Øger udsigten til aktivering de lediges jobsøgning?

Transkript

1 Øger udsigten til aktivering de lediges jobsøgning? I løbet af de seneste ti år er der sket en kraftig fremrykning af aktiveringsindsatsen i Danmark. Et af argumenterne for en tidlig aktivering er, at en del af de ledige for at undgå aktivering vil øge jobsøgningsintensiteten i perioden op til det forventede aktiveringstidspunkt. I denne artikel præsenteres resultaterne fra 2 nye empiriske undersøgelser, der forsøger at kvantificere motivationseffekten af aktivering. Lars Pico Geerdsen, forskningsassistent, Socialforskningsinstituttet Brian Krogh Graversen, kandidatstipendiat, Socialforskningsinstituttet, Aarhus Universitet og Forskerskolen for Integration, Produktion og Velfærd Argumenterne for en tidlig aktivering af de ledige Siden 1994 er der sket en væsentlig fremrykning af aktiveringsindsatsen for de arbejdsløshedsforsikrede ledige, således at de forsikrede ledige nu har ret og pligt til aktivering efter 1 års ledighed. For dagpengemodtagere under 25 år skal aktiveringen allerede ske efter et halvt års ledighed. Fremrykningen af aktiveringen for de forsikrede ledige har betydet, at der nu er mindre forskel på, hvornår ledige på hhv. dagpenge og kontanthjælp aktiveres. Ledige på kontanthjælp skal aktiveres senest efter 1 års ledighed, hvis de er over 30 år. Kontanthjælpsmodtagere under 30 år skal senest aktiveres efter 3 måneders kontanthjælp. Et af de ofte fremførte argumenter for en tidlig aktivering af de ledige er, at en del af de ledige har en relativ lav jobsøgningsintensitet, fordi de foretrækker at være forsørget af det offentlige frem for at udnytte deres beskæftigelsesmuligheder. Det kan fx være fordi dagpenge- eller kontanthjælpsbeløbet er relativt højt i forhold til indkomsten i beskæftigelse, og fordi de har mere tid til familie og fritidsinteresser som ledige. Når de ledige bliver aktiveret, har de mindre tid til deres egen disposition, og nogle ledige finder måske ikke deres aktiveringstilbud særligt interessant eller opkvalificerende. Udsigten til at skulle deltage i aktivering inden for nær fremtid kan således få nogle af de ledige til at øge deres jobsøgningsintensitet for at undgå at blive aktiveret. I det følgende kaldes den øgede jobsøgningsintensitet ved udsigten til at skulle deltage i aktivering for motivationseffekten. Det er vigtigt at bemærke, at denne effekt indtræder før, de ledige faktisk bliver aktiveret. Et andet argument for en tidlig aktivering er, at de ledige mister kvalifikationer og selvtillid ved langvarig ledighed. Aktivering kan være med til at holde de ledige i gang og give dem nye kvalifikationer. Hvis der er en opkvalificeringseffekt af aktive- 12

2 ring, finder ledige, der har deltaget i aktivering, hurtigere et job end ledige, der ikke har været i aktivering. Når vi skriver hvis, er det fordi, det ifølge flere empiriske undersøgelser ser ud som om, at ikke alle former for aktivering har en gavnlig effekt på de lediges beskæftigelsesmuligheder (se fx Bolvig m.fl. (2001), Graversen og Weise (2001) og Martin og Grubb (2001)). Et væsentligt modargument mod en meget tidlig aktivering er dog, at der er risiko for, at de ledige fastholdes længere i offentlig forsørgelse, idet en stor del af de aktiverede formentlig selv ville have fundet et job, inden de blev aktiveret (jf. fx OECD (2001)). Empirisk set er der en betydelig fastholdelseseffekt af aktivering. Andelen, der finder et job over en given periode, er således væsentligt lavere blandt ledige, der er i gang med et aktiveringsforløb, end blandt ledige, der ikke er i aktivering. Er der motivationseffekter af aktivering? I