1 10. søndag efter trinitatis II. Sct. Pauls kirke 24. juli 2016 kl. 10.00. Salmer: 443/2/484/174//592/332/1 Åbningshilsen Så følger den tredje søndag om De To Veje, som kirkeåret ligger hen til os. Om de to måder at leve på som livet, når det kommer til stykket, kan koges ned til. I dag om at vi enten kan forhærde os, gøre os hårde, lukke af over for Gud og hans søn eller lade os forny af Ham. Det fra Gud er nået stærkt og tydeligt frem til os gennem Jesus Kristus og vi har allerede mødt det ved dåben. Det gør noget ved os. Et møde med Kristus. Men vi kan forspilde muligheden. I Israel så de det så stærkt, da Jesus gik der, men de fleste afviste Ham og i dag skal vi høre Ham revse dem, der så det allertydeligst. Denne søndag kommer altid tæt på 10. august. Hvad skete der 10. august? Den dato i år 70 blev Jerusalem jævnet med jorden og templet totalt ødelagt og i dag er kun Vestmuren tilbage. Lad os nu hver især i dag tænke over det - og tage guiden frem og finde side fire og så sammen gå til
2 Gud og gøre op med det, der ikke er ret og sandt hos os, for at hente frihed og overskud til at trodse forhærdelsen og gå ind i fornyelsen og dermed gå ind i en særlig form for leg, Guds børns glade leg Evangeliet er læst fra kortrappen: Matt 11,16-24 Bøn. Lad os bede! Tak, kære Herre Jesus Kristus, fordi du kommer os i møde. Rør ved os, forny os og giv os retning. Amen. Prædiken Det er sundt og godt med kritisk sans. Vi skal ikke lade os binde hvad som helst på ærmet. Lad os blot være skeptiske. Men til den anden side også være åbne og modtagelige for det, vi møder, som er sandt og ret, godt og overbevisende, også om det byder os imod. I den spænding skal vi leve. Mellem kritisk sans og åbenhed. Hvordan reagerer vi, når kristendommen kommer tæt på os? Når der f.eks. er noget alvor, der berører os eller når vi ser noget glædeligt og overbevisende. Hvad gør vi så?! Jesus tænker over det her i dag. Han er oppe i Galilæa. Han har talt om, at Guds rige er så nær nu, at man kan
3 gå ind i det. Han samler mennesker omkring sig, de spiser, drikker og danser sammen. Han fejrer Guds liv med dem. Han har gjort mennesker raske og givet dem nyt liv. Vel var der folk, der gik med ind i fællesskabet, men de fleste gjorde ikke. Hvorfor ikke, når det nu er så godt og glædeligt? Jo, siger Han, de er som børn, der ikke vil lege, hverken begravelse eller bryllup. De havde lyttet til en slægtning til Jesus: Johannes. Han var asket og en streng alvorsmand. Reaktion: Det er for strengt. Han er jo sær. Jesus kom med et glædeligt budskab. Reaktion: Det er for meget af det gode. Han drikker for meget, Han fråser i mad. Han er ven med dem, vi ikke kan snuppe. Hvem siger Han det her om? Folk Han kender fra den by, Han boede i: Kapernaum ved Genezaret sø + et par andre småbyer i nærheden. Det er folk, Han møder på torvet, snakker med på gaden, spiser med og mødes med om lørdagen til gudstjenesten i synagogen. De mærkede i deres samvittighed, at den mærkelige Johannes havde ret i det, han sagde. De kunne se, at det var stærke sager, der satte sig igennem hos Jesus. Men de var så kritiske, at de lukkede af. De ville ikke lege med. Hvordan reagerer I og vi? Vi skal være kritiske, men det er altså skidt med os, hvis vi møder noget, vi godt kan se, er sandt og ret og Jesus bliver virkelig for os
4 på en overbevisende måde og vi så trækker os med en kommentar om, at vi da ikke skal være fanatiske og gå for meget op i det. Det må ikke ske! Og gør vi det alligevel, kan vi blive forhærdede, hårde og kolde. Vi kan gøre os til ét med noget, der er ondt, en negativ jeg-vil-ikke-tro-indstilling. Og ændres der ikke på den, er der alvorligt, og den alvor gør Jesus os opmærksom på. Han siger: faktisk Ve jer! I går der og bilder jer ind, at det skal nok gå godt for jer til sidst. Vel gør det ej, siger Han. I skal stødes ned i dødsriget, skal I! Har vi forstået, at det her er sandt og ikke reagerer på det, så skal det gå amoralske og ugudelige folk (han nævner de værste af dem) mildere i dommen end os. Det har - som vi også mødte det sidste søndag - nemlig et særligt ansvar med sig at have set det her, forstået det og så ikke vil spille med. Som vi sang: Foragtet nåde strengelig hævner. Og det siger Han, som helst vil vise os skånsomhed og medynk og give os del i de himmelske goder. Kære alle sammen! Lad os væbne os med kritisk sans. Men møder vi det, der er sandt, også om det er alvorligt og krævende og møder vi det, der er godt og glædeligt, også om det er meget, så lad os åbne os for det og gå med ind i det.
5 Hvorfor skal vi gøre det? Jesus kommer med et underligt ord midt i al den afvisning: Dog, visdommen har fået ret ved sine gerninger. Visdommen, det er at være mere end klog, mere end viden og intellekt, nemlig indsigt, sandheden, det at sætte det sammen og handle på det, en side ved Gud. Jesus er den visdom. Han får ret gennem det, Han gjorde og sagde, gennem de milliarder, der 2000 år efter samles om Ham. Hvordan kan vi bare sådan sige det? Jo, Han gav sit liv for os på korset, det er kærlighed, så er vi godt nok elsket. Han stod op fra de døde og er ikke død siden. Så har Han fået ret. Han har ret. Han skal få ret. Lad os klogt indse det og så være så vise, så meget mere end kloge, at vi tager den naturlige, logiske konsekvens af det og siger: Den mand vil jeg tro på. Ham vil jeg vende mig til og Han skal have afgørende indflydelse i mit liv og siger til Ham: Her er jeg med mit liv, gør med det, hvad du vil! Så forlader vi forhærdelsens overfladiske og hårde vej og bevæger os ind på fornyelsens vej, til det, der er sandt og godt og glædesfyldt. Der er tider, hvor det særligt er alvoren vi skal forholde os til, andre tider er glæden i fokus. Nogen af os er mest til alvor, du, der er alvorsmand skal huske glæden, og I der er mest til glæde, skal ikke glemme alvoren, men altid
6 skal det ende op i glæden. Glædens leg for Gud i livstræets krone. Amen.