Færdselsarealer for alle. Håndbog i tilgængelighed

Færdselsarealer for alle Håndbog i tilgængelighed Vejdirektoratet Vejregelrådet December 2003

2

FORORD Denne håndbog i tilgængelighed er udarbejdet af vejregelarbejdsgruppe 10.0, som er nedsat af Vejregelrådet i 2000 på opfordring fra Trafikministeren. Arbejdsgruppens opgaver har været at: 1. Udvikle en metode til granskning af tilgængelighed for alle - kaldet tilgængelighedsrevision - der kan sikre barrierefri vejprojekter, og uddanne tilgængelighedsrevisorer for vejsektoren. Uddannelsen blev gennemført med 14 deltagere første gang i det Europæiske Handicapår 2003 2. Udarbejde nærværende håndbog i tilgængelighed, der har status af en vejregel, som Vejregelrådet har godkendt til brug blandt vejbestyrelser i december 2003. Håndbogen afløser samtidig Vejdirektoratets manual Handicapegnede veje - en projekteringshåndbog fra 2000 Tilgængelighedsrevision Metoden for tilgængelighedsrevision tager udgangspunkt i de principper, som ligger til grund for trafiksikkerhedsrevision, der har fungeret i vejsektoren i en årrække. Såvel tilgængeligheds- som trafiksikkerhedsrevision skal ses som tilbud til vejsektorens parter. Revisionssystemerne kan sikre, at projekter lever op til de krav og forventninger, som samfundet og trafikanterne stiller til nyanlagte og renoverede vejanlæg. Beslutningen om hvorvidt der skal udføres tilgængelighedsrevision og/eller trafiksikkerhedsrevision, samt i hvilken rækkefølge de i givet fald bør ske, påhviler vejprojektets bygherre. Når man i vejsektoren har opnået erfaringer med anvendelse af begge revisionssystemer sideløbende, bør en evt. anbefaling vedr. rækkefølgen koordineres mellem vejregelarbejdsgrupperne 10.0 Tilgængelighed for alle og 7.0 Trafiksikkerhedsrevision. Samtidig skal det understreges, at selvom en tilgængelighedsrevision ikke specifikt omfatter trafiksikkerhedsmæssige forhold, må den på ingen måde udmunde i løsningsforslag eller anbefalinger, der kan være til skade for trafiksikkerheden. Jf. definitionen afsnit 2.1. indebærer tilgængelighed for alle at færdselsarealer udformes med størst mulig bevægelsesfrihed og -sikkerhed for færdselshandicappede og alle andre. Håndbogen Håndbogen beskriver principperne for tilgængelighedsrevision og er tænkt som en lærebog for uddannelsen samt i udformning af tilgængelige færdselsarealer. Håndbogen opsummerer en række vejledninger, som er beskrevet i: Vejregler for veje og stier i åbent land Vejregler for Byernes trafikarealer Dansk Standards publikation fra 2001, DS 3028 Tilgængelighed for alle, der vedrører adgangsforhold til bygninger 3

Vejreglernes anvisninger tilgodeser en række hensyn til bl.a. tilgængelighed, trafiksikkerhed, fremkommelighed og miljø. Derfor er der ikke i alle henseender fuld overensstemmelse mellem vejreglerne og DS 3028, hvis anbefalinger på nogle områder er mere vidtgående. På områder, hvor der er tale om ny viden, som ikke strider mod vejreglernes hensyn i øvrigt, er flere anbefalinger dog gengivet i håndbogen med henvisning til DS 3028. Håndbogen indeholder en række fotos, der skal tjene som eksempler og belyse forskellige aspekter i forhold til tilgængelighed for alle. I praksis er det vanskeligt at finde eksempler, som opfylder håndbogens anbefalinger på alle punkter. Forhold, som ikke måtte være i overensstemmelse med håndbogen, er derfor beskrevet i parentes i billedteksterne. Vejregelarbejdsgruppen Arbejdsgruppe 10.0 består af følgende medlemmer: Akademiingeniør Jens Pedersen, Vejdirektoratet (formand) Teknikumingeniør Mogens Møller, Via Trafik Rådgivning ApS (sekretær) Civilingeniør Susanne Fibæk, Rambøll Nyvig (til september 2002) Afdelingsleder, Civilingeniør Birgit Knudsholt, Roskilde Amt (repræsentant for Amtsrådsforeningen) Afdelingsleder, Civilingeniør Thorkild Vestergaard, Viborg Kommune Arkitekt Claus Bjarne Christensen, Handiplan Plus (repræsentant for De Samvirkende Invalideorganisationer) Soc.pæd. Lone Gudmansen, Dansk Blindesamfund (repræsentant for De Samvirkende Invalideorganisationer, til 1. oktober 2002) Formand for Bygge- og Trafikpolitisk udvalg Arly Dalgaard, Dansk Handicap Forbund Ældrepolitisk konsulent, Cand.mag. Sine Jensen, Ældre Sagen (fra december 2001) Cand. Jur. Jørgen Bak, Dansk Blindesamfund (repræsentant for De Samvirkende Invalideorganisationer, fra 1. oktober 2002) Diplomingeniør Morten Højland Nielsen, Vejdirektoratet (fra 1. august 2002) 4

INDHOLDSFORTEGNELSE 1 INDLEDNING 7 1.1 Læsevejledning 9 2 HVAD ER TILGÆNGELIGHED? 11 2.1 Generelt 11 2.2 Definitioner og grundværdier 14 2.3 Hvem støder på barrierer? 18 2.4 Rejsemål 23 2.5 Fokusområder 26 2.6 Faldgruber 31 3 EKSEMPLER 34 3.1 Motorveje 34 3.2 Åbent land 34 3.3 Rundkørsler 35 3.4 Bygader 36 3.5 Fodgængerområder 37 4 KRAV TIL UDFORMNING 39 4.1 Gangsti og fortov 39 4.2 Krydsningsmuligheder 40 4.3 Ramper, trapper og elevatorer 42 4.4 Parkering 44 4.5 Busstoppesteder 46 4.6 Gadeinventar 48 4.7 Afmærkning 50 4.8 Belægninger 52 4.9 Belysning 53 4.10 Beplantning 53 4.11 Toiletter 54 5 TILGÆNGELIGHEDSREVISION 56 5.1 Hvad er tilgængelighedsrevision? 56 5.2 Hvad indeholder en tilgængelighedsrevision? 56 5.3 Hvem kan foretage en tilgængelighedsrevision? 57 5.4 Hvornår bør revisionen gennemføres? 57 5.5 Principper og rollefordeling 63 5.6 Procedure 65 6 LITTERATURHENVISNING 70 BILAG: A CHECKLISTER B VEJLEDENDE AFTALESKEMA C REVISIONSSKEMA 5

