Danskernes holdninger til Tyrkiets optagelse i EU En religionssociologisk undersøgelse af religiøse argumenter i politisk debat

Transkript

1 Danskernes holdninger til Tyrkiets optagelse i EU En religionssociologisk undersøgelse af religiøse argumenter i politisk debat Københavns Universitet Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier Afdeling for Religionshistorie Jakob Ussing Vejleder: Morten Thomsen Højsgaard April

2 Indholdsfortegnelse Tabel- og figuroversigt... 4 Tabeller... 4 Figurer... 4 Indledning... 5 Kapitel 1. Danskernes omskiftelige holdning til Tyrkiets optagelse i EU... 9 Den danske værdiundersøgelse Religionen bliver privat? Meningsmålinger om danskernes holdning til Tyrkiets optagelse i EU Nej, fordi Tyrkiet er et muslimsk land! Massivt dansk ja til Tyrkiet! Samlet vurdering af meningsmålingerne Kapitel 2. Hvad mener danskerne? min analysestrategi og analyseoptikker Diskurser, konsistens og inkonsistens analysemetodiske overvejelser Konsistens vs. inkonsistens Genren: Politisk diskussion...25 Interviewet som selv-deliberation - det flydende mindmap Laclau og Mouffes diskursteori Kapitel 3. Debatten om Tyrkiets optagelse i EU i skrevne, danske medier De Tyrkiet-negative diskurser Den nationale, kristne diskurs Clash of Civilizations-diskursen Det politisk-økonomiske nej De Tyrkiet-positive diskurser Det politisk-økonomiske ja...40 Det kristne ja Den kulturradikale diskurs Andre mulige diskurser? Opsummering af medieanalysen

3 Kapitel 4. Interview: holdningers komplekse og multidimensionale natur Selve udvælgelsen Selve interviewforløbet Etiske overvejelser Analyse af interviewene Deliberation i interviewsituationen Anne Niels Merete Morten Anders Opsummering, interview Kapitel 5. Den kantianske præmis for videnskab og politisk diskussion Rationalisme vs. empirisme Kant udelukkelsen af Gud som årsag og argument Nutidens kantianske arv Det senmoderne samfund og det kantianske fundament Det kantianske fundament og danskernes holdninger til Tyrkiets optagelse i EU Kapitel 6. Refleksioner over teoretiske og metodiske valg samt forklaringsmodellens idehistoriske optik Konklusion Summary The Danes opinions on the accession of Turkey to the EU Litteratur Kilder Meningsmålinger Medieanalyse Interview Referencer

4 Tabel- og figuroversigt Tabeller Tabel 1. Oversigt over udviklingen i meningsmålingerne Tabel 2. Antal hits ved en søgning i Infomedias database over skrevne, danske medier i perioden til Tabel 3. Oversigt over hvilke søgeord, der oftest er blevet koblet til EU og Tyrkiet Tabel 4. Oversigt over de mest aktive skribenter i debatten over Tyrkiets optagelse i EU (redaktionelle linier på dagbladene er ikke medtaget) Tabel 5. Kombinationer af holdning til EU generelt og Tyrkiets optagelse i EU afdækket i medieanalysen Tabel 6. Skematisk opstilling af det diskursive landskab i debatten i skrevne, danske medier om Tyrkiets optagelse i EU Tabel 7. Interviewpersoner Tabel 8. Interviewguide Figurer Figur 1. Eksempel på et flydende mindmap (Niels) Figur 2. Flydende mindmap, Anne Figur 3. Flydende mindmap, Niels Figur 4. Flydende mindmap, Merete Figur 5. Flydende mindmap, Morten Figur 6. Flydende mindmap, Anders

5 Danskernes holdninger til Tyrkiets optagelse i EU En religionssociologisk undersøgelse af religiøse argumenter i politisk debat Tyrkiets historie og kultur har meget lidt til fælles med Europas i de seneste 2000 år: Den er muslimsk i hele sin kerne - i modsætning til Europas kristent funderede Vi sekulariserede vesterlændinge vil ganske enkelt ikke Allahs uindskrænkede herredømme her i Europa. Debatindlægget EU er for de kristne af Palle Madsen, bragt den 28. september 2004 i Politiken. Jeg synes, det er den mest skandaløse politiske grund, som nogle partier giver, men det er, fordi jeg tror på den verdslige stat Det er lige så skandaløst som, at vi har en folkekirke i Danmark, lige så skandaløst er det at sige, at et land ikke kan være med, fordi at folk primært er muslimer der. Jeg kunne forstå, hvis man sagde, at et land med en folkekirke ikke kunne være med i EU, men det andet det er, ja det er jo vanvittigt. Niels, i et interview den 22. september Indledning Debatten om Tyrkiets mulige optagelse i EU startede for alvor i marts 2004, da forhenværende statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, i forbindelse med sit kandidatur til Europaparlamentet i et interview til Politiken udtalte: Der kommer til at gå mere end én generation, før vi ser dem som medlemmer af EU. Tyrkiet har stadig alvorlige problemer med menneskerettigheder og med deres retssystem. Vi står over for en ret lang årrække, før de problemer er løst. (Nielsen & Lauritsen 2004). I forbindelse med Europaparlamentsvalget i juni 2004 var Tyrkiets optagelse et af de vigtigste debatemner, hvilket understregedes af, at såvel DR s som TV2 s afslutningsdebat blev indledt med en runde om Tyrkiets optagelse. Debatten holdt efter Europaparlamentsvalget lidt sommerferie for i september at blusse op på ny. Årsagen var et lovforslag i forbindelse med en omfattende straffelovsreform - den første i 78 år - der ville gøre utroskab strafbart. Som dette speciale vil vise, blev dette lovforslag af mange meningsdannere udlagt som et eksempel på islamisternes indflydelse i Tyrkiet, på landets væsensforskellighed fra de sekulære, europæiske lande. Det iøjnefaldende ved denne debat var imidlertid tavsheden om de andre lovforslag, der blev fremlagt samtidig i Tyrkiet i forbindelse med straffelovsreformen. Et af lovforslagene forbød muslimske gejstlige at gå ind i politik, mens et andet hævede strafferammen for æresdrab, og et tredje foreslog at hæve strafferammen for at bære religiøs beklædning på offentlige steder. En 5

