Et sted at være: En antropologisk undersøgelse og analyse af socialt udstødte mennesker på et værested i en vestjysk landkommune.

Et sted at være: En antropologisk undersøgelse og analyse af socialt udstødte mennesker på et værested i en vestjysk landkommune. Masterprojekt i sundhedsantropologi af cand. pæd. psych. Henning Frederiksen Afdeling for Antropologi og Etnografi Det Humanistiske Fakultet Aarhus Universitet Juni 2005

Et sted at være: En antropologisk undersøgelse og analyse af socialt udstødte mennesker på et værested i en vestjysk landkommune. Indholdsfortegnelse: 1.0. Introduktion 4 1.1. Forord 4 1.2. Indledning 4 1.3. Problemformulering 5 1.4. Baggrund og relevans 6 1.5. Teoretisk perspektiv og begreber 7 2.0. Feltøvelsen 8 2.1. Metode 8 2.2. Metodiske overvejelser og refleksioner over feltarbejdets forløb 9 2.3. Det empiriske materiale 12 2.4. Refleksioner over den oprindelige analytiske rammes relevans 12 2.5. Etiske overvejelser 13 3.0. Felten og feltet 13 3.1. Felten 14 3.2. Informanter 15 3.3. Værestedet og konstruktionen af socialt udstødte 15 4.0. Feltet 18 4.1. Om ydmyghed og omsorg 18 4.2. KFUM s sociale arbejde 19 4.3. Omsorg og behandling 20 5.0. Udstødelse og klientgørelse 21 5.1. Stigma, status og roller 22 5.2. Klientkonstruktioner og empowerment 23 2

6.0. Narrativer og omvendelse 25 6.1. Sundhedsnarrativer 25 6.2. Vendepunkter og transformative øjeblikke 29 6.3. Narrativer, selvværd og identitet 31 7.0. Hverdagsliv 33 7.1. Et ganske almindeligt hus 33 7.2. Hverdagslivets symbolske orden 34 7.3. Tilknytning 37 8.0. Omsorg og recovery 38 9.0. Opsamling og konklusion 39 10.0 Summary 42 11.0 Referencer 43 3

Et sted at være: En antropologisk undersøgelse og analyse af socialt udstødte mennesker på et værested i en vestjysk landkommune. 1.0. Introduktion 1.1. Forord Jeg fandt Værestedet, ved at jeg tilfældigvis gik forbi huset og så skiltet; ingen havde fortalt mig om det. Det betød et vendepunkt i mit liv, og det ændrede mit liv, fordi jeg havde behov for at være sammen med andre mennesker. Det er som om det bare er et almindeligt hus, lige som alle andre. Det er hverdagsagtigt indrettet med almindelige møbler og ikke som en institution; det er hyggeligt og hjemligt og ligner et almindeligt hjem. Her er familiære rammer, og man skal ikke opgive personnummer eller krydsforhøres for at måtte være her (Henrik, bruger, 49 år). Jeg har min praksis i Holmegade 8 i Ulfborg. I Herredsgade 24 nogle få hundrede meter fra min praksis ligger der et hus med et skilt på facaden, der afslører, at det rummer et værested oprettet af KFUM s sociale arbejde. Værestedet har eksisteret de sidste tre til fire år. Indtil december 2004 havde jeg ikke besøgt værestedet. Jeg havde af og til set mennesker gå ud af og ind på værestedet, men jeg havde hverken mødt eller talt med de mennesker, der kommer dér. Hverken privat eller fagligt (Henning, psykolog, 57 år). 1.2. Indledning Som praktiserende psykolog med ydernummer under den offentlige sygesikring kommer jeg i kontakt med mennesker, der har brug for hjælp til at komme igennem en psykisk lidelse. Imidlertid er det ikke en hvilken som helst lidelse, der berettiger til hjælp gennem den offentlige sygesikring. Derfor ser jeg heller ikke ethvert menneske, der har behov for psykologhjælp. Problemerne, hvortil der søges hjælp, skal først erkendes af patientens praktiserende læge. Lægen vurderer efterfølgende, om der er tale om problemer, der er omfattet af en i forvejen defineret kategori, en diagnose, der 4

som forudbestemt henvisningsårsag 1 kan begrunde henvisning til psykologhjælp. Jeg har konstateret og ofte undret mig over, at nogle mennesker med et meget stort behandlingsbehov ikke altid modtager den nødvendige hjælp og bistand, som deres tilstand kunne indikere. Dette gælder for de socialt udstødte 2, der, netop på grund af at de er kategoriseret som udstødte, findes uværdige til offentlig psykologhjælp samt visse andre former for offentlig hjælp og social bistand. Min undren går for det andet på, hvordan de udstødte herefter klarer sig igennem eller kommer sig efter en psykisk lidelse eller psyko-sociale vanskeligheder, når sundhedssystemet ikke tilbyder dem behandling. For det tredje undrer jeg mig over, at der i en lille landkommune som Ulfborg-Vemb overhovedet kan være behov for et værested. Nærværende undersøgelse vil ved hjælp af sundhedsantropologiske teorier og etnografisk feltarbejde forsøge at komme ovenstående undren til livs. 1.3. Problemformulering For at få besvaret spørgsmål om den manglende behandling af de socialt udstødte i en landkommune, vil jeg foretage en etnografisk undersøgelse på (og af) et værested for socialt udstødte mennesker i en vestjysk landkommune. Undersøgelsen skal først omkring nogle centrale fokusområder vedrørende værestedet og dets mennesker: Hvad er et værested, hvilken funktion har værestedet, hvad sker der på værestedet, hvilke mennesker kommer på og benytter sig af værestedets tilbud og hvorfor kommer de på værestedet, og hvad får de ud af at komme på værestedet? Herefter vil undersøgelsen med udgangspunkt i fortællinger og handlinger gennem observation og interviews analysere de udstødtes livshistorier og narrativer (Ricoeur, 1991). Jeg vil herunder se på opfattelser af sundhed og sygdom hos brugerne, som fortælles i sygehistorien, og som det kommer til udtryk i brugernes sundhedsnarrativer (Janzen, 2002). Jeg har valgt at se på psykisk sygdom og social udstødelse som en del af personens samlede psyko-sociale lidelser (Dalsgaard, 2003). I denne sammenhæng ønsker jeg at vurdere værestedets betydning for dannelsen af sundhedsnarrativer for raskgørelse forstået som recovery (Jensen (red.), 2004), udvikling af social identitet samt mulighed for integration i samfundet eller for fortsat sygdom og social 1 Til dette brug udfylder lægen et henvisningsskema med angivelse af henvisningsårsag, der afkrydses blandt 8 mulige kategorier: 1) Røveri-, volds- eller voldtægtsoffer. 2) Trafik- og ulykkesoffer. 3) Pårørende til alvorligt psykisk syge personer. 4) Personer ramt af alvorligt invaliderende sygdom. 5) Pårørende til personer ramt af invaliderende sygdom. 6) Pårørende til dødsfald. 7) Personer, der har forsøgt selvmord, og 8) Kvinder, der får foretaget provokeret abort efter 12. graviditetsuge. 2 Jeg anvender betegnelsen de socialt udstødte for brugerne af Værestedet, idet der er tale om en officiel arbejdsbeskrivelse, der anvendes til beskrivelse af målgruppen. Betegnelsen udstødelse er identisk med marginalisering, der kendes fra den engelsksprogede faglitteratur, der anvender udtrykket marginal people. 5

