FORKYNDER AF KRISTI NÆRVÆRELSE. JUNI 1956 JULI

Transkript

1 FORKYNDER AF KRISTI NÆRVÆRELSE. JUNI 1956 JULI

2 DAGGRY udkommer om Gud vil i Begyndelsen af hver Maaned eller hveranden. Det udgives af nogle Brødre i København og bæres økonomisk af gamle Sandheds-Venner. Aars-Abonnement for Bladet er 7 Kroner. Bladet bestilles hos Daggry-Forlaget, Hyldebærvej 13, København F. (Telf. Godthaab 6619). Ansvarlig Udgiver: Herman Larsen. Sandheds-Venner, som ikke har Raad til at betale det fastsatte Beløb, v il vi med Glæde sende Bladet gratis, om der blot for hvert Aars Begyndelse tilgaar os Meddelelse om. at det ønskes. Abonnementet kan indbetales paa Postgiro DAG G RY udkommer ogsaa paa engelsk - tysk - fransk - italiensk - græsk. A M E R IK A : The Dawn Bible Students Association, Triangle, East Rutherford, New Jersey. C A N A D A : P. O. Box 217. Winnipeg. Manitoba. EN G LAN D : 98 Seel Street, Liverpool 1. AU S TR A LIE N: Berean Bible Institute, 19 Erm ington Place, Kew E 4, Victoria. TYSKLA N D : Tagesanbruch Bibelstudien-Vereinigung, Berlin-Friedenau, Menzelstrasse 2. SW EITZ: (Fransk Sprog) Assoc, des Etudiants de la Bible Aurore, P rilly -Lausanne. IT A L IE N : Aurora Associazione Studenti Della Bibbia, Corso Novara, 1/16, Napoli. G RÆ KENLAN D : He Haravgi (Daggry), Agion Theodoron 4, Athen.

3 FORKYNDER AF KRISTI NÆRVÆRELSE NrT Nr. 6-7 JUNI-JULI Årgang IN D H O L D : Tilskynder hverandre" M it folk giver ikke agt Vennestævne på Slusemellen Opmuntrende brev Traktater... 17»Tilskynder hverandre«i s V i is- v i y - v v v - i V v i / v ^ v v / ^ V / ^ > - / x / ^ v / ^. a S L a d os give agt, så v i o p fla m m e r hverandre t il kæ rlig hed og gode g e rn in g e r og ik k e u ndlade at kom m e sam m en, som nogle h a r fo r s k ik, men tils k y n d e r hverandre, og det så meget m ere, som I ser dagen næ rm e sig!«h ebr. 10:24, 25. O rdet o p fla m m e betyder tils k y n d e e lle r s tim u le re t il v irk s o m hed. Det bruges i a lm indelighed i en d å rlig b e tyd n in g, m en anvendes i v o r te kst t il at beskrive en tilskyndelse t il gode g e rn in ger, gode ta n k e r o.s.v. Den fa ldne m enneskelige n a tu r drages m od det lave, det selviske, det slette, og den n a tu rlig e tilb ø je lig hed er at anspore e lle r tils k y n d e sådanne lave, uvæ rdige ta n ke r, o rd og h a n d lin g e r hos andre, så det er blevet et ordsprog, a t»dårlig t selskab fo rd æ rver gode sæder.«a lle kender a f e rfa rin g denne a lm in d e lig e tilb ø je lig h e d hos det onde t il at avle o ndt, og t il at fordæ rve e lle r besm itte det, som er æ dlere og renere end det 1

4 selv; d e rfo r h a r v i s k rifte n s e rk læ rin g :»S alig er den m and, som ik k e va n d re r i ugudeliges rå d og ik k e s tå r på synderes ve j og ik k e sidder i spotteres svede.«de, der fo rsø m m e r dette råd, m å ik k e undres, om de stadig fa ld e r i fris te ls e r, og dersom de in d flyd e lser, de ko m m er i b e rø rin g m ed i nogen grad m edfø re r ugudelighed og synd og a dskille lse fra de tin g, der er ædle, rene og sande. Men hos den nye-skahnin g i K ris tu s Jesus er H errens ånds om dannende in d flydelse allerede begyndt den h a r et n y t h je rte, en n y v ilje, en n y tæ nkem åde. Hos sådanne er»det gam le fo r b i gangent, se a lt er blevet n y t«; de er blevet avlede på n y det v il sige avlede t il nye fo rh å b n in g e r, nye ønsker, nye ta n k e r om det rette. I stedet fo r den jo rd is k e visdom og handlem åde med dens»beske a vin d og træ ttesyge, som ik k e ko m m e r o venfra, men er jo rd is k, sanselig, djæ velsk,«h a r de nu den visdom, som er o venfra og et h je rte (en tilb ø je lig h e d ), der væ rdsæ tter og fø l ger dens a nvisnin g, som er fø rst renhed, dernæ st fredsom m elig hed, m ild h e d, ydm yghed, b a rm h je rtig h e d, gode fru g te r, uden p a rtiskhed og uden h y k le ri. Og denne klasses tilb ø je lig h e d v il i sam m e fo rh o ld som den h a r opnået h im m e lsk visdom og en ny n a tu r være at»opflam m e e lle r tils k y n d e h veran dre og alle dem, de ko m m e r i b erø ring med til sådanne gode ta n ke r, o rd og h a n d lin g e r, som er i overensstem m else med den h im m elske visdom, der leder deres egen frem gangsm åde. Den regel er u fo ra n d e rlig nedlagt i s k rifte n, at»en b itte r k ild e kan ik k e udsende sodt vand og en god k ild e kan ik k e udsende d å rlig t vand.en tid sel kan ik k e bære d ru e r og en v in s to k kan ik k e bære tidsler.«det er M esteren selv, der sige r:» A f deres fru g te r ska l I kende dem.«dersom vi d e rfo r ønsker at prøve os selv a t bedømme v o r frem g an g: a t u n d e rtvin g e (døde) den gam le n a tu r og vo r væ kst i den nye, da v il vi bedømme os selv e fte r denne standard og besvare fo r os selv det spørgsm ål: er m in egen ånd (tilb ø je lig h e d ) en, som glæ der sig ved synd i dens fo r skellige fo rm e r: fa lskhed, m isundelse, uenighed, fo rfæ ngelig ære, bagtalelse, ond m is ta n k e o. s. v. (ik k e n ø dvendigvis i dens gro- 2

