Velfærdsstater i Latinamerika

Transkript

1 Velfærdsstater i Latinamerika kan Power Ressource-teorien anvendes som forståelsesramme? Speciale af Lærke Sander Knak Årskort nr.: Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet Vejleder: Peter Nannestad Antal ord:

2 Indholdsfortegnelse Kapitel 1: Indledning Problemformulering og bidrag Specialets opbygning... 8 Kapitel 2: Teori Definition af velfærdsstaten Definition af socialpolitik Power ressource-teorien Specialets hypoteser Kapitel 3: Design og metode Design Metode Udvælgelse af cases Kapitel 4: Analyse af de tre cases Karakteriseringen af de tre cases som demokratiske Karakteriseringen af de tre lande som havende en socialdemokratisk velfærdsstat Venstreorienterede partiers repræsentation i landenes regeringer Chile Costa Rica Uruguay Sammenfatning på venstreorienterede partiers repræsentation De venstreorienterede partiers vælgerstøtte Chile Costa Rica Uruguay Sammenfatning af stemmer til venstreorienterede partier Fagforeningsorientering Chile Costa Rica

3 4.5.3 Uruguay Sammenfatning på fagforeningernes styrke Kapitel 5: Diskussion Kan power ressource-teorien forklare forekomsten af socialdemokratiske velfærdsstater i Latinamerika? Hvordan klarer power ressource-teorien sig uden for en europæisk kontekst? Kapitel 6: Konklusion Kapitel 7: Perspektivering Litteraturliste Abstract

4 Kapitel 1: Indledning Social security in Latin America has become a mirror that reflects the overall societal stratification (Mesa-Lago, 1978: 6). Den socialpolitik, der føres i størstedelen af de latinamerikanske lande, favoriserer overvejende den privilegerede del af befolkningen og yder således mindre hjælp til flertallet af de fattige. I en vis udstrækning skyldes dette svage økonomier med store uformelle økonomiske sektorer, som betyder, at mange borgere står uden for arbejdsmarkedet og lever et usikkert liv. De fleste lande på den sydlige del af halvkuglen har ikke formået at udvikle en velfærdsstat, som evner at prioritere størstedelen af dets befolkning (Mesa-Lago, 1978: 6; Huber, 1996: 142; Sandbrook, 2007: 37, 40-41; Haggard & Kaufman, 2008: 4). De traditionelle teorier om og analyser af velfærdsstaten har primært været baseret på de vestlige lande. Der har dog på det seneste været større fokus på opbygningen af velfærdsregimer i Latinamerika, Asien og Afrika, og hvordan disse velfærdsregimer er blevet indført i ikke-europæiske lande (Mesa-Lago, 1978; Aspalter, 2006; Filgueira, 2007; Haggard & Kaufman, 2008; Barrientos, 2009). Forskellen i den sociale sektor, magtbalance, politiske partier og internationale omstændigheder er blot nogle af de udfordringer, der kan være i at bruge vestlig velfærdsstatsteori på udviklingslandenes realiteter. Fordi Latinamerika betragtes som en af de mest ulige regioner i verden, rejser begrebet velfærdregimer ofte skepsis blandt forskere. I høj grad vokser denne skepsis ud af begrebet velfærdsstater, da staten tænkes som den organiserede magt, der bevidst bruges til at ændre spillet af markedskræfterne for at sikre borgerne en minimums indkomstsikkerhed (Esping-Andersen, 1990: 18-19). Af denne grund vil det være teoretisk og empirisk spændende at se på et velfærdsregime uden for vesten og undersøge, hvad der kan forklare dets indførelse, idet dette kan medvirke til at teste og afgrænse gyldighedsområdet for velfærdsstatsteorier, der er udviklet med europæiske velfærdsstater som cases. Gøsta Esping-Andersen (1990) opstiller tre idealtyper af velfærdsregimer, som er baseret på, hvordan den sociale risiko er defineret, og hvem velfærdsregimet henvender sig til. Han opererer med henholdsvis konservative, liberale og socialdemokratiske velfærdregimer. Han ser velfærdsstaten og forskellige velfærdsregimer som en kombination af 1) stratifikation, der refererer til intensiteten af omfordeling og graden af universel solidaritet tilbudt af velfærdsstaten, og 2) graden af decommodificering. Decommodificering forstås som frigørelse fra markedet, dvs. hvorvidt en person kan 4

5 opretholde en vis levestandard uden at være afhængig af markedet (Esping-Andersen, 1990: 21-29). Der vil i nærværende speciale blive fokuseret på det socialdemokratiske velfærdsregime, hvori decommodificeringen er høj, og hvor staten producerer sociale goder. Næsten alle socialdemokratiske velfærdsstater finder man i Skandinavien (Esping-Andersen, 1990: 28), og derfor er de fleste studier af denne velfærdsstatstype centreret omkring Europa. Dette perspektiv søger dette speciale at udvide ved at lave en komparativ analyse af tre socialdemokratiske velfærdsstater i Latinamerika. Da de teorier, der traditionelt har fokuseret på velfærdsstater i Europa, ideelt set også bør kunne forklare velfærdsstatsudviklingen andre steder i verden, vil en af disse traditionelle teorier blive forsøgt anvendt til at forklare udviklingen af socialdemokratiske velfærdsstater i tre ikke-vestlige lande. Specialet vil tage udgangspunkt i power ressource-teorien, der hævder, at den aktuelle velfærdspolitik er resultatet af de forskellige samfundsklassers magtkampe om begunstigelse i en velfærdspolitik. Her må man først kigge på udviklingen af demokratiet, herunder magtbalancen i klassestrukturen (Rueschemeyer et al., 1992: 46-47; Huber & Stephens, 2001: 17). Ifølge teorien er variationer i arbejderklassens magt, indikeret ved styrken af fagforbund, styrken af partier på venstrefløjen og den statslige rolle i partier på venstrefløjen, den primære forklaring på forskelle i størrelse og omfordelende effekt hos velfærdsstater på tværs af avancerede industrielle lande (Stephens, 2007: 35). Således er magtbalancen mellem klasserne den primære determinant for variation gennem tid og mellem lande i velfærdsregimer. Magt hos arbejderklassen er dog ikke nok i sig selv. Arbejderklassens magt må tillige organiseres sådan, at det har en effekt på den sociale politik, hvis det skal komme arbejdsklassen til gode (Stephens, 2007: 36). Udviklingen i demokrati må følge udviklingen i den sociale politik, så der kan være en omfordelende effekt. Evelyne Huber og John D. Stephens (2001) har argumenteret for, at det er venstrepartierne eller de kristendemokratiske partiers tilstedeværelse i regeringen, som er vigtig for socialpolitikkens udvikling, da disse partier tilgodeser social omfordeling. Demokratier tilbyder flere muligheder for politiske partier til at mobilisere sig, og med flere venstre- eller kristendemokratiske partier, hvis politik repræsenterer underklassen, vil dette appellere til de fattige om muligheden for udvidelse af sociale programmer. Socialdemokratiske velfærdsstater i Latinamerika reflekterer i høj grad den politiske koalition, hvori større magt til de venstreorienterede partier er lig en bedre omfordeling. 5