marginalisering. Afslutningsvis vil jeg vurdere de ændrede narrativers betydning for udviklingen af brugernes empowerment forstået som myndiggørelse. 1.4. Baggrund og relevans Min egen baggrund for projektet udspringer dels af interesse for socialt udstødtes menneskers livsverden 3, dels af interesse for narrativ analyse, som jeg har stiftet bekendskab med på masteruddannelsen i sundhedsantropologi (Meinert, 2005); og sidst men ikke mindst gennem mit faglige arbejde som praktiserende psykolog, hvor der i disse år er øget opmærksomhed på livshistorien forstået som en både pædagogisk og terapeutisk metode til at skabe mening og sammenhæng i tilværelsen netop i forhold til mennesker, der har besvær med at tackle deres liv (Ramien og Gústafsson, 1998 og 2003). Jeg vurderer i denne sammenhæng, at den narrative metode også vil være anvendelig, når der ved hjælp af fortællinger åbnes op for ny viden om nye og fremmede verdener. Dette gælder Værestedets fremmede verden samt de udstødtes, dvs. de mennesker, der befolker denne særlige verden i vor egen kulturkreds (Wadel, 1991). Undersøgelsen har fundet sted i stationsbyen Ulfborg mellem Ringkøbing og Holstebro. I Ulfborg- Vemb kommune, en mindre vestjysk landkommune med ca. 7000 indbyggere, er der oprettet et værested som et alternativt tilbud til socialt udstødte og truede borgere i Ulfborg-Vemb kommune (Oplæg: 1997). Jeg havde på forhånd en oplevelse af, at væresteder især var et (stor)byfænomen og var og er knyttet til de særlige og ganske massive sociale problemer med udstødte og truede borgere, der hører storbyen til, idet forskningen især har marginalisering i storbyen eller i visse kvarterer af storbyen som sit genstandsfelt. Dette gælder f.eks. bydelen Kongens Enghave i København med over 30 % arbejdsløse og uforholdsvis mange på overførselsindkomster (Larsen, 2001). Nærværende masterprojekt tilsigter gennem mit feltarbejde at få dækket dette videnshul med social udstødelse på landet samt behandlingen eller den manglende behandling - af de socialt udstødte. Jeg vurderer, at projektet er relevant i forhold til den overordnede fagbeskrivelse af masteruddannelsen (MSA), og at det omhandler et reelt problem og et fænomen i verden, der kan undersøges og analyseres sundhedsantropologisk, idet sociale og kulturelle dimensioner af sundhed og sygdom vil blive belyst. Jeg vurderer, at jeg vil kunne anvende den opnåede 3 Defineres efter Schutz og Luckmann som: A reality that is lived, experienced and endured, and therefore necessarily subjective. Men fordi subjektivitet opstår ud fra embodied social interaktion, er livsverden også altid et resultat af intersubjektivt liv (Dalsgård, 2005). 6

sundhedsantropologiske viden som et ikke uvæsentligt fagligt supplement til mit eget fag og min egen faglighed. 1.5. Teoretisk perspektiv og begreber Informanternes fænomenologiske erfaringer med lidelse samt social udskillelse og at komme sig (recovery) indsættes i en narrativ sammenhæng i den enkeltes livshistorie inspireret af Ramien og Gústafsson (1998 og 2003) samt Ricoeur (1991) og Mattingly (2004). Der vil derfor være fokus på den del af livshistorien, hvori der indgår sygefortællinger forstået som sundhedsnarrativer 4 : Researchers of illness narratives approach their subject with the premise that the experience of sicknes may be told as a story, with all the properties of a story: a plot, characters, a timeline with the beginning, an onfolding, a point of maximum tension or conflict between alternative forces and outcomes, and finally a denouement (Janzen, 2002:168). Optagelsen og analysen af sundhedsnarrativerne formodes at kunne tilvejebringe viden om perspektiver vedrørende udvikling og forandring omkring social udstødelse samt de udstødtes egne oplevelser og erfaringer med sundhed og sygdom, samt eventuelt åbne for nye perspektiver og forståelser af værestedets betydning for de udstødtes recovery. Den teoretiske ramme omkring masterprojektet er derfor eksplorativ i forhold til feltarbejdet og har funktion som en slags søgemaskine og døråbner til feltet, der skal undersøges. Den beskrevne ramme er således ikke udtømmende, men tentativ 5 og vil kunne åbne op for nye teoretiske perspektiver. Jeg medtager de tentative overvejelser for at vise faserne i arbejdsprocessen. Den analytiske ramme og det teoretiske afsæt omkring projektet med værestedet og dets mennesker har udgangspunkt i flere teoretiske tilgange til problemstillinger, der vil blive hierarkiseret og prioriteret i overordnede teorier og underordnede sideteorier: 4 Jeg anvender udtrykket sundhedsnarrativer om informanternes sygehistorier, der i den engelsksprogede faglitteratur betegnes illness narratives. 5 Emerson, Frets & Shaw advarer i Writing an Ethnography mod anvendelse af tentative hypoteser eller arbejdshypoteser i begyndelsen, men foreslår at vente til sidst med at opstille de færdige hypoteser. Dette for at åbne op for opdagelse af nye data og den analytiske behandling undervejs i forbindelse med selve skriveprocessen (1995:171). 7

