Metodevejen en ny hovedvej eller en blindgyde?

Uden for nummer 5, 3. årgang 2002 Metodevejen en ny hovedvej eller en blindgyde? Af Jens Guldager, lektor i sociologi Jens Guldager, lektor i sociologi ved Den sociale Højskole i København. Han er tilknyttet Center for Forskning i Socialt Arbejde. Han underviser desuden på Den Sociale Kandidatuddannelse, som er tilknyttet Aalborg Universitet. Jens Guldager har udgivet bogen Nærkontakt med det offentlige et liv som bistandsklient. Hans Reitzels Forlag, 2000. Han er også medforfatter til flere undersøgelsesrapporter og fagbøger inden for det sociale arbejdes område. I den socialpolitiske og socialfaglige debat er socialt arbejdes metoder blevet sat kraftigt på dagsorden i de seneste år. Fra autoritativt hold kan det bl.a. illustreres ved Socialministeriets ambitiøse metodeudviklingsprogram, hvor det dobbelte formål er: * metodeudvikling, dvs. at udvikle nye og bedre metoder i det praktiske arbejde for herigennem at højne kvaliteten i det sociale arbejde, og * metodeudbredelse, dvs. at udbrede kendskabet til og anvendelsen af metoder i socialt arbejde. Fra ministeriets side udtrykkes der i denne sammenhæng et klart behov for en diskussion af, hvad det er, der skal udvikles metoder til: altså en overordnet diskussion af, hvad der er målene med den sociale indsats, hvilke ambitioner der er, og hvad succeskriterierne for det sociale arbejde er. 1 Et andet centralt eksempel er Socialministeriets vejledning til Metoder til god sagsbehandling på førtidspensionsområdet (der bliver diskuteret i en af de andre artikler i nærværende tidsskrift) og hvor formålene er lidt anderledes og noget snævrede end i metodeudviklingsprogrammet. Det sidste fordi vægten så klart ligger sagsbehandling, vidensindhentning og korrekt afgørelse i forhold til førpensionering, hvilket også illustreres af det anvendte metodebegreb. Det hedder om metode: En metode er en systematik og en række vejledende principper for, hvordan man indsamler viden. Endvidere er det en måde, hvorpå man kan eftervise, sikre eller tjekke den viden, der på et givet tidspunkt er indsamlet. Metoden til god sagsbehandling indeholder vejledende principper for, hvordan sagsbehandleren i samarbejde med borgeren kan indsamle viden om borgerens ressourcer, barrierer, arbejdsevne og muligheder for at udvikle borgerens arbejdsevne." 2 Et tredje eksempel er Metodevejen et læringshæfte, også udgivet af Socialministeriet, hvor der argumenters for at Metode skal fremme målene med sagsbehandlingen hos kommunen som myndighed og hermed gode resultater, både for bruger, sagsbehandler, kommune og samfund. 3 Baggrundene for interessen for metoder i socialt arbejde er mange. En af de væsentligste er måske en voksende erkendelse af, at de senere års evalueringsbølge har understreget 4, at ikke blot er viden om hvad der kommer ud af indsatsen på det sociale område nok så usikker generelt, men det er også usikkert hvori indsatsen består og det vil bl.a. sige hvilke metoder man bruger i det sociale arbejde. Gode grunde til at se kritisk på metodeanvendelsen, sætte projekter i gang der udvikler, bevidsthedsgør og præciserer denne, herunder også egentlig forskning på området. Men det rejser også nogle grunddiskussioner, om hvad der overhovedet menes med metoder i socialt arbejde? Eller: hvordan definerer man metoder? Diskussioner som jeg synes er vigtige, fordi der er meget forskellige opfattelser af, hvad der ligger i begrebet socialt arbejdes metoder blandt praktikere og forskere på feltet. 1

Selvom det er diskussioner på et relativt overordnet og abstrakt plan har disse forskellige metodetænkninger stor indflydelse på, hvad man mener med metodeudvikling og metodeudbredelse først og fremmest for praktikeren, der skal forbedre, udvikle og udbrede sine metoder, men også for forskerne, der skal undersøge dem. Metodebegrebet I skandinavisk sammenhæng er to af de forskere, der mig bekendt har beskæftiget sig mest med metodebegrebet i socialt arbejde Bergmark & Lundström. De har bl.a. foretaget omfattende litteraturstudier, hvorfra de siger: Desuden kunne vi konstatere at der stort set helt savnes svensk litteratur som på et overordnet plan præsenterer og analyserer metoder for socialt arbejde." (min oversættelse) De tilføjer at det også er tilfældet uden for Sveriges grænser, hvor de henviser til England og USA (1998). En meget tankevækkende konstatering, der også omfatter danske forhold, fordi det jo peger på, at metodebevidsthed på et mere begrebsligt eller analytiske niveau er et forsømt område. I deres egen metodedefinition udgår de fra internationalt etablerede definitioner som lægger hovedvægten på systematik, hensigtsmæssighed og planlægning. Den lyder(1998 & 2002): Metoder betegner således strategisk udformede, planmæssige og systematiske aktiviteter som anvendes i klientarbejdet eller for at regulere klientarbejdet. (min oversættelse) Jeg er enig i denne første afgrænsning med to forbehold. For det første forekommer det mig for snævert at definere metoder alene i forhold til klientarbejdet, fordi f.eks. forebyggende arbejde i form af samfundsarbejde eller socialt miljøarbejder tilsyneladende udelukkes i definitionen. Den anden, og vigtigere indvendig er, at det er en overmåde overordnet definition, der derfor kun giver meget få kriterier for, hvad der måtte karakterisere metoder i socialt arbejde. 5 Definitionen er derfor ret vag i retning af nærmere at præcisere hvilke elementer der indgår i metodebegrebet. Mit forsøg på en sådan præcisering lyder som følger 6 : Socialt arbejdes metoder er en strategisk udformet, planmæssig og systematisk anvendelse af bestemte midler og fremgangsmåder rettet mod en stabilisering eller forandring af et givet socialt problem, som forstås på bestemte måder. Som udgangspunkt for metodeanvendelse ligger: 1. En bestemt problemforståelse i forhold til det pågældende sociale problem eller sociale system, hvor problemforståelsen er en kombination af bestemte for-forståelser og det mere konkrete kendskab til den givne problematik. 2. Overordnede såvel som mere operative hensigter og mål med anvendelsen af de givne metoder, der bygger på bestemte ideer om ønskværdige respektiv uønskværdige sociale tilstande. 3. Overordnede såvel som mere operative forandringstanker og strategier for hvordan de give metoder kan stabilisere eller forandre den givne sociale problematik og de sociale problemer. Bestemte midler og fremgangsmåder henviser til forskellige konkrete indsatser, aktiviteter, arbejdsmodeller, arbejdsformer, arbejdsprocedurer, redskaber og teknikker. Adskillelsen mellem midler og fremgangsmåder er alene taget med, fordi det samme middel kan anvendes på forskellige måder og derfor med forskelligt resultat til følge. En visitationssamtale kan eksempelvis udføres meget forskelligt i forhold til hvilke tematikker den indeholde, hvor helhedsorienteret den er, i hvor høj grad klinten inddrages osv. Ligesom tvang som middel i socialt arbejde (aktiveringstvangen f.eks.) kan anvendes i forskellige grader og med forskellige fremgangsmåder. Før jeg går videre med at diskutere ovenstående definition skal de tre underpunkter have et par ord med på vejen. 2