5 vere fo rm e r m ord, ty v e ri o. s. v.), e lle r glæ der jeg m ig m ere og m ere ved retfæ rdighed, sandhed, godhed, m ild h e d, ydm yghed, tå lm o dig he d, kæ rlighed. Dersom det første er tilfæ ld e t, da er vi endnu enten h e lt e lle r delvis i h itte rh e d s galde og i syndens træ l dom og træ nger t il ø je b lik k e lig a t gå t il den store læge, og t il at u nderkaste os Hans g ru n d ig e b ehandling afskæ reisen fra synd, und ertvingelse a f sådanne kødelige tilb ø je lig h e d e r o. s, v. Men dersom den sidstnæ vnte er vo r h je rte s tillin g, da h a r vi g ru n d t il at glæde os, dog er der ingen g ru n d t il sto lthed e lle r p ra le n, fo r vi kan k u n sige, at v i h a r g jo rt v o r p lig t, og b lo t læ rt og k u n u fu ld k o m m e n t de le k tie r, som v o r store læ rer h a r g ive t os at lære. Apostelen ta le r til m enigheden, den indviede nye ska bnin g i K ris tu s Jesus. D et viser teksten, fo r H an sæ tter sig selv i klasse med den og b ru g e r o rd et»os«; også sammenhæ ngen viser det. H an henleder de indviedes opm æ rksom hed på den indflydelse, der udgår fra den ene t il den anden, og på b etydningen af, at denne in d flydelse a ltid hør være stim u le re n d e e lle r tilskyndende t i l det gode. Apostelen havde uden tv iv l e rfa re t, som vi nu gør det, at mange, som er indviede, dog ik k e k la r t kan se, h vorle des denne indvielse s k u lle give sig tilk e n d e i a lle vore o rd og h a n d lin g e r. M åske Apostelen så, som v i nu ser det, at den hellige in d flyd e lse, som sandheden h a r v irk e t ved et møde a f H errens fo lk ved deres h je rte fo rb in d e ls e m ed hinanden og med H erren, ik k e sjæ ldent b liv e r odelagt og fu ld stæ n d ig sat t il ved bensy nslose e lle r ukæ rlige b em æ rkn inger fra nogle a f skaren ved mødets a fs lu tn in g. Hvem kender ik k e a f e rfa rin g, h v o r s to rt et s trid s p u n k t en lille ild kan antæ nde; h vo r meget o ndt, der kan opvæ kkes ved tu n gens ild H vor m ange u kæ rlige ta n ke r, ond fo rm o d n in g og m istanke, h v o r megen vrede, ondskab, had og s trid, der kan opvæ k kes b lo t ved en a n ty d n in g Da nu H erren e rk læ re r: *u d a f h je r tets o verflø dighed ta le r m unden,«fø lger deraf, at det h je rte og de læber fra h v ilk e disse onde in d fly d e ls e r udgår, ik k e b liv e r sty- 3

6 rede a f den visdom, der ko m m e r fra oven, selv om de i noget m ål er indviede til H erren. Det er også en s to r fe jltagelse a t mene, at n å r det onde siges på en ve n lig og b lid måde, så er det noget godt og bevis på et re n t h je rte, der er fu ld t a f kæ rlig h e d ; v i ved tvæ rtim o d, at den store m odstander stadig fre m s tille r sig i en lysets klæ dning, fo r at han kan få sto rre in d flyd e lse t il det onde o v e rfo r dem, der h a r s lu tte t en pagt med H erren. Således er også de, der in d p re n te r onde ta n k e r, fo rm o d n in g e r o. s. v. på en venlig og dannet m åde og m åske med en tåre, de fa rlig s te fje n d e r a f fred og sa m fu nd, og g or o fte des m ere skade, fo rd i det lykkes dem at p la nte b itterhedsrødder og ta n k e r om o n d t i h je rte r, som t il det yderste v ille m odstå de samme onde ta n k e r og onde fo rm o d n in g e r, d ersom de blev fre m sa t på en sim pel, anstødelig og påtræ ngende måde. V i m å ik k e være ligegyldige o v e rfo r hverandres interesser. V i skal i v o r fo rb indelse med h verandre enten den er personlig s k r iftlig e lle r det er en fo rb indelse gennem dette blads s p a lte r betragte h verandre. V i skal overveje, hvad d er v ille være til h jæ lp, og hvad der v ille være h in d rin g e r, hvad der v ille o p m u n tre, og hvad der v ille være snublestene; og vi skal gøre a lt, hvad d er stå r i vor m agt fo r a t hjæ lpe hverandre med i tålm odighed at løbe løbet fo r den h im m e lske se jerspris. Dersom vi i sandhed er in d viede t il H erren, da kan v i ik k e gøre noget im o d sandheden, men (enhve r bestræbelse må være)» fo r sandheden«(2. K o r. 1 3 :8 ). H v ilk e t bræ ndende og strålende lys v ille ik k e enhver k ris te n være, dersom alle hans h a n d lin g e r va r overvejede og derved blev til gavn fo r dem, han ko m m e r i b erø ring m e d! H v ilk e n velsignelse v ille det ik k e være i h je m m e t! H v ilk e n velsignelse v ille det ik k e være i m enigheden! Denne b ro d e rlig e hensyntagen er det, apostelen tils k y n d e r os t il:»betragt h verandre fo r at o pfla m m e (tils k y n d e, o p m u n tre ) t il kæ rlighed og gode gerninger.«undgå så v id t m u lig t e th ve rt ord og enhver h a n d lin g, der kunne tils k y n de t il had, vrede, s trid, b itte rh e d og onde g erninger, der svarer t il disse fø lelser, der alle er kødelige og fra djæ velen. 4

