Præsten som generalist og specialist

Transkript

1 Præsten som generalist og specialist Perspektiv på folkekirken Nr

2 Præsten som generalist og specialist Perspektiv på folkekirken nr. 2, en skriftserie udgivet af Landsforeningen af Menighedsråd redigeret af Steen Marqvard Rasmussen

3 Skriftserien Perspektiv på folkekirken nr. 2, 2009, redigeret af Steen Marqvard Rasmussen: Præsten som generalist og specialist ISBN: Udgivet af: Sats: Landsforeningen af Menighedsråd Damvej Sabro Tlf Lena Neergaard Forsidefotos: Nils Rosenvold, Hung Tien Vu og John G. Dinesen Tryk: Børge Møllers Grafiske Hus, Århus 1. oplag 2009

4 Indholdsfortegnelse Indholdsfortegnelse Forord Af Inge Lise Pedersen, formand for Landsforeningen af Menighedsråd Indledning: Præstearbejde i bevægelse på land og i by Af Steen Marqvard Rasmussen, sociolog og seniorkonsulent i Landsforeningen af Menighedsråd 1. En kerneudvidelse Et emne med mange facetter Markeringer om den teologiske uddannelse Forskellige interesser Udsyn Bogens opbygning Arbejdsdeling mellem præster Af Torben Hjul Andersen, provst i Slagelse provsti 1. Baggrund Lidt om Sct. Peders sogn Forudsætninger for drøftelse af profil Hvordan gik det så? Vurdering af samarbejdet Ulemper Fordele Principielle overvejelser Bjerringbro en sognestruktur under forandring Af Bjarne Markussen, sognepræst i Bjerringbro 1. Bjerringbro lidt geografi, demografi og historie Baggrunden for og påbegyndelsen af strukturforandringerne i Bjerringbro Forandringsprocessen teoretisk belyst Det konkrete samarbejde Vurdering af samarbejdet Forventninger til folkekirkens drift Struktur og økonomi Mulighed for specialisering Struktur og tilhørsforhold Folkekirken i teori og praksis Litteratur

5 Indholdsfortegnelse Ti forskellige arbejdsprofiler for præsterne i Århus Stift Af Steen Marqvard Rasmussen 1. Indledning Baggrund for undersøgelsen Formålet med den foreliggende analyse Nøglebegreber Cases som illustration og levendegørelse Undersøgelsens anvendelsesmuligheder Klyngeanalyser Klyngeanalyser inde for hver af de fem hovedområder Samling af klyngerne til præstetyper De enkelte præstetyper Præstetype 1: "Få opgaver" Præstetype 2: "Især organisatoriske opgaver" Præstetype 3: "Især sjælesorgsopgaver" Præstetype 4: "Især undervisning" Præstetype 5: "Især gudstjenester" Præstetype 6: "Sjælesorg og organisation" Præstetype 7: "Gudstjenester og sjælesorg" Præstetype 8: "Undervisning og organisation" Præstetype 9: "Sjælesorg, undervisning og organisation" Præstetype 10: "Mange opgaver" Et samlet blik på præstetyperne Præstetyperne relateret til køn og alder Præstetyperne relateret til anciennitet og urbanisering Gennemsnitstyper og idealtyper Præstetypernes ønsker om efteruddannelse Konklusion Litteratur Bilag 1: Tabeller Bilag 2: Forholdet mellem gennemsnits- og idealtyper Præstearbejde i den tyske evangeliske kirke Af Steen Marqvard Rasmussen 1. Et kig sydpå Præsternes arbejdsbyrde Præsteroller Kompetenceudvikling Præste"typer" Den halvfærdige metode Præstearbejdets grundstruktur Litteratur Bilag 1: Kategorier af arbejdsopgaver

6 Forord Forord Af Inge Lise Pedersen, formand for Landsforeningen af Menighedsråd Folkekirken hører lige som kongehuset og forsvaret til de institutioner som forventes at skabe sammenhængskraft i det danske samfund. Det medfører at man på én gang kræver, at institutionen skal være genkendelig, ja nærmest uforanderlig, og at den skal følge med tiden. Det er ikke let at imødekomme begge krav, heller ikke for folkekirken, og det mærker præsterne på deres krop. Derfor diskuteres det for tiden livligt af præsterne selv, hvordan en moderne luthersk forståelse af præsteembedet ser ud, og hver gang et embede er ledigt, diskuteres det lige så livligt af menighedsrådsmedlemmer, hvordan man skal beskrive, hvad det er for en slags præst man ønsker sig. Diskussionen i menighedsrådene fører jævnlig til stillingsopslag, hvori man forlanger det umulige. Det er de rene blæksprutter man søger efter, og de der bliver ansat må enten snart skuffe menighedsrådet, fordi de kun har to arme og ikke ti, eller også presser de sig selv så meget, at overanstrengelsen og sammenbruddet truer. For at komme ud over den situation må vi som menighedsrådsmedlemmer være mere realistiske. Det betyder at vi må vælge. Skal det være en allround præst der er lige god (eller lige dårlig) til det hele? Eller skal det snarere være én, der har specialiseret sig, og derfor er ekspert i enten begravelsestaler eller konfirmandundervisning eller sjælesorg, men på bekostning af alt det andet, som man også regner med at han eller hun tager sig af? Eller findes der en tredje mulighed? Det er et hovedspørgsmål i dette nummer af Perspektiv på folkekirken. Meget afhænger af, hvordan man organiserer sig, og det giver to af artiklerne i denne bog klare eksempler på. I Slagelse har man valgt en vis specialisering, mens man i Bjerringbro har holdt fast i allroundpræsten, men etableret et samarbejde der fordeler arbejdsbyrden mere ligeligt. De to konkrete eksempler på forskellige løsningsforslag er en god indgang til Steen Marqvard Rasmussens undersøgelse af præsteprofiler i Århus stift, som bygger på præsternes egne angivelser af deres arbejdsopgaver. Alle artiklerne er gode at få forstand af for menighedsrådsmedlemmer, der måske famler lidt i blinde. De fortæller også, at der ikke er nogen alt-i-én-løsning. Vi må vælge, hvordan vi vil organisere sognearbejdet. Vil vi lægge mest vægt på kvalitet og på at udnytte den enkelte præsts kompetencer (og dermed specialisere præstearbejdet), eller foretrækker vi den nære persontilknytning til én og kun én præst (som så ikke kan være specialist). Det er noget vi må afklare i sognet og i menighedsrådet, og bogen her kan være en god hjælp i den proces. Og i den sidste artikel sættes de danske dilemmaer så ind i en international sammenhæng ved en sammenligning med tyske forhold. Vi er ikke ene om problemerne. Ja, de ser faktisk ud til at være næsten de samme i den tyske evangeliske kirke. Bortset fra den trøst der kan ligge i, at vi er fælles om problemerne, fortæller denne artikel også noget om afstanden mellem, hvordan præsterne ønsker at arbejde, og hvordan de faktisk fun

