brødre Som vi dele Vi en ung stand og privatpraktiserende

Transkript

1 3 PRIVAT PRAKSIS brødre Som vi dele En naiv, dum, urealistisk, langsomt reagerende klinisk psykolog lukker en partner indenfor i klinikfællesskabet. Her er hendes historie om dyrt betalte lærepenge. Vi en ung stand og privatpraktiserende psykologer har ikke haft mange år til at gøre erfaringer. Jeg har af et kontraktmæssigt samarbejde betalt nogle dyre lærepenge og vil gerne videregive min historie, så andre måske kan undgå at gøre samme slags erfaringer. Historien har at gøre med min klinik, og skal jeg sammendrage mine erfaringer i læresætninger, kan de lyde: Skriv aldrig kontrakt med en person, der ikke er medlem af Dansk Psykolog Forening. Hvis NN havde været medlem, havde han risikeret noget ved sin svindleradfærd. Undlad makkerskab med en person, der ikke er fagligt ligeværdig. Det kan aldrig blive et ligeværdigt forhold. Lav aldrig en skriftlig kontrakt uanset den er lillebitte uden at få den konfirmeret af advokat og/eller revisor. Indgå aldrig i økonomisk samarbejde med en person, der ikke ejer noget (dvs. ikke kan stille sikkerhed for en gæld, som kan opstå ud i fremtiden). En person, der ikke har noget at tabe, falder for nemt for fristelsen til at stifte gæld. Sørg for at føre en kassebog, hvis der er fælleskonto. Gå aldrig med til oprettelse af konti i firmaets navn. Giv aldrig en samarbejdspartner chancer. Det er kun børn, der har brug for chancer, ikke voksne mennesker. ILLUSTRATION: BIRGITTE AHLMANN

2 4 Et samarbejde opstår Jeg havde oprindelig et par år før NN kom på banen privatpraksis sammen med en mandlig cand. psych., som jeg havde kendt i mange år. Vi havde lavet en interessentskabskontrakt, som var godkendt af revisor og advokat. Ifølge kontrakten skulle vi fordele fællesomkostninger ligeligt. Fællesomkostninger er fx husleje, telefon, el, varme, forsikringer, revisor, advokat, kontorartikler og porto, klientforplejning, lønudgifter (herunder fællessupervision) og vedligeholdelse. Ved siden af disse havde vi særomkostninger, typisk kurser, individuel supervision, faglitteratur, transport, pc er og privat telefon. Indtægterne var ligeledes fordelt på fællesindtægter (indtægter fra eventuelle ansatte) og særindtægter, dvs. de regninger, der udskrives på grundlag af den arbejdsindsats, som hver af interessenterne har præsteret. Vi havde fælles visitation, der sikrede en ligelig fordeling af klienter. Vores praksis fik et firmanavn, og vore indtægter gik ind på firmanavnets girokonto. Herfra betaltes også udgifterne. Vi hævede à conto beløb til os selv, når der var overskud. Når man stifter et interessentskab, er der ingen krav til kapital. Til gengæld hæfter hver interessent for al gæld, der stiftes i interessentskabets navn, og man hæfter oven i købet med sin private formue, hvis man har sådan én. Interessenternes private gæld er derimod interessentskabet uvedkommende, dvs. at man ikke kan komme til at hæfte for de andre interessenters studiegæld eller skattegæld, magasinkonto, eller hvad der nu kan være. Made in Oxford Min makker og jeg arbejdede sammen uden problemer, indtil han ved årsskiftet påbegyndte to års forskningsorlov. Det psykologiske felt, vi arbejdede i, var flygtninge, og det var ikke muligt at finde en afløser, dvs. en færdiguddannet mandlig psykolog, med ekspertise inden for dette område. Gennem en kollega kom jeg i forbindelse med NN, der var en mandlig psykoterapeut med en engelsk master-grad i børnepsykologi. Grunden til, at den var engelsk, var ifølge NN, at man i Oxford kunne få en række specialiserede psykologiske uddannelser, der var langt, langt bedre end de danske. Alligevel havde han ikke kunnet blive medlem af vores fagforening. Hans master degree var ikke tilstrækkelig til at meritere ham til en cand.psych.