Studerende og depression på studiet

Transkript

1 Studerende og depression på studiet Roskilde Universitet Kommunikation 2 juni - 2. Kandidatmodul 2014 Vejleder: Nina Blom Andersen Udarbejdet af: Mikkel Waarsøe Angelo Studienummer:

2 Indholdsfortegnelse 1. Problemfelt... s Problemfelt...s Teori..s Goffman og samhandling... s Metode. s Farlighed i feltarbejde med udsatte grupper... s Grænsen mellem privatsfære og relevansen for projektet. s Forforståelsernes betydning...s Mine spørgsmål....s En vigtig kommentar om respondenterne... s Analyse s Front- og backstage en stor betydning.. s Diskussion...s Baggrundens betydning.....s Konklusion....s Litteraturliste s Bilag Se vedlagte 8.1 Bilag 1 mail.. Se vedlagte 8.2 Bilag 2 mail.. Se vedlagte 8.3 Bilag 3 lydfiler. Se vedlagte 8.4 Bilag 4 spørgsmål Se vedlagte 2

3 Problemfelt I disse år er der en øget snak om depression blandt unge(derunder studerende) bl.a. pga. den øgede individualiseringstendens i samfundet. De hyppigste henvendelsesgrunde i 2012 til Studenterrådgivningen var således tristhed og depression med 23, 4 % og selvværdsproblemer med 20, 9 %.(Studenterrådgivningen, 2012) Goffman siger, at vi mennesker spiller skuespil i hverdagen gennem f.eks. sociale interaktioner, hvor vi anvender specielle rutiniserede udtryksmåder i form af ord og kropssprog. Dette gør vi for at opretholde selvet. Og andre mennesker er med til at opretholde ens selv ved f.eks. at snakke udenom problemer, hvis man oplever disse. Er det sundt for en selv så at sige at opretholde et skadet selv, eller burde man i stedet snakke om problerne åbent? Jeg vil gerne undersøge depression blandt unge studerende på RUC. Hvad gør man, når man oplever at være deprimeret? Kommunikerer man for at agere normalt i nærheden af andre, da mange i den situation er stigmatiserede, idet det stadig er tabu at snakke åbent om disse ting? Hvad kan man som medstuderende og som universitet(vejleder mm.) gøre for, at de udsatte nemmere kan fortælle om deres problemer åbent? Depression og andet nedsætter nemlig også bl.a. den enkeltes arbejdsevne og livskvaliteten. (Lenike, 2013) Det må ydermere være anstrengende at skulle skjule en depression, hvis man hele tiden skal det. Desuden er der blandt unge specielt i dag en opfattelse af at skulle fremstå som perfekt grundet den øgede fokus på individet i samfundet i dag. Man kan bl.a. se det i facebookkulturen, hvor man gerne skal fremstille et så poleret glansbillede som muligt. Der kan man via Goffmans begreber sige, at man på f.eks. Facebook netop ofte vil fremstille sig selv på den bedst mulige måde og dermed kun vise facaden, som Goffman kalder frontstage. Som ung får man også hele tiden at vide fra det omgivende samfund, at man skal udnytte alle de muligheder, der er i dag. Dette kan ydermere være med til at lægge et pres på en. Samtidig med, at man dermed gerne vil føle sig normal, skal man også forholde sig til at være en del af en gruppe med bl.a. depression. Gruppearbejde er nemlig ideal på RUC. Hvordan håndterer man som udsat selve gruppearbejdet, og hvad kan gruppen gøre anderledes? Bliver man samlet set stigmatiseret efter Goffmans definitioner, hvor man med bl.a. kommunikationsmetoder må skjule det over for andre? 3

4 Et andet aspekt, jeg gerne vil undersøge er, om mediernes fremstilling af lidelsen depression hjælper mine respondenter. I den seneste tid er der kommet utrolig mange programmer om depression og andre psykiske ledelser. Der er bl.a. et program med den tidligere jægersoldat BS, hvori han hjælper folk med psykiske lidelser. Desuden er der mange forskellige meget følelsesladede programmer. Men ikke mindst er der specielt for nyligt opstået mange programmer fra især DR om psykiske lidelser. De har haft et helt tema om det i flere uger. Og DR 2 har blandt andet også haft temalørdag om det. Disse programmer har også ledt til en offentlig diskussion om f.eks. fyringer grundet psykiske lidelser. Så har alle de programmer og deraf fremkomne diskussioner haft en påvirkning på de studerendes(dem som jeg interviewer) situation? Netop mediernes betydning for mine respondenters situation vil blive analyseret med udgangspunkt i Meyrowitz teorier, der har overført mange af Goffmans begreber til bl.a. en mediekontekst. Det er netop Meyrowitz styrke, at han har moderniseret Goffmans begreber og trukket dem ind i en mediesammenhæng. Jeg vil dermed bl.a. undersøge, om mine respondenter føler, der er for meget frontstage/facade i sådanne tv programmer. Ydermere vil jeg undersøge, om de f.eks. kan se de sociale medier som et værktøj, hvorved de kan komme af med diverse bekymringer om deres depression? Meyrovitz kan også assistere i min generelle analyse af respondenternes oplevelse af depression på studiet, da han endvidere har frembragt forslag til at udvide Goffmans begreber til en mere nutidig kontekst og ikke kun en mediekontekst. Han kommer f.eks. ind på, at det er meget afhængigt af situationen, ift. hvem vi viser vore front-og backstage til. Der siger Goffman f.eks., at vi generelt viser vores backstage til de nærmeste og frontstage til fremmede. Sidst vil jeg undersøge, hvorledes mine respondenter ser synet på depression i resten af samfundet. Dette syn på depressionen fra det omgivende samfund har medierne også en vis indflydelse på, hvorfor de også vil blive inddraget i den analyse. Derfor vil jeg undersøge, hvorledes mine respondenter oplever synet på depression i f.eks. forskellige sociale sammenhænge? Jeg vil anvende teori om interview med udsatte grupper til at interviewe tre studerende, og så bl.a. anvende studenterrådgivningens råd på deres hjemmesider til at diskutere ovennævnte aspekter. Videnskabsteoretisk set vil jeg tage et filosofisk hermeneutisk udgangspunkt og sætte det ift. Goffmans videnskabsteori, der kredser om samhandling. Alt dette leder frem til den følgende problemformulering: 4

