.DSLWHOÃ.RQJORPHUDWGDQQHOVHU

Transkript

1 .DSLWHOÃ.RQJORPHUDWGDQQHOVHU,QGOHGQLQJ En del af den fusionsaktivitet, som har fundet sted i den finansielle sektor i løbet af de seneste år såvel i Danmark som i udlandet, har medført dannelsen af konglomerater i den finansielle sektor. Hvor betegnelsen koncern generelt bruges om ejermæssigt forbundne selskaber, d.v.s. at der ud over moderselskabet er mindst et andet selskab, kan betegnelsen konglomerater ses som en delmængde heraf, hvor selskaberne i koncernen driver virksomhed på forskellige delmarkeder (bankvirksomhed, forsikring, realkredit o.s.v. ). Konglomerater er således også koncerner. Når betegnelsen konglomerater anvendes, er det for at skelne mellem traditionelle koncerner, som driver virksomhed på et enkelt delmarked, og tendensen til etablering af, hvad der populært kaldes finansielle supermarkeder, men som egentlig er finansielle indkøbscentre med en række butikker, der har samme ejerkreds. Konglomeratdannelserne er bl.a. udtryk for en skærpelse af konkurrencesituationen mellem de forskellige finansielle delsektorer, hvor der i stigende omfang kæmpes om de samme kunder. Dannelsen af konglomerater kan også ses som udnyttelsen af synergier i produktionen af forskellige finansielle produkter, f.eks. i distributionssystemet, idet særligt de bankdrevne konglomerater kan udnytte filialnettet til distribution af forsikringer, realkreditlån m.m., jf. boks 7.1.

2 %RNVÃ 6\QHUJLHUÃRJÃNRPSOHPHQW UHÃSURGXNWHU Dannelsen af konglomerater kan ses som udnyttelsen af synergier i produktionen af finansielle produkter. Synergier eller "economies of scope" opstår, når omkostningerne ved at producere et givet mix af finansielle produkter tilsammen er mindre end omkostningerne ved at producere samme mængder finansielle produkter separat. Som regel opstår synergier, når flere produktsegmenter kan være fælles om større faste omkostninger. Eksempler på områder, hvor en sådan deling af omkostningerne kan medføre besparelser er på computer systemer, filialnet og stabsfunktioner. Synergier vil nemmere kunne opstå, hvis man kan tilbyde komplementære produkter. Komplementære produkter er f.eks. billån og bilforsikring samt realkreditlån og husforsikring. F.eks. vil det være nærliggende, når man ansøger om billån, også at købe en bilforsikring. Lovgivningen i Danmark forhindrer dog, at forskellige typer virksomhed må drives inden for samme juridiske enhed. Tidligere var det endvidere ikke muligt at drive anden finansiel virksomhed i datterselskabsform. Sidstnævnte var baggrunden for, at de første finansielle konglomeratdannelser i Danmark, Hafnia, Baltica og Topdanmark, blev etableret i en holdingkonstruktion, hvor de forskellige finansielle virksomheder var ejet af et holdingselskab, der ikke umiddelbart var underlagt den finansielle lovgivning. 8GYLNOLQJHQÃLÃORYJLYQLQJHQ Med den tilsynslovgivning, der var gældende for de forskellige finansielle delsektorer i midten af 1980'erne, eksisterede der en klar afgrænsning. Ejerskab på tværs af de forskellige finansielle delsektorer var ikke tilladt, og et finansielt institut under tilsyn kunne ikke være moderselskab for andre typer af finansielle institutter, idet man ikke i datterselskabsform måtte drive virksomhed, som ikke kunne drives i hovedvirksomheden selv. Etableringen i midten af 1980'erne af de første finansielle konglomerater indeholdende flere forskellige typer af finansiel virksomhed skete derfor i holdingkonstruktioner, jf. eksempelvis Hafnia Holding