6 forseelse, der har været forbudt siden Atatürks straffelov anno Altså et radikalt sekulært lovforslag der ville medføre en væsentlig strengere strafferamme end det meget omtalte forbud mod religiøs hovedbeklædning i Frankrig. Den 23. september 2004 mødtes Tyrkiets ministerpræsident, Recep Tayyip Erdogan, med EU's udvidelseskommissær, Günther Verheugen, omkring den tyrkiske straffelovsreform, som EU har presset på for at få vedtaget, fordi den indeholder en lang række lovforslag, der skal forbedre kvinders og mindretals rettigheder. Derfor ville EU-kommissionen have straffelovsreformen vedtaget inden sin officielle anbefaling af påbegyndelse af optagelsesforhandlinger med Tyrkiet den 6. oktober Mødet blev kort. Erdogan fik arrangeret en ekstraordinær samling af det tyrkiske parlament om søndagen den 26. september, hvorefter straffelovsreformen var vedtaget uden det famøse forslag om at gøre utroskab strafbart. Det mest interessante er imidlertid ikke, hvor smertefrit det gik med at få straffelovsreformen vedtaget uden utroskabsloven, men derimod reaktionerne på hvor smertefrit det gik. Pludselig var den måske væsentligste forhindring for at påbegynde optagelsesforhandlinger med Tyrkiet væk. I Danmark var Dansk Folkeparti straks ude for at kræve, at Tyrkiets eventuelle optagelse skulle afgøres ved en folkeafstemning. Og i Frankrig, hvor der ligeledes er stor skepsis over for Tyrkiets optagelse i EU, krævede den daværende økonomi- og finansminister, Nicholas Sarkozy, dagen efter ligeledes en folkeafstemning, og den 1. oktober fulgte Frankrigs præsident, Jacques Chirac, trop med kravet om en folkeafstemning. Det pudsige er, at ingen danske eller udenlandske politikere krævede folkeafstemninger i forbindelse med den nylige optagelse af 10 lande i EU, skønt de samme argumenter omkring størrelse og økonomi har været fremført i den forbindelse. Helt bemærkelsesværdigt er det, at kravene om folkeafstemninger blev fremført, før det overhovedet var afklaret, om der skulle påbegyndes optagelsesforhandlinger. Modstanden synes altså ikke at være begrundet i selve optagelsesgrundlaget, men snarere i det simple faktum at Tyrkiet er Tyrkiet - og ikke Polen for eksempel. En modstand der, som dette speciale vil demonstrere, i høj grad må siges at være af religiøs og kulturel karakter, og som i høj grad har præget det danske mediebillede. Mediebilledet har desuden været præget af en lang række meningsmålinger om danskernes holdning til Tyrkiets optagelse i EU. Meningsmålingerne har dog været præget af nogle ret så markante udsving, faktisk større udsving end den statistiske usikkerhed kan forklare. Men hvis meningsmålingerne ikke giver noget brugbart billede af, hvad danskerne mener, hvordan kan dette spørgsmål så vurderes? Traditionelt bliver holdnings- og værdispørgsmål behandlet som størrelser, der kan måles med spørgeskemaundersøgelser og meningsmålinger. Derfor vil jeg i kapitel 1 redegøre for de 6

7 meningsmålinger, der er foretaget, om optagelse af Tyrkiet i EU og de markante udsving i meningsmålingerne. Derudover vil jeg redegøre for de af den danske værdiundersøgelses konklusioner, der er af relevans for dette speciales emneområder: Religiøse argumenter i politisk debat. I kapitel 2 vil årsagen til den begrænsede brugbarhed af disse traditionelle måleinstrumenter blive diskuteret. Som lederen af den danske værdiundersøgelse, Peter Gundelach, selv har formuleret det: spørgeskemaundersøgelser kan kun give et meget overfladisk billede af befolkningens værdier (Gundelach 2002b: 74). Problemet er, at det på basis af spørgeskemaundersøgelser og meningsmålinger er ret svært at vurdere holdninger til komplekse spørgsmål. På baggrund af denne diskussion vil jeg redegøre for min analysestrategi for den metodiske problemstilling: Hvordan demonstreres kompleksiteten i danskernes holdninger til Tyrkiets optagelse i EU? Analysestrategien vil tage udgangspunkt i begrebet deliberation. Der vil blive redegjort for, hvorfor svar i meningsmålinger, og til dels i spørgeskemaundersøgelser, oftest er udtryk for, hvad der i spørgeøjeblikket er mest fremtrædende i borgerens tanker. Derfor spiller mediebilledets præsentation af en given problematik en afgørende rolle. Første del af besvarelsen af den metodiske problemstilling vil derfor bestå af en medieanalyse. Har borgeren mulighed for deliberation, dvs. overvejelse, rådslagning og refleksion, i forbindelse med en kompleks problemstilling, vil det som regel medføre to ting. Et, at man føler sig mere sikker i sit standpunkt. To, mange vil ændre holdning til en given problematik. Det vil blive foreslået at opfatte interviewsituationen som en selv-deliberationsproces. Analysestrategien vil derfor ud over medieanalysen komme til at bestå af en række interview, hvis funktion er: at demonstrere en kompleksitet i danskernes holdninger, der ikke kommer til syne i mediebilledet. Medieanalysen, kapitel 3, vil med udgangspunkt i Ernesto Laclau og Chantal Mouffes diskursteori søge at afdække de dominerende diskurser i mediebilledet, og hvilke dagsordener disse diskurser kæmper om at fastsætte. Med andre ord: de billeder af Tyrkiets eventuelle optagelse i EU som i spørgeøjeblikket er mest fremtrædende i borgerens tanker. Interviewkapitlet, kapitel 4, vil vise hvordan selv relativt få interview afslører en kompleksitet i danskernes holdninger til Tyrkiets optagelse i EU, der ikke kommer til syne i mediebilledet, samt hvordan der i løbet af interviewsituationen foregår en deliberationsproces med henblik på at skabe en konsistent argumentation for sin(e) holdning(er). Meningsdannelse er altså en kompleks sag. Alligevel synes der såvel i mediebilledet som i interviewene at være en fælles opfattelse af genren: politisk diskussion. En genre, der kræver konsistent argumentation. Flertallet mener desuden, at religiøse argumenter er illegitime i politisk 7

8 diskussion. Denne genreopfattelse udfordres til gengæld af to diskurser, som jeg har valgt at kalde den nationale, kristne diskurs og Clash of Civilizations-diskursen. Clash of Civilizations-diskursen er særligt interessant, fordi der heri konsekvent benyttes en paradoksal argumentation, nemlig kombinationen af religiøse argumenter imod Tyrkiets optagelse i EU og forfægtelsen af sekularisme som politik doktrin. I kapitel 5 vil det blive diskuteret, hvordan det kan være, at denne umiddelbare modsætning: forfægtelsen af sekularisme kombineret med religiøse argumenter fungerer med succes i en genre, der kræver konsistent argumentation? Og på det mere generelle plan, hvordan det kan være, at religiøse argumenter synes at være på vej tilbage i politisk diskussion? Jeg vil argumentere for, at forståelsen af denne problemstilling hænger sammen den tyske filosof, Immanuel Kants ( ), virkningshistorie. Professor i international politik ved Københavns Universitet, Ole Wæver, skrev i november 2004: Adskillelsen af religion og politik krævede at man kunne skelne mellem tro og videnskab; mellem åbenbaring og viden. Dermed kunne samfundsordenen baseres på menneskers rationelle beslutninger uden behov for religionens autoritet. Og religion kunne forvises til privatlivet. En ikke-religiøs orden var afhængig af at sikker viden kunne leveres klart adskilt fra religiøs tro - af videnskaben og af universitetet. Den moderne videnskabsforståelse indgår i pakkeløsningen med den suveræne stat og sekularismen (Wæver 2004). Jeg vil argumentere for, at denne pakkeløsning i høj grad må siges at være funderet på den kantianske præmis: at religiøse argumenter ingen legitimitet har i videnskab og politik. Når jeg benytter termen præmis, skyldes det, at Kants genistreg består i at gøre adskillelsen af religion og politik til et epistemologisk, altså erkendelsesfilosofisk spørgsmål. Religiøse argumenter er illegitime, fordi vi aldrig med sikkerhed vil kunne erkende noget sandt om det religiøse. Jeg vil videre argumentere for, at det er denne kantianske præmis, der har været grundlaget for den vestlige opfattelse af videnskab og politik, i hvert fald indtil senmoderniteten. I det senmoderne samfund tages troen på fremskridtet og fornuften ikke længere for givet, og lige præcis troen på fremskridtet og fornuften er grundpillerne i Kants tænkning. Med andre ord: Kants fundament synes at vakle i senmoderniteten, hvorfor også den kantianske præmis: at religiøse argumenter ingen legitimitet har i videnskab og politik måske er begyndt at vakle? Specialet vil blive afsluttet af nogle refleksioner over mine teoretiske og metodiske valg og en konklusion. 8