Overordnet drejer det sig om de socialt udstødtes livshistorier forstået som narrativer og narrativ analyse (Ricoeur, 1991). Der er særlig fokus på sundhedsnarrativer (Janzen, 2002) som en del af livshistorien med henblik på menneskelig udvikling over tid med en fortid, en nutid samt en fremtid. Udviklingsperspektivet medtager vendepunkter (Mattingly, 2004). Social udstødelse og marginalisering analyseres bl.a. ud fra klientgørelse forstået som skabelsesprocessen og den sociale konstruktion af en klient (Järvinen og Mik-Meyer) (2004). Udskillelsesprocessen vil desuden inddrage teorier om social identitet, status og roller samt normalitet og afvigelse med reference til Richard Jenkins og Erving Goffman. Dernæst drejer det sig om den kulturelle og sociale konstruktion af sundhed og sygdom, hvor jeg har ladet mig inspirere af bl.a. Kleinmans (1981) skelnen mellem illness og disease (lidelse og sygdom) samt sektormodeller og forklaringsmodeller (EM) og den sociale og kulturelle konstruktion af sundhed og sygdom. I denne sammenhæng inddrages begrebet socio-somatik (Dalsgaard, 2003) for at lægge vægt på de sociale betingelser for sundhed og sygdom. Raskgørelse forstås her som recovery at komme sig - i en bred forstand som fysisk, psykisk og social bedring og personlig myndiggørelse (empowerment). Her vil jeg bl.a. trække på recoverybegrebets forståelse af at komme sig som udviklingen af ny mening og formål med ens liv Jensen (red.) (2004:23); eller som vendepunkter og the remaking of life hos Mattingly (2004:64) med skabelsen af nye selvbilleder, samt når man tør sætte sig nye mål for tilværelsen Tjørnhøj-Thomsen (2004). 2.0. Feltøvelsen 2.1. Metode For at indsamle empiriske data fra værestedet og især fra dets menneskers oplevelser og erfaringer med at være brugere af Værestedet har jeg gennemført et etnografisk feltarbejde. Feltarbejdet har været gennemført som en feltøvelse i forbindelse med uddannelsen til MSA. Jeg har benyttet kvalitativ metode baseret på deltagerobservation og semistrukturerede interviews i form dialogisk feltsamtale (Wadel, 1991:47) med brugerne af Værestedet. Endvidere har jeg gennemført semistrukturerede interviews og haft samtaler med øvrige personer med tilknytning til værestedet, f. eks. leder, frivillige medarbejdere samt bestyrelsesmedlemmer og medarbejder fra den stedlige kommunale forvaltning. Deltagerobservationen er gennemført på værestedet, hvor jeg har været 8

sammen med brugerne især omkring middagsmåltidet samt deltaget i det almindelige samvær med brugerne om eftermiddagen. Mine observationer fra deltagelsen er blevet nedskrevet efter samværet med brugerne, når jeg er kommet hjem eller har været uden for brugernes muligheder for at iagttage mig. Jeg har deltaget i samtaler med brugerne i forbindelse med den deltagende observation f. eks. ved middagsbordet, men har bevidst undladt at sidde med notesbog eller båndoptager med henblik på at nedskrive notater eller tape indholdet af samtalerne. Dette har jeg gjort dels af respekt for brugerne og dels for at gøre deltagelsen nærværende og så ægte som overhovedet muligt. Til interviews og feltsamtale med enkeltpersoner efter den deltagende observation, har jeg anvendt et mødelokale på værestedet. I denne forbindelse har jeg i fuld åbenhed brugt båndoptager og taget feltnoter efter indhentet tilladelse. 2.2. Metodiske overvejelser og refleksioner over feltarbejdets forløb Som forberedelse til feltarbejdet kontaktede jeg lederen Else Nørby, som jeg orienterede om mit planlagte masterprojekt allerede i december 2004. Forinden havde jeg søgt viden om Værestedet ved at tale med lokale folk fra forvaltning og menighedsarbejdet (KFUM) for at få deres vurdering af mine foreløbige planer og for også at få tilladelse til at gennemføre et feltarbejde på Værestedet. Jeg ville gerne oplyse om mit projekt på Værestedet og foreslog at skrive en side og lægge denne frem til brugerne. Else foreslog imidlertid, at jeg mundtligt orienterede omkring mit arbejde, når jeg første gang mødtes med brugerne i forbindelse med feltarbejdets opstart. Else kendte nogle mennesker og kunne næsten love mig, at hvis de var til stede, når jeg var der, også kunne fortælle livshistorier om en barsk tilværelse fra tiden før de kom i kontakt med Værestedet. Ellers kunne hun måske kontakte dem og få dem til at komme til mig. På denne måde kom Else til at fungere som gatekeeper for mig. Selve feltarbejdet er blevet gennemført i perioden 17. januar til 24. februar 2005 med et par hængepartier i form af ikke færdiggjorte interviews afsluttet i marts og april måneder. Min oprindelige plan var - i det omfang det kunne indpasses i mit arbejde - at gennemføre deltagerobservationen på Værestedet ved (på lige fod) at deltage i det daglige middagsmåltid sammen med brugerne. Middagsmåltidet, der består af én ret varm mad efterfulgt af kaffe á i alt 20,00 kr., serveres kl. 12.00 dagligt på ugens 5 hverdage. Jeg ønskede at deltage i så mange måltider som muligt, idet jeg hurtigt fandt ud af, at måltidet var det centrale samlingspunkt for brugerne af Værestedet, og at nogle kun kom for at spise. Det er i forbindelse med middagen, at alle samles, der er stille snak om dagen og vejen, nyheder bliver udvekslet, og hvor der bl.a. bliver 9

