DIALOGMØDE udarbejdet i samarbejde med Servicestyrelsen
De væsentligste pointer fra Dialogmødet: 1. Trivselsmetoden er et afsæt for dialog og samarbejde mellem forældre, daginstitution og socialrådgiver som en tidlig indsat. 2. Socialrådgiverne skal med tidligere i forløbet (inden en underretning) 3. Mødet om den gode fremtid (forældreinddragelsen og nødvendigheden af neutrale beskrivelser). 4. Kendskabet til hinanden mellem faggrupperne og med forældrene. 5. Håbet og viljen til tværfagligt samarbejde eksisterer! 6. Organisatorisk opbakning og klar organisering er en nødvendighed for tværfaglighed. 7. Konteksten må være klar ved tværfaglige møder (roller, ansvar etc.) Formålet med Dialogmødet mellem socialfaglig og pædagogisk praksis Denne skrivelse omkring udfaldet af de tværfaglige dialogmøder mellem pædagogisk og socialfaglig praksis indeholder følgende elementer: - Formålet med at lave tværfaglige dialogmøder - Metoden bag Dialogmøderne - Resultatet af Dialogmøderne feltets eget ideer til det tværfaglige samarbejde. Der blev afholdt i alt 2 Dialogmøder mellem pædagogisk og socialfaglig praksis, et i hver af de to deltagende kommuner og med repræsentanter til hvert møde fra hver af de deltagende institutioner og de tilknyttede rådgivere. Formålet med at lave tværfaglige dialogmøder Formål Overordnet set er der i projektet to formål med at lave de tværfaglige Dialogmøder; Udviklet i samarbejde m 1. At inddrage socialrådgivere og pædagoger samtidig til en vurdering og tværfaglige analyse af skemaets anvendelighed for deres fælles praksis på området og 2. At åbne for dialog og kreativ tænkning mellem den pædagogiske og socialfaglige praksis omkring det tværfaglige samarbejde om potentielt udsatte børn og deres familie og herunder også den tidlige indsats. Det er dermed også en dialog omkring rolle, ansvar og handlemuligheder set i lyset af at nye og kreative handlemuligheder er en nødvendighed på området. Målet med Dialogmødet var derfor at skabe et fælles billede af en opnåelig fremtid for et tværfagligt samarbejde om en tidlig indsats over for børn i alderen 3-6 år. Ideen bag Med udgangspunkt i Peter Langs (KCC London) berømte citat opstod ideen til de tværfaglige Dialogmøder; Bag ethvert problem er der en frustreret drøm eller ønske om noget bedre. Både socialrådgivere og pædagoger giver udtryk for rigtig gerne at ville samarbejdet, men forskellige faglighed, forskellig begrebsverden, forskellige positioner overfor barnet og familien og forskellig viden om børn vanskeliggør nogle gange denne proces. Det er en proces, der opleves negativ af begge parter. Som eksempel kan nævnes, at pædagoger ofte oplever at kontakte forvaltning uden at få en respons eller blive inddraget. Socialrådgiverne oplever på den anden side at blive mødt med en forventning om, at socialrådgiveren ikke gider lytte eller tage henvendelserne alvorligt. Vi valgte med reference til Peter Lang derfor at tage udgangspunkt i den drøm og det håb om samarbejde, som begge faggrupper besidder og gøre den til genstand eller udgangspunkt for det tværfaglige Dialogmøde.
