Fordomme og forståelse -en undersøgelse af arbejdslivet som vikar

Transkript

1 Fordomme og forståelse -en undersøgelse af arbejdslivet som vikar Det Samfundsvidenskabelige Basisstudium ved Roskilde Universitetscenter Efterår semester Udarbejdet af: Sanne Mathilde Arildsen Morten Thaarup Adam Simon Due Billing Ulrik Ullits Krogh Hus 19.1 Vejleder: John Storm Pedersen

2 Indholdsfortegnelse Problemfelt...4 Metode og videnskabsteori...7 Videnskabsteoretisk udgangspunkt...8 Sandhedsbegrebet...9 Interessebegrebet...9 Konsekvenser af det videnskabsteoretiske valg...10 Den kvalitative metode...12 Del og helhed i projektet...13 Abduktion...13 Projektets generaliserbarhed...14 Projektets gyldighed...14 Valg af empiri...15 Primærempiri...15 Analyse kontrol...15 Et konkret eksempel på analysekontrol...15 Informanterne...16 Kriterier for udvælgelse af informanter...16 Gennemførelse af interview...17 Bearbejdning af de båndede interviews...17 Analyse af interviewene...18 Valg og brug af teori...18 Richard Sennett og den fleksible kapitalisme...19 Vores fordomme...21 Projektets opbygning og projektdesign...22 Vikar den moderne daglejer...24 Ansættelsesforhold som vikar...26 Sociale arrangementer og andre tilbud til vikarerne...27 Hvordan det fleksible arbejdsmarked ændrer identiteten og solidariteten...28 Den hermeneutiske tilgang til analyserne...28 Teori...29 Identitet som følge af arbejde...29 X- og Y-teorien...29 McGregor...31 Arbejde som identitet...32 Teoretikernes ontologiske udgangspunkter...34 Fællesskab og solidaritet...36 Anerkendelsesteorien...36 Axel Honneth...38 Solidaritetsformer...39 Søren Juul...41 Analyse...41 Fleksibilitet...41 Omstillingsparathed, usikkerhed og frihed...42 Delkonklusion

3 Identitet...46 Arbejde som identitet...46 Fællesskabet som identitetsskabende faktor...48 En hybridisk arbejderidentitet?...51 Delkonklusion...53 Solidaritet...53 Horisontal solidaritet...54 Interessesammensmeltning og vertikal solidaritet...56 Solidarisk, men med hvem?...58 Delkonklusion...59 Illustration af delkonklusionerne...61 Fleksibilitet...62 Identitet...63 Solidaritet...65 Delkonklusion...67 FOAs muligheder for at rumme vikaransatte...67 Fag Og Arbejde...67 FOAs ontologi...68 Mobilisering...70 Diskussion om Tillys videnskabsteoretiske udgangspunkt...71 Mobiliseringsteori...71 Interesser...71 Organisation...72 Muligheder...72 Mobilisering...72 Social identifikation...73 Applikation af Tillys parametre og muligheden for kollektiv aktion...73 Fordomme før analysen...73 Interesser...74 Organisation...75 Muligheder...75 Mobilisering...75 Diskussion af hvorvidt FOAs forståelseshorisont er begrænsende i forhold til potentielle medlemmer...76 Hvordan FOA kan forholde sig til interesser...76 Hvordan kan FOA forholde sig til Organisation...77 Hvordan kan FOA forholde sig til Muligheder...78 Konsekvenser af FOAs forståelseshorisont...78 Delkonklusion...79 Konklusion...81 Perspektivering...85 Har vikarbureauerne et socialt ansvar?...85 De kom os i forkøbet...86 Litteraturliste

4 Problemfelt I takt med forandringer i produktivititet igennem verdenshistorien har der ligeledes været en ændring i arbejdsforholdene og arbejdsmåden. I nyere tid har debattører og forskere forsøgt at konceptualisere og visualisere forandringerne. I takt med at arbejdsforholdene ændrer sig, har dette også en indvirkning på arbejdsmarkedet. I vores tid er forandringer især forårsaget af informationalisering og teknologisering (Peterson 2003:59), som medfører forandringer som fleksibilitet, frihed og åbenhed (Eriksen 2001:42). Disse forandringer gælder både de overordnede virksomhedsstrategier og strukturer, produktionsmåden samt ansættelsesforhold (Peterson 2003:59). Omløbstiden for kapitalen er faldet og virksomheder bestræber sig i dag på hurtigt at kunne tilpasse sig markedet blandt andet via dag-til-dag ordrer, hvilket også har ført til en øget jobusikkerhed (Ibid.:59). Livslange fastansættelser er i dag yderst sjældne, til gengæld er der en stor stigning i antallet af kortvarige ansættelseskontrakter og vikariater (Florida 2005:155f). Der findes i Danmark 733 virksomheder, der er registrerede som vikarbureauer (CVRregisteret). Disse har inden for de sidste ti år oplevet en voldsom stigning i antallet af ansatte. En undersøgelse af vikarmarkedet 1 i 2005 viser tillige, at 49 % af de adspurgte virksomheder forventer, at der inden for de næste 3-5 år vil komme flere vikarbureauer (Adecco). Indenfor sundhedssektoren er vikarbureauernes omsætning steget fra 159 mio. kr. i 1996 til mio. kr. i En stigning på over 800 % (Danmarks Statistik og egne beregninger). Korttidskontrakter kan medføre, at den personlige og faglige identitet langsomt eroderer bort, grundet den manglende kontinuitet og tilhørsforhold. Det enkelte individ står i videnssamfundet over for kravet om at skabe sit eget livsprojekt, hvilket kan være svært med de nye arbejdsformer, fordi den manglende tid til erfaringsdannelse kan fremmedgøre individet for sig selv. Kravet om fleksibilitet og mobilitet skaber endvidere større 1 Undersøgelsen er baseret på besvarelser fra 188 virksomheders HR-afdelinger. 4

5 usikkerhed for den enkelte, ligesom det bliver sværere at opretholde lokale netværk, fællesskab og solidaritet. Således viser undersøgelsen af vikarmarkedet, at det kun er 28 % af vikarerne inden for sundhedspleje, der accepteres på lige fod med de fastansatte (Adecco). Fællesskab og solidaritet er ord, man typisk associerer med fagbevægelsen. Fagbevægelsens store styrke har hidtil været, at de har repræsenteret kollektive interesser og med strejkevåbenet og det store bagland, har de haft stor magt. Fagbevægelsen har historisk set organiseret sig i kølvandet på produktionen (Scheuer 2005). I Danmark lykkedes det relativt hurtigt for fagforeningerne at opnå en høj organisationsgrad samt stor indflydelse på udviklingen i Danmark, specielt set i lyset af de såkaldte trepartsforhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter og regeringen. Imidlertid oplever fagforeningerne en faldende organisationsgrad. FOAs 2 medlemstal er fx faldet fra i 2000 til i 2004 (FOA), det vil sige med 5,82 %. FOAs medlemstal er ved udgangen af 2005 ca som følge af en fusion med PMF 3 (FOA). De gamle fagforeninger, som FOA, har altid haft kollektive interesser i centrum og deres legitimitet har hidtil bestået i, at der eksisterer en grundlæggende konflikt mellem arbejdstager og arbejdsgiver, hvor fagforeningen har stået på arbejdstagers side. Med vikararbejdet bliver billedet mere komplekst. Vikaren er arbejdstager og vikarbureauet arbejdsgiver, men selve arbejdet bliver udført på en anden arbejdsplads. Dermed har den daglige oplevelse af arbejdet ikke en direkte forbindelse til arbejdsgiver. Hvilke muligheder har en fagforening som FOA for at bibeholde deres indflydelse, når arbejdsmarkedet bliver stadig mere fragmenteret? Stigningen i antallet af vikarer gør det nødvendigt at forholde sig til grundstenen i fagbevægelsen de kollektive interesser. Hvordan inkluderer FOA de vikaransatte, som ikke er længe nok på en arbejdsplads, til at de kan være en del af fællesskabet. 2 Fag og Arbejde, fagforening der primært organiserer lønmodtagere inden for pleje- og sundhedssektoren. 3 Pædagogisk Medhjælper Forbund. 5

6 Ovenstående rejser også spørgsmålet om, hvorvidt vikaransatte overhovedet ønsker at være medlem af en fagforening, eller om de netop har valgt at være vikarer for at nyde godt af fleksibiliteten i videnssamfundet. Det øgede antal vikarer kan både være en følge af, at produktionsmåden presser folk ud i løsansættelser, men kan også ses som et valg, folk træffer for ikke at være bundet til rigide arbejdsstrukturer. Sikkert er det, at de nye arbejdsformer medfører et nyt arbejdsliv. Det medfører formentlig en ændring for den enkelte arbejdstager og derved også for en traditionel fagforening som FOA. Vi synes, det er relevant at belyse koblingen og spændingsfeltet mellem de to størrelser. Vi ønsker derfor at undersøge, hvorvidt FOA kan rumme vikaransatte ved at sætte fokus på deres arbejdsliv. Af ovenstående fremgår det, at fleksibilitet er et af nøglebegreberne til at beskrive det nye arbejdsliv. Fleksibiliteten påvirker tilsyneladende identitetsdannelsen og følgelig er opfattelsen af fællesskab og solidaritet formentlig en anden i dag end i industrisamfundet. Ud fra disse begreber -fleksibilitet, identitet og solidaritet- ønsker vi at besvare nedenstående erkendelsesspørgsmål og den efterfølgende problemformulering. Hvordan opfatter vikaren fleksibilitet? Hvordan kommer solidaritet til udtryk hos den vikaransatte? Hvilken indflydelse har vikararbejdsformen på vikarens identitet? Hvilken verdensopfattelse er FOAs formålsparagraffer udtryk for? Følgelig lyder vores problemformulering: Hvordan oplever vikaransatte i sundhedssektoren deres arbejdsliv og kan FOA rumme dem som medlemmer? 6

7 Metode og videnskabsteori Vi vil starte vores projekt med at forklare den filosofiske hermeneutik og dennes begrænsninger og fordele. Vi mener, at man igennem ens videnskabelige arbejde kontinuerligt skal udfordre sin forforståelse, således at man opnår nye indsigter og forståelseshorisonter. Vores problemformulering består af to led. Det første led er at belyse hvordan vikaransatte i sundhedssektoren oplever deres arbejdsliv. Til dette vil vi benytte den filosofiske hermeneutiske videnskabsteori til at beskrive deres opfattelse af begreberne fleksibilitet, identitet og solidaritet. Til at belyse det andet led vil vi forsøge at forstå FOA ud fra deres forståelseshorisont. Dette vil vi gøre ved at tolke FOAs formålsparagraffer og deraf deres ontologi. I projektet vil vi benytte os af en kvalitativ metode, hvor vi vil gennemføre interviews med tre vikarer inden for social- og sundhedssektoren. Dette gør vi, fordi vi ønsker et øjebliksbillede af de oplevede interesser. Vi drager os selv ind i den hermeneutiske cirkel og forsøger derved at sætte vores fordomme på spil, og opdage ny begreber I det andet led ville vi som ovennævnt tolke FOAs formålsparagraffer. Vi forudsætter at FOA har en marxistisk forståelseshorisont fordi FOA er opstået i en historisk kontekst hvor især marxismen havde stor indflydelse på fagforeningens forståelseshorisont og værdier. Denne synsvinkel er meget determinerende, hvilket er grunden til, at vi har ønsket at se projektet fra en individvinkel. Såfremt vi så det igennem en stringent marxistisk videnskabsteoretisk optik ville vi højst sandsynligt nå frem til det vi på forhånd havde bestemt os for at komme frem til, idet der i denne videnskabsteori er en sandhed. 7

8 Vi afslutter derfor projektet med at forholde resultater opnået igennem en hermeneutisk analyse og sammenligner dette med FOAs forståelseshorisont som vi har udledet af formålsparagraffer. Videnskabsteoretisk udgangspunkt I det følgende afsnit vil vi redegøre for og diskutere vores videnskabsteoretiske udgangspunkt. Vores videnskabsteoretiske udgangspunkt for projektopgaven er den filosofiske hermeneutik. Vi mener, på linje med Hans G. Gadamer 4, at udgangspunktet for den menneskelige væren er fortolkning og forståelse (Højberg i Fuglsang & Olsen 2004:320). Det ontologiske udgangspunkt er, at mennesket er et fortolkende væsen, ( ) historisk og endeligt væsen, og (...) et sprogligt væsen (Ibid.:320). Det betyder, at mennesket er født ind i den hermeneutiske cirkel, hvilket medfører, at der altid vil foregå en vekselvirkning mellem mennesket og det objekt, som mennesket undersøger, samt at der altid vil forgå en vekselvirkning mellem del og helhed af objektet, når dette undersøges. Disse er grundvilkår for mennesket både som almindeligt menneske, men også som forsker. Forskeren kan ikke undslippe at være en del af den hermeneutiske cirkel, hvilket medfører, at forskning altid vil være kontekstafhængig. Dette ontologiske udgangspunkt medfører, at grænsen mellem ontologi og epistemologi ophører, da det ontologiske udgangspunkt samtidig er en måde at erkende verden på. I den filosofisk-hermeneutiske tilgang til verden udgøres menneskets forståelse af verden af to dele forforståelse og fordomme. Ved forforståelse menes der, at menneskets forståelse af et givent fænomen altid bygger på en tidligere forståelse af verden (Ibid.:321). Mennesket kan aldrig gå til en ny problemstilling uden en forudgående forforståelse. Fordomme er forudsætningen for al forståelse (Ibid.:321). Fordomme er skabt i den kulturelle arv, staten, familien mm. og sikrer, at mennesker kan forstå og kommunikere med hinanden. Disse fordomme vil altid ligge til grund for menneskets 4 Hans Georg Gadamer ( ). Tysk filosof. 8

9 forståelse af et fænomen. Forforståelse og fordomme udgør således tilsammen forudsætningen for den menneskelige forståelse af verden. Forståelsen af et givent fænomen står aldrig alene, men indgår som en del af en større helhed i den menneskelige forståelse. Denne større helhed bliver kaldt forståelseshorisonten. Forståelseshorisonten betinger, hvorledes mennesket forstår verden (Ibid.:323). Derfor er det samtidigt vigtigt at være opmærksom på forståelseshorisonten og være åbne for, at den kan ændre sig, når man undersøger et fænomen. Forståelseshorisonten er både et udgangspunkt for det enkelte individ, som har skabt en forståelseshorisont igennem erfaringen, men den udgøres samtidig af en række kollektive elementer såsom sprogligt, kulturelt og historisk fællesskab (Ibid.:324). Sandhedsbegrebet I lighed med Gadamer og den filosofiske hermeneutik opererer vi i vores projekt ikke med sandhed som en uafhængig objektiv størrelse. Sandhed er derimod en proces og en forventning, der knytter sig til det at være et interagerende menneske (Ibid.:331). Dermed kan sandheden ikke afdækkes empirisk uafhængigt af forskeren, men opstår i horisontsammensmeltningen mellem forsker og objekt. Dermed er historien og kulturen medbestemmende i forhold til at fastslå, hvorvidt noget er sandt eller ej. Interessebegrebet I dette afsnit vil vi søge at redegøre for den definition af begrebet interesse, som vi bruger igennem projektet. I forlængelse af sandhedsbegrebet forstår vi interessebegrebet som et begreb, der er konstitueret i historiske-, kulturelle- og sproglige forhold. Dermed er interessebegrebet en størrelse, som er opstået på baggrund af erfaringer og oplevelser. Dette betyder, at kun individet selv kan definere, hvad der er i dets interesse. Dette interessebegreb står i modsætning til en række videnskabsteoretiske retninger såsom den marxistiske og positivistiske. Disse opererer med objektive interesser, der er afhængige af objektive strukturelle forhold. 9

10 Problemet, ved at operere med objektive interesser, er, hvorvidt et individ kan definere, hvad der er i dets interesse, da det i praksis er umuligt at sætte et individ i en situation, hvor det er uafhængigt af andre individer (Christensen & Jensen 2001:72ff). Ved objektive interesser er individet ikke altid bevidst om sine virkelige interesser. Interesserne identificeres her alene ud fra objektive kriterier. Dette betyder samtidig, at en udenforstående vil kunne identificere individets interesser, idet disse er funderet i objektive kriterier. Problemet ved denne tilgang er, at den er meget generaliserende og lægger vægt på generelle systemer (Ibid.:72ff). Kollektive interesser er et centralt begreb for vores projekt. En af grundstenene i FOA består i at indgå kollektive overenskomster. Det må forudsættes, at der i FOAs forståelse eksisterer objektive kollektive interesser for de medlemmer, som en given overenskomst dækker. Et klassisk eksempel på en definition af kollektive objektive interesser er Marx s forståelse af de indbyggede klassemodsætninger i det kapitalistiske samfund, som fordrer, at arbejderklassen og borgerskabet hver især har objektive kollektive interesser, som står i modstrid med hinandens. Hvis en arbejder i denne forbindelse oplever subjektive interesser, som står i modsætning til de objektivt givne interesser, måtte disse subjektive interesser bunde i en falsk bevidsthed (Scheuer 1985:57). Konsekvenser af det videnskabsteoretiske valg Vi medgiver, at der indenfor naturvidenskaben og muligvis indenfor dele af samfundsvidenskaben kan skabes love for et givent fænomen. Dette forudsætter imidlertid, at fænomenet altid vil befinde sig i samme kontekst. En konsekvens af det videnskabsteoretiske valg er fra et realistisk standpunkt, at sandhedsbegrebet bliver meget svært at definere. Kritikere af hermeneutikken mener, at videnskabelige konklusioner ud fra en hermeneutisk tilgang ender i relativisme, det vil sige, at alt viden er lige gyldig og derfor at slutning A er ligeså god som slutning B. 10

11 Problemet i denne diskussion ligger i, hvordan man mener, man kan opnå sandhed. Man kan postulere, at der eksisterer to stier, man kan gå ned af i sit videnskabelige arbejde. Den dogmatiske eller den relativistiske. Relativisterne kritiserer dogmatikerne for at postulere, at de kan finde den endegyldige sandhed, som fx generelle ligevægtsteoretikere. Deres teorier om verden bliver skabt i lukkede laboratorier, hvor anomalier ikke anerkendes. Dogmatikerne vil så måske søge at tilpasse teorien, så den passer til empirien, så de hele tiden kan verificere selvsamme teori. Dette er også i tråd med Karl Poppers 5 kritik af denne metode, hvor han, i modsætning til positivisterne, mente, at en forsker skal gøre alt, hvad der står i deres magt for at falsificere 6 en teori i stedet for at verificere den. Således bliver empirien teoriladet, forstået på den måde at der ligger nogle forforståelser om empirien i teorien. Derved bliver hermeneutikkens sandhedsbegreb relevant, idet sandhed knytter sig til forskningsprocessen. Dette forklarer, hvorfor forskellige forskere kan nå frem til forskellige slutninger ud fra samme grunddata; tolkningen og den sandhed, der opstår i processen, er medbestemmende for resultatet. Positivismens kritik er som nævnt, at relativister ender i ingenting og af ingenting kan ingenting konkluderes. I vores projekt ønsker vi at opnå en dybere forståelse af det fænomen, vi undersøger. Det medfører, at fænomenet ikke kun indgår som en del af nogle generelle tendenser, som vores teoriapparat belyser, men fænomenet besidder også nogle egennyttige egenskaber, som er opstået på baggrund af den specifikke kontekst, det er opstået i. For at sikre projektets gyldighed og ikke ende i en ligegyldig relativ slutning, er det nødvendigt at tage metoden alvorligt. Ved at benytte den abduktive metode, som der redegøres for nedenfor, søger vi at nå frem til nye begreber. Gyldigheden af den abduktive metode bygger på, at der nås frem til relevante begreber (Faye 2000:93). Ved at nå frem til relevante begreber til videre forskning, sikrer vi således, at vi ikke ender i relativisme. 5 Karl Popper , grundlægger af den kritiske rationalisme (Koch I Fuglsang og Olsen 2004:79). 6 Et udsagn er falsificeret, hvis der er observeret mindst én begivenhed, som tolkes på en sådan måde, at den er i logisk modstrid med udsagnet. Det kræves dog at denne kan reproduceres. (Koch I Fuglsang og Olsen 2004:94f). 11

12 Den kvalitative metode Vores problemstilling og deraf følgende videnskabsteoretiske vinkel, lægger op til en kvalitativ metode. Kvalitative metoder søger forståelse frem for forklaring, hvilket opnås gennem fortolkning (Land & Pedersen i Pedersen & Nielsen 2001:17). Vores projekt bygger dermed på fortolkning af de kvalitative interviews, vi foretager med tre vikaransatte. Et af problemerne i denne forbindelse er, at de informationer, vi forholder os til og fortolker, allerede er fortolket af informanten selv (Gilje & Grimen 1993:145). Ligeledes vil vores egen forforståelse spille en rolle i fortolkningen. Det er derfor nødvendigt at inddrage såvel informanternes som vores eget ståsted i fortolkningen. Idet informanternes egne opfattelser indgår i fortolkningen, er der imidlertid en risiko for at bygge videre på misfortolkninger, hvorved undersøgelsen får et misvisende resultat. For at undgå dette vil vi benytte os af den dobbelte hermeneutik, som blandt andet findes hos Anthony Giddens (Ibid.:145). Det betyder, at vi forholder os til informationerne, som de fortolkes af aktørerne, men samtidig forsøger at rekonstruere disse i et samfundsvidenskabeligt sprog med teoretiske begreber. Rent praktisk benytter vi den dobbelte hermeneutik ved at skelne mellem erfaringsnære og erfaringsfjerne begreber. De erfaringsnære benyttes i dagliglivet og sproget, mens de erfaringsfjerne er teoretiske begreber, der benyttes til at forklare verden (Ibid.:147). Vores interviews struktureres efter erfaringsfjerne begreber, der stemmer overens med de områder, vi ønsker at belyse i rapporten. Selve spørgsmålene til informanterne bliver derimod erfaringsnære. Hermed ønsker vi at komme tættest mulig på informanternes oplevede virkelighed og mindske deres egen fortolkning. Ydermere afhænger resultatet af, hvilke informanter, der inddrages i undersøgelsen. Andre informanter end de valgte ville givetvis have medført et andet resultat. Udvælgelsen af informanter gennemgås nedenfor. Det hermeneutiske udgangspunkt og brugen af kvalitativ metode medfører, at undersøgelsen bliver kontekstafhængig og ikke kan generaliseres til universelle lovmæssigheder. Vi mener ikke, at det muligt at skabe kontekstuafhængig viden, da det 12

