Kl. 9.00 Bjolderup + nadver: 261, 251; 257, 264 Kl. 10.30 Burkal Kirke: 250, 251, 254; 259, 724 Tema: Herrens medvirken Evangelium: Mark. 16,14-20 Himmelfarten kan man let gøre grin med, fordi det virker en anelse komisk at Jesus bliver løftet op fra jorden og farer op i luften. Men vi skal ikke hænge os i hvordan det bliver beskrevet. Det afgørende for os er at han ved himmelfarten forsvandt for disciplene og gik over i en anden dimension. Han forlod den jordiske verden og kom ind i den himmelske verden. Efter sin opstandelse viste han sig for disciplene flere gange i løbet af 40 dage, men derefter var det tid for 1
ham at forlade jorden og vende hjem til sin Far i Himlen. Han havde jo kun været her som gæst. Han hørte sammen med sin Far og Helligånden i treenigheden. Efter at han var færdig med det han skulle have gjort i denne verden, var det meningen at han skulle vende tilbage til den himmelske verden. Hans opstandelse er et pant på at vi også skal opstå. På samme måde er hans himmelfart et varsel om at vi alle engang, så mange som tror på ham, skal følge efter ham og komme i Himlen. Som vi synger i en påskesalme "Som han opstod, skal vi opstå / og fare til ham i det blå." Det var også det han lovede sine disciple skærtorsdag aften at han ville gå forud for at gøre en plads rede til dem. Derefter ville han kom-me igen og hente dem, for at de skulle være sammen med ham. (Joh. 14,2-3) Himmelfarten markerede ikke slutningen på Jesu gerning. Tværtimod betød himmelfarten snarere begyndelsen på arbejdet med at udbrede det glædelige budskab om Guds rige. Som der står i dagens tekst virkede Jesus med og stadfæstede ordet ved de tegn som fulgte med. (V. 20) Før Jesus skiltes fra apostlene, sendte han dem ud som sine sendebud. De skulle være hans ambassadører. De skulle gå i hans navn og i Åndens kraft. Mange undergerninger skulle ledsage dem som tegn på at Jesus virkede med. Tegnene gjorde det klart for alle og enhver at den kristne forkyndelse virkelig var fra Gud. Flere af de tegn som nævnes her er også beskrevet i Apostlenes Gerninger. Apostlenes Gerninger handler jo om hvordan apostlene tog over, der hvor Jesus slap. Dog slap Jesus slet ikke. For det var jo ham der virkede med og stadfæstede apostlenes gerninger ved de tegn der fulgte med, og som er beskrevet flere steder i den bog som vi altså netop kalder Apostlenes Gerninger. Men egentlig er det altså ikke apostlenes, men Jesu gerninger, som sker i hans navn og ved Helligåndens kraft. Det første tegn vi hører om i Apostlenes Gerninger er apostlenes tungetale pinsedag. Da apostlene blev fyldt af Helligånden, begyndte de at "tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige." (Ap.G. 2,4) På den måde viste Gud at evangeliet ikke kun var for jøder, men for alle folkeslag. I den allerældste tid havde mennesker søgt at holde sammen ved at have det 2
samme sprog. De havde rejst et højt tårn, Babelstårnet, som skulle være et samlingspunkt for dem og markere deres sproglige og kulturelle fællesskab. Men Gud ville ikke have at de skulle have et fællesskab der kun var baseret på menneskelige værdier. Derfor forvirrede han deres sprog, så de ikke længere kunne forstå hinanden. Men nu skete der altså pinsedag lige det modsatte, at folk på trods af deres mange forskellige sprog kunne have et fællesskab. De var fælles om at høre Gud til. Deres fællesskab bestod ikke i at de byggede et monument som skulle nå op til himlen, eller i at de skabte sig et navn, for at de ikke skulle blive spredt ud over hele jorden, lige som dengang i urtiden. (1. Mos. 11,4) Men nu var det Gud der skabte et fællesskab mellem dem i hans Søns navn. De der kom til tro på Jesus havde et fællesskab som kunne forene dem til trods for mange, store forskelle i sprog og kultur. Jesus lovede også apostlene at de skulle uddrive dæmoner i hans navn, lige som han selv havde gjort så mange gange. Det kom Paulus til, dengang da han på en af sine missionsrejser kom til Grækenland. En nat havde Paulus haft et syn. Han så en mand der bad: "Kom over til Makedonien og hjælp os!" (Ap.G. 16,10) I Filippi i Nordgrækenland mødte Paulus en pige, som havde en spådomsånd. Ved hjælp af den ånd kunne hun spå og tjene mange penge til sine arbejdsgivere. Hun fulgte efter Paulus og hans folk og råbte: "De mennesker er den højeste Guds tjenere, de forkynder jer vejen til frelse." Det var jo rigtig nok. Det havde hun helt ret i. Lige som i evangelierne ser vi her hvordan ånderne ved god besked. Men til sidst blev Paulus træt af hende og sagde til ånden: "I Jesu Kristi navn byder jeg dig at forlade hende!" Men så blev hendes arbejdsgivere selvfølgelig vrede over at have mistet deres indtægtskilde. De fik Paulus og Silas arresteret og sat i fængsel. På den måde så det ud som om deres mission var slået fejl. Men de to mænd mistede ikke modet. Om natten sang de lovsange til Gud, så det kunne høres i hele fængslet. Gud greb ind med et jordskælv, der ødelagde fængselsmurene. Fangevogteren kom til tro på 3