7 Forord gerer. Lur mig, om der ikke også ville være betragtelig afstand mellem ønsker og virkelighed, hvis man spurgte danske præster. Og det er den anden overvejelse som dette bind lægger op til: Skal vi bare sige til præsterne, at de må skrue forventningerne ned og være mere realistiske? Eller kunne det være at vi (dvs. menigheden og menighedsrådet) skulle se på, om det var vores forventninger der burde justeres? Hvorfor er det bedst at have to forældre, men et ideal kun at have én præst? I forholdet mellem børn og forældre peger man altid på, at det er vigtigt med både en far og en mor, fordi de er forældre på hver sin måde og dermed supplerer hinanden. Jamen, kunne det ikke også tænkes, at hvis man i et pastorat havde to eller tre præster, så kunne de supplere hinanden, men uden at nogen af dem var mindre præst for menigheden end de andre. De var det bare på forskellige måder. Den afsluttende artikel lægger op til at vi gennemtænker forholdet mellem faglighed og specialisering. Der kan godt finde en vis specialisering sted af præsterne, uden at det betyder at de bliver til specialarbejdere. Og hvis de hver for sig har lejlighed til at fordybe sig i bestemte sider af præstearbejdet, har de tilsammen mere at byde på, end de nogen sinde ville kunne have enkeltvis. På den måde kan de som hold eller team leve op til de øgede krav, som i dag stilles til udøvere af alle professioner. Dermed kan de også få bedre muligheder for at finde den personlige forankring som er så vigtig, fordi vi ikke blot kræver af præsten, at han eller hun er fagligt kompetent, men også at det er en faglighed der er personligt tilegnet. De skal stå inde for det. Vi har andre og mere omfattende krav og forventninger til vores præster end i de gode gamle dage. Måske skulle vi overveje at give dem nogle arbejdsforhold, der gjorde det lettere for dem at indfri forventningerne? Eksemplerne og analyserne i Præsten som generalist og specialist kan hjælpe os med at gennemtænke disse problemstillinger

8 Indledning: Præstearbejde i bevægelse på land og i by Indledning: Præstearbejde i bevægelse på land og i by Af Steen Marqvard Rasmussen, sociolog og seniorkonsulent i Landsforeningen af Menighedsråd 1. En kerneudvidelse Der er mange tegn på, at præstearbejdet er i bevægelse. En synlig indikator er ændringerne i de senere år af stillingsopslagene i forbindelse med en præsteansættelse. Som Erling Andersen gør opmærksom på i bogen Et job med mening, skal vi ikke mere end år tilbage i tiden, før stillingsopslaget kunne nøjes med få oplysninger om sogn og præstebolig, fordi præstens opgaver var nogenlunde velkendte. I dag er det mange steder anderledes. På baggrund af et konkret stillingsopslag fra det virkelige liv som ikke er utypisk konkluderer Erling Andersen: "Kerneydelserne og arbejdsbetingelserne er så at sige udvidet. Stillingsopslagene efterspørger foruden kvalitet i de traditionelle præstelige opgaver, forkyndelsen og de kirkelige handlinger, også arrangementer, der gør kirken folkelig og vedkommende især for børn og unge, ligesom der lægges vægt på samarbejde med alle aktivt involverede. Det får en af de nye præster til at konstatere i sin arbejdsrapport (som skrives i forbindelse med præstens første obligatoriske efteruddannelseskursus, SMR), at mange embeder i dag slås op med ønsker om at få en multikunstner ind, der lidt vil det hele." 1) Sidste sætning måtte jeg læse to gange, for der ligger en fint udtrykt pointe i, at rapportskriveren ikke bruger den almindelige vending "der vil lidt af det hele", men netop betoner behovet for, at engagementet i de enkelte dele ikke bliver for stort præsten skal lidt ville det hele. Den nye slags stillingsopslag er naturligvis også blevet kritiseret. Reaktionen har været, at præsten ikke skal udvikle sig til gøgler for at lokke folk til. Hun skal i stedet holde fast ved kerneydelserne. Hermed overses dog det virkelige problem, nemlig at selv når man gør det, vil det vise sig, at ikke alene gøglet, men også "kerneydelserne er udvidet" (jf. note 1). Lad os kort se på, hvad det betyder: Der er almindelig enighed om, at folkekirkens opgaver udfolder sig langs følgende fem dimensioner: Gudstjeneste og forkyndelse Mission og religionsmøde Undervisning Diakoni Og da kirken også er en organisation, må man tilføje en femte dimension, som vi kan kalde ledelse, administration, forvaltning. 2) 1) Erling Andersen, 2009: Et job med mening. Nye præster om deres arbejde. Forlaget Anis, s