denne artikel fokuserer vi på motivationseffekten af aktivering, og vi forsøger at give et bud på, hvor stor denne effekt er empirisk set. Opkvalificeringsog fastholdelseseffekterne af aktivering behandles andetsteds i dette temanummer af Samfundsøkonomen. Den empiriske viden om, i hvilket omfang udsigten til at skulle deltage i aktivering øger de lediges jobsøgningsintensitet og overgang til beskæftigelse, er relativ begrænset. Så det er svært at vurdere, hvilken vægt motivationseffekten skal tillægges, hvis man vil forsøge at bestemme det mest optimale aktiveringstidspunkt forstået på den måde, at dette aktiveringstidspunkt får de ledige hurtigst muligt i beskæftigelse. I Danmark er der et par undersøgelser (Arbejdsministeriet (2000) og Kyhl (2001)), der indikerer, at udsigten til aktivering forøger sandsynligheden for, at forsikrede ledige overgår fra ledighed til beskæftigelse. Der er også udenlandske undersøgelser, som peger på, at der er en motivationseffekt af aktivering (Carling m.fl. (1996), Lalive m.fl. (2000) og Black m.fl. (2002)). I det følgende præsenteres resultaterne fra to nye empiriske undersøgelser, der belyser, om udsigten til aktivering øger de lediges jobsøgningsintensitet. I den første undersøgelse af Geerdsen (2002) ses der på de forsikrede ledige. Motivationseffekten for denne gruppe af ledige kan bestemmes, fordi der er sket en fremrykning af aktiveringstidspunktet over tiden. Er der en motivationseffekt, forventes det, at der er en stigning i de lediges afgangsrate til beskæftigelse op til det tidspunkt, hvor det er sandsynligt, at de bliver aktiveret. Denne stigning i afgangsraten fra dagpengesystemet op til det forventede aktiveringstidspunkt bør endvidere være tilstede, uanset om aktivperioden begynder efter 1, 2, 3 eller 4 års ledighed. Den anden undersøgelse af Graversen (2002) forsøger at kvantificere motivationseffekten for kontanthjælpsmodtagere. Dette gøres ved at udnytte, at der er forskel på, hvornår kommunerne giver aktiveringstilbud til deres kontanthjælpsmodtagere. Hvis der er en motivationseffekt, forventes det, at kontanthjælpsmodtagerne hurtigere finder beskæftigelse i de kommuner, som giver et aktiveringstilbud relativt tidligt i kontanthjælpsforløbet. Hvornår bliver man aktiveret i dagpengesystemet? Siden arbejdsmarkedsreformen i 1994 har dagpengeperioden været opdelt i to perioder. I den første periode, her kaldet passiv-perioden, får individer i vid udstrækning mulighed for selv at søge beskæftigelse og tvinges ikke i aktivering. Efter passivperiodens udløb overgår individer til aktiv-perioden, hvor de skal deltage i aktivering for at modtage dagpenge. Hvis man afslår aktivering, bortfalder retten til dagpenge. Ved arbejdsmarkedsreformens indførsel i 1994 var passivperiodens længde 4 år. Den er senere blevet afkortet. I midten af 1996 blev den forkortet til 3 år, i januar 1998 til 2 år og endeligt i januar 1999 til 1 år. Aktivperioden har siden 1994 været på 3 år. I princippet kan man risikere at blive aktiveret lige fra aktivperiodens start. Det er dog et lovkrav, at der først laves en handlingsplan for den enkelte ledige med henblik på at hjælpe den ledige i permanent beskæftigelse. Derefter skal AF finde et aktiveringstilbud, der passer ind i handlingsplanen. På denne måde kan der godt gå et stykke tid i aktivperioden, før en person står overfor et aktiveringstilbud. Geerdsen (2002) finder, at næsten alle ledige deltager i aktivering ca måneder efter aktivperiodens start. 1 Ledige, der ikke ønsker at deltage i aktivering, må derfor forventes at søge bort inden da. Eftersom aktiveringstilbuddet kan falde allerede fra aktivperiodens start, må vi forvente, at individer vil motiveres til at søge bort fra dagpengesystemet fra lidt inden aktivperiodens start og indtil ca. 10 måneder ind i aktivperioden. Derefter vil man med 13