1. Problemforståelsen: Metoder tager man i anvendelse i forhold til en given social problematik. Hvis en sådan ikke var til stede har det ingen mening at begynde at overveje metoder i form af bestemte midler eller fremgangsmåder. Min anden hovedpointe er, at forståelsen af en given social problematik altid står til diskussion, der gives ingen færdige eller objektivt holdbare forståelser af eller forklaringer på de forskellige sociale problemers karakter eller baggrund. De skifter historisk og der er snarere tale om at forskellige problemforståelser kæmper indbyrdes i forsøg på at blive accepterede. Disse kampe om den rette problemforståelse, om sandhedsregimerne, som Foucault (1994) benævner dem, eller om doxa 7, som Bourddieu (1996b) kalder dem, foregår på mange niveauer. I videnskabens verden er der kampe mellem forskellige videnskabsteoretiske udgangspunkter for, hvordan man mest frugtbart studerer og analyserer menneskets handlinger i dets samfund. Ligesom der er mange forskellige og konkurrerende teoretiske opfattelser af menneskets og samfundets natur, om afgrænsning af hvad der er sociale problemer osv. osv. Blandt aktørerne på det sociale område er der tilsvarende kampe om hvordan man skal forstå og definere de mange forskellige sociale problematikker. Eksemplerne på sådanne kampe er legio: Hvad karakteriserer misbrugere, hvordan forklares misbruget, hvordan afgrænses og forklares omsorgssvigt osv. osv. Ofte giver forskellige problemopfattelser sig udslag i forskellige typologiseringer eller klassifikationer af sociale problemer og klienter 8 såsom: Ikkearbejdsmarkedsparate klienter, tunge sager, truede familier osv. osv. Alle disse forståelser kan man karakterisere som forskellige former for for-forståelser i forhold til den givne sociale problematik. For-forståelser fordi de udgør det samlede mentale og dvs. teoretiske, vidensmæssige, erfaringsmæssige og værdimæssige udgangspunkt og beredskab for aktørerne i forhold til den givne sociale problematik før den konkrete klient er trådt ind i forvaltningen eller i en anden social organisation. Problemforståelsen af en given social problematik og herunder en bestemt klient dannes ud fra aktørens for-forståelser kombineret med den konkrete viden om den pågældende problematik eller klient. Er der tale om en klient, drejer det sig om det konkrete personkendskab til pågældende: dennes livshistorie, aktuelle livssituation, individuelle svagheder og ressourcer, pågældendes livsperspektiver og handlestrategier osv. Drejer det sig om en større social problematik, eksempelvis en lokal gruppe kriminelle, er det det konkrete kendskab til denne problematik i form af hvem der deltager, deres sociale baggund og aktuelle situation, deres gruppenormer og sammenhold, omgivelserne reaktioner på deres adfærd, kriminalitetens omfang og art osv. Det forekommer mig indlysende at der i alle problemforståelser indgår for-forståelser, der er retningsgivende for hvordan man forstår det sociale problem og for hvad man anser for at være relevant for at belyse det nærmere. Forskellige for-forståelser indeholder således forskellige menneske- og samfundssyn, forskellige teorivalg mv., der hviler på forskellige værdiopfattelser og ideologiske forestillinger, samt på forskellige erfaringer og kundskaber. Mere konkret betyder dette, at det er for-forståelsen der bestemmer hvilke spørgsmål praktikeren stiller og finder relevante og hvilke der ikke er - når hun eller han skal indhente oplysninger for at belyse den givne problematik. Og omvendt vil ny viden om den konkrete problematik - et bedre personkendskab hvis der er tale om klientarbejde - kunne ændre praktikerens for-forståelse. Man kan også sige at praktikerens for-forståelser udvikler sig i samspillet mellem de for-forståelser denne havde som udgangspunkt og de mange konkrete erfaringer pågældende får i arbejdet. For-forståelserne kan være mere eller mindre bevidste, de kan være mere eller mindre videns- eller erfaringsbaserede, mere eller mindre konsistente, mere eller mindre værdibaserede, mere eller mindre moraliserende eller fordomsfulde osv. Pointen er, at de altid er på spil. Er for-forståelserne meget dogmatiske fører det til at den konkrete problematik eller det konkrete menneske ikke bliver set i sin særegenhed og unikke skikkelse, men blot passet ind i for-forståelsens begreber, kasser og forudsatte sammenhænge. 3

Siger ens for-forståelse eksempelvis at alkoholisme er en sygdom, vil denne dogmatik medføre, at praktikeren leder efter bestemte symptomer og forklaringer på sygdommen og overser andre i f.eks. personens personlige og sociale situation. Er for-forståelserne omvendt ubevidste, meget vage eller inkonsistente, giver de ikke megen hjælp til belysning, analyse og dermed forståelse af den konkrete sociale problematik. Har praktikeren f.eks. kun meget vage og usikre fornemmelser om, hvad der ofte karakteriserer alkoholikere og hvor indgribende alkoholisme kan være i menneskers liv, vil pågældende have meget svært ved at spørge til og vurdere en klients alkoholproblemer. Det falder uden for denne artikels rammer at komme ind på metoder til at kvalificerer henholdsvis for-forståelse og personkendskab, men det skal blot anføres at det er afgørende for kvaliteten af personkendskabet, hvordan praktikeren søger sine oplysninger i samarbejdet med klienten, og hvad der karakteriserer deres indbyrdes relation. 