9 Indledning: Præstearbejde i bevægelse på land og i by Som kirkens teologisk uddannede medarbejder har præsten umiddelbart kerneopgaver inden for de fire førstnævnte punkter, og da præsten er født medlem af menighedsrådet, der er kirkelig ledelse i sognet, kan vi roligt sige, at det uopgivelige præstearbejde finder sted på alle fem dimensioner. Det er der principielt ikke noget nyt i. Det nye er, at de konkrete arbejdsopgaver inden for alle fem dimensioner langsomt men sikkert har udvidet sig i de seneste skal vi sige 25 år. Et enkelt eksempel er nok her til indledning. Inden for dimensionen "undervisning" har vi i Danmark haft konfirmationsundervisning siden 1736, hvor standardværket hurtigt blev Erik Pontoppidans Sandhed til Gudfrygtighed (1737). Selvom betegnelsen for denne opgave har været konstant lige siden, er det indlysende, at opgavens karakter har ændret sig voldsomt i takt med udviklingen i samfund og pædagogik. Docerende klasseundervisning kan ikke længere være den bærende metode, for "Hvordan skaber man ro i en 7. klasse, så mødet med kirke og tro bliver et positivt og afslappet møde? Hvordan tilrettelægges stoffet, så børnene bliver engagerede? Hvordan planlægges gode, sammenhængende og afvekslende undervisningsforløb Hvis undervisningen skal være erfaringsnær, kræves det, at underviseren har en idé om, hvordan konfirmander tænker, og også hvad man rent intellektuelt kan forlange af en 13-års elev. På det område føler selv meget unge præster, at de står langt fra konfirmandernes hverdag. Nogle steder kompliceres undervisningsopgaven af, at konfirmandholdet er sammensat af børn fra to skoler. Det kan i sig selv give nogle spændinger. Én fortæller sågar om et hold med 36 elever fra fire forskellige 7. klasser inkl. børn fra specialklasser." 3) Inden for kerneopgaverne langs alle fem dimensioner vil kan kunne påvise, at den historisk set samme opgave har ændret karakter i retning af det mere komplicerede. Eller sagt mere indviklet: På dimensionsniveau er kirkens opgaver uændrede, men de perler af arbejdsopgaver, der hænger på hver dimension, har fået mange flere farver og er blevet større. Det giver derfor god mening, når Erling Andersen skriver, at " jobbet som præst byder på så meget væsensforskelligt", og "det intense ophold (på pastoralseminaret, SMR) formår kun at åbne døren en smule ind til den verden, der er præstens." 4) Og dette gælder vel at mærke også, hvis man skærer de ofte forkætrede gøgleropgaver væk. Hvad betyder dette for forventningerne til præsten fra befolkningen, menighedsrådet og præsten selv? Erling Andersen peger her på to problematiske scenarier: At forventningerne 2) Om disse se f.eks. Viborg Stifts materiale Vejledning til samtale i de nye menighedsråd om Folkekirkens opgaver lokalt, s. 4 (hentet den 22. marts 2009 fra Præcis de samme dimensioner for det kirkelige arbejde kan findes i kirkeordningen for Svenska Kyrkan, jf. Kyrkoordning 1999, Andra avdelingen, Inledning. 3) Andersen: Et job med mening, s ) Andersen: Et job med mening, s. 33 og s. 22, min kursivering

10 Indledning: Præstearbejde i bevægelse på land og i by er uudtalte og derfor diffuse, 5) eller at de hvis de er klart formuleret er urealistiske, jf. ovenstående omtale af den senere tids stillingsopslag. Der er dog visse tegn på, at en tredje mulighed er ved at bane sig vej frem: At man fastholder bredden i præstearbejdet, men ikke forventer, at den enkelte præst kan løfte den samlede vifte af opgaver. Dette vil indebære et samarbejde og en vis arbejdsdeling mellem præsterne. Denne tredje mulighed er dog ikke uden problemer, da det mere eller mindre vil berøre forestillingen om den klassiske "almenpraktiserende" sognepræst. Dette nummer af Perspektiv på folkekirken bevæger sig netop ind på dette tredje scenarie ved at have følgende enkle spørgsmål som omdrejningspunkt: Er sognepræsternes muligheder for at specialisere sig gode nok? 2. Et emne med mange facetter Bag det netop nævnte spørgsmål ligger en problematik med mange facetter, som kan antydes med underspørgsmål som: 1. Hvorledes er mulighederne i dag rent faktisk for, at folkekirkens sognepræster kan specialisere sig? Og hvilken udvikling er i den forbindelse i gang i disse år? 2. Er mulighederne for specialisering gode nok? Eller mere grundlæggende: Hvordan kan vi afgøre, om mulighederne er gode nok? Sidstnævnte kan igen lede frem til yderligere spørgen: 3. Hvem har interesser i forbindelse med præsternes muligheder for specialisering, og hvad mener disse interessenter om de faktiske muligheder i dagens folkekirke? På de foregående sider har jeg taget udgangspunkt i præstearbejdets kerneopgaver, der kan opgøres langs de fem tidligere nævnte dimensioner. For at belyse fordele, ulemper og vanskeligheder ved at udfolde det tredje scenarie en vis arbejdsdeling og teamsamarbejde mellem præster vil jeg starte med at pege på, hvem der har interesser i forbindelse hermed, jf. spørgsmål 3. Og for at få interessenterne på banen vil jeg gribe tilbage til den KIN- BAB-model over menighedsrådets opgaver som kirkelig ledelse, som jeg præsenterede i Perspektiv på folkekirken nr. 1, Hvis vi flytter fokus fra menighedsrådet til præsten, ser modellen således ud: 5) Samme, s

11 Indledning: Præstearbejde i bevægelse på land og i by Figur 1: Præstens relationer vedrørende ledelse på menighedsrådsniveau Note: Betegnelserne (A) - (G) henviser til listen over interessenterne nedenfor. Grunden til at (F) ikke optræder på figuren er, at denne gruppe af interessenter ligger udenfor figuren, jf. Perspektiv på folkekirken nr. 1, 2008, side 19. Modellen bygger på den forudsætning, at folkekirkens formål er: "at være et mødested for folk og kirke. Heraf følger, at menighedsrådets opgave er at bidrage til, at den lokale folkekirke bliver et mødested for den lokale befolkning og den evangelisk-lutherske kirke, der er en del af den universelle kristne kirke." 6) Præsterne har deres særlige plads i modellen, der bliver tydelig, når man ser på deres relation til menighedsrådet: På den ene side er præsterne meget tæt forbundet med rådet i og med, at de er fødte medlemmer af dette, og på den anden side har præsterne en vis uafhængighed af rådet, hvilket menighedsrådslovens 37 udtrykker på denne måde: "Præsten er i udøvelsen af sin pastorale forpligtelse, herunder sin forkyndelse, sin sjælesorg og sin undervisning, uafhængig af menighedsrådet." På baggrund af figuren (hvis betydning er nærmere beskrevet i Perspektiv på folkekirken nr. 1, 2008, på side 13-42) og den tilknyttede bestemmelse af folkekirken som det nævnte mødested vil jeg pege på følgende interessenter i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt præsternes mulighed for specialisering er gode nok: 6) Steen Marqvard Rasmussen: "Menighedsrådsvalget som et valg af ledere" i: Perspektiv på folkekirken nr. 1, 2008, s

