En gang i mellem kan man som præst opleve at skulle skrive en begravelsestale over et menneske, der har levet sit liv, som om han eller hun var lige der, hvor han eller hun skulle være. Set ude fra kan der være mange ting ved det liv, som ikke er helt efter bogen. Måske havde det menneske en svær opvækst, måske blev personen sent gift, det kan være vedkommende slet ikke blev gift, måske er der ingen børn, arbejdslivet har måske været ensformigt og uden mulighed for forbedringer, helbredet kan også have været dårligt, og alligevel synes overskriften over det liv at være, at han eller hun var der, hvor han eller hun skulle være. Det kan godt vække til eftertanke hos en ikke helt ung præst. Vi når jo alle sammen dertil før eller senere. Gad vide hvad man vil sige om os, når vi har draget vores sidste suk og præsten kommer ind i vores stue og sætter sig sammen med vore nærmeste for at høre om det liv, vi har levet. Hvad er overskriften over vore liv? Var vi kronisk utilfredse med vores liv? Rakkede vi rundt for at finde 1
en mening med livet, som vi aldrig fandt? Levede vi vores liv gennem andre uden nogen sinde at finde det, der var vores plads i livet? Eller var vi der, hvor vi skulle være? Når vi her fra prædikestolen hører om den unge mand, der kommer til Jesus, er det som om den tanke også er slået ned i ham: Er jeg på rette spor? Lever jeg mit liv, som jeg bør? Er der noget, jeg kunne gøre bedre? Hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv? Det evige liv er måske ikke noget, ret mange mennesker går og tænker på i deres dagligdag. De færreste af os er vel plaget af angst ved tanken om, at vi måske ender i Helvede, ligesom mennesker af i dag vel heller ikke umiddelbart finder trøst ved tanken om, at modgang her på jorden kan opvejes af en belønning på den anden side af døden. Alligevel tror jeg at mange har blik for, at livet måske ikke ender, den dag vi udånder. Og jeg tror de fleste i hvert fald af og til tænker over, hvordan deres liv former sig på denne side af dødens grænse. Om man 2
lykkes med det, man sætter sig for her i livet. Om man er på vej i den rigtige retning. Det er tanker, der minder en del om den unge mands tanker, som de kommer til udtryk i evangeliet. Det kan ske, at også vi stopper op og tænker over, om vi er der, hvor vi skal være. Nogle mennesker konsulterer da en coach eller læser en selvhjælpsbog, og hvis man gør det, vil man formodentlig få at vide, at vi ikke er, hvor vi skal være. Vi skal altid videre frem ad. Vi skal udvikle os, vi skal evaluere konstant, vi skal være forandringsparate, hele tiden søge at udfylde vores potentiale bedst muligt. Vi skal altid stræbe efter at være den bedste udgave af os selv. Vi kan altid gøre det bedre. Det betyder, at vi aldrig kan nå målet. Hvis målet er udvikling, så er det umuligt at frem til det punkt, hvor vi har opfyldt målet. Det kan godt være, vi er på rette vej, men vi når aldrig frem. Vi halser af sted uden følelsen af, at vi er der, hvor vi skal være. Den samme erfaring står den unge mand med. Han mener selv, at han har opfyldt det, man med rette 3
kunne kræve af ham. Men alligevel er han i tvivl, hvilken retning han skal fortsætte i; han synes, at han mangler noget. Han er selvbevidst og mener, at han har gjort det godt, men han har en fornemmelsen af ikke at nå sit mål, eller rettere at ramme ved siden af. Det ord, som i det nye testamente bliver oversat med ordet synd, betyder egentlig at ramme ved siden af målet. Hvis man skyder en pil hen imod en målskive og ikke rammer plet, så ville man på græsk bruge det ord, vi oversætter med synd. Det, den unge mand indser under samtalen med Jesus er, at han i sin jagt på det evige liv rammer ved siden af målet. Han forstår, at han ikke selv kan ramme plet. Jesus fortæller ham nemlig, at hvis han skal være fuldkommen, skal han sælge alt og give pengene til de fattige. Og lige netop det kunne han ikke få sig selv til. Og jeg tror det er det, der er budskabet til os i dag; at vi igen og igen rammer ved siden af målet. At vi aldrig kan gøre det godt nok. Det er jo et temmelig trist budskab. At uanset hvor meget vi gør os umage, så er det bare aldrig godt 4