2. Hensigter og mål: Når det angives at metoder er strategiske og planmæssige ligger der i dette, at der bag anvendelse af bestemte metoder ligger bestemte hensigter eller mere eller mindre præcise mål for indsatsen. Man kan logisk set næppe forestille sig strategier eller planer uden hensigter eller mål. Ligesom det er en forudsætning at strategier, planer, hensigter og mål retter sig mod ønskværdige tilstande eller bort fra uønskværdige. Hensigter og mål bygger - udover bestemte værdiforestillinger - også på hvilke problemforståelser der ligger til grund for den givne sociale problematik. Er hensigten eksempelvis at afbøde eller stoppe et omsorgssvigt, vil hensigten indholdsmæssigt være farvet af hvad man forstår som omsorgsvigt og hvilke forhold man betragter som væsentlige for dets udvikling og hæmning. På tilsvarende måde ligger der også både værdimæssige og forståelsesmæssige forudsætninger bag, hvad der betragtes som ønskværdige eller uønskværdige sociale tilstande. To hovedtyper hensigter og mål er almindeligt forekommende ved valg af metoder i socialt arbejde: 9 * Undersøgelse, udredning og diagnosticering * Forandring, hjælp og behandling Selvom det kan være analytisk frugtbart at adskille disse to hovedtyper, er det værd at pege på, at der er glidende overgange mellem dem. F.eks. kan en undersøgelse eller en grundig førstegangssamtale i sig selv være forandrende, hvis den indebærer at klientens opfattelse af sin egen sociale problematik og handlemuligheder forandres. Ligesom en bestemt behandling kan give anledning til nye undersøgelser. Disse typer hensigter og mål hviler på og begrundes ud fra forskellige forståelser og dvs. forskellige værdi-, teori-, videns- og erfaringsgrundlag. Ligesom det må være klart, at hensigter og mål i sit væsen altid må indeholde stærke normative elementer, fordi de bygger på bestemte antagelser om ønskværdige og uønskværdige sociale tilstande. Her ligger således principielle valg og dilemmaer af etisk karakter. 3. Forandringstanker og strategier: Hvis det er rigtigt, at det sociale arbejde og dermed også de anvendte metoder retter sig mod stabilisering eller forandring af en given social problematik, så indebærer dette, at der ved en given metodeanvendelse indgår mere eller mindre bevidste og begrundede antagelser om, at den givne metode kan stabilisere eller forandre det sociale problem. Er der ikke sådanne antagelser om eller tro på, at den givne metode kan påvirke den sociale problematik, ville det være åbenlyst tidsspilde at anvende metoden. Forandringstanker- og strategier viser sig ofte i de begrundelser som praktikeren lægger til grund for valget mellem alternative midler og fremgangsmåder, hvor det sociale problem er defineret og hensigter og mål fastlagt. 4

Forandringstanker- og strategier handler om det muliges kunst, om hvordan man tror det sociale problem kan forandres. Og her spiller mange faktorer ind, såsom f.eks. vedtagne kommunale procedurer og fremgangsmåder i forhold til bestemte typer klienter, de forhåndenværende foranstaltninger og tilbud mv. I klientarbejdet er et centralt aspekt i sådanne overvejelser og begrundelser hvilket motivationsteoretisk udgangspunkt, man tager. 10 Fordi det motivationsteoretiske udgangspunkt angiver hvilken vægt praktikeren lægger på belønning respektive straf (gulerod og pisk) og ikke mindst på klientens intentioner respektive systemets mv. Forandringstanker, forandringsstrategier og problemforståelse er forbundne på den måde at hvor problemforståelsen udgør den analytiske ramme for forståelsen af det sociale problem, så fokuserer forandringstankerne særligt på de forhold og strategier, der måtte have indflydelse på problemets stabilisering eller forandring. I forhold til hensigter og mål er sammenhængen ofte den, at de første angiver ønskværdige og uønskværdige tilstande, mens mere konkrete delmål i forhold til disse hviler på bestemte forandringstanker- og strategier. Metodeeksplicitet og metodekonsistens Bag den her fremlagte definition af socialt arbejdes metoder ligger en grundlæggende opfattelse af, at metoder ikke kan være hensigtsmæssige, uhensigtsmæssige, virkningsfulde eller virkningsløse, gode eller dårlige i sig selv. Det kan de kun være i forhold til en given substans, en given social problematik. Ligesom det gælder undersøgelsesmetoder i videnskabens verden må arbejdsmetoder på det sociale område analyseres i forhold til den problematik, de søger at belyse og retter sig imod. Derfor er udgangspunktet for metodebegrebet de forståelser, der ligger til grund for den sociale problematik og de sociale problemer. Metoder kan være både hensigtsmæssige og virkningsfulde og samtidig etisk forkastelige og krænkende, hvilket indebærer at metodevalg altid indeholder etiske dilemmaer og valg, men det får ligge her. 11 Et andet grundlæggende udgangspunkt er, at socialt arbejde som et praksisfelt - til forskel for megen socialvidenskabelig aktivitet - er direkte handlingsrettet på det sociale område og dvs. har til formål at stabilisere eller forandre sociale forhold. Imperativet til praktikeren lyder, at de skal handle i forhold til sociale problemer, ikke blot beskrive dem og forstå dem. Det er derfor, at metodeanvendelsen ud over at bygge på bestemte problemforståelser, også må bygge på bestemte hensigter, mål, forandringstanker og strategier. Nå jeg her skriver må bygge på, ligger der fra min side ikke bestemte normative tanker om de rette problemforståelser, de rette hensigter eller forandringstanker, slet ikke. Der ligger derimod en analytisk hypotese om, at de tre elementer: problemforståelsen, hensigter og mål, forandringstanker- og strategier logisk set udgør præmisser for valg og anvendelse af bestemte metoder. At de så at sige altid er i spil, og som nævnt i et gensidigt samspil, når praktikeren vælger og anvender arbejdsmetoder. Om dette samspil skal her blot anføres at problemforståelser, hensigter og forandringstanker gensidigt påvirker hinanden i en form for dialektik, og at der derfor sjældent er tale om en mekanisk mål-middelrationalitet, hvor problemforståelsen alene styrer hensigter og forandringstanker 12. Ligesom det skal understreges at samspillet ses i et procesperspektiv forstået således, at problemforståelser, hensigter og forandringstanker ændrer sig i arbejdsprocesserne, ikke mindst ved at praktikeren får et øget kendskab til sine klienter og den sociale problematik, når denne udfører sit arbejde. Endelig skal der peges på at de anvendte midler og fremgangsmåder også kan være styrende for problemopfattelser, hensigter og forandringstanker, hvilket metodemæssigt forekommer mig uacceptabelt. Det er tilfældet når klienters bliver defineret, klassificeret og behandlet ud fra de foranstaltninger eller indsatser man har til rådighed i en given kommune, frem for pågældendes sociale problematik. Et eksempel på dette er fra en evaluering (Ebsen, Guldager & Hagen 1999), hvor gruppen af arbejdsmarkedsparate blev omdefineret, ikke fordi deres sociale problematik havde ændret sig, men fordi der manglede klienter i en arbejdsmarkedsafdeling. Et andet eksempel er barnet, der mere eller mindre får defineret sine problemer så de svarer til den målgruppe og behandlingsideologi, der er på et foreliggende behandlingshjem. 5

