Om at være supervisor nogle råd til min kollega

SUPERVISION 1363 Om at være supervisor nogle råd til min kollega Jan-Helge Larsen Supervision indeholder både en konkret hjælp til at håndtere den aktuelle patient og en hjælp til bevidst at kunne forholde sig til sin lægerolle og dermed lurer frygten for ikke at gøre det godt nok og dermed være en mindre god læge. Utryghed er således et grundvilkår i supervision. Derfor er det afgørende, at supervisionsmetoden og supervisor sikrer at de negative følelser ikke forstærkes og at kontoen i relation hele tiden holdes i positiv. Ved tidligt at kommentere ting lægen gør godt viser jeg lægen, at jeg ser positivt på, hvad han gør så kan hans indre dommer eller kontrollant slappe lidt af. Det vanskelige er at finde den balance mellem det støttende og det konfronterende (påpegende) som bedst fremmer lægens personlige og faglige vækst. BIOGRAFI: Forfatter er praktiserende læge i Gladsaxe 1975 2007, lektor i almen medicin, Københavns Universitet 1986 2006, medarrangør af Kalymnos-kurserne i konsultationsproces og videosupervision siden 1992. Kursusleder sammen med Helena G. Nielsen på DSAM s kursus for supervisorer for fase-3 amanuenser i 2006 2007. FORFATTERS ADRESSE: Frederikkevej 20,1, 2900 Hellerup. E-mail: jhl@dadlnet.dk Alle håndværksprægede fag kræver supervision, for at fagets praksis kan videregives, og den enkeltes praksis udvikles. Som supervisor må man først og fremmet være en dialogpartner, der kan anskue konsultationen og patient-læge-forholdet udefra. Ordet supervision har to betydninger: at overskue og at overvåge. Denne dobbelte betydning af ordet må jeg som supervisor være opmærksom på. Hvis min supervision får karakter af evaluering, presses lægen i retning af at præstere og behage supervisor, og han får ikke hjælp med sine egentlige problemer. Derfor er det et godt tegn på tillid, når supervisanden (den læge der ønsker vejledning) tager en problematisk eller»dårlig«konsultation med. Min opgave som supervisor bliver så at hjælpe lægen ved at tage udgangspunkt i det, han finder problematisk, og hjælpe ham til at finde sine styrker og nye måder at håndtere patienterne på. Når jeg selv går i supervision, er det for at blive dygtigere og klogere bare det ikke bliver ubehageligt eller afslører nogle ufordelagtige sider hos mig. Jeg har det altså dobbelt med at deltage i supervision en parallel til at gå i terapi. I supervision kommer jeg til at vise, hvordan jeg håndterer mine konsultationer, hvad jeg klarer godt og mindre godt. Det er selve tanken bag det at vise en eller flere kolleger, hvad jeg gør, men samtidig lurer frygten for ikke at gøre det godt nok og der-

1364 SUPERVISION med være en mindre god læge. Utryghed er således et grundvilkår i supervision. Hvordan forholder jeg mig som supervisor til dette dilemma? I forbindelse med at de kommende fase-3-amanuenser nu skal have supervision, afholdt DSAM et kursus for kommende supervisorer (1, 2). Under arbejdet med tilrettelæggelse og afholdelse af kurset blev det klart for mig, at denne viden burde komme ud til en større kreds af kolleger, fordi supervision finder sted i mange praksis, og god supervision er så afgørende for kollegernes faglige udvikling og trivsel. Helena Nielsen har beskrevet definitioner på supervision og udviklingen i Danmark (3). Jeg vil i denne artikel især tage udgangspunkt i mine egne erfaringer som supervisor. Hvad indebærer det at være supervisor for uddannelseslæger på vej mod praksis og for praktiserende læger? Hvad skal man kunne, og hvad skal man bidrage med? Hvorfor er supervision nødvendig og hvad kan den give? I konsultationen skal lægen både passe på patienten og på sig selv. Supervision kan hjælpe en med at analysere, hvad der foregår i konsultationen (4, 5): 1. konsultationsprocessen 2. det medicinsk faglige 3. patient-læge-forholdet Under konsultationen hører lægen ofte om patientens plagsomme og smertefulde oplevelser. Derved påvirkes lægen af patientens