6 Specialet vil basere sin analyse af power ressourcer på forskellige kriterier, som vil blive opstillet ud fra teorien. Herunder fokuseres der på 1) venstreorienterede partiers repræsentation i regeringen og dermed deres indflydelse på de gennemførte sociale politikker; 2) størrelsen af de venstreorienterede partiers vælgertilslutning; 3) fagforeningernes styrke sker der en forhandling med regeringen, og har de formået at mobilisere sig? De tre kriterier skal have en høj værdi, som er en forudsætning for, at en socialdemokratisk velfærdsstat kan implementeres (Huber & Stephens, 2001: 3-4). De tre cases, der belyses her, er Chile, Costa Rica og Uruguay. Disse lande er valgt pga. deres formodede socialdemokratiske velfærdsstat og deres høje demokratiske udvikling (se graf 1.1 nedenfor). De har alle et primært offentligt sundhedssystem, adgang til basale sundhedsydelser, høj levealder og de hører ind under øvre middel-indkomst lande 1. Landene har et relativt velfungerende statssystem, hvilket betyder, at det er muligt at finde data og således gennemføre en analyse af dem (Haggard & Kaufman, 2008: 27-78). I forhold til øvrige latinamerikanske lande har de tre lande høje sociale levestandarder, hvilket ses i: (1) deres relative høje standarder i sundhed og uddannelse opnået i 1940erne og 1950erne; (2) tidlige reformvenlige bevægelser, som har genereret vigtige positive forandringer i den sociale politik; (3) et lederskab som har været engageret i en udvidelse af de sociale servicer, hvilket har resulteret i en bred dækning af sundhedssystemet, uddannelse og socialsikring i 1960erne og 1970erne (ibid.). Således vil specialet sammenligne tre lande på et forholdsvist lignende udviklingsniveau og med en traditionel vægt på udvidelse af socialservice og en socialstandart over gennemsnittet for regionen. 1 Baseret på landets BNI per capita har World Bank klassificeret hver økonomi som enten lav indkomst, middel indkomst (opdelt i lavere middel og øvre middel) eller høj indkomst. De tre cases valgt her, ligger alle som øvre middel indkomst økonomier (World Bank, 2011). 6

7 Graf 1.1: Demokratiudviklingen i Latinamerika Kilde: Polity IV (Marshell, Monty G. et all., 2010) Grafen ovenfor viser demokratiudviklingen i Chile, Costa Rica og Uruguay samt gennemsnittet for de resterende syd- og mellemamerikanske lande. Som grafen indikerer, ligger de valgte cases langt over middel for demokratiudvikling over en periode fra år 1920 til år 1990, som er den periode, der undersøges i dette speciale. Der er dog et negativt udslag for Chile og Uruguay fra ca. år , hvor landene havde en militær regering. Landene er netop valgt, da de besidder et højt demokratisk niveau for regionen, hvilket som før nævnt er en forudsætning for indførelse af høje sociale politikker, idet demokrati giver venstrepartier flere muligheder for at mobilisere sig (Huber & Stephens, 2001: 58-59). 1.1 Problemformulering og bidrag På baggrund af ovenstående ønsker nærværende speciale at besvare både et empirisk og et teoretisk spørgsmål, og specialets problemformulering er således todelt: 7

8 Det empiriske spørgsmål vedrører, om power ressource-teorien kan forklare eksistensen af en socialdemokratisk velfærdsstat i de tre cases? Det teoretiske spørgsmål er i forlængelse heraf, om power ressource-teorien er gyldig for ikke-vestlige lande? Altså vil det blive undersøgt, om power ressource-teorien kan forklare den type velfærdsstat, som Chile, Costa Rica og Uruguay har. Da landene har samme type velfærdsstat (den socialdemokratiske 2 ), indebærer det, at de centrale variable, som power ressource-teorien fremfører, er årsag til den socialdemokratiske velfærdsstat. Alle variable bør være til stede og (nær)konstante på tværs af de tre lande, hvis power ressource-teorien skal kunne accepteres som forklaring på velfærdsstatstypen i de tre lande. Da de fleste teorier om velfærdsstaten som nævnt er baseret på europæisk erfaring, er dette speciale således et bidrag til at få testet disse i en bredere kontekst. Specialet tager afsæt i litteraturen fra forskning i den vestlige verden, men med fokus på en analyse af tre latinamerikanske lande. Der vil fokuseres på det socialdemokratiske velfærdsregime, og hvordan det adskiller sig fra andre typer af velfærdsregimer. Med henblik på problemformuleringen vil der i særdeleshed blive fokuseret på betydningen af demokrati og politisk mobilisering af interessegrupper, da demokrati er en forudsætning for mobilisering af politiske partier. 1.3 Specialets opbygning I kapitel 2 gennemgås power ressource-teorien, og i forbindelse hermed defineres de centrale begreber for specialet. Teorikapitlet afsluttes med udledningen af specialets hypoteser. I kapitel 3 præsenteres og begrundes specialets undersøgelsesdesign og metode. I kapitel 4 gennemføres specialets analyse. Her analyseres specialets afhængige variabel det socialdemokratiske velfærdsregime samt specialets tre uafhængige variable, der som oven for nævnt skal være (nær)konstante. I kapitel 5 diskuteres specialets empiriske og teoretiske spørgsmål, og i kapitel 6 konkluderes på specialets resultater, hvorefter disse perspektiveres i kapitel 7. 2 Det vil senere i specialet blive fastlagt, at de tre cases har en socialdemokratisk velfærdsstat. 8