12 Indledning: Præstearbejde i bevægelse på land og i by A. Gud, der vil, at folkekirken er en kristen kirke. 7) B. Befolkningen, der har en række forskelligartede forventninger til folkekirken. 8) Det centrale er her, at man ønsker tilbud fra kirken, der er relevante for én selv, og som er af høj kvalitet. C. Præsterne, der kan have mange forskellige interesser i forhold til mulighederne for at specialisere sig. Eksempelvis vil en øget specialisering blandt præsterne berøre følgende, som den enkelte præst kan stille sig forskelligt til: a. Karrieremulighederne som præst i folkekirken er i dag ganske få, da man primært kan pege på mulighederne for at blive provst eller biskop. Inden for andre erhverv vil der ofte også være den karrieremulighed at arbejde med mere specialiserede opgaver og blive ekspert på et felt. For folkekirkens præster eksisterer denne mulighed også, men kun i det begrænsede omfang, som er bestemt af antallet af stillinger som funktionspræst (hospitals-, fængsels-, ungdoms-; pilgrims- og gadepræst o.l.). Modsætningen mellem præsters ønske om at specialisere sig og de faktiske muligheder bliver i disse år synlig i form af et mig bekendt stigende antal præster, der opgiver at være (fuldtids) sognepræst for i stedet at fordybe sig i et særligt område af præstearbejdet. En udvej er enten at arbejde gratis eller at starte egen virksomhed inden for et bestemt område. Som eksempler på internetsider, der repræsenterer bestemte specialer, kan nævnes 9) ) og hvor man finder tidligere sognepræster, præster på deltid eller teologer, der bevidst har valgt det almene sognepræstearbejde fra. b. Selvledelse contra teamwork: Den klassiske sognepræst, der varetager alle relevante opgaver, har traditionelt haft et betydeligt spillerum til at lede sig selv. Denne frihed vil uvægerligt blive mere eller mindre indsnævret, hvis den øgede specialisering finder sted ved, at flere præster arbejder sammen i et større område og deler opgaverne mellem sig. I hvilken grad teamwork vil reducere selvledelse afhænger naturligvis af, hvor formaliseret det bliver, og hvordan det bliver formaliseret: 7) Sociologien er af metodiske grunde ateistisk, jf. Peter L. Berger, 1974: Religion, samfund og virkelighed, Lindhardt og Ringhof, s. 105 og s Hermed menes, at den på grund af de metoder, den anvender, ikke kan tage stilling til, om Gud eksisterer eller ej. Derfor kan man naturligvis ikke give en sociologisk begrundelse for at operere med Gud som en af interessenterne. Da sociologiens ateisme på den anden side ikke er af filosofisk art (man kan ikke afvise Guds eksistens med sociologiske argumenter), vil den ikke kunne forbyde os at inddrage Gud som interessent vi skal blot være klar over, at lige præcis på dette ene punkt befinder vi os uden for sociologien. Det spegede forhold mellem sociologi og kristentro har jeg belyst i artiklen "Som vand og ild om forholdet mellem sociologi og kristendom", i tidsskriftet Dansk Sociologi, 1993, nr. 4, side Da tidsskriftet er ved at blive digitaliseret og lagt gratis ud på internettet, kan jeg på nuværende tidspunkt kun sige, at den pågældende artikel på et tidspunkt vil kunne downloades ved at gå ind på internetadressen og vælge menuen "Søg i arkivet". 8) Disse er nærmere beskrevet i Perspektiv på folkekirken nr. 1, 2008 bl.a. under stikordet menighedstyper, hvor der skelnes mellem den nære og den fjerne menighed, den søgende menighed, omsorgsmenigheden og de unge med deres særlige kultur. 9) Internetsiderne er formodentlig fortsat gyldige, men de blev registreret i september ) På forsiden af sin hjemmeside skriver hun, at "I 2004 sagde jeg min stilling op efter 25 år som sognepræst for udelukkende at arbejde med det jeg brænder for: omsorgen for det indre menneske. Det gør jeg nu som leder af pilgrimsvandringer, retræter og kursusforløb. Desuden tilbyder jeg samtaler og åndelig vejledning."

