Lindvig Osmundsen Side 1 11-11-2015 Prædiken til 21.søndag efter trinitatis 2015 Tekst. Johs. 4,46-53. Det er ikke let at bevare troen. Men kan vi leve uden troen? Den kamp kender vi. Der er ikke ret mange mennesker som kommer igennem livet uden at få sår på sjælen. Vi udfordres altid på vores tro, og ikke mindst så udfordres vi af de mange undere som der fortælles om i evangeliet. Det er jo ganske mange gange i løbet af et kirkeår at vi hører om Jesu undere. Og for at sige det ligeud, så har vi hørt om flere undere end vi selv har set og oplevet. Undere sker for andre ikke for mig. Og det udfordrer vores tro. For samtidig med at vi ligesom har slået os til tåls med, at undere ikke sker i dag, så betyder det noget for os at kunne tro på underets mulighed. Selvom vi ikke kan tro på undere i dag, så har beretningerne om Jesu undere betydning for os. Vi sidder på en eller anden måde ligesom fast i dette spændingsfelt, som en lus mellem to negle. Vi tør ikke helt tro det, og vi kan heller ikke helt slippe troen på det. Troen på Jesu undere og helbredelser ligger der, men vi er Skeptiske men kan ikke helt lade dem være. I det spændingsfelt sidder vi fast. Vi sidder fast mellem de to, troens håb og troens resignation. Det er for mig befriende i mit liv og arbejde som præst, og mit liv som menneske, at jeg ikke skal svare på denne kattepine, for vi sidder i den kattepine sammen. Side 1 af 5
Lindvig Osmundsen Side 2 11-11-2015 Den som skal svare og som alene skal svare, er Gud. Når og hvor han vil, og om han vil. Det er også befriende midt i denne kattepine, at lægge mærke til, at denne kamp med troen, ikke er fremmed for evangeliet. Der er flere tilfælde hvor det lige netop er denne menneskers kamp med troen, som der fortælles om i forbindelse med Jesu undere. Den ene er manden her, kongelig embedsmand og far. Han kom med sin magt og store autoritet og bad Jesus komme med sig. Man aner en kommandotone i mandens måde at være på. Jesus du skal gøre som jeg vil. Og manden går ikke ind i diskussion med Jesus men fremturer blot med sit spørgsmål. Kom, før han dør. Vi får et andet sted i evangeliet fortalt om en mand der bad for sit syge barn. Han havde bedt disciplene om hjælp og de kunne ikke helbrede drengen. Og så kommer manden og disciplene til Jesus, og nu skal Jesus forsøge. Denne far siger til Jesus: Hvis du kan, så hjælp min dreng! Og da tog Jesus fat i mandens ord. Hvis du kan. Og manden bryder sammen og tilstår. Herre, jeg tror hjælp min vantro. De to fædre ligner hinanden. Troens håb og den naturlige skepsis kæmper i dem. De har begge oplevet en fars afmagt, de har rakt ud efter ham, som har hjulpet andre. De var kommet til Jesus, men bærer med sig en skepsis, den skepsis som livets mange knuste håb havde lært dem. De står der klædt af til skindet, helt ind til hjertes smerte og fortvivlelse, og uden tro. Afmagten har lammet dem og troen er fordampet. Disse to beretninger skærer ind til benet, i hvad det er at være et afmægtigt menneske. Men det befriende er, at de to mænd og fædre, så at sige ribbes for tro. Selv i det at tro er de afmægtige. Side 2 af 5
Lindvig Osmundsen Side 3 11-11-2015 De står der tomhændet, uden noget at bidrage med. Det er afmagt. Den kan intet selv. Og sådan kan enhver af os føle at vi står afmægtige over for det vi har fået at kæmpe med i livet, eller er ramt af i livets gang. Man er ramt så det tærer på vores kræfter og tærer på vores tro. Og jeg tror ikke at det er de få som kan have det sådan, men at vi er flere om at kende til den følelse af afmagt over for livets udfordringer og uretfærdighed. Men nu slutter de to beretninger godt. Men gør det det for os, og i det vi kæmper med? Det spørgsmål står tilbage. I disse to mænds kamp med troen, er der et element af opgivelse og overgivelse. Hvad mener jeg med det? Jo, jeg mener at det at erkende sin afmagt er vanskeligt for os mennesker. Det føler vi som et nederlag, et ydmygende nederlag. Hellere end at indrømme vores afmagt og afhængighed af andre og af Gud, vil vi gå vores egne veje og klare livet selv. Vi kan ikke blive i vores afmagt, men vil altid søge et eller andet håb. Naaman ville gå hjem til floderne i sit eget land. I alt som har med tro at gøre, er der et element af at give op, og af at overlade fremtidens gang til en anden, til Gud. Overgive sig til Guds vilje. Det som vi har i bønnen, ikke som jeg vil, men som du vil. Det er svært. Jesus var selv den, som måtte bære lidelse og smerte. Og som måtte give afkald og opgive sin egen vilje. Det er jo sådan vi får fortalt Jesu historie, at han som hjalp så mange til et bedre liv, han måtte gå smertens og lidelsen vej i en alder af 33 år. Ham, som vi tror på og som vi taler om, til hans historie hører Side 3 af 5
Lindvig Osmundsen Side 4 11-11-2015 også nederlagets og smerte og opgivelse. Jesu bøn på korset Min Gud, hvorfor har du forladt mig er både at give op og at overgive sig. Jesus overgav sig i Getsemane have til Guds vilje. Og på korset opgav han alt, til Gud. Min Gud, hvorfor har du forladt mig. Jesus holdt fast i Gud, da han gav op. Den bøn midt i afmagten er også den bøn, som jeg kan være hjemme i. Den bøn som kan bære mit liv og min afmagt. Ved en ordination sluttede biskoppen sin tale til de to præster som skulle ordineres: Gud i vold. Det er ganske kontant og realistisk sagt, at det liv de stod foran, det var på Herrens mark. Overladt til Guds vilje. I evangeliets underberetninger endte det godt. Også for de to som stod uden tro. Det sluttede godt! Hvorfor? Ser vi alene på de to skeptiske og tvivlende mænd, så er det godt at det endte godt. Var de blevet sendt tomhændet bort, så havde alle vi der ikke kan klare det med troen, mistet det sidste håb. Den kongelige embedsmand og far fik et ord at gå på. Og det er det første og allervigtigste for os mennesker, at vi har et håbets ord at leve på. Det er helt op til Gud, hvad han vil gøre eller give mig i mit liv, og jeg får ofte ikke det jeg beder om, dog har jeg et ord at bære mit liv på. I en salme faldt jeg over dette ord, som enkelt siger hvad det er at leve med Gud, som sin himmelske fader. Du altid mig ved hånden fik, når vandene til sjælen gik. Brorson som har skrevet den sætning, bruger her det billede af et menneskes forhold til Gud, som er mellem et barn og dets fader. Når det går godt, kan man klare alt selv og lege og tumle og udfolde sig. Men når man er truet og skræmt og bange, så søger barnehånden sin faders hånd. Det er bønnens hånd som Side 4 af 5
Lindvig Osmundsen Side 5 11-11-2015 rækker ud efter Gud. At tro er at komme til Ham som er større end vi kan forstå. Og troen er vel i sidste enden blot dette, at række sin hånd ud efter Guds hånd, og så lade Gud råde for hvad der sker. I det håb og i den tro, at i alt hvad der sker med mig, er jeg i Guds hånd. I livet og i døden. Side 5 af 5