9 Kapitel 2: Teori Indledningsvis gennemgås Gøsta Esping-Andersens idealtyper for velfærdsregimer, hvormed også definitioner på velfærdsstater samt socialpolitikkens betydning for velfærdsstaten præsenteres. Dernæst vil power ressource-teorien og dens centrale variable, som specialet vil centrere sig om, blive gennemgået mere indgående. Til sidst i kapitlet vil problemformuleringen blive gennemarbejdet, og et mere snævert forskningsspørgsmål samt to hypoteser vil blive udledt til at danne grundlaget for den videre analyse. Som forklaret i indledningen er nærværende speciales fokus velfærdsstaten i forskellige lande i Latinamerika, samt hvorvidt teori baseret på vestlige lande kan forklare velfærdsstatens udvikling i ikke-vestlige lande. Dette rejser dog nogle vigtige teoretiske spørgsmål. Hvad er en velfærdsstat, og i forlængelse heraf, hvad menes der med socialpolitik? Socialpolitik er vigtig for forståelsen af velfærdsstatens omfordeling. Dermed bliver niveauet af sociale udgifter, som velfærdsstaten bl.a. måles på, også betydningsfuld. For at teste specialets teoretiske argumenter kræves en fælles definition for disse begreber. Da påvirkningen af arbejdermobilisering vil blive anvendt i hypotesen, skal velfærdsstatens karakteristika, herunder dens relationer til arbejderklassens interesser og efterspørgsel, først identificeres. 2.1 Definition af velfærdsstaten En ofte brugt definition på velfærdsstaten involverer statens ansvar for beskyttelse af et basalt velfærdsniveau for dens befolkning state responsibility for securing some basic modicum of welfare for its citizen (Esping-Andersen, 1990: 18-19). Formålet med velfærdsstaten bliver ofte omtalt som udligning, retfærdighed, effektivisering af arbejdsbyrden, sikkerhedsnetværk, velfærd og kollektive goder. Gøsta Esping-Andersen (1990) argumenterer for, at velfærdsstaten ikke kun skal forstås ud fra de rettigheder, som den uddeler. Herudover skal det også inddrages, hvordan statens aktiviteter interagerer med markedet, samt hvordan familiens rolle er i socialpolitik (Esping-Andersen, 1990: 21). Esping-Andersen har prøvet at forstå de underliggende antagelser omkring velfærdsstaten og dens kerneproblemer, og hans The Three Worlds of Welfare Capitalism er en af nutidens mest brugte værker på velfærdstatens forskningsområde. Det er ligeledes denne, der vil blive brugt i nærværende speciale til at definere velfærdsstaten. I sin bog fra 1990 specificerer Esping-Andersen, hvad 9

10 han forstår ved et velfærdsregime: the concept of welfare state regimes denotes the institutional arrangements, rules and understandings that guide and shape concurrent social policy decisions, expenditure, problem definitions, and even the respond-and-demand structure of citizens and welfare consumers. The existence of policy regimes reflects the circumstance that short-term policies, reform, debates, and decision making take place within frameworks of historical institutionalization that differ qualitative between countries (Esping-Andersen, 1990: 80). Esping-Andersen (1990) argumenter for, at man ikke længere kan se velfærdsstaten på baggrund af dens udgifter. Han forstår derimod velfærdsstaten som sammenfaldende i klynger i tre forskellige typer af regimer, som nævnt i indledningen (Esping-Andersen, 1990: 3). En måde man kan se forskel på velfærdsstatstyperne er blandt andet ved at se på statens rolle om det enkelte individ kan opretholde en normal og social accepteret levestandard uden at skulle være afhængig af markedet. Det centrale argument fra Esping-Andersen er, at velfærdsstater klynger sig om tre bestemte velfærdsregimer. Siden Esping- Andersens typologisering af velfærdsregimer 1990 har denne været genstand for både ros og kritik. Alligevel er den stadig en hyppigt anvendt reference inden for komparativ socialpolitik. Hans klassificering har været genstand for en udvidelse af teorien med alternative typologier med forskellige kendetegn baseret på forskellige dimensioner. På den anden side har der været forfattere, som helt har afvist ideen om en general velfærdstypologi (Fenger, 2007: 5-9). Dog vil der her tages udgangspunkt i Esping-Andersens typologi, da denne danner grundlag for mange teoretikeres videreudvikling og analyser (Castles, 1998; Aspalter, 2006; Fenger, 2007). Esping-Andersens typologi er lavet på systematiske, empiriske undersøgelser af ligheder og uligheder mellem socialpolitikker i en række industrialiserede lande på daværende tidspunkt. Dog skal det tages in mente, at Esping- Andersens typologisering er baseret på de udviklede lande, og dette speciale undersøger ikke, om typoligiseringen faktisk kan bruges på de latinamerikanske lande, men afgrænser specialet ved at godtage typologiseringen i Latinamerika. Specialet godtager Esping-Andersens typologi, da de tre cases også må ses som udviklede lande 3. I kapitel 4 vil det derpå analyseres, hvilket en af typologiseringerne de tre cases har. Esping-Andersens typologier skal dog tages som ideal-typer, hvilket betyder, at det ikke kan regnes med, at de tre cases vil passe 100 % på en af typologiseringerne. Esping-Andersen skelner mellem de tre velfærdstyper ved at se på graden af decommodificering, og hvilken type af stratifikation de producerer i samfundet. Decommodificering sker, når en service gives som en ret, og når en person kan opretholde sin hverdag/sit liv uden at være afhængig af mar- 3 Som beskrevet i fodnote 1 kategoriser World Bank de tre cases som øvre middel-indkomst økonomier 10

