Pro gram. Brahms' 4. & Sjostakovitjs 2. DR SymfoniOrkestret Dirigent: Gianandrea Noseda Solist: Enrico Dindo, cello. Torsdag 17. maj kl. 19.

Transkript

1 11 12 Koncerthuset Klassisk sæson Torsdag 17. maj kl Brahms' 4. & Sjostakovitjs 2. DR SymfoniOrkestret Dirigent: Gianandrea Noseda Solist: Enrico Dindo, cello Pro gram

2 Program Koncerthuset 2008/ /12 2 TORSDAGSKONCERT Torsdag 17. maj 2012 kl DR SymfoniOrkestret Dirigent: Gianandrea Noseda Solist: Enrico Dindo, cello Koncertmester: Christina Åstrand Koncerten sendes direkte på P2 KLASSISK (FM og DAB) og genudsendes søndag 20/5 kl på P2 KLASSISK (DAB) Johann Sebastian Bach ( ) Præludium og fuga, D-dur, BWV 532 (ca. 1710) Arrangeret for orkester af Ottorino Respighi (1929) Varighed: ca. 10 Dmitrij Sjostakovitj ( ) Cellokoncert nr. 2, op. 126 (1966) I Largo II Allegretto III Allegretto Varighed: ca. 35 Pause: ca Mød musikken: Der er koncertintroduktion kl i koncertsalen med P2-værten Mathias Hammer, der fortæller om koncertens program og interviewer medvirkende fra koncerten I koncertpausen: P2 Klassisk sender direkte fra Metrohjørnet i foyeren. Publikum har mulighed for at stille spørgsmål via sms samt købe orkestrets seneste cd-udgivelser Johannes Brahms ( ) Symfoni nr. 4, e-mol, op. 98, (1885) I Allegro non troppo II Andante moderato III Allegro giocoso IV Allegro energico e passionato Varighed: ca. 40 Efter koncerten signerer Gianandrea Noseda og Enrico Dindo cd'er i foyeren Ensemblechef: Kim Bohr Orkesterchef: Ole Bækhøj Producent: Curt Kollavik-Jensen Producer: Bernhard Güttler Teknik: Jan Oldrup Regissør: Henrik Overgaard Kristensen Redaktion: Karen Inger Povlsen Korrektur: Magna Blanke Tryk: Hellmann

3 Værker Koncerthuset 2011/12 3 Den italienske komponist Respighi var med rette stolt af sin evne for at orkestrere. Johann Sebastian Bach/Ottorino Respighi: Præludium og fuga, BWV 532 Af Jens Cornelius At orkestrere vil sige at fordele musikkens toner på de forskellige instrumenter. I det arbejde ligger farverne og klangene. Mulighederne er faktisk ubegrænsede, men det er også en meget teknisk opgave, hvor man som orkestrator skal kende hvert enkelt instrument helt indefra. Respighi indhyllede gerne musikken i glitrende farvepragt. Også når han lavede arrangementer af andre komponisters musik. Han var stærkt interesseret i gamle italienske komponister fra barokken, og han tilbad Bach dybt. Det siges, at han spillede Bachs musik hver dag. Han valgte sine Bach-værker med omhu. Et af de stykker, han orkestrerede, er Bachs Præludium og fuga i D-dur for orgel. Et godt valg, fordi musikken fra Bachs side er udtænkt i bredt, pompøst format. Respighis kendteste værker er tre suiter med scenerier fra Rom: Roms fontæner, Roms pinjer og Romerske fester Præludiet er en vældig fanfare, hvis lange guirlander hvirvler overdådigt omkring. Det ender med en dramatisk coda, og efter en generalpause følger stykkets anden del: fugaen. En fuga er en slags kanon, der skaber en oplevelse af flere dimensioner, fordi de forskellige stemmer ikke er ens. Denne fuga er storladen i sjælden grad. Temaet er en usædvanlig lang replik med en rytmisk uregelmæssighed indlagt. Bach var fugaens mester, og med den slags krævende temaer udfordrede han sig selv. Bachs skrev sit orgelstykke i ca. 1710, og Respighi orkestrerede det i Pointen med orkesterudgaven er, at man ikke kan høre den bagvedliggende original. Orkestret skal ikke lyde som et orgel, men skal understøtte Bachs musik med orkestrets nye midler, så den træder flot og tydeligt frem. En af Respighis metoder er at opløse Bachs lange linjer i mindre bestanddele. Helt efter sin egen fortolkning sætter han spot på musikkens detaljer, stemmer og akkorder. Det bliver en fest, fordi Respighi er helt på bølgelængde med Bachs eksalterede musik. Fru Respighi noterede sig, at det gjorde hendes mand helt høj af arbejdsglæde at arbejde med Bach. Et godt bevis på den magisk opløftende og uopslidelige kvalitet i denne gamle musik.