spurgt til ikke-tilstedeværende brugere og om årsagen til deres fravær i dag. Med alle menes her leder, frivillige hjælpere, gæster og brugere af Værestedet, der alle samles om bordet for at indtage middagsmåltidet, der serveres af hjælperne som portioner på tallerkener fra køkkenet. Det er ligesom omkring middagsbordet, at tingene sker, hvorfor det må være et oplagt sted at foretage deltagende observation. Jeg gennemgik inden feltarbejdet min kalender og blokerede så mange middage som overhovedet muligt for at få de bedste betingelser for deltagerobservationen. I alt har jeg pr. 24. februar deltaget i 13 middagsmåltider med efterfølgende - og nogle gange forudgående - samvær, der også er blevet anvendt til samtale og interviews med leder, frivillige og brugere. Selve samværet mellem mennesker på Værestedet, altså det sociale samvær, er næsten altid samvær omkring noget, som f. eks. middagsmåltidet eller kaffen. Man sidder ikke bare og taler om noget, men oftest gennem noget konkret. Samvær og kommunikation før og efter måltiderne foregår ofte omkring et spil eller gennem et spil som referencetrekanten person spil person. På samme måde giver måltidet mange referencetrekanter, der kan formidle kommunikation mellem mennesker. Også gennem hobbyaktiviteter i kælderværkstedet er der muligheder for socialt samvær, der ofte finder sted mellem brugere og frivillige. I værkstedet laves træting som f.eks. fuglekasser, haveborde og bænke. Desuden indsamles bøger til brugtbogsauktioner engang imellem. Brugerne har også mulighed for at klare praktiske ting på Værestedet, som f.eks. tøjvask, ligesom man har mulighed for at gå i bad samt få håret klippet. Derudover har jeg deltaget i et aftenmøde, der afholdes den 2. tirsdag i måneden, som foredrag omkring et bestemt tema. Dette møde omhandlede det gode og det onde med foredrag af en lokal sognepræst. Endelig har jeg besøgt to brugere privat med henblik på optagelse af interview. Begge var - ud over at tale med mig - interesserede i også at vise mig, hvordan de boede privat. Min egen deltagelse foregik som sagt i forbindelse med middagsmåltiderne, hvor jeg deltog i spisningen såvel som i snakken på lige fod som gæst sammen med brugerne og de øvrige tilstedeværende frivillige hjælpere og lederen. En enkelt bruger, som kendte mig og min faglige identitet som psykolog, og som ikke havde hørt min introduktion til feltarbejdet på Værestedet, spurgte, om jeg kom i embeds medfør. Jeg svarede, at jeg kom som masterstuderende i sundhedsantropologi og var i gang med at gennemføre mit feltarbejde på Værestedet. Brugeren tilbød straks sin assistance i forbindelse med interview og optagelse af livshistorie. I øvrigt har jeg mødt en usædvanlig interesse, velvillighed og hjælpsomhed på Værestedet af såvel ledelse, frivillige som brugere, der har resulteret i, at jeg har glædet mig til at komme der og næsten har nået 10

at komme til at føle mig hjemme. Jeg ved, at Barth (1991:109) advarer feltarbejderen imod at go native, idet dette kan gå ud over observationerne. Jeg har følt, at jeg i nogle sammenhænge har været eller er blevet betragtet som (på vestjysk) jen a vi anne, hvilket betyder en af vore, og som jeg vurderer er en metodologisk bias, der vil kunne accepteres. Det at blive accepteret af brugerne på Værestedet og at blive mødt med tillid og ikke mistro har efter min vurdering betydet en tillidsfuld atmosfære med en usædvanlig åbenhed og også interesse for mit arbejde. Det har betydet, at brugerne har været særdeles samarbejdsvillige informanter. Jeg har betragtet tilliden til og accepten af min person som en tillidserklæring, der rækker langt ud over almindelig mellemmenneskelig venlighed. Samtidig er der også en forventning om, at informanterne kan stole på mine løfter om tavshed med fortrolige oplysninger og en del af den viden, jeg bliver betroet, så ikke hele livshistorien bliver tilgængelig for offentligheden. Egentlig brugte jeg den analytiske ramme som en slags nøgle ind i felten og som et værktøj kort og kompas - der kunne navigere mig rundt i feltet. Det viste sig imidlertid, at selv om udgangspunktet for interviewet var livshistorien, var jeg især interesseret i den del af fortællingen, som kan gøres til sundhedsnarrativer med et plot, spænding og konflikter, en tidslinie med fortid, nutid og fremtid samt en løsning (Janzen, 2002:168). Jeg kunne ikke være sikker på, at fortællinger om sygdom og udstødelse fremkom i forbindelse med samtalen med brugerne. Faktisk var der en tilbøjelighed til at vige uden om sygehistorierne. For at frembringe et materiale, der kunne generere narrativer, udarbejdede jeg en interviewguide med emner og temaer, som vi skulle omkring i løbet af samtalen. Spørgsmålene blev ikke stillet direkte, hvis livshistorien kom ind på temaerne, men jeg havde dem i baghånden: Hvem fortalte dig, eller hvor hørte du, første gang om Værestedet? Hvor ofte besøger du Værestedet? Hvordan havde du det, før du kom på Værestedet? Hvad bruger du Værestedet til? Hvordan har du det i dag? Hvad har Værestedet betydet for det liv, du lever i dag? Hvad har Værestedet betydet for dig fysisk, psykisk, socialt, med hensyn til selvværd og identitetsmæssigt? Hvordan ville du have det, hvis Værestedet ikke fandtes? 11