11 kedet. Decommodificering styrker den enkelte arbejder ved, at han/hun frit kan trække sig fra jobbet, uden at gå ned i indkomst og generel velfærd (Esping-Andersen, 1990: 21-23). I modsætning hertil forekommer commodificering når et individ befinder sig inden for markedet ved at have et lønnet arbejde og betaler skat, altså at man er i et formelt system. For arbejderne er decommodificering en prioritet, da det stiller den arbejdsløse bedre. Når arbejderne er fuldstændig afhængige af markedet, vil de være svære at mobilisere til social aktion. Decommodificering styrker den enkelte arbejder og svækker den absolutte autoritet hos arbejdsgiveren. Det er derfor, at arbejdsgiverne i form af eliten er imod decommodificering (ibid.). Stratifikation referer til graden af omfordeling og niveauet af universalitet af solidaritet, som er pålagt af velfærdsstaten (Esping-Andersen, 1990: 23). Baseret på disse to dimensioner finder Esping-Andersen frem til tre idealtyper af velfærdsregimer. Den konservative korporatistiske velfærdsstat er karakteriseret ved et moderat niveau af decommodificering. Statens direkte indgriben er begrænset til levering af indkomst vedligeholdende fordele i forbindelse med erhvervsmæssig status, og det konservative regime bliver dermed meget afhængig af familien. Liberale velfærdsstater er karakteriseret ved moderate universelle overførsler eller moderate sociale forsikringsplaner. Fordele tilfalder primært folk med lav indkomst, som regel arbejderklassen eller statens medarbejdere. Der er kun svag omfordeling af indkomst i denne type, og i dette regime er individet mest afhængigt af markedet (Esping-Andersen, 1990: 26-27). I den socialdemokratiske type er niveauet af decommodificering højt. De universelle og stærkt omfordelende ydelser afhænger ikke af individuelle bidrag. Socialdemokratisme er den dominerende magt bag de sociale reformer i disse regimer. I stedet for at tolerere en dualisme mellem staten og markedet og mellem arbejderklassen og middelklassen forfølger det socialdemokratiske regime en velfærdsstat, som tilstræber sig lighed af højeste standard. I dette velfærdsregime spænder de sociale rettigheder som før kun var forbeholdt eliten sig ud til både arbejderklassen og den lavere del af middelklassen. Denne model fryser markedet ude, og som konsekvens konstrueres en universel solidaritet til fordel for velfærdsstaten (Esping-Andersen, 1990: 27-29). Graden af decommodificering er højest i den socialdemokratiske regimetype og mindst i den liberale type. I forhold til stratifikation fokuserer den konservative/koporatistiske model på at bevare individets status, og den liberale model støtter en rent markedsmæssig distribution af ressourcer mod alle historisk etablerede privilegier (Esping-Andersen, 1990: 26-29; Esping-Andersen, 1998: ). 11

12 Tabel 1.1: Oversigt over regimetyper Liberal Konservativ/Korporatisk Socialdemokratisk Welfare mix : Staten Markedet Familien Marginal Central Marginal Marginal Marginal Central Central Marginal Marginal Decommodificering Minimal Høj (for forsørger) Høj grad Stratifikation Dualistisk Status quo Lige status Tabellen ovenfor viser en oversigt over de tre velfærdsmodeller og deres fordeling på forskellige parametre. Welfare mix viser, hvordan provisionen af velfærdsydelser fordeler sig mellem stat, marked eller familie på de forskellige modeller. I de fleste lande er staten ikke den eneste tildeler af velfærdsservice. Welfare mix varierer mellem regimer. Dermed fordeler velfærdsstaterne sig ikke lineært, men sammenfalder i klynger af regimetyper (Esping-Andersen, 1990: 26). Der vil generelt blive fokuseret på staten i nærværende speciale og ikke familien, da det er svært at lave analyser af familiens rolle i levering af velfærdsydelser uden et dybere feltstudie. Gennemgående for alle regimetyper er, at de formelle institutioner og producenter af staten har en vigtig rolle i afleveringen af velfærdsservice. 2.2 Definition af socialpolitik Foregående afsnit fastlagde, at velfærdsstaten kan defineres som statens ansvar for at sikre nogle basale minimums velfærdsstandarder for dens borgere. I forlængelse heraf introduceres en definition på socialpolitik, som angiver niveauet for den enkelte velfærdsstat og således udgør et element i velfærdsstatens diskurs. Socialpolitik kan tænkes som en social kontrakt mellem stat og samfund om, hvordan regeringen vælger at redistribuere indtægter. Det kan ske gennem forsikringsordninger af basale sociale servicer, som er af specielt signifikans for de fattige. Esping-Andersen definerer socialpolitik som den offentlige forvaltning af social risiko (Esping-Andersen, 1999: 36). Social sikring kan ses som de ydelser, der frigør den enkelte borger fra markedet. Social sikring kan tilbyde beskyttelse mod livets og markedets risiko, heriblandt sygdom, arbejdsskader, arbejdsløshed osv. I denne position er social sikring også set som en form for omfordeling ved at hjælpe de trængende i samfundet gennem 12

13 beskatning af de bedre stillede. Pension og sygeforsikring er dog de mest relevante former for social sikring i de lande, der vil blive set på i nærværende speciale (Huber, 1996: 142). De tre velfærdstyper har hver deres måde at indføre socialpolitikker på, hvilket reflekterer opbygningen af velfærdsregimet. I en akademisk diskurs kan socialpolitik betegnes som et statsligt indgreb eller offentligt regulerede programmer som indkomstsikkerhed, sygesikring, sociale service, boligsikring mv. Ud over disse centrale områder er der en række andre offentlige politikker/services, som også kan inkluderes i definitionen, så længe de sikrer eller forøger the well-being af individet, som f.eks. ydelser inden for uddannelse (Clasen, 2004: 91; Hill, 2006: 6-10). Man kan også betegne det som eliminationen af den sociale arvs indflydelse, hvilket må betegnes som et minimumsbegreb. Socialpolitikker går i sin helhed ud på at fremme individets velfærd eller elementer i det ved at give alle en lige chance. Centralt for socialpolitik er implementeringen af lovgivning, der påvirker de sociale omstændigheder omkring individet. Skattelettelser og forhøjelse af overførelsesindkomster er to eksempler på alternativer til at omfordele den sociale sikring, i kraft af at de forhøjer den disponible indkomst hos bestemte sociale grupper (Clasen, 2004: 94). Man kan se socialpolitik som indikator på hvilken velfærdstype et land har. I det følgende afsnit vil power ressource-teorien og dennes forklaring på variation mellem velfærdsregimer blive gennemarbejdet. 2.3 Power ressource-teorien Anvendelsen af power ressource-teorien til at studere socialpolitik i udviklingslande er af nyere tid, skønt mellemindkomstlande i Latinamerika har velfærdssystemer, der opblomstrede i begyndelsen af efterkrigstiden. Det er de samme spørgsmål, som der bliver stillet i denne sammenhæng, som i litteraturen fra de vestlige lande: Hvordan opstod den sociale sikring og service? Power ressource-forskere var de første til at påpege variationen i elementer som dækning, udvidelse og gavmildhed blandt eksisterende velfærdssamfund, og at denne variation skulle forklares. I forlængelse heraf indførte de betydningen af politisk mobilisering baseret på socialklasse som en forklaring på denne variation. Ifølge teorien afspejler variation i velfærdsstater klasserelaterede distributive konflikter og partisan politik. Jo flere politiske ressourcer arbejderklassen er i stand til at mønstre, såsom en stærk og forenet fagbevægelse, der giver støtte til valghandlinger til arbejderne eller socialdemokratiske partier, jo mere omfattende, universel og generøs bliver velfærdsstaten (Esping-Andersen, 1990: 108; Korpi, 1998: 55). 13