-eksamen. Han havde desuden en fire-årig gruppeanalytisk videreuddannelse en uddannelse, som er godkendt af Dansk Psykolog Forening. Min personlige holdning var, at det måtte være NN s arbejdsindsats og arbejdsresultater, der måtte vægte mest i en vurdering af hans egnethed. En holdning, der skulle vise sig at blive dyr. Jeg har i øvrigt ikke set eksamenspapir hverken på NN s MA eller på hans videreuddannelse som gruppeanalytiker. Fortjente en chance Vi etablerede et uformelt samarbejde, hvor han igennem 6-8 måneder demonstrerede, at han kunne tale med klienter, redegøre for forløb, arbejde med målsætninger og opnå resultater. Vi fik fælles supervision hos en autoriseret supervisor. Mit indtryk af NN var ganske vist, at han var både fagligt og personligt usikker, men jeg til- ILLUSTRATION: BIRGITTE AHLMANN

3 5 skrev det, at han ikke havde lang praktisk erfaring. Da tingene gled og NN via konkrete mindre projekter demonstrerede interesse i at deltage i en videreudvikling af praksis, tilbød jeg ham at blive medinteressent. Praksis en kunne ikke på forhånd garantere ham en minimumsindtægt på halvdelen af fællesudgifterne, derfor udarbejdede vi i fællesskab en tillægskontrakt, (der siden viste sig at være så ubehjælpsomt formuleret, at den kunne misforstås). Denne tillægskontrakt indeholdt en lempelse for NN, idet han fik mulighed for i det første halve år at betale fællesudgifter i forhold til, hvad han tjente. Rationalet var, at han skulle slippe for at låne penge til fællesudgifterne, såfremt han ikke tjente nok til at betale, hvad han skulle. Af en eller anden grund blev denne tillægskontrakt ikke forelagt for advokaten. Måske for at spare nogle penge. Den viste sig at være overflødig, idet NN hurtigt fik en del klienter. Da min første makker og jeg etablerede os, skød vi hver især en net sum penge ind. Når jeg ikke forlangte det samme af NN, skyldtes det, at jeg havde ondt af ham, fordi han ikke kunne få godkendt sine kvalifikationer. Han skulle have en chance! Nogle kunne måske tro, at NN og jeg har været følelsesmæssigt involveret, siden han kunne få så favorable vilkår, men den slags har ikke været på tale, vi har ikke engang haft noget, der lignede et venskab. Godt oppe at køre Dagen efter at vi havde skrevet kontrakt, det var i foråret 1996, bad han om at få min underskrift til en ansøgning om taxa-konto. Da det var ham, der havde brug for en taxa-konto, sagde jeg, at han selv kunne underskrive. Det var ikke nok, sagde NN, taxafirmaet skulle have begge underskrifter. Så han fik min signatur, hvorpå han gik med papiret. Da jeg 10 måneder senere modtog en kopi af vores ansøgning fra Københavns Taxa, stod der naturligvis kun én underskrift. Et stykke ind i august kom der en regning fra Taxa. Til vores praksis, ikke til NN. Der var kørt for kroner i juni måned og for kroner i juli måned, og det var ikke mig, der havde kørt ikke én kilometer. Disse beløb stod i et grelt, næsten psykopatisk misforhold til 1) NN s privatøkonomi. 2) Hans indtjening i firmaet. 