Parti og vælgere. Studier i svensk partipolitisk kommunikation. Orla Vigsø

Parti og vælgere. Studier i svensk partipolitisk kommunikation 1991 2001 Orla Vigsø

2 Abstract Vigsø, Orla, 2002: Parti og vælger. Studier i svensk partipolitisk kommunikation 1991 2001. Party and Voter. Studies in Swedish political parties communication 1991-2001. The aim of the report is to look at the written communication of Swedish political parties, especially the Center party in election campaigns during the period 1991 to 2001. The report consists of two parts. In the first part, a theoretical framework is described, based on the sociology of Pierre Bourdieu and on a number of French political scientists, like Daniel Gaxie and Michel Offerlé, who have developed what is described as a political sociology. According to this theory, the political field is to be described in terms of a market, where purveyors political entrepeneurs and parties offer goods to buyers the voters in exchange for support. The goods offered are immaterial ones, like the possibility of identitying yourself with a group, the fulfillment of promises of prosperity or of changes within society, while the support mostly takes on the form of voting on election day. The struggle between the parties for the support of the voters relies on the common capital of the party, i.e. the features which can be turned into an asset in relation to gaining confidence from the voters. This struggle is a relational struggle, where power and strength is always relative in comparison to other, competing parties. There is also an inner market within each party, where individual politicians struggle against each other. This is a phenomenon which has to a large extent been ignored by researcher, who often tend to see the political party as a homogenous entity. Instead, it must be analysed as engaged a two-sided struggle: an internal one, where politicians fight for the right to represent the party and gain power, and an external one, where it is important that the party stands united in the struggle against other parties. In the second part, printed material from the Center party in the campaigns for the general elections in 1991, 1994, 1998, and 2002 is analysed. The method used is one of pragmatics and discourse analysis, using the sociological theory as a background for the choice of focal points. The analysis focusses on the party s representation of itself, of the voters, its opponents, and of the political system as such. Material from the Conservative party (moderaterna) and the Christian Democratic party is analysed as well, in order to show the characteristics of the Center discourse. The conclusions of the analysis are that the Center party does not offer the voter any chance to influence the party's politics, and neither does the party manifest their own dependency on the support of the voters. The discourse of the Center party bears close ressemblance to a religious discourse, where the readers are to be lead the way to a Truth which is never questioned.

3 Indhold Indledning... 1 1 Den politiske sociologi som ramme for analyse af partipolitisk kommunikation... 4 1.1 Indledning... 4 1.2 Generelt om Bourdieus sociologi... 5 1.2.1 Habitus, marked, felt og kapital generelt... 6 1.3 Det politiske felt og de politiske markeder... 9 1.3.1 Fra entrepenør til virksomhed... 12 1.3.2 Den objektiverede kapital... 14 1.3.3 Den individuelle kapital... 16 1.3.4 Den interne kamp... 18 1.3.5 Forskelsskabelse og konformisme... 19 1.4 Konkurrencen på det politiske marked... 20 1.4.1 Udbud og efterspørgsel... 21 1.4.2 Stemmeafgivelse... 25 1.5 Sammenfatning... 29 2 Om brugstekstanalyse som metode... 31 2.1 Partiets relation til sig selv... 31 2.2 Partiets relation til vælgerne... 32 2.2 Partiets relation til andre partier... 33 2.3 Partiets relation til det politiske system... 33 2.4 Det narrative aspekt... 34 2.5 Ordforråd... 34 3 Analyser af partipolitisk kommunikation: Valgkampen 1994... 35 3.1 Centerpartiet 1994: Valpraktikan... 35 3.1.1 Generelt om kampagnen... 35 3.1.2 Förbluffa Edra vänner : (selv)ironi... 35 3.1.3 Fra Bondepraktikan til Valpraktikan... 38 3.1.4 Om Helheden... 40 3.1.5 Hele jorden, hele Sverige... 43 3.1.6 Afslutningen... 46 3.1.7 Sammenfatning... 47 3.2 Moderaterna 1994: Vi og dem... 49 3.2.1 JA-tidningen. Specialutgåva av Medborgaren 4/1994... 55 3.2.2 Sammenfatning... 57 4 Analyser af partipolitisk kommunikation: Valgkampen 1998... 59 4.1 Centerpartiet 1994: Tilsammans lyfter vi Sverige... 59 4.1.1 Valets viktigaste frågor... 64 4.1.2 Sammenfatning... 67 5 Analyser af partipolitisk kommunikation: 2000/2001 Valgkamp?... 68

4 5.1 Centerpartiet 2000 2001: Livskraft i hela landet... 68 5.1.1 Om kampagnen generelt... 68 5.1.2 10 centerkrav för livskraft i hela landet... 69 5.1.3 Focus... 75 5.1.4 Sammenfatning... 78 5.2 Kristdemokraterna 2001... 79 5.3 Sammenfatning... 81 6 Sammenfatning: Parti og vælgere det kommunikative billede... 82 Litteratur... 85 Anvendte tekster af de politiske partier... 89

Indledning 5 Denne afhandling beskæftiger sig med skriftlig kommunikation hos svenske 1 partier, hovedsagligt i forbindelse med valg, og med hovedvægten på centerpartiet. 2 Formålet med afhandlingen er dels at analysere og diskutere de svenske partiers valgkommunikation i tiåret 1991 2001, dels at fremstille den teoretiske ramme, som er nødvendig for at kunne foretage en sådan analyse. Hvad angår den teoretiske ramme for analysen af partipolitisk kommunikation, så er det min overbevisning, at den bør indeholde mindst følgende tre elementer: en sociologisk teori som forklarer det politiskes funktionsmåde, en marketingsteori som forklarer strategier i dagens valgkampe, og en pragmatisk, retorisk og diskursanalytisk model for analyse af brugstekster. Dette er minimumkrav; desuden bør den indeholde overvejelser om offentligheden og den offentlige debats funktionsmåde, samt om mediernes rolle. Til dette bør lægges en analyse af den konkrete situation i forbindelse med det aktuelle valg, af de socio-økonomiske forhold og styrkeforholdet mellem partierne. Disse overvejelser og analyser kan til stadighed forfines og uddybes, i en sådan grad at denne del er principielt uafsluttelig: det er helt enkelt ikke muligt at foretage en fuldstændigt dækkende beskrivelse af de omstændigheder, den kontekst, som er gældende for en given tekst som indgår i et partis kommunikation i forbindelse med et specifikt valg, bl.a. fordi den historiske baggrund også spiller en rolle. I denne afhandling har jeg hvad angår det teoretiske valgt at lægge vægten på en beskrivelse af den sociologiske teori. Årsagen til dette er, at netop denne del ikke behandles i nogen tidligere studie af politiske kommunikation, og afhandlingen er derfor at betragte som en introduktion af dette synspunkt i debatten. Jeg har tidligere introduceret den politiske marketing som del af analysen af politisk kommunikation (Vigsø 1996), og denne tidligere studie bør betragtes som en del af det teoretiske analyseapparat, som ligger bag afhandlingen. Hvad angår den sproglige analyse, altså den retoriske, pragmatiske og diskursanalytiske side, er den her kun refereret ganske kort, eftersom jeg betragter den som den mest velbeskrevne del af det teoretiske. Det er især Hellspong & Ledins glimrende Vägar genom texten jeg tænker på, men også andre introduktioner til 1 2 Jeg behandler svenske partier, men inddrager dog erfaringer fra Danmark og andre europæiske lande som baggrund og perspektivering. Der hersker hos centerpartiet selv en vis usikkerhed om hvorvidt partiets navn skal skrives med stort C eller ikke. Jeg har her fulgt Svenska språknämndens regel: Politiska partier skrivs i allmänhet med liten bokstav (Svenska språknämnden 1991: 54). Dog har jeg i citater hvor partiet selv anvender stort bogstav bevaret dette.