6

Indledning 1 INDLEDNING Alle mennesker har evner og erfaringer, som er vigtige for samfundet. Derfor må samfundet udformes på en måde, så alle kan medvirke og deltage fuldt ud i fællesskabet. Mennesker med handicap udgør ingen undtagelse i denne sammenhæng. De er medborgere med rettigheder og pligter som andre. En funktionsnedsættelse bliver først til et handicap, når individet møder barrierer i det omgivende miljø. Når barriererne fjernes og tilgængeligheden øges, kan handicappet formindskes eller elimineres. Derfor skal veje, gader, fortove og pladser fremover gøres tilgængelige for alle. Det er en forudsætning for en sammenhængende rejse mellem hjemmet og de institutioner og arbejdspladser, som samfundet bruger ressourcer på at indrette under hensyntagen til det tilgængelige arbejdsmarked. Tilgængelighed for alle understøtter nogle af de grundlæggende værdier i et moderne, demokratisk samfund, hvor emner som ligebehandling, det enkelte individs personlige ansvar samt frie valgmuligheder og større livskvalitet præger dagsordenen i den offentlige debat. Færdselsarealer, der er handicapegnede, er til gavn for en række øvrige brugere, som fx barnet, den ældre borger, den uheldige person med midlertidig funktionsnedsættelse efter tilskadekomst eller personer med erhverv, som indebærer løft og transport af tunge byrder o. lign. Øget tilgængelighed imødekommer både de behov for fri bevægelighed, som personer med handicap har, og de krav om mobilitet, som den stadigt større gruppe af ældre stiller. Disse grupper kan gøres mere selvhjulpne samtidig med, at kundeunderlaget for turisme samt kultur- og forlystelsesrelaterede erhverv øges. Alle der uanset årsag, er begrænsede i deres mulighed for at færdes - og som i denne håndbog betegnes færdselshandicappede - har således gavn af, at færdselsarealer anlægges uden unødige hindringer og barrierer. Figur 1.1.1. Et samfunds tilgængelighed er en grundlæggende forudsætning for at skabe lige muligheder for alle. 7

Indledning Krav om øget tilgængelighed er stadfæstet i B137 - Folketingsbeslutning om forbedring af trafik- og adgangsforhold for handicappede, som blev vedtaget i folketinget d. 12. maj 1987. Heri pålægges regeringen bl.a. at arbejde for øget adgang og tilgængelighed til: Betjeningstilbud inden for sundhedssektoren Trafikterminaler, dvs. tog- og busstationer, færgehavne og lufthavne Offentlige bygninger og transportmidler, dvs. busser, tog, færger, fly og hyrevogne Gader, veje, mv. Samt at de ansvarlige myndigheder sikrer, at trafikanlæg udføres handicapegnede gennem planlægning, projektering og nært samarbejde med de handicappedes organisationer. I 1993 tiltrådte Danmark desuden FN s standardregler om Lige muligheder for Handicappede, som konkretiserer de overordnede mål på området. Herunder at de fysiske og menneskeskabte omgivelser indrettes, så de også er tilgængelige for mennesker med funktionsnedsættelser. Samtidig opfordres de enkelte lande til at: Udarbejde standarder og retningslinjer vedr. tilgængelighed Formidle viden om gode løsninger til projekterende og andre fagligt ansvarlige Inddrage handicaporganisationerne, også på lokalt plan, lige fra planlægningsfasen Den danske trafikminister har sammen med de øvrige trafikministre i EU gennem flere resolutioner givet politisk støtte til arbejdet med at fremme tilgængelighed indenfor vejsektoren, både nationalt og i EU. Regler og retningslinjer for udformning af tilgængelige færdselsarealer findes allerede i vejreglerne og i en række standarder og normer (jf. litteraturlisten i kap. 6). Denne håndbog er tænkt som et hjælpemiddel til vejbestyrelserne, der kan medvirke til at formidle viden om tilgængelige løsninger og sikre, at disse anvendes i praksis. Med forbillede i trafiksikkerhedsrevision beskriver håndbogen samtidig en metode til systematisk projektgranskning, kaldet tilgængelighedsrevision. Håndbogen supplerer den uddannelse af tilgængelighedsrevisorer, der pågår hos Vejsektorens Efteruddannelse, og skal medvirke til at metoden udbredes. Ved at anvende tilgængelighedsrevision kan de enkelte vejbestyrelser sikre, at tilgængelighedshensyn indarbejdes i vejprojekter på lige fod med hensyn til trafiksikkerhed, trafikafvikling, miljøhensyn, mv. Ud over at gennemføre tilgængelighedsrevision, vil inddragelse af brugerorganisationer og -råd i projekteringsforløbet sikre, at lokale behov og problemstillinger afdækkes yderligere. De enkelte vejbestyrelser bør derfor nedsætte lokale ældre- og handicapråd, brugergrupper, o. lign., som kan høres, når der udarbejdes planer og projekter for det udendørs fysiske miljø. 8

Indledning 1.1 Læsevejledning 1.1.1 Formål Håndbogen beskriver hvordan vejprojekter kan projekteres og kvalitetssikres med henblik på at skabe tilgængelighed for alle. Det overordnede mål er at hindre, at der skabes unødvendige barrierer for færdselshandicappede i det udendørs fysiske miljø. Håndbogen har til formål, at udbrede kendskabet til tilgængelighedsrevision samt formidle viden om tilgængelighed generelt. Håndbogen kan således benyttes som værktøj for de teknikere, der arbejder med vejprojekter og tilgængelighed til daglig. Herudover kan håndbogen anvendes i undervisningsøjemed. 1.1.2 Målgruppe Håndbogen henvender sig til bygherrer, teknikere og arkitekter inden for vejsektoren, dvs. i stat, amter og kommuner samt hos rådgivende firmaer. Disse personer fastlægger udformningen af offentlige færdselsarealer gennem beslutninger og valg i planlægnings- og projekteringsprocessen. Dermed har de ansvar for at sikre den fornødne tilgængelighed, som giver alle mulighed for at deltage aktivt i samfundet. 1.1.3 Håndbogens Tilgængelighedsrevision er et tilbud som vejbestyrelserne kan benytte sig status helt eller delvist af, og håndbogens anvisninger har alle karakter af vejledninger, som er nødvendige for at sikre tilgængelighed. For at sikre, at tilgængelighedsrevision udføres efter de samme principper og retningslinier i hele vejsektoren, er metoden forankret i vejregelorganisationen. Håndbogen har status som en vejregel, der anviser, hvordan granskning af projekter mht. tilgængelighed bør gennemføres. Håndbogen supplerer projekteringsvejreglerne for Veje og stier i åbent land samt Byernes Trafikarealer, der indeholder mere generelle anvisninger for udformning af veje og stier i hhv. byområder og i åbent land. Forholdet mellem håndbogen og de øvrige vejregler er desuden uddybet i forordet. 9