2.3. Det empiriske materiale Materialet fra interviewene er dels transskriberet fra lydbånd, dels udskrevne feltnoter fra feltdagbogen, idet båndoptageren drillede under optagelserne. Materialet er dele af 6 personers livshistorie samt interview med lederen samt samtaler med de frivillige, der er råmaterialet til dannelsen af personernes narrativer om bl.a. sundhed og sygdom jævnfør min plan med projektet. Imidlertid ser det ikke ud til, at det er så let umiddelbart at finde det, jeg søger efter; det kommer ikke bare sådan direkte frem. Faktisk er der en tendens til at vige uden om fortællinger om sygdom, der omhandler fortidens alkoholmisbrug og alkoholbehandlinger. Derimod ser ud til, at jeg finder noget, jeg ikke umiddelbart søgte efter men som jeg dog havde en forventning om jævnfør Den som leiter den finn, men ikkje den han leiter etter, efter Arne Garborg (1899) (i Wadel, 1991:7). Fælles for samtlige informanter er, at de betragter Værestedet som et sted, der kan hjælpe dem ud af ensomheden, og hvor de kan tale med andre mennesker, og hvor de er velkomne. Samstemmende er også forestillingen om, at Værestedet har et tilbud, som ingen offentlig institution kan tilbyde, men at dette tilbud ikke umiddelbart bliver defineret af brugerne. Værestedets kvalitative fordele defineres negativt ved at nævne, hvad det ikke har i forhold til de offentlige hjælpeinstitutioner, f. eks fraværet af personnummer, sag, sagsbehandler, diagnoser, stemple ind eller krydsforhør, men i stedet tilbyder anonymitet, respekt og frihed til at komme og gå. Frem for alt fremhæves det ikke-institutionslignende præg med et almindeligt hus, almindelige stuer og møbler og den hverdagsagtige atmosfære, der præger stedet, samt at der ikke finder behandling sted i den traditionelle medicinske betydning. Dette betyder, at den oprindelige teoretiske ramme må udvides med nye analytiske begreber. 2.4. Refleksioner over den oprindelige analytiske rammes relevans At feltarbejdet har betydet fund, der ikke var med i den oprindelige analytiske ramme, ændrer imidlertid ikke noget ved mit overordnede projekt. Livshistorier og narrativer, der efter brugernes udsagn ændres, fordi de selv ændrer sig, samtidig med, at de bruger Værestedet. Hvorfor og hvordan disse transformationer rent faktisk finder sted, er det projektets opgave at undersøge og analysere. Således er såvel problemformuleringen som den oprindelige analytiske ramme stadig anvendelig, men må suppleres med: hverdagslivs-begrebet fra Birte Bech-Jørgensen (1994) samt omsorg som social indsatsmetode fra KFUM s sociale arbejde. 12

2.5. Etiske overvejelser Jeg tager udgangspunkt i, at mine informanter er yderst sårbare mennesker, der har oplevet talrige svigt og som ofte har negative erfaringer med indgåelse af sociale relationer til andre mennesker. Især er der en vis modstand imod offentligt ansatte og myndighedspersoner. Jeg har forsøgt at møde mine informanter, hvor de er, og respektere deres ønske om anonymitet, tavshedspligt og ønske om ikke at blive udstillet. Jeg er meget bevidst om, at der er en vis risiko for rollekonflikt mellem mit erhverv som psykolog og min rolle som studerende i sundhedsantropologi. Det er vigtigt, at livshistorien bliver ikke fortalt som en del af et terapiforløb til en terapeut, men som en del af et stykke forskningsarbejde til en studerende. Jeg har været åben i mit forhold til informanterne med hensyn til information om mig selv og mit formål med undersøgelsen. I min måde at forholde mig på til informanterne har jeg ladet mig inspirere af Søren Kirkegaards Hjælpekunst (Elsass, 1993:401) og Fredrik Barth (1991:10), der selv med 100 års mellemrum - begge har rødder i eksistentialismen og humanismen og anvender ydmyghedsbegrebet. Endelig er der nytteperspektivet, dvs. hvordan informanterne (og Værestedet) kan drage nytte af projektet (Kampmann, 2003: 169). Jeg har fået tilbagemeldinger på, at det var rart for informanterne at fortælle livshistorien til en person, der var villig til at lytte og som samtidig kunne anvende den. Idet menneskene på Værestedet har givet noget af deres tid til samvær med mig og har fortalt mig om deres liv og levned, samt i sidste ende har gjort det muligt for mig at gennemføre feltarbejdet, har jeg besluttet at give noget tilbage. Ud over at lægge et eksemplar af den færdige masterprojekt-rapport frem til gennemlæsning, har jeg tilbudt at holde et foredrag på Værestedet om mit masterprojekt. Tilbudet blev accepteret og foredraget er fastsat og annonceret til tirsdag den 13. september 2005 kl. 19.00-21.30 og har titlen Et sted at være. 3.0. Felten og feltet Antropologen Cecilie Rubow skelner mellem felten og feltet: Hvert forskningsprojekt har sit at berette om vekselvirkningen mellem feltarbejdet, arbejdet med feltet og det præsenterede resultat. Det er i felten, dvs. det område af konkrete aktiviteter, man deltager i og observerer undervejs i feltarbejdet, at man som antropolog fortaber sig i de levede livs detaljer, og det er i arbejdet med feltet, dvs. de teoretiske aktiviteter, at man forsøger at stykke et billede sammen (2000:14). 13