13 ville indebære, at vi kunne komme med fordomsfrie beskrivelser. Som nævnt påvirkes processen af vores egne fordomme og forforståelser. Undersøgelsen kan til gengæld bidrage med ny viden, idet den kvalitative tilgang giver mulighed for at finde frem til tendenser, der ikke umiddelbart kan ses i kvantitative data eller generaliserede teorier. Det kan danne grobund for nye problemstillinger, der ville kunne tages op i en mere omfattende undersøgelse. Som Lars Qvortrup skriver, er det i dag kendetegnende for videnskaben, at den ikke når frem til sikre konklusioner men til et punkt, hvor yderligere forskning er påkrævet (Qvortrup 2004:54). Del og helhed i projektet I forhold til den hermeneutiske cirkel er helheden det arbejdsmarked, som vores informanter befinder sig på. Delene i vores projekt er informanterne. Det er således vekselvirkningen mellem arbejdsmarked og individ, vi er interesserede i. Efterfølgende vil vi ud fra vores informanters opfattelse af arbejdslivet foregribe en ny betydning af den oprindelige helhed (Kvale 1997:57). Dette beskrives af Gadamer som en evighedsspiral (Højberg i Fuglesang og Olsen 2004:321). Denne spiral defineres som en uendelig og uafsluttet proces. Abduktion Rent metodisk søger vi at arbejde abduktivt, som kombinerer induktion og deduktion. Dette gør vi ud fra en tese om, at der må være brug for nye forståelser og begreber indenfor arbejdslivet som vikarer. Vi mener, at abduktion vil være en bedre metode til at opnå dette end ren induktion eller ren deduktion. Disse to metoder lægger ikke i så høj grad op til at skabe ny viden men har mere til formål at be- eller afkræfte eksisterende viden. Problemet ved induktion er, at vi på forhånd skal kende de begreber, som vores undersøgelse bruger som mål ved induktionsprocessen. Problemet ved deduktion er, at vi igennem dette kun kan afkræfte vores viden, men ikke skabe ny (Kirkeby i Andersen, 1994:123). Ved vores abduktive metode vil vi søge at belyse, hvilke begreber som kan finde anvendelse indenfor vores genstandsfelt gennem en deduktiv tilgang ud fra vores 13

14 teori og forforståelse. Men samtidig vil vi søge efter nye fænomener, som endnu ikke er belyst og som der derfor savnes begreber og forståelse for. Det vil sige, at vi søger at gå fra kendte begreber til ukendte begreber (Faye 2000:93). Dette vil vi gøre ved at følge deduktionen op med at tage udgangspunkt i empirien og igennem den søge efter nye meningssammenhænge. Med den abduktive metode arbejder vi dermed både konfirmativt og eksplorativt, men vi kunne have valgt kun at arbejde eksplorativt. Vi har ikke valgt at arbejde konfirmativt for at af- eller bekræfte forhåndsantagelser, men for at tydeliggøre den eksplorative del, hvor vi ønsker at undersøge ukendte områder for at nå frem til ny forståelse. For at nå frem til det ukendte er det imidlertid nødvendigt først at synliggøre det kendte. Projektets generaliserbarhed Statistisk generaliserbarhed: Vores projekts konklusioner er på grund af den valgte metode ikke af en sådan karakter, at den må kunne forventes at kunne generaliseres til befolkningen som helhed Analytisk generaliserbarhed: Da vi ser viden som kontekstbundet, kan vores projekt ikke overføres analogt til, hvad der er gældende for andre vikarer. Vi vil derfor være opmærksomme på at synliggøre, hvorledes vi er nået frem til vores konklusion. Dermed må det være op til læseren at vurdere, om denne anser en anden given situation som værende af en karakter, som er meget lig vores kontekst, hvormed konklusionen delvist kan belyse den anden givne situation. Projektets gyldighed Indenfor en hermeneutisk, kvalitativ metode er det svært at operere med begrebet gyldighed i streng positivistisk forstand. Det vi i denne forbindelse vil søge at gøre er, at vi igennem projektrapporten kontinuerligt beskriver vores metode, vores fordomme og når vi opnår nye indsigter. Derudover vil vi igennem vores analysekontrol, som er beskrevet 14

15 senere, fokusere på, at der er intern gyldighed i forhold til den empiri, vi belyser i projektet. Valg af empiri Som allerede nævnt bygger vores rapport primært på kvalitative interviews med tre vikaransatte, da disses oplevelse af vikararbejdet er projektets omdrejningspunkt. Vores øvrige empiri er sekundær, idet den benyttes til at give baggrundsoplysninger eller nuancere primærempirien eller teorien. Den sekundære empiri består i statistisk materiale om udviklingen i vikarsektoren, to baggrundsinterview med henholdsvis professor Steen Scheuer og HR-konsulent Christina Clausen samt informationer fra diverse hjemmesider, især FOA og Adecco. Primærempiri I dette afsnit vil vi gøre rede for metoden anvendt ved indsamling og bearbejdning af empiri. Analyse kontrol I det følgende vil vi redegøre for, hvordan vi gennemfører interviews, transskribering samt analyse af interviews. Vi vil hermed argumentere for validiteten af vores interview. Analysens validitet sikres ydermere af, at vi er flere om at gennemføre de forskellige delanalyser. Konklusionerne er dermed lig gruppens horisontsammensmeltning. Et konkret eksempel på analysekontrol I arbejdet med kvalitative metoder og specielt ved eksplorativt arbejde, er det svært at føre en stringent og kontinuerlig analysekontrol. En af måderne analysekontrol kan foregå på, er ved at flere i gruppen er med til at gennemføre de enkelte analyser. Da det som nævnt er svært at føre en sådan analysekontrol, vil vi det følgende skitsere et eksempel på, hvordan det er foregået i gruppen. Eksemplet er fra det tidspunkt, hvor det gik op for os, at vikarerne i høj grad identificerer sig ud fra deres arbejdsmåde som vikar. 15

16 Vi havde siddet et stykke tid og arbejdet og diskuteret i gruppen to og to i løbet af en dag på RUC. Da vi sent på dagen afholdt et gruppemøde lagde begge to-mandsgrupper ud med at sige, at de hver især havde set og diskuteret sig frem til noget nyt, som var en opdagelse i vores projekt. Den første gruppe lagde ud med at sige, at de havde fundet ud af, at vikarernes arbejdsform var en vigtig del af deres selvopfattelse og identitetsdannelse, idet det var selve det at være vikar som var vigtigt. Den anden gruppe sagde derefter samstemmende, at de havde diskuteret det samme, men bare kaldt det arbejdsmåden og havde den samme forståelse af det. I gruppen blev vi derefter enige om, at der nok var noget om snakken, når vi i de to små grupper uafhængigt var nået frem til samme resultat. Informanterne Pia: 34 år, social- og sundhedsassistent, ansat i Adecco, medlem af Sømændenes forbund, ingen børn Lone: 39 år, social- og sundhedsassistent, ansat i Adecco, ikke medlem af fagforening, to hjemmeboende børn Annette: 59 år, social- og sundhedshjælper, ansat i Personalegruppen, medlem af Det faglige Hus, tre børn heraf et hjemmeboende Kriterier for udvælgelse af informanter Kriterierne for udvælgelsen af informanterne har været, at de skulle arbejde i sundhedssektoren, bo i københavnsområdet og have været fuldtidsansatte vikarer i en årrække. Da der er stor forskel på vikararbejde inden for forskellige brancher 7 har vi valgt informanter som alle arbejder i pleje- og sundhedssektoren, da der i denne sektor er meget stor brug af vikarer. Deres arbejdsvilkår og opgaver er dermed meget ens, hvilket gør, at deres oplevelser i høj grad hviler på samme objektive forudsætninger. Idet alle tre informanter arbejder inden for samme sektor, er de fx alle underlagt overenskomster, der bliver forhandlet af FOA. To af informanterne er ansat i samme vikarbureau, mens den tredje er i et andet. Dette betyder, at deres ansættelsesforhold ikke er fuldt sammenlignelige men vi vil gøre opmærksom på det, når det har en betydning. 7 Pt. er der meget lav arbejdsløshed indenfor sosu-området. Et andet område, hvor der havde været høj arbejdsløshed, havde sandsynligvis givet et markant anderledes resultat. 16

17 Gennemførelse af interview Interviewene vil blive gennemført af to personer fra gruppen, to og to på skift, så alle får lov til at interviewe. Vi starter med at give informanten en kort indføring i projektets overordnede linier. Det er her vigtigt, at vi ikke går for dybt ned og fx nævner de begreber, vi vil definere i projektet. Faren ved dette er, at informanten bevidst forsøger at bruge disse begreber og vi kommer derved ikke så tæt på den faktiske oplevelse, som vi gerne vil. Den ene af gruppens personer styrer interviewet, det vil sige, stiller de strukturerede spørgsmål. Vi har udarbejdet en interviewguide på baggrund af de tre centrale begreber i vores projekt, fleksibilitet, solidaritet og identitet. Ud fra disse tre erfaringsfjerne begreber har vi konstrueret en række erfaringsnære spørgsmål. Den anden har en mere observerende rolle og har til opgave at stille uddybende spørgsmål. Rollerne skifter interviewene imellem, så alle har prøvet at have begge interviewroller. Vores interviews bliver dermed semi-strukturerede, hvilket skal garantere, at de forskellige informationer, vi får, kan bruges til at belyse det samme. For at finde frem til nye ting vil vi dog også give plads til at forlade strukturen, når det synes relevant. Gennemførelsen af interviewene er foregået i informanternes hjem i deres fritid. De har været meget åbne og positivt indstillede. Bearbejdning af de båndede interviews Alle interviews vil blive optaget på bånd. I bearbejdningen af interviewene vil vi begynde med at transskribere de gennemførte interviews. Transkriberingen vil foregå ved, at vi tilnærmelsesvis har gengivet, hvad der bliver sagt på båndet, men at vi har udeladt ting som pauser og øhh. Dette vil vi gøre for at lette det efterfølgende analysearbejde. Der er dog en række metodiske og teoretiske problemstillinger knyttet til transskribering. Disse vil vi kort belyse. Det første, man skal være opmærksom på, når et bånd transskriberes, er, at man ikke længere sidder med undersøgelsens grunddata, men i stedet har en række konstruktioner 17

18 fra mundtlig til skriftlig kommunikationsform (Kvale 1997:163). Denne konvertering indebærer, at den, der transskriberer, undervejs træffer en række valg og beslutninger. Det ideelle i denne forbindelse ville selvfølgelig være, at to (eller flere) personer transskriberede det samme interview og derefter sammenlignede dem, således at der blev sikret en højest mulig reliabilitet, men dette falder uden for vores tids- og resursehorisont. Steinar Kvale (Ibid.:166) påpeger også problemer med validiteten af en transskribering, da der ved en transskribering oversættes fra talesprog og dettes regelsæt til skriftsprog, som har et andet regelsæt. I denne forbindelse skal man også være opmærksom på konteksten. Interviewet foregår i social interaktion i levende tid, hvorimod den transskriberede udgave er løsrevet fra tid og rum (Ibid.:167). Analyse af interviewene Den efterfølgende analyse af interviewene vil foregå på baggrund af transskriberingen af interviewene. Analyse af interviewene vil som nævnt have et todelt sigte i henholdsvis en konfirmativ og en eksplorativ tilgang. Ved den konfirmative tilgang vil se på, hvorledes vores empiri stemmer overens med teorien på området. Ved denne tilgang vil vi lede efter steder i teksten, som matcher med teorien. Denne kombinerer vi med en mere eksplorativ tilgang, hvor vi vil inddrage udtalelser, som ikke direkte kan relateres til teorien. Derved vil vi forsøge at opnå en ny forståelseshorisont. Valg og brug af teori Idet vi ikke ønsker hverken at be- eller afkræfte teorier, benyttes teorien i dette projekt til at redegøre for vores genstandsfelt, forståelseshorisont og fordomme samt til at udlede relevante begreber til brug for vores kvalitative interviews samt til at strukturere analysen. Valg af teori vil altid indirekte vise den pågældende forskers forståelseshorisont og fordomme, idet valget netop udspringer af disse. I vores overvejelser af valg af teori er vi dermed også opmærksomme på, hvad disse siger om vores forforståelser og fordomme. Vores overordnede fordomme om vikararbejdet udspringer af Richard Sennett, som vi redegør for nedenunder. Han er vores overordnede referenceramme. 18

19 De øvrige teorier er middle-range 8 teorier, som benyttes til at belyse en særskilt del af projektet, det vil sige i forhold til vores analyse af fleksibilitet, identitet eller solidaritet. Disse teorier benyttes til at definere de begreber, vi ønsker at analysere. De præsenteres i forbindelse med vores analyser, hvor vi også vil forholde os til deres ontologiske og epistemologiske udgangspunkt. Enkelte teoretikere forholder vi os ikke til, da de blot benyttes til at udbygge og nuancere vores hovedteoretikere. Richard Sennett og den fleksible kapitalisme Vi vil i det følgende afsnit redegøre for Richard Sennetts 9 syn på arbejdsmarkedet i dag, hvilket gøres med udgangspunkt i hans bog The Corrosion of Character. Den koncentrerer sig især om begrebet fleksibilitet og hvilke følger, fleksibiliteten har for den enkelte. Redegørelsen skal ses som et udtryk for vores referenceramme. Sennett giver dermed en overordnet fremstilling af vores forforståelse, det vil sige, de fordomme vi har og som vi vil forsøge at sætte på spil i vores analyse af, hvordan det fleksible arbejde påvirker vores tre vikarer. Sennett er meget negativt indstillet overfor kapitalismen og hans syn på arbejdsmarkedet er derfor også negativt præget. Det afspejler et marxistisk inspireret udgangspunkt, eksempelvis mener han, at flexibility is used today as another way to lift the curse of oppression from capitalism (Sennett 1998:9). Der er således et videnskabsteoretisk problem i at benytte Sennett, idet hans ontologiske udgangspunkt ikke stemmer overens med den filosofiske hermeneutik og slet ikke med dens sandhedsbegreb. Imidlertid skal Sennetts konklusioner blot forstås som udtryk for de fordomme, vi gerne vil sætte i spil. Vi er ikke af den opfattelse, at samfundets indretning er fuldt determinerende for det enkelte individ, men vi er i vores udgangspunkt enige med Sennett i, at det fleksible arbejdsmarked primært medfører negative konsekvenser. 8 Middle-range teorier bruges til at navigere i forhold til en specifik kontekst i modsætning til en grand theory, som kan være en politisk filosofi, der siger noget overordnet om samfundets indretning. 9 Richard Sennett er professor i sociologi og arbejder på London School of Economics and Political Science og beskæftiger sig fortrinsvis med forskning indenfor kultur, sociologi og arbejde. 19

20 Sennetts definition af det som var før det nutidige samfund kan meget kort beskrives som et samfund hvor tiden var lineær. Arbejdet var præget af hierarkiske og statiske organisationsformer. I det nutidige samfund er fleksibel kapitalisme et nøglebegreb. Fleksibilitet ændrer således hele arbejdets væsen (Sennett 1998:9). Hans pessimisme over for fleksibiliteten hænger sammen med, at han har observeret, at et af fleksibilitetens træk, reorganisering, typisk ender med reducering af antallet af medarbejdere (Ibid.:48). Opfattelsen deles af blandt andre Spike Peterson 10, som påpeger, at retorikken omkring fleksibilitet har medført, at fx massefyringer af faglærte og ufaglærte i højere grad kan legitimeres, fordi der henvises til konkurrenceevnen (Peterson 2003:60). Denne nye arbejdsform medfører et no long term arbejdsmarked, hvilket kolliderer med arbejderens loyalitet og fælles forpligtelser. Det betyder, at det i mindre grad bliver muligt at skabe sociale bånd, da det tager tid at udvikle disse (Sennett 1998:24). Hermed bliver det sværere at indgå i og opretholde fællesskaber. Sennett ser andre negative følger af fleksibiliteten. For det første er der en øget grad af usikkerhed, idet man ikke kender risiciene, derudover skabes der nye kontrolmekanismer. De nye kontrolmekanismer skabes i forbindelse med, at fleksibiliteten giver individet mulighed for at skabe sit eget liv (Ibid.:10). De nye kontrolmekanismer ligger således i, at idet individet har større mulighed for at skabe sit eget liv, er det også i højere grad ansvarlig for det. Individet kommer hermed i fokus og får pålagt mere ansvar. Således opleves kriser og problemer ikke som noget, man bliver udsat for udefra, derimod er det udfordringer, som det er ens eget ansvar at løse (Ibid.:28f). Ifølge Sennett er dette en af de negative konsekvenser af den fleksible kapitalisme. Man ser her hans marxisistiske udgangspunkt, idet han mener, at denne oplevede virkelighed er udtryk for usynlige magtstrukturer. Disse usynlige magtstrukturer er markedet, idet dets dynamik og behov for hurtig fortjeneste medfører en sult efter hurtig forandring (Ibid.:22). I hans øjne er fleksibilitet således ikke noget mulighedsskabende, et menneske kan vælge og som sætter det frit. Derimod er det noget, der gør det muligt at undertrykke individet, uden at det lægger mærke til det. I 10 Spike Peterson: Associeret professor ved Department of Political Science, University of Arizona. 20

21 praksis sker dette ved, at arbejdsgiveren kan kræve mere af den fleksible medarbejder eller autonome enhed, fordi de har fået overladt ansvaret for, hvordan opgaven udføres. Sennett skriver i denne forbindelse: Control can be exercised by setting production or profit targets for a wide variety of groups in the organization, which each unit is free to meet in any way that seems fit. This freedom is, however, specious. [ ] usually the units are pressed to produce or to earn far more than lies within their immediate capabilities. (Sennett 1998:56) Udover at oplevelsen af frihed dermed bliver en falsk frihedsfølelse, har fleksibiliteten nogle afgørende konsekvenser for individet. Hvorvidt, fleksibilitet er negativt eller positivt ladet, afhænger ifølge Peterson i høj grad af den pågældendes arbejde. For højtuddannede kan fleksibilitet meget vel være positivt ladet, idet det kan medføre mere individuel frihed samt større plads til kreativitet og selvrealisering (Peterson 2003:68). Imidlertid mener Sennett, at den fleksible leveform influerer på muligheden for at skabe sociale bånd, da disse udvikles over et længere tidsrum. Ifølge Sennett påvirkes selve individets karakter af fleksibiliteten. Ordet karakter associeres med fasthed og er netop forbundet med erfaringsdannelser, som er opnået igennem længere tid. Dette kan være gensidig forpligtelse, loyalitet eller forfølgelse af fælles mål og disse aspekter af karakterdannelsen er essentielle for, hvordan man opfatter sig selv som person (Sennett 1998:10,30). Således medfører fleksibiliteten, at karakteren smuldrer, hvilket indvirker på selvopfattelsen. Vores fordomme Ovenstående giver et billede af vores fordomme og det er disse, vi vil sætte på spil i løbet af projektet. På ét punkt deler vi imidlertid ikke Sennetts forståelse og det er i forhold til hans tese om, at den oplevede frihed kan være en falsk frihed, fordi der i virkeligheden er usynlige magtstrukturer. Vi mener ikke, at der findes sådanne usynlige magtstrukturer, der er determinerende for individers liv. Det er informanternes oplevelser, som står i centrum og disse er en følge af den vekselvirkning, der er mellem dem og samfundet. 21

22 Kort sagt er vores fordomme, at fleksibilitet kan give mulighed for frigørelse og frihed, men det har en lang række negative konsekvenser såsom usikkerhed. Konsekvenserne er endvidere, at det bliver sværere at indgå i fællesskaber, værdier som loyalitet er på retur og følgelig får individerne sværere ved at skabe deres identitet, da deres selvopfattelse ændres. Derudover skal individerne tage mere ansvar for deres eget liv. Projektets opbygning og projektdesign Besvarelsen af problemstillingen begynder med et baggrundsafsnit om de rent formelle ting omkring det at være vikaransat. Vi vil derefter undersøge, hvilken betydning det har, at man er vikar og ikke fastansat i forhold til identitetsdannelse, solidaritetsfølelse og fleksibilitet. I dette afsnit vil vi starte med at redegøre for de teorier, vi bruger i analysen. Herefter bevæger vi os over i et samfundsperspektiv, hvor vi vil starte med at vurdere FOAs ontologi. Til sidst vil vi vurdere, hvorvidt FOA kan rumme vikaransatte som medlemmer. Dette vil samtidig være en videnskabsteoretisk diskussion, idet vi forholder FOAs ontologi til vikarernes subjektive opfattelser. 22

