INDHOLDSFORTEGNELSE INDLEDNING 1 KORT OM HEIDEGGERS FORFATTERSKAB 2 KUNSTVÆRKETS OPRINDELSE 2 BELYSNING AF HEIDEGGERS BEGREB OM SANDHED 16

Transkript

1 INDHOLDSFORTEGNELSE INDLEDNING 1 KORT OM HEIDEGGERS FORFATTERSKAB 2 KUNSTVÆRKETS OPRINDELSE 2 STRUKTUREN FOR GENNEMGANGEN AF KUNSTVÆRKETS OPRINDELSE 2 INDLEDNINGEN TIL KUNSTVÆRKETS OPRINDELSE 3 DEN GÆNGSE OPFATTELSE 3 FREMGANGSMÅDEN; VI MÅ GÅ I RING 4 KUNSTVÆRKETS DIMENSIONER 4 TINGEN OG VÆRKET 5 DEN ALMENE ERFARING AF TING I DAGLIGDAGEN 5 DE TRE TINGSMÆSSIGE OPFATTELSER VED TINGEN 6 AT LADE DET VÆRENDE VÆRE SOM DET ER 7 PRÆSENTATION AF BEGREBET ALÉTHEIA 8 SANDHEDENS SÆTTEN-SIG-IVÆRK 9 VERDEN OG JORDENS STRID - SOM STRUKTURER I VÆRKET 9 SANDHEDSBEGREBETS UDFOLDELSE 11 LYSNINGEN 11 SANDHEDENS TIL-DRAGELSE 12 VÆRKET OG SANDHEDEN 12 SKABELSENS VÆSEN 13 DER-VÆRENS VILJE TIL AT LADE SIG STØDE AF JORDEN 14 KUNSTEN VÆSEN SOM DIGTNING 14 HISTORIENS NÆRVÆR I KUNSTEN 15 BELYSNING AF HEIDEGGERS BEGREB OM SANDHED 16 OM DIGTNINGENOG TÆNKNINGEN I KUNSTVÆRKETS OPRINDELSE 16 ALÉTHEIA I PERSPEKTIV 17 KUNSTENS FROMHED - OMFATTER DET KUNSTENS FULDE VÆSEN? 18 AFSLUTTENDE BEMÆRKNINGER 19 ANVENDT LITTERATUR 20

2 I det følgende spørger vi efter teknikken denne spørgen udbygger en vej. Derfor er det tilrådeligt først og fremmest at lægge mærke til vejen og ikke blive hængende ved enkelte sætninger eller afsnit. Vejen er tænkningens vej. Fra Spørgsmålet om teknikken s. 36 af Martin Heidegger INDLEDNING I denne opgave vil jeg redegøre for Heideggers idé om sandhed, og hvordan den kommer til syne gennem kunstværket ud fra teksten Kunstværkets oprindelse. For at kunne følge Heidegger i sin tænkning om kunstværket som alétheia, vil jeg nogle gange i min redegørelse henvise til hans tidligere værenstænkning fra værket Væren og tid og bruge uddrag fra hans senere værk, Spørgsmålet om teknikken. Jeg vil lade mine henvisninger til disse værker stå i fodnoter, da man kan uddybe det skrevne meget i forhold til andre værker, og måske derved miste kontakten dette. Jeg vil i selve gennemgangen undlade at kritisere, men derimod forsøge at forfølge hans tænkning, og beskrive forløbet i udviklingen af begrebet om sandhed som aletheia. Desuden vil jeg undervejs beskrive hvordan han viser dette. I diskussionen sidst i opgaven vil jeg forsøge mig på at problematisere hans sandhedsbegreb i forhold til kunsten. Dette gør jeg med henblik på at se hvilke dimensioner det muligvis bringer ind, som selve tekstlæsningen ikke åbner i sig selv. Jeg benytter tre forskellige slags kildehenvisninger i opgaven alt efter, hvordan jeg skal bruge den pågældende forfatter. Den første er den traditionelle, hvor jeg tager en længere passage ud for derefter at sige noget om den. I andet tilfælde bruger jeg sætningen direkte i fortsættelse af andre, og i denne sammenhæng vil sætningen optræde som en almindelig sætning med citationstegn omkring sig. Tredje form er hvor jeg henviser til et sidetal og bogen, for at oplyse læseren hvor jeg befinder mig værket. Opgaveformuleringen lyder således: Med udgangspunkt i Kunstværkets oprindelse samt sekundær litteratur gør rede for Martin Heideggers opfattelse af sandheden som Alétheia. 1

3 KORT OM HEIDEGGERS FORFATTERSKAB Heidegger ( ) har forfattet to større værker; Sein und Zeit, som var Heideggers ufuldgjorte hovedværk fra 1927, samt Kant und das Problem der Metaphysik i Herefter forfattede han mindre tekster, artikler, forelæsninger og foredrag. Heidegger efterlod dog endnu et større filosofisk værk Beiträge zur Philosophie, hvilket han testamenterede til at skulle udgives på 100 års dagen efter hans død. Dette blev dog omgået og værket blev udgivet på 100 års dagen efter hans fødsel. Heideggers tænkning bliver traditionelt omtalt som at være opdelt i en tidlig og senere tænkning. I talen om Die Kehre referer man til den vending, som optræder i hans tænkning efter Sein und Zeit og som træder klarere frem i 30 erne. Værensspørgsmålet, som er omdrejningspunktet i hans filosofi, og forståelsen af sandheden hænger uløseligt sammen i hele hans forfatterskab. I 30 erne vender Heidegger sig delvis bort fra Daseinsanalysen 1 og forsøger at afdække væren selv set i lyset af væren selv. Muligvis kommer denne ombetoning af at Heidegger ikke kan nå værenstænkningen alene via SuZ s tilgang til væren, da han heri selv oplever at blive indfanget i metafysikkens verdensbillede i selve opgøret og sprogets begrænsninger i dets brug, som hindrer værens fremtrædelse. Derfor ville og kunne Heidegger måske ikke færdiggøre SuZ. Han mener dog ikke at hans senere filosofi står i konflikt med den tidlige 2. I kunsten bruges sproget eller perceptionen på anden vis end de traditionelle forskrifter forskriver. Heidegger forlader derfor den systematiske opbygning, som kendetegner de tidlige værker, og lader nu delvist nye sammenhænge opstå ved en digterisk afdækning af væren. KUNSTVÆRKETS OPRINDELSE STRUKTUREN FOR GENNEMGANGEN AF KUNSTVÆRKETS OPRINDELSE Martin Heidegger ( ) har skrevet skriftet Der ursprung des Kunstwerks, som blev afholdt som foredrag for første gang omkring I denne opgave vil jeg benytter mig af den danske oversættelse fra 1996, og vil i opgaven referere til denne ved forkortelsen KO. Jeg vil i min gennemgang lægge eftertryk på det som er nødvendig for forståelsen af begrebet alétheia, og de andre områder som falder uden for dette vil jeg kortere resumere. Hele værket er i sin helhed 1 2 Brevet om Humanisme 2