I forlængelse af alt dette bliver det i mine øjne et vigtigt kvalitetskrav til en konsistent metodeanvendelse, at praktikeren er eksplicit i forhold til hendes eller hans problemforståelse, hensigter og forandringstanker samt med hensyn til disses indbyrdes afhængighed og samspil. At være eksplicit betyder i første omgang at kunne formulere sig og det vil i denne sammenhæng sige, at kunne redegøre for hvilke problemforståelser, hvilke hensigter, mål og forandringstanker, der ligger til grund for valget af metode i forhold til den givne sociale problematik og det givne sociale problem. Det sidste er vigtigt at understrege så det fremgår, at det er de problemforståelser, hensigter og forandringstanker der er i spil i forhold til den specifikke social problematik, der er relevante. Eksempelvis er almene og meget overordnede menneskesyn eller samfundssyn således kun metodemæssigt relevante hvis de kan forbindes med analysen af det specifikke sociale problem. Kan de ikke det, er de udtryk for ideologiske mantraer, der ikke har betydning for den specifikke problemanalyse, og dermed for det givne metodevalg. Drejer det sig for eksempel om omsorgsvigt, er det de problemforståelser, hensigter og forandringstanker, der indgår i analysen af problemerne og som begrunder valget af metode, der er relevante. Omvendt kan sådanne ideologiske mantraer have betydning som ideologisk legitimering over for omverden, men det er en anden sag. Kravet om eksplicitet og gennemskuelighed i det sociale arbejde kan således formules som et kvalitetskrav til arbejdet, men det kan også formuleres som en etisk fordring ikke mindst i forhold til klienterne, hvor systemets eller praktikerens indforståethed og ugennemsigtighed vil være krænkende i forhold til klientens integritet og retssikkerhed. Af disse grunde er eksplicitet og gennemskuelighed i det sociale arbejde også et vigtigt forskningsområde. Margaretha Järvinen (2002) siger herom: Uklarheden i det sociale arbejde har fået visse forskere til at konkludere at socialarbejderne ikke har nogen arbejdsmetoder, virksomhedsmålsætninger eller problemdefinitioner. Naturligvis har de det, vil jeg hævde, det handler bare om og det er faktisk i allerhøjeste grad påkrævet at udforske og synliggøre dem. (side 78, min oversættelse) Fordringen om metodeeksplicitet og metodekonsistens rejser en række problemer, som jeg vil sætte til diskussion i det følgende ud fra tre problemstillinger: * Kundskabsgrundlaget for metodevalg * De mange aktører og niveauer på feltet * Metodestandardisering Kundskabgrundlaget for metodevalg Som metoder her er defineret er det åbenlyst, at der bag dem ligger kundskaber i forhold til problemopfattelser, hensigter, mål, forandringstanker og forandringsstrategier. Omfanget og arten af disse kundskaber står til diskussion og er i de sidste år blevet problematiseret fra mange sider. Den måske mest grundlæggende kritik handler om i hvilken grad praktikere overhovedet er bevidste om hvad de går og gør, når de udfører det sociale arbejde. I følge Villy Sørensen (1992) er det en meget gammel erkendelse, at vi mennesker mærker meget mere end vi bemærker, når vi oplever og når vi handler. Det er således kun en del af vores oplevelser og handlinger, der bliver bevidste. Hvilket fra Sørensens side giver udfordringen netop at forsøge at skærpe og øge bevidstheden om oplevelser og handlinger. Dette forhold mellem det oplevede/handlende og bevidstheden er en af baggrundene for at tale om, at praktikere ofte handler på baggrund af en tavs viden. Hvor praktikeren på baggrund af sine mange erfaringer har erhvervet sig en tavs viden, som pågældende ikke er i stand til at sætte ord på og begrebsliggøre. Parallelt hermed har hun eller han opøvet en intuition, der udgør en form for ubevidst handleberedskab. I mine øjne er der ikke tvivl om at både tavs viden og intuition er virksomme i det sociale arbejde og i alle andre menneskelige handlinger. Og jeg er stødt på eksempler, hvor praktikere har udført fint og virksomt socialt arbejde uden at have en særlig klar bevidsthed om, hvorfor 6

de handlede som de gjorde, eller ihvertfald havde ret svært ved at sætte ord på deres problemforståelse, deres valg af metode og begrundelserne for det. Selvom der således altid er elementer af tavs viden og intuition også i det sociale arbejde, og bevidstheden derfor har sine grænser og begrænsninger, er det mit metodemæssige udgangspunkt, at det må være et kvalitetskrav til arbejdet, at praktikeren bestræber sig på at begrebsliggøre sine forståelser og handlinger 13. Eller kunne man også sige: forsøger på at eksplicitere sit erfarings-videns- og kundskabsgrundlag. Inspireret af den franske sociolog Pierre Bourdieu sondrer Staff Callewaert (2001) og Karin Anna Petersen (2001) mellem 3 typer viden, som praktikeren gør brug af: * Videnskabelig teori, viden om handling - dvs. om hvad vi foretager os og ikke mindst hvorfor vi handler som vi gør. * Praktisk teori, viden for handling - dvs. om hvordan vi kan gøre det bedre * Praktisk sans, viden i handling - dvs. et handleberedskab af ikke bevidste indoptagede erfaringer. Meget kortfattet kan videnskabelig teori siges at være teori, der er underkastet videnskabelige kriterier og krav. Indhold og vægtning af disse kriterier og krav er der forskellige opfattelser af, afhængigt af videnskabsteoretisk udgangspunkt, hvilket jeg ikke her vil gå nærmere ind på. I det følgende bruger jeg videnskabelig viden synonymt med forskningsbaseret viden eller forskningsbaserede kundskaber. Praktisk teori er ikke forskningsbaseret, men er de faglige erfaringer, reflektioner og diskussioner/diskurser, som praktikeren har som sit faglige fundament. Det er mange ting: det omfatter værdimæssige elementer i form af etiske overvejelser og retningslinjer, socialpolitiske ditto, ligesom det omfatter forskellige forståelser i forhold til de sociale problemer, bestemte tankefigurer om f.eks. social arv 14 eller