5 Hvordan bliver studerende med depression på RUC behandlet af andre på studiet, og hvad kan man gøre bedre for at sætte fokus på deres problemer på studiet? Uddybning af problemformulering Den kommunikative problemstilling er at se på de deprimerede studerendes interaktioner med forskellige instanser. Det være sig med andre studerende, med vejledere og med andre instanser på RUC, såsom studievejledning og hussekretærer. Hvordan oplever de studerende disse interaktioner? Dette vil jeg undersøge med bl.a. Goffmans teorier i baghovedet. F.eks. vil det undersøges, om de passerer, hvilket vil sige at skjule stigmaet helt, for bl.a. at opnå de fordele, der er ved at være normal. Og hvis de udøver denne passeren, hvorledes gør de det så? Min undersøgelses centrale omdrejningspunkt vil være, hvorledes de gennem samtalerne med de forskellige instanser passerer eller ikke gør? Finder der overhovedet en stigmatisering af sted af de unge studerende med depression? Eller er det blevet så legitimt i dag gennem bl.a. medier mm. at være deprimeret og have andre psykiske lidelser, at de deprimerede studerendes problemer kan sammenlignes med andre studerendes problemer, såsom at skulle opretholde et job ved siden af studiet? Er det relativt normalt at gennemleve sådanne problemer i dag og at have de besværligheder, en depression bl.a. kan udmønte sig i på studiet? 5

6 Teori Goffman og samhandling Goffman argumenterede for eksistensen af det, han med sit eget udtryk kaldte samhandlingsorden. Med dette udtryk placerede han sig mellem kollektivisterne og individualisterne i sociologien. Han havde dermed en intermedierær interaktionististisk position og var derfor hverken på struktur- eller subjektssiden. Denne samhandlingsorden følger sine egne principper, hvad angår menneskeligt samvær. Disse regler og ritualer i samhandlingsordenen er nemlig ikke klare effekter af den sociale struktur. Den foretrukne metodeanvendelse i denne samhandlingsorden er mikroanalysen af f.eks. folks samtaler, hvor der er ritualer og roller i spil.(jacobsen, 2002, 73-74) Min metode er også mikroanalysen af, hvad folk oplever, når de bliver stigmatiserede. Jeg vil nemlig foretage kvalitative forskningsinterviews med den hermeneutisk metode i baghånden, og desuden er det også mine respondenters ritualer og roller, jeg studerer. Det er dermed ikke en psykologisk fortolkning af respondenternes følelsesliv og af, om deres baggrund f.eks. spiller ind på, om de skjuler deres stigma. Gennem studier af vores samhandling i hverdagen analyserede Goffman, hvorledes vi via ritualer undgår at krænke hinanden og på den måde undgår at krænke den iboende moralske orden, som samfundet har givet os. Det var specielt vores samtalers indhold, Goffman studerede.(jacobsen, 2002, 36) Vi beskytter os selv gennem samhandlingsritualer, der måske ikke synes vigtige, men netop er med til at opretholde den moralske samfundsorden. I samtaler udøver vi såkaldt facework, der vil sige, at vi behandler hinanden med respekt ved f.eks. at vende opmærksomheden væk, hvis en anden er ved at tabe ansigt. På den måde værner vi om hinanden og om denne samfundsorden. Goffman interesserer sig dermed for den daglige praksis, hvor vi gennem samtaler og kropssprog udøver bestemte ritualer. (Jacobsen, 2002, 37) Det er netop samtalernes indhold, jeg vil studere. Og hvordan man gennem interaktion formår at beskytte sig selv og sit stigma. Desuden vil jeg undersøge, hvordan andre også er med til at udøve denne måske gavnlige beskyttelse. Goffman kan på den ene side opfattes som lidt af en kyniker, der viser, hvorledes mennesker spiller et spil, der gælder om at opnå flest muligt fordele. På den anden side kan der i hans analyser også 6

7 bemærkes en beundring af, hvorledes f.eks. stigmatiserede, på trods af at være det, formår at opretholde deres selvfølelse. De stigmatiserede formår ydermere ofte at være sig selv gennem måder at handle på gennem f.eks. samtaler, hvor de evner at overkomme presset fra andre.(harste og Mortensen, 2007, 213) Dermed er der en dobbelthed i Goffmans tekster, som jeg især blev fanget af. Det giver et nuanceret indblik i, at der er flere ting på spil i sociale samtaler. Der kan sagtens være et ædelt formål i at opretholde en selv, men samtidig kan der også lægge en mere kynisk tankegang bag i form af at få flest mulige fordele. Hvis man f.eks. som deprimeret vil have de fordele, der følger med at være normal, hvor langt vil man så i samtalerne gå for at opnå de fordele? Vil man decideret gennem længere tid finde på diverse undskyldninger for ens opførsel, hvis denne opførsel kræver det? Jeg vil derfor anvende Goffman til at sige noget først og fremmest om samhandling. Goffman om social ageren Erving Goffman udviklede forskellige teorier om, hvordan vi som mennesker interagerer. I den sammenhæng berører han selve interaktionens væsen. Goffman pointerer, at vi i rutineprægede hverdagssamtaler taler ud fra en linje. Denne linje gør os forståelige, når vi interagerer med andre, idet vi har forventninger til hinanden, der ofte holder stik. F.eks. opleves en bankmand som en person med en vis autoritet og myndighed.(goffman, 2004, 39) Desuden siger Goffman, at man for at beskytte sig selv og andre udfører ansigtsarbejde ved f.eks. at lade som ingenting, hvis en person bliver rød i hovedet. Dette gør man generelt for at skåne sig selv og andre fra pinlige situationer. I det førnævnte eksempel udøver man facework for, at personen ikke skal tabe ansigt og skal konfronteres med, hvad der er galt med vedkommende. (Goffman, 2004, 40) Ansigt er konkret den positive sociale værdi, en person gør krav på i form af den linje, andre forudsætter han har lagt ud med i en samtale. Det er gruppens regler og den enkelte situation, der bestemmer, hvor meget man så at sige skal føle for ansigtet, og hvorledes følelserne skal fordeles mellem de i interaktionen deltagende personer. En person kan ifølge Goffman siges at bære et ansigt, når den linje, personen anlægger er konsistent med den person, man ellers er. Dette bliver ofte i det stille vurderet af andre i selve interaktionen. Der er ydermere forskellige måder at anlægge linjer på. Man kan siges at anlægge en høj linje, hvis man f.eks. i mødet med fremmede tåler bl.a. ydmygelser, som man har råd til, idet man ikke skal have noget at gøre med dem i fremtiden. At bære det forkerte ansigt vil sige, at personen kommer med informationer, der på ingen måde kan 7