3 meget stor sandsynlighed have modtaget et aktiveringstilbud. Påvirker udsigten til aktivering dagpengemodtageres jobsøgning? Geerdsen (2002) har udført et studium af ledige dagpengemodtageres reaktion på udsigten til aktivering. Studiet er baseret på paneldata fra»statistikregistret til analyser af virksomhedernes sociale engagement«, som Socialforskningsinstituttet har oprettet til forskningsbrug i samarbejde med Danmarks Statistik. Der er benyttet en 10 pct. stikprøve af den danske befolkning, som løbende opdateres når individer enten dør eller emigrerer fra Danmark. Studiet omhandler perioden 1994 til 1998, men til at udregne individers placering i dagpengesystemet er der benyttet oplysninger som går helt tilbage til starten af 1980 erne. 2 I figur 1 er afgangsraterne fra dagpengesystemet illustreret for individer, der er blevet ledige i henholdsvis 1994, 1995 og Siden 1993 har ledigheden været faldende, og man kan derfor til en vis grad forvente, at det medføre højere afgangsrater over tid. Det er dog påfaldende, at afgangsraterne viser en klar stigning efter 2 til 3 års ledighed. Det passer fint med, at individer motiveres til at forlade dagpengesystemet som følge af udsigten til aktivering. Endvidere lader denne stigning til at rykke»tættere«på starten af dagpengeperioden år for år. Dette kan igen skyldes højkonjunkturen, men kan også skyldes, at netop aktiveringsperioden er rykket frem med i alt 2 år, fra 4 år til 2 år, i den illustrerede periode. En deskriptiv gennemgang af data giver således det indtryk, at udsigten til aktivering muligvis har en motiverende effekt på individers afgang fra dagpengesystemet. Dette understøttes også af andre deskriptive studier af dagpengesystemet efter 1994, jf. Arbejdsministeriet (2000) og Kyhl (2001). Figur 1: Kaplan Meyer estimater for at forlade dagpengesystemet for ledighedsperioder påbegyndt i 1994, 1995 og ,3 0,25 Hazard 0,2 0, ,1 0, Dagpengevarighed (måneder) Kilde: Geerdsen (2002). 14

4 Geerdsen (2002) har benyttet afkortningen af passivperioden i midten af 1996 og januar 1998 til at identificere motivationseffekten af aktivperioden. Afkortningen af passivperioden medfører, at ledige individer har måtte justere deres forventninger til hvornår de overgår til aktivperioden. Denne justering gør det muligt at adskille motivationseffekten af aktivering fra effekten af dagpengelængden. Geerdsen finder, at udsigten til aktivering har en signifikant og markant effekt på lediges afgang fra dagpengesystemet. Estimationerne indikerer, at individer reagerer på udsigten til aktivering allerede inden aktivperioden påbegyndes. Motivationseffekten stiger ind i aktivperioden og topper et par måneder inden alle individer må forventes at have modtaget et aktiveringstilbud. I figur 2 er estimationsresultaterne benyttet til at udregne afgangsraten for en gennemsnitsperson, der starter en ledighedsperiode før januar Den faste linje angiver afgangsraten, hvis motivationseffekten ikke medregnes. Den stiplede linje angiver afgangsraten med motivationseffekten. Af grafen fremgår det, at motivationseffekten før aktivperiodens start medfører en stigning i afgangsraten på ca. 30 pct. Derefter stiger motivationseffekten, og den topper ca. 9 måneder inde i aktivperioden med en Figur 2: En illustration af motivationseffekten beregnet for en gennemsnitsperson der påbegynder en ledighedsperiode inden januar ,15 0,14 0,13 0,12 0,11 Overgang til periode 2 Fuld aktivering Hazard 0,1 0,09 0,08 0,07 0,06 0,05 0, Varighed af dagpengeperiode (måneder) med motivationseff. uden motivationseff. Anm.: Personen benyttet til illustrationen ovenfor er en mand med kone og børn. Han har en korterevarende uddannelse og havde ved påbegyndelse af dagpengeperioden allerede opbrugt 12 måneder af passivperioden. Dagpengeperioden er begyndt inden januar Kilde: Geerdsen (2002). 15