om helhedssyn, bestemte opfattelser af egen rolle i arbejdet, bestemte metodemæssige tilgange som f.eks. den systemiske, bestemte arbejdsmodeller mv. Lidt forenklet kan man sige at den praktiske teori omfatter praktikerens professionelle og faglige ballast (udover den videnskabelige viden pågældende måtte have tilegnet sig), som stammer fra uddannelse, videreuddannelse, erfaringer og de faglige reflektioner, diskussioner/diskurser og opfattelser, som det har affødt. Praktisk sans er det samledes handlingsberedskab som praktikeren har erhvervet sig i sit personlige og faglige liv. Det er ikke-bevidst, men en indkorporet, kropsliggjort viden, som Bourdieu (1997) kalder det, der orienterer opfattelsen af den givne situation og vurderingen af, hvilket svar der passer i denne situation. (side 44) I et mere traditionelt socialpsykologisk sprog kunne man måske sige, at den praktiske sans er praktikerens samlede livserfaringer som de udmønter sig i dennes grundlæggende, mere stabile og ubevidste holdninger 15 som individet har med sig forud for de konkrete interaktioner og som i en eller anden grad forudbestemmer eller i hvert fald medbestemmer hans færden i dem. (Katzenelson 1994, side 154). Disse ubevidste holdninger indgår helt centralt - sammen med praktikerens bevidste holdninger - i dennes for-forståelser 16. Callewaert og Petersen siger at alle tre typer viden indgår og spiller sammen i praktikerens kundskabsgrundlag, og de fremhæver, at praktikeren i meget høj grad anvender sin ubevidste praktiske sans, som kundskabsgrundlag for sine handlinger. Mens navnlig Callewaert giver videnskabelig viden en ret så begrænset relevans for praktikeren. 17 Udover at kommende forskning kan belyse dette nøjere, har jeg et par mere principielle indvendinger mod disse standpunkter. I forhold til den praktiske sans er jeg enig i, at der er tale om et virksomt kundskabsgrundlag, men jeg synes, at de undervurderer, at mennesker ud fra deres livshistorie, sociale placering mv. også uddrager, vælger og danner sig grundlæggende og stabile holdninger, der er bevidste, og som indeholder bestemte opfattelser, værdisæt, intentioner som udgangspunkt for deres handlinger. Praktikerens individuelle og bevidste holdninger og intentioner bliver hermed undervurderet som en vigtig faktor for, hvorfor man handler, som man gør. 18 7

Nedvurdering af videnskabelig videns relevans for praktikeren forekommer mig besynderlig og som jeg forstår Bourdieu nærmest i modstrid med hans tanker om forskningens muligheder for at kaste kritiske øjne og også konstruktive kritiske analyser på praksisfelter - med henblik på at ændre praksis på området. 19 Med dette udgangspunkt synes jeg tværtimod, at der er et stort behov for videnskabelig viden i form af forskning på det sociale arbejdes område og at en sådan viden f.eks. kunne være meget frugtbar i forhold til at afdække og begrebsliggøre forskellige praksisser og handlemønstre, samt afdække alternative handlemuligheder. 20 I samme åndedrag dette er sagt, er der grund til at fremhæve den videnskabelige videns utilstrækkelighed og begrænsninger som kundskabsgrundlag for praktikeren. Dag Østerberg (1982) siger i denne sammenhæng: Teorier udgøres af almene begreber og sammenhænge. De dannes ved at det som er fælles ved en samling genstande eller en række foreteelser, så at sige trækkes ud (abstraheres), og kan være af flere slags: Årsagsforklarende, hensigtsforstående, tegntolkende, og vejledende for livsførelsen. Skønt teorier ofte vil kunne angive almene forskrifter for handling, er det vigtigt at fastholde deres abstrakte præg, og skelne dem fra kasuistik. Skal man, for at barnet ikke skal skrige i togkupéen, give det slik? Skal man fortælle en kvinde i livsfare at hendes barn var dødfødt? Dette er ikke teoretiske, men kasuistiske spørgsmål, dvs. spørgsmål om hvordan det er rigtigt at forholde sig i de særskilte tilfælde (kasus) i al deres fylde (konkretion). På samme måde befinder samfundsteori sig på et højere trin af almen abstraktion. (side 137-138, min oversættelse) Den videnskabelige videns utilstrækkelighed eller begrænsninger som kundskabsgrundlag for praktikeren består således i: 1. at den altid er overordnet og forenklet i forhold til den konkrete og komplekse situation, som praktikeren står i 21. Man kan også sige at det sociale problem optræder i en mangfoldig og sammensat kontekst, der er langt mere kompliceret end den abstrakte viden. 2. at den sjældent belyser eller vejleder om de etiske eller normative sider af det sociale arbejde, som afgrænser en ønskværdig og en uønskværdig social tilstand i forhold til det givne sociale problem. Praktikeren er derfor henvist til at supplere videnskabelig kundskab (hvis en sådan foreligger) med praktisk teori, egne og andres erfaringer og egen intuition, når pågældende handler. I denne situation vil jeg igen pege på det metodemæssige kvalitetskrav der består i, at praktikeren bestræber sig på at være eksplicit i forhold til hvilke kundskabstyper og begrundelser - der ligger til grund for pågældendes vurdering og handling i det givne tilfælde. Et metodemæssigt kvalitetskrav der kunne styrkes ved mere systematisk dokumentation erfaringsopsamling, vidensdeling mv. i praksis, og ved mere forskning på området. De mange aktører og niveauer på feltet Som fremstillingen er skredet frem kunne man måske have fået det fejlagtige indtryk, at praktikeren var ganske alene i verden, og at hun eller han valgte sine metoder i forhold til sin problemforståelse, sine hensigter og forandringstanker. Tværtimod er der en række aktører og niveauer, der gør sig gældende i forhandling og kamp om de rette problemforståelser, hensigter, forandringstanker og metoder. Helt overordnet er der altid en række samfundsmæssige normer og opfattelser i spil i form af dominerende problemopfattelser, socialpolitiske hensigter og målsætninger, ideologiske korstog osv. osv. Blot et enkelt eksempel på en sådan samfundsmæssig holdningsændrings betydning er den ændrede holdning til arbejdsløshed og de arbejdsløse, hvor introduktion af den såkaldte aktivlinje overfor de arbejdsløse har skærpet kravene til dem og lagt større vægt på den arbejdsløses eget handleansvar i forhold til opmærksomheden på de samfundsmæssige mekanismer, der er arbejdsløshedens baggrund. 22 Generelt indeholder sociallovgivningen også en række overordnede retningsliner for både problemopfattelser, herunder klientkategoriseringer, men selvsagt også socialpolitiske hensig- 8