Indledning 1.1.4 Indhold Håndbogen er opbygget, så den kan benyttes både som lærebog og opslagsværk af såvel tilgængelighedsrevisorer som projekterende. Med henblik på at sikre en grundig indføring i emnet, indeholder de 3 første kapitler: 1. Indledning med beskrivelse af baggrunden for og nødvendigheden af et samfund med tilgængelighed for alle 2. Beskrivelse af tilgængelighedsbegrebet, brugernes behov og de basale principper for tilgængelighed 3. En overordnet gennemgang af hvordan tilgængelighed kan tilvejebringes i relevante projekteksempler fra vejsektoren De øvrige kapitler indeholder: 4. Detaljerede anvisninger for vej og stielementer, som indgår i færdselsarealer. Dette kapitel er tænkt som supplement til vejreglerne 5. Beskrivelse af tilgængelighedsrevisionssystemet mht. opbygning, organisationsmodel, faser samt roller og ansvarsområder 6. Liste med yderligere litteratur, som bør benyttes ved projektering af færdselsarealer Opbygningen medfører, at nogle emner beskrives flere steder i håndbogen. Men som det fremgår af ovenstående disposition, er emnerne behandlet med forskellig detaljeringsgrad i de enkelte kapitler. Som bilag til håndbogen findes: A. En række checklister, der kan bruges som hjælpemiddel og huskeliste ved tilgængelighedsrevisioner og projektering B. Et vejledende aftaleskema, der kan benyttes som paradigma ved bestilling af tilgængelighedsrevision C. Et revisionsskema, der kan benyttes ved rekvisition og som dokumentation af revisionsprocessen under de enkelte trin 10

Hvad er tilgængelighed? 2 HVAD ER TILGÆNGELIGHED? 2.1 Generelt At skabe tilgængelighed for alle indebærer, at udendørs færdselsarealer indrettes så der opnås størst mulig bevægelsesfrihed og -sikkerhed for færdselshandicappede. Dvs. personer med varige funktionsnedsættelser i forhold til egen færden, eller personer med mindre eller midlertidige funktionsnedsættelser, som fx ældre, børn og personer med barnevogn, bagage, etc. Figur 2.1.1. Forskellige brugere har samme behov for tilgængelighed - i dette tilfælde ramper (dog er hverken trappeskakten eller rampen er markeret eller afskærmet tilstrækkeligt for synshandicappede). Vejprojekter bør udformes så de er tilgængelige for alle. Dette bør ske gennem omhyggelig planlægning, hvor der tages hensyn til at alle brugergrupper kan færdes mellem forskellige mål via et velordnet, sammenhængende trafiksystem. Eksempel 1: I en større nordsjællandsk provinsby blev et af de centrale handelsstrøg renoveret i 2000. Man havde fra starten fokus på tilgængeligheden og valgte bl.a. at anlægge fortove vha. jævne betonfliser adskilt af chausséstensbånd, der fungerer som ledelinier. Overalt er niveauforskellene reduceret til 2,5-3,0 cm. Opmærksomhedsfelter er integreret i belægningen ved alle krydsningspunkter og overgange, der er udformet vha. specielle granitchaussésten med jævn overflade. Skiltning og belysning er placeret uden for gangbanerne. Dermed kan alle brugere færdes i den nyrenoverede bygade. Figur 2.1.2. Handelsstrøg i Frederikssund, som er renoveret under hensyntagen til færdselshandicappede. 11

Hvad er tilgængelighed? Større tilgængelighed medfører øgede udfoldelsesmuligheder for en lang række borgere, som ellers ikke ville kunne deltage som aktører på arbejdsmarkedet eller i fritids- og kulturlivet. Gennem øget tilgængelighed kan marginaliserede grupper komme til at yde værdifulde tilskud til samfundet. Eksempel 2: Viggo Rasmussen foran en af sine arbejdspladser, SID i Århus. Han er socialrådgiver i 4 selvstændige fagforeningsafdelinger i Østjylland. En rygmarvsskade efter en motorcykelulykke satte i 1977 en stopper for Viggos planer om at blive selvstændig landmand. Viggo sadlede om, gennemgik et længerevarende revalideringsforløb og læste til socialrådgiver. Uden egen bil og tilgængelige bygninger ville han ikke have opnået uddannelse og ville ikke kunne bestride job, som kræver stor mobilitet. Viggo er aktiv i foreningen RYK (Rygmarvsskadede i Danmark) og kører derfor ofte i tog mellem Skanderborg og København. Desuden er han formand for foreningen Ejer Baunehøjs Venner, som bl.a. har medvirket til at få installeret en elevator i udsigtstårnet på Danmarks højeste punkt. Figur 2.1.3. Viggo Rasmussen, en aktiv kørestolsbruger. 12

Hvad er tilgængelighed? Tilvejebringelse af tilgængelighed i vejprojekter kan i mange tilfælde ske uden store ekstraomkostninger. Etablering af større foranstaltninger, såsom elevatorer eller ramper ved store niveauforskelle, er selvfølgelig fordyrende elementer. Men ofte kan tilgængelighed indarbejdes ved valg af handicapegnede løsninger og materialer samt ved korrekt planlægning. Ved at indarbejde tilgængelighed som en integreret del af trafik- og anlægsprojekter fra starten, på lige fod med fx æstetik, trafikafvikling og miljøhensyn, undgår man at skabe nye barrierer for færdselshandicappede i nye projekter. Samtidig undgår man vanskelige og uæstetiske ombygninger, når projektet er udført. I den forbindelse skal det understreges, at krav og hensyn til æstetik og tilgængelighed sagtens kan forenes og komplementere hinanden, hvis de samordnes rettidigt. Eksempel 3: I 1999 blev busterminalen ved Viborg station bygget med henblik på at forbedre forholdene for busserne og for de kollektivt rejsende. Bl.a. blev der etableret et dynamisk busfremkaldesystem og variable skilte, som har medført stor overskuelighed og kortere gangafstande. Som en del af projektforløbet blev der nedsat en følgegruppe, hvori der også var repræsentanter fra ældre- og handicaporganisationerne. Derfor blev hensynet til færdselshandicappede indarbejdet i projektet fra starten. Dette resulterede i en samlet løsning, der tilgodeser såvel fremkommelighed for den kollektive trafik, trafiksikkerhed, æstetik og tilgængelighed for alle. Specifikt kan nævnes smukt anlagte ledelinier og opmærksomhedsfelter for synshandicappede, jævne og plane granitbelægninger i gangarealerne samt ramper ved alle niveauforskelle. Desuden suppleres alle dynamiske trafikantinformationer med højtalerinformation, ligesom der er opstillet informationsskærme med lydinformation. Figur 2.1.4. Viborg rutebilstation. På fodgængerområdet foran busserne er buskørsel tilladt. Overgangen til fortovet er markeret med et lille opspring på 2,5 cm. En ledelinie fører frem til bushellen. 13