8 forenes med linjen, der opretholdes for denne. Hvis man er uden ansigt er man i en samtale med andre, hvor man ikke har den linje, personer i netop den samtale forventes at have.(ibid, 39-40) Ydermere anvender Goffman teatermetaforer for vores sociale ageren. Han skelner mellem frontstage, som er en facade vi sætter op, når vi f.eks. smalltalker med en fremmed til en fest. Her er man ifølge Goffman en fremfører, og den fremmede er ens publikum. Dernæst bruger han udtrykket backstage, som så at sige er den autentiske udgave af en selv, man ofte fremstiller, når man er sammen med tætte bekendte eller familie. Her skal man tit ikke leve op til nogle specifikke forventningen, og derfor kan vi ikke siges at spille en teaterrolle i denne situation.(goffman, 1959, 16) Gør unge med psykiske problemer deres backstage kendt over for tætte bekendte, eller sætter de altid en facade op? Og hvor sundt er det bare at sætte en facade op? Beskytter vi hinanden for meget under samtaler i stedet for at spørge mere dybdegående ind til hinandens situation? Og er det overhovedet så simpelt, som Goffman siger? Det var jo en anden tid, han skrev dette i, så derfor vil jeg også anvende Meyrowitz til at nuancere hans begreber. Er det f.eks. mere situationelt bundet, hvorledes vi handler? I relation til mit undersøgelsesområde kan jeg f.eks. se på, om man handler efter situationen i form af f.eks. en samtale med en studievejleder. Her er der en situation, hvor den studerende og studievejlederen har en vis rolle. Kan disse roller være for fastlåste til at løse de problemer en studerende fremsiger om f.eks. depression? Goffmans hovedtemaer om stigma Goffman udarbejdede desuden en stor teori om, hvorledes mennesker handler, når de er stigmatiserede. Samfundet kan ifølge Goffman siges at opsætte nogle kategorier for egenskaber, der er naturlige. Det sociale miljø stadfæster, hvilke kategorier af mennesker, der forefindes der. De fastlagte sociale miljøers spilleregler muliggør det for os at tage stilling til de folk, vi kan forvente at møde uden at tænke nævneværdigt over det. Dermed vil vi umiddelbart efter bare udseende vurdere et andet menneske efter kategori og egenskaber, hvilket ikke er en bevidst vurdering. Idet vi kan siges at forvente nogle specifikke egenskaber af en person i en specifik social gruppe er der nærmere tale om, at personen skal opfylde vores krav om, hvordan vi forventer, han skal opføre sig. Og hvis en person ikke opfylder disse krav af, hvordan vores billede er af en sådan person i en sådan kategori, kan han i ekstreme tilfælde være et individ, der er ond, svag eller farlig. Derfor nedjusterer vi ham til et nedværdiget menneske. At blive stemplet indebærer således et stigma, som 8

9 også ofte kaldes en brist, et handicap eller en svaghed. Man tager her ikke stilling til alle de uønskede egenskaber, men bare vores stereotype opfattelse af, hvordan en person indenfor en kategori bør være. Stigma er altså en egenskab, der er meget miskrediterende. (Goffman, 2009, 44) Og der kan man i mit projekt efter denne definition forsøge at vurdere, om det er en således dybt miskreditering på den beskrevne baggrund, mine respondenter oplever ift. deres depression? Eller om de måske bare oplever depressionen på samme måde som andre studerende f.eks. oplever at skulle holde balancen mellem et studiejob og studiet. Bliver de med andre ord stigmatiserede? Når ens særpræg(stigma) så er til klart at få øje på, og de personer, der er til stede, ikke kender til det, er man potentielt miskrediteret. Her handler det for en om at kontrollere informationerne om ens særpræg. Skal man fortælle åbent om det, vise det åbenlyst, indrømme det eller lyve? Og i disse tilfælde handler det om, hvilken taktik man anvender over for hvem, hvornår man gør det, og hvorledes man gør det.(goffman, 2009, 83) Dette er selve kernen af, det jeg vil undersøge, da det i relation til mit projekt netop handler om, hvordan unge med psykiske problemer reagerer og bliver behandlet af andre personer, der ikke kendere deres særpræg. Social information Dernæst omtaler Goffman begrebet social information. Det er selve informationen om et individ, som er individets mere eller mindre permanente karakteristika. Den sociale information udøves af en person gennem hans kropslige ageren i form af bl.a. kropssprog, som bliver tolket at de tilstedeværende personer. Tegn, der formidler ens sociale information, som f.eks. kan være et emblem for en bestemt klub, kaldes i Goffmans terminologi symboler. Social information hænger sammen med et stigmas synlighed, nemlig om man helt konkret fysisk kan se, at man eksempelvis er blind. Goffman skelner også mellem prestigesymboler og stigmasymboler. Prestigesymboler er med til at fremhæve gennem f.eks. et særligt emblem, at man har krav på særlig prestige. Modsat er stigmasymboler med til at lægge vægt på en nedværdigende brist. Det kan være, hvis man, når man f.eks. forsøger at ligne højere klassers manerer, begår sprogfejl. Dermed kan det også være det, man siger i en samtale, der kan være med til at stemple en. Den sociale identitet kan også ses i de personer, man omgås, idet man så forventes også at være som dem.(goffman, 2009, 84-85) Det har nemlig betydning for individet, om man hver dag er tvunget til at vise stigmaet. eller om man kan undgå at vise det. Gør nogle unge f.eks. meget for at vise, at de ikke er deprimerede? Det kan jo f.eks. være, at man er så fysisk udmattet, at andre ikke kan undgå at se bl.a. blegheden på en. Og 9