følelser, og det inducerer følelser i lægen. Nogle af patientens følelser kan skabe særlig kraftig resonans i lægen (6). Således opdager man under en supervision, hvordan lægen ofte overtager patientens følelser under konsultationen, så lægen der ellers havde det godt inden konsultationen bagefter kan føle sig irriteret, træt, magtesløs eller rumme andre negative følelser, som belaster og måske ubevidst overføres til den følgende patient. Under supervisionen opdager man også, at lægen ofte fokuserer på det, han ikke gjorde godt nok under konsultationen, noget der yderligere bidrager til den daglige belastning og oplevelse af træthed sidst på dagen en træthed og utilfredshed der med tiden kan blive mere permanent, give ulyst til arbejdet og ende i udbrændthed (7). Når man deltager i supervision, udvikles med tiden en indre supervisor dvs. en indre observatør, der kan hjælpe lægen til at se situationen i fugleperspektiv eller registrere egne følelser i situationen og overveje handlinger i forhold til dette (8). Den indre supervisor fungerer som en skjult ekstra hjælper for lægen. Sammen med sin indre observatør har lægen løbende mulighed for at reflektere over og diskutere situationen og sine handlemuligheder. Supervision er en slags frivillig kvalitetskontrol. Når man lader kollegerne kigge indenfor bag konsultationens lukkede dør, opdager man de fælles vilkår og rammer for arbejdet, men også muligheder for alternativer, så man får mulighed for at udvikle sig selv som instrument. Den fælles refleksion med kolleger bidrager til at forstå vilkårene for lægearbejdet og udvikle en faglig identitet, et fagligt vi, som hjælper en til at acceptere muligheder og begrænsninger. Fællesskabsfølelsen i det kollegiale samvær

SUPERVISION 1365 Fig. 1. 1:1-supervision. Foto: Jan-Helge Larsen. modvirker den ensomhedsfølelse og magtesløshed, som let kan bemægtige sig os, når vi kommer til kort i patientbehandlingen. De besværlige patienter eksempler på lægens reaktioner De patienter, som vi oplever som besværlige, kan blive gode lærere for os (9). Når vi tager mødet med disse patienter med til supervision, kan det blive særlig lærerigt. Når fx en patient irriterer mig, ikke vil følge mine råd eller jeg bliver træt, kan det være, fordi jeg bliver konfronteret med min magtesløshed. Mit grundlæggende ønske er at hjælpe. De fleste vælger at læse til læge af denne grund og har siden trænet praktisk og teoretisk i mange år (10). Denne hjælperlægerolle er blevet en central del af min selvforståelse og identitet. Men jeg er måske ikke bevidst om, hvor tæt forbundet jeg er med hjælperrollen. Netop i mødet med besværlige patienter kan det udefra set blive klart, at jeg har optaget hjælperrollen, så den er blevet en nærmest uadskillelig del af mig (introjektion (11, 12), og det er denne værdi, som den besværlige patient nu truer, fordi jeg føler, jeg kommer til kort. Når patienten giver udtryk for sine følelser af magtesløshed, kan jeg mærke, at mine indlærte (introjicerede) værdier, om at jeg skal kunne hjælpe (alle), kommer i konflikt med, hvad jeg faktisk kan i denne situation med patienten. Det er ubehageligt at indse dette nederlag, så jeg overfører (projicerer) det ubevidst på patienten, så han for mig fremstår som irriterende eller trættende (projektion (11, 12). Det er her supervisor og kolleger kan hjælpe mig ved at på-

1366 SUPERVISION pege, at problemet både består i, at patienten har det besværligt, og at mit ubehag stammer fra, at min rolle som hjælper bliver udfordret eller truet. Den besværlige patient truer altså mit selvbillede, når han fx siger: Det kan ikke være meningen, at jeg skal have det sådan her! De følelser patienten sender til lægen kaldes i den psykoanalytiske tradition for overføring, og de følelser som vækkes i lægen og som sendes tilbage til patienten, kaldes for modoverføring (9, 13). Men jeg kan også ubevidst håndtere mit ubehag ved besværlige patienter på andre måder end ved at projicere. Jeg