7 Apostelen fo rb in d e r dette råd med tilskyndelse n til som H errens fo lk ik k e at undlade a t samles. Ingen a f os er så stæ rke i den nye n a tu r, at han kan u nd la de at tage hensyn til sam fu nd med beslægtede sind. Men selv om v i fo le r os tils træ k k e lig stæ rke i os selv, sku lle kæ rlighedens ånd i os lede os sådan,, at v i v ille glæde os over a t modes med»brødrene«fo r deres skyld, selv om v i ik k e selv havde nogen gavn deraf. Men v i er m er e lle r m in d re ligesom gioder, der, om de er a dskilte, h a r tilb ø je lig h e d til h u rtig at afkøles, men n å r de samles er tilb ø je lig e til at fo r stæ rke varm en i hele massen. H erren h a r o p m u n tre t s it fo lk til a t søge hinandens sa m fu nd t il delagtighed i stu d ie t a f Hans o rd og i bon, og H an love r sæ rlige velsignelser over s it fo lk s sam m en kom ste r, selv om der k u n er to e lle r tre. Det er vel sandt, a t u n d e rtid e n er nogle a f de ensomme, der ik k e h a r noget sa m fu nd i den na>rværende sandhed (undtagen gennem D a g g ry), b la n d t de m est tro fa ste, hengivne og selvopofrende a f H errens fo lk ; men v i b or ik k e d e ra f drage den s lu t n in g, at velsignelsen skyldes deres ensom hed; men v i m å snarere antage, at da denne ensom hed er uundgåelig, e rs ta tte r H e r ren dem ved sin egen næ rvæ relse og velsignelse det, som de m angle r a f sa m fu nd med andre lem m er på legemet. Men dersom en havde le jlig h e d t il a t samles med andre i tilbedelse a f H erren og s tu d iu m a f Hans ord og forsø m te s it p riv ile g iu m, da kan vi ik k e vente, at H erren v ille u d v irk e sæ rlige undere til bedste fo r ham. H errens u n d e rg e rn in g e r kan ku n ventes i nødsfald og fo r at e rsta tte n a tu rlig e m angle r e lle r u tils træ k k e lig h e d. Apostelen a n tyd e r, at eftersom»dagen* næ rm er sig, v il der være m ere nødvendighed fo r at overholde dette råd angående H e r rens fo lks sa m fu nd og fo rb indelse med h verandre. E rfa rin g e n beviser dette. T u sin d å re ts store dag, der allerede kro n o lo g is k er beg yndt, h a r m e d fø rt mere virkso m h e d fo r sind og legeme, et stø r re fo rre tn in g sp re s, stæ rkere fre m sto rm e n fo r at følge med tiden og en tilsvare n d e stø rre fa re fo r H errens fo lk fo r at b live overvæ ldet a f om sorg fo r dette liv, e lle r med rigdom s fo rfø re lse e lle r det at søge rig d o m. V i træ nger t il noget, der kan ophæve denne 5

8 tilta ge nde in d flyd e lse fra verden og dens anliggender. Den m odvirke n d e in d flyd e lse m å a f H errens fo lk soges og findes b la n d t dem selv i sam fu nd med hverandre og med H erren, og ved at tils k y n d e og o p m u n tre t il bestandighed o v e rfo r den belæ ring, d er er nedlagt i Hans o rd ; og ik k e b lo t det, men v i ser også, at begyndelsen a f denne store T u sin dårsd ag er en»træ ngselsdag«. V i ser, at slu tn in g e n a f denne træ ngselsdag v il kom m e over verden, og at H erren lovede sin m enighed, a t dersom de er trofaste, skal de b live»regnet væ rdige t i l at und slip pe a lt det, d er k o m m e r over verden.«men v i h a r også set i ordet, a t den fo rste del a f denne træ ngsel, som er en beredelsestid fo r verdens træ ngsel, v il være en sæ rlig træ ngsel, prøve og sigtelse fo r m enigheden fo r denne dags dom»må begynde m ed Guds hus.«v i ser denne sigten og rysten gå fo r sig ru n d t om os i n a v n k irk e n og endnu m ere indgribende b la n d t dem, der in d ta g e r en h øje re s tillin g og o p lysnin g på g ru n d a f ku n d ska b om den næ rvæ rende sandhed. Hans store vredesdag (do m, prøve og sigtelse fo rs t over menigheden og d e re fte r over n a tio n e rn e ) er kom m en, og hvem v il være i stand til at bestå? V i h ø re r apostelens fo rm a n in g, idet han p ro fe tis k så ned t il v o r tid.»tag d e rfo r Guds fu ld e ru s t n in g på, fo r at / kan gore m odstand på den onde dag og stå e fte r at have overvundet a lt, th i v i h a r ik k e kam p m od ko d og blod, men m od m agter, m od ondskabens ånde-hæ r i h im m e l rum m e t.«(e fs. 6:13, 12). D et er sæ rligt, n å r v i ser dagen»nærme sig«, a t v i må være m ere iv rig e e fte r at samles med dem, der h a r den sam m e dyrebare tro, iv rig e e fte r at tils k y n de og o p m u n tre t il kæ rlighed og gode g ernin ger, og således hjæ lpe h verandre til at ifo re os Guds fu ld e ru s tn in g k a ra k terens dyder, ydm yghed, tå lm o dig hed, m ild hed, b ro d e rlig kæ r lighed, tro, sandhed, håb fo r a t v i med disse som den g uddom m elige ru s tn in g, der b e skytte r os m od m odstanderens angreb på denne dag, kan være i stand til a t bestå. Denne ru s t n in g in d b e fa tte r m ere end b lo t kundskab, repræ senteret v&d h je lm e n ; den in d b e fa tte r den hele retfæ rdigheds b ry n je, h je rte ts renhed, troens s k jo ld, åndens sværd og indvielsens sandaler. 6

