Sociologisynopsis, sommereksamen 2003 Institut for Statskundskab Henrik Højstrøm og Jes Lind

Transkript

1 1. Indledning Denne Synopsis tager udgangspunkt i begrebet: Magt. I det følgende vil magtbegrebet blive nuanceret og perspektiveret ud fra definitioner og teorier givet af sociologerne: Max Weber, Michel Foucault og Jürgen Habermas. I forbindelse med dette vil der endvidere blive fokuseret på statens rolle og placering hos de enkelte sociologer, da denne ifølge traditionelle magtdefinitioner ses som et af magtens koncentrationspunkter. 2. Max Weber Sociologien er for Max Weber en videnskab, som tager udgangspunkt i forsøget på at forstå social adfærd. Dette sker primært på det individuelle/mikrosociologiske plan, hvor forståelsen af den sociale adfærd bygges på kausalitet, således at analyserne fører tilbage til den individuelle adfærd. Som redskab til dette udvikles 4 idealtyper for social adfærd, der danner grundlag for Max Webers generelle tilgang til den analytiske sociologi. Traditionel Affektiv værdirationel målrationel Magtbegrebet bliver i forlængelse med Max Webers førnævnte metode defineret på det individuelle niveau. Magt forstås her som et individs sandsynlighed for at sætte sine synspunkter igennem på trods af modstand. Magt bliver praktiseret af individer 1 og involverer: valg handlen intensioner Magt bliver hos Weber defineret negativt, det er ikke en magt til noget, men ses som mangel af dispositioner for dem, som magten udøves over. Denne magtdefinition forstås yderligere af Weber som noget substantielt; nogen eller noget har magten som dermed er mulig at lokalisere konkret i samfundet. 1 Dette fokus bygger på Webers generelle metodologiske individualisme 1

2 I forbindelse med Webers magtbegreb uddifferentierer han to andre begreber, der ligger i forlængelse af hans magtdefinition og nuancerer dermed hans begrebsliggørelse af magten. Begrebet herredømme defineres som sandsynligheden for, at særlige påbud vil blive adlydt af en given gruppe mennesker, mens begrebet disciplin defineres som sandsynligheden for at en ordre på grund af vane adlydes hurtigt, automatisk og stereotypt af en bestemt gruppe mennesker. Weber interesserer sig specielt for begrebet herredømme, som han underopdeler i legitimt 2 og illegitimt herredømme, hvor det legitime benævnes autoritet. I forlængelse af Webers fire idealtyper for handlen bestemmer han tre forhold hvorledes at herredømme gøres legitimt: Traditionelt 3 Karismatisk 4 Legal/bureaukratisk/rationel 5 Den særlige interesse for autoritet, og her specielt den legale, begrundes med, at Weber så flere mulige måder hvorpå denne kunne udformes i samfundet. En af disse var bureaukratiet, som han betragter som den reneste form for legal autoritet og hvis udvikling han ser som værende symptomatisk for rationaliseringen af samfundet. Bureaukratiet bygger på lovene og er yderligere et eksempel på den legale autoritet. Staten ses her som en institutionalisering af lovene og bliver af Weber defineret som den politiske institution, hvis administrative stab succesrigt hævder retten til monopol på den legitime fysiske vold inden for et geografisk område. Bureaukratiet og staten er dermed de institutioner der ifølge Webers definitioner har den legale ret til magten. Weber havde et ambivalent forhold til bureaukratiet, da han så dette både positivt som en effektiv organisering såvel som negativt i frygten for at bureaukratiets systemstyring af samfundet ville resultere i frihedstab og fange individet i rationalitetens jernbur. 3. Jürgen Habermas 2 Og af største interesse for Weber selv, da illegitim magtanvendelse kun er af kortere varighed. 3 Man tror på noget ædelt i gamle skrifter ud fra devisen at hvis man gør noget længe nok må det være fornuftigt 4 Er knyttet til lederens evner eller rettere folk generelle opfattelse af lederens evner som værende af en sådan beskaffenhed at man vil følge dennes instrukser, dekreter og love. 2