23 Grafisk ser projektet således ud: Figur 1: Projektdesign 23

24 Vikar den moderne daglejer I afsnittet vil vi præsentere formalia omkring vikararbejde. Vi vil primært beskæftige os med Adecco og Personalegruppen, som er de to bureauer, vores informanter er ansat i. Dette gøres for at karakterisere vores genstandsfelt, vise hvilken referenceramme vores informanter har samt for at opridse formelle forskelle og ligheder mellem fastansatte og vikaransatte. De seneste 10 år har vikarbureauerne haft en eksplosiv udvikling i antallet af kunder såvel som ansatte og i takt med den stigende efterspørgsel, er der opstået mange forskellige specialiserede og bredt omfavnende bureauer, der formidler stillinger inden for kontor, detail, lager, transport, produktion, kantine, pleje og teknik. Markedet for salg af vikararbejde er op gennem 1990 erne vokset med 20 % om året, hvilket placerer branchen blandt de hurtigst voksende (Adecco). I Erhvervs- og Selskabsstyrelsens CVR-register har vikarbureauer branchekoden Aktiviteter indenfor dette område omfatter formidling af midlertidig arbejdskraft, som erstatter normalt ansat personale og som er ansat og aflønnet af bureauet, samt formidling af arbejdskraft til landbrug, herunder husbondafløsere. I Danmark er der 733 virksomheder, der beskæftiger sig med salg af vikararbejde. 11 Den største udbyder af denne service i Danmark og i verden er Adecco, som i Danmark har ca registrerede vikarer, hvoraf de hver dag sender på arbejde (Adecco). Der er knap vikarer inden for sundhedsområdet i Danmark (Danmarks Statistik og egne beregninger 12 ). 11 Disse fordeler sig på 426 enkeltmandsvirksomheder, 33 interessentskaber, 59 aktieselskaber, 199 anpartsselskaber, 8 foreninger, 2 partnerselskaber og anden udenlandsk virksomhed og 1 fond, andelsselskab, forening/selskab med begrænset ansvar og filial af udenlandsk aktieselskab (CVR-registeret). 12 Antallet af solgte vikartimer inden for sundhedsområdet divideret med timer svarer til en fuldtidsstilling på årsbasis. 24

25 Adecco udarbejder hvert år en undersøgelse af arbejdsmarkedet for vikarer 13. Samlet benytter 62 %, af de virksomheder der indgår i undersøgelsen, sig af vikarer. Andelen af virksomheder, der benytter vikarer, er dermed steget kraftigt i forhold til 2003, hvor det kun var 46 %, der benyttede vikarer. Af de 62 %, der benytter vikarer, anvender 22 % af virksomhederne vikarer som et fast element i arbejdsstyrken, mens 77 % benytter vikarer udelukkende ved sygdom eller spidsbelastninger (Adecco). Undersøgelsen har indikeret, at efter en årrække med betydelig fremgang er markedet nu stagneret, da antallet af virksomheder, der benytter vikarer i 2005, svarer til antallet i Denne tendens bekræftes af figur 1, som bygger på materiale indhentet fra Danmarks Statistik. Oversigt over omsætningen og antallet af solgte timer indenfor vikarbranchen i 1000 kr antal timer Solgte timer Omsætning Årstal Figur 2: Figuren viser omsætningen og antallet af solgte timer indenfor vikarbranchen fra 1999 til Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger Figuren viser, at antallet af solgte vikartimer er faldende men også, at omsætningen fortsat stiger. Den eksplosive stigning i omsætningen er ganske vist aftaget, men omsætningen som sådan er stadig stigende. Udviklingen kan være et udtryk for, at vikarbureauerne udbyder mere eksklusive vikarer i den forstand, at de er højere timebetalt, eksemplificeret ved læger og ledere. Desuden kan nedgangen i solgte vikartimer skyldes overskredne offentlige budgetter. Inden for sundhedssektoren benyttes vikarer først og fremmest ved 13 Formålet med undersøgelsen er at afdække HR-ansvarliges holdning og adfærd vedrørende brug af vikarer. Undersøgelsen dækker alle vikargrupper. 25

26 sygdom eller ferie (Adecco) og denne sektor foretrækker derfor at bruge færrest mulige vikarer. På Rigshospitalet har man sågar en målsætning om at nedbringe antallet af vikartimer, hvilket er lykkedes efter en målrettet indsats (FOA). Imidlertid viser førnævnte undersøgelse, at der sandsynligvis fortsat vil være et stort behov for vikarer i sundhedssektoren, idet 63 % af respondenterne forventer, at der vil være størst efterspørgsel efter vikarer i denne faggruppe (Adecco). Ansættelsesforhold som vikar En vikaransat får en højere timeløn end fastansatte. Incitamentet for at vælge vikaransættelse ligger derfor i den umiddelbare fortjeneste. Til gengæld giver de afkald på andre ting. Pensionen er den indlysende forskel på fastansattes og vikarers overenskomst. Personalegruppen sørger for, at der bliver indbetalt ca. 7 % til pensionskassen. Fastansatte i kommunalt regi inden for samme sektor får indbetalt 12,6 %, hvoraf egenbetalingen udgør 1/3, mens private vikarbureauer aftaler individuelle pensionsordninger mellem den enkelte vikar og vikarbureauet (FOA). Forholdet kan betyde, at vikaransatte fravælger eller reducerer indbetalingen til pensionsordningen. Ligeledes står vikarer anderledes i forhold til sygdom. De er således ikke sikret løn under sygdom men får sygedagpenge. Vikarerne falder ind under en kollektiv overenskomst mellem vikarbureauet og en fagforening, såfremt der er en sådan. Inden for sundhedssektoren bliver de kollektive overenskomster varetaget af FOA, som har indgået overenskomst med både Personalegruppen og Adecco. Såfremt en vikar er udsat for en arbejdsskade, er det imidlertid den arbejdsplads, hvor skaden er sket, den skal indberettes fra. Her gælder der samme regler for vikaren som for de fastansatte på den pågældende arbejdsplads og vikarbureauet har intet ansvar eller forpligtelser i forhold til dette (Adecco). 26

27 Sociale arrangementer og andre tilbud til vikarerne Af de to vikarbureauer, vores informanter er tilknyttede, er det kun Adecco, der arrangerer sociale arrangementer for deres vikarer. Disse består blandt andet i en månedlig café, hvor vikarerne kan møde hinanden og konsulenterne fra bureauet. Caféerne er brancheopdelt. Derudover har Adecco en personaleforening, hvor man får rabatter i udvalgte butikker samt er med i et bonusprogram. I bonusprogrammet får man bonusgaver, som udløses, når man har været beskæftiget i et bestemt antal uger og har haft et bestemt antal timer 14 (Adecco). Både caféen og personalegoderne er blandt andet en følge af en undersøgelse foretaget af tidligere cand.merc. studerende Karina Balling, nu konsulent hos Adecco. Denne undersøgelse har ført til, at Adecco har iværksat forskellige tiltag for at øge tilfredsheden blandt deres vikarer (Clausen 2005) bonusgave udløses efter 13 ugers ansættelse og mindst 390 timers arbejde, 2. bonusgave udløses efter 26 ugers ansættelse og mindst 700 timers arbejde, 3. bonusgave udløses efter 52 ugers ansættelse og mindst 1500 timers arbejde. Bonusgaverne kan fx være: Regnslag, lommeknive og termokander (Clausen). 27

28 Hvordan det fleksible arbejdsmarked ændrer identiteten og solidariteten I følgende afsnit vil vi analysere, hvordan de tre begreber, fleksibilitet, identitet og solidaritet, kommer til udtryk hos vores informanter. Inden vi kommer dertil, vil vi uddybe, hvordan vi videnskabsteoretisk går til værks. Vi vil efterfølgende starte med at redegøre for teorien og derefter foretage analysen. Den hermeneutiske tilgang til analyserne Som beskrevet i metoden vil vi se på del og helhed i vekselvirkning. Helheden er her vores genstandsfelt, som er arbejdsmarkedet. Da vi som den filosofiske hermeneutik ser den hermeneutiske cirkel som både et ontologisk og et epistemologisk princip, er vi selv en del af fortolkningen og de konklusioner, vi kommer frem til: Det er ikke muligt at fortolke en tekst uafhængigt af den begrebsverden, man fortolker og forstår på baggrund af (Højberg i Fuglsang og Larsen 2004:313). Meningen skabes mellem fortolkeren og genstanden, teksten eller samtalepartneren. Vores analyser begynder således med en konfirmativ tilgang, hvor vi forsøger at applikere udvalgte teorier, heriblandt Sennett, på vores empiri. Teorierne er til dels udtryk for vores fordomme og betyder, at vi igennem teorierne tager del i den hermeneutiske cirkel. Vores analyser fortsætter med en mere eksplorativ tilgang, hvor vi forsøger at sætte vores fordomme på spil og derved opnår en hermeneutisk erfaring. Vores nye forståelsehorisont opstår på baggrund af horisontsammensmeltningen mellem vores fordomme og den nye viden, vi opnår.: the Horizon is, rather, something into which we move and that moves with us (Ibid.:324). Vi gør os så at sige en hermeneutisk erfaring, da vi gør op med nogle af vores fordomme som fx, at vikararbejdet udelukkende er et negativt begreb og rykker derfor vores horisont. 28

29 Teori Vi vil her præsentere de teorier, vi bruger til at analysere begreberne fleksibilitet, identitet og solidaritet. Teorierne benyttes til at definere begreberne samt til at strukturere vores analyser. Vi vil endvidere forholde os til deres ontologi og epistemologi. Identitet som følge af arbejde Til at analysere hvordan det fleksible arbejde indvirker på identiteten tager vi udgangspunkt i Douglas McGregors X- og Y-teorier om, hvordan mennesker arbejder. Disse teorier har han præsenteret i 1960 og vi benytter derfor livsformsteorien samt Richard Floridas 15 analyse af den kreative klasse til at nuancere McGregor og vise, hvordan hans teorier, om hvordan mennesker arbejder, har en sammenhæng med identiteten. For overskuelighedens skyld præsenterer vi i dette afsnit Douglas McGregors teorier først og de videnskabsteoretiske overvejelser efterfølgende. X- og Y-teorien 16 X- teorien går ud på, at mennesket har en nedarvet resignation for arbejde. Mcgregor illustrerer det med følgende citater: The average human being has an inherent dislike of work and will avoid it if he can (Macgregor 1960:33). Because of this human characteristic of dislike of work, most people must be coerced, controlled, directed, threatened with punishment to get them to put forth adequate effort toward the achievement of organizational objectives (Mcgregor 1960:34) 15 Richard Florida er i øjeblikket H. John Heinz III Professor of Regional Economic Development på Carnegie Mellon University s Heinz School of Public Policy and Management. 16 X- og Y-teorierne er managementteorier, som McGregor bruger til at forklare, hvorledes arbejdsgiveren kan motivere arbejderne. Vi forholder os ikke til disse aspekter, men benytter kun hans afsæt for teorierne, det vil sige, hvordan arbejderens forhold til arbejdet opfattes. 29

30 Fra citaterne kan man derfor se, at X-mennesket ikke i så høj grad er interesseret i deres arbejde og udfører ikke dette, hvis de kan undgå det. Arbejderne ønsker endvidere ikke ansvar, har få ambitioner og ønsker tillige tryghed og lederskab fra andre. De skal styres igennem kontrol og trusler og vil passe ind i en typisk pyramideformet virksomhedsorganisationsstruktur. Tayloriseringen 17 af arbejdstiden og inddelingen af produktionen i fordistiske 18 termer betød, at arbejdet blev lineært og forudsigeligt (McGregor 1960:33f). X-teorien ligner lønmodtagerlivsformen. Der er ved denne livsform en adskillelse mellem arbejde og fritiden, hvor fritiden er målet. Man arbejder for at tjene penge til sin fritid og arbejdet er midlet til målet. Det ligger helt fast, hvornår man arbejder og hvornår man har fri og arbejdsvilkårene bestemmes via kollektive aftaler (Jacobsen 1989:47). Flere mener, at denne type arbejdere nu kun findes i begrænset omfang, heriblandt Richard Florida. Han mener, at denne livsform hænger sammen med ansættelseskontrakter, som var gruppeorienterede og betonede jobsikkerhed. De var en social kontakt, der betød, at folk gav deres arbejdsliv i bytte for penge, sikkerhed og identitet. Såfremt man indgik lange ansættelseskontrakter, gav det arbejderne større grund til at tro, at hårdt arbejde ville blive belønnet. William Whyte 19 betegner denne udvikling som en ultimativ harmoni mellem ledelsesklassen og de store virksomheder, de arbejdede for, hvilket fik medlemmerne af denne klasse til fuldstændigt at stille sig til rådighed for organisationen (Florida 2005:156). Y-teorien går ud på, at arbejderen ønsker ansvar, føler stor tilfredsstillelse ved et godt udført arbejde og gerne yder lidt ekstra for fællesskabet. Arbejderen er ikke interesseret i styring oppefra men ønsker selv initiativretten. Belønningen for et veludført stykke arbejde ønskes i mindre grad at være penge men i højere grad anerkendelse og følelse af selvrealisering. I Y-teorien er mennesket kreative problemløsere, som gerne tager ledelse 17 Taylorisme: Begrebet opstod som følge af Frederick Winslow Taylor s Scientific management, som blandt andet indebar tidsmålinger af standardiserede arbejde på industrifabrikker. 18 Fordisme: Opstod som begreb i forbindelse med samlebåndsproduktionen på Henry Fords bilfabrikker. Udover samlebåndsarbejdet er et af væsenstrækkene, at Ford gav sine arbejdere en væsentlig højere løn end de kunne få på andre fabrikker for at fastholde arbejderne på fabrikken og derved få udbytte af de udgifter han havde til at oplære arbejderne. 19 William Whyte: Amerikansk sociolog og journalist. Han er nok mest kendt for sin bog The Organization Man (1956) 30

31 selv. De arbejder bedst i horisontale og pluralistiske organiseringer, ofte på tværs af netværk. Y-teorien indebærer, at der er mulighed for udvikling, da arbejdstilgangen er mere dynamisk (McGregor 1960:47f). Arbejdere i Y-teorien svarer dels til den karrierebundne livsform, hvor det overordnede mål er personlig udvikling. Dette mål nås ved at være den, der disponerer, det vil sige, det gælder om at avancere, så man bliver styret mindst muligt. Arbejdsvilkårene bestemmes her via individuelle kontrakter (Jacobsen 1989:50ff). Udover den karrierebundne livsform og lønmodtagerlivsformen findes der den selverhvervende livsform. Denne svarer mere til Y-teorien end X-teorien, da det afgørende ved denne livsform er, at individet selv disponerer og planlægger, udfører det praktiske arbejde og påtager sig de forpligtelser, der måtte være. Det er typisk selvstændige, der har denne livsform og der er ikke noget synligt skel mellem arbejde og fritid (Ibid.:44). Y-teorien har ligheder med det, Florida betegner som den kreative klasse. Kreative mennesker giver deres ideer og kreative energi i bytte for penge. Samtidig ønsker de fleksibilitet, muligheden for at forfølge ting, der interesserer dem på betingelser, der passer dem. Identiteten findes i den form for arbejde, man udfører, profession, livsstilsinteresser og lokalsamfundet (Florida 2005:143). McGregor Douglas McGregor kommer fra Human Ressource skolen i USA, som har beskæftiget sig med organisationsteori og managementteori inden for virksomhedsregi. McGregor forsøger at konstruere generaliseringer ud fra hypoteser. Teorierne beskæftiger sig med menneskelig adfærd inden for organisationsteori. Han skriver i sin indledning til X-teorien: Behind every managerial decision or action are assumptions about human nature and human behaviour. (McGregor 1960:33) Han tilkendegiver derfor, at empirien, som han og andre undersøger, er teoriladet, det vil sige, at der eksisterer nogle forudforståelser i selve teorien om empirien. 31

32 McGregor siger dog i forsvar for teorien, at These assumptions would not have persisted if there were not a considerable body of evidence to support them. (McGregor 1960:35) Udviklingen af Y-teorien skete på et tidspunkt, hvor verden og også USA havde set utrolige økonomiske fremskridt. Denne generelle velstand gjorde, at mange arbejdere havde fået deres fysiologiske behov som mad og drikke og derefter behov som sikkerhed i job og generel sikkerhed (fx social sikkerhed) opfyldt. Efter disse behov opstår der i højere grad behov for fx anerkendelse og selvrealisering. Hvis disse ikke opstår, vil arbejderen blive demotiveret. McGregor illustrerer dette med sin tese: [ ]a satisfied need is not a motivator of behaviour. (McGregor 1960:36) Man kunne så spørge sig, hvad relevansen af en generaliserende teori har i en filosofisk hermeneutisk optik? Vi vil her gøre opmærksom på, at vi med teorien ikke vil generalisere men forsøge at forstå helheden. Argumentet for at bruge teorien er, at den kan hjælpe os til at begrebsliggøre informanternes erfaringsnære udsagn samt strukturere den konfirmative del af analysen, for at vi derefter kan foretage en eksplorativ undersøgelse, hvor vi kan finde nye meningssammenhænge. Det er altså ikke et forsøg på generalisering men et forsøg på at finde nye kontekstuelle sammenhænge for at understøtte vores argument om, at der ikke findes universelle sandheder men snarere flygtige og flere sandheder. Arbejde som identitet Langt de fleste diskussioner omkring arbejde og identitet tager udgangspunkt i Karl Marx (Jacobsen i Jacobsen & Tonboe 2004:73). Da han derfor står centralt i forhold til arbejdsbegrebet, kan han danne udgangspunktet for en diskussion af, hvad det betyder at have et arbejde. Vi vil nuancere Marx s teori ved at inddrage nyere teoretikere som Anthony Giddens og Zygmunt Bauman og derved få et mere bredt arbejdsbegreb til at benytte i vores analyse af, hvorvidt det at have et arbejde har betydning for vores informanters identitet. Vi vil efterfølgende forholde os til teoretikernes ontologi samt forklare, hvordan vi forholder os til dette. 32

33 Hos Marx er arbejdet det, der skaber mennesket og er netop det, der adskiller mennesket fra dyrene. Når mennesket arbejder, arbejder det efter en plan eller en forestilling i modsætning til dyret, som handler rent instinktivt (Hartnack & Sløk 2000:219). Samtidig med at mennesket arbejder, skaber arbejdet også mennesket: Samtidig med at han gennem denne bevægelse indvirker på og ændrer naturen uden for sig selv, ændrer han også sin egen natur. (Hartnack & Sløk 2000:218) Marx trækker her på Hegel, som ifølge Marx opfatter arbejdet som menneskets væsen. Det vil sige, at arbejdet hos Hegel er lig menneskets tilblivelse for sig selv. Imidlertid kritiserer Marx Hegel for kun at anerkende det abstrakte, åndelige arbejde 20 (Hartnack & Sløk 2000:75). Hos mange teoretikere i dag opfattes arbejdsbegrebet som en vej til mulig frigørelse af sig selv som person, et rum for selviscenesættelse og skabelse af sociale relationer men kun et rum blandt andre. Vigtigst er her individet og dets skabelse af mening i forhold til egen livssituation og livsprojekt. I trin med emancipationen af individerne i det senmoderne samfund er det op til dem selv at konstruere deres egen identitet og mening med livet der er ikke i samme omfang som tidligere normer og rammer, som skaber lineær kontinuitet og arbejdet er en af de mulige kilder til selvrealisering men deraf også nedbrydelsen af kontinuiteten og gennemsigtigheden (Kaspersen i Andersen & Kaspersen 2003:461ff). Som et eksempel kan den alternative velfærdskommission berette, at 78 % af de voksne danskere gerne vil arbejde, til trods for at de ikke har brug for pengene. De svarer, at det netop er fordi, dette giver identitet og anerkendelse (Den alternative velfærdskommission). 20 Dette er for så vidt hele grundstenen i forskellen mellem Marx og Hegel. De er enige om, at der er en dialektisk historisk udvikling, men hvor Hegel mener, at det er det åndslige, der er katalysator for udviklingen, mener Marx, at det er de materialistiske produktionsforhold, der frembringer samfundets udvikling. 33

34 Ifølge Zygmunt Bauman er dette et udtryk for den europæiske arbejdsetik 21. Denne går ud på, at der er skabt en diskurs omkring arbejde, som gør, at arbejderne føler sig moralsk forpligtede til at dedikere sig til arbejde, da det at arbejde er essentielt for at få samfundet til at fungere. Arbejde er det, der bringer individet, det sociale og samfundet som helhed sammen (Bauman 1998:19). Teorien i dag ser således ikke arbejde som værende lig identitet, men det er ifølge dem stadig et væsentligt middel til målet, nemlig at skabe identitet og anerkendelse. For en nyere teoretiker som Anthony Giddens er arbejde ikke det vigtigste for identiteten men bare en blandt andre sociale praksisser hvori man kan skabe identitet. Der er således ikke én faktor, der bestemmer over de andre (Kaspersen i Andersen & Kaspersen 2003:419). Arbejde ses dermed som et centralt begreb i den samfundsmæssige væren og følgelig i dannelsen af ens identitet. Det centrale i vores analyse er derfor, hvorvidt vores informanter oplever det at have et arbejde som nødvendigt i forhold til deres selvopfattelse. Teoretikernes ontologiske udgangspunkter Vi vil i dette afsnit kort skitsere ovenstående teoretikeres ontologiske udgangspunkter. Marx Hos Marx eksisterer der to ontologiske niveauer, idet verden både består af tingene, som de fremtræder og af de usynlige strukturer, der ligger bagved: Fremtrædelsesformerne reproducerer sig umiddelbart spontant som gænge tankeformer, væsensforholdene må derimod først afdækkes af videnskaben (Nielsen i Fuglsang & Olsen 2004:186). 21 Bauman ser dette som overvejende europæisk. I Amerika hænger dedikation til arbejde i højere grad sammen med ønsket om at arbejde sig op, altså en mulighed for at få et bedre liv (Bauman 1998:20). 34

