FLIS på Sundhedsområdet Slutrapport maj 2009
Indhold Indledning 3 1. Overordnede Prioriteringer i FLIS-projektet 6 1.1 Overordnede principper for prioritering af indikatorer 6 1.2 Antallet af indikatorer 6 1.3 Overordnet prioritering af områder, der skal medtages i FLIS 7 2. Overordnet prioritering af kommunens egne sundheds-opgaver 8 3. Kommunens betaling for sundhedsydelser i regionen 11 4. Forebyggelse og sundhedsfremme 13 4.1 Effektindikatorer ift. forebyggelse og sundhedsfremme. 13 4.2 Den patientrettede forebyggelse 16 4.3. Genindlæggelser og korte indlæggelser 17 4.4. Organisatorisk og processuel kvalitet 19 5. Forebyggelse og sygefravær på arbejdsmarkedet 23 5.1. Indikatorer i forhold til sygefravær 24 5.2. Indikatorer for sammenkobling af sygdomme og medfinansiering på sygedagpengeområdet 24 5.3. Overvejelser vedr. kategoriserede sager 25 6. Genoptræning 27 6.1 Prioritering og produktivitet 28 6.2 Organisatorisk og processuel kvalitet 29 6.3 Effekt 30 6.4. Vederlagsfri fysioterapi 30 7. Hjemmesygepleje 31 7.1 Udfordringer for FLIS på hjemmesygeplejeområdet 31 7.2 Prioritering og produktivitet i hjemmesygeplejen 32 7.3. Resultater og effekter i hjemmesygeplejen 35 8. Børn og unge 37 8.1 Tandbehandling 37 8.1.1. Prioritering og produktivitet 37 8.1.2 Organisatorisk og processuel kvalitet 38 8.1.3 Effekt 39 8.2 Sundhedspleje 39 1
8.2.1 Prioritering og produktivitet 40 8.2.2 Organisatorisk og processuel kvalitet 40 8.2.3. Effekt ift. sundhedspleje 42 9. Omsorgs- og specialtandpleje 44 9.1 Prioritering og produktivitet 44 10. Misbrugsbehandling 46 10.1 Prioritering og produktivitet 46 10.2. Indikatorer for organisatorisk kvalitet på misbrugsområdet 47 10.3. Effekt 48 Bilag: Markering af indikatorerne 50 2
Indledning Arbejdet med at finde velegnede indikatorer til FLIS på sundhedsområdet blev p å- begyndt i januar 2008. Arbejdsgruppen har pt. afholdt 4 møder 5. februar 2008, 28. marts 2008, 30. maj 2008 og 29. januar 2009. Der er sideløbende med projektet foregået en række andre aktiviteter, som der er behov for bliver koordineret med FLIS-arbejdet. Det drejer sig om følgende: - Nationalt dokumentation på det kommunale sundhedsområde. KL forhandler lige nu med staten om udvælgelse af de indikatorer, der skal bruges til monitorering af det nationale sundhedsområde. Projektet forventes afsluttet i sommeren 2009. Det vil være hensigtsmæssigt, at de indikatorer, der indgår i det nationale indikatorprojekt er en delmængde af FLIS. - Berigelsesprojektet (KØS). KL og Sundhedsstyrelsen har d. 2. september 2008 indgået aftale om en udvidelse af esundhed og etablering af et kommunaløkonomisk sundhedsinformationsgrundlag. Aftalen indebærer, at esundhed vil blive udvidet med en række variable. Aftalen indebærer i øvrigt, at der etableres et kommunaløkonomiske informationsgrundlag - bestående af data fra de kommunale omsorgs- og arbejdsmarkedssystemer, CPR-registeret samt esundhed. De forskellige datakilder vil blive koblet på individniveau. De første KØS-data vil være tilgængelige for kommunerne i maj 2009. KØS-projektet KL og Sundhedsstyrelsen indgik i august måned en aftale om etablering af et kommunaløkonomisk sundhedsinformationsgrundlag (KØS), som vil blive stillet til rådighed for kommunerne i foråret 2009. Det indgår i aftalen mellem KL og Sundhedsstyrelsen, at Sundhedsstyrelsen danner en datamatrix på baggrund data fra flere forskellige kilder herunder Sundhedsstyrelsens afregningsdata, CPR, Kort og Matrikelstyrelsens Geo-data, Beskæftigelsesministeriets DREAM-database og kommunale EOJ-systemer. På sigt vil flere andre datakilder kunne kobles på. Sundhedsstyrelsen har allerede adgang til CPR, Geo-data og DREAM-data, men mangler fortsat at få adgang til kommunale omsorgsdata. For at belaste kommune r- ne mindst muligt i forhold til indhentning af omsorgsdata arbejder Sundhedsstyrelsen på at lave et samarbejde med Danmarks Statistik, som i regi af ældredokumentationsprojektet allerede modtager data fra kommunernes omsorgssystemer. Da KØS vil blive koblet på CPR-nummerniveau, kan data opdeles på lavere aggregeringsniveau end kommuneniveau, uden at det bryder med princippet om, at kommuner- 3
ne ikke må kunne identificere enkeltindivider. Hvilket niveau afhænger af, hvilke oplysninger hver enkelt kommune har givet CPR. Sundhedsstyrelsen stiller data fra KØS til rådighed for kommunerne fra maj 2009. Det forventes dog ikke, at KØS er færdigudviklet allerede fra dette tidspunkt, og det er således også en del af aftalen mellem KL og Sundhedsstyrelsen, at projektgruppen arbejder videre med projektet også efter dette tidspunkt. Det indgår i aftalen mellem KL og Sundhedsstyrelsen, at data vil blive stillet til rådighed gennem to forskellige kanaler. En individuel kanal og en bred kanal. I den brede/fælles kanal vil der blive leveret et standardprodukt til alle kommuner i form aggregerede standardinformationer. Omfanget og formen af denne fælles formidling vil afhænge af datakvaliteten og vil løbende bliver vurderet i projektet og endeligt formuleret i slutfasen. I den individuelle kanal har kommunerne mulighed for selv at definere udtræk fra datavarehuset om variable og formater. Det giver kommunerne mulighed for at tilpasse en leverance der passer præcist til deres behov og som eventuelt kan indlæses i lokale ledelsesinformationssystemer. Kommunerne danner således selv den applikation eventuelt med ekstern hjælp der skal trække data ud af datavarehuset. Der er i projektet nedsat en referencegruppe bestående af et antal kommuner, KL, Sundhedsministeriet og Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse. Denne gruppe fungerer som projektets brugergruppe og skal være med til at sikre, at slutresultatet lever op til brugernes forventninger. Gruppen skal ligeledes drøfte, hvorledes den fælles brede formidling til kommunerne hensigtsmæssigt kan foretages. Den Danske Kvalitetsmodel IKAS er lige nu i gang med tredje udviklingsfase ift at udvikle standarder på det kommunale sundhedsområde. Udviklingen af standarderne har ikke været koordineret med hverken FLIS, de nationale sundhedsindikatorer eller sundhedsaftalerne. Det er et forhold, som KL er opmærksom på i dialogen med IKAS. Det er frivilligt for kommunerne, om de vil anvende Den Danske Kvalitetsmodel. Det kan overvejes i fremtiden at medtage nogle af indikatorerne fra Den Danske Kvalitetsmodel i FLIS. Det bemærkes, at IKAS har fokus på kvalitetsudvikling (lave retningslinjer, som medarbejderne skal kende, tjekke om medarbejderne kender dem, gøre noget, hvis tingene skal forbedres) og ikke egentlig monitorering/kontrol. Her adskiller Den Danske Kvalitetsmodel sig jo fra andre indikatorer/redskaber. Temaer i Den Danske Kvalitetsmodel på det kommunale område De første to udviklingsfaser rummer i alt 10 temaer, hvorunder der er udarbejdet 31 standarder. De 10 temaer er: - Kvalitets- og risikostyring, - Ledelse, 4