6 sprogbrugsanalyse, diskursanalyse, pragmatik osv. 3 Mit grundsynspunkt er at når man bygger på pragmatikkens grundantagelser, skal anvendelsen af konkrete analysemetoder på en tekst bestemmes af, hvilke metoder (og dermed hvilke spørgsmål, man stiller til teksten) som giver de mest interessante resultater. I den analytiske del af afhandlingen fokuseres der på forholdet mellem parti og vælgere. Dette sker gennem at fremanalysere partiets billede af sig selv, dets kapital, etos mm.; partiets billede af vælgerne (læserne), deres grupperinger og betydning mm., og partiets billede af begge parters rolle på det politiske marked og dermed også af andre aktører på dette marked. Analysen gør således ikke krav på at være udtømmende, men sigter mod at fremholde teksternes billede af partiet (selvbillede), vælgerne og konkurrenterne. Begrundelsen for dette valg ligger i den sociologiske teori, hvor forskelsskabelsen i forhold til konkurrenterne og identitetsskabelsen i forhold til vælgerne fremhæves. Dette betyder i praksis at faktorer som direkte reference til partiet og til andre partier, bliver vigtige, men også personlige pronominer som vi og de. Desuden er udtryk som denoterer og definerer grupper inden for konkurrenterne og ikke mindst vælgerne vigtige. Det gælder udtryk som mennesker, man, svenskere og Sverige m.fl. Jeg fokuserer i analysen især på centerpartiets valgkommunikation, og jeg forholder mig ganske kritisk til partiets måde at kommunikere med vælgerne på. Man kan måske få det indtryk at min fokusering på dette parti er styret af mine egne politiske præferencer og at jeg er ude efter centerpartiet. Det er imidlertid ikke tilfældet. At jeg i så høj grad fokuserer på netop centerpartiet skyldes, at det for mig at se er et parti som burde have gode chancer for at tiltrække langt flere vælgere end de rent faktisk gør og har gjort de seneste 10 20 år. Det er et humanistisk, miljøbevidst, udogmatisk parti i midten af den politiske skala, og man fremstår generelt som fornuftige og ikke-ekstreme. Synspunkterne burde deles af en større del af den svenske befolkning, og min interesse er i høj grad styret af en undren over, hvad det er der holder partiet fast i positionen som et lille parti på spærregrænsens kant. Og at min fornemmelse at det er i partiets kommunikation man kan finde (i alle fald en del af) forklaringen så viser sig få støtte af mine analyser, er såvel kommunikationsmæssigt som politisk interessant. Denne afhandling har været længe undervejs, eftersom jeg under hele min doktorandtid har haft anden fuldtidsansættelse. Mange har under årenes løb opmuntret, støttet samt ikke mindst inspireret mig, såvel i Uppsala som i Göteborg, Århus, København og Lyon. En særlig tak skal rettes til min vejleder, professor 3 For eksempel Vagle, Sandvik & Svennevig 1993 og Svennevig, Sandvik & Vagle 1995, men også artiklerne i Jørgensen & Geist 1996.

7 Mats Thelander, og til Anna Gunnarsdotter Grönberg, som begge har udvist stor tålmodighed omend på hver sin måde. Göteborg, marts 2002

1 Den politiske sociologi som ramme for analyse af partipolitisk kommunikation 8 1.1 Indledning En stor del af studier, som beskæftiger sig med politiske partier, har af forskellige grunde ikke behandlet det politiske parti som en (bestemt type af) organisation. På den anden side har mange organisationsteoretiske studier ikke eksplicit beskæftiget sig med det politiske parti som organisationstype. Går man derimod til sociologien, nærmere bestemt den gren, som kaldes den politiske sociologi, finder man ikke blot studier af de politiske partier, men også teorier, som knytter de politiske partiers funktionsmåde sammen med generelle teorier om menneskets måde at organisere et samfund på. En af de mest interessante af disse sociologiske teorier blev opbygget gennem mere end 40 års arbejde af Pierre Bourdieu (1930 2002), 4 og hans tanker om det politiskes funktionsmåde er blevet videreført og udviklet af en gruppe sociologer og politologer, med navne som Daniel Gaxie, Michel Offerlé, Bernard Lacroix og Michel Dobry, i et forsøg på at bryde med de herskende teoridannelser inden for politologien. Jeg vil i dette kapitel forsøge at sammenfatte nogle af hovedpunkterne i denne politiske sociologi og diskutere dens relevans for studiet af partiernes kommunikative ageren. Samtidig er det nødvendigt at tænke på, at selv om der er tale om generelle teorier, så er udgangspunktet for de fleste af studierne det franske politiske system, og man må derfor hele tiden overveje, om dette forhold har betydning for tilpasningen til studiet af skandinaviske systemer. Med andre ord: forsøge at fastholde de generelle aspekter og overveje, hvorledes de specifikke analyser vil kunne kaste lys over forholdene i Skandinavien. Samtidig er det på grund af denne politiske sociologis oprindelse i Bourdieus sociologi nødvendigt at forklare visse centrale begreber i denne. Det gælder begreber som felt, habitus og det politiske marked og netop dette sidste begreb nødvendiggør en diskussion af selve den grundlæggende økonomiske tankegang hos Bourdieu. Men gennemgangen foregiver på ingen måde at være en introduktion til eller en gennemgang af hele Pierre Bourdieus ualmindeligt omfattende produktion og de forskellige forskydelser gennem forfatterskabet. Her henvises læseren til andre værker. 5 4 5 Da Bourdieu døde, udtrykte alle lederne for de store franske partier deres beundring for hans indsats. Men som en nekrolog konstaterede (Hassoux 2002), ville han have hadet det: Bourdieu elskede politik, men afskyede de eksisterende politiske partier som han anså for at være udlevede. Bl.a. Martuccelli 1999: 109 141. I øvrigt er en række af de Bourdieu-citater, der bringes, taget fra Accardo & Corcuff 1992, som er en tematisk (og diskuterende) samling af citater