3.1. Felten Inden jeg går i gang med det egentlige feltarbejde, vil jeg klargøre felten eller settingen for feltarbejdet. Jeg vil fortælle om stedet, hvor feltarbejdet finder sted, ved at give en beskrivelse af Værestedet i Ulfborg, dets mennesker, historie, struktur og funktion. 3.2. Informanter Værestedets brugere ønsker beskyttelse, hvorfor navnene bortset fra lederens er anonymiserede og optræder med pseudonymer. Der er ikke supplerende beskrivende karakteristika ud over levealder og erhverv (social status), der vil kunne muliggøre identifikation af personerne. Personerne beskrives løbende i teksten gennem livshistorien i form af mindre casestories, udtalelser og citater fra samtaler og interviews. I projektet omtales følgende personer: Else Nørby, leder af Værestedet. Asger, 57 år, dagpengemodtager, frivillig og bruger af Værestedet. Andreas, 52 år, førtidspensionist, bruger af Værestedet. Gert, 64 år, førtidspensionist, bruger af Værestedet. Helle, 59 år, førtidspensionist, bruger af Værestedet. Henrik, 49 år, førtidspensionist, bruger af Værestedet. Torben, 55 år, førtidspensionist, bruger af Værestedet. 3.3. Værestedet og konstruktionen af socialt udstødte Henning: Det undrer mig, at der ligger et værested i vores landkommune. Torben: Landkommune betyder bare, at det er et tyndt befolket område med de samme problemer som i byerne, hvad angår ensomhed. I forbindelse med beskrivelsen af Værestedet er det interessant, at det er forestillingen om de potentielle brugere i målgruppen, der fastsætter behovet for et værested. Derfor vil nærværende gennemgang også være en beskrivelse af udviklingen og konstruktionen af brugergruppen eller målgruppen. Historikken går tilbage til sommeren 1995, hvor Ulfborg-Vemb kommunes sundheds- og omsorgsafdeling sammen med Ringkjøbing Amts Sundhedsfremmeafdeling og Embedslæge- 14

institutionen afholdt en temadag om emnet socialt udstødte. Gruppen socialt udstødte indkredses og defineres på dette tidspunkt som: misbrugere, der er svære at nå, og som skæve eksistenser med misbrug og elendige opvækstvilkår (Referat fra temadag 10.08.1995). I et oplæg fra 1997 om Alternative tilbud til de socialt udstødte og truede borgere i Ulfborg-Vemb kommune beskrives de socialt udstødte som: Gruppen er karakteriseret ved et meget skrøbeligt netværk, almindeligvis ingen kontakt til arbejdsmarkedet. Der er ofte misbrug af alkohol og/eller medicin, de svært psykisk syge og/eller hjerneskadede kan ligeledes findes i gruppen. Oplæggets synspunkter underbygges af en vedlagt artikel af Bjarne Lenau fra Kirkens Korshær med titlen Den bundløse livskvalitet fra november 1996, hvor behovet for hjælp til de udstødte ikke kan ydes af det offentlige, men må overlades til private organisationer: Med kolossale misbrugsproblemer, med svære og ubehandlede psykiske sygdomme, med megen kriminalitet, med synlig fysisk og ydre elendighed virker de anstødelige og forargende i gadebilledet (ibid.:9) et udstødt menneske kan komme til at opleve sin menneskelige værdi, også selv om det ikke fører til resocialisering og rehabilitering og samfundsmæssig tilpasning (ibid.:11) Det øvrige samfund har opgivet dem og tilbyder ikke længere helbredelse i betydningen målrettet behandling. I de øvrige sociale hjælpesystemer afvises de ud fra nogle livskvalitets-kriterier, som tager udgangspunkt i, hvad der bedst kan betale sig. Den offentlige moral har indrettet social- og sundhedshjælpen efter succes-kriterier og effektmål. de enlige alkoholikere må vi lade være og overlade til omsorg hos de private organisationer, som kan følgelig få lov til at udvikle sig til eksperter i social terminalpleje. De fungerer som tryghedsstationer i disse menneskers liv. Gruppen socialt udstødte er således bestemt til at inkludere misbrugere af alkohol og medicin som i 1995 samt fra 1997 udvidet med svært psykisk syge og hjerneskadede med et meget skrøbeligt netværk og almindeligvis uden kontakt til arbejdsmarkedet. De er skæve eksistenser, der er svære at nå. For første gang nævnes, at målgruppen har særlige behov, der bør tilgodeses: Opgaven er i forhold til de professionelle forbundet med afmagt, idet der kun i ringe omfang er mulighed for at opfylde målgruppens behov, nemlig - et sted at høre til, 15