- Dokumentation og datastyring, - Ansættelse og kompetenceudvikling, - Koordinering, kontinuitet og overgange, - Medicinering, - Hygiejne, - Palliation, - Kroniske sår, - Genoptræning Omkring årsskiftet 2008/09 blev 3. udviklingsfase iværksat. IKAS s bestyrelse har truffet beslutning, at de syv temaer, der indgår i 3. udviklingsfase, er: - Sundhedsfremme og forebyggelse, - Tandpleje, - Sundhedspleje, - Kroniske sygdomme, - Ernæringsscreening, - Misbrug, - Demens. Der er p.t. ikke aftalt, om der skal iværksættes en 4. udviklingsfase. 5
1. Overordnede Prioriteringer i FLIS-projektet 1.1 Overordnede principper for prioritering af indikatorer Opgaven i FLIS-projektet er dels at prioritere, hvilke indikatorer, der er de vigtigste, og dels at vurdere, om der er nogle andre indikatorer, der skal med. Det er besluttet, at følgende overordnede kriterier for prioritering af data anvendes: 1. Tilgængelighed af data er data tilgængelig i en god kvalitet i dag? 2. Vigtighed af data, som afhænger af: a. Økonomi hvor meget fylder aktiviteten i det kommunale budget? b. Politik hvor højt prioriteret er området politisk? 3. Styringsmæssig kompleksitet 4. Relevans i forbindelse med benchmarking. Det betyder f.eks., at hvis et område, er mindre vigtigt, så medtages data kun i det omfang, at der foreligger tilgængeligt i god kvalitet. Er der derimod tale om et område af høj vigtighed, så skal der arbejdes for, at der fremover tilvejebringes gode data uanset, at de ikke findes i dag. 1.2 Antallet af indikatorer Generelt er det et princip i FLIS-arbejdet, at antallet af indikatorer skal være forholdsvis begrænset. Arbejdsgruppen har i forlængelse heraf besluttet, at: En indikator ikke bør medtages alene fordi, der findes tilgængelige data Det er vigtigt at fastholde sondringen mellem det lange, mellemlange og korte sigt ift. implementering af indikatorer. Det er vigtigt at få demonstreret noget på kort sigt. På sundhedsområdet gælder imidlertid også, at en række relevante indikatorer skal hentes i nationale registre. Det er besluttet, at der på disse områder vælges en lidt anden strategi - hvor flest mulige relevante indikatorer medtages, fordi: byrden i forhold til at tilvejebringe indikatorer ligger nationalt og ikke hos kommunerne der i nogle tilfælde vil være tale om data, som kommunerne kun vil kunne få adgang til, hvis der formuleres et fælleskommunalt krav om, at data stilles kommunerne til rådighed. Dog ved vi ikke, om vi vil kunne få disse data gratis. 6
1.3 Overordnet prioritering af områder, der skal medtages i FLIS Nedenfor ses en oversigt over, hvor meget de enkelte områder fylder i de kommunale budgetter for kommunerne under et: Budget 08 NDU i 1.000 kr. Aktivitetsbestemt medfinansiering, betaling for færdigbehandlede og hospicepladser (4.62.81, 4.62.90.001 og 4.62.90.003) 10.113.636 Genoptræning efter sundhedslov og servicelov inkl befordring (4.62.82) 1.287.810 Forebyggelse og sundhedsfremme (4.62.88) 431.728 Hjemmesygepleje (5.32.32.004) 2.474.026 Forebyggende sundhedsydelser til børn og unge (4.62.89) 847.960 Børn- og ungdomstandpleje (4.62.85.001-002) 1.797.844 Omsorgs- og specialtandpleje (4.62.85.003-004) 174.384 Behandling af stofmisbrug (5.38.45) 832.868 Behandling af alkoholmisbrug (5.38.44) 273.020 Arbejdsgruppen har ikke ønsket at tage et helt område ud på forhånd. Arbejdsgruppen afviste således en indstilling om at undlade hjemmesygeplejen pga. problemer med at sondre mellem, hvad der udføres af henholdsvis SOSU er, hjemmeplejen, og af sygeplejersker i hjemmesygeplejen. 7
2. Overordnet prioritering af kommunens egne sundhedsopgaver Opgørelsen af de samlede sundhedsudgifter til varetagelse af kommunens sundhedsopgaver i henhold til sundhedsloven giver en række udfordringer. Med den nuværende konteringspraksis (den autoriserede kontoplan) er der en række vanskeligheder ved umiddelbart at kunne foretage en automatisk udskillelse af udgifterne, der specifikt vedrører opgavevaretagelsen i henhold til sundhedsloven. Det skyldes: at en del af udgifterne til forebyggelse og sundhedsfremme bliver konteret ("gemmer sig") inden for en lang række sektorområder, f.eks. skoleområdet. Arbejdsgruppen har besluttet kun at medtage udgifter på konto 4.62.88 velvidende, at der gemmer sig udgifter på andre konti, jf. også boks nedenfor. at der er i den autoriserede kontoplan ikke stilles krav om at adskille udgifterne til genoptræning i henhold til sundhedslovens 140 fra udgifterne til vedligeholdelses-træning i henhold til servicelovens 86. Arbejdsgruppen har besluttet, at der ikke skal arbejdes hen imod en adskillelse ml. udgifter til servicelov og til sundhedslov. Det giver ikke mening, da at der i den autoriserede kontoplan ikke stilles krav om at adskille udgifterne til lægelig behandling af stofmisbrugere (sundhedsloven) fra udgifterne til den øvrige behandling af stofmisbrugere i henhold til sociallovgivningen. Arbejdsgruppen har besluttet, at der ikke skal arbejdes hen imod en sådan adskillelse. Når disse begrænsninger således accepteres kan kommunens samlede udgifter til sundhedsopgaver opgøres umiddelbart, idet de så også vil omfatte vedligeholdelsestræning og stofmisbrugsbehandling (serviceloven), samtidig med at forebyggelse og sundhedsfremme vil være snævert afgrænset til udgifterne på konto 4.62.88. Det b e- tyder, at indikatorerne "Kommunernes samlede sundhedsopgaver" samt "Foreby g- gelse og sundhedsfremme" i figur 1 bliver "grønne". 8
