nogen, der vil af med kirken eller mindske dens plads i vores samfund. - Selv om kritik og modstand i sig selv omvendt ikke er tegn på, at det, der forkyndes, er sandt, Guds ord. Modstand og uvilje mod kirken kan jo netop også komme, hvis kirken forråder evangeliet, som det er sket talløse gange i historien. Og hvordan skelner man lige? Det er ikke nemt, vi er så blinde for vore egne fejlgreb og så forviklet i vor egen tids begreber om godt og ondt, at vi ofte ikke ser klart. Men man kan altid spørge, om det, man siger og gør som kirke tåler korset. Er det dét, Jesus er død og
4 opstået for? Eller handler det bare om os selv og vort eget. Og det gør det jo ind imellem. Men uomtvisteligt er det, at evangeliet vækker modstand, og vi mærke den vel også i os selv? Evangeliet tiltrækker og frastøder på én gang, fordi det læser verden med kærlighedens øjne - og det er ikke altid, man har lyst til den læsning. For kærligheden afslører også uretten. Siden tidernes morgen har mennesker bøvlet med det her mærkelige, at vi er sådanne en dobbelttydige skabninger. Vi ved godt, hvad der er godt, vores fornuft kan ret nemt tænke sig til, hvordan vi skal leve med hinanden for at skabe et samfund, der er godt for alle. Men vi formår det ikke. Der er nogle andre kræfter i os, der bare vil os selv og ikke de andre. Og nogen gange går det helt galt, som da den frådende mængde for løs på Stefanus. Alle religioner har en fortælling om, hvorfor det er sådan, hvoraf det kommer sig, at vi mennesker ikke gør det, vi selv synes er godt. I nogle religioner har
5 man så sluttet, at det er fordi verden ligger i det onde. Og at det derfor gælder om at blive udfriet fra verden. Kristentroen siger det stik modsatte. Den insisterer på, at verden er Guds gode skabelse, det er basis, det er fundamentet. Gud så, at det var godt. Og da det siden viste sig, at alt alligevel ikke var godt, da kom Gud os ikke til undsætning ved at give os en særlig metode eller et bestemt middel, hvormed vi kan slippe fri fra en verden, hvor meget går galt og hvor vi selv gør meget galt. Han gik ind i den. Han kom selv. Han er her. Det er julens velsignede budskab. Verden er blevet Guds sted og Han er gået ind i den for at bekæmpe ondskaben nedefra og indefra. Og han går ikke igen, uanset hvor meget grimt han udsættes for, uanset hvor megen modstand og modvilje der er mod den kærlighed, han kommer med og selv er. -
6 I kunsten er Maria med det spæde barn et meget elsket motiv. Det er helt ikonisk. Maria med sit nyfødt barn i armene. Der findes tusindvis af billeder af netop dette. Men der findes også et andet yndet motiv med Jesus og Maria. Det er Maria med Jesu afsjælede legeme på skødet. Juleaften og juledag er det billedet af Maria med det spæde barn, vi får vist, mens det i dag er Maria med den døde Jesus på skødet, vi ser. Hvis vi ser de to billeer for os og flytter blikket fra det ene til det andet. Så er det egentlig så forstemmende, for det er jo billeder af, at Gud kom med sin kærlighed og alt godt, men mennesker slog ham ihjel. Så det nyttede ikke noget, kunne man sige, hvis vi standsede ved Maria med Jesu afsjælede legeme. Dér kan I se: verden ligger i det onde. Kærligheden dur alligevel ikke til noget.
7 Og lad os blive dér et øjeblik, hos Maira med den døde Jesus på skødet og hos os, når vi mister modet og tænker, at Guds kærlighed er magtesløshed, at den alligevel ikke er så stærk, som vi siger, for mennesker er så onde mod hinanden og selv mærker vi også de dunkle kræfter og sorg og nød og elendighed. For dér er vi jo ind imellem, hvad enten vi ser på verdens liv eller på vore egne små liv. Guds måde duede alligevel ikke. Kærligheden er opreklameret. Men så skifter billedet. Det er morgen, solen er lige stået op, duggen ligger endnu i græsset, og man kan se fodspor af én, der er gået der. Og den, der lader blikket følge disse spor ser, at de går fra en åben grav ud i verden. Det er kærlighedens værk. Det er vores redning, og det er verdens redning.
8 Vist er der onde kræfter, og vi kender dem så godt, men Gud er her. Den kærlighed, der vokser indefra og indefra er her. Derfor er vi kommet sammen i dag, for at høre om den og styrkes i troen på den: at Guds afmægtige kærlighed er den stærkeste magt, der findes, også selv om den trædes under fode, også selv om den bekæmpes, også selv om den modsiges og ignoreres og vi i korte øjeblikke kan miste tilliden til den. Den er her og virker med vældige kræfter, en dag vil den fylde det hele, og al vor tvivl vil virke latterlig. Og da kan vi høre os selv sige det, som vi allerede tør udtale: Velsignet være han som kommer i Herrens navn. Amen