Hver tiende tyske arbejder er arbejdende fattig

Pct arbejdende fattige Hver tiende tyske arbejder er arbejdende fattig 1 ud af 10 tyske lønmodtagere er i dag arbejdende fattig. For nogle brancher på det tyske arbejdsmarked gælder det helt op til hver fjerde. Fattigdom er særligt udbredt i ufaglærte stillinger, såsom rengøring, pedelarbejde, industri og byggeri samt for tjenere og bartendere. Den afgørende årsag til den voksende fattigdom blandt tyske arbejdere er en forværring af ansættelsesvilkår og løn grundet en øget liberalisering af arbejdsmarkedet og en svækkelse af fagforeningerne. I Tyskland er antallet af arbejdende fattige mere end fordoblet over de sidste 40 år. Hver tiende på det tyske arbejdsmarked er dermed i dag fattig mod én ud af 17 i 1989 og én ud af 23 i 1973. Figur 1 viser antallet af arbejdende fattige i procent af alle i arbejde i Tyskland fra 1973 til 2010. En arbejdende fattig er defineret som en lønmodtager, der tjener under 60 pct. af medianindkomsten (se tabel 1 for uddybning). I 1973 var ca. 4 pct. af alle tyske lønmodtagere arbejdende fattige. I 2010 var andelen steget til 10 pct. Som vist i figur 1 er 1989 starten på en stigende andel arbejdende fattige. Det er dog ikke ensbetydende med, at genforeningen i sig selv har været direkte årsag til denne udvikling, da stigningen er fortsat helt op til 2010 og dermed ikke er stagneret. FIGUR 1: ARBEJDENDE FATTIGE I TYSKLAND, PROCENT AF ALLE I ARBEJDE 12 10 Genforening Hartz I og II (minijob) 8 6 4 2 0 1973 1977 1981 1985 1989 1993 1997 2001 2005 2009 Kilde: Luxembourg Income Survey Kontakt Jens Jonatan Steen, analysechef T. 41774571 E. jjs@cevea.dk Forfatter Christian Gormsen, økonom E. cgo@cevea.dk Notat Tema: Ny ulighed Publiceret d. 25-11-2014 Nærværende notat må kun citeres med udtrykkelig kildehenvisning til Cevea Maj Baltzarsen, analytiker E. mab@cevea.dk

BOKS 1: DEFINITION PÅ ARBEJDENDE FATTIGE Fattigdom er defineret som relativ fattigdom. Man er arbejdende fattig, hvis man tjener under 60 pct.af den tyske medianindkomst, selvom man arbejder. o Median-indkomsten er så at sige den midterste indkomst. Det er indkomsten for den person, som tjener mere end den fattige halvdel af tyskerne, men mindre end hvad den rige halvdel tjener. Indkomst regnes på hustandsniveau, og alle former for indkomst tages med: Løn, aktieudbytte, arbejdsløshedsunderstøttelse og børnepenge lægges sammen for hustanden, og skat fratrækkes. o Rationalet for at regne med hustande er, at har du en lav indkomst, men er gift med en velhavende person, er du ikke fattig. Arbejdende fattige er altså personer, som har langt mindre indkomst end den typiske indkomst, selvom de er i beskæftigelse. Den tyske fattigdomsgrænse har ikke rykket sig de sidste 40 år Arbejdende fattige i Tyskland har ikke flere penge i dag, end de havde i 1973, og samtidig er der i dag dobbelt så mange af dem i dag end i 1973. Medianindkomsten i Tyskland er kun steget meget lidt siden 1973, når der korrigeres for generelle prisstigninger. Almindelige tyskere har dermed ikke fået flere penge mellem hænderne de sidste 40 år. Som det fremgår af figur 2, havde den typiske tysker 11.414 kr. til rådighed efter skat i 1973 mod 12.060 kr. til rådighed i 2010. Stigningen i medianindkomsten over 40 år er dermed de facto kun 664 kr. FIGUR 2: MEDIANINDKOMST I TYSKLAND, INFLATIONSKORRIGERET 16000 12000 median-indkomst kr./md. 8000 fattigdomsgrænse 4000 0 1973 1983 1993 2003 Kilde: Luxembourg Income Survey. Note: Indkomster er efter skat og korrigeret for prisstigninger Den meget lille stigning i medianindkomsten betyder, at den tyske fattigdomsgrænse ligger nogenlunde konstant mellem 6.500 og 7.500 kr. om måneden efter skat i hele perioden. Det betyder, at selvom fattigdomsgrænsen er relativt defineret som 60 procent af medianindkomsten, er tyskerne i realiteten fattige, hvis deres indkomst er under 7.500 kr. efter skat (jf. figur 2). Manuelt arbejde og servicefag rammes særligt af fattigdom Der er arbejdende fattige inden for stort set alle typer stillinger. Og med få undtagelser stiger andelen af 2