- et sted, hvor det er i orden, at man er, som man er, - et sted, hvor der ikke stilles krav om afvænning, behandling mv. På baggrund heraf anbefaler en tværfaglig arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra den kommunale forvaltning, amtets misbrugsrådgivning samt lokale sognepræster, at der oprettes et værested for socialt udstødte i Ulfborg. Et værested bør have en daglig åbningstid omkring spisetid, således at det at købe sig et måltid mad eller en kop kaffe kan danne ramme om et fællesskab, og hvor der tilbydes almen menneskelig omsorg. Det anbefales, at der tilknyttes en lønnet medarbejder, og at stedet i øvrigt drives af frivillige hjælpere. Endelig anbefaler arbejdsgruppen, at værestedet oprettes af interesseorganisationer, f.eks. KFUM s Sociale Arbejde i Danmark, der har en lang tradition for socialt arbejde med socialt udstødte, samt at stedet medfinansieres af amt, kommune samt fondsmidler. Det anslås at målgruppen omfatter ca. 20 personer. I den færdige projektbeskrivelse af Værestedet i Ulfborg fra 1999 er målgruppen defineret som: Målgruppen er mennesker, der lever et ensomt liv med ringe socialt netværk, få sociale kontakter og ofte med alkoholmisbrug. Enkelte i målgruppen har endvidere lettere sindslidelser. Gruppen består hovedsageligt af kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister. I øvrigt enhver, der har brug for at deltage i et accepterende og aktiverende socialt fællesskab. Gruppen socialt udstødte er således blevet afgrænset og indsnævret, og omfatter stadig mennesker med misbrug, men alene som alkoholmisbrug, men ikke medicin eller stofmisbrug; samt mennesker med lettere sindslidelser, hvorimod svært psykisk syge og hjerneskadede ikke er medtaget i nærværende definition. Derimod er sociale forhold som ensomhed og ringe social netværk samt en manglende tilknytning til arbejdsmarkedet og modtagelse af overførselsindkomst med til at bestemme målgruppen. I øvrigt indeholder definitionen af selve målgruppen ikke begrebet socialt udstødte i 1999 beskrivelsen. Udtrykket udstødte optræder imidlertid i selve formålsformuleringen for projektet: Målsætningen er dels at være et omsorgs- og aktivitetstilbud til en gruppe af udstødte eller udstødningstruede borgere, dels at dæmme op for yderligere udstødning. Målsætningen udmøntes således i en indsats, der skal - skabe et socialt tilhørsforhold for gruppen, således at der på længere sigt kan opbygges netværksrelationer, og - højne den almene sundhedstilstand i gruppen, samt 16

- skabe bedre levevilkår for gruppen. I den officielle folder om Værestedet KFUM s Sociale Arbejde (2005) er målgruppen socialt udstødte ikke nævnt eller bestemt ud over, at brugerne er inkluderet i begrebet gæster: Hvem møder du? Da alle er velkomne, kan du også møde alle slags gæster. Men du vil altid være sikker på at møde en af vore medarbejdere. Mens brugergruppen ikke defineres direkte, beskriver folderen Værestedets funktion som udbyder af omsorgs- og aktivitetstilbud: - et mødested, et spisested, et værested og et fristed, hvor man kan: - købe kaffe, te og alkoholfrie drikke, spise frokost, middag, læse avis, vaske tøj, reparere tøj, høre musik, spille forskellige spil og lave hobbyting. Eller som en af brugerne, Andreas på 52 svarer, da jeg spørger ham, hvilke mennesker, folk tror, der kommer på Værestedet: Jeg har tit haft nogle kammerater og sagt til dem, kom med herop, nej det vil de i hvert fald ikke Jeg tror, de tror, det er sådan nogle, der er lidt mærkelige, jamen det tror jeg virkelig. Jeg kan huske første gang, jeg inviterede min kone herop. Jamen jeg drikker ikke, sagde hun. Men det er for alle mennesker, siger jeg så, og hun er så glad for at komme her. En anden bruger, Gert på 64 år fortæller om brugen af Værestedet: til at tælle piller op til mig selv hver fredag, indtil jeg fik bedre styr på hovedet Jeg har behov for, at der er nogle der holder øje med mig. Og en tredje bruger, Torben på 55 år fortæller om sig selv: Jeg tror vi hører til dem, vi kalder ensomme mænd, altså singler. Mange af os er på pension, en enkelt er arbejdsløs, og nogle går på efterløn, der jo også er en form for pension. Asger, bruger og hjælper på 57 år udtaler om Værestedet: Det er godt for mig at komme der. Han har fået at vide, at Værestedet er med til at løse nogle af kommunens problemer med nogle borgere, der har særlige behov for hjælp. Vil dog ikke anvende betegnelsen socialt udstødte om disse mennesker. Asger mener, at betegnelsen alene bør anvendes om de hjemløse misbrugere og sindslidende i storbyen. 17

Else Nørgaard fortæller, at kommunen melder positivt tilbage om, at den aflastes for et rend af de sværeste klienter, der er uden for rækkevidde af det etablerede social- og sundhedssystem. Således ser konstruktionen af målgruppen omkring betegnelsen socialt udstødte ud til at være socialt og kulturelt bestemt af politiske, ideologiske, lægefaglige, socialfaglige og lokale forhold i den konkrete kontekst, hvori begrebet skal anvendes. Her for at legitimere oprettelsen af et værested i en landkommune. Begrebet socialt udstødte er langt fra entydigt defineret, og i gennemgangen ses det udviklet og bygget op omkring adfærdstermer som manglende social kontakt, sindslidelser og misbrug som: mennesker, der lever et ensomt liv med ringe socialt netværk, få sociale kontakter og ofte med alkoholmisbrug. Enkelte i målgruppen har endvidere lettere sindslidelser. Gruppen består hovedsageligt af kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister. I øvrigt enhver, der har brug for at deltage i et accepterende og aktiverende socialt fællesskab (Projektbeskrivelse af Værestedet i Ulfborg fra 1999). 4.0. Feltet 4.1. Om ydmyghed og omsorg I forbindelse med mine samtaler om masterprojektet med lederen Else Nørby oplevede jeg ud over interesse en usædvanlig hjælpsomhed i forhold til min person og mit projekt. Else håbede meget, at jeg nu også kunne få noget ud af at lave min undersøgelse dér på Værestedet, og at det ville være godt nok til mig at komme dér. Else virkede næsten bekymret på mine vegne, om der nu også lå materiale nok til masterprojektet. Jeg tolkede det som en bekymring, som både signalerede beskedenhed og ydmyghed, men også i høj grad interesse og omsorg for min person med bemærkningen: Jeg håber, det er godt nok til dig. På en eller anden måde blev denne venlige slutbemærkning hængende i luften og gav efterfølgende anledning til mange tanker om, hvad jeg dog havde rodet mig ud i. Tvivlede Else på mine evner til at kunne etablere kontakt til brugerne? Ville brugerne være tilbageholdende i deres kontakt til mig? Eller skete der så lidt på Værestedet, at det ikke værd at bekoste en undersøgelse på? På lignende vis blev atmosfæren og stemningen på Værestedet, som jeg oplevede i forbindelse med mit første besøg, ligesom hængende fast i mig. Her tænker jeg ikke på det sociale liv, der udspandt sig i lokalerne, men alene på den måde og den særlige orden, Værestedet er indrettet på med lokaler, møbler, tæpper, farver osv. Den samme beskedne ydmyghed, som Else havde udtrykt, afspejlede sig på en eller anden måde i indretningen af Værestedet. Længe efter, at jeg havde forladt 18