4 en beskrivelse hvad sandheden er, og hvorfor den sker i kunsten. Jeg vil strukturere gennemgangen efter Heideggers argumentation. INDLEDNINGEN TIL KUNSTVÆRKETS OPRINDELSE Oprindelse betyder her det, ud fra hvilket og gennem hvilket en sag er, hvad og hvordan den er. Det som noget er og hvordan det er, kalder vi dets væsen. Oprindelsen til noget er dets væsens herkomst. (KO s. 21) Med disse ord begynder Heidegger sin søgen efter kunstværkets oprindelse, og på trods af sætningernes korthed påkræver de sig opmærksomhed. Heri ligger en af Heideggers sjældne definitioner af hans egen sprogbrug. Men denne hjælp henviser kun til yderligere uklare dunkle begreber. Fra begyndelsen fremviser Heidegger sin stil som værende mere poetisk og dunkel end den traditionelle filosofiske diskurs. Hvad ligger der så i disse ord, hvad er ordenes udspring og sigte? Ved disse ord søger Heidegger at beskrive sit sigte bag ved hans ord ursprung. I sprogets daglige tale er dette ord præget af metafysikken og/eller af videnskabens opfattelse af tilværelsen, som har et ensidig fokus på det værende, og derfor ses alt værende i lyset af det værende 3. Denne ensidighed spærrer vejen for væsningens udfoldelse. Vi bør begynde med en spørgen efter hvad det er og hvordan det er 4 - uden at benytte os af bestemmelser som allerede har lukket vor vej mod sagens oprindelse. Hvadheden og hvordanheden udgør tilsammen væsnet. Ordet oprindelse henviser til dette væsens ophav. Spørgsmålet om kunstværkets oprindelse spørger efter dets væsensherkomst. 5 Skriftets sigte er herved at udfolde væsnet i kunstværket, og at søge dets ophav gennem dets hvadhed og hvordanhed. Den gængse opfattelse Først bør man vide, hvordan man står, for overhovedet senere at kunne spørge. Heidegger benytter af flere grunde i sin skrift ofte den gængse mening (doxa) som udgangspunkt for sin undersøgen frem for klassiske filosofiske standpunkter. Heidegger tilskriver som regel den gængse opfattelse 6 en hvis rigtighed, som han ofte påpeger først, for derved at påpege dets forglemmelse. Dette indikerer at Heidegger, som i SuZ, mener at erfaringsverden ligger nærmere ophavet end den tænkning som abstraherer fra dets egen eksistens, forforståelse og ophavet til den. Ved kunstværket er det en gængs opfattelse at kunstnerens gøren er kunstværkets ophav 7. 3 Heidegger benævner dette fænomen som værensglemsel i SuZ 4 Med disse ord afviser Heidegge den traditionelle skelnen mellem essentia og existentia 5 KO s Den gængse opfattelse minder om SuZ uegentlige modus hvor ophavet glemmes pga. optagethed af det værende. 7 Det vil sige en reduktion til causa efficiens - altså udøveren. Se Spørgsmålet om teknikken 3

5 Heidegger indvender at kunstneren, uden værket ikke ville kunne træde frem som kunstner. Begge er oprindelse i hinanden, og dog er de hver for sig, da ingen af dem fuldt ud er ophav til hinanden - de har hver især en vis hvilen i sig selv fx. kunstværkets stoflighed kan kunstneren ikke siges at være ophav til. Deres indbyrdes forhold til hinanden sker gennem det tredje forhold, som er kunsten. Hertil spørger Heidegger om dets oprindelse set i forhold til de to førnævnte faktorer. Svarets udfald er ikke det væsentlige, men derimod det at vi spørger til kunstens væsen, som ikke værende kunstværk eller kunstner. Fremgangsmåden; Vi må gå i ring Erfarer vi kunstværket ud fra kunsten eller erfarer vi kunsten ud fra kunstværket. Dette er et problem som den strenge logik søger at omgå, men som vi ikke må eller kan omgå. Heidegger vil med dette, som tager form af en hermeneutiske cirkel 8, pointere en bestemt fremgangsmetode, der gøres ved tænkningen - da den har evnen til at udtale i sin egen forudsætning. Dette er tænkningens styrke at den formår at være i cirklen, som man ved logikken forsøger at abstrahere fra. Der vil i en betragtning af et kunstværk altid ligge en foreligge en forforståelse af værket som kunst. Denne forforståelse skal vi trænge ind og udlægge ved, at spørge til værket, hvordan og hvad det er, for derved at finde væsnet som råder i kunsten (KO s. 23). Med disse ord siger Heidegger, at der i os er en uudtalt forståelse for hvad kunstens væsen er, og derfor skal vi gå ind i denne cirkel og se på hvad det er vi tager for givet. Kunstværkets dimensioner Med et anstrøg af humor og nøgternhed påpeger Heidegger at kunsten har noget tingsmæssigt over sig. Beethovens kvartetter ligger i forlagets lagerrum som kartofler i kælderen 9. Æstetikeren kan ikke undsige sig dette faktum, som alle og enhver er bekendt med. Der en overfladisk dimension til alle kunstarter og alt værende. Heidegger påpeger, at der bør spørges ind til denne selvfølgelighed, selv om det kan virke overflødigt ved første øjekast. Til kunsten ud over den blotte ting hører en anden dimension som udgør det kunstneriske - det allegoriske. Han henviser, som han ofte gør i sin almene diskurs til ordenes etymologiske ophav, fordi Heidegger ser den oprindelige ordbetydning som værende tættere den oprindelige væren end den fordrejede 8 I SuZ behandler Heidegger i 31 og 32 forståelsens karakter som cirkulær eller en vekselvirkning. Forståelsen er altid stemt, og i forståelsen er der en stemthed. Vi er stemt af vor faktiske tilværelse, og denne tilbyder os nogle muligheder, som vi allerede har en forforståelse for i og med vi er i dem. Vi er i vores forforståelse tvungne til at udkaste en udlægning, og herved konstitueres det allerede forstået i en bestemt form. Forståelsens måde at udfolde sig på er funderet i tilværens fundamentalontologi, og derfor vil tænkningen, uanset hvilket niveau den befinder sig på, være hermeneutisk - altså baseres på forforståelse (som bunder i en iboende værensforståelse) som vej for en udlæggende forståelse. 9 KO s. 23 4