5 effekt på over 100 pct. Derefter falder motivationseffekten markant og afviger derefter ikke signifikant fra afgangsraten uden motivationseffekten medregnet, jf. Geerdsen (2002). Den trinvise stigning i afgangsraten passer fint med den aktiveringstrussel, som den enkelte ledige står overfor, jf. ovenfor. I slutningen af passivperioden laver sagsbehandleren sammen med den ledige en handlingsplan og den ledige bliver derfra klar over hvornår aktivering kan indtræffe. Det i sig selv bør medføre, at individer, der ikke ønsker aktivering begynder at søge bort. Ca. 10 måneder inde i aktivperioden vil næsten alle have modtaget et aktiveringstilbud. Det passer fint med den sidste stigning i afgangsraten vi ser i figur 2 ca. 8 måneder inde i aktivperioden. Aktivering i kontanthjælpssystemet Lige som det er tilfældet for de forsikrede ledige, har kontanthjælpsmodtagere ret og pligt til at deltage i aktivering. Hvis der ses bort fra udvidelsen i 1998 af gruppen, der er omfattet af de særlige»ungeregler«, er der imidlertid ikke sket nogen fremrykning af aktiveringstidspunktet for kontanthjælpsmodtagerne, siden Lov om kommunal aktivering trådte i kraft i Aktuelt skal kommunerne give kontanthjælpsmodtagere under 30 år et aktiveringstilbud senest efter en sammenhængende periode med 13 ugers kontanthjælp. For kontanthjælpsmodtagere over 30 år skal der gives et aktiveringstilbud inden for de første 12 måneder af et kontanthjælpsforløb. 3 Da aktiveringsindsatsen for kontanthjælpsmodtagerne ikke er fremrykket, afhænger tidspunktet for kontanthjælpsmodtagernes deltagelse i aktivering ikke på samme måde som for de forsikrede ledige af det tidspunkt, hvor kontanthjælpsforløbet er startet. For at identificere, om udsigten til aktivering øger kontanthjælpsmodtagernes jobsøgning, er det derfor nødvendigt, at der er noget andet end lovgivningsmæssige ændringer, der giver variation i tidspunktet for kontanthjælpsmodtagernes aktivering. Motivationseffekten er lille for kontanthjælpsmodtagerne Kommunerne har en vis handlefrihed med hensyn til, hvornår de skal give deres kontanthjælpsmodtagere et aktiveringstilbud. Nogle kommuner vælger således at aktivere deres kontanthjælpsmodtagere efter få dages kontanthjælp, mens andre kommuner venter indtil det tidspunkt, hvor de ifølge lovgivningen er forpligtet til at give et aktiveringstilbud. I Graversen (2002) udnyttes denne variation i kommunernes praksis med hensyn til, hvornår der gives et aktiveringstilbud, til at undersøge, om der er en motivationseffekt, og hvor stor den i givet fald er. I det følgende beskrives denne undersøgelse mere detaljeret. Undersøgelsen tager udgangspunkt i et datasæt, der indeholder oplysninger om knap mænd over 25 år, som begyndte et kontanthjælpsforløb i perioden fra 1. januar 1994 til 30. juni For hver enkelt person i datasættet er der meget deltaljerede data om bl.a. uddannelse, bopæl, familieforhold, arbejdsløshed, modtagelse af indkomsterstattende ydelser og deltagelse i aktiveringstilbud. Personoplysningerne stammer også i denne undersøgelse fra»statistikregistret til analyser af virksomhedernes sociale engagement«, som Socialforskningsinstituttet har oprettet til forskningsbrug i samarbejde med Danmarks Statistik. Datasættets personoplysninger er kombineret med oplysninger fra en spørgeskemaundersøgelse om, hvordan de enkelte kommuner har implementeret lovgivningen vedrørende kommunal aktivering. Af særlig interesse for denne artikels problemstilling er, at det for hver kommune er angivet, hvor lang tid der typisk går, fra en person begynder et kontanthjælpsforløb, til personen modtager et aktiveringstilbud. 