kan blive konfluent (sammenflydende) (11, 12) med patienten og selv glide ind i fx at føle den samme magtesløshed som patienten, idet jeg tilsyneladende virker meget indlevende og giver patienten ret i hans opfattelse af situationens umulighed og lige så stille lide en fælles druknedød og fx ikke undersøge patienten relevant. Eller jeg kan føle, at det er for dårligt, at jeg ikke kan hjælpe ham og mere eller mindre åbent straffe mig selv for min faglige utilstrækkelighed (retrofleksion) (11, 12), fx: Hvis jeg ikke kan hjælpe dig kan jeg i hvert fald sygemelde dig. Under supervision kan lægen sammen med supervisor og kolleger undersøge de følelser, der er i spil i konsultationen. Derved kan man forhåbentlig forliges med sin lidt mindre universelle hjælperrolle, ud fra nogle mere bevidste valg om hvad rollen skal indeholde, fx at hvis jeg ikke kan hjælpe, kan jeg i det mindste høre på, ledsage og trøste patienten, og jeg kan opdage, at jeg selv er et meget virksomt lægemiddel (13). Denne undersøgelsesproces supervision indeholder derfor både en konkret hjælp til at håndtere den aktuelle patient og en hjælp til bevidst at kunne forholde sig til sin lægerolle. Forudsætningen for et godt resultat er, at klimaet i supervisionsgruppen er tilstrækkelig støttende og åbent til, at man tør være ærlig. Supervisionens rammer Når man skal supervisere, må man først aftale rammerne: tid og sted, hvad supervisionen skal dreje sig om og formålet med den, supervisionsmetode, tavshedspligt og at supervisionen betragtes som afsluttet, når tiden er gået. Supervisionens genstand og mål Supervisionens genstand er dialogen mellem patient og læge og læge-patient-forholdet. Det er særlig vigtigt, at lægen øger sin opmærksomhed på og træner, hvordan han undgår at afbryde patienten under konsultationens første del, patientens del (14). Desuden bør lægen være opmærksom på, hvordan han får etableret et godt forhold til patienten og får klargjort patientens forestillinger, frygt og forventninger. Ved konsultationens afslutning spørger lægen typisk sig selv og senere i supervisionsgruppen spørger han kollegerne: Fik patienten det han kom for? Kunne jeg have handlet anderledes? Hvorfor tog denne konsultation så lang tid? Hvad var det, der gik galt? Hvorfor føler jeg mig så træt, irriteret, uforløst osv.? Som man kan se, begynder supervisionen ofte med en del tvivl og negative følelser hos supervisanden. Derfor er det afgørende, at supervisionsmetoden og supervisor sikrer, at de negative følelser ikke forstærkes. Man må her skelne mel-

SUPERVISION 1367 lem lægens følelser i forhold til præstationen, og de følelser patienten satte i gang i lægen. De første går på, om kollegerne synes man er OK og gør sit arbejde godt nok, det andet på modoverføringen, dvs. alle de reaktioner lægen får i forhold til patienten (5, 15). 1:1-supervision Denne supervision vil typisk finde sted i forhold til en uddannelseslæge i almen praksis, som her vil blive benævnt»lægen«eller supervisanden. Supervisor er ældre og mere erfaren end supervisanden. Lægen vil være optaget af, om han gør det godt nok, og vil derfor være særlig opmærksom på, om supervisor kommer med kritik. Hvis supervisor kommer med nogle velmente råd, kan supervisionen let ende i, at lægen føler sig kritiseret og kontrolleret (16). Medvirkende til dette er, at han overfører en del af sin selvkritik til supervisor. Rent praktisk viser det sig ved, at lægen begynder at diskutere så bør supervisor vide, at han er gået over grænsen. Derfor må jeg som supervisor sørge for, at kontoen i vores relation hele tiden holdes i positiv (17). Hvordan gør jeg det, hvad er mine redskaber? Her må jeg tænke en parallel til konsultationsprocessen: Hvad fik ham til at vælge netop denne konsultation? Hvad er lægens tanker og overvejelser om den video (eller det bånd) han vil præsentere? Hvordan har han det med at vise den for mig (er der noget, der bekymrer ham)? Hvad vil han gerne have min hjælp til? Er der