6 nutidige 10. Állo agoreúei betyder anden tale, altså kunstværket åbenbarer noget andet. Værket er både ting og bragt sammen med det andet - og sammenbringe er ordet symbol på græsk. Værket har i sig disse to dimensioner, og det som viser det andet, er værkets tingsmæssighed. Så for at kunne tale om dette andet må vi vide hvad en ting er. (KO s. 24) TINGEN OG VÆRKET Med indledningen er grunden lagt til en analyse af kunstværket. I det efterfølgende afsnit præsenterer Heidegger de tre traditionelle metafysiske ideer om tingen. Med det sigte at kunne adskille det tingsmæssig værendes væsensmåde fra det kunstmæssig værendes væsensmåde fra hinanden i kunstværket (KO s.26). Ting i sig selv og ting, der kommer til syne, alt værende, som i det hele taget er, kaldes i filosofiens sprog for ting. (KO s. 25) Det herskende almene tingsbegreb i dag forhindrer til at begynde med analysen, da tingsbegrebet er blevet synonym med alt værende. Derfor er det et utilstrækkeligt begreb, når der ønskes en forståelse af en adskillelse. Dette er problematisk, da vi skal afdække kunstværket ud fra en for-begrebslighed, som kan forhindre denne forståelse af ophavet. Derfor skal begrebet undersøges for at udfolde og se begrebets egne forudsætninger. De tre udlægninger har gennem historien koblet sig sammen på forskellig vis, og har ved hver sammenkobling haft en tendens til at udvide begrebet for at det skulle dække som en universalitet. Derved har man glemt væsensforskellene som de dækker over. Den almene erfaring af ting i dagligdagen Først henviser Heidegger i sin redegørelse af begrebet ting til den traditionelle hverdagslige intuitive eller vanemæssige opfattelse af ting, hvormed at han uden at sige det direkte henviser til fænomenernes optræden og hvordan vi taler om dem. Vi tøver i vores hverdag med at bruge begrebet ting i bestemte sammenhænge som om mennesket, Gud 11 og til tider om dyret. Derimod bruges begrebet om det livløse i naturen som fx. stenen, endvidere bruges det om det livløse i brug, som bruges i forlængelse af og til mennesket. Med dette har Heidegger taget udgangspunkt i den gængse ide om tingen i hverdagen. Han benytter sig af en slags intuitiv argumentation, der appellerer til vores daglige forståelse. Dette kan virke letkøbt, men det er velovervejet og kan vidne om den fænomenologiske hensigt om at bringe tænkningen 10 Den romerske tænkning overtager de græske ord uden den tilsvarende og oprindelige samtidige erfaring af det, som de siger uden det græske ord. Den vestlige tænknings rodløshed begynder med denne oversættelse (KO s. 28 ) 11 Der hos Heidegger er en afledning af det værende og derfor selv er et abstrakt værende. 5

7 tilbage til livsverden. Heidegger bevæger sig ind i et konsensus felt, og søger derfra dybere. Da feltet af ting i vores hverdag er blevet afgrænset ved den daglige indsigt, bør vi nu spørge om, hvori dette tingsmæssige ved tingen består. De tre tingsmæssige opfattelser ved tingen Den første anskuelse, som granitblokken bærende af bestemte kendetegn, er konsekvensen af mangelfuld oversættelse fra græsk tænkning til romersk - hvori noget glemmes. Det bevirker at spørgsmålene, som er velkendte i filosofien, opstår om hvorvidt tingsstrukturen er resultatet af menneskets anskuelse, som viser sig i sætningsopbygningen. Eller om det omvendt, er tingens opbygning der afspejles i sætningsopbygningen. Spørgsmålene skyldes at det glemte - deres ophav - er forsvundet som dimension ved tingen. Substansen har efter oversættelsen karakter af noget bagvedliggende i stedet for noget nærværende. Tingen er blevet reduceret til en tænkt substans i omtydningen, og dets betydning er blevet alt for bred, og omfatter deri alt værende. Dette begreb formår derved ikke at bestemme rammen for det tingslige, og intuitivt fornemmer vi at denne betragtning er utilstrækkelig og ikke griber det selvoksede og i-sighvilende 12 ved en genstand. Begrebet øver vold ved at det ikke griber tingens væsen, men afskære dele af det. Heidegger bruger her igen fornemmelsen 13 eller dagligdagsforståelsen af verden til i sidste instans at afvise begrebet. Da det er denne fornemmelse for tingen han faktisk ønsker at indkredse ved de andre begreber. Denne fornemmelse skal vi betragte senere i analysen. Metafysikken forfalder i sin utilstrækkelighed til den anden side, ved at betragte tingen som enheden af en mangfoldighed af sanseindtryk, hvori man prøver at give tingen større råderum ved at lade den stå uformidlet i møde, afvises ligeledes ved: For at høre ren støj må vi høre væk fra tingene... høre abstrakt. 14 Forsøget på at bringe tingen overdrevent nær mislykkes ved entydig reducering til det sansemæssige som tingens tingsmæssighed, og dens-i-sig-hvilen gribes heller ikke herved. Dette begreb spænder også for vidt, og formår heller ikke at afgrænse tingen. Desuden vidner kritikken af denne opfattelse om, at sansningen ikke er det primære i dens tingsliggørelse - men derimod dets sammenhænge, hvilket også bør erindres senere i brugsgenstandens analyse. Den tredje udlægning af tingen er middelvejen mellem overdreven fjernhed og nærvær; tingen som formet 12 KO s Dette kaldes i dette KO stemning og følelse, som i SuZ benævnes som befindtlighed 29, hvilket er en del af Daseins naturlige åbenhed - eller kastethed ind i verden. Som indenfor rationaliteten anses som værende et misfoster. Hvor Heidegger påpeger at irrationalitet ikke er det samme som kaos, og at det ikke er et subjektivt fænomen, men noget i vores åbenhed der stemmer os. 14 KO s. 31 6

8 stof, som er begrebsskemaet for al kunstteori og æstetik 15, hvilket vil sige at Heidegger mener, at æstetikken trods dets utallige forsøg på autonomi er underlagt den overleverede udlægning af det værende. Heidegger udtrykker umiddelbart godvilje overfor dette begreb, da det formår at bevare både kernen og dets fremtrædelsesform i sin sondring mellem stof (hyle) og form (morfé). Det kan påskrives værdierne som en sondring mellem det irrationelle og det rationelle, derfra kan det blive til et forhold mellem objekt og subjekt. Ved denne opfattelse er vi tilbage ved udgangspunktet som vi tog i indledningen. Herpå vender Heidegger sig til en analyse af dette sidste begreb for at se hvordan det opretholdes og har sin oprindelse. Ved den blotte naturting bestemmer stoffet i de fleste henseender selve formen. Omvendt gælder det for brugsgenstanden, hvor formen bestemmer stoffets anordning og nogle gange stoffet selv. Den sammenfletning af stof og form som hersker i brugsgenstanden, er endda tilpasset en anden dimension - dets formålsbestemthed. Til tjeneligheden er det blevet formet og stoffet har føjet sig. Det bruges som tøj til noget 16. Det er et værende underlagt tjenelighed, og ved dette kvalificerer tøjet sig. Flere faktorer har gjort det nærliggende at stof-form-føjningen har bestemt vores anskuelse af både naturens blotte ting og kunstværket. Tøjets indtager en mellem position mellem tingen og værket, og tøjet er os nærmest i hverdagen 17. Begrebet overføres derfor i teoretisk, nu også i praktisk brug med teknikken, til andet værende. Igennem historien er denne betragtning blevet gængs og selvfølgelig. Derfra er ideen om den blotte ting opstået, som et brugstøj minus sin brugbarhed eller tjenelighed. Ideen om værket er blevet til som et stykke tøj med en tilført æstetisk værdi. Derved lukkes af for at se den blotte tings tingsmæssighed og værkets værkmæssighed, ved en foregriben som oprinder fra tøjets tøjværen. Heideggers forfølger denne væsensforskel, som ledetråd, ved at søge efter hvilken vej fører så til det tøjmæssige ved tøjet 18, for at se hvad dette vil bringe for dagen. Umiddelbart lader det til at Heidegger bevæger sig væk fra det som undersøgelsen omhandler, men egentlig er han på vej ind mod selve brændpunktet. At lade det værende være som det er Vores forehavende bør kredse om hvordan man lader det værende være som det er 19. Det tre store udlægninger fejler i deres forsøg på at bestemme det tingsmæssige ved tingen. Det kunne indikere noget ved tingen. I udforskningen af tingen er der en modstand for at skulle bestemmes som noget. Denne holden-sigtilbage, forunderlige og tillukkethed er måske dets væsen, hvis det er dette, så må vi ikke tiltvinge os vej til dets tingsmæssighed (KO s. 37), da den så vil forsvinde. 15 KO s KO s Den bibelske forestilling om alt som skabt det vil sige frembragt til noget har medvirket til dette forfald 18 KO s Dette tager form af den fænomenologiske metodes forehavende som i SuZ beskrives som det som viser sig selv ved sig selv 7