5 Bemærk her, at i den betragtede periode var kommunerne forpligtet til at give et aktiveringstilbud til kontanthjælpsmodtagere over 25 år senest efter en sammenhængende kontanthjælpsperiode på 12 måneder. Aktuelt er det nu kun kontanthjælpsmodtagere over 30 år, som kommunerne kan vente mere end 13 uger med at give et aktiveringstilbud. Med udgangspunkt i spørgeskemaoplysningerne om det typiske aktiveringstidspunkt i den kommune, hvor en kontanthjælpsmodtager bor, er det valgt at gruppere kontanthjælpsmodtagerne i tre grupper: 1. kontanthjælpsmodtagere bosat i kommuner, der aktiverer inden for den første måned af et kontanthjælpsforløb 2. kontanthjælpsmodtagere i kommuner, der aktiverer efter 1-5 måneders kontanthjælp 3. kontanthjælpsmodtagere i kommuner, der aktiverer efter mere end 5 måneders kontanthjælp. Det er dog langt fra sådan, at alle eller den overvej- 16

6 ende del af kontanthjælpsmodtagerne inden for en given gruppe aktiveres inden for det angivne tidsrum. Figur 3 viser for hver af de tre grupper afgangsraten fra kontanthjælp til det første aktiveringsforløb, som kontanthjælpsmodtagerne deltager i gennem deres kontanthjælpsforløb. Afgangsraten til aktivering er et mål for, hvor hurtigt kontanthjælpsmodtagerne bliver aktiveret. Formelt set angiver afgangsraten for hver måned den andel af kontanthjælpsmodtagerne, der bliver aktiveret, blandt de personer, der stadig er på kontanthjælp og endnu ikke er aktiveret ved udgangen af den foregående måned. Hvis fx afgangsraten til aktivering er 0,03 i 8. måned, betyder det, at 3 pct. af kontanthjælpsmodtagerne, der har en kontanthjælpsperiode, som ikke er afsluttet i løbet af 7 måneder, bliver aktiveret for første gang i løbet af den 8. måned. Som det ses af figur 3, er der stort set ingen forskel mellem afgangsraten til aktivering for gruppe 1 og gruppe 2. Afgangsraten er derimod væsentligt mindre i gruppe 3 end i de to andre grupper i de første 7 måneder af kontanthjælpsforløbene. Den faktiske gennemsnitlige varighed af kontanthjælpsforløbene indtil det første aktiveringsforløb er ca. 5 måneder for gruppe 1, 5½ måned for gruppe 2 og godt 8 måneder for gruppe 3. Under en hypotese om, at (en del af) kontanthjælpsmodtagerne forsøger at undgå at blive aktiveret ved at øge jobsøgningsintensiteten før det tidspunkt, hvor de forventer at blive aktiveret, må det forventes, at afgangen til beskæftigelse vil være relativt høj i begyndelsen af kontanthjælpsforløbet for personer, der forventer at blive aktiveret tidligt. Afgangsraten til beskæftigelse forventes derfor at være relativ høj i gruppe 1 og 2 sammenlignet med afgangsraten i gruppe 3 i de første måneder af kontanthjælpsforløbene. Det er derimod sværere at sige noget klart om, Figur 3: Afgangsraten fra kontanthjælp til aktivering for kontanthjælpsmodtagere over 25 år, opdelt efter hvornår bopælskommunen typisk aktiverer kontanthjælpsmodtagere i denne aldersgruppe (1) Kommunen giver aktiveringstilbud inden inden for 1. for måned 1. måned (2) Kommunen giver giver aktiveringstilbud mellem mellem 1. og og måned 5. måned (3) Kommunen giver giver aktiveringstilbud efter efter 5. måned 5. måned Afgangsrate til aktivering Afgangsrate til aktivering Varighed af kontanthjælpsforløb ( (måneder) Kilde: Graversen (2002). 17