10 hvad med den måde, hvorpå man opfører sig i samtale? Prøver man der at være en, man ikke er for at undgå at tale om ens depression? Ud fra bl.a. Goffmans teorier analyserer to forskere fra California University i artiklen: Doing Gender fra 1987 om køn og fastlåste kønsroller sig frem, at vi gentager de konventioner, der er sat op i samfundet, selvom vi burde have et valg. Det gør vi pga., at det i samfundet bliver fremstillet gennem f.eks. medier, at bl.a. sport er noget for kun mænd med styrke, at kvinder ikke kan skift hjul, at toilet er delt op i køn osv. Og i det hele taget at manden er den stærke og dominerende. Disse samfundsnormer forstærker i den sammenhæng det, de to forskere forsker i, nemlig forskellene på kønnene.(zimmermann, , 1987) Og netop ift. de prestige- og stigmasymboler, jeg nævnte tidligere, er det jo også samfundet, der er med til at skabe, hvad der er et meget prestigefyldt symbol, og hvad der ikke er. Så samfundet er i høj grad også med til at bestemme, hvilken social information, der er ønskelig. Hvis man i dag fremstiller det i kulturen gennem f.eks. medierne, at man som ung skal have styr på alt, er det svært komme ud med, at man har problemer. Man skal gennem proces med at kunne komme over at sige, at man ikke er perfekt i dag. Og da man ydermere kan få de fordele, det at være normal medfører, som Goffman siger(hvilket jeg kommer ind på senere), skal man altså også give afkald på det ved at fortælle om sin sygdom. De andre begreber Jeg-identitet står i modsætning til netop social information, idet den omhandler den stigmatiseredes subjektive opfattelse af sig selv. Jeg identitet muliggør, at en såkaldt normal person kan få oplysninger om den stigmatiseredes følelsesliv. Ift. til de begreber, jeg tidligere har nævnt, kan man jo sige at jeg-identitet er at vise sin backstage til andre.(goffman, 2009, ). Lærer ens omgangskreds ens jeg-identitet at kende, hvilket muligvis kan være medvirkende til at give andre en bedre forståelse af en? Dette kan være en måde, hvorpå man kan tackle et stigma. Hvis man netop ved, hvorved den andens problemer består, kan man gennem bl.a. samtaler opføre sig på den måde, denne person foretrækkes at omgås på. Sidst kommer Goffman ind på, hvad man konkret ofte gør, når man er i en stigmatiseret gruppe. Grundet de ofte fordelsagtige aspekter ved at blive opfattet som normal, vil mange undertiden anvende, hvad Goffman kalder at passere, hvilket vil sige at forsøge at skjule sit stigma gennem bl.a. undskyldninger og at tale uden om. (Goffman, 2009, 115) Der er talrige eksempler på, hvordan 10

11 man skjuler det, men et enkelt interessant er konen til en mand, der er psykiatrisk indlagt, har sagt til en nabo, at han er kræft. Derefter begynder hun at fjerne alt i lejligheden, der kan afsløre, hvor han er indlagt, hun snakker ikke med nabokonerne over frokosten, som hun plejer for at undgå intimiderende spørgsmål osv.(goffman, 2009, 130) Hvis man som studerende forsøger at skjule sin depression helt, hvorledes gør man så det gennem samtalerne? Og hvorfor gør man det? Er det netop fordi, man ikke finder det passende at vise over for andre? Er det fordi, vi i dag har en sådan kultur, hvor man gerne skal fremstå perfekt på alle områder? Og gør man der ved f.eks. at bruge kræfter på at fremstille mange aspekter af ens virkelighed som værende depressionsfri? Personer, der normalt er villige til at erkende, at de har et stigma, gør sig også umage for, at stigmaet ikke fremstår alt for klart. De vil i stedet ofte sørge for, at samtalens reelle omdrejningspunkt bliver sat i fokus, så stigmaet dermed ikke får nævneværdig opmærksomhed. Metoderne, hvormed de afleder opmærksomheden, ligner dem fra afsnittet om at passere, men kan dog adskille sig, da mange, der ikke bruger passer metoden, ofte bruger sløring. En blind, som f.eks. bærer mørke briller, kan ikke kun gøre det for at gøre opmærksom på blindheden, men også for at dække et evt. ar i ansigtet(som man som blind kan have). Og man kan endda også lære selve interaktionens struktur og væsen, hvis man vil undgå at synliggøre ens stigma. (Goffman, 2009, ) Vil folk, der f.eks. har svært ved at agere socialt og måske er lidt enspændere lære interaktioners regler for ikke at blive lagt mærke til, at de ikke er så socialt kloge? Kan man forestille sig det med en deprimeret person? Derfor er det interessant at undersøge, om man som en studerende med psykiske problemer, selvom man måske har fortalt det til nogle få indviede, stadig bruger visse sløringsmetoder. Nogle kan jo have fortalt det til en vejleder eller en af de nærmeste venner eller familie(måske til en af de tætte venner i gruppen). Men derfor er det interessant, om man selv over for dem anvender sløringsmetoder og dermed, at der aldrig er en fuld åbenhed om depressionen. Slutteligt skal det nævnes, at Goffmans eksempler ofte omhandler fysiske handicap, men jeg mener også, det kan henledes på folk med psykiske. Og han kommer da indimellem også med eksempler på dette. 11

12 Metode Metodeafsnittet vil være en blanding af bogen: Liv, fortælling, tekst. Strejftog i kvalitativ sociologi og Farligt feltarbejde. Etik og etnografi i sociologien, der begge berører, hvad man skal være opmærksom på ved interview med stigmatiserede grupper. Dermed kan de bedre anvendes og er faktisk mere præcise end f.eks. Kvales beskrivelse af de syv faser, som retter sig mod overordnede aspekter, man skal tage hensyn til ift. generelle interview. Undervejs perspektiverer jeg også til en artikel af Kvale og Brinkmann for at få interviewerenes rolle sat i perspektiv. Sidst anvender jeg dog et par af Kvales faser, da de ovennævnte bøger ikke har teori rettet mod det at lave spørgsmål og mod analysestrategi. Metodeafsnittet vil fokusere meget på etikken ved interview, da denne er helt central for mit projekt og undersøgelsesområde, idet det er meget centralt at fokusere på med et sådan sårbart emne. Farlighed i feltarbejde med udsatte grupper Der er nogle spørgsmål angående farlighed, man kan stille sig i forbindelse med et projekt: Farlighed for hvem og hvorfor? Og hvilken slags snakker man om? Er det i metoderne eller i det endelige resultat, at farligheden findes? (Jacobsen og Kristiansen, 2001, 53) Farligheden i mit projekt vil fremgå i det følgende, hvor jeg placerer mig inden for specielt den følgende farlighed: Subjekt livsverden farlighed opstår, når man er til stede i et tit anderledes miljø og derfor omtaler andres liv. Her skal man nemlig være opmærksom på, at ens arbejde kommer til af få det fremmede som omdrejningspunkt, og at man derfor kommer til at formidle et for mange mennesker fremmed stof. I den sammenhæng er det vigtigt at være påpasselig, da man kan komme til at definere en virkelighed, der måske ikke stemmer overens med, hvorledes ens respondenter oplever denne. Dette kan ret let lede til, hvad Bourdieu kalder symbolsk vold, hvor man netop kan komme til at problematisere og trivialisere respondenternes virkelighed. Og man kan komme til at stå som fortaler for en degradering eller diktering af, hvorledes andre opfatter virkeligheden.(ibid, 59) Jeg skal dermed forsøge at forstå mine respondenters virkelighed så godt som muligt. Der er imidlertid aldrig nogen garanti for, at fejlfortolkninger af interviewet kan ske, eller at jeg opfatter det på en anden måde, end respondenterne gør. Respondenterne kan f.eks. på bestemte områder ikke få formuleret sig så klart i interviewet. Jeg vil derfor lytte interviewet gennem flere gange for at forsøge at mindske disse uoverensstemmelser. At tale om helt at slette disse er dog utopi, da der altid vil være aspekter, der kan opfattes forskelligt. I mine spørgsmål er det derfor også vigtigt, at 12