4 Værker Koncerthuset 2011/12 4 Dmitrij Sjostakovitj: Cellokoncert nr. 2 Da Dmitrij Sjostakovitj blev fejret med en festkoncert på sin 60-års fødselsdag, kunne han se tilbage på et vanvittigt liv. Nu var der faldet en form for ro over hans levevilkår, men også en uhyggelig fastlåshed. Det kan man høre i det dystre værk, han skrev til sin egen festkoncert: Cellokoncert nr. 2. Året var 1966, og Sjostakovitj havde klaret sig gennem den russiske revolution, to verdenskrige og flere årtier under Stalins terror. Flere af hans venner og bekendte var blevet dræbt, fængslet eller henrettet, mens andre bare var forsvundet. Sjostakovitj slap med livet i behold, men var blevet en meget nervøs og paranoid person. 2. Cellokoncert er lakonisk og desillusioneret. Den begynder i stilhed og ender i stilhed. 'Tøbruddet', en forsigtig lempelse af sovjetstyrets greb om borgerne, var blevet indført i begyndelsen af 1960 erne. Men Sjostakovitj var blevet gammel før tiden, og hans livssyn var sort som natten. Det kan man høre i hans værker fra 1960 erne og 1970 erne, som udgør den sidste fase af hans produktion Førstesatsen er eftertænksom og tilbagetrukken. Halvvejs inde i satsen dukker et drillende motiv op i orkestret, som sætter tempoet i vejret. Det skubber satsen i retning af dens bizarre højdepunkt, som er en kantet duet mellem celloen og en stupid stortromme. Til sidst vender musikken tilbage til mørket fra begyndelsen. Andensatsen er et intermezzo, en sarkastisk og sønderbrudt march. Cellisten vrænger med vilde glissader, mens horn og pauker slår huller i luften. Hvad var den krig til for? tænker man, at Sjostakovitj har ment her. Uden satspause følger sidste sats, der begynder med en hysterisk fanfare for to horn og lilletromme. Det er en annoncering af et kommende udbrud men et udbrud af hvad? Det bliver celloen, som træder frem med sin store solokadence, absurd ledsaget af en raslende tamburin. En udhulende og selvironisk gestus, der får musikken til at tale med to tunger. Musikken synker sammen efter den anspændte solokadence, men får ikke lov til at få sjælefred. Sjostakovitj lader ironien fortsætte og tvinger sin finalesats til at gennemløbe en traditionel munter afslutning. Det bliver et narrespil, som ikke kan gennemføres, og koncertens melankolske grundtone bliver igen tydelig. Tikkende og gnæggende slagtøj måler tidens svindende muligheder med bureaukratisk uundgåelighed, på samme måde som Sjostakovitj afslutter sin sidste symfoni, nr. 15. Cellokoncerten ender i mørket. Har alt været forgæves?

