Hvad er krtsk psykolog? -. Forklarng på selvmodsgende nveauer. ~ ; ",, l l... " l- l Det der nu forelgger som lden Krtske Psykolog" er resultatet af en rundtregnet 15 arg hurtg og T~ngfoldg udvklng. Dskussonerne om den Krtske psykolog bærer tt præg af skarpe selvmodsgelser..det er sg sel v kke,særlg bemærkelsesværdgt, det den krtske psykol'og gennem sn opfattelse af de afgørende skrdt, desderet har forholdt sg krtsk tl andre opfattelser <retnnger), kke desto mndre vl v fremhæve de dvergenber og selvmodsgelser som fndes på forskellge nveauer og aspekter, so er en følge af dsse forskellge forklarnger, og som ndeholder vdtgående uklarheder om hvad "Kdtsk Psykolog" egentlg er, forhold tl den gvne kontekst nden for de vdenskabelge dcplner og metoder hvorunder de er underordnet. Det blver L eks fra ekstrempos toner påstået, at "den Krtske Psykolog" egentlg slet kke er psykolog, men dermod socolog, samfundsteor, en varant af l marxstsk deolog". Set fra en anden ekstremposton er den "Krtsl<e Psylmlog" kke andet end en ventreorenteret udarbejdet varant af den tradtonelle borgerlge psykolog. Men også dermellem fnder man de mest dvergerende 10rklarnger på "den Krtske Psykolog", som flg.: De psykologserer poltkken. De poltserer psykologen, De forsøger at erstatte den Da!"'xstske sawfundsteor, de er nystartede og mener at have overvundet den enkeltvdenskabelge-psykologske (tradtonelle) uddannelse, men der er overhovedet ngen "enhedsvdenskabelgt ll over DKP, medmndre :man grber tl samtlge af deres publkatoner/forfattere sn betragtnng etc. Angående DKP's metodske fremgangsmåde er bl.a. sagt, den er spekulatv, en ldt sen "hævn u ov(n- den åndsvdenskabelge psykolog, men også. : den (~r postvstsk, har msforstllet subjekttetens væsen ( kun fortolkende/opklarende); den er som metateortsk rammeltonsepton ndordnet som en vdtgllende ubrørt enkeltvdenskabelg dcpun, men der er 02;så rygter om, at DKP kke er ekspermentelt funderet; man betragter den som værende forenelg med den gængse terapeutske teknk (det man kun forholder sg krtsk) men samtdgt krtserer man også l at- de kke selv hb.r udvklet n::>gen tlstrækkelg detalj eret og anvendelg terapeutsk t,;knk (som et alternatv tl de borgerlge teknkker) etc.. De uklarheder og selvmodsgelser som gemmer sg under krtkken af hvad DKP er, blver 8fte reproduceret af vore tlhængere og dermed fast111st. Dsse hændelsesforløb består næsten altd, nllr krtkken uden genstandsmæssgt ndhold tl enhver td besvares pl det samme nveau, så måske anklagen af "poltserng" af psykologen med fremhævelse af den tætte sammenhæng mellem poltk og psykolog, anklagen der sger at DKP er "spekulatv", tydelggørelsen af at DKpls emprsk funderede metoder, anl'lagen som sger at DKP mangler en praktsk anvendelg terapeutsk metode, dog med henvsnng tl at der fndes ansatser tl sadanne metoder, hvs man nærlæser Plz/Schubenz 1979, eller Ole Dreer 19aO. Dette hændelsforløb skyldes nok særdeleshed at DKP udvkler sne egne ansatser tl vdenskabelg udvklngsarbejder på mange dvergerende nveauer, for det første -stræber de mod en afklarng af de flosofske "tlegnelsesdeerl, en anden retnng under DKP's præmsser arbejder på en emprsk udforsknng af de tdlgste udvklngsprocesser, og ~n trede søger en "lov" om l prakss" der følger DKP's terapmetodeudvklng - og dette uden at skulle forholde sg tl og stå tl regnskab for alle dsse forskellge ansatser der er underordnet hnanden og fælles kaldes DKP. Den udtalte
ul<larhed om, h'jad DKP egentlg er følgelg også en uklarhed der fndes DKP selv. Med de meget omtalte og forskellgartede måder, som DKP forholder sg tl den gængse forstand af "psykologsk" entydghed og som også gør DKP svær, fnder på en måde også sn forklarng, det den er en del og en konsekvens af studenterbevægelsen, og hele tden gør sg tl en del af den demokratske bevægelse som landet har udvklet: Udvklngen af DKP foregk kke kun som en del af psykologens områder, men også høj grad som en planmæssg og omfattende dybdeborende samfundspoltsk og verdensanskuende omorenterng. Krtkken af den tradtonelle psykolog var derfor kke kun,[ et "enkeltvdenskabelgt" anlggende, men havde høj grad slagretnng mod psykologen overklasse- og tlpasnngsvdenskab, og mod psykologserngen af de samfundsmæssge modsgelser. Derved så og ser DKP sg gennem st engagement den demokratske proces kke nødsaget tl at argumenterer for sn holdnng tl poltske problemer af typen "psykologserng" af arbejdsløsheden eller fascsmen, og DKP holder sg løbende orenteret nden for den poltske kamp om gennemsætnngen og opretholdelse af en demokratsk forsknngs,lærngs og arbejdspraktsk psykolog, og DKP forholder sg derfor med stor bestyrtelse tl forsøgene på poltsk dscplnerng, berufsverbot etc. Det psykologske nsttut ved det fre Unverstet Berln (West), hvor DKP har sn oprndelse l er grunden lagt gennem den 70 årge admnstratve spaltnng af 'nsttutet, h'lorved de "kke 'JEmstreorenterede" medarbejdere opretholder deres egen del af nsttuttet, og på denne måde har skabt et "venstreorenteret" nsttut (som man på denne måde håbede at man kunl)e udsulte) af de tlb"geblevne medarbejdere. "P" (psykologsk nsttut) har sden måtte forsvare sg løbende mod angreb på deres nsttutonelle eksstens, hvad der godt nok nd tl vdre er lykkedes (men det er kke længere, som uddannelses og forsknngsnsttuton, en smpel uundværlg realtet), og om det overhovedet er mulgt at opretholde en så åbenlys dfferenterngs- og fraktonerngsproces der bygger på en radkal samfundskrtsk poston, nden for det borgerlge samfunds struktur er heller kke nogen endegyldg løselg opgave, det der kræves en hvs form for jobkvalfcerng almndelg borgerlg ferstand (og det er gennem denne kvalfcerng "P" opretholder st "lv").på denne måde ser man altså DKP som en af flere fraktoner", hvor DKP uu.ndgåelgt konfronterer studenterne med en radkal, fremadrettet og under de gvne kaptalstske betngelser, mulg (forstået sam ndvduelt ekssterende) forberedelse tl arbej dsl vet" (sde26 ) Hvs man, under de her sktserede poltsk-admnstratve meder (forhold), vl forsøge at udarbejde omfattende teoretske og metodske begrundelser på et vdenskabelgt grundlag forhold tl de mål DKP stræber mod, så kunne denne vdenskabelge udvklngsproces - som stræber mod en større ndre sammenhæng, kke være upåvrket af de nævnte reale kampbetngelser og selvmodsgende krav. Det kammer på den e~e sde tl udtryk såvel den "bredde" konzeptonerne, hvlke de hnanden underordnede Dg partelle dvergente samfundsteoretske, poltske, flosofske, vdenskabsteoretske, enkeltvdenskabelg"-psykologske" og arbejdspraktske aspekter blver bragt overensstemmelse med hnanden, og på den anden sde hvorledes den poltske udvklng, den ndvundne ndsgt og erfarng sætter sg gennem som del (moment) af den demokratske bevægelse, også på et organsatorsk plan. Måske kan man også hergennem forstå den allerede konstaterede uklarhed nden far DKP' s "egentlge" denttet, Dg over egenarten af de specfkke bdrag (skrfter). Jeg ser kke denne uklarhed som et strukturelt problem, og mener kke at det udsprnger af de krtsk psykologske grundansatser - 'så problemet er kke uløselgt. Men jeg er heller kke af den opfattelse, at man kan løse denne problematk ved bare at køre vdre, og skre sg organsatorsk Dg på den måde holde bevægelsen gang for bevægelsens egen skyld. Jeg går langt højere grad nd for, den nuværende udvklngsfase af DKP, at ntensvere