13 jeg får det til at fremstå klart, hvad der menes med disse(se afsnittet om spørgsmål). Depression er nemlig et emne, hvor jeg måske ikke helt kan begribe, hvad det er, folk gennemgår og kommunikationen, de anvender i omgangen med andre. Kan der i nogle tilfælde f.eks. være tale om at beskytte en selv eller kan der være tale om bare stille en facade op for at opnå så mange fordele for sig selv som muligt? Hvis man måske er tilbøjelig til at være lidt doven, kan man så nogle gange bruge ens sygdom som undskyldning? Og det er nok få tilfælde, da størstedelen nok bare vil beskytte sig selv. Og så sort og hvidt er det nemlig heller ikke. Det er kun for at belyse, at der er forskellige sider af sagen, og svaret måske af og til findes som en blanding af de to udsagn. Der er nemlig ofte meget gråt og mange nuancer i virkeligheden. I forhold til gennemførelsen af mine interview var jeg opmærksom på at forsøge at gengive mine respondenters beskrivelse af deres verden, som jeg i subjekt livsverden farlighedsafsnittet nævnte var vigtigt, men samtidig på at være kritisk. Så da Mia f.eks. fortalte, at hun følte, hun langsomt havde smidt masken og kunne fortælle alle folk åbent om depressionen, tog jeg det ikke bare for gode varer. Det var nemlig tydeligt, at hun stadig gennem hele sin studietid har haft det klart bedst med at åbne sig over for gruppemedlemmer, der har lært hende godt at kende som person. Det skal siges, at hele farlighedsbegrebet måske er lidt voldsomt at anvende ift., at jeg snakker med studerende i et studiemiljø. Derfor vil jeg gerne bruge udtrykket ansvarlighed. Jeg har jo nemlig et ansvar for at fortolke mine respondenters udsagn ud fra deres livsverden. Hvis der så forekommer lidt farlighed, er det i form af det lidt følsomme emne. Og at man godt kan være i en sårbar situation, når man snakker om depression. Grænsen mellem privatsfære og relevansen for projektet Ydermere kan man som forsker ifølge Goffman komme til at fremstå som en stikker, i og med man kan fokusere på at afsløre og videregive viden om personers intimsfære. Dermed kan man stå i modstrid med det, der gerne skulle være idealet, nemlig at man: Fremviser offentlige anerkendte menneskelige kvaliteter.(ibid, 60) Det er nemlig vigtigt, at det ikke går hen og bliver for følelsesfuldt, og at man spørger ind til privatlivets fred eller træder folk over tæerne.(ibid, 66) Derfor er det vigtigt at være helt reel og ikke forsøge at fremprovokere sensationer bare for sensationens skyld. Og at forsøge at fortolke deres udsagn så nøgternt som muligt for at give det mest realistiske billede af virkeligheden. Jeg har jo f.eks. ikke den store nytte i at kende deres psykologiske forhold til deres mor og det svigt, der kunne være hjemmefra, hvis det har været 13

14 tilfældet. Her kan jeg både komme til at træde dem over tæerne og gå ind i deres privatliv på måder, der hverken har gavn for mig eller dem. I forhold til interviewene kom det sig til udtryk specielt med Mia, der fortalte meget åbent om forholdet til sin alkoholiserede mor, og hvorledes hun af hende har lært at sætte facader op ved at lyve om moderens sygdom. Netop at hun på den baggrund har lært at sætte facader op er interessant i forbindelse med mit projekt. Derfor spurgte jeg ind til det aspekt. Men selve forholdet til hendes mor og problemerne i dette(samt andre familiemæssige) spurgte jeg ikke yderligere ind til, end Stina nu på egen hånd fortalte om. For det første var det nemlig ikke relevant ift. mit projekts undersøgelsesområde, og for det andet føler jeg, at det ville være at gribe for langt ind i intimsfæren. Sidst men ikke mindst er det vigtigt at forsøge at undgå for mange følelser til respondenterne, da man nemlig derfor nemt kan fejlfortolke sandheden.(ibid, 61) Dermed skal der også være en vis distance til ens respondenter, så man kan forsøge at undgå at opstille et romantificeret billede af personen og virkeligheden. Netop da jeg havde at gøre med personer i udsatte positioner, var dette en udfordring. Specielt i forhold til Pia, hvis situation jeg virkelig sympatiserede med, skulle jeg tage mig i agt for ikke at blive for følelsesmæssigt involveret. Jeg skulle ikke bare se hendes udsagn, som i nogle tilfælde gik mod f.eks. onde vejledere, som sandheden. Ved første gennemlytning af interviewet var jeg nemlig af den overbevisning, at det hun beskrev i forhold til de dårlige vejledere, var den fulde sandhed. Men efter at have gennemlyttet interviewet igen og reflekteret over den rolle, man som vejleder har på et universitet, er jeg kommet frem til, at Pias udsagn er en sandhed med modifikationer. Man skal jo nemlig være opmærksom på, at man kun hører sagen fra Pias side. Det er jo f.eks. naturligt nok, at man som vejleder højlydt undrer sig over, hvis en studerende ikke siger noget til et vejledermøde. Mere herom i analysen. Generelt er det jo nemlig ofte mennesker i en sårbar situation, man møder. Men hvor Mia og Kasper var nået længere i deres proces med at erkende og komme ud over depressionen, var det anderledes med Mia. Hendes sygdom gør jo, ikke kun depressionen, men det, at hun har så svært ved at kunne indgå i sociale situationer, at hun skulle behandles anderledes under interviewet. Specielt i starten af interviewet åbnede hun sig ikke så meget op og svarede meget kortfattet. Her var det op til mig at være til stede ved at holde øjenkontakt og nikke opfordrende til uddybelser af svarene. Der kunne 14