5 Værker Koncerthuset 2011/12 5 Johannes Brahms: Symfoni nr. 4 Brahms 4. og sidste symfoni slutter med eftertryk. Den er som en fæstning, hvor faldporten til slut banker ned i bjælkebroen og lukker alt ude. Punktum her ender symfonien, og der er ikke mere at sige. Brahms var faktisk ikke så gammel endda 52 år da han skrev symfonien, men han var klar over, at den ville blive hans sidste. Tiden havde udfordret den klassiske, germanske musikkultur, og Brahms følte sig som den sidste i en slægt uden arvtagere. I sin sidste symfoni slutter han med at demonstrere hvilken grund, han bygger på: de store tyske mestre med Bach i spidsen. Brahms 4. Symfoni har siden starten i 1920 erne hørt til DR SymfoniOrkestrets absolutte kernerepertoire Finalen er en såkaldt chaconne, dvs. en sats, der bygger på en gentagen række akkorder eller bastoner. Akkordrækken, som Brahms bruger her, har han taget fra Bachs kantate nr. 150, Nach dir, Herr, verlanget mich. En anden Bach-chaconne, der fascinerede ham dybt, var slutsatsen fra Bachs Partita nr. 2 for soloviolin. I sin stramme form rummer den en verden af drama. Hvis jeg kunne skrive sådan et stykke, ville spændingen drive mig til vanvid, fortalte han. I 4. Symfoni lykkes det Brahms af lave sådan en chaconne. Den begynder med blæserne, der præsenterer akkordrækken. Derefter følger 30 gentagelser, over hvilke musikken udvikler sig med overvældende kraft og logik. Efter de første 11 variationer med det fulde orkester indskyder Brahms en variation for en fløjte, der står helt afklædt og sårbar i de dystre omgivelser. De tre følgende variationer er i dur og virker som trøstende ord fra himlen. Men blæserne genoptager mol-variationerne med fornyet kraft, og da først gitterporten er begyndt at falde, er den ikke til at stoppe. Symfonien slutter med et dunk og efterlader lytteren i et mørke, der er gravalvorligt. Symfoniens bankende hjerte er andensatsen, der rummer nogle af de mest mættede farver, Brahms nogensinde anvendte. Det første tema i satsen foldes ud som en sørgemarch i folketone af klarinetter, fagotter og horn. Imens spiller strygerne ved at knipse på strengene resultatet er en ophøjet sørgmodighed. Ovenpå den er tredje sats næsten brutal i sin støjende livskraft. De stærke rytmer hugges ud med skarpe kanter af de overraskende accenter. Virkningen er, at den monumentale sidstesats slår desto mere uimodsigeligt.

6 Dirigent Koncerthuset 2011/12 6 Dirigent Gianandrea Noseda Den italienske dirigent Gianandrea Noseda er født i Milano og er chefdirigent i Torinos operahus Teatro Regio. Han er også 1. gæstedirigent for Israel Filharmonikerne og for Pittsburgh Symfoniorkester. Og så er han æresdirigent hos BBC's Filharmoniske Orkester i Manchester, som han i perioden var chef for. Gianandrea Noseda Italiensk dirigent, født 1964 i Milano Chef for Operaen i Torino Tidligere chefdirigent for BBC's Filharmoniske Orkester i Manchester Er også uddannet som pianist og komponist Noseda dukkede op midt i 1990 erne, hvor han vandt en international dirigentkonkurrence og blev bemærket af den russiske maestro Valerij Gergjev. I 1997 blev han udnævnt til gæstedirigent ved Gergjevs ensembler, Mariinskij Teatret i Skt. Petersborg og Rotterdam Filharmonikerne. Som gæstedirigent har han siden optrådt med store amerikanske orkestre som Chicago Symfonikerne, New York Filharmonikerne og Philadelphia Orkestret. Et særligt forhold har han til Metropolitan Operaen i New York, hvor han dirigerer hvert år. Det er tredje gang, DR SymfoniOrkestret spiller koncert med Gianandrea Noseda, seneste koncert var en uforglemmelig opførelse af Verdis Requiem i I mellemtiden har han og aftenens solist, Enrico Dindo, indspillet en fremragende cd sammen med DR SymfoniOrkestret: de to cellokoncerter af Sjostakovitj. Flere anmeldere har kåret den som ny referenceindspilning. I aften er det muligt at købe denne cd og få den signeret efter koncerten. Gianandrea Noseda har indspillet mange andre roste cd er for det engelske plademærke Chandos med musik af blandt andre Bartók, Prokofjev, Smetana, Liszt og Rakhmaninov samt mindre kendte italienske komponister, hvis musik han meget gerne opfører, hvor han kommer frem.