de omfattende anstrengf'!lser ved en analyse af DKp grundantagf'!lser (sætnnger) og den vdenskabsproces få dem prorteret, det er nødtytendgt at få analyseret de væsentlgste teoretske og metodologske resultater sa der herfra ukommer et centralt arbejdsperspektv: Kun her gennem vl v kunne opn.!. den nødvendge klarhed (fællesgrundlag) og dermed vnde handlekraft, og gennem denne handlekraft forholde os bevdst tl de nuværende poltske ag nsttutonelle krav, således at vores konzeptoner kan bruges den menneskelge erkendelsesud-vklngsnteresse nden for den demokratske bevægelse, og dermed gøre DKP menngsfuld samt praktsk anvendelg. Denne omfattende analytske anstrengelse foretages den forelggende bog. Den star altsa som et forsøg pa at samle grundlaget for de tværgående mangfoldege aktvteter, som er ndeholdt rammerne eller navnet DKP, men ogsa med det formal at gøre dsse aktvteter nden for deres områder brugbare og styrke og fastslå deres poston som en helhedsvdenskabelg proces, og dermed undgå at det hele løber ud ngentng - og ogsa for at modvrke at DKP forfalder tl at blve ren overbevsnng. ~. (sde 27) lkp~et flosofske, samfundsteoretske, kategorale og enkejtteoretske 1ndhaldsnyeau, ; For at kunne konkretsere og prascere det bogen antydede spørgsmål, har jeg forløbg ( for at foregrbe senere nøjagtgere analyser) opstllet fre forskellge ndholdsnveauer, pa hvlke DKP forholder sg krtsk forhold tl den tradtonelle-psykologske opfattelse og gennem hvlke kontroverserne på forskellge måder blver bestemt. a. Det flosofske nveau - På dette overordnede nveau kan DKP karakterseres som begrundet den dalektske materalsme, som er udvklet af MARX, ENGELS og LENN. PA dette nveau øver DKP konzeptonel krtk af den trad tonelle psykolog, når den er "mekansk-materalstsk", "dealstsk" J "subjektvstsk" bestemt, metodologsk krtk, når den tradtonelle psykolog kan anklages for: metafyssk tænken ( modsætnng tl dalektsk udvklngstænken), blndhed for de realsammenhænge og reale modsgelser, vlkårlg "udvendg" begrebsopbygnng med udvendg uformdlet konfrontaton etc. b. Det samfundsteoretske nveau, - På dette nveau har DKP den hstorske materalsme som grundlag ( der også samfundsmæssg-hstorsk proces er specfceret ved den materalstske dalektk) specelt "Krtkken af den poltske økonom" som Karl J'!arx har udvklet "Kaptalen". DKP øver på dette nveau sn konzeptonelle krtk mod den tradtonelle psykolog når den udlægger klasseantagonsmen som kun værende "lagspecfkke, når de reducerer den samfundsmæssge væren tl at bestå af umddelbare socale.nteraktonsformer, når de dentfcerer ndvdet ullder de borgerlge samfundsforhold med "mennesket ovarhovedat", DKP øver metodologsk krtk når den fordomsfulde tradtonelle psykolog fremhæver mulgheden for at opbygge et begrebsapparat og en metodk nden for "prvatformen" den borgerlge deolog, og blndt reproducerer den abstrakt-metodske forholden sg tl de herskende forhold, og mener at de samfundsmæssge modsgelser kan overvndes gennem de borgerlge former - og føre tl en ophævelse af de kaptalstske klasseforhold. c. Kategorale n ve3u. Med Kategorer l' er her ment <dej engen) grundbegreber, med hvlke den emprske vdenskab eller den overvejende arbejdsre~nng (mplct eller bevdst) med dette vdensskabsndhold, laver sn afgrænsnng tl andre områder, tl det specfkke områdes vden, for dergennem at bestemme genstanden for sne undersøgelser ( nden for fyskken vl sådanne mulge kategorer være ll:rnasse 1 '. "energ". lkraft" etc). Sådanne kategorers afgrænsnng medfører bestemte metodologske forestllnger, sn vdenkabelge fremgangsmade, når vl vl erfare adekvate forestllnger om sn genstand. (sde 28) Kategoral-metodologske bestemmelser, <hvadenten de er mplctte eller bevdste) sam sl.al
benyttese nden for de flosofske og/eller samfundsteoretske områder, har dergennem godt nok nogle realemprske fællestræk, nemlg at de kke er umddelbart determneret gennem de to overordnede nveauer (a + b). De kan derfor bygge på såvel den dalektske materalsme som på den borgerlge '''metafysske'' forestllng, men vl tl enhver td. bygge på nogle 'dvergerende ansatser tl kategoral-metodologske genstandsbestemmelser. Kategoral-metodologske bestemmelser, som de er udvklet nden for DKP er nogle specelle affattelser nden for begrbelsen af "psykken",,"arbejdet", "menngen" j Utlegnelse", uhandlepotentale ll etc., tl enhver,'td modsætnng tl de "tradtonelle ll kategorer som loplevelse ll,,,ladfærd", nsansnngu, 11 ærng gennem forstærknng" etc. hvorgennem dsse!kategorale begrebsopbygnnger - og krtk altd medfører nogle!metodologske mplkatoner. d..- Enkeltteoretsk nveau. - Under "enkeltteorer ll vl v her forstå teorer om enkeltvdenskaberne sædvanlg betydnng: Sådanne enkeltteorer er godt nok overensstemmelse med deres grundbegrebers opbygnng, men ndeholder herudover ndoptagelsen af den tl enhver td "her og nu" sal1llllenhæng med betydnngen af de seneste "aktual-emprske" erkendelser, og afgrænser sg derved en almengørese mellem aktual emprske data og generelle 5al1llllenhængsformer. ndholdet de enkeltteoretske områder, det ndhold som sætter sg gennem som almengjort og den metodk som benyttes!.