ter og målsætninger, der er afgørende for hvilke for-forståelser, hensigter og forandringstanker praktikeren har i spil. Eksemplet med arbejdsevnemetoden er særligt interessant, fordi lovgiver og socialministeriet her på et relativt detaljeret plan anviser, hvilke faktorer eller beskrivelsestemaer, det er relevant at belyse ved tilkendelse eller afvisning af førtidspension. I min terminologi vil det sige, at de angiver hvilke temaer der skal indgå i praktikerens for-forståelse,. Det betænkelige ved dette er bl.a., om denne autoritative for-forståelse er tilstrækkelig og relevant i forhold at beskrive menneskers arbejdsevne. Overser den vigtige faktorer? F.eks. arbejdsmarkedets krav til kvalifikationer? Eller dets sociale rummelighed? Et par andre vigtige kritiske spørgsmål kunne være: Bygger den på et relevant og tilstrækkeligt kundskabsgrundlag? Bygger den på bestemte og diskutable - værdipræmisser? Og hvad stille man op med autoritativt fastlagte forforståelser i en foranderlig verden, hvor de sociale problemer ændrer karakter? Det skal ikke diskuteres her, bortset fra en fremhævelse af det forhold, at der kan være betydelige forskelle og modsætninger mellem lovgivningsmæssige og ministerielle retningslinier og for-forståelser på den ene side, og på den anden side både socialfaglige og forskningsbaserede opfattelser, hvilket kan være nok så vanskeligt for praktikeren. Tine Egelund (2001) giver eksempler på sådanne uoverensstemmelser mellem lovgiver og forskningsbaserede kundskaber, hvor et er, at man opretter lukkede institutionspladser for unge kriminelle, mens en række undersøgelser dokumenterer, at indlåsning, afskrækkelse, boot camps osv. har negativ sammenhæng med recidiv, de unge bliver altså mere kriminelle af det, (side 8) Det næste niveau er det kommunale, hvor der tilsvarende foreligger mere eller mindre præciserede socialpolitiske og faglige retningslinjer, målsætninger, klientklassifikationer, bestemte tilbud og foranstaltninger mv., som er mere eller mindre styrende for praktikerens problemforståelse, hensigter og forandringstanker og metodevalg. Og blandt de kommunale, amtskommunale m.fl. aktører (ledere, sagsbehandlere, samarbejdsparter, konsulenter osv.) er der organisatoriske og faglige forhandlinger og kampe om de rette opfattelser. Endelig er der til sidst - og ikke mindst vigtigt forhandling, samarbejde eller kamp mellem sagsbehandler og klient om problemopfattelse, hensigter, forandringsstrategier og metodevalg. Det er forhold på alle disse niveauer og forhandling og kampe blandt alle disse aktører, der samlet fører til at de rette opfattelser, det sandhedsregime eller det doxa, der sammen med sagsbehandlerens og klientens personlige opfattelser og handlestrategier ligger til grund for valg af metode. Metodestandardisering De hertil præsenterede metodeovervejelser fører med sig at metodestandardisering ikke kun drejer sig om standardisering af metoder i form af bestemte konkrete midler og fremgangsmåder, men også om de bagvedliggende problemforståelser, hensigter og forandringstanker. Hvis metodestandardisering betyder standardisering og dvs. ensretning i form af bestemte accepterede eller autoritative for-forståelser, melder jeg hus forbi. På det mest overordnede niveau ville det betyde, at bestemte videnskabsteoretiske udgangspunkter skulle accepteres på bekostning af andre. Eksempelvis kunne man her frygte at et objektiverende positivistisk videnskabsideal kunne blive dominerende på bekostning af andre tilgange. Det vil være tilfældet, hvis evidensbaseret forskning, der ofte har dette udgangspunkt, blev en dominerende forskningstradition. Tilsvarende ville jeg være ligeså betænkelig ved, at bestemte teoretiske orienteringer eller retninger/skoler skulle autoriseres som udgangspunkt for metodestandardisering, og det gælder både når det drejer sig om bestemte for-forståelser og i forhold til bestemte forandringstanker/teorier. I denne sammenhæng vil jeg hellere argumentere for, at forskellige teorier og teoretiske orienteringer konkurrerer, evt. supplerer eller komplementerer hinanden. Ud fra det enkle argument, at en hvilken som helst teori eller bestemt teoretisk orientering kan belyse bestemte problemstillinger og give bestemte typer kundskaber, mens de er blinde i forhold til andre. 9

Det betyder selvsagt ikke, at valg af teori eller teorigrundlag er arbitrært, tilfældigt eller vilkårligt - eller at man ikke skal arbejde konsistent med at eksplicitere sit teoretiske grundlag, men lægger snarere op til at diskutere og problematisere eget teorigrundlag i konkurrence og diskussion med andre mulige, relevante og evt. supplerende/komplementære. Det udelukker ikke, at det kan være frugtbart at arbejde ud fra bestemte forståelser af sociale problemer eller bestemte klienttypologier, men understreger blot at de må være til løbende diskussion og revision i forhold til andre teoretiske tilgange, ny viden og indhøstede erfaringer. I forhold til standardisering af bestemte problemforståelser overfor konkrete klienter har Stefan Morén (1996)en vigtig pointe. Han skelner mellem to typer mål for eller typer på socialt arbejde, som han henholdsvis kalder tilpasning og omgestaltning. Han skriver: Til tider handler det om en tilpasning mellem livssituation og ydre sociale vilkår tilpassende eller kompensatoriske indsatser og det er en meget legitim opgave. Økonomisk bistand, rådgivning eller andre indsatser af servicekarakter, der er begrænsede i tid og hvor der ikke stilles specielle krav til den bistandssøgende i form af ændret livsførelse eller ændrede overlevelsesstrategier. Når det gælder denne type af bistand er det vigtigt at kriterierne er entydige og at alle behandles ens. Socialarbejdere kan også stå overfor opgaven med at medvirke til en omgestaltning af den bistandssøgendes livssituation. En kaotisk ydre virkelighed går hånd i hånd med en ligeså kaotisk indre virkelighed og socialarbejderen kan ikke medvirke til en positiv forandring gennem nogle enkle indsatser eller beslutninger. Bistandsindsatsen indebærer, at socialarbejderen skal medvirke til en langsigtet og ofte smertefuld omgestaltning af en svær livssituation, det bistandssøgende menneske afkræves et forandret selvbillede og en forandret omverdensopfattelse, ændrede overlevelsesstrategier...her findes ingen bestemte kriterier og man kan faktisk sige at alle behandles forskelligt, skal behandles forskelligt. Når det gælder sådanne indslag af menneskelig bistand fremstår den personlige relationen som et grundlæggende forandringsvilkår. (side 33-34, min oversættelse) Et eksempel på denne type bistand er den såkaldte psykosociale samtale. 