14 En vigtig del af velfærdspolitik er forståelsen af, at den tenderer til at favorisere bestemte grupper over andre, men også at det varierer, hvilke grupper der donerer mest til velfærdspolitikkens udgifter. Forståelsen af hvem, som vinder på velfærdsstatens politik, og hvem, som forventes at betale regningen, kan et langt stykke af vejen forklare, hvem som tenderer til at støtte velfærdspolitikkens udvidelse, og hvem som er mere forbeholden over for disse udviklinger. Power ressource-teorien kan til en vis udstrækning belyse dette forhold. Teorien er en af de mest dominerende i vestens velfærdsregimeteori. Ifølge teorien er variationer i arbejderklassens magt, indikeret ved styrken af fagforbund, styrken af partier på venstrefløjen og den statslige rolle i partier på venstrefløjen, den primære forklaring på forskelle i størrelse og omfordelende effekt hos velfærdsstater på tværs af avancerede industrielle lande (Stephens, 2007: 35). Som nævnt er arbejderklassens magt den primære determinant for variationer over tid og mellem lande for velfærdsstaten. Fra et power ressourceperspektiv har udviklingen af velfærdspolitikken baggrund i magtkampen mellem klasserne og dermed hvilken klasse, som står til at vinde mest ved velfærdspolitikken (Korpi, 1978: 317). Arbejderklassen og den lavere middelklasse, der generelt har lavere indkomstsikkerhed, spiller en vigtig rolle i at promovere velfærdpolitikkens ekspansion, hvor højindkomstgrupper vil være mindre tilbøjelige til at støtte velfærdspolitikker (Huber & Stephens, 2001: 17-18). Derfor er magtbalancen i samfundet afgørende for, hvordan en velfærdsstat kommer til at se ud. Stephens påpeger, at det ikke er nok med en stor arbejderklasse, men at det må organiseres sådan, at det har en effekt på socialpolitikken (2007: 36). Arbejderklassen må derfor kunne organisere sig. Set fra et individuelt synspunkt, så vil en status som almindelige lønmodtagere lede arbejdere til at vælge indkomstsikkerhed, sociale hjælpemidler og større immunitet over for markedet (Esping-Andersen, 1990: 108). Dette kræver kollektiv sammenhold og handling. Så selvom arbejderklassen ses som hovedspilleren for velfærdspolitikkens ekspansion, er ekspansion kun en mulighed, hvis arbejderklassen formår at samarbejde med andre klasser. Hvis arbejderklassen alene dominerer beslutningsprocessen, vil der være større mulighed for, at velfærdspolitikken alene er målrettet mod denne klasse. På den anden side, hvis arbejderklassen er tvunget til at gå på kompromis med andre grupper, kan velfærdspolitikken have et større omfang. Jo større samarbejde mellem klasser jo mere støtte vil der være til de forskellige politikker, og dermed vil flere bære byrden, og flere blive tilgodeset (Esping-Andersen, 1990: 16). Det kan derfor konkluderes, at det betyder noget, hvilken gruppe i samfundet, der er organiseret og har mulighed for at påvirke velfærdspolitikken. 14

15 Det er vigtigt at specificere mere præcist, hvordan et givet niveau af magt hos arbejderklassen kan producere relevante sociale outcomes. Dette må inkludere klassekampe og forholdet mellem forskellige politiske magter i samfundet. Presset for at introducere nye socialpolitikker bliver transformeret til konkret politisk aktion, både i form af direkte offentlig protest fra sociale grupper og ved indirekte pres via politiske partier, som pga. høj konkurrence om stemmerne må give mere opmærksomhed til velfærdsstatens behov (Korpi, 1998: 52-54). Ifølge power ressource-teori er magtbalancen mellem klasserne den primære determinant i variationer gennem tid og mellem lande i en velfærdsoptik, især omfordelingseffekten af socialpolitikker (Huber & Stephens, 2001: 3). Huber & Stephens (ibid.) har gennemført kvantitative casestudier, hvor de har målt balancen af klassemagten ved andelen af stemmer til venstrepartier, ved venstredeltagelse i regeringen, ved fagforeningers tæthed eller en kombination af disse. De har argumenteret for, at det er venstrepartier eller kristendemokraters tilstedeværelse i regeringen, som er den afgørende determinant for socialpolitikkens udvikling (Huber & Stephens, 2001: 19). Derfor vil der også i analysen blive inddraget kristendemokraters tilstedeværelse i regeringen. Det centrale i power ressource-teorien er klasseanalyserammen; kampen om velfærdsstaten er en kamp om omfordeling. De vigtigste spillere er arbejderklassen og den lavere middelklasse, da de står til at vinde mest ved en fungerende velfærdsstat. Det betyder dermed noget, hvordan denne organiserede magt i klasserne er politisk artikuleret, og at de politiske partier udfører den vigtigste formidlende rolle (Huber & Stephens, 2001: 17). Et centralt argument bliver, at det langsigtede politiske mønster af den siddende regering er den vigtigste determinant af socialpolitik landene imellem, og perioden, der ses på, skal derfor ikke være enkelte år, men en længere periode for at man kan måle en effekt (Huber & Stephens, 2001: 35). Paul Pierson (1994) har argumenteret for, at vigtigheden af fagforeninger og venstrepartier kan være nedadgående over tid, efterhånden som velfærdssystemet selv genererer en bredere støttekreds. Tidsrammen der undersøges, skal derfor være med start efter første verdenskrig, hvori velfærdsstaterne tog deres udspring og en periode frem til slut 1980 erne, hvor demokratiet i Chile og Uruguay blev genoprettet efter militærstyrer. Denne tidsramme passer dermed til Piersons argument. Der vil blive set nærmere på tidsrammen i metodeafsnittet. Figur 2.1 illustrerer power ressource-modellen. Fordelingen af pladser i regeringen om det er venstreorienterede eller højreorienterede partier, der er stærkest repræsenteret viser hvilke befolkningsgrupper i samfundet, der sidder med magten til at gennemføre nye lovforslag eller reformer. Derfor går pilen mod fordeling af magt. Det er derfor afgørende, om det er en venstre- eller en høj- 15

