Forskningsbehov på boligområdet. Resultatet af to arbejdsgrupper i Center for Boligforskning.

Forskningsbehov på boligområdet. Resultatet af to arbejdsgrupper i Center for Boligforskning.

Titel Forskningsbehov på boligområder Undertitel Resultatet af to arbejdsgrupper i Center for Boligforskning Udgave 1. udgave Udgivelsesår 2011 Forfattere Red. Claus Bech-Danielsen og Hans Skifter Andersen Sprog Dansk Sidetal 39 Litteraturhenvisninger Side 37 Emneord Boligområdet, boligforbrug, boligøkonomi, boligkarriere, bosætning, boformer, boligpolitik, forstad, arkitektur, byliv, fortætning Omslag Colourbox

Indhold IndholdForord... 3 Forord... 4 Boligkarrierer, boligforbrug og boligøkonomi... 5 Indledning... 5 Arbejdsgruppedeltagere... 5 Læsevejledning... 5 Boligformer: forskellige måder at bo på... 6 Hvad ved vi allerede?... 6 Hvad er de(t) centrale spørgsmål?... 11 Bosætning, boligvalg og boligpræferencer... 14 Hvad ved vi allerede?... 14 Specifikke grupper og specifikke områder... 16 Hvad er de(t) centrale spørgsmål?... 18 Boligpolitik... 20 Hvad ved vi allerede?... 20 Hvad er de(t) centrale spørgsmål?... 21 Sammenfattende om temaet: Boligkarrierer, boligforbrug og økonomi... 23 Arkitektur og hverdagsliv... 25 Indledning... 25 Arbejdsgruppedeltagere:... 25 Forstad i forvandling... 26 Forstad som fænomen og begreb... 26 Forstædernes opdelte områder... 27 Arkitekturens brugere og boligens mentale rum... 28 Arkitekturens brugere... 28 Boligens mentale rum... 30 Fællesskab, samfund og byliv... 31 Fællesskab... 31 Byliv... 32 Fleksibilitet og fortætning... 33 Fleksibilitet... 33 Fortætning... 34 Sammenfattende om temaet: Arkitektur og hverdagsliv... 35 Referencer... 37 3

Forord Fonden Realdania gav i sommeren 2010 støtte til en forankrings- og transformationsproces, der skulle sikre, at Center for Bolig og Velfærd føres videre under nye former i Center for Boligforskning. Center for Boligforskning er forankret på SBi, og fra 1. januar 2011 er professor Claus Bech-Danielsen leder af centeret. For at sikre en fleksibel og dynamisk forskningsindsats er det aftalt, at Center for Boligforskning fremover nedsætter arbejdsgrupper, der på tværs af discipliner og institutioner og i dialog mellem forskere og praktikere kortlægger videnbehov og kvalificerer ideer til konkrete forskningsopgaver på udpegede indsatsområder. Med henblik på at afprøve Center for Boligforsknings organisering og arbejdsform med udvikling af nye indsatsområder har der i efteråret/foråret 2010 2011 været nedsat to arbejdsgrupper, der har gennemført en række workshops. Der har været fokuseret på to temaer: Boligkarrierer, boligforbrug og boligøkonomi Arkitektur og hverdagsliv I dette notat præsenteres to arbejdsgruppers forslag til indsatser inden for de to temaer. Arbejdet er blevet suppleret med viden og synspunkter fra en række faglige nøglepersoner, der er blevet interviewet efterfølgende. Notatet har endvidere været præsenteret og debatteret på Boligforskerseminaret 2011. Notatet foregiver ikke at have kortlagt samtlige forskningspotentialer inden for de to temaer. Det beskriver de emner og problemstillinger, der er kommet frem gennem diskussionerne i arbejdsgrupperne og gennem interviewene med de udvalgte fagpersoner. Inden for hvert af de to temaer, er der udpeget særligt interessante problemstillinger og forskningsspørgsmål, og på disse områder er der sideløbende blevet udarbejdet konkrete forslag til forskningsprojekter, som Center for Boligforskning vil forsøge at sætte i værk. På vegne af Center for Boligforskning vil jeg gerne takke de forskere og praktikkere, der engageret har brugt deres tid og stillet deres viden til rådighed i de to arbejdsgrupper. Også stor tak til de faglige nøglepersoner, der efterfølgende har stillet op til interview. Juli 2011 Claus Bech-Danielsen Leder af Center for Boligforskning 4

Boligkarrierer, boligforbrug og boligøkonomi Indledning Center for Boligforskning nedsatte i efteråret 2010 en arbejdsgruppe med henblik på at udpege forskningsbehov og -potentialer inden for temaet: Boligkarrierer, boligforbrug og boligøkonomi. Arbejdsgruppen har været tværfagligt sammensat med vægt på sociologer og økonomer, men også med antropologer og historikere som deltagere. For at sikre relevansen af udpegede forskningsområder har arbejdsgruppen endvidere bestået af både praktikere og forskere. Temaet har været behandlet i arbejdsgruppen, som har fået input fra en række eksterne oplægsholdere. Mange emner har været berørt i diskussionerne, og notatet samler op på disse uden dog at foregive at være udtømmende. F.eks. har et tema som bæredygtighed været diskuteret på flere af møderne, men da gruppen fandt, at det tema var et emne for sig, der ikke kunne dækkes fyldestgørende af gruppens medlemmer, er det ikke i fokus i notatet. Arbejdsgruppedeltagere Forskere: Hans Skifter Andersen, SBi Gunvor Christensen, SFI Rikke Skovgaard Christensen, SBi Bettina Hauge, KU Kræn Blume Jensen, AKF Cecilie Juul Jørgensen, KU Hans Kristensen, KU Bella Marckmann, KU Mette Tapdrup Mortensen, Kroppedal Museum Birgitta Gomez Nielsen, AKF Chantal Pohl Nielsen, AKF Morten Skak, SDU Praktikere/videspersoner: Jonas Møller, Dansk Byggeri Kurt Albæk, Sadolin & Albæk (Per Riisom, Gehl Architects Flemming Deichman, Boligøkonomisk Videncenter) Eksterne oplægsholdere Curt Liliegren, Boligøkonomisk Videncenter Jesper Bo Jensen, Fremforsk Bue Nielsen, By- og Landskabsstyrelsen Marie Louise Madsen, Kommunernes Landsforening Frank Bundgaard, Socialministeriet Bent Madsen, Boligselskabernes Landsforening Ulrikke Ekelund, BRF Kredit Torben Christensen, Ejendomsforeningen Danmark Læsevejledning For at lette arbejdet med at strukturere de mange forskellige input fra møderne samt den eksisterende litteratur er notatet bygget op om tre overordnede temaer: Boligformer, boligvalg og boligpolitik. En sådan opdeling vil selvfølgelig altid have sine begrænsninger, idet mange af de emner, der har været berørt på møderne, kan siges at høre til mere end ét hovedtema. 5