7 hvordan afgangen til beskæftigelse vil være i de tre grupper for kontanthjælpsforløb med en varighed på 4-7 måneder. Selv om»risikoen«for at blive aktiveret er højere i gruppe 1 og 2 end i gruppe 3 på dette tidspunkt (jf. figur 3), øger kontanthjælpsmodtagerne i gruppe 3 muligvis deres jobsøgningsintensitet i denne periode, fordi de forventer en væsentligt øget risiko for at blive aktiveret efter 8 måneders kontanthjælp, jf. figur 3. Figur 4 viser afgangsraten fra kontanthjælp til beskæftigelse i de tre grupper. Den eneste væsentlige forskel er, at afgangsraten er relativ lav for gruppe 3 i den 2. og 3. måned. Dette resultat er konsistent med hypotesen om, at jobsøgningsintensiteten øges med udsigten til aktivering. Motivationseffektens størrelse synes dog at være relativ lille sammenlignet med størrelsen af fastholdelseseffekten af aktivering. Mere avancerede statistiske analyser bekræfter dette resultat, jf. Graversen (2002). Sammenfatning De to studier af motivationseffekter af aktivering finder, at udsigten til aktivering ikke virker ens i henholdsvis dagpenge- og kontanthjælpssystemet. For dagpengesystemet findes, at udsigten til aktivering har en markant positiv effekt på individers søgning væk fra dagpengeledighed. For kontanthjælpsmodtagere derimod lader fastholdelseseffekten til at dominere. Det findes således ikke, at udsigten til aktivering får folk til at forlade kontanthjælpssystemet i nævneværdigt omfang. Der kan være mange forklaringer på disse resultater. En mulig forklaring er, at henholdsvis dagpengesystemet og kontanthjælpssystemet indeholder individer med forskellig tilknytning til arbejdsmarkedet. Alene de krav, der stilles for at blive optaget i dagpengesystemet 6 til forskel for kontanthjælpssystemet, indikerer, at der er forskel på de to befolkningsgrupper. Personer i dagpengesystemet kan Figur 4: Afgangsraten fra kontanthjælp til beskæftigelse for kontanthjælpsmodtagere over 25 år, opdelt efter hvornår bopælskommunen typisk aktiverer kontanthjælpsmodtagere i denne aldersgruppe (1) Kommunen giver giver aktiveringstilbud inden for 1. inden måned for 1. måned (2) Kommunen giver giver aktiveringstilbud mellem 1. mellem og 5. måned 1. og 5. måned (3) Kommunen giver giver aktiveringstilbud efter 5. måned efter 5. måned 0.12 Af 0.1 ga ng sr 0.08 at e til 0.06 be sk æf 0.04 tig el se 0.02 Afgangsrate til beskæftigelse Varighed Varighed af kontanthjælpsforløb af (måneder) ( måneder) Kilde: Graversen (2002). 18

8 have en større mulighed for at finde alternative indtjeningskilder fx som følge af en bedre tilknytning til arbejdsmarkedet, hvis de ikke ønsker at deltage i aktivering. Hvorvidt aktivering har en motiverende effekt på ledige individer kan derfor afhænge af hvilke individer man betragter. Hvis de ikke ønsker at deltage i aktivering, har de så alternative muligheder for underhold eller indtjening, der står mål med den mulige unytte, som aktiveringen vil påføre dem? For os virker forskelle i individers alternative muligheder som en troværdig forklaring på forskellen i de fundne resultater. Noter 1. Efter ca. 10 måneder i aktivperioden indikerer data, at ca. 80 pct. af de ledige deltager i aktivering. Hvis man sammenholder det med ferie samt overgang mellem forskellige aktiveringsforløb virker en andel på 80 pct. som værende meget tæt på fuld aktivering. 2. For at udregne individers placering i dagpengesystemet efter 1994 er det nødvendigt at kende antallet af aktiveringsforløb de har fået tilbudt før Disse oplysninger er trukket fra Arbejdstilbudsregistret, som også er inkluderet i det anvendte datasæt. 