Figur 1. Prioritering af egne sundhedsopgaver Forebyggelse og sundhedsfremme Udgifter/indbygger Genoptræning: Sundhedsloven 140 Vedligeholdelsestræning Serviceloven 86. Udgifter/indbygger Hjemmesygepleje Udgifter/indbygger Forebyggende sundhedsydelser til børn og unge (Kommunal sundhedstjeneste) Udgifter/0 til 16-årige Børn- og ungdomstandpleje Udgifter/0 til 18-årige Omsorgs- og specialtandpleje Udgifter/indbygger Behandling af alkoholmisbrug udgifter/18+ årige opdelt på behandlingstypr Misbrugsbehandling Udgifter/18+ årige Behandling af stofmisbrug Udgifter /12-17 årige Behandling af stofmisbrug Udgifter til 18+ årige Opdelt på behandlingstype Der opgøres ikke en samlet indikator på tværs af områderne. Områderne er så forskellige, at en samlet indikator ikke er meningsfuld. Det bemærkes, at udgiftsniveauet på et område ikke kun er betinget af serviceniveau og antal modtagere. Udgifterne indeholder typisk også udgifter til husleje mv. Ikke mindst i de store byer kan huslejerne været høj, og det er et generelt opmærksomhedspunkt, når kommuner skal benchmarkes. I 6-by-sammenhæng har man på flere områder forsøgt at rense udgiftstallene for husleje mv. Dette er dog ikke realistisk at gøre i FLISsammenhæng, da det vil kræve mange nye indberetninger fra kommunerne. Udgifter til forebyggelse: mulighed for at medtage udgifter fra andre sektorers konti og for at opdele konto 4.62.88 i henholdsvis borgerrettet og patientrettet forebyggelse Kommunernes udgifter til forebyggelse og sundhedsfremme konteres på konto 4.62.88. Herudover er der en række udgifter til forebyggelse, der gemmer sig i for- 9
skellige sektorers konti, fx skoleområdet, ældreområdet mv. Det vurderes ikke at være realistisk at skabe en konteringspraksis i kommunerne, der muliggør at identificere forebyggelsesudgifter afholdt i de forskellige sektorer. Der er også problemer med at opdele konto 4.62.88 i henholdsvis patientrettet og borgerrettet forebyggelse: For det første vil det i de fleste kommuner være samme medarbejdere, som planlægger de borgerrettede og de patientrettede indsatser, hvorfor det ikke umiddelbart er m u- ligt at opdele udgifterne til planlægning. Opdeling af disse udgifter vil skulle baseres på et skøn, hvilket skaber væsentlige usikkerheder i både budgetter og regnskaber. For det andet vil det for mange forebyggelsesindsatser være svært at bestemme om indsatsen er borgerrettet eller patientrettet. Fx kan rygestopkurser eller motion på recept både have deltagere som ikke har en kronisk sygdom og deltagere som netop deltager, fordi de har en kronisk sygdom. Altså kan forebyggelsesindsatser på en gang både være borgerrettede og patientrettede. Opdelingen af udgifterne til de konkrete aktiviteter vil derfor skulle baseres på et skøn, hvilket skaber yderligere usikkerheder i budgetter og regnskaber. For det tredje viser erfaringer, at undergrupper på kontoplanen typisk ikke anvendes af alle kommuner. Eksempelvis anvendes undergrupperne på konto 4.62.82 kommunal genoptræning og vedligeholdelsestræning i forskelligt omfang fra kommune til kommune. Fx er der samlet set ført ca. 1,2 mia. kr. til regnskab på kontoen i 2007, heraf er ca. 50 mio. kr. ikke fordelt ud på de tre undergrupper. Det svarer til, at ca. 4 pct. af udgifterne ikke er fordelt ud på undergrupper. Sammenholdes dette eksempel med de to ovenstående problemstillinger omkring nødvendigheden af at skønne udgifterne til henholdsvis planlægning og indsats er det sandsynligt, at mange komm u- ner vil undlade at fordele udgifterne ud på de to undergrupper patientrettet og bo r- gerrettet forebyggelse. De to indikatorer vil derfor være betydeligt usikre. Omvendt vil en samlet indikator være behæftet med mindre usikkerhed. På den baggrund besluttede arbejdsgruppen at udgifter til forebyggelse baseres på en samlet indikator for forebyggelsesindsatsen baseret på konto 4.62.82. 10
3. Kommunens betaling for sundhedsydelser i regionen Ud over selve opgavevaretagelsen har kommunerne en række betalingsforpligtelser over for regionerne på sundhedsområdet. Det drejer sig om: Aktivitetsbestemt medfinansiering af kommunens sygehusforbrug (somatik og psykiatri) samt ydelsesforbrug i praksissektoren Betaling af sengedagstakst for færdigbehandlede patienter Betaling af sengedagstakst for benyttelse af hospicepladser. Figur 2. Kommunernes betaling for sundhedsydelser i regionerne Aktivitetsbestemt medfinansiering vedr. folkesygdomme Udgifter/indbygger Somatik Udg/indb. Stationær Udgifter/indbygger Ambulant Udgifter/indbygger Kommunens betaling for sundhedsydelser i regionen Udgifter/indbygger Aktivitetesbestemt medfinansiering Udgifter/indbygger Betaling for færdigbehandlede Udgifter/indbygger Somatik/ 65+ årige Psykiatri/ indbygger Psykiatri Udg/indb. Stationær Udgifter/indbygger Ambulant Udgifter/indbygger Praktiserende læge Udgifter/indbygger Betaling for hospicepladser Udgifter/indbygger Praksis Udg/indb. Speciallæge Udgifter/indbygger Sundhedspersoner i øvrigt Udgifter/indbygger 11
Kommunerne har mulighed for at påvirke udgifterne til betaling for færdigbehandlede patienter og i et vist omfang udgifterne til benyttelse af hospicepladser. Sidstnævnte har indirekte karakter og består i, at den døende eventuelt vælger et kommunalt tilbud frem for hospice. Udover det er kommunernes mulighed for at påvirke udgifterne til den aktivitetsbestemte medfinansiering begrænsede. Henvisningen til regionens sundhedsydelser foretages således ikke af kommunerne, men normalt af de praktiserende læger. Kommunerne har dog mulighed for gennem en effektiv forebyggelsesindsats at nedbringe borgernes behov for regionale sundhedsydelser. Det har været rationalet for at indføre aktivitetsbestemt medfinansiering. De praktiserende lægers spiller således en central rolle i forhold til størrelsen af kommunernes forbrug af sundhedsydelser i regionen. (arbejdsgruppen har dog valgt ikke at medtage oplysninger i FLIS om de praktiserende lægers henvisningsmønstre). Herudover har aktivitetsniveauet på regionernes sygehuse stor betydning for kommunernes forbrug. Som følge af ventelister vil der gælde, at sengepladser, der bliver frigjort - som følge af kommunale initiativer for at nedbringe sygehusforbruget - straks blive optaget af en ny patient. På den baggrund kan kommunernes samlede udgifter til aktivitetesbestemt medfinansiering ikke tages direkte som udtryk for den kommunale prioritering på sundhedsområdet. Udgifterne siger noget om variationer i sygdomsmønstret mellem kommunerne, men er også i høj grad et udtryk for variationer inden for sygehusvæsenet i de enkelte regioner, på de enkelte sygehuse og i de praktiserende lægers henvisningsmønstre. Indikatorer, der belyser kommunernes forbrug af sundhedsydelser i regionen, er alligevel særdeles relevante fordi udgiften til den aktivitetsbestemte medfinansiering er kommunernes største udgift på sundhedsområdet. Blandt de udvalgte indikatorer inden for medfinansieringsområdet findes der også en række, der belyser kommunernes samlede aktivitetsbestemte medfinansiering folkesygdomme. De er ikke umiddelbart tilgængelige, som de øvrige indikatorer for den aktivitetsbestemte medfinansiering (indikatoren er derfor gul). Indikatoren skal indgå som en del af det nationale dokumentationsprojekt og forventes derfor at blive udviklet snarest i regi af Sundhedsstyrelsen. Kommunerne kan trække alle tal vedr. medfinansiering i e-sundhed. På den baggrund har arbejdsgruppen valgt, at der kun medtages et begrænset antal indikatorer i FLIS efter følgende principper: a. De overordnede tal for medfinansiering b. De tal, der findes i det nationale projekt Figur 2 viser de overordnede indikatorer, der foreslås medtaget 12