Hvad er tilgængelighed? 2.2 Definitioner og grundværdier I dette afsnit gennemgås nogle begreber og mindstemål, som bør ligge til grund for udformningen af tilgængelige færdselsarealer. Vejledninger om den detaljerede udformning af de enkelte elementer gennemgås i kapitel 4. 2.2.1 Fodgænger- Et fodgængerområde betegner et område, som fx fortov, gangsti eller gåområder gade, der er udlagt til fodgængertrafik, herunder kørestolsbrugere. Fodgængerområder udformes tilgængelige for alle ved at markere hovedretningen vha. gangbaner og ledelinier. 14 Fodgængerområder bør udformes under hensyntagen til fodgængertrafikkens størrelse og de tilstødende randfunktioner. Derfor kan der ikke opstilles generelle regler for dimensionering af fodgængerområder (se endvidere Byernes Trafikarealer, Hæfte 8, afsnit 3.2). På de smalleste steder skal der dog som minimum sikres plads til passage og møde imellem de hyppigst forekommende trafikanttyper jf. de anførte feltbredder i figur 2.2.1. Feltbredden er den nødvendige frie bredde, som sikrer, at trafikanterne kan færdes rimeligt bekvemt. Frihøjden over fodgængerområder skal mindst være 2,5 m. Frihøjden kan dog reduceres til 2,2 m ved faste genstande af begrænset udstrækning, som fx færdselstavler. Fodgængerområder bør have et tværfald på maks. 25 og et længdefald på maks. 50. Niveauforskelle, som medfører større længdefald, udlignes ved hjælp af ramper, der evt. suppleres med trapper, som forvarsles og markeres, jf. afsnit 4.3.1. 2.2.2 Gangbane Af hensyn til færdselshandicappede, og fodgængere i øvrigt, friholdes en sammenhængende del af fodgængerområdet - betegnet gangbanen - helt for gadeinventar, udstillinger og andre forhindringer. Gangbaner afgrænses tydeligt fra øvrige arealer, som fx cykelstier og inventarzoner, og anlægges vinkelret på hinanden samt på fodgængerfelter og stikrydsninger. Trafikale enheder samt møde- Normal bredde Mindste bredde og overhalingssituationer (m) (m) Fodgænger 0,75 0,60 Barnevogn 0,90 0,80 Tvillingebarnevogn 1,10 1,00 Kørestol 1,20 1,00 Stokkebruger 1,20 1,00 Rulleskøjteløber 1,70 1,20 Fodgænger/fodgænger 1,45 1,25 Fodgænger/barnevogn 1,60 1,40 Fodgænger/tvillingebarnevogn 1,80 1,60 Fodgænger/kørestol 1,90 1,45 Barnevogn/barnevogn 1,75 1,55 Barnevogn/kørestol 2,05 1,60 Tvillingebarnevogn/kørestol 2,25 1,80 Kørestol/kørestol 2,20 1,65 Figur 2.2.1. Feltbredder for fodgængere samt møde- og overhalingssituationer, som bør anvendes ved udformning af gangbaner. Den mindste bredde kan anvendes ved enkelthindringer. Stokkebrugernes pladsbehov i mødesituationer svarer til dem, der angives for kørestole.

Hvad er tilgængelighed? Gangbaner bør tilgodese de feltbredder, der er anført i figur 2.2.1. Gangbanebredden bør mindst være 1,5 m. På kritiske steder kan bredden dog reduceres til 1,0 m. På strækninger med stor fodgængertrafik, fx i bymidter samt på gågader og pladser, anlægges flere parallelle gangbaner. Gangbaner udformes med fast, jævn belægning. Brosten eller brostenslignende belægninger bør generelt ikke anvendes i gangbaner. Chaussésten kan dog anvendes i forbindelse med etablering af én ledelinie i begrænset bredde omkring gangbanens midte. Gangbaner bør ikke anlægges alene vha. to parallelle bånd af smalle fliser eller bordursten, adskilt og/eller omgivet af en ujævn belægning i større bredde (jf. eksemplet figur 2.6.4). Det skyldes, at kørestole har forskellig sporvidde, at der findes kørestole med hhv. 3 og 4 hjul (jf. figur 2.3.2) samt at personer, som benytter rollator i særlig grad har behov for at belægningen omkring midten af gangbaner er forholdsvis jævn. 2.2.3 Inventarzone Gadeinventar såsom færdselstavler, belysning, beplantning, mv. bør anbringes i en afgrænset zone i fodgængerområdet, kaldet inventarzonen. Der kan ikke anføres faste mål for inventarzoner. Derimod bør inventarzoner udformes på baggrund anvisningerne vedr. minimumsafstand mellem faste genstande og kørebane-/cykelstikant, krav til frihøjde for gadeinventar, som sikrer at inventaret eller dele af dette ikke rager ind over gangbanen, samt de krav til friareal, der sikrer at inventaret kan anvendes af alle, jf. afsnit 4.6. Inventarzonen kan med fordel placeres mellem gangbane og fx cykelsti, hvorved den kan understrege gangbanens forløb. I den forbindelse bør cykelparkering placeres, så de parkerede cykler ikke udgør barrierer, jf. figur 2.6.3. Figur 2.2.2. Principskitse af et fodgængerareal i form af et fortov med gangbane, ledelinie samt inventar- og udligningszone. 15

Hvad er tilgængelighed? 2.2.4 Udligningszone Den del af gangarealet, der støder op mod randbebyggelsen, kan med fordel udformes som en udligningszone mellem gangbane og facade, der belægges med en mindre stenstørrelse. Udligningszonen kan derved optage fremspring i facaden såsom trappesten og nedløbsrør. En bred udligningszone kan samtidig give plads til opførelse af eventuelle ramper. Hvor det ud fra de arealmæssige forhold vurderes hensigtsmæssigt, kan udligningszonen tillige fungere som inventarzone, såfremt det ikke medfører indskrænkninger i forhold til gangbanen. Dog medfører inventar langs husfacader, at synshandicappede ikke i samme grad kan benytte facaden som naturlig ledelinie. 2.2.5 Ledelinie Sammenhængende belægningsbånd med en overfladestruktur og farve, der varierer fra de omkringliggende belægninger, kan danne ledelinier som markerer gangretningen. Ledelinier skal være taktile, så de kan føles med en stok eller med fødderne, og skal have en farve, der står i kontrast til omgivelserne, så den kan ses af svagsynede. Med kontrast menes fx en hel mørk sten mod et lyst fortov. Ved konstruktion af fodgængerområder, kan der ofte tilvejebringes naturlige ledelinier, som synshandicappede kan benytte til orientering. Det kan fx være én række chaussésten imellem to fortovsfliser, gangbaner hvor der er markant forskel på gangbanens overflade og det øvrige fodgængerareal samt aflange riste til afløb af regnvand i midten af en gågade. Hække, rækværker, husmure og kantsten på fortove, som har en bredde der muliggør, at synshandicappede kan følge kantstenen, kan også udgøre naturlige ledelinier. Hvor der ikke forekommer naturlige ledelinier, kan disse etableres i form af særlige taktile elementer. De bør dog anvendes sparsomt, da deres markeringsværdi ellers falder bort. Særlige taktile elementer, der anvendes som ledelinier, kan have forskellig udformning. Generelt skal udendørs ledelinier være bredere, højere og grovere end indendørs ledelinier. For at være tydelig skal det taktile element have en højde på min. 5 mm og en bredde på min. 25 mm. Ledelinier bør indgå i planlægning af store og åbne rum som fx torve, pladser, gågader og brede fortove, men kan også med fordel anlægges på steder, hvor man ønsker at markere en særlig funktion eller et sted, man skal kunne finde. En bevidst og gennemtænkt anvendelse af ledelinier kan hjælpe orienteringen for synshandicappede. Ledelinier anbringes på en plan overflade således, at overkanten af det taktile element ikke er i niveau med omkringliggende fliser eller belægninger. Ledelinier anbringes nær midten af gangbanen og friholdes for udstillede genstande og parkerede cykler i en afstand af mindst 0,5 m til hver side. Desuden er det vigtigt at friholde ledelinier for is og sne. En ledelinie påbegyndes og afsluttes altid med et opmærksomhedsfelt og anlægges så vidt muligt med rette vinkler. Opmærksomhedsfelter anvendes også, hvor der forekommer retningsskift på en ledelinie, eller hvor to ledelinier krydser hinanden. 16