noget, han vil have, at jeg skal være specielt opmærksom på, fx afbrydelser og emneskift eller angst? Er der en bestemt sekvens, han vil vise mig? Vil det være OK, at jeg stopper båndet undervejs, når jeg synes, der er noget interessant? Og han må ligeledes stoppe båndet, hvis han vil kommentere. Selv må jeg overveje, om vores kontrakt er tilstrækkelig klar, og om jeg ser nogle individuelle vækstpotentialer hos lægen. Når disse spørgsmål og tidsrammen er afklarede, kan vi gå i gang. Som supervisor er det vigtigt, at jeg hurtigt finder og kommenterer nogle ting, lægen gør godt. I min iver efter at hjælpe kommer jeg nemlig alt for let til at hæfte mig ved det, lægen kunne have gjort bedre. Ved tidligt at kommentere ting lægen gør godt, fx at han virker venlig og imødekommende, har øjenkontakt med patienten, giver patienten lejlighed til at tale osv., viser jeg lægen, at jeg ser positivt på, hvad han gør så kan hans indre dommer eller kontrollant slappe lidt af. Også i det videre forløb må jeg hele tiden sørge for, at»kontoen«holdes i positiv det er forudsætningen for, at han kan tage det ind, jeg siger. Man kan sagtens få et godt udbytte af en supervision, der udelukkende består af ros. Også min måde at spørge på eller kommentere betyder noget for klimaet mellem os. Hvis jeg blot stiller spørgsmål af typen: Hvad tænkte du her? kan lægen føle, at jeg stiller spørgsmålstegn ved det han gør. Bag ethvert spørgsmål ligger der et skjult udsagn, som måske kunne opfattes som en skjult kritik, fx:»jeg synes

1368 SUPERVISION patienten her skulle have haft lejlighed til at tale færdig og ikke blive afbrudt af dig«. Derfor må jeg først komme med de positive udsagn, inden jeg stiller spørgsmål, fx: Patienten, en ældre kvinde, spørger lægen (L) om, hvad forhøjet blodtryk egentlig er, men supervisor (S) lægger mærke til, at hun ser den anden vej, da lægen begynder at forklare. S: Du forklarer det med blodtrykket rigtig fint. Er der noget du ville have gjort anderledes? L: Ikke noget særligt. S: Hvad tror du, hun tænker? L: Jeg lægger mærke til at hun ser bort. Jeg tror, hun er i gang med at forberede sit næste spørgsmål. Det havde jeg ikke lagt mærke til. Det vanskelige er at finde den balance mellem det støttende og det konfronterende (påpegende), som bedst fremmer lægens personlige og faglige vækst. Hvis lægen giver udtryk for, at han ønsker noget mere kritik, må supervisor starte med at spørge om der er noget han selv ville ønske, han havde gjort anderledes. Hvis lægen spørger til, hvad du ville have gjort, kan du svare fx: Hvis det var mig, ville jeg måske (på en god dag) have gjort Men pas på at du ikke siger for meget! Hvis lægen begynder at diskutere dit forslag, kan det være for at forsvare sig altså har han opfattet dit forslag som et angreb og kontoen må genoprettes. Derfor er det vigtigt at give sig tid til at evaluere supervisionen, inden man slutter. Fik lægen den hjælp, han ville have? Lægen må fremhæve en eller to ting, han tager med sig fra supervisionen (herunder én positiv), og han må give udtryk for, hvordan han har oplevet balancen i supervisionsprocessen. Til slut kan supervisor sige, hvad han tager med sig. 1:1-supervision kan være meget lærerig, fortrolig og intens, men supervisors samtidige rolle som arbejdsgiver indebærer et element af kontrol og dermed et øget krav om præstation fra uddannelseslægens side. Denne ufrihed i forholdet øger risikoen for, at supervisors velmente kommentarer kan opfattes som sårende eller krænkende (16). Men det kan også i supervisionen blive klart for supervisor, at uddannelseslægen har alvorlige faglige og kommunikative svagheder, som der må gøres noget ved. Gruppe-supervision RAMMER FOR SUPERVISIONEN Supervision i gruppe rummer mange fordele, bl.a. kan flere lære af hinanden og gruppens deltagere kan spejle sig i og støtte hinanden og opleve at være i en fælles udviklingsproces. Ved at se og høre hvad kollegerne gør, kan lægen indirekte erfare, om han gør det godt nok, og hvad vilkårene i almen praksis er, dvs. lægen får en realitetskorrektion. Og supervisionens fremhævelse af det positive er en god modvægt mod dagligdagens slidsomme oplevelse af, at man ganske ofte føler, at det her kunne man have gjort bedre (5). Når du skal supervisere en gruppe, kan du i god tid informere gruppen om spillereglerne: Hvem deltagerne er, navneliste med telefonnumre Tid og sted, kaffe og kage Foreløbigt program for de første sessioner