9 I de følgende vers o m ta le r apostelen m uligheden fo r bevidst synd b la n d t H errens fo lk, og hvad den v ille m edføre den anden død (en a lvo rlig e re s tra f end den første død, fo rd i den v il være uden håh)»en evig fo rtab else fr a H errens åsyn og H ans m agts h e r lighed.«(d ia g lo tt). S kønt synd med v ilje a ltid h a r væ ret den samme, v ille det dog ik k e være u fo r n u ftig fra apostelens ord at drage den s lu t n in g, at friste lse rn e på denne onde dag, i h v ilk e n vi lever, sæ rligt v il gå i den re tn in g. Lad os lægge m æ rke til, at apostelen ik k e ta le r om synder hegået i uvidenhed e lle r lejlighedsvise fe jltrin, der kan ske ved, a t v i o verru m p les a f en fe jl, en synd, der ik k e er til døden, og fra h v ilk e n overtræ deren ved en yd m yg ånd kan b live h ju lp e t op. H an sigter u d try k k e lig til en fu ld og hel synd, fo r h v ilk e n den fu ld e s tra f med re tte v il b live givet. M ange kunne ved den første ta nke herom være tilb ø je lig e til a t sige: Jeg er dog ik k e udsat fo r den synd, fo r jeg er vis på, at jeg ik k e v ille begå synd med v ilje og med hensigt. Men lad os lægge m æ rke til, kære venner, at der er en måde, på h v ilk e n vi kan b live o verfa ld e t a f synd, uden at denne i begyndelsen va r en bevidst synd, men som senere kunne b live det, f. eks. kunne en e lle r anden overtræ delse, der blev begået i fu ld stæ n d ig u vid e n hed e lle r med k u n delvis sa m tykke a f v o r v ilje, senere b live en fu ld bevidst, fr iv illig synd, dersom v i senere va r kom m en til en k la r forståelse a f sandheden angående sagen, og u n d lo d at gå til H erren i anger og u n d lo d a t gøre godt, hvad v i havde fo rb ru d t o v e rfo r vore m edskabninger. A t fa sth olde en synd, som m an k la r t fo rs tå r er en synd, b lo t fo rd i v i v a r uvidende derom, da den blev begået, og at nægte at re tte den begåede synd og således sam stem m e med den, v ille gøre den t il en bevidst synd. Med denne o pfattelse a f sagen tø r Guds børn ik k e i deres sind sam stem m e med den ringeste u re tfæ rd ig h e d e lle r usandhed o v e rfo r hin anden e lle r o v e rfo r nogen. Det væ sentlige i denne ta n ke findes i H errens b e fa lin g : D e rfo r, n å r du bæ rer d it o ffe r fre m til a lte re t (dersom v i h a r noget at o fre t il h erre n, enten tjeneste, taksigelse e lle r tilbedelse), og der ko m m e r i h u, at din 7

10 b ro der h a r noget im od dig (a t du h a r g jo rt nogen u re t enten i tanke, ord e lle r g e rn in g ), så lad d it o ffe r ligge der fo ra n a lte re t (tæ n k ik k e, a t det v il være a nta gelig t fo r Gud, medens du i ta nke e lle r g ern in g h a r øvet u re t o v e rfo r a n d re ), gå fø rst b o rt og fo r lig dig med d in b ro der (gø r a fb ig t o v e rfo r ham, gør u n d s k y ld n in g, fo rk la r ham til fu ld e den u re t, du m åske h a r begået overfo r h a m ), og kom så og bær d it o ffe r frem «(fo rvisse t om, at i en sådan h je rte s tillin g v il H erren den alm æ gtige have behag i og antage d in gave. F o r a t beskrive dem, der bevidst synder, b ru g e r apostelen en stæ rk b ille d lig tale og siger, at i samme grad deres h je rte er i sym p a ti med synd og ik k e i o pposition m od den, er de Guds søns m odstandere, Jesus v a r så h e lt ude a f s ym p a ti med synd i a lle dens fo rm e r,a t han nedlagde s it liv fo r at genløse os fra dens m agt og forbandelse. A postelen e rklæ re r, a t sådanne bevidste syndere m å agtes som K r is ti fje n d e r, der v irk e lig bogstaveligt træ der Ham og Hans godhed og kæ rlighed u n d e r fod, fo rd i de fo ra g te r Hans b a rm h je rtig h e d og nåde, såvel som Hans belæ ring i re tfæ r dighed. H an siger, at eftersom de en gang v a r helligede, som res u lta t a f deres tro på det dyrebare blod og dets rensnin g fra synd, v ille nu deres tilbagevenden til h a rm o n i med synd in d b e fa t te, at de nu ringeagtede K r is ti blod, der genløste os t il Gud, id e t de regner det fo r noget ik k e h e llig t noget a lm in d e lig t og træ der på den guddom m elige nåde, der havde tilb u d t dem frih e d fra syndens åg og tils id s t befrielse fra dens s tra f, døden; og som H errens fo lk det evige livs krone. Medens apostelen således fo r m enigheden fre m h o ld e r syndens fa re r og fa re n fo r at falde b o rt fra troskaben m od K ris tu s og Hans retfæ rdigheds p rin c ip p e r, o p m u n tre r han os t il at fortsæ tte v o r ka m p im o d synd og dens in d flyd e lse i os selv og i andre,»idet v i fu ld e n d e r v o r helliggørelse i g u d s fry g t.«d e re fte r m in der han os om v o r første kæ rlighed og n idkæ rhed,»de gam le doge, da I, e fte r at være blevet oplyste u d h o ld t en s to r s trid i l i delser; idet I dels blev t i l et sku e sp il ved hån og træ ngsler, dels led m ed dem, d er havde det således.«h an v ille således o p m u n tre 8