3 og Baltica Holding, hvor moderselskabet ikke var direkte omfattet af den finansielle lovgivning. Holdingselskabet kunne herefter eje flere forskellige typer af finansielle virksomheder. Etableringen af disse finansielle konglomerater krævede ingen lovændringer, men blot en aktieombytningskonstruktion, hvor aktionærerne i hovedvirksomheden fik ombyttet deres aktier til aktier i et nyt holdingselskab, som herefter stod som ejer af blandt andet den oprindelige hovedvirksomhed. Lovgrundlaget satte imidlertid visse grænser for, hvorledes koncernopbygningen kunne foretages, jf. blandt andet at moderselskabet som nævnt ikke selv kunne være et finansielt institut under tilsyn. Med henblik på at kortlægge og analysere udviklingen i den finansielle sektor blev der i foråret 1986 nedsat et embedsmandsudvalg under det daværende Industriministerium. Udvalget fik blandt andet til opgave at kortlægge årsagerne til, omfanget af og strukturen i den udvikling, der pågik i det danske finansielle system. Udvalget afgav i juni 1987 betænkning nr. 1108, Brancheglidning i den finansielle sektor, og konstaterede i denne forbindelse bl.a., at de hidtil etablerede finansielle koncerner ikke havde givet anledning til initiativer med henblik på at begrænse adgangen til at etablere sådanne koncerner. Udviklingen påpegedes dog at nødvendiggøre tilpasninger i den finansielle lovgivning. Angående overvejelserne om evt. at begrænse adgangen til at etablere koncerner var det udvalgets opfattelse, at der i det gældende lovgrundlag var tilstrækkelig mulighed for at imødegå samarbejdsaftaler ved hjælp af monopollovgivningens regler, såfremt der måtte vise sig skadelige konsekvenser heraf, og at denne mulighed burde fastholdes. Udvalget fandt, at særregler for finansielle koncerner burde indrettes således, at de ikke bliver mere vidtgående end påkrævet til varetagelse af væsentlige samfundsinteresser, og at de skal formindske risiko-

4 en for, at ejere eller andre med en dominerende indflydelse kan misbruge denne indflydelse. Med udgangspunkt heri fandt udvalget blandt andet, at det kunne overvejes at indføre regler, hvorefter større koncerninterne transaktioner skal fremgå af årsregnskaberne. Udvalget fandt ligeledes, at det burde overvejes at lade alle finansielle virksomheder omfatte af lånebegrænsningsregler svarende til bankog sparekasselovens 27 for virksomheder eller personer med en afgørende indflydelse på virksomheden, ligesom man fandt, at det burde overvejes at indføre regler om begrænsning af personsammenfald i direktioner, bestyrelser og på andre ledende poster. Endelig kan det nævnes, at udvalget for så vidt angår virksomhedsområdet fandt, at forbudet mod anden virksomhed fortsat burde opretholdes i forhold til dattervirksomheder til de finansielle virksomheder under tilsyn, idet der ikke bør sondres mellem aktiviteter udøvet i modervirksomheden selv eller i dattervirksomheder. I de følgende år skete der herefter en liberalisering af den finansielle lovgivning, bl.a. i forbindelse med liberaliseringen af kapitalbevægelserne i Europa og opbygningen af det Indre Marked. Der blev således i 1990 åbnet op for, at pengeinstitutter og forsikringsselskaber dels i videre omfang end hidtil kunne drive accessorisk (tilknyttet) virksomhed i instituttet selv eller i datterselskaber dels, at de i datterselskabsform kunne drive anden form for finansiel virksomhed, f.eks. forsikringsvirksomhed, pengeinstitutvirksomhed eller realkreditvirksomhed. Tilsvarende mulighed fik realkreditinstitutterne i To forsikringsselskaber, der ikke er koncernforbundne, fik endvidere mulighed for gennem et kapitalformidlingsaktieselskab, hvori ingen af parterne må have bestemmende indflydelse, at drive en hvilken som helst anden form for virksomhed. Denne mulighed foreligger også for kombinationer mellem f. eks. kreditinstitutter, forsikringsselskaber, pensionskasser og Lønmodtagernes Dyrtidsfond/Arbejdsmarkedets Tillægspension. Ved sådanne kombinationer kræves endog ikke, at ejerskabet sker gennem et særligt holdingselskab. Mulighe-