9 Kapitel 1. Danskernes omskiftelige holdning til Tyrkiets optagelse i EU Der er ret stor forskel på den danske værdiundersøgelses konklusioner og de konklusioner, man kan drage af de mange meningsmålinger, der er foretaget vedrørende danskernes holdning til Tyrkiets optagelse i EU. Hvor værdiundersøgelsen kan konkludere, at holdningen til en kirkelig diskurs inden for det politiske (er) negativ (Andersen og Lüchau 2004: 266) 1, viser de meningsmålinger, der har spurgt til bevæggrunde for modstanden mod Tyrkiets optagelse i EU, at religion spiller en væsentlig rolle. Hovedkonklusionen af det billede, meningsmålingerne tegner, er dog først og fremmest, at danskernes holdning til Tyrkiets optagelse i EU mildest talt er ret ustabil. En mulig årsag til de markante udsving kunne være, at meningsmålingerne ikke er pålidelige. De er foretaget af forskellige analyseinstitutter, der benytter forskellige metoder og ikke måler de eksakt samme spørgsmål. Ofte opgiver analyseinstitutterne heller ikke den statistiske usikkerhed ved målingen, der i en standard meningsmåling med ca adspurgte, en såkaldt stikprøveundersøgelse, er ca. plus minus 3 % -points 2 (Kuula 2004). Forsker i meningsdannelse, Kasper Møller Hansen, har i sin ph.d.-afhandling Deliberative Democracy and Opinion Formation (2004a) vist, at mange ændrer holdning til meget komplekse spørgsmål, når de får tid til at debattere og reflektere over spørgsmålet/spørgsmålene, det man kalder deliberation. Således ændrede godt og vel fire ud af ti holdning til den kommende regionsstruktur i Amtsrådsforeningens regionale høringer, De Regionale Råd (Hansen 2004b: ). Tyrkiet-spørgsmålet er, som det afspejler sig i dette speciales medie- og interviewanalyse, i høj grad et komplekst spørgsmål, der både vedrører religion, kultur, økonomi, menneskerettigheder, demokrati og sikkerhedspolitik, for at nævne nogle af de faktorer som spiller ind i overvejelserne om Tyrkiets optagelse i EU. At Tyrkiet-spørgsmålet er et komplekst spørgsmål betyder, at der ikke kan identificeres én fælles værdi for danskerne som værende den vigtigste i forbindelse med Tyrkiet-spørgsmålet. Eller anderledes formuleret, Tyrkiet-spørgsmålet kan måske slet ikke behandles som et værdispørgsmål, fordi det sætter så mange forskellige værdier i spil, at det er svært at reducere kompleksiteten til målbare spørgsmål? Før dette spørgsmål kan besvares, vil jeg kort opsummere værdiundersøgelsens konklusioner og derefter gennemgå udsvingene i meningsmålingerne. 1 (er) er foranstillet i Andersen og Lüchaus oprindelige sætning. Her flyttet for, at min sætningskonstruktion bliver korrekt. 2 En statistisk usikkerhed på 3 % -points angiver, at hvis eksempelvis 40 % i en stikprøveundersøgelse har svaret, at de ved en eventuel folkeafstemning vil stemme Ja til Tyrkiets optagelse i EU, så betyder det at % med 95 % sikkerhed vil stemme Ja til Tyrkiets optagelse i EU. 9

10 Den danske værdiundersøgelse Lederen af den danske værdiundersøgelse, sociologiprofessor Peter Gundelach, gør indledningsvist i Danskernes Værdier (2002) en del ud af teorier om det post- eller senmoderne samfund. Især de toneangivende sociologiske teoretikere Ulrich Beck, Anthony Giddens og Zygmunt Bauman behandles. Disse teoretikere er, på trods af forskelle, enige om, at samfundet er inde i en senmoderne (Beck, Giddens) eller postmoderne (Bauman) periode, der er præget af høj kompleksitet og øgede valgmuligheder med faldende tiltro til autoriteter, øget refleksivitet og værdifragmentering til følge (Gundelach 2002b: 45, 55-56). Gundelach forsøger at afprøve, om disse teorier kan bekræftes af værdiundersøgelsen ved at se på ændringer i perioden inden for tre områder: værdier tilknyttet institutioner, refleksivitet og værdifragmentering. Hypotesen om dalende tilslutning til institutioner forkastes i det store hele. Især er det bemærkelsesværdigt, at opbakningen til kirken som religiøs autoritet er stigende ifølge værdiundersøgelsen. Noget tyder på, at hypotesen om øget refleksivitet i samfundet kan bekræftes. Men tendensen er ikke entydig. Hvad angår værdifragmentering, altså manglende korrelationer mellem svar inden for én svargruppe, eksempelvis religiøsitet eller etnisk tolerance, så kan værdiundersøgelsen heller ikke bekræfte denne hypotese (Gundelach 2002b: 47-74). Derfor ender Gundelach med følgende sammenfatning under overskriften Værdiernes stabilitet: Man kan konkludere denne analyse med at fastslå at der ikke er nogen basis for en opfattelse af værdiopløsning i det danske samfund i løbet af de sidste 20 år. (Gundelach 2002b: 74). Beck, Giddens og Baumans ideer om samfundets post- eller senmoderne udvikling kan således ikke underbygges af værdiundersøgelsen. Gundelach holder sig dog til denne forsigtige konklusion og ikke mere bastante udmeldinger, fordi værdiundersøgelsens resultater bygger på en spørgeskemaundersøgelse, der kun har været gennemført tre gange, i 1981, 1990 og Et lidt spinkelt grundlag at vurdere en udvikling på. Fordi et af disse tre skiller sig ud, er det jo ikke sikkert, at det er det år, der ville skille sig ud, hvis værdiundersøgelsen havde været gennemført flere gange. Men fra de mere generelle betragtninger i værdiundersøgelsen til de mere specifikke vedrørende dette speciales emne, nemlig danskernes forhold til blandingen af religion og politik. Religionen bliver privat? I værdiundersøgelsens kapitel om Religionen bliver privat (Andersen og Riis 2002) afprøves to hypoteser om religiøse forandringer som følge af samfundets modernisering, nemlig sekulariseringshypotesen og privatiseringshypotesen. Sekulariseringshypotesen, at religionen mister indflydelse og betydning i det moderne samfund og tilliden til religiøse institutioner derfor svækkes (Andersen og Riis 2002: 81), afvises i værdiundersøgelsen. Ganske vist er der et moderat fald i medlemmer af religiøse trossamfund. 10