3) De reale transportudgifter, der var i forbindelse med klientarbejdet. Jeg bad revisoren tjekke NN i Ribers Kreditinformation. Her stod han imidlertid ikke. På revisorens anbefaling sagde jeg til NN, at jeg ikke havde økonomisk tillid til ham, samt at vi måtte tage et møde hos revisoren for at finde en anden samarbejdsmodel end den eksisterende. NN fik et raserianfald, fordi jeg havde kontaktet revisoren. Om taxaregningen sagde han, at jeg ikke skulle blande mig, at jeg ikke havde forstand på regnskab, og at han havde fuldstændigt tjek på, hvad han foretog sig. I løbet af august indgik der på vores fælles konto betaling fra 45 tilmeldinger til et møde, som vi havde påtaget os at afholde en måned senere. NN brugte pengene lige så hurtigt, de kom ind. (Det kaldes underslæb). Da jeg påtalte det, sagde han, at det skulle jeg ikke blande mig i, han havde helt tjek på etc. Jeg var nu blevet klar over, at han var upålidelig. Jeg havde også forstået, at jeg kunne risikere, at han ikke betalte sin taxagæld, hvis jeg kom til at fornærme ham. Jeg var endelig også blevet klar over, at jeg faktisk ikke anede hvor mange gældsposter han havde stiftet, eller hvor store de var. Jeg begyndte at behandle ham som et råddent æg. Det var en helt forkert taktik. En ringordner Ved et møde hos revisoren i begyndelsen af september blev det aftalt, at vi skulle nedlægge fælleskontoen og i stedet oprette to girokonti, en til os hver. Desuden skulle vi hurtigt levere en oversigt over økonomien, så revisoren kunne afslutte interessentskabets regnskab, således at NN kunne træde ud og få sit eget selvstændige regnskab. Vi skulle i øvrigt fortsætte makkerskabet på de samme vilkår. Meningen var kun at adskille det økonomiske. Den 1. oktober havde jeg lavet et regnskabsmæssigt overslag, ifølge hvilket NN skyldte mig kroner for fællesudgifter. Han reagerede overordentligt heftigt med at beskylde mig for at ville snyde ham. Han insisterede på, at han skulle lave oplægget - og han fik alle papirerne. Når man har et firma, der er registreret hos Told & Skat, her man pligt til hver dag at føre en kassebog, som viser alle indtægter og udgifter fra dag til dag, samt viser, hvem der er i over- eller underskud med hensyn til fællesudgifter. Dette har hverken jeg, min første makker eller NN gjort, og det skyldes, at det ville være et uforholdsmæssigt stort arbejde i forhold til firmaets meget lille størrelse. I stedet er der hver dag blevet ført en ringordner med kontoudtog fra giro-kontoen, og heri er samtlige bilag sat ind. En kassebog ville have vist, at NN den 1. oktober var i underskud med godt kroner. Men en kassebog ville aldrig kunne vise, at NN bevidst

4 6 gik rundt og stiftede gæld i vores praksis navn. Når man er i et interessentskab, må man altså have et vist mål af tillid til hinanden, man kan ikke gardere sig. Skræmme og sværte I løbet af de næste tre måneder rykkede jeg mange, mange gange NN for den lovede oversigt (kassebog). Hver gang havde han nye undskyldninger. Mellem jul og nytår sagde han endelig, at han var færdig, og at det gik lige op. På det tidspunkt havde jeg ikke noget overblik, men var dog klar over, at NN disponerede over mine penge, som om det var hans egne, bl.a. ved ikke at betale til fællesudgifterne. Så jeg tog en hurtig beslutning og sagde til ham, at jeg ville lukke praksis. Det var han godt tilfreds med, han havde ikke fået nye klienter i et halvt år. I løbet af den tid, hvor NN var makker i vores praksis, viste det sig, at der stort set ikke henvises til uautoriserede psykologer i vore dage. Henvisere fra det offentlige insisterer på, at man er autoriseret af Psykolognævnet, og det er klart, at sådan må det være, al den stund man som privatpraktiserende bør kunne stilles til ansvar efter nogle bestemte regler, både etiske og juridiske. Herefter fik jeg papirerne tilbage fra NN og gik selv i