nok. Men da disciplene spørger Jesus, om man så slet ikke har nogen chancer, svarer han: For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt. Problemet med den unge mand er, at han tror, det er muligt for ham egenhændigt at bane sig vej til himlen. Han regner med, at han selv kan gøre det gode, som skal give ham adgang til himlen. Men det gode har med den gode at gøre. Èn er den gode, siger Jesus til manden, og den gode, som han taler om, er selvfølgelig den gode Gud. Så det gode, vi skal gøre, det har med den gode Gud at gøre. Det gode liv er ifølge Jesus ikke at udvikle sig og være den bedste udgave af sig selv, men at tage sig af andre, f.eks. ved at give de fattige det, vi har i overflod. Vi skal arbejde på andres lykke. Vi er ikke garanteret frelse eller evigt liv af den grund, men vi må gøre det så godt, vi kan. Vi rammer ved siden af målet, når vi tror, vi kan gøre os selv fuldkomne, at vi kan frelse os selv. Når Jesus stiller umulige krav til den unge mand og dermed os, så gør han det for at gøre os opmærksom på, at det 5
er et umuligt projekt, vi har gang i, når vi styrter af sted i jagten på den næste chance for at forbedre os. Vi skal være der, hvor vi er, der, hvor Gud har placeret os, og vende blikket ud ad mod dem, han har sat os iblandt, og dem, der er uden for vores synsvidde, for at se, om der er noget, vi kan hjælpe dem med. Det betyder ikke, at vi rent fysisk ikke må bevæge os ud af pletten, for der er også brug for os andre steder. Men vi skal finde en ro i at være lige der, hvor vi er, og være dem, vi er, og der være åbne over for, hvad Gud mon vil med os. Det er noget af det, jeg har hørt i nogle af de fortællinger, der er blevet fortalt, når et liv er ovre. At et menneske kan leve sit liv lige der, hvor det er, med de problemer og svære overvejelser, som et menneskeliv indeholder, men med en ro og med en åbenhed over for, hvad livet og den gode Gud har at tilbyde os. Skal vi selv nå målet, rammer vi hele tiden ved siden af. Det er ikke ved egen kraft, vi når målet. For 6
mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt. Det, vi ikke magter, det magter han. Her står vi så med alle vores forsøg på at redde os selv og må lade hænderne synke. Men egentlig er det vel også netop der, hvor vi lader hænderne synke, at vi har følt et glimt af evigheden. Når vi f.eks. oplever, at et barn kommer til verden. Da aner vi, at der her er noget, som vi ikke er herrer over, som er blevet os givet, som vi har fået betroet, og som vi aldrig har kunnet gøre os fortjent til. Eller når vi erfarer kærligheden. Det er ikke, når vi er på toppen og føler os vellykkede og succesfulde, at vi for alvor mærker, at nogen elsker os. Det er snarere når vi føler os allermest mislykkede og umulige, og vores nærmeste bliver hos os alligevel, ikke p.g.a. det vi gør og den kærlighed, vi dermed tror vi har fortjent, men fordi vi hører sammen. Når vi holder op med at spørge, hvad vi kan gøre for at have fortjent en belønning, når vi har solgt ud af alt, hvad vi har af fortjenester, og står med synkede 7
hænder og kun kan folde hænderne og bede til, at Gud vil hjælpe os, da er evigheden hos os. Det er i den bevidsthed, vi kan leve vores liv. I bevidstheden om, at har et liv, vi skal leve, og at det må være nok for os. Meningen med livet er ikke, at vi skal være på konstant jagt efter målet. For det mål kan vi alligevel ikke selv nå. For Gud er alting muligt. Vore liv har måske været en evindelig søgen efter den røde tråd, måske har det været et liv, der blev levet i tillid til, at en større magt vil hjælpe os på vej, men uanset hvad, så fortæller påskeevangeliet os, at Gud kan bane en vej, hvor mennesker for længst har opgivet. Derfor tør vi håbe på, at selv når begravelsestalen over os ikke fortæller om en hvilen i den skæbne, der blev vores, så vil vi af Gud blive mødt med det, ingen af os selv kan skaffe os: Anerkendelse, kærlighed og tilgivelse. Amen. 8