Hvert af de tre hovedafsnit er endvidere bygget op over to spørgsmål: Hvad ved vi allerede? Og: Hvad er de(t) centrale spørgsmål for den videre forskning? De centrale spørgsmål, der udpeges, er i høj grad hentet fra dels gruppedeltagernes input, dels de oplæg og diskussioner, de eksterne oplægsholdere har bidraget til. Der er fokuseret på boligforskningen og derfor foretaget afgrænsning til byforskningen, da notatet ellers ville sprede sig over for stort et emne. Resten af notatet er bygget op omkring de nævnte overskrifter. Til sidst i notatet står en kort tværgående påpegning af væsentlige forskningstemaer, som efter afslutningen af gruppens arbejde er blevet omdrejningspunkt for et antal forskningsansøgninger. Boligformer: forskellige måder at bo på Når man taler om boligformer, eller forskellige måder at bo på, kan man operere med forskellige opdelinger. Forskellige bebyggelsesformer: tæt-højt, tæt-lavt, åbent-højt, åbent-lavt eller enfamiliehuset, rækkehuset og etageboligen. Forskellige ejerformer eller juridisk/økonomiske konstruktioner: ejerboliger, private eller almene lejeboliger, private eller almene andelsboliger, enkeltboliger eller boligfællesskaber Forskellige geografiske placeringer: forstadsboligen, byboligen, land- eller landsbyboligen, samt skellet mellem vækstområder og yderområder. Forskellige boligfunktioner: helårsboligen og sommer- eller ferieboligen den anden bolig. Afsnittet var oprindeligt tænkt med udgangspunkt i de forskellige bebyggelsesformer, men da afsnittet bygger på eksisterende forskning, som hovedsageligt er opdelt efter ejerformer, har det vist sig mere oplagt at lægge hovedvægten på denne opdeling. I de følgende underafsnit gennemgås de forskellige boligformer kort med en opsummering af resultaterne af de seneste års forskning på de forskellige områder. Indledningsvis gennemgås ejerboliger (med hovedvægten på enfamiliehuset), andelsboliger, private udlejningsboliger og almene boliger. Dernæst følger et afsnit om den anden bolig. Hvad ved vi allerede? 6 Generelt: Boligen i historien Der er gennemført en række såvel kvalitative som kvantitative undersøgelser af boligens historie gennem det 20. århundrede. Disse undersøgelser viser, at boligens arkitektoniske udformning og brug ligesom udformningen af finansierings- og ejerformer ændrer sig i takt med de store materielle og værdimæssige forandringer, der er sket i det danske samfund i samme periode. Boligen er således ikke en statisk størrelse. Selve boligens indretning og udformningen af centrale funktioner som køkken, bad/toilet og soveværelse afspejler den udvikling, der er sket i familiens relationer, i forholdet til hygiejne og i skellene mellem privat og offentligt. Og vi må forvente, at boligen fortsat vil forandre sig. Derfor er en vigtig kvalitet i boliger, at de kan forandres i takt med, at beboernes behov skifter. Det store billede af boligens udvikling viser også, at danskerne i gennemsnit får stadigt mere boligareal pr. person. For ca. 50 år siden var det ikke usædvanligt, at familier med to eller flere børn kunne bo i en toværelses lejlighed på 40 m 2. Undersøgelser med fokus på forskellige generationers boligkarrierer viser, at boligvalg og skift sker i takt med skift i den enkeltes livsfase: når par dannes og opløses, samt når børn fødes eller flytter hjemmefra. I takt med overgangen fra industrisamfund til servicesamfund har livet for den typiske dansker fået flere faser, der hver stiller særegne krav til boligforhol-

dene. Perioder, hvor man bor alene uden partner og børn er således blevet længere, og kommer for manges vedkommende igen flere gange i livet i forbindelse med skilsmisser o. lign. Ligeledes er den såkaldt 3. alder, hvor parret ikke længere har hjemmeboende børn, kommet til at fylde mere i manges liv. Selv om boligbehovet således ændrer sig, er der ikke noget, der tyder på, at boligens betydning bliver mindre. Det danske boligmarked er opdelt i en række delmarkeder: private andelsboliger, ejerboliger, almene og private udlejningsboliger og mobiliteten mellem delmarkederne er relativt lille. Det er nemlig vanskeligt at konvertere værdier fra én sektor til en anden. Det gælder f.eks., at værdien af høj anciennitet i almene boliger eller private andelsboliger ikke kan konverteres til ejerboliger. Ejerboligen i enfamiliehuset Hovedparten af forskning i det åbent-lave byggeri i de senere år har drejet sig om de ejerboliger, der ligger i enfamiliehuse. Enfamiliehuset, som i 2. halvdel af det 20- århundrede blev et fordelagtigt investeringsobjekt, udgør en særlig kombination af ejerform og fysisk udformning, som tilsammen giver det en række kvaliteter, som både gør det meget populært og i nogles øjne problematisk. Andre former for ejerboliger rækkehuse og ejerlejligheder har de samme kvaliteter i varierede grad. Således mangler ejerlejlighederne de kvaliteter, som karakteriserer enfamiliehuset og til en vis grad rækkehuset i form af egen have og mulighed for at ændre og udvide boliger. Til gengæld frembyder ejerlejligheden og rækkehuset ikke i samme grad bæredygtighedsproblemer. Enfamiliehuset er på baggrund af en række boligpræference-undersøgelser (se f.eks. Ærø 2002, Andersen og Kristensen 2009) udnævnt til danskernes foretrukne boligform, og enfamiliehuse udgør godt 40% af de 2,5 millioner danske boliger. Præferencen for enfamiliehuset er tilsyneladende nogenlunde uændret høj, selv om de høje priser i årene 2000-2008 betød, at en del unge familier enten måtte vente længere med at realisere drømmen eller købe til priser, som i hvert fald på kort sigt ikke har vist sig at holde. Historiske undersøgelser af enfamiliehuset viser, at denne forestilling om enfamiliehuset som den næsten universelt mest ønskelige boform er en historisk set relativt ny foreteelse, som stammer fra perioden efter 2. verdenskrig, hvor ejerboligen, navnlig enfamiliehuset, kom til at udgøre mange danskeres største økonomiske aktiv, og også at sammenkoble boligkøbet med udbredte forestillinger om økonomisk frihed og tryghed. Denne udvikling har givet anledning til at rejse spørgsmål om en række afledte konsekvenser. Enfamiliehusene optager f.eks. ganske store arealer, hvilket dels reducerer mængden af landbrugs- eller naturareal, dels skaber et stort transportbehov, idet enfamiliehuskvarterne oftest ligger langt fra arbejdspladserne. Desuden gør den lave tæthed i enfamiliehuskvartererne, at de kvaliteter, som kræver høj tæthed typisk et varieret udbud af specialbutikker, kulturelle og sociale aktiviteter, ikke udvikles. Enfamiliehuset er også blevet problematiseret ud fra bæredygtighedsovervejelser, fordi de fritliggende huse er mindre energieffektive end etage- eller rækkehusbebyggelser, ligesom forsyningsledninger skal trækkes over større afstande. Der er foretaget adskillige undersøgelser af, hvad det er, som tiltrækker danskerne til ejerboligen i enfamiliehuset. De viser samstemmende, at højt værdsatte kvaliteter ved det fritliggende hus er f.eks. privathed, ro og muligheder for at bygge om efter lyst og behov, og det at være herre i eget hus. Det at have egen have er også vigtigt, i særdeleshed for børnefamilier. Ønsket om enfamiliehuset opstår typisk i forbindelse med det første barns fødsel. Der er den forskel fra tidligere generationer, at yngre familier ikke er indstillede på en vandgrødsperiode, dvs. et meget lavt forbrugsniveau i de første år, man bor i huset. Inger Sjørslev har i sit studie af tre generationers forhold til arv, værdi og ejendom vist, at beslutninger om køb, salg, belåning og indretning af boligen 7