Metoden bag Dialogmødet Fremtidsværkstedet blev valgt som model for Dialogmødet. Det er en model oprindeligt udviklet i af Jungk & Müllert (1984) helt tilbage i 1950 erne som en slags social opfindelse af en demokratisk proces, hvor de involverede selv får mulighed for at skabe en fremtid. Ophavsmændene beskriver det selv således; Et vellykket fremtidsværksted kan man kende på, at det bereder deltagernes fornøjelse, at det styrker deres selvtillid, at det giver hver enkelt deltager en følelse af, at deres tanker er værdifulde, deres liv betydningsfuldt. Og der danner sig gennem denne kollektive skabelsesproces nye fællesskaber, der ikke blot er forenet gennem oplevelsen af den fælles skabende aktivitet, men tillige gennem den fælles opgave, der består i at give deres beskedne, men uundværlige bidrag til at forandre og forbedre(..) (p.9 Jungk & Müllert, 1984). De beskriver i forlængelse heraf, at målet med at arbejde med en form som fremtidsværkstedet er at medinddrage de involverede i de processer hvor beslutninger bliver til. At bruge de erfaringer deltagerne allerede har til at skabe en fælles fremtid. Fremtidsværkstedet er en model, der løber over tre faser; 1. kritikfasen 2. fantasifasen 3. virkelighedsfasen 1. I kritik fasen lufter alle deltagerne på skift først deres kritik. Det er ligegyldigt her om kritikken er relevant, retfærdig, lille eller stor. Det eneste vigtige er, at kritikken formuleres kort og præcist. 2. Fantasifasen er særligt gearet til at bryde med vanetænkning og sætte kreativ tænkning på skinner. Her præsenteres først på skift ønsker, hvis alle løsninger var mulige. 3. I virkelighedsfasen formulerer arbejdsgrupperne nu med udgangspunkt i de to foregående faser handlingsplaner for, hvordan tematikken ser ud i et realistisk perspektiv. Kritikfasen (monofaglige dialoger) 1. Hvad bekymrer Jer i casen? Hvorfor? ed Servicestyrelsen 2. Med udgangspunkt i casen: I relation til anvendelse af skemaet i det tværfaglige samarbejde om tidlig indsats Hvad kunne med fordel være anderledes i skemaet? Hvad er du ikke tilfreds med? Hvad mangler så? Fælles opsamling 1. Tværfaglig brainstorm og kategorisering af kritikken 2. Jeres feedback bliver vores erfaringer og herigennem justeres skemaet Det konkrete Dialogmøde mellem pædagoger og socialrådgivere: Værkstedets overordnede spørgsmål udgør den røde tråd i værkstedet. Til dette Dialogmøde var omdrejningspunktet Trivselsmetodens anvendelighed i et fremtidigt tværfagligt samarbejde. Vores spørgsmål fokuseredes herudover også på udvikling af nye veje til et konstruktivt tværfagligt samarbejde omkring tidlig indsats overfor børn i alderen 3-6 år. Dialogen tager afsæt i en case konstrueret ud fra datamaterialet i projektet. Fælles opsamling Fantasierne: Skemaets anvendelsesmuligheder i det tværfaglige samarbejde om tidlig indsats? Positive erfaringer med måder at samarbejde på - set i relation til at anvende skemaet? Fælles tværfaglig opsamling Skemaets anvendelighed i det tværfaglige samarbejde med fokus på: Muligheder Arbejdsdeling Tidlig indsats Tværfaglige ligheder og forskelle.. Fantasi fasen (tværfaglige dialoger) Hvis I nu forestiller Jer, at I sammen lægger særlig vægt på at udvikle på det tværfaglige samarbejde om tidlig indsats - hvordan kan I så forestille jer, at Jeres samarbejde om tidlig indsats tager sig ud om 1 år? Hvordan skulle anvendelsen af skemaet se ud, hvis vi skulle bestemme - uden tanke for rammer, regler m.m.? Hvordan kan vi forestille os, at skemaet kan anvendes i hverdagen? Hvilke positive erfaringer har vi allerede fra det tværfaglige samarbejde omkring tidlig indsats, som vi gerne vil bringe med ind i det fremtidige samarbejde? Hvordan kan disse erfaringer kobles med brugen af skemaet i samarbejdet om en tidlig indsats? Virkelighedsfasen Hvordan kan vi skabe rum for anvendelsen af skemaet i det tværfaglige samarbejde? Hvordan kan det være med til at muliggøre den tværfaglige tidlige indsats? Hvad skal der gøres for at kunne realisere det? Hvilke handlinger skal der til? Hvem skal gøre hvad & hvornår? Hvilke hindringer er der, og hvordan kan de overkommes? Fælles tværfaglig opsamlende debat Hvordan hjælper vi børn og forældre bedst, sammen? Hvordan arbejder vi bedst sammen? Ud fra de positive erfaringer. Tidlig indsats Se det efterfølgende om tværfagligt samarbejde.
