Nu kom Johannes' disciple i diskussion med en jøde om renselse, og de gik hen til Johannes og sagde:»rabbi, han, som var hos dig på den anden side af Jordan, han, som du har vidnet om, han døber nu selv, og alle kommer til ham.«johannes svarede:»et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen. I kan selv bevidne, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt forud for ham. Den, der har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og lytter efter ham, fyldes med glæde, når han hører brudgommen komme. Det er min glæde, og den er nu fuldkommen. Han skal blive større, jeg skal blive mindre. Den, der kommer ovenfra, er over alle; den, der er af jorden, er jordisk og taler jordisk. Den, der kommer fra himlen, er over alle; hvad han har set og hørt, det vidner han om,
og ingen tager imod hans vidnesbyrd. Den, der har taget imod hans vidnesbyrd, har dermed bekræftet, at Gud er sanddru; for han, som Gud har udsendt, taler Guds ord; Gud giver jo ikke Ånden efter mål. Faderen elsker Sønnen, og alt har han lagt i hans hånd. Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.«joh 3,25-36 alle går og siger glædelig jul det er bøjet i neon det står i lysreklamer i vinduer, gader og stræder plantet som skilte i parcelhushaver det står på fortrykte kort og i avisen i julemails, hilsner og breve på vej ud af butikker lyder det trofast fra enhver ekspedient uanset trosretning glædelig jul glædelig jul glædelig jul
her i kirke hører man det også inden længe det manglede bare om ikke før så da i al fald juleaften - jeg siger det selv - derude og andre siger det til mig ja én sagde endda: Glædelig jul og god arbejdslyst det var meget betænksomt og jeg mener det når jeg siger det og jeg tror også at de andre mener det når de siger det til mig jeg er bare ikke så sikker på hvad det egentlig er at de mener med det
og jeg har af og til tænkt på at spørge Jo, tak og i lige måde men hvad mener du egentlig med det der glædelig jul? men det er blevet ved tanken jul ved vi alle hvad handler om men hvad er glæde egentlig for noget ja, i al fald 3 ting, men sikkert også både 4 og 5 glæde er noget jeg føler den kommer og går uden anledning og uden årsag ligesom skyer der farer henover himlen det ene øjeblik er der overskyet og i det næste øjeblik skinner solen ned igen der er morgener jeg vågner glad og der er morgener hvor jeg bare vågner (indtil videre)
glad er en følelse først og fremmest og på overfladen man kan være glad her og nu glemme sig selv, tid og sted så længe det varer 2 man kan også glæde sig over glæde sig over noget der var noget der hører en anden tid til jeg tager mig selv i det når jeg taler med folk der er kede af det og slet ikke glade her og nu så minder jeg dem inden jeg ved af det - om det om det de kan glæde sig over alt det der var ja, folk der er kede af det må lægge øre til meget om alt det de kunne glæde sig over
når nu ikke de er glade her og nu man kan se tilbage men man kan for det tredje - også se frem og glæde sig (ikke over) men til glæde sig til om ikke andet så til jul det er betryggende for os at der ligger noget forude alternativet ville ikke være til at bære glæden kan med andre ord være knyttet til noget der var noget der er og noget der kommer og der er sådan set slet ikke noget i vejen for at den kan være forbundet med både det ene, det andet og det tredje og det er nok noget nær en fuldkommen glæde en fjerde glæde
og det er den vi hører Johannes Døber tale om Det er min glæde, og den er nu fuldkommen siger han og jeg synes da at det må være værd at se lidt nærmere på hvad det egentlig er han mener med det når nu vi alle går og siger glædelig, glædelig, glædelig Det er min glæde, og den er nu fuldkommen. Han skal blive større, og jeg skal blive mindre. fuldkommen er glæden for Johannes for den forbinder noget der var med noget der er og noget der kommer og endelig
er glæden åbenbart også forbundet med at Johannes skal blive mindre og jeg som troede at glæden var at blive stor. nu er der ved Gud må jeg indvende og det kan vi slet ikke komme udenom også mange glæder ved at blive så stor at man kan klare sig selv og klare sig godt blive fri og uafhængig og selvstændig men med det er det hele slet ikke sagt for det handler jo alt sammen om at blive større og mere i sig selv kommer den dag man har nok i sig selv
