Tema: Det multietniske hospital

Transkript

1 Amager Hospital Bispebjerg Hospital Frederiksberg Hospital Hvidovre Hospital Rigshospitalet Sct. Hans Hospital NR PSYKIATRI Erik er en ca. 40-årig mand fra København med en dobbelt - dia gnose: Han er psykisk syg og har desuden et misbrugsprblem. Men han er også kunstmaler, filosofiinteresseret og en bogorm om en hals Læs med, når det Opsøgende Psykoseteam aflægger ham et besøg i hans lejlighed. LÆGESEKRETÆRER Hvis du er en af dem, der tror, at lægesekretærerne ikke laver andet end at skrive lægernes notater ud, så kan du godt revidere din opfattelse. For allerede i dag varetager lægesekretærerne mange andre opgaver og i en fremtid med EPJ bliver denne udvikling endnu mere markant. TAG NYH:S MED HJEM Tema: Det multietniske hospital Ca. 70 pct. af Danmarks ca indvandrere og efterkommere af indvandrere kommer fra en ikke-vestlig baggrund. Mange af dem er patienter på hospitalerne nogle endda ansatte og det giver en broget hverdag. Præget af opmuntringer og udfordringer. Læs temaet om udfordringerne i det multietniske hospital anno Basim Hassan er uddannet læge på medicinsk afdeling i Irak men flygtede til Danmark og arbejder nu som reservelæge på Hvidovre Hospitals Ortopæd kirurgiske Afdeling, hvor han afventer en uddannelsesstilling. Læs hans beretning om mødet med Danmark og det danske sundhedsvæsen inde i bladet.

2 I N D Fuld fart frem januar udpegede Forberedelsesudvalget for Region Hovedstaden en midlertidig direktion bestående af H:S admini- I strerende direktør Helle Ulrichsen som ordførende direktør og amtsdirek tørerne Jeanette Birkelund og Jens Christian Sørensen fra hhv. Frederiksborg og Københavns Amter. Med etableringen af denne midlertidige direktion og i februar et sekretariat bestående af medarbejdere udlånt fra H:S og de to amter blev der for alvor sat skub i regionsarbejdet. Herfra går det kun én vej: Fremad og i en fart. Det går allerede hurtigt, og det kommer til at gå endnu hurtigere for opgaverne er både mange og store. Den midlertidige direktion har derfor udarbejdet et arbejdspapir en plan for løsningen af de større opgaver i Forberedelsesudvalget for Region Hovedstaden i det første halvår af Planen indeholder i alt ti hovedpunkter fx vedrørende økonomi, personaleforhold, kommunikation, it, sundhedsområdet mv. med tilhørende underpunkter, tidshorisont og delmål. Planen er et arbejdsredskab, som løbende bliver revurderet og justeret og vil som sådan ændre sig flere gange i løbet af foråret men dens omfang og de indbyggede tidshorisonter tegner et godt billede af størrelsen af den opgave, der nu er taget hul på. Regionens opgaver er flere end dem, H:S i dag løser, og i regionsforberedelserne har alene punktet vedrørende sundhedsområdet 13 underpunkter med delmål og tidshorisonter. Fx sigter man mod at have en systematisk kortlægning af forskelle i serviceniveau og produktion de fusionerende enheder imellem færdig i maj måned. Mens en fælles strategi for kvalitetsarbejde, kliniske databaser og patientsikkerhed skal foreligge i juni. En vurdering af de fremtidige organisatoriske rammer for psykiatrien skal efter planen foreligge ved udgangen af april, mens der, også som tidligere omtalt i NYH:S, skal tages endelig beslutning om etableringen af et regionsapotek i juni. I takt med opstarten af den kommende region arbejdes der også intenst med den formelle overdragelse af H:S personale og institutioner: Overflytningen af et antal stillinger til kommunerne inden for genoptræningsområdet er i øjeblikket under politisk behandling. Alkoholbehandling bliver i fremtiden en kommunal opgave, men der arbejdes sammen med kommunerne på en løsning, hvor alkoholenheden på Hvidovre Hospital opretholdes og betjener kommunerne på entreprenørbasis. Ud over disse to områder berøres personalet på hospitalerne ikke i første omgang hospitalerne overføres til regionen med det personale og de opgaver, de varetager nu. Derimod skal medarbejderne i H:S Direktionen i Bredgade fusioneres med deres kolleger i først og fremmest Københavns Amt og Frederiksborg Amt. Alle skal have besked om deres fremtidige placering inden sommerferien, og der arbejdes sammen med medarbejderrepræsentanter fra regionens midlertidige samarbejdsudvalg på at gøre processen så god, fair og gennemskuelig som muligt. Som sagt: Det går hurtigt fremad med regionsforberedelserne nu i et godt og konstruktivt samarbejde mellem de enheder, der skal fusionere. Morten Rand Jensen, konst. adm. dir. NYH:S er blad for Hovedstadens Sygehusfællesskab NYH:S udgives af H:S Direktionen, Bredgade 34, 1260 København K. Tlf: 3348:3348, fax: 3348:3799, am@hsd.hosp.dk, Redaktion: Konst. adm. dir. Morten Rand Jensen, H:S Direktionen (ansv.) Informationschef Marianne Uldall Jepsen, H:S Direktionen Informationsmedarbejder Ulf Joel Jensen, H:S Direktionen Redaktionsudvalg: Psykolog Philip Sibelle, Bispebjerg Hospital Ledende ergoterapeut Birthe Fredriksen, Frederiksberg Hospital Afdelingslæge Lars Hutters, Frederiksberg Hospital Portør Per Jensen, Hvidovre Hospital Plejer Kim Helmersen, Rigshospitalet Udviklingschef Dorthe Knauer, Rigshospitalet Overlæge Vilhelm Schultz, Sct. Hans Hospital Klinikoversygeplejerske Birthe Møgelhøj, Amager Hospital Foto: Poul Rasmussen Grafisk produktion: Maarbjerg Grafisk Design Oplag: Papir: G-print Redaktionen slut 20. februar 2006 Næste udgivelse: Juni Deadline: 24. april Artikler eller større uddrag må gengives med kildeangivelse og efter aftale med forfatteren. Signerede indlæg står for forfatterens synspunkter og deles ikke nødvendigvis af redaktionen. 2 NYH:S MARTS 2006

3 H O L D Tema Det multietniske hospital 4 Etniske patienter er ikke én gruppe Hun bærer tørklæde og er pæredansk og så forsker hun i etniske minoriteters møde med sundhedsvæsnet. Læs Maria Kristiansens bud på, hvordan man bedst møder patienter fra andre kulturer 4 Sårbare patienter mangler omsorg Så vidt muligt rykker de ud med bare én times varsel til etniske patienter i eksistentiel krise. Læs mere om Islamisk-Kristen Studiekreds og deres arbejde på Rigshospitalet og Amtssygehuset i Herlev. 6 For få krav til tolke Tolkning er en vanskelig og sammensat opgave og ind imellem er tolkenes niveau ikke godt nok. 7 Tolkebudget må ikke sprænges Men de økonomiske hensyn må ikke være styrende for rekvirering af tolke i H:S. Trivsel 12 Den anden katastrofe Et nyt behandlingstilbud til misbrugende sundhedspersonaler har set dagens lys. Psykiatri 14 Når psykiatrien ringer på Tag med, når NYH:S leger fluen på væggen og følger i hælene på Tonny Søefeldt, psykolog ved det Opsøgende Psykoseteam på Bispebjerg Hospital. Vi besøger kunstmaleren Erik med dobbeltdiagnose og amatørfotografen Peter, som er på vej til Fyn 18 Den sidste vej ud Tvang er grænseoverskridende. Mest for patienterne men faktisk også for behandlerne. Det er nogle af de foreløbige resultater fra et projekt om tvang i psykiatrien, som Rigshospitalets Psykiatriske Klinik har deltaget i. Kvalitet 16 Stuegang for sikkerheden Hylet placeres hos sekretæren, når afdelingen skal gennemgå et patientsikkerhedsstuegang læs mere om det nye initiativ efter amerikansk forbillede 22 Faglige fyrtårne forude Frederiksberg og Bispebjerg Hospitaler har slået kludene sammen og oprettet en fælles uddannelse for fremtidens faglige fyrtårne i kvalitetsarbejdet: Kvalitetsudviklerne. It-strategien 8 Stadig svært at være etnisk sygeplejerske En undersøgelse lavet af studerende på RUC slår fast, at de etniske sygeplejersker stadig kan have svært ved at finde fodfæste på danske hospitaler. 9 Jeg har et godt liv her Irakiske Basim Hassar trives i Danmark og på Hvidovre Hospitals Ortopædkirurgiske Afdeling. 20 Lægesekretærer på nye opgaver Der bliver masser af arbejdet til lægesekretærerne i fremtiden også i tiden efter EPJ. Det bliver bare en anden slags arbejde. Læs mere om et nyt kursusforløb for H:S lægesekretærer. Hospitalernes hverdag 26 Øje for forandring Samarbejde, indlevelse og høj faglighed er kodeordene for behandlingen på Rigshospitalets Brandsårsafdeling forskellige nationaliteter på en afdeling Og alligevel ingen integrationsproblemer. Dét er virkeligheden på Klinisk Biokemisk Afdeling på Amager Hospital. 11 Projekt Sundhedsformidlere Københavns Kommune uddannede sidste år de første 24 sundhedsformidlere. Alle har en anden etnisk baggrund en dansk og alle skal de deltage aktivt i oplysnings- og forebyggelsesarbejdet i København. 24 Kort nyt Der er masser af lovord og hæder til uddannelsesindsatsen på H:S hospitaler alene i år er både Reumatologisk Klinik på Bispebjerg Hospital og Øjenklinikken på Frederiksberg Hospital blevet hædret. NYH:S MARTS