arbejdende fattige overalt. Dog er der en tendens til, at de typer jobs, som oplever størst stigning i andelen af arbejdende fattige, også er de stillinger, som allerede i 1989 havde en relativt stor andel arbejdende fattige. Tabel 3 viser andelen af arbejdende fattige på forskellige overordnede kategorier af stillinger som f.eks. håndværksarbejde. Der er i tabellen ligeledes medtaget enkelte eksempler på mere specifikke stillinger. Den fattigste gruppe på det tyske arbejdsmarked er inden for andet manuelt arbejde. Denne betegnelse består (oftest) af ufaglærte stillinger inden for bl.a. rengøring, pedelarbejde samt industri og byggeri. Allerede i 1989 kunne 12 pct. af de personer, der arbejdede i disse typer stillinger betegnes, som arbejdende fattige. Der har med andre ord altid været en betydelig andel arbejdende fattige på det tyske arbejdsmarked. Men andelen af arbejdende fattige er imidlertid mere end fordoblet siden da, og hver fjerde er i dag arbejdende fattig. Det gælder bredt i alle ufaglærte manuelle stillinger - fra rengøring til industriarbejde. Også inden for stillingsgruppen service, salg og omsorg, som bl.a. omfatter forskellige former for butiks- og restaurantarbejde samt ældrepleje mv., findes en høj andel af arbejdende fattige. Hårdest ramt er stillinger i restauranter og caféer, hvor 30 pct. af tjenere og bartendere er arbejdende fattige, mens andelen er 16 pct. for butiksekspedienter. Det er ca. en fordobling i forhold til i 1989. Derimod har plejearbejde på institutioner kun 9 pct. arbejdende fattige, hvilket ikke er markant mere end i 1989. Faglært manuelt arbejde, operatør-, monteringog transportstillinger rammes også af fattigdom. Hver sjette industrioperatør og chauffør er arbejdende fattig, mens det gælder hver 11. håndværker. Sygeplejersker og plejearbejdere har færre arbejdende fattige Enkelte faggrupper undgår en stigning i fattigdom. Sygeplejerskerne udgør den største undtagelse for den barske udvikling på det tyske arbejdsmarked. Hvor der i 1989 var 10 pct. arbejdende fattige, var der i 2010 kun 4 pct.. Samtidig undgår sekretærer og andet kontorarbejde uden kundekontakt generelt også TABEL 3: ARBEJDENDE FATTIGE EFTER BRANCHE (PROCENTDEL) Stilling 1989 2010 Alle stillinger 6 10 Andet manuelt arbejde 12 26 Rengøring og køkkenhjælp 17 27 Manuel arbejder i industrien* 14 27 Service, salg, omsorg 8 17 Ekspedient * 7 16 Plejearbejde på institutioner 7 9 Tjener, bartender 18 30 Operatør, montering, transport* 8 14 Chauffører og anlægsarbejde * 8 15 Betjening af industrimaskiner * 7 14 Landbrug, faglært 12 10 Håndværk 6 9 Bygningshåndværk 8 8 Metal- og maskinarbejde 5 9 Kontor 3 8 Kontorarbejde 3 6 Kundebetjening 4 15 Viden (ekspert) 2 5 Anden undervisning, f.eks. kurser 9 22 Ingeniører og arkitekter 2 5 Viden (mellem) og teknikere 4 5 Sygeplejerske 10 4 Ledende sekretær 3 5 Ledelse 3 4 Leder, mere end 10 ansatte * 2 2 Butikschef, detail og engros * 6 12 Procentdel arbejdende fattige i hver stillingsgruppe og udvalgte stillinger (indrykket, grå) i Tyskland. Stillingsgrupper er listet efter andel af arbejdende fattige, stillinger efter antal ansatte. * Data fra 1994, ikke 1989. Datagrundlag: Luxembourg Income Survey. stigende fattigdom. En stigning i fattigdom rammer dog kunderelateret kontorarbejde, såsom kasserere, der går fra en andel på 4 til 15 pct.. Selvom der var mange fattige i bygningsrelateret håndværk og faglært landbrugsarbejde i 1989, er der ikke kommet flere i 2010. 3