7 Solist Koncerthuset 2011/12 7 Solist Enrico Dindo Den italienske cellist Enrico Dindo har indtil nu været lidt af en hemmelighed i musikverdenen. Det er på høje tid, at det afsløres, på hvilket tårnhøjt niveau han hører hjemme. Gennembruddet kan meget vel komme med den indspilning af Sjostakovitjs cellokoncerter, han netop har udgivet sammen med DR SymfoniOrkestret og aftenens dirigent Gianandrea Noseda. Selv sammenlignet med legendariske indspilninger er den helt i top. Enrico Dindo Italiensk cellist, født 1965 Har netop udgivet en Sjostakovitj-cd med DR SymfoniOrkestret og dirigenten Gianandrea Noseda Koncerten er Enrico Dindos første i Danmark Enrico Dindo er uddannet i Torino, og i en alder af bare 22 blev han udnævnt til solocellist ved Scala Operaen i Milano. Her var han ansat indtil Skiftet fra orkestermusiker til solist blev skudt i gang i 1997, da han vandt cellokonkurrencen arrangeret af Mstislav Rostropovitj vor tids største cellist, som Sjostakovitj skrev sine cellokoncerter til. Sejren satte gang i en solistkarriere, der har bragt Enrico Dindo til Nordamerika, Japan og rundt i hele Europa. Han er også blevet anerkendt i Rusland, hvor han for få uger siden optrådte med Sjostakovitjs 1. Cellokoncert ved en mindefestival for Rostropovitj. I 2001 grundlagte Enrico Dindo sit eget kammerorkester, I Solisti di Pavia, som han også dirigerer. At arbejde som dirigent har grebet ham i sådan en grad, at han i dag også er chefdirigent for San Remo Symfoniorkester. Enrico Dindo har også fundet tid til at indspille de fleste af cellomusikkens hovedværker, bl.a. Bachs solosuiter, Haydns cellokoncerter og de fem cellosonater af Beethoven. Og så er han celloprofessor ved konservatoriet i sin hjemby Pavia.

8 Adresse: Emil Holms Kanal København C Tlf.: koncerthuset@dr.dk DR SymfoniOrkestret Musikerliste 1. violin Christina Åstrand Jan Rohard Anders Fog-Nielsen Helle Hanskov Palm Anders Jonsson Per Friman Alexandre Zapolski Camilla Sand Kjeldsen Fogh Josefin Lykken Emily Fowler Tine Rudloff Sabine Bretschneider Sophia Bæk Trine Yang Møller Ikuko Takahashi Christian Ellegaard 2. violin Elisabeth Dingstad Bodil Kuhlmann Ludmila Spektor Line Most Marianne Bindel Morten Dulong Jensen Anne Marie Kjærulff Andrea Rebekka Alsted Stanislav Zakrjevski Jonida Tafilaj Inger Høj Deborah Jungnickel Josefine Dalsgaard Johanna Andersson Bratsch Claus Myrup Dmitri Golovanov Per Nørby Hansen Lennart Palm Ulla Knudsen Carina Andersson Michail Dolgin Kristian Fogh Astrid Christensen Katrine Bundgaard Anne Soren Marie Louise Broholt Jensen Cello Henrik Dam Thomsen Carsten Tagmose Inger Guldbrandt Jensen Nils Sylvest Jeppesen Vanja Louro Mats Larsson Birgitte Øland Johan Krarup Peter Morrison Karin Dalsgaard Kontrabas Joel González Lukas Jarmer Michael Dabelsteen Ditlev Damkjær Mads Lundahl Kristensen Katharina Richter Ida Rostrup Siv Frang Elvestad Fløjte Ulla Miilmann Mikael Beier Russell Itani obo Henrik Goldschmidt Kristine Vestergaard Mette Termansen Klarinet Olli Leppäniemi Mathias Kjøller Klaus Tönshoff Søren Elbo Fagot Audun Halvorsen Dorte Bennike Jens Tofte-Hansen Sabine Weinschenk Horn Lasse Mauritzen Henning Hansen Dominika Piwkowska Leif Lind Christian Vinther Jakob Arnholtz Trompet Michael Frank Møller Karl Husum Joris De Rijbel Ketil Christensen Basun Jesper Juul Windahl Peter Bennet Schmidt Brian Bindner Thomas Dahlkvist Tuba Carl Boye-Hansen Harpe Caitriona Yeats Mette Nielsen Piano Kristopher Hyldig Tanja Zapolski Pauke René Mathiesen Slagtøj Jacob Weber Gert Sørensen Tom Nybye Med forbehold for ændringer i musikerlisten efter redaktionens afslutning DRs ensemblers virksomhed støttes fra blandt andre: A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal Augustinus Fonden Beckett-Fonden Bikubenfonden Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat FrederiksbergFonden Nordea Danmark er sponsor for Koncerthuset