~l ndvndg og udnyttelse af datandsamlngen er bestemt gennem generelle ~por/planer ved ege~arten af de kategorale grundbegreber, med hvlke teoren er formuleret og hvorpå de metodologske konseptoner hvler. Men enkeltteorerne er kke fuldstændgt determneret gennem det kategorale nveau, de er mulgvs højere grad lg med enkeltteorernes ndbyrdes modsgelsesfulde grundlag, og kke kun nden for "områdeteoren" men også nden for genstandsområdet "arbejdsdelng" vl enkeltteoren består af yderlgere opdelng hnanden underordnede teorer (feks. "motvaton", "agtagelse" "ndlærng"), som tl enhver td har modsgelsesfyldte. opfattelser af de ndvundne aktualemprske resultater. Såfremt at dsse. modsgelser kke kan ophæves, fører det tl den velkendte enkeltvdenskabelge "nche-opbygnng": som Kognton vs. ndlærngsteor eller "udvklngsteorer" (Kontgutætstheoren??l vs. "effektteorer" etc., hvorved sådanne tendenser (ncher) under bestemte personelle og(sde 29) nsttutonelle omstændgheder kan føre tl organserng af enkeltvdenskabelge-psykologske "skoler" (retnnger). Enkeltteoretske påstande hos DKP er, om mulgt kategorseret, med krtsk-psykologske grundbegreber formulerede erklærnger, om oprndelsen og egenarten af psykske forstyrrelser, naturen tdlge udvklngskrser, _bjektve aspekter ved fascsmen, udvklngen af socal forståelse/ betydnng den tdlge barndom, 'den ndvduelle realtetsafværgelse tankeprocessen etc., og de vl tl enhver td forholde.sg krtsk tl de kendte/udtalte tradtonelle psykologske erklærngsansatser og krtsk forhold tl de dermed beslægtede metoder. o Det ndbyrdes forhold mellem betydnngs/ndholds-nveauerne,. Hvs man betragter de her sktserede ndholdsnveauer forhold tl hnanden, så tydelggøres det, at et ratonelt bevselgt krtsk eller konstruktvt ndhold de vdenskabelge konzeptoner, kræver en afklarng af strdsspørgsmålene på et bestemt nveau, almndelg vdenskabelg forstand, som kun er mulg under forudsætnng af at strjdsspørgs~let nden for konzepten og metodologen afklares på det tl en hver td overlggende n Veall,. Hergennem er kontroversen mellem to på samme nveau aktualemprske AH~sfQrhQld, med modsgelsesfyldte enkeltteorer, prncppet kun løselg hvs man kan afgøre hvlken der bygger på de mest adekvate erklærnger eller hvlken metodsk fremgangsmåde der er mest tlsvarende, og når de dvergerende enkeltteorer sammenlgnes på deres grundbegreber forhold tl hnanden, hvlket prncppet er lg med den kategorale forståelse af
egenarten ved den udforskede genstand og når de deraf aflecte omstændgheder ved fremgangsrnåden er besluttet. Såfremt en sådan overensstemmelse kke fndes, taler man altd forb hnandqn, og kontroversen vl, når man har tlbagevundet de vdenskabelge afklarngsmulgheder J være ophævet gennem de kategorale ndholdsnveauer dvs. man kan kke længere sammenlgne konkurrerende teorer ud fra deres enkeltvdenskabelge forklarngsværd, men dermod sammenlgne og analysere deres ndhold af grundbegreber på kategoralnveau. Såfremt man på denne måde kan opnå "kategoral" enghed, vl man med nye præmsser kunne vdreføre den enkeltteoretske forsknngs- Dg radegørelsesproces. Hvs det vser sg, at en enghed omkrng de kategorale grundbestemmelser nf bevslge årsager kke er mulg, så har rran erkendt/fattet, at den tlsyneladende "bare" enkeltvdenskabelge kontrovers vrk'elgheden bunder forskellg opfattelse af genstandens psykologske og metodolog~ke fremvsnngsform, og kontroversen må frerr.over føres tlbage tl det kategorale nveau. [ klasssk ekse~lpe1 pj en sjd.n tlsyneladende 'bare' enkellvdensk.belg psykologsk kontrovers, og hvor del' fak/sk udtrykkes en prncpel kategor.1 uenghed, er den berøl/lte kontrovers ~ellel/l G,E,hyller og 1;1. køhler.ngaende 'Komplexteor' og 'Gest.ltteor', Kontrahenterne argumenterer her, pj en mjde som om lt deres strdsspørgsalj1 kunne afg,øres gennem en præcsere hypoteseopstllng og en Alere eksakt forsøgsfrem-gangsmjde, fen vrke1jghmen er de, ~den at g,øre sg det bevdst, gennem prncpelt forskellge forestllnger om hvld den udforskede genst.nd er og med hver deres odfatte1se af nd.'loldet deres egne forklarnger, som er skj~1 for hnanden, Oe' taler derfor 'led deres pse~doarg~alenter, hvor noget 'andet' stkker ~nder, "g vl permanent Dg nødvendgvs tale forb hnanden, Dsse gensdge hd og dd angreb, medfører kke den mndste.fklarng eller tlnærmelse, og kontroversen/redegørelsen blver snarere br~dt pj gr~nd af en resgnaton over ugennemsgtgmden hos den anden, og dermed en forstokkelse af ens egne standpunkter, (vg1, G,[,hyller 1923,1926, og køhl~r 1925, 1.926), l' : f l,! Det der er sagt angående forholdet mellem enkeltteorer Dg kategorale nveauer, gælder på tlsvarende ~de forholdet mellem kategorale nveauer Dg overordnede samfundsteoretske eller flosofske nveauer: Ratonelle afklarnger pa kontroverser over tlsvarqnde genstandsforståelser, altså hvlke der er de adekvate kategoral-metodologske grundlag for et fageller vdenskabsområde, kan kun fndes under forudsætnng af at sammenhængen.mellem ovdenskabsprocessen og omfattende samfundsprocesser eller mellem al tl rådghed stående erkendelsesvden, arten af ndholdet forhold tl erkendelsesgenstanden, gennemslagskraften ved dens tlvejebrngelse og krtererne for dens gyldghed, består med et sammenfaldende ndhold. Det forholder sg nemlg sådan, om og på hvlken måde man overhovedet erkender og anerkende enkeltteorens kategoralndhold som problem, gennem hvlke tankebaner og fremgangsmåder man anser vl kunne føre tl løsnng/afklarng af problemet, og hvlke synspunkter man anvender som "genstandsadekvate" for den kategoral-metodologske bestemmelse. Denne vej må man vedholdenda benytte ved "kategorale" kontroverser (l ge som ved enkeltteoretske kontroverser på det "kategorale" plan) og skre sg sammenfald på det samfundsteoretske - eller flosofske, specelt begrebserkendelsesmæssge nveau, således at blokerng af erkendelsesfremgangen gøres så llle som mulg, Dg kke ender splfægter og talen forb hnanden, Derfor må kontroverserne, når der kke kan opnås et sådan sammenfald eller sammenstllng, også her klart opløses på det næste overlggende nveau, og det vl dette tlfælde sge det samfundsteoretske eller flasofk-erkendelsesmæssge nveau. Ved grundsætnngsmæssge dvergenser på dette nveau, så som dvergenser mellem dalektsk materalsme og borgerlge grundantagelser/postoner, vl sammenfaldet stor målestok kke længere kunne sammenstlles som noget vdenskaben boende, men dermod er det her kampen me~lem flosofske