9 6 7 1.2 Generelt om Bourdieus sociologi Pierre Bourdieu er blevet kaldt en strukturalistisk konstruktivist i et forsøg på at beskrive hans originale kombination af strukturalismens grundsynspunkter (værdien som en udelukkende relationelt bestemt størrelse, bl.a.) og af aktørernes skabelse af den verden, de agerer i og på, gennem selve deres ageren. Bourdieu er i sit udgangspunkt materialist (og til og med marxist), men hans syn på økonomien er ikke det traditionelle materialistiske. Hos Bourdieu ses de økonomiske strukturer i traditionel forstand, dvs. de som har med kapitaltilegnelse at gøre, som en speciel form for strategi hos aktørerne 6, men ikke væsensforskellig fra andre former for strategi. De sociale aktører råder over forskellige former for kapital, hvoraf den økonomiske blot er én form, og de handler strategisk for at opnå eller forvalte disse forskellige former for kapital. De investerer deres kapital for at opnå en profit; de tilbyder deres varer på et marked og erhverver sig andres udbudte varer i udbytte mod egne. Hos Bourdieu bliver vareøkonomien kilde til den sprogbrug, som anvendes til at beskrive social udveksling (kapital, investering, marked, udbud, profit), men den er ikke model i nogen normativ forstand. Forholdet skal snarere tænkes i weberske termer, dvs. som en udvikling af modernitetens grundlæggende rationaliseringstendens. 7 Samtidig er der tale om en sproglig topos, som er frugtbar som beskrivelsesmodel på grund af dens almenhed. Herved udsætter han sig selvfølgelig for den fare, at nogle netop opfatter det som om, politik eller kunst eller andre former for sociale strukturer blot ses som varianter af vareøkonomien dvs. at teorien bliver en plat form for vulgærmaterialisme. Det er som sagt ikke tilfældet; derimod ses vareøkonomien som én udvekslingsform på linie med andre; måske kan man se det som en række parallelle former, som kan indordnes under det overordnede begreb udveksling. Bourdieu viser, at de egentlige økonomiske strategier for tilegnelse af kapital i ordets traditionelle betydning blot er et bestemt tilfælde af strategier, som aktørerne i forskellige sociale felter anvender sig af, for at opnå eller bevare forskellige former for kapital (Accardo & Corcuff 1992: 86). Til gengæld gør denne parallelisering, at det kan det være svært at finde de faktorer, som inden for det politiske felt er manifesteringen af visse af begreberne. Betegnelser, der har deres klare definition inden for en vare- og pengefra hele forfatterskabet, inkl. interviews mm. Jeg henviser dog til den oprindelige tekst for at undgå en alt for stor forvirring omkring kilderne. Alle citater er oversat af undertegnede. Pierre Bourdieu anvender betegnelsen agent social for at understrege handlingsaspektet: [det] som påvirkes (indefra) i lige så høj grad som det handler (udadtil)[...] (Accardo & Corcuff 1992: 67). Jeg har valgt alligevel at anvende ordet aktør, eftersom agent på dansk får nogle (i denne sammenhæng) lidt for komiske konnotationer, ligesom agent ikke på dansk giver nogen etymologisk forbindelse til at handle (agir). Ganske vist har aktør konnotationer, som peger mod scenekunsten, men med tanke på Bourdieus brug af spilbegrebet, er det ikke en upassende konnotation. Se fx Martucelli 1999: 193 230 om Max Weber.

10 økonomi, som fx udbud, investering og profit, bliver sværere at definere inden for et felt som det politiske. 1.2.1 Habitus, marked, felt og kapital generelt Begrebet habitus spiller en central rolle i den bourdieuske teori, eftersom det er et begreb, som gør det muligt at formulere forholdet mellem det individuelle og det sociale og at forstå, at subjektivitetens interne strukturer og de eksterne sociale strukturer ikke udelukker hinanden. De er i stedet dele af den samme virkelighed, den samme kollektive historie, som på én gang er indskrevet i kroppen og i tingene. Habitus er så at sige den kropsliggjorte historie, som hver enkelt social aktør bærer med sig. Habitus er et system af dispositioner 8 for at handle, forstå, sanse og tænke på en bestemt måde, som er interioriseret og inkorporeret af individerne i løbet af deres historie, og den viser sig først og fremmest i den praktiske sans, det vil sige i evnen til at bevæge sig, handle og orientere sig efter den position, man indtager i det sociale rum, efter feltets logik og den situation, man befinder sig i, alt sammen uden bevidst at reflektere over det, takket være de erhvervede dispositioner, som fungerer automatisk. (Accardo & Corcuff 1992: 67 68) Habitus er således et system af skemaer, som genererer praksis, og som samtidig er et skema for tolkning af praksis (det, nogle formodentlig ville kalde et kognitivt skema). Den er et resultat af de betingelser, man har været udsat for, og tenderer derfor mod at reproducere disse betingelser: Den er en slags transformationsmaskine, som gør at vi reproducerer de sociale omstændigheder under hvilke vi selv blev produceret, men på en forholdsvis uforudsigelig måde, på en sådan måde, at man ikke mekanisk og enkelt kan gå fra kendskab om produktionsbetingelserne til kendskab om produktet (Bourdieu 1980: 134 135). Uforudsigeligheden, det som gør, at der ikke er tale om en reproduktion i den vulgære afspejlingsteoretiske forstand, er at habitus ganske vist gør det muligt for ydre kræfter at sætte sig igennem, men at det sker ud fra den specifikke logik, som den enkelte organisme besidder. På denne måde er habitus på én gang fælles for en bestemt social gruppe (Bourdieu taler om klasser, men ikke i en traditionel marxistisk forstand), og forskellig fra individ til individ: Hvis det er udelukket, at alle medlemmer af den samme klasse (eller for den sags skyld to medlemmer) skulle have gjort de samme erfaringer og i samme rækkefølge, så er det samtidig sikkert, at ethvert medlem af samme klasse har større chancer end et hvilket som helst medlem af en anden klasse for at befinde sig i de situationer, som er de mest hyppige for denne klasse, [...] ethvert system af individuelle dispositioner er en strukturel variant af de andre [...]. (Bourdieu 1980a: 100) 8 Dispositioner skal forstås som holdninger, tilbøjeligheder til at opfatte, sanse, gøre og tænke, som er interioriseret af individerne i kraft af deres objektive eksistensbetingelser, og som derfor fungerer som ubevidste handlings-, perceptions- og reflektionsprincipper (Accardo & Corcuff 1992: 229).