35 Dette indvirker på Marx s teori om arbejde. Arbejderen bliver således belønnet for sit arbejde med penge, hvilket er det, der umiddelbart fremtræder, hvilket fører til en forestilling om harmoni og interessesammenfald mellem lønarbejderen og arbejdsgiver, som er falsk, fordi arbejderne ikke ser udbytningsforholdet. Dette er den videnskabelige realisme, som bygger på, at der eksisterer en verden uafhængigt af os. Dette hænger i høj grad også sammen med dialektikbegrebet, som for Marx er en del af alle samfundsstadier, herunder også det kapitalistiske samfund (Nielesn i Fuglsang & Olsen 2004:188). Marx er i udgangspunktet enig med Hegel i, at mennesket skabes igennem arbejde men mener ikke, at arbejde er lig det åndelige arbejde, men i højere grad det materielle. Samtidig mener Marx, at arbejderen i det kapitalistiske samfund fremmedgøres og derved ikke har mulighed for at frigøre sig via arbejdet. Måden at opnå viden på i Marx s ontologi er derfor for forskeren at klarlægge tingenes dobbelthed og dialektikken i det kapitalistiske samfund. Bauman Bauman kan ses som en repræsentant for den kritiske teori (Leksikon for det 21. århundrede), som har til formål at være kritiske i forhold til den virkelighed, der umiddelbart fremtræder (Elling i Fuglsang og Olsen:208). Dette er meget tydeligt i forhold til Baumans værker og han ser da også arbejdsetikken som noget, der er fremkommet, for at kapitalisten kan legitimere at presse arbejderen til at arbejde. Eller rettere sagt føler arbejderen på grund af arbejdsetikken sig moralsk forpligtet til at arbejde. Giddens Giddens forståelse af ontologi kobler han i høj grad sammen med begrebet refleksivitet. Den øgede refleksivitet i samfundet medfører en grundlæggende usikkerhed om den ny videns sandhed (Kaspersen i Andersen & Kaspersen 2003:426). På grund af den stigende refleksivitet bliver der konstant stillet spørgsmål til videns gyldighed og muligheden for en revurdering af denne viden er konstant tilstede. Dermed mener Giddens, at sandhed 35

36 ikke længere kan være et videnskrav (Ibid.:426). Af dette følger at ingen kan være sikre på det ontologiske udgangspunkt. Ved anvendelsen af ovenstående teorier i analysen, forholder vi os ikke til, hvorvidt vikarerne fremmedgøres. Vi inddrager således ikke Marx dobbeltontologi, da denne står i modstrid til den filosofiske hermeneutik. Således anerkender vi heller ikke Baumans tese om, at arbejdsetikken er skabt for at presse arbejderen til at arbejde mere. Derimod ser vi det som en mulighed, at der er skabt en arbejdsetik, som gør, at langt de fleste mennesker ser arbejdet som en vigtig del af deres identitet. Vi mener blot ikke, at denne er skabt af kapitalister med henblik på at udnytte arbejderen i det skjulte. Ydermere anser vi det også for en mulighed, at arbejdspladsen kun er et af mange fora, hvor individet kan skabe sin identitet. Fællesskab og solidaritet Vi vil i det følgende præsentere Axel Honneths anerkendelsesteori samt Søren Juuls solidaritetsbegreb. Disse skal benyttes til at undersøge vores fordom om, at den fleksible livsform har en skadelig indvirken på fællesskabet og dermed også på identiteten. Efter præsentationen af teorierne redegør vi for Honneths og Juuls ontologi og epistemologi og forklarer, hvordan vi forholder os til disse. Anerkendelsesteorien I anerkendelsesteorien ønsker Honneth at bestemme de konstituerende betingelser for menneskets selvrealisering (Willig i Honneth 2003:13). Hans hypotese går på, at selvrealiseringens frihed kun kan opnås i et fællesskab (Honneth 2003:145), idet han her trækker på Hegel, der mener, at menneskets selvbevidsthed er afhængig af den sociale anerkendelse. Teorien går kort sagt ud på, at mennesket opnår selvtillid, selvagtelse og selvværdsfølelse igennem intersubjektive forhold, hvor man bliver anerkendt. Således er selve identitetsskabelsen afhængig af den intersubjektive anerkendelse. 36

37 Honneth skelner imellem tre former for anerkendelse (Ibid.:85f, 92f): Selvtillid, som opnås ved, at man anerkendes som et individ, hvis trang og ønsker er enestående. Denne form for anerkendelse udtrykkes gennem kærlighed og omsorg, det vil sige er følelsesmæssigt orienteret. Selvagtelse eller selvrespekt, som opnås ved, at det anerkendes, at man har samme moralske tilregnelighed som andre. Anerkendelsen udtrykkes her som moralsk respekt, det vil sige er fornuftsbaseret. Selvværdsfølelse, hvor man anerkendes som en person, hvis evner er af grundlæggende værdi for et fællesskab. Dette udtrykkes gennem solidaritet og loyalitet og kan betegnes som omsorg for andres velfærd med henblik på et fælles mål og er derved både følelses- og fornuftsbetonet. De tre anerkendelsesformer garanterer tilsammen betingelserne for den personlige integritet og dermed muligheden for selvrealisering. De tre former skal ikke ses som på hinanden følgende, men er til stede afhængig af den specifikke kontekst. Vi vil i det følgende kun beskæftige os med den del, der omhandler anerkendelsen som en del af et fællesskab, da det er denne form, der er relevant i forhold til vores genstandsfelt. Den sociale værdsættelse, som den tredje anerkendelsesform, er nemlig forbundet til det at kunne passe et økonomisk lønnet arbejde (Ibid.:44). Hermed kan man sige, at for overhovedet at kunne realisere sig selv, er det nødvendigt at have et arbejde 22 og at man på dette arbejde får udvist anerkendelse; at man indgår i et solidarisk fællesskab. Honneth mener derfor, at arbejdsbegrebet bør inddrage anerkendelsen, idet den sociale værdsættelse, man opnår herigennem, er en betingelse for den individuelle identitetsdannelse (Ibid.:45). Honneth arbejder negativistisk, det vil sige, han først analyserer, hvilken betydning, det har, at man ikke anerkendes. I forhold til selvværdsfølelsen består krænkelsen i, at værdien af ens evner ikke anerkendes. Her forstås ens værdier for fællesskabet og følgen af en sådan krænkelse er dermed, at den beskadiger følelsen af at have en social betydning 22 Det er selvfølgelig muligt at opnå denne anerkendelsesform i andre fællesskaber, men i vores arbejdsorienterede samfund, hvor der lægges stor vægt på, at man er selvforsørgende, er det især på arbejdspladsen, at denne anerkendelsesform søges. 37

38 for fællesskabet (Ibid.:89). Det modsatte bliver dermed, at man bliver socialt integreret i et fællesskab igennem gensidig værdsættelse af hinandens evner og egenskaber, idet man anser disse egenskaber for værdifulde for en fælles livspraksis (Ibid.:144). Det centrale i anerkendelsesteorien, som vi vil benytte, er, hvorvidt vores informanter opnår anerkendelse eller er udsat for krænkelse igennem et arbejdsmæssigt fællesskab og hvad det har af betydning for deres identitetsdannelse samt deres solidaritetsfølelse. Ud fra anerkendelsesteorien drager vi en overordnet solidaritetsdefinition, som lyder: Sociale relationer, hvor man anser hinanden for at være værdifulde for fællesskabet i kraft af de specifikke evner, man besidder. Dette kan dog komme til udtryk på forskellige måder og vil blive nuanceret nedenfor ved hjælp af Juul. Axel Honneth Axel Honneth er elev fra Frankfurterskolen 23 og er stærkt inspireret af den kritiske teori, hvor han som fx Horkheimer og Adorno forsøger at beskrive samtiden og dets indvirkning på menneskets muligheder for at realisere sig. Honneth placerer sig selv inden for socialfilosofien, hvor han på den ene side observerer en sociologi, som foretrækker et normativt udgangspunkt for sine observationer og udsagn og på den anden side en moralsk filosofi, hvis formål er at være empirisk oplyst. Honneths argumentation og metode er: Den metodologiske retfærdiggørelse af en kritisk diagnose af vores samtid legitimeres og måles altså ud fra de formelle betingelser for menneskets selvrealisering, det vil sige ud fra en idé om det gode liv. (Willig i Honneth 2003:13) Honneths ontologiske udgangspunkt er, at der eksisterer en virkelighed uafhængigt af vores teorier om denne. Anerkendelsesformerne er normative udsagn, som Honneth ikke har testet empirisk, men konstrueret ud fra et minimumsbegreb (Willig i Honneth 23 Fælles for denne skole er undersøgelsen af samfundsmæssige patologier. Der eksisterer både den tidligere kritiske teori samt den senere, repræsenteret ved Habermas. Honneth er i højere grad inspireret af den senere. 38

39 2003:12). Honneth afslutter sin bog Kampen om anerkendelse med at henvise til, at herfra fortsætter kampen i praksis. Selv tilkendegiver Honneth dog, at han ikke er helt sikker på, hvordan teori skal omsættes til praksis (Wagner og Lykkeberg 2004). I vores analyse vil vi ikke forsøge at løse dette problem for Honneth, men derimod benytte hans begreb til at efterprøve vores fordom om, at en opløsning af fællesskabet berører identiteten. Dette gør vi ved at undersøge, om den tredje anerkendelsesform kan findes og om den, ifølge vores informanter, har betydning. Solidaritetsformer Ud fra Honneths anerkendelsesteori er vores overordnede definition af solidaritet: Sociale relationer, hvor man anser hinanden for at være værdifulde for fællesskabet i kraft af de specifikke evner, man besidder. Denne ligger op ad Juuls definition, som er: [Solidaritet er] en moralsk forpligtethed mellem mennesker, der er afhængige af hinanden, knyttede til hinanden og/eller identificerer sig med hinanden. Den udgør et bånd, der integrerer dem som medlemmer af et fællesskab. (Juul 2004:16) Herved bliver solidaritet en afgørende faktor, også i det postmoderne samfund, idet solidariske relationer er en forudsætning for at opnå social værdsættelse, hvilket ifølge anerkendelsesteorien er af afgørende betydning for individets mulighed for selvrealisering. Ovenstående definition er imidlertid stadig meget bred og kan komme til udtryk på mange forskellige måder. Således er den konventionelle solidaritet særlig tydelig i arbejderklassen, hvor solidaritet ses som et kampbegreb, forstået sådan at det er os mod dem, hvor det at være solidarisk er lig med at bakke hinanden op mod dem. Dette udspringer af, at den pågældende gruppe har et instrumentelt forhold til arbejde, hvor der er et meget skarpt skel mellem arbejde og privatliv. Følgelig er også forholdet til solidaritet instrumentelt (Juul 2004:225f). At solidariteten er instrumentel betyder til dels, at den er et middel i kampen mellem interesser, men også at den ikke er ubetinget. Man afbalancerer således hensynet til andre med hensynet til en selv (Ibid.:234). 39

40 Imidlertid er der mange steder opstået et interessefællesskab med ledelsen, idet mange i dag identificerer sig med deres arbejde og dermed også deres arbejdsplads (Ibid.:219). Det medfører, at interessemodsætningerne udviskes eller helt forsvinder, hvilket også umiddelbart mindsker behovet for solidaritet, forstået som kampbegreb, idet der nu ikke længere er et os mod dem. Ens plads i arbejdshierarkiet har dog stadig stor betydning, ligesom der stadig findes ganske tydelige skel mellem ledelse og almindelige medarbejdere (Ibid.:221). Det viser sig ved, at der findes to former for solidaritet: Vertikal og horisontal. Den vertikale solidaritet går på tværs af hierarkiske niveauer og er fx kendetegnet ved, at ledelsen udviser social forståelse og hensynsfuldhed overfor medarbejderne. Den horisontale solidaritet er lig den konventionelle, idet den kendetegnes af sammenhold og loyalitet med ligestillede (Ibid.:221ff). Den vertikale solidaritet er således markant anderledes end den konventionelle forståelse. Imidlertid stemmer den godt overens med Honneths minimalbegreb for fællesskab, hvor han definerer solidaritet således: Solidaritet er derfor under disse betingelser bundet til forudsætningen om sociale relationer bestående i en symmetrisk værdsættelse mellem individualiserede og (autonome) subjekter. At værdsætte hinanden symmetrisk vil i denne forstand sige, at man gensidigt betragter hinanden i lyset af de værdier, som lader den til enhver tid værende andens evner og egenskaber fremstå som betydningsfulde for den fælles praksis. (Honneth 2003:151) Det vigtige i denne definition er, at alles bidrag bliver lige vigtigt, uanset hvor i arbejdshierarkiet, man befinder sig. Derved er der åbnet op for solidaritet på tværs af rangordenen. Endvidere er forudsætningen for denne form for solidaritet, at der ikke blot er tale om passiv tolerance men følelsesmæssig deltagelse i de andre personer. Det hænger sammen med, at den tredje anerkendelsesform består i både følelser og fornuft. Solidaritet tager således sit udgangspunkt i interpersonelle relationer og kan komme til udtryk på flere måder. Der kan både være tale om horisontal og vertikal solidaritet, den 40

41 kan være instrumentel eller følelsesbetonet og den kan komme til udtryk igennem interessesammensmeltning. Søren Juul Søren Juul er inspireret af den kritiske realisme og hans ontologiske og epistemologiske udgangspunkt er dermed, at virkeligheden har en objektiv eksistens, at erkendelsen af denne er begrebsligt formidlet samt at al videnskab har et generaliserende sigte (Ibid.:111). Følgelig er ovennævnte solidaritetsformer generaliserede på baggrund af hans kvalitative og kvantitative undersøgelser. Vi vil derfor i vores analyse være opmærksomme på, at vi ikke kan komme frem til alt via Juuls begreber, da de netop er generaliserede. Vi vil derfor dele analysen op i to dele; en konfirmativ del, hvor vi undersøger tilstedeværelsen af solidaritetsfølelse hos vores informanter ud fra Juuls begreber og en eksplorativ del, hvor vi vil undersøge, om solidariteten viser sig på andre måder. Analyse I de tre følgende afsnit vil vi som nævnt analysere, hvordan fleksibilitet, identitet og solidaritet kommer til udtryk hos vores informanter. I forhold til fleksibilitet vil vi fortrinsvis gå konfirmativt til værks, da denne analyse er en forudsætning for at begribe ændringer i solidaritet og identitet. Disse to aspekter vil vi ligeledes belyse konfirmativt for at vurdere gyldigheden af vor nuværende forståelseshorisont, hvilket vi følger op med en analyse af ukendte fænomener, som ikke er beskrevet i teorien. Fleksibilitet Formålet er at søge de positive og negative sider ved fleksibilitetsbegrebet i forhold til de vikarer, vi har interviewet. Med udgangspunkt i ovenstående teorigennemgang havde vi inden interviewene en fordom om, at vores informanter især ville opleve fleksibilitetens negative sider. Som følge af at uddannelsen til social- og sundhedshjælper/assistent er 41

42 erhvervsuddannelser, havde vi forventet, at de kunne være en del af B-holdet 24, som var blevet tvunget ud i et risikofyldt liv, fordi de ikke havde andre muligheder på grund af det fleksible arbejdsmarked. Som analysen vil vise, forholder det sig ganske anderledes. Vi starter med at vise, hvordan fleksibiliteten kommer til udtryk hos vores informanter. Vores fordomme er, at stigende fleksibilitet akkumulerer usikkerhed og risici. For at udlede en nuanceret vurdering af informanternes oplevelse af begrebet fleksibilitet, vil vi udover Sennett tage udgangspunkt i Florida og McGregors begreber for at gennemføre en konfirmativ analyse. Omstillingsparathed, usikkerhed og frihed Vores informanter har selv valgt at arbejde som vikarer. Et nøglebegreb i denne forbindelse er omstillingsparathed. Informanterne fremhæver dette begreb flere steder. Omstillingsparathed fremkommer både i den enkeltes arbejdssituation, men også når man ikke er på arbejde. Lone siger i denne forbindelse: Du skal kunne komme ind og finde ud af hvilken rolle, hvad du skal her. Det kan altså ikke nytte [at rende] rundt og spørge hele tiden. Annette påpeger, at man også skal være omstillingsparat, når man har fri: Nu ligesom i dag. I dag har jeg ikke lige en forudbestemt vagt, så kan jeg jo gå og lege hele dagen, at jeg har jo nok fri i dag og så ligesom sætte mig op til at jeg holder fri og hvis de så pludselig ringer kl. tolv: Tar du en vagt? Så kan jeg godt sige ja. Med valget om at være vikar følger også et formelt usikkert arbejdsliv, idet de ikke har trygheden i fastansættelsen og hvad der deraf følger af løn under sygdom og pension. Dette vil i McGregors terminologi indikere, at vikaransatte tilhører Y-teorien. Informanterne giver ikke udtryk for, at de oplever usikkerhed i forbindelse med vikaransættelse. Lone siger i den forbindelse, at sandsynligheden for at blive arbejdsløs er 24 Robert Reich opererer med fire overordnede kategorier; symbolmanipulatorerne, funktionærer som underviser, arbejdere som leverer personlige tjenesteydelser og rutinearbejdere. Det er det sidste, som B- holdet skal forstås som (Reich i Jacobsen & Tomboe 2001:65). 42

43 lig nul så vidt hun ved. Endvidere siger hun, at hun vil blive sindssyg af trygheden ved at være tilknyttet den samme arbejdsplads. Lone distancerer sig delvist fra McGregors definition af X-teorien, der vægter sikkerhed og lederskab højt. Lone giver klart udtryk for, at hun ikke vil dikteres. Hun ønsker selv kontrol over hendes arbejdstider men samtidig ønsker hun tryghed fra lederskab. Hendes oplevede arbejdsliv kan langt hen ad vejen sammenlignes med Floridas definition af den kreative klasse, der står i modsætning til sikkerhed og lange ansættelseskontrakter. Pia erkender, at der findes en grad af usikkerhed i ansættelsesforholdet. Hun oplever en vis form for indirekte tvang til at arbejde kontinuerligt og mange timer, idet man er nødt til at udvise en form for stabilitet og loyalitet i forhold til vikarbureauet, Adecco. Hun mener, at der er en risiko for udelukkelse, der vil medføre en forringelse af hendes eksistensgrundlag. Der er ikke nogen faste regler for, hvor meget man skal arbejde, men Pia føler, at der er et pres ovenfra. Dette stemmer altså ganske godt overens med Sennett, der mener, at den menige medarbejders øgede selvbestemmelse giver ledelsen mulighed for at pålægge den menige mere arbejde. Selv om Pia erkender dette forhold, ønsker hun ikke trygheden ved fastansættelse, idet det medfører en forringelse af frihedsgraden til at planlægge og bestemme, hvornår man ønsker at arbejde. Annette siger, at når man starter som vikar, kan man godt være lidt usikker på, om der er arbejde nok, men efterhånden finder man ud af at der i praksis er arbejde nok. Hun nævner kort problemstillingen omkring, at man ikke får løn under sygdom, men hun giver ikke udtryk for, at det bekymrer hende. Annette angiver overordnet at hun ikke oplever usikkerhed forbundet med at arbejde som vikar. Hun slår dog også fast, at mange vikarer falder i fælden med for meget arbejde. Fordi der ikke er nogen øvre grænse for, hvor meget arbejde man kan få, presser mange sig selv. Dette passer dermed med Sennetts tese om, at øget ansvarsuddeling gør, at arbejderne arbejder mere. Annette selv er opmærksom på denne problematik og undgår den ved på forhånd at bestemme, hvor meget hun vil arbejde og derefter holde sig selv fast på det men understreger, at det kræver selvdisciplin. 43

44 Friheden, til selv at vælge hvornår man vil arbejde, er centralt. Alle informanter giver kraftigt udtryk for, at de lægger stor vægt på selv at kunne bestemme, hvornår de skal arbejde og lige så vigtigt; hvornår de skal have fri. Begrebet frihed er for informanterne frihed til at vælge. Det er på dette punkt, de mener, at de har frihed i forhold til de fastansatte. Alle informanter betoner, at når man ikke er på arbejde, så har/er man fri. I vores øjne er der sket et skift fra, at tidligere handlede frihed om det at have fri fra arbejde. Nu handler frihed om mulighed for at vælge arbejde til, når det passer en. Graden af frihed afhænger af ens stabilitet. Selv om vores informanter alle betoner vigtigheden af frihed, er friheden ikke ubetinget. Alle informanter er selvfølgelig afhængige af en form for indkomst, men friheden afhænger i høj grad af ydre faktorer. Et andet område, hvor man som vikar løber en risiko, er i forhold til sygdom. På dette område står vikarer typisk dårligere end fastansatte. Fastansatte får typisk løn under sygdom, hvorimod vikarer er henvist til at modtage sygedagpenge. Sygedagpenge er en noget lavere sats end fuld løn. Alle informanterne er klar over denne problemstilling og påpeger den selv. De mener dog samtidig, at det ikke er så vigtigt et forhold, da de har en tyrkertro på, at de ikke selv bliver syge. I denne forbindelse løber de dog en højere risiko end de fastansatte. Desuden kan man argumentere for, at længere sygdomsperiode vil ramme vikarer hårdere, da de risikerer at ryge ud af det netværk af arbejdsgivere, de har opbygget og erstattet med andre. De skal nu på ny opbygge loyalitets- og stabilitetsforhold overfor vikarbureauet. Det er vanskeligt entydigt at kategorisere vores informanter indenfor Floridas og McGregors definitionstyper af arbejdere. Det synes, at vikararbejde indenfor sundhedssektoren går på tværs af de hidtil opstillede kategorier. En gruppe med værdier fra både X- og Y- teorierne, der ikke ønsker en tilværelse bundet af faste strukturer og forudsigelighed. Dette ville blive nærmere uddybet i analysen af identitet. Informanterne oplever, at de har frihed som følge af den fleksible arbejdsform. I Floridas definition udfører de standardiserede arbejdsopgaver og adskiller sig derfor fra hans definition af den kreative klasse. Informanterne oplever dog ikke selv arbejdsopgaverne 44