3. Før 1. juli 1998 (hvor Lov om kommunal aktivering blev afløst af Lov om aktiv socialpolitik) var aldersgrænsen for de særlige»ungeregler«25 år, og kommunerne var ikke forpligtet til at give aktiveringstilbud til kontanthjælpsmodtagere under 25 år med problemer ud over ledighed. 4. Den primære begrundelse for alene at se på personer over 25 år er, at kommunerne har væsentligt mindre handlefrihed med hensyn til aktiveringstidspunktet for unge under 25 år. Unge under 25 år skal aktiveres inden for de første 13 uger af et kontanthjælpsforløb. Med den ringe kommunale variation i aktiveringstidspunktet vil det formentlig være svært at identificere en motivationseffekt for denne aldersgruppe. 5. Oplysningerne på kommuneniveau om den regionale implementering af lovgivningen vedrørende kommunal aktivering er indhentet gennem en spørgeskemaundersøgelse, som blev gennemført af Socialforskningsinstituttet i foråret Resultaterne af spørgeskemaundersøgelsen er tidligere rapporteret af Brogaard og Weise (1997). I undersøgelsen blev kommunerne spurgt, hvor lang en visitationsperiode kommunen sigter mod at have for kontanthjælpsmodtagere under 25 år og kontanthjælpsmodtagere over 25 år. Begrebet visitationsperiode var ikke defineret nærmere i spørgeskemaet. Svarene bygger således på den betydning, kommunerne selv lægger i ordet. I princippet omfatter visitationsperioden vel perioden på kontanthjælp, inden det første aktiveringsforløb påbegyndes. Alternativt kan visitationsperioden opfattes som perioden på kontanthjælp, indtil det besluttes, hvilket tilbud der skal gives, eller hvordan en kontanthjælpsmodtagers situation i øvrigt skal håndteres. 6. Der kræves enten en bestået længerevarende uddannelse (optagelse som dimittend) eller 12 måneders beskæftigelse. Litteratur Arbejdsministeriet (2000) Effekter af aktiveringsindsatsen. Black, Dan A., Jeffrey A. Smith, Mark C. Berger og Brett J. Noel (2002) Is the threat of reemployment services more effective than the services themselves? Experimental evidence from the UI system, NBER Working Paper No Bolvig, Iben, Peter Jensen og Michael Rosholm (2001) Effekter af aktiveringsindsatsen i Århus Kommune. CLS Rapport Brogaard, Susanne og Hanne Weise (1997) Evaluering af Lov om kommunal aktivering Kommuneundersøgelsen, Socialforskningsinstituttet 97:7. Carling, Kenneth, Per-Anders Edin, Anders Harkman og Bertil Holmlund (1996) Unemployment duration, unemployment benefits, and labor market programs in Sweden, Journal of Public Economics, Vol. 59, Geerdsen, Lars Pico (2002) Does labour market training motivate job search? A study of motivation/threat effects of labour market training in the Danish UI system, Ikke publiceret manuscript (del af ph.d.-afhandling), Juli Graversen, Brian Krogh og Hanne Weise (2001) Effekter af aktiveringsindsatsen over for kontanthjælpsmodtagere, Arbejdspapir 2:2001, Socialforskningsinstituttet. Graversen, Brian Krogh (2002) An evaluation of the impact of Danish Active Social Programmes on Welfare Dependence, Ikke publiceret manuscript (del af ph.d.-afhandling), April Kyhl, Thomas (2001) Virker ret og pligt til aktivering motiverende på lediges jobsøgning, Nationaløkonomisk Tidsskrift, nr. 139, Lalive, Rafael, Jan C. van Ours og Jozef Zweimüller (2000) The impact of active labor market programs and benefit entitlement rules on the duration of unemployment. Working Paper No. 41, Institute for empirical Research in Economics, University of Zurich. Martin, John P. og David Grubb (2001) What works and for whom: a review of OECD countries experiences with active labour market policies, IFAU Working Paper 2001:14. OECD (2001) Labour market policies that work, Policy Brief, juli