Resultat af Dialogmøde det tværfaglige samarbejde Resultatet af dialogmødet havde i relation til formålet naturligvis, at trivselsskemaet er blevet justeret i henhold til, hvordan praksis selv tænker det anvendeligt i deres tværfaglige samarbejde. Herudover skabte den pædagogiske og socialfaglige praksis endvidere et bud på, hvordan en fælles fremtid kunne se ud i relation til tværfaglig tidlig indsats som hjælp til potentielt udsatte børn. Denne fremtid er beskrevet i nedenstående, og er en blanding af data fra begge kommuner og fra de sidste to dele af fremtidsværkstedsmodellen. Derfor er nedenstående baseret på data fra fantasien/ drømmen om den gode fremtid for tværfagligt samarbejde og de professionelles bud på, hvordan denne drøm kan se ud i virkelighedens verden i de nuværende rammer. 1) & 2) At påbegynde det tværfaglige samarbejde (og dermed den tidlige indsats) længe før det bliver til en underretning... Det første og mest essentielle udkomme af begge Dialogmødet var ideen om, at samarbejdet mellem forældre, daginstitution og socialrådgiver på forvaltning skal begynde længe før en reel underretning. Det skal begynde, når institutionen gennem brugen af Trivselsmetoden har afklaret, at de har en bekymring for et barn som potentielt udsat. Bekymring må aflede et netværksmøde mellem forældre, daginstitution og socialrådgiver tilknyttet institutionens område. Det var vigtigt for begge parter, at der var kortere vej for metoden fra bekymring til samarbejde. Her peger praksis også på, at metoden anvendes på f.eks. afklaringskonferencer. Trivselsmetoden kan her bruges som en metode til, hvordan bekymringen for et barn kan beskrives overfor andre professionelle i et neutralt sprog med mange eksempler på bekymringen. Herudover er styrken i metoden også, at forældrene allerede har været inddraget, samt at deres beskrivelser og oplevelser af barnet også er en del af bekymringsafklaringen. Ideen er, at disse beskrivelser vil give en mere kvalificeret drøftelse og et bedre grundlag at træffe beslutninger på. Trivselsmetoden er ikke et redskab til underretning i relation de potentielt udsatte børn, men snarere som et afsæt for dialog for et samarbejde mellem forældre, daginstitution og socialrådgiver som en tidlig indsat (frem for indsats). Ideen er, at beskrivelserne fra Trivselsmetoden skal skabe udgangspunkt for et fælles sprog omkring en bekymring. 3) Mødet om den gode fremtid Formål og håb for det tværfaglige samarbejde; Formål med at få et bedre tværfagligt samarbejde for at hjælpe børn og deres familier bedst muligt og håb er to størrelser, som bliver meget tæt sammenvævet. Det gør det fordi, at i formålet med at skabe et bedre samarbejde bl.a. via bedre og tidligere iværksatte møder for at hjælpe børn og deres familier bedst muligt, ligger der også et håb om mere dialog og kommunikation mellem faggrupperne. Faggrupperne vil rigtig gerne samarbejde med hinanden, og de er også helt klar over, at kommunikation er en af vejene hertil. Særligt er samtale mellem faggrupperne og familien vigtigt, hvis familien skal få en oplevelse af, at der er flere der gerne vil hjælpe. Herudover har praksis også et håb for, at mødet med forældrene kan være med til at nedbryde tabu omkring samarbejde med socialforvaltningen - for både professionelle og familierne. 3) Form og fremgangsmåde for Mødet om den gode fremtid mellem forældre, institution og socialrådgiveren. På Dialogmøderne gav praktikerne udtryk for, at de har ønske om mere kendte rammer for gode møder med forældrene. Trivselsmetoden så de som et fint udgangspunkt og omdrejningspunkt for disse møder. Her til siger de, at Alene gode skemaer og konkrete, neutrale beskrivelser fremmer sagen og er et godt udgangspunkt for et godt møde med forældrene. De gav endvidere udtryk for, at disse møder med forældrene kræver forberedelse af alle parter. De havde nogle overordnede forslag til, hvordan sådan nogle rammer kan tage sig ud; 1. Møder mellem forældrene, daginstitutionen og socialrådgiveren indkaldes af den, der har bekymringen. Indkalderen styrer mødet, og Trivselsmetoden anvendes som afsæt for dialog. 2. Der må ikke sendes en underretning til forvaltningen i et tidlig indsats perspektiv, før der har været en dialog med forældrene og tværfagligt. Trivselsmetoden er her afsæt for dialog i forbindelse med tidlig indsats - og klart adskilt fra underretning og indsats til et reelt udsat barn. 3. Udgangspunktet for møderne må altid være forældrenes egne beskrivelser og oplevelser. Det er vigtigt, at der laves formuleringer i fællesskab. 