45 som standardiserede, men betoner, at de finder arbejdsopgaverne varierede som en følge af, at de kommer ud på mange forskellige arbejdspladser. Samtidig ønsker de fleksibilitet, muligheden for at forfølge ting, der interesserer dem på betingelser, der passer dem. Desuden påpeger Florida, at identiteten er forplantet i det arbejde, man udfører, mens vikarer stiller deres arbejdskraft i bytte for penge for at opnå frihed (Florida 2005:143). De opfatter dem selv bedre stillede i forhold til fastansatte og ytrer ikke ønske om at skifte fra vikararbejde til fastansættelse. Delkonklusion Arbejdslivet som vikar er i høj grad præget af fleksibilitet. Dette begreb kommer til udtryk på en lang række områder. Vores informanter fremhæver, at man som vikar skal være konstant omstillingsparat, både når man er på arbejde men også i en vis grad, når man har fri. Med fleksibiliteten følger også en vis usikkerhed, som dog er langt mindre, end vi havde forventet. Usikkerheden opleves hovedsagligt, når man starter som vikar. Da vores informanter begyndte som vikarer, var de i tvivl om, hvorvidt, der var arbejde nok og følte derfor, at de var nødt til at arbejde ekstra meget. De andre ulemper, som de peger på, handler mest om penge i forhold til pension og sygedagpenge. Dette er konsekvenser, de er klar over og har valgt at medtage. I forhold til usikkerheden har de ligheder med Y- mennesket. Alle informanter betoner friheden som et centralt begreb. Begrebet frihed bliver frihed til at vælge. Der er sket et skift fra, at tidligere handlede frihed om det at have fri fra arbejde. Nu handler frihed om mulighed for at vælge arbejde til, når det passer en. Friheden er dog ikke ubetinget, idet den i høj grad hænger sammen med stabilitet i forhold til vikarbureauet. I forhold til begrebet frihed har de tillige ligheder med Y-mennesket samt Floridas definition af den kreative klasse, som stiller deres arbejdskraft i bytte for penge for at opnå frihed. Fleksibilitet er hos vores vikarer i høj grad et tilvalg, der giver dem frihed, hvilket ikke stemmer overens med vores fordom, som var, at de ikke havde andre muligheder end 45

46 vikaransættelse. Fleksibiliteten kan medvirke til, at folk presser sig selv hårdere, men vores vikarer formår at sige fra. Ud fra vores fordom havde vi forventet, at interviewpersonerne havde arbejdet langt mere end de havde lyst til på grund af de usikre arbejdsforhold. Der er negative følger rent økonomisk og vikarerne oplever disse problemer som deres eget ansvar, hvilket stemmer overens med Sennett og vores fordom. Samlet set er det vanskeligt at indplacere vores informanter indenfor X- og Y-teorierne, da det synes at informanterne placerer sig på tværs af disse kategorier og besidder brudstykker fra hver teori. Følgelig kan man konkludere, at ingen af informanterne passer definitorisk i hverken X- eller Y-teorien. Identitet I det følgende afsnit vil vi analysere, hvordan arbejde påvirker identitetsskabelsen hos vores vikarer. Dette gøres for at belyse vores fordom om, at individer får problemer med at skabe deres identitet som følge af, at fleksibilitet gør det sværere at opretholde varige fællesskaber. Vi vil begynde med at undersøge, hvilken betydning det har for individets identitetsdannelse at have et arbejde, da det må være forudsætningen for, at en ændring i arbejdets væsen kan influere på identitetsdannelsen. Denne del af analysen tager primært udgangspunkt i Marx s tese om, at det er arbejdet, der skaber, hvem man er. Dernæst undersøger vi ved hjælp af McGregor og livsformerne, hvilken type arbejder vores informanter kan være for at nuancere, hvad arbejdet betyder for identitetsskabelsen. Endelig vil vi benytte Honneths anerkendelsesteori til at belyse, hvorvidt fællesskab eller mangel på det overhovedet har betydning for identitetsskabelsen. Efterfølgende vil vi foretage en eksplorativ analyse for at undersøge, om der er andre dimensioner i arbejdslivet, der har betydning for identitetsdannelsen. Arbejde som identitet Ligesom teoretikerne er delte i deres meninger om, hvorvidt arbejde er det mest betydningsfulde i skabelsen af ens identitet, er det også meget forskelligt, hvordan vores informanter oplever det at have et arbejde. Pia siger således direkte: Altså jeg elsker mit 46

47 arbejde. Mit arbejde er jo mig og jeg er mit arbejde. Vi er to alen af et stykke. Det viser tydeligt, at arbejdet er en betydelig del af hendes identitet. Dette understreger hun ved at fortælle, at når hun har længere perioder uden arbejde, kan det føre til stress og frustration. Pia tilhører dermed helt sikkert de 78 %, der ville arbejde, selv om de ikke havde behov for pengene. Dette er også i overensstemmelse med Mcgregors Y-teori, hvor lønnen i mindre grad har en betydning. I den anden ende af skalaen har vi Lone, som siger, at hun udelukkende arbejder for pengenes skyld og havde hun ikke behov for penge, ville hun ikke arbejde. Hun er altså, hvad Mcgregor vil kalde et udpræget X-menneske. Annette indtager lidt en mellemposition, idet hun ligesom Lone siger, at hun primært arbejder for pengenes skyld og desuden vægter fritiden meget højt. Hos Annette er der en meget skarp skelnen mellem arbejde og fritid, hvor fritiden altid kommer i første række. Dette er en slags blanding af X og Y mennesket, forstået på den måde at de penge hun optjener på arbejdet, kan hun bruge i fritiden. Samtidig er det dog ikke udelukkende for pengenes skyld, at Annette arbejder, idet hun kan lide at gå på arbejde og det er meget vigtigt for hende at have lyst til at arbejde. Således er hun meget opmærksom på kun at arbejde de dage, hvor hun har lyst. Supplerende kan man argumentere, at Annette og Lones identiteter i høj grad er præget af lønarbejderlivsfomen. Forskellen såvel som lighederne for de tre informanters forhold til arbejde kan skyldes den sektor, de arbejder inden for. De påpeger således alle tre, at der er en høj grad af jobsikkerhed inden for deres fag og at de altid ville have mulighed for at finde en fast stilling, hvis der pludselig ikke var samme behov for vikarer. Imidlertid har Pia prøvet at være arbejdsløs og det er især denne oplevelse hun lægger til grund for, hvad det betyder for hende at have et arbejde. Lone har aldrig været arbejdsløs og kan derfor i mindre grad tolkes som at have følt sig udenfor og som en byrde for samfundet. Derudover står de to informanter også meget forskelligt i forhold til deres forpligtelser. Pia har ingen børn og skal dermed kun tage vare på sig selv, hvilket kan forklare, at hun flere gange nævner, at penge ikke er så vigtige for hende. Det viser, at Pias identitet hænger sammen med den selvstændige livsform, hvor lønnen ikke er den drivende faktor. Eksempelvis er hun ikke specielt klar over, hvordan hun får lønforhøjelse, eller hvor meget hun får, men regner med, at bureauet nok klarer det 47

48 for hende. Lone er derimod forsørger, hvilket kan være en del af forklaringen på, at arbejde først og fremmest er et middel til at få mad på bordet. Således arbejder forsørgere typisk mere end enlige og par uden de samme forpligtelser (Tonboe i Jacobsen & Tonboe 2004:48). Arbejde er altså for Pia en stor identitetsfaktor, hvor den for Lone er et middel til målet, at forsørge sine børn, mens den for Annette er et socialt rum ud af mange, som beskrevet i teorien. Opsummerende kan man argumentere, at Lone har mange træk fra X-mennesket. Hun er ikke interesseret i arbejdsfællesskabet og er egentligt kun interesseret i pengene og ikke så meget i arbejdet. Hun er derfor i mindre grad lønarbejder end fx Annette, som godt kan lide arbejdet. Annette er en blanding af X- og Y- mennesker, da arbejdet for hende er et socialt rum ud af mange. Hun kan godt lide at gå på arbejde, men samtidig er det ikke måden at selvrealisere sig på. Dette gør hun i fritiden. Hun er altså ikke udpræget X-menneske eller Y-menneske. Hun tilhører tillige lønarbejderformen, da hun godt kan lide at gå på arbejde og skelner skarpt mellem fritid og arbejde. Pia derimod er i højere grad et Y- frem for et X- menneske og besidder i større grad den selvstændige livsform i hendes dedikation til sit arbejde. Fællesskabet som identitetsskabende faktor Den betydning, de tre informanter tillægger arbejdet, afspejler sig også i den måde, de går til arbejdet på. Annette siger således, at hun ikke ønsker at indgå i de fællesskaber, der er på de arbejdspladser, hun kommer på; hun synes ganske enkelt ikke, at der er rart at være. Det hænger ikke helt sammen med hendes begrundelse for i sin tid at vælge at blive vikar. Dengang var hendes formål med vikarjobbet at se en masse arbejdspladser for at finde et sted, der passede til hendes indstilling. Dette var først og fremmest angående rygepolitik og man kan se det som en søgen efter et sted, hvor det i højere grad blev anerkendt, at hun havde samme rettigheder som andre. 48

49 Samtidig indikerer hun også, at der er et fællesskab blandt vikarerne, som står i modsætning til de fastansattes. Ligeledes fortæller Pia om et meget tæt fællesskab med de andre vikarer. Da vi i interviewet spørger ind til fællesskab, begynder hun således umiddelbart at tale om hendes fællesskab med de andre vikarer og vi stillede egentlig spørgsmålet med henblik på fællesskabet på arbejdspladsen. Fællesskabet er for Pia meget vigtigt i modsætning til Annette. Pia siger således, at hun har 5000 kollegaer og giver udtryk for, at det er meget vigtigt at have sin personlighed med på arbejde. Ved at have det får hun større mulighed for at blive en del af fællesskabet. Det viser sig også senere i interviewet med Annette, at fællesskabet har en betydning på trods af, at hun fravælger at være en del af det. Hun har således været på samme arbejdsplads igennem længere tid og her er hun med i en lille gruppe, der blandt andet udveksler strikkeopskrifter. Hun fortæller her, at i denne gruppe føler hun ikke, at hun er vikar, hvilket tydeligt viser, at hendes identitet, forstået som selvopfattelse, hænger sammen med, hvor længe hun er på en arbejdsplads. Vi ser her igen, at Annette skelner meget skarpt mellem arbejde og privatliv, idet hun ikke ser sin arbejdsplads som et sted til at skabe sociale relationer. Alligevel har de sociale relationer en betydning for hendes identitetsskabelse, da hun giver udtryk for, at hun føler sig mere værdsat, når hun er på en arbejdsplads i en længere periode og derigennem bliver en større del af fællesskabet. Man kan sige hun går fra at være Vikaren til at være Annette. Pia føler sig ligeledes bedre tilpas, når hun oplever, at det anerkendes, at hun har en værdi for fællesskabet. Således føler hun sig krænket, når hun bliver betragtet, som en der kun er vikar. Når dette sker, føler hun, at hun ikke værdsættes på lige fod på trods af, at hendes faglige kompetencer berettiger hende til det. Da Pias faglighed netop udgør en meget stor del af hendes identitet, har det dermed en negativ indflydelse på hendes selvværdsfølelse, hvis den ikke bliver anerkendt. At det er vigtigt for Pia at være en del af fællesskabet, viser sig blandt andet i, at hun er meget dedikeret til sit arbejde. Hun accepterer fx at få de mindre sjove opgaver, fordi hun ser det som en vigtig ting at aflaste de andre. Selv om det måske ikke er det mest spændende rent fagligt, så føler hun, at hun har en vigtig funktion, 49

50 fordi den netop indgår i de samlede opgaver. Endvidere føler hun, at det er ekstremt vigtigt at møde sine vikarkollegaer. Annette accepterer også disse opgaver, men har en meget skarpere grænse. Hun gør det hun skal, står til ansvar for det og blander sig ikke videre. Annette ville i højere grad vælge at sige nej til de uinteressante jobs senere, mens Pia ser det som en måde at være en del af fællesskabet på, hvilket gør, at også disse opgaver bliver vigtige for hende. Lone vælger derimod på en måde arbejdsfællesskabet fra; hun synes, det er fint, hun kan lægge tingene fra sig, når hun kommer hjem. Hun mener også, at det selv at kunne vælge fællesskabet er en del af vikar-livsstilen og fællesskabet som identitetsskabende faktor bliver derfor i mindre grad gældende for Lone, i hvert fald det arbejdsmæssige. Hun siger dog, at hun møder mange nye mennesker, og at hun også har et fællesskab med de andre vikarer. Opsummerende har de tre informanter forskellige tilgange til betydningen af, at tilhøre et fællesskab, men siger dog alle, at de føler fællesskab med de andre vikarer. Man kan derfor argumentere, at fællesskab som identitetsskabende faktor er til stede, men i højere grad inden for samme arbejdstype. Fællesskabets betydning for identitetsdannelsen viser sig især i forhold til Pia og Annette, som begge giver udtryk for, at når de bliver behandlet som faste og indgår i fællesskabet, føler de sig mere anerkendte og drager i højere grad deres personlighed med i arbejdet, end når de bliver behandlet som ansigtsløse vikarer. Pia udtaler endvidere, at hun gerne blander sig på arbejdspladsen i modsætning til Annette og Lone. Annettes arbejdsplads har dog tilkendegivet, at hun gerne må blande sig, men hun vælger at lade være. Dette viser også, at begge informanters synspunkter bliver anerkendt og dermed en slags værdi for fællesskabet. De stiller sig begge positivt til dette og bekræfter dermed teorien om, at anerkendelse af de værdier, de tilfører fællesskabet, har en betydning for deres selvopfattelse. De tre informanters livsform hænger sammen med deres opfattelse af fællesskabet. Lone og Annette siger således, at de vælger fællesskabet fra mens Pia aktivt søger fællesskabet. 50

51 En hybridisk arbejderidentitet? I det følgende vil vi vise, at det i højere grad er arbejdsmåden, end det er arbejdet i sig selv, der har betydning for identiteten hos vores informanter. Den største fordel ved vikararbejdet er således ikke pengene, men friheden. Friheden i vikararbejdet giver muligheden for selv at vælge arbejdstider og dermed mulighed for selv at planlægge sit liv og skabe sit eget livsprojekt. Livsprojektet skabes dermed gennem arbejdsmåden. De tilkendegiver alle, at friheden er en afgørende faktor i denne livsstil. For Annette er det vigtigste i hendes liv frihed og det var også oplevelsen af frihed, der i sin tid gjorde, at hun fortsatte som vikar. Som nævnt i det ovenstående valgte hun at blive vikar for at finde et sted, der passede til hendes indstilling, det vil sige, hun ledte efter en arbejdsplads, hun bedre kunne identificere sig med. I praksis blev hun imidlertid grebet af det og i stedet for at finde identitet igennem en given arbejdsplads og fællesskab, finder hun i høj grad sin identitet i selve det at være vikar. Hun gør gentagne gange i interviewet opmærksom på, at man skal kende sin plads som vikar. Det, at hun har denne plads, gør, at hun ikke ønsker at blande sig i problemstillinger, der opstår på arbejdspladsen, selv om hun er blevet opfordret til det. Hendes vikaridentitet betyder endvidere, at hun får mere ud af at gå på arbejde, når hun gør det. Idet hver arbejdsdag for hende er et bevidst valg, føler hun sig ikke på samme måde underlagt nogle pligter. Hun giver dermed sig selv identiteten vikar, hvilket har betydning for den måde, hun går til arbejdet på samt hendes mulighed for at styre sit eget liv. Pia siger også, at det at være en vikar er en livsstil. I det ovenstående har vi set, hvordan Pias identitet hænger meget tæt sammen med det at have et arbejde og at hun er meget stolt af sin faglighed. Samtidig viser det sig, at ved siden af den faglige identitet er Pias identitet tæt knyttet til det at være vikar. Ifølge hende er en vikar en, der er åben og fleksibel, som dækker kundens behov og som både har sin person og sin professionalisme med på arbejde. Det kræver en høj grad af selvdisciplin og Pia ser da også sig selv som et meget selvsikkert menneske og sammenligner vikarlivsstilen med at være selvstændig håndværker. Ligesom Annette er Pia meget opmærksom på, at vikarer har en anden rolle, 51

52 hvilket blandt andet gør, at hun accepterer de mindre sjove opgaver. Det hører ganske enkelt med til det at være vikar. Samtidig betyder hendes faglige identitet, at hun ikke accepterer alt og gerne gør en indsats for at vise, at det at være vikar ikke betyder, at man er mindre kvalificeret, men derimod at man har valgt en helt speciel livsstil. Hun tilføjer da også, at hun til tider kan føle sig ensom og det ville være ønskværdigt hvis bureauet tilbød flere sociale arrangementer. Lone tilkendegiver i overensstemmelse med de to øvrige informanter, at friheden er det mest efterstræbelsesværdige i denne livsstil.. Hun vælger som nævnt selv arbejdsfællesskabet fra og finder som de andre i højere grad sit fællesskab sammen med andre vikarer. Hvis hun fik tilbudt en fast stilling med vikarvilkårerne, ville hun meget stærkt overveje det. Det er altså friheden og selvstændigheden, som er i højsæde. Vores informanters identitet er dermed tæt forbundet til dét at være vikar og de muligheder det giver dem. Når vi ser denne identitet som den mest fremtrædende, kan vi ikke længere opdele dem efter en enkelt livsform. Således er vikaridentiteten både præget af den selvstændige livsform og lønarbejderlivsformen. Alle tre informanter har mange træk fra den selvstændige livsform. Man er i højere grad sin egen herre og ikke afhængig af andre. Pia ligner mere denne rubrik, da hun er meget dedikeret til sit arbejde. Hun siger endvidere også, at hun accepterer mindre sjove opgaver på grund af hendes rolle som vikar, hvilket lægger sig nærmere på løn-arbejderformen. At hun også tilhører denne livsform, viser sig endvidere ved, at hun også ser arbejdet som et middel til at leve det liv, hun gerne vil. Annette kan siges at være en hybrid af den selvstændige og lønmodtagerkulturen. Hun er herre over sig selv, men adskiller arbejde og fritid. Hun tilføjer endvidere, at hun ikke føler sig underlagt pligter, da hver arbejdsdag er et bevidst valg men også, at man skal kende sin plads som vikar. Det, ikke at underlægge sig pligter, er en mere selvstændig 52

53 opfattelse af arbejde, mens det, at man skal kende sin plads som vikar, er en del af en mere lønmodtagerpræget tilgang. Lone har en udpræget lønmodtagerkultur i forhold til lønnen og betydning af familien men sætter dog pris på den frihed, hun har til selv at vælge og kan derfor også placeres i den selvstændige livsform. Hun er heller ikke interesseret i den sikkerhed, som man normalt forbinder med lønarbejderkulturen men vælger friheden og selvstændigheden frem for denne. Lone bliver derfor tillige en slags hybrid. Delkonklusion Konkluderende kan vi sige, at vores informanters identitet hænger nøje sammen med deres arbejde. Vi har således vist, at der er træk fra identitetsteorierne i informanternes oplevelser. Det er imidlertid i højere grad deres arbejdsmåde og det, at de selv har indflydelse på tilrettelæggelsen af deres liv som helhed, der skaber identiteten; de er Vikarer, hvormed menes en person, der er omstillingsparat, villig til at kaste sig ud i nye ting, herre over sit eget liv og har en høj grad af frihed. Vi må dermed forkaste vores fordom om, at identiteten eroderer som følge af fællesskabets opløsning. Ganske vist viser det sig, at vikarerne kun i mindre grad involverer sig i fællesskaberne og det er muligt, at deres identitetsdannelse ville være anderledes, såfremt de var mere involverede. At identitetsdannelsen eventuelt ville være anderledes, er imidlertid ikke lig med, at den ville være bedre. Identiteten knytter sig netop til det i deres arbejdsliv, der er kontinuerligt, det vil sige arbejdsformen. Endvidere bærer identiteten præg af, at være af en hybridisk natur en blanding af en selvstændig- og en lønarbejderlivsform. Solidaritet I vores delanalyse af vikaransattes oplevelse af solidaritet og dennes betydning tager vi udgangspunkt i Axel Honneths anerkendelsesteori samt Søren Juuls begreber om horisontal og vertikal solidaritet og interessesammensmeltning. Solidaritet forstås ud fra Juuls definition: 53

54 [Solidaritet er] en moralsk forpligtethed mellem mennesker, der er afhængige af hinanden, knyttede til hinanden og/eller identificerer sig med hinanden. Den udgør et bånd, der integrerer dem som medlemmer af et fællesskab. Ydermere er det centralt, at solidariteten handler om at opnå noget for det fælles bedste. Vores fordom er her, at den konventionelle solidaritet, forstået som den horisontale og instrumentelle solidaritet, er forsvundet. Ligeledes forventer vi ikke, at der er nogen udpræget interessesammensmeltning med ledelsen. Begge fordomme bygger på en forestilling om, at det som en følge af den fleksible arbejdsmåde ikke er muligt at opretholde fællesskaber. Derved forsvinder også loyaliteten og følelsen af at være gensidigt forpligtet. Horisontal solidaritet I Pias tilfælde viser solidaritet sig i omsorg for andres velfærd. Pia siger, at når sundhedspersonalet strejker, vil hun ikke agere som en slags skruebrækker men fravælge at arbejde et sted, hvor der er konflikt. Idet arbejde inden for sundhedssektoren indeholder funktioner, som skal varetages, vil hun selvfølgelig udføre disse nødvendige opgaver, fx give insulin i tilfældet af strejke, men heller ikke mere. Hun udviser her loyalitet overfor eventuelt konfliktramte kollegaer, hvilket er svært at opretholde i kortsigtede forhold ifølge Sennett. I forhold til instrumentel og horisontal solidaritet ses det dermed, at Pia giver udtryk for en horisontal solidaritet med de ansatte, fordi hun ikke vil være skruebrækker, så længe det ikke går ud over folks helbred. Samtidig mener hun, at de fastansattes løn i kommunen er for lav i forhold til, hvad de udfører af arbejde, ligesom hun siger, at det er godt at være ude og vise flaget, når ledelsen har kvajet sig. Det viser igen en horisontal solidaritet, hvor det gælder om at stå sammen med hendes ligestillede, som tillige er instrumentel, idet udsagnet er præget af en os mod dem -opfattelse. Annette mener, at det først er, når man har været flere gange på et sted, at man begynder at blive accepteret som en del af fællesskabet og hun giver tydeligt udtryk for, at hun ikke har noget videre ønske om at indgå i fællesskabet. Annette har i mange år kun været 54