11 Forskellen i den individuelle habitus hos medlemmer af den samme klasse skyldes således, at hvert individs sociale bane er unik; erfaringerne kommer i en given rækkefølge, og summen af tidligere erfaringer (dvs. habitus på et bestemt tidspunkt) er afgørende for, hvorledes efterfølgende erfaringer tolkes. På dette punkt er Bourdieu helt på linie med hermeneutikkens centrale tese, som fremhæver at tolkningen er knyttet til erfaringen og dermed i stadig udvikling. 9 Bourdieu erstatter det traditionelle ideologiske syn på forholdet mellem individ og samfund med et andet, hvor der hersker dialektiske forbindelser mellem habitus, som er socialt konstrueret, og feltet, som er historisk konstitueret. Han behandler således forholdet mellem to aspekter af det sociale: det sociale indlejret i kroppen og det sociale indlejret i tingene (Accardo & Corcuff 1992: 86). Ifølge Bourdieu eksisterer der i ethvert samfund en række områder, som har deres egen indre logik, som de fungerer efter, de såkaldte felter. Hvert felt er et struktureret rum med positioner, som får deres egenskaber ud fra deres relative position i rummet i forhold til de øvrige positioner. Men selv om disse felter er vidt forskellige det politiske felt, filosofiens felt, religionens eller kunstens så har de nogle fælles love, som de fungerer under. Aktiviteten i et felt er at betragte som et spil, i en meget generel og omfattende forstand, dvs. som en social aktivitet, hvor man gør indsatser og kan opnå en gevinst, og hvor adfærden styres af regler, mere eller mindre eksplicit formuleret, men anerkendt af deltagerne. 10 Ethvert felt defineres bl.a. gennem de indsatser og specifikke interesser, som er på spil, og som ikke kan reduceres til de interesser, som er på spil i andre felter (det er ikke det samme, som driver en filosof og en geograf frem). For at et felt skal kunne fungere, må der være indsatser og folk, som er parate til at spille spillet; folk, som er i besiddelse af den habitus, som implicerer kendskab til og anerkendelse af spillets immanente regler, indsatser, osv. [...] (Bourdieu 1980: 114). Feltet kan fungere, hvis dets deltagere er i besiddelse af det, Bourdieu kalder illusio: Illusio er det at være fanget i spillet, at være fanget af spillet, at tro at det er indsatsen værd, eller for at sige det helt enkelt, at det er besværet værd at spille. (Bourdieu 1994: 151). Ud over at dele en opfattelse af spillet, deler alle, som er engageret i feltet, en række grundlæggende interesser, som er knyttet til selve feltets eksistens. Under alle modsætninger ligger der en objektiv samhørighed: man er overens om, hvad det er, som udgør feltet, og man er interesseret i, at feltet fortsat består. For at kunne komme ind, skal man betale en afgift, som består i netop at anerkende spillets betydning og dets grundlæggende regler. Feltet er således et mangesidigt spændingsfelt: det er både et felt, hvor kræfter står mod hinanden, og et felt, hvor der pågår en kamp for at bevare eller forandre selve feltet. Alle typer af 9 10 For eksempel hos Paul Ricœur, se Vigsø 1993 og 1997. Spil som beskrivelsesmodel og metafor har haft en utrolig betydning for tænkningen i det 20. århundrede; Saussure anvendte skakspillet for at forklare det sproglige tegn, Wittgenstein talte om sprogspil og så videre. Analogien er ikke uproblematisk, men dette er ikke stedet at udfolde diskussionen.

12 sociale felter [...] kan kun fungere, for så vidt der findes aktører, som investerer deri, i de forskellige betydninger dette ord kan have; som engagerer deres ressourcer deri og gør deres indsatser, og på denne måde gennem selve deres modsætning bidrager til at bevare feltets struktur eller, i visse tilfælde, til at forandre den (Bourdieu 1982: 47). Aktørerne handler derfor strategisk i et felt ud fra dels individuelle interesser, dels den kollektive interesse i at opretholde feltets struktur. Men ved at kalde handlingen for strategisk risikerer man let at give det indtryk, at der er tale om en bevidst og rationel kalkulation, hvilket ikke er tilfældet. Strategien er resultatet af den praktiske sans, sansen for spillet, som er opnået gennem deltagelse i de sociale aktiviteter i feltet (Bourdieu 1987: 79). Når det drejer sig om det politiske felt, vil det sige, at man inkorporerer en bestemt forståelse af, hvordan man handler inden for politikken; en forståelse, som bliver så inkorporeret, at aktøren ikke er sig bevidst, at der er tale om en indlært adfærd. Man kan illustrere det med det eksempel, at visse politikere omtales som politiske dyr. 11 Betegnelsen sigter på, at de handler instinktivt, som et dyr, inden for det politiske felt; de opfattes så at sige næsten som en slags naturtalenter, men selve det faktum, at en sådan næsten instinktiv adfærd må betegnes med et eget udtryk, viser, at der er tale om en handlemåde, som skal indlæres inkorporeres og dermed accepteres af politikerne. Den er netop ikke naturlig, selv om den hos visse fremtræder, som om den var det. Aktørerne inden for et felt er i besiddelse af forskellige former for kapital, noget som har en værdi inden for feltet. Der findes flere former for kapital, ud over den økonomiske (som også spiller en rolle inden for det politiske felt): social kapital, symbolsk kapital og kulturel kapital. Begrebet kulturel kapital blev lanceret af Pierre Bourdieu i et forsøg på at forklare, hvorfor børn fra forskellige sociale klasser ikke klarede sig lige godt i skolen (uden at falde tilbage i en biologistisk påstand om sammenhæng mellem socialklasse og intelligens). Konklusionen blev, at børn fra forskellige sociale klasser medbringer forskellige former for viden, kunnen og materielle ting, som har forskellig værdi i skolen (eller rettere på det uddannelsesmæssige, skolære felt). Den kulturelle kapital kan findes i tre former: i en inkorporeret tilstand, dvs. i form af varige dispositioner hos organismen; i en objektiveret tilstand, i form af kulturelle goder, malerier, bøger, ordbøger, instrumenter, maskiner, som er et spor efter eller realiseringen af teorier eller kritik af disse teorier, problemstillinger, osv.; og endelig i en institutionaliseret tilstand, en form for objektivering, som må ses separat, fordi den, som man kan se med eksamensbeviset 12, forlener den kulturelle kapital, som den anses at garantere, med helt igennem unikke egenskaber [...]. (Bourdieu 1979: 3) 11 12 Et udtryk som muligvis er mere almindeligt i Danmark end i Sverige, men som jeg dog har hørt anvendt også i svenske medier. På fransk: le titre scolaire.