4 Tema: Det multietniske hospital Problemer i plejen Sårbare etniske patienter mangler sjælelig omsorg Etnisk ressourceteam rykker ud til kriseramte patienter, som mangler netværk. Teamet udspringer af et Islamisk- Kristent Studiecenter, men kan nu også benyttes på hospitaler i H:S foreløbig på Rigshospitalet. Af journalist Birgitte Rask Sønderborg amiliesammenhold på godt og F ondt er ikke længere en selvfølge hos muslimske og andre etniske grupper i det danske samfund. Individualisering og familieopløsning med efterfølgende ensomhed har også sat sit præg på disse befolkningsgrupper, og det har skabt et behov for et organiseret omsorgsarbejde uden for familiens regi. Etnisk Ressourceteam på hospitalet er en ny frivillig organisation, som består af et team med en bred kulturel og religiøs baggrund. Ideen er, at hospitalerne inden for H:S kan ringe op og inden for cirka en time få stillet en støtteperson til rådighed for en etnisk patient i krise. Vi kan kontaktes døgnet rundt, og vi tilstræber at kunne rykke ud akut. Mange af os har fleksible job, men situationen kan også være, at samtalen kan vente til næste dag. Bare det, at der er udsigt til kontakt med en person, som forstår ens baggrund og religion, kan give fortrøstning, siger Naveed Baig, koordinator for projektet og medarbejder på IKS, Islamisk-Kristent Studiecenter, som står bag oprettelsen af ressourceteamet. Ingen religiøs dagsorden Omsorgsarbejdet har ingen missionerende karakter. Kernen er det nærvær omkring den syge, som bygger på medmenneskelighed og forståelse og som selvfølgelig indebærer tavshedspligt. Vi giver kvalitetstid og er en slags brobygger mellem patienten og sygehuspersonalet. Men selvfølgelig kommer disse samtaler til at kredse om emner som liv, tro, lidelse og død, siger han. 70 personer meldte sig som frivillige, da etnisk ressourceteam startede i Af disse er 18 blevet visiteret til arbejdet. De repræsenterer et bredt udsnit af de etniske minoriteter, både hvad angår alder, religion og nationalitet. Det er meget dygtige, engagerede mennesker, som gennem kurser er blevet yderligere rustet til at tale med mennesker i krise. Vi er godkendt på direktionsniveau i første omgang på Rigshospitalet og Herlev Amtssygehus, men vi kan også komme på andre hospitaler, siger han. Den 30-årlige Naveed Baig har pakistansk baggrund og har netop afsluttet fem års studier i islam i Pakistan og er tilknyttet som imam i fængslet i Vridsløselille. Islams positive sider Muslimsk omsorgsarbejde ligger den unge imam meget på sinde, og han vil gerne være med til at sprede kendskabet til islamisk åndelighed og spiritualitet. Det er synd, at der bliver fokuseret så ensidigt på vold og krig, når der tales islam i Danmark. Religionen er fyldt med kærlighed, rummelighed og menneskelig berigelse, og hvis vi var mere sammen, gjorde nogle ting sammen på tværs af religiøse og kulturelle skel, ville det komme mere til udtryk, siger han. Udover omsorgsarbejder arbejder IKS også med undervisning i kulturforskelle med henblik på at øge kendskabet og forståelse for hinandens forskelligheder. For muslimer handler det om, hvordan man bedst mulig tilpasser sin egen kultur med vestlig kultur, siger han. I forbindelse med sundhedsvæsnet kan det fx være en udfordring at tilpasse sig besøgstider, hvis man har en stor familie. I muslimsk tradition er det vigtigt for den syge, at familien er meget til stede og viser sin omsorg og deltagelse. Herunder indgår også mad. Men man kan så dele det op, så alle tyve familiemedlemmer ikke kommer på samme tid. Man skal administrere sine egne kulturskikke med sundhedsvæsnets regler, slutter Naveed Baig. Analysevirksomheden Catinét har for fagbladet Syge plejersken lavet en landsdækkende rundspørge blandt sygeplejersker. 746 sygeplejersker medvirkede i unders øgelsen her er en række udvalgte resultater: 81 pct. af sygeplejerskerne med daglig kontakt med patienter med indvandrerbaggrund har haft problemer med at pleje netop denne gruppe. 91 pct. mener, at problemerne bunder i sprogproblemer. 40 pct. af alle sygeplejerskerne i undersøgelsen har oplevet, at indvandrerpatienter oftere end danskere ikke respekterer hospitalets retningslinjer. Læs mere om undersøgelsen på Etniske patienter er En af de store barrierer mellem personale og patienter af forskellig etnisk herkomst er forudfattede meninger om hinanden, lyder det fra cand. scient. i sundhedsvidenskab, Maria Kristiansen. Af journalist Birgit Brunsted orudfattede meninger er noget, F som den unge kvinde med det pæredanske navn, tørklædet og den somaliske ægtemand nok kan tale med om. Hun hedder Maria Kristiansen, er cand.scient. i folkesundhedsvidenskab og arbejder som forskningsassistent på Afdelingen for Sundhedstjenesteforskning på Københavns Universitet. Her er hun del af en forskergruppe, der arbejder med etniske minoriteter i sundhedsvæsnet. Maria Kristiansen står, sammen med cand. scient. Anna Mygind, bag en undersøgelse, der hedder Komplekse møder. Hospitalspersonalets oplevelser af mødet med etniske minoritetspatienter på en børneafdeling. Mangel på respekt Den ophedede diskussion i samfundet og en nylig større undersøgelse lavet af Catinét for fagbladet Sygeplejersken om etniske minoriteter i sundhedsvæsnet peger på, at personalet oplever problemer med rod i etniske uoverensstemmelser, både internt i personalegrupperne og i mødet med patienterne, som i nogle tilfælde tilsyneladende behandler det danske personale med mangel på respekt. Maria Kristiansen mener, at nogle af disse problemer bunder i sproglige og kulturelle barrierer, men at de også hænger samme med den voldsomme indvandrerdebat, der har skabt endnu større afstand: Indvandrere og gammeldanskere omgås ikke, og problemet er, at de etniske minoriteter opleves som fremmede, fordi der ofte er en social og kulturel forskellighed mellem dem og personalet. Og oplever man sproglige barrierer og marginalisering i samfundet, føler man sig lettere diskrimineret. Den manglende kontakt er skidt for mødet mellem etniske patienter og danske hospitaler. For hvad med indvandrernes tilgang til sygehusene, hvis de tror, sygeplejerskerne ikke gider dem? Spørger Maria Kristiansen. Etniske patienter er ikke ens Det er let at sige, at etniske patienter er én gruppe, men det er de jo ikke. De er lige så forskellige som alle andre mennesker. Men opstår der et eller andet problem, bider man lettere mærke i en patient, som har en anden hudfarve og ser anderledes ud, end når det drejer sig om en dansk patient. Danske patienter kan jo også være besværlige, men her fokuserer man måske mere på sociale forklaringer, end når det er en etnisk minoritetspatient, hvor kulturen kommer i fokus, siger Maria Kristiansen. Hun siger også, at nogle københavnske hospitaler, specielt Hvidovre og Bispebjerg, som har haft de patienter gennem mange år, faktisk er blevet multietniske. Men der er andre, der skal i gang, og det opleves mange steder som en vanskelig opgave, især for- 4 NYH:S MARTS 2006

5 Patientrollen er et af de problemer, der fylder meget, fordi de etniske minoriteter af nogle opleves som mere passive patienter, specielt i forhold til de veluddannede, danske patienter, der forhandler om tingene, når de er på hospital. Maria Kristiansen, cand.scient., forskningsassistent, Afdelingen for Sundhedstjenesteforskning, Københavns Universitet. Læs videre i... ikke én gruppe Kortlægning af aktiviteter om forebyggelse og sundhedsfremme tilrettelagt for etniske minoriteter i Danmark Spørgeskemaundersøgelse foretaget for Sundhedsstyrelsen, Forfattere: Maria Kristiansen, Anna Mygind, Allan Krasnik, Marie Nørredam, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet. Sundhedsforhold blandt etniske minoriteter, en litteraturgennemgang Arbejdsnotat af litteraturstudie om indvandreres og flygtninges sundhedsforhold i Danmark. Forfattere: D. Schläger, N.K. Rasmussen og M. Kjøller. Statens Institut for Folkesundhed, di man mangler viden og redskaber, siger hun. Etniske patienter er mere passive Maria Kristiansen mener, at patientrollen er et af de problemer, der fylder meget, fordi de etniske minoriteter af nogle opleves som mere passive patienter, specielt i forhold til de veluddannede, danske patienter, der forhandler om tingene, når de er på hospital. Men hun forstår den frustration, som sygeplejerskerne giver udtryk for i Catinéts undersøgelse: Det handler i høj grad om kommunikation, fordi der ikke er tolke til rådighed, eller at de ikke bliver brugt og det er ikke engang nok med tolke, for der ligger en masse værdier og koder i sproget. Selvom de etniske patienter kan ordene, lægger vi ikke nødvendigvis det samme i dem, siger Maria Kristiansen. Sprogproblemerne og de kulturelle problemer hænger sammen. Men de sociale forhold spiller også ind, og mange etniske minoriteter kommer fra de lavere sociale grupper, som har en øget sygelighed og måske mindre overskud til at være patienter på et hospital. Anden sygdomsopfattelse Man hører også tit, at personalet oplever, at mange etniske minoriteter har en anden sygdomsopfattelse end den vestlige. Men alt det med onde øjne og kolde og varme sygdomme er noget, jeg sjældent møder, siger Maria Kristiansen, der fortæller, at en undersøgelse fra Afdelingen for Sundhedstjenesteforskning har fundet, at indvandrere ofte ser på sygdom som noget, der er forårsaget af stress i deres nye liv, efter de har forladt det gamle land. Og at de patienter, der opfatter deres sygdom som Guds vilje, har en følelse af, at den er skæbnebestemt og i den forstand ligger uden for individet. Men det behøver ikke at betyde, at de ikke vil behandles. Der har nogle steder været problemer, når etniske minoritetspatienter skulle afgive informeret samtykke: Det går galt, når man ikke bruger tolk, eller bruger pårørende som tolk, siger Maria Kristiansen, jeg har også hørt folk sige, at man nok ikke behøver gå så grundigt til værks, når det drejer sig om etniske minoriteter. Og at man fx ikke behøver informere en kræftpatient om, at han eller hun skal dø. Eller fortælle om bivirkninger de alligevel ikke forstår. Hovedformålet må være, at personalet skal gøre præcis, som når det er en dansk patient, nemlig tage udgangspunkt i patientens situation. Etnisk tilhørsforhold må ikke afgøre, hvordan man bliver behandlet som patient, siger Maria Kristiansen. Det Danske Sundhedsvæsen. Pjece målrettet etniske minoriteter Udgivet af Sundhedsstyrelsen og Kræftens Bekæmpelse. Findes på engelsk, bosnisk/kroatisk/serbisk, somalisk, tyrkisk, urdu, arabisk. Kan bestilles hos sundhed@schultz.dk Flygtninge og indvandrere på hospital i Hovedstadens Sygehusfællesskab Udgivet af H:S Direktionen og fås på dansk, bosnisk, tyrkisk, urdu og arabisk. Bestilles hos am@hsd.hosp.dk eller downloades på Vælg den rigtige behandling Udgivet af H:S Direktionen og fås på dansk, engelsk, somalisk, tyrkisk, urdu og arabisk. Bestilles hos am@hsd.hosp.dk eller downloades på NYH:S MARTS