16 reorienteret politisk sammensmeltning, som danner regering. Ved venstreorienterede regeringer skal der dog være en vis styrke hos fagforeningerne til at formidle arbejdernes ønsker. Jo flere reformer/ tiltag, der bliver gennemført til fordel for den siddende regering, jo mere former velfærdsstaten sig efter deres politik. Dette betyder dermed også, at variationen i arbejderklassens magt, er udtryk for velfærdsstatens størrelse og omfordelingens indflydelse. Ved høj omfordeling (mere demokrati) vil der være en bedre socialpolitik. Ved lav omfordeling vil markedet skulle regulere, og kun lidt socialpolitik gennemføres. Derfor går pilen begge veje, da det ene kan medføre det andet. Denne nedenstående model er dog kun repræsentativ ved velfærdsstatens fremvækst. Figur 2.1: Power ressource-modellen Fordeling af magt mellem klasser Arbejderorganisation/venstrepartier vs. højre politiske kræfter Velfærdsstatens størrelse og indvirke Den grafiske fremstilling af teorien viser to bi-implikationer, som er svære at teste direkte. Modellen er dynamisk og dermed svær at teste som helhed. Den skal derfor testes stykvis. Analysen må begynde med en specifikation af, hvad arbejderne vil have og kan blive mobiliseret til at kæmpe for. Der må derfor være beviser for, at der er et forhold mellem arbejderklassens magt og velfærdsstatens outcome, der afspejler arbejderklassens ønsker. Power-ressource-tilgangen må vise, at velfærdsstaten reflekterer distribution af magt mellem de stridende klasser, og at dens udvikling er signifikant påvirket af, i hvilket omfang magt baseret på universel og lige valgret har gjort indhug i magtressourcer på markederne (Korpi, 1998: 55). Argumentet bliver, at socialpolitik afhænger af politiske og økonomiske faktorer en forandring i magten af organiserede interesser finder sted som her menes at være vigtig for forståelsen af socialpolitik. Der vil blive set på landenes politiske 16

17 splittelser ved nye regerende kollisioner og politiske optagelser eller eksklusionen af forskellige partier fra regeringen. Optagelsen af arbejderklassen i byen og bøndernes organisationer influerer i høj grad på socialpolitik gennem de basale mekanismer identificeret af power ressource-teorien: ved at se på hvilke politikker vælgerne støtter (Haggard & Kaufman, 2008: 7). Det er afgørende for power ressource-teorien, hvem medianvælgeren er. I den komparative historiske analyse analyseres den politiske magtkamp over introduktionen og udvidelsen af de socialdemokratiske velfærdsstatsprogrammer. 2.4 Specialets hypoteser Med udgangspunkt i ovenstående er specialets hypoteser: H1: De tre cases har haft en høj grad af demokrati for, at de kunne udvikle en gennemgribende socialpolitik, hvilket har medført en socialdemokratisk velfærdsstat. Det skal dertil påpeges, at landet skal have en vis økonomisk udvikling og niveau, før en velfærdsstat kan bryde frem. Alle de valgte cases opfylder dette krav. H2: Der er en sammenhæng mellem arbejderklassens magt i samfundet og socialdemokratisk velfærdsstats opståen i Chile, Costa Rica og Uruguay. Hypotese 1 bliver søgt besvaret ved at se på kvantitative data. Hypotese 1 er en forudsætning for at hypotese 2 kan besvares og må derfor ikke afkræftes. For at man kan afkræfte eller støtte hypotese 2, vil der tages udgangspunkt i power ressourceteorien. Der vil dermed ses på de uafhængige variable i power ressource-teorien: venstreorienterede partiers repræsentation i landets regeringer venstreorienterede partiers vælgerstøtte fagforeningers styrke 17

18 Det første der undersøges er venstreorienterede partiers rolle i de respektive regeringer og i forlængelse heraf de venstreorienterede partiers vælgerstøtte. Venstrepartier skal danne et bredt flertal over en længere periode (målt på stemmer og sæder i parlamentet + kabinet), og derfor undersøges ligeledes den relative magtdistribution mellem aktørerne. Hvis andre partier end venstreorienterede partier kommer til magten, skal deres politik følge op på den venstreorienterede politik. Konkurrencen mellem venstre og centrum skubber de centrale partier til at adoptere en mere venligt stemt politik over for velfærdsstaten, specielt hvis de skal kæmpe for arbejderklassens opbakning (Esping- Andersen, 1998: 145; Huber & Stephens, 2001: 20). Siden politiske partier spiller en vigtig rolle i velfærdsstatens udvikling, er det ikke kun naturen af det enkelte parti, som er vigtig, men også dynamikken i det politiske system. F.eks. giver spredte oppositioner mere rum til velfærdsstatens udvidelse (Huber & Stephens, 2001: 20). Efter at have belyst de venstreorienterede partiers tilslutning i de tre lande, ser jeg nærmere på fagforeningernes styrke. For at en klasse kan blive en kollektiv aktør i politik, skal der være en organisation, som frembringer klassens interesser og mobiliserer medlemmerne til politisk aktion. Dette vil typisk være i form af en stærk fagforeningskultur og organisation (Huber & Stephens, 2001: 20, 24). 18

19 Kapitel 3: Design og metode I dette kapitel præsenteres det valgte design for specialets undersøgelse og herefter fremlægges specialets metode og styrker og svagheder ved denne. 3.1 Design Undersøgelsesdesignet i specialet er et Most Similar Systems Design (MSSD) (Janoski & Hicks, 1994: 13-15). De tre lande valgt i nærværende speciale er, som det vises nedenfor, most similar på outcome-variablen. Det vil sige, at de ligner hinanden på den afhængige variabel, altså på velfærdsstatstypen. De er ligeledes, som der senere vil blive argumenteret for, most similar på en lang række relevante kontrolvariable af historisk, økonomisk og politisk karakter (ibid.). For at power ressource-teorien skal kunne forklare de tre landes velfærdsstatstype, må de tre lande derfor være most similar på de relevante variable i power ressource-teorien, så som fagforeningers styrke, venstreorienterede partiers vælgerstøtte og venstreorienterede partiers rolle i landets regeringer. Hvis landene varierer på disse parametre, er det af indlysende grunde logisk umuligt, at power ressource-teorien kan forklare den manglende variation i outcome-variablen, velfærdsstatstypen. Alternative forklaringer bliver dermed holdt konstante såsom strukturen af politiske institutioner og økonomisk udvikling. Et alternativ til et MSSD kunne være et Most Different Systems Design (MDSD) (Janoski & Hicks, 1994: 15-16). I et sådant tilfælde skulle man have valgt cases (lande), som på outcome-variablen, velfærdstypen, varierede så meget som muligt, imens at de så skulle være så ens som muligt på relevante kontrolvariable for på denne måde at holde disse variables effekt på outcome-variablen konstant (ibid.). I dette design vil kriteriet for, hvorvidt power ressource-teorien kan forklare outcomevariablen, velfærdstypen, derfor være, hvorvidt de valgte lande ligeledes varierer på de centrale parametre i power ressource-teorien på en bestemt måde. Hovedproblemet med at anvende et MDSD i den foreliggende kontekst er, at det er vanskeligt at finde lande med maksimal variation på outcome-variablen, velfærdsstatstypen, og minimal variation på relevante historiske, økonomiske og politiske kontrolvariable. I nærværende speciale er der derfor valgt et MSSD som bedst egnet design. 19