15 jeg ikke, som med de to andre stille spørgsmål og så bare lade dem snakke løs og være fokuseret på også at tage notater. Jeg skulle virkelig være til stede her, være nørværende og stille mange uddybende spørgsmål(som igen gjorde, at jeg skulle have sin fulde opmærksomhed på samtalen og situationen). Langsomt fik Pia dog talt sig varm, og det blev en mere normal interviewsituation. Interviewerens rolle Et andet interessant aspekt er interviewerens rolle. En artikel om etik i kvalitative interviews af Kvale og Brinkmann fra 2005 fortæller netop om interviewerens rolle. Vi bestemmer samtalers indhold som interviewer. Vi styrer hvornår vi spørger ind, og hvornår vi ikke gør. Respondenterne spørger ikke ind til os.(kvale og Brinkmann, 2005, 164) Det kunne have været godt at høre, da f.eks. Mia stillede spørgsmål til, hvad projektet præcist skulle anvendes til. Jeg gav nemlig kun en kort intro til mit projekt. Men respondenterne skal heller ikke vide alt, fordi de så måske underbevidst vil sige det, man som forsker gerne vil høre. Jeg ville jo gerne have, at de selv tog stilling til mine emner. Det er måske også meget godt med et sådan ømtåleligt emne, at man ikke fortæller dem alt om projektet. Hvis de i starten får at vide, at jeg gerne vil vide, hvordan de slører deres depression fra andre, kan det være svært at åbne op, hvis man ikke er en åben person i forvejen. Det giver dermed en bedre grobund og tryghed i interviewet at langsomt bygge det op med generelle spørgsmål om dem selv først og derefter komme mere og mere ind på emnet. Interview er også konstruerede. Interview er nemlig også skuespil, som kan henledes på Goffman, som jo siger, at alle interaktioner er en form for skuespil og derfor selvfølgelig også interviewsituationen.(ibid, 165) Respondenterne kan f.eks. være tilbøjelig, som jeg også har skrevet i teoriafsnittet, til at følge min linje i interviewet(hvis jeg anlægger en sådan stærk en), da det ifølge Goffman er nemmest at gøre. Selvom ovennævnte aspekter er taget i betragtning, kan respondenterne i teorien sige det, jeg gerne vil høre og som passer til, hvad de f.eks. tror andre med depression oplever. Jeg føler dog ikke, at de gjorde dette, da det generelt føltes som om, at de var meget åbne og ærlige og gerne ville fortælle sandheden, så de kan hjælpe andre i en lignende situation. Vi spørger som forskere også ind for at få svar, der passer til vores teori.(ibid, 166) Jeg spørger f.eks. Joakim, om han ofte slørede for sin gruppe. Her skal man skubbe, men ikke for meget, for 15

16 ellers kan de sige det, man gerne vil høre. Men med ham var det nødvendigt at skubbe på og spørge igen og igen, da det gjorde, at han sidst fortalte om, at han f.eks. skjulte depressionen ved at komme med en undskyldning om bl.a. computerproblemer. Et sidste vigtigt aspekt er at kunne fortolke interviewet i en kontekst.(ibid, 179) Min kontekst er det at være ung på et universitet med bl.a. pres fra samfundet i dag om at skulle være perfekt på alle områder. Forforståelsernes betydning Professor Annick Preieur fortæller i bogen: Liv, fortælling tekst i et metodeafsnit om, hvorledes man håndterer udsatte grupper. Herunder fortæller hun om den norske sociolog Dag Album, der i 1996 lavede et projekt om patientkulturen som distanceret objektør. Han udtalte, at han placerede sig i en Goffmansk tradition, i og med han også har fokus på de udvendige fortolkninger af handling og ikke så meget på menneskers indre følelsesliv. Hans fokus var på de sociale dimensioner, derunder hvad folk får af indtryk af ens handlinger, og hvorledes andre fortolker disse handlinger. Han anvender altså den Goffmanske tradition i denne ikke særligt indlevende og distancerede form modsat af, hvad Goffman egentlig selv havde af metodiske anbefalinger. Goffman kom nemlig selv tæt på sine informanter, men man kan måske sige, at han kunne gøre dette, netop da hans analytiske fokus ikke lå på deres indre følelsesliv. I Goffmans bog om stigma, hvor han berører den brutale sociale verden er det nemlig den sociale identitet, det omhandler og ikke de indre oplevelser. Dem må man selv tænke sig til. (Jacobsen, 2002, 145) Dag Album siger også, at han godt er klar over, at han som forsker personligt ikke er så god til at leve sig ind i andre menneskers tilværelse.(ibid, 144) Det er et plus, at man som forsker kender sig selv så godt og er i stand til at sige dette. Dermed kan man nemlig rette analysen mod det, man vil lægge vægt på og være opmærksom på, hvis den har nogle svagheder på et andet område. Jeg er derimod rimelig god til at leve mig ind i andre personers tilværelse og vil se dette som en styrke i min analyse, i og med det forhåbentlig kan give mig et mere nuanceret blik på mine respondenters situation. Jeg har dog også selv ligesom Album en vis distance til mine respondenter og har jo f.eks. ikke været sammen med dem for at se, hvorledes de reagerer i forskellige situationer ift. deres depression. Men jeg vil også gerne lægge vægt på, hvordan den ydre kommunikation udøves ift. specielt deres medstuderende. Hvordan de med sløring og det at passere kommunikativt skjuler hele 16