SUPERVISION 1369 Fig. 2. Gruppe-supervision. Foto: Jan-Helge Larsen. Litteratur, fx et par artikler om supervision Tavshedspligt Det er med til at mindske usikkerheden om hvad der skal foregå og give deltagerne mulighed for at gøre sig positive forestillinger og forventninger. Det første møde med gruppen relation og kontrakt En positiv relation er afgørende for at gruppen kan fungere. Hvordan forbereder jeg mig til det første møde? Jeg glæder mig til mit arbejde med gruppen ud fra tidligere positive erfaringer med grupper, men vil jeg gøre det godt nok denne gang? Måske overraskes jeg også af at opdage en vis modvilje mod endnu engang at skulle engagere mig i en ny gruppe fremmede mennesker. Hvad gør jeg for at overvinde de negative følelser? Hvad gør jeg for at modvirke min egen usikkerhed og angst for ikke at slå til? Jeg synes, det hjælper at tænke på, at deltagerne møder med en lignende ambivalens, på den ene side ønsket om at blive klogere og på den anden frygten for ikke at være gode nok. Derfor må jeg bevidst søge efter det positive i mødet og prøve at synes om dem. Hvis jeg ser deres lidt fraværende måde at komme til stede på som udtryk for, at de er usikre, har jeg meget lettere ved at møde dem med venlighed, omsorg og interesse. Og til min store glæde bliver min imødekommenhed oftest gengældt, fordi kollegerne mærker venligheden og kan slippe nogle af deres angstforestillinger. Omvendt kan mit ønske om at deltagerne skal blive dygtige opleves som et krav om præstation, som øger deltagernes angst, der kan

1370 SUPERVISION få dem til at reagere med modvilje og stække deres kreativitet og åbenhed. På det kognitive plan kan trygheden for den enkelte og dermed for gruppen sikres, ved at du selv er så tydelig som muligt og klargør rammerne for jeres første session, hvor I bare skal lære hinanden at kende. Det gælder programmet, arbejdstider, afbud, tavshedspligt, navnelister m.m. Formålet med præsentationen er, at både du selv og deltagerne får noget positivt ind på kontoen. Deltagerne må sige noget om deres forestillinger ved at følge dette kursusforløb: Har de nogle positive forventninger, og er der noget, de er bekymrede for fx ud fra dårlige erfaringer med lignende situationer? Til slut må hver deltager sige 3 ting, han er god til, samt 3 ting han gerne vil have hjælp til her i gruppen. Under denne proces er din opgave som supervisor at bidrage til trygheden ved at vise, at du ser og hører hver enkelt deltager og selvfølgelig også ved at du præsenterer dig selv og på den måde bliver tydelig og en model for gruppen, fx ved at fortælle om en situation, hvor du selv havde glæde af supervision. De 3 ting man vil have hjælp til, og de 3 ting man er god til, må du søge at sammenfatte i en kontrakt, hvorved du også viser, at du har hørt, hvad der er sagt, og vil tilbyde din hjælp. Når kontrakten er forhandlet på plads, kan både kursisten og du selv slappe af, og du kan i det fremtidige arbejde sammenholde denne første kontrakt med det videre arbejde i gruppen. Det kan bidrage til at gøre dit arbejde tydeligere og mere målrettet og dermed øge trygheden i gruppen. For mig som supervisor betyder præsentationen, at alle deltagerne træder ud af en slags anonymitet og bliver vedkommende, og vi får etableret en gensidig respekt. Som supervisor er det godt at tænke på gruppen som en organisme, hvor alle påvirkes, hvis en kollega fungerer dårligt og det skaber tryghed, hvis det lykkes mig at få vedkommende med i processen. Deltagerne kommer til at