',1,1:.,',:.:,gryndantatagelse/postoner som deelle aspekter ved den samfunds~~sge fkl~ssekamp, ng blver afgjort og målt gennem de hstorske omvæltnnger. Heqmed er den vdenskabelge ratonaltet kke sat ud af spllet, og dhlogen mellem d vergente grundantagelser kke afbrudt : Det handler om,!såvdt det er mulgt, at skabe en forståelg begrundelsessammenhæng saedes at den særlge grundantagelse/poston vokser, og dermed almengøre grundene tl dvergenserne på et vdenskabelgt bevdstbedsnveau, p> en ~~de så vden om samfundsmæssg vdreudvklng, og de ndvolveredes nteresser står tydelgt frem. den paradgme-kategorale u~tjngsretnng hos Den Teker for ndholdet Krtske P6ykolo~. (sde 3D Med hjælp fra de 4 ovenfor frembævede ndholdsnveauer og deres ndbyrdes forholdbestemmelse kan man afklare forskellge ved krontroverserne ndenfor DKP og "betydnngsafklare" dem forhold tl hnanden. Dertl fndes kun mu~gheden, at benytte det allerede så alment formulerede spørgsmål om gr~ndsætnngs prorterngen ved DKP, dens væsentlgste resultater, metoder o~ nerspektver, og spørgsmålet om at præcsere p& hvlket af de nævnte lj,_.oldsnvelluer tyngdepunktet ved DKP's bdrag tl vdenskabsudvklngen l~ger, og dermed på hvlket (højere) nveau kontroversen skal ndsættes. Ved en analyse af resultaterne og fremgangsmåderne nden for DKP, set fra ' denne synsvnkel, er det blevet klart for mg, at en msforståelse/ l s31vmsforståelse ved DKP (sde 32) forekommer, hvs man hovedsagelgt '.1:,,' Rfatter den (DKP) som en psykologsk enkeltvdenskab, en enkeltvden \ s~abelg teor-retnng eller skoleuddannelse, på samme måde er det upassende nden for særlge bdrag af DKP der behandler områder nden for! d~n marxstske-samfundsteor eller endog dalektsk-materalstsk f~losof hvs denne enkeltvdenskabelge opfattelse sknner gennem. Tyngdepunktet ved den krtske psykologs bdrag lgger tværtmod på det kategorale nveau - selvom den ndmellem er sammenblandet med andre a~pekter som kke tlstrækkelg grad er knyttet tl begreberne. Det hører godt'nok tl psykologen, men overskrder ( med forståelsen af "Jrbejdsdelngens" samfundsmæssge oprndelse) den forkortede., "~nkel tvdenskabel1ge" forståels!.hos den borg!rlg! psykolog,! overensstemmelse med hvlke gvne_almene kategorale genstandsndhold e~kelt-teorerne, som kke er selvstændgt metodsk reflekteret og heller 1"'<e er vdenskabelgt analyseret. atte fører tl den følgende tese, som denne bog vl blve begrundet og kbnkretseret forhold tl. et..bestemt. aspekt: Den Krtske Psykolog er r~al, og bar særlg grad ndbyggede mulgheder, og efter mn overbevsnng det eneste bdrag,.' der bygger på en materalstsk dalektk forbndelse med udvklng af en kategoral bass tl forståelsen af ~dvdualvdenskaben / psykologen, og har gvet den karakter af et vdenskabelgt paradgme, altså der med ndvdualvdenskaben/ psykologen s6m sn genstand sn ydre ophævelser (nveaustgnng!r 7) og sn ndre s~ruktur har opbygget en så entydg farbar og helhedsmæssgt g~nstandsadekvat organseret system for opbygnng af kategoralmbtodologske bestemmelser, og derm!d mulggjort at enkeltteoretskea~tualemprske vdenskabelge kontroverser/modsgelser på deres nveau, fprhold tl deres metode og teor kan bedømmes på en bevsbar vdenskabs ~sg måde. På tlsvar?nde måde lgger vores tese naturlg forlængelse af det metodologske/ metodske bdrag fra DKP således at der de bestemt! u~vklede anv!ndte fremgangsmåder og deres almengjorte beskrvelser t~delgt kan henføres tl de nævnte kategoral-metodologske bestemmelser, dg henhold tl deres paradgmske karakter kan udledes og begrundes ved ~denskabelg bevsførelse. Dermed blver krtkken af DKP, som fremføres af den tradtonelle psykolog også sne væsentlgste krtkpunkter 9fvselg på grundlag af dens mangel på!t, kvalfceret kategoralt
: [; : ' (, ;, f r l l," ( r l' : grundlag' hvcrvsq den (sqe 33) vdtga8ndq uduelghed omkrng genstandsadekvans hos enkeltteorerne - og 1netoderne mht. afgørelser, uanvendelg tl erkendel~esudvddelse; eller således ses manglen på metodologsk-metodske forudsætnnger for at udarbejde et sådant kategoralt grundlag på et vdenskabelgt grundlag. Det forhold at bdrag fra DKP naturlgt lægger sg tl overordnede flosofske-begrebdsmæssge kategorer/ samfundsteoretske nveauer er overensstemmelse med vores bevselge tese bestemt således: Når det er sagt at DKP fnder st grundlag den materalstske dalektk og den hstorske materalsme, overensstemmelse med Marx, Engels og Lenn's begrundelser, så betyder det at v går ud fra den ndre sammenhæng og forenelghed samt gensdge sammenhæng mellem marxsmens forskellge bestanddele. V holder os entydgt tl de ndeværende udbredte opfattelser af marxsmen, som ndeholder Lenns vdreudvklng af den marxstske teor, og tlfælde af påståede uforenelge dvergenser postonerne hos lolarx og Engels, vl Marx's "Den Poltske Økonom" fra KAPTALEN og de genfortolknnger/fremstllnger som er lavet på baggrund af Marx's krtk, blve opfattet som tlstrækkelg forudsætnnger for løsnng af sådanne konflkter. SJ1~d~s hu DKP's forkæmp~r~ n"l1g~ gal7g~ forsøgt at afvs~ d~ skts~r~d~ krtkpul7kt~r som Msky1dnng for 'kapt.110gk' O,a" og s.gt.t d~n r~/st~ krtk hv1~r pj ~n utstrække1g metode ved tekstnterpret.tonen (to1knl7g~n).t det sky1d~s blnd reprodukton.f de borger1g~-f10sofske for~stllnger, og at den (krtkken!) begrebsmæssgt she1 som poltske v føre tl uho1db.re kon;;ekvens~r, OSV, Herg~nn~m udvl'1~s og;;j Mg1e naturlge erkende1s,'st~oret;;k~bdrag (;;krft~r) fra D/(P, f, ~ks, omkrng modsg~ls~sk.r.k~r~n nd~n for logk og mat~matk (l~sn~r /918) SJdann~ og 1gn~nd~ bdr.g fra 'f)/(p' ~r kk~ bdr.g tl DKP, m~n t/~nn dnmod n~top som bdrag t.fk1.rng og argum~ntaton;;udvk1ng af marxsm~n;; grundopfatt~ls~r pj d~t f10;;ofske/ s.alfundsteontske nv~au, og hvorpj D/(P stølt~r sg, Således kan man også betragte DKP's enhedsgrundlag som et samvttghedsfuldt bdrag tl udvklng af den materalstske dalektks flosofsksamfundsteoretske udvklng. De ( nveauerne 7) ndeholdte påstande og metodologske prncpper vl nemlg her blve så konkretserede og specfserede (som påpeget), at de kan anvendes som grundantagelser og almene (sde 34) fremgangsmåder ved udlednng af kategorer, gennem hvlke de ndvduelle lvsbetngelser'og udvklngen st almene spor forstået sn hstorske bestemmelse (specelt det borgerlge samfund) på mere ndholdsrgt og dfferenteret plan vl kunne erfares. De paradgmatskkategorale anstrengelser som DKP gør sg gennem forsøg på at.skabe en ndre udbygnng af den dalektske materalsme fører retnng af danne en, med deres mdler, emprsk forskende!llarxstsk ndvdualvdenskab Den blver hermed den praktske tlbagevsnng af alle opfattelser (retnnger) som kke har kunnet overkomme atndpasse marxsmen forhold tl problemet ang. ndvdualtet/subjektvtet som deres grundlag, sær psykoanalysen der sn fuldstændggørelse hvler på "subjektvvdenskabelge" konzeptoner af et andet grundlag (altså en kampmeldng mod eklektsmen og de deraf fremkommende poltske spørgsmålsvurdernger tl enhver Freudo-Marxst K,H.Braun 1979), Hermed står den marxstske ndvdualvdenskab med sn specelle genstandsbestemmelse, kke nødvendgvs kun "vertkal" sammenhæng med den materalstske dalektk, men sær "horsgntalt" forhgld tl den hstorske tradton som overføre~ tl psykglogsk forsknng og p~ss": De har herved udvst, gennem deres krtske forholden tl erkendelse og fremgangsmåde, en mulghed for at "ophæve" den vdre vdenskabsudvklng, og høj grad bdraget tl vdreudvklngen (den tendentelle overvndelse) hen mod at overkomme de "enkeltvdenskabelge" skranker af hstorsk karakter som fndes psykologen.