9 Stof-form-føjningen ledte os til at formode at tjeneligheden var tøjets tøjværen, og vi bør finde dets tøjmæssighed i tjenesten, hvor tjeneligheden træder mest frem, som skoene i brug på marken, for som uanvendte får vi intet at vide andet end deres overfladiskhed. På marken består tjeneligheden i deres friktionsløshed - des mindre de bemærkes des mere nyttige er de. Så for at nærme os deres væsen bruger vi en billedlig fremstilling som Van Goghs maleri af et par bondesko. Da skoene i deres tjenelighed ikke formidler om sig selv, da de i deres tjenelighed bestå af deres glemsel eller usynlighed. Ud af den dunkle åbning i skotøjets udtrådte indre stirrer arbejdersskridtenes møjsommelighed. I skotøjets grove og robuste tyngde er ophobet udholdenheden fra den langsomme gang gennem de vidtstrakte og altid samme furer på ageren, hvorover en ublid vind blæser. På læderet ligger jordens fugtighed og fedme. I skotøjet genlyder jordens tavse tilråb... Dette tøj hører til jorden, og der er bevaret i bondekonens verden Ud af denne bevarede hjem hørighed stiger tøjet selv frem til sin i-sig-hvilen. (KO s ) Værket viser skoene på en bestemt måde 20, hvori der ses et forhold mellem deres fremtræden og i-sig-hvilen. Det er aspekt - et nærvær - som erindringens ideer, skoene i brug eller den sansemæssige betragtning ikke formår at gribe. Det i sig hvilende egenværd tøjs ro består i en selvfølgelig pålidelighed, som viser sig i værket. Skoenes oprindelige væremåde træder frem som i deres brug er skjult. Den umiddelbare og indlejret tjenelighed i tøjet er en følge af pålideligheden ved det. Pålideligheden giver bondekonens verden fortrolighed og fasthed. Tøjets pålidelighed giver hende en hjemlighed. Skulle tøjet gå i stykker brydes deres pålidelighed og derfor dets tjenelighed, og tøjet kan ikke længere vidne om verden og jorden. Bemærk hvordan skoenes tøjværen blev fundet. Ved at lade maleriet tale - man kunne sige poetisk - genså vi tøjets tøjværen. Præsentation af begrebet alétheia Ved undersøgelsen af tingsbegrebets foregriben har Heidegger vist at det ikke er tingen der normalt styrer tingsbegrebet, men tøjbegrebet blottet sin tøjhed. Hvilket vil sige den gængse omgang med tøjet styrer tilgangen til at andet værende. For ikke at lade dette hindre vejen for udfoldelsen af væren er det vigtigt at åbne sig for det tøjmæssige ved tøjet, det værkmæssige ved værket og det tingsmæssige ved tingen - og dette kommer os først nær når vi tænker det i lyset af udspringet - det værendes væren. Ved betragtningen af Van Goghs maleri sker der noget. Tøjet træder frem i sin uskjulthed ikke som ting, men som tøj, altså som hvad det er i sig selv. Dette værendes uskjulthed kaldtes af grækerne alétheia (ikke-glemsel), som oversættes som sandhed. Sandheden er en af-sløring. Heidegger har ved sin tale 20 Hvordan det så forholder sig med en kunstart som pantomime eller dans siger Heidegger ikke noget om - måske er det ikke en 8

10 om brugstingen på særdeles enkelt og indirekte måde vist, hvad værket i-værk-sætter ved et maleri af en brugsting. I værket sker en åbning af det værende, der viser hvad og hvordan det er - dette er sandhedens skeen i værk i selve kunstværket (ikke i mennesket), at lade det værende fremtræde i sin uskjulthed i lyset af det som det er i-sig-selv i sin skjulthed. Netop ved dette komme vi på sporet af kunstværkets oprindelse. Den foreløbige bestemmelse af kunstens væsen er dets i-værk-sætten af sandheden i dets åbenbaring af det værende i sin væren. SANDHEDENS SÆTTEN-SIG-IVÆRK Herfra forlader Heidegger - næsten - den gængse oplevelse af livsverden, da dennes idé om tøjet stilles foran andre værender, og derved skygger for en spørgen efter hvad det værende hviler på. Det er dog denne som har ledt os på vej. Læsningen bliver mere og mere utilgængelig som den kommer frem ved at hverdagen forlades. Der påkræves en ny tænkningens vej. Derfor vil jeg på denne vej følge teksten ret nært, da sandhedens væsen bevares og sker i det nære. Værkets i-værk-sætten af sandhed viser ikke bare noget skønt eller en overensstemmelse, som afbildning af det virkelige 21. Det viser ikke bare det forhåndenværende, som sanseiagttagelse, da disse aldrig ville fortælle om skoenes brugsverden. Værkets verden fortæller noget om min verden, som jeg almindeligvis ikke ser. Kunsten er sandhedens sætten-sig-i-værk. Hvad er sandheden selv, når den til tider tildrager sig som kunst? (KO s. 46) Med disse ord vil Heidegger, som følge af det der er kommet frem fra undersøgelsen af brugstingen, følge den skeen han så i kunstværket. Indtil nu har Heidegger problematiseret den spørgen vi begyndte med, og derved af omveje nået begrebet alétheia som den hændelse i værket der viser tøjets tøjmæssighed. Denne i- værk-sættelse som begrebet alétheia, ønsker Heidegger at vide, hvorfor den sker i selve kunsten. Verden og jordens strid - som strukturer i værket For at lade kunsten komme til syne som sig selv, tager Heidegger udgangspunkt kunstværkets i-sig-selvståen. Værket hører som værk til i den sfære som åbnes gennem det selv, og indgår i sammenhænge sådan, men ved sig selv. Denne sammenhængsstruktur i værket undersøges i en meget poetisk tale om et græsk tempels betydning for et historisk folk. (KO s ) Den første struktur er templets verden, dets samlende element som giver mennesket deres syn stilstand men snarer en dynamisk åbning. 21 Heri er indeholdt en kritik af henholdvis æstetik og logikken 9