Hvad er tilgængelighed? 2.2.6 Opmærksom- Felter med afvigende belægning og farve, der står i kontrast til omgivelserne hedsfelt kan danne opmærksomhedsfelter, som kan lette orienteringen for synshandicappede. Opmærksomhedsfelter anvendes ved retningsskift, krydsninger mellem stier, fodgængerfelter samt andre steder, hvor man ønsker den synshandicappedes opmærksomhed. Men ikke ved uregulerede krydsninger mellem veje og stier, hvor fodgængere har vigepligt. Derved undgås det, at synshandicappede forveksler krydsningen med et fodgængerfelt. Opmærksomhedsfelter måler normalt mindst 90 x 90 cm, men bør udformes under hensyn til de omgivende belægninger og/eller funktioner (fx fodgængerfelter). Et opmærksomhedsfelt kan fx bestå af chaussésten eller specielle belægningssten. De kan have forskellig udformning, men de fleste har taktile knopper lagt i et kvadratisk eller diagonalt mønster. For at være tydelige skal knopperne have en højde på mindst 5 mm og en diameter på mellem 25 og 35 mm. Knopperne bør ligge med en indbyrdes afstand på 65 mm fra toppunkt til toppunkt. Diameteren og den indbyrdes afstand afhænger dog af mønsteret. En diagonal placering har den fordel, at den mindsker synshandicappedes risiko for at passere feltet uden at opdage det, men dette gælder kun hvis afstanden mellem knopperne er tilpas lille eller knopperne er tilstrækkeligt store. Figur 2.2.3. Principskitse, som viser kryds mellem 3 gangbaner med forskellige udførelser af ledelinier. Ved nyanlæg skal det tilstræbes at anvende ensartede ledelinier og belægninger omkring disse. I krydsningen er vist et opmærksomhedsfelt udført af taktilfliser. 17

Hvad er tilgængelighed? 2.3 Hvem støder på barrierer? Forskellige grupper med funktionsnedsættelser har forskellige behov hvad angår færdselsarealernes udformning. Derfor bør behovene fra hver af de hovedgrupper, som er beskrevet i de efterfølgende afsnit, tilgodeses. Hovedgruppernes krav er koordinerede og afstemte kompromisser mellem de enkelte grupper. I praksis bliver bevægelseshæmmedes og synshandicappedes behov ofte dimensionsgivende, idet de stiller de største krav. Opfyldelse af disse vil medvirke til, at de øvrige gruppers behov også tilgodeses i stort omfang. Bevægelseshæmmedes og synshandicappedes krav er beskrevet detaljeret i dette afsnit. For de øvrige brugergrupper gennemgås behovene mere kortfattet, idet der henvises til DS 3028 Tilgængelighed for alle. Detaljerede anvisninger om udformning af de enkelte elementer er beskrevet i kapitel 4. 2.3.1 Bevægelses- Bevægelseshæmmede er personer med nedsat evne til at færdes til fods, fx hæmmede personer med lammelser, dårlig balance, amputationer, gigt samt hjerte-, lunge- og kredsløbslidelser. Færdselstavle E23 Vejledning for invalide. Gruppen omfatter kørestolsbrugere og personer med gangbesvær, der færdes vha. stok, rollator og gangstativ. Men også forældre og dagplejemødre med små børn i hånden og i barnevogn, gravide, personer med midlertidig funktionsnedsættelse efter tilskadekomst eller lignende, kan betegnes som bevægelseshæmmede. Figur 2.3.1. Bevægelseshæmmede omfatter både kørestolsbrugere og personer med nedsat gangfunktion, barnevogne eller bagage. 18

Hvad er tilgængelighed? For at sikre tilgængeligheden for bevægelseshæmmede bør færdselsarealer generelt indrettes med: Et sammenhængende, veludformet sti- og fortovssystem, som opfylder de krav, der er beskrevet i afsnit 2.2 og 4.1 Stigninger og tværfald, som overholder kravene jf. afsnit 2.2.1. Trapper og store stigninger undgås så vidt muligt. Hvis dette ikke er muligt, må stigninger holdes inden for rimelige grænseværdier, jf. afsnit 2.2.1 og 4.3.2, og der må stilles præcise krav til udformningen af trapper, jf. afsnit 4.3 Gangbaner med jævne, plane og skridsikre belægninger. Brosten og brostenslignende belægninger giver ubehagelige rystelser. Det giver vanskeligheder for kørestolsbrugere, som transporterer ting på knæene, og risiko for at deres fødder falder ned fra fodstøtterne. Derfor bør chaussésten eller anden ujævn belægning i gangbaner kun anvendes som opmærksomhedsfelter og som ledelinier i en bredde af 10-20 cm Veludformede udvekslingssteder mellem de enkelte trafikarter, dvs. på stationer, busterminaler, stoppesteder og parkeringspladser Mulighed for at passere kantstenen med passende mellemrum langs vejstrækninger samt udligning af niveauforskelle ved butiksindgange, mv. ved regulering af belægningen Kantstensopspring på 2,5-3,0 cm (hvilket er et godkendt og velafprøvet kompromis mellem synshandicappedes og bevægelseshæmmedes behov) alle steder, hvor fodgængere og kørestolsbrugere skal bevæge sig mellem et fodgængerareal og et køreareal Høj kantsten ved busstoppesteder, som kan lette ind- og udstigning Tilstrækkelige passage- og vendearealer Parkeringspladser reserveret invalidevogne, der udformes jf. afsnit 4.4, og placeres så tæt som muligt ved det pågældende rejsemål Greb og kontakter, der opsættes inden for kørestolsbrugeres rækkevidde, jf. afsnit 4.6.1, og udformes jf. anvisningerne i afsnit 4.3.1 I figur 2.3.2 er anført de normale dimensioner for bevægelseshæmmede og deres hjælpemidler. Disse danner udgangspunkt for feltbredderne i figur 2.2.1, som bør lægges til grund for udformningen af gangbaner i fodgængerområder. Trafikant Længde (m) Bredde (m) Højde (m) Sporvidde (m) Vendediameter (m) Fodgænger med stok Fodgænger med rollator Kørestol Kørestol med hjælper El-kørestol El-scooter m. 3 hjul 0,70 1,00 0,75-1,25 1,75 1,00-1,35 1,50 1,10 0,65 0.45-0,75 0,75 0,65-0,80 0,65-0,80 1,60-2,00 1,60-2,00 0,90-1,30 1,60-2,00 1,00-1,30 1,00-1,30-0,60 0,35-0,75 0,35-0,75 0,55-0,80 0,55-0,80 Figur 2.3.2. Dimensioner for bevægelseshæmmede med hjælpemidler. - 1,40 1,50 1,75 2,10 2,50 19