4. Forebyggelse og sundhedsfremme Kommunerne har ifølge sundhedsloven ansvaret for at skabe rammerne for en sund levevis for kommunens borgere. Det fremgår ikke eksplicit af loven, hvordan kommunerne skal varetage denne opgave. Det er således op til den enkelte kommune både at vælge, hvilke forebyggende og sundhedsfremmende opgaver den vil løse, og hvordan den vil gøre det. Sundhedsfremme og forebyggelse handler for alle kommuner både om borgerrettet og patientrettet forebyggelse: Borgerrettet forebyggelse Den borgerrettede forebyggelse har til formål at gøre raske borgere sundere med henblik på at forhindre fremtidig sygdom. De livsstilsfaktorer, der har størst betydning for tilfælde af alvorlig sygdom og for tidlig død i Danmark, er tobaksrygning, fysisk inaktivitet, dårlig kost og et stort a l- koholforbrug - de såkaldte KRAM-faktorer. Derfor har de fleste kommuner netop også fokus på KRAM- faktorerne i den borgerrettede forebyggelsesindsats. Patientrettet forebyggelse Den patientrettede indsats har til formål at hindre, at sygdom udvikler sig yderligere, at udskyde eller forhindre tilbagefald samt at opnå den størst mulige sygdomsmestring og livskvalitet. Hermed vil den patientrettede forebyggelse også kunne bidrage til at begrænse behovet for sygehusbehandling hos mennesker med f.eks. kroniske lidelser eller reducere udstødelse fra arbejdsmarkedet på grund af sygdommen. I forhold til den patientrettede forebyggelse fokuserer kommunerne primært på in d- satsen over for borgere med en folkesygdom de såkaldte kronikere. Der er dels tale om borgere, der allerede har en erkendt sygdom, dels borgere, der har en kronisk sygdom, men hvor diagnosen endnu ikke stillet, f.eks. Diabetes2. I forhold til den sidstnævnte gruppe går indsatsen ud på tidlig opsporing af sygdommen, med henblik på hurtigere igangsætning af forebyggelse, sundhedsfremme og eventuel behandling. De kroniske patienter vil ofte have et stort forbrug af sundhedsydelser på regionens sygehuse og hos de praktiserende læger og speciallæger m.fl. Kommunernes indsats i samarbejde med de øvrige sektorer, vil derfor kunne reducere behovet, f.eks. for sygehus-behandling. 4.1 Effektindikatorer ift. forebyggelse og sundhedsfremme. De udvalgte indikatorer til belysning af effekten af kommunernes KRAM-indsats fremgår af figur 3. 13
Figur 3. Effekt sundhedsfremme og forebyggelse Kost og motion Andelen af indbyggerne med moderat eller hård fysisk aktivitet i fritiden* Sundhedsadfærd KRAM- faktorer Rygning Andelen af indbyggerne, der dagligt spiser frugt * E F F E K T Alkohol Andelen af indbyggerne med svær overvægt 16 til 64-årige 65+ årige Selvvurderet helbred Andel af indbyggere med godt eller virkeligt godt selvvurderet helbred Andel af indbyggere, der ofte føler sig stresset Andelen af indbyggerne, der er storrygere Andelen af borgere, der ryger dagligt* Andelen af indbyggerne, der overskrider genstandsgrænsen * De overordnede indikatorer vedrører målinger af sundhedsadfærd og selvvurderet helbred. Data til belysning af disse forhold vil skulle hentes fra kommunernes sundhedsprofiler. Det betyder, at indikatorerne ikke vil blive opgjort løbende, men én gang i løbet af en valgperiode. Hovedparten af de 98 kommuner har allerede fået gennemført en sundhedsprofil. I 3 af de 5 regioner har regionen stået for udarbejdelsen af sundhedsprofilen. I de øvrige regioner har en række kommuner selv taget initiativ til at få lavet en sundhedsprofil. De eksisterende sundhedsprofiler er kun i varierende grad sammenlignelige på tværs af kommuner. Der har været et kommunalt ønske om at udarbejde et standardspørgeskema, samt etablere en national database med data indsamlet fra samtlige sundhedsprofiler i landet, som vil muliggøre, at regionerne og kommunerne kan sammenligne sig med hinanden. Derved sikres mulighed for styrkelse af planlægningen af sundhedsindsatserne i kommunerne og synliggørelse af effekten af interventioner. På den baggrund har der i regi af det tværoffentlige samarbejdsprojekt (STS) været igangsat et analyse- og udviklingsarbejde med det hovedformål at udvikle et standardspørgeskema, som fremover kan udgøre en fast fællesmængde i de spørgeskemabaserede sundhedsprofiler, som anvendes af kommunerne samt etablere en national database med resultaterne. Dette udviklingsarbejde blev færdiggjort i april 14
2008, og regionerne vil forpligte sig på fremover at udarbejde og finansiere sun d- hedsprofilerne efter nationale retningslinier. Der er opnået enighed om 50 spørgsmål, der kommer til at indgå i de fremtidige sundhedsprofiler. I figur 3 har arbejdsgruppen udvalgt et antal af disse spørgsmål. Det er markeret med * hvilke ind i- katorer, der også indgår i det nationale projekt. Udvælgelsen er her sket efter en faglig sparring med Statens Institut for Folkesundhed. Det forventes at der gennemføres sundhedsprofiler i samtlige regioner efter fælles retningslinier primo 2010 med afrapportering ultimo 2010. Der vil blive etableret en portal i regi af SIF, hvor kommunerne vil kunne trække data for samtlige kommuner og sammenligne dem. Det vil endvidere blive muligt for kommunerne at få et dat a- sæt udleveret for egen kommune. Sundhedsprofilerne laves kun for aldersgruppen 16+. En række kommuner laver sundhedsprofiler for skolebørn, men der er ikke planer om hverken en standard eller et forsøg på at tilvejebringe landsdækkende data. Til at belyse børnenes sundhed kan der trækkes tal fra den nye børnedatabase. Der medtages tal herfra i indikatorerne i afsnit 10 om børn og unge. Rygestopdatabasen Rygning er den KRAM-faktor, der er den væsentligste årsag til sygdom. Samtidig er det veldokumenteret, at rygestop reducerer risikoen for, at sygdom opstår og formindsker symptomerne hos borgere, der allerede har en livsstilssygdom. Derfor er der udvalgt en række yderligere indikatorer til belysning af kommunernes indsats mod rygning. Rygestopbasen 1 indeholder en række oplysninger, der kan anvendes som indikatorer. Der er i dag tilmeldt 364 aktive rygestopenheder til Rygestopbasen. Af landets kommuner er i alt 66 tilmeldt rygestopbasen. Figur 4. Indsats mod rygning Eksterne tilbud deltagere/indbyggere Antal røgfri ved kursusafslutning/ deltagere Rygestoptilbud Rygestoptilbud deltagere/indbyggere Kommunale tilbud deltagere/indbyggere Antal røgfri ved kursusafslutning/ deltagere 1 www.rygestopbasen.dk 15