20 3.2 Metode Metoden i specialet er komparativ historisk analyse baseret på kvantitativ og kvalitativ metode. Kvantitativ metode bruges primært til at afdække sammenhænge og forskelle mellem mange lande, men metoden tager kun højde for et minimum af standardiserede og samlede informationer for det enkelte land. Da metoden ikke kan gå ind i baggrunden for de fundne tal, fungerer den bedst som en overordnet metode til at skabe overblik og sammenhæng, som man senere kan gå i dybden med kvalitativt. Kvantitativ metode er god til at dække en stor mængde cases og bruges oftest til at sammenligne lande på statistiske data. Den kvalitative metode undersøger kun nogle få lande af gangen, men kompleksiteten af disse analyser gør det muligt at teste forklarende udsagn ved få cases. Den komparative historiske analyse giver vægt til den historiske baggrund for sociale og politiske strukturer og udvikling, hvilket også øger detaljeringsgraden i analysen. Dermed vil en kombination af disse tre metoder sikre generaliserbarhed og etablere kausalitet ved at sammenligne forbindelsen mellem historiske events og aktørers faktiske opførsel. Det er vigtigt at have mere end én case i analysen for at have variation i alle hypotesens årsagsfaktorer, da valget af fokus kan påvirke de teoretiske konklusioner. F.eks. er man ved single case studier mere tilbøjelig til at tillægge præferencer og strategier for en enkelt aktør vigtighed og dermed miste fokus på en større magtdistribution, som kan have påvirket præferencer og strategier hos de enkelte aktører til at begynde med (Huber & Stephens, 2001: 33). De kvantitative data vil blive støttet af en systematisk komparativ historisk analyse i de lande, hvor begyndelsen til demokrati har haft en signifikant historie. Der leveres historisk bevis for, at der er overensstemmelse med de statistiske resultater, og dermed kan man vise, at disse sammenhænge ikke er falske, men repræsenterer den faktiske årsagssammenhæng, der støttes af den historiske fortælling. På samme måde er man i stand til at forklare svage eller fraværende statistiske korrelationer med de manglende historiske beviser for, at de uafhængige faktorer spillede en rolle i udformningen af velfærdsstater. 3.3 Udvælgelse af cases Der er valgt tre cases til den komparative historiske analyse. De tre cases er valgt pga. deres lighed på den afhængige variabel. Som nævnt i indledningen er disse tre cases Chile, Costa Rica og Uruguay. Disse tre lande er valgt pga. deres høje demokratiske udvikling og øvrige ligheder; alle landene har haft en socialdemokratisk velfærdsstat siden år 1990, de tre lande har (sammen med Venezuela) den længste erfaring med demokratisk styrer og på de økonomiske variable ligger de næsten 20

21 side om side (Haggard & Kaufman, 2008: 83-84). De valgte lande er af en størrelse til at udøve autonomi i sociale og økonomiske spørgsmål. De har endvidere haft demokratiske institutioner i en periode, så deres interne magtfordeling og institutioner har formet den sociale politik og dens udfald. Med dette som udgangspunkt må deres historiske baggrund alt andet lige ligne hinanden, hvilket gør landene til gode komparative cases. For at teste power ressource-teoriens tre primære variable må alle andre variable holdes konstant. Derfor vil bl.a. økonomisk udvikling og niveauet af demokrati holdes konstant. Det er værd at overveje, om der med den valgte metode kan sikres den fornødne dokumentation. Faren ved casestudier og kvalitative analyser kan være, at der er en risiko for, at man blot får bekræftet forskerens forudfattede opfattelser. Jeg vil forsøge at modvirke det generelle verifikationsproblem ved at lave en ret udførlig dokumentation. Mange komparative analyser afhænger af data vedrørende karakteren af sociale problemer eller indflydelsen af sociale politikker i forskellige lande, men der er ingen garanti for, at disse data er indsamlet og publiceret på samme måde i hvert land. Dette vil blive løst ved at indhente data fra internationale databaser og forskellige kilder til de tre cases og dermed skulle data også vise de samme slutninger. På denne måde minimeres risikoen for, at en kildes data viser noget forkert. BNP kan ikke bruges som måleenhed. Det er kritisabelt at bruge BNP som indikator for udvikling af velfærdsstaten af følgende grunde: (1) økonomisk vækst medfører ikke nødvendigvis forbedringer i velfærden, da lande med et højt BNP pr. capita kan have en høj arbejdsløshed eller fattigdom; (2) BNP pr. capita kan ikke bruges, hvis den skjuler substantielle uligheder i indkomstfordeling; og derfor skal velfærden ikke alene måles på indkomst, men også på adgang til sociale service som uddannelses- og sundhedssystemet. Først mente teoretikere, at man alene kunne måle en stats forpligtelse til velfærden på, hvor mange penge, der blev brugt på sociale udgifter. Sociale udgifter viser dog ikke det fulde billede. Ved at måle velfærd på penge spenderet, går man ud fra, at alle penge, der er brugt, måles lige. Det enkelte land tildeler dog sociale goder disproportionalt og forskelligt, og dermed kan variablene ikke måles lige (Esping-Andersen, 1990: 18-19). F.eks. vil et land med høj arbejdsløshed alt andet lige bruge flere penge på sociale udgifter. Dermed må man kigge på sociale udgifter som en del af BNP, og ikke som en del af det offentlige budget. Socialsikringsudgifter som en del af BNP reflekterer andelen af et lands ressourcer, som er omfordelt ved social politik frem for markedskriterier. Ud fra et teoretisk synspunkt er der ingen grund til at tro, at høje udgifter er relateret til venstrepartiers magt. Høje sociale udgifter kunne også forekomme i andre regimetyper. Socialsikringsudgifter som en del af BNP kan kun bruges, hvis det bliver støttet 21