føle et gruppefællesskab og får en positiv holdning til mig som leder, så jeg kan slappe af og komme i gang med supervisionsarbejdet. Inden den første session afsluttes, skal to og gerne en i reserve melde sig til at have materiale med næste gang. Den første supervision valg af supervisionsmetode Jeg indleder hver af de efterfølgende supervisioner med en siden sidst-runde. Er der noget uafsluttet eller andre kommentarer? Er der noget akut, der presser sig på, fx klagesager eller samarbejdsproblemer? Hvem har video (bånd eller case) med? Supervisionsmetoden afhænger bl.a. af»materialet«: Balint-metoden egner sig bedst til en undersøgelse af det længerevarende lægepatient-forhold eller til de følelser, der er i spil i samarbejdsproblemer eller klagesager (13). Vinduesmetoden er en sikker metode til at blive fortrolig med grundprincipperne i video-supervision og fokuserer især på konsultationsprocessen (5). Bendix-metoden er mere levende og»her og nu«-orienteret, men supervisandens konto kan lettere risikere at gå i minus, især i en utrænet gruppe; den

SUPERVISION 1371 fokuserer på detaljer i dialogen mellem læge og patient (18). Reflekterende team-metoden giver større muligheder for kreativitet i mødet med patienten, men den kan være ganske krævende for supervisor og rummer større risiko for at nogen kan føle sig krænket (19). Metoderne fungerer forskelligt i forhold til at skabe tryghed eller liv og dynamik i gruppen. Spørgsmålet om valg af supervisionsmetode må altså afhænge af, hvad man finder frem til er det mest givende i forhold til netop denne læge eller denne gruppe af læger denne gang, og hvad man selv har det bedst med. Som supervisor må jeg arbejde på at få følelserne frem, fordi de udsiger noget centralt om læge-patient-forholdet. Over for supervisanden må jeg være støttende og kærlig, mens jeg over for kollegerne må være fast for at undgå krænkelser og for at skabe tryghed i gruppen. Husk også at du kan tage fejl. Hvis der opstår konflikter i forhold til supervisor, må jeg tage det som udtryk for, at der er behov i gruppen, som jeg ikke har set eller dækket godt nok. Når man overvejer hvilken supervisionsmetode, man skal vælge, og hvilke mål man stiler imod, må man yderligere tage hensyn til tre ting: At læger er forskellige i deres lægerolle: Nogle har svært ved at sætte grænser eller er bestemte, andre er rummelige eller kontrollerende, meget eller lidt empatiske, usikre eller meget styrende, tålmodige eller utålmodige, lyttende eller talende osv. At læger er forskellige mht. at kunne modtage supervision: Nogle føler sig trygge og kan næsten tage imod alt, hvad kollegerne siger og genfortælle det og bruge det; andre føler sig mere usikre og kan næsten ikke huske noget fra supervisionen, men er mest optaget af om det gik godt, at kollegerne ikke sagde for meget negativt osv. At problemstillinger i konsultationer og arbejdsvilkårene er forskellige, og at ikke alt kan optages på video. Inden supervisionen afsluttes, må man høre lægen, om han fik hjælp til det han ville, og hvordan han har det nu. Det afgørende er, om man kan og vil forholde sig nysgerrig og interesseret over for lægernes udbytte. Farerne ved supervision Ovenfor har jeg flere gange omtalt den udsathed og sårbarhed man føler, når man lader kollegerne se og høre på, hvad man gør. Man kommer i fokus og kommer derved i kontakt med sin indre dommer: gør jeg det godt nok? Alt for let kan kollegers eller supervisors velmente kommentarer og råd komme til at føles sårende eller krænkende, og det kan være svært at vide om man kommer til at overskride grænsen. Hvis grænsen overskrides, kan man føle sig skamfuld, og skammen får en til at tie, fordi det vil være endnu mere skamfuldt at fortælle om sin skam (20). Som supervisor kan jeg opdage, at jeg er ved at overskride grænsen, hvis lægen begynder at diskutere, andre gange må jeg lade mig lede af min egen følsomhed. En anden fare ved supervision består i, at lægen kommer i kontakt med følelser eller problemer, som har med lægens personlige liv at gøre, og supervisor i sin