er der måske slet ikke plads til andre i én end sig selv og så ender det inden længe med at man har fået nok nok af sig selv og det har ingen glæde af og det skal man ikke ønske for nogen nej, glæden er knyttet til det at blive mindre mindre i sig selv når vi tager Johannes på ordet og i det øjeblik han bliver mindre mindre i sig selv sker der noget ja, så må der jo være plads til noget andet for Johannes er glæden ikke engang forbundet med det at være hovedperson i sit eget liv men med det at være en biperson i sit eget liv
Johannes giver et eksempel som ved første øjekast nok virker lidt sært han taler om sig selv som brudgommens ven Den, der har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og lytter efter ham, fyldes med glæde, når han hører brudgommen komme. Johannes er ham der står og lytter og fra sine folk hører om at Jesus er på vej Johannes er Jesus ven og han har ganske travlt med ikke at blive forvekslet med Jesus det kunne være fatalt hvis brudgommens ven
blev forvekslet med brudgommen fatalt for både brud, gom og ven I kan selv bevidne, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt forud for ham som vi hører ham sige og andre steder taler han om sig selv som den der baner en vej i ørkenen for en anden, for ham som skal komme men det er nu bogstaveligt talt ikke bare i ørkenenen derude det er også i Johannes indre øde der bliver banet en vej Jeg bliver mindre som han siger og i ham som er blevet mindre i sig selv er der banet en vej for en anden
og sådan har vi mennesker masser af mennesker der fylder mere eller mindre i os jo der er nok noget om det at glæden har noget at gøre med at der er plads til andre i en selv at der er banet en vej i mig som kun andre kan fylde ud - Men Johannes gik jo rent faktisk et skridt videre og gjorde sig selv brudgommens ven til en biperson i sit eget liv
og det er nu alligevel en tanke der er vores tid noget fremmed hvor tendenserne nok snarere går i ret retning af at man skal skabe sig selv overtage fortællingen om én selv fokusere på egne ressourcer og være hovedperson i sit eget liv på de punkter er kristendommen fattig men man behøver jo heller ikke en Gud for at pille sig i navlen en Gud der ikke kan sige andet end jeg kan sige mig selv siger mig ikke noget først når når jeg hører noget jeg ikke kunne sige mig selv hører jeg efter og bliver nysgerrig
og ved nærmere eftertanke kan jeg nu nok se noget sært forjættende ved Johannes ord om glæden ved at blive en biperson i sit eget liv om ikke at blive brudgom men bare blive hans ven at glæde sig - ikke alene på egne vegne men også på bruden og brudgommens vegne en fuldkommen glæde - men kan man nu være sikker på at brudgommens ven virkelig glæder sig på brudeparrets vegne? ja, jeg er egentlig lidt betænkelig ved det eksempel, det billede, den metafor Johannes her bringer frem
for er det ikke lige præcis her at der er al mulig risiko for at misundelse og jalousi kunne spire og blomstre mellem to mænd og en kvinde en gom, hans ven og en brud og jeg tænker på alle de vielser som disse mure har rummet gennem årene mon ikke en af gommens venner hernede på bænkene som biperson af og til har tænkt om han ville være ved det eller ej det kunne have været mig der stod deroppe og brudens veninder kan have det lige sådan gid det var mig der stod deroppe med ham der står der nu
så det var mig der var hovedperson jo, de er nu nok glade på gommens og brudens vegne men vi mennesker er nu så sindrigt indrettet at vi kan føle mere end en følelse på samme tid man kan godt være glad og lidt misundelig på samme tid når vi sådan sammenligner os med hinanden og har et mere eller mindre godt skjult ønske om alle sammen at være hovedperson - når nu Johannes så alligevel bruger det billede af sig selv som brudens ven som den fuldkomne glæde ja, så må det være fordi at han ikke sammenligner sig selv med Jesus
at i forhold til ham har han intet ønske om at blive hovedperson - den fuldkomne glæde opstår med andre ord der ifølge Johannes hvor vi ikke længere sammenligner os med hinanden og jeg måske ligefrem - glemmer mig selv den fuldkomne glæde sker der hvor det som var, det som er og det som kommer mødes og jeg glemmer tid og sted den fuldkomne glæde indtræffer snart vi venter på den et par dage endnu hvor vi alle bliver bipersoner i Betlehem den dag
vi bliver bipersoner så er der nemlig håb om at der bliver plads til alle og fred mellem mennesker se det vil være glædeligt