17 eller dele af deres depression for andre. Derfor mener jeg heller ikke, at jeg behøver at have observeret dem i måden, hvorpå de omgås andre først. Jeg vil i stedet forsøge at fortolke, hvorledes de anvender disse teknikker og forsøge at sætte nogle teser op for, hvorledes man bedst behandler folk med depression. Det er ydermere svært praktisk at få arrangeret at følge en med depression rundt og dennes relation til specielt gruppen. Man ville nemlig hurtigt føle sig malplaceret og føle, at man griber ind i gruppen og personens privatsfære. Jeg kommer heller ikke helt forudsætningsløst ind til dette her. Jeg har jo nemlig på baggrund af læsning af specielt artikler og ved at se udsendelser i medierne, samt det at læse tekster om psykiske lidelser på f.eks. KU`s studievejlednings hjemmeside, nogle forforståelser. Dem vil jeg gerne undersøge. For eksempel, at det må være en fordel at være åben omkring ens depression over for sin gruppe, så gruppen kan tage hensyn og kommunikere klart. Mine forforståelser bliver uddybet yderligere i spørgeskemaet.(se bilag 4) Meningskondensering i min form I Kvales meningskondensering må man først gøre sig tanker om, hvad formålet med projektet er. Det centrale i min analyse er, hvorledes de unge med depression har det på studiet, og hvordan man hjælper dem. Jeg satte så i et skema nogle centrale temaer i form af Goffmans udtryk, f.eks. at sløre, overfor de naturlige betydningsenheder, udtrykt af respondenterne. Meningskondenseringen indeholder dog fem trin, der førte til dette skema. Først læses hele interviewet gennem, så man får en fornemmelse af helheden. Derpå afgøres de naturlige betydningsenheder, som respondenterne gav udtryk for i interviewet. For det tredje udtrykkes det dominerende tema inden for en naturlig betydningsenhed. For det fjerde stilles der spørgsmål ved betydningsenhederne ud fra projektets formål. Og på det femte trin sættes de vigtigste temaer i interviewet sammen i et deskriptivt udsagn. (Kvale, 1997, 192) Det er vigtigt at påpege, at jeg netop vælger denne analyseform, da Goffmans udtryk også følger den naturlige proces, man som deprimeret må gennem, netop ved f.eks. først at skjule det helt ofte(passere) og derefter sløre nogle aspekter af depressionen. Og da mit spørgeskema allerede var sat op i den form, var det naturligt(efter gennemlæsning af interviewet) at finde betydningsenhederne inden for hvert Goffmansk og Meyrowitzsk teoriemne såsom f.eks. at passere og ikke finde temaer, som man normalt gør. Og så var teoriemnerne i tredje trin jo givet på forhånd. Dog satte jeg f.eks. linjebegrebet ind i bl.a. jeg-identitets afsnittet, da det gav teoretisk god mening. Og de oplevelser, mine respondenter havde i andre sammenhænge fik et afsnit for sig selv til sidst, da det ikke havde den store forbindelse til nogle af mine teoretikere. Og så var det at finde 17

18 det vigtige i betydningsenhederne ud fra projektets formål, for til sidst at sætte teoriemnerne sammen i et deskriptivt udsagn. Mine spørgsmål Til at forklare min spørgeguide vil jeg anvende Kvale, der har skrevet om forskellige faser, man skal være opmærksom på, når man laver interview. Jeg vil her anvende hans første(ud af syv faser) fase tematiseringen. Tematiseringen gør, at man kan få en bedre forståelse af respondenternes livsverden, ved at skabe en grundlæggende teoretisk ballast. Tematiseringen skal gerne være medvirkende til at finde essensen af, hvorfor man laver interviewene og dermed formålet. Derigennem bliver tematiseringen afgørende for de stillede spørgsmål og for netop hvilke dele af ens overordnede emne og teori, spørgsmålene bliver rettet mod.(kvale, 1997, 102) Jeg spørger netop i alle spørgsmålene ind til forskellige dele af Goffmans teorier og lader Goffmans teorier være styrende for rækkefølgen af spørgsmålene. Goffmans teoretiske begreber er nemlig også bygget logisk op i form af, at f.eks. passerer kommer før sløring. Dette er fordi, mange mennesker i starten af ens depression passerer og dermed skjuler det helt. Derefter kommer der for manges vedkommende en fase, hvor man kan fortælle dele af sit stigma til andre, men stadig skjuler andre dele. Det kalder Goffman at sløre. Sidst kommer jeg ind på Meyrowitz begreber ift. medierne og andre situationer, hvor de har oplevet at skulle tale om deres depression. Mine spørgsmål retter sig først mod rene baggrundsagtige faktuelle aspekter for at finde ud af, hvem der er. Det er for Goffman også vigtigt at fastslå biografien for at kunne have et afsæt til analysen af stigmaet. Dernæst drejer jeg det ind på det, det hele handler om, nemlig depression. Der kan jo være meget forskellige grader af depression i form af, hvor ofte man lider af det, hvilke symptomer man har, og hvor meget det påvirker ens daglige liv. Så spørger jeg ind til konkrete situationer, hvor de enten har skjult deres depression eller fortalt åbent om den. Jeg spørger ind til klare konkrete situationer, de kan huske og forholde sig til, i stedet for mere overordnede spørgsmål. Det kunne f.eks. være, om de fortæller om deres depression til de nære forbindelser eller deres gruppe. Der er det op til mig i analysen at afgøre dette og netop at have spurgt grundigt nok ind til at kunne bestemme dette. Det næste spørgsmål har det faktum, at de måske er nødt til at vise depressionen dagligt, som omgangspunkt, ved at de måske har fysiske anfald mm. Det kan nemlig have betydning, da man måske så aldrig kan være i fred. Så kommer jeg ind på emner, der drejer sig om den specifikke relation til gruppen ift. til deres depression. Det er nemlig selve essensen af 18

19 interviewet. Kommunikerer de åbent eller lukket, om dele eller om hele depressionen til deres gruppe, og hvorledes har det påvirket deres gruppearbejde og deres fremtidige muligheder for at arbejde i grupper? Den sidste del handler om min forforståelse baseret på mine egne oplevelser ift. gruppearbejdet i form af, at det hurtigt spredes i et basishus, hvis man f.eks. har depression. Dette kan i nogle tilfælde skade ens muligheder for at komme i en fremtidig gruppe. I den forbindelse er det også relevant at spørge ind til, om de har snakket med deres studievejleder eller vejleder om deres depression. Disse kan nemlig også spille en rolle, i og med man måske kan komme af med nogle af sine bekymringer om depressionen. De kan måske også have haft en afgørende betydning for de studerendes valg om enten at være åben eller lukket over for deres omgivelser. Sidst retter interviewet sig mod respondenternes opfattelse af, hvorledes medier og det generelle samfund ser på deres lidelse, og hvorvidt denne opfattelse hjælper eller ikke gør. Det sidste spørgsmål er således et forsøg på at få dem til at sætte ord på, hvordan de i andre relationer, f.eks. sociale, har oplevet synet på lidelsen.(se bilag 4 for spørgsmålene) En vigtig kommentar om respondenterne I Januar sidste år brød Pia sammen og blev efterfølgende sygemeldt et semester. Lægen gav hende i starten diagnosen stress. Men siden da har hun gået til mange psykologer og psykiatere, der har konstateret diagnoserne ængstelig evasiv personlighedsstruktur og mildere OCD. Hun er dog også stadig i diagnosticeringsprocessen. Hun fik at vide, at sammenbruddet sidste år var grundet en depression, som kom på baggrund af de ovennævnte sygdomme. Dermed har de andre sygdomme spillet en rolle for depressionen. Hendes største problem med sygdommen er, at hun føler et enormt pres. Det pres kan komme i forbindelse med ikke at kunne være usynlig, som altid er det, hun forsøger at være. Det kan f.eks. være i form af ikke at være i stand til at sidde bagerst til forelæsningerne. Dette giver sig udslag i en forsvarsmekanisme, der gør, at hun falder i søvn. Derudover oplever hun perioder med stor tristhed, som nogle gange kan føre til alkoholproblemer, og generelt er selvmedicinering nemlig en del af problemet.(se bilag 1) Det er dermed den diagnose jeg skriver om, når jeg skriver om diagnosen i min følgende analyse. Mia har oplevet det at skulle håndtere depression i gruppearbejdet på studiet. Dermed har hun skulle agere ift. andre gruppemedlemmer og instanser på RUC ift. sin depression. 19