6 Tema: Det multietniske hospital H:S benytter sig af mange meget dygtige tolke fx Marian Kassim tv. på billedet men der mangler en ensartet certificering på området. For få krav til tolke En dårlig tolk kan koste unødig menneskelig lidel se og sygehusets ressurser spildes på behand linger, som besluttes ud fra overfladisk, inkompetent tolkning, siger Nina Hamerik, statsautoriseret translatør og tolk. Af journalist Birgitte Rask Sønderborg olkenes faglige niveau i Danmark er gennemgående for lavt, T siger Nina Hamerik. Hun har mange års erfaring inden for tolkning for etniske minoriteter på hospitaler og sociale myndigheder, og hun har set adskillige eksempler på, hvad mangelfuld tolkning kan føre til. Det skaber en generel utryghed, at man ikke kan være sikker på, at der kommer et menneske ind af døren med en vis professionel tilgang til tolkning. Det drejer sig om tavshedspligt, et vist niveau af viden om medicin, kapacitet til at aflæse kropssprog og mimik og evnen til at uddrage essensen af det sagte. Det er ikke nok bare at oversætte ord for ord, siger Nina Hamerik Ingen garanti for kvalitet Selvom mange tolkesituationer forløber fint hver dag, er der så svage led i tolkekorpset, at risikoen for uværdige behandlingsforløb er for stor. Det ville hjælpe, hvis sundhedspersonalet ikke ville affinde sig med at have dårlig kommunikation med en bestemt gruppe patienter pga. sprogvanskeligheder. Sundhedsloven sikrer enhver patient i det danske sundhedsvæsen den bedst mulige behandling, og hvordan kan det lade sig gøre, hvis man ikke helt forstår, hvad den anden siger? Spørger hun. Naturligvis er der sprog, som ikke kan dækkes, men tolke, som dækker de store etniske grupper herhjemme, bør have et forsvarligt fagligt niveau. Der bør være en certificering, som formelt afprøver deres kompetencer. Det skal ikke være en betalingsuddannelse, og den skal være SU-berettiget. Tolke er freelancere og har ikke arbejdsgivere til at betale for sig, og mange af dem har spinkle indtægter. Som det er i dag, kan enhver starte et tolkebureau, og der er ingen garanti for kvaliteten. Og det kan give problemer: Man kan ikke holde nogen ansvarlig, hvis der sker fatale misforståelser. Det rygtes hurtigt, hvem der er gode og dårlige, men der burde være en garanti for en minimumskvalitet, siger Nina Hamerik. Lov med social slagside Ifølge dansk lov bestemmer Sundhedspersonalet, om der skal indkaldes tolk eller ej. I modsætning til Sverige, hvor patienten har retskrav til en tolk. Den enkeltes indsigt og holdning kommer til at smitte af på dette skøn. Jeg mener ikke, at alle er klædt på til at foretage det skøn. Det kræver en viden om kulturforskelle. Der er ved at komme kurser i efteruddannelsesregi, men det burde være helt obligatorisk viden for professionelle sundhedsarbejdere i et multietnisk samfund, siger Nina Hamerik. Fra 2011 skal indvandrere, som har boet i landet i mere end syv år, betale tolkegebyr. En regel, som kan få social slagside, især for ældre, som kom til landet i en tid uden obligatoriske sprogkurser. Det er især kvinderne, som har haft meget lidt kontakt med den ydre verden, og som derfor ikke har lært sproget, siger Nina Hamerik. Og selvom de voksne børn taler dansk, er løsningen ikke at lade nære familiemedlemmer tolke: Ofte vil børnene ikke fortælle deres forældre, hvis de fx er alvorligt syge og snart skal dø. Patienten har ret til at få besked, og de har måske brug for at rejse tilbage til deres hjemegn en sidste gang, inden det bliver for sent og i det hele taget forberede sig mentalt til døden. Venner og bekendte er heller ikke egnede som tolke, selv om det måske virker som en oplagt, billig løsning. Ofte drejer det sig om personfølsomme oplysninger, og det kan sive ud til hele omgangskredsen, selv om den tolkende bliver gjort opmærksom på tavshedspligten. De mangler professionel distance til denne funktion og kan skabe meget ravage i den syges sociale liv ved at videregive fortrolige oplysninger. Sprogforbistring Mennesker med lav uddannelse og meget lidt viden om moderne sygdomsbehandling kan komme til at give direkte forkerte oplysninger, fordi de ikke forstår meningen bag ordene. Nina Hamerik giver et konkret eksempel: En ung somalisk mand i Ålborg havde en farlig blodsygdom og skulle have en blodtransfusion. Da han fik den besked gennem tolken, blev han fuldstændig ude af sig selv og nægtede at modtage behandling. Det vidste sig, at tolken havde fortalt, at personalet ville tappe ham for blod. Heldigvis fik de fat i en bedre tolk, som kun- 6 NYH:S MARTS 2006

7 Som det er i dag, kan enhver starte et tolkebureau, og der er ingen garanti for kvaliteten. Og det kan give problemer: Man kan ikke holde nogen ansvarlig, hvis der sker fatale misforståelser. Nina Hamerik, statsautoriseret translatør og tolk ne forklare ham den rette sammenhæng, inden det var for sent. Et andet eksempel er en hiv-positiv familie, også fra Somalia, som udeblev fra behandling. Det vidste sig, at tolken havde oversat diagnosen direkte til somalisk, men på det sprog betyder det paradoksalt nok, at man er rask. Det vidste tolken åbenbart ikke. Her skal en tolk selvfølgelig kunne aflæse kropssprog og sikre sig, at familien forstår budskabet, siger Nina Hamerik. Hun har kæmpet for en tolkeuddannelse i mange år og har gennem årene undervist og været leder af tolkeuddannelser, som er blevet sparet væk. Lige nu har jeg en drøm om en slags roterende uddannelse, hvor et lærerkorps rejser rundt i landet og giver intensive kurser. Finansieret af staten, men tjent hjem igen i sparede overflødige og forkerte behandlinger i sygehusvæsnet. Tolkebudget må ikke sprænges Men økonomiske hensyn skal ikke påvirke personalet, når de skal beslutte, om en tolk skal tilkaldes, siger økonomichef Thomas Skall på Hvidovre Hospital. Pengene til tolkning skal tages fra den pose penge, som en afdeling får tildelt til dækning af mange aktiviteter og udgifter. Det er op til afdelingen selv, hvor mange penge tolkebudgettet skal have. Afdelingen skal bare holde sig inden for rammerne af budgettet, siger Thomas Skall, økonomichef på Hvidovre Hospital. Poul Ørenø, afdelingssygeplejerske på Akut Modtageafdeling på Hvidovre Hospital, har før oplevet, at pengekassen til tolke blev tom, men det var i et andet amt. Der måtte vi gå i dialog med direktionen for at få en forhandling i gang. Ellers skulle pengene tages fra andre poster på budgettet, fortæller han. De økonomiske problemer hang også sammen med brug af tilfældige tolke, som var svingende i pris og kvalitet. Nu oplever jeg ikke at have budgetter i baghovedet, når der skal bestilles tolk. Han så dog gerne en ensartet certificering blandt tolkene, så man kunne være sikker på et vist kvalitetsniveau. Jeg troede egentlig også, at der fandtes en form for obligatorisk certificering. Det vil helt klart være at foretrække, siger han. Det er længe siden, problemer med tolke er gået over Thomas Skalls skrivebord. Så har det mest drejet sig om, at de ikke møder op, siger han. På Hvidovre Hospitals Fødeafdeling oplever chefjordmoder Lis Helmer ikke smalhals, når det drejer sig om tolke: Der er ingen restriktioner om påpasselighed med rekvirering af tolke. Til første konsultation bestiller vi automatisk en tolk, hvis der i svangerpapirerne står, at patienter har et andet modersmål. Senere bliver det et skøn, og nogle gange ønsker et par ikke en tolk, siger hun. NYH:S MARTS