Hvad er tilgængelighed? 2.3.2 Synshandi- Synshandicappede omfatter blinde såvel som forskellige grader af svagcappede synede. Synshandicappede orienterer sig bl.a. vha. den hvide stok, evt. med førerhund, og ved at følge forandringer i underlaget, ledelinier i belægningen samt husfacader, kantsten, mv. Herudover anvendes den hvide stok til at opfatte forhindringer i lav højde. Af hensyn til orienteringen for synshandicappede, bør færdselsarealer tilrettelægges med et sammenhængende system af gangbaner og ledelinier, som indrettes enkelt og konsekvent. Internationalt piktogram for blinde. Er ikke indeholdt i afmærkningsbekendtgørelsen. Desuden bør fodgængerområder udformes med: Jævne belægninger Markering af alle niveauspring Opmærksomhedsfelter ved særlige punkter, fx retningsskift og fodgængerfelter Belægningsfarver, som står i kontrast til den øvrige belægning. Det gælder særligt på forkanten af trappetrin samt ledelinier, opmærksomhedsfelter og nedsænkede kantsten ved fodgængerkrydsninger Fodgængerfelter, der så vidt muligt anlægges vinkelret fra kantstenen Overgangssteder mellem forskellige færdselsarealer, som markeres med et opspring på mindst 2,5 cm (dog maks. 3,0 cm af hensyn til kørestolsbrugere) Tydelige kantstensopspring mellem cykel- og gangsti på strækninger mellem overgangssteder Gangbaner uden inventar, så synshandicappede kan færdes uden risiko for sammenstød. Bygningsfremspring, udstillingsmontre o. lign., bør gå helt ned til jorden, så de kan opfattes ved hjælp af en stok. Især kan midlertidig afspærring og afmærkning udgøre fælder for synshandicappede Velbelyst tavleafmærkning placeret i korrekt højde. Specielt bør informationstavler være godt og jævnt belyste, taktile og evt. suppleres med punktskrift. Informationstavler og -skærme med skiftende informationer suppleres så vidt muligt med lydinformationer Rigelig belysning, som ikke blænder, især ved fodgængerkrydsninger, trapper, ramper og andre forhindringer Figur 2.3.3. Synshandicappede med hhv. førerhund og med stok. 20

Hvad er tilgængelighed? Delt sti, dvs. cykelsti og fortov i samme niveau, kun adskilt ved afstribning eller belægningsforskel, kan indebære risiko for synshandicappede og hørehæmmede/døve. Delte stier udformes derfor med en tydelig afgrænsning mellem fodgængerareal og cykelsti i form af taktil belægning med farvekontrast til den omgivende belægning. Delte stier bør kun anvendes, hvor cykelog gangtrafikken er af begrænset omfang, og hvor også pladsforholdene er begrænsede. Fællesstier, dvs. stier med fælles færdselsareal for fodgængere og cyklister, kan medføre utryghed for fodgængerne, især for synshandicappede og hørehæmmede/døve. Fællesstier anlægges kun hvor der er meget få fodgængere, og hvor pladsforholdene er absolut begrænsede. 2.3.3 Hørehæmmede Hørehæmmede omfatter døve og personer med nedsat hørelse, som primært orienterer sig vha. synet. Det stiller krav om: Adskillelse af trafikarterne, også fodgængere i forhold til cykler og knallerter Tydelig skiltning Auditiv information suppleres med visuelle informationer samt billeder og symboler At der etableres informationsskærme på steder med mange skiftende informationer Udformning af opholdsarealer så støjgener minimeres Figur 2.3.4. Hørehæmmet. 2.3.4 Forståelses Forståelseshæmmede omfatter personer, der pga. læsevanskeligheder, psykihæmmede ske handicaps, senilitet o. lign., har vanskeligt ved at orientere sig og forstå informationer. Det kræver: Tydelige og letfattelige informationer Belysning, belægning og farvevalg, som understøtter orienteringen At tekst og tal suppleres med billeder og symboler samt auditiv information At forskelligartet information adskilles vha. farver og form 21

Hvad er tilgængelighed? Figur 2.3.5. Tydelig og enkel skiltning kan hjælpe forståelseshæmmede til at forstå komplekse informationer. 2.3.5 Allergikere Allergikere udgør en stigende del af befolkningen. Man bør for denne gruppe tilgodese følgende: Beplantning med birk, el, hassel og elm samt høj og tæt beplantning, der kan medføre fugtige arealer, bør ske i nogen afstand fra opholds- og ventearealer Gang- og opholdsarealer bør placeres uden for områder med ringe luftfornyelse og høj luftfugtighed 2.3.6 Børn og ældre Både mindre børn og nogle ældre borgere kan have vanskeligheder ved at forstå komplekse trafikale situationer samtidig med, at de motorisk ikke reagerer og handler lige så hurtigt som andre trafikanter. Ved udformning af færdselsarealer omkring ældrecentre, skoler, institutioner og idrætsanlæg, bør der derfor lægges særlig vægt på at skabe: Et lavt hastighedsniveau for biltrafikken Gode oversigtsforhold Tilstrækkelig belysning Regulerede overgange, som placeres i de naturlige ganglinier Ensartede krydsninger mellem veje og stier Hvilemuligheder med passende afstand Separate arealer for fodgængere og cyklister, fx fortove og cykelstier Separate stier i eget trace bør tilrettelægges så der opnås trygge, tilgængelige ruter uden væsentlige omveje. Belysning og frit udsyn til omgivelserne kan medvirke til at øge trygheden om aftenen og om natten. Stitunneler og stibroer bør udformes med stigninger, der kan benyttes af kørestolsbrugere, jf. afsnit 4.3.1, og suppleres med mere direkte adgangsveje, fx i form af trapper og evt. tramper. 22

Hvad er tilgængelighed? Figur 2.3.6. Både børn og ældre har behov for tilgængelige og trafiksikre krydsninger mellem veje og stier. 2.4 Rejsemål Færdselshandicappede skal have samme tilgængelighed som alle andre i trafiksystemet og på færdselsarealer. Det stilles som krav til nyanlæg. Men også ved ombygning af eksisterende anlæg, fx i forbindelse med trafiksaneringer o. lign., bør der som udgangspunkt skabes tilgængelighed for alle. Alle rejsemål er relevante for færdselshandicappede i deres roller som fx: Rejsende, arbejdstagere, kunder, besøgende og brugere af kulturelle samt rekreative tilbud og områder. De følgende kategorier af mål er derfor ikke at betragte som en facitliste, men som udvalgte eksempler på, hvor planlæggere og projekterende bør være særlige opmærksomme på at skabe tilgængelige adgangsforhold. I den forbindelse er det vigtig at gøre sig klart, at tilvejebringelse af tilgængelighed for alle kræver dialog og samarbejde på tværs af faggrænser og sektorer hos vejbestyrelser og mellem de mange interessenter, hvis grænseflader berører udendørs færdselsarealer. Et tilgængeligt samfund stiller således krav til at der er mulighed for en sammenhængende rejse mellem hjem og mål, men også til at adgangsforholdene ved de enkelte rejsemål er tilgængelige. Ved ombygninger af fx butiksgader o. lign, kan der med fordel indgås samarbejder mellem forretningsdrivende og vejbestyrelse om at regulere og/eller fjerne niveauforskelle omkring indgangspartier, både uden- og indendørs. Derved kan tilgængeligheden øges yderligere ved mange af de rejsemål, der er beskrevet i de følgende eksempler. 23