20 Kasper oplevede først senere at blive diagnosticeret med diagnosen depression, hvorfor det ift. studiet kun var symptomerne på depression, han skulle forholde sig til ift. andre studerende, vejledere mm. 20

21 Analyse Analysen er bygget op på den samme måde som mine spørgsmål. Den starter dermed med front- og backstage og følger derefter slavisk spørgeguiden, da denne er bygget logisk op, så Goffmans begreber bliver gennemgået i den rækkefølge, han teoretisk har skrevet dem i. Derefter følger afsnittet om mediernes rolle i relation til depression, hvor Meyrowitz er teoretikeren, jeg tager udgangspunkt i. Sidst gennemgås, hvorledes respondenterne ser synet på depression i samfundet generelt. Og der sluttes af med en kort analyse af, om der i det hele taget er tale om et stigma for mine respondenter. Alt dette kredser om Goffmans vigtigste begreb, samhandling. Front- og backstage en stor betydning Frontstage, facaden, opretholder man oftest over for de fjerne forbindelser og backstagen, ens rigtige personlighed, viser man ofte til nære venner og familie ifølge Goffman. En udvidelse af Goffmans begreber er dog også nødvendig. En udvidelse, Meyrowitz lavede, som kan være med til at sætte teorien i en mere nutidig kontekst. Disse aspekter kan have en stor betydning for ens håndtering af depressionen i form af, hvorfra man får støtte og hjælp og i hvilke situationer, man får det i. Kasper er lidt typisk ift. ovennævnte i form af, hvem han viser sin depression og dermed backstage til: Jeg har sagt det til mine nærmeste venner.(kasper, 19:30) Min svigerfamilie kunne jeg godt se, jeg blev nødt til at sige det til.(kasper, 20:00) Min nærmeste familie ved det.(kasper, 21:00) I forlængelse af det siger han, at det meste af hans hustrus nærmeste familie også ved det. (Kasper, 21:40) Alt dette var dog efter depressionen for alvor brød løs. Og der kan man sige, at han har et støttenetværk, han har fortalt det til. I de mange år før, hvor han havde symptomer på depressionen og reelt var noget deprimeret, sagde han det ikke til gruppen på universitetet: Nej, for jeg vidste det ikke. Jeg har altid været et uselvanalyserende menneske.(kasper, 22:30). Når han skulle lave gruppeopgaver følte han, at ansvaret over for de andre var så stort, at han fik lavet det, omend det ofte blev noget halvfærdigt noget. Dermed ville han gerne vise sin frontstage over for gruppen, og at han dermed havde styr på det hele. Og i dag har han som sagt fortalt det til mange, men: Hele den extended familie ved det ikke. (Kasper, 21:10) Mia er lidt atypisk ift. Goffmans teori og min egen forforståelse. I den sammenhæng er det relevant at tage Meyrowitz udvidelse af front- og backstagebegreberne med. Han udvider det nemlig ved at sige, at ens opførsel ofte er meget situationelt orienteret. Dvs. at man ofte handler efter situationen. 21

22 Det er også denne opfattelse, jeg er tilhænger af. Den er nemlig mere rettet mod nutiden, hvor Goffmans teori jo er ældre efterhånden og mere passede på det tidsbillede, man så dengang. Frontbackstage teorien er også bedst til at studere opførslen i et enkelt miljø, som f.eks. et hospital. For hvor god er front-backstage teorien egentlig, når der er tale om sociale skift og: What, for example, is the relationship among several different front region performances on the part of the same individual? (Riggins, 1990, 78) Meyrowitz har i stedet for front- og backstagebegrebet et udtryk han kalder middle region behaviour, som sker når publikum får et sidestage view, hvilket vil sige, at de får et indblik i backstage området. Dette indblik kan underminere det traditionelle skuespil. Derfor tilpasser man sin opførsel, så den stemmer overens med den nye rolle. Mia siger, at hun: Lod som om jeg havde styr på det hele.(mia, 07:00) over for alle. Andre på studiet fik kun at vide, at Mia var deprimeret: Da jeg havde drukket mig fuld.(mia, 09:30) Ift. at være fuld og til en fest er der tale om en ny situation, som Meyrowitz siger, hvor hunvi ser middle region. Her er hun ikke længere er en studerende, der snakker fagligt med en gruppe. Hun har i stedet gennem det at være fuld smidt en del af hæmningerne, og ligeledes har dem, hun har betroet sin depression til. Her er der tale om et andet forhold og en anden situation mellem dem og hende, i og med de kan snakke mere åbent og uforpligtende om problemerne og ikke som studerende om noget fagligt f.eks. Der bliver dermed for Mia indgået et kompromis om, hvad hun kan snakke med andre om. Noget Meyrowitz også siger ofte sker, da man ved at få en ny situation og nye roller, her i form af at være fuld, kan tale mere åbent om problemerne. De får et sidestage view og hun tilpasser sin opførsel til hendes nye optræden.(riggins, 1990, 78) Og det kan godt være, hun ikke fortæller alt, men i starten af hendes depression var fester de eneste tidspunkter, hun fortalte om depressionen. Hun fortalte nemlig heller ikke andre om det: Dem(red. papfamile) talte jeg heller ikke med det om.(mia, 08.10) Og man kan ydermere generelt sige, at jo længere der er mellem to eller flere situationer, jo mere kan et individs opførsel variere fra en situation til den næste.(riggins, 1990, 80) Og da der her er tale om, at hun stadig er på et universitet og taler med sine medstuderende, er det ikke så langt fra en f.eks. gruppearbejde situation, at hun bare kan åbne fuldstændig op over for dem. Og hun fortsætter med at fortælle, at brætspilsforeningen, hvor hun mest var social i starten, var en god hjælp og støtte. De sagde f.eks., at hun skulle prøve at henvende sig til RUC om socialforvaltningen. Og her er der igen tale om en ny situation, hvor Mia i et mere uforpligtende og åbent forum omkring nogle spil kan begynde at fortælle om problemerne. Her snakker hun ikke 22