11 H errens fo lk til a t fortsæ tte den gode s trid a t føre k rig m od verden, kødet, djæ velen og disses ånd, sæ rlig t i dem selv, på deres egen sjæ ls sla g m a rk, og han gør gældende, at tro på H erren og den belø nning, som H an senere v il give, n å r H an b liv e r h e rlig - g jo rt i sine hellige, er meget nødvendig fo r v o r udholdenhed i vanskeligheder som gode soldater i kam p m od det onde både i og u d e n fo r os, og siger»kast d e rfo r ik k e eders frim o d ig h e d b o rt, som h a r s to r lø n u n d la d ik k e at samles som nogle h a r fo r s k ik, men tils k y n d e r h verandre og det så meget m ere, som / ser dagen næ rm e sig.«og dette m in d e r os om H errens ord gennem pro feten M alakias (3:1 5 17). På den tid, da de sto lte er ly k k e lig e og de som øve ugudelighed er stæ rke i m agt og in d flyd e lse og de, der f r i ster Gud, synes at b live velsignede»da la lle de som frygte d e H erren ofte m ed hin anden (sym patiserede med og opm untrede så meget desmere h ve ra n d re ), og H erren lytte d e og hørte d e t; og d e r blev skrevet fo r hans åsyn en ihukom m elsesbog fo r dem, som fry g te H erren og tænke på Hans n a v n ; og de skal, siger H e r ren, på den dag je g sa m ler m ine ju v e le r, være m in ejendom, og je g v il vise skånsel m od dem, ligesom en m and viser skånsel m od sin son, d e r tje n e r ham.«men medens a lle s k u lle o p m u n tre t il kæ rlighed og gode g ernin ger og til glæde, så ved vi, a t de fle ste gør det m odsatte. D e rfo r v il v i tils k y n d e H errens sæ rlige fo lk t il at være så beherskede a f H errens ord og dets ånd, at de v il tilskyndes t il gode g erninger, selv u n d e r de m est ugunstige fo r hold. Ile tra g t Stefanus s tille t o v e rfo r dem, der senere berøvede ham liv e t; han havde ik k e b lo t m od til at præ dike fo r dem, men hans h je rte v a r så tils k y n d e t t il kæ rlig hed og gode gerninger, a t hans a nsigt strålede som en engels a f skønhed (A pg. 6 :1 5 ). Den sam m e ånd satte ham i stand t il at bede fo r sine m ordere (A pg. 7 :6 0 ). In te t ku nne tils k y n d e en så å n d s fy ld t h e llig t il noget ond t. L ad os således følge H errens og S tefa nu s eksem pel. (C. T. R.) 9

12 » M it fo lk giver ikke agt M æ rk, h v a d je g s ig e r; H e rre n v il jo give d ig in d s ig t.* 2. T im. 2, 7. M æ r k! o v e rv e j, tæ n k, s tu d e r, g ra n s k. M an k a n sige, h vad m a n v il o m h e d e n s k a b e ts og k ris te n h e d e n s re lig io n e r m ed h e n s y n t i l, a t de ik k e k ræ v e r m egen g ra n s k e n og tæ n ken, m en såd a n e r d e t ik k e m e d b ib e le n s re lig io n. D en e r ing en le ttro e n h e d s r e lig io n a f d e n s la g s :» Ø jn e n e i og m u n d e n op«og slu g, h vad d e r b liv e r p u tte t i d e n ; m e n den e r en tr o g ru n d la g t p å k u n d s k a b om G u d, h v is p la n og k a r a k te r den å b e n b a re r. D e rfo r er det, at s k r if te n in d b y d e r de tro fa s te t il a t o v e rv e je, g ra n ske, u n d e r søge, id e t den s ig e r:» K o m, la d os o v e rv e je sa m m e n.* D et er v æ rd a t læ gge m æ rk e t i l, a t k ris te n h e d e n s fa ls k e syste m e r søger, s tik im o d s k r ifte n s p å b u d, a t o p n å h a rm o n i og enhed ved a f fo r h o ld s v is u v id e n h e d, i ste d e t fo r på basis a f v a 'k s t i nåde og k u n d s k a b. L ig e s o m d e tte e r tilfæ ld e t i v o re dage m ed d et å ndelige Is ra e l, k ris te n h e d e n, således v a r d e t også i g a m le dage tilfa d d e t m ed det n a tu r lig e Is ra e l, o m h v e m H e rre n sagde:»o ksen k e n d e r sin e je rm a n d og e l asen s in h e rre s k ry b b e ; m en Is ra e l k e n d e r ik k e ; m it f o lk g iv e r ik k e a g t«(e s. 1 :3 ). V i s k a l ik k e fo rs tå det således, a t H e rre n m e n e r, a t jø d e fo lk e t in g e n k e n d s k a b h avde til h a m, h v is lo ve, o fr in g e r og tje n e s te r de d a g lig h avde fo r øje, e lle r a t H e rre n m e n e r, a t n a v n k ris tn e, som dog v is e r en vis g ra d res p e k t og æ r e fry g t fo r H e rre n, e r h e lt u v id e n d e om h a m. T a n k e n e r s n a re re, a t G uds b e ke n d e n d e fo lk i dag, ligesom i g am le dage, ik k e k e n d e r d eres s k a b e r og g en lø se r i den fo rs ta n d, a t de i sandhed h a r læ rt h a n s k a r a k te r a t ke nd e. I m a n g e henseender tje n e r de en fre m m e d G u d, fo r d i de ik k e v ir k e lig og h e lt ke n d e r h a m, og e t s å d a n t k e n d s k a b k a n k u n o pnås ved a t»give a g t*, o verveje. 10