Disse undtagelser indikerer, at udviklingen på det tyske arbejdsmarked ikke er uundgåelig. Nogle stillingstyper, såsom sygeplejersker, har klaret sig godt, selvom de i 1989 havde mange fattige. Generelt er billedet dog, at det især er stillinger, som i forvejen havde mange arbejdende fattige, som har fået flere. Flest arbejdende fattige blandt ufaglærte og faglærte Der er en klar sammenhæng mellem uddannelsesniveau og andelen af arbejdende fattige. I figur 4 fremgår det, hvor stor en andel arbejdende fattige der er på tre forskellige uddannelsesniveauer. Især ufaglærte er hårdt ramt i forhold til fattigdom, da hele 17 pct. af ufaglærte i beskæftigelse er arbejdende fattige i 2010. I 1989 var 10 pct. af de ufaglærte arbejdende fattige. Der kommer også flere arbejdende fattige blandt faglærte og personer med korte og mellemlange uddannelser. I 1989 var 5 pct. af alle personer med erhvervs-, kort- eller mellemlangvideregående uddannelse i beskæftigelse arbejdende fattig. I 2010 var det steget til hele 12 pct.. Personer med lang videregående uddannelse har derimod en lav risiko for at blive arbejdende fattige (ca. 4 pct.), og i modsætning til andre har der ikke været en systematisk stigning i andelen siden 1984. FIGUR 4: ARBEJDENDE FATTIGE EFTER UDDANNELSE 16 ufaglært pct. 12 8 erhvervs-, kort eller mellemlang videregående 4 lang videregående 0 1984 1989 1994 1999 2004 2009 Procentandel af hver uddannelsesgruppe, som er i arbejde og fattige. Datagrundlag: Luxembourg Income Survey. Forværringer af løn har den afgørende effekt på det voksende antal arbejdende fattige Spørgsmålet er så, hvad årsagen til den voldsomme stigning i andelen af arbejdende fattige i Tyskland er. Analyseres andelen af arbejdende fattige inden for bestemte stillinger med den generelle udvikling i antallet af job inden for disse stillinger, kan der gives et fingerpeg om, hvad udviklingen skyldes: 1) En forskydning af job pga. globalisering og automatisering: Andelen af arbejdende fattige stiger ved, at velbetalte faste stillinger løbende forsvinder, og dårligere betalte stillinger samtidig opstår. Herved opstår en forskydning af job fra vellønnede til dårligt lønnede. 2) Forværring af arbejdsvilkår pga. liberaliseringer i arbejdsmarkedspolitikken og svækkede fagforeninger: Antallet af arbejdende fattige stiger, da vilkårene i de enkelte stillinger forringes f.eks. grundet liberaliseringer, der giver mulighed for at lave flere deltids- og midlertidige ansættelser og lavere løn. I tabel 5 fremgår betydningen af forværring, forflytning og samspil. Tendensen er undersøgt på baggrund af udviklingen i 334 stillinger for hhv. år 1989 og 2010. Hele 106 pct. af stigningen i antallet af fattige tyske arbejdere mellem 1989 og 2010 skyldes, at vilkårene i de enkelte stillinger er blevet dårligere. Forskydning 4

mellem stillinger har derimod netto ført til et lille fald (2 pct.) i fattigdommen. Nogle brancher oplever både forværring af arbejdsvilkår og forskydning af job samtidig. Denne udvikling er kaldet samspil. Samspil kan f.eks. forekomme, hvis fattigdommen stiger blandt butiksassistenter samtidig med, at der kommer flere butiksassistenter. Derved måler samspilseffekten, at fattigdommen også rammer nyansatte. Hvis fattigdommen falder for sekretærer samtidig med, at der bliver færre sekretærer, måler samspilseffekten, at den faldende fattigdom kommer færre mennesker til gode. Samspilseffekten har ført til et lille fald (4 pct.) i antallet af arbejdende fattige. Data viser, at der kommer færre middelklassejob og flere lavtlønsjob, mens der samtidig kommer flere højtlønnede job. Der er altså tegn på forskydningseffekter grundet globalisering og automatisering af job, men forskydningen af job har snarere en polariserende effekt, end at den direkte fører til øget fattigdom. Forskydninger af job bidrager stort set ikke til stigningen i andelen af arbejdende fattige. Årsagen til dette er, at effekterne af jobforskydningerne ophæver hinanden i forhold til