11 Men faldet er mindre end i andre nordeuropæiske lande, og antallet af medlemmer af et trossamfund er stadig meget højt i 1999, 90 % af hele befolkningen - 87 % er medlemmer af folkekirken. Et andet argument, der udledes af værdiundersøgelsens data mod sekulariseringshypotesen, er, at der faktisk er sket en stigning i andelen af folk, der mener, at folkekirken giver svar på menneskets åndelige behov, fra 37 % i 1981 over 49 % i 1990 til 51 % i Et tredje argument mod sekulariseringshypotesen er, at andelen af folk, der har stor eller meget stor tillid til folkekirken, faktisk også er steget, fra 51 % i 1981 og 47 % i 1990 til 59 % i 1999 (Andersen og Riis 2002: 81-90). Den anden hypotese, privatiseringshypotesen, at religionen ikke nødvendigvis svækkes, men skifter fokus fra den institutionelle form til en personlig, åndelig søgen (Andersen og Riis 2002: 90), er der ifølge Andersen og Riis større belæg for i værdiundersøgelsens data. Således er der på spørgsmålet: Hvilket af disse udsagn kommer nærmest Deres tro? sket en stigning i andelen, der svarer: Der er en særlig åndelig kraft, fra 27 % i 1981 over 34 % i 1990 til 38 % i Mens andelen der svarer: Jeg tror ikke, der er nogen form for åndelig kraft eller personlig Gud, altså det svar man kunne forvente en stigning i jævnfør sekulariseringshypotesen, er faldet fra 23 % i både 1981 og 1990 til 18 % i Et andet argument for privatiseringshypotesen, der findes belæg for i værdiundersøgelsens data, er stigningen i andelen af folk, der tror på reinkarnation. Specielt blandt kvinderne er der sket en stigning, fra 17 % i 1981 over 21 % i 1990 til 24 % i Samlet for begge køn er stigningen gået fra 13 % i 1981 til 17 % i 1999 (Andersen og Riis 2002: 90-96). Værdiundersøgelsens data er dog generelt bedre til at afvise sekulariseringshypotesen end til at underbygge privatiseringshypotesen, hvorfor Andersen og Riis ender med at konkludere: Desværre rummer værdiundersøgelsen ikke særlig mange indikatorer der er egnede til at belyse netop privatiseringshypotesen. Men de foreliggende indikatorer har på mange punkter støttet denne tese. Konklusionen er derfor at denne tese finder betydelig stærkere støtte i materialet om danskernes værdiforandring end sekulariseringstesen gør (Andersen og Riis 2002: 96). For at underbygge privatiseringshypotesen med yderligere materiale refereres der ofte til en anden nordisk undersøgelse, nemlig interviewundersøgelsen RAMP, Religious and Moral Pluralism. Andersen og Lüchau præsenterer på baggrund af Susan Sundbacks analyser af RAMP-materialet og værdiundersøgelsens data sammenholdt data fra værdiundersøgelsen i de øvrige europæiske lande 3 en idé om et særligt nordisk forhold til religion i Danskernes særpræg (2004). Konklusionen lyder, at vi i Norden, Danmark og Sverige nærmere betegnet, har en særlig kirkeligt bundet slags civilreligion. Det er her vigtigt at notere, at Andersen og Lüchaus brug af begrebet civilreligion adskiller sig fra brugen i Robert N. Bellahs Civil Religion in America (1967), 3 Den danske værdiundersøgelse er en del af det store europæiske forskningsprojekt, European Value Study, der startedes i 1981 med 26 deltagende lande som verdens største komparative forskningsprojekt (Gundelach 2002a: 17-19). 11

12 der må siges at være udgangspunktet for forskningsfeltet civilreligion. Hos Bellah står civilreligion uden for de etablerede religioner (Andersen og Lüchau 2004: 249), mens civilreligion hos Andersen og Lüchau er knyttet til nationalkirkerne, der hovedsageligt antager en socialt integrerende karakter, der er defineret ved: at de nordiske lande (her Danmark og Sverige) på den ene side har en meget høj medlemsprocent og en høj grad af deltagelse i kirkelige ceremonier som bekræfter den enkeltes tilknytning til kirken, og på den anden side er tilslutningen til centrale kristne trosforestillinger lav, og holdningen til en kirkelig diskurs inden for det politiske negativ (Andersen og Lüchau 2004: 266). De kirkelige ceremonier der henvises til, og som har stor opbakning i Danmark og Sverige, er i forbindelse med fødsel, ægteskab og døden (Andersen og Lüchau 2004: ). Især konklusionen omkring den negative holdning til sammenblandingen af religion og politik er interessant i forhold til dette speciale, og den er begrundet således: Ved de fire spørgsmål om hvilke passende svar kirken giver på udvalgte emner er det tydeligt at Danmark og Sverige ligger i bund når det gælder de tre spørgsmål som kan tolkes som værende politiske eller som værende en del af den nutidige politiske diskurs (moralske, sociale og familieproblemer) (Andersen og Lüchau 2004: 266). Konklusionen bliver som nævnt, at det må skyldes, at vi i Danmark og Sverige har det her helt særlige civilreligiøse forhold til kirken og den religion, der er tilknyttet kirken. Andre konklusionsmuligheder udelukkes således: Når Danmark og Sverige adskiller sig fra de andre lande er det ikke fordi de er religiøst homogene (dvs. at ét trossamfund er altdominerende) for så ville Grækenland udvise samme adfærd. Det er ikke fordi de er protestantiske for så ville protestanter i Holland udvise samme adfærd som protestanter i Danmark og Sverige (Andersen og Lüchau 2004: 267). Denne monokausale slutning er i mine øjne meget problematisk. Den udelukker nemlig på ingen måde, at den nordiske særegenhed lige præcis kunne skyldes, at der er tale om mere eller mindre religiøst homogene protestantiske lande. I Holland er der ifølge de seneste officielle tal 30 %, der kalder sig selv katolikker, mens 20 % kalder sig protestanter, enten hollandsk reformerte eller calvinister (CBS 2004) 4. Sammenholdes konklusionerne på det religiøse område i Danskernes værdier og Danskernes særpræg bliver konklusionen, at danskernes religion er privat, og at der er en skarp adskillelse af det religiøse og det politiske, samtidig med at der er et overraskende højt antal medlemmer af folkekirken, hvilket leder til konklusionen: en slags civilreligion. Men hvis dette er korrekt, hvordan burde det så se ud med religiøse argumenter i mediebilledet i henhold til Tyrkiet-spørgsmålet? De burde ikke spille nogen særlig væsentlig rolle, om nogen rolle overhovedet. 4 CBS er Hollands svar på Danmarks statistik og står for Central Bureau of Statistics (Statistic Netherlands). 12