55 medlem af en a-kasse men meldte sig for nylig ind i Det faglige Hus, blandt andet fordi hun ønskede at få indflydelse på en lønforhandling og af FOA havde fået det indtryk, at hun kunne få større indflydelse ved at være med i en fagforening. Et af incitamenterne til at melde sig ind i Det faglige Hus, var den forsikring hun kunne få. Det er vigtigere for hende at være med i en fagforening, hvor hun føler sig godt tilpas end at være i den fagforening, hvor hun bedre kunne få indflydelse, hvilket ville være til gavn for hendes kollegaer. Ovenstående kan både tolkes som et udtryk for solidaritet og som et udtryk for egne interesser. Det kan tolkes som horisontal solidaritet, idet hun ved at melde sig ind i en fagforening kan gavne lønvilkårene for alle. Hun melder sig dog ikke ind i den fagligt mest relevante men vælger en, hvor hun får personlige fordele. Om det er solidaritet eller ej, er der i hvert fald ikke tale om hverken loyalitet eller en følelse af at være gensidigt forpligtet. Annette søger netværk i familie og venner, hvilket kan være en slags anerkendelse for den værdi, hun tilføjer det fællesskab, som familien konstituerer. Ganske vist har hun fået at vide, at hun gerne må involvere sig i de arbejdsmæssige problemstillinger på trods af, at hun som vikar ikke har nogen rettigheder. Hun giver udtryk for, at hun er glad for dette, hvilket viser, at hun føler, at hendes værdi for fællesskabet bliver anerkendt, men hun vælger ikke at indgå i dette. At, Annette har valgt ikke at indgå i fællesskabet, er imidlertid ikke ensbetydende med, at hun ikke engagerer sig. Tværtimod er hun en meget aktiv person og tager mange kampe for det, hun mener, er vigtigt. Grunden til, at hun valgte at blive vikar, var således, at hun kæmpede for at få indført en rygepolitik, hvilket hun stod meget alene med. Det er muligt, at såfremt de andre på hendes arbejdsplads havde bakket hende op og dermed vist, at det var vigtigt for fællesskabet at få en rygepolitik, var hun aldrig blevet vikar. Lone synes, det er svært at blive en del af det faste fællesskab og vælger derfor sine egne fællesskaber. Hun er ikke medlem af en fagforening, fordi hun ikke mener, hun er i risiko for at blive fyret og siger tillige, at hun ikke har været arbejdsløs en time i de 12 år, hun 55

56 har været uddannet. Hun svarer ja til, at en fagforening som Job & Liv 25, hvor alle de kollektive interesser er skrællet af, kunne være interessant og viser tilsyneladende, at den oplevede fagforening er for dårlig til at organisere vikarer, men viser samtidigt at hendes interesser er mere individ- end kollektivorienteret. Vi ser således, at informanterne gerne vil og til en vis grad også udviser instrumentel og horisontal solidaritet. Den horisontale solidaritet er især instrumentel, idet det handler om at stå sammen imod arbejdsgiveren. Der er også tegn på loyalitet, men de føler sig ikke gensidigt forpligtede. Interessesammensmeltning og vertikal solidaritet Vores informanter giver dog også på mange måder udtryk for, at der er en interessesammensmeltning. De er alle dedikerede til deres arbejde, om end i forskellig grad. Dedikationen skyldes i høj grad, at de beskæftiger sig med omsorgsarbejde og deres solidaritet viser sig derfor først og fremmest over for dem, de skal pleje. Pia nævner fx, at det er meget vigtigt, det ikke får indflydelse på hendes arbejde, at de øvrige medarbejdere behandler hende med ringeagt, fordi hun er vikar. Ligeledes siger Annette, at den vigtigste kvalifikation i hendes job er at yde omsorg. Hvor hendes holdning til fællesskabet og de øvrige medarbejdere bærer præg af, at det må de klare selv, så klarer hun hendes del, så er det meget vigtigt for hende, at plejen er personlig og ikke kommer til at være ren rutine. Der er her tale om en vertikal solidaritet. Både Annette og Pia fortæller også, at man må huske at se tingene fra ledelsens side, at det er svært for dem hele tiden at skulle have nye vikarer. Solidariteten er dermed også præget af både følelser og interessesammensmeltning, hvor de ser sig selv som en del af en samlet proces, hvor målet er, at patienterne får den optimale pleje og omsorg. Dette kan også tolkes som loyalitet, idet de føler sig moralsk forpligtede til at udføre arbejdet godt. 25 Job og Liv startede som et nyt selskab i marts Job og Liv vil sælge en forsikring, som giver ret til juridisk rådgivning og bistand til kunden/lønmodtageren, hvis denne har brug for dette i forbindelse med ansættelsesforholdet. 56

57 Interessesammensmeltningen ses også i forhold til vikarbureauet, som jo er den egentlige arbejdsgiver. Da vi spørger Pia om, hvad hun kunne forestille sig at bruge en fagforening til, afviser hun således, at den kan bruges i forhold til hendes arbejdsgiver: Jeg er aldrig blevet snydt af Adecco det skulle ikke være på grund af bureauet i hvert fald. Denne interessesammensmeltning hænger i høj grad sammen med, at Pia oplever, at Adecco forsøger at gøre det bedste for hende: Men der synes jeg så igen, at bureauet er rigtig rigtig gode til, at de sørger for, at det bliver de samme vikarer og også fordi kunden selvfølgelig spørger efter den samme vikar, hvis de har været glade for en, ikke. Og det er sket tit efterhånden må jeg sige. Så det er jo kun dejligt. Citatet viser endvidere, at Pia især får den tredje anerkendelsesform fra ledelsen; det, at ledelsen spørger specifikt efter hende, gør, at hun føler sig værdsat. Det samme gælder for Annette, når hun bliver behandlet som en fastansat: [ ] de [ledelsen red.] ved også når de nogle gange ringer og spørger om jeg kan komme, for så kan de planlægge at sætte mig på en bil med en vikar som er ny. Så det er selvfølgelig meget rart, når man får det sådan. På den måde bliver jeg ligesom behandlet som en fast. Det er således især ledelsen, der er med til at give dem en følelse af, at de har en værdi for fællesskabet. Opsummerende kan man se, at der er en interessesammensmeltning med både vikarbureauet og ledelsen på arbejdspladserne. Dette er til dels et udtryk for vertikal solidaritet. Endvidere er det især i denne interessesammensmeltning, at de bliver anerkendt for den værdi, de tilfører fællesskabet. 57

58 Solidarisk, men med hvem? Ovenstående konfirmative analyse afkræfter til dels vores fordom om, at der ikke kan findes solidaritet blandt vores informanter. Ud fra Søren Juuls begreber kan vi således finde tegn på både horisontal og vertikal solidaritet ligesom, der er en udpræget interessesammensmeltning. Imidlertid viser det sig, at solidariteten hænger tæt sammen med identiteten, idet der er stor forskel på den solidaritet, informanterne udviser over for medarbejderne som helhed og så over for de øvrige vikarer. Pia fortæller således om en café, bureauet holder hver måned for vikarerne. Pia er den af vores informanter, der deltager mest i fællesskabet på arbejdspladserne, men vikarkollegaerne er vigtige for hende på en anden måde. Hun siger således: [ ]mine vikarkollegaer, som også er ekstremt vigtige for mig [ ] det er ikke så tit, efter jeg er kommet samme sted [Pia har i omkring et år næsten kun haft en arbejdsplads red.], at jeg så møder andre vikarer. Så det synes jeg er rigtig rart, at man ligesom kan følge med i, hvem der stadig er vikar og hvem der har opgivet den livsstil vi kører. Citatet viser, at der er en forskel på, hvordan hun opfatter sine kollegaer og at hun i højere grad identificerer sig med de øvrige vikarer, som vi har belyst i analysen af identitet. Solidariteten viser sig i, at det er vigtigt for Pia, at de fastansatte behandler vikarer med samme respekt som de øvrige medarbejdere. Det ligger hende meget på sinde, at de fastansatte lærer, at man ikke er vikar, fordi man er mindre kvalificeret. Dette tolker vi som et udtryk for solidaritet, fordi Pia netop kæmper for vikarer som sådan og ikke blot som sig selv. Hun er en del af en gruppe, som hun vil have skal værdsættes på lige vilkår, for som hun siger: Hvis ikke de havde vikarerne, så havde de ingenting og så var de virkelig på den. 58

59 Dette citat bærer tydeligt præg af en os mod dem holdning, men vi kan ikke helt benytte Juuls horisontalbegreb, da vikarer og fastansatte udfører samme jobfunktion på arbejdspladsen. Ligeledes kan vi ikke tale om instrumentel solidaritet, da den ikke har sigte på at opnå noget formelt, såsom rettigheder eller højere løn. Derimod handler solidariteten om, at Pia gerne vil have, at vikarer anerkendes. Hos Annette er det også tydeligt, at der er en forskel på kollegaerne, afhængigt af om der er tale om fastansatte eller vikarer. Da vi spørger til, om der er et fællesskab på vikarbureauet, siger hun således: Ikke på bureauet, det er mere, ligesom jeg kommer meget et sted, så er der også nogle andre, der kommer samme sted, så vi snakker jo så sammen. Så er vi ligesom kollegaer, nu de andre [de fastansatte].. os vikarer ikke. Her giver Annette udtryk for, at det at være kollega med andre vikarer står lidt i modsætning til at være kollega med de fastansatte. De fastansatte har deres fællesskab og vikarerne har så deres eget. Solidariteten i vikarernes fællesskab kommer i Annettes tilfælde til udtryk ved, at de advarer hinanden mod dårlige arbejdspladser. Oplever en af dem en dårlig arbejdsplads, siger de det videre, så de andre kan undgå at komme derhen. Delkonklusion Vores konklusion er derfor at solidariteten hos vikarerne ikke er forsvundet på trods af, at de flexer fra arbejdsplads til arbejdsplads. Vi får dermed ikke bekræftet vores fordom da den instrumentelle og horisontale solidaritet stadig kan spores. Omvendt er den konventionelle solidaritet ikke til stede i udpræget grad og individuelle præferencer influerer en del på valget af solidaritet. I forhold til interessesammensmeltning har vi i høj grad gjort os en hermeneutisk erfaring, da det viser sig, at der både findes interessesammensmeltninger med ledelsen på arbejdspladsen og med arbejdsgiveren. Vi får til gengæld til dels bekræftet vores fordom om, at det ikke er muligt at opretholde fællesskaber, da især to af informanterne ikke indgår i fællesskaber på arbejdspladsen. 59

60 Følgelig får vi også bekræftet vores fordom om, at vikarerne ikke føler sig gensidigt forpligtet, men der kan på den anden side ses udtryk for loyalitet. Solidaritet kan derfor ses som værende afhængig af identiteten. Ovenstående viser, at vikarernes villighed til at hjælpe og interesse i andre øges, når det handler om andre vikarer. Hvor de ikke er specielt interesserede i at indgå i fællesskaber på arbejdspladsen og helst ikke vil blandes ind i konflikter, så har de en særlig tilknytning til andre vikaransatte. Denne form for solidaritet kan godt kaldes instrumentel, idet de hjælper hinanden, men det handler ikke om at stå sammen for at opnå noget i fællesskab og man har ikke en forventning om, at andre hjælper en. Solidariteten mellem vikarerne kan derfor bedre beskrives som en interesse i andre, som udspringer af, at da andres livsstil afspejler deres egen. Hvordan de andre bliver behandlet, berører derfor også en selv. Vikarerne er enspændere, som Lone siger, men enspændere forbundet med hinanden. Denne forbindelse opstår igennem solidariteten, som dybest set handler om, at de gerne vil have, at alle i gruppen har mulighed for at skabe deres eget liv. Den nye solidaritetsform handler således ikke om, at man er moralsk forpligtede over for andre for at opnå noget i fællesskab, men udspringer af et ønske om, at alle skal have ret til at forfølge deres individuelle mål. Vores fordom om, at der ikke findes solidaritet, afkræftes således især af, at der er opstået en ny form for solidaritet. 60

61 Illustration af delkonklusionerne I det følgende kapitel vil vi illustrere vores delkonklusioner fra analyserne i tre selvkonstruerede figurer. Dette gøres for at opnå bedre overblik over informanternes arbejdsliv. Da formålet er at skabe overblik over den forståelse, vi er kommet frem til, er figurerne også udtryk for en simplificering. Vi forsøger at vise, hvor i figurerne informanterne ligger, men vi kan ikke give en præcis angivelse heraf, da det ville kræve, at man havde nogle målbare kriterier for at indplacere dem. Dette ville indebære, at disse kriterier var objektive og kunne gælde for alle. Efter vores mening findes der ikke en sådan objektiv viden. Omvendt kan det være nødvendigt at konstruere et generaliseret og simplificeret øjebliksbillede, som man forstiller sig er sand viden for rent praktisk at kunne navigere i verden, når man skal se på samfundet som en helhed. Man kunne derfor efterfølgende foretage en større undersøgelse, hvor man forsøgte at indplacere x antal informanter og efterfølgende lavede en regressionsanalyse for at finde frem til den typiske tendens. Derefter kunne man benytte dette resultat til at iværksætte konkrete initiativer. En sådan analyse ville på ingen måde være hermeneutisk men alene en praktisk foranstaltning som muliggjorde samfundsmæssige beslutninger, da sådanne overordnede beslutninger desværre ikke har mulighed for at tage hensyn til den enkelte. Dermed er regressionsanalysen heller ikke udtryk for Sandheden, men derimod en samling af mange subjektive sandheder, som samtidig udelader næsten lige så mange andre subjektive sandheder. Endvidere vil informanterne med tiden rykke sig, ligesom der kan komme nye dimensioner til modellen. Verden bevæger sig. Med den filosofiske hermeneutik har vi haft mulighed for at sætte vores fordomme på spil og har med den eksplorative analysetilgang opnået ny indsigt. Dermed har vi understreget vigtigheden af kontinuerligt at udfordre sine fordomme og arbejde eksplorativt. Identitetsfiguren har eksempelvis opnået en tredje dimension på baggrund af vores analyse. Et andet videnskabsteoretisk udgangspunkt havde sandsynligvis overset denne dimension, hvilket viser, at det er nødvendigt at have en individorienteret tilgang, som 61

62 baserer sig på forståelse, før man iværksætter en generaliserende undersøgelse med henblik på praktiske tiltag. Dermed mener vi, at man som forsker bliver nødt til at vekselvirke mellem at gennemføre undersøgelser, som har til formål at forstå genstandsfeltet og undersøgelser, som har til formål at danne grundlag for beslutninger. Fleksibilitet Som beskrevet i delkonklusionen efter analyseafsnittet om fleksibilitet, kendetegner arbejdet som vikar en høj grad af fleksibilitet. Dette er umiddelbart både et ønske fra arbejdsgiver og arbejdstager. I vores analyse af fleksibiliteten har det vist sig, at der er en sammenhæng mellem fleksibilitet og interesser, hvilket illustreres af nedenstående figur, hvor vi vil indplacere vores informanter. Dette vil vi benytte til at karakterisere informanternes interesser, som er en nødvendig faktor i fagforeningernes rolle. Figur 3: Fleksibilitetskurven viser sammenhængen mellem interesser og fleksibilitet. Kilde: Egen konstruktion 62

63 De tre informanter har alle interesser i, at arbejdslivet er forbundet med høj fleksibilitet, idet det giver dem frihed til at planlægge arbejdstider. Desuden ser de alle de skiftende arbejdspladser som en katalysator for faglig kompetenceforøgelse og omstillingsparathed. Lone og Pia betegner begge fleksibilitet som en livsstil, der i perioder giver dem frihed til at varetage individuelle behov og interesser. De vil ikke gå på kompromis med disse frihedsidealer for måske at indgå i et stabiliserende og sikkert fællesskab. De har valgt at arbejde på vikarbasis, fordi det øger deres mulighed for at skabe deres liv på deres egne præmisser. Tilgangen til arbejdet er derfor præget af individuelle interesser; hvad kan de selv opnå ved at arbejde. Muligheden for at opnå dette er betinget af, at de som nævnt selv kan planlægge arbejdstider og ikke nødvendigvis behøver at involvere sig i fællesskaber, ligesom de kan komme bredere rundt rent fagligt i og med, at de kommer ud på forskellige arbejdspladser, som har hvert deres speciale. Det er dermed graden af fleksibilitet, der afgør, hvorvidt de kan få deres individuelle interesser opfyldt. Alle tre informanter ligger altså på proportionalitetslinien, langt til højre på x-aksen og højt oppe ad y-aksen. Identitet I forlængelse af delkonklusionen i identitetsanalysen vil vi det følgende opstille en figur. Ud fra identitetsanalysen konkluderede vi, at fritid og arbejdsindhold stadig er en stor del af identitetsskabelsen hos individet. Det nye er dog, at arbejdsformen/-måden i høj grad spiller en væsentlig rolle i identitetsdannelsen hos vores informanter. Alle informanterne lægger meget vægt på, at selve det at være vikar (arbejdsformen) spiller en stor rolle i deres selvopfattelse. På baggrund af dette har vi nedenfor opstillet en figur med de tre ovennævnte forhold: Arbejdsindhold, fritid og arbejdsform. 63

64 Figur 4: Identitetstrekanten illustrerer at identiteten skabes i samspil mellem fritid, arbejdsindhold og arbejdsform. Kilde: Egen konstruktion Figuren illustrerer, at identitetsdannelsen opstår i spændingsfeltet mellem fritid, arbejdsindhold og arbejdsform. Pia ligger næsten midt i figuren, eventuelt lidt ud mod højre side. Hendes identitet skabes i høj grad af det at have et arbejde og hun er meget stolt af sin faglighed. Fritiden nævner hun ikke rigtig i interviewet, hvilket indikerer, at den har mindre betydning for hende, da hun ikke umiddelbart snakker om den. Det er dog ikke ensbetydende med, at den er ubetydelig, men er sandsynligvis også en følge af, at vi ikke har stillet direkte spørgsmål til hendes fritid. Ligeledes nævner hun, at hun er vikar, fordi det giver hende mulighed for at skabe det liv, hun gerne vil, så det er sikkert, at hendes fritid også har en væsentlig rolle i hendes identitetsdannelse. Annette ligger meget længere nede i figuren, da arbejdet som sådan ikke betyder meget i forhold til, hvordan hun opfatter sig som person. For hende er fritiden det vigtigste, men i vores analyse viser det sig også, at arbejdsformen, det at være vikar, har en væsentlig betydning i hendes identitetsdannelse. 64

65 Lone befinder sig i samme område som Annette, det vil sige mellem fritid og arbejdsform. Hun ville under ingen omstændigheder arbejde, hvis ikke det var fordi, hun havde behov for pengene, hvilket viser, at fagligheden og det at have et arbejde betyder meget lidt i forhold til, hvordan hun opfatter sig selv som person. Dette viser, at arbejdsmåden har indvirket, at der er en ændring i faktorerne som medvirker i identitetsdannelsen, hvilket også medfører en ændring i solidariteten, som vi vil vise i det følgende. Solidaritet Solidaritetskurven illustrerer antagelsen om, at solidaritet og interesser påvirker hinanden proportionelt. Sammenholdet i et fællesskab er ofte konstitueret i kollektive interesser og høj solidaritet. Vi vil her indplacere vores informanter for at nå frem til, om solidaritet og interesser stadig påvirkes proportionelt. Informanternes placering på y-aksen er afledt af fleksibilitetskurven, som viste, at alle tre informanter er særligt præget af at have individuelle interesser. Solidaritetskurven Individuelle interesser Kollektive interesser / Høj solidaritet Lav solidaritet Figur 5: Solidaritetskurven. Kilde: Egen konstruktion 65

66 I Annettes tilfælde er der en høj grad af proportionalitet mellem interesser og solidaritet. Hun ligger imidlertid mest på højre side af linien, da hendes interesser som nævnt er mest individuelle. Pia udviser en udpræget grad af solidaritetsfølelse, især den horisontale. Hun ligger derfor langt til venstre på x-aksen. Samtidig har Pia meget individuelle interesser, idet det for hende handler om, hvad hun har af muligheder i sit liv. Om hun kan realisere sine ønsker og behov. På y-aksen ligger hun således højt oppe, det vil sige hun ender i et felt langt fra proportionalitetslinien. Lone er den af de tre, der viser mindst solidaritetsfølelse og ligger derfor langt til højre på x-aksen. Hendes interesser er ligesom Pias meget individuelle og hun ligger derfor også langt oppe ad y-aksen. I lighed med Annette ligger Lone således meget tæt på proportionalitetslinien. Alle tre informanter ligger således meget højt oppe ad y-aksen, idet de især giver udtryk for, at de har individuelle interesser. Det hænger sammen med, at deres identitetsdannelse især skal findes i arbejdsmåden. De identificerer sig alle som vikarer og er glade for denne arbejdsform, fordi den netop giver dem mulighed for at føre individuel livsstil. Som vi ser med Pia er det imidlertid også muligt at have en høj grad af solidaritet på trods af individuelle interesser. At Pia her falder udenfor kan have en sammenhæng med, at hun, i modsætning til de to andre, finder meget af sin identitet i sin faglighed og i selve det at have et arbejde; ved at identificere sig med sine fagfæller føler hun i højere grad vigtigheden af at være solidariske med dem. Som vi fandt frem til i analyseafsnittet er der imidlertid en større grad af solidaritet når der tales om andre vikarer. Interesserne er her fortsat individuelle, hvilket netop er vikarernes fælles fundament. De sammenligner deres arbejdsforhold og advarer hinanden mod dårlige arbejdspladser. Ser man således på solidaritetskurven kun i forhold til den solidaritet, de udtrykker over for andre vikaransatte, placerer de sig alle højt på y-aksen og langt til venstre på x-aksen, det vil sige langt væk fra proportionalitetslinien. 66