13 Indledning: Præstearbejde i bevægelse på land og i by Det ene yderpunkt vil være et netværksbaseret teamwork, hvor de enkelte præster byder ind med deres ønsker om specialopgaver. Her fastholder man, at ønskerne om specialisering altid er personbåret, og at man når de bedste resultater, når den enkelte præst brænder for netop de opgaver, der bliver hans/hendes. c. Det andet yderpunkt vil være et formelt hierarki, hvor en af præsterne har ledelsesretten for alle områdets præster. Dette udelukker naturligvis ikke, at pågældende præst tager flest mulige individuelle hensyn. Forskellige kirkepolitiske holdninger, som jeg har valgt at beskrive under pkt. D, selvom de også gælder præsterne: D. De valgte menighedsrådsmedlemmer. Da disse arbejder tæt sammen med præsterne, er sidstnævntes muligheder for specialisering eller mangel på samme væsentlige for de valgte medlemmer, og deres interesser i spørgsmålet om specialisering kan gå i mange forskellige retninger: a. Opfattelserne af, "hvad det vil sige at være kirke" er mange og kan trække i forskellige retninger. Det ene yderpunkt er formodentlig en klassisk opfattelse af, at de kirkelige aktiviteter altid henvender sig til sognet som helhed. Da målgruppen i det tilfælde altid er "alle i sognet", bliver det ikke nødvendigt at tænke i særlige målgrupper. Og man kommer da heller ikke ud for, at den definerede målgruppe bliver så lille, at det er nødvendigt at samarbejde på tværs af sognegrænser for at nå sådanne "nichemenigheder". Ønsket bliver da den almene sognepræst, der gennemfører højmesser og kirkelige handlinger (dåb, konfirmation, vielse og begravelse) samt udøver sjælesorg. Dette synspunkt leder ikke oplagt frem mod nogen form for specialisering blandt præsterne. Det andet yderpunkt er en stærk fokusering på "højkvalitetsydelser" til veldefinerede målgrupper. Det vil kræve en betydelig specialisering. Mellem disse poler findes naturligvis alle mulige blandingsstandpunkter. 11) 11) Disse opfattelser findes som nævnt også blandt præsterne. Det første yderpunkt er repræsenteret ved sognepræst Agnete Raahauge, der i Kristeligt Dagblad den 3. september 2008 skriver: "Vi vil ikke betale et stiftsråd for at sætte os i gang med at være aktive! For vi er altså nogle sogne, som er af den gammeldags overbevisning, at sognets kirkelige liv, det kan vi godt selv sørge for uden hjælp fra et aktivt projektfremmende stiftsråd. Vi bryder os faktisk slet ikke om projekter, der bliver os påduttet. Vi er ved at drukne i mail fra stiftet om temadage og fokusområder og inspirationsseminarer og så videre i en uendelighed. Vi orker ikke tage stilling til flere mere eller mindre underlødige idekataloger over, hvad vi kan gøre for de unge. Nej, fri os fra al denne "stiftsspam" og lad os i fred. Der findes faktisk endnu medlemmer af folkekirken, som ikke går i kirke for at være medlemmer af en blomstrende klub, hvor de kan være aktive fra søndag til lørdag. Der findes folk, der går i kirke for at høre Guds ord og på det frimodigt gå hjem til deres egen private dagligdag. Lovforslaget om stiftsråd afspejler en sørgelig udvikling i folkekirken, nemlig at den folkekirke, der er til for at evangeliet skal forkyndes for folket, og folk så kan gå hjem til deres eget den er ved at forandre sig til en klub, en kirkelig organisation, som tror sig forpligtet til at levere aktivitetstilbud af alle arter til klubbens medlemmer. En klub, der tragter efter at opfylde et ganske verdsligt succeskriterium: at der skal være synligt liv og aktivitet og fællesskab i klubben." Som repræsentant for det andet yderstandpunkt kan nævnes hjælpepræst og direktør i Danmarks Kirkelige Mediecenter Simon Kangas Larsen, der til Kristeligt Dagblad den 25. juli 2008 siger, at "Det er ikke nogen tilfældighed, at så mange kirker i dag har en ret stor succes med at arrangere særgudstjenester, natgudstjenester, børnegudstjenester, familiegudstjenester og så videre. Her har man tænkt ekstra meget over, hvordan man kan forme budskabet og gudstjenesten, så man får en dialog med en helt bestemt målgruppe. Jeg tror stadig, at man kan gøre søndagsgudstjenesten langt mere populær, hvis man her ofrede lige så mange ressourcer på sine prædikener, som man gør i udviklingen af særgudstjenesterne, men man kan aldrig lave en søndagsgudstjeneste, der rammer alle"

14 Indledning: Præstearbejde i bevægelse på land og i by b. Tæt forbundet hermed er forskellige syn på den lokale kirke. Hvor lokal skal den være? Hvor stort et område bør menighedsrådet "regere" over? Og hvor mange præster bør der være knyttet til det enkelte sogn? Dette pkt. indeholder mange strukturelle facetter: c. Da ca. halvdelen af landets sogne (46% pr. 1. januar 2008) har under indbyggere, så vil teamwork blandt præsterne betyde, at disse små sogne kommer til at indgå i arealmæssigt meget store pastorater. I stedet for 2-3 sogns pastorater kan der hurtigt blive tale om 6-12 sogns pastorater. Mange menighedsrådsmedlemmer opfatter rådets ret til selv at vælge, hvem de vil have ansat som sognepræst som en af dets vigtigste opgaver, men hvad bliver der tilbage af denne kaldelsesret, hvis f.eks. 12 menighedsråd skal blive enige i forbindelse med besættelsen af en bestemt præstestilling, og hvis pastoratet består af fem præster, der alle arbejder i alle 12 sogne hvem har da kaldet hvem til hvad? d. Dette kunne principielt løses ved, at sammenlægge menighedsråd i stor stil, så der for nu at sætte sagen på spidsen kun var én menighedsråd til at lede alle 12 sogne. Det vil dog rykke radikalt ved den folkekirkelige struktur i en retning, som stort set ingen i dag udtrykker noget ønske om. 12) E. Kirkefunktionærerne, der er ansat af menighedsrådet og ofte arbejder tæt sammen med præsterne. En forskydning i præsternes arbejde vil påvirke funktionærernes arbejdsbetingelser på forskellige måder, som man kan have forskellige interesser i forhold til. F. Folkekirkens øvrige organer og embeder som f.eks. provstiudvalg og provst, stiftsråd og biskop, stiftsøvrighed, Kirkeministerium og folketing. Deres interesser i spørgsmålet om præsters mulighed for specialisering, og hvad deraf måtte følge, handler basalt set om to forhold: Det ene er, at hvis der sker ændringer ét sted i det folkekirkelige system, vil det få afsmittende virkninger andre steder i systemet i form af ændrede kompetencer, procedurer m.v. Det andet er, at der findes divergerende kirkepolitiske holdninger på alle niveauer i folkekirken. G. Institutionerne, der har med præsteuddannelse at gøre. Hvis præsternes mulighed for specialisering øges, vil det ændre uddannelsesbehovene og dermed også berøre de institutioner, der uddanner og efteruddanner præster. Sidstnævnte punkt viser, at problematikken også har relation til den diskussion af teologiuddannelsen, som blev ført ganske intenst og polariseret i efteråret 2008, hvor fakultetet i hhv. København og Århus fremlagde meget forskellige linier. 12) De mest vidtgående tanker om strukturændringer formuleres ofte af folk uden for folkekirken. Som eksempel kan nævnes professor i ledelsesteori ved Syddansk Universitet, Kurt Klaudi Klausen, der er parat til at foreslå, at menighedsrådene og provstiudvalgene bliver nedlagt, jf. hans artikel "Ledelse og folkekirke to forenelige størrelser?", i: Kritisk Forum for Praktisk Teologi, nr. 107, 2007, s