8 Tema: Det multietniske hospital Indvandrervenlige hospitaler Stadig svært at være etnisk sygeplejerske En ny undersøgelse peger på problemer med integrationen på de danske sygehuse: Sygeplejersker med dansk baggrund har det svært med deres etniske kollegers sproglige svagheder og en faglighed, som de ikke umiddelbart kan spejle sig i. Af journalist Birgitte Rask Sønderborg anske sygeplejerske giver ikke D ved dørene, når deres etniske kolleger forsøger at blive integreret på en dansk hospitalsafdeling. Der sættes spørgsmål ved deres faglighed, hvis den ikke matcher den danske, og sproget skal helst være fuldstændigt på plads, når de starter på et job. Det er nogle af konklusioner i en undersøgelsen Flere farver i hvide kitler. En analyse af integrationen af etniske sygeplejersker i det danske sundhedsvæsen, som fire studerende på RUC s Kultur- og sprogmødestudier udførte i Undersøgelsen blev lavet ud fra en undren over, at ledigheden stadig er højere blandt etniske sygeplejersker, skønt der er markant mangel på arbejdskraft i sygehusvæsnet. Denne skævhed afspejles også i tørre tal. Ansatte med etnisk minoritetsbaggrund udgør kun 2 pct. i H:S, mens den på det generelle arbejdsmarked er 3,5 pct. Humoristiske stikpiller Undersøgelsen har populært sagt villet afdække, hvilke forhold der påvirker sygeplejerskernes syn på og anerkendelse af deres etniske kollegers kompetencer. Og det viser sig, at de fordomme, som danske og etniske Sygeplejerskers virkelighedsopfattelse Grete Brorholt, antropolog, udviklingskonsulent, Hvidovre Hospitals Afdeling for Udvikling og Undervisning Vi siger tingene meget indirekte, og det kan være svært for personer med dansk som andetsprog at forstå, hvad der bliver sagt og skrevet mellem linjerne. Undersøgelsen er sidste projekt inden specialet på Institut for Kultur og Sprog. Den bygger på den kvalitative metode, som anvender det dybdegående interview. Formålet er at få et detaljeret indblik i sygeplejerskers virkelighedsopfattelse. Fem informanter er blevet interviewet, og resultaterne er blevet sammenholdt med større undersøgelser inden for minoriteters integration på det danske arbejdsmarked. EU s projekt Migrant Friendly Hospitals Indvandrervenlige hospitaler har til formål at identificere, udvikle og evaluere modeller for god praksis med henblik på: At fremme sundhed, viden om sundhed og kompetencer hos indvandrere At forbedre sygehusydelserne over for disse grupper At udvikle europæiske anbefalinger for indvandrervenlige sygehuse I Danmark har Kolding Sygehus i perioden deltaget i projektet sammen med 11 andre sygehuse fra EU. De enkelte landes erfaringer og resultater blev præsenteret på en afsluttende konference i Amsterdam, december Projektgruppen har i samarbejde med de deltagende lande udarbejdet en række anbefalinger, formuleret i The Amsterdam Declaration. Den er sendt til WHO og EU som en anbefaling til samtlige EU-lande. Læs mere på og sygeplejersker har om hinanden, ofte relaterer sig til kulturforståelse, faglighed, sprog og humor. Der er en tendens til, at danskerne har de kulturelle briller på, når de skal vurdere faglighed hos de etniske kolleger. Kulturen bliver mange gange brugt som en forklarende årsag til, hvorfor patienter og ansatte handler, som de gør. Det bliver dermed fordomme frem for personlige karakteristika, som styrer bedømmelsen af en persons faglige kunnen, siger en af de studerende bag undersøgelsen, Anne Holm, som også er tilknyttet Det Danske Institut for Menneskerettigheder. Omkring sproget er der en forventning om, at de etniske sygeplejersker taler perfekt dansk fra første færd på arbejde. Kun en enkelt af de medvirkende i undersøgelsen havde et mere afslappet forhold til det og mente, at det kunne læres sammen med den øvrige træning på afdelingen. At være på omgangshøjde med omgangstone og humor har stor betydning for den enkeltes trivsel, og her kan de humoristiske bemærkninger være forankret i fordomme, som optræder i den offentlige debat. Det kan handle om terrorisme eller om at være på bistandshjælp. Danskerne føler sig som de stærkeste fagligt, og derfor bestemmer de også temperaturen på det humoristiske barometer. De fleste af de etniske griner med, mens færre giver igen af samme skuffe, forklarer Anne Holm. Hun mener, at den manglende anerkendelse af de etniske kollegers faglighed er den mest alvorlige barriere for en bedre integration af etniske sygeplejersker. Det tyder på, at systemet ikke er fleksibelt nok til at bruge ressurcer fra etniske minoriteter, siger hun. Slå kulturrobotten fra Grete Brorholt er antropolog og udviklingskonsulent på Hvidovre Hospitals Afdeling for Udvikling og Undervisning, og hun har givet sparring til projektet fra RUC. Hun undrer sig ikke over, at sundhedsvæsnet kan have specielle vanskeligheder i mødet mellem forskellige kultur både når det gælder patienter, og når det gælder personale. Få steder kommer man til at møde etniske minoriteter så intimt som i sundhedsvæsnet. Når det er sagt, er det vigtigt for en faggruppe som sygeplejersker at reflektere over sine egne normer. Man skal slå kulturrobotten fra og spørge ind til personen, siger hun. Det betyder ikke, at sygeplejersker skal reflektere sig ihjel og tage stilling til alskens moralske spørgsmål i mødet med patienter fra en anden kultur. Sygeplejerskerne behøver ikke forstå andre syn på kønsroller, børneopdragelse osv., men de skal acceptere og handle ud fra den enkeltes virkelighed. Ellers kommer personalet til at påtage sig ansvaret for noget, som de hverken har resurser, kompetence eller indflydelse på, og det er en alvorlig stressfaktor. Sker dette, opstår rollen som moralske vogtere, og der skabes kulturelle fixpunkter, som bliver symboler på forventninger til ens egen og andres kultur, forklarer Grete Brorholt. Hun hører stadig om etniske sygeplejersker, som oplever forskelsbehandling, og ser det som sammenstød mellem kulturelle normer og værdier samt sprogforbistring. Vi siger tingene meget indirekte, og det kan være svært for personer med dansk som andetsprog at forstå, hvad der bliver sagt og skrevet mellem linjerne, siger hun. Ifølge Anne Holm har etniske sygeplejersker også fordomme om danskerne, hvilket er med til at skabe barrierer: De føler sig fx kontrolleret på afdelinger, men det gælder også for danske sygeplejersker. En af undersøgelsens medvirkende fra Asien var meget glad for det danske sygehusvæsen og oplevede, hun fik mere frihed og et mere spændende arbejde, fortæller Anne holm. Kurser i kulturelle kompetencer har været udbudt i flere år, men søgningen blandt sygeplejersker er ikke stor. Vi forsøger at indarbejde de kulturelle kompetencer i de øvrige kurser frem for at have det som en særskilt disciplin. Tilmeldingen til vores kurser i kulturelle kompetencer afspejler, at det ikke er et område, der prioriteres så højt, når man skal vælge at sende en medarbejder på kursus i fire dage. Så er der andre kurser, som står og blinker og det forstår jeg sådan set godt, slutter Grete Brorholt. 8 NYH:S MARTS 2006

9 Jeg har et godt liv her Hvis jeg skal til Irak igen, bliver det kun på ferie, siger Basim Hassan, der er læge på Ortopædkirurgisk Afdeling på Hvidovre Hospital. Af journalist Annie Hagel asim Hassan forlod far, mor, fem B brødre og to søstre i Bagdad, fordi han var mistænkt for at være politisk aktiv mod Saddam Hussein og hans regering. Så fremtiden var enten fængsel og henrettelse eller flugt. Han tog kontakt til en menneskesmugler, og det var i forhandlingen med ham, at Danmark kom op som mulighed. Jeg ønskede at komme til at land, hvor jeg kunne få arbejde, fortæller Basim, og det mente smugleren var muligt i Danmark. Jeg vidste ikke andet om landet, end at det lå et sted i Europa og havde et godt fodboldhold. Hus i Albertslund I dag arbejder Basim Hassan på Ortopædkirurgisk Afdeling på Hvidovre Hospital og drømmer om en fremtid som speciallæge i ortopædkirurgi helst et sted på Sjælland, for han har lige købt hus i Albertslund og skal giftes med sin forlovede til juli. Jeg har et godt liv i Danmark. Jeg kan lide både landet og folket. Her er en god levestandard, man har pligter og rettigheder og respekterer loven. Retssamfundet fungerer godt, og det gør sundhedssystemet også. Her findes instrumenter og udstyr, som det ikke var muligt at få i Irak. Ortopædkirurgi fandtes, men ikke med de samme muligheder som i Danmark, siger Basim Hassan. Her er ortopædkirurgi lige så fascinerende som et kunstværk, siger han. Familien forstår Basim var uddannet læge og havde et godt arbejde i Bagdad, da han måtte flygte. Faktisk var han ikke politisk aktiv, men havde venner, som var det, og det var tilstrækkeligt til, at han var mistænkt. Heldigvis skete der ikke hans familie noget. De blev spurgt, men svarede, at de ikke vidste, hvor han var. I begyndelsen havde Basim og familien meget sparsom kontakt og kun gennem naboer. Men efter Saddams fald taler de ofte i telefon sammen. Selvom han savner familien og den ham, erklærer han uden ringeste tvivl, at hvis han skal til Irak igen, bliver det kun på ferie. Min familie forstår godt, hvorfor jeg vil blive. De har altid sagt, at jeg må gøre, som jeg vil. Det vigtigste for dem er, at jeg har det godt, uanset hvor jeg er. Da Basim Hassan kom til Danmark, fik han opholdstilladelse efter ti en halv måned og blev tilknyttet Neksø Kommune på Bornholm. Han gik i gang med at lære dansk og fik arbejde på sygehuset. Jeg lærte dansk hurtigt, for jeg fik at vide, at ville jeg have arbejde, så skulle jeg lære sproget. Det var lidt hårdt, men efter to måneder arbejdede jeg på lige fod med reservelægerne. Efter at have arbejdet på sygehuset på Bornholm i to år, tog Basim Hassan de eksaminer, der gav ham autorisation til at arbejde som læge i Danmark. Han arbejdede både på medicinsk og kirurgisk afdeling. Fra Irak var han vant til at arbejde på medicinsk afdeling, men ikke med samme slags patienter. Det overraskede ham meget, at mange af patienterne var gamle og havde meget komplekse forløb. Sådan er det ikke på en medicinsk afdeling i Irak. Her er de meget yngre og kan som oftest behandles med penicillin. Der er ikke så mange gamle patienter, fordi folk ikke bliver I Danmark er ortopædkirurgi lige så fascinerende som et kunstværk. Basim Hassan, reservelæge, Ortopædkirurgisk Afdeling, Hvidovre Hospital så gamle i Irak, forklarer Basim Hassan. Så han valgte ortopædkirurgi og kom til Hvidovre Hospital i Nu venter han på at kunne søge en kursusstilling. Basim Hassan har det godt med både kolleger og patienter på hospitalet. Nogle er lidt skeptiske over for, hvad jeg kan, og patienter kan spørge: Kan du klare det, har du prøvet det før? Men de fleste er mest nysgerrige efter, hvor jeg kommer fra, hvor længe jeg har været læge. Så snart jeg begynder at tale og fortælle, synes de, det er ok, og accepterer mig. På gaden kan der være nogle, der kigger, men jeg har ikke oplevet at blive behandlet dårligt eller anderledes end andre. NYH:S MARTS

10 Tema: Det multietniske hospital Vi anerkender hinandens forskelligheder og ser det som en ekstra kolorit, men vi går ikke op i det til daglig, og der bliver heller ikke taget specielle hensyn. Kate Jørgensen, ledende bioanalytiker, Klinisk Biokemisk Afdeling, Amager Hospital Souzan Zonozizadeh: Jeg har mødt meget modstand, og det har virkelig været en kamp at få det her job, som jeg er så glad for. 13 forskellige nationer på en afdeling Hverken tørklæder eller ramadan skaber gnidninger blandt bioanalytikere på Amager Hospital. Her ser man hinandens forskelligheder som en ekstra kolorit, men der tages ikke specielle hensyn, og dét smitter af på det daglige samarbejde. Af journalist Birgitte Rask Sønderborg il en julefrokost spurgte ledende T bioanalytiker Kate Jørgensen til sin borddames velbefindende. Hun er nemlig muslim og afholdende, og alkoholens virkning var begyndt at vise sig i festlokalet. Det har ikke noget med mig at gøre. Jeg drikker cola, lød svaret fra Zeliha Akdeniz, sekretær, 2. generations tyrker og troende muslim. Ordvekslingen er karakteristisk for holdningen på Klinisk Biokemisk Afdeling på Amager Hospital, som med sine 50 medarbejdere huser 13 nationer. Vi har almindelige problemer ligesom på alle andre arbejdspladser, men vores forskelligheder giver aldrig anledning til stridigheder. Vi synes faktisk, det er interessant og spændende, at vi har så forskellige ting at bidrage med, siger Sousan Zonozizadeh, som flyttede til Danmark fra Iran for 18 år siden. De øvrige i lokalet er fra Færøerne, Honduras, Tyrkiet, Litauen, Pakistan, Thailand, Eks-Jugoslavien, Colombia, Sverige, Island og så er der en dansker, som konverterede til islam for tredive år siden. Hun er den eneste med tørklæde i lokalet. Tørklæde eller ej Tolerance og åbenhed er vigtige personlige kompetencer, hvis man skal passe ind i teamet. Vi anerkender hinandens forskelligheder og ser det som en ekstra kolorit, men vi går ikke op i det til daglig, og der bliver heller ikke taget specielle hensyn. Hvis nogen holder ramadan og faster, får de ikke tidligere fri, fordi de er trætte og sultne. Det kommer ikke arbejdet ved, siger leder Kate Jørgensen, som har ansat de mange nationaliteter. Alle går i kitler, så tøj med eventuelle eksotiske signaler, sætter ikke de nationale forskelligheder i relief. Zeliha, mor til to børn, har luftet over for de andre, at hun overvejer at tage tørklæde på i nærmeste fremtid. Direkte oversat fra tyrkisk hedder det, at jeg vil lukke mig, griner hun. Men hun mener det alvorligt. Det er hendes personlige valg, og hun er ikke presset af hverken mand eller familie. For afdelingsbioanalytiker Lisbeth Mortensen gav det tørklædediskussionen en hel ny dimension. Jeg vidste ikke, at de selv var så bevidste i valg af tørklæde. Så på den måde lærer man noget om andre kulturer, som er berigende og man bliver mere villig til at lytte til dem, frem for bare at overtage fordomsfulde holdninger, siger hun. Bedre til dobbeltkultur Omvendt lærer danskerne med etnisk baggrund også noget om danske normer, og det styrker både deres evne til integration i det danske samfund og deres bevidsthed om at leve med en dobbeltkultur. Jeg er mere tyrkisk derhjemme og mere dansk på arbejde. Det kan sagtens lade sig gøre, siger Zeliha. For Eunice Sànchez Saxtoft fra Honduras betyder den tætte kontakt til både danskere og andre udlændinge på arbejdspladsen, at hun bliver mere ligeglad med de fordomme, hun indimellem møder, fordi hun er mørklødet og taler med en spansk accent. Danskere siger også noget skidt til hinanden, og på den anden side får jeg utrolig meget positiv respons, fordi jeg er udlænding. Folk er nysgerrige og roser mig, fordi jeg har klaret mig på det danske arbejdsmarked, siger hun. Eunice føler hun har haft det nemt på arbejdsmarkedet, men hun er også ung og har ikke prøvet så meget endnu. Men det kræver vilje og ambition at få uddannelse og job for en udlænding. Mange sidder bare og venter på at blive integreret. Der skal en gensidig indsats til, siger hun. Souzan fra Iran synes nok, hun gjorde en kæmpe indsats med jobsøgning, som aldrig gav noget resultatet på trods af gode karakterer. Jeg har mødt meget modstand, og det har virkelig været en kamp at få det her job, som jeg er så glad for. Det handler om holdningen til hinanden. Hvis man har en positiv attitude over for hinanden, kan forskelligheder blive til et plus. Det betyder ikke, at vi ikke kan blive indbyrdes uenige og sure på chefen. Det kan man på alle arbejdspladser, slutter hun. 10 NYH:S MARTS 2006