J overensstemmelse med den her fremvste tese om den væsentlge paragdme-kategorale karakter ved bdrag fra DKP, vl v også bestemme v~res forhold tl det underordnede enkeltteoretske-aktualemprske nveau: Dkp vl følgelg kke prmært være en specel "enkeltteor", teorretnng ener "skole" og det vl derfor være usaglgt at tale om en krtsk pkykologsk terapkonzepton m.m. De af DKP udarbejdede kategorer vl h~jere grad føre tl almene grundbegreber og metodologske ledetråde, som k~n bruges forbndelse med opbygnng og emprsk afprøvnng af alle pbykologske teorer ud fra det nu udvklede praradgme.det er ret beset en J utlladelg forvekslng på ndholdsnveauerne. hvs man selv eller udefra s~ller krav tl DKP, om at de først skal kunne fremvse heldge emprske resultater af deres undersøgelser, fremvse praktsable teorkonzepter m.d, fbr end de kan hævde deres guldghed og anvendelghed. Lgnende aktualempr~ske duelghedskrav vl være relevante for enkelttteorer, men er kke hbnsgtsmæssge forbndelse med kategorale bestemmelser: Gennem k~tegoren bestemmes <sde 35) genstandsforståelsen, og dermed hvad der orrerhovedet er anvendelg "empr" for enkeltforsknngen, der vl altså ~ke her kunne optræde/forekomme aktualemprske resultater, som sger nbget Dm modsgelserne på kategorale-gendstandsforståelses nveauet. Det fbrholder sg netop sådan at kun på enkeltteoren kan du kun afprøve om den fbrmulerede sammenhæng stemmer overens med den aktualemprske ~L.festaton, kke når det gælder de grundbegreber' hvorpå dn teor er bbsseret, (således er: "adfærds" eller lsansel begreberne kke aktualemprsk falzfcerbare), begrundelserne for de kategorale bbstemmelser langt højere grad kunne afgøres på det kategorale ndholdsnveau. (se kap.g)! Man kan altså kke bare stå som tlskuer på et enkeltteoretsk nveau Dg f:orholde sg tl Dm DKP er aktualemprsk Dg "praktsk" anvendelg, uden at man tager den op tl overvejelse. Man må højere grad afprøve de fjundamentale udarbejdede kategorer som hvler på det kategorale nveau og fald man kke har noget at ndvende der - selv forvsse/spørge sg om bvorvdt hver enkelt enkeltteor og metode, hvorvdt den enkelte "prakss" ~ænger radkalt sammen dermed (kategorerne!), hvorvdt den begrebslge Dg metodologske mplkaton på tlsvarende måde forholder sg tl det her uldvklede paragdme, Dg gvet fald hvorledes de skal omstruktureres eller ~orkastes. Det har at gøre med (under forudsætnng af deres gyldghed) den nye kategorale bestemmelse, Dg hvad der under dens præmsser kan kaldes nlemprsk forsknng", terap", og "prakss". ", : Undersøgelser af konkret arbejde m.m. på. det enkeltteoretske nveau er altså (hvs tesen for denne bog.lader sg begrunde) kke "krtsk.: /kologsk", men nærmere smpel psykolog <det o:kyldes at undero:øgelo:er ~er gennemføres af tlfældge metodologsk funderede-personer, vl de også_ '-lære afhængge af DKP' s kategorale udvklngsnveau J. "Krtsk po:ykolog" Under opbygnng er endnu kun specelle bdrag tl udvklng af et ~ndvdualvdenskabelg-psykologskparagdme, som må forholde sg, med 4eres begrebsmæssge-metodske standard, tl de krav som al anden Rsykologske enkeltforsknng og prakss må forholde sg tl, hvs kke DKP ~l mste den gvne mulghed for at tlføre den vdenskabelge fremgang en 'uy kval tet. f [
Egstemrnel~~~tegoranalysens vdenskabshstoren. genstan~bold dens forhqljljjll ( Begrundelsen for at gve tesen paradgmatsk karakter, som er baseret på den materalstske dalektks ndvdualvdenskabelge-psykologske katejorsystem, skyldes sdste nstands et logsk-hstorsk grundlag forhold tl det vdenskabshstorske materale,~e 36) og er efter mt skøn en udvklng som DKP væsentlg grad har været foran med/kan være foran med: Der må på dette grundlag udarbejdes og analyseres hvornår en kategor har karakter af et "paradgme", hvordan Dg hvorfor' den tradtonelle psykologs grundlag kke besdder kategorer med kvaltat af "paradgme", således at den stadgvæk befnder sg på et "førvdenskabelgt" stadum, eller hvorfor Dg hvordan DKP's centrale gennemførte ndvdualvdenskabelge kategorsystem har fået karakter/status af et paradgme - altså hvorledes DKP har gjort det mulgt at lave en egentlg vdenskabelg udvklng af psykologen, Et sådant logsk-hstorsk sammenlgnngsarbejde er på nuværende tdspunkt nødvendgt, da det handler om at føre bevs for paradg:me"-konzepten gennem en vdenskabshstorsk begrebsforståelse, og det tl syvende Dg sdst handler om at få en tdlgere uudvklet vdenskahelg standard op på et hstorsk adekvat n veau. Forsøget på en sådan "krtsk kategoranalyse" som sdste nstands en påvsnng af paradgme-karakteren, som er foregrebet nden for den krtske psykologs kategorale bestemmelser, er mdlertd kke temaet den forelggende bog, Dette spørgsmål beskæftger en snart udkommende bog, af Wolfgang Maers, sg med. bogen blver spørgsmålet tl det kategorale grundlag for den tradtonelle psykolog og den nye kvaltet et materalstsk dalektsk begrundet kategorsystem ( den krtsk psykologske udarbejdnng) systematsk behandlet, ndbefattet vdenskabshstorske referencer tl de ndførte begreber ( således forbndelsen tl Kuhn's paradgmebegreb), bogen blver også den materalstske daletk dens ndvdualvdenskabelge eksplkatonmulgheder h~,et op over, ved hjælp logsk-hstorsk systematsk opspaltnng, den tradtonelle psykologs metafysske mplkatoner, tl et flosofsk-gnoseologsk nveau. Hvor fndes nu det specfkke bdrag den forelggende bog tl udvklng Dg begrundelse for tesen Dm paradgmeskft, som følger af den krtske psykologs ndvdualvdenskabelge kategorsystem 7. Besvarelsen af dette spørgsmål gves ud fra henvsnng tl de tdlgere nævnte uklarheder og msforståelser forbndelse med centrale prorternger nden for de krtsk-psykologske bdrag. Den "kategorale" udvklngsretnng nden for den krtske psykolog er, som nævnt mange gange tdlgere, efter mt skøn, ganske vst mulgheden for at fange deres væsentlgste karakterstkum, men er deres nuværende tlstand endnu sammenblandet med andre nveauer og problemstllnger, og er endnu kke fuldt udarbejdet og begrebslggjort. Denne tlstand skal kke kun fndes den begrebslge uklarhed, som vlle kunne overvndes gennem ren begrebs- (SDE 37) analyse, der hvler på grundlaget vores 4 fremhævede ndholdsnveauer. Den begrebslge uklarhed synes højere grad det væsentlge at være udtryk for bestemte ndholdsmæssge og metodologske uudvkletheder nden for den krtske psykolog, hvorved dens kategorale bdrag reelt nok kke er tlstrækkelgt udvklet, når det gælder om en entydg besvarelse af spørgsmålet om paradgmeskft. Denne udvklngsmangel vl den forelggende bog, så vdt som vel mulgt, overvnde, og dermed føre den krtske psykolog frem tl