Arbejdsgruppen har udvalgt indikatorer, der viser antallet af deltagere i rygestoptilbud, både i forhold til antallet af indbyggere i kommunen, fordelt på henholdsvis kommunale og eksterne. Herudover er der udvalgt indikatorer for, hvor mange af deltagerne i kursusforløbene, der er røgfri ved kursusafslutningen i forhold til det samlede deltagerantal, se figur 4. Det bemærkes, at kommunerne kan have mange andre typer af tiltag mod rygning end rygestopkurser. Nye nationale databaser Skal der udvikles flere nationale databaser i stil med rygestopbasen skal det forankres nationalt. Dette bliver muligvis et tema i de aktiviteter, der nationalt følger forebyggelseskommissionen. Arbejdsgruppen vil her opfordre KL til at forfølge følgende strategi: - At der udvikles nationale standarder på de forebyggelsesområder, hvor der er størst volumen - At udgangspunktet for indikatorer er, at der skal være tale om få relevante indikatorer således at den administrative byrde kan holdes nede - At der udvikles nationale databaser på de forebyggelsesområder, hvor der er størst volumen - At databaserne integreres, så der ikke er tale om forskellige systemer med forskellige logikker - At kommunernes brug af databaser er baseret på frivillighed 4.2 Den patientrettede forebyggelse De udvalgte indikatorer til belysning af effekten af kommunernes patientrettede forebyggelse fremgår af figur 5. Figur 5. Effekt Kronikerindsats E F F E K T Aktivitetsbestemt medfinansiering vedr. folkesygdomme Udgifter/indbygger* Aktivitetsbestemt medfinansiering vedr. Diabetes2 +) Udgifter/indbygger Antal kronikere i kommunen/indbygger * +) De 8 folkesygdomme: - Diabetes2 ("aldersdiabetes") - Forebyggelige kræftsygdomme - Hjerte-kar sygdomme - Knogleskørhed (osteoporose) - Muskel-og skeletlidelser - Overfølsomhedssygdomme - Psykiske lidelser - Rygerlunger (KOL) 16
Det kan diskuteres, hvordan man skal måle effekten af den patientrettede foreby g- gelse. En metode er at basere sig på egentlige målinger af f.eks. blodtryk, funktion s- niveau og lungekapacitet. Dette er meget dyrt. En anden metode er at spørge borgerne gennem interviews eller spørgeskemaundersøgelser. Antallet af kronikere der bliver opfanget i en sundhedsprofil er dog ikke stort nok til at være et godt datagrundlag. Den aktivitetsbestemte medfinansiering og aktiviteten i det regionale sundhedssystem kan anvendes som indikatorer til måling af effekten af den patientrettede forebyggelse i forhold til kroniske patienter. De indikatorer, der udvælges, belyser alene kommunernes forbrug af sundhedsydelser i regionerne, der kan relateres til de otte folkesygdomme. Som nævnt ovenfor skal denne indikator udvikles i regi af det nationale projekt. Disse indikatorer kan opfattes som en slags effektmål for kommunernes sundhed s- fremme- og forebyggelsesindsats i forhold til at forhindre opståen af disse folkesygdomme, og især i forhold til den patientrettede forebyggende indsats. Derimod vil der i forhold til praksisområdet være store vanskeligheder og et stort ressource-forbrug, herunder et betydeligt registreringsarbejde hos sundhedspersonerne, forbundet med at få tilvejebragt data vedrørende folkesygdommene. Det skyldes, at der i dag ikke diagnoseregistreres i praksissektoren. Samtidig kan der stilles et stort spørgsmålstegn ved validiteten af de data, der i givet fald bliver frembragt. Der medtages derfor ikke indikatorer vedr. praksisområdet. Arbejdsgruppen har endelig valgt, at der medtages indikatorer for antallet af kronik e- re i kommunen baseret på registeranalyser. Dette er i dag muligt for bl.a. diabetikere via diabetesregistret. I det nationale projekt indgår indikatoren, og der skal et u d- viklingsarbejde i gang i regi af Sundhedsstyrelsen, der skal kortlægge på hvilke omr å- der dette er muligt. Bl.a. vil oplysninger fra lægemiddelregistret kunne anvendes. Indikatorerne vil blive de samme, som dem, der kommer med i det nationale projekt. 4.3. Genindlæggelser og korte indlæggelser Et af de centrale formål med den forebyggende indsats i kommunerne er at begrænse borgerens behov for behandling i sygehusvæsenet. Hvis der gennem kommunens indsats således kan ske en reduktion i antallet af korte indlæggelser og genindlægge l- ser af kommunens borgere med kroniske sygdomme, vil dette kunne tages som udtryk for en positiv effekt af forebyggelsesindsatsen i kommunen. 17
Figur 6. Genindlæggelser E F F E K T Antal genindlæggelser/ antal udskrivninger somatik Antal genindlæggelser/ antal udskrivninger Somatik, udvalgte diagnoser Antal genindlæggelser/ antal udskrivninger psykiatri Derfor er der i figur 6 udvalgt indikatorer, der viser antallet af genindlæggelser målt i forhold til det samlede antal udskrivninger, både for somatik og psykiatri. Det viser således, i hvilket omfang, det er lykkedes at undgå genindlæggelser. Det er her nødvendigt at tage stilling til, hvordan genindlæggelse skal defineres, dvs. hvilket tidsrum, der må gå fra udskrivning til en ny indlæggelse finder sted, for at der er tale om en genindlæggelse. Er det f.eks. en uge, en måned eller et halvt år. I Den Gode Medicinske Afdeling anvendes 30 dage som en international anvendt grænse til at skelne mellem genindlæggelse og en ny indlæggelse. Standardudtrækkene der i dag kan hentes fra esundhed giver ikke kommunerne mulighed for at opgøre antallet af genindlæggelser - bl.a. fordi det ikke er muligt at identificere indlæggelserne på individniveau. Imidlertid indeholder registreringerne i Landspatient-registret mulighed for at danne udtræk, der vil kunne vise antallet af genindlæggelser. I forbindelse med det nationale dokumentationsprojekt på ældreområdet er der en d- videre ved at blive konstrueret en indikator om genindlæggelser vedr. områder der er relevante på ældreområdet, jf. boks. Arbejdsgruppen har valgt, at den samme definition anvendes i dette projekt, men at der også laves en generel indikator for genindlæggelser uden at der er sket en udvælgelse i forhold til aktionsdiagnoser. Indikator om genindlæggelser ift. udvalgte aktionsdiagnoser- udviklet i forbindelse med det nationale projekt på ældreområdet Indikatoren er baseret på uspecifikke genindlæggelser, dvs. at akut indlæggelse, som finder sted inden for 30 dage efter udskrivelse fra sygehus (primært indlæggelse), tæ l- ler for en genindlæggelse, uanset om genindlæggelsen finder sted på samme sygehus eller ej (geografisk specificitet) eller om der er diagnostisk sammenfald imellem pr i- mærindlæggelsen og genindlæggelsen (diagnostisk specificitet). Indikatoren opgøres efter 14 aktionsdiagnoser: 18