13 Det meste af den kulturelle kapital er knyttet til kroppen og forudsætter, at man inkorporerer den, hvilket bl.a. vil sige, at man tilpasser sig bestemte normer, en bestemt livsstil osv. Man investerer sin tid i denne proces; det er et arbejde med én selv, man kultiverer sig, og den kulturelle kapital bliver således udtryk for en være-blevet : man er blevet fx politiker, ser sig selv som sådan og anerkendes af andre som sådan. 1.3 Det politiske felt og de politiske markeder Ovenstående har været en kort indføring i nogle af de centrale begreber hos Bourdieu, uden særlig skelen til deres anvendelse inden for det politiske felt. Bourdieu har selv ved flere lejligheder skrevet om aspekter af det politiske spil (især i Bourdieu 1981), men det er især hos en gruppe af politologer og sociologer med Daniel Gaxie og Michel Offerlé som de mest markante figurer, man finder en grundig behandling af det (parti)politiske system med udgangspunkt i Bourdieus tanker. Det følgende er et forsøg på at uddrage og sammenskrive den generelle del af det, man kunne kalde den Bourdieu-inspirerede politiske sociologi, dvs. et forsøg på at fremdestillere de karakteristika, som vedrører det repræsentative partipolitiske system som sådant, og ikke blot er gældende for Frankrig. Før den almene valgret blev indført, eksisterede der et personligt forhold mellem vælgeren og den valgte; man kom fra samme område og tilhørte samme meget begrænsede kreds af velhavende og velestimerede mænd. Forandringerne i dette system indtræder først i de store byer, hvilket ganske enkelt skyldes antallet af vælgere: jo større antallet af vælgere er, desto sværere bliver det at opretholde personlige forbindelser med dem, og som følge heraf må mobiliseringen ske på baggrund af abstrakte principper i stedet for personlige fordele. Samtidig bliver sandsynligheden for fraktionering større; modsætninger mellem sociale grupper træder frem etc. Kampen om stemmerne bliver mere abstrakt og forholdet til vælgerne mere indirekte, og med indføringen af den almene valgret ændres forholdet mellem repræsentant og vælgere markant. Gruppen af vælgere vokser til at blive en masse, den transformeres til et publikum, og måden at henvende sig til vælgeren må nødvendigvis dermed også ændre sig. Politikeren må præstere et specifikt arbejde for at gøre vælgerne interesseret i virksomheden, i de mere abstrakte goder, han har at tilbyde: taler, repræsentation, fremtidsvisioner, reformer. På baggrund af dette begynder vælgerne at føle tilknytning til politiske principper og dermed til partier, fremfor til enkeltindivider. Ganske vist er der stadig en ganske stærk lokal og personlig tilknytning, men vælgerne begynder i stadig større udstrækning at samles om partiet med dets tegn og emblemer. Denne proces forløber i øvrigt forskelligt i de skandinaviske lande: i Norge og Sverige fødtes de politiske partier inden den almene valgret indførtes, i Danmark efter.

14 De nye politiske aktører, som var den drivende kraft i forandringen af systemet, kom ofte fra lavere sociale lag end de gamle politikere, og de havde derfor ikke samme mulighed for at udnytte personlige forbindelser og position. Ved at forkaste den tidligere fremgangsmåde, hvor man nærmest købte stemmer, forsøgte de ubevidst at fremtvinge en ny opfattelse af den politiske konkurrence, som var i deres egen interesse og i overensstemmelse med deres egen overbevisning (Gaxie 1989: 16). Dermed skabes også en ny moral for politikken, som stadig gør sig gældende: det er ikke acceptabelt at anvende sig af materielle midler for at købe folks støtte, og det er heller ikke acceptabelt at anvende sin position til at skaffe sig materielle fordele. Politikken er blevet et felt for ideer og symbolsk kamp, hvor indslag af personlig vinding meget hurtigt opfattes som korruption og magtmisbrug. 13 I det 19. århundrede var politikeren oftest et individ, som forvandlede sin personlige kapital (formue, forbindelser, eksamener, kendthed) til politisk kapital og udvekslede den på et lokalt plan. Men efterhånden som den nye form for politikere kommer til, individer uden personlige ressourcer, forstærkes den politiske kamp og bliver mere kontinuerlig. Samtidig sker der en centralisering af kapitalen i partier, og de individuelle entrepenører 14 forsvinder til fordel for kollektive virksomheder, hvilket også medfører en tendens til homogenisering af det politiske udbud. Kendetegnende for det repræsentative demokrati er, at det udfolder sig i en ikke-voldelig kamp, en konkurrence om indflydelse og positioner, som først og fremmest er et sprogligt fænomen. Samtidig er det en forudsætning, at der rent faktisk findes en aktivitet, som er udelukkende politisk, dvs. som det er muligt at adskille fra andre sfærer i samfundet (det sociale, det religiøse og det økonomiske). Dette er en forholdsvis moderne foreteelse; går man tilbage i tiden, er det ikke muligt at skille disse sfærer ad. Men med den demokratiske styreforms indførelse udspiller politikken sig nu i afgrænsede rum, som er differentierede i forhold til hinanden, og hvor specialiserede politiske aktører kæmper mod hinanden om specifikke indsatser. Disse afgrænsede rum kan kaldes politiske felter (Gaxie 1996: 15). Samtidig med at politikken udskilles som et selvstændigt felt, udskilles også dette felts aktører og de indsatser, som er på spil i feltet. Politik som område, det politiske som spørgsmål og politikeren som aktør konstitueres i samme bevægelse. Umiddelbart kan det virke lidt forvirrende, at der tales om både det politiske felt og de politiske felter i litteraturen, men dette bør tolkes som et spørgsmål om specificering: det er muligt at finde fællestræk i de forskellige specifikke politiske felter, som gør, at man kan tale om det politiske felt, når man un- 13 14 Man kan blot tænke på de forskellige svenske kontokortshärvor, for slet ikke at tale om Mona Sahlins diverse fadæser. Listen er meget lang og tyder på en vis divergens i opfattelsen af moralens imperativiske kraft hos på den ene side politikerne og på den anden side befolkningen, eller måske blot pressen. Se senere om brugen af ordet entrepenør.