11 på sig selv, så længe værket værker. Her viser naturens ting, kræfter og kulturens genstande sig som de er i sandhed. For at kunne deltage i dets verden kræves en indvielse, en slags helligelse for at være i værkets åbning 22. Ved denne åbning lysner verden. Verden verdner - som en akt og ikke som genstand - der er det som vi er undergivet, så længe banerne af fødsel og død, velsignelse og forbandelse holder os henrykkede ind i væren. I verdens åbne vidde gives der plads og rum til tingen. Kunstværket bekræfter dette ved verden. Værket i-værk-sætter en åbningen af verdens åbning. Kunstværket lader en verden af ting, guder 23 og mennesker, ud fra en bestemt tradition, egentliges grund eller væremåde fremstå, som i det daglige virke er skjult, men som i ritualerne om templet generindres. Verdens åbne vidde opretholdes og fornys i værket. Værkets væsen op-stiller en verden, som det selv er del af, og holder den åben for muligheder. I modsætning til tøjet, frem-stiller værket stoffet, hvoraf det består, og lader det træde frem i en slags bemærkethed frem for en ubemærkethed. Brugen af stoffet er en anden, nemlig at det lader det være sig selv. Verdens opstilling i værket hviler på denne brug. Templet fremståen i sig selv hviler på det aspekt som grækerne kaldte fýsis, som hos Heidegger arketypisk og dunkelt kaldes jorden. Dette begreb skal forstås i forhold til begrebet verden, hvor jorden er det som trækker sig tilbage i tilsynekomsten af det værende i verden. Jorden unddrager sig ethvert forsøg på fastholdelse. Kunstværket viser verden i dets tilskikkelse og stiller jorden frem i sin hemmelighed. Værket lader jorden være jord 24 Som farven ved skyen eller tyngden ved stenen, begge fremtræder i værket, men er i sig selv uforklarlige og u-uskjult. En måling griber ved et tal ikke farven eller tyngden, og tilbageviser kun det oprindelige. At frem-stille jorden vil sige: At bringe den ind i det åbne som det sig-tillukkende. 25. Disse to væsenstræk ved værket fungerer i en enhed. Forbindelsen mellem disse består i en skeen, altså en bevægelse. I denne højeste bevægethed hviler en ro. Verden tragter i sin hvilen på jorden efter at hæve sig op over den. Som det sig-åbende tåler den ikke noget tillukket. Jorden har som det bjærgende tilbøjelighed til at trække verden ind i sig og tilbageholde den der. (KO s. 56) Jorden kan ikke undvære verdens åbne, hvis den selv skal kunne fremtræde som jord i den befriede fremtrængen af sin lukken sig til. På den anden side kan verden ikke svæve bort fra jorden, hvis den som enhver væsentlig tilskikkelses herskende vidde og bane skal grunde sig på noget bestemt. (KO s. 57) Jorden og verden er i forbindelse med hinanden i deres strid. Strid i positiv forstand: De hævder og viser sig selv ved hinanden i striden (KO s.57). Striden anstiftes i værket ved opstillingen af verden og jordens tilbagestilling. Værkets værkværen opretholder striden. Det i-sig-hvilende værks ro har sit væsen i stridens 22 Heidegger pointerer at verdens fremtræden ikke er symbolsk karakter; guden er templet, i tragedien udkæmpes krigen. 23 KO s KO s KO s

12 vedholdenhed, som samler jorden og verden. Ved denne ro kan vi se hvad der i-værk-sættes i værket. Sandhedsbegrebets udfoldelse Fra den førnævnte dunkle mystificerende tale, bevæger Heidegger sig ind i sandhedens væsen, som bliver endnu mere gådefuldt og abstrakt visuelt beskrivende. Ved at have synliggjort strukturens enhed og dets strukturer i værket kan Heidegger betragte sandhedens i-værk-sætten i dette forhold i selve kunstvækets væren. Tidligere omtalte jeg talen om sandhed som overensstemmelse og brugen af det græske ord alétheia, som sandhed. Heideggers kritik af det herskende sandhedsbegreb 26 som erkendelsens overensstemmelse med sagen går på at sagen må vise sig selv, for at erkendelsen og sætningen overhovedet kan tilpasse sig til den. Et udsagns gyldighed må bero på noget allerede åbenbart. Det almene sandheds begreb gælder det som allerede er trådt ud i det uskjulte - hvilket for Heidegger kun til dels er rigtigt. Det at der overhoved at der åbenbares noget, er hvad der spørges til 27. Ordet alétheia er ikke bare en omdefinition af sandhedsbegrebet. Det er ikke mennesket der forudsætter det værendes uskjulthed. Alt retten sig efter noget vil altid være rettet mod det uskjulte, alt forstilt vil være undergivet det uskjultes felt. Denne værendes uskjulthed fremkommer ikke i sig selv. Det værende står i væren. Gennem væren går en tilsløret skæbne, der er hængt op mellem det gudelige og det gudsstridige. 28 Med disse dunkle ord taler Heidegger om at der eksisterer noget som tilskikker som skæbne udfoldelsen af det værende for os. Vi er placeret, måske historisk bestemt til en skæbne, der begrænser vores udsyn af det værende. Lysningen Hvad er forskellen mellem det allerede u-skjulte, verden eller den allerede skete sandehed og det sted, felt eller område, hvor selve skeen tager plads. Der må være noget som er frem for det værende, før det bliver åbenbart. Midt i det værende i dets helhed væsner et åbent sted 29. Der er en lysning 30, som er mere end det værende, ved at det omslutter det og bestemmer dets fremtræden. Endvidere er der noget mere som omkredser det værende og lysningen... det intet, vi knap kende 31. Lysningen tillader det værendes oplysning heri og tilgangen til os selv, som det værende vi er. Analyser, sammenligninger mellem det værende eller tanken overensstemmelse behandler aldrig denne åbenhed, men forudsætter den uden at spørge til den. 26 Det herskende sandhedsbegreb som overensstemmelse viser i denne tekst tilbage til fejlforståelsen af tingsbegrebet. 27 For at kunne spørge til dette kræves der en værentænkning, som skelner mellem det værende og det værendes væren. 28 KO S KO s Se i SuZ afsnittet om den iboende værensforståelse, som gør os for verden 11

13 Sandheden sker på bestemt vis i lysningen. Dets fremtræden lader noget at det fremtrædende stå tilbage. Lysningen består derfor i en sælsom skjulthed. Skjulningen af det værende foregår i lysningen ved en tofoldig måde, enten ved en nægten eller en forstillen. Sandheden væsner som sig selv, for så vidt som det skjulende afslag som afslag nægten tilmåler al lysning der stadige herkomst, men som forstillen tilmåler al lysning vildledelsens ubøjelige skarphed 32. Sandheden skal være i u-sandhed for at træde frem som sandhed. Hermed menes ikke falskhed. For at det værende skal træde frem i det uskjulte i lysningen så må dets ubestemmelighed benægtes, da det ellers ikke kunne bestå som værende, da det skjulte går imod det det uskjulte. I sandhedens lysning finder således en urstrid sted som er sandhedens struktur, hvor noget står ind, og noget af dette lader sig stå tilbage skjult. Sandhedens til-dragelse Værkets i-sig-stående struktur og sandhedshændelsens struktur er delvist sammenfaldende. Værkets verdensopstilling og frem-stillingen af jorden står i modvendt forhold, som afsløring og tilsløring gjorde i sandhedens hændelse. Værkets strid har ophav i ur-striden. Forskellen består i at verden ikke er det samme som lysningen, men er oplysningen og fastholdelsen af de lagte baner fra det uskjulte. Lysningen er en fundamental måde hvorpå udfoldelsen sker. Jorden er ikke det sig-tillukkende, men det som er opstået i værket som sig-tillukkende (KO s. 63). Sandheden i-værk-sættes ved en tildragelsen af sandhedens hændelse. Sandheden som der tildrages i værket er ikke kun sandheden om en given ting, men sandhedens væsen finder udtryk heri i kunstværkets opretholdelse af striden. Værket opstiller en verden, og fremstiller jorden ved at tilbagestille den opstillede verden på den fremstillede jord. Det skønne er, ifølge Heidegger, det som viser denne sandhedens strid i det uskjulte. Den fremvisen af sandhedens i-værk-sættelse er kunstens skønne væsen. Så hvad er sandhed når den kan ske eller endog skal ske som kunst? I hvilket omfang gives der kunst 33. Heidegger vil med disse spørgsmål uddybe denne sandhedens tildragelse, og hvorfor den er. VÆRKET OG SANDHEDEN Den umiddelbare forståelse af kunstværkets ophav er almindeligvis betragtet som kunstneren. Den tingmæssige underbygning viste sig at forhindrer en forståelse af værkets værkværen. Af omveje nåede Heidegger frem til værkets i-sig-ståen, som den enhedslige opretholdelse af striden mellem verden og jord. 31 KO s KO s De to afslag henholdsvis nægten, som den førnævnte fundamentale tilsløring der vil opstå med afsløring, og forstillen kan være at man stiller noget foran som skygger for noget andet værende eller besværliggører tilsynekomsten. For-stillen kan være fejlagtig for-griben af det værende som med tingsbegrebet, som herved har dækket for den oprindelige sandhedshændelse og andets værendes rene tilsynekomst. 33 KO s