13 betragte og studere det, som Gud h a r åbenbaret om sig selv. Ik k e at s k rifte n g ive r os en d e ta ille re t beskrivelse a f v o r skaber, men den åbenbarer hans p la n e r fo r os, og derved få r vi forståelse a f Guds k a ra k te r. Ligesom et m enneske kendes a f dets gerninger, således er Gud ke n d t a f sine g erninger. D e rfo r m å enhver, som v il kende Gud og fo rs tå den guddom m elige k a ra k te r, gøres beke nd t med hans p la n e r. Satan, den store m odstander, synes at fo rstå dette godt, og han b ru g e r a lle sine kunstg re b fo r at h in d re m ennesker i at få kendskab til Gud. H an h a r h a ft m æ rkvæ rdig held med sig, hvad apostelen også e rk læ re r:»denne verdens Gud h a r fo rb lin d e t de va ntros ta n ke r, fo r at lyset om K r is ti h erlig hed ik k e s k u lle skinne fo r dem «(2. K o r. 4 :4 ). Men det er u m u lig t fo r ham a t h in d re al ku n d skab og al væ rdsæ ttelse a f skaberen, fo rd i æ refrygt-egenskaben er d y b t nedgravet i det n a tu rlig e m enneske, som skø nt det er fa ld e t og fo rve n d t, a lligevel in s tin k t mæssigt spejder e fte r en Gud at d yrke. D e rfo r er der mange a f disse fo rb lin d e d e og bedragne m ennesker, der, som apostelen siger, søger e fte r Gud, om de dog kunne føle sig fre m og fin de ham (A pg. 17:27). M odstanderen v ille ik k e have h a ft det held til at fo rb lin d e menneskene, dersom han ik k e havde o v e rta lt dem t il at lade være med at spekulere over religiøse spørgsm ål og fået dem b ild t in d, at det er godt a t undersøge, betragte, grunde over e th ve rt andet spørgsm ål, m en på det religiøse om råde er lettroenhed som fe jla g tig antages fo r tro det klogeste og m est sikre. Så s to rt h a r hans held væ ret, at uvidenhed og o vertro angående religiøse tin g h ersker i kristenheden såvel som b la n d t hedninger, hos p ro te sta n te r såvel som hos k a to lik k e r. M id le t m od dette a lm in d e lige onde må søges og findes a f alle, som v il være h ellige og b live se jrvin d e re, de m å kende H erren, ik k e alene te o re tisk, men v ir k e lig t, kende hans k a ra k te r, som åbenbares gennem hans p la n. Lad os la'gge m æ rke til, hvorledes s k rifte n tils k y n d e r Guds fo lk t il at undersøge. De m å betragte de n a tu rlig e tin g, som de ko m m er i b erø ring med og i dem lære visse store le k tie r med hensyn t il deres skaber. Se fo r eksem pel H errens o rd i M a tt. 6 :2 8 :»Bel l

14 tra g t H ilie rn e på m arken«, og i L u k. 12:24:»Giv agt på ravnene.«h erren viser os, hvorledes sådanne rin ge tin g i n a tu re n skal have v o r opm æ rksom hed. I)e le k tie r, vi skal lære i alle livets anliggender, v il b live en h jæ lp, n å r v i stu dere r på rette måde i tro t il skaberen, at han repra*senterer det hojeste og ædleste, som en m ennesketanke kan fa tte, at han er fu ld k o m m e n i re t fæ rdighed, fu ld ko m m e n i visdom,fu ld kom m e n i m agt og fu ld k o m men i kæ rlighed. F ra dette s ta n d p u n k t kan v i lære en sto r le k tie ved at betragte lillie rn e. Deres skønhed viser os, a t H erren h a r en fin væ rdsæ ttelse a f det sm ukke, og a t de er blevet således, uden at de h a r a rb e jd e t e lle r spundet, læ rer os, at Gud er rigelig i stand t il at fre m s k a ffe det skønne uden vo r h jæ lp og a t han, om det er nødvendigt, på samme o v e rn a tu rlig e m åde kunne klæde os. D et læ rer os, at n å r han ik k e h a r g jo rt sådanne fo ra n s ta ltn in g e r fo r os, er det, fo rd i han ser, a t det er os g a vn lig t gennem livets e rfa rin g e r og ved u d v ik lin g e n a f n atu re n s h jæ lp e m id le r selv at sørge fo r vore behov. Ligeledes ved a t give agt på ravnene og spurvene ser vi, hvorledes H erren fo rs y n e r dem, uden a t de behover at sam le i lade fo r v in te rtid e n, og fo rs tå r, a t hans m agt og visdom på lignende måde kunne fo rsyn e os uden v o r m e d v irk n in g, og n å r han lader m enneskene va*re underkastede livets om s k ifte ls e r fre m fo r dyrene, er det uden tv iv l, fo rd i han således v il undervise m enneskene i at u d v ik le deres fo rn u fte g e n ska b e r med hensyn t il liv e ts interesser. T ro e n kan tage lære a f alle liv e ts anliggender og forvisse sig selv om, at m ennesket i Guds øjne er meget m ere værd end m ange spurve, m ange ravne og mange lillie r. V i kan d e rfo r fo rn u ftm æ ssig t stole på hans godhed og hans interesse fo r de m enneskelige anliggender. Ved således at give agt på de små tin g i liv e t og se Guds ka ra k te r åbenbaret i dem, b liv e r sindet beredt fo r den endnu større åbenbaring a f Guds godhed, g ive t os i ordet. Og dette hans ord fo rs ik re r os om hans m edfølelse med menneskesla-gten i dens fa ldne tils ta n d og om hans villig h e d t il at hjæ lpe skabningen ud a f synden og døden med retfæ rdighed og kæ rlighed. N å r vi ud fra dette s ta n d p u n k t g ive r agt, åbner vore h je rte r sig med det 12