gang med at forberede regnskabet til revisoren, dvs. påføre bilags- og kontonumre. Dette tog godt halvanden måned, fordi jeg samtidig havde alt for meget arbejde. NN havde i løbet af denne tid afviklet sine klienter, og i februar 1997 flyttede han ud med sit børneklinikudstyr. Få dage senere blev jeg ringet op af en fælles bekendt som fortalte mig, at NN ville forfølge mig med anmeldelser til Etiknævn og Psykolognævn, fordi han ikke ville finde sig i, at jeg kunne kalde mig klinisk psykolog og autoriseret. Jeg må indrømme, at den blotte tanke om, at mit navn overhovedet skulle sættes i forbindelse med en etiksag var nok til at gøre mig enormt ophidset. NN er dygtig til at bruge trusler, direkte eller indpakkede, og det var tydeligt, at han forsøgte at få mig til at opgive mine krav. For yderligere at skræmme mig ringede han til vore henvisere og sværtede mig med nogle beskidte beskyldninger. Jeg kan ikke stævne ham for injurier, før end han leverer beskyldningerne skriftligt, og det har han indtil videre ikke gjort. Efter at NN var flyttet, kom vore tolke og fortalte, hvordan de ikke havde kunnet få deres penge fra ham, hvordan de skulle blive ophidsede og vrede osv osv. Jeg blev klar over, at det også ville blive svært for mig, fordi NN ikke ejer noget, der kan gøres udlæg i. Inden der var gået tre uger efter han var ude, havde jeg måttet betale regninger for et beløb af ca kroner. Regningerne kom med posten og var sendt anbefalet. De var adresseret til firmaet, og de truede med inkasso og med optagelse i Ribers Kreditinformation. Jeg sendte dem i første omgang videre til NN, anbefalet, men han lod bare være med at tage imod posten. Retssag et fy-ord I marts 1997 havde vi første møde hos revisoren. Her lagde NN ud med at så tvivl om indholdet i mine fakturaer (det nåede han ikke langt med). Derefter fremlagde han gældsposter i firmaets navn for et beløb af godt kroner, og OBS! han fremlagde ikke et tilgodehavende på samme beløb. Faktisk havde han ikke engang en oversigt over sine fakturaer. Tilfældigt blev jeg senere klar over, at han havde ca kroner til gode hos en af vore henvisere, og min advokat hjalp mig med at få debitor til at tilbageholde nogle af disse penge. Jeg håber, at dette beløb kan bruges til i første omgang at betale nogle af de gældsposter, som NN har fremlagt til regnskabet. Hvis ikke, så er det mig, der skal betale den gæld, han har stiftet: kroner! Det var ikke muligt for revisoren at få en oversigt over de fakturaer, som NN havde udskrevet fra 1. oktober til 31. december. Han kunne heller ikke finde ud af, hvad vi var uenige om i fordelingen af indtægter og udgifter, sagde han. Da jeg pressede ham, gik han efter fem måneder med til at lave et foreløbigt regnskab. Ifølge dette skylder NN mig kroner. Alligevel var advokaten ikke interesseret i at sagsøge NN, og det gik op for mig, at hver gang jeg havde sagt retssag, så havde både advokat og revisor givet sig til at snakke om noget andet. Det samme skete, da jeg henvendte mig i bedrageriafdelingen på Politigården og til mit lokale skattevæsen. Her belærte de mig om, at det var spild af tid og penge. Alle syntes de, at jeg skulle tage de skattefradrag, jeg kunne få og så lade resten hvile. Det var et alvorligt dilemma for mig. På den ene side burde jeg tænke på pengene og redde så meget hjem som muligt. På den anden side burde jeg tage hensyn til min egen (og andres) retsbevidsthed, hvilket ville ko-