14 Alligevel er der noget tilvirket ved denne grund ved værket - en skabtværen som foregår gennem kunstneren, og dette er en del af værkets virkelighed. Heidegger vender dog først tilbage til dette mest iøjenfaldende, da skabelsen af værken skal ses i lyset af skabelsesforløbet. Skabelsens væsen Skabelse tænker vi som at frembringe noget - både håndværkeren og kunstneren frembringer. Både tøjet og værket kræver en håndværksmæssig kunnen. Det græske ord téchne er almindeligvis oversat som både håndværksmæssig og kunstnerisk kunnen. Kunstneren og håndværkeren blev ligeledes benævnt med samme navn - technítes. For at få indsigt i begrebet er det vigtig at tage udgangspunkt i den græske tænknings forståelse af kunst eller håndværk i stedet for den nutidige. I følge Heidegger er téchnes sigte ikke den praktiske dimension, men har oprindelse i noein - som er en vidensform for at fornemme det nærværende som sådant. Det videndes væsen beror i den græske tænkning i sandheden som alétheia. (KO s. 68) Deri ligger det ikke at skabelsen af værk og forfærdigelsen af tøj foregår på samme måde. Tøjets forfærdigelse sker på anden vi end kunstens skabelse. Tøjet er en løsrivelse fra det hvoraf det kommer, herved ligger det uden for sin egen frem-bringelse - og derfor kan det gå op i tjeneligheden. Det skal sættes i værk, som i værket, for at nå tilbage til sin egen kommen frem. Derfor kan der afgrænses i redegørelsen af skabelsens væsen til at værkets skabtværen skal ses i lyset af værkets værkværen. Denne muligvis omvendte betragtning at skabelsen skal ses i lyset af det hvoraf værket kommer og er, er at ophavet kan fortælle om skabelsen og skabtværen, fordi ophavet er mere oprindeligt end kunstnerens frem-skabelse af værket. Hvorfor tildrages sandheden mod værket? Sandheden sker i værket i dets bliven til. Sandhedens skeen sker i stridens åbne rum, dette åbne opstå kun i kampen mellem jorden og verden, som konstant trues af lukning ved afslag. I det åbne rum skal der derfor være et værende, som værket, som kan lade sandheden i-værk-sættes ved at fastholde sandhedens åbning. Værket vedligeholder som tidligere nævnt denne strid og derfor også åbningen. Sandheden behøver værkets iboende strid for overhovedet at kunne vise sig selv som hændelse. Sandheden indretter sig i det rum som det selv lysner. Sandheden sker af denne grund, derfor først ved at det værende giver mulighed for en skeen. Der er både en oplysning af og et indretten sig i det værende på samme tid i sandhedens skeen. (KO s. 70). Sandhedens væsen 34 tildrages i det frembragte værk, da det som værende og ved dets struktur er medie for denne skeen. Skabelsen er ikke en subjektiv frembringen, men en åbning for sandhedens fortællen om jorden og verden. Gestalten i værket er sammenføjningen af den skikkelse der optræder med både opstillingen af 34 Sandhedens sætten-sig-værk er ikke den eneste måde hvorpå sandhedens væsen væsner. Det kan endvidere ske i den statsgrunde handling, i religion hvor nærheden af det ikke-værende som det mest værende er, i det væsentlige offer og i tænknings spørgen som i filosofien. Videnskaben behandler kun det allerede tilsynekomne, og begriber ikke sandhedens skeen, da 13

15 verden og frem-stillingen af jorden. Rundt om dette er der et oprids, en skitse af kampens udfoldelse. Det rids er opstået i dets skabelse, og har fastsat sandheden deri. I ridset, som er sammenføjningen i gestalten, skinner sandheden. Tidligere viste Heidegger at værket frem-stillede jorden i det som det var, hvorimod tøjet forbrugte jorden, og forblev ubemærket i tjeneligheden. I værkets værkskabelse må stridens ridse tilbagestilles i jorden for at kunne stilles frem. Værket er skabt med det i forvejen skabte, og samtidig rager det frem fra det skabte. Det bevæger sig - det er i værk, og er ikke som et tøj tjeneligt (KO s.74). Der-værens vilje til at lade sig støde af jorden Værket skabtværen gør derved en fremragen - et stød - ved dets i-sig-hvilen i jorden noget som tøjet ikke kan. Det støder ved at det findes - at det er - det støder ved os. Dette sker kraftigere jo mindre fokus der på kunstnerens skabelse. Det omstøder ved referencen til jorden det trygge og hyggelige i verden, og bringer os derved ind i åbenheden, hvor vi ser hvorpå verden beror. Værket opfanger den bevægelse sandheden er ved dets u-sandhed ved sin egen skabelse. Det forvandler det vante og tilbageholder den gængse kenden til verden, for at lade dets nødvendighed komme til syne. Denne værkværen kommer først frem på en nærværende måde ved en dvælen ved værket - når striden opfanges og bevares. Værket behøver de bevarendes dvælen for at kunne blive nær-værende, for uden dem udebliver sandhedens i-værk-sættelse. De bevarende skal kunne stå inde i det værendes åbenhed, som det sker i værket 35. Bevaringen sker ved den førnævnte fornemmen og dvælen, og dets menneskets vilje til at lade sig støde. I menneskets eksistens, som der-væren 36, ud-sætter det sig for det værendes åbenhed i detssætten-sig-i-værk. Villen er at gå fra en nøgtern indestængthed, og at lade sig støde ind den skeende sandhed. Bevaringen sker ved en given-slip af hyggeligheden - ved at standse op med de vante forstillinger. Herved rykker værket mennesket der-væren ind i dets historiske udståen fra uskjultheden. I den blotte nydelse bevares værket ikke, ej heller sker det når det uhyggelige ved værket bliver omsat til gængse ideer. Bevaringen af værket, som i-værk-sætter, sker kun når den bevares som noget der støder og truer hyggeligheden. Kunsten væsen som digtning Spørgsmålet om kunstens væsen, og om den vej, som viden om kunsten skal følge, skal først og igen føres tilbage til en grund. (KO s. 80) den forudsætter den som givet. KO s KO s Dasein er bestem i SuZ som at essensen ved Dasein ligger i dets eksistens - ved dets ståen-ud. 14