fattigdom, da der opstår såvel dårligt lønnede som vellønnede job. Årsagen til et voksende antal arbejdende fattige skyldes dermed ikke udflytning af job på grund af globalisering, som netto ingen effekt har haft på fattigdommen (jf. tabel 5). Sagt på en anden måde: Selv hvis der ikke var forsvundet vellønnede job i bl.a. industrien, og der ikke var kommet flere dårligt lønnede job i bl.a. restaurationsbranchen, så ville hver tiende arbejdende tysker stadig være fattig. Som det fremgår af tabel 5, skyldes stigningen i arbejdende fattige udelukkende forværringer af ansættelsesvilkår, som står for 106 pct.. Det betyder, at den øgede fattigdom blandt arbejdere skyldes dårligere arbejdsvilkår f.eks. som følge af ringere løn og flere i atypiske ansættelser. TABEL 5: FORVÆRRING AF ARBEJDSVILKÅR ELLER FORFLYTNINGER MELLEM JOB? Årsag Andel af stigning (procent) Forværring inden for hver branche 106 Forflytning mellem brancher -2 Samspil mellem forflytning og forværring -4 Andelen af arbejdende fattige, hvor vi kender stilling, steg fra 4,7 pct. i 1989 til 7,5 pct. i 2010. Denne stigning er delt op i forværring, forflytning og samspil. Datagrundlag: Luxembourg Income Survey. For metode, se boks i slutningen af notatet. Den altafgørende årsag til, at Tyskland har fået så mange arbejdende fattige, er som vist i tabel 5 ikke den øgede globalisering, men derimod den øgede liberalisering af arbejdsmarkedslovgivningen og en svækkelse hos arbejdsmarkedets parter. Svækkede fagforeninger påvirker lønningerne negativt Det tyske aftalesystem er tydeligt blevet svækket over de seneste årtier, hvilket er en af årsagerne til stigningen i andelen af arbejdende fattige. Ligesom i Danmark fastsættes lønnen i Tyskland ved forhandlinger mellem arbejdsgiverorganisationer og fagforeninger 1. Der bliver imidlertid færre og færre tyskere, som er dækket af en overenskomst. I 1998 var 76 pct. af alle tyske ansatte dækket, i 2010 var det 61 pct. Figur 6 viser udviklingen i organiseringsgrader for forskellige brancher. 1 Koalitionsregeringen i Tyskland arbejder på at introducere en mindsteløn på 63 kr. i timen, men hidtil har det været op til fagforeningerne at sikre de laveste lønninger. 5

FIGUR 6: ANSATTE, SOM ER DÆKKET AF OVERENSKOMST, PER BRANCHE 100 90 80 Offentlig administration Energi, vand, minedrift Finans 70 60 50 40 1998 2003 2008 Byggeri Kultur, foreninger mv. Industri Alle Transport og lager Landbrug Hotel og restauration Handel Datagrundlag: Sammensat af rapporter fra Wirtschafts- und Sozialwissenschaftliches Institut Den lave organiseringsgrad påvirker lønningerne. De brancher, hvor dækningen er lavest, er servicebrancher med lav løn. Under halvdelen af lønmodtagerne i detail- og engroshandel (47 pct.) og i hotel- og restaurationsbranchen (48 pct.) er overenskomstdækket. For lønmodtagere i transport og lager er 59 pct. overenskomstdækket. Disse brancher er netop brancher, hvor der er mange arbejdende fattige. Svækkede fagforeninger kan trække lønningerne ned på tre måder: 1. Det bliver sværere at hæve overenskomsterne 2. Det bliver sværere at håndhæve overenskomsterne 3. De lave minimumsoverenskomster trækker hele lønfordelingen ned I figur 7 fremgår de brancher med laveste overenskomstmæssig løn. Listen af brancher til venstre på figur 7 viser den absolut laveste minimumsløn, som en overenskomst kan sikre en ansat i den pågældende branche 2. Som det fremgår af figur 6, har hotel- og restaurationsbranchen sammen med to andre brancher den laveste overenskomstbestemte timeløn på 41 kr. (før skat, inklusiv arbejdsgiverbetalt sygesikring). 2 Overenskomsterne i f.eks. Social og sundhed er ikke ens for hele branchen. Der vil f.eks. være forskel på, hvilken underbranche en ansat arbejder i og i hvilken delstat. De viste overenskomstsatser er de laveste, man overhovedet kan få: Dvs. den lavest lønnede stilling i den delstat, som har det laveste lønniveau. 6