5 den er dog ikke særligt benyttet. Dette kunne måske skyldes, at der skal etableres fælles forretningsgrundlag med en anden uafhængig part, eller at erfaringerne med drift af anden virksomhed fra de tidlige holdingkonstruktioner ikke er så positive. Ovennævnte liberalisering er fulgt op af en detailregulering på området. Blandt andet er der udstedt en bekendtgørelse om koncerninterne transaktioner til regulering af transaktioner mellem koncernforbundne selskaber, herunder betaling for administrative ydelser, husleje, finansforvaltning etc., ligesom Finanstilsynet blandt andet skal godkende lånetransaktioner m.v. mellem koncernselskaber 1). Formålet hermed er at sikre det enkelte instituts egne selvstændige interesser i en koncernsammenhæng, hvor mere overordnede interesser ellers kunne risikere at få overvægt. 'HQÃKLVWRULVNHÃXGYLNOLQJ De tidlige konglomeratdannelser baseret på holdingkonstruktioner er vist i tabel DEHOÃ 2YHUVLJWÃRYHUÃNRQJORPHUDWGDQQHOVHUÃEDVHUHWÃSnÃKROGLQJNRQVWUXNWLRQHU Konglomeratdannelser: Hafnia Baltica Topdanmark Drev virksomhed inden for: Forsikring, pengeinstitut Forsikring, pengeinstitut Forsikring, pengeinstitut Hafnia- og Baltica-koncernerne er begge afviklet ved overtagelse af andre finansielle aktører, medens Topdanmark efterhånden har 1) Jf. Finanstilsynets vejledning af 1. juli 1996 om lån m.v. omfattet af i lov om forsikringsvirksomhed.

6 afviklet de aktiviteter, der ikke direkte er forbundet med forsikringsvirksomhed, og i stedet indgået et samarbejde med BG Bank. I 1991 etableredes en koncern bestående af forsikringskoncernen Tryg og realkreditinstituttet Nykredit i en holdingkonstruktion. Det var meningen, at Unidanmark også skulle indgå heri, men konstruktionen blev imidlertid opløst på grund af ændrede strategiske mål hos parterne. Hvor de første koncerndannelser var initieret af og med hovedvægten på forsikring, har de senere år budt på dannelse af finansielle koncerner med hovedvægt på pengeinstitutvirksomhed. Dette er sket såvel ved pengeinstitutters opkøb som nyetableringer, fortrinsvis inden for livsforsikring, men også ved etablering af realkreditvirksomhed. På det seneste er der også dannet koncerner, hvor hovedvægten ligger på realkreditvirksomhed. Både Den Danske Bank og Unidanmark har således etableret egne realkreditinstitutter, og omvendt har Nykredit og BRFkredit købt henholdsvis etableret egne banker, jf. tabel 7.2, som giver en oversigt over de pt. mest betydende finansielle konglomerater. 7DEHOÃ 2YHUVLJWÃRYHUÃGHÃQXY UHQGHÃPHVWÃEHW\GHQGHÃNRQJORPHUDWHU (NVLVWHUHQGHÃNRQJORPHUDWHU Den Danske Bank Unidanmark Nykredit BRFkredit Alm. Brand Codan 1), 2) Kapital Holding Realkredit, 'ULYHUÃYLUNVRPKHGÃLQGHQÃIRU Pengeinstitut, forsikring, realkredit Pengeinstitut, forsikring, realkredit Realkredit, pengeinstitut Realkredit, pengeinstitut Forsikring, pengeinstitut Forsikring, pengeinstitut pengeinstitut, forsikring 1) Fusion af Realkredit Danmark og BG Bank. 2) Derudover har BG Bank også overtaget Topdanmarks garantiforsikringsselskab i forbindelse med en alliance mellem disse, jf. afsnit 7.4. Kilde: Finanstilsynet.