hænger tæt sammen med normer og forestillinger om familierelationer og forpligtelser i forhold hertil. Både unge og ældre lægger et arbejde i at vedligeholde relationerne, bl.a. gennem en omhyggelig håndtering af materielle genstande og værdier. F.eks. hersker der et ideal om lighed, som bl.a. betyder, at forældre er omhyggelige med ikke at give ét barn materielle goder på andre børns bekostning. Økonomi og følelser hænger sammen, og noget i Sjørslevs materiale tyder på, at det også spiller en rolle i pardannelsen, selv om det ikke ekspliciteres (Sjørslev 2010). Andelsboligen under transformation Andelsboliger udgør 7% af den samlede boligmasse i Danmark, men i de større byer er de en betragteligt større andel, f.eks. i København en tredjedel af alle boliger. Selvom det i dagspressen har forlydt, at andelsboligformen skulle være truet, er det altså stadig en udbredt boligform med omkring 200.000 andelsboliger på landsplan og særlig betydning i byerne. På trods af den stigende omtale af andelsboligerne er det en relativt uudforsket sektor. Beboerne i andelsboliger er gennemsnitligt ældre end beboerne i lejeboliger, men yngre end beboere af ejerboliger, ligesom de også ligger imellem mht. indkomst. Derimod er der en højere andel af højtuddannede i andelsboligerne sammenlignet med andre boligtyper. Boligomkostninger, beboersammensætning og adgang til andelsboliger varierer meget alt efter, om der er tale om en ældre eller nyere andelsforening, og om den er beliggende i eller uden for hovedstadsområdet (Erhvervs- og byggestyrelsen 2006). I 2006 var næsten halvdelen af alle andelsboliger erhvervet via venner og familie, men den praksis er under forandring siden 2007, hvor prisstigningerne på boligmarkedet slog igennem i andelsboligerne. Andelsboligformen har i de sidste ti år gennemgået store forandringer: Priserne på andelsboligmarkedet er steget (procentvis mere end ejerboligerne, men fra et lavere udgangspunkt), og det er blevet muligt for andelshavere at tage lån med pant i deres andelsbolig. Andelsboliger er en livsbolig for nogle, mens den er et skridt i en længere boligkarriere for andre. Det gælder f.eks. unge, der kommer ind på boligmarkedet for første gang, men som har behov for større boliger, når de stifter familie. En antropologisk undersøgelse af andelsboligformen har vist, at denne særlige danske måde at forvalte privat ejerskab kollektivt på er under forvandling. Andelsboligformen står i et vadested mellem sociale fællesskabsværdier i en sektor, som fremstod som unddraget markedet, til en højere grad af direkte kapitalisering og markedsgørelse. Ligesom brydningen mellem boligen som brugsgenstand og som investerings- eller formueobjekt også er særlig tydelig i andelsboligsektoren, som gennem de senere år har undergået store udsving i værdisætning af boligerne (Hojer Bruun 2011). Andelsboligsektoren er underkastet et sæt moralske forventninger, som ikke ligner dem, der er i andre boligtyper. Beboerne i andelsforeningerne skal således håndtere forventninger i forhold til fællesskaber på flere niveauer: det store samfundsfællesskab, andelsforeningens nuværende bofællesskab, og fællesskabet med særligt nære forbindelser (familie og venner, som man måske gerne vil hjælpe ind i sin andelsforening). Dertil kommer det forestillede fællesskab med fremtidige beboere, som helst skal overtage et hus i god vedligeholdelsesstand hvilket kan stride mod ønsket om at realisere gevinster her og nu eller have en lav husleje. Der er en tendens til, at forvaltningen af adgangen for nye beboere er gået fra at handle om socialt acceptable beboere til økonomisk acceptable købere (Hojer Bruun 2010). 8 Almene boliger Den almene boligsektor udgør 20% af den danske boligbestand. Sektoren har gennem årene været genstand for megen opmærksomhed, navnlig fordi de almene boliger i de seneste årtier har været forbundet med negative konsekvenser af segregeringen på boligmarkedet. Bl.a. derfor er de almene boliger en af de boligformer, der er forsket mest i. Blandt beboerne i de almene

boliger er en overrepræsentation af såkaldt svage grupper såsom enlige forsørgere, kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister. 60% af danskere med anden etnisk baggrund bor i almene boliger, som således også har en højere andel af etniske minoriteter end andre boligtyper. Samtidig har beboerne i de almene boliger et mindre gennemsnitligt boligareal end andre, ligesom der er relativt få boliger, der er egnet til større familier. Koncentrationen af sociale problemer i visse af de almene boligområder er blevet omtalt som ghettoisering og har ført til, at der siden 1980 erne er blevet brugt ganske mange ressourcer på renovering, kvarterløft og andre boligsociale tiltag i belastede områder over hele landet. Sektoren er aktuelt igen genstand for stor politisk opmærksomhed. Imidlertid viser internationale sammenligninger, at de såkaldte ghettoproblemer er relativt små og milde i Danmark sammenlignet med de fleste andre lande. Undersøgelser viser, at de boligsociale og andre indsatser faktisk har haft en effekt, både i kraft af, at det i et vist omfang lykkes at reducere problemerne eller i hvert fald forebygge, at de forværres, og ikke mindst fordi beboerne oplever, at problemerne bliver taget alvorligt og forsøgt håndteret. Det lader imidlertid ikke til, at de mest belastede områder vil nå til et punkt, hvor de kan undvære den sociale indsats, og nogle forskere mener derfor, at disse områder er i færd med at blive institutionaliseret, dvs. at den sociale indsats fra samfundet bliver permanent i visse områder. De almene boliger er af nogle forskere blevet kaldt for en integrationsmaskine for i hvert fald visse indvandrere, forstået sådan, at nye indvandrergrupper søger til områder, hvor der bor andre med samme nationale baggrund, indtil de har fået fodfæste i det danske samfund, hvorefter de flytter videre. Det bygger på undersøgelser, der viser, at der er en ret høj beboerudskiftning i områderne, og at det primært er de bedst integrerede indvandrere, der flytter. Imidlertid kan noget tyde på, at de svageste indvandrere bliver boende i de belastede områder. Beboernes tilfredshed afhænger meget af, om boligområdet opleves som trygt, dvs. at der er en lav forekomst af f.eks. kriminalitet og hærværk. Der er også et væsentligt socialt aspekt af beboertilfredsheden, idet man er mere tilfreds, hvis man har et netværk i boligområdet. Dette resultat er der blevet fulgt op på siden 2000 ved hjælp af forskellige tiltag for at måle og fremme den sociale kapital i boligområder. Hidtidige undersøgelser har vist, at navnlig beboere med anden etnisk baggrund end dansk har et stort netværk i deres boligområder. Et særkende for den danske almene boligsektor er det udviklede og formaliserede beboerdemokrati. Undersøgelser har vist, at dette generelt er velfungerende, men også, at det især er båret af den midaldrende generation. Medmindre de yngre generationer viser sig villige til at overtage engagementet efterhånden, kan det betyde, at beboerdemokratiet kommer under pres i de kommende år (Andersen og Fridberg 2006). Begrebet social kapital har i de senere år vundet indpas i boligforskningen, ikke mindst i forbindelse med de almene områder, hvor det bl.a. er blevet brugt til udvikling af måleredskaber og fremadrettede anbefalinger til konkrete boligafdelinger. Samtidig har der i den offentlige debat været fokus på det, der er blevet kaldt ghettoiseringen eller segregeringen af boligmarkedet (Lars Olsen: Det delte Danmark m.fl.). Det er en hyppigt brugt antagelse, at mangfoldighed i boligområder er et gode, samtidig med, at der er noget inden for social kapital-forskningen, der tyder på, at social kapital ikke altid fremmes af mangfoldigheden. Private udlejningsboliger Den private udlejningssektor udgør 18% af boligmassen i Danmark, i alt 450.000 boliger. Den har indtil for nylig været en relativt uudforsket sektor, men er for nylig blevet kortlagt af Hans Skifter Andersen og Morten Skak (Andersen og Skak 2008). Deres undersøgelse viser, at man kan opdele private udlejere i fire kategorier: De professionelle privatpersoner eller sel- 9

skaber som har udlejning som hovederhverv; De små investorer, som er privatpersoner med udlejning som bierhverv; Brugerne, som har ejendommene for at bruge dem til erhverv eller bolig for sig selv eller andre, samt non-profit ejerne, som driver ejendomme, som ikke skal give overskud. Motiverne for at købe udlejningsejendomme varierer fra investering og fortjeneste på renovering til at kunne leje ud til specifikke grupper, at holde ejendommen i god stand, og at have tilfredse lejere. Det er især nonprofit selskaber og ejere, der selv bruger ejendommen, som prioriterer andet end de økonomiske strategier. Undersøgelsen viser, at 5, stk. 2 renoveringerne betyder, at der i en vis udstrækning er sket en de facto afregulering af sektoren. At afregulering sker som følge af renovering har den effekt, at det motiverer ejerne til at investere i boligerne, samtidig med, at det private udlejningsmarked bliver mere gennemskueligt, og boligens pris og kvalitet kommer i et bedre forhold til hinanden. Undersøgelsen peger også på, at den private sektor har sin egen niche på det danske boligmarked, idet fleksibiliteten og gennemstrømningen er større. Derfor er private udlejningsboliger attraktive for mennesker, der i forskellige situationer har brug for en mere eller mindre midlertidig bolig, f.eks. når unge flytter hjemmefra, når par bliver skilt, eller når man i en kortere periode har arbejde i en anden by. Der er også en gruppe af beboere, som efterspørger lejebolig, selvom de ville foretrække ejerbolig, fordi de ikke har råd til en sådan. I modsætning til den almene sektor er der imidlertid ikke en overvægt af socialt svage beboere i den private udlejningssektor. Den almene boligsektor og dele af det private udlejningsmarked er underkastet varierende former for huslejeregulering. Bloze (2010) har en gennemført undersøgelse af virkningerne heraf, der viser, at de regulerede huslejer i gennemsnit for hele landet ligger mellem 10 og 25 procent under et markedsbaseret huslejeniveau. De lavere huslejer medfører, at der blandt husholdninger med ældre mennesker er en tendens til at sidde i for store boliger, mens der blandt familier med børn kan ske en sammenklumpning i de huslejeregulerede boliger, således at de sidder i for små boliger. 10 Den anden bolig fritids- og feriehuse i Danmark og udlandet Der er lidt over 250.000 sommerhuse i Danmark. Hovedparten af sommerhusejerne er i dag over 45 år, og i løbet af de seneste to årtier er koncentrationen af ejerskabet i aldersgruppen 55-64 år steget kraftigt. De yngre generationer kommer i højere grad i sommerhusene som lånere eller lejere. Noget tyder på, at de yngre generationer i mindre grad ønsker at være forpligtet af at eje et sommerhus. De fleste sommerhusejere har også en ejerbolig som helårsbolig, og ofte er det et enfamiliehus. Det er således ikke i særlig høj grad lejlighedsbeboere, der ønsker at have sommerhuset som fristed. Ejerskabet til sommerhuse er relativt bredt fordelt over socioøkonomiske grupper, om end der i de senere år har været en vis tendens til, at de laveste indkomstgrupper får sværere ved at anskaffe sommerhuse pga. stigende priser. Hovedparten af sommerhusene ligger i Vestsjælland, Nordsjælland og Nordjylland. Afstanden mellem helårsboligen og sommerhuset er i 2005 i gennemsnit 54 km. Hovedparten af sommerhuse er opført i 1960 erne og begyndelsen af 1970 erne, men mange huse er i de senere år moderniseret og udvidet betragteligt, så de fleste sommerhuse i dag har samme bekvemmeligheder som helårsboligen. Flertallet af sommerhuskøbere vægter ifølge undersøgelsen husets stand over naturskøn beliggenhed, og navnlig sommerhuse til udlejning skal have en høj standard. Kommunerne har ikke i særlig høj grad lavet lokalplaner for sommerhusområderne (Andersen og Vacher 2009). Sommerhusejerne peger på tre vigtige grunde til, at de har sommerhus: For at slappe af og komme væk fra hverdagen, for at være sammen med familie og venner og for at komme tæt på naturen. Sommerhusopholdet er en særlig begivenhed, og for mange sommerhusejere er det en vigtig genkommen-