3 Et af hovedpunkterne i Habermas' teori er antagelsen om en form for idealtypisk sprogsituation, rettet mod gensidig forståelse. Denne ses som en af det sociale livs mest grundliggende former. Habermas' centrale begreb om kommunikativ handlen refererer altså ideelt til denne form for social ageren. Dette er dog kun den idealtypiske form og virkelighedens kommunikation er ofte forstyrret af andre forhold, hvoraf Habermas fremhæver magt som et af de væsentligste elementer, der kan påvirke den ideelle sociale handlen. For Habermas er magt et af de to styringsmedier for systemverden, der sammen med livs-verden udgør samfundet/det sociale liv. Disse er begge konstitueret ved hver sin rationalitetsform, organisationsprincip samt handlingsorientering. Mens magt udgør det ene styringsmedie for systemverden, udgør penge det andet. Disse opfattes som mekanismer, der erstatter de handlingskoordinerende mekanismer, som udvikler og formaliserer gensidig forståelse. Kravene til de to styringsmedier er funktionalitet samt effektivitet. Rationaliteten hos aktørerne bliver dermed hovedsageligt strategisk og når medierne fungerer optimalt bliver systemerne i stand til at koordinere komplekse handlingssystemer og virker dermed kommunikationsbesparende. Det er yderligere karakteristisk for styringsmedierne, at de virker relativt uafhængigt af en rationelt begrundet konsensus om handlingsmål, normer og situationsfortolkninger. Systemerne har derfor en høj grad af autonomitet. Dette perspektiv fremhæver de positive aspekter ved Habermas' magtbegreb. Habermas' magtbegreb er dog ikke entydigt. Dette skyldes den stadig større afkobling mellem de to verdener, der findes i Habermas samtidsdiagnose. Begge begreber har undergået en rationalisering, men systemverden er i højere grad begyndt at dominere livs-verden. Rationaliseringen af de to systemverdener betyder at handlinger, der er målrettet mod at opnå fælles forståelse i højere grad befris fra normative begrænsninger. Social integration opnås dermed i højere grad gennem konsensusskabelse i sproget. Resultatet af dette er imidlertid at presset på sproget kommer til at overskride sprogets kapacitet og afsprogliggjorte medier, oprindeligt stammende fra systemverden, kommer til at overtage de manglende funktioner. Gennem denne proces sker der en bureaukratisering og monetarisering af livet. Habermas ser dette som at systemverden udøver vold over livs-verden gennem en restriktion 5 bureaukratiet er defineret af: Effektivitet, præcision, stabilitet og pålidelighed. Lovene er legitimt accepterede og bureaukratiet er hensigtsmæssigt. 3

4 af kommunikationen. Processen medfører patologier indenfor livs-verden. Magten ses her som en negativ magt, i betydningen af negative konsekvenser. Habermas mener, at magt i nogle former kan være funktionel, et middel til effektiv organisering i forfølgelse af fælles mål, men i andre kan være undertrykkende og udtryk for klasseinteresser eller andre partikulære mål. Denne blanding af positive og negative aspekter finder Habermas bl.a. i staten. Magtmediet er baseret på autoritetshierakier af positioner og embeder i bureaukratier og det politiske system er ligesom det økonomiske i stand til at koordinere handlinger if. systemkrav. At tale om staten er at tale om magt, men Habermas skelner her mellem statens administrative og kommunikativ magt. Denne defineres som magt, der opstår mellem mennesker, når de handler sammen. Statsmagt der udøves lovligt må baseres på de forestillinger om retfærdighed, der er legemliggjort i den kommunikative magt og dermed skal betragtes som legitim. Habermas mener, at vi bør betragte retssystemet som det medium, hvorigennem den kommunikative magt omsættes til administrativ magt. Kommunikativ konsensus påvirker altså gennem retten den systemiske politiske verden, hvor den kommunikative magt er den magt, der udspringer af motivationen til fælles handling ud fra fri kommunikation i livs-verden. Udspringet for en legal magt findes således for Habermas i den kommunikative magt, som igen er afledt af den fælles konsensus, som skabes gennem en herredømmefri dialog, hvor kun det gode argument hersker. Magten ligger dermed hos befolkningen og kan ikke betragtes som noget substantielt, der kan lokaliseres, men kan gennem retssystemet videreføres til staten. Essentielt for denne tanke er det dermed, at der ikke eksisterer magtpåvirkninger i den herredømmefri dialog, idet Habermas anerkender, at sproget ikke kun er et middel til kommunikation, men også kan fungere som et medium for herredømme og social magt. 4. Michel Foucault Hos Foucault findes et radikalt anderledes magtbegreb end hos både Weber og Habermas. Foucault taler om mikromagt og ikke magtens væsen eller magtindehavernes intentioner. Magtbegrebet skal ikke ses substantielt som hos Weber, for magten findes kun i udøvelsen, i aktionen og relationen. 4