7 BG Bank og Realkredit Danmark har oprettet et fælles realkreditselskab, BG Kredit, som ejes med 51 pct. af Realkredit Danmark og 49 pct. af BG Bank, jf. afsnit 3.3, og i forlængelse heraf er der truffet beslutning om etablering af en holdingkonstruktion over BG Bank og Realkredit Danmark, jf. afsnit 7.4 om alliancer. Der findes herudover et antal mindre betydende finansielle konglomerater som for eksempel tværgående pensionskasser, der har etableret egne banker med henblik på at kunne betjene egne medlemmer med bankydelser. Samtidig findes der en række betydende finansielle koncerner, som dog ikke driver virksomhed inden for flere forskellige delsektorer. Som eksempler på sidstnævnte kan nævnes Tryg-Baltica, PFA og Jyske Bank. 7DEHOÃ $QGHOÃDIÃGHOPDUNHGHUÃVRPÃHUÃGRPLQHUHWÃDIÃVHOVNDEHUÃIUDÃHWÃDQGHWÃGHOPDU NHGÃVRPÃI OJHÃDIÃNU\GVHMHUVNDE Delmarked: Mio. kr ) Skadesforsikring Totalt marked (bruttopræmier) Heraf fra andre delsektorer 1) Relativ andel 4,3 pct. 3,4 pct. 4,0 pct. 4,1 pct. Livsforsikring Totalt marked (bruttopræmier) do. Heraf fra andre delsektorer 1) do. Relativ andel 20,5 pct. 23,1 pct. 26,2 pct. do. Pengeinstitut Totalt marked (arb.kapital) Heraf fra andre delsektorer 2) Realtiv andel 1,7 pct. 2,0 pct. 1,9 pct. 15,2 pct. Realkredit Totalt marked (udlån) do. Heraf fra andre delsektorer 3) do. Relativ andel 5,7 pct. 8,2 pct. 10,5 pct. do. 1) Her er tale om indflydelse fra pengeinstitutter og realkreditinstitutter. Der ses dog bort fra krydsejerskab mellem skade- og livsforsikringsselskaberne, idet dette traditionelt har forekommet i vidt omfang. 2) Her er tale om indflydelse fra realkreditinstitutter og forsikringsselskaber. 3) Her er tale om indflydelse fra pengeinstitutter. 4) Tallene er inkl. Realkredit Danmark og BG Banks fusion. Kilde: Finanstilsynet.

8 Ovenfor er opgjort, hvor store dele af de enkelte delmarkeder, der tegnes af selskaber domineret fra en anden finansiel delsektor, baseret på tabel 7.2, der kun inkluderer de mest betydende konglomerater. Det ses, at kreditinstitutters direkte indflydelse i skadesforsikringsbranchen er begrænset og ligger forholdsvis stabilt på omkring 4 pct. i de tre betragtede år. En væsentlig andel af præmieindtægten på ca. 1 mia. kr. hidrører fra Danica og er for en stor dels vedkommende tilkøbt forretning i forbindelse med Den Danske Banks overtagelse af Baltica. Kreditinstitutternes indflydelse i livsforsikringssektoren er væsentlig større, og har været stigende i de sidste tre år således, at de har ca. en fjerdedel af markedet i Også her er der dog væsentligst tale om forretning i Danica overtaget i forbindelse med Den Danske Banks overtagelse af Baltica. På pengeinstitutområdet tegnes kun en mindre del på 2 pct. af selskaber domineret af forsikringsselskaber og realkreditinstitutter. Regner man fusionen mellem RD og BG Bank med, får man dog en væsentlig højere indflydelse fra realkreditsektoren, der i så tilfælde vil have 15,2 pct. af markedet. Denne procentandel må formodes at vokse, idet flere andre selskaber ekspanderer i denne retning. På realkreditområdet har pengeinstitutsektorens indflydelse været stigende siden 1995 og udgør i ,5 pct. af den samlede udlånsmasse, jf. også afsnit 5.2. Det fremgik her, at de nye pengeinstitutbaserede realkreditinstitutter har haft en meget væsentlig andel af nettonyudlånet siden oprettelsen. I 1997 udgjorde denne således 44 pct. Det ses således, at livsforsikringssektoren, realkreditsektoren og pengeinstitutsektoren hver især har oplevet en stigende indflydelse fra de øvrige delsektorer, især hvis man regner dannelsen af Kapital