23 Har det sociale arbejde karakter af tilpasning, er standardisering således et gode, fordi det øger retssikkerheden, tydeligheden og en ligelig/ensartet behandling, mens standardisering i forhold til omgestaltning kan være modsigende sit eget formål, hvis det medfører, at det særegne og unikke ved det konkrete menneske og dets livssituation overses. Drejer det sig om hensigter og mål i det sociale arbejde, er det indlysende, at standardiserede og overordnede socialpolitiske hensigter og målsætninger indgår i socialpolitikken, lovgivningen og i den lokalt udformede socialpolitik. Hvis standardiseringen her indebærer, at hensyn til bestemte klientgrupper eller konkrete klienter ikke respekteres i systemernes hensigter og mål, foreligger der et alvorligt etisk problem. Taler man om standardisering i forhold til konkrete midler og fremgangsmåder, hvilket det er mit indtryk at man ofte gør i de nuværende standardiseringsdiskussioner, forekommer det mig vanskeligt at have nogen kvalificeret mening. Først og fremmest fordi standardisering har helt forskellig karakter og konsekvens afhængig af hvad og hvordan man standardiserer. Er der, som det er tilfældet med arbejdsevnemetoden, tale om standardisering og systematisering af hvilke beskrivelsestemaer, der kan være relevante ved indhentning af oplysninger ved tilkendelse eller afslag på førtidspension, indebærer det i mine øjne både fordele og ulemper. Fordelene er bl.a. en vis ensartethed, systematik, kontrol med og ikke mindst eksplicitet i forhold til hvilke oplysninger der indsamles. Ulemperne kan som tidligere nævnt være, at vigtige beskrivelsestemaer overses i modellen, og at de givne tematikker ændre sig med tiden og at det særegne og unikke ved den konkrete klient overses. I forhold til sådanne fordele og ulemper ved denne type standardisering er udfordringen at forsøge at bevare fordelene og tage højde for og minimere ulemperne. Hvad vanskeligere og måske også vigtigere er, at sådanne beskrivelsestandardiseringer ikke i sig selv sikre kvaliteten i den konkrete socialfaglige vurdering, der angiver om pågæl- 10

dende skal tilkendes førtidspension eller ej. 24 Og det er vel et helt afgørende punkt i sagsbehandlingen for vurdering af, om afgørelsen er korrekt og retfærdig. Tine Egelund (2001) henviser i denne sammenhæng til amerikansk forskning, der peger på det paradoksale resultat, at brug af gennemprøvede standardiserede redskaber kræver meget veluddannede og kyndige socialarbejdere, hvis det ikke blot skal være tjekliste for indsamling af oplysninger, som socialarbejderen efterfølgende ikke ved, hvordan hun skal sammenfatte og vurdere. (side 8). Et tankevækkende fund, der netop understreger ovenstående pointe, at standardiserede beskrivelsesmanualer ikke i sig selv sikrer kvaliteten i det socialfaglige skøn, der er det afgørende grundlag for den konkrete sociale indsats. Andre typer metodestandardiseringer - som brug af bestemte arbejdsmodeller, bestemte behandlingsindgreb/fremgangsmåder, bestemte procedurer, bestemte redskaber og teknikker osv. - har andre fordele og ulemper, der i givet fald må diskuteres og problematiseres i forhold til de konkrete metoder, hvorfor jeg vil lade det ligge her. Men jeg tror også, som det forhåbentlig er fremgået, at det er utilstrækkeligt at diskutere fordele og ulemper ved forskellige konkrete metoder og metodestandardiseringer at det er vigtigt åbent at tage diskussionerne af hvilke problemforståelser, hensigter og forandringstanker, der indgår i eller er baggrunden for de konkrete metodevalg. Det er svære diskussioner, hvor der ikke findes endegyldige svar, men som jeg tror det er nødvendigt at tage fat på, for at metodeorienteringen Metodevejen ikke skal ende som en ideologisk hovedvej, der kan bruges til at begrunde en betænkelig teknokratisering og bureaukratisering af socialpolitikken eller en socialfag blindgyde, der ikke kan omsættes til en mere kvalificeret socialfaglig indsats. Her ligger, synes jeg en vigtig faglig og etisk udfordring. Litteratur Bauman, Zygmunt (1995). Modernitet og holokost. København. Hans Reitzels Forlag. Bergmark, Åke & Lundström, Tommy (1998). Metoder i socialt arbete, i Socialvetenskaplig tidsskrift nr. 4. Bergmark, Åke & Lundström, Tommy (2002). Metoder i socialt arbejde hvad er det?, i Socialt arbejde en grundbog. (Meeuwisse, Anna & Sunesson, Sune & Swärd, Hans, red. 2002). København: Hans Reitzels Forlag, Bourdieu, Pierre & Wacquant, L.J.D (1996a). Refleksiv sociologi mål og midler. København: Hans Reitzels Forlag. Bourdieu, Pierre (1996b). Symbolsk magt. Oslo: Pax Forlag. Bourdieu, Pierre (1997). Af praktiske grunde. København: Hans Reitzels Forlag. Brox, Ottar (1995). Praktisk samfunnsvitenskap. Oslo: Universitetsforlaget. Börjeson, Bengt (1975). Et spørgsmål om identitet samtale med K. København. Munksgaard. Callewaert, Staff (2001). På vej mod en generel teori om professionel viden og handlen, i Petersen, Anna Karin (red.) Praktikker i erhverv og uddannelse. København: Akademisk Forlag. Carstens Annette (1998). Aktivering, klientsamtaler og socialpolitik. København: Hans Reitzels Forlag. Dahler-Larsen, Peter (1998). Den rituelle reflektion om evalueringer i organisationer. Odense: Odense Universitetsforlag. Dahler-Larsen, Peter & Krogstrup, Hanne Katrine (red., 2001): Tendenser i evaluering. Odense: Odense Universitetsforlag. Ebsen, Frank, Guldager, Jens & Hagen, Ulla (1999). Arbejdsløse og aktivering, København: Samfundslitteratur. Ebsen, Frank & Guldager, Jens (2002). Kommunal klassifikation af langtidsarbejdsløse, i Järvinen, Margaretha, Larsen, Jørgen Elm & Mortensen, Nils (red.): Det magtfulde møde mellem system og klient. Magtudredningen. København: Akademisk Forlag. Ebsen, Frank & Guldager, Jens (2001). Forståelse og praksis i arbejdsmarkedssager en kvalitativ undersøgelse af sagsbehandlernes arbejdsmarkedssager i 1 kommune. Socialministeriet. 11