de årlig begivenhed på linje med jul og fødselsdage, og kan på samme måde som mærkedage medvirke til en tidslig markering af livets gang. Ud over den rekreative brug i ferier og fritid fungerer sommerhuse undertiden som boligbuffer ved jobskifte, flytning og skilsmisser. Otte procent af sommerhusene bebos legalt hele året. Når et sommerhus overgår til helårsbeboelse, ændrer det markant fysisk karakter, og beboernes adfærd forandres. Hvis sommerhuset er en begivenhed, er helårsboligen en varig tilstand, og når sommerhuset bliver rammen om hverdagen, forsvinder dets karakter af fristed. Således bliver grænserne mellem inde og ude tydeligere, huset lukker sig mere om sig selv, og udsmykningen med naturgenstande erstattes af kulturgenstande som malerier, fotos og arvestykker. Ligeledes indføres de samme regler for social omgang, som er gældende i hverdagsboligen, mens sommerhuslivet ofte er præget af mere afslappede og anderledes regler (Vacher 2011). Ud over de 250.000 danske sommerhuse har stadigt flere danskere også ferieboliger i udlandet. Disse ferieboliger fungerer i lighed med de danske sommerhuse som fristeder måske i endnu højere grad, fordi det kræver en rejse at komme til den udenlandske feriebolig. I hvilket land, man vælger at købe en anden bolig, afhænger af ens ønsker til stedet, og hvorvidt man lægger vægt på det eksotiske, det autentiske eller det genkendelige. Således er der tydelige forskelle på den fysiske udformning af ferieboliger i f.eks. Thailand, Italien og Spanien. At eje en bolig i et fremmed land betyder, at man uundgåeligt bliver involveret i landets økonomiske og juridiske system, og man får en position mellem turisten og de lokale. For nogle af ferieboligejerne er dette en gevinst, for andre et nødvendigt onde (Kyllesbech 2011). En tredje form for anden bolig er kolonihaverne, som der findes ca. 62.000 af i Danmark, og som i disse år oplever en renæssance og øget efterspørgsel fra især børnefamilier i de større byer. På linje med såvel sommerhuset i Danmark som ferieboligen i udlandet er også kolonihaven et frirum og et afbræk i hverdagen, selv om den ofte ligger i kort afstand fra helårsboligen (Cool 2009). Hvad er de(t) centrale spørgsmål? I det følgende opridses en række spørgsmål, som stadig udestår. Der er dels tale om emner, der anlægger et bredt perspektiv på hele boligmarkedet og samspillet mellem de forskellige bebyggelsestyper og delmarkeder, dels emner, der omhandler specifikke forhold for den enkelte bebyggelsestype eller det enkelte delmarked. Overordnede spørgsmål Områder, der går på tværs af de forskellige boligsektorer, og som stadig frembyder uudforskede spørgsmål, omfatter navnlig Boligernes og bebyggelsernes historiske udvikling. Lokale varianter af den generelle (bolig og by) udvikling. De forskellige bebyggelsestypers og ejerformers historie og udvikling. Samspillet mellem delmarkeder, og konsekvenser af den eksisterende fordeling af boliger på disse. De forskellige ejerformer har forskellige konsekvenser, f.eks. i form af hvilke lån, man kan optage. Hvordan er mulighederne og barrierne for mobilitet på tværs af delmarkeder? Samspillet mellem ejerform/delmarked og fysisk udformning hvordan er mulighederne for at tilgodese et bredt spektrum af ønsker til boligkvaliteter inden for den enkelte sektor (skal man f.eks. have ejerbolig for at få en have, eller for at kunne udvide boligen?). Undersøgelse af de forskellige moralske forventninger til de forskellige boligtyper og disses forbindelser til forestillinger om fællesskab, værdier etc. Undersøgelser af nogle af de bebyggelsestyper, der er mindre udforskede: ejerlejligheder i nyopført etagebyggeri, f.eks. havneboligerne i flere forskellige byer, heriblandt boligerne uden bopælspligt i København; det tæt-lave byggeri; boligfællesskaber af forskellig art. Hvem bor i de nye hø- 11

12 je byggerier, og hvad forventer de af fremtiden? Hvad sker der i de nye bylejligheder langs havnen og i Ørestaden? De nye havnekvarterer i de større provinsbyer? Hvor langt uden for bymidterne kan man bygge højt og stadig være attraktive? Rækkehuse er mest attraktive og sælges hurtigst, men bygges kun i begrænset omfang hvorfor? Kulturanalytiske vinkler på boligen. Fortællinger om identitet, drømme og fordomme om og i det byggede miljø. Relationen mellem historier og boligen, med fokus på historiernes udspring, gestaltning og fortolkning i et kulturhistorisk lys, set gennem kunst, litteratur og medier. Belysning af imaginære aspekter, som ikke umiddelbart kan aflæses ved at se på boligen alene; identitetsskabende, idealistiske eller symbolske aspekter, det være sig enfamiliehuset som drømmen om det gode liv, fordomme og myter om forstaden, ideen om at være herre i eget hus m.v. Herved sættes fokus på de bagvedliggende motivationer og skjulte dagsordner, som gør at ikke alle forklaringer kan begrundes rationelt. Bygningskultur og æstetik. Hvilke bygningskulturelle og æstetiske kvaliteter findes i de forskellige boligformer, og hvordan kan man få beboerne til at tage hensyn til disse kvaliteter, samtidig med at der fortsat er plads til, at boligerne kan udvikle sig? Boligøkonomi. Det sidste årtis økonomiske op- og nedtur på boligmarkedet har ført til større økonomisk ulighed mellem forskellige grupper på boligmarkedet. Med finanskrise, rentestigninger og nedvurderinger af boligers værdi er forskellige gruppers opsparinger i egen bolig skrumpet og nogle boligejere er blevet teknisk insolvente. Der er kommet mange flere og nye lånemuligheder - med og uden afdragsfrihed, med fast og variabel rente, med og uden sikkerhed i boligen - og der er en høj belåningsgrad af ejer- og andelsboligmassen. Boligpolitikken må ses i et fordelingspolitisk perspektiv, idet adgangen til og forvatningen af ejerboliger har stor betydning for folks forbrugsmuligheder og formuer. Der tegner sig et billede af en ny og mere sårbar form for boligøkonomi, samtidigt med, at opsparing i egen bolig fortsat udgør et vigtigt fundament for familiers og enkeltpersoners privatøkonomi. Når subsidieniveauet på boliger er på vej ned, folk tilbydes at købe deres egen bolig og andelen af ejerboliger forventes at stige, er der behov for at kende folks forudsætninger for at deltage på boligmarkedet på markedsvilkår. Forudsætningen for, at vi kan bidrage med forskningsbaserede løsninger på disse udfordringer er, at vi ved mere om, hvordan folk selv opfatter boligmarkedet og deres boligøkonomi og hvilke former for viden folk støtter sig til, når de træffer økonomiske beslutninger. som supplement til BVC. Der er visse grupper i det danske samfund, hvis private boligøkonomi vi ved meget lidt om, bl.a. fordi de traditionelt har boet til leje. Det gælder f.eks. flygtninge og indvandrere, men det gælder også andre andre grupper i samfundet. Hvilket kendskab har de til de for boligøkonomi relevante institutioner i samfundet? Har de samme muligheder for og adgang til at tage lån og erhverve ejerboliger? Hvilke andre barrierer gør sig gældende? Hvad med husholdningernes portefølje, dvs. sammensætningen af deres aktiver (herunder evt. en ejerbolig) og passiver (herunder realkreditlån) gennem hovedpersonens voksne liv. Ejere foretager en større investering for lånte penge (en gearing) end lejere typisk har adgang til. Hvor meget betyder denne gearing for senere forskelle mht. formueudvikling mellem ejere og lejere, og hvor meget betyder forskelle i opsparingsadfærd? Hvor meget betyder pengestrømme mellem generationer i form af forældrekøb, pengegaver og arv for den yngre generations muligheder og forventninger til boligkarriere? Det boligsociale felt: Social kapital og beboerblanding. Der tales meget om, at beboerblanding er godt, men ingen ved, om det bare virker, eller om det har visse forudsætninger for at lykkes og i givet fald hvilke. På samme måde har man hidtil ukritisk efterlyst en blanding af ejere og lejere, men man ved faktisk ikke, hvilken effekt det har på det sociale liv i et område, når nogle lejere bliver til ejere og måske danner deres egne or-