15 Indledning: Præstearbejde i bevægelse på land og i by 3. Markeringer om den teologiske uddannelse 13) Carsten Riis fra Århus Universitet tager udgangspunkt i, at "En teolog i det 21. århundrede skal beherske en faglighed, der favner noget bredere end den verden, teologien i 1500-tallet befandt sig i." 14) Denne faglighed kan præciseres til en fleksibel form for tværfaglighed, i og med at C. Riis peger på, at "nye emner og valgmuligheder kan være religionspædagogik, religionspsykologi, religionssociologi, kommunikation og medier, organisation og ledelse, miljø og etik eller entrepreneur-ship." 15) Han ønsker endvidere at åbne op for, at "den teologiske kandidatuddannelse også (skal) optage studerende på et andet grundlag end den traditionelle bacheloruddannelse." 16) Det indebærer, at man kan blive cand.theol. ved at bygge videre på en ikke-teologisk bachelorgrad. I følge sin kollega i København, Steffen Kjeldgaard-Petersen, er der hermed reelt tale om en svækkelse af den teologiske faglighed, der har udviklet sig siden Hans alternativ er at stå fast på frugterne af denne udvikling: "Teologer skal uddannes og udstyres med redskaber, så de autentisk kan forholde sig til kristendommens grundtekster, det vil sige Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente, til disse teksters overlevering og fortolkning igennem to tusinde års historie og til deres anvendelse, betydning og mulige gyldighed i nutiden. Derfor skal teologer kunne hebraisk, græsk og latin og i vores del af verden helst også tysk. Så enkelt er det. Det er dette ideal og denne teologiske faglighed, som Århus-dekanen nu vil lade fare. Ved at afskaffe hebraisk og latin som obligatoriske sprog. Og ved at åbne mulighed for, at cand.theol.-titlen kan tildeles på baggrund af kun to års teologiske studier, eller faktisk mindre. Virkeliggøres Århus-dekanens planer, vil man for fremtiden ikke ane, hvilken faglighed en cand.theol. kommer med." 17) Til dette siger C. Riis, at det fortsat skal være mulig at uddanne sig til klassisk teolog. Det skal blot ikke være den eneste mulighed. Den kan vælges ved siden af andre muligheder for at blive, hvad man kunne kalde en kombineret teolog. Opgaven i dette nummer af skriftserien er ikke at forholde sig til den indholdsmæssige diskussion af præsteuddannelserne. Skitseringen af de to hovedpositioner er kun med for at fremhæve et enkelt aspekt, som har at gøre med forbindelsen mellem teologiuddannelsens indhold og teologernes fremtidige jobmuligheder, som stadig primært ligger i folkekirken. 13) Standpunkterne blev udfoldet i to kronikker i Kristeligt Dagblad (den 26. september 2008 af dekan ved Århus Universitet Carsten Riis og den 30. september 2008 af prodekan Mogens Müller fra Københavns Universitet) og spidsformuleret i en række efterfølgende debatindlæg. 14) Kristeligt Dagblad den 4. oktober 2008, s ) Kristeligt Dagblad den 26. september ) Samme sted. 17) Steffen Kjeldgaard-Petersen, dekan ved Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet, i Kristeligt Dagblad den 2. oktober 2008, s

16 Indledning: Præstearbejde i bevægelse på land og i by Man kan nemlig spørge, om de to standpunkter vedrørende uddannelsen også er forskellige derved, at de understøtter hver sin opfattelse af, hvordan præsternes stillingsstruktur bør være i fremtidens folkekirke? Det er her en nærliggende tanke, at opfattelsen af, at den klassiske teologiuddannelse bør være den eneste mulige, svarer til, at den traditionelle sognepræstestilling er klart dominerende alle uddannes gennem det principielt samme forløb til det samme, nemlig den almenpraktiserende sognepræst. Men hvilke præstestillinger svarer til Carsten Riis forslag? Det finder vi et nogenlunde klart svar på i Leise Christensens artikel Læhegn eller vindmøller? Hun er lektor på Teologisk Pædagogisk Center i Løgumkloster og skriver: " det (ville) ikke være uinteressant at høre de nye vinkler, som f.eks. en, der har kombineret teologi og biologi, kunne bidrage med i prædikener. Der er ikke belæg for apriorisk at antage, at en scient./teol. prædiker ringere end en klassisk teolog Eller at en, der har en bachelorgrad i psykologi og en overbygning i teologi, er en ringere samtalepartner end en cand.teol." 18) Det fremgår her tydeligt, at den kombinerede teolog er en teolog med en særlig specialisering, og Leise Christensen siger i det citerede næsten, men ikke helt og direkte, at til disse forskellige spidsvinklede kompetencer må der svare en ligeledes spidsvinklet stillingsstruktur altså præstestillinger med et indbygget speciale. Hun har nemlig ret i, at en præst med en bachelorgrad i psykologi alt andet lige vil være en særlig god sjælesørger, men får ikke ved samme lejlighed sagt, at en præst med bachelorgrad i f.eks. biologi alt andet lige vil være en mindre god sjælesørger. Povl Götke, der ligeledes er lektor på Teologisk Pædagogisk Center, argumenterer på linie med sin kollega ved at skrive: " En præst med en bachelorgrad i eksempelvis retorik eller jura eller statskundskab eller medievidenskab eller økonomi! vil være med til at sikre, at folkekirken også i fremtiden er en integreret del af alle de strømførende lag i det danske samfund. Hvis et større antal præster vidste noget om at have med børn og unge eller ældre mennesker at gøre og var i stand til at tilrettelægge undervisningen i forhold til en specifik målgruppe, ville det være en klar fordel for folkekirken. Og hvis præster i områder med stor social belastning vidste noget om sociallovgivning, konflikthåndtering eller misbrugsproblemer, ville det uden tvivl være med til at styrke den danske folkekirkes tilstedeværelse i området." 19) Igen vil jeg pege på, at disse fordele ved specialiserede præster først for alvor vil kunne høstes med en stillingsstruktur, der indeholder et element af specialisering. 18) Dansk Kirketidende nr. 10, 2008, s. 290, sp ) Kronik i Kristeligt Dagblad den 7. oktober