Hvad er tilgængelighed? 2.4.1 Institutioner Såvel offentlige og private institutioner, herunder: Skoler, fritidshjem, børnehaver og vuggestuer, dagcentre, plejehjem, ældrecentre og væresteder Sygehuse, lægehuse, speciallæge- og tandlægeklinikker, helsecentre og fysioterapier Rådhuse, kirker, biblioteker og medborgerhuse, museer, biografer og forlystelsescentre Figur 2.4.1. Rampe ved menighedshuset (her mangler dog et opmærksomhedsfelter før rampe og trappe samt håndlister). 2.4.2 Kollektiv trafik Fx stationer, busterminaler og stoppesteder. 24 Figur 2.4.2. Læskærm hvor stoppestedsstanderen er integreret i læskærmen. Et opmærksomhedsfelt af chaussésten markerer indstigningen, der i dette tilfælde sker bag i bussen. Dog mangler bænk og læskærm håndlister.

Hvad er tilgængelighed? 2.4.3 Butikker Såsom indkøbscentre, butiksgader og enkeltliggende butikker. Figur 2.4.3. Butiksindgang uden niveauforskel. 2.4.4 Rekreative Det være sig parker, anlæg, rekreative stier, offentlige pladser og torvearealer dannelser, mv. 2.4.5 Arbejdspladser og boligområder Figur 2.4.4. Parkanlæg med gangbaner, hvilemuligheder og belysning. Figur 2.4.5. Arbejdsplads, hvor rampe ved indgangspartiet giver tilgængelighed for alle. 25

Hvad er tilgængelighed? 2.5 Fokusområder I dette afsnit gennemgås vigtige fokusområder i forhold til tilgængeligheden. 2.5.1 Den sammen- Tilgængelighed for alle stiller krav til både de enkelte elementer i et vejhængende rejse eller anlægsprojekt, og ikke mindst til det sammenhængende trafiksystem, som de er en del af. Sammenhængen er en forudsætning for at brugeren af systemet kan færdes til og fra de forskellige rejsemål. Trafiksystemet skal derfor planlægges således, at der er korrespondance imellem fx bus og tog, og at adgangen til de enkelte dele af trafiksystemet er tilgængelige for alle brugergrupper. Figur 2.5.1. De anlagte ramper er for stejle for kørestolsbrugere, som i dette tilfælde må henvises til elevatorer andetsteds på stationen. Ramper og trapper bør udformes jf. anvisningerne i afsnit 4.3. 2.5.2 Gangbaner Tilgængeligheden for færdselshandicappede stiller krav til, at fodgængerområder udformes med kontinuerte gangbaner med jævne belægninger, der forsynes med opmærksomhedsfelter og ledelinier, med mindre disse forefindes naturligt. Gangbanerne friholdes for byudstyr og indrettes med opholds- og hvilemuligheder med passende mellemrum. Bredden skal tilgodese overhaling og passage. Se i øvrigt afsnit 2.2.2 og 4.1. 26 Figur 2.5.2. Jævne, plane gangbaner med tilstrækkelig bredde og afstand til hindringer sikrer tilgængelighed for alle.

Hvad er tilgængelighed? 2.5.3 Krydsnings- Et sammenhængende sti- og fortovssystem forudsætter veludformede krydsmuligheder ningsmuligheder, som etableres ved alle naturlige overgange samt med passende mellemrum. Krydsningsmulighederne kan omfatte fodgængerfelter, uregulerede overgange, signaler samt overgange ved rundkørsler. Fodgængerfelter, som etableres uden signalregulering eller andre supplerende foranstaltninger, kan give anledning til falsk tryghed særligt for børn, ældre og færdselshandicappede. Etablering af fodgængerfelter skal derfor opfylde de kriterier, som er beskrevet i Vejregler for vejafmærkning og Byernes trafikarealer. Herudover bør ikke-signalregulerede fodgængerfelter og uregulerede overgange så vidt muligt suppleres med midter- eller sideheller og/eller fartdæmpende foranstaltninger. Ved alle krydsninger anlægges ramper og nedsænkede kantsten. Desuden markeres alle krydsninger, hvor bilister har vigepligt, med opmærksomhedsfelter og/eller standere samt lydsignaler i signalkryds. Se i øvrigt afsnit 4.2. Figur 2.5.3. Fodgængerfelt med lydsignaler, opmærksomhedsfelt, nedsænkede kantsten og jævne, plane, faste belægninger. Som ledelinie langs midten af gangbanen er anvendt to rækker chaussésten. 27

Hvad er tilgængelighed? 2.5.4 Adgangsveje Tilgængeligheden ved de respektive rejsemål sikres i høj grad gennem anlæg af adgangsveje som tilgodeser alle brugere. Hvor adgangsvejene er forbundet med højdeforskelle større end 20 cm etableres ramper eller elevatorer, jf. afsnit 4.3. Niveauforskelle under 20 cm, fx i forbindelse med indgangspartier, bør så vidt muligt søges udlignet fx vha. mindre ramper, jf. anvisningerne i afsnit 4.2.1. Figur 2.5.4. Udligning af mindre niveauforskelle kan ofte løses, så både tilgængelighed og æstetik tilgodeses. 2.5.5 Individuel trafik Befordring med individuelle trafikmidler er en forudsætning for især bevægelseshæmmedes tilgængelighed. Disse er således ofte afhængige af, at kunne færdes med bil og el- eller pedaldrevne trehjulede køretøjer. Derfor er det nødvendigt at tilgodese arealbehovet for disse hjælpemidler, hvilket som minimum kræver, at der indrettes parkeringspladser reserveret for invalidevogne ved alle rejsemål, jf. afsnit 4.4. Færdselshandicappede skal i øvrigt tilgodeses ved udformningen af de funktioner, der knytter sig til den individuelle trafik. Det drejer sig om udformningen af rastepladser, stisystemer, samt nødtelefoner ved motorvejsanlæg mv. 28 Figur 2.5.5. Ældrecykler kan være et godt individuelt trafikmiddel, hvis stisystemet anlægges korrekt.