ganiseringer uden for lejernes organisationer. De blandede ejerformer er ikke blevet så udbredte i nybyggeri, som der på et tidspunkt var tænkt, da investorer er tilbageholdende, når der er almene boliger indtænkt i et byggeprojekt. Sundhed og boligkvalitet. Sundhed og adgang til natur har stor opmærksomhed i kommunerne. Hvor mange boliger har umiddelbar adgang til natur, bevægelse og rekreative områder, og hvordan indgår dette i oplevelsen af sundhed og boligkvalitet? I den sammenhæng er koblingen til sundhed og fremmelsen af aktiv livsstil også relevant at udforske. Virker det, når man lægger invitationer til aktivt liv ind i boligområder via f.eks. konkurrencer? Hvor meget betyder adgang til grønt, og mulighed for at have dyr og planter i tilknytning til boligen? Ønsker og muligheder for forskellige grupper. Sundhed kan også nævnes i forbindelse med beboernes sundhed, idet beboerne i de almene boliger oftere er syge end gennemsnittet og desuden har dårligere adgang til sundhedsservice end andre. Spørgsmål til udviklingen i de enkelte boligformer/sektorer Spørgsmål af interesse for fremtidig forskning, som vedrører enkelte boligformer/sektorer, omfatter bl.a.: Private andelsboliger: Det er vigtigt at få belyst, hvilken rolle andelsboligerne spiller på boligmarkedet, hvor mange, der findes, hvor de ligger, hvem der bor i dem, og hvordan samspillet er mellem andelsboligerne og de andre ejerformer. Der er behov for en evaluering af de seneste års forandringer og for et vidensgrundlag til brug for eventuelle nye regelsæt på andelsområdet. Øvrige boligfællesskaber. I Danmark er der en historisk tradition for forskellige former for boligfællesskaber fra arbejdernes andelsboligforeninger og pensionater i byerne over hippiernes kollektiver til kollegier, ollekoller og moderne børnefamiliebofællesskaber. Boligfællesskaberne har forandret sig over tid, og der er tale om vidt forskellige ejer- og organisationsformer med forskellig grad af medindflydelse. Der findes forskellige studier af boligfællesskaber, men disse studier er ikke blevet syntetiseret til at give et egentligt overblik over den kulturelle, sociale og økonomiske diversitet i boformerne. Historiske, sociologiske og antropologiske studier af tidligere og nuværende former for bofællesskaber kan vise, hvilke behov de forskellige boformer opfylder/har opfyldt og pege på mulige løsninger af bestemte gruppers boligbehov: studerende, enlige, børnefamilier, ældre, hjemløse og andre grupper med særlige boligbehov. Den almene sektor: Kan den almene sektor i længden dække boligbehovet for de svageste, uden at de udsatte boligområders problemer uddybes yderligere, og hvis ikke, hvad så? Der har været meget fokus på de grupper, der opfattes som svage, men der er også ressourcestærke beboere i de almene boliger, og deres boligpræferencer ved vi ikke så meget om. Hvorfor flytter de ind i de almene boliger, og hvad får dem til at blive boende? Hvilken betydning har den fysiske udformning er det rigtigt, at tæt-lav-bebyggelserne er mere velfungerende? Den hidtil skæve anvisning, hvor nogle afdelinger har langt højere andel af anviste beboere end andre, er efterhånden under udjævning, - bl.a. ved hjælp af den fleksible udlejning - og den udvikling og dens konsekvenser er værd at følge fremover. De tidligere undersøgelser peger på, at der kan være et skift på vej i forhold til det særlige danske beboerdemokrati, når foreningskulturen forandres. Der savnes også et samlet overblik over de indsatser, der gøres i boligområderne. Hvilke principper ligger til grund, og hvordan spiller lokale projektorganiserede indsatser sammen med den almindelige kommunale forvaltningsstruktur. Måske også opfølgning på råderetten hvor mange benytter den, og hvordan? Enfamiliehuset og bæredygtighedsudfordringen: I et fortætningsperspektiv er enfamiliehusets fortsatte høje status en udfordring, for hvordan bor vi tæt (og dermed bæredygtigt) på en måde, der lever op til boligønsker 13

om enfamiliehus og adgang til grønt? Enfamiliehuset er tit blevet udskældt for ikke at være bæredygtigt, men måske kan enfamiliehuset netop vise sig at have positive bæredygtighedskvaliteter. En nylig undersøgelse viser således, at to ud af tre boligejere finder det attraktivt eller meget attraktivt, hvis de gennem egne anlæg til indvinding af vedvarende energi (bygningsintegreret energiproduktion) kan blive helt eller delvist selvforsynende med energi. Blandt yngre boligejere er det hele 80 %, der anser denne løsning for den mest tiltrækkende. I den sammenhæng kunne det også være interessant og relevant at beskrive, hvorledes de sidste 100 års energimæssige udvikling og omvæltning har slået igennem i enfamiliehussektoren. Dette kan åbne for en anderledes forståelse af enfamiliehusene og haverne i forhold til bæredygtighedsproblematikken. I tråd hermed kunne man også se på de private havers betydning for regnvandshåndtering, biodiversitet mv. Dels i eksisterende enfamiliehuskvarterer, dels nye udstykninger. Private udlejningsboliger: Som opfølgning på den tidligere omtalte undersøgelse af ejerne af de private udlejningsboliger, kunne det være interessant at se nærmere på lejerne. Herunder kunne det også være interessant at se på gruppen af unge, der bor til leje hos deres forældre i de såkaldte forældrekøbslejligheder, da disse ikke hidtil er blevet gjort til genstand for systematiske undersøgelser. Den anden bolig. Hvad sker der i de sommerhusområder, hvor flere begynder at bo hele året? Hvordan håndterer kommunerne de øgede behov for renovering, snerydning mv. Skaber beboerne nye netværk, eller orienterer de sig stadig mod deres gamle omgangskreds? Opfølgning på de hidtidige kvalitative undersøgelser. Bosætning, boligvalg og boligpræferencer Dette afsnit beskæftiger sig med den gruppe af problematikker, som omhandler, hvorfor mennesker vælger bolig, som de gør: Hvem vælger hvad? Hvordan er sammenhængen mellem boligvalg og boligpræferencer? Hvordan er flyttemønstre? Hvad ved vi om forskellige gruppers præferencer for boligformer (ejer, lejer, andel), fysisk form (hus, lejlighed, rækkehus), og geografisk lokalisering (by, forstad, land)? Hvad ved vi allerede? 14 Generelle tendenser I de senere år har flere større kvantitative undersøgelser søgt at afdække danskernes boligpræferencer og har udpeget brede tendenser (Ærø 2002, Kristensen og Skifter Andersen 2009). Thorkild Ærøs undersøgelse har taget udgangspunkt i beboere i forskellige bebyggelsestyper: åben-lav, tæt,lav, åben-høj og tæt-høj, mens Kristensen og Andersen tager udgangspunkt i forskellige livscyklusgrupper. Med disse forskellige udgangspunkter når de to undersøgelser dog frem til meget sammenfaldende resultater. Ærø dokumenterer, at alle bebyggelsestypers beboere fremhæver netop deres egen bebyggelsestypes kvaliteter som attraktive. Det tæt-høje byggeri foretrækkes især af grupper, som er i en af livscyklussens mindre etablerede faser, typisk unge og enlige under 30, for hvem boligen i sig selv står mindre centralt end bylivet med nærhed til kulturtilbud og venner. Mange, der foretrækker denne bebyggelsesform, ønsker også at bo til leje frem for at eje, hvilket ligger i tråd med den mindre etablerede livsstil. Det åbne-lave byggeri enfamiliehuse eller villaer opleves som attraktivt for mange, men især for par under 30 år og børnefamilier. Disse grupper har et stærkt ønske om at bo i ejerbolig i enfamiliehus, og helst uden for byernes centrum. Dette gælder for både par med børn og enlige forsørgere, men den