huset, dukkede denne særlige fornemmelse op igen og igen sammen med Elses ydmyge ord til mig, uden at jeg gjorde dette til genstand for nærmere refleksion og analyse. Det var jo noget helt andet, jeg havde i fokus, nemlig noget med brugernes livshistorier, social udstødelse og hvordan et Værested måske kan hjælpe dem til at få et andet og bedre liv. Først senere i forbindelse med feltarbejdet, åbnede en af mine informanter i forbindelse med en samtale mine øjne for sammenhængen mellem Værestedets form og indhold ved at sige: Det er som om det bare er et almindeligt hus lige som alle andre. Det er hverdagsagtigt indrettet med almindelige møbler og ikke som en institution, det er hyggeligt og hjemligt, ligner et almindeligt hjem (Henrik, bruger, 49 år). 4.2. KFUM s sociale arbejde Det sociale arbejde på Værestedet defineres af KFUM som frivilligt omsorgsarbejde, der har til formål at afhjælpe sociale problemer (Jensen og Perit, 2004). Omsorgsarbejdet har karakter af social indsatsmetode og konstituerer så at sige Værestedets form og indhold. KFUM s koncept omsorg som metode karakteriseres bl.a. ved at være ægte omsorg, der kommer fra hjertet (ibid.:30). Den frivillige omsorgsudøvelse bygger på et kristent grundlag og hviler på et grundsyn om, at mennesker skal hjælpes, blot fordi de er mennesker og dermed har betydning i sig selv. Denne omsorgsmodel kan ses som en modsætning til den skandinaviske velfærdsmodel, der kommer til udtryk i en offentlig omsorgsudøvelse, der bygger på en forestilling om retfærdig fordeling og en fælles interesse i at kunne imødegå eller afhjælpe problemer. Frivillig omsorgsudøvelse, som den bl.a. praktiseres på Værestedet, kan beskrives som et praktisk og følelsesmæssigt arbejde, ofte ulønnet, og hvor det ligger i omsorgens karakter, at arbejdet fortsætter, selv når det bliver besværligt. Omsorg kan både gives og modtages men det særlige ved omsorg, som den udøves i de sociale cafeer under KFUM s Sociale Arbejde, er måske snarere, at omsorgen her skabes og udvikles i et samspil mellem medarbejdere og gæster. Omsorgen skabes af medarbejderne gennem bestemte måder at være til stede og nærværende på måder der er båret af det kristne menneskesyn. Men omsorgen udvikles også hos dem, der modtager den skabende - helende omsorg, og denne omsorg rettes i mange tilfælde så igen mod de andre gæster, som en form for interesse for hinanden. 19

Når man skal beskrive omsorgsudøvelse, henviser man ofte til situationer, hvor et menneske er afhængig af et andet menneske, og hvor omsorgen udøves på giverens initiativ. [På de sociale cafeer] er de deltagende parter besøgende enten gæster eller frivillige og er således ikke afhængige af hinanden. Måden hvorpå kaffen serveres, og måden hvorpå kontakten indledes kan give en oplevelse af varme, interesse, tryghed, muligheder. Og ud af dette kan der således gro omsorg for hinanden og for sig selv. Omsorg kan således forstås som det samspil mellem medarbejderne og gæsterne, der gør det muligt for gæsterne at udvikle en egenomsorg, hvor de begynder at tage vare på sig selv og dermed også begynder at håndtere deres liv på en anden måde (ibid.:28). 4.3. Omsorg og behandling En bruger fortæller om sine erfaringer fra behandlingshjemmet: og der var tvungen antabus, vi stod i en lang række og skulle have den her antabus, og så skulle vi gå ud igen, og folk fandt ud af at holde det i munden og spytte den ud, når de kom ud igen. Og om behandlingen på et andet behandlingshjem: Der var antabus i en måned, og så kunne man springe fra den antabus, og se hvordan det gik. Men så rendte jeg jo i byen, men så hjalp en kammerat mig op på værelset, og jeg var skidefuld (Andreas, bruger, 52 år). Fra Værestedet fortæller en anden bruger: Det er ligesom om det er en tryghed at få den (antabus) her, og så ved de andre også, at man ikke smutter. Det er også bekvemmelighed, man får jo sin varme mad og så videre, og dejligt samvær med andre mennesker, andre mennesker i godt humør. Det er jo det sociale samvær, der hjælper, og det er mig selv der skal gøre arbejdet for at blive ædru (Torben, bruger, 55 år). Her er plads til mig, jeg må være her. Man er ikke en sag eller et nummer som på offentlige institutioner. Værestedet giver terapi gennem omsorg, omsorgen er praktisk og orienteret mod mig og mit hverdagsliv, hvorimod behandlersystemet på den psykiatriske afdeling er orienteret imod min sygdom (Helle, bruger, 59 år og manio-depressiv). En anden bruger lægger ligeledes vægt på friheden: Man skal ikke stemple ind, ikke opgive personnummer eller krydsforhøres, men kan have noget fornuftigt at give sig til (Henrik, 49 år). Eller der lægges vægt på den hjemlige hygge: Det er ikke institutionsagtigt med mange mennesker, men lige som hvis man kommer hos en anden familie, vil jeg sige. Her får du ingen behandling, her kommer du og får en bid mad, vi sidder og spiller, det giver sammenhold, kammeratskab og hjælpsomhed (Andreas, bruger, 52 år). 20