16 Den sidste del af KO omhandler Heideggers videre tilløb til en anden kunstforståelse. Her lader Heidegger sit sigte for sin tekst komme til syne. Han ønsker at etablere et nyt grundlag for en ny begyndelse. Svarene herudfra giver ingen mening uden at vi først kender til det oprindelige spørgsmål om væren. Med spørgsmålet om væren, mener Heidegger at have beriget kunsten, at have synliggjort dets vigtighed, og hvordan man skal lade indlade sig på den. Sandhed som det værendes lysning og skjulning sker i og med sandheden digtes. Al kunst er som det værendes sandheds ankomsts laden-ske som en sådan i sit væsen digtning. Ud fra kunstens digtende væsen sker det, at den midt i det værende slå et åbent sted op, i hvis åbenhed alt er anderledes end ellers. (KO s. 81) Digtningen er kunstens væsens. Værkets sandheds skeen er en forvandling af det værendes uskjulthed - væren. Heidegger giver selve poesien en fortrinsstilling, da han mener, at det først og fremmest er sproget der bringer det værende ind i det åbne som værende. Idet første gang ordet nævner det værende, så udnævnes det til værende ud fra dets væren. Hermed søger Heidegger samtidig at nå ud over den tidligere tiders bestemmelser af sproget, som en art billede af virkeligheden. Vi finder, med andre ord, ikke sproget og verden som to adskilte størrelser, der bør stemme overens. Sproget grunder derimod i sin væsentlige forstand den verden hvori vi lever. Sproget er tiltalt af det værendes uskjulthed. Digtningen tænkes bredere end poesien, og Heidegger lader det forblive et åbent spørgsmål om digtningens væsen er fuldt udtømt i alle kunsten arter. Skabelsen af værket er digterisk. Vi henrykker os selv ud af vores sædvanlighed og rykker ind i det af værket åbnede for således at bringe vores væsen selv til at stå i det værendes sandhed. 37. Kunsten sker som digtning. Digtningens væsen består derfor i tre led, som tilsammen stifter sandheden. 1. Digtningen åbner noget som ikke kan udledes af det værende - den skænker. 2. Digtningen åbner ved sin skænken det som der-væren allerede befinder sig i og frem-stiller dets grund. 3. Digtningen har, på baggrund af førnævnte, i sig en begynden (til noget nyt) (KO s. 86). Digtningen skaber derved ikke noget uvirkeligt, men gør tværtimod det virkelige mere virkeligt. Den åbner for det værende og de baner og sammenhænge vi indgår i, mens den samtidig fremviser grunden hvorpå det værende hviler, heri åbner den på underfundig vis til et spring hen imod noget nyt. Historiens nærvær i kunsten Kunstværkets oprindelse, dvs. tillige de skabende og bevarendes oprindelse, dvs. et historisk folks oprindelse, er kunsten. Det er således, fordi kunsten i sit væsen er en oprindelse: En særegen måde, hvorpå sandheden bliver værende, dvs. historisk. (KO s. 87) 37 KO s

17 Kunsten er i oprindet i et folks oprindelse, samtidig grunder kunsten selve historien ved digtningens udkast i kunstværket. Når vi ser kunstværkets oprindelse som kunsten, så må vi også lægge mærke til at historien bliver til herved ved sandhedens i-værk-sættelse. Kunsten er historiens oprindelse, ved at den henrykker folk ind i sandhedens skeen. Kunsten omstøder historien ved dets digtning pga. dets medbringen af grunden, og begynder på ny når de bevarende dvæler ved kunstværkets i-værk-sættelse af sandheden. Heidegger afslutter sin afhandling med digterens, Friedrich Hölderlins ord. Svært forlader, hvad nær oprindelsen bor, stedet. (KO s. 88) BELYSNING AF HEIDEGGERS BEGREB OM SANDHED Om digtningen og tænkningen i Kunstværkets oprindelse KO er et komprimeret værk. Der kan siges meget om det, men hvad skal man sige, og stadigvæk lade det være det som det er - skal man lade værket være værk? Den spørgen der er i Kunstværkets oprindelse kan benævnes som filosofi. Værket her er ikke et værk i samme forstand som kunstværket. Hvis vi betragtede den sådan, så ville vi ikke se det filosofiske ved værket. I KO er der alligevel passager der ikke bare er udkommet af en ren spørgen. Disse passager er digteriske, og kan i filosofien betragtes som påståelige. Ved disse passager forlader Heidegger den filosofiske spørgen og tænkning, og digter sig ind i et væsen. Når digtningens udkast benyttes så sker der en bevægelse i afhandlingen. Det er svært at være præcis og klar om disse stød, og u-hygggen er tilstedeværende. Alligevel er det for letkøbt bare at lade værket være værk, da det i sin form ikke kun er digtning - i det er en form, som vi kan spørge til filosofisk. Filosofi er tænken og spørgen - tænkningens styrke er at den kan være i den hermeneutiske cirkel og spørge deri. Måske er det ikke ren digtning det Heidegger gør, men han henviser til digtningen og benytter sig af den på flere måder i dette værk. Maleriet og templet er digtning, og herudfra digter Heidegger videre ved at udkaste aspekterne verden og jorden, som tydeligt nok tjener et bestemt formål, nemlig mod det Heidegger stræber. Heidegger benytter sig også af den oprindelige digtning sproget er, ved sine sammensætninger og nydannelser af ord, som ved i kraft af værentænkning er nærmere den oprindelige sandhedsskeen. De etymologiske analyser i værket er et på forsøg at nærme sig den digtning der oprindeligt lå i ordet. Sandhedens skeen stiftes med digtningens udkast ved at den stå i lyset af den grund alting kommer. Som jeg ser det, vil Heidegger med sin henvisning ved tænkningen til digtning vise væren i lyset af væren, og derved samtidig vise et gensidigt forhold mellem tænkning og digtning - og derved kunsten. 16