13 Som allerede antydet i indledningen, så spiller religiøse argumenter imidlertid en temmelig væsentlig rolle i debatten om Tyrkiets optagelse i EU. Også de meningsmålinger, der har spurgt til religiøse bevæggrunde, bekræfter dette. Meningsmålinger om danskernes holdning til Tyrkiets optagelse i EU Meningsmålinger vedrørende danskernes holdning til Tyrkiets optagelse i EU er blevet særdeles populært mediestof. Således blev der foretaget ni forskellige målinger i perioden fra Europaparlamentsvalget i juni 2004 til Det Europæiske Råds 5 beslutning om at indlede optagelsesforhandlinger med Tyrkiet i slutningen af december Før juni 2004 er der kun foretaget to målinger, begge i december 2002 i forbindelse med EU s udvidelse, af henholdsvis Vilstrup for Politiken og Gallup for DR. Ifølge begge disse målinger var danskerne for Østudvidelsen, 58 % for og 22 % imod (Bostrup 2002), og hele 70 % mente, at Østudvidelsen ville fremme fred og sikkerhed i Europa (DR 2002a). Til gengæld ønskede danskerne ifølge disse målinger ikke Tyrkiet optaget. I begge målinger var % modstandere af at optage Tyrkiet. I Gallup-målingen for DR gik spørgsmålet endda på, om Tyrkiet er for forskelligt fra EU til, at det nogensinde kan blive en del af EU? Gallupmålingen viser også de to eneste tendenser, der har holdt i samtlige målinger til og med januar 2005, nemlig aldersperspektivet at de unge er de mest positive, og det partipolitiske perspektiv at Dansk Folkepartis vælgere er de mest negative (DR 2002b). Ses der bort fra disse to tendenser, er det overordnede billede af meningsmålingerne, at der har været ret så markante udsving, faktisk større udsving end den statistiske usikkerhed kan forklare. Især de to målinger offentliggjort samme dag, den 19. september 2004, udført af henholdsvis Catinét for Ritzau og Rambøll for Jyllands-Posten, er bemærkelsesværdige. De stiller nemlig betydningsmæssigt identiske spørgsmål: Går De ind for, at Tyrkiet på et tidspunkt bliver medlem af EU? (Ritzau 2004) og Mener De at Tyrkiet bør kunne blive medlem af EU? (Collignon 2004). 6 Målingerne viser imidlertid henholdsvis 40 % imod (38 % for) og 49 % imod (31 % for), altså en forskel der ikke kan forklares af den statistiske usikkerhed på +/- 3 % -points. Væsentligt er det at bemærke, at ca. 1/5-del, henholdsvis 22 % og 20 %, svarer i tvivl/ved ikke. Ritzaus overskrift bliver således: Tyrkiet deler danskerne, mens Jyllands-Posten skriver: Flertal imod Tyrkiet i EU. Vel at mærke samme dag! Udfoldes perspektivet til hele perioden juni 2004 til december 2004, så har kun en enkelt måling vist et flertal for tyrkisk medlemskab af EU, nemlig Epinions måling for Kristeligt Dagblad, offentliggjort 23. august, hvor 40 % var for, mens 38 % var imod (Hansen og Rasmussen 2004). 5 Det Europæiske Råd er navnet på det halvårlige ministerrådsmøde med statsoverhovederne, der afslutter hvert EUformandskab. 6 Se Tabel 1 nedenfor (side 14) for en oversigt over udviklingen i meningsmålingerne. 13

14 Den mest Tyrkiet-kritiske måling har været Institut for Konjunktur-Analyse for Søndagsavisen, offentliggjort den 10. oktober, hvor 64 % svarede, at de ville stemme Nej til tyrkisk optagelse, hvis der var folkeafstemning i morgen kun 23 % ville stemme Ja (IFKA 2004). Der er to umiddelbare forklaringer på, at denne måling er så kritisk, dels er den foretaget umiddelbart efter, at EUkommissionen den 6. oktober anbefalede Det Europæiske Råd at indlede optagelsesforhandlinger med Tyrkiet, hvormed en optagelse kom væsentligt nærmere, dels er spørgsmålet uden et udviklingsperspektiv, da det går på din stemme her og nu. Tabel 1. Oversigt over udviklingen i meningsmålingerne Andele af svarere, der er negativt stemt over for Tyrkiets optagelse i EU, er markeret med grå baggrund Vilstrup for Politiken, Skal Tyrkiet optages i EU? Gallup for DR, Tyrkiet er for forskelligt fra EU til, at det nogensinde kan blive en del af EU? GfK for BT, Skal Tyrkiet optages i EU? Rambøll for Jyllands- Posten, Skal EU indlede optagelsesforhandlinger med Tyrkiet? Epinion for Kristeligt Dagblad, Støtter du tyrkisk medlemskab af EU? Catinét for Ritzau, Går De ind for, at Tyrkiet på et tidspunkt bliver medlem af EU? For 25 % Imod 50 % I tvivl/ved ikke 25 % Uenige 35 % Enige 51 % I tvivl/ved ikke 14 % For 32 % Imod 38 % I tvivl/ved ikke 30 % For 34 % Imod 46 % I tvivl/ved ikke 21 % Aldersparameter Uddannelsesniveau Partipolitisk ståsted 7 Ikke spurgt til år: 43 % år: 51 % 60 år +: 62 % år: Mest positive år: Mest negative (54 % imod) år: Mest positive (51 % for) år: Mest negative (54 % imod) Jo højere indkomst og jo bedre uddannelse, desto større modstand 8 Folkeskole: 60 % Erhvervsudd.: 56 % Stud.eksamen: 38 % Højere udd.: 44 % Ikke spurgt til Ikke spurgt til Ikke spurgt til O: 71 % C/V: 54 % B/D/K: 39 % A: 44 % F/Ø: 50 % Ikke spurgt til Mest positive (flertal for): Venstre, Radikale og SF Mest negative: Dansk Folkeparti 68 % imod For 40 % Højtuddannede: Imod 36 % 48 % af I tvivl/ved ikke 24 % modstanderne Ikke spurgt til begrunder deres Ikke spurgt til Nej med, at Tyrkiet er et muslimsk land 9 For 38 % Imod 40 % I tvivl/ved ikke 22 % Ikke spurgt til Ikke spurgt til Ikke spurgt til 7 Partierne er angivet med det bogstav, de stillede op under ved folketingsvalget d. 8. februar K står således for både Kristendemokraterne og Kristeligt Folkeparti på trods af, at Kristeligt Folkeparti i 2002 gik under bogstavet Q. 8 Artiklen nævner ikke de specifikke tal, der ligger til grund for denne formulering (Bostrup 2002). 9 Artiklen nævner ikke tal for andre uddannelsesniveauer (Bisgaard 2004). 14