sidstnævnte gruppe har i mindre grad end den første mulighed for at realisere deres ønsker. Beboerne i denne bebyggelsesform fremhæver muligheden for individuel prægning af boligen samt muligheden for at have gæster som væsentlige kvaliteter. Præferencen for ejerboligen i enfamiliehuset genfindes hos de ældre par over 60, mens de ældre enlige over 60 i højere grad ønsker at bo til leje, bl.a. for at undgå besværet med at vedligeholde hus og have. Boliger i tæt-lav bebyggelser (klynge-, kæde eller rækkehuse) er også attraktive for børnefamilier. I denne boligtype er de enlige forsørgere overrepræsenteret, hvilket kan tyde på, at disse her finder en boligform, som rummer nogle af de samme kvaliteter som enfamiliehuset, men som i højere grad er muligt at overkomme med kun én indkomst. I det åbne-høje byggeri viser der sig et skel mellem beboerne af almene boliger og ejerboliger. Beboerne i begge typer lægger vægt på kvaliteter som butiksudbud, udsigt og nærhed til kollektiv transport. Navnlig i ejerboligerne findes også her en gruppe af beboere med en mindre boligorienteret livsstil, som påskønner friheden fra de praktiske forpligtelser, der følger med enfamiliehuset (Ærø 2002). De unge enlige, de unge par og de enlige forsørgere er de tre grupper, som oplever boligudgifterne mest belastende, uden at det dog er et stort problem. Par-børnefamilierne, singlerne og de ældre enlige finder udgifterne lidt belastende, mens de barnløse par i alderen 30 til 59 år, og parrene over 60 stort set vurderer, at boligudgifterne ikke er noget problem (Kristensen og Andersen 2009). En væsentlig pointe fra Ærøs undersøgelse er, at boligvalget for mange er et ikke-valg, forstået på den måde, at man ikke har overvejet andre alternativer end den aktuelle bolig måske fordi man har ventet på netop denne bolig, måske fordi man ikke har haft andre muligheder. For alle grupper gælder det, at boligen skal kunne rumme familien, og man skal kunne betale den. Boligvalget er således anderledes end andre typer af forbrugsvalg, også fordi boligvalget opleves vigtigere og har større objektive konsekvenser for den enkelte. Det er også en generel tendens, at både nærhed til grønt/natur og nærhed til by ses som kvaliteter, men som det fremgår af ovenstående, afvejer forskellige grupper disse kvaliteter meget forskelligt. Helene Hjorth Oldrup uddyber disse resultater i en interviewundersøgelse af unge familier i Københavnsområdet som viser, at valget af bosætningslokalitet foregår i et spændingsfelt mellem by og forstad, æstetik og pragmatik, autentisk og konstrueret natur (Oldrup 2010). Sociale relationer/naboskab er ikke et mål i sig selv for de fleste snarere kan man sige, at der hersker et negativt naboskabsideal forstået på den måde, at man lægger mere vægt på at undgå ubehagelige naboer end at efterspørge positive nabofællesskaber (Ærø 2002). En undersøgelse af danskernes geografiske mobilitet viser, at den primære anledning til flytninger er hensyn til familien: i forbindelse med pardannelse eller skilsmisser eller af hensyn til, at børnene skal have en bedre skole (Deding og Filges 2004). Det lader til, at det er flytningen, der fører til jobskifte, snarere end omvendt. De yngre grupper flytter i høj grad efter uddannelse. Er man først flyttet i hus er man mindre mobil, end hvis man bor i lejlighed, herunder også ejerlejlighed, hvilket igen tyder på, at husejerskabet følges med en mere etableret livsstil i det hele taget. Beboere i eget hus har ofte børn, og en flytning vil derfor have konsekvenser for f.eks. børnenes skole. Deding og Filges finder resultater, der peger på, at der er nogle grupper, der er mere mobile end andre, idet personer, der tidligere har flyttet, har større sandsynlighed for at flytte igen. Højtuddannede er således mere mobile end andre. 15

Specifikke grupper og specifikke områder Sideløbende med disse generelle afdækninger af boligpræferencer har forskningen fokuseret på forskellige grupper defineret efter alder, etnicitet og socioøkonomisk status. Endvidere har der været undersøgelser af bosætningspræferencer i specifikke geografiske områder, navnlig de såkaldte yderområder. Nogle væsentlige resultater af disse undersøgelser gennemgås i det følgende. Unges boligbehov En undersøgelse af unge på boligmarkedet (Hjelmar 2009) viser, at de unge i altovervejende grad er ude på det åbne boligmarked ligesom andre voksne. Dette gælder 90% af de unge, mens de resterende 10% bor i ungdomsboliger/kollegier. Unge flytter oftere end andre aldersgrupper som følge af hyppigere skift i livsvilkår, f.eks. uddannelse, job og parforhold. Derfor efterspørger de unge især lejeboliger, der ligger centralt i de store uddannelsesbyer. De unge efterspørger en relativt høj boligstandard, bl.a. med mulighed for privatliv, og er derfor ikke så interesserede i at dele køkken og bad med andre på f.eks. et traditionelt kollegium. På trods af disse forventninger er de fleste unge tilfredse med deres boligforhold og oplever ikke, at de søger urimeligt længe efter en ny bolig. Københavnsområdet er dog en undtagelse, da udbuddet af egnede boliger her ikke følger med efterspørgselen. Derfor er kollegierne her og i de andre store uddannelsesbyer fortsat populære, også fordi en plads på et kollegium giver stabilitet i boligsituationen (Hjelmar 2009). Efterhånden som flere unge vil tage en videregående uddannelse, vil der formentlig blive øget efterspørgsel efter gode studieboliger i uddannelsesbyerne (Skak 2008). Ældres boligbehov Ældre flytter almindeligvis mindre end unge. At man som ældre overvejer at flytte, er ikke det samme som, at man rent faktisk flytter. Forhold, der trækker i retning af flytteønsker og faktiske flytninger indbefatter dårligt helbred, at blive alene, at bo i bolig med trapper, at bo isoleret og at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Forhold, der omvendt trækker i retning af, at man som ældre bliver i boligen, er, at man bor i ejerbolig, at man har boet samme sted længe, og at man har gode kontakter til naboer (Gottschalk og Hansen 2005). I takt med, at de store årgange bliver ældre, vil der formentlig være flere, der grundet helbredssvækkelse eller tab af ægtefælle vælger at flytte fra enfamiliehuset til en mindre forpligtende lejebolig (Skak 2008). Omvendt kan det dog også formodes, at den større andel af raske ældre betyder, at flere vil blive længere i deres bolig. Anna Leonora Blaakilde har undersøgt den lille, men voksende gruppe af danske pensionister, der flytter permanent til udlandet og tager deres pension med. Hendes undersøgelse viser bl.a., at de ældre kan få problemer, når de får behov for hjælp, da de ikke i f.eks. Spanien kan få de samme tilbud om omsorg og pleje som i Danmark, og bl.a. en plejebolig er meget dyr. De emigrerede pensionister bliver således helt afhængige af frivillige hjælpere (Blaakilde 2007). 16 Nye familiemønstre nye boligbehov: aleneboende og fraskilte Enkeltpersons-husstande er i dag den mest typiske danske husstandsform, idet knap 40 % af alle husstande i Danmark består af én person det dækker dog kun 23 % af alle danskere. Flere kvinder end mænd bor alene, hvilket også hænger sammen med, at flest ældre bor alene. De unge og ældre aleneboende er begge grupper, der er ganske homogene. Som ung bor man typisk alene, før man etablerer sig i parforhold eller familie, og mens man evt. er under uddannelse, og som ældre bor de fleste alene efter et samliv. Den mellemliggende aldersgruppe, gruppen af aleneboende 30-60-årige, er en mere polariseret gruppe. Samlet set er aleneboende personer i denne aldersgruppe dårligt stillet. At bo sammen er i denne al-