17 Indledning: Præstearbejde i bevægelse på land og i by Pointen i vores sammenhæng er altså, at diskussionen om præsteuddannelsen også leder til en diskussion om strukturen for præstestillingerne i folkekirken, herunder denne bogs tema om præsternes mulighed for specialisering. Netop denne sammenhæng mellem arbejdsopgaver og præsteuddannelse er også central i Kirkeministeriets Betænkning 1503: Uddannelse og efteruddannelse af præster fra december 2008, hvor man bl.a. har valgt at bygge på den analyse af præstearbejdet, der fremlægges i dette nummer af Perspektiv på folkekirken. 20) Efter denne uddybning af pkt. G vil jeg vende tilbage til listen over interessenter og pege på, at den er vigtig, fordi den kan være med til at klarlægge de mange mulige interessemodsætninger, der kan opstå i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt præsternes muligheder for at specialisere sig er gode nok: 4. Forskellige interesser Man kan dels forestille sig interessemodsætninger inden for hver gruppe (bortset fra må vi formode Gud) og dels forestille sig interessemodsætninger mellem grupperne. Det er eksempelvis tankevækkende, at nogle præsters vrangvillighed over for menighedsrådets mange gode ideer rent faktisk kan bunde i et personligt engagement inden for et område, som ikke interesserer menighedsrådet: Lad os som eksempel antage, at præsten som den eneste i menighedsrådet brænder for at igangsætte grupper, der kan føre religionsdialog i et bestemt område i sognet, og at menighedsrådet vil noget andet. Da kan præsten opfatte rådets ønsker om andre ting som irriterende, fordi de stiller sig i vejen for det speciale, han/ hun helst vil bruge sin tid på. Menighedsrådet formulerer altså i dette tilfælde så mange "skal helst"-opgaver til præsten, at denne oplever, at vejen til "det egentlige" bliver alt for lang. Allerede med denne indlednings opgørelse over interessenter og deres eventuelle forskellige interesser har jeg antydet en lang række problematikker, der har relation til spørgsmålet om præsternes mulighed for specialisering. Da formålet med dette nummer af Perspektiv på folkekirken naturligvis ikke er at belyse dem alle, er de her blot nævnt for at give et indtryk af det problemkompleks, der hurtigt rejser sig, når man beskæftiger sig med, om præsternes muligheder for at specialisere sig er gode nok. Vi kan her kun bidrage med en lille flig, der koncentrerer sig om det første af de tre spørgsmål, jeg nævnte på side 9, nemlig hvorledes mulighederne i dag rent faktisk er for, at folkekirkens præster kan specialisere sig? 5. Udsyn Som det fremgår af denne indledning, kan man spore en stigende interesse for vilkårene for præsternes arbejde i disse år. Interessen er indlejret i det brede felt af kirkeligt reformarbejde, der specielt har fundet sted siden Kirkeministeriets blå Betænkning 1477 fra Sagen er 20) Jf. Betænkning 1503, s Man henviser her til rapporten Med overblikket underdrejet, som er første udgave af den analyse, der nu offentliggøres på s

18 Indledning: Præstearbejde i bevægelse på land og i by nemlig den, at der er en direkte sammenhæng mellem den øgede fokusering på målgrupper for det kirkelige arbejde og deraf følgende målsætningsarbejde i folkekirken på den ene side og behovet for en vis specialisering af præstearbejdet som også rejser spørgsmål til deres stillingsstruktur og samarbejdsformer samt behov for efteruddannelse på den anden side. Dertil kommer, at hele denne samlede kirkelige reformdagsorden afspejler ændringer i befolkningens forventninger til folkekirken, som er en følge af, at det danske samfund er blevet moderne og derfor præget af en vis religiøs og kulturel mangfoldighed. På den baggrund er det nærliggende at forvente, at man gør sig tilsvarende overvejelser i folkekirkerne i vore nabolande. Det er da også tilfældet, hvilket de seneste års medlemsundersøgelser i de lutherske folkekirker i Norge, Sverige og Tyskland klart vidner om. Jeg håber på et senere tidspunkt at kunne vende tilbage til disse, men da fokus her er på præstearbejdet, vil jeg nøjes med at pege på den tyske kirkeforskning, der her er langt fremme: Den tyske evangeliske kirkes første medlemsundersøgelse fandt sted i 1972, og den fjerde, der bygger på data fra 2002, blev offentliggjort i 2006, jf. Huber, Friedrich & Steinacker (Hg.): Kirche in der Vielfalt der Lebensbezüge. Bogen blev i 2008 fulgt op af Hermelink & Latzel (Hg.): Kirche empirisch. Ein Werkbuch (begge er udgivet på Gütersloher Verlagshaus), hvis formål er pædagogisk og overskueligt at omsætte medlemsundersøgelsen til nyttig inspiration inden for en lang række bestemte dele af det kirkelige arbejde. Set som en helhed fastholder de to bøger den samlede problemstilling, der i disse år lægger op til reformer i kirken: På hvilke forskellige måder er befolkningen knyttet til kirken? Hvilke sammenhænge er der mellem befolkningens forskellige livsformer og de forskellige tilknytninger til kirken? Hvilke fordele og ulemper er der ved den øgede målgruppetænkning, som er blevet kirkens mest klare strategi i forsøget på at imødekomme befolkningens forskelligartede forventninger til kirken? Hvad betyder målgruppestrategien for præsternes arbejde såvel indholdsmæssigt som organisatorisk og ledelsesmæssigt? Hvad betyder svarene på ovenstående for kirkens struktur og for samarbejdet mellem læge og gejstlige i denne strukturs organer? Disse spørgsmål er bestemt også centrale i en dansk sammenhæng, om end svarene formodentlig i flere tilfælde vil være nogle andre. 6. Bogens opbygning Efter denne indledning lægger provst Torben Hjul Andersen ud med at fortælle om den bløde arbejdsdeling, de har udviklet mellem præsterne i Sct. Peders Sogn i Slagelse. Artiklen bevæger sig fra den konkrete beskrivelse via en vurdering heraf til mere principielle overvejelser. En af disse er muligheden for at brede perspektivet ud fra et sogn til en hel provinsby eller en bydel i vore største byer