15 Rambøll for Jyllands- Posten, Mener De at Tyrkiet bør kunne blive medlem af EU? Institut for Konjunktur- Analyse for Søndagsavisen, Hvis folkeafstemning i morgen om Tyrkiets optagelse i EU? Gallup for Berlingske Tidende, Bør EU indlede optagelsesforhandlinger med Tyrkiet? Rambøll for Jyllands- Posten, Skal EU indlede optagelsesforhandlinger med Tyrkiet i 2005? Epinion for Dansk Industri, For eller imod Tyrkiets optagelse i EU? Epinion for Dansk Industri, Tyrkiet bør blive medlem af EU engang i fremtiden, hvis landet gennemfører de nødvendige politiske og økonomiske reformer? 13 For 31 % Imod 49 % I tvivl/ved ikke 20 % Ja 23 % Nej 64 % I tvivl/ved ikke 13 % Ja 35 % Nej 49 % I tvivl/ved ikke 16 % Ja 28 % Nej 55 % I tvivl/ved ikke 17 % For 38 % Imod 51 % I tvivl/ved ikke 11 % Enige 72 % Uenige 24 % I tvivl/ved ikke 5 % For: år: 59 % år: 45 % år: 38 % år: 31 % år: 25 % over 65 år: 15 % Ikke spurgt til Ikke spurgt til Ikke spurgt til Ikke spurgt til Ikke spurgt til Opposition (A/B/F/K/Ø): For 36 % Imod 48 % Regering (C/V) + O: For 27 % Imod 61 % 10 Nej: O: 92 % V: 69 % C: 68 % A: 58 % F: 52 % B og Ø: 50 % O: Nej 79 % Ja 14 % C/V: Nej 53 % Ja 29 % A: Nej 47 % Ja 39 % B/F/Ø: De mest positive 11 Ikke spurgt til Ikke spurgt til Ikke spurgt til år: For 41 % Imod 39 % år: For 43 % Imod 51 % >55 år: For 31 % Imod 58 % år: Enige 75 % Uenige 19 % år: Enige 75 % Uenige 23 % >55 år: Enige 66 % Uenige 27 % Folkeskole/ Erhvervsudd.: For 30 % Imod 56 % Studentereksamen eller højere: For 52 % Imod 43 % Folkeskole/ Erhvervsudd.: Enige 68 % Uenige 26 % Studentereksamen eller højere: Enige 78 % Uenige 20 % O: For 4 % Imod 91 % V: For 33 % Imod 60 % C: For 45 % Imod 45 % A: For 52 % Imod 39 % B/D/K: For 59 % Imod 28 % F/Ø: For 68 % Imod 33 % O: Enige 42 % Uenige 51 % V: Enige 69 % Uenige 28 % C: Enige 72 % Uenige 19 % A: Enige 79 % Uenige 18 % B/D/K: Enige 97 % Uenige 3 % F/Ø: Enige 98 % Uenige 2 % 10 Med de af Rambøll/Jyllands-Posten offentliggjorte tal fra målingen, må der have været en del Tyrkiet-positive, der ikke har villet oplyse politisk ståsted/været uafklarede, for at regnestykket kan gå op. 11 Ingen tal opgivet for De mest positive (Larsen og Nielsen 2004). 12 Respondenten havde fire svarmuligheder: Meget for, Overvejende for, Overvejende imod eller Meget imod. I tabellen har jeg lagt meget og overvejende svarene sammen. 13 På dette spørgsmål er der kun givet tre svarmuligheder: Tyrkiet bør blive medlem af EU engang i fremtiden, hvis landet gennemfører de nødvendige politiske og økonomiske reformer? eller Tyrkiet bør aldrig optages i EU på grund af landets historiske og kulturelle forhold, og Ved ikke. 15

16 Nej, fordi Tyrkiet er et muslimsk land! Der er et andet interessant perspektiv ved Epinion-målingen offentliggjort den 23. august. Ud over at vise et flertal for at optage Tyrkiet i EU, viser den, at det er de veluddannede, der er de mest skeptiske over for et tyrkisk EU-medlemskab. Ydermere begrunder næsten halvdelen af de veluddannede Nej-sigere, 48 %, deres Nej med, at Tyrkiet er et muslimsk land (Hansen 2004). Følges uddannelsesperspektivet, så er der ingen klar tendens i meningsmålingerne. Af de fire målinger, der har spurgt til uddannelse, viser de to, at de veluddannede - studentereksamen eller derover - er de mest positive (DR 2002b, Epinion 2005), mens de to andre viser, at de er de mest negative (Bostrup 2004, Hansen 2004) Ses der på årsagen til modstanden, er det ud over Epinion-målingen, offentliggjort den 23. august, kun Rambølls måling for Jyllands-Posten, offentliggjort 19. september, der har spurgt til bevæggrunde. Her svarer 44 %, at den primære årsag til, at Tyrkiet ikke skal optages i EU, er, fordi Tyrkiet ikke lever op til menneskerettighederne. 19 % svarer, fordi Tyrkiet er et muslimsk land, mens 10 % svarer, fordi jeg frygter øget indvandring, og 9 % svarer, fordi Tyrkiets økonomi ikke er tilstrækkelig moderne. 14 Religionen som årsag spiller altså i høj grad ind, selv om Tyrkiet som muslimsk land ikke står så centralt i denne måling som i Epinion-målingen, 23. august. Der er imidlertid den væsentlige forskel på de to målinger, at der i Rambøll-målingen var frie svarmuligheder, mens der i Epinion-målingen kun kunne svares ja, i tvivl/ved ikke eller nej til, at Tyrkiets religiøse tilhørsforhold spiller en markant rolle for deres nej til tyrkisk EU-optagelse? Et spørgsmål man jo godt kan svare ja til samtidig med, at man i Rambøll-målingen ville have angivet menneskerettigheder, som den primære årsag til sin modstand. Massivt dansk ja til Tyrkiet! Selv i den mest Tyrkiet-positive måling i 2004 var der altså næsten lige så stor en andel, der var imod tyrkisk medlemskab (36 %), som der var for (40 %), men pludseligt den 7. januar 2005 hedder det så i Berlingske Tidende: Massivt dansk ja til Tyrkiet (Berlingske Tidende 2005). Overskriften er baseret på en undersøgelse, som Epinion har lavet for Dansk Industri, hvori 72 % 15 har erklæret sig enige i udsagnet: Tyrkiet bør blive medlem af EU engang i fremtiden, hvis landet gennemfører de nødvendige politiske og økonomiske reformer. Med til historien hører imidlertid, at de adspurgte kun fik læst to udsagn op, hvoraf de skulle vælge hvilket af dem, de var mest enige i % svarede: fordi Tyrkiet ikke er en geografisk del af Europa, 3 %: fordi kulturforskellene er for store, mens 11 % svarede noget andet end disse seks mest forekommende svar. 15 Undersøgelsen/målingen er baseret på 502 interview, hvilket forhøjer den statistiske usikkerhed til +/- 4 %, og ikke de normale +/- 3 %, som en undersøgelse/meningsmåling med ca adspurgte giver. 16