4. Det er vigtigt, at både pædagoger og forældre får forklaret det lovgrundlag, som forvaltningen arbejder ud fra (f.eks. notatpligt) Det senere samarbejde og forældremøder; 5. Det er ønskværdigt, at rådgiverne bliver bedre til at få samtykke fra forældrene, så institutionen og rådgiverne bliver spillere på samme hold, frem for at rådgiverne blot agerer videnopsamlere. Herefter kan der frit udveksles oplysninger, og institutionen kan på denne måde blive en del af den hjælp, der ydes til familien. (Rådgiveren skal til enhver tid sørge for at indhente samtykket, når der udveksles oplysninger) Barriere: Der kan være en barriere i, at der kan opstå noget, der virker som modsætninger eller modstridende interesser mellem rådgivernes varetagelse af etik i forhold til forældrene og pædagogernes varetagelse af barnets tarv/udvikling. Det bliver derfor vigtigt at afklare formålet og konteksten for møderne med forældrene. Dette må gerne være med afsæt i metoden. Fokus må lægges på muligheder for barnet og familien fremadrettet. 3) Samarbejde med og inddragelse af forældrene Inddragelse af forældrene er naturligvis helt centralt både i forhold til brugen af metoden, men i særdeleshed også i det tværfaglige samarbejde. Det er vigtigt, at forældrene er med til at bruge metoden i form af beskrivelser med deres oplevelser, både i relation til inddragelse og involvering mest alt også, fordi forældrene besidder en helt unik viden om deres barn. Det er vigtigt, at man i samarbejde med forældrene laver formuleringer, som de kan se sig selv ind i. Det foreslås her som mulighed, at forældrene selv laver observationer hjemmefra ved hjælp af Trivselsmetoden, og medbringer disse. Inddragelse af forældrene må og skal altid ske før samarbejde med andre etableres. Socialrådgiverne har brug for at blive inddraget tidligt, hvis de skal overtage institutionens gode samarbejde med forældrene. 1 Afklaringsmøder har forskellige navne alt efter, hvordan et tværfagligt samarbejde er organiseret i den enkelte kommune. Der er endvidere forskel på, hvorvidt socialrådgiverne også er en del af et formaliseret tværfagligt samarbejde. I nogle kommune er der kun formaliseret et tværfagligt samarbejde mellem PPR og institutioner. Herudover er der forskel på, hvorvidt børnene drøftes anonymt, eller om forældrene er deltagende og med navns nævnelse af barnet.
Det foreslås som en generel ide, at institutionerne bliver mere åbne på et generelt plan overfor forældrene i forhold til, hvilke samarbejdspartnere der anvendes og hvornår. Dette kan gøres ved at synliggøre brugen af Trivselsmetoden og tværfaglige forældremøder i institutionens folder, som et tilbud og en mulighed. Det kan her fremhæves, at Trivselsmetoden er en del af den måde, der arbejdes på i institutionen. Der kan f.eks. være et billede af skemaet i introduktionsfolderen, sådan at forældrene har set metoden allerede, da barnet startede i institutionen. Det er vigtigt med åbenhed. 4) At kende hinanden har afgørende betydning Det at kende hinanden er et helt afgørende element i tværfagligt samarbejde! Det blev nævnt uigenkaldeligt af samtlige deltagere, og må derfor anses for at være et af de mest afgørende elementer i et succesfuldt tværfagligt samarbejde. Det personlige kendskab mellem den enkelte pædagog i institution og socialrådgiveren på forvaltningen er centralt for, at der tages kontakt mellem de to. Det har herudover også betydning ved opfølgning på tidligere henvendelser. Kendskab til hinanden kan virke utrolig enkelt, grænsende til det simple, og alligevel er det utrolig svært at organisere i en organisatorisk kontekst, som både er tværprofessionel men også tværsektoriel. Der er fra samtlige institutioner et brændende ønske om, at institutionen har en kontaktrådgiver, som samtidig også har børnenes sager. Det vil skabe et bedre flow for familien, og tryghed og tillid også i samarbejdet mellem institution og forvaltning. Det vil skabe et godt samarbejdsmønster. Alternativt kunne man tænke, at institutionen har et team af rådgivere tilknyttet, så sårbarheden mindskes ved udskiftning, sygdom, barsel etc. Bedre samarbejde vil give et bedre psykisk arbejdsmiljø, mindske sygefraværet, lette i tunge sager, tryghed i samarbejdet og tydelighed i rollefordeling. Vejen mellem institution og forvaltning skal være kortere særligt også for forældrene, så kommunen afmystificeres. Ideer der yderligere ville kunne fremme det tværfaglige samarbejde i relation til kendskab til hinanden og hinandens rammer 1. At der oprettes mail eller telefonisk kontakt mellem institution og forvaltning, når Trivselsmetoden er anvendt, og forældrene har været inddraget og orienteret. Denne kontakt kan anvendes til at afklare, hvorvidt forvaltning kan se sig i denne sag eller om den skal vi tage den på en afklaringskonference (enten anonymt, men med forældrenes accept eller med forældrene som deltagere). 