11 Zeliha Akdeniz: Jeg er mere tyrkisk derhjemme og mere dansk på arbejde. Det kan sagtens lade sig gøre. Projekt sundhedsformidler Etniske minoritetsgrupper kan nu bestille et kursus hos en sundhedsformidler i Københavns kommune. Der er 24 af dem, og alle taler dansk og et eller flere af syv andre sprog. Og efterspørgslen er stor. Af journalist Birgit Brunsted odan Osman bestod uddannelse nummer to i Danmark sidste H år og er nu, foruden at have en bachelorgrad fra Suhrs Seminarium i ernæring, sundhedsformidler i Københavns Kommune. Hodan Osman og 23 andre nyuddannede sundhedsformidlere fik overrakt deres eksamensbevis af sundhedsborgmester Inger Marie Bruun-Vierø ved en diplomfest den 30. november 2005 på Københavns Rådhus. Sundhedsformidlerne skal undervise etniske minoriteter i sundhed og forebyggelse på møder og seminarer rundt omkring i byen, hvor de etniske minoriteter kommer. Ideen er især at sætte fokus på deres særlige sundhedsproblemer, som fx diabetes type 2, D-vitamin mangel og det høje aborttal. Ideen er at uddanne personer, der indgår i målgruppen, og lade dem formidle deres viden videre, siger projektleder Astrid Blom, Folkesundhed København. Det er allerede blevet en kæmpe succes, efterspørgslen er overvældende, og der er også lang venteliste til uddannelsen. Brugte eksisterende kanaler Folkesundhed København fik en million kroner til projektet, som skal køre i 14 måneder. Men allerede nu kan vi sige, at det skal fortsætte, siger Astrid Blom tilfreds. Kommunen gik i gang med arbejdet i foråret og det skulle gå stærkt: Vi brugte de kanaler, vi i forvejen havde og lagde ud med en kortlægning af, hvor de etniske minoriteter mødes, fortæller Astrid Blom. Men så var spørgsmålet, hvordan man skulle finde egnede personer. Folkesundhed København besøgte bl.a. to moskeer og præsenterede projektet. Derefter afholdt man samtaler med 40 interesserede. 24 af dem startede på uddannelsen, der foregik en dag om ugen i 12 uger, med 74 konfrontationstimer og nogle praktik-arrangementer. Alle, der startede på uddannelsen, fuldførte. De nye sundhedsformidlere fem mænd og 19 kvinder er ude på sprogskoler, i aktivitetscentre, aktiveringsprojekter, jobkurser, kulturhuse og væresteder, hvor målgruppen kommer. De fleste af sundhedsformidlerne er også aktive i foreningsarbejde. Port til arbejdsmarkedet For Hodan Osman, der er 35 år og har tre børn, har uddannelsen også åbnet en port til det danske arbejdsmarked. Og et arbejde ville hun have: Det var svært for mig at få job, da jeg var færdig det var alt sammen frivilligt arbejde. Men så hørte jeg om dette projekt og tænkte, at det kunne åbne dørene. Og det er lykkedes jeg har mere arbejde nu, end jeg kan overkomme, siger hun, der i øvrigt også snart dimitterer som miljøambassadør, uddannet af Agendacenter 21. Vi møder hende i et beboerhus på Amager, hvor mødedeltagerne, somaliske kvinder, er begyndt at møde op mange af dem er unge: Vi underviser ellers på dansk, men i aften er det første gang, jeg taler somalisk. Det er et møde specielt for somaliske kvinder om sukkersyge type 2, og nogle af dem taler ikke dansk, siger Hodan Osman. Det er vigtigt, at de etniske grupper får samme information som etniske danskere, og det er en stor udfordring i København, hvor der er så mange etniske grupper, siger Astrid Blom, og vi tror, at dette projekt vil danne basis for nye initiativer, og vi bruger også sundhedsformidlerne til at udvikle nye projekter. Man kan bestille en sundhedsformidler hos kursusleder, Lisa Duus. Tlf lisa.duus@suf.kk.dk NYH:S MARTS

12 Trivsel Den anden katastrofe Der er ingen, der ved, hvor mange der er. Men de er der og de lider og er til fare for sig selv og andre. Ydermere er problemet i hvert fald ikke blevet mindre i de sidste 25 år. Vi taler om sundhedspersonale med misbrugsproblemer, der nu som noget helt nyt i Danmark har fået deres eget behandlingstilbud på H:S Alkoholenhed. Af Ulf Joel Jensen, NYH:S e fleste sundhedsansatte med et D misbrug er bange for katastrofen. De er bange for, at deres misbrug bliver afsløret. For at miste deres job deres autorisation, fortæller overlæge Finn Zierau og klinisk oversygeplejerske Marianne Gunst-Møller. Begge arbejder i H:S Alkoholenhed, og begge er derfor også involveret i et nyt behandlingstilbud rettet specielt mod sundhedspersonale med et misbrugsproblem. Finn Zierau forsætter: I virkeligheden sker det stort set aldrig, at nogen bliver frakendt deres autorisation permanent. Vi har behandlet læger og sygeplejersker for deres misbrugsproblemer i mere end ti år, og jeg kan kun huske nogle få, enkelte episoder, hvor en autorisation er blevet inddraget permanent. Det er den anden katastrofe, man har grund til at frygte: Hvis ens misbrug ikke bliver afsløret, og man derfor ikke kommer i behandling, mens misbruget bare eskalerer. Det kan lyde som et paradoks, men min erfaring er, at de fleste af misbrugerne er faglige plusvarianter. Dvs. at de er bedre klinikere end gennemsnittet. Finn Zierau, overlæge, H:S Alkoholenhed, Hvidovre Hospital Marianne Gunst-Møller, klinisk oversygeplejerske, H:S Alkoholenhed, Hvidovre Hospital Faglige plusvarianter Der findes aktuelt ingen statiske undersøgelser af, hvor mange misbrugere der er ansat i det danske sundhedsvæsen. Men et forsigtigt gæt kunne være, at det i hvert fald ikke er mindre end i resten af befolkningen og holder man sig til det gæt, vil der på landsplan være ca læger eller sygeplejersker med et alkoholmisbrug, mens man heller ikke på baggrund af den metode kan sige noget om antallet af stofmisbrugere. Noget tyder dog på, at ovenstående vitterligt er et forsigtigt gæt: Faktorer som intens konkurrence under studiet, social isolation, målrettethed, frygt for fiasko, intellektualiseren og undertrykkelse af følelser kan ifølge et amerikansk studie forøge risikoen for at udvikle et misbrug. Desuden kan det faktum, at sundhedspersonalet har så let adgang til morfika af forskellig art, også spille en rolle ligesom norske iagttagelser tyder på, at der faktisk er flere misbrugere blandt sundhedspersonalet end i den øvrige befolkning. I dag har vi mellem 30 og 40 autoriserede sundhedspersonaler i behandling. Så vi ved, at der statistisk er mange flere derude, og dem vil vi meget gerne have i behandling. Det er folk, som går og har det skidt, siger Finn Zierau. Men der er også andre grunde end de ellers tungtvejende rent menneskelige og patientsikkerhedsmæssige til at få misbrugerne i behandling: Det kan lyde som et paradoks, men min erfaring er, at de fleste af misbrugerne er faglige plusvarianter. Dvs. at de er bedre klinikere end gennemsnittet, for det er meget svært at få en krævende hverdag til at hænge sammen, hvis man også har et misbrug. Det er tæt på umuligt at udføre sit job på en sådan måde, at man hele tiden også camouflerer sit misbrug for sine kolleger og sit netværk. Så for os handler det også om sikre, at de her begavede kolleger fastholdes i deres job, siger Finn Zierau. Embedslægen er ikke ond Der er ikke noget, der tyder på, at problemet med misbrug i sundhedssektoren er blevet hverken større eller mindre gennem de seneste 25 år. Tværtimod ser det ud til, at det nærmest er uændret. Så hvorfor lancere et specielt tilbud rettet mod netop denne gruppe? Først og fremmest fordi sundhedspersoner med et misbrugsproblem skal takles på en anden måde end andre misbrugere, forklarer Marianne Gunst- Møller og fortsætter: Alle misbrugere er flove, fordi de er faldet igennem. Men sundhedspersonaler står i en særlig kritisk situation: De skal være i Alle misbrugere er flove, fordi de er faldet igennem. Men sundhedspersonaler står i en særlig kritisk situation: De skal være i stand til at løse andres problemer samtidig med at de ikke kan håndtere deres egne. stand til at løse andres problemer samtidig med at de ikke kan håndtere deres egne. Det fører dem ofte længere ud i misbruget. Erfaringerne viser, at sundhedspersonalet kun sjældent kommer og beder om misbrugsbehandling af sig selv. De skal på en eller anden måde opdages i deres misbrug og derefter presses til behandling. Men det er da også denne gruppe, der er tvunget i behandling, som har de bedste resultater af misbrugsbehandlingen. Sandsynligvis, vurderer Finn Zierau, pga. den trussel mod deres profession, der ligger heri. Men for langt de fleste er det en stor lettelse at blive afsløret i deres misbrug. At have et misbrug er en kæmpestor stressfaktor i hverdagen, og som misbruger står man meget alene. Så de fleste bliver faktisk glade, når de erfarer, at afsløringen og inddragelsen af embedslægen er en hjælpende hånd og ikke en ondskabsfuld trussel, fortæller Marianne Gunst-Møller. En kronisk sygdom Det er meget vigtigt at understrege, at misbrug er en sygdom. En kronisk sygdom med risiko for tilbagefald. Og en stor del af vores arbejde er at klæde folk på til at klare deres tilbagefald. Vi forklarer dem, at verden ikke går under, selvom du får et tilbagefald og vi hjælper dem med redskaber, så de kan afbryde deres tilbagefald, ligesom vi underviser deres familier og netværk 12 NYH:S MARTS 2006