17 Det andet udsagn var: Tyrkiet bør aldrig optages i EU på grund af landets historiske og kulturelle forhold, som 24 % erklærede sig mest enige i (Epinion 2005) 16. Mest spektakulært ved mediebehandlingen af målingen er imidlertid, at ingen af de tre skrevne, danske medier, der omtaler rapporten (Berlingske Tidende 2005, Ritzau 2005, Steensbeck 2005 (i Politiken)), nævner, at der også blev spurgt til det helt generelle spørgsmål: For eller imod Tyrkiets optagelse i EU?. Til dette spørgsmål svarede 51 % imod og kun 38 % for. Altså en fordeling der minder om det gennemsnitlige billede af meningsmålingerne, at danskerne er delte, med en lille overvægt i andelen af modstandere. Denne måling illustrerer, hvor afgørende det er, hvordan der spørges. At samtlige de skrevne, danske medier, der rapporterede om målingen og betaleren, Dansk Industri, kun valgte at skrive om den del af rapporten, der passer med deres egen holdning, er tankevækkende. 17 Samlet vurdering af meningsmålingerne Samlet kan det konkluderes, at der er ret så store udsving i de forholdsvis mange meningsmålinger, der er foretaget om Tyrkiets optagelse i EU. I et enkelt tilfælde er der tilmed foretaget to målinger samtidig, der på trods af at stille næsten identiske spørgsmål kommer frem til så forskellige resultater, at det ikke kan forklares af den statistiske usikkerhed ved målingerne. Det betyder imidlertid ikke nødvendigvis, at et af analyseinstitutterne har begået en fejl, men kan meget vel skyldes, at Tyrkiet-spørgsmålet er et meget komplekst spørgsmål, som mange løbende vil skifte holdning til, og det derfor er meget svært at måle. Der er dog to tendenser, der har været gennemgående i samtlige målinger, nemlig at jo yngre folk er, desto mere Tyrkiet-positive er de, og at Dansk Folkepartis vælgere er de mest Tyrkiet-negative. Hvad angår partipolitisk tilhørsforhold er billedet ellers broget. De næstmest Tyrkiet-negative synes at være Venstres og Det Konservative Folkepartis vælgere, mens Det Radikale Venstre har de mest positive. Hvilke partier, der har de næstmest positive vælgere, svinger imidlertid fra måling til måling mellem de andre midterpartier, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. At Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens vælgere i nogle af målingerne placerer sig blandt de mere negative, kan måske skyldes et sammenfald mellem generel skepsis over for EU og heraf afledt modstand mod, at Tyrkiet optages i EU? Angående uddannelsesniveauets betydning er billedet også broget. I nogle målinger er de højtuddannede de mest Tyrkiet-positive, mens de i andre målinger er de mest negative. 16 I modsætning til alle de andre meningsmålinger er denne rapport offentligt tilgængelig i sin helhed, dog hverken på Dansk Industris eller Epinions hjemmesider, men af alle steder på den danske europarlamentariker, Anders Samuelsens hjemmeside: 17 Som vi skal se i medieanalysen, er såvel Dansk Industri som de redaktionelle linier på Berlingske Tidende og Politiken fortalere for en optagelse af Tyrkiet i EU. 17

18 Angående bevæggrunde for modstanden mod Tyrkiets optagelse i EU står menneskerettighedssituationen og Tyrkiets religiøse tilhørsforhold som hovedårsagerne. Det er dog kun to målinger, der har spurgt til bevæggrunde. Umiddelbart et noget spinkelt grundlag at konkludere noget på, men som vi skal se i medieanalysen, så er det i høj grad netop disse to emner, der diskuteres i mediedebatten. Bemærkelsesværdigt er det også, at det generelt ikke er anført, hvordan svarene har fordelt sig i forhold til køn. Kun to målinger opgiver en kønsfordeling (DR 2002a, Hansen 2004). I ingen af tilfældene er der væsentlige forskelle i kvinderne og mændenes svar. Noget tyder altså på, at spørgsmålet om Tyrkiets optagelse i EU er så komplekst et spørgsmål, at meningsmålinger og spørgeskemaundersøgelser ikke er i stand til at redegøre for danskernes holdninger til Tyrkiets optagelse i EU. 18

19 Kapitel 2. Hvad mener danskerne? min analysestrategi og analyseoptikker Kasper Møller Hansen har givet følgende forklaring på, hvorfor meningsmålinger ikke er velegnede til at vurdere komplekse spørgsmål: Måske har deltageren slet ikke tænkt over spørgsmålet, før hun bliver konfronteret med det, og måske derfor har hun ikke nogen holdning til emnet. En sådan usikkerhed ligger ud over den statistiske usikkerhed, der er forbundet med meningsmålingerne, da målinger antager, at alle svar er udtryk for en reel holdning (Møller Hansen 2004b: 110). Det samme gør sig til en vis grad gældende for spørgeskemaundersøgelser. Man kan ikke vide, hvor meget tid på refleksion respondenterne bruger (Hansen 2004c: 11). I stedet for at fokusere på at måle danskernes holdning til Tyrkiets optagelse i EU, er det altså måske mere frugtbart at forsøge at vurdere kompleksiteten i danskernes holdninger. En metode til vurdering af komplekse spørgsmål er deliberation. Kasper Møller Hansen definerer det således: Deliberation, forstået som den demokratiske samtale, - overvejelse, rådslagning og refleksion bygger på det ideal, at holdninger udspringer fra en proces, hvor problemstillingen er blevet vendt og drejet og diskuteret i en aktiv og fri debat på baggrund af en større viden. Ofte kan problemstillingerne være komplicerede og kræve en del viden, før man meningsfyldt kan tage stilling til problemstillingen. I komplicerede sager kan det derfor være problematisk blot at bede borgerne om at tage stilling til spørgsmål, uden at de har haft mulighed for at tænke spørgsmålene igennem, samle information, og i det hele taget danne sig en mening om spørgsmålene, inden borgeren bliver bedt om at tage stilling (Møller Hansen 2004c: 7-8). Møller Hansens hovedærinde i ph.d.-afhandlingen Deliberative Democracy and Opinion Formation (2004a) er at vise, at meninger er stærkt påvirkelige af deliberation, der øger beslutsomheden og evnen til at tage stilling til et spørgsmål (Møller Hansen 2004b:122) 18. Når deliberation er så vigtigt, så skyldes det, at holdninger i sin natur er komplekse og multidimensionale. Et svar i en meningsmåling bliver således udtryk for, hvad der i spørgeøjeblikket er mest fremtrædende i borgerens tanker: Hvad der er mest fremtrædende afhænger af magthavernes diskurs, mediedækningen og det individuelle niveau af politisk opmærksomhed, eksponering og adgang til information, politisk viden og interesse (Møller Hansen 2004b:111). For Møller Hansen er det optimale instrument til at afdække borgernes holdninger folkehøringer, fordi de både har et højt deliberationsniveau og samtidig kan være repræsentative, såfremt man kan få nok fra forskellige befolkningsgrupper til at deltage: Folkehøringen skaber og stimulerer mulighed for en grundig debat, som opfylder ideal-betingelserne for en oplyst debat blandt ligeværdige borgere (Møller Hansen 2004c: 12). 18 Møller Hansen 2004b: Forbedrede politiske holdninger gennem deliberation er en artikel med hovedkonklusionerne fra ph.d.-afhandlingen. 19