15 dersøger de fælles træk. Til gengæld må man være opmærksom på de specifikke træk inden for det afgrænsede felt, som et politisk felt udgør. Man kan således skelne mellem det politiske centralfelt, hvor det drejer sig om fordelingen af centrale magtpositioner i fx rigsdag/folketing, regering, formandsposter i rigsdagsudvalg eller partiledelse, og de politiske periferi-felter, som er en heterogen gruppe af kommunale, amtskommunale med videre felter. At det politiske spil foregår på vidt forskellige måder på det centrale felt og på periferi-felterne, men også mellem det ene og det andet perifere felt, behøver man blot at se på opstillingslisterne til de forskellige valg for at konstatere. På landsplan foregår kampen udelukkende mellem repræsentanter for de etablerede partier, men går man til storbyerne, findes der allerede der lokalpolitiske lister, som overskrider de partipolitiske grænser og supplerer partierne, samtidig med at der indgås alliancer, som er utænkelige på landsplan. Går man længere ned i de perifere, lokale felter, bliver forskellen til landsplanet endnu synligere; lokallister, der ofte fokuserer på enkelte spørgsmål; enkeltpersoner, som er velkendt lokalt som erhvervsfolk eller lignende, og ikke mindst alliancer, som fra landsplan nedsættende betegnes som studehandler 15 snarere end samarbejde. Et eksempel på forskellen på det centrale felt og periferi-felternes funktionsmåde kom i Danmark i oktober måned 1999, hvor statminister Poul Nyrup Rasmussen blankt afviste ethvert landspolitisk samarbejde med Dansk Folkeparti; Dansk Folkeparti var ikke stuerene. 16 Kort efter udtalte formanden for de socialdemokratiske borgmestre, at det gik udmærket at samarbejde med Dansk Folkepartis repræsentanter på det lokale plan hvilket statsministeren ikke modsagde fordi det på lokalplan handlede om at finde løsninger på konkrete problemer og ikke om politik. Så længe Dansk Folkepartis lokale repræsentanter ikke udtalte sig politisk om indvandring og de fremmede, således som den landspolitiske ledelse gør ustandseligt, så ville man godt kunne samarbejde. Holder man sig til 15 16 Ifølge Politikens store nye Nudansk ordbog (1998): en uformel og ofte fordækt handel; det kan fx være en byttehandel el. en handel hvor den ene part stiller krav som ikke umiddelbart har noget med selve handlen at gøre. Dansk Folkeparti, stiftet af Pia Kjærsgaard som en udbrydergruppe fra Fremskridtspartiet, har gjort stop for indvandring og mistænkeliggørelse af fremmede til deres centrale, og stort set eneste, kampfelt. Samtidig er de meget ivrige efter at blive accepteret som et rigtigt parti med ret til at deltage i forhandlingerne om finanslov mm., hvilket gjorde at reaktionerne på statsministerens totale afvisning blev en stor fortørnelse. Hændelsesforløbet er også interessant som et eksempel på den kamp, der er om selve definitionen af, hvad et ( rigtigt ) politisk parti er: sålænge man holdes uden for indflydelse, dvs. ikke inviteres med til forhandlinger om centrale lovforslag, er man ikke et rigtigt parti, fordi man ikke anerkendes af de centrale partier som ligeværdig. Så faktisk har Dansk Folkeparti, trods deres stadige insisteren på at være et stuerent og rigtigt parti, ved netop deres fortørnelse vist, hvor central anerkendelsen fra spillets øvrige deltagere er: får man ikke denne anerkendelse rimeligt hurtigt, er man dømt til en perifer eksistens og formodentlig en forholdsvis hurtig død. Dansk Folkeparti er sidan da nået et godt stykke på vejen mod anerkendelse, især efter den store fremgang ved folketingsvalget 2001. Se fx Termansen 2002 med den sigende rubrik De stuerene.

16 en enhedslig og ideologisk forståelse af, hvad politik er, vil man ikke kunne forklare denne tilsyneladende flagrante inkonsistens; her er det netop nødvendigt at forstå, at det lokalpolitiske felt og det centralpolitiske felt fungerer efter vidt forskellige regler. Samtidig er de perifere felter mere eller mindre integreret i det centrale felt, eftersom intet område kan fungere helt autonomt i forhold til centralmagten. Systemet er således kendetegnet ved en høj grad af arbejdsdeling mellem politikere og profane, 17 hvilket bl.a. kan ses, når man spørger folk om deres interesse for politik. Gang på gang viser disse undersøgelser i alle vesteuropæiske lande, at det er kun en meget lille del af befolkningen, som erklærer sig meget interesseret i politik. Kort sagt: borgerne interesserer sig ikke synderligt for politik i denne generelle forstand; de overlader politikken til politikerne. 18 Der er således etableret et skel mellem politisk aktive aktører, som er interesseret i politikken i en sådan grad, at de vil investere deres liv i den, og det store flertal af dem, som de må forsøge at mobilisere. Det politiske felt er således konstitueret som et afskilt område, som følger sine egne love, fokuserer på sine indre indsatser, som er relativt esoteriske eller latterlige for de ikke-indviede, og det er samtidig tilbøjeligt til at lukke sig om sig selv. (Gaxie 1996: 20) Denne tendens modvirkes af valget, som netop er en dom over politikerne, fældet af dem, som er udelukket fra det politiske område lidt af et paradoks. Derfor ser man også ofte politikerne undsige selve det politiske systems lukken-sigom-sig-selv til fordel for et demokratisk ideal om aktiv deltagelse. Heri kan man se endnu et paradoks; politikerne undsiger den professionalisering, som er grundlaget for systemet, til fordel for den aktive deltagelse fra befolkningen, som for størstedelens vedkommende udtrykker, at de ikke interesserer sig for politik. Uden at skulle gøre et stort nummer ud af dette, må man sige, at der tilsyneladende er en vis afstand mellem idealerne og virkeligheden inden for politikken. 1.3.1 Fra entrepenør til virksomhed Professionaliseringen af politikken har, som tidligere nævnt, ført til, at det er andre typer af aktører, som er virksomme inden for feltet: tidligere var der tale om entrepenører ; nu er der tale om virksomheder. Dette kræver en kommentar. 17 Når dette begreb anvendes, er det udelukkende for at undgå at specificere gruppen som andet end ikke-politikere. 18 Man skal imidlertid ikke heraf drage den konklusion, at borgerne ikke interesserer sig for politiske spørgsmål, men interessen afhænger af den personlige investering og indsats. At man erklærer sig ikke særligt interesseret i politik forhindrer ikke, at man engagerer sig i fx kampen mod bygningen af en ny bro eller mod nedlæggelsen af daginstitutioner.