1. Apopleksi (del af 27 / DI61, DI63, DI64) 2. Dehydratio (del af 22/ DE869) 3. Obstipation (del af 55 / DK590) 4. Lungebetændelse (44 / DJ12-18) 5. Blærebetændelse (del af 59 / DN30, undtagen DN304) 6. KOL (astma/bronchitis) (45 bronchitis / DJ40-47) 7. Hjertesygdomme (hjertesvigt) (36 / DI20-25) 8. Gastroenteritis (DA09) 9. Brud (skulder, arm, hånd, ryg, hofte, ben, ankel) (DS22, DS32, DS42, DS52, DS62, DS72, DS82, DS92) 10. Ernæringsbetinget anæmi (blodmangel) (del af 23 / DD50-53) 11. Svimmelhed (DH82) 12. Konfusion (DR410) 13. Gigt (DM05-07, DM10-13, DM15-19) 14. Tryksår (del af 77 / DL89) 15. Andet Det foreslås, at der måles på antal genindlæggelser grupperet efter genindlæggelse s- diagnose, hvor tæller er antallet af genindlæggelser inden for en given diagnosegruppe og nævner er det samlede antal genindlæggelser for alle 14 diagnosegrupper. Det blev i arbejdsgruppen overvejet også at medtage indikatorer, der viser antallet af udskrivninger med en liggetid på 0-3 dage målt i forhold til det samlede antal udskrivninger. Det blev valgt ikke at medtage indikatorer for korte indlæggelser. Indlæggelsestiden på hospitalerne bliver kortere og kortere, og det er ikke hensigtsmæ s- sigt at betragte få korte indlæggelser som en effekt af en kronikerindsats. Indikatoren vil kunne trækkes i e-sundhed. 4.4. Organisatorisk og processuel kvalitet I sundhedsloven er det fastlagt, at regionsrådet i samarbejde med kommunalbestyre l- serne i regionen skal nedsætte et sundhedskoordineringsudvalg vedrørende den regionale og kommunale indsats på sundhedsområdet. Det er derudover fastlagt, at regionsrådet og kommunalbestyrelserne i regionen skal indgå sundhedsaftaler om varetagelsen af opgaver på sundhedsområdet. Formålet med sundhedskoordinationsudvalgene og sundhedsaftalerne er at bidrage til at sikre samordning og sammenhæng for de patientforløb, der går på tværs af de to myndigheder, region og kommune. De skal bidrage til at sikre ensartet kvalitet i sundhedsydelserne. Sundhedsaftalerne skal indeholde en række obligatoriske indsatsområder: 19
- Udskrivningsforløb for svage ældre patienter - Indlæggelsesforløb - Træningsområdet - Hjælpemiddelområdet - Forebyggelse og sundhedsfremme, herunder patientrettet forebyggelse - Indsatsen for mennesker med sindslidelser. - Inden for hvert af disse indsatsområder er der stillet en række konkrete krav til indholdet af sundhedsaftalerne. Disse krav vedrører overgange mellem regionens sygehuse, praksissektoren og de kommunale tilbud om sundhedsydelser, og de fokuserer overordnet set alle på at sikre parternes samarbejde omkring opgaveløsningen på sundhedsområdet. Følgende krav til indholdet i sundhedsaftalerne findes relevante: - Hvordan sikrer parterne rettidig afklaring af den enkelte patients (den svage ældres) behov for udskrivning fra sygehus, herunder koordinering af udskrivningstidspunkt og udskrivningsbetingede ydelser - Hvilke relevante oplysninger om patientens behov mv. skal der udveksles mellem kommunen, den praktiserende læge og sygehuset ved indlæggelse; hvordan sikres det, at informationen leveres rettidigt; hvordan sikres det, at relevante informationer formidles til patienten - Hvordan sikrer parterne sammenhæng mellem de regionale og kommunale forebyggelses- og sundhedsfremmetilbud - Hvordan sikrer parterne, at indsatsen for patienter med et konstateret behov for patientrettet forebyggelse, koordineres i overensstemmelse med den faglige evidens og viden herom - Hvordan sikrer parterne kronisk syge patienter kontakt med de relevante aktører i region og kommune, som forestår patientrettede forebyggelses- og sundhedsfremmetilbud. Det er samtidig et krav, at sundhedsaftalerne beskriver, hvordan parterne sikrer, at opfølgningen er organiseret og tilrettelagt, herunder at indholdet til opfølgningen er beskrevet, f.eks. opfølgningsmetode og valg af indikatorer samt tidsp lan for opfølgningen. 20
Sundhedsaftalerne vil derfor på væsentlige områder kunne bidrage til belysning af den organisatoriske og processuelle kvalitet inden for sundhedsområdet. Det er opfattelsen, at de første sundhedsaftaler, der er indgået mellem kommunerne og regionerne for perioden 1. januar 2007-31. december 2009 kan betragtes som 1. generationsaftaler. De indeholder derfor næppe data, der kan anvendes til sammenligninger på tværs af alle landets kommuner, hvorfor de heller ikke umiddelbart vil kunne anvendes som input i et fælleskommunalt ledelsesinformationssystem på sundhedsområdet. Det må forventes, at der i løbet af de kommende aftaleperioder vil ske en videreudvikling af sundhedsaftalerne, som vil kunne betyde, at den fælleskom munale ledelsesinformation vil kunne bygge på data herfra. Der kan dog allerede nu udvælges nogle simple indikatorer til belysning af den org a- nisatoriske og processuelle kvalitet, se figur 7. Figur 7. Organisatorisk og processuel kvalitet Antal indlæggelse i dagtiden/ antallet af indlæggelser Udskrivningstidspunkt Indlæggelsestidspunkt Antal indlæggelser i vagttiden/ antallet af indlæggelser Antal udskrivninger i dagtiden/ antallet af udskrivninger Antal udskrivninger i vagttiden/ antallet af udskrivninger Arbejdsgruppen har valgt at medtage indikatorer om indlæggelsestidspunkt og udskrivningstidspunkt. 21