9 Holding A/S mellem RD og BG Bank med. Inden for skadesforsikring er indflydelsen fra andre delsektorer dog stadig lille. Ud over konkurrence ved drift af datterselskaber i andre finansielle delsektorer, konkurreres der også på enkelte produkter delsektorerne imellem. F.eks. kan både pengeinstitutter og skadesforsikringsselskaber med koncession hertil udbyde garantiprodukter, ligesom livsforsikringsselskaber kan tilbyde opsparingsprodukter i konkurrence med opsparing i et pengeinstitut.ãsidstnævnte er specielt en oplagt strategi i forbindelse med udbetalinger af f.eks. pensionsopsparing til kunder, som har et behov for en mere kortsigtet placering af de udbetalte ydelser. Det udbetalende selskab må nemlig i mangel af alternative tilbud til placering i pengeinstitutter måske se kunden foretage placeringer hos en konkurrent. Generelt synes der i de senere konglomeratdannelser at have været fokus på pengeinstituttet som det centrale element med det brede filialnet som distributionskanal for alle konglomeratets finansielle ydelser. Med den stigende anvendelse af elektroniske medier som internettet i markedsføringen af de finansielle produkter, er det dog spørgsmålet om pengeinstituttet også fremover vil indtage en så central rolle. $OWHUQDWLYHUÃWLOÃNRQFHUQNRQVWUXNWLRQHUÃDOOL DQFHU Som nævnt ovenfor ses der ud over de egentlige koncerndannelser også eksempler på samarbejdsaftaler i den finansielle sektor, hvor udbydere fra forskellige delsektorer indgår samarbejde om formidling af hinandens produkter. Som eksempel herpå findes den tidligere nævnte, nu opløste strategiske alliance fra 1990 mellem Unidanmark, Tryg og Nykredit, hvis formål var at sikre, at de 3 deltagere kunne tilbyde alle former for finansielle ydelser fra en meget stor og konkur-

10 rencedygtig organisation. Opløsningen af alliancen må ses i lyset af forskellige strategiske synspunkter samt bestemmelser i realkreditlovgivningen om, at låntagerne i realkreditinstituttet skal bevare flertallet af stemmerettigheder også efter en fusion. I 1995 indledte Nykredit, Bikuben/Girobank (den senere BG Bank) og Topdanmark et samarbejde. Formålet hermed var også at styrke de enkelte deltagere i den skærpede konkurrencesituation med de største pengeinstitutters integration af bank-, forsikrings- og realkreditaktiviteter. Samarbejdet blev begrundet med den betragtning, at selskabernes udvikling og tilpasning mest hensigtsmæssigt ville foregå i et tæt samarbejde, som blandt andet ville kunne udnytte den samlede afsætningskraft hos de 3 deltagere. Eksempelvis ville Topdanmark kunne afsætte forsikringer gennem Bikuben/Girobanks filialnet, herunder gennem posthusene, samt gennem Nykredits ejendomsmæglerkæder, og Nykredit ville eksempelvis kunne afsætte realkreditlån gennem Bikuben-/Girobanks filialnet. Samarbejdsaftalen åbnede op for deltagelse af yderligere finansielle institutioner, der måtte være interesseret i at benytte den tilvejebragte afsætningskraft. Uagtet at der ikke i selskabernes aftalegrundlag blev stilet mod en fusion, var det hensigten, at alliancen udadtil skulle optræde som en koncern. Det viste sig senere, at forsøg på at knytte deltagerne tættere sammen som følge af konstaterede afgrænsningsproblemer mellem de deltagende kreditinstitutter stødte på modstand i baglandet. I stedet for at forsøge at arbejde henimod en egentlig fusion eller et andet mere forpligtende alternativ med eksempelvis oprettelse af fælles selskaber mellem de to kreditinstitutter, trådte Nykredit ud af alliancen i 1997, medens BG Bank og Topdanmark valgte at fortsætte samarbejdet i lyset af de konstaterede forretningsmæssige gevinster i form af en øget vækst.