67 Delkonklusion Konkluderende kan vi sige, at de tre figurer viser en tæt sammenhæng mellem fleksibilitet, interesser, identitetsdannelse og solidaritet. Deres individuelle interesser søges opnået ved at have en fleksibel arbejdsmåde. Den fleksible arbejdsmåde indvirker endvidere stærkt på identitetsdannelsen. Endelig er solidaritetsfølelsen afhængig af, om solidariteten rettes mod de øvrige medarbejdere generelt eller mod andre vikarer. For to af informanternes tilfælde, viser det sig, at solidariteten er lav som følge af de individuelle interesser, hvilket var, hvad man umiddelbart kunne forvente. Når det drejer sig om andre vikarer, viser det sig derimod, at det er muligt at finde en kombination af individuelle interesser og høj solidaritetsfølelse. Dette hænger sandsynligvis sammen med, at de i højere grad kan identificere sig med andre vikarer, som også har individuelle interesser og hvor det også her er arbejdsmåden, den fleksible livsstil, der er det helt centrale. I sidste del af projektet vil vi benytte ovenstående konklusion til at vurdere interessernes og solidaritetens betydning for at mobilisere, Det vil sige for at samles i en fælles organisation som en fagforening. FOAs muligheder for at rumme vikaransatte I dette afsnit vil vi beskrive først de formelle fakta om FOA. Dette vil blive opfulgt med et afsnit, hvor vi vil forsøge at argumentere for, at FOA har en marxistisk ontologi. Efterfølgende vil mobiliseringsteorien blive præsenteret og derefter applikeret for at vurdere muligheden for kollektiv aktion. Til sidst følger en diskussion om, hvordan FOA kunne forholde sig i forhold til de tre parametre i mobiliseringsteorien og om hvorvidt deres forståelseshorisont er begrænsende i forhold til potentielle medlemmer. Fag Og Arbejde I det følgende afsnit vil vi kort beskrive fagforeningen FOA. En fagforening er traditionelt set en sammenslutning af personer, der udøver et erhverv, og som er lønmodtagere (Scheuer 1985:19). Medlemmerne i en fagforening er typisk kendetegnet ved enten at 67

68 have samme uddannelse, at medlemmerne arbejder indenfor samme arbejdsområde eller at medlemmerne varetager de samme jobfunktioner (Ibid: 19). FOA er en traditionel fagforening, som er medlem af LO. FOAs rødder går tilbage til 1899, hvor Københavns Kommunale Arbejderforbund blev stiftet. I skrivende stund har FOA ca medlemmer fordelt på 63 afdelinger. FOAs formål er: - at organisere offentligt og privat ansatte indenfor forbundets område - at skabe de bedst mulige rammer for medlemmernes arbejdsvilkår - at være et rummeligt fællesskab med plads til forskellighed og mangfoldighed, som skal afspejle sig i de demokratiske organer. - at påvirke samfundsudviklingen fagligt, politisk, økonomisk, socialt, kulturelt og internationalt, herunder fremme ligebehandling til gavn for medlemmerne. - at styrke og støtte forbundets tillidsvalgte - at virke i fællesskab for et samfund præget af omtanke, sammenhold og solidaritet. Det koster 289,15 kr. om måneden at være medlem af FOA, hvis man er SOSU-assistent i Storkøbenhavn. Dette er fradragsberettiget (FOA). FOAs ontologi I dette afsnit vil vi sandsynliggøre, at FOA har en marxistisk ontologi. Deres formålsparagraffer ser vi som udtryk for deres tilgang og opfattelse af verden. Det ville have været hensigtsmæssigt, hvis vi havde interviewet en række top-figurer inden for FOAs rækker, men grundet tidsperspektivet har dette ikke været muligt, hvorfor vi tager deres formålsparagraffer som indtægt for deres syn på ontologien. I den klassiske marxisme står begreber som klasse og revolution, (mer)værditeori og udbytning som centrale. Historien har altid været en klassekampens historie, hvor 68

69 samfundsudviklingen er præget af en historisk dialektik, altså modsætninger mellem klasser (Marx og Engels 1976:27). Som man kan se af FOAs ovenstående paragraffer, kan disse tolkes forholdsvis neutralt, men alligevel er der enkelte sætninger, som henleder ens tanker til den klassiske marxisme. FOA vil fra en intern struktur, politisk, økonomisk, socialt og kulturelt påvirke eksterne systemer. Dette tyder på en klassisk marxistisk tilgang til verden, hvor subjekter bliver underlagt systemet bestående i et objektivt sandhedsbegreb om samfundsstrukturen. Subjekter er i marxismen næsten ikke til stede, det er i højere grad klassekampen, som er i centrum, samt den udbytning som sker af kapitalisten overfor arbejderen 26. Endvidere påstår marxisterne, at der eksisterer en slags dobbelthed i forhold til tingenes fremtrædelsesform, også de sociale relationer som ligger under fremtrædelsesformen (Nielsen i Fuglsang & Olsen 2004:186). Hertil kan man tillige sige, at ligebehandlingsbegrebet er FOAs marxistiske dobbelthed; kapitalen udbytter arbejderen, men arbejderen kan ikke selv se dette udbytningsforhold. Fordi FOA stadig mener, at arbejderen bliver udbyttet, kæmper FOA for ligebehandling. Ligeledes opfattes ligebehandling i en subjektiv verden ikke på samme måde, idet flere individer kan fortolke ligebehandling på mange måder. Marxismen og FOA forudsætter, at individerne er underlagt et snævert defineret objektivt sandhedsbegreb 27. Subjekter betragtes som en masse, som skal organiseres og påvirkes kollektivt. Denne tanke forudsætter derfor også, at der eksisterer en kollektiv tankegang og at individuelle interesser bliver holdt nede (Kelly 1998:23). I forlængelsen af Tilly s 28 argumentation så står man sværere overfor arbejdsgiveren, hvis man ikke er organiseret kollektivt, i trin med FOAs første formålsparagraf: At organisere offentligt og privat ansatte indenfor forbundets område. 26 Se afsnit om Arbejde som identitet. 27 Se afsnit om arbejde som identitet. 28 Se afsnit om interesser i mobiliseringsafsnittet. 69

70 Det socialistiske præg skinner endvidere igennem med deres sidste paragraf, hvor samfundet skal være solidarisk og præget af omtanke og sammenhold. Opsummerende kan man fra overstående argumentere, at FOA har træk, som knytter sig til en marxistisk ontologi. Dette skal selvfølgelig ses i relation til den historiske kontekst, hvori fagforeningen er opstået. Den opstod i den kontekst, hvor der i højere grad var et mere homogent arbejdsmarkedet og hvor kollektive overenskomster blev reglen snarere end undtagelsen. Derfor kan FOAs ontologi delvist ses som en marxistisk inspireret fagforening, som er oprettet til at håndtere kollektive interesser og at modvirke det antagonistiske forhold mellem arbejdsgiver-arbejdstager. Marxismen så netop samfundet som delt op i klasser og derfor som kollektive bevidstheder og i mindre grad subjektive og individuelle. FOAs historiske og marxistiske udgangspunkt gør derfor, at de i højere grad ser de kollektive, strukturelle interesser og negligerer de subjektive. Mobilisering I det følgende vil vi på baggrund af ovenstående analyser diskutere, hvorvidt FOA kan rumme de vikaransatte. Dette vil vi gøre ved at diskutere, hvorledes henholdsvis de vikaransattes og FOAs oplevelse af verden stemmer overens og ikke stemmer overens. Vi vil igennem Charles Tillys 29 mobiliseringsteori forsøge at forstå verden ud fra FOAs forståelseshorisont. I analysen vil vi påvise, hvilke områder af FOAs forståelseshorisont, der ikke stemmer overens med de vikaransattes. Vi starter med at applikere Tillys teori på vores delkonklusioner fra de foregående afsnit. Derefter vil vi diskutere, hvilke begrænsninger FOA har som følge af deres forståelseshorisont. 29 Charles Tilly (1929-): Amerikansk sociolog, har undervist på University of Michigan og The New School of Social Research 70

71 Diskussion om Tillys videnskabsteoretiske udgangspunkt I vores videre analyse vil vi som nævnt inddrage Tillys mobiliseringsteori præsenteret af John Kelly. I vores forståelse bygger Tillys teori på et øjebliksbillede af et fænomen, men er i hans forståelse underlagt objektive sandheder. Dermed kan vi ikke benytte en applikation til at nå en endegyldig sandhed. Den kan derimod vise os FOAs forståelse af verden og dermed synliggøre eventuelle oversete faktorer. Derigennem vil vi vise, hvilke problemer, dette har for FOAs virke. Mobiliseringsteori Tillys mobiliseringsteori giver et godt billede på FOAs selvforståelse. Tilly s mobiliseringsteori tager udgangspunkt i marxismens præmisser. Den herskende klasse forsøger at bibeholde dens dominans over proletariatet både i samfundet såvel som i økonomien. Arbejdsgivere ansætter arbejdere, for at forøge deres kapacitet, således at det udmønter sig i rentabel forrentning. Det er kapitalens dominans og stræben efter øget profit, der skaber konflikter mellem arbejdere og arbejdsgivere. Uligheden skaber en interessekonflikt mellem arbejderklassen og den herskende klasse i det kapitalistiske samfund (Kelly 1998:24ff). Det er ikke arbejdstagerens primære interesse at forøge kapitalen og derfor har arbejderne været nødsaget til at organisere sig i et stærkt kollektiv for igennem kollektiv aktion at kunne modvirke partikulær fattigdom, jobusikkerhed, arbejdsløshed og udligne magtfoldet til arbejdsgiveren (Ibid.:39). Tilly opstiller fire parametre, som kan bruges til aflæse graden af kollektiv aktion (Ibid.:25). Interesser Det første parameter er interesser. Det interessante her er, hvorledes interesser bliver defineret i en gruppe. Er interesser individuelle, semi-kollektive eller kollektive eller en blanding af disse og hvordan defineres interessemodsætningen til arbejdsgiveren. Ligeledes argumenteres det, at jo stærkere de kollektive interesser er, jo højere mulighed er der for kollektiv mobilisering. 71

72 Organisation Organisationsgraden er ikke betinget af, hvorvidt organisationen forekommer i civilsamfundet eller på arbejdspladsen men derimod af, hvorledes medlemmerne identificerer sig med organisationen og graden af interaktion eller sociale netværk mellem medlemmerne (Ibid.:37). Strukturen i gruppen har betydningen for mobiliseringsgraden. Muligheder Består af tre komponenter: Magtbalancen mellem parterne (stat, arbejdsgivere og arbejdere), statsmodellens muligheder for en gruppe at opnå indflydelse på lovgivningsprocessen, repressive midler anvendt af den herskende klasse og andre potentielle muligheder for en gruppe at forfølge deres krav. Sammenspilsgraden af de tre ovenstående parametre, interesser, organisation og muligheder, er afgørende i forhold til at kunne udlede størrelsen af mobilisering. Mobilisering Gruppens tilegnede ressourcer, hvortil de kan skabe kollektiv aktion, eller individer, der transformeres til en kollektiv gruppe. Kollektiv aktion er produktet af sammenspillet mellem de fire parametre og definitionen af interesser. Når arbejdstagere møder urimelige og illegitime krav fra arbejdsgiveren, er det et produkt af sammenspilsgraden af parametrene, der afgør graden af kollektiv aktion. Ifølge Kelly findes der tre katalysatorprocesser, der kan påvirke transitionen: Social identifikation, lederskab og attribution (Ibid.:29). Idet lederskab 30 og attribution 31 falder udenfor tidshorisonten i forhold til vores problemstilling, vil vi kun belyse socialidentifikationsprocessen. 30 Lederskab: Hvilke parametre kan en tillidsmand eller arbejdsgiver benytte sig af for at annektere arbejdernes interesser. 31 Attribution: Hvorledes en gruppe skal forholde sig til en given problemstilling og hvorledes beslutningen påvirker outcome. 72

73 Social identifikation Kelly definerer begrebet som en proces, hvor mennesker udvikler et fælles ståsted; en gruppe, der definerer sig selv i modsætning til eksempelvis arbejdsgiveren. Social identifikation skal forstås som en personlig identitet med partikulære kvaliteter, negative som positive. Inden for samme fagområde kan der være fragmenterede grupperinger, idet en gruppe, der besidder flere evner, eksemplificeret ved at en gruppe med et højere uddannelsesniveau distancerer sig i forhold til en gruppe med et lavere uddannelsesniveau. Desuden skelnes der også mellem identitetsgraden i forhold til arbejdspladsen. Således kan en gruppe med lav tilknytningskraft til en arbejdsplads blive marginaliseret i forhold til en gruppe med høj tilknytningskraft (Ibid.:31). Social identifikation er en forudsætning for kollektiv aktion og dermed forudsætning for en fagforening, der varetager kollektive interesser. Applikation af Tillys parametre og muligheden for kollektiv aktion Vi vil i det følgende se på, hvilken mulighed der er for mobilisering ud fra Tillys parametre. Dette har til hensigt at belyse, hvori diskrepansen mellem FOAs og de vikaransattes forståelseshorisont ligger. Vi vil forinden opridse vores nye forståelseshorisont for at gøre klart, hvad det er, vi applikerer Tillys parametre på. Ved denne applikation sætter vi ikke vores fordomme på spil. Applikationen har derimod til hensigt at belyse problemerne i, at vikarernes oplevelse af deres arbejdsliv ikke stemmer overens med FOAs forståelseshorisont. Vi vil derfor slutte afsnittet af med en diskussion af disse problemer. Fordomme før analysen Vi har igennem de tidligere analyser opnået en ny forståelseshorisont for de vikaransattes oplevelse af deres arbejdsliv. Denne består i, at vikarerne først og fremmest igennem reelle frie valg tilvælger fleksibilitet, fordi det giver dem frihed. Når vikarerne møder problemer i arbejdslivet, er det deres egen personlige opgave at løse problemerne, fx ved at skifte arbejdssted. 73

74 Fleksibiliteten påvirker til dels fællesskabet, idet især to af vikarerne i høj grad fravælger at indgå i et fællesskab på arbejdspladsen. Alligevel giver de udtryk for forskellige former for solidaritet, ligesom der er interessesammensmeltninger både med ledelserne på arbejdspladserne og med arbejdsgiverne. Fleksibiliteten har en betydning for identitetsdannelsen, men ikke i den betydning at karakteren ligefrem eroderer. Tværtimod er identiteten i høj grad at være fleksibel, det er arbejdsformen og ikke arbejdet, der har størst betydning i forhold til identiteten. Alle tre informanter har den klare opfattelse, at de positive konsekvenser ved at være vikaransat klart overskygger de negative. Interesser I afsnittet om solidaritet har vi fundet frem til, at der på mange måder er en interessesammensmeltning mellem vikarbureauet og vikaren. Vikarbureauets eksistens er vikarens mulighed for, at leve det liv hun gerne vil. Vores informanter har tillige udtrykt stor tilfredshed med deres bureau samt set bureauet som dem, der sikrede gode arbejdsforhold. Således er der ikke længere et tydeligt modsætningsforhold mellem arbejdsgiver og arbejdstager. I figurafsnittet har vi på fleksibilitetskurven vist, at vikarerne i høj grad har individuelle interesser. Det er under den forudsætning, at interessebegrebet forstås subjektiv. Såfremt vi havde et andet videnskabsteoretisk udgangspunkt og forstod interessebegrebet objektivt, kunne vi argumentere for, at de også har kollektive interesser som fx ønsket om at få pension. Imidlertid viser det sig, at vores informanter netop har forskellige holdninger til dette. Hvor Annette har valgt et vikarbureau, hvor der bliver indbetalt en, om end meget lav, pension, er det for Pia underordnet. Det viser endvidere, hvorfor vi mener, at der kun findes oplevede interesser. Informanternes interesseforståelse kolliderer dermed med FOAs forståelse af interesser. FOA absorberer marxismens ontologi, der ikke er samstemmende med informanternes oplevede interesser. Deres modsatrettede forståelseshorisont udgør derfor en barriere for vikarernes identificering med FOA. 74

75 Organisation Som vist i både identitets- og solidaritetsafsnittet er det begrænset, hvor meget informanterne indgår i fællesskaber på deres arbejdspladser. Samtidig har vi set, at informanterne identificerer sig med deres øvrige vikarkollegaer og at de udviser større solidaritetsfølelse over for dem end for deres fastansatte kollegaer. Ligeledes indgår især Pia i et socialt netværk med andre vikarer. FOAs eksistens er forankret i kontinuerlige fællesskaber på arbejdspladserne. Dette skaber et problem i forhold til vikaransatte, da de netop ikke ønsker at indgå i fællesskaber på arbejdspladsen. Ydermere synes de, at det er svært at indgå i arbejdsfællesskaber. De ses heller ikke meget med andre vikarer. Muligheder Da FOA forhandler overenskomster med både Personalegruppen og Adecco, er der formelle indflydelsesmuligheder for FOA. Mobilisering Ovenstående viser, at der er flere ting, der skaber problemer for mobiliseringen til kollektiv aktion, det vil sige fagforeningernes mulighed for at samle medlemmer. Disse problemer er: En høj grad af individuelle interesser Interessesammensmeltning med arbejdsgiveren Begrænset social interaktion Til gengæld er der andre ting, der understøtter muligheden for mobilisering: Selv om interesserne er individuelle, er der på nogle punkter interessesammenfald Der er en stærk identificering med andre vikarer Sociale netværk er en mulighed, som benyttes af en af informanterne 75

76 Diskussion af hvorvidt FOAs forståelseshorisont er begrænsende i forhold til potentielle medlemmer I dette afsnit ønsker vi at se, hvorvidt FOAs forståelseshorisont, eksemplificeret i de tre parametre, begrænser deres muligheder for at organisere vikararbejdere, illustreret via vores tre informanter. Første del, bliver diskuteret ud fra FOA s optik, dernæst vil vi forsøge at vurdere, hvordan denne optik kunne se anderledes ud fra en anden forståelseshorisont. Hvordan FOA kan forholde sig til interesser Som beskrevet i afsnittet om vikararbejde er der sket en adskillelse af arbejdsgiver og arbejdssted. Der tegner sig et diffust billede af, hvem der er arbejdsgiver. Arbejdsstedet, vikarbureauet, eller en selv? Informanterne identificerer sig i høj grad som vikarer og knap så meget som en del af en faggruppe inden for social- og sundhedsområdet. Flere forhold medfører, at informanterne ikke oplever, at de har entydige fælles interesser. Som tidligere belyst har et entydigt interessefelt stor betydning for at kunne indgå i et fællesskab med kollektive interessere eksemplificeret ved et specifikt fagområde. Ovennævnte forhold er også betinget af, at et fællesskab eller en gruppe definerer sig selv i modsætning til fx arbejdsgiveren. Dette forhold er vigtigt at definere for at kunne udlede FOAs rolle i videnssamfundet, da FOA er opstået blandt andet på baggrund af konflikten mellem arbejdstager arbejdsgiver. Vores informanter har alle givet udtryk for en stor tilfredshed med vikarbureauet og der er ikke umiddelbart noget, der taler for et konfliktforhold. Det skyldes i høj grad, at de identificerer sig med arbejdsformen, som vikarbureauet er garant for. Vikarbureauet muliggør arbejdsformens eksistens og danner dermed grundlaget for arbejdstagernes frihed. Man kan argumentere for, at vikarbureauet har absorberet arbejdstagerens interesser til korporative mål og dermed hindrer arbejdstageren i at 76

77 forfølge sine virkelige interesser. Det hænger igen sammen med verdensopfattelsen, idet et sådant argument hænger sammen med en ontologi, der mener, at interesser er objektive og at der er usynlige magtstrukturer. Informanterne udtrykker i høj grad en vertikal solidaritet med deres arbejdsgiver, Adecco. Det bliver dermed svært for FOA, hvis denne skal slå en kile ned mellem de vikaransatte og deres arbejdsgiver. Arbejdsstedet beskrives af informanterne som stedet for potentielle konflikter. Men i og med at tilknytningsgraden til den samme arbejdsplads er lav, fordrer det ikke de bedste vækstbetingelser for et fællesskab med kollektive interesser. De traditionelle betingelser for at støbe et fællesskab med kollektive interesser er dermed under opblødning. Af den grund er det vigtigt for FOA at fokusere på deres opfattelse af modsætningerne. Såfremt, de fortsat har en marxistisk inspireret ontologi, er det nødvendigt, at de overfor arbejdstagerne belyser et konfliktforhold mellem arbejdstager og arbejdsgivere. Derudover er det essentielt for FOA, at de får vikarerne til at opleve kollektive interesser ved fx at gøre opmærksom på de farer, der er forbundet med forringede pensionsordninger og marginaliserende sygedagpengeordninger. FOA kunne forsøge at rejse en rettigheds- og værdibetonet debat, både i den offentlige sektor og blandt vikaransatte. Her bliver problemet dog igen, at de værdier, som FOA står for, ikke er værdier, som vikarerne kan identificere sig med. Dette kan de ikke, fordi FOAs ontologi er i modstrid med vores informanters verdensopfattelse. Hvordan kan FOA forholde sig til Organisation I forbindelse med identificeringen af interesser påpeger Tilly, at der skal være et forum, hvori dette kan foregå. Dette forum har traditionelt været arbejdspladsen, men i og med at arbejdspladsen ikke nødvendigvis er den samme fra dag til dag, er arbejdspladsen som forum ikke længere umiddelbart til stede. Derfor skal der enten skabes et forum på 77