Indikatorerne om indlæggelsestidspunkt vil kunne vise, i hvilken udstrækning, kommunens beredskab i aften og nattetimerne, er i stand til at forhindre indlæggelser. Vagttid kan defineres som hverdage efter kl. 17 og weekender. Tilsvarende vil indikatorerne om udskrivningstidspunkt kunne vise, i hvilken udstrækning, kommunens beredskab i aften og nattetimerne er i stand til at forhindre indlæggelser. I forhold til den borger, som er færdigbehandlet og venter på et kommunalt tilbud, er den tid, der går, før kommunen har et tilbud klar, vigtig. Alligevel har arbejdsgruppen valgt at fravælge følgende indikatorer: - Gennemsnitlig sagsbehandlingstid for afgørelse: måler den tid der går fra færdigbehandlingstidspunktet til kommunen har truffet en afgørelse om et konkret tilbud. Indikatoren vurderes at være kompleks den vil afhænge af, hvilke type af tilbud, der er tale om. På den baggrund er det besluttet, at indikatoren udgår. - Gennemsnitlige ventetid til plejeboliger, plejehjem og ældreboliger. Afgørelsestidspunktet har dog mest relevans for borgeren, hvis der er tale om hjælp som kan iværksættes hurtigt. Hvis borgeren har brug for en ny bolig, og der er ventetid hertil, vil den gennemsnitlige ventetid til plejeboliger, plejehjem og ældreboliger være en mere relevant indikator. Indikatoren indgår i FLIS på ældreområdet. Det indstilles på den baggrund at den ikke medtages. 22
5. Forebyggelse og sygefravær på arbejdsmarkedet Sygefraværet er et af de største problemer på arbejdsmarkedet, og for tiden et større problem end arbejdsløshed. Det giver sig udslag i, at der i dag er omkring 150.000 borgere på landsplan, der modtager sygedagpenge. I mange tilfælde vil en borger godt kunne vende tilbage til jobbet inden patientforløbet er endeligt afsluttet, altså inden sundhedsvæsenets indsats er afsluttet. Ofte fo r- svinder denne mulighed imidlertid på grund af manglende samarbejde, kommunikation og koordination af indsatsen imellem beskæftigelsessystemet, sundhedssystemet og borgeren. Det har derfor stor betydning at få udvalgt en række indikatorer, der kan belyse om kommunernes forebyggende og sundhedsfremmende indsats har haft afsmittende virkning på sygefraværet. I figur 8 ses arbejdsgruppens forslag til inddragelse af arbejdsmarkedsområdet i FLIS på sundhedsområdet. Figur 8: Forslag til indikatorer ift. arbejdsmarkedet Antal lidelser i bev ægeapparatet/ 16-64 årige Antal diffus smerte eller træthed/ 16-64 årige Forsørgelsesudgif ter til sy gedagpenge/personer i arbejdssty rken Gennemsnitlig v arighed af sy gedagpengef orløb Antal sygedagpengemodtagere/ personer i arbejdsstyrken Antal psy kisk lidelser/ 16-64 årige Antal hjerte-karlidelse/ 16-64 årige Antal åndedrætslidelse/ 16-64 årige Antal lidelse i nervesystemet/16-64 årige Antal kræft/ 16-64 årige Medf inansieringsudgif ter til sy gedagpengemodtagere som andel af de samlede medf inansieringsudgif ter Udgifter til medf inansiering til sy gedagpengemodtagere/ Sy gedagpengemodtagere Antal andet/ 16-64 årige E F F E K T Medf inansieringsudgif ter til sy gedagpengemodtagere og kontanthjælpsmodtagere som andel af de samlede medf inansieringsudgif ter Medf inansieringsudgif ter til kontanthjælpsmodtagere som andel af de samlede medf inansieringsudgif ter Udgifter til medf inansiering til kontanthjælpsmodtagere/ kontanthjælpsmodtagere Sy gef rav ærsprocent f or kommunen Sy gef rav ærsprocent på daginstitutionsområdet Sy gef rav ærsprocent på skoleområdet Sy gef rav ærsprocent i ældreplejen 23
5.1. Indikatorer i forhold til sygefravær Det foreslås, at sygefraværet for daginstitutions- skole og ældreområdet opgøres hver for sig. Der kan være forskellige årsager, kulturer mv. der gør sig gældende på de forskellige områder. Sygefraværet opgøres opdelt på følgende medarbejde ift. de forskellige områder: Dagtilbud: pædagogisk personale for daginst., klubber og SFO er Skoleområdet: lærere i folkeskolen (der ses bort fra vidtgående specialundervisning) Ældre: Social- og sundhedspersonalet 5.2. Indikatorer for sammenkobling af sygdomme og medfinansiering på sygedagpengeområdet Baggrunden for at inddrage indikatorer om sygdomme er et ønske om at skabe en mere direkte sammenhæng mellem kommunernes konkrete sundhedsindsatser og e f- fekterne heraf på sygedagpenge området. Så i stedet for at fokusere på hvor sygedagpengemodtagerne er behandlet, fokuseres der i højere grad på, hvad de er behandles for, hvilket vurderes at give mere nyttige informationer. Fordelen herved er, at der i højere grad skabes en kobling mellem de sundhedsfaglige tiltag og prioriteringer og sygedagpengeområdet. Samtidig er det for den enkelte kommune relevant at benchmarke sig med andre kommuner ift. om man har uforholdsmæssigt mange sygedagpengemodtagere inden for bestemte sygdomsgrupper. Denne benchmarking vil kunne indgå i grundlaget for kommunens prioritering af ressourcer på sundhedsområdet, herunder også i overvejelserne om hvordan de kommunale sundhedstilbud kan være med til at nedbringe udgifterne til sygedagpenge. Som det fremgår af figur 11 er indikatorerne røde. Det betyder, at det i dag ikke er samtlige kommuner, der har mulighed for at registrere sygedagpengemodtagerne i forhold til sygdomme. Kommunerne anvender enten KMD s system Opera eller Medialogics system Workbase. I Workbase er det i registreringen muligt at angive en lidelse, mens det ikke er muligt i Opera. Skal indikatorerne indarbejdes i FLIS på sundhedsområdet kræver det således, at der for mange kommuner skal foretages ny registrering. Det betyder igen, at man som minimum skal i dialog med KMD om at tilvejebringe mulighed for denne registrering, og samtidig skal der sikres overensstemmelse mellem Opera og Workbase ift. de lidelser, der kan vælges imellem. Endelig skal der udvikles et fælles sprog, så der er en fælles forståelse af, hvad de forskellige sygdomskategorier omfatter og indeholder. 24
I forhold til at skabe et fælles sprog kan der eventuelt tages udgangspunkt i den sygedagpengeguide som er udarbejdet i fællesskab mellem Arbejdsmarkedsstyrelsen og KL. Sygedagpengeguiden er særlig anvendelig som vejledning til den påkrævede kategorisering af sygedagpengesager i enten glat sag (kategori 1), risikosag (kategori 2) eller langvarig sag (kategori 3). Ved angivelse af forskellige risikoparametre giver guiden en vejledende risikovurdering ift. kategoriseringen af sager. Et af risikoparametrene er sygdomme. Sygedagpengeguiden er ikke indarbejdet i sygedagpengesystemerne, og kan derfor ikke anvendes til at generere data til ledelsesinformationssystemer. Men guiden vil kunne danne grundlag for fx et fælles sprog for sygdomme. For hver enkelt sygdom i guiden er der således en uddybende beskrivelse af sygdommen. I ovenstående forslag til indikatorer er der taget udgangspunkt i de sygdomme, der indgår i sygedagpengeguiden. Det skal bemærkes, at Workbase som jf. tidligere giver mulighed for registrering af lidelser opererer med en anden inddeling af