22 af andre data. For at måle på outcome-variablen, velfærdsstatstypen, vil der måles på indikatorer for socialsikringsniveauet, såsom uddannelsesniveau, omfordeling i form af pension, sundhedsforsikring og boligstøtte. Centralt for socialpolitik er dets fokus på og implementering af politikker, der har indflydelse på det enkelte individs sociale forhold individets trivsel og velvære. Man skal således analysere de handlinger (både aktive og inaktive), som har sociale effekter på individets velfærd for at finde, hvilken velfærdsstatstype det enkelte land har. Socialsikringsdækning har eksisteret siden kolonitidens afslutning i starten af 1800-tallet, men er først blevet ekspanderet siden 1920 erne. Ved begyndelsen af 1990 erne havde de tre lande udviklet karakteristiske sociale velfærdsmodeller. Middelklassen i byerne og visse arbejdere havde adgang til relative generøse systemer af offentlig dækning, men arbejdere i den uformelle sektor var generelt ekskluderet eller i mindre grad dækket (Mesa-Lago, 1978: 5-6; Haggard & Kaufman, 2008: 1, 79). Derfor vil perioden, der undersøges i nærværende speciale, være mellem 1920 og 1990, da det er i denne periode, den socialdemokratiske velfærdsstat er funderet. 22

23 Kapitel 4: Analyse af de tre cases I første del af analysen vil der ses nærmere på hypotese 1 om, at de tre lande har haft en høj grad af demokrati, for at de kunne udvikle en gennemgribende socialpolitik, hvilket har medført en socialdemokratisk velfærdsstat. Dette vil blive gjort ved at kigge på graden af demokrati og niveauet af decommodificering i de tre lande. Herefter testes hypotese 2 om, at der er sammenhæng mellem arbejderklassens magt i samfundet og ens socialdemokratisk velfærdsstats opståen i Chile, Costa Rica og Uruguay, hvilket er den egentlige afprøvning af, om power ressource-teorien kan forklare den socialdemokratiske velfærdsstats indførelse i de tre latinamerikanske cases. 4.1 Karakteriseringen af de tre cases som demokratiske Velfærdsstaterne i middelindkomstlandene i Latinamerika udsprang i den tidlige efterkrigstid. Spørgsmålene, der blev stillet til disse velfærdssystemer, er de samme, som blev stillet i de mere veludviklede velfærdssystemer i Europa, da litteraturen på området fik sin fremkomst. Hvad skyldes velfærdsstatens fremkomst og udvikling? Omkring 1980 erne havde mellemindkomstlandene i Latinamerika udviklet en karakteristisk social velfærdsmodel. Her havde middelklassen og arbejderklassen i byen adgang til relativt generøse systemer af offentlig sikkerhed, mens bønderne og den uformelle sektors arbejdere enten var generelt ekskluderet eller uden berettigelse til velfærdsservice. Velfærdsstatens arv har haft en stærk indflydelse på både den politiske og økonomiske del af socialpolitikken. I lande med et relativt nyt socialsikringssystem (dvs. det meste af Latinamerika), er dækningen begrænset til den lønnede arbejdsstyrke, som bor i storbyerne. I få lande med et gammelt socialt sikringssystem som f.eks. Uruguay og Chile, strækker dækningen sig til næsten hele arbejdsstyrken og således flertallet i befolkningen, men der er forskellige grader og kvaliteter af en sådan dækning. Der er lande som f.eks. Mexico og Peru, hvor det sociale sikringssystem er begyndt at ekspandere til landdistrikterne, men stadigvæk har bemærkelsesværdige forskelle i dækningen mellem segmenter af arbejdsstyrken. Socialsikring i Latinamerika reflekterer i høj grad den samlede samfundsmæssige stratifikation. Stephen Haggard og Robert R. Kaufman argumenterer i deres bog Development, Democracy, and Welfare States for, at varigheden af demokrati betyder noget for velfærdsstatens ekspansion. Ældre demokratier giver en bedre mulighed for partier og interesseorganisationer, der appellerer til lavindkomstsektorer, til at mobilisere sig, og giver således en større mulighed for vækst af socialt engagement over tid (2008: 87). Specialets tre cases er valgt på bag- 23

24 grund af deres socialdemokratiske velfærdsstat, som den ser ud i dag. Analysen må derfor starte med at fastslå, hvorfor disse lande er demokratiske, og om de har en socialdemokratisk velfærdsstat, hvilket er en forudsætning for, at arbejdermobiliseringstesen kan finde sted. Chile og Uruguay (før deres militærkup i 1973) havde den længste, kontinuerede historie af pluralistisk politik af alle latinamerikanske lande. Regimet i Costa Rica har siden år 1949 og frem til år 1990 været demokratisk. Costa Rica har et pluralistisk demokrati med civile rettigheder og et dominerende to-partipolitisk system, hvor magten ofte skifter mellem partierne (Mesa-Lago, 2000: 24). Chile og Uruguay har været demokratiske i henholdsvis 29 år og 28 år, hvilket har været afbrudt af autoritært styre fra 1970 erne til midt/slut 1980 erne (Huber & Stephens, 2001: 80). Chile fik autoritært styre i år 1973 med begrænsede civile rettigheder. Chile har siden 1990 erne haft pluralistisk demokrati (med et par mindre begrænsninger) med civile rettigheder (Mesa-Lago, 2000: 24). Graf 1.1 i specialets indledning viser demokratiudviklingen i Chile, Costa Rica og Uruguay samt gennemsnittet for de resterende syd- og mellemamerikanske lande. Som det fremgår af grafen, ligger de valgte cases langt over middel med hensyn til demokratiudvikling over en periode fra år 1920 til år Chile og Uruguays militærregering viser sig som negative udslag i perioden fra ca. år Som det fremgår af tabel 4.1 nedenfor, har de tre lande været demokratiske siden år 1946 (dog ikke under militærregimerne), men det kan bekræftes af graf 1.1, at landene allerede var semidemokratiske i år 1920, som er startåret for dette speciales undersøgelse. Et regime betragtes som et demokrati, hvis den udøvende og den lovgivende magt er direkte eller indirekte valgt ved folkeafstemning, hvis flere partier er tilladt, hvis der er tale om flere partier uden for regeringen, hvis der er flere partier inden for den lovgivende magt, og hvis der ikke har været nogen konsolidering til fordel for etablerede partier (f.eks. forfatningsstridig lukning af underhuset eller udvidelse af allerede etablerede partiers periode ved udsættelse af efterfølgende valg). Tabel 4.1 Oversigt over regimetype i de tre lande 1946 til : 1973: 1990: Chile Costa Rica Uruguay Demokrati 1946: Demokrati 1946: Demokrati Diktatur 1948: Diktatur 1973: Diktatur Demokrati : Demokrati Demokrati Overgangs året er kodet til det regime, der er opstået i det pågældende år. Kilde: Teorell et al.,