FIGUR 7: LAVESTE OVERENSKOMSTER OG LØNNINGER Pct. af lønmodtagere i branchen 0 10 20 30 40 Hotel og restauration - 41 kr. Ejendomsmægling, øvr. erhvervsservice - 41 kr. Social og sundhed - 41 kr. Transport og lager - 52 kr. Uddannelse - 52 kr. IT og kommunikation - 52 kr. Industri, minedrift, el gas vand - 53 kr. Landbrug mv. - 53 kr. Kultur og fritid, renovation mv., frisører mv. - 57 kr. Finans - 58 kr. Offentlig administration og forsvar - 58 kr. Bygge- og anlæg - 58 kr. Detail, engros, reparation - 59 kr. under mindsteløn på overenstkomst, eller max 10 kr. over max 20 kr. over Datagrundlag: Laveste overenskomstsater fra: Kampelmann, Stephan, Andrea Garnero, and François Rycx. Minimum wages in Europe: does the diversity of systems lead to a diversity of outcomes?. ETUI, European Trade Union Institute, 2013. Kombineret med løndata fra Luxembourg Income Survey. Lønninger og overenskomster er før skat, eksklusiv arbejdsgiverbetalt sygesikring. Data er fra 2007, omregnet til 2012-kr. På trods af lave overenskomstbestemte mindste lønninger viser figur 7 også, at mange lønmodtagere rent faktisk har en timeløn under minimumssatsen. I hotel og restaurationsbranchen har knap hver femte lønmodtager (19 pct.) en lavere timeløn end mindstelønnen på 41 kr. i timen. For lønmodtagere i kultur og fritid, renovation, frisører, mv. er det knap hver fjerde (24 pct.), som har lavere løn end mindstesatsen på 57 kr. i timen. I detail, engros og reparation er det 17 pct., og i landbruget er det 12 pct., der får mindre i løn end den overenskomstbestemte mindsteløn. De brancher med lave organiseringsgrader er også brancher, der generelt har lave lønninger. I de dårligst organiserede brancher, som hotel og restauration, detail, engros og reparation og landbrug, får ca. 40 pct. af lønmodtagerne højest 20 kr. mere i timen end den overenskomstbestemte mindsteløn. Det betyder, at der kun er ca. 60 pct., der har en timeløn, som er højere end 20 kr. over den overenskomstbestemte mindsteløn. I de dårligst organiserede brancher er der altså mange, som lønnes dårligt. Først og fremmest er der mange, som får lavere løn end den overenskomstbestemte mindsteløn. Samtidig er det også de brancher, hvor mange kun får en løn, som ligger tæt op af den laveste overenskomstbestemte mindsteløn. 7

Bedre organiserede brancher klarer disse problemer langt bedre end dårligt organiserede brancher: I den offentlige administration er 98 pct. af alle lønmodtagere overenskomstdækket. Der er samtidig kun 4 pct. af lønmodtagerne, som får mindre end laveste overenskomstbestemte mindsteløn på 58 kr., og kun 8 pct. får en løn, som er under 78 kr. (dvs. højest 20 kr. mere end mindstesatsen). Det betyder, at hele 88 pct. af lønmodtagerne i offentlig administration har en timeløn højere end 20 kr. mere end mindstelønnen. Et lignende billede findes i finanssektoren, hvor 88 pct. får løn højere end 20 kr. over laveste sats. Det er ikke, fordi minimumssatserne er høje for disse brancher, men snarere fordi den høje overenskomstdækning medfører, at lønmodtagere samlet set får en løn højere end laveste sats i de pågældende brancher. Hartz-reformerne forstærker en allerede eksisterende udvikling Det tyske arbejdsmarked har, i samme periode som fagbevægelsen er blevet svækket, gennemgået større liberaliseringer af arbejdsmarkedsvilkårene, hvilket også har været en afgørende årsag til stigningen i andelen af arbejdende fattige. Hartz-reformerne, som liberaliserede arbejdsmarkedsvilkårene i Tyskland, blev iværksat af den daværende tyske forbundskansler Gerhard Schröder (1998 2005) som svar på Tysklands økonomiske problemer med lav vækst og høj ledighed 3. De to første reformer i 2003 ophævede bl.a. tidsbegrænsningen af vikarer, og der blev satset på lavtlønsjob med få rettigheder - mini- og midijob - som trædesten til arbejdsmarkedet og for at skabe mere fleksibilitet på arbejdsmarkedet ved, at bl.a. unge kan tage job med få timer. Stigningen i arbejdende fattige begyndte lang tid før Hartz-reformerne, som det fremgår af figur 1. Men der kommer væsentligt flere arbejdende fattige efter 2003 og særligt efter 2007. Det tyder på, at Hartzreformerne forstærker den allerede eksisterende udvikling med et voksende antal arbejde fattige. FAKTABOKS: MINI-JOB Arbejdsmarkedsreformerne Hartz I og II i januar 2003 gør en særlig type deltidsjob kaldet minijob og midijob mere attraktive ved at fritage arbejdsgiveren for at betale sygesikring og pensionsbidrag for sine ansatte. Minijob havde indtil 2013 en maksimal månedsløn på 3000 kr. (per 1. januar 2013 er den højeste sats steget til 450 euro om måneden). Sygesikrings- og pensionsbidrag er valgfrit, og man optjener ikke ret til dagpenge. For midijob er den maksimale løn 6000 kr.. Sygesikrings- og pensionsbidrag indfases gradvist, når lønnen overstiger 3000 kr. Arbejdsløse er tvunget til at acceptere mini- og midijob, hvis de får et tilbudt. Hartz IV i januar 2005 forkorter dagpengeperioden til 1 år, og kontanthjælpen bliver sat ned til ca. 3000 kr. om måneden, dvs. det samme som et minijob. 3 http://magasinetpolitik.dk/jon-lystlund-halkjaer-hartz-reformerne-og-de-tyske-dyder/ 8

METODE Datagrundlaget for denne analyse er Luxembourg Income Survey, individdata fra Tyskland med en repræsentativ stikprøve på 12.500-27.000 tyskere (varierer med år). I data er der blandt andet oplysning om personernes arbejdsstatus, stilling (ISCO 88) og samlet disponibel indkomst, oplysninger som er brugt i beregningerne. Data omhandler kun Vesttyskland inden 1989. Studerende, som arbejder, er inkluderet som arbejdende fattige. Mellem 1,6 procent (i 1989) og 2,4 procent (i 2000) af de beskæftigede er både studerende og fattige (2,0 procent i 2010). Selvom der kommer flere arbejdende fattige, kommer der ikke systematisk flere studerende, som er arbejdende fattige, så de studerende udgør en stadig mindre del af de arbejdende fattige: Én ud af fem i 2010 mod én ud af fire i 1989. Det er kun i de akademiske stillinger, at studerende er markant overrepræsenterede. Studerende er lidt overrepræsenterede for teknikere og service, salg og omsorg, men for disse grupper udgør de studerende en faldende andel af de fattige. Disponibel indkomst er defineret på husstandsniveau og indeholder alle typer indkomst (kapital-, overførsels- og arbejdsindkomst, fratrukket skat). For at gøre husstande af forskellig størrelse sammenlignelig er brugt følgende ækvivalering: husstandens indkomst indkomst per person = antal medlemmer i husstanden Formlen tager højde for, at der er visse stordriftsfordele ved at være flere i en husstand: F.eks. behøver man ikke købe en opvaskemaskine mere, når man får flere børn. Opdelingen i forværring, forflytning og samspil er foretaget med følgende formel: H wp t = wp ht shr ht 1 + shr ht (wp ht 1 wp t 1 ) + wp ht shr ht h=1 H h=1 Hvor wp t er andelen af hele arbejdsstyrken, som er arbejdende fattig på tidspunkt t, wp ht er andelen af de ansatte i branche h, som er arbejdende fattig, og shr ht er andelen af alle ansatte i økonomien, som arbejder i branche h. angiver, at vi måler forskellen i en variabel mellem 2010 og 1989, dvs. wp t = wp t wp t 1. Det første led måler bidraget fra forværring inden for branchen: Hvis fordelingen af arbejdere var som i 1989 (shr ht 1 ), hvor meget ville stigningen af arbejdende fattige i hver branche ( wp ht ) så betyde? Det andet led måler bidraget af forflytning mellem brancher: I 1989, hvor mange arbejdende fattige havde branche h sammenlignet med økonomien som helhed (wp ht 1 wp t 1 )? Hvad var bidraget af arbejdende fattige så, ved at branchen blev større eller mindre ( shr ht )? H h=1 9