2. At institutionerne især er vidende om sagsgange i forvaltningen og de krav der stilles til informationer i relation til, hvad der er faglig sparring, og hvornår en henvendelse er en underretning. 3. Bedre kendskab til institutionens rådgiver kunne skabes gennem f.eks. årlige møder mellem institution og forvaltning ikke om børn, men om samarbejdet og dets muligheder. 4. At rådgiverne sørger for samtykke fra forældrene til at informere institutionen. Det vil udover at være en fordel for barnet og en dobbelthjælp til familien også gavne det tværfaglige samarbejde. (alternativt kan pædagogerne altid spørge forældrene selv.) 5. En viden om hinandens styrker og svagheder vil hjælpe det tværfaglige samarbejde. 6. 6) Uforpligtende rådgivning v/ faste månedlige møder, dialog og sparring omkring bekymringsbørn 5) Det organisatoriske Der blev til Dialogmødet også fremhævet væsentlige organisatoriske ønsker og rammer som afgørende for et godt tværfagligt samarbejde. Det kommer sikkert ikke som nogen overraskelse, at der var stort ønske fra begge faggrupper om mere tid, men under de nuværende rammer gjorde faggrupperne sig alligevel nogle tanker om, hvad der var vigtigt på et organisatorisk niveau. Det er essentielt, at det er en på forhånd kendt ramme for, hvem der gør hvad, hvornår og på hvilket tidspunkt til samtalerne med forældrene. Forældrene skal være forberedte på, hvad der skal tales om og hvordan. Rollefordeling må endvidere være klar og aftalt i det efterfølgende tværfaglige samarbejde også. Dette er også med særligt henblik på, at alle fagpersoner er godt klædt på i samarbejdsrelationerne, så loyalitetskonflikter undgås. Herunder peger praksis på nytteværdien af et årligt møde til evaluering af det tværfaglige samarbejde. Tværfagligt samarbejde tager tid og kræfter. Det kommer ikke af sig selv. Eftersom tid er en begrænsende faktor i det daglige, så må denne arbejdsform med Trivselsmetoden prioriteres og bakkes op af ledelsen og ikke mindst integreres i institutionens dagligdag og rutiner. Herudover peger praksis også på viden omkring sagsgange i forvaltningen og i daginstitutionerne. Det er vigtigt, at pædagogerne har viden om, hvad der sker, f.eks. når en underretning er sendt afsted. Formålet med denne videndeling om arbejdsgange er i høj grad også en afmystificering af forvaltning. Her kan der henvises til ovenstående i relation til vigtigheden af kendskabet til hinanden. Praksis peger også på en afgørende faktor i det tværfaglige samarbejde; nemlig inddragelsen af forældrene. Dette kan være rigtig svært, idet institutionerne nødigt vil miste relationen til forældrene og dermed skade barnet. Det er derfor essentielt, at fagpersoner bliver klædt på til at indgå i disse dialoger og kunne sige også de svære ting Endelig peger praksis på forskellige tiltag til at formalisere samarbejde mellem pædagoger og socialrådgivere. Der kan ses adskillige ideer til dette i nedenstående Andre ideer 1. Åben rådgivning i institutionen på en forhånd fastlagt dag om måneden ~ som det gøres på nogle skoler. Det kan anvendes til at drøfte bekymringer om børn for både institution og forældre som et tilbud til institution OG forældre. F.eks. fra kl.13-15 sidste fredag i måneden er rådgiveren til stede i institutionen. (Forældrene skal være vidende om, at rådgiveren har pligt til at handle.) 2. Mødetiden kunne også bruges til oplæg fra rådgiveren om f.eks. sagsgange i forvaltningen. Dette kræver naturligvis inddragelse af ledelsesniveauet til afklaring af tidsforbrug. 3. Flere varianter af skemaet, aldersrettede: 0-2 år, 3-6 år, 6-. Sammenfatningen kan bruges til alle, mens observationerne skal tilrettes børnene. 4. Netværksmøder før, under og efter observationsskemaet. Dette kræver fakta til forældrene om socialrådgiverens handlepligt. 5. At pædagogerne bliver bedre til at kontakte socialforvaltningen i rådgivningsøjemed. Det vil sige at ringe og spørge rådgiveren til råds om, hvorvidt dette kan være en sag, hvor de kan bidrage.