13 Misbrugsbehandling af sundhedspersonale Projektet om specialbehandling rettet mod autoriseret sundhedspersonale med misbrugsproblemer startede op i december 2005 og løber foreløbigt tre år frem med økonomisk støtte af Sundhedsministeriet. Behandlingstilbuddet varetages af H:S Alkoholenheden ved Hvidovre Hospital, men er åbent for henvendelser fra hele landet. Projektet sigter mod en større synlighed både af problemet og af behandlingstilbuddet. Der er mulighed for at indgå i gruppebehandling, hvor hele gruppen udelukkende består af sundhedspersonale, hvis man ønsker det. Desuden har Alkoholenheden mulighed for at visitere patienter videre til fx Minnesotabehandling ved andre institutioner. Marianne Gunst-Møller og Finn Zierau fungerer også som en slags task force, som kan rykke ud på den enkelte afdeling eller institution og foredrage om problemer og behandling fx i overlæge- eller oversygeplejerskeforsamlinger, ligesom de gerne stiller op i ledelsesgruppen med råd til om (eller sidder med ved) den vanskelige samtale. Desuden trækker Alkoholenheden på et solidt netværk i de involverede fagforeninger og arbejder i et tæt samarbejde med embedslægefunktionen. Projektet er også åbent for anonyme, telefoniske henvendelser både om ens egne og kollegers misbrugsproblem. ILLUSTRATION: RINA DAHLERUP i at hjælpe til med det, forklarer Finn Zierau. Den kognitive terapi, altså forståelsen af egen sygdom, er en meget stor del af behandlingen også når patienterne er sundhedspersonale, uddyber Marianne Gunst-Møller: Vi går ikke ud fra, at sundhedspersonalet ved, hvad afhængighed er. Det ved de ikke. Og man kan ikke behandle sig selv det er meget, meget vanskeligt at slippe ud af sit misbrug uden hjælp. Det er snarere sådan, et misbrug opstår, indskyder Finn Zierau: Som selvmedicinering af en anden lidelse. Weekendmisbrug er også misbrug Derfor er det også en væsentlig og tidlig del af misbrugsbehandlingen at få identificeret det tilgrundliggende problem for misbruget og evt. startet en behandling af dette. Og misbrug er misbrug. Også selvom det foregår uden for arbejdstiden, understreger Finn Zierau: Jeg har behandlet flere, som har siddet over for mig og sagt, at de aldrig har været påvirket i tjenesten. Og alligevel er de så blevet tvunget i behandling. Det er svært at forstå for dem, fordi de mener, at hvad de foretager sig i deres fritid, er deres egen sag. Men sådan er det bare ikke helt. For selvom selve rusen i fx et kokainmisbrug er relativt hurtigt overstået, så er man påvirket i flere dage bagefter. Man vil være uligevægtigt, depressiv og i det hele taget ikke fit for fight både på dag to, tre og fire. Og i vores erhverv, hvor tingene har tendens til at spidse til i akutte kriser, hvor der skal træffes hurtige og korrekte beslutninger, så risikerer man at træffe beslutningerne for langsomt eller simpelthen træffe de forkerte. NYH:S MARTS

14 Psykiatri Når psykiatrien ringer på De har tjenestecykler i det Opsøgende Psykoseteam på Bispebjerg Hospital og gør god brug af dem. De ti medlemmer af teamet har i gennemsnit hver omkring ti patienter, som de er kontaktperson for og som de med faste intervaller opsøger i eget hjem. NYH:S fik lov at lege flue på væggen og fulgte med psykolog og teamleder Tonny Søefeldt en formiddag på arbejde Af Ulf Joel Jensen, NYH:S er er varmt hjemme hos Erik. Og D ryddeligt. Han har lagt rent på sengen, fortæller han, og ikke mange ting lader til at ligge et sted, hvor de ikke hører hjemme. Tonny Søefeldt, psykolog ved Det Opsøgende Psykoseteam på Bispebjerg Hospital, træder ind i Eriks stue til det, der ikke er et helt almindeligt besøg al den stund, at NYH:S udsendte er med i denne uge. Det tager Erik sig dog ikke af, forsikrer han gentagne gange under besøget: Han har ikke noget at skjule for nogen og åbner gerne døren for pressen. Tonny Søefeldt tøver ved det lille sofabord, hvor to stole er stillet frem: Hvor vil du gerne have mig til at sidde, Erik? Spørger han, og de bliver enige om, at det bedste nok er den sædvanlige stol på den sædvanlige plads. Otte doner og et krydsermissil Erik er en spinkel mand på omkring 40 år. Han har en dobbeltdiagnose ud over sin psykiske lidelse har han et misbrug. Indtil for et par måneder siden var han ellers helt clean, forklarer han men så røg han helt ned pga. af kærestesorger, blev indlagt på psykiatrisk afdeling og lige nu kan han ikke forestille sig, at han nogensinde stopper med den Metadon, han hver uge henter på det kommunale ambulatorium Stæren. Håbet er dog at slippe af med sidemisbruget, forklarer Erik men det er svært. Fx er han trods alt blevet slået en smule ud af kurs ved udsigten til at få besøg af en journalist i sin egen lejlighed. Så jeg tog otte doner, lige inden I kom, Tonny. Og et krydsermissil i går, siger Erik og forklarer til journalisten, at krydsermissiler er gadeslang for Rhohypnol, mens doner er Metadon. Tonny Søefeldt nikker og spørger, om Erik selv mener, at der er udsigt til, at han slipper sit sidemisbrug. Men selvom det er dyrt (50 kr. for en Rhohypnol og 10 kr. for de mindre effektfulde Nitrazepamer, som Erik ved samme lejlighed købte 16 stykker af), så tror Erik ikke rigtig på det. Han kan ikke klare sig uden den beroligende medicin. Tonny Søefeldt taler roligt og velovervejet til Erik. Forklarer at han sætter stor pris på hans ærlighed omkring indkøbet af piller det er den fortrolighed, hele deres forhold hviler på. Herefter spørger han til Eriks psykiske tilstand i den uge, der er gået siden sidste besøg. Han får som svar, at den er OK lige for tiden. Tonny Søefeldt begynder at tælle den antipsykotiske medicin op og fordeler den i Eriks doseringsbox, der stod klar på bordet, da vi ankom. Husk at sige mange tak Erik følger med i optællingen, mens han ryger. En fem-seks smøger bliver det vel til i den times tid, vi besøger ham. Imens ryster hans ben ukontrolleret en almindelig bivirkning til den antipsykotiske medicin. Tonny Søefeldt har afsluttet medicinoptællingen og begynder nu at snakke om den huskeliste, de to i fællesskab har lavet. Selvom lejligheden er ryddelig, så er den også meget bar og ligesom lidt ufærdig : Panelerne trænger både til slibning og maling, fra loftet hænger en nøgen pære, afløbet fra køkkenvasken er i stykker osv. For selvom Tonny roser Erik for at komme ud hver dag, for at holde styr på sin økonomi og i det hele taget være aktiv, så kan det knibe for Erik at få løst hverdagens små opgaver. Derfor huskelisten. Fra sidste uge står netop problemerne med håndvasken på listen, men Erik har alligevel ikke fået ringet til ejendomskontoret og bestilt en håndværker. Det hjælper Tonny så med, nu han er her, og får lavet en aftale om inspektion af skaden den efterfølgende formiddag. Husk at hilse dem og sige mange tak, Tonny, sufflerer Erik, inden han begynder at forklare om sine seneste bogindkøb: Thorkild Hansens Det lykkelige Arabien og Carsten Niebuhrs næsten 300 år gamle rejsebeskrivelse, der ligger til grund for Hansens roman. Jeg læser meget. Nye romaner siger mig ikke rigtig noget, men jeg har Steen Steensen Blichers samlede værker og masser af filosofi, siger Erik og peger mod det lille, bogbugnende chatol, hvor der ligger værker af både Kant, Descartes og andre store tænkere. Bøger og kunst er Eriks to store interesser. Han maler også selv. Lige nu har han kun to af sine egne malerier stående, et i gråhvide nuancer og et andet i blåt. Ti andre har han til indramning ude i byen, fordi han om en uge skal være med på en udstilling. Selv er han en flittig udstillingsgæst, men bøger og udstillinger koster penge og selvom han har godt styr på økonomien, så har han et ømt punkt lige der. Jeg har lånt for mange penge ud på det sidste, siger han. Tonny Søefeldt spørger til, hvad det er for mennesker, Erik har lånt ud til og det viser sig at være til venner både med og uden tilknytning til misbrugsmiljøet. De snakker lidt om, hvor mange penge, Erik har ude at svømme og om udsig- 14 NYH:S MARTS 2006