78 arbejdspladserne, som går på tværs af vikarer og fastansatte eller et forum for vikarer, som er uafhængig af arbejdspladsen. Det er ikke umiddelbart muligt at skabe et forum på arbejdspladsen, da de vikaransatte identificerer sig som en gruppe uafhængig af de fastansatte. Den anden mulighed med at skabe et forum uafhængigt af arbejdspladsen er i denne forbindelse noget, som FOA måske i højere grad burde dyrke. I denne forbindelse har fx Adecco skabt sociale rammer uafhængigt af arbejdsstedet, men i stedet i relation til Adecco. Hvorvidt, dette forum kan fungere som mobiliseringssted for FOA, er imidlertid tvivlsomt, da det netop er et socialt arrangement mellem vikarer og vikarbureauets konsulent, hvilket er med til at styrke interessesammensmeltningen. FOA vil således være nødt til at skabe sine egne sociale rammer for vikarerne, da de rammer, der umiddelbart findes, ikke er brugbare for FOA. Hvordan kan FOA forholde sig til Muligheder FOA står til dels stærkt på mulighedsområdet. I denne forbindelse indgår FOA som forhandlingspartner ved blandt andet overenskomstforhandlinger. Dette betyder, at FOA er medvirkende til at bestemme arbejdsvilkårene for vikarerne. Imidlertid kræver det, at de områder FOA er med til at forhandle, er områder, som, de vikaransatte har en interesse i, bliver forhandlet. Konsekvenser af FOAs forståelseshorisont Ovenstående bud, på hvad FOA har af handlemuligheder inden for deres nuværende forståelse, begrænser FOAs mulighed for at rumme sine medlemmer. Ved at følge ovenstående handlemuligheder bevæger de sig i forhold til et verdensbillede, som ikke længere ser sådan ud. Det interessante for FOA vil derfor være at indgå i en dialog med vikarerne om at blive enige om en fælles forståelseshorisont. FOA skal erkende, at vikarerne forståelseshorisont er forskellig fra FOAs nuværende. 78

79 Hvis FOA skal sikre deres eksistensberettigelse, er det essentielt at formulere en vision for, hvordan de vikaransatte kan indgå som en del af FOA forståelseshorisont. Dette betyder først og fremmest, at FOA er nødt til at have en anden verdensopfattelse, hvor det centrale ikke er at gøre opmærksom på konflikt mellem arbejdsgiver og arbejdstager og derved fordre kollektiv aktion på baggrund af objektive, kollektive interesser. Tværtimod skal deres ontologi tage udgangspunkt i den enkelte individs oplevelse af arbejdet og de problemer, der opstår ud fra denne oplevelse. De skal i højere grad lave flere øjebliksbilleder af den oplevede verden og forstå de individuelle meningssammenhænge. FOA og informanternes forståelseshorisont skal smelte sammen, for at FOA kan få en bedre forståelse af de oplevede interesser. Dette behøver ikke ændre FOA radikalt. Vi har netop påvist, at der stadig findes solidaritet, men denne kommer til udtryk på en ny måde. I øjeblikket vises denne solidaritet i uformelle netværk og det er en oplagt mulighed for FOA at tage udfordringen op og formalisere dette netværk. Herigennem vil de også have mulighed for at komme nærmere de individuelle interesser, som vores informanter har. Det er nødvendigt at kende disse interesser for at kunne varetage dem. Det handler således om, at FOA finder en måde, hvor de kan komme nærmere deres potentielle medlemmer, så de kan få en bedre føling med, hvad disse har behov for. Delkonklusion Vi har igennem analysen belyst på hvilke områder, der er diskrepans mellem de vikaransattes og FOAs forståelseshorisont. Til struktureringen af dette har vi brugt Tillys mobiliseringsteori, da den netop belyser nogle centrale områder indenfor FOAs forståelseshorisont. Diskrepansen mellem de vikaransattes og FOAs forståelseshorisont ligger primært indenfor tre områder. Det første område er, at vikarerne i høj grad oplever, at de har individuelle interesser, hvorimod FOA sigter på kollektive interesser. For det andet sker der en interessesammensmeltning mellem vikaren og vikarbureauet, hvor FOA netop betoner modsætningsforholdet mellem disse. For det tredje indgår de vikaransatte 79

80 ikke i en kontinuerlig social interaktion på arbejdspladsen, hvorimod FOA er indrettet på en netop sådan måde. Omvendt er der en række potentielle muligheder for at skabe en sammenfaldene forståelseshorisont, da vikarerne i høj grad identificerer sig med hinanden og oplever et interessesammenfald på nogle områder samt indgår i en række sociale netværk. Hvis FOA indenfor deres nuværende forståelseshorisont skulle gennemføre tiltag, der styrkede dem indenfor vikarsektoren, skulle de skabe fora, hvori vikarerne kunne indgå. Derudover skulle FOA i højere grad gøre opmærksom på, at det er dem, der forhandler løn med arbejdsgiverne, og at der i FOAs optik er et modsætningsforhold imellem arbejdstager og arbejdsgiver. Et bedre og mere langtidsholdbart bud vil dog være et helt andet. Vi vil anbefale FOA at indgå i dialog med deres medlemmer og lønmodtagere, som ikke er medlemmer, men indenfor FOAs forhandlingsområde. I denne dialog skal parterne sammen finde frem til en fælles vision og forståelseshorisont, som tager udgangspunkt i arbejdstagernes oplevede interesser og problemer, således at der kan sikres en gensidig identifikation mellem lønmodtagerne og FOA. 80

81 Konklusion Igennem arbejdet med projektet har vi søgt at belyse, hvordan vikaransatte indenfor sundhedssektoren oplever deres arbejdsliv og hvordan FOA kan rumme en ændring i dette. Ved hjælp af vores hermeneutiske analyser har vi fået et øjebliksbillede af tre vikarers oplevede arbejdsliv. Til undersøgelsen af vikarernes arbejdsliv har vi undersøgt, hvordan tre centrale begreber indenfor dette kommer til udtryk og om de kommer til udtryk anderledes, end vi hidtil har haft antaget. Dermed har vi igennem projektet til stadighed søgt at sætte vores forforståelse på spil for at opnå nye indsigter. De centrale begreber, som vi har undersøgt, er fleksibilitet, solidaritet og identitet. Vi har ved hvert af begreberne dels søgt at belyse om de tilgængelige teorier og begreber belyste de fænomener vi stødte på og dels har vi søgt efter nye fænomener, der endnu ikke var begrebsliggjorte. Igennem vores undersøgelse af hvorledes begrebet fleksibilitet kommer til udtryk i den erfaringsnære kontekst hos vores informanter, er vi nået frem til en ny forståelse. Modsat vores fordomme er fleksibilitet i høj grad et positivt fænomen for vores informanter. Det centrale for vores informanter er, at de opnår en højere grad af frihed end de har haft tidligere. De har en frihed til at vælge arbejdet til når det passer dem, i stedet for at have den eventuelle mulighed at kunne vælge arbejde fra. Dette ser de som et centralt aspekt af frihed i deres liv. Med fleksibiliteten og friheden følger dog samtidig en række krav om omstillingsparathed og om at løbe nogle risici i forhold til ikke at modtage løn under sygdom og ikke spare op til pension samt principielt aldrig at vide, om der er arbejde nok. Vi havde en fordom om, at jobusikkerhed spillede en stor rolle i det at være vikar. Det har dog vist sig at det gør det ikke i forhold til vores informanter. Igennem vores undersøgelse af identitet har vi vist, at vikarernes identitet hænger nøje sammen med deres arbejde. Vi har således vist, at der er træk fra identitetsteorierne i informanternes oplevelser. Det er imidlertid i højere grad deres arbejdsmåde og det, at de 81

82 selv har indflydelse på tilrettelæggelsen af deres liv som helhed, der skaber identiteten; de er Vikarer. Vi har derfor måtte forkaste vores fordom om, at identiteten eroderer som følge af fællesskabets opløsning. Det centrale her er, at det, at vikarerne i høj grad identificerer sig med vikararbejdsformen ikke betyder, at deres identifikationsproces er fragmenteret. Tværtimod knytter identiteten sig netop til det i deres arbejdsliv der er kontinuerligt. Igennem vores undersøgelse af begrebet solidaritet har vi søgt at belyse, hvorledes begrebet solidaritet kommer til udtryk hos vikarerne. Vi havde inden undersøgelsen en fordom om, at vikarer ikke udtrykte solidaritet med andre. Denne fordom har vi fået afkræftet, idet der kan spores udtryk for konventionel solidaritet med de fastansatte medarbejdere. Ligeledes er der en høj grad af interessesammensmeltning med både arbejdsgiverne, vikarbureauerne, samt med ledelserne på arbejdspladserne. Derudover findes der en særlig solidaritet over for andre vikarer, som adskiller sig fra den konventionelle ved, at solidariteten ikke har et fælles bedste til formål. Derimod hjælper man hinanden til at kunne opnå individuelle interesser. Den måde, begreberne fleksibilitet, solidaritet og fleksibilitet kommer til udtryk på, har også en sammenhængende betydning på tværs af de tre begreber. De individuelle præferencer former solidaritetsbegrebet i takt med ændringen af identiteten og solidariteten bliver derfor en funktion af arbejdsmåden og dermed et problem for organiseringen og mobilisering fra fagforeningssiden. Solidaritetsfølelsen får altså et slags nyt væsen og bliver forklaret ud fra arbejdsmåden. Ændringen i arbejdslivet har også betydning for, hvorledes FOA kan rumme de lønmodtagere, som fører dette arbejdsliv og denne livsform. Dette har vi i den sidste del af vores projekt søgt at undersøge, hvilket vi gjorde ved at belyse, hvorledes de vikaransattes og FOAs forståelseshorisont adskiller sig fra hinandens. Vi fandt frem til, at diskrepansen mellem de vikaransattes og FOAs forståelseshorisont primært ligger indenfor tre områder. 82

83 Forståelseshorisonten adskiller sig i forhold til deres respektive interesseforståelse, hvor vikarerne i høj grad oplever, at de har individuelle interesser, hvorimod FOA sigter på kollektive interesser. For det andet oplever vikarerne ingen interessemodsætning mellem vikaren og vikarbureauet, hvor FOA fokuserer på modsætningsforholdet mellem arbejdstager og arbejdsgiver. For det tredje indgår de vikaransatte ikke i en kontinuerlig social interaktion på arbejdspladsen, hvorimod FOA er indrettet på en netop denne måde. Omvendt er der en række potentielle muligheder for at skabe en sammenfaldende forståelseshorisont. Da vikarerne i høj grad identificerer sig med hinanden, oplever de et interessesammenfald på nogle områder samt indgår i en række sociale netværk. Da FOA tilsyneladende har et marxistisk ontologisk udgangspunkt, hvor interesser defineres som objektive og strukturerne er dem, som former individerne, åbner denne ikke op for de meningssammenhænge, vi har udledt af vores analyser. De indbyggede aksiomer og dogmatikken i marxismen formår ikke at identificere den specielle arbejdsmåde, som vikararbejde er, hvilket resulterer i en mangel på forståelse af, at helheden og delene hele tiden forandrer sig. Endvidere ser FOA medlemmerne som individer med objektive interesser og negligerer dermed de subjektive, som de tre informanter gav udtryk for. FOAs ontologi er derfor i forhold til vores tre informanter ude af takt med informanternes kontekst. FOAs hæmsko er derfor, at de ikke oftere laver øjebliksbilleder af virkeligheden og at de inddeler verden i strukturer og objektive systemer frem for individers oplevelse af verden. Ifølge vores filosofiske hermeneutik er FOAs sandhedsbegreb forkert, da der ikke eksisterer en sandhed, men flere sandheder, i trin med Gadamers uendelige og uafsluttede spiral. FOA formår ikke at opdage den nye arbejdsmåde og hvordan den ændrer arbejdslivet, netop fordi den marxistiske verdenstilgang i sine aksiomer altid vil argumentere for, at der til enhver tid eksisterer et modsætningsforhold, udbytning af arbejderen af kapitalisten. 83

84 For at komme videre burde FOA sætte deres fordomme på spil og gå i dialog med deres medlemmer og lønmodtagere, som ikke er medlemmer, men arbejder indenfor FOAs forhandlingsområde. Igennem dialog kan parterne udvikle en fælles vision og forståelseshorisont, som tager udgangspunkt i arbejdstagernes oplevede interesser og problemer, således at der kan sikres en horisontsammensmeltning mellem lønmodtagerne og FOA. 84

85 Perspektivering Vi vil i det følgende gøre rede for en række problemstillinger, der kunne være interessante i forhold til vores nye tilegnede viden. Har vikarbureauerne et socialt ansvar? Interviews og sekundær litteratur har akkumuleret ny viden vedrørende vikarbureauets virke. Den tilegnede viden har givet os et indblik i Adeccos selvopfattelse og opbygning. Samtidig har vores informanter givet udtryk for, hvorledes de opfatter arbejdslivet i sundhedssektoren. Disse forhåndsantagelser kunne resultere i en problemformulering, der lyder således: Er der risiko for, at den offentlige sektor skal fungere som socialkontor, idet vikarbureauerne indlemmer den mest kvalificerede arbejdskraft i deres organisation? Eller en mere arbejdsmarked orienteret undersøgelse: Fastansatte i den offentlige sektor oplever til stadighed et højt stressniveau og overarbejdstimer. Desuden kan ferieplanlægning volde store problemer, idet det er vanskeligt at imødekomme krav om ferieuger i forlængelse af hinanden. De opridsede problematikker har givetvis indflydelse for sosu-arbejderne, når de vælger arbejdsform. Desuden kan man problematisere vikarbureauets protektionistiske aftalekontrakter, der i en vis udstrækning afskærer vikaransatte fra en hurtig og økonomisk smertefri overgang til fastansættelse. Den såkaldte adgangsbarriere 32 afholder mange fra at skifte arbejdsform, idet de ikke har det økonomiske råderum til at afvente kontraktens ophør, samtidig med, at fx den offentlige sektor ikke kan dispensere for den tabte indtjening. Denne form for kontraktbinding er ellers kun kendt fra lukrative og højtlønnede jobs, hvor man fx vil forsøge at værne om interne og konkurrencemæssige forhold. Den nuværende form er direkte i modstrid med det ellers så fleksible danske arbejdsmarked, kaldet flexicurity. Der er tale om et marked, der på mange måder kun tilgodeser vikarbureauets interesser og man 32 En ordning indskrevet i vikarens kontrakt der afholder pågældende fra at skifte til fastansættelse indenfor en tidshorisont. 85

86 kan frygte for, at den offentlige sundhedssektor grundet dårlig omtale risikerer udlicitering af nuværende ansvarsområder til private udbydere. Den nødvendige indlemmelse af underkvalificerede sosu-assistenter i det offentlige vil således også influere på kvaliteten af det arbejde, der bliver udført. Disse faktorer vil nødvendigvis vanskeliggøre at skabe et positivt billede udad til, der skal sikre tilstrømningen af kvalificeret arbejdskraft til den offentlige sundhedssektor. De kom os i forkøbet. Center for Arbejdsmarkedsforskning ved Aalborg Universitet har i samarbejde med LO udarbejdet en rapport, der, på baggrund af repræsentative medlemmer af LOforbundene over en periode på 10 år, undersøger nødvendigheden af en fagbevægelse til at kæmpe for lønmodtagernes interesser. Undersøgelsen har vist, at individualisering og materialisme betyder mere end solidaritet og kollektivitet for slagteriarbejderen, mureren og rengøringsassistenten. Center for Arbejdsmarkedsforskning har brugt solidaritet og individualisering som analysevariabler. Disse ligger i tråd med vores analysevariabler, som er (hvis nogen skulle have glemt det) solidaritet, identitet og fleksibilitet. Undersøgelsen har blandt andet til formål at påvise, hvilke forventninger LOmedlemmerne har til deres fagforening. Morten Lassen udtaler i den forbindelse: Der skal leveres»values for money«. Det handler om, at medlemmerne både vil have noget for pengene i form af dygtig rådgivning ude på arbejdspladserne, men også at fagbevægelsen fortsat står for nogle værdier. Man skal præstere noget konkret til gavn for det enkelte medlem og samtidig være et idemæssigt fællesskab. Leverer fagbevægelsen ikke begge dele, står de skeptiske af. (Redder 2005) Udtalelsen ligger i tråd med vores konklusion. Der er behov for en mere individorienteret fagforening, hvor der stadig findes et solidarisk værdifællesskab. Spørgsmålet er så, om fagforeningerne kan annektere medlemmers ønsker. Alt i alt viser undersøgelsen, at LO s medlemsskare op gennem 1990 erne er blevet ældre, bedre uddannet, mindre solidarisk, mere kritisk overfor fagbevægelsen, mere optaget af personlige interesser og mindre 86

87 interesseret i at hjælpe de svageste. I nogen grad bekræfter undersøgelsen vores konklusion. I hvor høj grad, vores informanter er mindre solidariske, afhænger imidlertid af, hvem solidariteten udvises over for. Vi har vist, at der stadig findes spor af den konventionelle solidaritet, men solidariteten kommer i højere grad til udtryk i det uformelle netværk af vikarer, hvor det handler om, at hver enkelt skal have mulighed for at forfølge individuelle interesser. Da dette er et fælles mål for vikarerne, hjælper de hinanden med at opnå dette hver for sig. Derfor kan man ikke konkludere, at solidaritet er forsvundet og at individer handler egoistisk blot fordi, man ikke længere samles om at nå fælles mål. Vores informanter stiller sig kritiske over for fagforeningens evner og muligheder for at varetage informanternes interesser. Den samme problematik påpeger Center for Arbejdsmarkedsforskning også. Da rapporten først blev publiceret i Ugebrevet A4 d. 19. december 2005 har vi af gode grunde ikke nået at inkorporere undersøgelsen i opgaven. Men den bekræfter i høj grad dele af vores konklusion og i og med, at undersøgelse bygger på et omfattende kvantitativt empirisk grundlag vil andre retninger inden for det videnskabsteoretiske univers end den hermeneutiske i mindre grad anfægte gyldigheden af undersøgelsen. 87

88 Litteraturliste Adecco, december 2005 Andersen, H. (ed.), Videnskabsteori og metodelære, Samfundslitteratur 1994 Andersen og Kaspersen (ed.), Klassisk og moderne samfundsteori, Hans Reitzels Forlag 2003 Bauman, Z., Work, consumerism and the new poor, Open University Press 1998 Christensen, S. og Jensen P.D., Kontrol i det stille, Samfundslitteratur 2001 CVR-registeret, november 2005 Danmarks statistik, november 2005 Den alternative velfærdskommision, december 2005 Eriksen, T. H., Øyeblikkets tyranni, Aschehoug 2001 Faye, J., Athenes kammer, Høst & Søn 2000 Florida, R., Den kreative klasse, Klim 2005 FOA, december 2005 Fuglsang, P. og Olsen, P.B. (ed.), Videnskabsteori i samfundsvidenskaberne, Roskilde Universitetsforlag 2004 Gilje, N. og Grimen, H., Samfunnsvitenskapenes forutsetninger, Universitetsforlaget 1993 Hartnack, J. og Sløk, J. (ed.), Karl Marx, Rosinante 2000 Honneth, A., Behovet for anerkendelse, Hans Reitzels Forlag 2003 Jacobsen, B., Levevilkår og livsformer i velfærdsstaten, Samfundsfagsnyt 1989 Jacobsen, M.H. og Tonboe, J. (ed.), Arbejdssamfundet, Hans Reitzels Forlag 2004 Job og Liv, november 2005 Juul, S., Modernitet, velfærd og solidaritet, Hans Reitzels Forlag 2004 Kelly, J., Rethinking Industrial Relations, Routledge 1998 Kvale, S., Interview, Hans Reitzels Forlag 1997 Leksikon for det 21. århundrede, opslag Bauman Marx, K. og Engels, F., Udvalgte skrifter, Forlaget tiden 1976 McGregor, D., The Human Side of Enterprise, McGraw-Hill Book Company,

89 Pedersen, K.B. og Nielsen, L.D. (ed.), Kvalitative Metoder fra metateori til markarbejde, Roskilde Universitetsforlag 2001 Peterson, S., A Critical Rewriting of Global Political Economy, Routledge 2003 Qvortrup, L., Det vidende samfund, Forlaget UP 2004 Redder, G., Færre LO-medlemmer bakker op om fagbevægelsen, Ugebrevet A4 19. december 2005 Scheuer, S., Fagforeninger mellem kollektiv og profession, Nyt fra samfundsvidenskaberne 1985 Sennett, R., The Corrosion of Character, W.W. Norton & Company 1998 Valentin, M., Bare det holder min tid ud, Aschehoug 2002 Wagner, M. og Lykkeberg, R., Hvordan skal de udstødte protestere?, Information 20. november 2004 Interviews Steen Scheuer, Professor, Virksomhedsstudier RUC, torsdag den 29. september 2005, baggrundsinterview, hele gruppen var til stede Christina Clausen, HR-konsulent hos Adecco, torsdag den 8. december 2005, baggrundsinterview, udført af Adam og Ulrik Følgende interviews vil blive medbragt i papirudgave til eksamen og kan eventuelt rekvireres ved henvendelse til Morten Thaarup [email protected]: Annette, torsdag den 1. december 2005, udført af Morten og Sanne Pia, søndag den 4. december 2005, udført af Ulrik og Sanne Lone, mandag den 5. december 2005, udført af Morten og Adam 89