18 Alétheia i perspektiv Alétheia er et græsk digtet ord, men det betyder ikke at det er forbeholdt grækerne eller at det kun eksisterer i kraft af dette ord. Heidegger bruger mange ord, for at bringe nærhed om hvad lysningen er, men lysningen er begivenhed der finder sted før alle ord og alt værende, så intet vil kunne beskrive den i sin fulde skeen. Strukturelt er alétheia en betingelse for selve tilværelsen. Alétheia er en dynamisk bevægelse. Vi så i KO at den var dualistisk i sin udfoldelse: Sandheden var usandhed, for sandheden til-lukker og oplyser. Sandheden har i sig en enhed ved denne konstante bevægelse. Ved at spørge til det, som er muliggører det værende, og ind til den aktivitet i sig selv, så udfoldes tænkningen ved at en ny dimension. Vi er altid tvungen til at forblive i lysningen. Dasein står i det uskjulte, og er til i lyset af alétheia. Men dette betyder ikke at alétheia er reduceret til Dasein - og dette karakteriserer netop den sene Heidegger. Da vi står i lysningen glemmer vi at spørge til selve åbenbaringen af noget, og derfor kan tænkningen bringe os tilbage til lysningens begivenhed. Med KO viser Heidegger at kunstværket med kunsten, på anden vis end tænkningen, viser denne bagvedliggende aktivitet der lader det værende optræde for vores øjne. I værket er der en spænding i mellem to poler. Spændingen er en strid og en forbindelse på samme tid mellem jorden og verden. Hvilket kan sidestilles med SuZ væren-i-verden med dets kastethed og udkastethed. 1. En verden vises åbent i værket, og dette er ikke kun skikkelsen i værket, som templet, men også de sammenhængene den indgår i. 2. Jorden er det som behøves for at skabe sammenhænge. Verden er i kamp med jorden, som er det livsgivende og selvborende stofs ubestemmelighed da verden behøver jorden for kunne vise sig selv, men ligeledes gør jorden. 3. Dette er en strid, men hvori begge kun viser sig ved hinandens strid. Værket viser ikke kun måden hvorpå skoene viser sig eller de sammenhænge de indgår eller hvordan de blev til. Værkets væsen noget mere - det viser i sin struktur en oprindelig strid om hvordan noget overhovedet kommer tilsyne. Dette er værkets væsen at vise den oprindelige måde hvorpå noget kommer til syne i den måde værket selv viser sig. Kunstværket i-værk-sætter den oprindelige skeen. I-værk-sættelsen af åbningen skal ske ved de skabende og de bevarende, som derved bevarer og skaber sandhedens tilsynekomst. I værket skinner sandhedens skeen. Denne skabelse og bevaring er kunsten selv, og dette kalder Heidegger digtning. Denne digtning er sandhedens tilsynekomst, som viser sig i kunstværket, som værende. Mennesket opgave ligger i at bevare denne åbning åben for det værende. Værket gør dette ved de bevarende og skabende. Begrebet alétheia har betydningen det værendes uskjulthed som skeen. Der er ikke en tale om overensstemmelse, men i stedet hvad og hvordan sandhed er. Dette er er det det centrale. Dette at noget altid-allerede er udgangspunktet for alétheia som det uskjulte. Poiesis, som kunsten væsens sidst i værket bestemmes som, er en blomstring fra sin egen grund. Dette sker ved en afsløring hos de bevarende og skabende. Mennesket står imellem frøet og dets udfoldelse, som en åbenhed. I vores livsverden er vi i selve 17

19 sandhedens skeen, i dets skjulning og lysning, og er derfor spørger vi ikke til den. Værket er et værende som opstiller en verden og på samme tid frem-stiller jorden, og beskriver omkring dets helhed et omrids af sandhedens skeen, og bringer os ved dets væsen til åbenheden i sandheds skeen. Kunsten hos Heidegger er ikke blot den frie evne til at skabe. Kunsten står i et forhold mellem den måde hvorpå tingene er og den måde som vi udkaster det på. Dog er den ikke kun dette forhold, den i-værk-sættelsen af sandheden. Først når det lykkes et kunstværk at udtrykke fænomeners forhold til deres tilværelsesgrund, er det ægte kunst 38 Mennesker frie psykiske skaberevne er herved underlagt en anden kraft - som er væren. Der er noget som tilskikker eller lægger en ramme om det frie udkast vi gør. I Spørgsmålet om teknikken siger Heidegger at afdækningen hos grækerne var from - den var føjelig over for sandhedens herredømmelse og bevarelse. Kunstarterne nedstammede ikke fra det artistiske. Kunstværkerne blev ikke nydt æstetisk. Kunsten var ikke en sektor i en kulturproduktion 39. Kunsten som digtning, i den betydning at den lader grunden træde frem i dets frihed, er kunstens fromhed. Kunstens fromhed - omfatter det kunstens fulde væsen? Kritisk belyst kunne det så være at ægte kunst bestemmes ud fra Heideggers sandhedsbegreb, og ikke omvendt. Kunne det være at Heidegger reducerer kunsten ved et overgreb, som ønsker at bringe noget bestemt for dagen? Kunsten er et specielt område som har noget ubestemt over sig. Fænomenologien, som Heidegger selv tager udgangspunkt i, og kunsten benytter sig af hinanden, da begge ikke har fokus på overensstemmelse, men derimod noget andet. Men betyder det at deres fokus er fælles? Ønsker kunsten alene at vise hvordan noget kommer tilsyne? Kunsten og fænomenologien kan få os til at se aspekter ved det fremstillede og skærpe vores opmærksomhed for selve fremtrædelsen, men er det alt hvad der sker i kunsten - eller er det blevet offer for dets egen ubestemmelighed i Heideggers tænkning? Søger Heidegger tilflugt i kunsten, fordi at han i tænkningen opdager at den ikke kan realisere den samfundsmæssige væren, den foregriber, gennem f.eks. politikken - søger han sin bestræbelse løst i kunsten? Dette spørgsmål stiller Sverre Raffsnøe. I et efterord, som ikke er udgivet på dansk, skriver Heidegger at hans opgave ikke var at løse kunstens gåde, men alene at være i stand til at se den 40. Sverre Raffsnøe-Møller siger: Derfor kan Heidegger ikke berigtige Hegels berømte påstand om, at kunsten fra nu af ikke er på højde med situationen. Han må lade det spørgsmål stå åbent, om kunstværker på et tidspunkt vil kunne produceres og erfares på en sådan måde, at de vil kunne blive centrum for en omfattende nyfundering af tilværelsen. 41 Ordene lysning, åbning, sandhed retter sig mod at det værendes ontologiske differens fra 38 Søren Nordentoft Heideggers opgør.. s Spørgsmålet om teknikken s Fæmonologiens og kunstens verden af Jørgen dehs s. 124 i Løgstrups bog om Heidegger 18

20 væren. Mangfoldigheden ved det værende og det som adskiller det, lider måske under denne bestemmelse - måske er der plads til den i det skjultes ubegribelighed, men man glemmer det værendes mangfoldighed som eksisterer i lysningen. At mangfoldigheden trænger i baggrunden har store konsekvenser for kunstværket når der sigtes mod en oprindelighed, selvom den er nok så sand. Kunstens mangfoldighed reduceres, ligesom æstetikken reducerer den til nydelse, til en sandhedens skeen. Denne strid er smuk, og med Heideggers argumentation får den kraft ved dets stød. Den hermeneutiske cirkel er uomgåelig - om Heidegger med sin værenstænkning formår at lade det værende være som det er, og om han lader kunsten være værk, må bero på en egenvurdering fra læseren. Selv værdsætter jeg den berigelse Heidegger kommer med, men kunstværket selv er ikke udtømt med denne afhandling - og dette er ifølge min opfattelse heller ikke hvad Heidegger intenderer. Bringer kunsten os ud af værensglemsel og tilbage til vores grund, eller er det nødvendigt at være på en bestemt måde for at se det i det lys - uden tvivl, det vidner æstetikken og den gængse opfattelse om. AFSLUTTENDE BEMÆRKNINGER Jeg værdsætter dette værk, og i min fremtidige læsning uden for det akademiske lys vil jeg lade det stå alene og lade mig hengive mig til dets stød, som et kunstværk om verden og dens tilsynekomst. 41 Æstetisk filosofi af Sverre Raffsnøe s