15 samme fo r Guds kæ rlig hed, igennem lians son Jesus K ris tu s, fo rd i v i fin d e r det i overensstem m else med hans h erlig e k a ra k te r. Det h je rte, der således g iv e r agt, g or fre m s k rid t, vokser i nåde, i ku ndskab, i kæ rlig hed. Det h je rte, der u n d la d e r a t give agt på de små tin g, b liv e r ik k e i stand t il a t væ rdsæ tte de større tin g, og b liv e r h in d re t i at betragte Gud og hans p la n og hans k a ra k te r på re tte måde. P rofeten D avid u d b ry d e r:»n å r jeg b etragte r d in h im m e l, dine fin g re s g e rn in g /«(Sal. 8 :4 ). D avids sind va r re t og han gav agt på disse tin g og sagde:»den ene dag lader sin tale udstrøm m e t i l den anden, og den ene n at fo rk y n d e den anden sin k u n d ska b «om Guds herlig hed og g ernin g, og d e rfo r kunne Kong D avid længe fø r sønnekårelsens ånd va r givet, længe fø r de u v u rd e rlig e velsignelser, som i dag er vore, erhverve en dyb væ rdsæ ttelse a f hans skaber, h v ilk e t fo r ham blev et sjælens a nke r, der er s ik k e rt og fast og som bragte ham næ r til Gud, i ydm yghed, i tilbedelse, i kæ rlighed. Men n å r det er os n y ttig t og b rin g e r velsignelse at give agt på h im len e og på tin g i n a tu re n, h v o r meget større velsignelse b rin ger det så ik k e at give agt på de endnu højere tin g, som ved den h ellig e ånd er åbenbaret fo r evangeligem enigheden siden pinsedagen. P aulus henleder vo r opm æ rksom hed i den re tn in g, idet han sige r:»b etragt vo r bekendelses udsending og ypperstepræ st, Jesus«(H e br. 3 :1 ). Men h vo r få bibellæ sere h a r nogen sinde fu lg t apostelens h e n s tillin g. H vor få h a r nogen sinde g ive t agt på Jesus som m enighedens udsending, e lle r sæ rlige leder, sendt a f Gud, og som m enighedens ypperstepræ st, til hvem de tro fa ste er k n y tte t som u nderpræ ster. H vis H errens fo lk havde givet bedre agt, v ille m ange fle re være videre fre m skre d e t i Guds k u n d skab og kæ rlig be d. end de er i dag. De v ille have set, a t n å r Jesus er m enighedens sæ rlige leder og ypperste p ræ st og m enigheden hans elever, hans brø dre og underpræ ster, så m å der v irk e lig, hvad s k rifte n e rklæ re r, en gang i fre m tid e n b live en endnu større velsignelse, h v o r både ypperstepræ sten og underpræ sterne v il være Guds redskaber t il velsignelse a f alle jo rd e n s slæ gter. 13

16 N å r vi h a r læ rt a t give agt på de n a tu rlig e tin g, lillie rn e, ra v nene, h im lene o. s. v ta le r apostelen også om at give agt på de åndelige tin g :»B etragter ham, som h a r u d h o ld t en sådan m odsigelse im o d sig a f syndere, fo r at I ik k e ska t b live træ tte og fo r sagte i eders sjæ le«(h ebr. 1 2 :3 ). A k, h vo r m ange a f Guds sande fo lk b liv e r ik k e træ tte og m odiose og s tå r i fare fo r at gå g lip a f den høje p ris, fo rd i de ik k e h a r givet agt på, g ru n d e t på, søgt at fo rstå og kende H erren Jesus, og hvad han tro fa s t u d h o ld t af m odsigelser. H vis de v ille betragte hans fu ld ko m m e n h e d og h v o r ledes lyset fra ham skinnede i m ø rke t og ik k e blev væ rdsat, så v ille de h e lle r ik k e kunne vente, a t det lys, d er s k in n e r fra dem, s k u lle b liv e sæ rlig vel m odtaget (Joh. 1 :5 ). H vis de v ille betragte, hvorledes H erren led, i enhver fo rsta n d u re tfæ rd ig t og fo r retfæ rdigheds skyld og de så v ille betænke, a t deres egen opforsel, skø nt vel m ent, er u fu ld k o m m e n, da v ille det s ty rk e dem t il at»tide ondt som en god K r is ti Jesu s trid s m a n d «, til ik k e at blive træ tte a f at gøre det gode, og t il ik k e at forsage u n d e r m odstand. Det v ille også lære dem at fo rstå, hvad s k rifte n ty d e lig t viser, a t e rfa rin g e r og prøvelser er nødvendige fo r H errens fo lk, og om disse b liv e r taget im od på rette måde, v il de u d v irk e evig velsignelse. Ved således a t beskue H erren og hvad han m åtte udholde og sam m enligne det med deres egne u fu d kom m enheder, medens de søger a t vandre i hans fodspor, ko m m e r de til a t væ rdsæ tte H e r rens m edfølelse med s it fo lk og hans nåde im od dem ved at dæ kke over deres u friv illig e u fu ld kom m e n h e d e r og m angler, og det v il også lede dem t il b a rm h je rtig h e d og m edfølelse med deres brø dre på den trange ve j. Apostelen viser betim eligheden ved sådanne overvejelser, idet h an fo rm a n e r:»lad os give agt på hverandre, så v i o p fla m m e r hverandre t il kæ rlig hed og gode gern in g e r«(h e br. 10:24). O, h v o r behover ik k e Guds fo lk denne fo rm a n in g, dersom de v il have den rette overbivrenhed og kæ r lighed im od h verandre. B la n d t K ris ti brødre b etyder det a t»give a g t«a ltid at ta*nke ve n lig t og b a rm h je rtig t, selv angående de p le tte r, som kæ rligheden ik k e kan s k ju le. Sådanne p le tte r må 14