Hvad er tilgængelighed? 2.5.6 Kollektiv trafik Også i forhold til den kollektive trafik er det nødvendigt, at sikre lige muligheder for alle. Dette stiller krav til indretning og udformning af busstoppesteder og trafikterminaler, som beskrevet i afsnit 4.5. Af forhold som har særlig betydning er bl.a.: Overskuelighed Ledelinier Af- og påstigningsforhold Krydsningsmuligheder Adgangsveje Ventefaciliteter Figur 2.5.6. Indførelse af lavgulvsbusser giver øget tilgængelighed. 2.5.7 Trafikant- I det moderne informationssamfund spiller evnen og mulighederne for at tilinformation egne sig informationer en stadig større rolle i forhold til deltagelse i samfundets aktiviteter. Dette gælder også mulighederne for at færdes med såvel individuelle som kollektive trafikmidler. I forhold til specielt synshandicappede, hørehæmmede og forståelseshandicappede er det derfor vigtigt at supplere trafikantinformationssystemer med yderligere informationer, det være sig visuelt, taktilt og auditivt. For detaljerede specifikationer vedr. information til synshandicappede henvises til publikationen Tilgængelighed i detaljen fra Dansk Blindesamfund. Figur 2.5.7. Oversigtskort i relief på trafikterminal, som hjælpemiddel til blinde. 29

Hvad er tilgængelighed? 2.5.8 Rekreative Ud over færdsel har alle brugere også krav på at kunne benytte offentlige arealer haveanlæg, naturlegepladser, parker, skove, badestrande, fiskepladser, udsigtsplatforme og rastepladser. Særligt skal man være opmærksom på udformning og indretning af: Indgangs- og adgangsveje Parkeringsmuligheder Stier Opholds- og hvilemuligheder Informationer Figur 2.5.8. Anvendelsen af rekreative arealer øges, hvis de er tilgængelige for alle (håndlisterne bør dog gå ned langs ramperne til stibroen). 2.5.9 Drift og vedlige- Vedligeholdelse og drift af færdselsarealer spiller en vigtig rolle i forhold til hold at sikre tilgængelighed for alle. Bl.a. er belægningsvedligeholdelse, snerydning og beskæring af beplantning afgørende for især færdselshandicappedes og ældres brug af fortove og stier. Herudover har faktorer som vedligeholdelse af belysning og indbydende hvilemuligheder stor betydning for tryghed og komfort. Ved planlægning og udførelse af nye tiltag til forbedring af tilgængeligheden er det afgørende, at der i projektet er redegjort for den efterfølgende drift og vedligeholdelse samt for den ansvarlige driftsorganisation. Ellers kan forbedringerne risikere at forfalde eller at blive ødelagt i forbindelse med den senere drift. Kommunikation mellem og orientering af de forskellige fagområder hos vejbestyrelsen er derfor af stor vigtighed. 30

Hvad er tilgængelighed? 2.6 Faldgruber I det følgende gives en række eksempler på, hvor det kan gå galt. 2.6.1 Manglende op- Barrierer, som fx ujævne belægninger, manglende plads, forkert indretning, mærksomhed for smalle gangbaner eller forhindringer, inventar og skilte, skyldes ofte manglende opmærksomhed ved planlægning og projektering af færdselsarealer. Figur 2.6.1. Åbne, umarkerede trappeskakte samt bagsider af trappeløb er svære at opfatte for synshandicappede. Derved øges risikoen for at blinde og svagsynede kommer til skade. Opmærksomhedsfelter og tværbomme med kontrastfarve, jf. afsnit 4.7.3, kan mindske sådanne risici. Forkert udformede krydsningsmuligheder, ledelinier som slutter brat, forkert udformede adgangsveje/indgangspartier eller adgangsforhold, som ikke kan benyttes uden hjælp fra ledsager eller andre personer, medfører ofte, at færdselshandicappede ikke selvstændigt kan foretage en sammenhængende rejse mellem forskellige mål. Figur 2.6.2. Ujævne brostensfelter kan skabe barrierer for kørestolsbrugere, jf. afsnit 2.3.1, og personer med rollator, skal bruge flere kræfter ved passage. 31

Hvad er tilgængelighed? 2.6.2 Misforståede Hvis færdselsarealerne udformes med løsninger, som ikke er afprøvede og anvisninger godkendte af de forskellige grupper af færdselshandicappede på nationalt plan, kan det forringe tilgængeligheden for en eller flere grupper afgørende. Anvendelse af uautoriserede løsninger kan skyldes at vejreglernes anvisninger misforstås. Eller at den projekterende, hvad angår projektets detaljerede udformning, efterlever ønsker fra lokale brugere, som ikke altid har den fornødne tekniske indsigt og uddannelse. Som eksempel på misforståede anvisninger ses ofte forkert placerede gangbaner, som ikke kan friholdes for inventar o. lign., overgange mellem kørebane/fortov uden markering for synshandicappede, brostensbelagte fodgængerområder uden gangbaner eller gangbaner udformet som smalle bordurstensbånd med skarpe knæk, som er uegnede for kørestolsbrugere og personer med rollator. Figur 2.6.3. Hvis gangbaner ikke anlægges under hensyntagen til de øvrige funktioners pladsbehov, opstår der ofte utilsigtede barrierer. 32 Figur 2.6.4. Hvis fodgængerområder anlægges i brosten er det ikke tilstrækkeligt at etablere gangbaner i form af 2 rækker bordursten. De tilgodeser ikke sporvidden for kørestole med smalle forhjul eller med 3 hjul. Desuden har personer med rollator eller barnevogn behov for, at belægningen i midten af gangbanen er så jævn som mulig. Gangbaner i bordursten udformes derfor med flere, parallelle bånd jf. figur 2.6.5.

Hvad er tilgængelighed? Figur 2.6.5. Rigtigt anlagt gangbane. De brede, parallelle flisebånd sikrer, at personer med 3- og 4-hjulede kørestole samt rollator kan færdes på en jævn, fast belægning. Desuden kan flere personer passere hinanden. Inventar og beplantning er korrekt placeret uden for gangbanen. Den taktile overgang mellem gangbanen og de omgivende chausséstensarealer udgør en naturlig ledelinie. 33

Eksempler 3 EKSEMPLER 3.1 Motorveje I det følgende er der givet en række eksempler på, hvordan forskellige typer færdselsarealer bør udformes, så de er tilgængelige for alle. Nødtelefoner udformes tilgængelige for kørestolsbrugere vha. åbning i autoværn, plan belægning og korrekt højde, jf. afsnit 4.6. Nødfortove udformes med en bredde, som tilgodeser kørestolsbrugeres mindstekrav og suppleres med nedsænket kantsten og ramper med passende mellemrum. Betalings- og bomanlæg udformes, så betjening fra førersædet i invalidebiler tilgodeses. På sideanlæg og rastepladser skal der tages højde for udformning af: Parkeringsanlæg (herunder invalideparkering), kantstensopspring, stier og fortove, adgangsforhold til bygninger, toiletter, ramper og trapper, belægninger, beplantning, belysning og inventar. For anvisninger om den detaljerede udformning henvises til Vejdirektoratets manual for Rasteanlæg med Info-Terier, 1997 og til kapitel 4. 3.2 Åbent land Stier og fodgængerområder langs veje adskilles tydeligt fra kørebanen, fx vha. af kantsten, skillerabatter eller autoværn. Færdselstavler, belysning, autoværn, etc. placeres uden for gangbaner. Fodgængerområder skal have tilstrækkelig bredde og udformes, så der ikke opstår vandansamlinger. Belysning af stier og stiers krydsninger af veje, øger mulighederne for orientering og giver desuden øget tryghed. Stiers krydsninger af veje anlægges så vidt muligt vinkelret på såvel primær- som sekundærveje. 34 Figur 3.1.1. Principskitse af rasteplads, hvor invalideparkering og handicaptoilet er placeret med direkte adgang til fodgængerområder.