19 Indledning: Præstearbejde i bevægelse på land og i by Herefter bevæger vi os til mere landlige omgivelser. Det andet eksempel på, hvordan man har forsøgt sig med et team-samarbejde blandt præster, er nemlig fra Bjerringbro, hvor fire præster som et team betjener ti sogne. Sognepræst Bjarne Markussen fortæller om såvel proces som resultat. Artiklen giver et levende indtryk af de mange vigtige detaljer, der er i spil, når man gennemfører strukturforandringer i den landlige del af folkekirken. Efter disse kvalitative eksempler fra det virkelige liv følger en kvantitativ undersøgelse af sognepræsternes faktiske arbejdsopgaver i Århus Stift. Analysen er skrevet af sociolog og seniorkonsulent i Landsforeningen, Steen Marqvard Rasmussen. 21) Den viser, at man blandt stiftets præster kan finde ti forskellige typiske arbejdsprofiler. Under læsningen af denne undersøgelse er det nærliggende for læseren at stille sig selv det klassiske spørgsmål, "om flasken er halvt tom eller halvt fuld" eller sagt mere direkte: På den ene side kan man sige, at sognepræstearbejdet rent faktisk giver rum for en vis specialisering i og med, at vi kan opspore ti forskellige typiske måder, hvorpå den enkelte præst kombinerer sine arbejdsopgaver. På den anden side kan man sige, at selv de mest rendyrkede måder at "specialisere sig" på ikke er særligt specialiserede. Spørgsmålet er altså kort sagt: I hvor høj grad lykkes det rent faktisk præsterne at specialisere sig? Og er denne grad af specialisering optimal? Undervejs i den statistiske redegørelse bliver typerne gjort levende af korte konstruerede menneskeskildringer af kirkekonsulent Gertrud Iversen fra Bogen slutter med en artikel af Steen Marqvard Rasmussen, der fremdrager nogle få resultater fra den tyske evangsliske kirke, som har umiddelbar relevans for bogens tema. I den artikel støder vi på et nyt begreb: Præsten som "specifik generalist" altså hverken en snæver specialist eller en diffus og af tilfældighederne bestemt generalist men netop én, der er generalist på en nærmere specificeret måde. Det kunne være en præst, der har en vifte af opgaver, som understøtter hinanden, som passer til det sted, hvor stillingen skal udfolde sig, og som passer til den bestemte person, som den pågældende præst også er. Måske kunne begrebet "den specifikke generalist" være et brugbart pejlemærke for de videre overvejelser. Det er redaktionens håb, at man efter endt læsning vil vende tilbage til de problematikker, der er skitseret i denne indledning, og se dem i et nyt og klarere lys. Jeg vil også benytte lejligheden til at takke stud.mag. Linda Hinz for at have hjulpet mig med at oversætte de tyske citater til dansk. 21) Århus-undersøgelsen bliver også offentliggjort på tysk, da den indgår i Steen Marqvard Rasmussen: Pastorale Berufstypologien in der Dänischen Volkskirche, AIM-Verlagshaus

20 Arbejdsdeling mellem præster Arbejdsdeling mellem præster Af Torben Hjul Andersen, provst i Slagelse provsti "Stillingen som sognepræst i X-købing sogn er ledig fra d...." Således står der i stillingsannoncerne i Præsteforeningens Blad, og så følger menighedsrådets beskrivelse af sognet og af kirke og præstegård. Som regel er det en god og præcis beskrivelse, men sammenlignet med stort set alle andre stillingsopslag er der en markant forskel: Der er meget sjældent udtrykt forventninger til arbejdets indhold. Stillingen som sognepræst er ledig. En så kortfattet tekst må så enten betyde, at det er helt entydigt hvad en sognepræst laver, eller at der er forventninger, som ikke er skrevet i opslaget men klart formuleret på hjemmeside, i menighedsrådets forarbejde, eller at forventningerne er mangetydige og ikke klart formulerede. I denne artikel vil jeg beskrive nogle af de overvejelser, som menighedsrådet ved Sct. Peders kirke i Slagelse gjorde forud for de to seneste præsteansættelser, og hvorledes det resulterede i en ønsket profil, som lagde op til en vis arbejdsdeling mellem præsterne. 1. Baggrund 1.1. Lidt om Sct. Peders sogn Pr. 1. januar 2009 bor der 9474 indbyggere i sognet, hvoraf 8347 er medlemmer af folkekirken. Ud fra en sogneanalyse foretaget af Kirkefondet kan vi se, at fordelingen af indkomst, uddannelse, boligforhold, husstandens størrelse, aldersfordeling, m.m. ligger meget tæt på gennemsnittet for hele landet. Sammensætningen er altså så tæt på gennemsnittet, at det kirkelige arbejde bør rette sig mod hele spektret. Da jeg blev ansat som sognepræst i 1999, var der to tjenestemandsansatte præster samt en bistandsforpligtelse fra en nabopræst på 50 %, og i løbet af nogle år blev det muligt at ansætte en sognemedhjælper, som igangsatte juniorkonfirmander og senere en juniorklub. Det har været en stor succes og sammen med en konfirmandklub og konfirmandlejre fik børne- og ungdomsarbejdet efterhånden en god placering sammen med tilbud til voksne og ældre. Senere fik sognet yderlige 25 % præstedækning fra Roskilde Stift, og det gav mulighed for at etablere en stilling som overenskomstansat præst, hvor 75 % af lønudgiften blev finansieret lokalt, idet sognemedhjælperstillingen blev omdannet til en lokalfinansieret præstestilling. Dette skete i forbindelse med en flytning, så embedet var ledigt og derfor kunne menighedsrådet åbent diskutere indholdet i denne nye præstestilling. Mindre end et år senere fik den ene tjenestemandsansatte præst nyt embede i Jylland, og endnu engang drøftede menighedsrådet en præsteprofil. Jeg vil i det følgende søge at belyse de generelle overvejelser vedrørende arbejdsdeling mellem præster og ikke de mere lokale hensyn, som naturligvis også fyldte i drøftelserne. Ligesom jeg heller ikke vil beskrive de to forskellige profiler, som kunne ses i stillingsopslagene