dens egne" kategorale" begreber. Her skal der altsa fremsjmffes forudsætnngerne for den "krtske kategoralanalyse U, hvor de som hos MAlERS, blver gennemført med vdenskabshstorsk ndhold, som en ~ fremadrettet genstandsorenteret kategoralanalyse, som realserngen af kategoralanalysen er stand tl samtdgt at gøre både de ndholdsmæssge og de metodologske mplkatoner mere forståelge. Set dette perspektv er dette arbejde af MAJERS, en fremstllngsmæssge logk, overordnet. Hng~nn~n n d~n o,~.tlmdghed fre.~hæv~t, hvor.kelnen,,~llenl vdenskabsog gen> tandsor ent~r~t ka t~gor al anal,v.~ kun er "»pek! vedh~ng".n l natur, altsj ~n renlhævelse al to sd~r d~n,anlnl~ anal,vs~pror~s, Oett~ n lorsdvdt all~r~d~ klart, d~t d~n vd~n.kab.krt.k~ kat~goralanal,v.~ n~d d~n fa~r.k~ probl~mlornlulnng, hvor han loruds~tt~r at r~sujtat~t al d~n g~nstandsnl~ssg~ kat~goralanal,v.~ nd~n for d~n krtsk~ psykolog, s~lv g;r~. tl g~nstal7d,!f~n ogsj onlv~ndt har d~n g~nstandsnlæssg~ kategorala'lalyse Me tden og n"dvendgvs vd~nskabshstorsk~ asp~kt~r, hvor d~n pj ng~n nljd~ SOnl sjd.,n analysn~r sn g~n.tand,.~lvob d~t Ml~ td~n ~r nødv~ndgt g~nstand~ns al1~r~d~ lor~lgg~nd~ b~gr~bs-kal~goral~ udlærdg~ls~, Hv~rt lors.lg pj at dann~ ~n ad~kvat kat~goral udfærdg~ls~ al g~nstand~n, )forhold~r( sg SON d~t nlndst~, al1n~d~ bplrt )krtsk( tl d~ lor,jgj,'nd~ b~gr~bsll/~ssge udlærdgels~r, og har sjmd~s et vdmskabshst.'r.k ndhold, O~rl"r "J n.n olt~ gør~ d~nne ndhold."~ssg,, krtk ~ksplrt, hvorv~d sær~g~nh~den ved den ny~ k.t~gor.l~ g~ndstandslorstj~ls~ oph~vnng~n r. d~n tdlg~r~.lnlnd~lg~ b~grebslgmd blv~r jjlstræl'k~lg tyd~lg, O~t~ Mtydn pj ng~n!jd~ ~n flyd~nd" overg.ng g~nnl1lj1 hvlken ndho1d~t dm vdensk.bshstorsk~ bestemte k.t~gor.l.n.lys~ 10regJr l' hvn ~t vl b1v~ tyd~lggort s~nn~) og d~sv~rr~ hall~r kk~ hvorl~d~s d~n dollln.nt~ g~ndst.ndslll~ssg~ k.t~gor.l.n.ly.~ kr~v~r ~n anden systematsk sammenhæng 5011 vd~nsk.bsb~st~lt.n.lys~, O~t vd~nsk.b~jjg~ ndhold d~n g~nstandsbest~ll~ lategoralanalys., synes underlagt ~n )lr~llj1l?d( syst~m.tk, og er sjl~d~s kk~ ~n vdenskabshstorsk pjvs~lg syst~majjk, lj~n har hø~r~ grad larakt~r.f ~t uforbund~t ad hor-ndhold, Vdenskabshstorsk~ Mnvsnngn tl d~n g~n,tlndsb~st~ljl~nd~ ' at~gor.lan.lys~, so,~ l.n k.n lnd~ d~n lor~lgg~nd~ bog, krævl?r ajtsj hvs Ue de sl.l r~mstj vlkjrlgt, ulg~vægtgt og ulorbundl?t ved sdm.1 hn.nd~n (SDE 38) - ~t t1b.g~blk pj d~r~s vd~nsl.bsmstorsl~ s.lbl?nmng, 501/1 d~t er udv'l~t!f.~rs bog, O~t b~tyd~r kke,.t kun vores genst.ndslllæssge.n.lys~ pj de ndholdsnæssg~ og Netodologsk~ r~sult.ter lorbnd~lse m~d d~n hstorsk-logske p.r.dgm~.n.lys~ ~r lorudsætnng~r lor!f.ns bog, lj~n ogsj omv~ndt, AlSATS TL DET UNDERSTØTTElDE KATEGORALAlALYTSKJl UDVll.HGSARBEJDE PÅ DE FORLGGElllE KRTSK-PSYKOLOGSKE ARBEJDER OG DERES GRÆNSER. Hvs opgaveformulerngen og målsætnngen for vores kategoralanalyse (her: gendstands-orenterede) forlængelse af den (paradgmatske endnu kke tlstrækkelgt udvklede) nuværende tlstand skal kunne tydelggøre den krtske psykolog, henvser v tl ensdgheden de forelggende krtskf r psykologske arbejder, på hvlken vores udbygnng må hvle. Under de allerede omtalte mangfoldge krtsk-psykologske publkatoner, [ beskæftger en betragtelg del sg med erkendelsesteore~sk-metodologske grundspørgsmål, med krtk af de borgerlge teorer, med praktsk relevante
problemstllnger (,eks. med famlens, arbejdslvets - betydnng etc.). Dsse arbejder er kke umddelbart relevante som materale for denne bogs problemformulerng. Hvad der her er vgtgere at fuldstændggøre, er den ndholds-metodologske vdreudvklng af den krtske-psykologske kategoralanalyse, som selv allerede sne kategoral-analytske anstrengelser, baseret på (hstcrske) emprske data, er overordnet den ndvdualvdenskabelge genstand som mdtpunktet. Dette gælder for alle de følgende bøger: Snnlche Erkenntns - Hstorsher Ursprung und gesellschaftlche Funkton der Wllarnehmung ~E) von Klaus Holz]lPmp (1973); Naturgesch'chte des Psychschen - Psychogenese und elementare Formen der Terko1l11l1unkaton(NP l) undnaturgeschchte des Psychschen - Lernen und : Abstraktonslestungen be Teren (NP ) von Volker Schurg (1975); : Grundlagen der psychologschen Notvatonsforschung (M ) og Grundlagen f der psychologschen Notvatonsforschung ll. De Besonderhet menschlcher Bedurfnsse - Problematk und Erkenntnsgehalt der Psychoanalyse (M ) von Ute Holzkamp-Osterkamp (1975 bzw.1976); De Entstehung des Bewu$tsens mb) : af Volker Schurg (1976); Denken - Psychologsche Analyse der Entstehung " und Losung von Problemen( D ) af Raner Sedel. Desuden kan der denne sammenhæng nævnes bogen Probleme der Entwcklung des Psychschen af A.N.Leontjew (1973), som er grundbogen sovjetpsykologens kulturhstorske skole, Dg som er benyttet som grundlagsbog de nævnte <SDE 39) krtsk-psykologske arbejder - Dg materalet samt d"ts teoretske konzepter er medtaget Dg dskuteret. Den tdlgere nævnte, Dg endnu kke udvklede ndholdsmæssge Dg metodologske kategoralanelyses status, dens derved fremkomne sammenblandng af kategorale nveauers ndholdsbetydnng, manfesterer sg de nævnte værker på to mader: På den ene sde har der de senere arbejder, modsætnng tl de tdlgere, udvklet sg metodologske standarder for kategoralanalyse, således at de forskellge bøger, set dette lys, kke er lgværdge Dg hvorved de ældre arbejder nden for vsse områder har behov for en nterpretaton på det nyeste metodologske nveau. På den anden sde er de forskellge bøger mest "felt-teoretsk" specfkke, hvlket vl sge at kategoralanalysen befnder sg på et tlsvarende relatvt begrænset psykologsk genstandsområde. så som "agtagelser", motvaton ll og ltænknng". Dette udvklede sg nødvendgvs ved ansatsen tl en analyse af den decderede "områdeteoretske" organserede borgerlge psykolog. gennemgangen af krtkken af de borgerlge-psykologske konceptoner, syntes de mange enkeltarbejder allerede at have overskredet deres områdebegrænsnng, men er dog stadg begrænset af temaerne for de enkelte arbejder, Dg dette tl trods har de høj grad skabt forudsætnngerne for den mere ekplcte og systematske ornrådeadskllelse. Dette betyder også, at de kategorale beste1l11l1elser, som hdtl gennem deres områdespecfkke tlknytnng, roer eller mndre er blevet sammenblandet med enkeltteoretske bestemmelser, har opnået en overordnet udvklngsgrad således at det har været mulgt på systematsk vs at brnge dem pj begrebslgt nveau, og derved generelt f. ophæve de enkeltteoretske betydnngsnveauer, og derved gøre det mulgt at forsta begge nveauer deres særegenhed. * Ud fra den omstændghed, at der overensstemmelse med problemformulerngerne de hdtdge opgaver ndholdsmæssgt må ske en ophævnng tl et nyt ntegratonsnveau, kan man fdrstå, hvorfor denne : opgave kke.bare kan klares gennem en begrebsafklarng, men kun gennem at f bemægtge sg en 'ntegratv' opdaterng af selve kategoralanalysen. Det er derfor det følgende på bass af det forelggende materale, og dets r kategoralanalytske tlgængelghedsforsøg samtlge nævnte bøger, at.,l