15 I morgen kl. 11 kommer der en og ser på håndvasken. Ikke flere pengeudlån det har jeg noteret på din huskeliste. Og så kommer jeg igen om præcis én uge på mandag kl Hvis der bliver noget inden da, så ringer du bare Tonny Søefeldt, psykolog, Det Opsøgende Psykoseteam, Bispebjerg Hospital terne til at få dem tilbage, inden de bliver enige om, at det skal være næste punkt på Eriks huskeseddel: Der skal slet ikke lånes flere penge ud. Tonny Søefeldt slutter besøget hos Erik af med en omhyggelig og langsom opsummering i punktform: I morgen kl. 11 kommer der en og ser på håndvasken. Ikke flere pengeudlån det har jeg noteret på din huskeliste. Og så kommer jeg igen om præcis én uge på mandag kl Hvis der bliver noget inden da, så ringer du bare Senere besøger vi Peter. Hvor Erik kunne virke sky og psykisk sårbar, er Det har næsten karakter af et hyggebesøg, når Peter (tv.) tager imod Tonny Søefeldt hjemme i stuen. Peter robust og mere udadvendt. Peter griner, taler højt, serverer kaffe og spiller en cd med et mexicansk rockorkester for os på sit anlæg med en imponerende heftig rørforstærker. Ud over musik er Peters store interesse fotografiet. Han fotograferer selv og viser meget gerne og en smule stolt sine billeder frem. Ingen horrorfilm i sjælebiografen Peter ruller sig en smøg og forklarer Tonny Søefeldt, at han er på vej til Fyn dagen efter til 50-års fødselsdag i kærestens familie. Peter har børn fra et tidligere forhold, men ikke ret meget kontakt med dem. Det generer ham, og han fortæller Tonny om, hvordan han har forsøgt at genoprette kontakten gennem ekskæresten og sendt fødselsdagsgave til den ældstes 17-års fødselsdag. Tonny Søefeldt har også medicin med til Peter, men planen er, at Peter fremover selv skal hente sin medicin på apoteket. I samråd med en læge har han i øvrigt droppet en del af bivirkningsmedicinen, fordi dén havde andre, fysiske bivirkninger, som generede for stærkt. Peter ryger sine cigaretter, mens Tonny drikker kaffe. Der er næsten en tone af hyggebesøg over situationen, mens de snakker om Peters tøjindkøb og hans fisketure over det meste af Sjælland. Hvordan så med dine drømme? Spørger Tonny Søefeldt. Efter du har fået ændret medicinen, kan du så mærke en forskel på dem? Det bekræfter Peter: Hvor han tidligere ikke havde nogen erindring om sine drømme overhovedet i vågen tilstand, så kan han huske dem nu. Og hvad er det så, de spiller i sjælebiografen? Vil Tonny Søefeldt vide: Er det lystspil, mere almindelige hverdagsstykker eller måske ligefrem horrorfilm, som den psykiske lagerforvalter hiver frem? Peter fortæller, at der i hvert fald ikke er horror indblandet og at han i øvrigt er rigtig glad for, at drømmene er vendt tilbage. I det hele taget har han fået det markant bedre i det halve års tid, hvor han har fået besøg af Tonny Søefeldt. Jeg kan tydeligt huske, dengang Tonny hentede mig på hospitalet, siger han henvendt til NYH:S udsendte: Han kontaktede mig, inden jeg blev udskrevet og jeg kunne med det samme mærke, at det her, det var godt. Det var en mand med pondus, som samtidig var meget nem at snakke med, der kom for at aftale rammerne om de her hjemmebesøg. Trygheden og tilliden mellem os er meget vigtig, siger Peter og fortæller videre, at han også har været tilknyttet OPUS-ordningen, som dog ikke fungerede for ham. Det er helt sikkert godt for nogen, men for mig duede det slet ikke. Så det stoppede jeg med igen selvom det vist ikke var særligt populært Peter ruller en ny cigaret, får ild på den og begynder engageret at snakke teknik og udstyr med NYH:S fotograf. Han henter et par gamle billeder, som han har fået forstørret til en slags små plakater, og der bliver snakket lys og objektivstørrelser, inden Tonny Søefeldt bryder ind for at aftale næste møde. De finder en tid to uger senere, som passer dem begge, og Tonny noterer det både for sig selv og Peter. Der bliver ønsket god tur til Fyn, takket for kaffen og givet hånd, inden vi småfrysende står på gaden igen. Det trak en smule ud oppe hos Peter, så Tonny Søefeldt springer med det samme på cyklen igen han skal videre på næste besøg. NYH:S MARTS

16 Kvalitet Stuegang for sikkerheden Friske øjne ser klarere. Det er filosofien bag de amerikansk inspirerede patientsikkerhedsstuegange, som en række hospitaler i H:S har afprøvet. Stuegangene skal både identificere konkrete trusler mod sikkerheden og højne sikkerhedskulturen generelt. På Bispebjerg Hospital er erfaringerne gode. 16 NYH:S MARTS 2006

17 Af journalist Ulf Førsteliin et var en af sygeplejerskerne, D der bragte problemet op: At lægerne alt for ofte blev forstyrret og afbrudt af deres personsøgere midt i stuegangen på Intensiv Afdeling på Bispebjerg Hospital. Nogle af opkaldene var akutte og betød, at lægerne måtte haste af sted her og nu. Men en stor del af opkaldene handlede om ting, der sagtens ville kunne vente, til stuegangen var overstået. Men uanset opkaldenes karakter, var de med til at forstyrre lægerne og hive koncentrationen ud af stuegangen. Altså var problemet med de mange opkald en trussel mod patientsikkerheden, mente sygeplejersken, der blev bakket op af de omkringstående læger. Problemet blev taget op, da Bispebjerg Hospital i november i fjor gennemførte sin første patientsikkerhedsstuegang. Stuegangen på Intensiv Afdeling blev gennemført af et team bestående af blandt andre hospitalets lægelige direktør og sygeplejedirektør, den ledede overlæge, afsnittenes daglige ledelser, patientsikkerhedsansvarlige og hospitalets risikomanager. Patientsikkerhedsstuegange har været anvendt i USA siden 2000, men i Danmark var H:S i fjor de første til at tage metoden i brug. Formålet er at identificere konkrete trusler mod sikkerheden og at højne det generelle fokus på patientsikkerheden. Metoden er i og for sig meget simpel. Stuegangsteamet går en runde på afdelingen. Undervejs stiller teamlederen en byge af åbne spørgsmål om patientsikkerheden til medarbejdere fra alle faggrupper med direkte patientkontakt. Hvert andet opkald sorteres fra Og det var på et af disse spørgsmål, hvad opfatter du som et problem i det daglige i forhold til patientsikkerheden, at personsøger-problematikken blev nævnt. Og det var efterfølgende det problem, som afdelingen besluttede sig for at gøre noget ved, fortæller ledende overlæge for Intensiv Afdeling Helle Degn. Stuegangen afdækkede en række områder af mere eller mindre alvorlig karakter. Nogle af dem for eksempel etiketter, der er nemme at forveksle var noget, som vi allerede arbejdede med. Men det er vigtigt, at alt kommer frem, så man efterfølgende har et overblik og kan udvælge det eller de kerneområder, som man vil arbejde videre med, siger Helle Degn. Efter stuegangen udarbejdede hospitalets risikomanager og afdelingens patientsikkerhedsansvarlige i samarbejde med ledelsen en analyse og senere en handlingsplan, der kunne dæmme op for personsøger-problemet. Handlingsplanen blev implementeret ved årsskiftet og har resulteret i tre nye tiltag. For det første afleverer lægerne nu deres personsøgere til en sekretær, inden de begynder på stuegangen. Sekretæren besvarer alle opkald, men tilkalder kun lægen, hvis et opkald er presserende alle andre sager får lov til at vente, til stuegangen er overstået. For det andet har afdelingen indført en middagskonference, hvor der på systematisk vis bliver samlet op på stuegangen. Og for det tredje arbejder afdelingen med at indføre et nyt stuegangsskema, der giver et systematisk og hurtigt overblik over de lægelige patientplaner. De nye procedurer har vist sig effektive, siger Helle Degn. Således betyder sekretærernes gate keeperfunktion, at lægerne bliver forstyrret langt sjældnere end tidligere. Der er sådan set tale om nogle ret oplagte tiltag. At lade en sekretær passe personsøgeren ligger ret lige for. Så kan man spørge om, hvorfor vi ikke selv har fundet på det noget før... Men det handler nok om, at der er kommet nogle ude fra med friske øjne, der har undret sig over de procedurer, som man ikke sætter spørgsmålstegn ved, når man gennem lang tid har vænnet sig til dem, siger Helle Degn. At lade en sekretær passe personsøgeren ligger ret lige for. Men det handler nok om, at der er kommet nogle ude fra med friske øjne, der har undret sig over de procedurer, som man ikke sætter spørgsmålstegn ved. Helle Degn, ledende overlæge, Intensiv Afdeling, Bispebjerg Hospital Tillid er en forudsætning På Bispebjerg Hospital er der indtil videre blevet gået patientsikkerhedsstuegang på to afdelinger ud over intensiv er også det akutte hjerteafsnit blevet gået igennem. Hospitalets sygeplejedirektør, Janne Elsborg, betegner de foreløbige erfaringer som meget positive, og i løbet af det tidlige forår er yderligere to stuegange planlagt. Det er planen at gennemføre patientsikkerhedsstuegang på alle afdelinger inden for det kommende år. Janne Elsborg understreger, at metoden giver de bedste resultater, hvis medarbejderne og ledere har tillid til hinanden og ser patientsikkerhedsstuegangen som en metode til at fremme en åben og lærende sikkerhedskultur. Kulturen har allerede rykket sig meget de senere år, så der i dag er en langt større åbenhed omkring utilsigtede hændelser. Medarbejderne ved, at arbejdet med patientsikkerhed ikke handler om at finde personen bag fejlen, men om at analysere organisationen med henblik på at identificere årsager og iværksætte tiltag, der forebygger lignende fejl, siger hun. Bispebjerg Hospitals risikomanager Jeanette Hjermind peger på, at patientsikkerhedsstuegangene i sig selv er med til at skubbe kulturen i den rigtige retning. Patientsikkerhed er noget, som alle skal tænke på i deres daglige arbejde. Og når vi gennemfører stuegangene, og hospitalets øverste ledelse kommer ud på afdelingerne, så sender det et meget klart signal og er med til at øge fokuseringen, siger hun. For direktionen har stuegangene også en afledt værdi, mener Janne Elsborg. Vi kommer ud på afdelingerne og lærer personalet bedre at kende, samt får større viden om de enkelte afdelingers vilkår, muligheder og problemstillinger. Denne viden er et meget værdifuldt supplement til hospitalsdirektionens beslutningsgrundlag, siger Janne Elsborg. Stuegangens ni trin I god tid inden stuegangen bestemmes, hvor, hvornår og hvem, 1 der skal udgøre stuegangsteamet. Ca. to uger inden stuegangen sendes informationsmateriale til det 2 berørte afsnit. Mindst en uge inden introduceres medarbejderne for metoden. Medarbejderne forberedes på, hvad de kan blive spurgt om. På dagen går teamet en runde i 3 afsnittet. Det stiller en række spørgsmål til medarbejderne undervejs. Derefter samler teamet op. Afsnittets daglige ledere fremlægger data for patientsikkerhed. Inden for en uge efter stuegangen 4 gennemgår risikomanager og afdelingens patientsikkerhedsansvarlige de indsamlede data. Problemerne afgrænses og præciseres hvert problem scores (SAC score) i forhold til potentiel patientskade og forekomsten af hændelser. I samme uge forelægges listen 5 med identificerede problemer for afsnittets ledelse, der træffer beslutning om dybere analyse af et eller evt. to af problemerne. Mellem en og fem uger efter gennemfører afsnittets daglige ledel- 6 se, den patientsikkerhedsansvarlige og risikomanageren analysen. De udarbejder forslag til handlingsplan, der kan dæmme op for de identificerede problemer samt udarbejder udkast til rapport. Fem uger efter samles stuegangsteamet igen sammen med afde- 7 lingsledelsen. Analysen og forslag til handlingsplan drøftes og der træffes beslutning om, hvorvidt planen skal føres helt eller delvist ud i livet. Afdelingsledelsen er ansvarlig for at gennemføre handlingsplanen. Rapporten godkendes af stuegangsteamets leder og af afde- 8 lingsledelsen. De involverede medarbejdere får rapporten, der samtidig sendes til hospitalsdirektionen til godkendelse. Efterfølgende sendes rapporten til 9 H:S Enhed for patientsikkerhed, der udarbejder en samlet evaluering og uddrager en general læring. Resultatet forelægges H:S Kvalitetsråd. NYH:S MARTS