5 7 ste mange penge, nemlig både dem, som jeg ville gå glip af som skattefradrag, plus dem, som jeg skulle betale i skat af NN s gæld til mig, plus hvad det ville koste at føre sag. Jeg har på nuværende tidspunkt betalt ca kroner i skat af det beløb, som NN skylder mig. I regnskabet figurerer hans gæld nemlig som mit overskud! Det er derfor, det er smartere at lade hans gæld figurere som mine udgifter. Så kan jeg nemlig både trække fra og slippe for at betale skat. Samtidig med at jeg betaler skat af nogle penge, som NN har stjålet fra mig, og som jeg derfor aldrig har haft i hånden, så kan han trække fra i sin skat nemlig den gæld, han har til mig. Så han stjæler både fra mig og fra skattevæsnet. I god tro Regnskabsteknisk er det sådan, at NN påstår, at han skal betale fællesudgifter efter det forhold, der er imellem min indtægt og hans indtægt. (Det er på dette punkt vores hjemmelavede tillægskontrakt er dårligt formuleret, men da NN og jeg i de første 3 måneder snakkede en del om princippet i denne kontrakt, så ved jeg, at han hele tiden har været klar over realiteten). For at kunne fremstille sig selv som en person, der har været i god tro, mens han brugte af mine penge, forsøger han nu at få det til at se ud, som om jeg nok har tjent mange flere penge end han. Men i de ni måneder, vi har været i et interessentskab sammen, er virkeligheden den, at vi har tjent lige meget. Tilbage er der for ham at forsøge, at få det til at se ud som om han troede, at jeg tjente meget mere. Det er vigtigt for ham at overbevise sin advokat og senere en dommer om 1) at tillægskontrakten skal forstås på hans måde, og 2) at han troede, at jeg tjente tre gange så meget som han. Hvis dette ikke lykkes ham, så får jeg jo ret i min anklage: underslæb og bedrageri. Til den ende har det også været vigtigt for ham at fremstille mig som en uærlig person i så mange sammenhænge som muligt. Hertil kan jeg ikke sige andet, end at han må levere sine insinuationer skriftligt. Mand mod haj Talmæssigt er det sådan, at halvdelen af fællesudgifterne udgjorde ca kroner om måneden. NN har tjent ca kroner om måneden i ni måneder ganske pænt af en, der lige har etableret praksis, og det kunne da også kun lade sig gøre, fordi jeg formåede at sælge ham til nogle henvisere. Disse ca kroner har NN tjent på 7-8 timers arbejde om ugen. Og det var, hvad han brugte af tid på vores fælles praksis, fra den dag, hvor jeg var så dum at skrive kontrakt med ham. Han arbejdede kun om aftenen eller i weekend erne, og han sov ofte i venteværelset, formentlig for at tage posten om morgenen. For at afrunde billedet sagde han til fremmede mennesker ude i byen, at de bare kunne ringe til hans sekretær (mig) og lægge besked. NN har et udtalt behov for at spille noget andet, end han er. Det image, som han ser ud til at have dyrket mest, er en overlægerolle, men han har også øvet sig en del i chefpsykologen. Når man som jeg har solide rødder i lægestanden, er det ikke svært at gennemskue lægerollen, men han kan sikkert gøre indtryk på mange mennesker. Ved siden af overlægerollen har han en anden favoritrolle, nemlig: jeg-er-bare-en-lille-bange mandi-hajfyldt-farvand. Og den er farlig, for den synes alle at kunne falde for. Mit dilemma løstes, da jeg tog beslutningen at sagsøge NN. Denne retssag vil tydeligt vise, at jeg har været naiv, dum, urealistisk, langsomt reagerende osv., hvilket dog ikke juridisk legitimerer NN s bedragerier. Mange mennesker vælger den nemme løsning i denne type sager. Og derfor slipper NN og hans ligesindede alt for ofte for tiltale. Artiklens forfatter er privatpraktiserende psykolog. Hun har ønsket at være anonym, men navnet er redaktionen bekendt.