11 Nykredit valgte efter bruddet med Topdanmark og BG Bank at levere pengeinstitutprodukter gennem sin egen bank. Dette har imidlertid fået de fleste af de pengeinstitutter, med hvem Nykredit havde aftale om formidling af realkreditlån, til at opsige dette samarbejde af frygt for levere kunder til en potentiel konkurrent. Samarbejdet indebar, at Nykredit ydede pengeinstitutterne provision for at formidle lånene, ligesom der ydedes betaling for pengeinstitutternes garantistillelse for realkreditlånene. Tilsvarende aftaler er indgået af de øvrige realkreditinstitutter. I takt med at realkreditinstitutterne måtte etablere egen pengeinstitutter eller udvikle mere pengeinstitutlignende produkter såsom Realkredit Danmarks 12 terminers lån og flexlån, vil sådanne samarbejdsaftaler dog blive udsat for pres. I denne forbindelse bemærkes det, at Totalkredit er i en særlig situation med de mange bagvedliggende pengeinstitutter. Dette institut har med denne konstruktion en mere naturlig konkurrenceflade over for andre realkreditinstitutter end over for pengeinstitutter. Realkreditinstitutterne har herudover i vidt omfang i perioden indgået samarbejdsaftaler med ejendomsmæglere og mæglerkæder. Dette har medført en nær tilknytning mellem realkreditinstitutternes virksomhed og den traditionelle ejendomsformidling. Tilsvarende har en række forsikringsselskaber i de senere år indgået samarbejdsaftaler ligeledes med ejendomsmæglere, men vedrørende formidling af forsikringer. Ultimo 1997 oprettede BG Bank og Realkredit Danmark et fælles realkreditselskab, BG Kredit, hvori Realkredit Danmark ejer 51 pct. og BG Bank de andre 49 pct. Konstruktionen muliggjorde, at BG Bank kan sælge såvel pengeinstitutprodukter som realkreditprodukter i eget navn og dermed tilbyde sine kunder et mere fuldstændigt produktsortiment i lighed med de største aktører på markedet.

12 Medio 1998 udvidede BG Bank og Realkredit Danmark samarbejdet i form af et holdingselskab over de 2 koncerner. På en ekstraordinær generalforsamling i oktober 1998 blev dannelsen af Kapital Holding vedtaget, hvorved BG Bank og Realkredit Danmark blev koncernforbundne. Som det kunne forventes, har de mindre pengeinstitutter, der hidtil har samarbejdet med Realkredit Danmark, revurderet deres kundehenvisningsaftaler med Realkredit Danmark i lyset af den tættere sammenknytning af Realkredit Danmark med BG Bank, som er en konkurrent til de mindre pengeinstitutter. Det bemærkes i denne forbindelse, at Nykredit ved lanceringen af Nykredit Bank ligeledes måtte ophøre med samarbejdet med de mindre pengeinstitutter. Andre realkreditinstitutter som BRF og Totalkredit vil hermed blive nye oplagte samarbejdspartnere for de mindre pengeinstitutter. Samarbejdsaftaler og alliancer findes altså på det finansielle marked i forskellige former, med forskellige grader af binding og mellem forskellige typer af produktudbydere. Som udgangspunkt vil sådanne alliancer og aftaler være alternativer til egentlige koncerndannelser i bestræbelserne på at kunne tilbyde kunderne et udvidet produktsortiment. Det er dog ikke muligt at afgøre, hvorvidt finansielle konglomeratdannelser eller alliancer mellem specialinstitutter er den mest hensigtsmæssige måde at tilbyde finansielle kunder hele paletten af tjenesteydelser på. Men erfaringerne fra de hidtidige alliancer/aftaler viser, at disse kan være vanskelige at opretholde i længden. Oftest bliver alliancerne enten opløst eller de resulterer efterfølgende i en egentlig fusion.