18 Psykiatri Den sidste vej ud Af Ulf Joel Jensen, NYH:S er er ingen tvivl om, at det er en D meget voldsom oplevelse at blive fikseret. Det tror jeg ikke, at nogen hverken personale eller patienter kan være i tvivl om eller uenige i. Det nye er, at vi nu løbende får konkrete tal på det, der tidligere bare har været fornemmelser, siger Inge Laugesen, afdelingssygeplejerske på Rigshospitalets Psykiatriske Klinik, med reference til nye retningslinjer omkring brug af tvang på Rigshospitalet. Et af de nye tiltag er, at der efter hver tvangsepisode bliver gennemført en evalueringssamtale med patienten. Man tilstræber at gennemføre samtalen så hurtigt som muligt efter tvangsepisoden, og i evalueringen går man frem efter en fastlagt model med forskellige spørgsmål afhængig af, om der har været tale om en fiksering, tvangstilbageholdelse, tvangsmedicinering eller fastholdelse. Det er meget markant, at patienterne alle scorer meget højt på følelserne efter fx en bæltefiksering. Selv de meget voldsomme patienter, der har prøvet at været bæltefikseret mange gange før, beskriver oplevelse som meget følelsesmæssigt belastende, fortæller Inge Laugesen. Hurtigere ud af bæltet Evalueringssamtalerne efter hver tvangsepisode er del af et større landsdækkende projekt i psykiatrien, som sigter mod at minimere anvendelsen af tvang og gøre den tvang, der ikke kan undgås, så skånsom som mulig for patienterne. På Rigshospitalets Psykiatriske Klinik kan man endnu ikke måle nogen ændring i antallet af tvangsepisoder til gengæld er der andre, positive resultater: Det halvandet år, vi har været i gang med projektet, har betydet, at alle i personalegruppen har haft endnu mere fokus på brugen af tvang end tidligere. Og det har bl.a. medført, at den gennemsnitlige liggetid for de fikserede patienter er blevet nedbragt Tvang er grænseoverskridende og følelsesmæssigt stærkt belastende. Desværre er den indimellem også nødvendig. Et landsdækkende projekt har haft fokus på at minimere behovet for at anvende tvang og gøre den mere tålelig for patienterne. NYH:S har besøgt Rigshospitalets Psykiatriske Klinik for at høre om erfaringerne dér. mærkbart, fortæller Inge Laugesen. En af grundene til, at patienterne er fikseret i kortere tid, er, at man har indført en systematik, hvor den vagt, der altid sidder ved en fikseret patient, mindst hver anden time bedømmer patientens tilstand efter 13 faste punkter. Det skærpede fokus på tvang betyder også, at vi er blevet endnu mere opmærksomme på at prøve at finde andre veje ud af en krisesituation. Fx er der ind imellem patienter, der bare har behov for at skrige højt. Dem vil vi så vidt muligt føre ned i vores musikrum, så de ikke generer andre patienter. Musikrummet er nogenlunde lydisoleret, så her kan de give efter for trangen, og med persoanlets hjælp også bringe det til en afslutning. Det vigtigste budskab er, at tvang er skal blive ved med at være det usædvanlige tiltag, den absolut sidste vej ud. Gennembrudsmetoden En anden interessant information, man har fået på baggrund af evalueringssamtalerne, er, at patienterne efter fikseringen ofte ikke er klar over, hvorfor de blev tvangsbehandlet. Også selvom det af protokollen klart fremgår, at de er blevet informeret om, hvad der foregår, og hvorfor de har været udsat for tvang. Tilfredshed med samtalerne Det understreger, hvor svært det er, at kommunikere med patienter, der føler sig trængt helt op i en krog af deres sygdom. Det er svært at trænge igennem til dem. Og det illustrerer også vigtigheden af, at det er patientens faste kontaktperson, der skal tale med patienten i dén proces, siger Inge Laugesen. Evalueringssamtalerne spørger også ind til patienternes opfattelse af den behandling, de har fået af personalet Gennembrudsprojektet er en direkte oversættelse af en amerikansk metode, Break Through, som skal skabe gennemgribende kvalitetsforbedringer i sundhedssektoren. Et af delprojekterne under Gennembrudsprojektet har fra 2003 til januar i år koncentreret sig om tvang i psykiatrien. I H:S deltager foruden Rigshospitalets Psykiatriske Klinik også Bispebjerg og Hvidovre Hospitalers psykiatriske afdelinger i projektet. Gennembrudsmetodens særkende er det praksisnære og handlingsorienterede, hvor man sætter sig målbare konkrete mål, så man gennem løbende dokumentation kan overvåge, om man nærmer sig sin målsætning. De enkelte forandringstiltag testes og forbedres løbende og systematisk i projektet. Læs meget mere om Gennembrudsprojektets metode og resultater og Kvalitetsudviklingsprojektet om tvang i psykiatrien på under tvangsepisoden og her får personalet generelt meget gode tilbagemeldinger. På samme måde er patienterne også glade for selve samtalerne, forklarer Inge Laugesen: Både personalet og patienterne er glade for evalueringssamtalerne. Det er et godt værktøj til at gøre noget, der ellers er svært at tale om, konkret. Til at få sat præcise ord på nogle svære oplevelser og måske derigennem også nå frem til at kunne forebygge gentagelser. Eller fx gøre opholdet i bæltet så tåleligt som muligt for patienten. Arkitektonisk forebyggelse En anden udløber af projektet er en ny husorden i klinikken. I forhold til den gamle er den nye meget enklere og mere handlingsorienteret med bare fem, klare punkter, der hænger synligt fremme rundt omkring på gange og i opholdsrum. Som en reminder til alle, der har sin gang i klinikken. Vores gamle husorden var langt mere omfattende og med floromvundne formuleringer. Nu har vi kogt det ned til fem simple punkter, som går ud på, at man skal tale pænt til hinanden, respektere de røgfrie områder, holde ro efter midnat, vi accepterer ikke mobiltelefoner med indbyggede kameraer og vi accepterer ingen seksuelle forhold mellem patienterne, mens de er indlagt her, fortæller Inge Laugesen. Hun understreger at anvendelse af tvang er en meget kompleks problemstilling, som er påvirket af mange forskellige faktorer. En underbemandet afdeling vil fx være dårligere rustet til at forebygge tvangsepisoder, fordi man er færre til at tage konflikterne i opløbet. Men andre ting spiller også ind. Fx overbelægning eller arkitekturen: Vi ser frem til få bygget om her i klinikken. Til at få flere enestuer og generelt mere indbydende lokaler. Der er slet ingen tvivl om, at det også betyder noget i den her sammenhæng. Smukke omgivelser giver roligere mennesker, som giver mindre tvang. 18 NYH:S MARTS 2006

19 En interessant information, man har fået på baggrund af evalueringssamtaler, er, at patienterne efter fikseringen ofte ikke er klar over, hvorfor de blev tvangsbehandlet. Inge Laugesen, afdelingssygeplejerske, Psykiatrisk Klinik, Rigshospitalet Registrering af vold og trusler På Rigshospitalets Psykiatriske Klinik har man som et sideskud til projektet om forebyggelse af tvang i det sidste halve år arbejdet med en systematisk registrering af fysisk og psykisk vold mod personalet. Efter hver voldsepisode udfylder personalet et registreringsskema på ca. to sider, hvor den voldsramte bl.a. skal beskrive voldens art (verbal, truende kropsholdning, fysisk mv.), voldens effekt på den ramte, i hvilken sammenhæng volden indtraf osv. Registreringen har til formål at forebygge voldsepisoder og trusler om vold i fremtiden og få klarhed over, hvor udbredt disse episoder er. Indtil nu er der lavet i gennemsnit ca. to registreringer om ugen. Og selvom sigtet med Projekt Gennembrud er at minimere anvendelsen af tvang, så mener Inge Laugesen ikke, at man helt kan undgå tvangsepisoderne. Eller undvære dem, for den sags skyld: Man må forstå, at det at anvende tvang er sidste vej ud af en meget tilspidset situation. Når man anvender tvang, så tager man ansvaret for patienten på et tidspunkt, hvor patienten ikke er i stand til det selv. Og hvis man ikke anvender tvang i de situationer, så begår man altså omsorgssvigt, fordi man ret beset risikerer at skade patienten eller medpatienterne kommer til skade, hvis man undlader at handle. NYH:S MARTS

20 It-strategien Lægesekretærer på nye opgaver De laver allerede nu meget andet end at skrive journaler. Og de får mange andre nye opgaver, når den elektroniske patientjournal kommer i funktion. Så i fremtiden skal lægesekretærerne måske kalde sig noget helt andet, siger uddannelseschef på Hvidovre Hospital Marianne Fabrin. Hun og en uddannelsesgruppe i H:S har tilrettelagt et helt særligt kursus for de lægesekretærer. Af journalist Annie Hagel et er ikke kun på grund af den D elektroniske patientjournal. Hvis man hører til dem, der har et billede af lægesekretæren som hende, der sidder dagen lang med høretelefoner i ørerne og skriver journal efter lægens diktat, når hun ikke henter kaffe, ja så kan man godt lige trykke på delete-knappen. For sådan er virkeligheden ikke. Lægesekretærer laver meget andet. De lægesekretærer, der arbejder på sengeafdelinger og ambulatorier, bruger måske halvdelen af deres tid på journalskrivning, resten går til bestillinger, koordinering og administration af patientforløb, vurderer Karin Rasmussen ud fra 11 års erfaring som lægesekretær. I sit nuværende job på Obstetrisk Afdeling på Hvidovre Hospital ser hun næsten kun en journal for at kontrollere, at det, der står i den, stemmer med det, der er kodet i databasen. Hun er GS-superbruger og kodeansvarlig på afdelingen. Pernille Boitang Hansen har arbej- 20 NYH:S MARTS 2006