1372 SUPERVISION iver efter at hjælpe risikerer at bevæge sig over i at blive terapeut. Det ligger uden for supervisionskontrakten, og supervisor må tydeliggøre dette og sørge for, at lægen får tilbud om relevant hjælp uden for supervisionen. Dette kræver dog megen finfølelse, for at lægen ikke skal føle sig afvist eller sygeliggjort og dermed krænket (21). Om at blive supervisor For at lære at supervisere må man selv have modtaget supervision. Man må have oplevet sin egen frygt for kollegernes kritik og sårbarhed over for deres og supervisors kommentarer. Som medlem af en supervisionsgruppe lærer man efterhånden kollegernes styrker og svagheder at kende, ser de samme temaer gentage sig og lærer af kollegernes elegante håndtering af svære situationer. Man lærer at se, hvordan en kollegas blinde pletter viser sig og forhåbentlig også om sine egne. Man lærer om hvordan patientens følelser sætter sig i lægen og får kollegerne til at reagere forskelligt. På denne måde kan man gradvist udvikle sin egen indre supervisor, som man kan konsultere, når man selv kommer ud for vanskeligheder i sine konsultationer, fx at udtrykke sin forståelse for patientens situation, når man overvældes af patientens følelser. Næste trin i oplæringen til supervisor består i på skift at supervisere én i gruppen, hvor en slags super-supervisor fokuserer på selve supervisionsarbejdet. Hvad får supervisor til at tage dette og ikke noget andet op i supervisionen? Opstår der en parallelproces mellem konsultationen og supervisionen, fx at den lange og uklare konsultation også fører til en lang supervision? Eller at en aggressiv patient får lægen til at føle sig krænket og at lægen så under supervisionen kommer til at føle sig krænket, når kollegerne begynder at diskutere eller at lægen afviser kolleger eller supervisor på en krænkende måde. På denne måde når deltagerne efterhånden frem til at blive hinandens nysgerrige, fordomsfrie og venligt interesserede dialogpartnere med en solid praktisk og teoretisk baggrund. Og med denne bagage skulle man være rimeligt rustet til at møde sin egen første supervisionsgruppe. Tak for kommentarer til Jørgen Nystrup, Helena Nielsen, Conny Svensson og Lene Malmstrøm. Økonomiske interessekonflikter: ingen angivet. LITTERATUR 1. Malinovsky J. Fremtiden banker på! Practicus 2006; 30: 122 4. 2. Krogh P. En anderledes udfordring supervisoruddannelse for praktiserende læger. Practicus 2007;31:112 3. 3. Nielsen H. Supervision for praktiserende læger i Danmark. Månedsskr Prakt Lægegern 2007;85:1215 24. 4. Larsen J-H, Nystrup J, Risør O, Malmstrøm L. Supervision hvorfor? Ugeskr Læger 2005;167:3578 80. 5. Larsen J-H, Risør O, Nystrup J. Gruppesupervision af video. Månedsskr Prakt Lægegern 1997;75:163 76. 8. Neighbour R. The inner consultation. London: MTP Press Ltd, 1987. 9. Larsen J-H, Malmstrøm L. Lægen og den besværlige patient. Månedsskr Prakt Lægegern 2002;80:1597 606. 10. Risør T. Stud.Med. en rejse i en lægeuddannelses kultur. Diplomopgave. Institut for Almen Medicin, Aarhus Universitet, 1998.

12. Hostrup H. Gestaltterapi indføring i gestaltterapiens grundbegreber. København: Reitzel, 1999. 13. Kaltoft S, Thorgaard L (red). Lægen som lægemiddel om læge-patient-forholdet. København: Månedsskr Prakt Lægegern 2005. 14. Larsen J-H, Risør O, Putnam S. PRACTICAL: A Step-by-Step Model for Conducting the Consultation in General Practice. Family Practice 1997;14:295 301. 16. Kaae BE. Først rose om supervision af praksisreservelæger. Månedsskr Prakt Lægegern 1997;75:783 5. 18. Paulli E. Gruppesupervision efter Bendixmodellen. Personlig meddelelse, marts 2006. 19. Andersen T. Reflekterende processer Samtaler og samtaler om samtalerne. København: Dansk psykologisk forlag, 1994. 20. Kaufman G. Shame the power of caring. Vermont: Schenkman Books, 1992. Komplet referenceliste kan fås ved henvendelse til forfatteren, jhl@dadlnet.dk