17 ik k e betragtes e lle r gives agt på, så de fo rb itre r vore h je rte r og opvæ kke m odstand im od h verandre i vore sind. De må h e lle r ikke gives agt på som u n d s k y ld n in g fo r snak og sladder. Apostelens fo rm a n in g går ud på, at v i skal give agt på hverandre med det fo r o je hvorledes v i bedst kan være til h jæ lp fo r hverandre på den trange vej til opbyggelse, styrkelse og o pfla m m en. Men der er en anden sag endnu. N å r v i ser tilbage til v o r te k s t:»giv agt på hvad je g sig e r; th i H erren v il give dig in d s ig t«, fin d e r vi, at apostelen d eri h a r fo rb u n d e t to ta n k e r: fø rst nødvendigheden a f at give agt, dernæ st nødvendigheden a f at have Guds h jæ lp fo r at få en rig tig forståelse. Det n a tu rlig e m enneske kan nå op til en hel del af, hvad v i her h a r skre ve t; dog v il nogle sæ rlige tin g være u m u lig e fo r ham at gribe. K u n de, der næ rm er sig fo r at give agt på Guds v ilje, kun de, der b e tra g te r fo r at lære a f K ris tu s i hans skole, kan have den bistan d fra Gud, som apostelen o m ta le r, den in d s ig t og fo r ståelse, som ko m m e r fra H erren. D er fo rd res tro på Gud og hans o rd fo r på re tte måde at kunne væ rdsæ tte det, som tilh ø re r os, både de n a tu rlig e og de åndelige tin g, og fo r at kunne næres d erved i vore h je rte r og vokse os stæ rke derved i vo r k a ra k te r. (C. T. R.) Tre dages vennestævne på Slusemøllen Søndag, mandag og tirsdag fra 5. til 7. august 1956 (T ilrejse lørdag den 4/8 A frejse onsdag den 8/8.) Så indbyder vore kære venner os atter til stævne på dette fredfyldte sted, hvor Herren så ofte velsignede hjerterne, når vi samledes om Guds hellige ord. Lad os bede om rig velsignelse over dette måske sidste konvent dér! Lad os bede fo r vore soskende, broder Axel og navnlig for søster Dina, at de må få kraft til det store forberedende arbejde et sådant stævne fører med sig. 15

18 Lad os komme med forventningsfulde og opladtc hjerter fo r selv at modtage rige velsignelser fra skrifterne, og søge at være til opbyggelse og tilskyndelse fo r vore kære søskende. V i tilskynder meget vennerne til, så snart det er dem m uligt, at meddele broder Axel Christensen, Slusemøllen p r. Kappendrup, om deres deltagelse i stævnet. H jertelid velkommen! Sverige: Andre konventer Konvent i Stockholm september. Vore kære svenske venner har, om Gud så vil, anordnet stævne på Kungsholmens Sludiehem, Pipersgatan 23, Stockholm, de tre forste dage af september. Da det er ganske længe siden noget konvent er blevet holdt i Sverige, bar virksomme»dagningen«s venner besluttet at samle sandhedens venner til»opbyggelse på vor aller helligste tro«. Alle Sandhedens Venner er hjertelig velkomne til dette konvent. Der ventes tre indholdsrige dage. M uligvis kommer en broder fra»the Dawn«i U.S.A. til at medvirke, og måske også venner fra Danmark og Finland. Anmeldelse om deltagelse bedes gjort så tid lig som mulig, ligeledes om man selv ordner indkvarteringen eller ønsker at bestyrelsen for konventet skal gøre det. Skriv til Dagningens Expedition, Torpagatan 32 A. Jonkoping, Sverige. F inland: I Tampere (Tam m erfors) b live r der afholdt konvent lordag den og søndag den I Helsingfors søndagen den Anmeldelse til broder IV. Berghall, Kapytie i6, Tampere-Kuleva, Finland. Am erika: Vennernes store fælleskonvent i U.S.A. falder i år sammen med vort stævne på Sluscmøllen. Det afholdes fra august i Universitetet, Bloomington, Indiana, U.S.A. Lad os bede at Guds rige velsignelse må hvile over ethvert af disse konventer og dels dellagere! 16 HILBO FRIIS KØBENHAVN

19 Studier i Skriften af Broder C. T. Russell. I Guds Tidsalderplan i l Tiden er nær III Komme dit Rige IV Hævnens Dag V Forsoningen mellem Gud og Mennesker AT Den nye Skabning. V i anbefaler meget disse Studier som Bibelnøgler der virke lig lukke r op for Guds hellige Ord. Desværre har vi ikke disse Bøger at sælge, men kun til at laane ud til enhver der omhyggeligt v il studere dem. Sandheds Litteratur for vor Tid leverer vi Vennerne frit. T il Uddeling overalt forskellige Traktater og Brevkort om Guds Rige. T il Samtaler og personlige Vidnesbyrd kan følgende S krifte r leveres frit: Se jeg gør alle Ting nye Sider Guds Genoprettelses P l a n...14 Haah hinsides G r a v e n...12 I.æ rer Bibelen alle Menneskers endelige Frelse? (U n iv e rs a lis m e )...14 Guds R i g e...14 Kristus er kommet tilbage for at løse Verdensproblemerne Gud og F o r n u f t e n...42 DAGGRY HYLDEBÆR VEJ 13 KØBENHAVN F

20 j. A t Menigheden er den levende Guds Tempel i særlig f* Betydning Hans V æ rk, hvis Opbyggelse er gaaet for sig 4* hele Evangeliets Tidsalder igennem siden K ristus blev Verdens Genlpser og Hovedhjørnestenen i dette Tempel; og naar det er fuldendt, skal Guds Velsignelser derigennem flyde ud " til alle Folk, og de skal finde Adgang til Ham. I. Kor. 3:16. 17; Ef. 2:20 22; I. Mos. 28:14; Gal. 3:29 A t Afslibningen, Tildannelsen og Fuldkommengørelsen af dem, der tro r paa K ris ti Forsonings vær k. og som er ind løi.e til Ham. skrider frem i Mellemtiden; og naar de sidste af disse levende Stene, som er udvalgte og dyrebare", er endelig tilhuggede, v il den store Bygmester samle dem alle i den første Opstandelse; og Templet skal fyldes med Hans H er- V*!**i**h4'*f'*!'*!*'F*i**J**f"*2'* ^v*i*v*!'4*~i**j*^*^**f*f*2**i**f i* vvv*f*i"!**!**i**!**i"!*