5 Magtudøvelse ifølge Foucault ligger ikke et sted, men er, i det moderne samfund, blevet spredt ud i hele samfundet. Man kan ikke have magten - kun udøve den. Han mener, at magten udøves med administrative teknikker fx gennem kontrol og normalisering, men ikke så høj grad gennem lovstiftede principper og rettigheder. Ydermere mener han ikke, at magten kan lokaliseres indenfor statens sfære eller andre institutioner, men skal søges afdækket på et socialt hverdagsplan. For Foucault går magten forud for specifikke institutioner og institutionerne reproducerer blot eksisterende magtforhold. I det moderne samfund og i den moderne stat, som Foucault ser det, higer mennesket efter sandheden. Mennesket er objektet for denne forskning, og dermed både vidensprocessens subjekt og objekt. Subjektet producerer viden, objektet er objekt for den viden, der produceres og dette er derfor en uadskillelig relation. For Foucault er magt også magten eller kapaciteten til at udvirke noget og viden kan derfor ikke skilles fra magt, da man nødvendigvis må besidde viden for at handle. Magt og viden implicerer og forudsætter hinanden, og der vil i enhver social relation genfinde en dynamisk vekselvirkning mellem disse to aspekter. Som følge af Foucaults sammenkædning af magt-viden og af hans lokalisering af magten til alle relationer findes der hos Foucault heller ikke noget sted, der eksisterer udenfor magtvidensrelationerne. Magten er altid relationel, men disse relationer behøver ikke nødvendigvis være asymmetriske. Denne magtrelation forudsætter opfyldelsen af to krav: Den anden, hvorpå magten udøves, anses for at være et menneske, som har muligheden for at agere/handle. Når vedkommende står i en magtrelation, åbnes der for forskellige svar, resultater, reaktioner og muligheder. Dette er en konsekvens af, at enhver magtrelation forudsætter frihed. Magt står, for Foucault, i modsætning til herredømme, hvor en person netop ikke har frihed. Vold og konsensus er således ikke magtens natur, men blot resultater eller instrumenter til magtens udøvelse. Der findes, hos Foucault, en distinktion mellem magt og de herredømmetilstande, som opstår, hvor magtrelationerne fikseres i asymmetriske og hierarkiske dominansforhold. I Foucaults definition på magt indgår altid muligheden for en mod-magt, mens det fikserede asymmetriske forhold karakteriseres som herredømmet. 5

6 Tidligere blev det nævnt, at magten ikke kunne lokaliseres inden for statens sfære, men Foucault mener ikke med dette, at staten ikke indgår i magtrelationer. Dette forstås, modsat Weber, hos Foucault at staten ikke defineres entydigt. Foucault er kritisk overfor Staten - staten kan ikke frigøre os, men vi skal frigøre os fra staten. Staten ses også som en måde at tænke på. Den måde, staten udøver magt, er den måde som mennesket udøver magt overfor sig selv og andre. Staten er således et vigtigt eksempel på overordnet styring. Magtrelationer og deres sammenfletning med praktisk kunnen og kommunikation er i dag statskontrollerede. Staten fungerer således ved at indlejre sig i og konglomerere en lang række specifikke og lokale styrkeforhold. Staten er og bliver den vigtigste form for magtudøvelse, idet de fleste former for magtrelationer refererer til staten. Dette skyldes, at magterelationerne i stigende grad er kommet under statslig kontrol - de er blevet governmentalized. 5. Generel perspektivering Som følge af ovenstående redegørelse kan følgende perspektiverende spørgsmål stilles: Hvilken sammenhæng er der mellem begrebet magt og stratifikation? Hvilke implikationer har Foucaults og Bordieus magtbegreber for Habermas generelle teori? (Ville Habermas og Foucault være gode venner?) Har Sociologernes vægtning af aktør eller struktur indflydelse på lokaliseringen af magten i samfundet? Hvilken sammenhæng findes mellem sociologernes magtbegreb og deres samtidsdiagnose? 6