Jesus, og han blev døbt sammen med hele sin familie. Så i stedet for et nederlag for Guds rige, blev det starten på et triumftog for evangeliets forkyndelse i Europa! Et tredje tegn som vi hører om i Apostlenes Gerninger er Jesu løfte om at apostlene skulle tage på slanger med deres hænder. Det er i slutningen af bogen, under beskrivelsen af Paulus' sidste rejse, hvor han var på vej til Rom. Da led han skibbrud og blev skyllet op på øen Malta. De indfødte tog godt imod ham og hans ledsagere, bl.a. ved at tænde bål, så de kunne varme sig i det våde og kolde vejr. Paulus samlede også en bunke kvas og lagde den på bålet. Men så krøb en slange ud af bålet på grund af varmen og bed sig fast i hans hånd. Da de indfødte så det, troede de at Paulus var en forbryder, der nu fik sin velfortjente straf. Men Paulus rystede slangen af og tog ingen skade. Så slog malteserne helt om og troede at Paulus var en gud. (Ap.G. 28,1-6) Det fjerde tegn, med at lægge hænderne på syge, så de blev raske, gjorde Paulus ved samme lejlighed. For i nærheden af det sted hvor de var drevet i land på Malta, var der en fornem mand der hed Publius. Hos ham boede Paulus og hans folk i nogle dage. Men Publius' far havde dysenteri og høj feber. Paulus gik så ind til ham, lagde hænderne på ham og bad og helbredte ham. Efter det kom også de andre syge på øen og blev helbredt. (Ap.G. 28,7-9) Så apostlene gjorde mange tegn i Jesu navn og i Åndens kraft: tungetale, uddrivelse af dæmoner, at røre ved en slange uden at tage skade og helbredelse af syge ved håndspålæggelse. Ved alle disse tegn bekræftede Gud at Paulus og de andre apostle var hans ambassadører, der med fuldmagt fra ham forkyndte det glædelige budskab om Guds rige. Sådanne undere vækker stor opsigt, men vi skal passe på at vi ikke bliver alt for optaget af dem. Der er i vores tid især i visse frikirkelige kredse en meget stor interesse for sådan nogle undere. Det er da også vidunderligt, når mennesker bliver helbredt. Og det er meget fascinerende og fantastisk, når nogen taler i tunger. Men vi skal bare huske på at underne ikke er noget i sig selv. 4
Det er vigtigt at lægge mærke til hvad det er for en slags undere der sker i Jesu navn. Hvis vi prøver at se på hvad underne går ud på, vil vi se at de alle har en ganske bestemt mening. Hvert af de fire tegn, som apostlene fik magt til at gøre, har deres specielle betydning: 1. at uddrive dæmoner er en bekæmpelse af de onde magter. Ved sin død har Jesus én gang for alle besejret den Onde og hele hans hær. 2. at tale med nye tunger er en sejr for den kristne kirke, fordi den derved kan bringe evangeliet til andre folkeslag på et sprog som de kan forstå. Derfor er arbejdet med at oversætte Bibelen sådan et vigtigt missionsarbejde. 3. at tage på slanger er et tegn på at den onde er besejret én gang for alle. Jesus har vundet over ham som kaldes "den gamle slange" (Åb. 12,9) Han kan ikke længere skade de kristne. Han kan bide fra sig, men ikke så at det for alvor gør dem noget. Langfredag bed han Evas afkom i hælen, men påskemorgen knuste Evas afkom slangens hoved. Ved sin opstandelse brød Jesus én gang for alle Djævelens magt. Han gjorde sagt med ord fra Hebræerbrevet "ham magtesløs, som har dødens magt, nemlig Djævelen." (Heb. 2,14) 4. at lægge hænderne på syge, så de bliver raske er et tegn på at Gud vil os det bedste. Han ønsker at vi har det godt, at der ikke er noget i vejen med os. Tegnene hjalp til at den kristne kirke fik stor fremgang i en hedensk kultur. De var med til at sætte fart i den kristne mission. På steder hvor evangeliet forkyndes for første gang, kan det stadig godt ske at Gud bruger disse tegn til at vise sin magt og dermed overbevise mennesker om at det er sandt hvad der prædikes om Jesus. Men i vores kultur, der har været gennemsyret af kristendommen i over tusind år, er der ikke længere det samme behov for at overbevise mennesker om at det er sandt hvad der siges om Jesus. Hvis man ser på de mennesker som Jesus tog i sin tjeneste, kan man undre sig over at han kunne bruge dem. De der blev sendt ud var jo ikke særligt egnede til opgaven. Hvordan kunne han bruge dem, når de var så vantro og 5
hårdhjertede? Hvordan kunne han lige frem sætte dem i spidsen for sit store projekt med at gøre alle verdens folkeslag til hans disciple? Svaret er at det er Gud der virker igennem dem. Det er ham der sender dem og udruster dem hele vejen igennem. Det er når vi tænker over det faktisk ret opmuntrende at han kunne bruge sådan en flok stympere! For så kan han også bruge os! Menneskeligt set var det en helt umulig opgave. Hvordan i al verden skulle 11 tvivlende mænd kunne udbrede det kristne budskab overalt på jorden? Det så ud til at være mislykket på forhånd. Men Gud ske lov skal vi ikke se det ud fra en menneskelig synsvinkel. Vi skal regne med at Gud kan mere end vi forstår. Gud kan bruge det der i verdens øjne ikke er noget. Sådan som Paulus siger det i sit første brev til menigheden i Korinth: "det som verden ser ned på, det som ingenting er, udvalgte Gud for at gøre det som er noget til ingenting, for at ingen skal have noget at være stolt af over for Gud." (1. Kor. 1,28-29) Derfor kan Gud også bruge os! Amen. 6