dersgruppe det mest almindelige, og for dem der bor alene, er det for langt de fleste en indikator på, at der er sociale og/eller økonomiske problemer. For et mindretal af de aleneboende kvinder synes fravær af samboende imidlertid at hænge sammen med en succesfuld karriere (Scheng, Gram- Hanssen og Christensen 2010). Mange bor således alene efter en skilsmisse eller samlivsophør. I og med at hjemskabelsen og familieskabelsen er så tæt sammenvævet, som megen forskning peger på, hænger en skilsmisse også ofte sammen med en ny boligsituation, både for den partner, som flytter fra den fælles bolig, og for den, der bliver boende, evt. med en ny partner. I enfamiliehuse er det oftest kvinden, der flytter, mens det i almene boliger oftest er manden. Hvis en ny partner på et tidspunkt flytter ind i den tidligere fælles bolig, oplever mange et behov for at nyindrette boligen, så den tidligere partners spor bliver mindre fremtrædende. Den part, der flytter, gør det ofte til en midlertidig bolig, og de første år efter en skilsmisse er således ofte præget af flere flytninger. Her spiller såvel sommerhuse som private udlejningsboliger og lejede værelser en rolle som boligtyper, man kan få fat i med kort varsel og således bruge som buffere i en akut situation. Det kan være følelsesmæssigt belastende at bo midlertidigt, ligesom det kan være svært at have evt. børn uden en bolig af en vis størrelse og kvalitet. Hensynet til børnene er fremtrædende, når skilte vælger ny bolig, idet de lægger vægt på, at børnene kan bevare deres skole og lokale netværk. De fleste skilte forventer, at de på et tidspunkt igen vil indgå i et fast forhold og vil få brug for en familiebolig (Gram-Hanssen og Bech- Danielsen 2007). Etniske minoriteter Danskere med etnisk minoritetsbaggrund er koncentreret i de større byer og er som nævnt overrepræsenteret i almene boliger, mens de er underrepræsenteret i de boligformer, hvor adgangen sker via uformelle sociale netværk, især andelsboliger og privat udlejning. De etniske minoriteter har typisk mindre plads pr beboer end den danske majoritetsbefolkning. De etniske minoriteter flytter oftest inden for samme by eller boligområde og sjældent på tværs af landet. Personer, der er kommet til Danmark som flygtninge og derfor forpligtet til at blive boende samme sted i de første tre år, flytter efter denne periode ofte til de større byer, hvor et større socialt netværk er tilgængeligt sammen med bedre jobmuligheder. Blandt de bedst stillede minoriteter er der relativt flere, der flytter fra alment byggeri til ejerboliger, bl.a. enfamiliehus, men stadigt færre end blandt socioøkonomisk sammenlignelige grupper af etniske danskere (Skifter Andersen 2006). Etnologen Helle Nysted Andersen har udført et feltarbejde blandt nogle af de nydanskere, der er flyttet i enfamiliehus og har bl.a. mødt forældre, som håber på at kunne tilbyde voksne børn og deres familier, at de kan blive boende i huset, som altså ses som familiens hus snarere end blot forældrenes hus. I denne sammenhæng er enfamiliehuset tiltrækkende, fordi det i et vist omfang kan vokse med familien i kraft af tilbygninger. Hendes undersøgelse peger på, at familierne i forbindelse med valget af enfamiliehus bl.a. lægger vægt på, om de kan købe uden at skulle betale renter, hvilket for visse grupper er religiøst uacceptabelt. For nogle er det også vigtigt, at de har råd til at lade kvinden i ægteskabet gå hjemme, selv om de flytter i enfamiliehus. Nysted Andersens undersøgelse peger på, at enfamiliehuset også for etniske minoriteter kan være en attraktiv og fleksibel boligform, men også på, at nogle af de hjemmegående kvinder oplever ensomhed og et tab af sociale relationer sammenlignet med det, de kender fra tidligere boliger i etagebyggeri (Nysted Andersen 2007). Udsatte grupper på kanten af samfundet I det danske samfund findes en række grupper, som med en fællesbetegnelse benævnes socialt udsatte. De omfatter f.eks. sindslidende, hjemløse 17

og misbrugere. Boligen eller mangel på samme står ofte centralt i disse gruppers sociale problemer. Mangel på en bolig kan forværre deres andre problemer, ligesom disse kan gøre det svært for dem at fastholde en egen bolig. Af denne grund eksisterer der en række forskellige boligtilbud til de socialt udsatte, med større eller mindre grad af velfærdsstatslig involvering (Rådet for Socialt Udsatte 2004). SFI har gennemført en undersøgelse af, hvad der sker, når mennesker sættes ud af deres bolig. 24% af disse bliver hjemløse. 12% af udsatte er sat ud flere gange. 43% af de udsatte er familier med børn, oftest enlige med børn (Christensen 2009). Den tidligere citerede undersøgelse om unge peger på, at der findes en marginaliseret gruppe af unge med svage ressourcer, som ikke har nemt ved at finde en bolig på det almindelige marked og således er helt afhængige af kommunale tilbud om f.eks. ungdomsboliger (Hjelmar 2009). Tillige med disse grupper findes der andre grupper, som ikke selv er i stand til at træffe et selvstændigt valg mht. hvor de vil bo, men som er henvist til at bo der, hvor de bliver anvist. Det gælder f.eks. plejekrævende ældre, voksne handicappede og udviklingshæmmede. Bosætning i yderområder De såkaldte yderområder har i de senere år været genstand for debat. En undersøgelse fra SBi har set på til- og fraflytninger fra yderområderne og på de ca. 5.500 husstande, som flyttede til yderområderne (Nørgård et al. 2010). Undersøgelsen viser, at unge enlige typisk flytter fra yderområderne (for manges vedkommende i forbindelse med uddannelse), og familier med børn flytter til. Ca. 30% af tilflytterne kommer fra en storby, og fælles for tilflytterne er, at de fravælger bylivet til fordel for mere natur og mere trygge rammer samt en større og/eller billigere bolig, hvorfor 75% af dem da også bosætter sig i landdistrikter og landsbyer. Tilflytterne bidrager til at opgradere boligerne fysisk, idet mange af dem renoverer deres boliger i større eller mindre grad. 75% af tilflytterne bosætter sig i landdistrikter og landsbyer. Der er et flytteoverskud af personer uden for arbejdsmarkedet, især folkepensionister og efterlønnere, men der er også flere med en videregående uddannelse blandt tilflytterne end fraflytterne. Langt de fleste fastboende oplever, at tilflytterne bidrager positivt til udviklingen af yderområderne, især fordi de bidrager til at bevare et tilstrækkeligt befolkningsgrundlag, bl.a. i forhold til serviceudbud. Næsten 25% flytter alligevel igen inden for et år. Dette kan skyldes manglende følelse af tilhørsforhold til det nye område og/eller skuffelse over de lokale serviceudbud. Nogle tilflyttere oplever, at der svært at blive en del af lokalområdet. De fastboende har i højere grad kontakt til andre fastboende, og tilflyttere har i højere grad kontakt til andre tilflyttere. Størstedelen af tilflytterne, ca. 70 %, svarer, at naboer eller andre har søgt at inddrage dem i lokalområdet, men også at en stor del af tilflytterne ikke er budt velkommen eller søgt inddraget. De jævnlige møder i institutioner og butikker nævnes som vigtige i forhold til at blive en del af lokalområdet. Fastboende er i højere grad end tilflyttere tilfredse med det serviceudbud, der findes, måske pga. tilvænning og lavere forventninger, måske fordi nogle tilflyttere ikke kender det faktiske udbud. For både tilflyttere og fastboende kan oplevelsen af manglende service føre til planer om at flytte (Nørgård et al. 2010). Hvad er de(t) centrale spørgsmål? 18 Generelt Beslutningsprocesser i forbindelse med bosætning. Beslutninger på mikronioveau, strukturelle forudsætninger og resultater på makroniveau. Segregering på boligmarkedet og sammenhængen mellem det sociale og det boligmæssige. Præferencer og beslutningsprocesser i forbindelse