sygdomme. Indførelsen af ny registrering er teknisk en betydelig udfordring, herunder udarbe j- delse af kravspecifikationer og håndtering af forskellige systemer. Samtidig kan det altid diskuteres om gevinsterne ved at indføre mere registrering overstiger de ule m- per der er forbundet hermed, herunder de øgede administrative byrder. Arbejdsgruppen har dog besluttet, at indikatorerne er så væsentlige, at der skal arbejdes hen imod at disse bliver tilgængelige på sigt. KL vil snarest tage kontakt til IT-leverandørerne. Dels for at undersøge mulighederne for at sagsbehandlerene kan registrere sygdomme i de forskellige sygedagpengesystemer, dels for at sikre udviklingen af et "fælles sprog" på tværs af systemerne, så data om sygdagpengemodtageres sygdom kan sammenlignes på tværs af kommuner - og i den forbindelse på tværs af forskellige IT-systemer. Det skal understreges, at der ikke på kort sigt kan forventes ledelsesinformation i forhold til sygdomme på sygedagpengeområdet. På den baggrund vil det nye forslag til indikatorer på kort sigt først og fremmest være en forenkling af det oprindelige oplæg. 5.3. Overvejelser vedr. kategoriserede sager Arbejdsgruppen har fravalgt kategoriserede sager som indikator. Som nævnt skal sygedagpengesagerne i forbindelse med visitationen kategoriseres i forhold til om det er en glat sag (kategori 1), risikosag (kategori 2) eller langvarig sag (kategori 3). I forlængelse heraf skal kategoriseringen registreres. Det kan derfor synes oplagt at inddrage disse kategorier som indikatorer. Det vurderes dog, at dette ikke vil være he n- sigtsmæssigt. 25
I sygedagpengesager skal medarbejderne i forbindelse med bestemte opfølgningstidspunkter foretage en revisitation af sygedagpengemodtageren og i den forbindelse på ny tage stilling til, hvilken kategori den pågældende sag tilhører. I praksis betyder det, at den samme sygedagpengemodtagere ofte kan vandre mellem de forskellige kategorier. Derfor er det vurderingen, at det kan være misvisende at medtage kategorierne. Fx kan et billede af antal modtagere med glatte sager (kategori 1) være misvisende, da personerne i kategorien tidligere kan have været i kategori 2, som er risikosager. Inden for en tidsperiode på fx 1 år kan den samme modtagere således nå at være i flere forskellige kategorier, hvilket kan gøre det vanskeligt at foretage sammenligninger. Samtidig er det vurderingen at en indikator om kategorisering af sager er mere relevant i lokal ledelsesinformation i den enkelte kommune, og i mindre grad i forhold til benchmarking mellem kommuner. Endelig vurderes det, at såfremt man rent faktisk ville inddrage kategorierne vil det have større relevans i FLIS projektet på arbejdsmarkedsområdet. 26
6. Genoptræning Kommunerne har efter strukturreformen fået hovedansvaret for genoptræning på flere måder. Kommunerne har fortsat ansvaret for genoptræning efter serviceloven, og efter strukturreformen har kommunerne fået ansvaret for al genoptræning efter udskrivning fra sygehus. Denne genoptræning kan enten foregå i kommunens egne tilbud eller hos andre myndigheder eller private, som kommunen har indgået aftaler med. Formålet med at give kommunerne ansvaret for genoptræning efter sundhedsloven er at sikre, at træningsindsatsen bliver tilrettelagt i sammenhæng med kommunens andre tilbud på rehabiliteringsområdet, så borgerne kan tilbydes koordinerede ydelser og sammenhængende forløb. Et af de centrale redskaber i tilrettelæggelsen af genoptræningsindsatsen er genoptrænings-planer. En patient, der har et lægefagligt begrundet behov for fortsat genoptræning efter udskrivningen, skal have tilbudt en genoptræningsplan, der fungerer som en lægelig henvisning til den enkelte patient til genoptræning. Genoptræningsplanen skal senest udleveres til patienten ved udskrivelsen og skal samtidig efter aftale med patienten sendes til patientens bopælskommune og patientens praktiserende læge. Genoptræningsplanen skal jf. bekendtgørelse 1266 som minimum indeholde en beskrivelse af patientens tidligere funktionsevne, en beskrivelse af patientens funkt i- onsevne på udskrivningstidspunktet samt en beskrivelse af patientens genoptræningsbehov på udskrivningstidspunktet, herunder hvilke begrænsninger i funktionsevnen, som genoptræningen skal rette sig imod. Genoptræningsplanen skal angive det seneste tidspunkt for bopælskommunens første kontakt til patienten med henblik på tilrettelæggelse af genoptræningen. Endelig skal genoptrænings-planen angive, hvorvidt patienten har behov for specialiseret, ambulant genoptræning, som efter loven skal ydes på et sygehus. 27
6.1 Prioritering og produktivitet De udvalgte indikatorer til belysning af kommunernes prioritering inden for genoptræningsområdet fremgår af figur 9. Figur 9. Prioritering og produktivitet antal almene planer /indbygger Genoptræningsplaner pr. udskrivning Antal fysiske kontakter pr. indbygger Træning og genoptræning Udgifter/indbygger antal specialise - Rede planer /indbygger Specialiseret Udg./udskrivning Genoptræningsplaner pr. udskrivning Udgift pr. genoptræningsforløb (plan) Antal forløb efter servicelloven /indbygger Stationær genoptræning Udgifter/indbygger Antal forløb /indbygger Udgifter pr. forløb Den centrale indikator for kommunernes udgiftsniveau til genoptræning er den samlede udgift til genoptræning målt pr. indbygger. Her er det valgt at inkludere udgifterne til kommunernes træningsindsats ifølge serviceloven. Det skyldes, at mange kommuner varetager de to opgaver sammen og ikke mindst, at der kan være en sammenhæng i prioriteringen af de to indsatser. Herudover skal det bemærkes, at de samlede udgifter til genoptræning ikke omfatter udgifterne til den specielle genoptræning eller udgifterne til genoptræning under indlæggelse. Indikatoren indeholder til gengæld kommunens udgifter til vederlagsfri fysioterapi, der varetages af komm u- nen selv. Antal forløb efter serviceloven, som er gul, vil kunne sige noget om et serviceløft. KL vil spørge EOJ-leverandørerne om antal forløb efter Serviceloven bliver registreret i EOJ-systerne. Fsva. udgifter til genoptræning bør der sondres mellem udgifter til almindelig/ambulant genoptræning og specialiseret genoptræning. Udgifter til specialiseret genoptræning bør holdes ude af den samlede udgiftsindikator. I det nationale projekt er der medtaget indikatoren antal fysiske kontakter pr. 1000 indbyggere. Denne indikator vurderes at være bedre til at sige noget om aktivitets- 28