Ebsen, Frank (2001). Socialforvaltningsprojektet en kvantitativ undersøgelse af sagsbehandlernes arbejdsmarkedssager. Socialministeriet. Ebsen, Frank (2001). Socialforvaltningsprojektet en kvantitativ undersøgelse af sagsbehandlernes børnesagsarbejde. Socialministeriet. Egelund, Tine (2001). Socialt arbejdes metoder generelle betragtninger, papir fra Forårskonference 26. marts 2001, Den sociale Højskole Odense. Ejrnæs, Morten (1999). Social arv et populært men tvivlsomt begreb, Arbejdspapir nr.12 om social arv. København: Socialforskningsinstituttet. Foucault, Michael (1994). Viljen til viden. Seksualitetens historie 1. København: Det lille Forlag. Guldager, Jens (2000a). Nogle tanker om forskning i eller evaluering af socialt arbejdets metoder, i Socialvetenskaplig Tidsskrift nr. 4. Guldager, Jens (2000b). Nærkontakt med det offentlige et liv som bistandsklient. København: Hans Reitzels Forlag. Høilund, Peter (2000). Socialretsfilosofi. København. Gyldendal. Järvinen, Margaretha (2002). Mötet mellan klient och system om forskning i socialt arbete, i Dansk Sociologi, nr. 2/13 årg. Katzenelson, Boje (1994). Homo socius. København: Gyldendal. Morén, Stefan (1996). Förändringens gestalt.om villkoren för mänskligt bistånd. Stockholm. Publica. Månsson, Sven-Axel (2000). Kundskapsutvecling inom socialtjänsten och den akademiska forskningen drar vi åt samma håll?, i Socionomen nr. 8. I nr. 1 og 3, 2001 af samme tidsskrift er der replikker og genreplikker til artiklen. Petersen, Anna Karin (red. 2001). Praktikker i erhverv og uddannelse. København: Akademisk Forlag. Petersen, Anna Karin (2001). Om teoriens rolle i professionspraktiker og uddannelser hertil, i Petersen, Anna Karin (red.) Praktikker i erhverv og uddannelse. København: Akademisk Forlag. Socialministeriet, Socialpolitisk-Juridisk Center: Metodeprogrammet. 10. april 2002. Socialministeriet: Metode til god sagsbehandling på førtidspensionsområdet. Juni 2000. Socialministeriet: Metodevejen et læringshæfte. Februar 2001. Sørensen, Tove Holmgård (2001). Socialforvaltningsprojektet: Forståelse og praksis i børnesager en kvalitativ undersøgelse af børnesagerne i 1 kommune. Socialministeriet Sørensen, Villy (1994). Den frie vilje. København: Gyldendal. Østerberg, Dag (1982). Socialfilosofi. Oslo: Gyldendal Norsk Forlag. Noter 1 Socialministeriet, Socialpolitisk-Juridisk Center: Metodeprogrammet. 10. april 2002. 2 Socialministeriet: Metode til god sagsbehandling på førtidspensionsområdet. Juni 2000. 3 Socialministeriet: Metodevejen et læringshæfte, udgivet februar 2001, er udarbejdet af konsulentfirmaet Lundgaard. Det anvendte metodebegreb har sit udgangspunkt i nogle evalueringer fra Center for Forskning i Socialt Arbejde (se litteraturlisten). 4 Se bl.a. Dahler-Larsen (1998), Dahler Larsen & Krogstrup (2001) 5 Tine Egelund (2001) har en ligeledes meget overordnet definition der lyder: Metode er en planmæssig fremgangsmåde, der har verificeret sandsynlighed for at kunne løse et givet problem på en etisk forsvarlig måde. Udover sin overordnethed har definitionen den svaghed, at den definitorisk fastlægger en bestemt sammenhæng mellem metode som en planmæssig fremgangsmåde og verificerbar sandsynlighed for at kunne løse et givet problem og en etisk forsvarlig måde. Det udelukker at man kan tale om metoder, når de ikke har en verificerbar 12

sandsynlighed, eller metoder der ikke er etisk forsvarlige, for så er det netop ikke metoder i følge denne definition. 6 Det følgende bygger på min artikel: Nogle tanker om forskning i eller evaluering af socialt arbejdes metoder, i Socialvetenskaplig tidsskrift nr. 4, 2000. 7 Bourdieu (1996b) skriver f. eks. om doxa som en ortodoksi, det rette og rigtige syn, det herskende syn, som alene har tvunget sig frem gennem kampe mod rivaliserende syn. (side 71) 8 Et eksempel på klassifikation af langtidsarbejdsløse, se Ebsen & Guldager (2002). 9 Bergmark & Lundström (1998) supplerer disse to typer med to andre: 1) disciplinering og kontrol 2) forebyggelse. 10 Carstens (1998) redegør for nogle centrale motivationspositioner i socialt arbejde. 11 Denne problematik er belyses lidt nærmere i Guldager (2000a), se også Bauman (1955) og Høilund (2000). 12 Denne problematik foldes lidt mere ud i Guldager (2000a) 13 Når denne opfattelse understreges her, er det fordi man blandt praksisteoretikere kan støde på holdninger, der nærmest hylder og dyrker den tavse viden og intuitionen og dermed i mine øjne alvorligt undervurderer betydningen og værdien af at eksplicitere og begrebsliggøre forståelser og handlinger i det sociale arbejde. 14 Om den sociale arv som tankfigur i socialt arbejde se Ejrnæs (1999) 15 Bourdieu (1996a) knytter habitusbegrebet, der er den teoretiske begreb for det empiriske begreb praktisk sans, sammen med holdningsbegrebet jvf følgende citat: For det tredje må man analysere aktørernes habitus, de forskellige holdningssystemer, de har tillagt sig gennem internalisering af en bestemt type sociale og økonomiske forhold, der udfoldet i et individuelt livsforløb har større eller mindre mulighed for at blive til virkelighed i et givet felt. (side 91) 16 Holdninger indeholder ifølge Katzenelson både værdimæssige, intensionale, vidensmæssige og følelsesmæssige elementer. 17 Han skriver (2001) f.eks.: I den egentlige videnskab har man bevæget sig ud af handlingsperspektivet og må objektivisere ikke blot fremgangsmåden, men selve handlingen. 18 Også Bourdieu forekommer det mig undervurderer og undertoner analysen af handlinger som resultater af menneskers bevidste valg og intentioner. 19 Järvinen (2002) udtrykker en lignende opfattelse i sin kritik mod nogle andre praksiskundskabsteoretikere, der også bygger på Bourdieu, når hun skriver: Mon ikke Bourdieu ville vende sig i sin grav hvis han vidste at hans praktiske kundskabsbegreb blev taget til indtægt for at et område ikke skulle gennemlyses af forskning, for at forskere ikke skulle blande sig i en samfundssektor og se kritisk på dets doxa og på den symbolske magt som udøves der. (side 82, min oversættelse) 20 Se f.eks. Brox (1995), der i skandinavisk sammenhæng er en af de samfundsforskere der har beskæftiget sig mest med handlingsrettet forskning, empirisk såvel som teoretisk. 21 Månsson (2000) anvender en tilsvarende argumentation i den svenske debat om såkaldt evidens-baseret viden, hvor han ikke generelt afviser denne som et kundskabselement i det sociale arbejde, men stærkt advarer mod at betragte den som et meget centralt sådant, først og fremmeste fordi den ikke fanger det sociale arbejdes kompleksitet. 22 Se Carstens (1998) 23 Se Börjeson (1975), Hessle (1995) og Guldager (2000b) 24 Det er meget bemærkelsesværdigt at denne helt centrale problemstilling ikke er belyst i arbejdsevnemetoden. 13