med valg af bolig og flytning. Hvilke parametre indgår, og hvordan prioriteres de? Hvad er afgørende i forhold til flyttemønstre? Uddannelse, service, erhverv, boligkvalitet, bymiljøer, sikkerhed, social arv, livsfase? bosætning i samspil med andre parametre. Hvordan kvalificeres forventningsteori og prognoser for fremtidig mobilitet og bosætning? Mobilitet på boligmarkedet. Kan vi komme bag om de gennemsnitlige tal for beboersammensætning? Hvordan er de forskellige sociale og etniske gruppers mobilitet, især i forhold til det almene område? brutto-vandringerne fra by til land vigtige at forstå, hvis man generelt ønsker at ændre på flyttemønstre eller, hvis man af diverse årsager ønsker at styrke tilstrømningen af visse demografiske grupper til et givet område. Identificering af økonomiske og sociologiske determinanter for flyttemønstre og lokalisering bliver derfor vigtig.. Kendskab til determinanter for individers lokalisering. Mikroanalyser af husholdningers beslutningsprocesser om lokalisering Cpr-baserede analyser, evt på husstandsniveau, for at blive klogere på, hvem der flytter, hvorhen og hvorfor. Sikkerhed og tryghed er nye temaer, som måske er ved at få en fremtrædende rolle i forhold til boligvalg. Graden af kriminalitet. Visse forstadsområder er mere præget af kriminalitet end andre. Hvilke konsekvenser har dette i et lang-sigts perspektiv for udvikling og vækst i området. Helt konkret kan man f.eks. undersøge, hvorvidt sandsynligheden for indbrud i private hjem er determinerende for områdets boligpriser, for området erhvervsvækst, o.s.v. Det bymæssige som aktuelt fokusområde i provinsbyer, landsbyer og udsatte boligområder. Drømmer den almindelige dansker om at bo i byen? Eller hvilke aspekter af det bymæssige ønskes? (jf. også boligpræferencer) Hvordan hænger boligdrømme generelt sammen med sociale vilkår? Hvordan formes boligdrømme og behov sig efter det muliges kunst? Fokus på specifikke grupper og områder Den aldrende befolkning og konsekvenser for boligområdet. Demografi og bolig: hvilke demografiske tendenser vil påvirke fremtidens boligbehov? Der bliver flere ældre, og de er raske længere. De hidtidige resultater tyder på, at det betyder, at de bliver boende længere, men også, at gruppen af par og enlige med voksne børn og uden arbejdsforpligtelser bliver større og dermed potentielt mere divers. Enfamiliehuset er trods demografiske forandringer ikke på retur. De ældre bliver boende, og de unge ønsker stadig enfamiliehuset de flytter blot senere. Hvad sker der i de forskellige generationer? Forholdet mellem opvækst og boligønsker hvordan er sammenhængen og har den ændret sig? De 60-årige gør det modsatte af deres forældre, de 30-årige ser ud til at gøre det samme, men måske på nye måder? Efterlønnere - hvad efterspørger de? Hvordan skal boligudbuddet tilpasses den aldrende befolkning og hvilke bymæssige konsekvenser har den ændrede demografiske sammensætning af befolkningen (f.eks. i forhold til enfamiliehusområder)? Fysisk tilgængelighed? Lokalitet og kontinuitet: at flytte hjem. Betydningen af lokalitet og kontinuitet i valget. At flytte hjem betydningen af slægt (bedsteforældre) i nærheden for børnefamilier hvad med ældre? Betydningen af børn/børnebørn for bosætning? Hverdagspres og slægt slægtsgården, det specifikke sted, slægtens rødder, Familie, kontinuitet, lokalitet. U-almindelige familie/bolig/husstandsformer. Flerbolighed på nye måder, Living apart together, storfamilier. Børn hvordan gøres det via planlægningen attraktivt at have børn? Behov for overgangsboliger ved familiebrud boliger til én voksen med børn i hvert fald noget af tiden? 19

Etniske minoriteter. Etniske minoriteter evt flygtninge/indvandreres boligkarrierer over 3 generationer. Mere om etniske minoriteter i enfamiliehuse. Landdistrikter og udkantsområder. Nedrivning af utidssvarende boliger, men hvad er erfaringerne fra sidste omgang? Hvilken effekt har det? Nedrivning i landsbyer, men også i provinsbyer (tomme boligblokke). Tilflytteres vilkår, når de flytter til eller tilbage til landdistrikter hvilke forhold gør sig gældende og hvordan kan man bedre holde på tilflytterne? Betydningen og karakteren af sociale netværk hvordan konstrueres de, og hvordan bevares og plejes eksisterende netværk? Hvorfor er der ikke en større tilvandring til det åbne land? Hvad det er, der gør, at man gerne vil bo i en landsby og i hvor høj grad disse forventninger kan indfries i den eksisterende boligmasse. Hvorvidt der er passende boliger til befolkningens forskellige livsfaser, så beboere ikke tvinges til byen f.eks. i forbindelse med skilsmisse. Hvordan man bevarer, konstruere og plejer netværk var fortsat et fokusområde og særligt sammenhængen mellem lokale institutioner og netværksdannelse ønskes belyst. Endnu et fokusområde er at undersøge de mennesker, som vender tilbage hvad er udfordringerne og hvem lykkes det for? Diverse projekter blomstrende landsbyer, landsbypedeller mv. Øer og landsbyer. Hvad sker der i landsbyer, når f.eks. skoler lukkes? Fritliggende huse i landdistrikterne? Giver det mening at lave krumspring for at leje almene boliger i udkantsområder ud, eller skal man acceptere, at sidste mand lukker og slukker? Landbrugets bygninger, bygninger i det åbne land, sommerhuse langs kysterne. Helårsbeboere i sommerhus potentialer og problemer. Boligpolitik Hvad ved vi allerede? Boligpolitikken har op igennem det 20. århundrede spillet en central rolle i velfærdsstatens udvikling (Vestergaard 2004). Boligpolitik har ofte social- og fordelingspolitiske mål. I Danmark er der direkte eller indirekte støtte til alle boligformer. Boligmangelen var et af de vigtigste politikområder frem til midt- 1960 erne. Siden da har de forskellige boligsubsidiers fordeling samt diskussionen om problemer i særligt udsatte boligområder været i centrum for den politiske debat. Særligt den almene boligsektors rolle har været omdiskuteret, og sektorens rolle har ændret sig fra at være et boligpolitisk instrument til at sikre boligforsyningen for alle danskere til især at skulle løse boligsociale problemer for de udsatte danskere (Jensen, 2006). I Danmark topper den boligpolitiske debat især under valgkampe og i valgår. Blandt politikerne hersker der en forståelse af, at boligspørgsmål har så stor indflydelse på vælgernes stemmer, at boligspørgsmålene kan afgøre hele valg (Nielsen, 2010). Politikerne i Danmark har endvidere ofte været kritiseret for at mangle politisk mod og reformvilje på boligområdet (OECD, 2006; Albret, 2003; Hede, 2006). Reformer af boligpolitikken har altid været vanskelige, da ændring af regler altid vil betyde fremtidige gevinster for nogle, og øjeblikkelige og meget mærkbare forringelser af rettigheder, der opleves som velerhvervede af de berørte målgrupper. Der har heller ikke fundet større boligpolitiske reformer sted, siden VKregeringen kom til magten i 2001, ud over salgsreformen af de almene boliger, der endte med at krympe og blev langt mindre af omfang end regeringen oprindelig havde meldt ud (Jensen, 2005). Efter By- og Boligministeriets nedlæggelse har regeringen ofte formuleret boligpolitiske holdninger som led i andre politikker, som for eksempel klima- og energipolitik, familiepolitik, in- 20