17 Daniel Gaxie og Michel Offerlé med flere taler på fransk om entrepeneur og entreprise inden for det politiske felt, hvilket giver muligheden for at anvende det tilhørende verbum entreprendre og spille på en dobbelt betydning: en entrepeneur er dels en innovativ igangsætter, dels en person, som driver en specifik virksomhed. L entreprise er således både det at entreprendre og den specifikke virksomhed. Jeg har valgt her at anvende det noget uvante ord entreprenør sammen med det noget mere almindelige virksomhed. Det danske ord har (til forskel fra det svenske verksamhet) også en dobbelthed i sig, som kan sammenlignes med den franske: virksomhed kan være såvel resultatet af et virke som en produktionsenhed, men at konstruere substantivet en virker for at vise det etymologiske slægtskab, virker lidt for søgt. Så en entrepenør skal forstås som en person, der har en virksomhed (med mulighed for begge dette ords betydninger) på det politiske felt. Begrebet politisk entrepenør er knyttet til forestillingen om det politiske marked som et abstrakt sted, hvor aktører konkurrerer med hinanden for opnåelse af visse goder. Når det er nødvendigt at indføre begrebet og ikke blot tale om politikere, skyldes det, at der findes andre former for aktører på markedet end politikere. I vore dage er politiker stort set synonymt med partipolitiker, men såvel en historisk analyse som en analyse af den aktuelle situation viser, at der har været og er andre typer af entrepenører på det politiske marked. Partierne er historisk bestemte former for politisk virksomhed, og selv om de i dag har stort set monopol på at agere på det politiske marked i forbindelse med valg, er de til stadighed truet på andre politiske markeder af andre former for entrepenører, som også udbyder politiske goder: miljøorganisationer, forbrugergrupper, græsrodsbevægelser, kort sagt interesseorganisationer. Denne pointe er vigtig, når man vil forstå partiernes stillingstagen, positionering og kommunikation; partierne kæmper ikke kun mod hinanden, men også mod andre ikke-parlamentariske grupper, i forsøget på at opnå befolkningens opmærksomhed og støtte. Men der er altså sket en bevægelse fra individuelle aktører til kollektive aktører, fra politiske entrepenører til politiske partier. Det betyder selvfølgelig ikke, at individet som sådant forsvinder det er og bliver stadig mennesker af kød og blod, som man på valgdagen har mulighed for at vælge imellem men det betyder, at individerne må indordne sig under en kollektivitet for at have en chance for at blive valgt, 19 og dette har igen betydning for den form, repræsentationen og udvekslingen med vælgerne tager. 19 I Danmark er det siden 2. verdenskrigs ophør kun lykkedes to personer at blive valgt til Folketinget uden for partiopstillingerne, og i begge tilfælde var der tale om personer med en særlig personlig kapital: Christmas-Møller var under krigen blevet kendt som den danske stemme fra BBC, og Jacob Haugaard var landskendt som komiker på tv. I begge tilfælde spillede medierne således en afgørende rolle. Med introduktionn af personvalgssystemet i Sverige åbnes der for lignende situationer, men med disse erfaringer i tankerne skal man nok ikke vente sig at det bliver specielt mange.

18 Det faktum, at politikerne er individer med personlige interesser, gør også et parti til en mere sammensat og (potentielt) konfliktuel størrelse, end tidligere definitioner har anset. 20 Man bør derfor ikke, ifølge Michel Offerlé, analysere de politiske partier ud fra spørgsmålet hvad de tjener til, hvilken rolle de udfylder i et demokratisk samfund, men i stedet som grupper, der er grundlagt for at intervenere på det politiske marked, men som er i stand til at producere meget forskellige virkninger og være genstand for meget varierende investeringer og sociale anvendelser. Det gælder ikke om at forstå, hvad partierne tjener til, for en sådan tankegang udgår fra en tro på, at partierne er målrationelle og funktionelle. Hævdelsen af det partipolitiske systems rationalitet og funktionalitet er, som Weber har vist, et led i modernitetens generelle rationaliseringsbestræbelser, og den er derfor også en grundantagelse i partiernes selvforståelse og legitimering af deres virksomhed. Det er og bliver imidlertid en påstand. En nærmere undersøgelse vil vise, at partierne ikke blot er rationelle, enhedslige aktører, men at de er scene for indre kampe. Så hvis de politiske partier tjener til noget, er det ikke det samme for alle aktører. I stedet må man redegøre for, hvordan de sociale aktører, som har interesse i de politiske partier, på én gang tjener disse og anvender sig af disse på ekstremt forskellige måder. Så i stedet for at være en enhedslig, målrationel aktør, er et parti et konkurrencefelt, hvor to former for kapital mødes: 1) Partiets objektiverede kapital, dvs. dets samlede sum af teknologier og handlemåder, som er akkumuleret gennem tiden af partiets deltagere, og 2) de enkelte deltageres personlige mere eller mindre adækvate egenskaber: inkorporeret kapital, deres habitus som aktive medlemmer eller funktionærer. Disse deltagere er i konkurrence om kapitalens fordeling og dermed om retten til at bestemme, hvad den skal bruges til. 1.3.2 Den objektiverede kapital Når man taler om den objektiverede kapital, er det fordi den er blevet materialiseret, eksterioriseret: Den sociale objektivering er eksterioriseringen, materialiseringen og/eller institutionaliseringen af repræsentationer og praksisser hos individer og grupper i eksterne genstande (skriften er for eksempel en form for objektivering). Man taler også om reifikation. De sociale former, som er objektiveret (gennem eksteriorisering af det interiøre), adskiller sig fra de sociale former, der er inkorporerede (gennem interiorisering af det eksteriøre, habitus). (Accardo & Corcuff 1992: 233) Den kollektive kapital, som et parti råder over, inkluderer både objektiverede former som emblemer, logoer, symboler, steder og bygninger, og mere abstakte former som organisationsform og traditioner. Vigtigst og ældst af disse er som regel partiets mærke, dets symbol eller logo; det er det, som er bedst kendt i offentligheden, og som har den bredeste anvendelse. At mærket virkelig indtager 20 Se fx Duverger 1964, LaPalombara & Weiner 1966, Rasmussen 1972.