udlednngsprocessen af forskellge kategorer endnu engang må fu'ldstændggøres, da det kun således kan lade sg gøre at udvkle deres s~stematske sammenhæng sagslgt, og dermed samtdgt vl kunne (SDE 40) g~re det metodologske aspekt erkendbart sn særegenhed nden for den centrale kategoralanalyse. Denne meget omfattende problemstllng kan kun bemægtges på et r~konstruerbart komplekst nveau, såfremt jeg tllader mg bestemte b~grænsnnger, En af dsse begrænsnnger består der, at jeg på det hstorsk-emprske materale de tdlgere kr tsk-psykologske bøger, k~n bearbejder dem som 'kke stemmer overens med den seneste erkendelse ~den for bologske, ethologske, antropogenetske, etnologske osv. forsknngsområder - her blver som det næste, den hdtdge krtsk P9ykologske forsknng ophævet tl et nyt kategoral-metodologsk nveau, h~orved også nye standarder og mulgheder den vdere forarbejdnng af enlprsk materale blver g vet. En yderlgere, denne førstnævnte sammenhæng, begrænsnng for denne bogs ~lsætnng, lgger der, at jeg meget begrænset omfang refererer tl a~bejder uden for den krtske psykolog, nemlg kun hvor jeg har været :J plgtet af kke derved at udelader eksplcte modsætnnger med andre f~losofske, samfundsteoretske, psykologske osv. retnnger: Det vlle hdve gjort den forelggende bog uhensgtsmæssg stor og komplceret nden fqr mange yderlgere dmensoner, således at det hverken for mg selv eller l~seren vlle have kunnet blve særlg håndgrbelgt'. Sluttelgt forsøger jeg hele vejen gennem teksten, for nemheds skyld, at skelne mellem det Jdholdsmæssge og det metodologske, således at mt kategoralanalytske udvklngsarbejde henover det krtsk-psykologske baggrundsmaterale' k~mmer frem, og kke hver gang skal hæves op fra tdlgere postoner på en "lrtsk" måde. f)~rljdov~r har j~g, SO/l1 or~nl~rngsv~j1~dnng for d~n grljndg~ luns synspljnkl, 1av~1 ~n Jdfør1g an/l1ærknngsd~l ll saml1g~ t~ksl~n for~,'o/l1l11~nd~ nyforstj~ls~r af æ1dr~ krlsk-psyko10gsk~konc~ptoner, m~d t1hør~nd~ b~grljnd~ls~r, Jndn forsøg~1 m~d r~a1s~rngen af d~lt~ for~hav~nd~, b1~v d~1 mg pj d~n ~n~ sd~ h~l~ td~n tyd~lg~r~, al j~g d~rv~d JlJndgJ~lgt b1~v vk1~1 nd s~lvslændg~ "b~gr~bslg~" ds"ljsson~r, SO/l1 hand1~d~ om hv1k~n sørr~lusord~n s~lvskabl~ k0ll1p1kalonn skljll~ h.v~, og hvor ldsrøv~nd~ d~1 skljll~ vær~, før d~1 c kljnn~ ovnvnd~s, pj d~n and~n sd~ - og d~1 afsp~j1~r b~lyd~lg slørr~ vansk~lghed~r - b1~v d~1 mg k1arl,.1 b~slræb~ls~rn~ pj.1 skab~ d~n m~sl præcs~ adskllelse af konc~plon~rn~ d~nn~ bog fhl, d~ ldlg~r~ arb~jd~r, 1J~ dffn~nc~n m~l1~11 l1n~ nljvær~nd~ og d~ ldlg~r~ affall~ls~r b1v~ akc~nllj~r~l: SJ1~d~s b1~v dslanc~r og dv~rg~ns~r for~gv~l, hvor d~r faklsk f.ndl~s ~ m~r~ no11jlonæl forhold, nd~n for hv1k~ j~g log b~sl~ljl~ asp~kt~r, som all~'~d~ var nd~ho1dl d~ æ1dr~ fr~mslllng~r, ~ksplcl~r~d~ og 101k~d~ d~m, Jd fra hv1k~n kons~kv~ns d~ b1~v Jdvk1~, f)~n sj1~d~s fr~l1førl~ l1sforslj~lse angj~nd~ d~n k'rlsk~ ps,vko10gs sær~g~nhm som arb~jdsr~lnng var sj grav~r~nd~, al d~ kke vlle have varet stand tl at opdage eventuelle begrebslge klargørelser, Derfor må også dskussonenb vedrørende det specfkke dsse tdlgere krtsk-psykologske konzeptoner - hvor sådanne forskellgheder kke synes åbenbare - kunne,blve blve specalanalyseret senere, hvorved nødvendghed og nyttghed ved lgnende modsætnnger de forskellge problemstllnger må kunne gøres påvselge,
For den ndholdsmæssge udvklng uf vor kategoralanalytske arbejdes resultat, må det næste være en orenterng om prorterng og målretnng, understøttelsen af en vdenskabshstorsk globalsktse, gennem udvklngen af et ndvdualvdenskabelgt-psykologsk paradgme, der er karakterseret af sn oprndelse og særegenhed (den udførlge og funderede behandlng af dette problem fnder man, som nævnt, komplmentærarbejdet af MAlERS) 1.2 OMRDS AF DET KATEGORALE GRUNDLAG TL UDVKLNG AF "HSTORSKE" PARADGMER DEN PSYKOLOGSKE VDENSKAB AHSTORSK GENSTANDSFORFEJLNG OG ELMNERNG AF DET PSYKSKE DEN TRADTONELLE PSYKOLOGS KATEGORER Et af de vgtgste udvklngstrn den vdeskabelge selvforståelse af mennesket, var det forrge århundrede åbnngen tl den hstorske dmenson af det menneskelge lv pa et nyt nveau. Gennem Darwns evolutonsteor blev lovmæssgheden dyrenes udvklngsgenese påvst. Dermed var det mulgt at erkende, at mennesket, der tdlgere var forstået som et uforanderlgt resultat af en engangs skabelsesakt, sne naturlge oprndelse og mulgheder er et udvklngsresultat fra de mest prmtve dyreformer, over utallge mellemtrn, frem tl "stammehstoren". J1ARX os ENGELS vste gennem udvklngen uf den hstorefunderede materalektske dalektk - særdeleshed (SDE 4,2) analysen af "Det borger'lge samfunds anatom l - at menneskets lvsbetngelser hverken er naturgvne eller tlfældge, men dermod en socalhstorsk proces som er dannet på formatons- og klassespecfkke udmøntnnger af de samfundsmæssge forhold, som også de særlge udvklngs- og strukturdannelser er underlagt, altså hstorsk bestemt, dvs. lovmæssgheden er at de tdls-ere former danner grundlaget for udvklngen af de nye former. Specelt havde ENGELS sne seneste arbejder ntegreret den naturhstorske og den samfundshstorske dmenson tl en (som Lenn har sagt det) omfattende dalektskmateralstsk "udvklngslære", ved realserngen af den tdlge programrnatk af 1ARX og ENGELS, "V kender kun en eneste vdenskab, den hstarsks vd~m:;ktl.b"l de fleste af de sdenhen uddfferenterede human- hhv. socalvdenskabelge enkeltdcplner - så som bolog, antropolog, fysolog, socolog - blev menneskets naturhstorske hhv. samfundsmæssghstorske dmenson medtaget mer eller mndre forkortet form. Kun nden for psykologen blev - betnget af "enkeltvdenskabens"genstands. arbejdsdelelge specfcerng - det nye erkendelsestrn af menneskets hstorske selvforstjelse praktsk talt gnoreret. den første "strukturalstske" fase, ført an af WUNDT, som enkeltvdenskablg fremtrædelsesform, orenterede psykologen sg kke som en ekspermental dcpln med et anstrøg af "hstorsteten" som fandtes nden for human- og socalvdenskaben, men orenterede sg dermod tl den (endnu "ahstorske") naturvdenskaberne kem og fysk. Med psykologens funktonalstske fase ved århundredeskftet blev den Darwnstske teor ganske vdst taget op på flere planer, men derefter hurtgt gen elmneret. Således fremkom, tlknytnng tl Lloyd Morgan for en kort perode en sammenlgnende dyrepsykolog; men dens stammehstorske aspekter havde ngen ndflydelse på den vdere ud':klng af psykologen, men var dermod grundlaget for udbygnngen af en skarpt bologsk 'afgrænset psykoloffsk