20 Følges Møller Hansens argumentation, ville en række folkehøringer altså give det bedste udgangspunkt for en vurdering af danskernes holdninger til Tyrkiets optagelse i EU. Det vil imidlertid være et forskningsprojekt af nogle helt andre dimensioner end dette speciale. En anden ting Møller Hansen peger på, er betydningen af magthavernes diskurs og mediedækningen. En analyse af mediedækningen og hvilke diskurser, der er de dominerende, er til gengæld et projekt, der noget bedre lader sig realisere på den til dette speciale givne plads. En analyse af hvilke diskurser, der dominerer mediebilledet, vil kunne give et billede af, hvilke diskurser der har haft succes med at få sat en bestemt dagsorden for diskussionen af Tyrkiets optagelse i EU. Hvad en sådan analyse imidlertid ikke vil kunne demonstrere, er holdningers komplekse og multidimensionale natur. Jeg vil forsøge at afdække denne komplekse og multidimensionale natur gennem en række løst strukturerede, åbne interview. Disse interviews funktion er således at give nogle eksempler på de forskellige værdier og overvejelser, der er i spil, når en holdning til Tyrkiets optagelse i EU dannes. I en sådan løs og åben interviewsituation foregår der nemlig en slags selv-deliberation. Inspirationen til at behandle interviewet som en slags selv-deliberation stammer fra socialpsykologen Michael Billigs tiltrædelsesforelæsning Tænkning som argumentation (1986/1999), holdt da han tiltrådte som professor i samfundsvidenskab på Loughborough University i Billigs pointe er, at holdninger både er udtryk for en personlig overbevisning samt en positionering inden for en offentlig meningsudveksling, også selv om holdningen ikke umiddelbart konfronteres. Selve opbygningen af et argument tager nemlig højde for eventuelle modargumenter, ligegyldigt om disse modargumenter ekspliciteres eller ej. I opbygningen af et argument foregår der altså en intern deliberation. Det er på den måde, at Billig mener, at selve tænkningens væsen er argumentativ. Fundamentet for tænkning er ganske enkelt argumentation (Billig 1986/1999: 15-18): Når vi overvejer hvad vi skal gøre, kan vore tanker ligne de antikke retorikeres deliberative talekunst. I rådgivende talekunst ville én side tilvejebringe argumenterne for en bestemt politik, mens den anden side ville opstille beviser imod politikken. Den største forskel mellem den rådgivende talekunst og tænkningens indre rådgivning er at i sidstnævnte må en person tilvejebringe begge siders argumentation, som om selvet splitter sig i to dele, der debatterer og negerer hinanden (Billig 1986/1999: 20). Denne selv-deliberation har netop gode muligheder for at udfolde sig i et løst struktureret, åbent interview af en vis varighed (en times tid), fordi interviewperson ofte vil opdage konfrontation mellem selvmodsigende holdninger i løbet af et sådant interview. Det er derfor min vurdering, at danskernes holdninger til Tyrkiets optagelse i EU bedst lader sig vurdere ved at kombinere en analyse af mediebilledet med en række løst strukturerede interview. Dette medfører dog ikke, at alle eksisterende argumenter for og imod Tyrkiets optagelse i EU er 20

21 dækket ind, da man jo aldrig kan vide, hvordan interviewperson nr. 100 ville have argumenteret for sin(e) holdning(er) til Tyrkiets optagelse i EU. Målet med interviewene i dette speciale er derfor ikke at give et repræsentativt billede af, hvad danskerne mener, da interview i mine øjne aldrig kan bruges til at sige noget repræsentativt, men kun noget om forskellighed, kompleksitet. Målet er derimod at demonstrere, at selv få interviewpersoner kan vise en kompleksitet i danskernes holdninger til Tyrkiets optagelse i EU, der ikke afspejles i mediebilledet. Hermed står det klart, hvilken analysestrategi jeg har tænkt mig at benytte for at besvare specialets metodiske problemstilling: Hvordan demonstreres kompleksiteten i danskernes holdninger til Tyrkiets optagelse i EU? Imidlertid mangler jeg stadig at placere mig teoretisk i forhold til, hvilke optikker jeg vil benytte til at analysere henholdsvis den skrevne, danske presse og mine interview. Diskurser, konsistens og inkonsistens analysemetodiske overvejelser Én ting er de analysestrategiske overvejelser om, hvilken empiri jeg vil benytte til at illustrere min problemstilling. En anden er, med hvilke optikker det empiriske materiale analyseres. Der er stor forskel på dette speciales to typer empiri: de dominerende diskurser i mediebilledet der forsøger at tilkæmpe hegemoni og interviewets selv-deliberation. Til medieanalysen vil jeg tage afsæt i Ernesto Laclau og Chantal Mouffes diskursteori, der i mine øjne er specielt velegnet til at analysere den diskursive kamp om den hegemoniske position, der foregår mellem diskurser i medierne. Styrken ved Laclau og Mouffes diskursteori er dens fokus på, hvordan diskurser forsøger at udelukke hinanden ved at koble positive elementer sammen i såkaldte ækvivalenskæder, der er defineret qua deres antagonistiske forhold til en række negative elementer, der således bliver koblet sammen i negative ækvivalenskæder. Målet er at opnå hegemoni om, hvad der kan diskuteres, og hvordan det kan diskuteres. Det helt centrale begreb i Laclau og Mouffes er således hegemoni: De forskellige stridende grupper kæmper nu om at etablere, hvad Laclau og Mouffe kalder hegemoni, dvs. en situation, hvor én enkelt, fast defineret diskurs dominerer sine konkurrenter (Collin 2003: 102). Det forholder sig imidlertid anderledes med analyse af interview. Hvor diskursens funktion er forenkling gennem betydningsfastlåsning, afslører interviewet det stik modsatte, nemlig holdningers komplekse og multidimensionale natur. At analysere interview som afspejlinger af mediebilledets diskurser vil derfor være en forsimplende optik. 21