19 en central plads kan fx ses af den forsigtighed, som partierne udviser hvad angår dets modernisering, for slet ikke at tale om dets udskiftning med et helt andet. Den socialdemokratiske knyttede næves transformation overalt i Vesteuropa fra at være et rent kampmærke til at blive en markering af en vilje til fredlige reformer ved hjælp af en rose var en langvarig proces. Da de svenske socialdemokrater valgte at tage næste skridt og bevare rosen i en mere stiliseret og uformel udgave, skete det ikke uden protester fra medlemmerne, som havde svært ved at forbinde et dekonstrueret rose-ansigt med den traditionelle (klasse)kamp. 21 Mange socialdemokrater (formodentlig især de ældre) foretrak det traditionelle partisymbol (som i og for sig ikke var specielt gammelt, men som dog vedgik sig sine rødder ved at bibeholde knytnæven). Ved sin alder, synlighed og genkendelighed skabte det en anden form for identitet end Javier Mariscals smilende puslespil. Et andet eksempel på et mærke, som ved sin stadige tilstedeværelse gør det muligt at skelne mellem os og de andre er socialdemokraternes røde nipsenål i reversen. 22 Her er det kollektive mærke gledet over i et individuelt mærke, som på én gang er diskret og tydeligt, mindre konfrontatorisk end den knyttede næve, men mere påtrængende ved sin stadige tilstedeværelse. 23 En vigtig del af konstitueringen af et nyt parti viser sig gang på gang at være valget af navn (som også er en del af mærket) og partisymbolet. På venstrefløjen i 1970 erne var navnet vigtigt som en markering af en forskel, som det ellers kunne være svært at se for de ikke-indviede (deraf den overvældende brug af betegnelserne revolutionær, marxistisk-leninistisk og arbejder 24 ); i 1980 ernes og 90 ernes Europa var det på højrefløjen især markeringen af nationalt tilhørsforhold og folkelighed, som var vigtig. At steder og bygninger udgør en kollektiv kapital skyldes deres symbolværdi: stedet, hvor partiet blev stiftet, spiller ofte en central rolle for påpegningen af kontinuiteten, dvs. som et referencepunkt. Hvad bygninger angår, er det især arbejderbevægelsens rejsning af et eget hus ( Folkets hus ) rundt omkring i landet, som har spillet en stor rolle det er ikke uden grund, at det danske socialdemokratis egen beskrivelse af partiets fremvækst fik titlen En bygning vi rejser. 25 Disse huse har fungeret både som praktisk samlingssted og som symbolsk 21 22 23 24 25 Se Vigsø 1996. Hvorvidt dette mærke anvendes i andre lande end Danmark har jeg ikke kunnet afklare. Man kan også gøre sig mange tanker om socialdemokratiets og fagbevægelsens ønske om at leve op til de borgerlige normer ved deres fremstilling af diverse memorabilia, så som askebægre og platter, som minder fra kongresser mm. Hvilket på forrygende morsom vis er vist i Monty Pythons film Life of Brian, hvor de forskellige palæstinensiske modstandsgrupper er mere optaget af at bekæmpe hinanden og forsvare deres egen ret til at kalde sig noget med folk end af at bekæmpe romerne. Oluf Bertolt, Ernst Christiansen & Poul Hansen: En bygning vi rejser I-III. Kbh.: Forlaget Fremad 1954 55.

20 mærke for bevægelsens voksende styrke (og som en torn i øjet på bevægelsens politiske modstandere, hvilket også er en vigtig funktion). En form for kollektiv kapital, som er central, er den rent økonomiske kapital. Partier er ikke blot virksomheder i en abstrakt forstand, de er det også i en meget konkret økonomisk forstand. De økonomiske ressourcer er af stor betydning ved planlægningen og gennemførelsen af en valgkampagne, men også i det daglige arbejde spiller økonomien en stor rolle, fx for muligheden for at drive en professionel organisationsstruktur med et stort antal ansatte. At man har indset de økonomiske ressourcers betydning for det partipolitiske arbejde ses af de forskellige former for lovgivning, man har i de forskellige lande, angående partiernes financiering, firmaers og personers bidrag til valgkampe og partikasser osv. Regler og praksis er vidt forskellig i de forskellige lande, men fælles er, at staten støtter partivirksomheden for at undgå, at de partier, som har tilgang til store økonomiske ressourcer (fra erhvervsliv, landbrug eller fagbevægelse) skal få en alt for overvældende fordel. Tidligere skilte kommunistpartierne sig ud ved deres indsamlinger blandt medlemmerne; nu er det fx et fænomen som partiskat af rigsdagsmedlemmernes løn, som skiller visse småpartier ud fra de store (og rige) partier. Man kan fremsætte den hypotese, at jo ældre og jo mere lukket den sociale relation er, desto vigtigere er den objektiverede kapital. Det vil sige, at der er en sammenhæng mellem partiets grad af etablerethed og vigtigheden af de kollektive ressourcer. Og omvendt: jo mindre de aktives kapital er objektiveret, desto friere slag er der for de aktive til at tilegne sig kapitalens afkastning, dvs. for at gøre karriere i partiet og skaffe sig fordele og indflydelse. I det første tilfælde er det partiet, som skaber den aktive, i det andet er det de aktive, som skaber partiet. (Jvf. kapitalismens udvikling: i begyndelsen er det entrepenøren, den enkelte iværksætter, som skaber kapitalismen; når den er mere avanceret objektiveret og etableret er det kapitalismen, som skaber entrepenøren.) 1.3.3 Den individuelle kapital De individuelle former for kapital er sværere at beskrive skematisk; de udgøres af de personlige egenskaber og ressourcer, som kan have relevans i en politisk sammenhæng. Det vil sige kvantificerbare størrelser som uddannelse og formue, alder og køn, men også mere uhåndterlige størrelser som karisma, netværk, anseelse, erfaring mm. Man kan også beskrive den individuelle kapital som det, der kan medvirke til at bevare og uddybe politikerens etos, altså de faktorer, som retorisk kan anvendes som argument for politikerens egnethed. Her virker det som om, den politiske sociologi har et ganske objektivistisk syn på, hvad de individuelle ressourcer er, mens et mere pragmatisk og retorisk syn vil kunne give en uddybet forståelse af deres anvendelse. For ud over de rent fysiske ressourcer, er der for de andres vedkommende tale om potentielle ressourcer, som først realiseres som ressourcer ved at blive diskursiverede. Det betyder, at en egenskab som alder kan diskursiveres som en ressource på (mindst) to forskellige