1!:,',Cl,pln, etologen, f. eks. humanetolog ; ndholdet denne psykolog, "edprorterede den hstorske dmenson ved betragtnngen af dyr og '"jo~den den tl en abstrakt organsmsk konzept, hvorved dens resultater,,ra jdyreforsøg kunne almengøres tl også at gælde for mennesker. 't' meget høj grad og på mange teoretske nveauer nden for psykologen, andt Darwns forestllnger O'Jer den pragmatske erkendelse, specelt hos, "'am<js, som f. eks. opfattede bevdstheden som et organ forbndelse med l~asnng tl omverdenen. Med kurs den retnng ( ca. fra 1913 af) skete, t",øl~ende vendng nden for den behavorstke psykolog, som ndførte et '. ol!ogsk funktonsbegreo som allerede snart kunne reduceres tl et, tematsk funktonsbegreb: R = (F)S (reaktonen er en funkton af :,~stlmuluso. (SDE 43) Denne forestllng er mplceret, og fremstjr som, larjkterstslr for størstdelen af den tradtonelle psykolog frem tl dag, med dens l. n af det matejdb.tske ekspermentelle hhv. et~ngelsesanalytskevarabel-skema, som overensstemmelse med den t,enneskelge >adfærd< som >afhængg varabel < vl kunne forudsge hhv.,on~rollere forskellge forudsætnnger. De lovmæssge forklarnger, som kan tormuleres med ndholdet dsse varabel-skemaer, opnlede slledes - pl tre,! af den naturhstorske og den samfundsmæssge-hstorske proces - at, lnde karakteren af en abstrakt-ahstorsk generalserng: >mennesket< hhv. }organsmer< overhovedet forholder sg, under de og de betngelser pl den,tg 1en m!lde. : Me~ den hermed sktserede udgrænsnng af den omfattende hstorske,merson ved den menneskelge eksstens, som den enkeltvdenskabe1ge 'sykolog har foretaget, må også den tradtonelle psykologs kategorale ru~dlag på tlsvarende måde være begrænset og >ahstorsk<: Mulghederne or ~n begrebslggjort genstandsforståelse, og dermed en skelnen af hvad ~er overhovedet er mulgt at undersøge, er her allerede så forkortet gennem 4en slags kategoropbygnng, at sammenhængen mellem de ndvduelle fksktenser og deres omverdensbetngelsers naturhstorske hhv. tamf!undsmæssge-hstorske processer, hvorgennem menneskets :dvklngsmulgheder og lvsforhold er bestemt; er blevet dstanceret.,lbege blver der således kun kategorer, nden for hvlke ndvdet tlv~r et gennemsnt ud fra den umddelbare ndflydelse' og manfesterer sg.om resultatet af rene ndvdualbografske processer.,!;de kategorale begrænsnng som konsekvens af den generelle ' "'" lader sg eksemplfcere ved dens skæbne, det begrebet et > psykske< fk sn oprndelse sammen med den enkeltvdenskabelge ', sykblog. - Hvs man tager den ordrette betydnng af >psykolog<, kunne n ~ro, at det >psykske< må være den mest generelle genstandsbestemmende 'l:ah~torctet<, t ategor nden for psykologen. Faktsk mundede en mndst 2 tusnde år 'ammel begrebshstore om det >psykske<, tl hvlken Arstoteles har l drhget med væsentlge bestemmelser, ud at >psykologen<, først som '., elo~åde af flosofen, og sden som selvstændg dcpln, hvorved fordele,ed behandlng af det psykske kunne ses, tl en udvklng fra en pek~latv og metafyssk forestllng tl en mere og mere emprsk,rerteret udvklng, således at en vdenskabelggørese af læren om det 'SYk~Ske kunne ndledes. Dette mulge vdenskabelge fortrn, blev pga. den, de! som det psykske blev forstået nden for den psykologske,nke~tvdenskab, aldrg nogen snde ført vdre: På grund af sn ahstorske f:,, egrknsnng kunne psykologen kke komme vdre sn klargørng af ~rob~emerne med den emprske udforsknng af det psykske, sålænge der kke n" -~... r '
var en forståelse af det psykske som et del moment den (SDE 44> ndvduelle udvklng, og derreed et væsentlgt og dentfcerbart aspekt ved naturhstoren og dqn samfundsmæssg-hstorsk udvklng. Det psykske blev højere grad kun taget under overvejelse, og forst~et, som en egenskab hos det solerede ndvd--sn-omverden og sn ndvduelle bograf. Således kom forsøgene med at bestemme det psykske frem tl >nderlggj~rthed< ~~nerl~q~~t<)hosdet enkelte menneske, som kun Var tlgængelg~g-e~~elv-~gver e~~dsgt, og den metodske tlgang tl denne nderlggjorthed overtog en særlg procedure, >ntrospektjonen< som den centrale fremgangs~de nden for den >strukturalstske< psjkolog, Dette fremkaldte kun prncpelle metodske ændrnger forhold tl den >funktonalstske< udvklng, som særlg grad s~s nden for den >behavorstske< psykolog. Det blev ( når v husker på det begrebslge ndskrænkede >psykske<) fremholdt, at en s~dan psyksk >nderlggjorthed< er en prvatsag ved hver enkelts objektve vdenskabelge forsknng - og dermed kke tlgængelg - hvorfor det kke er en legtm genstand for psykologen. På grund af denne ~de at angrbe problemet pa, men også ford forst~elsen af det psykske sn >nderlggørende< forkortnng blev mere og mere vag og hverken metodsk eller emprsk kunne komme vdre, blev kategoren om det psykske tvunget baggrunden som ndhold psykologen, som et førvdenskabelgt tltag, og som kurosum endte det med en >psykolog uden psyke<. På det sted hvor det psykske forsvnder som grundkategor, ndtræder andre kategorale bestemmelser som gendstandsgrundlag for psykologen, således >adfærd< - Genere ofte den eklektsk udvdede bestemmelse >oplevelse og adfærd< -, >p~vrknngreakton< etc. Den ndeværende mest brugbare udlægnng er vel, at psykologen har med tre forskellge former for >varabler< at gøre, med >påvrknngsvarabler<, >reaktonsvarabler< og >organsme-varabler<, gennem hvlke begge de andre slags >varabler< formdles (S-O-R skemn). S~danne forsøg på kategorale gendstandsbe~temmelser bragte mdlertd nye besværlgheder med sg, det de var for uklart defnerede, forhold tl at skabe en klar afgrænsnng af psykologen vs andre dscplner, så som fysologen eller den tradtonelle bolog. For at omgå de fremkommende besværlgheder, forsøgte man hele tden at lave en relatverng hhv. abstrakt negerng af de funktonalstske ansatser, det man lod sg begrænse tl hhv. vlle udforske umddelbare bevdsthedstlstande, oplevelser etc. Resultatet af dette blev en hd og dd svajen mellem de uholdbare postoner den subjektve unversalserng af menneskets prvate >nderlggjorthed< og den metodsk begrundede afgrænsnng af denne nderlggjorthed. Cs.u. S. 335 f.) Resultatet af den her fremdragede ' langvarge dskusson er, at man sgtede mod en delvs programsat genstandsbestemmelse af psykologen, og endte op med at proklamere en >psykolog uden genstand<, det mndste (SDE 45) forsøgte man at skabe klarhed over den psykologske genstand. men endte op med en forsknng uden grundlggende kategorale bestemmelser, tl at sammenholde de enkelte undersøgte fænomener. Den, gennem den ahstorsk betngede, genstandsforfejlede kategorale ubestemmelghed nden for den tradtonelle p~ykolog, er det mest generelle grundlag for dens per~nente krse: det det vser sg umulgt, at udvkle en overordnet kategor for genstandsgrundlaget, med tlsvarende metodologs~e mplkatoner, gælder det også for hele området under et, hvlket vser sg på 2 ~der: Som en tlstand af desntegraton og opspltnng et utal af uforbundne sdeordnede teorer hhv. teoretske s~skoler; og som solaton og desntegraton af forskellge